Udvisning af Synagogen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 23de Juli 1833 --- I Anledning af, at et af Medlemmerne af den mosaiske Menighed den 13de dennes blev udviist af Synagogen, læstes i Adresseavisen af 22de ds. en Opfordring til "de Christne, der overværede Gudstjenesten i den jødiske Synagoge" den ovennævnte Aften, "og vilde vidne i Anledning af de voldsomme Optrin, der fandt Sted under Gudstjenesten" om at aflægge Billet herom paa Adressecontoiret. I s. Avis af 23de ds. bekjendtgjorde Forstanderskabet, for at forebygge "Misforstaaelse blandt Publikum", at der "ingen voldsomme Optrin fandt Sted i Synagogen d. 13de ds"; men at "Forstanderskabet kun var nødsaget til at lade R. J. Eibeschütz vise ud af Kirken, formedelst utilbørligt Forhold under Gudstjenesten." Hr. Fuldmægtig og Exam juris R. J. Eibeschütz har nu i Adresseavisen kundgjort, "at der til Retten af ham er indgivet Klage den 15de ds. imod Synagogeforstanderskabet, paa Grund af den mod ham udøvede, uforskyldte Krænkelse under Gudstjenesten", og at "Sagens sande Sammenhæng skal nærmere komme til offentlig Kundskab."

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1833)

Kjøbenhavnsposten beskæftigede sig i to artikler - 18. og 21. oktober 1833, nr. 206 + nr. 207, med Jødernes Emancipation. 

Indvielsen af Synagogen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 12te April 1833. - I Formiddags blev den herværende mosaiske Menigheds nye Synagoge høitideligen Indviet. Til denne Indvielsesfest havde indfundet sig en talrig Forsamling af mosaiske Troesbekjendere, saavelsom og af Christne, som dertil havde erholdt Adgangskort, og blandt hvilket man saae flere af det Kongelige Danske Cancellies Deputerede, Medlemmer af Kjøbenhavns Magistrat o. fl. høiere Embedsmænd. Høitideligheden aabnedes Kl. 10½ med den, ved Indtrædelsen i Gudshuus, efter den mosaiske Ritus, brugelige hebraiske Bøn: Ma tohu ("Hvor skjønne ere dine Pauluner, Jacob! dine Tabernakler, Israel! etc.); Instrumentalmusiken blev ved denne Leilighed, som i det Hele under Høitideligheden, udført af det kongl. Kapel; Vokalmusiken af Dilenttanter af den mosaiske Troesbekjendelse. Da denne Bøn var endt, blev, ligeledes i det hebraiske Sprog, afsjungen den 84de Psalme ("Længselefter Guds Huus og denoffentlige Gudsdyrkelse")hvilkeen Menigheden bad med i stille Andagt. Imedens Choret sang det sidste Vers af Psalmen, betraadte Præsten, Hr. Dr. A. A. Wolff, prædikestolen, og holdt, i det tydske Sprog, med den for denne udmærkede aandelige Taler egne Veltalenhed, Kraft og Inderlighed, Indvielses-Prædikenen, hvortil Texten var valgt af Ps. 84, 2-7. Efter Prædiken blev afsjungen paa hebraisk den 24de Psalme (Indvielses-Hymne). Paa det 6te Vers (Chor) af denne Psalme fulgte en Pause, under hvilken Thorarrullerne (de paa Pergament skrevne Moses-Bøger) bleve hentede i høitidelig Procession. Ved Togets Indtrædelse og under den derpaa følgende Hakapha (Procession) sang Forsamlingen de derpaa følgende 4 Vers af Hymnen, som sluttedes med Chor. Medens Thorarullerne hentedes, begave tvende Forstandere sig hen for Hechal (det hellige Skab) og aabnede dette i det samme Øieblik Forsangeren begyndte det 7de Vers ("I Porte, opløfter eders Hoveder etc."), saaledes at den Ene trak Forhænget tilside, og den Anden aabnede Døren, hvorefter de toge Plads, hver paa sin Side af Hechal. Ved Slutningen af Psalmen naaede Toget med Thoraerne Opgangen til Hechal, hvor en Thora blev overleveret Forsangeren, som her istemte en Hymne, hvis enkelte Stropher bleve gjentagne og afløste med tilsvarende, af Choret og Menigheden, og imedens Menigheden sang Slutningen af samme, bleve Thoraerne, ved den Ene af de ved Hechal staaende Forstandere, indsat i samme. Toget bortfjernede Tribunen og holdt Indvielsesbønnen, som han indledede med de brugelige Takkebønner g sluttede med følgende Ord: "So, o Gott, werde Dir geweiht und durch Dich gesegnet dieses Haus, dass es ewiglich sei vor Dir; denn was Du Herr segnest, dass ist gesegnet ewiglich. Erhöre, Herr, o Gott Zebaoth, dies Gebet. Amen." Handlingen sluttedes med den hebraiske Sang: Adon Olam ("Du Verdens Drot, Sin store Magt" etc.) hvornæst Velsignelsen lystes over Forsamlingen. - Den hele Indvielses-Handling bar ganske Præget af den Værdighed og Høitidelighed, som stemme med den religiøse Gjenstand for samme.

