De Hjemløses Tog. (Efterskrift til Politivennen)

De Hjemløses Tog er nu paa Vandring mod København.

En broget Skare.

En Eks-Bankbogholder som Kassemester og en Husarofficer som Anfører.

Det er Sikkert den største Dag, Stationsbyen Kjellerup nogen Sinde har oplevet. En straalende Sol skinnede I Gaar Morges ned over en højst broget Befolkning, der fyldte Byens Gader, de nu 1000 Hjemløse, der var stævnet sammen fra alle Verdenshjørner, en Del nogenlunde velklædte, mange luvslidte og endnu flere næsten i Pjalter. Men Jydernes berømte Gæstfrihed og gode Hjerter fejrede Triumfer. Byen havde givet Nattelogis i alle til Raadighed staaende Lokaler, nu gav den Morgenkaffe og Morgenøllebrød til alle de Fremmede, alle begyndte Dagen med fuldt mættede Maver. Og saa tog Kjellerupboerne fat paa Udbringen af Paaklædningen - Pjalterne forsvandt og erstattedes med forholdsvis godt Tøj rundt fra Hjemmenes Garderober. Byens Barberere ragede gratis alle dem, de kunde overkomme, og for at sætte Prikken over l'et gik en Bidragsliste rundt for at skaffe Kontanter til Tærepenge paa Vejen. Den indbragte et lille Tusind Kroner. Og en Deltager, der var Eks Bankbogholder, blev valgt til Over-Revisor!

Ved Tolvtiden startede Toget fra Byens Lystanlæg. Det kom til at tælle mellem 3 og 400 Deltagere. I Spidsen saa man en stor Plakat med Indskriften: ."De Hjemløses Tog Kiellerup-København".

Hvad var det for Folk, der dannede dette Tog - En højst broget Skare. En Del virkelige vandrende Svende. Folk der virkelig gerne vil have Arbejde, men mange maa vist betegnes som Vagabonder, Folk, der har levet sig sammen med landevejen, og dernæst en Mængde ganske unge Mennesker, mange kun i 20 Aars Alderen. Men Humøret stod højt. Der jubledes og raabtes Hurra, og Kjellerupboerne jublede igen og ønskede Lykke paa Rejsen.

En festlig Ankomst til Silkeborg.

Kl godt 5 naaede Toget Silkeborg. Her var Byens Borgere aabenbart ogsaa oplagt til at "lave en Dag ud af det". Toget blev modtaget med [ulæseligt] og gemytlige Tilraab og Hilsner, hele Byen var paa Benene og var et stort glad Smil. 

I Borgerskolens Gymnastiksal var der dækket op ved lange Borde, der var pyntet med Blomster, og Menuen lød paa Risengrød og bajerske Pølser, Kaffe og Boller. Fagforbundene havde arrangeret festlig Underholdning, og hele Troppen fik Nattelogis i Gymnastiksalene, hvor der redtes med Halmknipper paa Gulvet.

Flyveren Clauson-Kaas vil føre Toget.

Der kom en ekstra Overraskelse I Aftenens Løb. Man fik et telegrafisk Tilbud fra den unge Flyver-Løjtnant Cløuion-Kaas der gerne vilde anføre Toget fra Skanderborg til København, og, hvis Tilbudet modtoges, vilde møde i Flyvemaskine i Skanderborg i Morgen. Man afsendte straks følgende Svartelegram:

"Alt vel, godt ankommet til Silkeborg. Lover Dem Tillid og absolut Myndighed Indtil Ankomsten til København. VI er i Skanderborg Tirsdag Aften Klokken syv, kom bare, De er velkommen!"

Afmarchen fra Silkeborg i Morges.

Samtale med Politimesteren.

Vi havde Kl. 10 en samtale med Politimesteren i Silkeborg, der meddeler:

- De Hjemløse Besøg her i Byen er forløbet uhyre harmonisk. Toget afmarscherede herfra Kl. 9 1/4, der var ialt ca. 340 Mand, og under drønende Hurraah og et Leve for Politiet og Silkeborg Borgere, med Tak for alt godt, drog de af Sted mod Skanderborg.

Her vil Flokken vokse, idet her ventes en Flok fra Aarhus og en fru Horsens, der vil støde til, og i Morgen tidlig sammen med Stamflokken drage videre syd paa. Her i Silkeborg kan vi kun rose de Hjemløse for fuld korrekt og elskværdig Optræden.

(Aftenbladet (København) 6. marts 1928).

Fotoer fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928 som viser Skovpavillonen i Kjellerup hvor de hjemløse bespises. Nedenunder Togets Ledere fra venstre til højre: Chr. Christensen, E. Andersen, Sv. Aage Frederiksen, Chr. Nielsen, siddende: P. Fristenborg, Carl Madsen, C. Nørgaard og Geslin.

Næste dag gik toget fra Silkeborg til Rye hvor Clauson-Kaas stødte til og satte sig i spidsen for toget. Herefter Skanderborg og Horsens. By- og sogneråd undervejs bespiste deltagerne. 

Løjtnant Knud Clauson-Kaas paa Skanderborg Torv. Foto fra Aftenbladet (København), 8. marts 1828. Clauson-Kaas var meget hurtig til at udsende en pjece med sine oplevelser af holdninger. Den blev refereret i Social-Demokraten 23. marts 1928. Af skuffede hjemløse fik han en opfordring til at nedsætte en komite, som blev dannet den 23. marts under navnet "Hjemløsehjælpen i København". Den bestod af skoleinspektør Ernst Philipson, direktør Gottschalck, Clauson-Kaas og to hjemløse.

Nationaltidende havde den 8. marts denne tegning på forsiden med teksten: "Ove Rode til Redaktør Koppel: Lad os nu hellere liste ud af Toget, inden der bliver Spektakler. Det kunde være Borgerskabet ikke fandt Ideen helt saa morsom som vi".

Hjemløsetoget i Horsens. Foto fra Social-Demokraten, 9. marts 1828

Da toget var på vej mod Vejle, fik det besked om at justitsminister Rytter havde givet ordre til at opløse toget, og indenrigsminister Kragh forbudt kommunerne at yde hjælp. Politi blev sat til at vogte tog og færgeovergange. Knud Clauson-Kaas fik besked fra sin far, ritmesteren, at han risikerede at blive slettet af gardehusregimentets officersliste. Clauson-Kaas nægtede, men efter en telefonsamtale med Rytter blev de enige om at han skulle afmønstre toget i Vejle. 

Den 9. march afgik toget fra Horsens kl. 10:30 og var ved Hedensted Station ved 3-tiden. Kl 6 i Vejle. I Hedensted serverede Venstre-sognerådet stik imod forbudet kaffe og wienerbrød for de hjemløse. Til toget sluttede sig en "ret stor" flok kommunister, og en halv snes sønderjyder, måske fra Cornelius Petersens tilhængere. Kommunisterne fra Århus blev sat på en bus og kørt hjem, mens sønderjyderne nægtede og overnattede.

Fotoer fra Vejle station (Aftenbladet (København) 10 marts 1928). Øverst til venstre glade svende der ruller afsted under harmonika- og mandolinmusik. Derunder typer af deltagere, yderst til højre løjtnant Clauson Kaas.

I Vejle var der et opgør mellem den københavnske kommunist og frugthandler Knudsen og løjtnant Clauson-Kaas, som blev kaldt "Rytters betalte kreatur". Det blev aftalt at man skulle mødes på Frederiksberg Bakke den 20. marts, og mens nogen herefter vendte hjem, fortsatte andre i mindre skarer over bæltet

Københavns Politi havde sendt omkring 50 betjente til Vejle. De vendte herefter tilbage til København, i følge dette foto fra Aftenbladet (København) 10. marts 1828. 

Fotoet forestiller den 8 mand store deputation fotograferet om formiddagen den 13. marts 1928 udenfor justitsministeriets bygning. Ordfører var skrædersvend Justenborg fra Skanderborg. Desuden maskinarbejder Geslin. Aftenbladet (København), 13. marts 1928.

Socialdemokraten 13. marts 1828 havde et lidt anderledes foto af de syv af udvalgets medlemmer: Forreste række fra venstre formanden Geslin, København, Søren Christensen, Aarhus, E. M. Andersen, Odder og Charles Nørgaard, Vejle. Bageste Række fra venstre: Svend Aage Frederiksen, København og Charles Nielsen, København.

De Hjemløses Udvalg kom lørdag den 11. marts 1928 til København og fik foretræde hos justitsminister Rytter den 13. marts. Også en deputation studerende mødte op for at protestere mod opløsningen. Indenrigsminister Kragh modtog dem senere på dagen. Clauson-Kaas forelagde Kragh planer om bl.a. at oprette kolonier på heden for fremtidige udvandrere. På samme tid var en del hjemløse nået til Sjælland, nogen blev anholdt for betleri. 

Nationaltidende, 2. udgave bragte dette foto den 20. marts 1828 af hjemløse og nysgerrige samlede på Frederiksberg Bakke.

Nationaltidende berettede den 21. marts 1828 at toget af hjemløse og nysgerrige - de hjemløse i klart mindretal - gik fra Frederiksberg Bakke, anført af en flok kommunister der sang "Internationale". Flankeret af politi. Det tog ½ time for toget at passere Frihedsstøtten. Herfra gik turen ad Tietgensgade og Ny Vestergade til Christiansborg Slots Ridebane. 

Fra de Hjemløses Tog.

Øverst til venstre: Paa Raadhuspladsen. Efter Besøget hos Borgmester Viggo Christensen meddeler Deputationen Resultatet for den lyttede Skare. Overst til højre: Politidirektør Fabricius-Hansen, der siddende paa Muslingskallens Brystværn betragter Begivenhedernes Gang. Nederst til Venstre: Togets Deltagere paa Christiansborg Slots Ridebane. Nederst til højre: De Hjemløses Deputation har efter Besøget hos Indenrigsminister Kragh besteget Fodstykket til Rytterstatuen, og Ordføreren Maskinarbejder Geslin, giver Beretning om Mødets Forløb. 

