Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (tysk: Charlotte Friederike) var gift med sin fætter prins Christian Frederik af Danmark (den senere Christian 8.) fra 1806 til 1810. Hun var mor til den senere Frederik 7. Han blev født i Levetzaus Palæ på Amalienborg. Parret havde Sorgenfri Slot som sommerresidens. Prinsesse Charlotte Frederikkes interesse for den franske revolution og det enkelte menneskes frihed passede dårligt ind i den danske enevælden og det stokkonservative hof. Hun skal have været ødsel og konstant i pengemangel trods en rigelig apanage. Efter en affære med sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy, blev parret separeret 1809 og skilt 1810. Hun blev herefter forvist til Horsens 1810-1829. Frederik 6. forbød hende at se sin søn igen.
Em. Bærentzen & Co.: Charlotte Frederikke (1784-1840). Den senere Christian 8's ægtefælle, Frederik 7's mor. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Charlotte Frederikke af Mecklenborgs Hof i Horsens.
Efter nogle Erindringer af Wolff, Greve af Baudissin.
(Efter "Nattd).
I.
I Horsens ligger der endnu den Dag i Dag for Enden af Hovedgaden, Søndergade kaldet, et Sted, som allerede for 140 Aar siden blev kaldet "Palæet". Det er imidlertid hverken sin Størrelse eller nogen fremragende Bygningsstil, det skylder denne stolte Benævnelse, men mærkelig nok en Paladsrevolution, der i Aaret 1741 gik for sig i det fjerne Rusland. Det lykkedes nemlig det samme Aar Peter Den Stores Datter Elisabeth at bemægtige sig Tronen, og det første, hun da gjorde, var at indespærre den af hendes Forgængerinde Anna Iwanowna til Tronfølger valgte Prins Iwan - en Søn af Hertug Anton Ulrich af Brunsvig og den russiske Prinsesse Anna, den afdøde Kejserindes Søster - i Fæstningen Schlüsselburg og sende sine tvende Søstre til Danmark. Kristian den Sjette, som den Gang regjerede i Danmark, anviste Prinsesserne og deres Følge Horsens til Bolig, og her drog de ind i det omtalte Hus, der fra nu af blev kaldet Palæet.
Efter begge de russiske Prinsessers Død bleve de bisatte i et Gravkapel i Kirken og Palæet stod nu en Aarrække tomt, indtil en Dag en fra Kjøbenhavn afsendt Kammerherre Roepstorff indfandt sig med det Paalæg hurtigst muligt at sætte Huset i Stand til at modtage Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenborg. Hvad der var Anledning hertil, skal blive skildret i efterfølgende historiske Skitse, og Forfatteren skal kun til Indledning bemærke, at den kun indeholder fuldstændig sande, tildels selvoplevede Begivenheder.
* * *
Prinsesse Charlotte Frederikke, Datter af Storhertugen af Mecklenburg-Schwerin gjaldt i sin Ungdom med Rette for en af Europas skjønneste Prinsesser. Hendes Hoved, hendes Buste, hendes Arme og Hænder kunde tjene Malere og Billedhuggere som Model til en Venus. Sorte, silkebløde Lokker faldt fra det skjønne Hoved ned over en blændende, hvid Hals; Udtrykket i hendes mørke Øjne kunde ligefrem være fortryllende, og naar hun var i godt Humør, spillede et skælmsk Smil om hendes paafaldende lille Mund. Desuden besad hun en henrivende Ynde i alle sine Bevægelser og et muntert og glad Væsen parret med en fyrstelig Værdighed, som desværre ofte fornægtede sig i hendes Handlinger. Hendes Figur var lille, men fuldkommen regelmæssig, og i sine senere Aar blev hun meget svær. Hun spøgede selv ofte over sin lille, svære Figur og sagde: "Jeg har et Hoved som en Engel, men en Figur som en And, og et Sind som en Djævel." I det sidste Billede var der unægtelig noget rigtigt, thi med sin store Hjærtensgodhed, som ved mange Lejligheder viste sig paa en ligefrem rørende Maade, forbandt hun et meget let bevægeligt og hæftigt Sind, og hun lod sig i Vrede ofte henrive til Handlinger, som kunde karakteriseres paa den anførte Maade.
For at fuldende Billedet af denne Prinsesse, som endnu staar levende for mit Øje, maa jeg tilføje, at Naturen havde begavet hende med alle mulige Talenter. Hun var musikalsk og spillede fortræffeligt paa Fortepiano, forfærdigede de sirligste Arbejder med sine nydelige, smaa Hænder, baade tegnede og malede, om end mindre fuldendt, ja. selv i Husvæsenet viste hun sig meget dygtig og havde navnlig bragt det vidt i Kogekunsten. Overhovedet kunde man med Rette sige om hende, at hun kunde, hvad hun vilde.
Efter foranstaaende, om end mangelfulde saa dog tro Beskrivelse af Prinsesse Charlotte Frederikke er det meget forstaaeligt, at den danske Kronprins Christian, der efter sin Fætter Frederik den Sjettes Død besteg den danske Trone som Christian den Ottende, ved et Besøg hos Storhertugen af Mecklenburg-Schwerin forelskede sig dødelig i hende, og ikke mindre forstaaeligt er det, at hun besvarede den smukke og aandfulde Fyrstes Tilbøjelighed af fuldt Hjærte. Prinsen bejlede altsaa med sin kongelige Fætters Samtykke til den skjønne Prinsesse, og hendes Fader gav ogsaa med Glæde hendes Haand til den tilkommende Tronarving, men var, efter hvad der almindelig paastaas, dog tillige aaben og ærlig nok til at fremhæve sin Datters farlige Egenskaber. Han havde en Anelse om, til hvilke sørgelige Følger hendes medfødte Letsind kunde føre, og han skal have givet Prinsen sit Samtykke under den udttykkelige Betingelse, at man i intet Tilfælde maatte sende ham Datteren tilbage. Folk, som vare velunderrettede, ville vide, at Storhertugen gjentog de Ord:
"Den, som tager hende fra mig, skal ogsaa beholde hende!"
Disse Ord vidne ganske vist ikke om nogen udpræget faderlig Følelse, men Datteren turde have fortjent dem ved sine forskjellige Ubesindigheder. Saa meget er vist, at det ikke sjældent kom til stormende Optrin mellem den hidsige Fader og den lidenskabelige Datter, ja, ved et af dem svævede hun endog i Livsfare. Efter hendes egen Fortælling skal han en Gang paa Jagt have affyret sit Gevær paa hende, fordi hun havde vist sig for nedladen de overfor en Jagtbetjent. Om der er noget sandt eller ej i den Fortælling, faar staa hen, saa meget mere, som Prinsessen overhovedet ikke to det videre nøje med Sandheden.
Ægteskabet blev sluttet 1806, og de første Aar af det forløb meget lykkelig i stille Tilbagetrukkenhed paa det malerisk beliggende Slot i Pløen; det formørkedes kun af den Omstændighed, at af flere Børn kun et, den senere Kong Frederik den Syvende, overlevede en Smitsot. Prinsen elskede sin skjønne Gemalinde inderlig, og hun følte sig lykkelig og tilfreds ved den Hyldest, som blev bragt hende fra alle Sider. Men Forholdene forandredes, da Prins Christian forlagde sin Bolig til Kjøbenhavn. Her traadte hendes Hang til Intriger og øvrige Tilbøjeligheder frem, og Rygterne i Hovedstaden beskæftigede sig snart med hendes Forhold paa en alt andet end smigrende Maade. Prins Christian var i lang Tid fuldstændig uvidende herom, indtil han endelig af Kongen blev gjort opmærksom derpaa. Da han havde faaet uigendrivelige Beviser paa sin Gemalindes Brøde i Hænde, blev det meddelt Prinsessen gjennem en Hofembedsmand, at hun strax havde at rejse til Hamburg. Titlen "Kongelig Højhed" blev fratagen hende, og hun turde for Fremtiden kun tiltales med "Deres Højhed". I Hamburg tog hun Ophold i et Hus, der blev lejet til hende, men allerede efter faa Ugers Forløb blev der anvist hende et andet Opholdssted. Den Hofembedsmand, som havde ledsaget hende, og hvem det var betroet at vaage over hendes Opførsel i Hamburg, gjorde nemlig en Indberetning til Kongen, som Følge af hvilken han strax fik Anvisning paa at bringe hende til Horsens.