(Kjøbenhavnsposten den 12. april 1833)

Jødernes stænderiske Valgbarhed.

Dette spørgsmål er igen kommet til live i anledning af kongens sidste bekendtgørelse til provinsialstænderne, og det har krav på almindelig interesse, uagtet der for tiden ikke kan ventes anden bestemmelse end den afgivne. Hvad der er sagt for og imod jødernes valgbarhed som stænderdeputerede er nok så bekendt til atter at trænge til gentagelse. I almindelighed har grundene for valgbarheden efter indsenderen mening en væsentlig overvægt over dem imod samme, og af hvilke sidste nogle endog er meget søgte og meget uvæsentlige. Når ægte liberale mænd imidlertid beklager at en hel klasse af statsborgere som i dette århundrede har stræbt i særdeles mærkelig grad at gøre sig dette navn værdige, skal være udelukket fra den første politiske rettighed i Danmark ene og alene på grund af afvigende religiøs trosbekendelse, så må indsenderen tillige udtale den mening at det beklagelige heri langt fra ikke bør tilregnes en utilbøjelighed hos regeringen for ganske at emancipere jøderne, som snarere regeringens hensyn til undersåtternes endnu langt fra ikke udslettede animositet mod de mosaiske trosbekendere.

Fra regeringens side har det på ingen måde manglet på den bedste vilje til at befri jøderne fra bånd og indskrænkninger som før hvilede på dem og for derved at lette deres egen virksomhed i at udrive dem fra ældre forhold, hvorunder de absolut måtte betragtes og virkeligt var skadelige medlemmer af samfundet. Men disse regeringens humane bestræbelser har på ingen måde i den grad som de fortjente, vundet genklang i nationens midte. Så man kan uden at komme sandheden for nær, sige at den offentlige mening har været i strid med regeringens foranstaltninger.

For at bestyrke det her ytrede, behøver indsenderen ikke at påberåbe sig at de ikke endnu er så sjældent at en jøde forfølges på gaden med hån eller skældsord, eller at enkelte ondsindede ikke undså sig under opløbet her i staden forleden 23. maj om aftenen at kaste sten ind i Synagogen. For fra gadedrenge og pøbel skal man ikke slutte til folkets stemning. Men han har ganske andre eksempler til sin rådighed, der viser at selv de der vil stå på et højere trin af kultur og dannelse, langtfra ynder jøden eller ønsker han i alle henseender sat lig med den kristne. Det er således kun noget over 20 år siden at borgerne i en af Fyns købstæder formelig androg for kancelliet om at blive befriet for deres jødiske medborgere og det var omtrent til den tid at en højtstående gejstlig ville i almueskoledirektionen her i staden gøre den mening gældende at jødebørn ikke burde forundes adgang til kristne skoler. Ikke få laug, navnlig isenkræmmernes, hørkræmmernes, glarmestrenes, blikkenslagernes, har længe søgt at forhindre jødiske drenges antagelse i lære, og ganske nyligt har "Fædrelandet" oplyst os om at parykmagerne slår krøller på næsen når en jøde vil indvies i deres kunsts hemmeligheder. 

