Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

Det Nordiske Studenter-Møde 1845: Del 4. Dyrehaven Onsdagen 25de juni 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 26de Juni 1845.

- Igaar Morges foretog det skandinaviske Selskab den Skovtour, det havde arrangeret i Anledning af de norske og svenske Studenters Besøg. En lang Række af Bøndervogne, hvis Eiere med Velvillie havde imødekommet den til dem udstedte Opfordring om at befordre de fremmede Gjæster til Skoven, var mødt til den berammede Tid og holdt i en lang Række gjennem hele Nørregade, langs med Nørrevold indtil Vesterport. Kl. 9½ satte det lange Tog sig i Bevægelse gjennem Staden ud af Østerport, og begav sig først til Frederiksdal, hvor man spiste Frokost paa Slottet, som velvilligen var indrømmet de Besøgende i Anledning af det ugunstige Veir, der dog ophørte omtrent Kl. 3, fra hvilken Tid det forandrede sig til at blive ret smukt. Efterat man var kommen til Dyrehaven kl. 4 begyndte det under et meget stort Telt mellem Bøgetræer ved Eremitagen smukt arrangerede Festmaaltid, i hvilket foruden de fremmede Gjæster og deres Indbydere, Medlemmerne af det skandinaviske Selskab, tillige endeel af de Bønder deeltoge, der havde befordret Selskabet til Skoven. Tallet var henved 1,400, og udenfor Teltet havde samlet sig en overordenlig stor Menneskemasse, for at lytte til de fra en smuk Talerstol inde i Teltet holdte Taler af Prof. Clausen, Raadm. H. P. Hansen, Grundtvig, Prof. Afzelius, Laurids Skau, Student Sundt, Dr. Sturzenbecker o. fl., blandt hvilke fornemmelig Afzelius's og Skau's Foredrag hilsedes med lange og vedholdende Akklamationer. Efterat Maaltidet var endt, droge Deeltagerne omkring til de smukkeste Partier i Skoven, især til Vandcuur-Anstalten og Strandmøllen, til hvilke Steder de vare inviterede. Grundtvig havde til Festen skrevet følgende Sang:

Mel. Vort Norden er ikke en iisdækket Ørk,

eller

Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord.

I Kæmpernes Høie er Kæmpernes Skov,
For der ristes Runer til Agre,
Men kæmpernes Aand er hos Kæmpernes Wt,
Og Ættens skal Odelen være.
Med Bjerge og Sletter og Bølgerne blaa.
Hvor Fædrene hvile og Vuggerne gaar!

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Kraft,
For den synke Jetter og Trolde,
Mens Asgaard sig hæver i Kæmpernes Hjem,
Og tækkes med blinkende Skjolde,
Og Gautur det sander med Nor og med Dan,
At Gladhjelm er Navnet paa Kæmpernes Land!

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Ord,
Paa Folkets og Skjaldenes Tunge,
Saa fast som en Klippe, saa fri som en Fugl,
Til Gammen for Gamle og Unge;
Som Aanden og Hjertets den eenbaarne Søn,
Det melder i Lys hvad der skabtes i Løn!

Paa Bjerge, paa Sletter, paa Bølgerne blaa,
Da mødes med lifligt Velkommen
Det ædle, fribaarne, oldnordiske Sind,
Som her mødes Valhals-Ungdommen,
Fra Fjorde og Elve, fra Belt og fra Sund,
Fra Dovre og Sigtun, fra Leire og Lund!

Saa lyd da: Velkommen, i Fædrenes Aand,
De ædleste Kæmpers paa Jorden!
Velkommen, du Nyaar i Kæmpernes Hjem,
Med Fostbroderlaget i Norden!
Af Kjærlighed baaret, du vore ved Daad !
Syng høit i din Glæde og smil i din Graad !

N. F. S. Grundtvig

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24 juni 1845.

(Kjøbenhavnsposten 26. juni 1845)

Laurids Skau var involveret i en af de første store voldsepisoder i konflikten i Slesvig. I Haderslev 1845 kom en gruppe dansknationale anført af bonden Laurits Skau i masseslagsmål med andre af byens indbyggere. Skaus modstandere var ikke kun tysknationale af den slags der ønskede hele Slesvig-Holsten med i Det Tyske Forbund. Bl. a. Petersen, Andersen og Rasmussen var irriterede over Skau og de københavnske nationalliberale der krævede en ren dansk nationalstat til Ejderen fordi det truede Slesvigs dansk-tyske sameksistens. 

- Det nordiske Studentermøde. VI. (Det skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven). Onsdag Morgen saae man en uendelig lang Vognrække holde fra Frue Kirke op ad Nørregade og Nørrevold, næsten lige til Vestervold. Det var Bønderne fra Kjøbenhavns Amt, som efter Opfordring af Dhrr. Kammerraad Drewsen og Procurator Christensen vare mødte omtrent 140 i Tal for at befordre de svenske og norske Gjæster til Dyrehaven, og til hvilke en Deel af Byens Indvaanere velvilligen havde sluttet sig, saa at den hele Rad indeholdt omtrent 180 Vogne. Kl. 10 satte Toget sig i Bevægelse og kjørte gjennem Byen ud ad Østerport og Østerallee ad Frederiksdal. Veiret, der havde været klart tidlig om Morgenen, mørknede, medens Vognene samledes, og neppe vare de begyndte at kjøre, før der faldt Regndraaber, som snart gik over til en øsende Pladskregn, saa at de fleste af Deltagerne, inden de naaede Frederiksdal, vare gjennemblødte. Her forefandt man allerede en Mængde Vogne fra Kjøbenhavn med Deltagere i Festen, som havde søgt Ly under Træer og i Huse, hvilke Gjæstfriheden velvilligt aabnede. Dermed vare imidlertid de svenske og norske Gjæster, samt de Danske, der ledsagede dem, ikke hjulpne; thi intet almindeligt Hus kunde have rummet dem, om end ikke al Plads forud havde været optaget af Andre. Man henvendte sig da til Forvalteren paa det ubeboet staaende Slot, og denne viste sig strax redebon til at aabne dette for de dryppende Ankomne. Medbragt Proviant opdækkedes nu dels paa gamle Borde, dels paa Marmorconsoler og Kaminer, store Trækar med Melk hensattes i Gangen og Gaarden, og Ungdommens Lystighed overvandt, endmere oplivet af et landligt, ved sine disharmoniske Bestræbelser ret komisk, Musikcorps, snart Regnens ubehagelige Virkninger, Tavshed og Kuldegysninger. Skjønt der saaledes Intet tabtes i social Glæde ved Veirets Slethed, forhindrede det dog naturligvis Gjæsterne fra at see og beundre den skjønne Egn. Endelig satte man sig trøstig paa Vognene igjen, i Haab om at Veiret nok vilde blive bedre, inden man naaede Dyrhaven, og man skuffedes heller ikke; thi næppe var man naaet op ad Møllebakken ad Lyngbyveien, inden Solen belyste de efter Regnen friskt duftende Marker og Skove. Ved Sorgenfri gjorde man Holdt og drog omkring i Haven under perlende Sang af den upsalensiske og den lundensiske Sangforening, og da man igjen havde besteget Vognene og rullede gjennem Lyngby mod Fortunen, var Toget saaledes forøget, at det nu talte i det mindste 250 Vogne. Overalt, hvor det kom frem, traf det Deltagelse og glad Bevægelse. Bønderpiger og kjøbenhavnske Damer tittede ud af Vinduer og Stakitter, og de første kappedes med de sidste om at kaste Blomster op i Vognene. Ved Fortunen hilstes Toget af Kammerraad Drewsen med en Deel ældre Landmænd, som der stedte til det, og det kjørte nu ned ad den smukke nye Vei gjennem Fortunens Indelukke til Eremitage, hvor det forefandt den øvrige Deel af det skandinaviske Selskabs Medlemmer fra Byen, der havde tegnet sig til Deltagelse, i Festen. Her ordnede man sig, formedelst den store Mængde Tilskuere ikke uden Møie til en Procession, som drog omkring Slottet og et Stykke ned ad Arien til Bakken, hvor et fra en lille Høi vaiende stort Flag betegnede Pladsen for den egenlige Fest. Imellem Skovens høie Træer, tæt ved Hjørnet af den skovløse Eremitageslette og Veien, og ligefor en herlig Udsigt over de lavere liggende Skovpartier og Sundet, var der af en Masse Seil, som Admiralitetet velvilligen havde laant Selskabet tilligemed det fornødne i Tougværk, udspændt et colossalt Telt, aabent mod Siderne undtagen Vindsiden og smykket med Flag og Grønt. Herunder var der dækket et frugalt Middagsbord til 1000 Personer. Tilligemed Selskabets Medlemmer, Gjæsterne og en Afdeling af Studentersangforeningen, samt flere indbudte Autoriteter og fortjente Mænd, tog ogsaa alle de Bønder, der velvilligen havde befordret Gjæsterne, Plads ved Bordet. Efter at 2den Brigades Musikcorps havde underholdt med nogle passende Musikstykker, indledede Selskabets Formand, Professor Clausen, Festen med svigende Ord:

"Det er en Hilsen fra Studenter til Studenter, som hidtil er bleven vore kjære Gjæfter til Deel - hilsen i Sang og i Tale, udgaaet fra den academiske verdens Midte, fra dem, der have aandeligt Kald og aandelige Studier tilfælles med dem. Dog, denne Hilsen var ikke den eneste. Dengang da Kysten ved Danmarks Hovedstad var bedækket med Tusinder, hvis Blikke fulgte de fremskridende Røgstøtter paa Øresund, der bebudede alt nærmere og nærmere de længe Forventedes Ankomst, - da det svenske og det norske Flag gled ind mod den danske Kyst, og de hilsende Jubelraab fra Skib og Kyst mødtes og slog sammen med Bølgernes Klang, - da vor Hovedstads Befolkning var sammentrængt i de Gader, gjennem hvilke det høitidelige Tog skulde stride frem, og Rækkerne af Ynglinge, dansk og norsk og svensk Arm i Arm, med Møie fandt vei mellem Tusinder og atter Tusinder af Mænd og Qvinder, Unge og Gamle: i Sandhed, det var en Hilsen, et velkommen saa fuldt og saa festligt, som det kun bringes der, hvor det qvælder frem fra et helt Folks inderste Sjæledyb. Det var et af de mægtige Momenter i Livet, hvis Veltalenhed griber selv den, der gjerne væbnede sig imod den, og bringer hver Indsigelse, hver Mistvivl til at forstumme. Mod dette veltalende Sprog er Ordet fattigt og klangløst; og dog trænger det til Ordets Hjælp, for at det kan blive nærmere tydet og tolket, hvad der ligger i Hilsenen, der bragtes. Det er et saadant Ord, der skal lyde her: paa et Samfunds vegne, der aldrig med freidigere Bevidsthed kom sit Navn ihu, end i disse Dage, - paa Borgeres vegne, der slutte sig til den academiske Ungdom, her mellem Skov og Strand, i Omgivelser, der drage os Fædrenes VtiS i Minde. Thi af denne Frihed til at samles i Stad og Land paa folkelig Viis, til at lade Ordet lyde om folkelige Anliggender, som det egner sig fribaarne Borgere, - af denne Frihed, takket være Gud! har den skandinaviske Mand vidst at bevare noget Mere, end det paa mange andre Steder er lykkedes.