Roen, Ordenen og Disciplinen var mønsterværdig.

Alle onde Anelser blev gjort til skamme i Gaar. De Hjemløses Tog gennem Byen fortjener at mindes alene for den eksemplariske Ro og Orden, hvormed det hele foregik, og dette tjener i første Række de Hjemløse Togs Udvalg til Ære. Det mærkedes ude paa Frederiksberg Bakke, hvor Deltagerne begyndte at samles ved Halv totiden. Førerne var overalt paa Færde og manede Deltagerne til at tie vare Roen og Værdigheden. "Enhver, der begyndte at lave Ballade, bliver smidt ud" lød Parolen. Og det bar Frugt. 

Lidt efter lidt fandt Afmarchen Sted. I velordnet. Kolonner, 4 Mand i hvert Geled travede man af Sted med frederiksbergske Betjente i Spidsen, saa kom en lille Flok Studenter, mandlige og kvindelige, blandt hvilke man saa to unge adelige, Grev Kaj Moltke og Baron Oluf Rosenkrantz, der vilde vise de Hjemløse Sympati. Saa kom Udvalget og derefter de virkelig Hjemløse, Kærnetruppen, den, der dannede den virkelige Basis for toget. De var ikke til at tage Fejl at, baade deres Ansigter og deres Paaklædning bar Vidne om Savn og Nød - der var vel højst regnet 500; Resten af de tusinder, der dannede Processionen, var københavnske Arbejdsløse og Arbejdere, der var mødt op for at støtte Demonstranterne og saa Nysgerrige. Dem var der naturligvis mange af.

Fotoet stammer ikke fra Aftenbladet, men fra en artikel i Social-Demokraten 21. marts 1828. Det forestiller toget ved indgangen til Vesterbrogade.

Togets Vandring gennem Byen.

Taktfast og roligt gik Toget gennem Vesterbrogade. Paa Grænsen mellem Frederiksberg og København afløstes de frederiksbergske Betjente af københavnske Kolleger. Og Chefen for det ridende Politi, Overbetjent Andersen overtog Førerskabet. Ved Tivoli drejede man nedad Bernstorffsgade og fortsatte ad Tietgensgade til Slotspladsen. Her var opmarcheret en mandstærk Politistyrke under Politiassistent Heibergs Kommando, men den fik en let Opgave. Politidirektør Fabricius-Hansen og Københavns Kommandant Generalmajor Castenskiold saas begge civilklædte færdes omkring blandt Publikum.

Straks etter Togets Ankomst begav Udvalget sig op til Indenrigsminister Krogh. Det blev en lang Ventetid for den store Skare, og Kulden bed gennem de tyndslidte Klæder, forskellige Deltagere forkortede Tiden ved at holde Taler fra Fodstykket til Chr. den 9s Rytterstatue, som man uden Indvending fra Politiet side fik Lov at bestige. Der faldt adskillige stærke Ord, uden at de dog just var udæskende. Saa kom Udvalget efter en Times Forløb tilbage, og Maskinarbejder Geslin, gav Referat - Det var et tyndt Resultat, erklærede han, men vi havde ikke ventet det bedre! Ministeren lovede at undersøge Svendehjem og Herberger og forsøge paa at skaffe Arbejde ved Hedeplantager. Men vi vil selv have Haand i Hanke med Ledelsen - vi vil ikke slaas i Sæk med Tugthusfangerne, der arbejder paa Heden.

En Hjemløs, Michelsen, tog Ordel og opfordrede til at gaa til Raadhuset og forlange Mad og Nattelogis at Borgmester Viggo Christensen, og Skaren fulgte Opfordringen og drog mod Raadhuspladsen.

Hele Muslingeskallen blev fyldt, helt langt ud over Raadhuspladsen stod de nysgerrige Masser, og Udvalget gik op til Borgmesteren. Atter en lang Ventetid og atter et tyndt Resultat.

Borgmesteren stillede sig absolut afvisende overfor Kravet om gratis bespisning og Logi paa Kommunens Regning, han kunde kun henvise til Sundholm - med Fattighjælps Virkning. Meddelelsen virkede ophidsende, der lød heftige Fyraab, men Roen hevaredes alligevel.

Og saa gik Toget i god Orden ud ad Amager Boulevard, ud til Sundholm, og det var, bemærkelsesværdigt nok, uden Politiledsagelse Derimod var en Styrke ridende Politi og et par Politibiler med Mandskab troppet op ude ved Anstalten, men ogsaa de fik en let Opgave.

Udvalget gik ind og fik en Samtale med Inspektør Lutz-Höppermann der meddelte dem, at der

kunde skaffes flere Hundrede Sengepladser - men som Fattighjælp. 

Man var ikke forberedt paa at bespise de mange Mennesker, men det lykkedes alligevel

- de fik alle et Maaltid Vandrisengrød med Øl. 361 Mand fik Natteleje - men der havde været Plads til 700!

Natten paa Sundholm

Morgensamtale med Inspektør Lütz-Hoppermann.

Da vi i Morges ved 6-Tiden kom ud paa Sundholm for at høre, hvorledes det gik med de 360 Hjemløse, lød Svaret: 

- De er saamænd ikke oppe endnu. Da de kom her i Aftes, saa de ærlig talt meget medtagne ud De blev jo fulgt herind af en stor Skare københavnske Kammerater, der raabte de vilde komme og hente dem i Dag til Morgen Men de kommer vist til at vente længe.

Efter Ankomsten fik de Grød og Øl, og saa gik de alle i Seng. De var dødtrætte og ganske udsultede, saa Sengene herude har sikkert været et herligt Leje for dem. 

Godt Humør paa Stuerne.

Vi kiggede derefter over i Bygningen hvor de Hjemløse var indkvarterede. Dørene var laasede, men indenfor syntes Stemningen ikke særlig nedtrykt. Der lød baade Latter og fornøjelig Tale. Man var lige ved Morgenmaaltidet, Margarinebrød og Kaffe. Det var vel ikke mindst det, at de fik Lov til at spise sig mætte, der satte Humøret i Vejret.

Hvad der vil ske.

lnsjiektøi Lutz-Høppermann var allerede paa sit Kontor t travl Virksomhed med at træffe Dispositioner for Dagen.

- Hvorledes er Natten forløbet?

- I fuldstændig Ro og Orden. For en Sikkerheds Skyld har vi i Nat haft en Politivagt paa 15 Mand herude, men der er ikke bleven Brug for dem.

- Hvad sker der til Morgen?

- Ved 9 Tiden tager vi fat paa at undersøge hver enkelt Mands Forhold og Papirer. Det skal vi ifølge Reglementet, selv om Gæsterne vel ikke er særlig glade ved det. De Hjemløse, hvis Papirer er i Orden, det vil sige som kan dokumentere en Hjemsted-kommune eller har Fagforeningsbog, vil i Formiddagens Løb faa udleveret et Fripas til deres Hjemsted, men det ordnes saaledes, at de Ikke kan sælge det til andre, og sendes af Sted i Dagens Løb.

De øvrige bliver overfart til Forsørgelsesafdelingen. Vi maa jo følge Reglementet.

- Det har Gæsterne vel ikke regnet med?

- Det maa de have været forberedt paa. I Aftes, da de kom herud, stod der tre Mand fra Magistraten i Porten og gjorde hver enkelt opmærksom paa Konsekvenserne af, at de gik herind, at det var Fattighjælp. En Del forsvandt saa igen, men 360 Mand gik altsaa alligevel herind.

Nogle københavnere slap med ind, vistnok nogle Smede, for at se, hvorledes det gik. De krævede straks i Morges at blive lukket ud, da de skulde paa Arbejde. Men de maatte blive her sammen med de andre, til deres Forhold kan blive undersøgt. De maatte jo ogsaa vide, hvad de indlod sig paa. Deres Maaltid og Nattelogi er Fattighjælp ligesom de øvriges.

Hvilke Dispositioner, der vil blive truffet I Dagens Løb, kan jeg ikke udtale mig om endnu. Jeg maa naturligvis konferere med Borgmester Christensen. Men foreløbig er her altsaa fuldstændig Fred og Ro, og forhaabentlig sker der heller ingen optøjer, naar de, der ikke straks sendes hjem, faar at vide, at de maa blive her et Stykke Tid, til vi ogsaa faar dem sendt af Sted. 

Foreløbig faar de trøste sig med Middagen: Sulevælling og Flæsk.

60 Hjemløse paa Gæstehjemmene.

I Nat har 60 af de Hjemløse dog sovet i Sct. Johannes Gæstehjem i Ryesgade 28 A, hvor man - efter at have sat sig i Forbindelse med Daghjemmet paa det gamle Jernbaneterræn - modtog de 60 Gæster med aabne Arme.

Der redtes i Spisesalen og tilstødende Lokale med bløde Madrasser og fyredes godt op i Kakkelovnene. Til Morgen beværtedes de 60 Mand med Kaffe og Brød og faar ved Afskeden en solid Frokostpakke med. I Formiddag afholdes inden Afrejsen en lille Morgenandagt hvor Forstander Aagaard holder en lille Tale til de Hjemløse. Saa mødes de derude i Sct Johannes Gæstehjem med 30 Kammerater fra Sct. Jacobs Gæstehjem, og man vil saa se at faa de Hjemløse ud paa Jernhanestationerne og ud paa landet igen.

Forstander Aagaard siger, at da 60 Mand har opført sig mønsterværdigt i alle Retninger. 

Vi udvekslede el Par Ord med et Par af de farende Svende, der var glade for København og den Sympati, der var vist dem fra mange Sider og tilfredse med, at deres Iedere havde forstaaet at holde Orden og forhindre Spektakel-Forsøg af enhver Art fra Udenforstaaende Side.

(Aftenbladet (København), 21. marts 1928).

To fotoer fra Social-Demokraten 21. marts 1828 som forestiller toget på Christiansborg Slots ridebane.

De følgende dage blev hver enkelt sags undersøgt, og det viste sig at der var 133 københavnere mellem de hjemløse som havde ladet sig indlægge, og som enten havde fast bopæl eller var i stand til at klare sig selv. De blev lukket ud. 135 blev sendt til forskellige steder i provinsen. 