Om mosaister nu kan blive optagne som medlemmer i det kongelige privilegerede Københavnske Skydeselskab, ved indsenderen ikke. Hvorimod han tidligere oftere har hørt tale om at troen her var en afgørende anstødssten. Enkelte jyske stænderdeputerede var, som vi jo har set på prent, ikke meget delikate i deres ytringer om jøderne. Og for at minde om noget som ligger os så meget nær i tiden, hvorledes teede sig en nu aftrådt redaktør (som lagde så megen vægt på opførsel en gentelman) da han kom i en lille konflikt med en kollega af anden trosbekendelse, med en mand som selv hans værste modstandere ikke kan frakende store fortjenester, og det ikke blot som skribent? Vel ved vi at denne redaktørs forhold ved denne lejlighed mødte almindelig indignation hos alle bedresindede, men - det gør os ondt at måtte sige det - vi frygter for at selv disse gode mænd vil når de bliver eller tror sig forurettede af deres jødiske næste, i deres harme herover ikke lader jøden er han end selv døbt, blive ganske udenfor sagen. At tænke liberalt er i almindelighed lettere end at tale eller handle liberalt, og til dels, men også kun til dels, kan man undskylde de der fejler. Der er gamle med modermælken indsugede vaner og principper som til enkelte tider ubevidst igen indtog deres herredømme og til ganske at fordrive disse nykker, behøves vist endnu en hel årrække.

Så meget om den herskende opinion hos de kristne. På den anden side kan man ikke nægte at jøderne ikke ganske kan fritages for at nære denne uvilje. Hvor mange der endog blandt de sidste står i kultur og opførsel aldeles lige med de kristne, så mangler der dog heller ikke på dem hvis adfærd og hele manerer til at te sig i livet på ingen måde er skikket til at vække velvilje. Der gives desværre ikke få jøder som ikke endnu har tilegnet sig den beskedenhed der udgør et så værdigt træk i den danske nationalkarakter. Og de fremtræder derfor ikke sjældent i former som absolut må støde og mishage. Men så længe denne udanske påtrængenhed og rent ud sagt næsvished ikke mere er udryddet, må de bedre jøder også finde sig i at lide med de skyldige, og de må trøste sig med at tiden vil hæve denne som andre onder.

Når amalgationen først viser sig mere kendelig og almindelig, vil den danske regering næppe stå tilbage med at sætte kronen på sine uforglemmelilge fortjenester af jødernes kultur og fremskridt i Danmark. For tiden bliver det, hvor meget end i almindelighed kan siges for jødernes stænderiske valgbarhed, være rigtigste at slutte sig til den værdige ytring: "Den danske jøde har ikke årsag til at bede, men til at takke."

(Politivennen nr. 1283, Løverdagen, den 1ste August 1840. Side 477-481). 

Jødernes Valgbarhed var tema for artikler i Fædrelandet, startende med den 24. juli 1840.

Redacteurens Anmærkning

Mens jøder havde stemmeret til stænderforsamlingerne, var de ikke valgbare, med mindre de konverterede til kristendommen. Jøderne var ikke de eneste, kun ca. 2,8 % af befolkningen (omkring 32.000 personer) var stemmeberettigede. Christian VIII havde gjort det klart at han ikke ville ændre i sin forgænger Frederik VIs forbud mod at jøder blev valgt.

Fædrelandet bragt fra 25. juli 1840 en række artikler om jødernes valgbarhed hvori de kritiserede kongens og regeringens holdning og argumenterede for at jøder burde være valgbare. Debatten fortsatte i endnu et årti og blev først ændret med Grundloven 1849. Blandt fortalerne for ikke at give jøderne valgbarhed var bl.a. St. St. Blicher, 

Kjøbenhavnsposten fortsatte debatten den 30. oktober 1840. Og den fortsatte så endnu 10 år. Og mere til.

Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)

Til D'Herrer Repræsentanter for det mosaiske Troessamfund.