Og naar hver den, hvem Ordet er givet i disse Timer, føler sig - Manden saavelsom Ynglingen - gjennemstrømmet af Høitidens Magt, da er det, fordi her gives et Ord, som ikke staaer alene for sig, uden Livets virkelighed og Virkelighedens Betydning. Thi dette Slags Ord, hvor der konstrueres i Tanken og propheteres uden Fodfæste, hvor der tales i stærke Toner uden Alvor og Kraft til at handle, hvor der takkes og lovprises uden skjellig Grund, loves og forjættes uden Opfyldelse, - er kun overvældende for Livet, qvæler og dæmper Væxten af den sunde og kraftige Spire. Men Ordet, der føres i denne Kreds, har en Gjerning, en levende virkelighed at støtte sig til. Det er Gjerning, det er blevet til vitterlig virkelighed i vor Tid, at de nordiske Folk ere vaagnede op af den gjøglende Drøm, at Selvstændigheden skulde bevares, ved at drive den Isolering, der er given disse Folk ved den naturlige Beliggenhed, endnu videre: dertil, at de ogsaa isolere sig fra hinanden indbyrdes; - det er Kjendsgjerning at man allevegne mødes i den Bevidsthed, hvor det er blodig Synd, er skrigende Unatur at ville holde Broderfolkene fjernede fra hverandre, hvor der - paa en Tid, saa rig paa Lære og Paamindelse for Folkene, paa en Tid, da Folkestammer trindt omkring slutte sig nær tilsammen for at værne med forenede Kræfter om det, de have tilfælles - er Opfordring for Danske, Norske og Svenske til ogsaa at slutte sig, nær og inderligt, tilsammen. Og, naar saaledes Samfund have dannet sig ved Øresund og ved Mælarens Bredder til at være Organer og Fremmere for den nationale Enhed, naar vi see ynglinge fra de nordiske Universiteter arbeide sig gjennem alle Hindringer frem til broderligt Møde, naar vi see danske Bønder samle sig for at føre norske og svenske Studenter ud i vore Skove, see Kjøbenhavns Borgere kappes om at indlemme dem i deres huslige Hjem: da er her talende, livskraftig og forfattelsesrig Gjerning. Her handles ikke om Broderskab i Literatur og Studier alene; det er Folkenes Genius, der giver sig Vidnesbyrd i Folkenes Liv.

Og lader jeg nu Blikket hvile paa liter, yngre Brødre fra Upsala, Lund og Christiania! og vender jeg Ordet til Eder: da er det for at prise Slagten lykkelig, i hvis Ungdomslod det falder, at opvoxe og dannes under Indvirkningen af en Aand, i hvilken den sande Kjærlighed til det, der er dansk eller norsk eller svensk, har sin rette og naturlige Rod, for at prise den lykkelig, at den, dannet og udviklet under saadanne Indflydelser, skal indgaae i Livets Virksomhed til at arbeide i denne Aands Tjeneste. Dersom der iblandt Eder er Nogen, som endnu har taget Tvivl eller Mistro med sig ombord: - den vil være begravet i Bølgerne; thi jeg veed det viist, at Enhver af Eder har fornummet, hvor det er velgiørende, udenfor det egenlige Fædrelande Grændser at finde dem, der ikke, som Fremmede, modtage gjæstfrit og mildt, men der komme ham imøde som hans Egne, - ikke blot af samme Udspring, med samme Sprog, men med det samme aandelige Præg, den samme Maade i al Væren, al Tanken og Talen. Og dersom der er Nogen iblandt Eder, som maatte have tiltraadt Reisen kun med Tanken om Nydelser og Behageligheder, den skulde bringe: - jeg veed det vist, at han vil modtage fra disse Dages Samliv et Indtryk, dybt og alvorsfuldt, der vil bevare sin Kraft, ogsaa hvor Livet stemmer sig hindrende og fjendligt imod hans Id og Stræben.

Men ogsaa hver Mand priser jeg lykkelig, der med Sjælens Varme kan og vil slutte sig til Ungdommen der, hvor den er Repræsentant for den oplivende, foryngende Nordens Aand. Kan denne Aand vinde Magt og Gyldighed, da vil vort herlige Norden være stærkt til at afvise Alt, hvad der kan true, være sig fra Øst eller fra Syd, og lys og frydelig vil Fremtiden udvikle sig af Mørket. Og dette vare da Ønsket, jeg her frembærer: for den nationale Enheds Udvikling i den skandinaviske Trehed!"

Da derpaa følgende Sang af Grundtvig var afsungen:

[Teksten er citeret i artiklen ovenover]

holdt Samme et høist livlig og humoristisk Foredrag om de trenordiske Nationaliteter, hvis Ret til at bestaa uforkrænkede i det store nationale Fællesskab han hævdede. Raadmand H. P. Hansen udbragte en Skaal for Sverig, og Mag. Monrad for Norge. Cand. Martin Nissen udtalte sig om det norske Folks Stemning med Danmark og protesterede imod, at de enkeltstaaende Angreb paa dette, som vare fremkomne i et norsk Blad, betragtedes som udgaaede fra det norske Folk.

(Sluttes imorgen.)

(Fædrelandet 30. juni 1845).

- Det nordiske Studentermøde. VIl. (Festen i Dyrehaven sluttet.) Vi see os idag istand til at begynde vor Beretning med Pastor Grundtvigs igaar omtalte Skaal for Nationaliteten.

Den lød saaledes:

"Mine Herrer! og især I nordiske Frænder fra Kristiania, Upsala og Lund! havde jeg end slet ikke Andet at sige, saa maatte jeg dog udbede mig Ordet blot for at lykønske Norden med den Aand, som, trods mange Bomme, Bølger og Bjerge, synlige og usynlige, mægtig og venlig har samlet os her, og for at lykønske mig selv med Oplevelsen af den lange forventede, lange forsinkede Dag, med sit lykkelige Varsel for nordisk Enighed. Oplysning og Forklaring i Stamfædrenes Aand, Men jeg har mere at sige Dem, og da jeg i Dag skal have den Ære at udbringe en Skaal for Nationaliteten, saa ligger det mig nærmest at sige hvad jeg forstaaer ved Nationalitet i Nordens Aand, I forrige Aarhundrede, da jeg blev født, var man saa langt fra at oversatte Nationalitet ved Folke-Lighed, at man endog talte rask om den østerrigske Nationalitet i Ungarn, i Böhmen og Lombardiet, ja fandt det soleklart. at alle oplyste Folk maatte betragte sig som Verdens-Borgere, der fandt deres Fædreneland, hvor de fandt deres Brød, og kunde gjøre hvilketsomhelst Sprog de behagede til deres Modersmaal. Det var en tragi-comisk Tid, da man maatte baade lee og græde over den Troskyldighed, hvormed det forsikkredes, at al naturlig Forskellighed hos Menneskens Børn, enten som Folkefærd eller Enkeltmand, var, ligesom Adel, kun en Lyd, saa man behøvede kun at være født i Paris for at være saa ægte en Franskmand, som han fandtes under Solen, ja, man behøvede kun at indført det franske Sprog ved Hoffet eller den franske Konstitution i et Land, for at gjøre alle Slags Folk, selv Jyder, til ægte Franskmand.

I vort Aarhundrede, der med hvert Aar, ja, med hver Dag, endsige da med Høitidsdage som disse, bedre Hævder sig Navn af det ægte Nationale, det Folkelige, nu baade leer og græder, tænker og kæmper man sig vel efterhaanden ud af denne fortvivlede Tankegang, der truede med at gjøre alle Folkefærd og alle Mennesker dumme, slette og slaviske, som den eneste Maade, hvorpaa de Alle kunde blive lige kloge, lige gode og lige frit! men hvad man kæmper sig ud af, det er man jo endnu meer eller mindre inde i, saa det maa ikke undre os, at vi endnu høre løierlige Ting om Nationaliteten, ja, kan selv midt i Norden høre ymte om den svenske Nationalitet i Finland, den norske i Finmarken og jeg troer selv den danske i Holstein og Lauenburg, mens der paa den anden Side ymtes om en splinterny, udelukkende, nordisk eller skandinavisk Nationalitet, der skulde opsluge de gamle Tre i Norden, naturligvis ligesom Pharaos magre Køer opslugte de fede og blev dog ikke selv fede deraf! thi var vi, folkelig talk. flet ikke andet end Skandinaver, da vilde Navnet kun være en daarlig Mur imod Rusland, som snart vilde bevise os, det hørte til Nordens Enhed, at vi indlemmedes i det nordiske Verdensrige.

Dog, alt Saadant hører nødvendig til Overgangstidens Pinagtighed og bør ei komme Nogen til Skade paa gode Navn og Rygte, og gjør os heller ingen Skade, naar vi kun, efter at have opdaget Fastes-Trangen til et nordisk Fostbroderskab, flittig mødes, som nu, og tale rent ud af Skægget, som vist ogsaa Kongerne af de tre nordiske Riger gjorde, naar de fordum, efter Sagnet, aarlig mødtes i Fredstid paa Hisingen eller Danholmen. Ja m. H. skjønt vore Møder ei behøvede gammel Hævd for at være baade nodvendige og glædelige, saa er de gamle nordiske Kongemøder dog baade er herligt Vidnesbyrd om, at de fribaarne Stammer, hvoraf vi udsprang, tidlig følte, der var noget Fælles, som selv deres tronede Hoveder skulde bøie sig for, og de er tillige er Speil, som viser os, hvordan vi skal mødes værdig, saa det bliver til fælles Bedste og derved til det Heles Gavn. Det skeer nemlig kun, naar Stammerne mødes, som kronede Ligemand, der føle med Glæde, at de i Nordens Aand har meget tilfælles, som de kun i virkeligt og venligt Fællesskab kan besidde eg benytte, men glemme derfor ikke, at de, hver især, har meget Ejendommeligt, som de for ingen Pris vil opgive, og bør ikke heller, da hele Nordens Kraft og Held og Hæder beroer paa, at dets fribaarne Stammer aldrig spændes i Ensformighedens Tvangstrøie, man kalde saa Tvangstrøie-Formen med saa velklingende et Navn, som man vil. Kun naar Stammerne, hver i sit Hjem cg sin Kreds, ligesom hver Enkeltmand i sine, kan røre sig frit i det store Raaderum, som Frihedsloven, naar den viselig gjennemført lader Friheden sætte sig selv sine Grændser, langt mere indhegner end indskrænker, kun da kan de ædle Krafter udvikle sig til Gavn og Glæde for det Hele, kun da kan den fribaarne Mennesse-Natur udfolde sig i hele sin Rigdom og klare sig til den aandelige Skjønhed. der kun udspringer af levende Enhed i fri Mangfoldighed.