Toget er beskrevet i Michael Valeur: "De hjemløses glemte march i 1928"

Den 21. september 1928 forsøgte man sig på ny med et tog af hjemløse fra Randers. Det var  allerede fra starten forbudt, og Randers politis 30 mand var blevet forstærket af 80 mand fra Aalborg. Det blev dog opløst inden det overhovedet kom i gang, og lederen af toget oplyste at man igen ville forsøge sig den 23. oktober 1928.

Afstraffelse i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Ti Slag Ris.

(Morgenbladet.)

Af de mangfoldige Retssager, som Jyderne har haft med Provisoriet, har næppe nogen vakt en saadan Forbavselse og Harme som den Silkeborg Dom, der ikjendte en Dreng 10 Slag Ris for at have deltaget i Raabet "Ned med Estrup!"

Man erindrer, at Sagen stammer fra Højtideligholdelsen af Kongens Fødselsdag i Silkeborg. Af Mangel paa Deltagelse i et paatænkt Festmaaltid til Ære for Hans Majestæt valgte man at bespise Smaafolks Børn. Dette var en smuk loyal Tanke. Børnene i Silkeborg vilde ikke glemme, at Kongens Fødselsdag blev en Festdag ogsaa for dem: Velvære og Stolthed over at være til offenlig Kongemiddag kunde nok afsætte et af de Indtryk, som former unge, bløde Sind og bliver medbestemmende for deres statsborgerlige Holdning siden hen.

Denne Middag vil efterlade et andet Indtryk, ikke alene hos de Smaa i Silkeborg.

Man husker ogsaa, at Børnene, oplivede af den nydte Ære og det gode Maaltid, istemte deres Yndlingssang: "Ned med o. s. v."; at Politiet kom over dem; at Kongeherligheden endte med, at en af Drengene, sagtens i Egenskab af Forsanger, dømtes til 10 Slag Ris; og at denne Straf blev exekveret i Drengens Hjem under et strængt Politis aarvaagne Øje for, at Retten ikke fornemtes.

Exekutionen er siden beskreven i "Silkeborg Avis" af en Mand, som Drengens Moder havde formaaet til at udøve den Tugt, som Politiet havde paalagt hende at give Sønnen Marius Olsen. Det er Skomagersvend C. Jørgensen, der skriver:

"Ved Hr. Politibetjent Lemmings Ankomst i Hjemmet fremtog jeg det Ris, som skulde bruges ved denne Lejlighed; men det var ikke efter Hr. Lemmings Ønske. Da jeg ikke har haft Lejlighed til at fabrikere den Slags Ting, saa underrettede Hr. Lemming mig om, at Riset ikke maatte være sammenbundet i begge Ender, og han tog derfor en Kniv op af Lommen for at rette Fejlen. - eller hvad der er min Mening - for at det bedre kan slaa igjennem. Altsaa blev først Riset kasseret. Dernæst skulde Afstraffelsen foregaa. Jeg troede, at Straffen for en saadan Forbrydelse som Marius Olsens kunde udføres uden paa Tøjet, men jeg tog fejl. Det blev kasseret af Hr. Lemming. Han fordrede, at jeg skulde slaa paa det blotte Legeme, og da jeg vægrede mig herved, tog Hr. Lemming Sagen paa den Maade, at han ganske haardt sagde, at han nok skulde faa en Anden dertil i Morgen. Kun ved Drengens Moders indtrængende Bønner om at fuldføre det sørgelige Hverv paatog jeg mig det atter. Men jeg blev atter kasseret. Mine to første Slag var ikke haarde nok for Hr. Lemming, og han underrettede mig om, at det skulde være en Straf, Drengen skulde have, hvad jeg heller ikke betvivlede. Altsaa maatte jeg begynde at slaa igjen. Da de ti Slag var faldne, spurgte jeg, om det nu var godt, og Hr. Lemming svarede, at for denne Gang kunde det gaa. Jeg forklarede derefter Hr. Lemming, at det var den sørgeligste Bestilling, jeg nogen Sinde havde haft: at skulle udføre en Straf for en Forseelse som denne, og spurgte, om han (L. ) nu troede, at Drengen vilde faa den rette Agtelse for vort høje Ministerium, nu da det var banket ind i ham. Da Lemming hørte dette, svarede han, at havde han vidst, at jeg var en saadan En, skulde jeg ikke have faaet Tilladelse til at slaa."

Denne troskyldige Beskrivelse appellerer til modstridende Følelser. Er det latterligt at se kongelig dansk Retspleje vende sig mod de Umyndige, der næppe veed hvad de siger, og med Lovens Midler tugter dem, fordi de i deres uskyldige Mund tager Ord, som er Landets Feldtraab imod Ministeriet? Eller er det til at græde over en saadan Ynkelighed? Eller er ikke Stolthed den rette Følelse. Stolthed over en Regering, hvis Øje vogter paa Alle, lige til dem i Vuggen, og hvis Fingre er lange nok til at naa Enhver og knibe ham i Øret, naar han ikke opfører sig ulastelig, saaledes som en stærk Regerings hengivne Undersaatter bør opføre sig?

Historien er ikke ude med Riset. Drengen er fattig men brav og en af Skolens flinkeste. Nogle Borgere i Byen ønskede at yde ham en Opmuntring. Hos Venner og Bekjendte samlede Agent P. Larsen ind til et Uhr, som de vilde forære Drengen. Saa i forrige Uge faar Hr. Larsen en Tilsigelse til Birkekontoret; han skulde under Tiltale. Af de foreliggende Meddelelser fremgaar det ikke klart, om Tiltalen gjælder politistridig Indsamling af Hjælp til fattige, eller om den lyder paa "Demonstration mod Provisoriet". I sidste Tilfælde faar Hr Larsen muligen Deserten ved den Silkeborgske Kongemiddag, hvis der ikke forinden kommer flere Retter paa Bordet. Men i Silkeborg vil Alle raabe af deres Lungers fulde Kraft: Estrup leve!

(Folketidenden - Ringsted 18. juni 1886)

Jokum Marius Olesen, (20.6.1872-?) blev konfirmeret 18. april 1886 i Silkeborg, 10 dage efter hændelsen foran hotel Silkeborg. Han var søn af arbejdsmand Ole Kristian Olesen og Dusine Marie Birgitte Sørensen, der formentlig da boede i Nygade ("arbejdergaden") i Silkeborg. Forældrene var skilt. Moderen giftede sig senere (24. november 1887) med skomager Peter Carl Christian Jørgensen i Silkeborg som påtog sig hvervet med at afstraffe Marius. Han var altså sandsynligvis kæreste med Dusine. Hun døde 1908 i Aarhus (Frue), 55 år gammel og var stadig gift med skomager Jørgensen.

Uret med indskriptionen "Til Erindring om 8. april 1885" forsøgte birkedommer Drechsel forgæves at konfiskere. Drechsel gik i øvrigt af august 1886. 

- Den bekjendte Historie om Marius Olsen og de ti Slag Ris, der skal fri Birkedommer Drechsels Navn fra den Forglemmelse, hvortil det ellers ganske naturlig vil være hjemfalden, er efter hvad vi ser af de kjøbenhavnske Blade, i Fredags bleven behandlet af "Dagbladet" i en ledende Artikel. Da vi imidlertid ikke længere holder Hr. Goos's Sandhedsfakkel, kan vi ikke i Dag meddele vore Læsere hele den Udskrift af Silkeborg Birks Politiprotokol, som skal være optaget i "Dagbladet", men maa indskrænke os til at meddele følgende efter "Soc.-Dem.":

Det er ikke saa meget "Dagbladet"s egne Betragtninger, der fortjener Opmærksomhed, - hvornaar gjør de vel det? - som en Udskrift, det har forskaffet sig af Silkeborg Birks Politiprotokol. Rimeligvis er Udskriften nemlig det samme som den Redegjørelse, Drechsel lovede Marott i Silkeborg i Mandags, da han i fuld Birkedommeruniform forløb sig med Ordet "Løgn" overfor Redaktor Marott. Han tog det som bekjendt i sig igjen kort efter, men anbragte det i Stedet for paa Bladene, uden dog at sigte paa noget bestemt. Saa var det, at han lavede en Beretning, der "skulde sætte Risene i et andet LYS", men hvis han dermed har ment den Udskrift af Silkeborg Politiprotokol, som "Dagbladet" nu møder med, er han rigtignok med samt sine Ris bleven staaende i det samme latterlige LYS som hidtil.

Birkedommerens Protokol begynder saaledes:

Aar 1886 den 17de April blev Silkeborg Birks Politiret sat paa Thinghuset, hvor Birkedommeren bemærkede, at det var anmeldt for ham og ligeledes havde staaet i begge Byens Venstreblade, at en Del Børn, som den 8de April paa HS. Maj. Kongens Fødselsdag var blevne beværtede paa Hotel "Silkeborg" af en Del Mænd, der ønskede at højtideligholde Dagen paa denne Maade og at indprænte Børnene Loyalitet og Ærbødighed for deres Konge, havde ved Bortgangen fra Spisningen paa offentlig Gade sunget den bekjendte Smædevise "Ned med Estrup". Sagen var derefter bleven nærmere undersøgt og nogle indkaldte til at møde i Retten i Dag.

Arbejdsmand Sørensens Sophus, 10 Aar gl. og konfirmeret, forklarede, at han ikke af vedkommende var anmodet om at deltage i Spisningen den 8de ds.; men da han tilfældigvis stod udenfor Hotel "Silkeborg", sagde en Mand til ham, at han kunde godt gaa op og spise med; han gik da op og deltog i Maaltidet. Efter Spisningen gik de derfra i Flokke Komparenten gik sammen med Marius, From og Christen, og da de var komne et Stykke fra Hotellet i Østergade, begyndte ukonfirmeret Dreng Marius at synge den ommeldte Sang. Komparenten og From advarede ham derimod, men han sagde, at det gjorde ingen Ting, og fortsatte. Komparenten heile ikke flere eller andre end ham synge den Lise, for de omtrent kom til det Sted, hvor Søndergade udmunder i Torvet. Her begyndte From at istemme med Marius, og dette fortsattes igjennem Søndergade, hvor disse to sammen med Komparenten selv og Christen sang Smædevisen.