I reglementet for det mosaiske religionssamfund af 29. mars 1814 er det som bekendt befalet at menighedens anliggender skal bestyres af 7 "såkaldte" repræsentanter, hvoraf de 2 årligt skal eller kan afgå, men at repræsentationen selv skulle vælge efterfølgerne (se reglementet af 29. marts 1814, § 1 og 2 og 23. marts 1827 § 23). Næsten 25 år er forløbet fra den tid, og vi har oplevet flere udskiftninger eller omvæltninger, dels til det bedre, dels formentlig til det mindre gode for de herværende mosaister. Det er bekendt at de herrer repræsentanter har indgivet andragender der sigter til at nærme sig mere og mere vores kristne medborgere. Men det forekommer indsenderen højst besynderligt at ikke endnu i det mindste før sådant skete har søgt regeringen om "valgbarhed" og "valgdygtighed" til repræsentantposterne i vores egne menigheder i og udenfor København! Det går mig som almuesmand over min forstand hvorledes det kan forstås fx at en ung aldeles fremmed, muligvis aldeles ukendt mand så at sige kan repræsentere mig, eller være min fuldmægtig, uden at jeg enten har tænkt mig at beskikke ham, eller på nogen måde ønsker ham på denne post. 

I menighedens navn tillader jeg mig derfor at anmode de herrer nuværende repræsentanter for det mosaiske trossamfund i København om med alle midler der kan anvendes, at ville udvirke forestilling om en forandring i førnævnte bestemmelser og således at denne sker i overenstemmelse med tidsånd og sand oplysning. At den fortrykker nuværende status med hensyn til menighedens finansielle anliggender, vil kunne afhjælpes når disse vores anliggender ved offentliggørelse i trykken turde se dagens lys, og at mange besparelser og indskrænkning af formentlig ufornødne embedsposter samtidigt kan indføres, derom er meningen i sandhed kun en. Måtte disse vink blive optaget med beredvillighed og tages til følge, er indsenderen og med ham vist nok flertallet tilfreds.

"Salem"

(Politivennen nr. 1193, Løverdagen, den 10de November 1838. Side 712-714)

Om den i Kjøbenhavnsposten nr. 195 indførte saakaldte Opfordring til Dr. Levison.

Ikke uden ængstelse ser vi atter striden angående det mosaiske samfunds kirkelige forhold bragt til diskussion i dagbladene på ny. Uden at ville indlade os på eller videre drøfte retsmæssigheden i den opfordring som er gjort til kateketen hr. dr. Levison i før nævnte blad, nemlig at afholde sig fra at prædike i Synagogen i præstens fravær mv., et inserat som formentlig indeholder en ikke lille fornærmelse mod denne mand, synes det dog nødvendigt at gøre en og anden opmærksom på hvorledes man som bekendt i den senere tid har lagt flid på at bruge denne embedsmand som en slags bold ved de forsøg der er gjort af adskillige mod hinanden fjendtligsindede om vi så må sige for "klubbrødres luner", hvis eneste skjold og bedste våben består i de gammeldags og nymodens skældsord: "pøbel", "ubetydelige subjekter", "vandaler", "nymodens jøder", "rå uvidende personer der bærer Gud på tungen, men had og misundelse i hjertet", osv. Det sidste kunne man sandelig underskrive om forfatterens og lignende inserater al den stund man dog i grunden ved at disse laster er de egentlige motiver der fremavler sådanne oprørende og i sig selv ligeså modsigende som hensigtsløse skriverier. Gammel vane, mener man, bider bedst!

I stedet for hvad den ægte mosaist eller kristen ville gøre, når han følte sig kaldet til at vise sin broder til rette, eller belære denne, nemlig at tale i en tone der er genstanden værdig, viser disse udbrud tilstrækkeligt at personerne altid vender ryggen til vores mestres første lærdom: Elsk din næste som dig selv. De søger kun at fornærme såvel medtroende som ordet. Vi må derfor tilråbe dem med Talmuds ord: er eders strid i Himlens navn, da vil den bestå, men er dens stolthedens og frækhedens forster, ja sandelig den skal forgå!