Der er jo rigtig nok en lille Hage ved det gamle Sagn om Kongemøderne i Norden, saa det kan synes farligt at røre ved, og endnu farligere at speile sig i det, thi der staaer baade i den danske Rimkrønike og i den svenske Västgothalov, og vist ligesaa i en gammel norsk Bog, skjønt jeg ikke husker hvilken, at ved de Møder holdt de to Konger ved Bidselet og Stigbøilen, mens den Tredie svang sig paa Hesten, og vi maatte slet ikke kjende den indskrænkede, udelukkende Nationalfølelse, som vi dog kjende alt for godt, naar vi tænkte, at Middelalderens Danske, Norske og Svenske kunde enes om, hvilken nordisk Konge det var, der havde saa kongelige Staldmestre. Men til Lykke, ja, til Nordens Lykke, kan vi prægtig enes om, at var det Nogen af dem, da var det sikkert, skiftevis, dem alle Tre, der steg saa majestætisk til Hest, mens den ene Konge ved Bidslet holdt, den Anden ved Istædet, cg saaledes forklaret bliver Sagnet just fortræffeligt at speile sig i, thi kun da vil Fostbroderlaget i Norden være sundt og fast, naar Danske, Norske og Svenske føle sig gjennemtrængte af den fælles Følelse, at alle tre Stammer kun ved hinandens venlige Bistand kan ret bestige den høie Hest i Nordens Aand.

Saaledes haaber jeg bedre ind ved en lang Beskrivelse at have sagt Dem, hvad jeg mener om Nationaliteten, saa jeg har Intet imod, at man kalder Norden treenig, naar det er Trefoldigheden ufortalt, og aandelig talt, vil jeg selv sige, vi har et fælles Fædreneland, fordi Nordens Aand er den gamle Folkefader i alle tre Riger! men borgerlig talt har hver Stamme dog Sit, og hjertelig talt har vi et trefoldigt Moderskjab, hvor Modersmaalet og Alt hvad der i Forkjærlighed inderligst forbinder os med vore nærmeste Paarørende maa skee sin fulde Ret, saa vi ved Fostbroder lag et Intet miste, som er værdt at eie, men vinde, hvad aldrig kan besiddes med udelukkende Egenkjørlighed og hadsk Misundelse, men kun i venligt Fastesskab med adel Kappelyst! Fælles Aanden, som maa besjøle os ligesaa vel, for at hver Stamme kan ret udvikle og benytte sin Ejendommelighed, som for at vore Avindsmand, naar de Iegemlig eller aandelig, udæske Norden, kan allevegne finde sig et kronet Hoved, fast i Sadlen.

Saaledes har jeg da den Ære at udbringe Folkelighedens Skaal i Nordens Aand"

Docent Tham fra Upsala yttrede, at der havde været Strid mellem de skandinaviske Riger, en politisk Strid, ofte paa Liv og Død. Den Strid er forbi. En anden forestaaer, en Kappestrid i intellectuel, i politisk, i al Slags Udvikling, en Kappestrid, i hvilken det gjælder mindre, hvem der hurtigst, end hvem der kommer bedst til Maalet. Til denne Strid har Danmark udfordret Sverig, til denne udfordrer Sverig Danmark og Norge. Dette maa blive vor Fremtid, hvis vi skulle have nogen Fremtid, og det ere alle enige i at haabe, at ville, at virke for.

Dr. Sturzenbecker yttrede:

"Norske og svenske studenter hafva ankommit till Köpenhamn for alt besöka sina Kamrater. De hafva här blifvit mottagna med en gästfrihet, som är en af vara skönaste öfverlemningar från det gamle Nordens dagar. Men de danske studenterna hafva icke länge fått vara allena om sina vänner. Köpenhamns borgerskap har med en missundsamhet, lika ädel, som almän, hastat att förmedelst denna fest i del gröna bevisa de anlända fränderna sin själs innersta håg och sitt varma deltagande i den skandinaviska rörelsen. Och detta, Mine Herrar! är det stora med skandinavismen, at denna ide, ehuru ännu blott få år gammal, redan vuxit till en sådan allmänlighet cch omfattning. Det är icke mer en studentfest, detta möte, det er en folkfest. Redan denna gang har det vårit svärt alt finna lokaler, nog stora för att rymma de deltagande; om tio år skall det icke längre bli möjligt att förnya dessa fostbrodrakärlekens folkvandringar, vi skulle icke finna nog vidsträckta fält, för alt uppdruka gästvänskapens bord. Men hvarhelst numera en dansk, en norsk och en svensk man mötas, der skola de med hvärannan dela sitt hjerta och sitt bröd. Det är derfor, vi redan nu, vi härvärenda norman ock svenskar,- äro berättigade att i hela det norska og svenska folkets namn hembära Köpenhamns borgare var renaste och heligaste tacksamhet for denna dag, och jag går säkert allas edra känsler till mötes, da jag därvid särskildt förbinder et uttryck af vår vörtnad och vara sympathier for Köpenhamns Borgarrepræsentation, denna utvalda legion, hvilken i de sista tiderna uti sitt fäderneslands politiska angelägenheter ådagelagt så många storsinnta prof af frihetskärlek, ihärdighet och politiskt mod. En jublande skål for Köpenhamns Borgare och Borgarrepresentanter!'

Derpaa henvendte Provst Afzelius fra Enköping sig til de tilstedeværende Bønder:

"Mina Herrar! - Nej, således ma jag icke tilltala Eder. Jag erinrar mig från min hembyggd: väl är Bonden från urminnes Drott, eller Herre i sitt hus - såframt hustruen icke är det (Bravo. Br.). - Nå jag märker nu, att således lär aften här i landet våra - och det är skönt, det är godt att få år, ty det är kärleken som gifver med sig, och ofta nyttigt för bonden att han lyder sin Statsråd qvinnan; det är ju hon, som glater hans lif, och törkar svetten af hans panna. (Br., Br.). - Således vill jag tilltala Eder, såsom Svenska man ännu kalla sig: "Danneman"! - mina Bröder! - Jag är icke främling i Bondehydda. Vi Svenskar, som stå har framför Eder, äro till stor del af Nordisk Bondestam: - (Hør! hør!) - Jag såg, under färden till denna fest, törfhögar, som skola varma någon bondehydda. Äfven jag uppväxte på sådan ort, der vid törfvens glöd å hyddens hård jag hörde Sagan i vinterqvällen, om förfädrens mandomsrön, och huru Skandinavien fördom visat sin trohet mot Drott och Fädernesland. Det kan väl hända, att den höga veklingen ur vällustens gyllene falar fornämt rycker på axlarna vid ordet "Törferök'. (Hør! hør!)

"Men mången Skandias sön, när han sin kofa ställer
Tillbakas till sitt hem från Marmorfalars flård
Utaf förtjusning tårar fäller,
Vid oset utaf törf ifrån sin barndoms härd."

Men, mina Bröder! i dessa Sagor blandades ett förgift för inbördes kärleken i våra hjertan. Jag lärte att det var Svenskhet, att hata och förakta Danskarna, och nästan tänkte jag mig en Dansk såsom et ohyra med svans och klör. Men som yngling mötte mig förstå gången i Stockholm en Dansk, ung bildad man, jag kände mig svårt dragen till honom, och sade förundrad vid mig sjölf Min Gud! det ar ju en menniska! - (Bravo! Bravo!) Huru hafva da Bröder så länge kunnit misförstå hvärandra, hata, och färga dessa af Gud velsignade fällt med hvärandras blod? (Hør! hør!) - Ja. Fürstarne, forntidens Konungar låto utså och unterhollo detta Brödrahat (vedholdende Bifaldsraab). Hafva då således Konungarne syndat? - (Ja, Ja, Ja!) - Bröder! må vi dock glömma den, som det gjort, och forlåta dem! - men ingalunda uppresa at dem minnesvårdar (Br., Br.) - - 

För gladjen att vara sluten i denne krets, en gäst vid denna betydelsefulla fest, tackar jag dessa unga Skandinaver från Upsala. De sände mig ett bref, med inbjudning alt deltaga som deras följeslagare på denna ungdomens vikingatfrd. Stollt ofver detta förtroende skall jag gömma detta lilla bref och sägar i mitt sinne: "Det är mitt adelsdiplom" - (Br., Br.)  - - 

Så gungade snart tre snäckor med Svenska och Norska unga män, lagerkrönta och lärare från Nordens trenne Universiteter, i sanning en skön, en dyrbar last, mot Selands härrliga strand. Och huru emottogos vi af Köpenhamns invånare! med sang och handslag, såsom älskade, länge efterlängtada Bröder: huru blomsterströddes vår väg! - Snart blef oss alla så underligt om hjertat, slutne med kärlek i familjekretsarne. Det var ju vårt modersmål vi hörde talas. Välvilja tog mot oss ur allas ögon: ack! sådana våra ju min broders, sådana min systers blickar! Huru är det? får jag nu två Fädernesland? - (Hør ! hør!) - Nej! den, som har två Fädernesland, han har icke något. - (Br. . Br !) - Si: den som har tre Gudar, han har ingen; men såsom en tillfällighet stadtfästat trenne gründer för Allfaders namn; må vi hädanefter kalla vårt Fädernesland, Danmark, Norge och Sverige!! - I Selandska Danneman, och medlemmar af det Skandinaviska forbund! Vi må lämpa på vår färening skriftens ord: "Guds rike, (och hans års alla riken) er likt ett senapskorn, det minst är af frön, men växer upp till ett stort tråd, der himelens föglar hafva sina nästen under'. - Så var i begynnelsen den Skandinaviskaforeningen ett ringa frö, en tanke född i en dansk mans hjerta; Nu är det redan stort vordet: ett träd som står kring Nordens trenna Folk sina grenar. Välsigne det Himelen! sködda det Gud! - Må det blifva ett skuggrikt nästo for Nordens Nacktergalar! - men aldrig for Örnarna! - (Vedholdende Bifald) Och nu, I Selandska män! må det våra frid och kärlek mellan oss! och se vi en Broder, som sörger och lider, må vi skynda att - bortkyssa hans tårar ! Och I Bønder. Når I hädanefter om Sabbathsmorgonen gån med Pfalmboken under armen faderen med sin son, moderen med sin dotter, upp till Herrans tempel att bedja: bedjen och för Edra bröder på andra stranden! - Bedjen for det Skandinaviska forbundet; ty ingen välsignelse, ingen varagtighet, utan från Gud, kärlekens källa. 