Og derefter gaar det videre paa lignende Maade med "Komparenten From, 14 Aar gammel", saa igjen med Sophus, saa med Carl, Anton, Johannes, Christen, Berg, Christian og endelig den berømte Marius, der figurerer i Birkedommerens Forbryderroman som en Rocambole, der har skræmmet Livet af Silkeborgs Politi, eller som en Masaniello, der har været ved at indføre Republiken.

Efter ham beskrives Forældrene, Arbejdsmændene Hans og Edward, der begge karakteriseres som Socialister, c: Fortællingens Skurke. Endvidere Møllersvend B., om hvem Birkedommeren fortæller, at "vel var han Venstremand, skjøndt ikke saa kras som tidligere". Møllersvenden havde ogsaa tidligere sunget Silkeborgermarseillaisen: "Ned med Estrup", men Forfatteren tegner ham i det Hele taget som et Menneske, i hvem det Gode er begyndt at slaa Rod, og følsomme Læsere vil følge hans Deltagelse i Begivenhederne med Interesse. Derimod fremtræder Tjenestekarlen Jens som et Uhyre til at benægte alt, hvad Bandens Anfører, Rocambole-Marius, siger ham paa, og han snor sig ved sin Snedighed helt fri for den Mistanke, at han skulde have lært denne Røvervise "Ned med osv." Han konfronteres af den dygtige Forhørsdommer med Hovedpersonen, som imidlertid trods sit store Ry trækker det korteste Straa overfor Jens, og efter denne Hovedscene vil enhver Romanlæser kunne gætte sig til, hvad Enden vil blive.

Endnu maa nævnes de to kvindelige Optrædende, Madam Christen og Madam Marius. Forfatteren lader dem formilde Fortællingens Gang ved deres moderlige Følelser, og Slutningskatastrofen, de ti Slag Ris "ved en dertil engageret Skomager" samt i en Politibetjents Overværelse, males i korte, men kraftige Træk.

Alt i alt maa "Birkedommerens Hævn" eller "Røverkaptejnen i Silkeborg" anbefales enhver som en overmaade morsom og spændende Nutidsfortælling, der trygt tør betros i enhver ung Piges Hænder.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. august 1886).

Marius Olsen rejste til USA hvor han efter en ældre borgers udsagn senere i Social-Demokraten 8. januar 1914 skulle være en hæderlig og anset maskinarbejder.

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) tog sin afsked i oktober 1886 og flyttede derefter til København. Han døde i en villa ved Himmelbjerget og blev begravet på Gl. Rye Kirkegård. Drechselsvej - en lidt ydmyg sidevej til Vestergade - er opkaldt efter ham. Hans søn Ernst Cristopher Lorenz Drechsel (1858-1932) var borgmester i Aarhus 1905-1919.

Skandale paa Silkeborg Fattiggaard (2/2). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1885 var der blevet rejst sigtelser mod fattiggårdsbestyrer Larsen på Silkeborg Fattiggård (se særskilt afsnit herom). I januar 1886 blev han atter arresteret.

Ny Arrestation. "Silkeborg Avis" meddeler: Igaar Aftes gik det som en Løbeild igjennem Byen: Fattiggaardsbestyrer Larsen er atter bleven arresteret af Kammerjunker Drechsel. Strax troede Folk, at det var et af de mærkværdige og utrolige Sensationsrygter, som under Tiden opstaar uden Spor af Grund, men denne Gang var Efterretningen - hvor utrolig den end lød - sand. Fattiggaardsbestyreren heri Byen, der som bekjendt sad arresteret i 11 Dage og derefter frigaves, uden at det var muligt at faa ham dømt eller straffet for noget som helst, var virkelig atter bleven arresteret. Men denne Gang er det ikke for den gamle Sag: "Mishandling af et Fattiglem al han er fængslet, det er for en meget gammel Sag angaaende en Fallit, der er overgaaet ham for en Snes Aar siden. Han skal af Birkedommeren være anklaget for at have foretaget svigagtig Fallit. Hvorvidt dette nu forholder sig rigtigt, er jo ikke muligt at sige for udenforstaaende, men saa meget skal være sikkert, at denne Sag tidligere har været drøftet for Domstolene, uden at disse har kunnet opdage nogen Forseelse fra Hr. Larsens Side.

(Horsens Folkeblad 9. januar 1886)

Der blev dekreteret arrest over Larsen. I januar 1886 tilstod han (i følge Social-Demokraten) at havde slæbt Peder Løndal i benene med hoved og ryg mod stenbroen ind i arresten. Mens han sad arresteret dukkede flere oplysninger op om hans fremfærd på fattiggården. Han blev løsladt den 28. februar 1886 mod en kaution på 2.000 kr efter at forhørene var afsluttet. Han havde da siddet arresteret i 64 dage. 

Larsen fratrådte stillingen 1. april 1886. Der var over 90 ansøgere til stillingen. Lønnen var 300 kr. og fri station for bestyreren med familie samt en del uvisse indtægter af driften (300-350 kr. årligt). Fattiggårdsbestyrer Carl Henriksen fra Hylke blev ansat. Justitsministeriet resolverede i juli 1886 at der ikke var anledning til at foretage noget mod sigtelserne for vold, ej heller for ulovlig omgang med hittegods, bedrageri og svigagtig fallit, og konen for forledelse til falsk forklaring for retten.

I juli 1886 overfaldt en karl på fattiggården (Frederik Ferdinand Jeppesen) et lem (Poul Beng) og pryglede ham så han fik hul i hovedet. Karlen overfaldt ligeledes sin egen bror i dennes hjem.

I november 1886 dømte overretten i Viborg at Larsens påstand på ophævelse af arrestdekretet fra 16. oktober 1885 ikke kunne tages til følge.

Skandale på Silkeborg Fattiggaard (1/2). Efterskrift til Politivennen)

Den meget omtalte Fattiggaardsbestyrer i Silkeborg er meget ivrig for at faa Offenligheden til at tro, at han er lige saa uskyldig som et Lam med Hensyn til den af Hr. Væver Madsen her i Bladet fremdragne Pryglehistorie fra Fattiggaarden. Forleden fandtes i "Silkeborg Avis" følgende Erklæring :

"Hr. Redaktør af "Silkeborg Avis"! Er De saa god at optage følgende Erklæring i Deres ærede Blad: 

Alle Voxne paa en nær (P. Løndal), forsørgelsesberettigede paa Silkeborg Fattiggaard, erklærer herved med vore Navnes Underskrift, at vi er godt tilfredse baade med den Forplejning og deri Omgang, vi faar af Fattiggaardens nuværende Bestyrer og Bestyrerinde, og ønsker ingen Forandring i denne Henseende.

Silkeborg, den 1. Oktober 1885.

S. Andersen Lotterup med Kone og Datter. Ane Katrine Andersen. Marie Frank. Ane Margrethe Ottendal. Nikoline Nielsen. Søren Sørensen. Niels Nielsen. Anders Povlsen. Ane Plett. Søren Jensen."

Enhver vil forstaa at værdsætte denne Erklæring fra Lemmerne paa en Fattiggaard til Fordel for deres Overordnede, især naar man ved, at denne ikke er bange for at bruge vel skrappe Midler for at faa dem til at lystre. Kun en (P. Løndal, der var Genstand for den brutale Behandling) har Mod til at sætte sig ud over slige Hensyn, og i "Silkeborg Avis" for i Gaar har han yderligere ladet indrykke følgende Separatvotum:

"Hr. Redaktør! Vil De være saa venlig at optage nedenstaaende:

Der er blevet mig fortalt, at Lemmerne paa Fattiggaarden har averteret, at de alle med Undtagelse af P. Løndal var godt fornøjede paa Fattiggaarden; jeg kan ikke forstaa, hvad der berettiger dem til at sige, at jeg ikke er godt fornøjet. Havde Avertissementet været præsenteret for mig, som det er blevet for de andre Lemmer, saa vilde jeg ogsaa gjerne have sat mit Navn derunder; thi jeg er næsten mere end fornøjet (!) med at være paa Fattiggaarden, og jeg tror næppe, der er nogen Fattiggaard i hele Danmark, hvor Lemmerne faar en saa mageløs (!) Behandling, og hvor der findes en mere human Bestyrer og Bestyrerinde, end vi har her i Byen. Ja, Livet, vi Lemmer fører her paa Fattiggaarden, er rigtignok som i et sandt Paradis, og faar vi ogsaa en Gang imellem lidt Prygl, saa er vi vel ogsaa selv Skyld deri.

Silkeborg Fattiggaard, den 5. Oktober 1885.

Peder Løndal."

Det er et af de karakteristiske Indlæg i denne Sag, vi endnu har set. Hvor grundigt sæber ikke den humoristiske Skribent Peder Løndal sin Fattigkonge ind. Det er den mest smigrende Bedømmelse af en Fattiggaard, der endnu er fremsat: at den er et "sandt Paradis", Behandlingen "mageløs" osv. Bare nu ikke Hr. Bestyreren bliver alt for vred over, at disse Paradisbeboere saadan ironiserer over ham i de offenlige Blade. Egenlig er den omhandlede Sag alt for alvorlig til at behandles paa den Maade, men efter at Bestyrer Larsen nu er overgiven til Latteren, er der vel ikke langt til, inden vi ser en fuldstændig Opklaring af hele Historien.

(Demokraten (Århus) 8. oktober 1885).

I følge lemmebogen for fattiggården var Peter Kristensen Løndal født i Salten Skov Them Sogn, 14. februar 1824 og konen Ane Dorthea Hendriksen indlagt på fattiggaarden 22. juli 1871 til 28. april 1872. Han blev (alene?) indlagt for anden gang 30 September 1874 til 1. november 1875 hvorefter han arbejdede for proprietær Zartmann. Tredje indlæggelse på fattiggaarden var 15. december 1878 til 22 oktober 1882 Han overgik denne gang til arresten. Fjerde gang var 15. august 1883 til 16. maj 1884. På begivenhedens tidspunkt har han været omkring 61 år. Han døde formentlig 1899.

