De Hjemløses Tog. (Efterskrift til Politivennen)

De Hjemløses Tog er nu paa Vandring mod København.

En broget Skare.

En Eks-Bankbogholder som Kassemester og en Husarofficer som Anfører.

Det er Sikkert den største Dag, Stationsbyen Kjellerup nogen Sinde har oplevet. En straalende Sol skinnede I Gaar Morges ned over en højst broget Befolkning, der fyldte Byens Gader, de nu 1000 Hjemløse, der var stævnet sammen fra alle Verdenshjørner, en Del nogenlunde velklædte, mange luvslidte og endnu flere næsten i Pjalter. Men Jydernes berømte Gæstfrihed og gode Hjerter fejrede Triumfer. Byen havde givet Nattelogis i alle til Raadighed staaende Lokaler, nu gav den Morgenkaffe og Morgenøllebrød til alle de Fremmede, alle begyndte Dagen med fuldt mættede Maver. Og saa tog Kjellerupboerne fat paa Udbringen af Paaklædningen - Pjalterne forsvandt og erstattedes med forholdsvis godt Tøj rundt fra Hjemmenes Garderober. Byens Barberere ragede gratis alle dem, de kunde overkomme, og for at sætte Prikken over l'et gik en Bidragsliste rundt for at skaffe Kontanter til Tærepenge paa Vejen. Den indbragte et lille Tusind Kroner. Og en Deltager, der var Eks Bankbogholder, blev valgt til Over-Revisor!

Ved Tolvtiden startede Toget fra Byens Lystanlæg. Det kom til at tælle mellem 3 og 400 Deltagere. I Spidsen saa man en stor Plakat med Indskriften: ."De Hjemløses Tog Kiellerup-København".

Hvad var det for Folk, der dannede dette Tog - En højst broget Skare. En Del virkelige vandrende Svende. Folk der virkelig gerne vil have Arbejde, men mange maa vist betegnes som Vagabonder, Folk, der har levet sig sammen med landevejen, og dernæst en Mængde ganske unge Mennesker, mange kun i 20 Aars Alderen. Men Humøret stod højt. Der jubledes og raabtes Hurra, og Kjellerupboerne jublede igen og ønskede Lykke paa Rejsen.

En festlig Ankomst til Silkeborg.

Kl godt 5 naaede Toget Silkeborg. Her var Byens Borgere aabenbart ogsaa oplagt til at "lave en Dag ud af det". Toget blev modtaget med [ulæseligt] og gemytlige Tilraab og Hilsner, hele Byen var paa Benene og var et stort glad Smil. 

I Borgerskolens Gymnastiksal var der dækket op ved lange Borde, der var pyntet med Blomster, og Menuen lød paa Risengrød og bajerske Pølser, Kaffe og Boller. Fagforbundene havde arrangeret festlig Underholdning, og hele Troppen fik Nattelogis i Gymnastiksalene, hvor der redtes med Halmknipper paa Gulvet.

Flyveren Clauson-Kaas vil føre Toget.

Der kom en ekstra Overraskelse I Aftenens Løb. Man fik et telegrafisk Tilbud fra den unge Flyver-Løjtnant Cløuion-Kaas der gerne vilde anføre Toget fra Skanderborg til København, og, hvis Tilbudet modtoges, vilde møde i Flyvemaskine i Skanderborg i Morgen. Man afsendte straks følgende Svartelegram:

"Alt vel, godt ankommet til Silkeborg. Lover Dem Tillid og absolut Myndighed Indtil Ankomsten til København. VI er i Skanderborg Tirsdag Aften Klokken syv, kom bare, De er velkommen!"

Afmarchen fra Silkeborg i Morges.

Samtale med Politimesteren.

Vi havde Kl. 10 en samtale med Politimesteren i Silkeborg, der meddeler:

- De Hjemløse Besøg her i Byen er forløbet uhyre harmonisk. Toget afmarscherede herfra Kl. 9 1/4, der var ialt ca. 340 Mand, og under drønende Hurraah og et Leve for Politiet og Silkeborg Borgere, med Tak for alt godt, drog de af Sted mod Skanderborg.

Her vil Flokken vokse, idet her ventes en Flok fra Aarhus og en fru Horsens, der vil støde til, og i Morgen tidlig sammen med Stamflokken drage videre syd paa. Her i Silkeborg kan vi kun rose de Hjemløse for fuld korrekt og elskværdig Optræden.

(Aftenbladet (København) 6. marts 1928).

Fotoer fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928 som viser Skovpavillonen i Kjellerup hvor de hjemløse bespises. Nedenunder Togets Ledere fra venstre til højre: Chr. Christensen, E. Andersen, Sv. Aage Frederiksen, Chr. Nielsen, siddende: P. Fristenborg, Carl Madsen, C. Nørgaard og Geslin.

Næste dag gik toget fra Silkeborg til Rye hvor Clauson-Kaas stødte til og satte sig i spidsen for toget. Herefter Skanderborg og Horsens. By- og sogneråd undervejs bespiste deltagerne. 

Løjtnant Knud Clauson-Kaas paa Skanderborg Torv. Foto fra Aftenbladet (København), 8. marts 1828. Clauson-Kaas var meget hurtig til at udsende en pjece med sine oplevelser af holdninger. Den blev refereret i Social-Demokraten 23. marts 1928. Af skuffede hjemløse fik han en opfordring til at nedsætte en komite, som blev dannet den 23. marts under navnet "Hjemløsehjælpen i København". Den bestod af skoleinspektør Ernst Philipson, direktør Gottschalck, Clauson-Kaas og to hjemløse.

Nationaltidende havde den 8. marts denne tegning på forsiden med teksten: "Ove Rode til Redaktør Koppel: Lad os nu hellere liste ud af Toget, inden der bliver Spektakler. Det kunde være Borgerskabet ikke fandt Ideen helt saa morsom som vi".

Hjemløsetoget i Horsens. Foto fra Social-Demokraten, 9. marts 1828

Da toget var på vej mod Vejle, fik det besked om at justitsminister Rytter havde givet ordre til at opløse toget, og indenrigsminister Kragh forbudt kommunerne at yde hjælp. Politi blev sat til at vogte tog og færgeovergange. Knud Clauson-Kaas fik besked fra sin far, ritmesteren, at han risikerede at blive slettet af gardehusregimentets officersliste. Clauson-Kaas nægtede, men efter en telefonsamtale med Rytter blev de enige om at han skulle afmønstre toget i Vejle. 

Den 9. march afgik toget fra Horsens kl. 10:30 og var ved Hedensted Station ved 3-tiden. Kl 6 i Vejle. I Hedensted serverede Venstre-sognerådet stik imod forbudet kaffe og wienerbrød for de hjemløse. Til toget sluttede sig en "ret stor" flok kommunister, og en halv snes sønderjyder, måske fra Cornelius Petersens tilhængere. Kommunisterne fra Århus blev sat på en bus og kørt hjem, mens sønderjyderne nægtede og overnattede.

Fotoer fra Vejle station (Aftenbladet (København) 10 marts 1928). Øverst til venstre glade svende der ruller afsted under harmonika- og mandolinmusik. Derunder typer af deltagere, yderst til højre løjtnant Clauson Kaas.

I Vejle var der et opgør mellem den københavnske kommunist og frugthandler Knudsen og løjtnant Clauson-Kaas, som blev kaldt "Rytters betalte kreatur". Det blev aftalt at man skulle mødes på Frederiksberg Bakke den 20. marts, og mens nogen herefter vendte hjem, fortsatte andre i mindre skarer over bæltet

Københavns Politi havde sendt omkring 50 betjente til Vejle. De vendte herefter tilbage til København, i følge dette foto fra Aftenbladet (København) 10. marts 1828. 

Fotoet forestiller den 8 mand store deputation fotograferet om formiddagen den 13. marts 1928 udenfor justitsministeriets bygning. Ordfører var skrædersvend Justenborg fra Skanderborg. Desuden maskinarbejder Geslin. Aftenbladet (København), 13. marts 1928.

Socialdemokraten 13. marts 1828 havde et lidt anderledes foto af de syv af udvalgets medlemmer: Forreste række fra venstre formanden Geslin, København, Søren Christensen, Aarhus, E. M. Andersen, Odder og Charles Nørgaard, Vejle. Bageste Række fra venstre: Svend Aage Frederiksen, København og Charles Nielsen, København.

De Hjemløses Udvalg kom lørdag den 11. marts 1928 til København og fik foretræde hos justitsminister Rytter den 13. marts. Også en deputation studerende mødte op for at protestere mod opløsningen. Indenrigsminister Kragh modtog dem senere på dagen. Clauson-Kaas forelagde Kragh planer om bl.a. at oprette kolonier på heden for fremtidige udvandrere. På samme tid var en del hjemløse nået til Sjælland, nogen blev anholdt for betleri. 

Nationaltidende, 2. udgave bragte dette foto den 20. marts 1828 af hjemløse og nysgerrige samlede på Frederiksberg Bakke.

Nationaltidende berettede den 21. marts 1828 at toget af hjemløse og nysgerrige - de hjemløse i klart mindretal - gik fra Frederiksberg Bakke, anført af en flok kommunister der sang "Internationale". Flankeret af politi. Det tog ½ time for toget at passere Frihedsstøtten. Herfra gik turen ad Tietgensgade og Ny Vestergade til Christiansborg Slots Ridebane. 