Fordi præsten formodentlig i embedsanliggender foretager en rejse og foranlediger derved adskillige opfordringer til hr. dr. Levison om sabbatsprædikenerne, hvilke uden tvivl hidrører fra et eneste individ, bør man derfor så at sige røre alarmtrommen ved lige så utidige som fripostige inserater der blot gør ondt værre. Da kateket Mannheimer var menighedens prædikant, forblev uenighederne i partierne indbyrdes. Nu derimod har man fået en videre mark at tumle sig på, og stridighederne bliver på forskellige måder kastet ind i hele menigheden. Og spørger vi hvem er de personer der vil opkaste sig til "autoriteter"? da må man vide at disse hverken før eller nu tænker på og langt mindre føler for lige så lidt som de virkeligt deltager i kirkeskikkene eller gudstjenesten, men kun idet de tænker på "egne interesser" bruger det helligste som skalkeskjul. Ja! i sandhed tør vi påstå at ikke 10 af menighedens medlemmer ville vedkende sig eller underskrive noget af det man om disse såkaldte stridigheder har set på tryk i bladene. Det er derfor på høje tid at vi anråber skriblerierne om fred og ro, at de dog omsider ville tænke på regnskabsdagen, bede dem nedlægge deres penne for denne gang og i det mindste i trykken afholde sig fra alt det der kan opvække nogen som helst forargelse. For vi antager at de kender den kronede sangers ord, salme 127:

Vergeblich ist der Künstler Arbeit,
Will Gott nicht selbst den Tempel bauen;
Vergeblich aller Wächter Fleiss,

Wenn Gott nicht selbst die Stadt bewacht!

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 458-460)

Redacteurens Anmærkning

Det afsluttende tyske citat fra Salmernes Bog kan oversættes således:

Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,

våger vagterne forgæves.

Da artiklen i Kjøbenhavnsposten nr. 195, 18. juli 1838, s. 790 rummer en række interessante oplysninger og betragtninger, bringes den nedenfor i sin helhed.

Opfordring til Hr. Dr. G. Levison.

Den for et par Aar siden af den derværende mosaiske Troessamfunds Præst, Dr. Wolff, indførte nye Agende, der hævede flere i forrige Tider herskende Uordener ved den jødiske Gudstjeneste, mødte som bekjendt i Begyndelsen en Opposition, som selv den mildeste og sindigste reform aldrig undgaar ved sin første Fremtræden. Den nye Orden vakte en Stund Enkeltes indgroede Fordomme og onde Villie til Kamp; og nogle faa, skjøndt i Antal, Anseelse og alle andre Henseender uendelig ubetydelige personer, formaaede at fremkalde i det nye Gudshuus Scener, der kun alt for meget maatte saare Menighedens religiøse Følelse. Længe synes allerede disse Enkeltes Lidenskab at være betvungen, Fred og Ro er atter vendt tilbage, Gudstjenesten afholdes uforstyrret, og kun engang imellem røber et Inserat i Commissionstidenden , og en Artikel i raketten og beslægtede Balde, at den lavere Pøbel i Menigheden endnu haaber på Tider, da den kan fornye sine bestræbelser, og forstyrre den endelig tilveiebragt Fred.

Ved Hr. Dr. Wolffs Afreise fra Byen havde disse Mennesker atter sat sig i Bevægelse. Som bekjendt er det nemlig fastsat, at der hver Løverdag skal holdes Prædiken af Menighedens Præst, en Bestemmelse, som nu naturligviis ikke kan opfyldes. Skjøndt nu Prædikener ingenlunde er en nødvendig Deel af den mosaiske Gudstjeneste, der meget mere bestaar af Bøn og Sang; skjønt Menigheden, da Dr. Wolff for fem Aar siden i længere Tid var fraværende, undværede Prædikener uden at der herover førtes Klage; skjøndt Dr. Levison - det være sagt med al Agtelse for Mandens Personlighed - ingenlunde kan antages som Prædikant at kunne det Savn, som muligen vil føles af Dr. Wolffs tilhørere; skjøndt det Forhold, hvori Hr. Dr. Levison staaer til en stor Deel af Menigheden, er af den Natur, at Utilfredshed, Urolighed og nye Uordener let turde fremkaldes, naar han bestiger den Talestol, hvorfra en almindelig yndet Taler hidtil ene har prædiket: saa har man dog i de sidste Dage med en forunderlig Ivrighed stræbt at trække ham til Talerstolen, idet man deels i de offentlige Blade har opfordret ham til at holde religiøse Foredrag i Synagogen, deels ved directere Skridt har søgt ogsaa at nøde Synagoge-Forstanderskabet til en saadan Opfordring.