Da hun vel vidste, at enhver Indvending mod denne Kongens bestemte Befaling vilde være frugtesløs, føjede Hendes Højhed sig og rejste til Horsens.
(Fortsættes)
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. november 1885)
Palæet er nedrevet. Det var en ombygning af 2 gårde samt 2 tilbygninger på Torvet efter tegninger af C. F. Harsdorff. Da Charlotte Frederikke flyttede ind i 1811 var det blevet renoveret.
I. G. Burman Becker (1802-1880): Søndergade i Horsens. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Charlotte Frederikke af Mecklenborgs Hof i Horsens.
Efter nogle Erindringer af Wolff, Greve af Baudissin.
(Efter "Nattd).
II.
Den lille venlige Stad Horsens talte den Gang kun 3000 Indbyggere. Et Par adelige Familier, nogle Embedsmænd, Officererne i det i Byen indkvarterede Kyradserregiment og enkelte større Købmandsfamilier udgjorde "Selskabet". Om Theater eller Koncerter var der kun Tale en Gang imellem, naar der viste sig et rejsende Skuespillerselskab, eller naar en Virtuos, som gjorde en Kunstrejse, lod sig høre.
I denne lille By, hvor Livet dannede den største Kontrast til det i Kjøbenhavn og Hamburg, drog den Forviste ind i det Begyndelsen af denne Skitse omtalte Palæ; men kun de Værelser i øverste Etage, som vendte ud til Gaden, stod til hendes Raadighed, da de til Gaarden liggende maatte tjene til Bolig for den til hendes Hofchef udsete, allerede omtalte Kammerherre Roepstorff med Familie. Hofdamen, en Enkefru von Horn, blev anbragt i Stueetagen. I den rummelige Gaard befandt sig en Stald med Plads til fire Kjøreheste, som stod til hendes Raadighed, og ved Siden af en Vognremise. Haven, som laa bag ved Gaarden, var stor, men blev kun benyttet til Kjøkkenhave.
Hendes Højheds Apanage stod i den nøjeste Overensstemmelse med dette tilvisse beskedne Palæ, hvis indre Udstyrelse ligeledes var i høj Grad tarvelig - den beløb sig kun til noget over 5000 Kr. i vore Penge. Ganske vist skulde kun hendes personligt Fornødenheder bestrides hermed, ligesom ogsaa Prisen paa Levnetsmidler den Gang kun var halv saa høj som i vore Dage; dog maa den hende aarlig tilstaaede Sum kaldes meget lille, hvorfor der heller aldrig var Tale om Hoffester - kun nu og da fandt der et Theselskab Sted.
Kun for saa vidt var Hendes Højhed indskrænket i sine fri Bevægelser, som hendes Exkursioner ikke maatte strække sig ud over fire Mil fra Horsens. Hun kunde derfor kun foretage Udflugter til Vejle og Aarhus eller til de omkringliggende Herregaarde; derfor indskrænkede hun under disse Omstændigheder hovedsagelig sin Omgang til nogle i Staden boende Familier, til hvilke blandt andre Forældrene til Forfatteren af denne Skitse hørte. Lige over for dem udtalte hun sig ofte med levende Følelse om det trykkede i sin Stilling, som hun trods sin medfødte Letsindighed følte stærkt, lige som hun ogsaa, naar Talen kom paa hendes Fortid, aabent indrammede sine Fejltrin, men tillige søgte at undskylde dem I den Hensigt paastod hun, at hendes fraskilte Gemal var Skyld i hendes Fejltrin, og selv om jeg maa lade staa hen, om hun var Sandheden tro heri, mener jeg dog til Ære for hendes Minde at maatte anføre, hvad hun fortalte herom. Det lød om ikke ordret, saa dog efter Meningen nøjagtig saaledes :
"Da jeg vidste, hvor meget Prinsen holdt af Roser, havde jeg paalagt en Hofgartner at bringe mig en Buket af de første, som det lykkedes ham at bringe til Blomstring i Drivhusene. Jeg fik en meget smuk og sendte Prinsen den som en Morgenhilsen fra mig. Nogle Timer senere kjørte jeg ud i Byen for at udsøge mig nogle Ting i Butikkerne og var netop i Begreb med at staa ud af Vognen, da mit Øje faldt paa et aabent staaende Vindue i Etagen oven over. Hvad maatte jeg se der? - min smukke Rosenbuket! Thi at det var den samme, jeg havde sendt Prinsen, var saa meget mere utvivlsomt, som en saadan paa en saa tidlig Aarstid ikke kunde faas for Penge i hele Kjøbenhavn. Den Buket, jeg havde sendt min Gemal for at gjøre ham en særlig Fornøjelse, og som skulde være ham et Tegn paa min Kjærlighed til ham, havde han næppe modtaget, for han sendte den til en smuk Solodanserinde! Hvis jeg kun havde set et lille Galanteri af Prinsen heri, saa vilde jeg, uagtet det krænkede mig dybt, have tilgivet ham. men desværre laa der langt mere heri, nemlig en Bekræftelse paa et utilladeligt Forhold, hvorom jeg ganske vist havde hørt Tale, men som jeg ikke havde troet paa. Det svimlede for mine Øjne, og i Stedet for at staa ud lod jeg mig kjøre tilbage til Slottet.
"Fra denne ulykkelige Time af var det som om min Kjærlighed til min Gemal var død for mig. Den Mand, jeg havde skænket hele mit Hjerte, og hvis udelte Kjærlighed jeg indbildte mig at besidde, havde skuffet og bedraget mig og det formaaede jeg ikke at tilgive. I Stedet for Kjærligheden til min Gemal traadte om ikke Had saa dog den fuldstændigste Ligegyldighed, men derved opstod der ogsaa i mit Hjerte en Tomhed, som maatte udfyldes, hvis jeg skulde udholde Livet, thi at elske og være elsket har altid været mig en Livsfornødenhed. Hvis jeg er kommen paa Afveje derved, saa vil man i det mindste undskylde mig!"
Jeg gaar dernæst over til en Skildring af Hendes Højheds daglige Omgivelser.
Hofchefen, Kammerherre Roepstorff, var en godmodig, veltænkende Mand, men slet ikke skikket til den ham betroede Post, fordi han savnede Evne til at imponere Hendes Højhed, til at sætte de nødvendige Skranker for hendes Luner og til at imødegaa de heftige Udbrud, som hun med sin lidenskabelige Karakter altfor ofte lod sig henrive til, med mandig Alvor. Hendes Højhed vidste, at Kammerherren ikke alene havde en Rolle som Hofchef, men ogsaa som en Slags Vogter og stadig Iagttager af hende, samt at han havde Paalæg om af og til at indsende Beretning om hende til Kjøbenhavn. Dette havde kun til Følge, at hun saa en utaalelig Fangevogter i ham, og dette igjen at hun gav al sin Uvillie overfor ham Luft. Naar det var kommet til heftige Scener mellem dem, søgte Kammerherreinde Roepstorff at mægle Fred, hvad der under Tiden bekom hende ilde, hvis det ellers er sandt, hvad man fortælle herom, at hun en Dag maatte opleve at Hendes Højhed kastede hende en Ildtang i Hovedet. Da Kammerherren gjorde hende alvorlige Forestillinger paa Grund af denne uhørte Opførsel og bemærkede, at han vilde besvære sig over hende til Kongen, svarede hun.