Fra de Hjemløses Tog.

Øverst til venstre: Paa Raadhuspladsen. Efter Besøget hos Borgmester Viggo Christensen meddeler Deputationen Resultatet for den lyttede Skare. Overst til højre: Politidirektør Fabricius-Hansen, der siddende paa Muslingskallens Brystværn betragter Begivenhedernes Gang. Nederst til Venstre: Togets Deltagere paa Christiansborg Slots Ridebane. Nederst til højre: De Hjemløses Deputation har efter Besøget hos Indenrigsminister Kragh besteget Fodstykket til Rytterstatuen, og Ordføreren Maskinarbejder Geslin, giver Beretning om Mødets Forløb. 

Roen, Ordenen og Disciplinen var mønsterværdig.

Alle onde Anelser blev gjort til skamme i Gaar. De Hjemløses Tog gennem Byen fortjener at mindes alene for den eksemplariske Ro og Orden, hvormed det hele foregik, og dette tjener i første Række de Hjemløse Togs Udvalg til Ære. Det mærkedes ude paa Frederiksberg Bakke, hvor Deltagerne begyndte at samles ved Halv totiden. Førerne var overalt paa Færde og manede Deltagerne til at tie vare Roen og Værdigheden. "Enhver, der begyndte at lave Ballade, bliver smidt ud" lød Parolen. Og det bar Frugt. 

Lidt efter lidt fandt Afmarchen Sted. I velordnet. Kolonner, 4 Mand i hvert Geled travede man af Sted med frederiksbergske Betjente i Spidsen, saa kom en lille Flok Studenter, mandlige og kvindelige, blandt hvilke man saa to unge adelige, Grev Kaj Moltke og Baron Oluf Rosenkrantz, der vilde vise de Hjemløse Sympati. Saa kom Udvalget og derefter de virkelig Hjemløse, Kærnetruppen, den, der dannede den virkelige Basis for toget. De var ikke til at tage Fejl at, baade deres Ansigter og deres Paaklædning bar Vidne om Savn og Nød - der var vel højst regnet 500; Resten af de tusinder, der dannede Processionen, var københavnske Arbejdsløse og Arbejdere, der var mødt op for at støtte Demonstranterne og saa Nysgerrige. Dem var der naturligvis mange af.

Fotoet stammer ikke fra Aftenbladet, men fra en artikel i Social-Demokraten 21. marts 1828. Det forestiller toget ved indgangen til Vesterbrogade.

Togets Vandring gennem Byen.

Taktfast og roligt gik Toget gennem Vesterbrogade. Paa Grænsen mellem Frederiksberg og København afløstes de frederiksbergske Betjente af københavnske Kolleger. Og Chefen for det ridende Politi, Overbetjent Andersen overtog Førerskabet. Ved Tivoli drejede man nedad Bernstorffsgade og fortsatte ad Tietgensgade til Slotspladsen. Her var opmarcheret en mandstærk Politistyrke under Politiassistent Heibergs Kommando, men den fik en let Opgave. Politidirektør Fabricius-Hansen og Københavns Kommandant Generalmajor Castenskiold saas begge civilklædte færdes omkring blandt Publikum.

Straks etter Togets Ankomst begav Udvalget sig op til Indenrigsminister Krogh. Det blev en lang Ventetid for den store Skare, og Kulden bed gennem de tyndslidte Klæder, forskellige Deltagere forkortede Tiden ved at holde Taler fra Fodstykket til Chr. den 9s Rytterstatue, som man uden Indvending fra Politiet side fik Lov at bestige. Der faldt adskillige stærke Ord, uden at de dog just var udæskende. Saa kom Udvalget efter en Times Forløb tilbage, og Maskinarbejder Geslin, gav Referat - Det var et tyndt Resultat, erklærede han, men vi havde ikke ventet det bedre! Ministeren lovede at undersøge Svendehjem og Herberger og forsøge paa at skaffe Arbejde ved Hedeplantager. Men vi vil selv have Haand i Hanke med Ledelsen - vi vil ikke slaas i Sæk med Tugthusfangerne, der arbejder paa Heden.

En Hjemløs, Michelsen, tog Ordel og opfordrede til at gaa til Raadhuset og forlange Mad og Nattelogis at Borgmester Viggo Christensen, og Skaren fulgte Opfordringen og drog mod Raadhuspladsen.

Hele Muslingeskallen blev fyldt, helt langt ud over Raadhuspladsen stod de nysgerrige Masser, og Udvalget gik op til Borgmesteren. Atter en lang Ventetid og atter et tyndt Resultat.

Borgmesteren stillede sig absolut afvisende overfor Kravet om gratis bespisning og Logi paa Kommunens Regning, han kunde kun henvise til Sundholm - med Fattighjælps Virkning. Meddelelsen virkede ophidsende, der lød heftige Fyraab, men Roen hevaredes alligevel.

Og saa gik Toget i god Orden ud ad Amager Boulevard, ud til Sundholm, og det var, bemærkelsesværdigt nok, uden Politiledsagelse Derimod var en Styrke ridende Politi og et par Politibiler med Mandskab troppet op ude ved Anstalten, men ogsaa de fik en let Opgave.

Udvalget gik ind og fik en Samtale med Inspektør Lutz-Höppermann der meddelte dem, at der

kunde skaffes flere Hundrede Sengepladser - men som Fattighjælp. 

Man var ikke forberedt paa at bespise de mange Mennesker, men det lykkedes alligevel

- de fik alle et Maaltid Vandrisengrød med Øl. 361 Mand fik Natteleje - men der havde været Plads til 700!

Natten paa Sundholm

Morgensamtale med Inspektør Lütz-Hoppermann.

Da vi i Morges ved 6-Tiden kom ud paa Sundholm for at høre, hvorledes det gik med de 360 Hjemløse, lød Svaret: 

- De er saamænd ikke oppe endnu. Da de kom her i Aftes, saa de ærlig talt meget medtagne ud De blev jo fulgt herind af en stor Skare københavnske Kammerater, der raabte de vilde komme og hente dem i Dag til Morgen Men de kommer vist til at vente længe.

Efter Ankomsten fik de Grød og Øl, og saa gik de alle i Seng. De var dødtrætte og ganske udsultede, saa Sengene herude har sikkert været et herligt Leje for dem. 

Godt Humør paa Stuerne.

Vi kiggede derefter over i Bygningen hvor de Hjemløse var indkvarterede. Dørene var laasede, men indenfor syntes Stemningen ikke særlig nedtrykt. Der lød baade Latter og fornøjelig Tale. Man var lige ved Morgenmaaltidet, Margarinebrød og Kaffe. Det var vel ikke mindst det, at de fik Lov til at spise sig mætte, der satte Humøret i Vejret.

Hvad der vil ske.

lnsjiektøi Lutz-Høppermann var allerede paa sit Kontor t travl Virksomhed med at træffe Dispositioner for Dagen.

- Hvorledes er Natten forløbet?

- I fuldstændig Ro og Orden. For en Sikkerheds Skyld har vi i Nat haft en Politivagt paa 15 Mand herude, men der er ikke bleven Brug for dem.

- Hvad sker der til Morgen?

- Ved 9 Tiden tager vi fat paa at undersøge hver enkelt Mands Forhold og Papirer. Det skal vi ifølge Reglementet, selv om Gæsterne vel ikke er særlig glade ved det. De Hjemløse, hvis Papirer er i Orden, det vil sige som kan dokumentere en Hjemsted-kommune eller har Fagforeningsbog, vil i Formiddagens Løb faa udleveret et Fripas til deres Hjemsted, men det ordnes saaledes, at de Ikke kan sælge det til andre, og sendes af Sted i Dagens Løb.

De øvrige bliver overfart til Forsørgelsesafdelingen. Vi maa jo følge Reglementet.

- Det har Gæsterne vel ikke regnet med?

- Det maa de have været forberedt paa. I Aftes, da de kom herud, stod der tre Mand fra Magistraten i Porten og gjorde hver enkelt opmærksom paa Konsekvenserne af, at de gik herind, at det var Fattighjælp. En Del forsvandt saa igen, men 360 Mand gik altsaa alligevel herind.

Nogle københavnere slap med ind, vistnok nogle Smede, for at se, hvorledes det gik. De krævede straks i Morges at blive lukket ud, da de skulde paa Arbejde. Men de maatte blive her sammen med de andre, til deres Forhold kan blive undersøgt. De maatte jo ogsaa vide, hvad de indlod sig paa. Deres Maaltid og Nattelogi er Fattighjælp ligesom de øvriges.

Hvilke Dispositioner, der vil blive truffet I Dagens Løb, kan jeg ikke udtale mig om endnu. Jeg maa naturligvis konferere med Borgmester Christensen. Men foreløbig er her altsaa fuldstændig Fred og Ro, og forhaabentlig sker der heller ingen optøjer, naar de, der ikke straks sendes hjem, faar at vide, at de maa blive her et Stykke Tid, til vi ogsaa faar dem sendt af Sted. 

Foreløbig faar de trøste sig med Middagen: Sulevælling og Flæsk.

60 Hjemløse paa Gæstehjemmene.

I Nat har 60 af de Hjemløse dog sovet i Sct. Johannes Gæstehjem i Ryesgade 28 A, hvor man - efter at have sat sig i Forbindelse med Daghjemmet paa det gamle Jernbaneterræn - modtog de 60 Gæster med aabne Arme.