- Efterat der i Gaar Aftes paa Silkeborg Birkekontor var afholdt et længere Forhør over Fattiggaardsbestyrer Larsen og nogle Lemmer paa Fattiggaarden angaaende den P. Løndal'ske Sag, blev førstnævnte belagt med personlig Arrest. Der synes altsaa at være fremkommet Oplysninger, der stiller Hr. Larsens Adfærd overfor P. Løndal i et uheldigt Lys, thi ellers vilde vel Birkedommeren ikke gaa saa vidt at diktere Arrest over ham. Fattiggaardstilsynet paastaar imidlertid, efterat have afholdt Forhør over alle Lemmerne paa Fattiggaarden, at Hr. Larsen er uden Skyld, og vil nu gjøre Forsøg paa at faa ham løsladt af Arresten. Tidligere var det en almindelig Anke mod Fattiggaardsbestyreren, at han var for svag og eftergivende overfor Lemmerne; skulde han nu optræde paa en brutal Maade, maa han mærkelig have forandret sig. Men det kan jo være, at hans Sag vil stille sig noget anderledes, naar den bliver alvorlig undersøgt af en Mand, der ikke kan anses for at være hans personlige Uven.

Hr. Larsen, har som bekjendt lagt Sag an imod Væver Madsen for hans Inserat i "Demokraten". Maaske kan der ogsaa derigjennem faas paalidelige Oplysninger i denne mystiske Sag, der fortjener en grundig og retfærdig Undersøgelse.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 14. oktober 1885).

Silkeborg Fattiggård lå midt i byen i Nygade (1868-1902). Her havde fattiglemmerne let adgang til alkohol. Da grunden med tiden blev værdifuld, flyttede den i 1902 til Frydensbjerggaard (1902-1942) og senere Vester Kejlstrup (1942-1958). Ingen af dem eksisterer længere. Af inventaret findes en kop, en stol, en metalplade og en dirigentklokke. 

Den drev landbrug på Store Maen, på Århusbakken, i Funderholme, ved Kjærsgaard og flere andre steder. Lemmerne gjorde rent efter markedsdage og kørte renovation væk. Fattiggården havde mælkeudsalg i Nygade og driften var med til at bidrage til den fælles kommunekasse. Om gården er skrevet en bog: Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggaard 1868-1958. (2010)

Skandalen paa Silkeborg Fattiggaard. Fra Silkeborg skrives til os i Gaar: "Fattiggaardsbestyrer Larsen er kommen i Brummen", gik det som en Løbeild gennem Buen i Aftes. Hr. Larsen er virkelig bleven arresteret til Glæde for mange, til Sorg for faa. Og Folk stod i smaa Klynger paa Gaden og talte om denne store Begivenhed. Et af Kommunalbestyrelsens Medlemmer saas ile op paa Østergade; han sprang som en Besat. Nogle Bedsteborgere, den Anholdtes bedste Venner, stod trolig udenfor Raadbuset til Kl. 12. Saa gik de slukørede hjem. Larsen skulde blive Natten over. Men ude paa Gaarden var der Glæde, de Gamle sov roligt den Nat.

"Silkeborg Avis" fortæller paa sin sædvanlige Maade at tage Sagen paa, at efter at der har været afholdt et længere Forhør, synes der at være fremkommen Oplysninger, der stiller Hr. Larsens Adfærd overfor P. Løndal i et lidt uheldigt Lys. Tidligere var det en almindelig Anke, tilføjer dette dejlige Organ, at Hr. Larsen var for svag (l) og eftergivende overfor Lemmerne. Er det ikke rørende at høre: "for svag og eftergivende overfor Lemmerne!" Men Hr. Sørensen mener naturligvis, at han har tjent saa mange Penge ved sit Storborgerblad, at han ikke behøver at frygte for at komme til at frekventere flige Anstalter. Imidlertid viser det os, at Hr. Sørensens Arbejdervenlighed er lig Nul, og at han akkurat har samme Mening om Arbejderne som alle de øvrige Storborgere Til Slutning trøster han sig med, at hans gode Vens Sag vil stille sig anderledes, naar den bliver undersøgt af en Mand, der ikke er hans personligt Uven. Meningen hermed er let at forstaa, naar man ved, at Hr. Kammerjunker Drechsel i denne Sag ikke har taget paa Fattigkongen med Fløjshandsker. Herfor fortjener imidlertid Hr. Drechsel alle retsindige Menneskers Tak. Lad saa "Silkeborg Avis" og Fattiggaardsbestyrelsen sprælle saa meget som de vil. Deres gode Ven er nu i Hullet og bliver vistnok der foreløbig. Endnu skal jeg meddele, at Væver Madsen er stævnet til at møde i Forlig paa Fredag med Larsen. Denne Sag viser Arbejderne, af hvilken en umaadelig stor Betydning det er for dem at have deres egne Blade; thi det er klart, at havde "Demokraten" ikke været, var denne Sag aldrig kommen paa Omtale. Derfor, Arbejdere: Frem med "Demokraten" oq ned med alt Tyranni! Det ske! Tilskueren.

(Demokraten (Århus) 16. oktober 1885)

Sagen var dog dermed ikke slut. Fattiggårdsbestyrer Larsen blev atter arresteret i januar 1886, se særskilt afsnit herom.

Raa Behandling af Fattige. (Efterskrift til Politivennen)

I Silkeb." Av." fremdrager Pastor U. S. Borch i Adslev ved Skanderborg et Forhold, som i høi Grad fortjener Opmærksomhed. Som bekjendt have vi en Lovbestemmelse, Ifølge hvilken en Person er forsørgelseberettiget i den Kommune, hvor han (eller hun) har havt fast og stadigt Ophold 5 Aar efter sit fyldte 18. Aar. Det er en Kjendsgjerning, at denne Lov bruges paa den sørgeligste Maade, saa at den har skæbnesvangre Følger for den Ubemidlede. Det er nemlig en bekjendt Hemmelighed, hvorledes der vistnok trindt om paa Landet vaages med største Opmærksomhed over enhver fremmed Arbeider, der nedsætter sig indenfor en Kommunes Grænser. Lad det være en flittig, ædruelig og paalidelig Arbeider; dersom han har den Feil at være fattig, dersom han lever af Haanden i Munden, og dersom han tillige har Kone og Børn, saa kan han være vis paa, at han vanskelig vil faa Lov til at blive de 5 Aar til Ende. I Begyndelsen er man ikke bange. Folk ville gjerne have Manden i Arbeide, han er jo flink. Men som Tiden gaar, forandrer Forholdet sig; efterhaanden have færre og færre Brug for ham. Manden bryder maaske i lykkelig Uvidenhed sit Hoved med at udfinde, hvorfor Folk ikke nu længere have Brug for ham. Staklen aner ikke, at han er Gjenstand for en Slags taus Overeenskomst, en ligefrem Sammensværgelse. Endnu vover muligvis en og anden af Medlidenhed eller Trang at give ham Arbeide, oftest for en billig Betaling; men vedkommende bliver ugleset af de andre, og det Tryk, der udøves, vil sjælden forfeile sin Virkning. Saaledes er Forholdet gjennemgaaende i al sin hæslige Nøgenhed. Og det er paa høie Tid, at det offenlig paatales og stemples med sit rette Navn som Umenneskelighed, for ikke at tale om, at det er Kristendommen saa fjern som muligt Og hvad er saa Følgen af denne beregnende Klogskab og hjerteløs Adfærd? Mon Fattigbyrden derved formindskes? Nei, tværtimod, den forøges, og Grunden til den stigende Fattigbyrde har ikke mindst sin Grund i de her paapegede Misforhold. Den ene Kommune driver Familier til Betlerstaven og vælter ham derved over paa en anden, og det gaar selvfølgelig ud over Samfundet i det Hele. Det er jo klart, at nægter man Arbeideren Arbeide, saa tvinger man ham paa Fattigvæsenet. Man vil maaske svare: "Nei, man tvinger ham blot fra Sognet eller Kommunen"; nuvel, men sligt volder nødvendigvis den Fattige Tab, og han har intet at tabe af, saa i Virkeligheden tvinger man ham over mod Fattigvæsenet, og hvad værre er, man forbitrer hans Sind og bringer ham til med Harme at se paa sine bedre stillede Medborgere. Man forlanger, at Fædrelandskjærligheden skal holde Arbeideren hjemme; hvor skulde det næsten være muligt, at Fædrelandskjærligheden kunde bevares hos dem, der blive behandlede saaledes. Er det saa mærkeligt, at et saadant Menneske kan fristes til at se den Dag med Glæde i Møde, da han kan vende Fædrelandet Ryggen. Og er det mærkeligt, at den Arbejder, der er Vidne hertil, men som har Midler til at reise bort, foretrækker at udvandre for at undgaa at blive stillet, som mange andre ere. Og hvad er saa disse ulykkelige Arbeideres Brøde, hvem man nægter Arbeide? Deres Brøde er, at de have forladt deres Fødestavn. Vi læse om Stavnsbaandet, hvormed Bønderne i sin Tid vare bundne; vi glæde os over, at det er løst, og vi frabede os at faa det indført paany. Men maa man ikke sige: hvad er det andet end Stavnsbaandet, man vil have til at gjælde i alt Fald for den ubemidlede Arbeider? Og det byder man midt i vore frie Tider, hvor Frihed i alt Fald er paa alles Læber. Nu ved vi nok, at den ene Kommune skyder Skylden paa den anden, men det gjør slet ikke Sagen bedre. Det er saa vift som noget, at denne Optræden overfor den fattige Arbeidsmand vil og kan ikke blive ustraffet i Længden. Gjengjældelsen vil ramme; men jo længere Tiden gaa hen, uden at der raades Bod derpaa, desto sørgeligere ville Følgerne blive. Det tør næppe ventes, at der vil indtræde nogen Forandring i den foran nævnte Lovbestemmelse.