"At jeg skulde have fornærmet Deres kjære, gode Hustru paa den anførte Maade, benægter jeg; i ethvert Tilfælde kan jeg ikke erindre det Mindste derom. Under Samtalen med hende blev jeg overfalden af et Krampetilfælde, og det er muligt, at jeg i denne Tilstand kan have grebet den første, den bedste Gjenstand, maaske en Ildtang og have slynget den fra mig, men, som sagt, veed jeg ikke mere, hvad jeg foretog mig i min lidende Tilstand."
De samme Personer, som vilde vide alt dette af sikre Kilder, føjede til, at Kammerherren ansaa det for det Klogeste, at skænke denne Sygehistorie Tiltro eller maaske snarere lade, som om han troede den.
Ogsaa hendes Tjenerskab maatte hyppig lide under hendes Vredesudbrud, men kunde til Gjengæld fortælle, hvorledes hun angerfuld forsøgte at forsone den, hun med Urette havde krænket, og om hendes højmodige Gavmildhed. Der laa heri et slaaende Bevis for den forunderlige Blanding af Godt og Ondt, som aabenbarede sig i hende, og derved forklares ogsaa det Faktum, at hun i visse Tilfælde med Glæde bragte de største Ofre for at komme en Lidende til Hjælp. medens hun i andre formelig kunde forfølge en Person med sit Had. Hendes Højheds Hofdame, den allerede omtalte Fru von Horn, var i flere Henseender en siælden og højst interessant Apparition. Over hendes Fortid svævede et mørkt Slør, som ingen kunde eller vilde lofte. Æventyrlig har den dog vist været, og netop det har maaske bevirket, at Hendes Højhed glædede sig over, at Valget til Hofdame faldt paa hende. Hun var ikke smuk, men af et overordentlig indtagende Ydre, en høj, slank Figur og Gratie i alle sine Bevægelser; desuden konverserede hun baade fint og behændig og var forekommende i sin Optræden mod Enhver. Havde hun været en Mand, vilde hun særlig have egnet sig til Diplomat. Det, man vidste om hendes tidligere Liv, indskrænkede sig til, at hendes Mand havde været Officer og var falden i en Duel. Efter hans Død var hun rejst til Paris og havde der levet i længere Tid - man vidste ikke af hvad eller under hvis Beskyttelse, men kun, at hendes afdøde Ægtefælle havde efterladt hende i indskrænkede Omstændigheder. Efter et længere Ophold i Paris havde hun rejst i forskjellige Lande og stiftet mange interessante Bekjendtstaber. Da hun omsider var kommen tilbage til Hamburg, hvor hun tog fast Ophold, kom hun i Berøring med Hendes Højhed, som følte sig saa tiltrukken af hende, at hun bad om Tilladelse til at vælge hende til sin fremtidige Ledsagerinde, hvilket Frederik den Sjette tillod. Det har vist kostet Fru von Horn en svær Kamp at ombytte det tiltrækkende Liv i en stor Stad med det stille Liv i en lille By som Horsens, men desto mere fortjener det at anerkjendes, at hun stedse syntes munter og tilfreds med sin Stilling. Paa Grund af sin store Menneskekundskab forstod hun at tage Hendes Højhed paa den rigtige Maade og vovede endog at sige hende drøje Sandheder, fordi hun vidste at gjøre det paa en saa fin Maade, at det fornærmende faldt bort. Da man en Dag spurgte hende, hvorledes hun bar sig ad med at komme faa godt ud af det med den lunefulde Prinsesse, svarede hun: Hele min Kunst bestaar i, at jeg, naar hun bruser op, synger:
"Grüne Petersilie und Kopfsalat"; det faar hende til at le, og saa lægger Stormen sig."
Til videre Karakteristik af Fru von Horn skal jeg meddele Følgende:
Blandt de Embedsmænd i Horsens, som bleve indbudte til Hendes Højheds Soireer, var der en ung Mand, som jeg her vil kalde Knudsen. Han var begavet med en levende Fantasi, som han paa sin Jagt efter et Ideal gav frie Tøjler. Fru von Horn forekom denne unge uerfarne Mand som det fuldkomneste, yndigste og elskværdigste kvindelige Væsen. Ingen Kvinde havde saaledes imponeret ham, hos hende fandt han alt ophøjet og henrivende. Han fattede en lidenskabelig Tilbøjelighed for hende og besluttede at erklære sig for hende. Hun skulde og maatte erfare, hvad han følte og led for hende, men hvorledes skulde han bære sig ad? Han vovede ikke at komme med en mundtlig Erklæring, det maatte altsaa skee skriftlig og helst paa Vers. Han tilbragte derfor en Nat med at iklæde sin Kjærlighedssmerte en poetisk Form, og næste Morgen blev Produktet nedskrevet paa Velinpapir og sendt til den Tilbedte.
Det Spørgsmaal, hvad Følger dette Skridt vilde drage efter sig, laa nær og ophidsede ham til det Yderste. Han vovede ikke at haabe paa et skriftligt Svar og endnu mindre paa et mundtligt; skulde han da kun have gjort dette skridt for at blive anset for en Dumrian, en Taabe af den Elskede? Ja, til Syvende og sidst maaske blive udlet af hende? Jo mere han tænkte derover desto mere kom han i Oprør, ja, det er et Spørgsmaal, om han maaske ikke var kommen til den fortvivlede Beslutning at gjøre en Ende paa sin kvalfulde Tilværelse, hvis ikke Budet var vendt tilbage i rette Tid og med en Kompliment fra Fru von Horn havde overrakt ham en rosenrød Billet. Med feberagtig Hast aabnede han den og læste følgende Ord:
"Jeg ønsker at tale med Dem og venter Dem i Morgen Formiddag Kl. 11 hos mig. Tal ikke til Nogen derom."
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. november 1885)
Charlotte Frederikke af Mecklenborgs Hof i Horsens.
Efter nogle Erindringer af Wolff, Greve af Baudissin.
(Efter "Nattd).
(-Sluttet).
Den gode Knudsen kunde nu have kaldt sig for den Lykkeligste af alle Dødelige, naar han ikke samtidig havde været i Uvished om, i hvilken Henseende den skjønne Frue havde indrømmet ham dette Stævnemøde. Fire og tyve pinlige Timer maatte gaa hen, før han kunde komme paa det Rene dermed; det var næsten ikke til at udholde. Men Mennesket formaar at bære meget, naar det skal, og det viste sig ogsaa i dette Tilfælde, thi den følgende Dag Kl. 11 lod vor Seladon i fuld Puds og med de skjønneste Forventninger sig melde hos Hendes Naade.
En Kammerjomfru aabnede Døren til Modtagelsesværelset og bad Hr. Knudsen træde ind med den Bemærkning, at den naadige Frue snart vilde komme. Han fik Tid til at se sig om i Værelset og mønstre alle de Gjenstande, som befandt sig i det. Alt syntes ham at aande den Sjælfuldhed, den Elskværdighed, der udmærkede Fru von Horn fremfor alle andre! Duftende Blomster og syngende Fugle, som flagrede frit omkring, smukt indbundne Bøger og elegante Albumer - alt vist Liv og Smag.