Der redtes i Spisesalen og tilstødende Lokale med bløde Madrasser og fyredes godt op i Kakkelovnene. Til Morgen beværtedes de 60 Mand med Kaffe og Brød og faar ved Afskeden en solid Frokostpakke med. I Formiddag afholdes inden Afrejsen en lille Morgenandagt hvor Forstander Aagaard holder en lille Tale til de Hjemløse. Saa mødes de derude i Sct Johannes Gæstehjem med 30 Kammerater fra Sct. Jacobs Gæstehjem, og man vil saa se at faa de Hjemløse ud paa Jernhanestationerne og ud paa landet igen.

Forstander Aagaard siger, at da 60 Mand har opført sig mønsterværdigt i alle Retninger. 

Vi udvekslede el Par Ord med et Par af de farende Svende, der var glade for København og den Sympati, der var vist dem fra mange Sider og tilfredse med, at deres Iedere havde forstaaet at holde Orden og forhindre Spektakel-Forsøg af enhver Art fra Udenforstaaende Side.

(Aftenbladet (København), 21. marts 1928).

To fotoer fra Social-Demokraten 21. marts 1828 som forestiller toget på Christiansborg Slots ridebane.

De følgende dage blev hver enkelt sags undersøgt, og det viste sig at der var 133 københavnere mellem de hjemløse som havde ladet sig indlægge, og som enten havde fast bopæl eller var i stand til at klare sig selv. De blev lukket ud. 135 blev sendt til forskellige steder i provinsen. 

Toget er beskrevet i Michael Valeur: "De hjemløses glemte march i 1928"

Den 21. september 1928 forsøgte man sig på ny med et tog af hjemløse fra Randers. Det var  allerede fra starten forbudt, og Randers politis 30 mand var blevet forstærket af 80 mand fra Aalborg. Det blev dog opløst inden det overhovedet kom i gang, og lederen af toget oplyste at man igen ville forsøge sig den 23. oktober 1928.

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Gudenaaen. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg den 27de Novbr.

- I en Artikel i "Randers Avis", der omhandler den stigende Skibsfart paa Randers og de Foranstaltninger der træffes for at fremhjælpe Trafiken, hedder det om Farten paa Gudenaa: Det er vel nu omtrent 16 Aar siden, at man første Gang forsøgte at befare Gudenaa med Damp. Der var dengang megen Tvivl om Muligheden af en saadan Fart, men ved private Sammenskud fik man dog en Baad bygget, som, hvor mangelfuld den end var, dog viste, at Foretagendet lod sig udføre. Men Mangel paa den senere fornødne Indsigt og fornemlig Mangel paa de fornødne Midler gjorde, at denne Sag laae hen i en Række af Aar, indtil den atter er opfrisket og saa at sige sat paa Dagsordenen i den seneste Tid Havnevæsenet har nemlig foruden en Dampmuddermastine ladet bygge i Motala nogle Jernmudderpramme og en lille Dampbaad til at bugsere sidstnævnte. Med denne lille Baad, som naturligviis ikke er konstrueret i Henhold til de Hensyn, som Farten paa Gudenaa udkræver, er der gjort forskjellige heldige og lovende Forsøg. Baaden er saaledes til en Prøve gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt, men den har nu allerede i flere Uger bugseret lastede Pramme fra Randers til Bjerringbro, hvilket er en ganske overordentlig Gevinst for Farten paa Gudenaa. Som bekjendt har man nemlig, naar man ikke tilfældigviis har god Vind, intet andel Middel til at bringe en Pram fra Randers til Bjerringbro end at stage og trække den op, hvilket navnlig om For- og Efteraar ved Høivande er en yderst møisommelig og langvarig Tour, som stundom har medtaget en Tid af 8 14 Dage. Ved Bugsering foretages denne Tour i c. 6 Miles Længde op imod Strømmen i 8-12 Timer, hvorved opnaaes den overordentlige Fordeel, at hele Touren fra Randers til Silkeborg kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn, thi fra Bjerringbro til Silkeborg er der anlagt Trækvei, og hvad der er Hovedsagen, Farten paa Gudenaa er derved bleven regulair. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. november 1867)

Silkeborg, den 29de Novbr.

- Da vi i sidste Avis optog et Brudstykke af en Artikel i "Randers Avis" om Pramfarten paa Gudenaa tænkte vi ikke paa, at der bag samme kunde skjule sig nogen anden Hensigt end den, at ville meddele Læserne et glædetigt Fremskridt, som var skeet med Farten paa Gudenaa, idet man nu kunde benytte Dampen der, hvor man tidligere har maattet tye til Heste- og Haandkraft, og følgelig sætte Silkeborg i en hurtigere og regelmæssigere Forbindelse med Randers end hidtil; vi anede ikke, at Forfatterens egentlige Hensigt mulig kunde være at fremstille Sagen saaledes for de med Forholdene Ubekjendte, at de maatte faae det Indtryk, at nu var Pramfarten mellem Randers og Silkeborg saa god, at sidnævnte By og dens Omegn ingen Jernbane behøvede. Men ved i de mellemliggende Dage at tale med nogle af vore Medborgere, som have nøiere Kjendskab til Sagen end vi, have vi faaet en til Vished grændsende Formodning om, at Forfatteren nok ikke har været saa ganske fri for at have en saadan "Ræv bag Øret". Forf. holder sig nemlig, som vi ere blevne overbeviste om, ikke saa ganske til Sandheden, og da man jo først og fremmest maa have den for Øie, naar man vil bringe en vigtig lokal Nyhed, synes dette at tyde paa, at Forf. har havt en anden Bevæggrund til at gribe Pennen, end den, han vil give det Udseende af. Efterat Forf. har givet en lille historisk Fremstilling af de tidligere Forsøgs Skjæbne med Hensyn til Dampbaadfarten paa Gudenaa og meddeelt, at Sagen nu er "sat paa Dagsordenen'' (i Randers?), fortæller han nemlig, at den lille i Motala byggede Dampbaad "til en Prøve er gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt." Heraf skulde man jo troe, at Dampbaaden ved egen Hjælp var gaaet herop, men dette er langtfra Tilfældet; thi uagtet Baaden kun er af ringe Dybgaaende, saavidt vi erindre lidt over en halv Alen, og den ingen Pram havde paa Slæb, saa kunde den, efter hvad vi erfare fra paalidelig Kilde, ikke gaae herop ved egen Hjælp, men maatte slæbes frem paa flere Steder. Forf. siger dernæst, at "hele Touren fra Randers til Silkeborg (nu) kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn", men dette er, som vi høre, neppe heller ganske korrect, thi selv om en enkelt Pram af den lille Damper kan blive bugseret fra Randers til Bjerringbro i 8-12 Timer, hvad der er meget tvivlsomt, saa kan den ikke tilbagelægge Strækningen fra Bjerringbro til Silkeborg i den øvrige Tid, og fremfor Alt maa man huske paa, at en Dampbaad, selv om den er større end den lille svenske, aldrig vil kunne bugsere mere end een Pram ad Gangen, især saalænge Gudenaa er i dens nuværende Tilstand. Endelig siger Forf., at "Farten paa Gudenaa (ved den lille Dampbaads Hjælp) er bleven regulair"; men hvorledes kan en Seilads, som er stoppet i alle Vintermaanederne og til de andre Tider af Aaret kun kan udføres meget uregelmæssigt, kaldes "regulair"? Ja, hvis Dampbaaden kunde gaae til alle Tider af Aaret og ikke havde Andet at gjort, kunde den maaskee kaldes saaledes; men det har jo allerede i den korte Vinter, vi have havt iaar, viist sig, at Farten paa Gudenaa har været generet, rigtignok kun i kort Tid, og saaledes vil jo fremdeles nogle faa Graders Frost træde hindrende iveien for enhver "regelmæssig" Fart. Vi indrømme villigt, at det er et Gode, et Fremskridt, at Pramme, om det ogsaa kun er til enkelte Tider, kunne blive bugserede fra Randers til Bjerringbro i kortere Tid, end de kunne trækkes og stages, men hvis Nogen skulde lade sig forlede til at troe, at dette Gode skulde kunne afhjælpe den Trang, Silkeborg saavelsom hele Midtjylland har til en Jernbane, da er man paa fuldstændigt Vildspor, og det er vort Haab, at Ingen, der mener det godt med Midtjyllands Opkomst, vil fæste Lid til en Beretning, som søger at slaae en saadan Tanke fast. - At vi ikke staae ene i denne vor Opfattelse af Sagen, fremgaaer af nedenstaaende Skrivelse, som vi modtog efterat Ovenstaaende var nedskrevet.

"Hr. Redacteur!

I "Silkeborg Avis" af 27de d. M. findes optaget et Uddrag af en Artikel i "Randers Avis" om Farten paa Gudenaa. Tillad mig i denne Anledning at protestere, og jeg troer, at denne Protest vil tiltrædes af alle Silkeborgs og Omegns Beboere, imod den omtalte Artikels Indhold, forsaavidt som denne skulde ville slaae fast, at Farten paa Gudenaa nu som Communicationsmiddel var ifærd med at opfylde alle mulige Forlangender.