Sist ett ord till Eder, I unge Bröder, Skandinaviska föreningens hopp? Nog hafva vi spisat: fvarligen hafva vi ock truckit tillfammans. Så gjorte och våra Förfader, till dess de låga under bänkarna, - och - blefvo till rof fär sine fiender. Må någonting blifva handling vid detta stora sällsama möte: Jag föreslår: Låtom oss på hver sin strand befördra stridandet af Brödrafolkens Litteratur, alt våra fællen må få ett större Fädernesland. I, mine unga Följestagare! Viljen I löfva, alt när I blifven lärare i vår hembygd, I viljen uppmuntra Svenskarne till låsning af danska goda arbeten på deras Original-språk och forhindra all öftersättning, såsom hinderlig for vårt andamål och beröfvande smilet sin lön? - (Ja, Ja!) - Än ett önskada jag från dessa oforgåtliga dågar: ett yttre tecken, som ehvar vi möttes i lifvet låt oss igenkänna en följeslagare på den Skandinaviska farten ! (Ja. vel!)

Och nu till slut: på den Skandinaviska ungdomens vägnar: hafven tack! trofast, innerlig tack, I Bønder och Danneman från Seland och Slesvig for -Eder välvilja och kärlek! Välsignelse efter Eder! Hell Danmark! Hell Skandinavien, det gemensama Fäderneslandet ! !

Capitain Tscherning havde derpaa Ordet:

"Da det blev mit Hverv paa det skandinaviske Selskabs Vegne at udbringe en Skaal for Skandinavien, haabede man ikke paa at høre denne Skaal indviet med kløgtige Ord, man forlangte kun, at min stærke Røst skulde forsøge paa at gjort det vitterligt for Alle, hvorledes Skaalen skal forstaaes, og at skaffe Samklang tilveie! man regnede sikkert paa, at dens fulde Betydning allerede laa dybt rodfæstet i hver Mands Bryst. Det skandinaviske Selskab paakalder ikke Skaalen for en vis Form; at udfinde denne overlader det foreløbig til deres Snille, til hvem de 3 nordiske Rigers Styrelse er voldgivet; men det opfordrer Dem, mine Herrer, til at medbringe en Tro, en saadan Tro, hvorpaa der kan bygges, og et saadant Haab, at man ikke tør svigte det. Troen er den umiddelbare, det er Følelsernes Overbevisning; Haabet er alle vore bedste Forjættelsers Grundvold. Med Tro, siger det gamle Ordsprog, kan man flytte Bjerge; jeg siger, med Tro kan man udrette langt meer, thi Troen fremkalder bramfri Martyrdom, denne høieste af alle menneskelige Idrætter; og Haabet udlokker endnu Livsfunker paa Bredden af Undergangen. Derfor, mine Herrer, Tro paa Haab om Skandinavien! En Skaal for Troens og Haabets Skandinavien".

Efterat Laurids Skau, efter Manges Opfordring, havde bragt de Fremmede en Hilsen fra Danmarks, eller nærmest fra Slesvigs, Bønder, besteg Pastor Grundtvig endnu engang Talerstolen og improviserede et smukt lille Foredrag om de Unges Forhold til de Gamle.

Hermed var Maaltidet sluttet, og man brød nu op fra Teltet, for, efter at have dvælet en Stund ved Eremitagen og nydt den skjønne Udsigt, at synge en af Dr. Hjaltelin overbragt Indbydelse til at tage Vandcuranstalten ved Klampenborg i Øiesyn og der overvære dens første Concert. Her opholdt man sig til ud paa Aftenen og underholdt sig med Musik og Sang. Navnlig blev efterfølgende alt den foregaaende Aften i Ridehuset omdelte Sang af Grundtvig afsungen :

Som Haabet er de Unges Lyst,
De Gamles Skat er Minde,
Et Gladhjem dog er kun det Bryst,
Hvor sklønt de sammenrinde!
Med Ynde saa de sammenrandt
Fra Arildstid i Norden,
Det Kæmpeglæden viste grundt
Ved Gjallarhornets Torden!

Det Gjallarhorn var Mimers Skat.
Med Graahaars-Krands om Tinde.
Som vaaged baade Dag og Nat.
Og droges Alt til Minde;
Men Hornet var dog Heimdals Trøst,
Hvor paa sit høie Stade.
Med Ungdoms-Haabet i sit Bryst,
Han vakte Kæmper glade!

Saa skal i Norden nu paany
De gamle Dages Minde
Med Fremtids-Haabet høit i Sky
Til Glæde sammenrinde.
Vort Nordens Kæmpevækker-Sang
Gjenfødes da paa Tunge,
Og det er Gjallarhornets Klang
For Gamle og for Unge!

Af Mindet født med Graahaarskrands,
Fra Mimersbrønd i Dale,
Paa Haabets høie Hest i Dands
Til Himmelbjergets Svale,
Sig svinger Nordens Bjarkemaal
Med Klang af Hjertets Fylde.
"De Gamles og de Unges Skaal.
Som Kæmpeaanden hylde!"

Paa Dampskibe og Vogne vendte man tilbage til Byen, hvorhen de Fleste først ankom ud paa Natten. Den store Mængde Mennesker af alle Stænder, som uden at høre til Selskabet, havde indfundet sig i Dyrehaven og omlejrede Teltet, nød en saa uindskrænket Adgang til at see og høre Alt, hvad der foregik, som vel kunde gives dem, uden ligefrem at dele Mad og Vin med dem eller tage dem paa Skjødet, og kommer nu hertil, at c. 120 Bønder deltoge i Maaltidet, som Selstabels Gjæster, med Embedsmand, Borgere og Studenter, saa vide di i Sandhed ikke, hvad det skal sige, naar man i et andet Blad har klaget over, at Festen ikke var "folkelig" nok.

Torsdag Aften besøgtes, som tidligere bebudet, det kgl. Theater, der af Directionen velvilligen var de danske Studenter og deres Gjæster overladt uden mindste Udgift, ligesom Skuespillere, Balletpersonale og Kapellets Medlemmer med den største Redebonhed havde tilbudt at medvirke til Gjæsternes Underholdning. Men et ikke mindre smukt Træk, der sikkert vil overraske Mange, er det, at Dhrr. Cloetta & Mini, der have forpagtet Theatrets Buffet, der efter Tilbud beværtede det hele samlede Selskab gratis. Forestillingen bestod af Ouverturen til "Lulu", den her i Bladet alt meddelte Prolog af Oehlenschläger, "Barselstuen" og "Toreadoren". Scenens eminenteste Konstnere og Kunstnerinder hilsetes alle ved deres Indtrædelse med Bifald, og ved Forestillingens Slutning lod et jublende Hurra far den danske Scene.

(Fædrelandet 1. juli 1845. Artiklen fortsatte med besøget i Søndermarken og Frederiksberg fredag 27. juni 1845. Se indslaget herom).

Skaus hilsen medførte i Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn, 2. juli 1845 følgende kommentar:

L. Skau, der "bragte de Fremmede et Hilsen fra (alle?!) Slesvigs Bønder" (hvilket Hilsen han bragte, omtales ikke i Beretningerne).

Grundtvigs historiesyn var at der var fire hovedfolk: jøderne, grækerne, romerne og nordboerne. Og den kraftigste folkeånd var Nordens ånd som tiden nu var til inde til at blive sig bevidst om. 

- Efter Anmodning skulle vi til vor kortfattede Beretning om det skandinaviske Selskabs Skovtour med de svenske og norske Studenter i Onsdags supplerende tilføie, at ikke "endeel", men 121 Bønder af Kjøbenhavns Omegn, som med deres egne Vogne havde afgivet Befordring, deeltoge i Festmaaltidet inde i det store Telt som det skandinaviske Selskabs dertil indbudne Gjester; medens 16 andre Befordringer deels vare kjørte af Bønder og Andre, som selv ere Medlemmer af Selskabet og som saadanne Participanter i Gildet, eller af Karle, der vare sendte fra Gaardeiere eg Gaardeierinder, som ikke selv kunde kjøre, og for hvem Selskabet tildeels sørgede paa anden Maade.

- Som et andet Supplement til vor Beretning om Festlighederne i Fredags skulle vi ligeledes tilføie, at de fremmede Studenter om Eftermiddagen, efterat have bragt Oehlenschlager deres Hilsen, begave sig til Bakkehuset, hvor Pastor N. F. S. Grundtvig boer, for ogsaa at bringe denne det skandinaviske Brodervenskabs gamle fortjente Skjald og Opmuntrer deres hjertelige Takl

(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1845).

Vaadeskudsulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3die August gik et ungt Menneske paa Jagt i Følge med en kongelig Skytte paa Veien, der fører fra Dyrehaven til Lundtofte. Den første mener at see en Skade eller deslige i et Piletræ i Hegnet om Lundtoftegaardens Mark; han skyder paa meget kort Distance, omtrent en Snees Skridt, i det lave Træ, da i det samme et Skrig høres, og den ulykkelige Trufne glider ned af Træet. Han var en kraftfuld og blomstrende Dreng i 12te Aar, Søn af Lundtoftegaardens Eier. En Ladning af svære Hagl havde gjennemtrængt hans venstre Side, Lungen og rimeligviis Hjertet, desuagtet løb han nogle Skridt imod Skytten, slyngede sig om dennes Knæ og raabte: "o, jeg lever ikke, jeg maae døe," og da de de jamrende Forældre kom ilende til Stedet, der er paa deres egen Mark omtrent 1000 Alen fra Gaarden, fandt de deres elskede Søn blødende paa Jorden og - død. Han var faa Øieblikke før med en Legekammerat krøbet op i Træet, men denne forlod strax Træet, og havde just fjernet sig et Par Skridt, da Skuddet skete. Denne Ulykke er saa meget beklageligere som Drengen var Forældrenes eneste Søn. 

(Kjøbenhavnsposten, 10. august 1837. Uddrag).