Endelig gik Døren fil et Sideværelse op, og ind traadte en Dame, som var ham fuldstændig ubekjendt. En høj, mager, kvindelig Skikkelse stod for ham, iført en hvid Morgendragt, der lod Hals og Nakke fri saavel som Armene lige til Albuen. Det lange, graa Haar faldt i Krøller ned paa Skuldrene, og den indfaldne Mund forraadte Manglen paa Tænder. Hvad var det for et kvindeligt Væsen, som stod her for ham, og hvad vilde hun ham. Hans Forbavselse var paa Nippet til at gaa over til Fortvivlelse, da Damen, som indtil det øjeblik havde været fuldstændig taus, med et Smil, der klædte hendes tandløse Mund ilde, spurgte ham: "Kjender De mig ikke. Hr. Knudsen?"
Den Adspurgte svarede stammende:
"Nej, i Sandhed - jeg har ikke den Ære, saa vidt jeg veed; jeg kom for at gjøre Fru von Horn min Opvartning og . . ."
"Den Fru von Horn. som De mener, eksisterer ikke; jeg indtager hendes Plads," afbrød Damen ham.
Med disse Ord viste hun paa en Stol ved Siden af Kanapeen, men Knudsen blev et Øjeblik staaende og stirrede som forstenet paa det gaadefulde Væsen, der stod foran ham.
"Min kjære, unge Ven." sagde Damen derpaa og Knudsen kjendte nu Fru von Horn paa Stemmen. "De har skrevet til mig, og jeg skyldte Dem et Svar, som jeg vilde give Dem mundtlig; sæt Dem nu ned ved Siden af mig og hør, hvad jeg vil sige Dem. "Den Dame, til hvem De skrev det Digt, jeg herved giver Dem tilbage, existerer kun i Deres Fantasi; hun staar nu for Dem i sin virkelige Skikkelse, uden at De formaaede at gjenkjende hende; det beviser bedst, hvor meget De har skuffet Dem selv, og hvor meget Skinnet ofte bedrager. De har nu gjennem mig erfaret, hvad der kan udrettes ved Hjælp af Sminke, falske Lokker og Haar, og naar jeg besluttede mig til at give Dem et Indblik i mine Toilettemysterier, saa skete det for at vise Dem. at jeg holder af Ungdommen og bærer over med dens Svagheder. Hvad der afgjort mangler Dem, er den fornødne Besindighed; men Erfaring erstatter den manglende Visdom, og jeg ønskede at give Dem en lille Lære. der forhaabentlig for Fremtiden skal bevare Dem for lignende Misgreb."
Med disse Ord rejste Fru von Horn sig og rakte den unge Mand sin Haand, som han kyssede med Skamfuldhed, men tillige med forhøjet Beundring og Ærbødighed for denne Kvinde.
III.
Det Liv, som Hendes Højhed førte paa sit Forvisningssted, maatte især forekomme hende trykkende, fordi hun der maatte savne enhver Slags Adspredelse. For i det mindste at have noget at beskjæftige sig med lod hun ubemidlede Folks Børn komme til sig og underviste dem i Musik, Fransk og Haandarbejder. Saa vidt hendes Midler tillod hende det. anskaffede hun sig ogsaa det nyeste i Kunst og Literatur og læste det eller lod Fru von Horn læse det for sig. Til bestemte Tider paa Dagen saa man hende ogsaa spasere eller kjøre ud, og om Aftenen modtog hun Gjæster til The eller aflagde Besøg i de Familier, med hvem hun havde Omgang. Man saa hende gjerne, og man behøvede ikke at gjore Omstændigheder for hendes Skyld, og hendes Konversation var i høj Grad underholdende. Naar man bad hende om at spille eller synge noget, var hun altid villig, og naar hun undertiden var i særlig godt Lune, dansede hun til største Fornøjelse for alle Tilstedeværende en Gavotte med Fru von Horn. Det var et i højeste Grad komisk Syn at se den lille kuglerunde Prinsesse danse sammen med den høje, slanke Fru von Horn. I disse Kredse formaaede hun. i det mindste tilsyneladende, fuldstændig at glemme sin Ulykke og var kaad som et uskyldigt Barn. Det lader sig ikke skjule, at denne Stemning desværre ikke altid var den fremherskende hos hende, og jeg kunde i saa Henseende fortælle adskilligt, som jeg for at skaane den Afdødes Minde hellere vil kaste Kjærlighedens Kaabe over.
Med sin fraskilte Gemal Prins Kristian vedblev hun at staa i stadig Brevvexling, som endog blev fortsat efter hans andet Giftermaal med den skjønne Prinsesse Caroline Amalie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. I hvert Brev viste Prinsen allerede ved sin Tiltale "Dyrebare Charlotte", at hans Ungdomskjærlighed trods de hans tilføjede Krænkelser desuagtet levede i hans Indre, og hun selv gav ved mange Lifligheder til Kjende, at hun stadig tænkte med Ømhed paa ham, hvor lidet dette end syntes at staa i Samklang med hendes fortsatte letsindige Liv.
Ved Sønnen hang hun med hele sit Hjerte og kunde kun tale om ham med øjensynlig Rørelse; i hvert af Faderens Breve erholdt hun saa udførlige Efterretninger om ham, at hun paa en vis Maade kunde siges at fortsætte Samlivet med ham. Hvert Aar blev der ogsaa paa hendes Fødselsdag overrakt hende et fra Prinsen sendt Billede af Sønnen, og igjennem disse Billeder, som bleve ophængte i hendes Dagligværelser ved Siden af hinanden, kunde hun ogsaa følge ham i hans legemlige Udvikling.
Kongen hadede hun saa stærkt, som man overhovedet formaar at hade, og kom i stærkt Oprør, hver Gang hun talte om ham. Ved alle Lejligheder var den strænge Opsigt, hun stod under. Gjenstand for hendes Beklagelser, og hun kaldte den en oprørende Behandling. I hendes Øjne var det en djævelsk Grusomhed, for hvilken hun nedkaldte Himlens Straf, at Kongen for evig havde skilt Moderen fra hendes eneste Barn og derved for hele Verden havde fremstillet hende som en Uværdig, ja som et Slags Uhyre, hvis blotte Nærværelse maatte virke besmittende. Den Tanke, at hendes Søn skulde træde i en nærmere Forbindelse med hendes Dødsfjende, var hende under disse Omstændigheder ligefrem vederstyggelig, og dog skulde det ske.
Det politiske Forhold mellem Danmark og Hertugdømmerne maatte fremkalde det naturlige Ønske hos Kongen og Prins Kristian snarest muligt at faa den unge Prins Frederik, som den Gang var over tyve Aar. bevæget til at formæle sig, for at ikke Mandslinien af det oldenborgske Hus skulde uddø. Men tillige ønskede Kongen at sikre en af sine Døtre Kronen som Danmarks Dronning. Han foreslog derfor en Forbindelse med sin Datter Vilhelmine, hvad den unge Prins indvilgede i. Da den forviste Prinsesse fik den officielle Meddelelse om sin Søns Forlovelse med Prinsesse Vilhelmine, gav hendes Lidenskabelighed sig Luft paa en ligefrem rasende Maade. Hun fordristede sig endog til at udtale sin Forbandelse over Forbindelsen, en Forbandelse, som desværre ogsaa fulgte den, thi som bekjendt blev det ulykkelige og barnløse Ægteskab hævet allerede 1837.
IV.