Farten paa Gudenaa er og vil altid blive en uheldig Forbindelse mellem Silkeborg og Randers og gjennem denne By med alle andre Pladse. Selv om Aaen gjøres nok saa seilbar og der sættes nok saa mange Bugseerdampbaade paa den, de være slette eller gode, saa kan dette ikke forhindre Vinteren i at afskjære Forbindelsen i flere Maaneder af Aaret, saavel herfra til Randers, som fra Randers til Udbyhøi, Denne uomstødelige Ulempe er alene tilstrækkelig til, at vi Alle der af al Magt maa bekæmpe enhversomhelst Udtalelse, der endog i ringeste Maade vil vække Tvivl om Nødvendigheden af, at vi faae en Jernbane. Den ubehjælpsomme, langvarige og dyre Transport over Randers og ad Gudenaa har længe nok hvilet tungt paa os, og nu da Øieblikket nærmer sig, hvor Jernbanesagen skal afgjøres, er det nødvendigt, at en Protest fremkommer, for at ikke en feilagtig Anskuelse skal bemægtige sig de, der ville faae med dette Spørgsmaals Afgjørelse at gjøre.

Det er ikke min Hensigt her at imødegaae de forskjellige fejlagtige Angivelser i Beretningen eller Slutninger om en "regulair Fart", som Artiklen i "Randers Avis" fremkommer med. Gudenaas nuværende Seilbarhed er ikke saaledes, at Dampbaade ville være istand til at bugsere Pramme hertil. De Forsøg, der ere gjorte, ere alle faldne uheldige ud, idet at Dampbaadene enten have maattet lade sig slæbe af Prammene for at komme igjennem de snevre Steder eller have maattet bruge Heste- eller Mandskraft for at naae herop. Aaen lader saa meget tilbage at ønske, at det endnu vilde koste betydelige Summer at faae den "regulaire Fart" igang. Jeg skal til Slutning bede Himlen bevare os for, at der i Fremtiden anvendes en eneste Skilling, idetmindste af offentlige Midler, paa endvidere at forbedre Gudenaafarten, da enhver Skilling vil berøve os Dage af den kostbare Tid, til Silkeborg faaer sin Jernbane. Alle Kraftanstrængelser fra Randers By, der nødigt vil give Slip paa de i saa mange Aar havde Fordele, ville være forgjæves ligeoverfor vort berettigede Forlangende.

Deres H."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. november 1867)

Gudenå. Carl Stenders Kunstforlag. Postkort 1913. Det kongelige Bibliotek. Ulstrup ligger mellem Bjerringbro og Randers, og altså på det stykke hvor strømmen ikke nødvendiggjorde brug af heste til at trække prammene. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Gudenåen havde i århundreder været den vigtigste transportvej mellem kysten (Randers) og til det indre Jylland. Det foregik i fladbundede pramme (kåge) som kunne laste op til 25 tons papir, mursten, tørv, kalk, tov og lignende. Modstrøms (Randers til Silkeborg) blev prammene trukket af lejemænd (pramdragere) som langs bredden trak prammene med liner. Fra Bjerringbro dog på grund af den stærke strøm med heste. Medstrøms gjorde vand og vind arbejdet. Pramdragerne satte ekstra fart på med lange stager. 

Pramfartens storhedstid begyndte da Silkeborg blev handelsplads i 1846. Den gik for alvor i gang i 1851, på trods af modstand i Rigsdagen og handelsfolk i Randers og Silkeborg (Michael Drewsen). Trækstien blev udvidet til ca. 3 meter og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter (så to pramme kunne passere hinanden) og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Trækstien blev en regulær vej, med broer, stenkister m.m. over vandløb.

Et regulativ af 1861 gav pramfarten fik fortrinsret på Gudenåen. Men jernbanen overhalede pramfarten indenom: Turen Silkeborg-Randers t/r tog en uges tid. Fra Silkeborg gik turen let med strømmen og tog 1-2 dage. Turen Randers-Silkeborg tog noget længere tid. Anslået nåede pramfarten op på 80-120 pramme. Da jernbanen kom til Silkeborg i 1871, betød det en voldsom nedgang i pramfarten som dog fortsatte i formindsket omfang til omkring 1920.

Krigsskade: Exemplet Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsskadeserstatningen. I "Koldingposten" af 14de ds. hedder det: De af Regjeringen fastsatte Priser, hvormed den vil erstatte Krigsskaden i Jylland, have, saavidt vi have erfaret, vakt en ubehagelig Overraskelse; Priserne ere for det første for lave, men desuden synes de at være vilkaarlig ansatte. Det er ikke de Priser, til hvilke Landmanden ellers kunde have solgt sine Produkter, det er uden Tvivl heller ikke de Priser, som Regjeringen maatte betale paa Øerne. Dertil kommer, at de forskjellige Dele af Jylland ikke have kunnet skaffe Kontributionerne til samme Priis; for Vestjyderne have de saaledes staaet dyrere end de andre, og de Egne, som vare mere udspiste formedelst en større Pression, have skaffet Ydelserne med større Opoffrelse end andre. Da Jyderne selv skulle bidrage deres Part til Erstatningen, er det billigt, at de faae fuld Erstatning for deres virkelige Udgifter. Der er i denne Sag en tvesidig Interesse at varetage: Statens og den Privates; derfor forekommer det os at være hensigtssvarende, at Regjeringen udnævner Kommissairer, som sukcessivt forhandle med de enkelte Kommuner, eller idetmindste med de enkelte Amter, ved Mænd, som ere udnævnte af disse. Dette vilde være den sikkreste Vei til et retfærdigt Grundlag for Erstatningen. For om muligt at bevæge Regjeringen til at slaae ind paa en saadan Vei, troe vi, at der burde foranstaltes et offentligt Møde her i Kolding, som ikke er den By, der har mindst Anledning til at tale med i denne Sag, et Mæde, hvori navnlig Landmændene fra Omegnen maatte føle sig opfordrede til talrigt al indfinde sig, for at raadslaae om fælleds Skridt. Naar Sagen da gik herfra til de andre Byer, vilde de uden Tvivl finde Tilslutning, og da kunde man haabe, at Regjeringen vilde laane Øre til en almindelig Udtalelse fra Jylland.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 18. januar 1865)

I "Silkeborg Avis" skrives: Den til at gjennemgaae de indkomne Krav paa Krigsskade for Silkeborg Byes Vedkommende nedsatte Komitee har under 24de dS. gjennem Amtet indsendt deels en Fortegnelse over disse, deels en Oversigt over den havte Indkvartering under den fjendlige Okkupation. Af den første fremgaaer det, at Erstatningen for Skade paa Mark, Skov, Bygninger etc. udgjør 1870 Rd. 5 Mk. 4 sk; Tabet af eller Skade paa forskjellige andre Gjenstande 7500 Rd. 3 Mk. 3 Sk.; og af den sidste sees det, at Indkvarteringen har udgjort 77 Officerer, 37 Underofficerer. 711 Menige samt 402 Heste med Forplejning, og 1885 Officerer, 3849 Underofficerer, 47,772 Menige samt 7004 Heste uden Forpleining. I Indstillingen paaviser Komiteen. "at de Naturalydelser, den fjendlige Soldat afleverede i Kvarteret, ingenlunde vare tilstrækkelige til hans Forplejning, især efter de Fordringer, der stilledes til Værterne efter det Falkensteinske Reglement", hvorfor Kvarteerværterne "maatte, for at undgaae andre og større Overlast, levere af selve Fødemidlerne, hvad der fattedes i de foreskrevne Maaltider". Skjøndt der paa Foden af det Kommunen til Udfyldning tilstillede Schema er noteret, at der ikke gives Erstatning for slige Ydelser, har Komiteen dog tilladt sig indtrængende at indstille, at Erstatning herfor ydes, i Betragtning af, at ingen af Ydelserne kunne siges at være frivillige, og da Beboernes Tab i modsat Fald vilde blive altfor føleligt, "thi Ydelserne i Kvarteret troer Komiteen uden Overdrivelse at kunne sætte øverst blandt de Byrder, Landets Besættelse af Fjenden paalagde". Imidlertid tør Komiteen dog ikke foreslaae, at Erstatningen i dette Tilfælde bliver fuldstændig, "men alene at Tabet mildnes ved en efter Forholdene lempet eensartet Godtgjørelse", og en saadan finder Komiteen passende at kunde ansættes til 8 sk for hver Underofficeer og Menig daglig og 32 sk for en Officeer (foruden Kvarteerpengene). Endelig gjør Komiteen opmærksom paa det Falkensteinske Reglement, hvorefter enhver Officeer skulde have en Flaske Viin daglig, og indstiller 3 Mk som en passende Godtgjørelse for en Flaske Viin. Hvad angaaer Beviserne for den lidte Skade, da formener Komiteen ganske i Almindelighed, at disse ikke bør tages for strenge og at i Regelen de vedkommende Skadelidtes edelige Tilbud maa være tilstrækkelig. Det har nemlig været aldeles umuligt for Mange at tilvejebringe de fornødne Beviisligheder, navnlig for stjaalne og røvede Gjenstande. Desaarsag indstiller Komiteen, at de opførte Erstatningskrav med de Beviisligheder, hvormed de foreligge, og uden Hensyn til Beskaffenheden af de mistede Gjenstande, anerkjendes og godtgjøres. Med Hensyn til de af Regeringen, formeentligen dog kun foreløbig bestemte Erstatningspriser, anseer Komiteen det for en Selvfølge, at Kommunen for de ved dens Foranstaltning rekvirerede i de indsendte Regnflaber opførte Varer og Gjenstande ydes Erstatning med de opførte Kjøbe- og Anskaffelsespriser, ligesom det overhovedet maa ansees for det ene rette Princip, at Erstatningen i Regelen bliver fuldstændig, eller maa staae i Forhold til Tabet, især da Jyderne selv komme til at bære deres Anpart af Krigsskadeerstatningen - Det af Kommunen eller ved dens Foranstaltning Rekvirerede (der ikke er indbefattet i foranstaaende Angivelse) udgjør 4.945 Rd. 3 Mk. 12 sk. Til Magasinet er leveret: 1912 1/4 Pd. Kaffe, 8716 Pd. Riis. 2687 Pd. Salt, 44.928 Pd. Kjød, 3309 Potter Brændeviin. 856 Fl. Viin 758 3/4 Pd. Sukker. 4723 Pd Hvede-Meel. 1614 Pd. røget Flæsk, 135 Stkr. levende Slagtekvæg, 126.458½ Pd. Brød. 2503 Lpd. 11 Pd. Halm. 1580 Lpd. Hø. 704 Tdr Havre og 9160 Pd. Byggryn.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. januar 1865)