(Nationaltidende 13. august 1882).

Georg Vilhelm Louis Drechsel. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg, den 6te Mai.

- Efter Anmodning fra flere Sider, bl. A. fra Forfatteren, optage vi følgende Brev til Bladet "Fædrelandet", dateret Silkeborg den 1ste Mai :

"Vor Kommunal-Repræsentation har i disse Dage udført en stor Bedrift. Efter at den i lang Tid med kristelig Taalmodighed har fundet sig i vor Birkedommer, Kammerjunker Drechsels Hensynsløshed, er den endelig bleven træt, og samtlige Repræsentanter have underskrevet og til Indenrigsministeriet indsendt et Andragende om at blive af med ham som Formand for Kommunalbestyrelsen, eller, hvis dette Ønske ikke kan opfyldes, om Hr. Kammerjunkeren da maa faae et Tilhold om at opføre sig saaledes i Fremtiden, at det er muligt at forhandle med ham om Varetagelsen af Byens Interesser. Andragendet karakteriserer nemlig hans Forhold som et Indbegreb af "Umedgjørlighed og Ufordragelighed", og det erklærer, at det er "en sand Plage at forhandle med ham". Kammerjunker Drechsel hører til dem, som, i Modsætning til saamange store Mænd, der ere komne for tidlig for deres Tid, synes at være kommen meget forsilde til Verden. Han burde have været Embedsmand 1770 og ikke 1870, det vilde have passet til hele hans Maade at være paa. Han er ikke i Stand til at finde sig i de nuværende frie Forhold, og kan ikke ret forstaae, at en Birkedommer ikke har Lov til at gjøre Alt, hvad han har Lyst til. Derfor ligger han i Krig med Alverden. Han blev nødt til at træde ud af Direktionen for Sparekassen, og da han følte sig fuldkommen tilovers i Kirkekomiteen, udtraadte han ogsaa af denne. I Fattig- og Skoledirektionen giver han sjeldent eller aldrig Møde, fordi han ikke kan komme ud af det med de øvrige Medlemmer *). Naar han saaledes trækker sig tilbage fra Forretningerne eller tager at opfatte de Forretninger, han ikke kan frasige sig, maa man dog ikke troe, at det er fordi han ikke har Lyst til at bestille Noget, tvertimod, han har altid uhyre travlt, men mindre med de Sager, der vedkomme hans Embede. Foruden at skulle være, hvad han ifølge sin Embedsstilling maa være, giver han sig ogsaa af med at gjøre Forretninger som Prokurator, Pengekommissionair og Landeiendomskommissionair - om han i sin Tid ogsaa har været Stillingskommissionair, veed jeg ikke. Han er om sig paa alle Sider, og i denne Henseende lader han Intet tilbage at ønske. Det lader ikke til at vedkomme ham, at baade Rigsdagen og Justitsministeriet have søgt at sætte en Grændse for Embedsmandenes og deres Fuldmægtiges Deeltagelse i private Forretninger; han gjør. hvad han vil, og som del passer ham bedst. Nedenstaaende Regning til Linaa Sogn over en Forretning, Kammerjunkeren for nylig har gjort for Sognet, vil afgive et Vidnesbyrd om hans private Virksomhed. For at man tilfulde kan forstaae Regningen, forudskikker jeg den Bemærkning, at Linaa Sogn ikke har modtaget et Laan af 11,500 Rd., men kun af 2500 Rdlr. 

*) Den ærede Brevskriver kunde ogsaa gjerne have anført, at Hr. Kammerjunkeren heller ikke mere giver Møde i Kommuneraadet, thi det er dog unægtelig Hovedsagen. Saavidt vides, har han ikke - nærmere end i gaar Aftes - deeltaget i noget KommuneraadSmøde siden den 3die Februar d. A. Red.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. maj 1870).

Artiklen efterfølges af regningen i Linaa. Efter artiklen i Fædrelandet indgav Drechsel anmodning til Indenrigsministeriet om at få undersøgt sine forhold.

Fotograf Carl Edvard Emil Rye (1820-1890), fotograf Hans Adam Christian Hohlenberg (1841-1901): etatsråd, kammerjunker, birkedommer, skriver Georg Vilhelm Drechsel (1814-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Silkeborg, den 23de Mai.

- Kammerj. Drechsel var som bekjendt i et i "Fædrelandet" af 4de d. M. optaget Brev Gjenstand for forskjellige Angreb. I denne Anledning er "Berlingske Tid." anmodet om at optage nedenstaaende Erklæring fra Linaa Sogneraad og derhos at meddele, at Birkedommer Drechsel istedetfor Svar paa de mod ham rettede Angreb har indgivet et Andragende til vedkommende Ministerium om, at hans Forhold til Kommunen og Kommunalbestyrelsen maa blive gjort til Gjenstand for en nøiagtig Undersøgelse. Siden 1863 - tilføier Bladet - , da Fabrikarbeiderne paa Silkeborg første Gang gjorde Brug af deres Valgret efter Loven af 23de Decbr. 1861, skal ingen anden Dissents mellem Birkedommeren og Kommunen have været forelagt Amtet eller Ministeriet til Afgjørelsen end den bekjendte Strid om Silkeborg Jernbanegaards Beliggenhed. Den nævnte Erklæring lyder saaledes:

Paa Grund af det Angreb, der i Bladet "Fædrelandet" er gjort mod Kammerjunker Birkedommer Drechsel i Silkeborg, og hvortil en af os betalt Regning fra ham ogsaa er benyttet, føle vi en stærk Opfordring til at erklære, at Regningen, som den er fremstillet i "Fædrelandet", ikke stemmer med Originalen, idet der er udeladt den væsentlige Bemærkning, at Linaa Sogn af Amtsraadet var bemyndiget til at udgive 4 pCt. i Provision, medens vi slap billigere, saa den Provision, vi i Virkeligheden havde givet for Laanets Tilveiebringelse, og hele det vidtløftige Arbeide, bliver ca. 2 pCt.

Regningen er funden billig for dette Arbeide, Forfattelse af Vedtægt, Indstilling m. v.. Tilveiebringelse af Laan, Ordning af Dokumenter m. m. Kammerjunker Drechsel, der praktisk havde gjort sig bekjendt med Indretning af Fattiggaarde, var den her paa Egnen, til hvem vi med Tillid kunde betroe at ordne dette Anliggende for os. Der var Laanetilbud om de fulde 11,500 Rd., som hvis de vare blevne modtagne, vilde have kostet Kommunen mere end nu blev Tilfældet. Da vi henvendte os til Kammerjunker Drechsel om at hjælpe os med Fattiggaarden, var han villig dertil, og da vi forudsaa Arbejdets Vidtløftighed, have vi indstændig anmodet ham om at beregne sig Betaling, hvilken Anmodning vi gjentoge, da han under Arbeidets Besværlighed havde frasagt sig dette uden at beregne sig nogen Godtgjørelse.

Linaa, i Sogneraadet, den 12te Mai 1870. 21. Rasmussen. C. Brøchner.

Chr. Elley. J. Rasmussen.

A. Baastrup. R. Høgh. R. Mortensen.

Som Formand i Sogneraadet i 1868 og som den, der først anmodede Birkedommeren om at paatage sig Hvervet,

Lauenhaugaard, den 13de Mai 1870,

J. P. Klindt.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 25.  maj 1870)

- (Brev fra Silkeborg, den 26de Mal 1870.) Hr. Kammerjunker Drechsel har ved en Indrykkelse i "Berl. Tid." søgt at slappe Virkningen af mit sidste Brev til Deres ærede Blad, men han havde vist hellere maattet undvære denne Bistand, end at se sit Forsvar reduceret til et Par Linier ved Hjælp af Hr. Etatsraad Knudsens Sax. Det er naivt af Kammerjunkeren, at bekjendtgjøre, at han har bedet Ministeriet undersøge sit Forhold til den herværende Kommune, da det netop er Kommunen, hvad jeg i mit sidste Brev berettede, der har indgivet det omtalte Andragende til Ministeriet. Den Art frivillige Forslag minder stærkt om Historien med Soldaten, der tog Manden i Nakken og raabte: "Her er nok en Frivillig!" Kommunen har med stor Taalmodighed fundet sig i Kammerjunkerens Urimeligheder, og det er ikke Sandhed, naar der siges i "Berl. Tid.", at Fabrikarbeiderne til Fordel for Kammerjunkeren have værnet om Freden. Havde det staaet til Fabrikarbeiderne, var Kammerjunkerens Forhold vistnok forlængst underkastet en Undersøgelse.

Hvad Erklæringen fra Linaa Sogneforstanderskab angaar, da har den Intet at sige ligeoverfor Regningen, der foreligger, og som ikke lader sig bortforklare. Det er ligegyldigt, om Sogneforstanderskabet efter Kammerjunkerens Opfordring finder, at han lader sig billigt betale, naar Gud og Hvermand kan se, at Kammerjunkeren gjør dyre Forretninger. Erklæringen bliver desuden til Intet ligeover for den Kjendsgjerning, at Kammerjunkeren har ladet sig betale for de 11,600 Rdl., som Linaa Sogn ikke har faaet til Laans. I 1863 gjorde Hr. Drechsel en Reise i Slesvig, som han nu pludselig lader Sognet betale en Part af, uagtet man først i 1868 talte til ham om en Fattiggaard. Erklæringen siger, at jeg har glemt at tilføie, at Amtet har tilstaaet 4 pCt. for Ordningen af et Laan paa 11,600 Rdl., og det har den Ret i; jeg har ikke tilføiet denne Bemærkning. Forglemmelsen kommer mig imidlertid nu tilgode, thi den giver mig Lejlighed til at bevise, at Sogneforstanderskabet ikke kan regne. Ved Amtsraadets Møde d. 31te Marts 1869 blev det tilstedet Linaa Sogn at udgive indtil 460 Rdl. for Ordningen af et Laan paa 11,600 Rdl. Kammerjunker Drechsel søgte at arrangere dette Laan, men paa saa dyre Betingelser, at Sognet sagde Nei, og nøiedes med et Laan paa 2600 Rdl. Nu kommer Regnestykket. 4 pCt. af 2500 Rdl. pleier at give 100 Rdl.; Hr. Drechsel har blandt Andet beregnet sig for Reiser, til Kommissionær osv. 163 Rdl. 48 Sk., og desuden ½ pCt. Provision af 11,500 Rdl., ikke af 2500 Rdl., med 57 Rdl. 48 Sk., hvilket giver tilsammen 211 Rdl eller over 8½ pCt. af det Laan, Sognet har faaet. Naar Sognet derfor siger, at det for "hele det vidtløftige Arbeide" ikke i Provision har betalt mere end 2 pCt., saa tør jeg vel have nogen Ret til at sige, at enten lærer man ikke at regne i Linaa Sogn, eller ogsaa have alle Mand skrevet under, forladende sig trygt paa kammerjunkerens Ufejlbarlighed. Det gaar imidlertid med denne Ufejlbarlighed, som det gaar med Pavens, der er Ingen, der vil tro paa den.