Aar for Aar var det unægtelig trykkende i hendes Stilling bleven Prinsessen mere uudholdeligt, og i samme Grad steg hendes Ønske om at kunne vende Ryggen til det Land. hvor hun havde oplevet saa mange Ulykker. Hun skrev det ene Brev efter det andet til Kongen og bad om Tilladelse til at begive sig til Udlandet, men enten fulgte der intet Svar eller ogsaa et afslaaende. Dette gjorde, at hun en Tid lang nærede den Tanke at undfly hemmelig, og det kostede Fru von Horn megen Møje at holde hende tilbage fra et Skridt, der, selv om det var lykkedes, kunde blive skæbnesvangert, fordi den Tanke laa nær, at det vilde medføre Tab af Appanagen. Ved Hjælp af sin rige Menneskekundskab lykkedes det Fru von Horn at give denne Tanke en anden Retning ; hun forstod nemlig at gjore det plausibelt for Hendes Højhed, at en personlig Sammenkomst med Hans Majestæt snarere vilde føre til Maalet, fordi Allerhøjstsamme vel ikke vilde kunne bringe det over sit Hjerte at afslaa en endnu smuk Kvinde, som ydermere var hans Svigersøns Moder, en i og for sig beskeden Bøn, i det mindste naar hun frembar den under Suk og Taarer, hvilke hun mesterlig forstod at raade over. Da Fru von Horn tillige gjorde opmærksom paa, at en venlig Skæbne syntes at begunstige denne Plan, eftersom Kongen allerede i den nærmeste Fremtid vilde komme til Aarhus for at overvære en militær Manøvre der greb Hendes Højhed den med Begjærlighed og grublede fra nu af Dag og Nat over, hvorledes hun bedst skulde udføre den. At Kongen vilde afslaa hende en Bøn om at tilstaa hende Audiens i Aarhus, var utvivlsomt; hun maatte altsaa finde paa et Middel til at overrumple ham og paa en eller anden Maade tvinge ham til at hore paa hende. I den Hensigt udtænkte hun en Plan, der, saa æventyrlig den ogsaa var, virkelig kom til Udførelse og lykkedes paa følgende Maade.
Under Foregivende af at ville aflægge en Godsejerfamilie et Besøg kjørte hun nogle Dage efter Kongens Ankomst til Aarhus derhen. Hun lod da bringe en stor Vaskekurv til det Hotel, hvor hun var taget ind, og gav Befaling til at bringe denne til Hs. Majestæts Kvarter og stille den i hans Værelse paa den Tid, han plejede at vende tilbage fra Manøvren. Man vil kunne forstaa, at denne Ordre vakte stor Forbavselse i Hotellet, men lige over for Hendes Højhed vovede man ikke at gjore Indvendinger; og den blev punktlig udført.
Da Kongen uden at ane noget traadte ind i sit Værelse og saa Vaskekurven staa der, blev han naturligvis forbavset, men denne Forbauselse gik over til Forfærdelse, da Klædet over Kurven løftede sig, og en kvindelig Skikkelse, i hvidt Klædebon og med udslagent Haar steg op som en Aand af Graven. Da Skikkelsen gik hen imod ham, veg han nogle Skridt tilbage, men kjendte nu Charlotte og spurgte med dirrende Stemme: "Hvad har fremkaldt dette uhørte Optrin? Hvad har ført Dem hertil - hvad vil De mig?"
Charlotte Frederikke, som mente, at det rigtige Øjeblik til at fortsætte Komedien nu var kommen, faldt efter Kongens Ord paa Knæ for ham og sagde, idet hun henfaldende hævede Hænderne imod ham:
"Deres Majestæt vil i sin Naade tilgive en Ulykkelig, som har grebet til det eneste Middel, der stod til hendes Raadighed for personlig at udbede sig en Naade!
"Og hvori bestaar denne?" spurgte Kongen
I en Tilladelse til at begive mig til Udlandet, til Italien", svarede hun stadig knælende og tilføjede: "Jeg føler mig uudsigelig ulykkelig i Horsens og kan ikke taale Klimaet der, som truer med at forkorte mit Liv. Deres Majestæt tilstaa mig i sin Højmodighed denne Bøn - den sidste, jeg skal besvære Dem med ;"
Om Kongen i dette Øjeblik lod sig bestemme af Ønsket om for Fremtiden at vide sig sikker for saadanne Scener, eller om en Følelse af Medlidenhed og Rørelse betog ham, er uvist, men en Kjendsgjerning er det, at Kvindelist ogsaa her gik af med Sejren, thi han gav den Knælende et Tegn til at rejse sig og sagde i en mildere Tone:
"Det skal ikke siges, at jeg har villet forkorte Deres Liv; ønsker De derfor at rejse til Italien for at gjenvinde Deres Helbred, saa vil jeg herved give Dem min Tilladelse, men i alle Tilfælde kun paa den Betingelse, at De ikke mere vender tilbage!" '
Med disse Ord trak Kongen sig med et Buk tilbage til et Sideværelse.
Hendes Højhed begav sig over al Maade lykkelig tilbage til Hotellet, hvor Fru von Horn i den største Spænding ventede hende. Hun behøvede ikke at spørge, hvorledes Vovestykket var lobet af, thi den Indtrædendes Ansigt, der straalede af Lykke, sagde hende det.
Efter nogle Dages Forløb gik det i Horsens fra Hus til Hus, at Hendes Højhed skulde rejse til Italien for ikke mere at vende tilbage. Man kan rolig paastaa. at det blev almindelig beklaget, thi Husholdningen havde, om den ogsaa kun var lille, altid kastet en vis Glans over Byen og bragt Mange Fortjeneste. I de lavere Lag maatte ogsaa Mange beklage, at de skulde miste en Velgjørerinde for Fattige og Syge.
Tillige vidste man at fortælle, at Fru von Horn under Henvisning til sin Sundhed havde afslaaet at ledsage Hendes Højhed. Man maa betegne Ordet "Sundhed", thi Ordet "Alder" var endnu aldrig kommet over hendes Læber. Det gjorde hende nervøs, naar man udtalte det i hendes Nærværelse, thi det mindede om Døden, og det kaldte hun "simpelt". Men af Hensyn til sin Sundhed havde hun udtalt den bestemte Beslutning at trække sig tilbage til et roligere Liv. Hendes Højhed kunde imidlertid ikke rejse uden kvindelig Ledsagelse, og derfor besluttede hun sig til at tage en Datter af sin Vaskekone med sig; det var hendes Guddatter, og hun havde undervist hende som Barn og som Voxen havt hende meget om sig. Charlotte - saaledes hed den unge Pige - udmærkede sig ved sine mørkeblaa Øjne, sit svære blonde Haar, en blændende hvid Teint og gratiøse Bevægelser og var overhovedet en nydelig Apparition. Naar Fru von Horn talte om hende, sagde hun spøgende, men ganske træffende: "Lille Lotte minder altid om en nydelig vasket og strøget Morgenkappe!"
Da Dagen fil Afrejsen var fastsat, lod en ugift, forhenværende Officer, Kammerherre Paulsen, sig melde hos Hendes Højhed og overrakte hende en Skrivelse, som betydede hende, at det var Hs. Maj. Kongens Befaling, at Overbringeren af Skrivelsen skulde være hendes Kavaler paa Rejsen. Den Tanke, at han tillige havde faaet Paalæg om at vaage over hendes Opførsel paa Rejsen og á la Rorpstorff indsende Beretning om hende til Kjøbenhavn, var nok for hende til at fatte Mistro til Paulsen, noget, han maatte lide under paa hele Rejsen til Verona, hvor den Forviste havde tænkt paa at opslaa sin Bopæl for bestandig.
De sidste Dage af hendes Ophold i Horsens vare meget angribende for Hendes Højhed. Hun maatte aflægge og modtage en Mængde Afskedsbesøg, og hun følte dybt Afskedens Smerte. "Hvis det Altsammen kunde gjøres om igjen," hørte man hende ofte gjentage. "saa vilde jeg blive rolig her. Men nu lader det sig ikke redressere, og jeg maa afsted, men de mange Beviser paa Venskab og Hengivenhed, som ere blevne mig til Del i disse Dage, skal være mig et kjært og dyrebart Minde, som jeg skal bevare i trofast Erindring til den sidste Dag af min Tilværelse!"
