Kludesamlerne på Lossepladsen i Holmbladsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Konkurrence paa Lossepladserne

Kludesamlerne gøres arbejdsløse, fordi de gaar Renovationsarbejderne i Vejen.

Socialminister Steincke, der vel nok højere Grad end nogen anden Politiker har de Fattiges Tillid, modtog i Gaar tre Udsendinge fra Kludesamlerne paa Amager.

De kom for at anmode Ministeren om at bruge sin Indflydelse til at skaffe dem Adgang til at "klunse" paa Lossepladsen ved Holmbladsgade, der er spærret for alle andre end de kommunale Lossepladsarbejdere som skal holde Pladsen i Orden.

Kludesamlerne forklarede Ministeren, at de tidligere kunde holde en helt ordentlig Indtægt ved at "klunse" paa Lossepladsen - men nu var deres Erhverv ødelagt, og at endte vel med, at de maatte melde sig til Fattigvæsenet.

Er Klunserne i Vejen?

De medbragte et Eksemplar af Social-Demokraten" for 5. November, hvor Ministerens Tale under Arbejdsløshedsdebatten er refereret og de pegede paa følgende Udtalelse af Ministeren:

"Arbejderne nærer stor Frygt for, at de skal blive tvunget til at søge Hjælp hos det Offentlige. Som Minister modtager man mange Anmodninger om Hjælp og Anmodninger om Adgang til Arbejde. Saaledes modtog jeg Fredag Aften et Brev fra en arbejdsdygtig 38-aarig Arbejder med Hustru og Børn. Han vilde have Lov hl at ernære sin Familie ved at samle Affald fra Kommunens Lossepladser. Han har nemlig blevet vist bort af Arbejderne paa Pladserne, som selv havde en Fortjeneste ved at samle Affaldet. Saa fortvivlet kan Forholdene tegne sig for Arbejderne".

Socialministeren behandlede de tre Kludesamlere med al mulig Elskværdighed, men maatte iøvrigt nøjes med at henvise dem til en af Arbejderrepræsentanterne i Borgerrepræsentationen og se at faa ham til at tale deres Sag.

Kludesamlerne maatte altsaa gaa med uforrettet Sag. Men dertil er der jo intet at sige, da Sagen ikke kan falde ind under Socialministeriets Omraade.

Tidligere har Kludesamlerne henvendt sig til Borgmester Hedebol, der gav det Svar, at naar han havde spærret Lossepladsen paa Amager, var det fordi, "Klunserne" gik Renovationsarbejderne i Vejen.

En Kludesamler kan holde 12-13 Kr. om Dagen.

Kludesamlerne er imidlertid ikke til Sinds at give op. De nærer Frygt for "at søge Hjælp hos det Offentlige" - og dermed ligesom blive udstødt af Samfundet. Men vil Borgerrepræsentationen tage Hensyn til deres Krav?

Det er jo ikke noget meget paaagtet Samfundslag, det, Kludesamlerne danner. Naar det omtales, er det gerne med et Smil. De fleste andre Borgere vil ikke gerne tage dem og deres Gerning alvorligt.

Og dog er Kludesamlerne haardt arbejdende og fuldkommen nyttige Samfundsborgere og al Respekt værd.

Maaske vil det overraske at høre, at en Kludesamler paa en normal Arbejdsdag paa Lossepladsen kan tjene 12-13 Kr. - Saa meget er det gamle Ragelse, som bliver kastet I Skraldespandene, værd. I Aarets Løb er der paa Lossepladserne opsamlet Metaller, Klude. Flasker. Gummi. Cykledele og lign. for maaske over 100,000 Kr. Klunset sælges til Opkøbere, hvis Forretninger er meget betydelige.

Vil de kommunale Arbejdere være ene om at klunse?

En "Klunser", som i Gaar henvendte sig til os, fortalte, at han i Løbet af Sommeren havde lavet mindst 20 Cykler af enkelte Dele, som han havde fundet paa Lossepladsen. Han har tidligere været CykIesmed med egen Forretning. Paa Lossepladsen kunde han genoptage Virksomheden og tjene til Livets Ophold. Men nu da Borgmester Hedebol har lukket af for Skraldet, maa han tænke paa at henvende sig til Fattigborgmester Kristensen om en lille Hjælp.