Kildetiden. (Efterskrift til Politivennen)

Kildetiden aabnedes i Torsdags, og Dyrehaven var de første Søndag uagtet det temmelig ugunstige Veirligt temmelig talrigt besøgt. Skjøndt Antallet af lukkede Fjæleboder iaar er ualmindeligt ringe og Publicum her kun var Valget imellem det tidligere heri Bladet ommeldte forøvrigt seeværdige norske Liniedandserselskabs Forestillinger og en saakaldet Maleriudstilling, mangler Bakken ingenlunde Præstationer af de frie Konster. Foruden Spillet paa det Dennebecq'ske og Mester Jakels Dukketheatre, nogle Sovoyarder med Abekatte, Frederiksteens Fæstning etc. produceres mechaniske og Herkules-Konster under aaben Himmel, og af syngende, jodlende og spillende Viruoser og Virtuosinder findes der en Mængde. Hver af de tre Conditortelte har saaledes sit musikalske Selskab, der paa bedste Maade sørger for Publikums Moro. Det mest søgte er Hr. Monigattis, hvor tre Sangere og een Sangerinde fra preussiske Polen synge og jodle med megen Færdighed, accompagnerende sig paa en Violin og to Guitarer. Hovedet for dette Selskab besidder derhos et ikke ubetydeligt komisk Talent, som især viser sig i hans Udførelse af "der ungarische Haidbauer" o. fl. med Maskering og Action ledsagede Stykker. 

(Kjøbenhavnsposten 21. juni 1836)

Kirsten Piils Kilde. (Efterskrift til Politivennen)

St. Hans-Nat fremkaldte iaar en usædvanlig livlighed i Dyrehaven. Ved Kirsten Piils Kilde (der alt i flere Aar hiin Nat ikke længer har været besøgt af troende Krøblinge og Værkbrudne), sang og dandsede man lystigt, og i Midnatsstunden udbragte de talrige Kildegjæster Fru Kirstens Skaal. Beværtningsteltene vare fuldt besatte, Dandseboden gjenlød af Musik og Dands, Gyngerne vare i Gang og de meest fordringsfrie Kunst-Præstationer nøde de rigelig Opmuntring. - I de sidste Aar have især Omegnens Landboere søgt hen til en ved den saakaldte Smakkegaard paa Marken imellem Jægersborg og Gjentofte liggende Kilde, hvor de nu vente den Lægedom, de tilforn hentede hos Kirsten Piil. Ogsaa dennegang var den hele Aftenen og udpaa Natten besøgt af talrige Skarer, blandt hvilke mangen Syg og Vanfør med Tro og Tillid drak nyt Haab, medens en national Lystighed ogsaa her gav sig Luft, og mangt et Glædesraab hørtes ved den undervirkende Kilde.

(Kjøbenhavnsposten den 27. juni 1834)

Kirsten Piils Kilde ved Dyrehaven. Nok ikke den version som eksisterede dengang. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dyrehaugen. (Efterskrift til Politivennen)

Igaaar (Søndag) var Dyrehaugen overordentlig talrigt besøgt. Om eftermiddagen fremviste Strandveien i flere Timer en næsten uafbrudt Række af Kjøretøier af alle mulige Arter, og Fodstien vrimlede af Vandrende; tvende Dampskibe (Caledonia og Dania) gjorde trende Gange Lystfarter frem og tilbage; og Dyrehaugsbakken var om Eftermiddagen og henad Aftenen saa fulde besat, at man kun med Møie kunde trænge sig igjennem Vrimmelen; saa at det Antal Mennesker af alle Klasser, der paa denne Dag, fra Kjøbenhavn og Omegnen, besøgte Dyrehaugen, sikkert uden Overdrivelse kan anslaaes til over 10,000. Om eftermiddagen kl. 4½ behagede det Hans Majestæt Kongen og D. K. H. Prinds Frederik Carl Christian og Frederik Ferdinand, med høie Gemalinder, tilligemed en talrig Suite af den Kongelige Hof-etat, paa det Kongelige Dampskib Kiel, at foretage en Lystfart til Dyrehaugen, hvorhen Hs. Kongl. Højhed Prinds Christian Frederik med høje Gemalinde ligeledes vare tagne i Høisammes Equipage fra Sorgenfrie. Ved Promenaden til Dyrehaugsbakken behagede det Hans Majestæt, med den Allerhøistsamme egne Nedladendhed og Mildhed, at dvæle nogle Øieblikke hos Dyrehaugens Jubelsanger den gamle Mosaist Levin, hvornæst samtlige høikongelige herskaber toge det Foureauxske Selskabs Liniedandser- og Ridekunster, Glaspusteriet, Menageriet og Panorama-Theatrret i naadigst Øiesyn. Efter et Par Timers Ophold i Dyrehaugen begav Hans Majestæt og samtlige høie kongelige Herskaber Sig ved Bellevue ombord paa det Kongelige Dampskib og retournerede hertil Toldboden iaftes Kl. 9. Et vedvarende skjønt Veirligt, der iaar hører blandt Sommerens sande Sjeldenheder, begunstigede denne Dag.

(Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1830)

Dyrehaugen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dyrehaugstiden, der tager sin Begyndelse paa Løverdag, d. 16de dennes, vil, som man erfarer Brødrene Foureaux atter gjæste Kjøbenhavn for i Dyrehaugen at forevise deres Ridekunster. Ogsaa skal et lidet Menagerie blive at see. Nede ved Kilden vil der blive reist en elegant Pavillon med Refraichissements, og Kjøbenhavnerne ville saaledes i Sommer fra nærmeste Haand kunne erholde Viin i Vandet. Ogsaa for Plebs vil der, efter Forlydende, iaar blive sørrget bedre end hdtil, da der skal indettes tvende Dandseboder, istedetfor den ene, som har været der de forrige Aaringer.

(Kjøbenhavnsposten den 12. juni 1827)

Proprietair Brombærs Bemærkninger paa en Reise til Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

I breve til dr. Ludvigsen.

(Efterfølgende brev fra en hypokondrisk herremand til hans doktor har udgiveren modtaget med fodposten, til indrykkelse i Skilderiet. Uagtet han finder at denne hr. Brombær ligner noget Smollets M. Bramble i The Expedition of Humphry Clinker, og hans hypokondriske bemærkninger over København ikke er forskellige fra de brambleske over London, har dog udgiveren ikke taget i betragtning at lade dem aftrykke her, i betragtning af deres pudserlige indhold, den lighed kan i øvrigt være tilfældig eller ej)

__________________________

Kære doktor!

Jeg er nu efter deres råd ankommet til København for der at søge hvad De kalder adspredelse, og jeg har fundet denne i sådan grad, at jeg i år og dag ikke så let vil føle mig samlet igen. København er ganske ny for mig. Nye gader, nye bygninger, ja endog nye mennesker. Hvor der for tredive år siden da jeg sidst så denne stad, voksede træer og krat, står nu de prægtigste gårde og palæer. Hvor jeg før så hytter, træffer jeg nu pragtbygninger. Det gamle halvgotiske rådhus midt på Gammeltorv er ligesom blæst bort ved et trylleri, og et græsk tempel med ioniske søjler opfylder nu det rum hvor fordum Vajsenhuset, med dets apotek og dets gråklædte drenge og piger, stod. I det gamle fæle Slutteris sted er kommet en bygning "for den - især i vore dage så nødvendige - almene sikkerhed", så lys, så urummelig, så pragtfuld, at man næsten kunne få lyst til at lade sig sætte i Slutteriet, og at man mere må forundres over at der endnu gives folk der skøtter om at sætte deres skyldnere deri, end at der gives skyldnere som frygter for at komme derind. 

De stygge afvisere hvorpå man fordum stødte skinnebenet, er borte, fortorvene breder sig også magelig, og ingen lov overholdes bedre end den at holde sig til venstre og højre af samme, hvorved naturligvis mange stride undgås, og ingen Holberg nødsages til at gå af vejen for to æsler. Hovedstaden har således vundet overordentlig meget i udvortes anseelse og bekvemmelighed. Men det synes også alt. Ligesom blodet i et usundt legeme bestandig stiger til hovedet, så er også befolkningen strømmet fra landet og de mindre købstæder til den i forhold til landet alt for uhyre hovedstad. Alle skulle derhen for at søge og forøge deres lykke. Hvad under altså at købstæderne efterhånden måtte synke i velstand?

At mange udlændinge har nedsat sig der, ikke for at fortære deres i udlandet erhvervede penge, hvoraf de ingen medbragte. Ikke for at udøve nogen kunst som de forstod bedre end de indfødte, men som omdrivende vrag der strandede på vor ø, hjalp siden til at forvirre det forvirrede endnu mere, er en sørgelig sandhed. Derved steg overdådigheden og yppigheden i en utrolig grad. Hovedstaden blev et umætteligt svælg for en uhyre mængde kvæg, fjerkræ og andre fødemidler, og den stald hvor adskillige tusinde heste må fødes, for at tilfredsstille ørkesløshedens og blødagtighedens fordringer. Den fattigste herremand der havde begyndt sin bane som skriver hos en forvalter, måtte lige såvel som den rigeste stamgodsejer, have sin gård i København, hvor han lod sig opvarte af en flok tjenere og opholdt sig vinteren over for med sin frue og sine døtre kunne besøge alle selskaber, koncerter, komedier og pikeniker. Drengene der kører plov, kvægvogterne og kvægdriverne, de mindste daglønnere forføres og fordærves ved at omgås og tale med disse dagdrivere i liberi når de kommer ud på landet om sommeren. De kaster deres møggrebe og tærskeplejle og reiser når det kun er dem muligt, til København i det håb også at kunne komme til at springe bag en vogn eller følge i hælene på en herre eller dame og leve godt, og bære fine klæder uden at behøve at arbejde. Ikke anderledes er det med fruentimmere. I gamle dage var det en skam at lade sig besvangre uden for ægtestanden. Nu er det vejen til lykke. Man kommer til København, bliver amme, får smukke klæder, god føde og magelige dage, omskifter omsider bondedragten med har og nettesdugs kjole, og inden man ved et ord deraf, er man gift med en høker, brændevinsskænker eller punchevært.