Man vidste i Byen, at Afrejsen skulde finde Sted den 1ste Juni, Kl. 11 om Formiddagen. Allerede en hel Time for saa man de to Gader, gjennem hvilke de Bortrejsende skulde kjøre, opfyldte med Folk, som vilde sige hende et sidste Farvel. Gamle og Unge havde stillet sig op paa begge Sider af Gaden, og Mange bare Blomster til at strø paa Vejen for hende. Da de bestemte elleve Klokkeslag lød fra Kirketaarnet, ankom samtlige Officerer af Kyradserregimentet til Hest og alle Embedsmænd og Honoratiores i Byen til Vogns for at følge Hendes Højhed. Alles Øjne vare rettede paa Rejsevognen, som holdt foran Palæet, og da hun sammen med Fru von Horn, som vilde ledsage hende til Hamburg, besteg den, og Toget satte sig i Bevægelse, lød der fra dem. der stod paa Gaden, og fra Husenes Vinduer et uendeligt "Levvel! Levvel!" Under en Strøm af Taarer hilste Prinsessen til Højre og Venstre og fortsatte hermed, til hun var forsvunden for deres Øjne.
Saaledes tog Charlotte Frederikke i Aaret 1830 Afsked fra det Sted, hvor hun havde levet i atten Aar.
Palæet stod nu tomt - man saa ikke mere nogen Æresvagt foran det - selv Skilderhusene bleve fjærnede - i alle Vinduerne bleve Gardinerne rullede ned - man troede at have et uddød Hus for sig - men et holdt sig - Mindet om om hendes Højhed, og det turde have holdt sig til den Dag i Dag hos alle dem, som kjendte hende.
* * *
Der er kun lidt at tilføje endnu:
Faa Aar efter indtraf den overraskende Efterretning, at Prinsessen var gaaet over til Katholikismen. Man brød sit Hoved med, hvad der kunde have bevæget hende til dette Skidt, og blev tilsidst enig om, hvad der vel var det rette, at den sande Grund dertil var at søge i hendes Hang til det æventyrlige. Det er en Kjendsgjerning, at hun rejste til Rom for at modtage Pavens Velsignelse og efter sin Tilbagekomst anlagde en Diakonisses Klædedragt og tog Del i Sygeplejen paa et Hospital. I dette Hospital døde hun efter et kort Sygeleje og blev efter sin Befaling begravet som Søster Charlotte Frederikke.
Hendes Guddatter Lotte havde i den Grad fortryllet en rig Marchese med sine blaa Ojne og sit smukke, blonde Haar. at han bad om hendes Haand som hun ogsaa rakte ham.
Fru von Horn blev sin Beslutning tro og tog i Hamburg Afsked med Prinsessen. Man maa beklage, at hun ingen Memoirer efterlod sig, thi de maatte sikkert have været højst interessante!
I disse Erindringer er der ingen epokegjørende, historiske Begivenheder skildrede, men Forfatteren vover at haabe, at han har givet den ærede Læser et ikke uinteressant Billede af de Afvexlinger, et Menneskeliv kan frembyde. At en Fyrstedatter, som synes bestemt til at bestige en Trone, ender med at lukke sine Øjne i Landsforvisning og som barmbhjærtig Søster, synes at være et slaaende Exempel derpaa.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. november 1885).
Oberstløjtnant Fritz Paulsen blev gift med den datter, Thorvaldsen fik med Anna Maria Uhden. Venskabet med Thorvaldsen holdt livet igennem, på trods af deres store skænderier hver gang, hun ville låne penge af ham. Forbindelsen kendes bl.a. fra deres brevveksling. I et brev til Charlotte Frederikke den 24. november 1832 skrev Thorvaldsen:
Min naadigste Prindsesse!
Efterat jeg lykkelig er ankommen til Rom, hvor min Tilstædeværelse af flere Grunde var mig af Vigtighed, bør jeg ikke længer opsætte den kjære Pligt at takke Dem ret hjerteligt for de behagelige Dage, som jeg nød under mit Ophold hos Dem; meget føler jeg mig ogsaa Dem forbunden for den moderlige Opmærksomhed, som De skjænkede min Datter, og jeg maa ligeledes i den Henseende bevidne Dem min levende Taknemmelighed. Paafaldende har det været mig, at jeg siden min Afreise aldeles intet skriftligt har hørt, hverken fra Pauelson eller min Datter, saa at jeg i dette Øjeblik befinder mig i fuldkommen Uvidenhed om hvorledes Sagerne forholde sig: imidlertid er jeg fuldkommen beroliget ved Tanken om at min Datter er under en saa høi og ædel Beskyttelse: ligeledes veed jeg, at jeg tør vente saa megen Deeltagelse fra Deres Side at De godhedsfuld ved et Par Ord fremstiller mig Tingenes sande Sammenhæng, i Tilfælde at Giftermaalets Fuldbyrdelse skulde tage en altfor langsom eller skjev Vending: Deres Blik er skarpt, og De veed at skille det Falske fra det Sande.
Fra Rom har jeg intet Nyt at melde Deres Kongelige Høihed, uden at dette Aar sandsynligviis vil bringe usædvanlig mange Fremmede hertil, og at her allerede nu spores en mærkelig Livlighed.
Jeg glæder mig til ret snart at see Dem i vor Midte for personligen at bevidne Dem min dybe Høiagtelse, og ønsker Dem imidlertid at leve lykkelig, og bevare mig i Deres venskabelige Erindring. Maatte jeg tillige bede Deres Høihed at hilse paa det venligste Hr. Doctoren og Frøken Harboe fra
Rom d: 24d Nov: 1832. Deres allerærbødigste
Hun svarede den 30. november 1832:
Lieber Etatsrath
In diesem Augenblick erhalte ich Ihren Brief und ich beeilige mich sogleich Ihnen zu antworten – Elise hat zweimahl an ihrer Mutter geschrieben und diese gebeten Ihnen ihre Briefe vorzulegen gestern sagt sie habe sie an Ihnen selbst geschrieben. – Elise leidet wirklich sehr durch der Langwierigkeit der Vollendung der Heirath indes nun erwartet man von einem Tage zum andern die Nachricht. –
Den Tag selbst als Sie abreisten eine halbe Stunde nach Ihrer Abreise ward die Dispenz nach Wenedig gesant um von dort nach Laibach zu gehen der Bischoff von Laibach wollte aber die Dispenz vom Papst nicht als alleingültig annehmen und hat geweigert sie zu copulieren er wolle nehmlich erst die Erlaubniß vom Gouvernium dazu den Tag darauf reiste Paulsen mit allen Papieren nach Wenedig zum Gouvernium welches versprach sogleich die vernöthiegen Befehle nach Laibach zu besorgen vorgestern kam ein Brief aus Wenedig der da sagte daß in wenig Tagen alles in Ordnung sein sollte. –
Paulsen richtet jetzt sich ein Quartier in der Statt ein um seine Frau dort etablieren zu können. – Nun lieber Torwaldsen muß ich Ihnen um eins bitten senden Sie Elise Geld denn sie hat nichts und zur Heirath muß sie doch mehre Sachen haben denn sie kann doch nicht ganz von Paulsen unterhalten sein dies würde Ihnen selbst gewiß auch nicht gefallen ihr mangeln Betttücher Leinenzeug Betten Silberzeug &. Wenn Sie nun ihr hierzu eine Summe von 1000 Skudi senden wollten so ist daß doch ein Rum für Sie daß Sie Ihre Tochter Etabliert standesmässig haben; und Lise verdient bei Gott daß Sie dies für ihr thun sie führt sich so gut auf wie möglich aber ist innerlich betrübt über ihrer Lage und deshalb kränkelt sie und fällt wirklich bedeutend ab ich habe Liese recht lieb und deswegen sage ich Ihnen auch ganz aufrichtig daß ich Ihnen herzlich bitte ihr Geld zu senden oder eine Order an Kjaveri ihr das Geld auszuzahlen oder durch mich es ihr zu senden um daß sie selbst es in Händen bekömmt.