Torvet i Silkeborg - med ægtvogne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jylland 5te til 9de December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5. december 1864 stemte forbundsdagen for at trække eksekutionstopperne ud af Holsten og Lauenburg. Forbundskommissærerne blev herefter erstattet af den østrigske v. Lederer og den preussiske v. Zedlitz. Den hertugelige landsregering som var blevet oprettet 12. januar 1864 i Kiel blev opløst og fra 1. februar 1865 erstattet af en slesvig-holstensk landsregering i Gottorp. Den folkelige, liberale slesvig-holstenske bevægelse var dermed næsten helt udslettet. Trods sine manglende politiske sejre havde den formået at skabe en fri debatkultur, samt udbredt politiseringen til også jævne mennesker - en udvikling som var dybt bekymrende - og farlig - for den konservative elite. Den er en væsentlig brik i udviklingen af en demokratisk tradition i Slesvig-Holsten.

Der er i disse Dage død to Damer, der ere faldne som et Offer for tydsk Fanatisme. Den Første er Fru Poulsen, den slesvigske Rector Professor Poulsens Kone. Strax efter Dannevirkes Rømning plagede Wühlerne hende i den Grad, at hun gik fra Forstanden og maatte bringes til Daareanstalten i Slesvig, hvor den høihjertede danske Qvinde forblev indtil for kort Tid siden - og nu er hun død som en Følge af de udstaade Lidelser. Hendes anden Lidelsesfælle, som i disse Dage er død i Kjøbenhavn, er Fru Bülow, den graastenske Sognepræst Bülows Kone. Hun fik efter sin Mands Bortrejse en meget stærk Indqvartering. som slog hendes Meubler etc. itu, plyndrede Alt og tvang hende til at være Vidne dertil; ja for rigtig at pine hente pillede de hendes Linned, Kniplinger etc. itu for hendes Øine. Disse Qvaler kunde den stakkels Dame ikke udholde; efterat være kommen til Kbhavn, blev hun syg af Sorg og Kummer, og er nu død. (Hf. A.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. december 1864)

Frederik Rubek Christian Bülow (1821-1905) var sognepræst for Dybbøl menighed 1858-1864. Han blev cand. theol. 1849 og meldte sig som frivillig i krigen 1848-1851. Hans kone var kusinen Theodora Johanne Bruun. Der findes forskellige modstridende kilder. Nogle nævner at han blev arresteret af prøjserne ved deres indrykning på Sundeved, men frigivet. Den 1. marts blev han atter arresteret og ført til Flensborg. En anden kilde nævner at han først blev arresteret efter slaget ved Dybbøl. Han anmodede 25. april 1864 om at hjælpe hans menighed der var spredt rundt i Jylland. I juni 1864 opholdt han sig i Sverborg Præstegård, Vordingborg.

- (Brev fra Viborg den 2den Decbr.) Omtrent til den fastsatte Tid ankom Hs. Mj. Kongen og blev modtagen af Borgemesteren, Justitsraad Zingelmann, med nogle faa Velkomstord, ledsagede af de forsamlede Corporationers og Embedsmænds Hurraraab. Hs. Majestæt behagede at svare, at det var ham kjært at samles med Jyllands Befolkning for personlig at kunne takke den for dens Udholdenhed og Resignation i den forløbne sørgelige Tid. Hs. Majestæt blev derpaa af Stiftamtmanden, Kammerherre Bretton, ledsaget til sin Vogn, og havde Kammerherren her den smukke Tanke at sige til den udenfor Banegaarden forsamlede Mængde: "Glæder Eder Børn! Eders Konge er i Eders Midte". Mængden maa imidlertid ikke have hørt disse Urd; i det mindste syntes de ikke at gjøre noget Indtryk paa den. Ledsaget af Laugenes Fane tog kjørte Hs. Majestæt derpaa under Hurraraab op til Byens Gjæstgivergaard, hvortil Veien og Gaden vare pyntede med de velbekjendte Signalflag , som Marinen beredvillig udlaaner ved saadanne Lejligheder; dog saaes ogsaa talrige Dannebrogsflag. En Del af Gjæstgivergaarden var pyntet med Gran og Dannebrogsfarver og iøvrigt saa festlig indrettet som mulig. Her blev paany udbragt et Leve for Kongen og Kronprindsen, hvilket Hs. Majestæt besvarede ved atter at takke for vor Udholdenhed. Derpaa tog Audiensen sin Begyndelse. Paa Grund af den indskrænkede Plads maatte de Audienssøgende samles i Gjæstestuerne og vente der, indtil deres Tour kom. Det tog sig lidt løjerligt ud i et Forgemak at see udskænket halve "Bairere" og Smaasnapse , som iøvrigt havde en rivende Afsætning efter den kolde Morgenluft. Heldigvis varede Scenen ikke længe , da en Hofembedsnand havde Conduite nok til at sætte en Stopper derfor. Eller Audiensen var der Frokost, hvortil nogle Udvalgte vare tilsagte. Henimod Kl. 2 var der samlet Saamange i Domkirken, som de i Choret anbragte Stilladser kunde rumme, for at bivaane den højtidelige Nedlæggelse af Grundstenen til det nye Alter, der skal anbringes længere tilbage i Kirken end det ældre. I Choret var Stiftets Geistlighed samlet tilligemed Byens forskjellige Embedsmænd. Til fastsat Tid ankom Hs. Majestæt , hvorpaa der blev afsunget en Psalme. Biskop Laub talte smukt, indtrængende og værdigt, knyttende sin Tale til Ordene: "Uden Herren hygger Huset, arbeide Bygningsfolkene forgjæves". Derefter oplæste Sognepræsten, Stiftsprovst Welding, Indskriften paa den Sølvplade, der skulde nedlægges under Alterets Grundsten og overgav den til Hs. Majestæt, som nedlagde den i det bestemte Rum, der dækkedes med en mindre Sten. Tilmuringen skulde nu finde Sled, men Kammerherre Bretton forhindrede dette ved at træde frem med en Mønt i sin Haand, og udbede sig af Hs. Majestæt, at det maatte forundes ham at nedlægge "denne Mønt, for at Efterverdenen engang kunde see, hvorledes Hs. Majestæt saae ud". Hans Anmodning tilstodes, den lille Dæksten toges atter op, og nu kunde Tilmuringen skee, som foretoges af Hs. Majestæt, Kronprindsen og Kammerherre Bretton. Derpaa anbragtes den større egenlige Grundsten ved Hs. Majestæts egenhændige Hjælp, og efterat han havde anbragt et Par Hammerslag paa denne, ønskede han Byggeforetagendet god og lykkelig Fremgang, erindrende om, at Kirkens Grundsten ogsaa var lagt i sørgelige Tider. Efter Hs. Majestæts velvalgte, smukke Ord takkede Stiftsprovst Welding kongen, fordi han havde lagt sin Haand med paa Arbejdet, som nu havde en Beskytter i ham, det vilde være det en god Støtte. Med en Psalme afsluttedes dernæst den smukke Høitidelighed , som havde gjort et velgjørende Indtryk paa Alle, da paany Kammerherre Bretton fandt det passende at forlange Tilladelse til at sige et Par Ord; han skulde fatte sig i Korthed. Efterat have fortalt , at Kirken af vore Forfædre var bygget af Granit og af os blev opbygget af samme Stenart, henvendte han sig til Alle Tilstedeværende og bad dem om at bygge et "Stenalter" i deres Hjerter for Troskab til Hs. Majestæt og hans Hus. Sluttelig endte han med et Leve for Hs. Majestæt. Hurraraabene kom paa Opfordring, men Misbilligelsen over Kammerherrens Taktløshed var dog endnu almindeligere end Hurraraabene. Efter at have beseet Bygningsarbeiderne, og aflagt en kort Visit hos Kammerherre Bretton, tog Hs. Majestæt til Banegaarden, hvor Borgemesteren takkede for Besøget og paany udbragte et Leve for Kongen. Ledsaget af Mængdens Hurraraab, afgik derpaa Banetoget omtrent Klokken halv fire. Besøgets korte Varighed tillod ikke, at man her i Byen kom til at holde Skridt med Festlighederne i Aalborg, som nok ogsaa ere drevne videre, end der fra høiere Steder var ønsket. Vi kunne nu med nyt Mod og ny Kraft fortsætte vore Sysler efter den Opmuntring, vi have havt ved at modtage Hs. Majestæts Besøg. Vi have Kongens rnundlige Forsikkring om, at vi have været udholdende og taalmodige, og at han i Sorgens Tid har følt sig opmuntret ved Efterretningen derom. Maa det ikke være Meget for os? Hs. kgl. Høihed Kronprindsen udtalte sig ligeledes med megen Deltagelse om den sørgelige Tid, vi have gjennumlevet. Man føler sig metret tiltalt af hans beskedne Optræden, men man undrer sig høilig over det daarlige Dansk, han taler. Luc.