Der er mange årsager der kan bidrage til den overdrevne befolkningstilvækst. Men de kan dog alle henføres til de store kilder: Overdådighed og sædernes fordærvelse. For omtrent 35 år siden holdt kun meget få, selv af Københavns rigeste indbyggere, ekvipage eller tjener i liberi. Deres bord var besat med simpel husmandskost, og folk der ejede tønde guld, og hvis navn man tog hatten af for på alle børser i Europa, lod sig nøje med vælling og stokfisk om søgnedage og suppe og kød om helligdage. Gik til fods til Charlottenlund og troede ret at traktere deres familie når de engang om året kørte med den til Dyrehaven. Nu om stunder er ingen brændevinskarl blevet sin egen, ingen kræmmer kommet til at åbne en butik, ingen bager til at drive et bageri, før han anskaffer sig en kurvevogn med lakerede sæder og en brillant chaise, og giver sin karl en grøn eller blå kjole på, besat med hvide eller gule brattes bånd der langt fra ser ud som sølv- eller guldtresser, og oversprøjter og overstøver således den stakkels fodgænger. Endnu for få år siden skulle enhver borgermand der sad i nogenlunde drift, have et lyststed på landet, og der blev til sidst så mange lysthavere til sådanne steder at man måtte nedrive fem seks bønderhuse, for at få opført et lyststed, hvor Københavns folk kunne leve ret lystigt. Hver håndværksmand som har lidt mere end han netop behøver, må have en abonneret loge eller i det mindste et par pladser i en loge om vinteren, være medlem af en klub og et skydeselskab, og komme fire fem gange i skoven om sommeren. Hans kone og børn må være klædt efter moden, og hans møbler af mahognitræ. Hver skriver, hver bodsvend, ja enhver markør må til hest, i gig eller til damps ud til Charlottenlund og spise til aften i Bellevue. Bønder kan ikke leve uden kaffe og te, og drikker i stedet for hjemmebrygget øl punch og vin. Alle offentlige forlystelsessteder er opfyldte med pyntede og stadselige folk der ligner kavallerer og damer, men ved nøjere undersøgelse befindes at være for en stor del svende, tjenere, stuepiger der er klædt som deres herrer og fruer. - Kort sagt, der er ikke mere nogen forskel på stænder, eller nogen subordination. Livets forskellige stillinger er kastet mellem hverandre. Rokkedrejeren, øltapperen, værtshusholderen, høkeren, lommeprokuratoren, borgermanden og hofmanden, alle er på hælene af hverandre. Drevne af yppighedens og kådhedens dæmon ser man dem alle vegne, spadserende, ridende, kørende, støjende, hoppende, syngende, i en uophørlig gæring af sanseløshed og fordærvelse. Alting er tummel og støj, i særdeleshed når man kommer i Vimmelskaftet og på Østergade. Man skulle tro at folk plages af en hjernesygdom der ikke vil unde dem ro. Fodgængerne løber som de forfulgtes af rettens middel; karle med dragter på nakken og bærebør gør fortorvene ufremkommelige; kareterne farer i fuld galop med damer og chapeauer, der skal til koncert, komedie og bal, og doktorerne gennemkrydser gaderne lig en lynild. Alting er forvirring, uorden og galskab. Forleden lod jeg mig overtale til at tage ud til Dyrehaven, Københavns Paradis, hvorfra hverken engel eller djævel , hverken torden eller lynild, hagl eller skylregn kan fordrive dem. Med stovskøtter foran og bag mig, sluttende mig til en uendelig række af kørende, tog jeg derud, forbrændt af solen og næsten kvalt af støv. Vi kørte langs med Strandvejen hvor udsigten skal være fortræffelig, men støvskyerne drog ligesom et slør for mine øjne. Jeg steg af i Charlottenlund: et sted for hvilken naturen har gjort alt for at forskønne det, menneskene derimod alt for at venhelde det. Jeg satte mig hen på en bænk ved Skovhuset for ret at se mig mæt på københavnernes sommerglæder. Jeg trænger til en Hogarths pensel og en Lichtenbergs pen for tilbørligt at skildre disse scener. Men behøver ikke at være forfatter til Prædikerens Bog for at udråbe forfængeligheds forfængelighed - hvad har mennesket til overs fremfor dyret! Se dette læs af dyrehavspilgrimme som ankommer her, hvilke karikaturer, lige fra øgene indtil kusken! Alting er gråt af støv, og sveden drier lige stærkt ned ad hestenes bug og de kørendes pande. Man kan tydeligt se i hvilken forlegenhed man har været for at få denne ekvipage organiseret. De åndeløse heste, der snarere fortjente en plads i et naturaliekabinet, som skeletter end at trække ni personer til Dyrehaven, anstrenge den sidste smule kraft som menneskets ubarmhjertighed under mange års slid, har levnet dem, på at bringe den underlige kollektion af rejsende til deres bestemmelsessted. Kusken, en Ali Ben af udseende, og en Nero af grundsætninger, svinger uophørligt sin svøbe over de stakkels forpinte skabningers ryg, og det er kun den udvortes form som siger mig at der bor et menneskehjerte i denne tigers bryst. Sæderne er et sandt billede på standsulighed, og det er næsten ubegribeligt, hvorledes dette selsba, broget som de personer der sidder på dem, er kommet sammen. Det ene er lakeret og forgyldt, det andet sammenføjet med brædder og sammenbundet med reb, det tredje en høsæk med et trælag. Enhver af kørende er for sig betragtet en original. Den ene har så lange ben at han i sin forlegenhed dermed lader dem hænge ud ad vognen; den anden hvis sæde er gået itu, ligger med hovedet bagover og knæene opad, ligesom en bramin der gør poenitence; den tredje er sunket så dybt ned i høet at han, omslyngende sin Dulcinea, ligger mere end sidder, og ville være aldeles usynlig dersom han ikke af og til dukkede med hovedet op af vognen; den fjerde hængere mere end sidder i en stilling som hos Casorti ville vække jublende applaus - men jeg frygter for at misbruge Deres tålmodighed, ved at udmale denne skildring. Vogne i hundredtal, af samme karikaturmæssige beskaffenhed, indretning og udseende, slutter sig til den foranførte. Alle jager, pisker, driver til Dyrehaven ligesom til lykkens tempel. 

Det var mig ikke muligt at dvæle længe i Charlottenlund. Den bedøvende lyd af børneskrig og harmonimusik, hestevrinsken og lystige skåler, hurraråb og brændevinsskrål; den kvælende lugt af punch, tørverøg, kaffe osv. gjorde mig ked af at blive her længere. Jeg lod spænde for, og kørte til Dyrehaven. Men var jeg ikke ør i hovedet før, så blev jeg det nu. Hvilken tumleplads for menneskelige dårligheder! Det første der kom mig i møde, var en rød af salpeteragtig tørv og grønne kviste hvorved man kogte kaffe og mad i flere huller i jorden, og som nær havde kvalt mig. Støjen af trompeter, trommer, gyngemusik, bajadsskrig, sang osv. gjorde mig ganske forvirret. Jeg blandede mig i hoben, der i store masser ligesom et brusende hav, bølgede op ad bakken, og hvori jeg befandt mig som i et skruestik. Jeg kunne hverken komme frem eller tilbage, og blev ligesom båret frem. Damer og kavallerer i største pynt, ved siden af klodsede bønderkarle med deres piber i munden og donnaer under armen, trængte sig frem i broget vrimmel. Omsider trådte en firskåret bondelømmel mig så hårdt på min dårlige fod at jeg nær var besvimet, og alt hvad jeg kunne gøre, var at samle mine kræfter, og lig en anden Laokon vride mig ud af det uhyres arme, man kalder le beau monde.

M. Brombær.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 59. Tirsdagen den 24 Juli 1821)

Proprietær Brombærs bemærkninger over København

I breve til dr. Ludvigsen

(fortsat)

Kære doktor!

Hvad kan vel friste en mand af min stemning og mit sindelag til at leve i en stad hvor enhver vrå er opfyldt med nye genstande for afsky og væmmelse? Hvilken smag og hvilke organer må de folk have der virkelig foretrækker hovedstadens urene nydelser for en landlig ensomheds ægte glæder? Jeg ved de fleste folk bliver oprindeligt forledte ved forfængelighed, ærgerrighed og barnagtig nyfigenhed som ikke kan tilfredsstille uden i menneskenes urolige huler. Men under denne tilfredsstillelse bliver deres følelse fordærvet, og ved vanen går smagen for hvad der er uforfalsket og fortræffeligt i sin egen natur tabt for dem.

Skal jeg sige Dem hvori forskellen imellem mine københavnske lidelser og mine landlige glæder består? På Brombærhøj lever jeg i magelighed indendøre og indånder en ren, elastisk og sund luft. Jeg nyder en forfriskende søvn som aldrig forstyrres ved nogen rædsom støj, eller afbrydes undtagen om morgenen ved svalens søde kvidren udenfor mit vindue. Jeg drikker vandet så rent og krystalklart som det udvælder fra klippen, eller det skummende hjemmebryggede øl af selvavlet malt. Eller jeg lader mig nøje med most som min egen frugthave frembringer. Eller bourdeausk rødvin af den bedste høst som en mand jeg står i forbindelse med, på hvis redelighed jeg kan bygge, har sendt mig. Mit brød er velsmagende og nærende, æltet af min egen hvede, malet på min egen mølle, og bagt i min egen oven. Mit bord er for en stor del forsynet fra min egen jordbund. Min fem års gamle bede opfødet med bjergenes vellugtende urter som kan kappes med vildt i saftfuldhed og velsmag, min lækre kalv, kun fedet med moderens mælk, som fylder fadet med saft, mine høns fra lo-døren som aldrig vidste af indespærring, undtagen når de var fløjet op, mit fuglevildt som for nyligt er blevet skudt, mine karper og gedder, springende som de kommer af vandet, østers fra deres banker og sild og andre saltvandsfisk kan jeg nyde fire timer efter at de er blevet fanget. Min salat, mine rødder og køkkenurter yder min have i overflødighed og til fuldkommenhed. De er frembragt af den naturlige jordbund, tilberedte ved en mådelig dyrkning. Den samme grund frembringer alle de forskellige frugter som Danmark kan kalde sine egne, så at min dessert er hver dag frisk plukket, mit mælkekammer flyder af nektariske strømme af mælk og fløde, som giver os overflødighed af fortræffeligt smør, opsat mælk og ost, og det der levnes, bruges til at fede mine grise der er bestemt til skinke og flæsk. Jeg går betimelig til sengs og står op med solen. Jeg fordriver tiden uden kedsomhed eller anger, og er ikke uden morskab hjemme, når vejret ikke vil tillade mig at gå ud. Jeg læser og sladrer, og spiller billard, kort eller skak. Uden for huset har jeg tilsyn med min avling, og udkaster planer til forbedringer, hvis virkninger jeg føler mig usigelig glæde. Ikke mindre fornøjelse har jeg af at se mine bønder stå sig vel under min varetægt, og de fattige finder deres tarvelige underhold ved det arbejde, jeg giver dem. Mens man hos mine naboers bønder hvert øjeblik gør udpantning, og jager dem fra hus og gård, nyder jeg den lykke at alle mine hidtil under alle tidens besværligheder har vidst at udrede deres skatter og tyngder. De ved jeg har et par forstandige venner som jeg kan åbne mit ganske hjerte for. En velsignelse som jeg måske forgæves ville søgt på livets myldrende skueplads. Der er så andre af ringere forstandsevner som jeg agter for deres oprigtige og deres omgang finder jeg uskyldig, skønt ikke meget underholdende. Tager jeg på besøg til en af godsejerne i nabolaget, så møder jeg overalt hvor jeg kommer, i bønderbyerne og på landevejen, godlidende mennesker der ønsker mig en god morgen, en god dag og en god aften, uden at kende mig. Kort, jeg lever mit blandt retskafne folk og redelige undergivne, hvilke som jeg smigrer mig med, føler en uegennyttig hengivenhed for min person. De selv, kære doktor, kan bevidne sandheden af mit udsagn.