Den 8 Januar reise ich von hier nach Rom also den 12 hoffe ich einzutreffen Ich habe hier einen trauriegen Todesfall vom Mahler Benz gehabt Blunk hat sich als ein wahrer Freund von ihm bewiesen Dieser Todt ist mir auch sehr nahe gegangen.
Nun Adieu lassen Sie mich bald was hören.
Ihre ergebene
Charlotte Fredrique
Hartmann und Lotte grüssen
17. juni 1834 beklagede hun sig over oberst Paulsen:
Kjære Torvaltzen
Jeg tager Penden rigtig ei i een behagelig anledning men da jeg kanske staaer paa punkten at miste Deres Agtelse so maa jeg sige dem tingenes gang
Herr Oberst von Paulsen har begaaet saa grove nedrigheder imod mine Folk at disse har givet een skriftlig klage imod Ham[,] in som jeg har Veret nødsaget at sende til kongen og til lige at bevise hans skamlige opførsel som jeg mundlig har selv sagt til Ob[e]rsten at han bedrog mine folk og kongen. – Han har sieden den tid endnu gaaret saadanne ting at jeg skammer mig at skrive dem op men mundlig skal jeg sige dem Det.
Liese er meget vred paa mig og os alle og er so bøs paa Hartmann at Hun har lad hente een Italienske læge fordie hun havde let forstoppelse og war saa falsk imod Hartmann som trolig har alle tieder været hende til Hænde[,] at Hun ikke har lad Ham kalle eller sagt et ord
Jeg opdagede denne Lumskerie da jeg mødte denne Doktor Rothe paa trappen spurte jeg ham[,] hvem var syg[,] da sagte Han Frue Paulsen
Her er et Hus at man kunde blive gal og alt kommer fra Paulsen og Hans frue da er min tak for alt hvad jeg har gaart for de godt folk
idag 14 dage reiser jeg her fra og tænker at vare den 15 Julli i Rom jeg tager over Mailand Parma Piachenza. – til Néapel og Piano die Sorrente hvor jeg bruger Søbade
Seer Die Mo[l]kte hels Ham jeg haaber Han har faaet mit Brev med helsner fra Sére og Hans kone so[m] har paalagt mig endnu ogsaa at hilse dem hjertelig Wir glæder os alle at see dem igjen
Deres Hengivene
Veninde
Charlotte Frederique
Under et besøg i Rom 1833 besøgte H. C. Andersen prinsesse Charlotte Frederikke for at læse højt af "Agnete og Havmanden". Thorvaldsen bad ham få det læst op igen under rolige forhold. I sine dagbøger skrev H. C. Andersen:
Om Aftenen var vi hos Prindssessen, der ikke synes særlig æstetisk, hun begyndte med om jeg strax vilde tage fat at læse, da hun skulde bort Klokken 7, det varede da til 8½; Thorvaldsen syntes henrykt, roste Harmonien, de smukke Vers og den store Idee, bad mig læse det for sig i Ro, det samme bad alle Kunstnerne mig om, og drak min Skaal.
Han optalte hende endvidere i et dagbogsnotat fra juleaften 1833 i Rom:
Inde i Byen kunde intet Locale overlades os, da det var saa hellig en Fest og vi vilde synge; vi fik derfor udenfor i det store Huus i Villa borgheses Hauge, tæt ved Amphietheatret ved Pinieskoven; en Deel af os gik alt om Morgenen derud for at arangere til Festen, Jensen og Christensen med mig bandt Krandse, min var den smagfuldeste og den blev bestemt til Prindsessen. Jeg lagde en Blomsterguirlande om hele Bordet, vi spiiste derud[e], Klokken tre gik jeg hjem for at friseres og pyndtes. – Klokken 6 vare vi alle samlede, Prindsessen turde ikke som Catholik møde. –
Thorvaldsen var også til stede ved en højtidelighed i anledning af Frederik 6.'s fødselsdag den 28. januar 1834, samt til en soiree som prinsessen havde arrangeret, begge omtalt i et brev fra Ludvig Zeuthen:
Ganske anderledes fandt jeg ham den 28de Januar hos Prindsessen (Frederik den Syvendes Moder) ved Højtideligheden i Anledning af Frederik den Sjettes Fødselsdag. Da var han ikke smykket med Viinløv, men med Ordener. Dog pleiede han af det store Forraad af Stjerner (et heelt Firmament, sagde man), som han gjemte i sin Skuffe, kun at fremtage det Lands Ordener, hvis Borgere indbøde ham. Saaledes var det ogsaa ved denne Leilighed kun danske Stjerner, der prydede hans Bryst. Men istedetfor den elskværdige Naturlighed, som man ellers kunde finde hos ham, saa stod han her i denne finere og pyntede Kreds nok saa stivt og fornemt. Han var aabenbart ikke sig selv i denne Stads og i dette pyntede Selskab. Han talede kun det Nødvendige og om Veiret. Saaledes yttrede han Frygt for et “Bagsmæk” (ɔ: Eftersmæk) efter det gode Veir, som det havde været. — Jeg saae ham en anden Gang hos Prindsessen ved en brillant Soirée. Da var han igjen ganske anderledes, idet han under Dandsen gik omkring for at hverve Deeltagere i et Spil Lotterie. Dette Spil vilde han efter en anstrengt Arbeidsdag ikke gjerne undvære nogen Aften. Jeg spillede det oftere i Selskab med ham. Han syntes at tage Deel deri med sin hele Sjæl og kunde som et Barn glæde sig over enhver lille Gevinst. —
Da Frederik 6. døde i december 1839 håbede hun at gense sin søn, men blev få måneder senere ramt af feber og døde 13. juli 1840. Hun blev begravet på Camposanto Teutonico (den tyske kirkegård) i Vatikanet. I et brev til Thorvaldsen 23. december 1841 skrev Christian 8 vedr. udførelsen af Charlotte Frederikkes gravmonument:
Ved Udførelsen af det paatænkte Grav Monument over Prindsesse Charlotte Frederike, angaaende hvilket Oberste Paulsen har Ordre, ville De yde den Bistand som Deres Hengivenhed for den Afdøde vil tilsige Dem og som jeg vil erkiende.
Thorvaldsen svarede den 15. februar 1842, at "Hr Oberst Paulsen har vist mig Tegningen til den afdøde Prindsesses Gravminde og saa jeg haver meddelt ham min Mening derover".
I forbindelse med en mordefterforskning i 2019 blev sarkofagen åbnet, og man opdagede at den var tom. Gravmælet er en marmorsarkofag og en engleskulptur. Det skyldes formodentlig at det tog mange år at få gravmælet færdigt. Efter Thorvaldsens død i 1844 opdagede prinsessens plejedatter Charlotte Wigand (født Harboe) over at det endnu ikke var færdigt. Det blev herefter Jerichaus opgave at fuldende det, hvilket først skete i 1848. Men på daværende tidspunkt er det formentlig blevet opsat oven på hendes grav uden at flytte liget over i sarkofagen.
Horsens i gamle dage.