(Fædrelandet 5. december 1864).

I et brev fra Viborg den 9. december 1864 af stiftsprovst Welding i Fædrelandet 13. december 1864 gøres der ophævelser over Luc's forargelse over at der blev råbt hurra. I nedenstående artikel kritiseres Fædrelandets "Luc" yderligere.

Heinrich Johan Barby (1858-1930): Frederik Peter Welding (1811-1894), stiftsprovst i Viborg 1855-1877. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Fra Viborg skrives til os under 5te December:

Under den fjendtlige Okkupation har en Deel af de kjøbenhavnske Blade stadig været fulde af Breve fra Jylland, der deels have skildret Tilstanden og de fjendtlige Troppers Opførsel og deels have fremstillet de virkelige eller formeentlige Feil, vore egne Embedsmænd have begaaet. Disse Korrespondenter have været i Besiddelse af et sandt Argusblik og en meget levende Indbildningskraft, saa at de have været i Stand til at meddele mange Træk af større eller mindre Betydning, som vi andre kortsynede Stakler slet ikke have lagt Mærke til, og derfor have disse Breve været meget belærende selv for os, som den hele Tid have havt fast Ophold her i Jylland. Da Fjenden var borte, troede vi, at disse Brevskriveres Rolle var udspillet, og at deres Virksomhed vilde gaae ind af Mangel paa Stof; men vi bedroge os. Hs. Majestæt fattede nemlig den Beslutning, at besøge Jylland, og vi bleve glade derover, og vi følte Taknemlighed mod Kongen, fordi Han længtes efter at see til os og vise os sin Deeltagelse efter de Besværligheder, vi havde udstaaet. Nu fik Brevskriverne atter Stof, og navnlig har en Korrespondent til "Fædrelandet" fra Viborg, som undertegner sig med det mærkværdige Navn Luc., stræbt at fremstille det som den almindelige Stemning her, at det for Øieblikket ikke var den rette Tid tor Kongen at besøge Jylland, da vi ikke vilde kunne bære de Udgifter, Allerhøjstsammes Modtagelse vilde medføre. Hvorfra denne mystiske Hr. Luc har hentet sine Erfaringer om den almindelige Mening om denne Sag, er jo meget vanskeligt at afgjøre, da vi ikke vide, hvem han er, men saa meget er vist, at i alle Tilfælde kun en meget ringe Minoritet eller maaskee slet Ingen deler hans Anskuelser, og det har undret os, at "Fædrelandet" vilde optage slige Breve; det havde været en anden Sag, om han udtrykkelig havde bemærket, at det kun var hans egen subjektive Mening, han udtalte. Nu har "Dagbladet" ogsaa faaet et Brev, dateret 2den December, hvori fortælles, at en heel Deel Mennesker vare strømmede sammen til Banegaarden fra Byen og Landet for at see Kongen, fordi de ikke havde seet ham før, altsaa af den rene skjeere - Nysgjerrighed. Det er ubegribeligt, hvorfra denne Korrespondent har faaet den Idee, og han maa sandelig have et storartet Talent for at læse Folks Tanker udenpaa dem. For os andre var det aldeles klart, at den talrige Menneskemasse var strømmet sammen af Glæde over Hans Majestæts Nærværelse, og for denne Mening taler den Jubel, hvormed han blev modtagen; rimeligviis var det Nysgjerrighed, der drev Brevskriveren til Banegaarden, og saa har han sluttet fra sig selv til alle os Andre. Samme Mand fortæller, at en Herredsfoged beordrede sine Sognefogder at komme herind for at modtage Kongen; men ogsaa denne Efterretning er udsprungen af hans Phantasi. Disse Brevskrivere og navnlig Hr. Luc. have udkaaret Kammerherre Bretton til Gjenstand for deres Behandling; men Grunden dertil er sagtens, at ethvert Brev, der kan sige noget Slemt om denne Mand, er særlig velkomment hos flere Blades Redaktører og da især hos "Fædrelandet". Et Exempel paa, hvilken Interesse de liberale Blade have for ham, er det jo, at en saa stor And, som den om hans Vinduer kunde faae Adgang til derea Spalter, endskjøndt kun den naturlige Omstændighed, at et Vindstød havde knust et Kjældervindue i hans Bolig laa til Grund derfor. Hr. Luc fortalte, at dette Vindstød mindede om om de Løfter, vi ofte i Løbet af den sidste Tid havde gjort i denne Henseende; til slige Løfter tjente vi Andre slet ikke, og vi have heldigviis for stor Takt til at slaae Vinduer Ind. Grunden til at alle Brevene fra Viborg til de ovennævnte Blade saa godt som gaae i en bestemt Retning, maa ikke søges deri, at de repræsentere den herværende offentlige Mening, men snarere i, at de skrive sig fra saa godt som een og samme Kilde og fra Folk, der ikke have bedre Anvendelse for deres Tid end til slige Skriverier; det turde derfor være paatide, at de engang blive modsagte.

-a-

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1864).

Fra Silkeborg klages i "Fdrl." over Birkedommer. Kammerjunker Drechsels Embedsforhold, og forsikkres sluttelig, at der er god Grund for Institsministeren til at gjøre disse Forhold til Gienstand for Undersøgelse. Der anføres som Exempel, at der forleden af ham var i "Silkb. Av." indrykket en Bekiendtgjørelse om Auction den 26de Novbr. over Varer og Huusgeraad, der efter Østerrigernes Bortmarsch fandtes at være tilbage i det til disses Forpleining oprettede Magazin, og i Bekiendtgjørelsen stod endvidere, at der ved Auctionens Slutning skulde bortsælges 3 af Østerrigerne kasserede danske Heste. Man maatte altsaa være vis paa, at Hestene ikke vilde blive solgte, før Auctionen over de øvrige Gjenstande var tilende, eller at Hestene var det Sidste der blev solgt den 26de. Hr. Birkedommer Drechsel, der havde havt Hestene paa Foder i sin Stald, og som formodentlig havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med deres gode Egenskaber, ønsker imidlertid at kiøbe dem, stiller dem derfor til Auction den 26de om Morgenen Kl. 10½, og lader sin Forpagter kjøbe 2 af dem til sig. I Tillid til Bekjendtgiørelsen vare dengang ingen alvorlige Kjøbere mødte, hvorpaa der vel ogsaa var giort Regning, og Hr. Birkedommeren opnaaede altsaa sit Ønske, i en Haandevending at faae Hestene solgte til lav Priis. Herved har det Offentlige lidt et ligefremt Tab, thi det fremgaaer af en Indsenders Erklæring i "Silkeborg Avis", at han vilde have givet 200 Rd. for Hestene, excl. Salair, medens Kammerjunkeren kun gav 151 Rd. incl. Salair.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. december 1864).

Sjællands-Posten (Ringsted) 8. december 1864 skrev at Fædrelandet og Dagbladet tidligere havde skrevet dårligt om ham ved forskellige lejligheder og nævnte bl.a. en prygleaffære med "Skaarup" som vidnede om at hans tanker "om hvad der er tilladt og ikke tilladt". Den 8. december 1864 meddelte Georg Wilhelm Louis von Drechsel (1814-1889) at han ville anlægge sag mod "Fædrelandet" for fornærmelige sigtelser. Han blev 1854 politimester og Silkeborgs første birkedommer.