Jeg har et indknebet logi ved Gammelstrand, og jeg indånder dunsterne af en uendelig forrådnelse. Den lugt som især når det er varmt i luften, opstiger fra stranden, blander sig med den utåleligste stank af halvfordærvede, adskillige dage gamle fisk der stundom falholdes her. For at gøre den endnu mere mephitisk, har jeg et slagterhus og en række af slagterboder i nærheden af mig. Putter jeg hovedet ud af vinduet for at drage lidt frisk luft, så kommer ikke alene hin pestilensiske lugt mig så voldsomt i møde at min næse må kapitulere. Men selv mine årer pines af fiskerkællingernes skærende og hjertet sønderslidende skænderier og gemene skældsord der kommer ud af dem som de flygtige dele af brændevinen. Jeg går i seng efter midnat, udmattet og træt af dagens ubehageligheder. Jeg forstyrres hvert øjeblik i min søvn af skrålende vægtere der plager folk med en sang de ikke gider høre, og med en anmeldelse af klokkeslættet som de ikke vil vide. Af klub- og ølhusgæsters uophørlige ringen og banken på porte og døre, af rumlende kareter med personer der gør nat til dag, og dag til nat. Og når jeg vel tror at kunne finde lidt hvilke, omtrent kl. 5, så skræmmes jeg op af bønder der lige under mit vindue råber: grønne ærter! - tørv! tørv! og af matroser der skråler: her er rejer! Vil jeg nyder vand, så må jeg nyde det der gennem en rådden post kommer gennem en halvrådden trærende fra en sø hvori stundom døde kroppe af mennesker og dyr går i forrådnelse og hvilket ofte er så fuldt af infusionsdyr at man må si det for ikke at sluge alle disse levende væsner i sig. 

Dette er den liflige drik som københavnerne anser for det reneste vand i verden. Hvad den berusende drik angår der sælges for vin, så er den ofte en elendig sammenpjaskning af ugæret ungvin og en tiendedel drikkelig vin. Hvor meget blysikker der er deri, taler jeg ikke et ord om. Det rugbrød jeg spiser i København og som jeg ellers holder meget af, er ofte blandet med klid og kartofler, ikke æltet med hænderne, men med urene fødder hvis sved trænger ind i dejen og hvorom tanken alene ved hver bid jeg putter i munden, vækker modbydelighed hos mig. Hvedebrødet er ikke alene ofte meget muggent, men tillige kun halv bagt, og smørret i det man kalder krydderbrød, så gammelt og harsk at jeg endnu en time efter at have nydt det, føler obstruktion. Kødet er som oftest af gamle køer der sælges af brændevinsmænd efter ti års malkning, til slagtere som lader sig betale kokød som oksekød. Kalkuner, høns osv. slagtes ikke af prangerne der bringer dem til torvs, men kvæles og bankes ihjel, fordi de ved ophovnelse skal se fede og hvide ud. Førene slagtes så unge at der hverken er saft eller kraft i deres kød, og at man lige så godt kan spise en frikasse af et par Randers handsker eller en italiensk stråhat, som af et lam.

Da alting her købes og bedømmes efter skinnet, så opblæser adskillige slagtere ikke alene ofte kødet, men kokkene og kokkepiger koger endog eddikeagurker i messingkar for at give dem en ret smuk grøn kulør, på sundhedens, ja livets bekostning. Københavnernes asparges drives i mistbænke, og har uagtet de betales i dye domme, hverken smag eller saft, og de fornemme iblandt dem som vil have deres køkkenplanter så tidligt som muligt, må tage dem fra drivhusene hvor blomkål og spinat afpines naturen næsten ligesom ananas og vindruer under vor nordlige himmel. Hvad flæsket angår, da kommer det af et kødædende dyr der fedes med gammelt hestekød, mæsk og kartofler, ikke med kerne, og ænderne lader man nære sig af alskens uhumskhed, af snegle, giftige orme og andre skadelig ting som de opsnager i kær og rendestene. Om fiskene behøver jeg kun at sige at de i denne varme årstid bringes ti til tolv mile fra på vogne, og at de ofte har været et par dage døde, før de kommer på de formuendes bord. De mindre formuende får dem sjældent, før fiskerkællingerne har tilkøbt sig dem, oppyntet og opmalet dem med blod bag gællerne for at give dem et frisk udseende. Vore næser overbevises på det evidenteste herom når man går forbi Gammelstrand.

Det kan ikke nægtes at adskillige haver i egnen af København leverer god frugt. Men gartnerne trænger til dels så meget til penge og københavnerne til frugten at den sjældent får lov til at sidde på træerne indtil den er ganske moden, for ikke at tale om at prisen er så overdreven at ingen uden de rige kan købe den som er lidt moden, og mængden af mennesker må tage til takke med den umodne, udsælges den også af så smudsige hænder at jeg ikke kan se derpå uden væmmelse. I går så jeg en skidenfærdig frugtkælling i Adelgade pudse sin støvede frugt med sin egen spyt, og hvem ved om ikke en fornem dame i Bredgade har puttet i sin rosenmund de samme kirsebær som er blevet rullede og vædede i de skidne og måske med spår bedækkede læber af en sælgerkælling i Adelgade? Jeg behøver ikke at dvæle ved den hvide, smudsige grød som de kalder jordbær, sølede og masede ved fedtede laller gennem tyve kurve, bedækket med snavs som præsenteres folk med den usleste mælk, jævnet med det usleste mel under den dårlige skikkelse af fløde. Men mælken selv bør ikke forbigås uanmærket, da den som produktet af visne kålblade og sur bærme, er spædet med varmt vand. Ikke et ord om den malkepige hvis fingre er besatte med visse blegne, og som aldrig bryder sig om at spanden hvori mælken kommes, og tinmålet hvormed den måles, i hele måneder ikke har været rengjort.

Jeg slutter denne fortegnelse over Københavns lækkerier med bordøllet som man hverken kan beskylde for humle eller malt, men som dovent og vammelt, mere er skikket til at frembringe brækning end slukke tærsten og befordre fordøjelsen. Den harske, talgagtige masse der kaldes smør og som er gjort af lysetalg og svinefedt, og deres friske æg der bringes hertil fra Jylland.

En selskabelig mand vil uden tvivl finde sig i mange ulejligheder når han kun kan nyde behagelig omgang. En af mine spøgefulde venner plejede at sige at vinen ikke kan være slet hvor selskabet er behageligt. En sætning som imidlertid må forstås cum grano salis. Men hvad er selskab i København at jeg for dets skyld skulle fristes til at gøre vold på mine sanser og tage til takke med en urenlighed som min sjæl afskyr? Alle de mennesker jeg ser, er alt for fulde af egennyttige og ærgerrige planer til at have noget rum til overs for venskabsfølelse. Endog hos adskillige af mine gamle bekendte har disse planer og attrår udslettet hvert spor af vor gamle forbindelse. Konversation er blevet til partistridigheder og upassende kævlerier. Selskabelig omgang til stadsbesøg og kortspil. Træffer De hændelsesvis på en morsom original, så kan det blive farligt at fornøje sig over hans særheder. Han er i almindelighed en optrækker, en spion eller forskruet. Enhver De har noget at gøre med, vil narre Dem. De er et rov for ørkesløse tiggere der betler under navn af at låne, og lever af at plyndre den fremmede. De kan ikke foretage det mindste uden at blive ført bag lyset. Man trakterer Dem i dag for at låne af Dem i morgen, og tager man sig ikke i agt, så slipper man ikke bedre fra København end den ærlige studenstrup i sin tid. Jeg forlader næsten aldrig mit værelse. For hvor jeg kommer hen, hører jeg intet uden jeremiader over tiderne og ulykkelige hændelser. Vil jeg nyde lidt frisk luft i den fri natur, så må det ske på en tid når vejret ikke er for smukt, og mindst om søndagen. For da har jeg kun lejlighed til at ærgre mig over den kådhed der er frugten af vor opdragelse a la mode, og den tøjlesløse lystighed som den desværre alt for billige pris på brændevin frembringer. Ser jeg vore velklædte, men intet mindre end velopdragen gaderekeler, så må jeg græde over det så udbasunerede nyere skolevæsen og betragter jeg den pøbels råhed som findes i vore dage, så må jeg snarere sukke end glædes over vort århundredes forroste oplysning. Forleden dag slog jeg min silkeparaply op for at beskytte mod solen. Straks var tre moderne lapser ved hånden og lo mig gamle mand ikke alene lige i ansigtet, råbende: O, hvor det regner! men forfulgte mig endog så længe indtil en halvbeskænket matros associerede sig med dem og trak min paraply bag fra så voldsomt ned at to stænger gik i stykker. Jo mere man inde i husene jamrer over tiderne, desto kådere og overmodigere folk møder man udenfor, især blandt den håbefulde ungdom der får præmier og nyder opmuntring for sin gode opførsel i skoler og institutter. Hvor jeg går og står ser jeg i øvrigt ikke andet end æde-, drikke- og spillehuse. Næsten hvert vindue er besat med ædevarer: rå og stegte gæs, æg, svinesteg, kager, brændevin, og den hele stad forekommer mig som et uhyre stort spisekammer. Man lurer på og griber med største grådighed hver lejlighed til at æde og drikke. De fornemmere foranstalter gæstebude, de ringere pølsegilder, papegøjeskydning, kegle- og kattekongespil, hvor det næsten alene går ud på at fylde vommen og bortdrikke forstanden. Alt hvad der ikke kan ædes og drikkes, har her intet værdi. Det værste er at mange små købstæder er Københavns sande aber, og at der aldrig viser sig her nogen dårlighed eller galskab før de straks med største begærlighed stræber efter også at udmærke sig derved.

Mit brev ville løbe op til en afhandling dersom jeg omstændigt ville anføre hver årsag til den forargelse som fylder målet af min afsky for denne stad. Himlen ske tak at jeg dog ikke er draget så stærkt ind i denne malstrøm, at jeg jo kan rede mig ud deraf, uden stor anstrengelse af filosofi. Fra denne vilde forvirring af bedrageri, dårskab og uforskammethed skal jeg fly med dobbelt glæde til ensomhedens lise, til utilbageholdent venskabs hjertelige udgydelser, til de landlige guders gæstfrihed og beskyttelse, kort sagt til de jucunda oblivia vitæ, som Horats selv ikke havde smag nok for til at kunne nyde.