(Foredrag af Adjunkt L. Schmidt i Foren. til Underv. for Arbejdere d. 1. Marts)
- - - 1810 fik Horsens alter et Hof. Det var Prins Christians fraskilte Hustru Charlotte Frederikke, der havde indladt sig i et Kærlighedsforhold med Komponisten Dupuy, der var hendes Musiklærer. Hun blev skilt fra Mand og Barn (Frederik Vil) og fik anvist Palæet til sit Ophold. Det var ikke for hende som for Russerne en Befrielse, men en Straf. Her levede hun til omtrent 1830 med sit lille Hof, og især i selskabelig Omgang med Garnisonens Officerer. Der er endnu Folk, der erindrer hende fra den Tid. Hun saas ofte paa Gaden, gaaende og venligt hilsende. Hendes Skikkelse var lille og svær, Ansigtet smukt. Efter et Billede, der endnu opbevares af hende her i Byen, havde Sønnen, den senere Konge, en Del Lighed med hende. Efter at hun ofte havde tigget sin Mand og Kong Frederik VI om at maatte reise, fik hun endelig Lov og døde nogle Aar efter som Katolik i Rom, hvor hun er begravet.
---
(Horsens Folkeblad 5. marts 1896).
Frederik VII's Moder.
I Aaret 1809 behagede det Kong Frederik den Sjette at indespærre Prins Christians fraseparerede Hustru i det lille Horsenspalæ, der den Gang var ligesom et Slags kongeligt Filial for mindre hoffähige Personager. I tyve Aar sad den ulykkelige Kvinde her og forsumpede, langsomt, langt borte fra Familien i København og Schwerin. Naar Sønnen, den senere Kong Frederik den Syvende, kom til Jylland, rejste han gennem Horsens uden at besøge sin Moder, der led ubeskrivelige Kvaler ved at være skilt fra sit eget Barn. Hoffet i København var uden Naade og Barmhjertighed! Hendes kongelige Højhed, der kun var fire og tyve Aar, skulde bøde for et Fejltrin mod hele sit Livs Forlis. Og der gik tyve uendelige Aar, uden at Frederik den Sjettes Hjerte mildnedes og forsonedes. Majestæten var enevældig, og naar han var vred, varede Vreden Livet ud. Den arme Dr. Dampe indespærredes, som bekendt, i en og tyve Aar, fordi han, saare letsindigt, bad selve Kongen om en fri Forfatning. Deri er talt og skrevet saa meget om den sjette Frederiks gode Faderhjerte, der burde ogsaa skrives en Smule om hans mindre gode Faderhjerne. Hans skematiske Retliniethed udartede undertiden til et Stivsind, der ikke var langt fra Grusomhed, han var Christian den Syvendes Søn og havde utvivlsomt meget at kæmpe mod i sin egen Natur. Denne Kamp, der kostede meget, gjorde ham haard overfor svage og sammensatte Naturer, der ikke forstod at kæmpe saa rigoristisk som han selv. Den Tidsalder han levede i, begreb vel heller ikke Degeneration, som vi gør; hvor den menneskelige Forstaaelse glippede, greb man til voldsomme og umenneskelige Forholdsregler. Man spærrede Prinsessen inde i Horsens, og saa var hun, paa en Maade, ude af Verden! Hun bar tydeligt Mærke af at tilhøre en degenereret Familie, man burde have taget med Lempe paa hende. Hendes erotomane Tilbøjeligheder var en Arv efter Faderen, der levede frit og blodrigt, som nordtyske Landjunkere levede i de Tider. Hun kom her til Danmark, hvor Hoffet endnu reagerede mod det forrige Regimes skæbnesvangre Udskejelser. Den smaaborgerligste Dydagtighed og Snerpethed slog hende surt i Møde fra den første Dag hun viste sig paa Amalienborg. Hun var et lille yndigt og forvildet Væsen, der var ganske uimodtageligt for Dressur. Hendes unormale Hjerne arbejdede i Glimt og Gnister, som selv ikke den mest velmenende Hofmarskal kunde fatte Meningen med. Hendes Tilfælde maa vel nærmest bestemmes som en Art arvelig Neurasteni, der til Tider gjorde hende temmelig utilregnelig. En Tid lang gik det saa taaleligt. Hun dansede og nynnede, og lo, og kastede med Snebolde i Salene, og fo'r omkring i en evig Uro. Grevinde Schimmelmann, der var en Dame med Principper, erklærede, at Højheden var gal. Og det var hun maaske ogsaa, til Tider, men saa skulde man jo netop have passet en Smule paa hende med Nænsomhed og Kærlighed. Det er en Gaade, at man tillod hende at knytte netop den berygtede Dupuy til sin Person som Syngelærer! Alle vidste, hvem kan var, og hvad man kunde vente. Da det gik galt, var en stor Del af Skylden hendes Omgivelsers, der ikke i Tide fik forhindret den farlige Herres Engagement. Men man vilde af med hende, og man lod hende løbe Linen ud. Hun dømtes til levende Begravelse i Horsens, og da hun var vel ude af Byen, knyttede Majestæten sit bekendte erotiske Baand til Nyboderspigen Bente Rafsted, der fødte ham mange Børn og undertiden var ham utro. Ogsaa den Gang var der mange Slags Moraler til. Frederik den Sjette elskede den strammeste Etik, men gjorde i Stilhed en Undtagelse for sin egen høje Person, der stod oppe over Regelen.
I Horsens blev Prinsessen en Fabel for hele Landet. Hun vilde holde af og holdes af, hendes ureglementerede og kærlige Hjerte gik fortabt i en vildsom Holden af de mest tvetydige Mennesker. Hun var saa aabenlys og frejdig med Forhold, som alle andre kastede Masser af Slør over. Hun holdt af Premierløjtnant Schoppe, og hun nærede Sympati for sin Kammertjener Morthensen, der senere hen fulgte hende til Rom. Hun var familiær med Købmænd og Forpagtere, Bønder og Løjtnanter, hun besvor sin Uskyld overfor Mennesker, der havde de stærkeste Grunde til at tvivle paa hendes Sanddruhed. For hende var Fantasi og Virkelighed komplet et og det samme. Hun var i en evig og pinlig Pengeforlegenhed, og sent ud paa Aftenen stak hun ofte over til den gamle Købmand Gylling for at laane et Par hundrede Rigsdaler. Gylling var ikke saa glad over hendes hyppige Besøg. Naar hun bankede paa, spurgte han forsigtig: "Hvem er det?"
"Det er mig, Prinsesse Charlotte Friederichel"
Hvorpaa Købmanden, lakonisk, svarede:
"Gaa hun heller hjem og læg' sig, Prinsesse!"
Saaledes var Tonen overfor Moderen til Danmarks senere Konge. Det er vemodigt at tænke paa. Et royalistisk Hjerte maa krympe sig derved. Den gode Gylling kunde godt, lidt oftere, have laant Kongemoderen de Par Hundrede Rigsdaler, som det drejede sig om. Men ogsaa Provinsens Borgerskab lod hende gaa i Hundene. Sandelig, hun var en bedre Skæbne værd, det lille kærlige, vanrøgtede Menneske, som hun var. Med alle sine mange Fejl, og alle sine Forvildelser, stod hun himmelhøjt over alle de dømmesyge og udadlelige i København, der gik omkring med den etiske Fordring og havde Maitresser paa Toldbodvejen og i Valby langgade
Endnu staar Palæet i Horsens, paa Torvet ligeoverfor Vor Frelsers Kirke. Det var her, man en Gang, for længe siden, pinte et Menneskehjerte til Døde. Det var ogsaa her, at hun en Juleaften sagde til sin Hofmarskal, under strømmende Taarer:
"Jeg er det eneste uskyldige Menneske i hele Danmark, derfor tør man ikke lade mig gaa løs! Er det ikke skændigt?"
Hvorpaa Hofmarskallen svarede, deltagende og uforstaaende :
"Vil Deres kongelige Højhed ikke have et feberstillende Pulver?"
Svend Leopold.
(Nationaltidende 24. oktober 1917, 2. udgave).