Det staar naturligviis her til Hr. L. selv at bestemme sig. Han kan følge den skete Opfordring, men han kan ogsaa ligesaa godt lade en uopfyldt; thi selv om Forstanderskabet skulde ville opfordre Hr. Katecheten til at prædike, er han derfor ingenlunde forpligtet dertil. Men jo mere frivilligt dette Skridt fra hans side er, desto stærkere maa Ansvaret derfor hvile paa ham. Det maa blive Hr. Doctorens egen Sag at betænke, om det er kolgt handlet af ham, der ellers er optraadt med saa synlig Ængstelse, frivilligt at stille sig paa Dr. Wolffs Talestol, ige overfor fjendtligsindede Gemytter, der elske Scandalen, der utaalmodigen oppebie Øieblikket, da de med Hosten, Latter og lignende Usømmeligheder kunne afbryde hans Foredrag. Kun dette ville vi give Hr. Doctoren at betænke: at idet han udsætter sin Person for offentlig Krænkelse, udsætter han tillige Kirkefreden for Vanhelligelse; han, Kirkens Tjener, bliver Aarsag til at den møisommeligt tilkæmpede Fred atter forstyrres, og ere Lidenskaberne først igjen vakte, da staar det sandelig ikke til ham, at bestemme, hvorvidt det skal gaae. Og at en saadan Fare er forhaanden, vil hr. Doctoren ikke kunne negte - om aldeles afgjort eller ikke, er her det samme; thi alt den blotte Sandsynlighed maa efter vort Tykke burde afskrække Hr. L. fra dette Skridt.

Vi opfordrer derfor, af Agtelse for den offentlige Gudstieneste og af Kjærlighed til Freden, Hr. dr. L. til ikke at betræde Talestolen i Dr. Wolffs Fraværelse; og vi ville bede Hr. L. og hans Venner lægger Mærke til, hvor mange og hvilke Lemmer af Menigheden, der gjøre denne opfordring til deres eget.

Om de mosaiske Troesbekjenderes Edsfæstelse.

Atter bør man gribe pennen for at gøre de ansvarlige opmærksom på den høje pris der er forbundet med at lade en mosaist aflægge ed efter de lovbefalede ceremonier. Når denne handling for den kristne højst koster henved 3 rigsbankdaler, må man for en mosaist derimod betale 15 til 16 rigsbankdaler.

Vi har før gjort de ansvarlige opmærksom på at retssikkerheden på en måde er i fare når man ved overdreven høje procesomkostninger forhindrer borgerne fra at se deres rettigheder anerkendt. Og dette må vist nok med henvisning til foranførte kunne siges om en edsfæstelse for mosaister.

Vel er det sådan at man ved at indgive ansøgning til højeste ansvarlige en gang imellem kan blive fritaget for at betale. Men når trang eller andre væsentlige omstændigheder ikke soleklart er til stede hos den pågældende, nægtes sådant, og meget ofte.

Har man for eksempel en lille gældsfordring at inddrive, hvortil der behøves et mosaisk vidne for at afgive forklaring, da må man såfremt man vil undgå uudeblivelige indvendinger fra modpartens side lade vidnet edsfæste i Synagogen. Og selvom genstanden kun er 20 rigsbankdaler, koster denne handling som bemærket dog 15 til 16 rigsbankdaler, hvilket almindeligvis ikke bliver godtgjort nogen ved procesomkostningernes betaling. Heraf fremgår det vel tydeligt nok at vi trænger til en reform i denne henseende. Og det er på høje tid denne sker.