Flensborg, den 7de. "Fl. N. Z." melder fra (det danske) Løgumkloster : "I Søndags den 4de var Kirken særdeles smykket med slesvigholstenske Flag i Anledning af Fredsfesten; mange (?) Mennesker vare samlede for at høre Gudstjenenesten. Men, da (den danske) Pastor Gad mødte, erklærede han, at han gjorde Brug af den Tilladelse, som var bleven ham meddeelt af Civilcommissairerne til ikke at holde nogen Gudstjeneste; som Grund anførte han den upassende Maade, hvorpaa Kirken var udstafferet." (Mange slesvigske Kirker have iaar været ubesøgte af deres danske Menigheder, fordi Wühlerne havde stukket slesvigholstenske Faner ud fra deres Taarne). Hamborg, den 7de. Den preussiske "Køln. Z." af idag udtaler sig i en ledende Artikel meget skarpt imod den Tvang, der udøves mod de danske Præster i Nordslesvig ved at paalægge dem Afholdelsen af en Takke-Fredsprædiken imod deres Overbeviisning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. december 1864)

Nordslesvig. Jylland 26de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original følger:

Slesvig-Holsten. Altona, 22. sept. "Kieler Ztg.", som i den holstenske presse altid har forsøgt at holde sig til partikularismen, så vidt den tillod at holde sig til hertugen, fastslår i dag det faktum: at modstanden mod tilslutningen til  Preussen var blevet svagere i den tyske offentlige mening og bliver svagere for hver dag. Den "Flesburger Nordd. Ztg." er med en vis selvtilfredshed tilsvarende tilfreds med at Holstens politikere efterhånden forsøgte at løsrive sig fra deres illusion om at det takket være først småstaterne, og dernæst da de ikke virkede, på Østrig, mhp. at fra dem opnå udnævnelsen af ​​hertug Friedrich og opnå oprettelsen af ​​et selvstændigt Slesvig-Holsten. De er nu på tilbagetog og bekender sig mere og mere åbent og ærligt til at slutte sig til Preussen. -

Schleswig-Holstein. Altona, 22 Sept. Die "Kieler Ztg.", welche in der holsteinischen Presse immer am meisten über den Particularismus hinauszugehen gesucht hat, so weit diess das Festhalten an dem Herzog erlaubte, stellt heute die Thatsache fest: Dass der Widerstand gegen den Anschluss an Preussen in der öffentlichen Meinung Deutschlands schwächer geworden sey und täglich schwacher werde. Die "Flesburger Nordd. Ztg." freut sich dem entsprechend mit einem gewissen Selbstgefühl dass die holsteinischen Politiker allmählich von ihren Täuschungen, vermöge deren sie erst  auf die Kleinstaaten, dann, als es mit diesen nicht gieng, auf Oesterreich sich zu stützen suchten, um von ihnen die Einsetzung des Herzog Friedrich und die Errichtung eines selbstständigen Schleswig-Holsteins zu erlangen, zurückkommen und sich zu offenen und ehrlichen Anschluss an Preussen immer mehr entschliessen. - 

(Allgemeine Zeitung, 26. september 1864).

Oversættelse af tysk artikel, originalen følger nedenfor:

I dag får vi mere at vide om den modtagelse som den nordslesvigske deputation fik af civilkommissærerne. De delegerede gik først til hr. v. Zedlitz. Samme kendte allerede adressen og var i besiddelse af underskrevne eksemplarer. Han ønskede dem ikke oplæst, men tilkendegav for folket at ved en ordre af general v. Wrangel er politiske demonstrationer forbudt og resulterer i fængsel. Deputationen mente derimod at have overholdt de juridiske former ved at henvende sig til den højeste myndighed i hertugdømmet og henviste så til at det tyske parti havde fået lov til at holde folkemøder, taler og andre politiske demonstrationer. Men hr. Zedlitz ville ikke indlade sig på at diskutere dette, men forlangte at få at vide hvor adressen stammer fra, hvor han selv så et københavner-makværk. Men forfatteren var selv til stede i deputationen og gav de nødvendige forklaringer om dens oprindelse. Civilkommissæren søgte da at gøre det klart at hele adresseaffæren overhovedet ikke var til nogen nytte da sagen om Slesvigs afståelse var afgjort. Deputationerne svarede at den egentlige overdragelse endnu ikke var fundet sted, da fred endnu ikke var sluttet; men det ønskede Preussens repræsentant ikke at høre noget om. I mellemtiden havde forhandlingen dog fået en mere rolig karakter, og til sidst sagde hr. v. Zedlitz, at alle forhør og fængslinger for adressen skulle ophøre og de varetægtsfængslede skulle løslades. Deputerede gik derefter til hr. Lederer; han modtog dem høfligt, men som østriger kunne han ikke acceptere begrundelsen for de krav der blev stillet i nationalitetens navn. Løftet fra hr. v. Zedlitz blev i øvrigt ikke overholdt; Rådmand Bahnsen i Aabenraa er først den 17. i denne måned blevet løsladt, og som følge af de af militæret udstedte befalinger blev der foretaget forskellige anholdelser og endnu flere forhør hvori især den nye herredsfoged Selig viste stor iver. Ud over de 5.500 underskrifter, der gik til civilkommissæren, er der trods alle forbuddene  kommet adskillige flere til, 3.200 alene fra østamtet i Haderslev; i Aabenraa, hvis Dagbladets reporter (selv nordslesvigsk landsmand) har ret, blev der samlet 800 på en time; Hvis der ikke var taget så mange eksemplarer, siger denne brevskriver, og hvis så mange ikke var blevet skræmt, eller fået den opfattelse at alt var nyttesløst, kunne der let have været samlet 20.000 underskrifter.

Wir erfahren heute näheres über die Aufnahme die der nordschleswigischen Deputation von den Civilcommissären zu Theil geworden ist. Die Abgesandten begaben sich zuerst zu Hrn. v. Zedlitz. Derselbe kannte schon die Adresse und war im Besitz unterschriebener Exemplare, wollte sie nicht vorgelesen haben, sondern bedeutete den Leuten dass durch einen noch in Kraft stehenden Befehl des Generals v. Wrangel politische Demonstrationen verboten seyen und Festungsstrafe nach sich ziehen. Die Deputation meinte dagegen durch Hinwenden an die höchste Obrigkeit des Herzogthums die gesetzlichen Formen beobachtet zu haben, und berief sich nächstdem darauf dass der deutschen Partei Volksversammlungen, Adressen und andere polititische Demonstrationen erlaubt gewesen seyen. Auf Erörterung hierüber wollte aber Hr. v. Zedlitz sich nicht einlassen, sondern verlangt zu wissen von wo die Adresse ausgegangen sey, in der er selbst ein Kopenhagener Machwerk erblickte. Der Verfasser war aber selbst in der Deputation gegenwärtig und gab die nöthigen Aufklärungen über deren Ursprung. Darauf suchte der Civilcommissär begreiflich zu machen dass das ganze Adressunternehmen von gar keinem Nutzen sey, indem die Sache durch die erfolgte Abtretung Schleswigs entschieden worden. Die Deputationen entgegnete: die wirkliche Abtretung sey noch nicht erfolgt, da der Friede noch nicht geschlossen; hievon wollte aber der Vertreter Preussens nichts hören. Mittelerweile hatte indess die Verhandlung einen ruhigeren Charakter angenommen, und zum Schluss versprach Hr. v. Zedlitz dass alle Verhöre und Gefangensetzungen wegen der Adresse aufhören und die Gewahrsom Gebrachten befreit werden sollten. Die Deputirten begaben sich dann zu Hrn. v. Lederer; dieser empfing sie höflich, konnte sich aber als Oesterreicher nicht auf die Berechtigung der im Namen der Nationalität gemachten Forderungen einlassen. Das Versprechen des Hrn. v. Zedlich ward übrigens nicht erfüllt; Rathmann Bahnsen in Apenrade ward erst am 17. d. freigelassen, und in Folge der vom Militär ausgegangenen befehle wirden noch verschiedene Verhaftungen und noch mehr Verhöre vorgenommen, in welchem letzteren namentlich der neue Hardesvogt Selig grossen Eifer zeigt. Ausser den 5500 Unterschriften die zu dem Civilcommissär wanderten, sind in den letzten Tagen trotz aller Verbote noch mehrere eingekommen, von dem Osteramt Hadersleben allein 3200; in Apenrade wurden, wenn Dagbladets Berichterstatter (selbst ein nordschleswigischer Landmann) recht angibt, in einer Stunde 800 gesammelt; wären nocht so viele Exemplare weggenommen, meint dieser Briefschreiber, und wäre nicht so vielen Furcht, eingejagt oder die Meinung beigebracht worden dass alles unnütz sey, so hätte man liecht 20,000 Unterschriften sammeln können.

(Allgemeine Zeitung 26. september 1864) 

Samme dag som denne artikel udkom, vedtog den 26. september 1864 en delegeretforsamling for slesvig-holstenske foreninger at fremtidens stat måtte bygge på grundloven af 15. september 1848, og med Friedrich VIII som overhoved. 

Trias facit collegium (kollegiet gør tre ting). Der Cerberus von der Pforte der deutschen Einigkeit (Cerberus foran den tyske enheds porte). Den trehovedede hund Cerberus vogtede i den græske mytologi indgangen til dødsriget Hades. Det midterste hoved bærer en halskæde med de mellemstore tyske stater: Baden Hannover, Bayern, Sachsen, Hessen, Würtemberg. Omkranset af Preussen og Østrig. Kladderadatsch 8. januar 1865.

Silkeborg, den 26de Septbr.

- Endelig afreiste da det oftere omtalte "Kommandantskab" samt de Officerer og Menige, som have været paa Opmaaling heri Egnen, herfra Byen imorges; men desværre vil Glæden over vor "Befrielse" kun være af kort Varighed, idet som det vil sees af omst. Bekjendtgjørelse Hr. v. Falckenstein har bestemt, at en Bataillon (og en Munitionskolonne, ialt 700 Mand og 150 Heste) skal have sit "Vinterkvarteer" her. Efter hvad vi erfare, er der allerede idag skeet Anmeldelse om Bataillonens Ankomst, ligesom der er forlangt oprettet Forpleiningsmagasin, Feltlazareth, Feltpost, Vognpark osv. (Et Rygte om, at der er forlangt en Seng til hver Mand, turde dog trænge til nærmere Bekræftelse.) Bataillonen er af Elisabethgarden, og den vil indtræffe hertil paa Torsdag (den 29de).