Deres M. Brombær.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 61. Tirsdagen den 31 Julii 1821)

Emilie Brombærs Bemærkninger over Kjøbenhavn.

Dyrebareste tante!

For fire dage siden ankom vi til København. Ubeskrivelig var den glæde jeg følte da jeg fik denne mageløs skønne hovedstad i sigte. Straks da vi nåede Frederiksberg Slot bad vi onkel om tilladelse at måtte stige af og bese den herlige slotshave. Vi kunne ikke formå onkel selv til at stige af. Han blev siddende i vognen mens vi så os omkring. Næppe kan natur og kunst - det tør jeg frit sige - være skønnere og førsterligere forenede end her. Hvilken udsigt fra bakken! Hvilket overblik nyder man ikke her! Øjet drukner i lutter nydelse og ved ikke på hvilken genstand det først skal hæfte sig. Det hele er et panorama uden lige. I forgrunden de yndigste haver, de frugtbareste marker, de nydeligste lyststeder, lidt bedre  hen den store stad med sine stolte bygninger, palæer, tårne - for 600 år siden et fiskerleje, nu en af de første residenser i verden. I middelgrunden to berømte have der ligesom hilser hinanden og sammenknytter her deres sølvbælte; to øer; skibe under fulde sejl; i baggrunden et helt kongerige, visende sig som fatamorgana på den af solen belyste kyst. Jeg kunne tilbringe hele timer, ja dage her, og dog ikke overskuet alt hvad her er at se. Men vi frygtede for at onkel skulle blive vred, og skyndt os tilbage til vognen igen.

Allerede forstaden, eller broen som man her kalder den, viser hvad man kan vente sig i staden. To rader af de nydeligste bygninger på begge sider, med store ruder, og overalt oppyntede, fører lige til accisseboden, og derfra igen to skyggefulde fodstier til porten.

At beskrive Dem København, er jeg ikke i stand til. De kirker, offentlige bygninger, pladser som man finder i hvert kvarter, er næsten talløse. Hvad der især tildrog sig min opmærksomhed, var domhuset, palæerne, med Frederik den Femtes statue, Børsen, Rundetårn, den under bygning værende katedralkirke, Christiansborg og Holmen. Men hvad der behagede mig næsten endnu mere end alt dette, var den uhyre mængde mennesker man uophørligt finder i bevægelse her. På Brombærhøj får man aldrig folk at se undtagen når der engang er marked i en af de nærmeste købstæder. Men her behøver jeg kun at gå uden for min dør, så ser jeg straks et vrimmel af mennesker. I begyndelsen forekommer det vel en landbo lidt besynderligt, men er man først vant dertil, så er intet behageligere. De ved jeg har altid været meget for at se folk, og her kan jeg ret få min lyst tilfredsstillet. At stå en times tid i vinduet, er en sand adspredelse og åndsnydelse. Den mængde brillante ekvipager, kareter, offenbacher, kurvevogne og andre køretøjer som uden ophør ruller forbi, yder os en bestandig afvekslende morskab. Vimmelskaftet og Østergade er på hver time af dagen, lige til sent om aftenen, fuldt af liv og rørelse. Det er en evig bevægelig strøm som aldrig standser. Denne tummel af mennesker kan, som De let indser, ikke andet end fornøje en pige i min alder. Vil jeg se de nyeste moder, så behøver jeg ikke som hjemme på godset, at anskaffe mig det nyeste hefte af modejournalen, for at så dem på slet illuminerede og slet-tegnede kobberstykker. Jeg behøver kun at gå hen på Østergade, så finder jeg alt det nyeste som Londons og Paris' moder har frembragt, ophængt i vinduer, og tusinde smagfuldt klædte damer bære dem til skue. Alle mennesker, mandfolk og fruentimmer, næsten uden forskel på stdand og rang, klæder sig her efter moden, og det er just noget som jeg godt kan lide.

I går tog jeg med onkel ud til Charlottenlund og Dyrehaven. Hvad jeg her så, overgik i alle henseender mine ivrigste forventninger. Charlottenlund tåler ingen beskrivelse. Den må ses med egne øjne når alle dens skønheder skulle føles i deres hele fylde. Tænk Dem et paradisisk lund, fuld af halvårtusinde gamle ege- og lindetræer, beliggende næsten tæt ved den spejlklare strand, med de herligste engelske anlæg, hvorfra man har udsigt til rum sø, med den svenske kyst i baggrunden, og ligesom sluttende horisonten. Tænk Dem denne lund opfyldt med en halv snes tusinde mennesker af alle stænder, alle pyntelig klædte, der i den fri natur søger uskyldig moro og indånder den balsamiske luft, der fra søens kølende bølgehær endnu mere forfriskes. Forestil Dem disse muntre, sorgløse kun på det nærværende tænkende, glade væsners sind endnu mere opmuntret ved den herligste musik, som under træernes løvhvælvinger genlyder som usynlige sylphers tryllesang - så har De et svagt billede af Charlottenlund. Den glade tummel som overalt høres. De sange som munterheden og den herlige natur fremlokker, endog fra det mest uøvede bryst. Den venskabelige, fortrolige omgang hvortil glædens rus stemmer her mennesker af de mest forskellige grundsætninger til lige følelse, gjorde mig dobbelt munter. Jeg følte mig snart overbevist om at alt hvad der læses og siges om tidernes tryk, menneskenes mangel på medfølelse og næstekærlighed, er altsammen overdrivelse, og kun fostre af mørk indbildningskraft.

Dyrehaven er et ikke mindre forlystende sted end Charlottenlund. Man ser her livet i sine brogede afvekslinger og mangfoldigheder. Velsignet være den gode Kirsten Pils minde! Den glæde hun har forskaffet og endnu i århundreder vil forskaffe hovedstadens og dens hele omegns beboere, må mere forevige hendes ihukommelse end om hun havde været en helgeninde. Hvad Charlottenlund er i det indre, det er Dyrehaven i det store. Hele den galante verden finder De her samlet, ligesom på en plet, især om søndagen, og den store mængde hvide telte, med vajende purpurflag, som her er opslået, giver ved deres uskyldige farve den grønne skov et ganske romantisk udseende. Den uophørlige tummel af ekvipager og vogne, der dels kommer farende med lynets snarhed, dels kører bort med jublende mennesker der ikke tydeligt nok kan udtrykke den glæde de her har nydt, de stadselige damer og kavallerer, alle klædt som skulle de til bal eller en stor fête, som blandende sig med de lavere klasser i uophørlig bølgegang bevæger sig op og ned ad bakken. De mangfoldige kunstnere der på den mest tiltrækkende måde søger at lokke tilskuere til deres boder. De tætte klynger af bønder og bønderpiger der i deres søndagsklæder, på den mest brogede måde sammensmelter deres landlige jævnhed med residensens smagfuldeste og udsøgteste stadslighed. Alt dette lige indtil de mig hidtil så fremmede hvidklædte, renlige hollandske vaffelbagere, brage mig i en så forunderlig glad stemning at jeg havde ønsket at kunne dvæle her en hel måned.

Hvad København angår, da forener det landlivets behageligheder med en residensstads store og ubeskrivelige bekvemmeligheder og fortrin. Uden at eje nogen jord, kan De få her alt hvad jorden frembringer. Alle mulige slags frugter og urter, så modne og skønne som hjemme hos os. Man behøver ikke gå på jagt, for at få vildt. Hos vildthandleren finder de straks hvad vore jægere må søge efter i hele dage, og frugten er hos dem opsat i en så nydelig orden, på store porcelænsfade der står på borde, dækkede med en hvid fin dug, at man kan få dobbelt lyst til at nyde den. Alle andre fødevarer er fortræffelige. Vel har København ingen fiskeparker, skønt indsøerne omkring staden ikke mangler ferskvandsfisk, men på fiskerhusene finder De til enhver tid levende fisk, lige så springende som i vore parker. Det fineste hvedebrød der ofte mere ligner kage end brød. Det fortræffelige rugbrød, endog af østersøisk rug. Det dejligste fedeste kød af hornkvæg og lam der kommer hertil fra Jyllands og Holstens fede græsgange. Den herligste mælk af holstenske køer der hele sommeren græsser på fælleden udenfor staden, finder De her i overflødighed, og til enhver time af dagen. Selv vandet som hos os landboer sædvanligt er brak, findes her fersk og godt. Det ledes med megen kunst til hvert hus fra en ferskvandssø, hvormed naturen har velsignet denne overalt af hav omgivne stad. På mangfoldige steder i København findes springvand, og ved Christiansborg kan endog fås vand fra Kong Roes ældgamle kilde. Kort sagt, De savner her intet af livets glæder, naturen har udøst sit hele overflødighedshorn over Axelstad.

Men endnu større behageligheder end sanserne, finder ånden her i omgangne af godlidende veltilfredse mennesker, i venskabs hulde arme. Hvor De kommer hen, møder De forekommende artighed og høflighed, tjenstvillighed og godhed. Klubberne kan betragtes som det demantsbånd der knytter mennesket til mennesket. Her er ingen forskel på stand og rang. Den fornemme herre og den ringeste embedsmand og borger, spiller og spiser her ved et bord, drikker på hverandres sundhed, og betragter hverandre som brødre. I ingen stad i verden gives der også flere dusbrødre blandt de forskellige klasser end her. Damerne er overalt velkomne, og modtages med en galanthed der minder om den gamle ridderlighed - luften påstår mange, er ikke så god her som på landet. Jeg for min person har ikke kunnet overbevise mig herom, man finder her åbne pladser og haver i mængde, og voldene omkring København er sande luftrensere. Også forsyner Øster- og Nordsøen stadens indbyggere med et zefyrisk lufttræk som nogle vel kalder østenvind, men som jeg anser for en sand velgerning for denne store stad. - Vinterforlystelserne kan jeg naturligvis endnu ikke tale om. Men som jeg har hørt, skulle de endog langt overgå sommerglæderne. Skuepladsen, en uudtømmelig kilde til fornøjelse, er aldeles stoppet for os stakkels landboere, for hvad er vore små og smålige privatteatre mod det store skuespil på Kongens Nytorv? Et guldflitter mod en stjerne - et lampeskin mod solens lys. Det eneste der bedrøver mig her, midt blandt alle disse uudtæmmelige glæder, er den tanke at jeg snart skal forlade København. For ligeså fornøjet som jeg er med hver ting, så utilfreds er min onkel med alt, og han længes kun efter at komme herfra. Men dette må nok snarere skrives på hans gigts og hans hypokondris regning end på hans smags og frostand. Han ser alting igennem et par sorte briller, og hvad under altså at han gerne vil herfra?

Deres oprigtige Emilie Brombær.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 62. Løverdagen den 4 August 1821)

(I Politivennen fandtes en lignende skildring fra 1827)