En billig Bøn til Hr. Dr. A. A. Wolff.

Da man har erfaret at Deres højærværdighed nu er det danske sprog så mægtig at De underviser og konfirmerer Deres konfirmander på dansk, bedes De herved om også at holde Deres prædiken i samme sprog. Deres menighed kaldes jo "Danske af den mosaiske trosbekendelse", og bør som sådanne bedst forstå og bruge deres fødelands tungemål. Det danske sprog i har i de seneste år begyndt at hævde sin rettighed. Således holdes talen ved universitetsfesten for hans majestæt kongens fødselsdag nu på dansk, i stedet for at den før blev holdt på latin, og i Slesvig udbredes brugen af det danske sprog mere og mere. Det synes derfor rimeligt at man her i hovedstaden hævder det danske sprogs ret, og ikke bruger det tyske uden at en dura necescitas gør det nødvendigt.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 227)

Redacteurens Anmærkning

Skandinavismen stod blandt kultureliten temmelig højt mod slutningen af 1830'erne. Og det var samtidig vendt mod den tyske indflydelse, ikke bare i Slesvig-Holsten. Det var i 1837 at H. C. Andersen skrev sit digt om at være skandinav. I 1837 var han for første gang i Sverige på kanalrejse fra Göteborg til Stockholm. Han følte sig halvt som hjemme og sproget forekom ham som en dialekt af dansk: "Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

Jeg er en Skandinav

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver, I trende Riger er vor Hjemstavn deelt; Men mellem Nutids store Himmel-Gaver Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt! Lad være glemt, hvis os en Uret skete; Tidsaanden, som en luttret Margarethe, Forener os, den trefold Kraft forlener, Selv Sproget os forener. Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav, Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger, Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang; Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker, Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang; Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller, Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller; Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge Staaer du, mit gamle Norge, I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav; Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke, See Floder, store Söer er vor Vei! Seil over Bjerget, hvor de höie Birke Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg! Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden, Han var den sidste Ridder her i Norden. Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger, Ham Nöisomhed forynger, Han synger Sangene, ham Skjalden gav, Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle Er Danmark! kom og see vor Bögeskov! Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle, Det dundrer lystigt under Hestens Hov; Til Videnskab og Kunst vi snelt udride, Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Alt Tycho gav det Vinger; En Rose Danmark er! syng, Skandinav, Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde, Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand; De gamle Folkesange os forbinde, I Melodien er et kraftigt Baand. Af Enighedens Sæd kun godt man höster, Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster I Fryd og Sorg! O, her er godt at være! Her leve vore Kjære! Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav, Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!