(Fædrelandet 28. maj 1870. Se også Silkeborg Avis 30. maj 1870).

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) kom fra ansættelser ved Frederiksværks Krudtværks hovedkontor i København og toldinspektør i Nakskov. I 1853 blev han kammerjunker og i 1887 etatsråd. 1853 stillede han op som kandidat ved Folketingsvalget i Odense. Ved Silkeborg Birks oprettelse i 1854 blev han Silkeborgs første birkedommer, politimester og tillige kongevalgt formand for kommunalbestyrelsen. Han ragede hurtigt uklar med andre, bl.a. papirfabrikant Michael Drewsen. Han var med til at stifte Silkeborg og Omegns Landboforening i 1862 og blandt initiativtagerne til oprettelsen af byens første pengeinstitut Silkeborg Spare- og Laanekasse i 1860. Drechsel var utilfreds med at papirarbejderne havde fået udvidet valgretten i 1866. Han mistænkte Michael Drewsen for at påvirke arbejderne til at stemme på bestemte kandidater. I 1883 opfordrede kommunalbestyrelsen ham til at trække sig tilbage. Efter sin afsked i 1886 flyttede han til København.

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Gudenaaen. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg den 27de Novbr.

- I en Artikel i "Randers Avis", der omhandler den stigende Skibsfart paa Randers og de Foranstaltninger der træffes for at fremhjælpe Trafiken, hedder det om Farten paa Gudenaa: Det er vel nu omtrent 16 Aar siden, at man første Gang forsøgte at befare Gudenaa med Damp. Der var dengang megen Tvivl om Muligheden af en saadan Fart, men ved private Sammenskud fik man dog en Baad bygget, som, hvor mangelfuld den end var, dog viste, at Foretagendet lod sig udføre. Men Mangel paa den senere fornødne Indsigt og fornemlig Mangel paa de fornødne Midler gjorde, at denne Sag laae hen i en Række af Aar, indtil den atter er opfrisket og saa at sige sat paa Dagsordenen i den seneste Tid Havnevæsenet har nemlig foruden en Dampmuddermastine ladet bygge i Motala nogle Jernmudderpramme og en lille Dampbaad til at bugsere sidstnævnte. Med denne lille Baad, som naturligviis ikke er konstrueret i Henhold til de Hensyn, som Farten paa Gudenaa udkræver, er der gjort forskjellige heldige og lovende Forsøg. Baaden er saaledes til en Prøve gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt, men den har nu allerede i flere Uger bugseret lastede Pramme fra Randers til Bjerringbro, hvilket er en ganske overordentlig Gevinst for Farten paa Gudenaa. Som bekjendt har man nemlig, naar man ikke tilfældigviis har god Vind, intet andel Middel til at bringe en Pram fra Randers til Bjerringbro end at stage og trække den op, hvilket navnlig om For- og Efteraar ved Høivande er en yderst møisommelig og langvarig Tour, som stundom har medtaget en Tid af 8 14 Dage. Ved Bugsering foretages denne Tour i c. 6 Miles Længde op imod Strømmen i 8-12 Timer, hvorved opnaaes den overordentlige Fordeel, at hele Touren fra Randers til Silkeborg kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn, thi fra Bjerringbro til Silkeborg er der anlagt Trækvei, og hvad der er Hovedsagen, Farten paa Gudenaa er derved bleven regulair. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. november 1867)

Silkeborg, den 29de Novbr.

- Da vi i sidste Avis optog et Brudstykke af en Artikel i "Randers Avis" om Pramfarten paa Gudenaa tænkte vi ikke paa, at der bag samme kunde skjule sig nogen anden Hensigt end den, at ville meddele Læserne et glædetigt Fremskridt, som var skeet med Farten paa Gudenaa, idet man nu kunde benytte Dampen der, hvor man tidligere har maattet tye til Heste- og Haandkraft, og følgelig sætte Silkeborg i en hurtigere og regelmæssigere Forbindelse med Randers end hidtil; vi anede ikke, at Forfatterens egentlige Hensigt mulig kunde være at fremstille Sagen saaledes for de med Forholdene Ubekjendte, at de maatte faae det Indtryk, at nu var Pramfarten mellem Randers og Silkeborg saa god, at sidnævnte By og dens Omegn ingen Jernbane behøvede. Men ved i de mellemliggende Dage at tale med nogle af vore Medborgere, som have nøiere Kjendskab til Sagen end vi, have vi faaet en til Vished grændsende Formodning om, at Forfatteren nok ikke har været saa ganske fri for at have en saadan "Ræv bag Øret". Forf. holder sig nemlig, som vi ere blevne overbeviste om, ikke saa ganske til Sandheden, og da man jo først og fremmest maa have den for Øie, naar man vil bringe en vigtig lokal Nyhed, synes dette at tyde paa, at Forf. har havt en anden Bevæggrund til at gribe Pennen, end den, han vil give det Udseende af. Efterat Forf. har givet en lille historisk Fremstilling af de tidligere Forsøgs Skjæbne med Hensyn til Dampbaadfarten paa Gudenaa og meddeelt, at Sagen nu er "sat paa Dagsordenen'' (i Randers?), fortæller han nemlig, at den lille i Motala byggede Dampbaad "til en Prøve er gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt." Heraf skulde man jo troe, at Dampbaaden ved egen Hjælp var gaaet herop, men dette er langtfra Tilfældet; thi uagtet Baaden kun er af ringe Dybgaaende, saavidt vi erindre lidt over en halv Alen, og den ingen Pram havde paa Slæb, saa kunde den, efter hvad vi erfare fra paalidelig Kilde, ikke gaae herop ved egen Hjælp, men maatte slæbes frem paa flere Steder. Forf. siger dernæst, at "hele Touren fra Randers til Silkeborg (nu) kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn", men dette er, som vi høre, neppe heller ganske korrect, thi selv om en enkelt Pram af den lille Damper kan blive bugseret fra Randers til Bjerringbro i 8-12 Timer, hvad der er meget tvivlsomt, saa kan den ikke tilbagelægge Strækningen fra Bjerringbro til Silkeborg i den øvrige Tid, og fremfor Alt maa man huske paa, at en Dampbaad, selv om den er større end den lille svenske, aldrig vil kunne bugsere mere end een Pram ad Gangen, især saalænge Gudenaa er i dens nuværende Tilstand. Endelig siger Forf., at "Farten paa Gudenaa (ved den lille Dampbaads Hjælp) er bleven regulair"; men hvorledes kan en Seilads, som er stoppet i alle Vintermaanederne og til de andre Tider af Aaret kun kan udføres meget uregelmæssigt, kaldes "regulair"? Ja, hvis Dampbaaden kunde gaae til alle Tider af Aaret og ikke havde Andet at gjort, kunde den maaskee kaldes saaledes; men det har jo allerede i den korte Vinter, vi have havt iaar, viist sig, at Farten paa Gudenaa har været generet, rigtignok kun i kort Tid, og saaledes vil jo fremdeles nogle faa Graders Frost træde hindrende iveien for enhver "regelmæssig" Fart. Vi indrømme villigt, at det er et Gode, et Fremskridt, at Pramme, om det ogsaa kun er til enkelte Tider, kunne blive bugserede fra Randers til Bjerringbro i kortere Tid, end de kunne trækkes og stages, men hvis Nogen skulde lade sig forlede til at troe, at dette Gode skulde kunne afhjælpe den Trang, Silkeborg saavelsom hele Midtjylland har til en Jernbane, da er man paa fuldstændigt Vildspor, og det er vort Haab, at Ingen, der mener det godt med Midtjyllands Opkomst, vil fæste Lid til en Beretning, som søger at slaae en saadan Tanke fast. - At vi ikke staae ene i denne vor Opfattelse af Sagen, fremgaaer af nedenstaaende Skrivelse, som vi modtog efterat Ovenstaaende var nedskrevet.

"Hr. Redacteur!

I "Silkeborg Avis" af 27de d. M. findes optaget et Uddrag af en Artikel i "Randers Avis" om Farten paa Gudenaa. Tillad mig i denne Anledning at protestere, og jeg troer, at denne Protest vil tiltrædes af alle Silkeborgs og Omegns Beboere, imod den omtalte Artikels Indhold, forsaavidt som denne skulde ville slaae fast, at Farten paa Gudenaa nu som Communicationsmiddel var ifærd med at opfylde alle mulige Forlangender.

Farten paa Gudenaa er og vil altid blive en uheldig Forbindelse mellem Silkeborg og Randers og gjennem denne By med alle andre Pladse. Selv om Aaen gjøres nok saa seilbar og der sættes nok saa mange Bugseerdampbaade paa den, de være slette eller gode, saa kan dette ikke forhindre Vinteren i at afskjære Forbindelsen i flere Maaneder af Aaret, saavel herfra til Randers, som fra Randers til Udbyhøi, Denne uomstødelige Ulempe er alene tilstrækkelig til, at vi Alle der af al Magt maa bekæmpe enhversomhelst Udtalelse, der endog i ringeste Maade vil vække Tvivl om Nødvendigheden af, at vi faae en Jernbane. Den ubehjælpsomme, langvarige og dyre Transport over Randers og ad Gudenaa har længe nok hvilet tungt paa os, og nu da Øieblikket nærmer sig, hvor Jernbanesagen skal afgjøres, er det nødvendigt, at en Protest fremkommer, for at ikke en feilagtig Anskuelse skal bemægtige sig de, der ville faae med dette Spørgsmaals Afgjørelse at gjøre.