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. september 1864).

Nordslesvig og Jylland, 19de til 22de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigske Tilstande (Dagbl.). Arrestationerne i Nordslesvig vedbare. Blandt de senest arresterede nævner "Nordsl. Tidende" Lods Jep Jepsen fra Orø, der fængsledes den 12te September, fordi han ved et Besøg af preussiske Officerer paa Orø heiste Dannebrog. Han beskyldes tillige for i sin Tid at have givet Anledning til, at to Gaardmænd fra Orø, F. Mortensen og Nissen, arresteredes af de Danske.

(Fyns Stiftstidende 19. september 1864).

Om Bevægelsen i Nordslesvig udtaler "Köln. Ztg." i en Berliner-Skrivelse af 15de September sig paa følgende Maade: "Man kan gjerne dadle Kongen af Danmarks Svar til den nordslesvigske Deputation ligeoverfor de af ham indgaaede Forpligtelser, man kan beklage og fordømme Agitationen i Nordslesvig som unyttig; saa meget er vist, at Tilstanden i det nordlige Slesvig for Øieblikket er i høi Grad uhyggelig. De mange Klager i de slesvigholsteenske Blade over dansk Sindelag ei blot af mange navngivne Personer, men af hele Distrikter og Egne, give det bedste Vidnesbyrd om, hvor feilagtige de Forestillinger ere, man tidligere har søgt at udbrede om hele Hertugdømmets tydske Sindelag. Af 85 danske Præster ere allerede de 83 afsatte, og i Sydslesvig klager man over, at enhver Præst, som forstaaer Dansk, strax bliver forflyttet til Nordslesvig. Ogsaa de fleste civile Embeder i Slesvig ere ny besatte med Tydskere; men dette er ikke tilstrækkeligt for det tydske Parti. Hver Dag betegnes Afsættelsen af samtlige Embedsmænd, der ere blevne ansatte af den danske Regering, som en ubetinget Nødvendighed, dersom den danske Agitation i Nordslesvig slal undertrykkes. Men heller ikke hermed er Partiet tilfreds. Medens Tydskerne i Slesvig med Rette for sig gjøre Krav paa den meest uindskrænkede Agitationsfrihed med Hensyn til Foreninger, Folkeforsamlinger og Resolutioner, forlange de samtidig, at enhver Meningsyttring af det danske Parti skal undertrykkes med hensynsløs Vold. I hele Skarer blive Nordslesvigerne kastede i Fængsel, blot for en Adresses Skyld, og Herredsfogderne og Gendarmerne vise i det tydske Parties Øine endnu ikke den fornødne Energi. Vi have ofte revset det som dansk Tyranni, naar de "stakkels Tydskere" i Slesvig blot for en undertegnet Adressses Skyld bleve stævnede for Retten og idømte Pengebøder; naar nu de danske Slesvigere af samme Grund kastes i Fængsel, saa kunne vi umulig rose dette som tydsk Frihed. Som Undskyldning kan man ikke anføre Andet, end hvad "Nordd. Allg. Ztg." siger, at der hersker en Overgangstilstand i Slesvig. Vi frygte kun, at disse exceptionelle Tilstande, disse Agitationer og hemmelige Foreninger, Huusundersøgelser, og Arrestationer ikke saa let ville ophøre, og at Tilstanden i Nordslesvig i en mindre Maalestok ikke ville være stort bedre end i Venetien. For Øieblikket kan der ikke tænkes paa at forandre denne Politik, der er vedtagen ved Fredspræliininaireme af 1ste August, men Fremtiden vil vise, om det var klogt, ikke at tage nogetsomhelst Hensyn til Nationaliteterne ved Ordningen af denne langvarige nationale Kamp.

Nordslesvigernes Adresse til Civilkommissairerne er, forsynet med 6000 Underskrifter, bleven modtagen af disse. Medens saaledes den civile Myndighed i Hertugdømmet ikke har villet vedkjende sig, at Adressen indeholdt noget Lovstridigt, optræde navnlig de militaire Autoriteter med største Strenghed, og Pladskommandanten i Aabenraa bekjendtgjør saaledes gjennem Byens tydske Avis, at "Udbredelsen af slige Petitioner ligesom Samlingen af Underskrifter vil uden Skaansel blive straffet med Krigslovens Strenghed."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 20. september 1864).

Tilstanden i Slesvig. I Anledning af de i Nordslesvig cirkulerende Adresser ere nu ogsaa de fientlige Militærautoriteter optraadte. Saaledes er der fra Hovedkvarters i Aabenraa udgaaet følgende Bekjendtgjørelse: "Det er kommet til Kundskab her, at der fra Udlandet (!) udbredes Petitioner til Underskrift, og at Hertugdømmet Slesvigs Beboere have taget Deel i Udbredelsen af disse Petitioner og samlet Underskrifter til dem. Det maa herved tjene til deres Kundskab, at Krigstilstanden for Tiden endnu bestaaer, og at Udbredelsen af saadanne Petitioner og Indsamlingen af Underskrifter uden Hensyn vil blive straffet efter Krigslovenes Strænghed." Det første Offer for denne Bekjendtgjørelse er en Malermester Iversen i Haderslev, der i Onsdags, ifølge "Nordsl. Tid", er bleven arresteret "som en af Agitationens underordnede Haandlangere". En anden Arrestation har fundet Sted i Sundeved, idet en forhenværende dansk Soldat ved Navn Stillhoff er bleven fængslet og indsendt som Arrestant til Flensborg. Han blev tagen til Fange den 18de April ved Dybbøl, men frigiven som Slesviger. Senere begav han sig dog atter til Kongeriget og indtraadte paany i den danske Armee. Efterat være permitteret af denne og hjemvendt til sit Fødested, er han nu bleven belagt med Arrest, og da hans Brøde stilles lige med Landsforræderi (!), venter man, at han vil blive dømt til Tugthuusstraf. Sandsynligviis er det Hensigten paa denne Maade at fremtvinge en Løsladelse af de for Desertion af den danske Armee til Tugthuusstraf dømte Slesvigere, efter hvis Frigivelse man sagtens ogsaa vilde frigive Stillhoff. (Dagbl.)

- Fra Mellemslesvig erfarer "Berl. Tid.", at Nordslesvigernes Adresse til Civilkommissærerne er bleven overgiven til disse af en Deputation og modtagen af Civilbestyrelsen i Flensborg. Den var trods alle Forfølgelser og Gensdarmernes uafbrudte Jagt efter underskrevne Exemplarer forsynet med 6000 Underskrifter.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. september 1864).

Fjenden i Nørrejylland. Fra Silkeborg skrives under 19de ds. i Byens Av.: Det preussiske Regiment, som ventedes hertil igaar, udeblev, efter hvad vi erfare, af den Grund, at det havde modtaget en forandret Ordre, hvorefter det ad Østkysten skulde marschere nordpaa. Som Følge heraf er næsten hele Indholdet af det herværende Forplejningsmagasin idag bleven ført til Skanderborg; kun Havren og Fouragen er bleven tilbage for at sælges, da det vilde være forbundet med for store Bekostninger at lade samme transportere til Magasinet i Skanderborg. Efter Sigende vil kommandantskabet ogsaa blive forlagt til Skanderborg idag eller imorgen, og ville vel de Officerer, som i nogen Tid have foretaget Opmaalinger her i Egnen, med det Samme forlade Byen for ikke mere at vende tilbage. - Under 20de ds. har Jyllands militaire Gouverneur, General Vogel v. Falkenstein, udstedt følgende Bekjendtgjørelse: "En kongelig dansk Øvrighed i Kjøbenhavn har dersteds udstedt Tjenst-Instructioner for de herværende Embedsmænd og uden videre pr. Couvert tilstillet den herværende Forvaltnings-Autoritet samme til videre Befordring, ganske som paa sædvanlig Forretningsviis en dertil berettiget høiere Autoriter instantsmæssig giver sin Underautoritet et Paalæg. Da den nuværende Forvaltning af Jylland, saavelsom de for Tiden under samme fungerende danske Embedsmænd, overhovedet ikke staaer i nogetsomhelst tjenstligt Forhold til Kjøbenhavn, saa kan en saadan Anmasselse af de derværende Autoriteter her kun mødes med at blive upaaagtet; men jeg seer mig derved foranlediget til at bringe de herværende Embedsmænd i Erindring, at de ene og alene ressortere under det herværende Militair-Gouvernement og desaarsag kun have at modtage Befalinger eller Instructioner fra dette. Enhver Handling herimod vil af mig blive anseet og straffet som en Forseelse imod den for Tiden i Jylland bestaaende Landshøihed."

(Fyens Stiftstidende 22. september 1864).

Heltene fra den danske krig. General Vogel v. Falckenstein, general v. Manstein (leder af 6. infanteridivision, bl.a. ved Dybbøl og Als), admiral Jachmann (leder af den preussiske flåde i Østersøen), general Herwarth v. Bittenfeld (chef for Korps I der deltog i overgangen til Als hvor han sluttede sig til Manstein). Illustration fra en skolebog af Frans Otto og Ferdinand Schmidt: "Preussens Geschichte in Wort und Bild ... für Schule und Haus". 1884.