Så vidt indsenderen mindes, er der for nogen tid siden foreslået at præsten ved menigheden her i staden der som bekendt nyder en klækkelig løn, og de såkaldte 10 mænd (hvoraf der haves overflødighed ved de i Synagogen ansatte betjente mv. som ligeledes nu er godt aflagt) burde ingen betaling tilkomme. For det møde de i så henseende skulle afgive i Synagogen ligesom man har troet at edsrekvirenten selv burde kunne besørge præsten tilsagt og denne derom videre med sine betjente udstede de fornødne ordres. Herved blev sparet en udgift af mindst 13 rigsbankdaler.

At de juridiske eller gejstlige embedsmænd ved menighederne ikke for længe siden har indset og foreslået denne nødvendige forandring, er ikke så meget påfaldende da de derved ville gå glip af en betydelig indtægt. Men vi vil håbe at også de ønsker at skride frem med tidens oplysning og humanitet og heri såvel som i deres kommunalanliggender ved Repræsentantskaberne indføre en passende tidsorden og et offentlig i pressen besørget forhandlingssystem angående deres finansielle og økonomiske status. Gid også at det ret meget måtte ligge dem på hjerte at gøre deres medborgere af uplettet vandel valgdygtige og valgbare til samtlige repræsentantposter for de mosaiske trosbekendere i Danmark ved at ansøge om en forandring af reglementet af 29 marts 1814 §§ 1-2 og 14.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 421-423)

Redacteurens Anmærkning

Sidstnævnte reglement af 29. marts 1814 er det såkaldte "Jødiske frihedsbrev". Den omtalte § 14 lød sådan:

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.  

En billig Bøn til Hr. Dr. A. A. Wolff.

Da man har erfaret at Deres højærværdighed nu er det danske sprog så mægtig at De underviser og konfirmerer Deres konfirmander på dansk, bedes De herved om også at holde Deres prædiken i samme sprog. Deres menighed kaldes jo "Danske af den mosaiske trosbekendelse", og bør som sådanne bedst forstå og bruge deres fødelands tungemål. Det danske sprog i har i de seneste år begyndt at hævde sin rettighed. Således holdes talen ved universitetsfesten for hans majestæt kongens fødselsdag nu på dansk, i stedet for at den før blev holdt på latin, og i Slesvig udbredes brugen af det danske sprog mere og mere. Det synes derfor rimeligt at man her i hovedstaden hævder det danske sprogs ret, og ikke bruger det tyske uden at en dura necescitas gør det nødvendigt.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 227)

Redacteurens Anmærkning

Skandinavismen stod blandt kultureliten temmelig højt mod slutningen af 1830'erne. Og det var samtidig vendt mod den tyske indflydelse, ikke bare i Slesvig-Holsten. Det var i 1837 at H. C. Andersen skrev sit digt om at være skandinav. I 1837 var han for første gang i Sverige på kanalrejse fra Göteborg til Stockholm. Han følte sig halvt som hjemme og sproget forekom ham som en dialekt af dansk: "Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

Jeg er en Skandinav

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver, I trende Riger er vor Hjemstavn deelt; Men mellem Nutids store Himmel-Gaver Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt! Lad være glemt, hvis os en Uret skete; Tidsaanden, som en luttret Margarethe, Forener os, den trefold Kraft forlener, Selv Sproget os forener. Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav, Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger, Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang; Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker, Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang; Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller, Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller; Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge Staaer du, mit gamle Norge, I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav; Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke, See Floder, store Söer er vor Vei! Seil over Bjerget, hvor de höie Birke Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg! Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden, Han var den sidste Ridder her i Norden. Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger, Ham Nöisomhed forynger, Han synger Sangene, ham Skjalden gav, Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle Er Danmark! kom og see vor Bögeskov! Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle, Det dundrer lystigt under Hestens Hov; Til Videnskab og Kunst vi snelt udride, Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Alt Tycho gav det Vinger; En Rose Danmark er! syng, Skandinav, Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde, Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand; De gamle Folkesange os forbinde, I Melodien er et kraftigt Baand. Af Enighedens Sæd kun godt man höster, Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster I Fryd og Sorg! O, her er godt at være! Her leve vore Kjære! Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav, Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!