Det er ikke min Hensigt her at imødegaae de forskjellige fejlagtige Angivelser i Beretningen eller Slutninger om en "regulair Fart", som Artiklen i "Randers Avis" fremkommer med. Gudenaas nuværende Seilbarhed er ikke saaledes, at Dampbaade ville være istand til at bugsere Pramme hertil. De Forsøg, der ere gjorte, ere alle faldne uheldige ud, idet at Dampbaadene enten have maattet lade sig slæbe af Prammene for at komme igjennem de snevre Steder eller have maattet bruge Heste- eller Mandskraft for at naae herop. Aaen lader saa meget tilbage at ønske, at det endnu vilde koste betydelige Summer at faae den "regulaire Fart" igang. Jeg skal til Slutning bede Himlen bevare os for, at der i Fremtiden anvendes en eneste Skilling, idetmindste af offentlige Midler, paa endvidere at forbedre Gudenaafarten, da enhver Skilling vil berøve os Dage af den kostbare Tid, til Silkeborg faaer sin Jernbane. Alle Kraftanstrængelser fra Randers By, der nødigt vil give Slip paa de i saa mange Aar havde Fordele, ville være forgjæves ligeoverfor vort berettigede Forlangende.

Deres H."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. november 1867)

Gudenå. Carl Stenders Kunstforlag. Postkort 1913. Det kongelige Bibliotek. Ulstrup ligger mellem Bjerringbro og Randers, og altså på det stykke hvor strømmen ikke nødvendiggjorde brug af heste til at trække prammene. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Gudenåen havde i århundreder været den vigtigste transportvej mellem kysten (Randers) og til det indre Jylland. Det foregik i fladbundede pramme (kåge) som kunne laste op til 25 tons papir, mursten, tørv, kalk, tov og lignende. Modstrøms (Randers til Silkeborg) blev prammene trukket af lejemænd (pramdragere) som langs bredden trak prammene med liner. Fra Bjerringbro dog på grund af den stærke strøm med heste. Medstrøms gjorde vand og vind arbejdet. Pramdragerne satte ekstra fart på med lange stager. 

Pramfartens storhedstid begyndte da Silkeborg blev handelsplads i 1846. Den gik for alvor i gang i 1851, på trods af modstand i Rigsdagen og handelsfolk i Randers og Silkeborg (Michael Drewsen). Trækstien blev udvidet til ca. 3 meter og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter (så to pramme kunne passere hinanden) og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Trækstien blev en regulær vej, med broer, stenkister m.m. over vandløb.

Et regulativ af 1861 gav pramfarten fik fortrinsret på Gudenåen. Men jernbanen overhalede pramfarten indenom: Turen Silkeborg-Randers t/r tog en uges tid. Fra Silkeborg gik turen let med strømmen og tog 1-2 dage. Turen Randers-Silkeborg tog noget længere tid. Anslået nåede pramfarten op på 80-120 pramme. Da jernbanen kom til Silkeborg i 1871, betød det en voldsom nedgang i pramfarten som dog fortsatte i formindsket omfang til omkring 1920.

Krigsskade: Exemplet Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsskadeserstatningen. I "Koldingposten" af 14de ds. hedder det: De af Regjeringen fastsatte Priser, hvormed den vil erstatte Krigsskaden i Jylland, have, saavidt vi have erfaret, vakt en ubehagelig Overraskelse; Priserne ere for det første for lave, men desuden synes de at være vilkaarlig ansatte. Det er ikke de Priser, til hvilke Landmanden ellers kunde have solgt sine Produkter, det er uden Tvivl heller ikke de Priser, som Regjeringen maatte betale paa Øerne. Dertil kommer, at de forskjellige Dele af Jylland ikke have kunnet skaffe Kontributionerne til samme Priis; for Vestjyderne have de saaledes staaet dyrere end de andre, og de Egne, som vare mere udspiste formedelst en større Pression, have skaffet Ydelserne med større Opoffrelse end andre. Da Jyderne selv skulle bidrage deres Part til Erstatningen, er det billigt, at de faae fuld Erstatning for deres virkelige Udgifter. Der er i denne Sag en tvesidig Interesse at varetage: Statens og den Privates; derfor forekommer det os at være hensigtssvarende, at Regjeringen udnævner Kommissairer, som sukcessivt forhandle med de enkelte Kommuner, eller idetmindste med de enkelte Amter, ved Mænd, som ere udnævnte af disse. Dette vilde være den sikkreste Vei til et retfærdigt Grundlag for Erstatningen. For om muligt at bevæge Regjeringen til at slaae ind paa en saadan Vei, troe vi, at der burde foranstaltes et offentligt Møde her i Kolding, som ikke er den By, der har mindst Anledning til at tale med i denne Sag, et Mæde, hvori navnlig Landmændene fra Omegnen maatte føle sig opfordrede til talrigt al indfinde sig, for at raadslaae om fælleds Skridt. Naar Sagen da gik herfra til de andre Byer, vilde de uden Tvivl finde Tilslutning, og da kunde man haabe, at Regjeringen vilde laane Øre til en almindelig Udtalelse fra Jylland.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 18. januar 1865)

I "Silkeborg Avis" skrives: Den til at gjennemgaae de indkomne Krav paa Krigsskade for Silkeborg Byes Vedkommende nedsatte Komitee har under 24de dS. gjennem Amtet indsendt deels en Fortegnelse over disse, deels en Oversigt over den havte Indkvartering under den fjendlige Okkupation. Af den første fremgaaer det, at Erstatningen for Skade paa Mark, Skov, Bygninger etc. udgjør 1870 Rd. 5 Mk. 4 sk; Tabet af eller Skade paa forskjellige andre Gjenstande 7500 Rd. 3 Mk. 3 Sk.; og af den sidste sees det, at Indkvarteringen har udgjort 77 Officerer, 37 Underofficerer. 711 Menige samt 402 Heste med Forplejning, og 1885 Officerer, 3849 Underofficerer, 47,772 Menige samt 7004 Heste uden Forpleining. I Indstillingen paaviser Komiteen. "at de Naturalydelser, den fjendlige Soldat afleverede i Kvarteret, ingenlunde vare tilstrækkelige til hans Forplejning, især efter de Fordringer, der stilledes til Værterne efter det Falkensteinske Reglement", hvorfor Kvarteerværterne "maatte, for at undgaae andre og større Overlast, levere af selve Fødemidlerne, hvad der fattedes i de foreskrevne Maaltider". Skjøndt der paa Foden af det Kommunen til Udfyldning tilstillede Schema er noteret, at der ikke gives Erstatning for slige Ydelser, har Komiteen dog tilladt sig indtrængende at indstille, at Erstatning herfor ydes, i Betragtning af, at ingen af Ydelserne kunne siges at være frivillige, og da Beboernes Tab i modsat Fald vilde blive altfor føleligt, "thi Ydelserne i Kvarteret troer Komiteen uden Overdrivelse at kunne sætte øverst blandt de Byrder, Landets Besættelse af Fjenden paalagde". Imidlertid tør Komiteen dog ikke foreslaae, at Erstatningen i dette Tilfælde bliver fuldstændig, "men alene at Tabet mildnes ved en efter Forholdene lempet eensartet Godtgjørelse", og en saadan finder Komiteen passende at kunde ansættes til 8 sk for hver Underofficeer og Menig daglig og 32 sk for en Officeer (foruden Kvarteerpengene). Endelig gjør Komiteen opmærksom paa det Falkensteinske Reglement, hvorefter enhver Officeer skulde have en Flaske Viin daglig, og indstiller 3 Mk som en passende Godtgjørelse for en Flaske Viin. Hvad angaaer Beviserne for den lidte Skade, da formener Komiteen ganske i Almindelighed, at disse ikke bør tages for strenge og at i Regelen de vedkommende Skadelidtes edelige Tilbud maa være tilstrækkelig. Det har nemlig været aldeles umuligt for Mange at tilvejebringe de fornødne Beviisligheder, navnlig for stjaalne og røvede Gjenstande. Desaarsag indstiller Komiteen, at de opførte Erstatningskrav med de Beviisligheder, hvormed de foreligge, og uden Hensyn til Beskaffenheden af de mistede Gjenstande, anerkjendes og godtgjøres. Med Hensyn til de af Regeringen, formeentligen dog kun foreløbig bestemte Erstatningspriser, anseer Komiteen det for en Selvfølge, at Kommunen for de ved dens Foranstaltning rekvirerede i de indsendte Regnflaber opførte Varer og Gjenstande ydes Erstatning med de opførte Kjøbe- og Anskaffelsespriser, ligesom det overhovedet maa ansees for det ene rette Princip, at Erstatningen i Regelen bliver fuldstændig, eller maa staae i Forhold til Tabet, især da Jyderne selv komme til at bære deres Anpart af Krigsskadeerstatningen - Det af Kommunen eller ved dens Foranstaltning Rekvirerede (der ikke er indbefattet i foranstaaende Angivelse) udgjør 4.945 Rd. 3 Mk. 12 sk. Til Magasinet er leveret: 1912 1/4 Pd. Kaffe, 8716 Pd. Riis. 2687 Pd. Salt, 44.928 Pd. Kjød, 3309 Potter Brændeviin. 856 Fl. Viin 758 3/4 Pd. Sukker. 4723 Pd Hvede-Meel. 1614 Pd. røget Flæsk, 135 Stkr. levende Slagtekvæg, 126.458½ Pd. Brød. 2503 Lpd. 11 Pd. Halm. 1580 Lpd. Hø. 704 Tdr Havre og 9160 Pd. Byggryn.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. januar 1865)

Torvet i Silkeborg - med ægtvogne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.