- Se en Gang paa mit Tøj, sagde han til os. Det er jo ikke videre fint, men det er alligevel til at gaa i. Vil De tro, at det er fundet paa Lossepladsen næsten alt sammen - for det er det. Baade Strømperne, Støvlerne, Gamascherne, Bukserne. Slipset og Kasketten er pillet op fra Lossen. Og Hængelampen der hjemme i Stuen og jeg ved ikke hvad! Altsammen fundet paa Lossepladsen.

Vi kan godt passe os selv, naar vi "klunser", og der er ikke noget med at gaa de kommunale Arbejdere i Vejen. Hvorfor skal vi tvinges over paa Fattigvæsenet ? Var det ikke rimeligere at lade os faa Lov til at "klunse". Den eneste Maade, vi kan gaa de kommunale Arbejdere i Vejen paa, er ved at pille det "Kluns", som de selv vil have. Jeg skal ikke nægte, at vi er Ukammerater med dem.

Han tilføjede, at paa Lossepladsen ved Enghavevejen er det stadig tilladt Kludesamlerne at komme.

En Udtalelse af Borgmester Hedebol.

Saa vidt Kludesamlerne. - 

Borgmester Hedebol, med hvem vi i Morges havde en Samtale om Sagen, betoner, at Lossepladsen er en Arbejdsplads.

Og paa en Arbejdsplads skal der være Orden, sagde Borgmesteren. Og det er der særlig Grund til at holde fast ved, naar det gælder Lossepladsen paa Amager, der er farlig, fordi den gaar ned til Vandet. Lossepladsen ved Enghavevejen byder ikke paa de Vanskeligheder.

For Resten, sluttede Borgmesteren, er Sagen aldrig før blevet mig fremstillet paa denne maade.

Steen.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).

Kludesamlernes daglige Liv.

Et Besøg hos de Mennesker, der er tilfredse med lidt.

Kludesamlere og deres Hustruer, fotograferet ved Holmbladsgade.

- Værsgo', De skal ikke være bange for at sætte Dem ned - for her er ingen miren Dyr.

Kludesamleren peger paa sin Divan, og jeg tager frygtløs Plads ... Jeg er paa besøg i hans Hytte - Hus kan man ikke godt kalde hans Beboelse, der kun er 5 Alen lang og 4 bred og af Træ.

- Nej, De skal ikke være bange for at faa noget paa Dem her, vedbliver han Jeg gaar jo nok paa Lossen og roder, og alt, hvad jeg ejer og har, er fundet i Skraldet; men derfor kan jeg vel godt være renlig. Vil De bare se mit Tøj - det er ikke videre elegant, for det er pillet op Stump for Stump. Men jeg kogte det ud og skrubbede det godt igennem, inden jeg tog det paa.

Kludesamleren er en høj, sund og frisk udseende Mand i 40 Aars Alderen. Han lyser af godt Humør og Evne til at tage Tilværelsen, og hvad han siger er altsummen klart og forstandigt og uden Udpyntning af nogen Art.

- Vi kunde have det saa godt herude, siger han. Borgmester Hedebol skulde bare komme ud og se os. Han tror vist vi er nogle værre Radiums kandidater, men fakta saa kan der gaa Maaneder mellem, at jeg smager saa meget som en Bajer, og saadan er det ogsaa med mine Kammerater. Og naar De ser Dem omkring herinde, vil De saa ikke indrømme mig, - jeg maa være et meget ordentligt Monneske. Det er jo ikke nogen Herskabsbeboelse, men man kan da ikke nægte, at her er rent og pænt.

Kludesamleren viser mig sine Ejendele - og spørger, om man skulde tro, de var fundet paa Lossepladsen.

- Bordet der - fundet paa Lossen. Vækkeuret - ja, det er et godt Ur; det trængte bare til en Omgang Petroleum, da jeg fandt det. Primusapparatet, Tæppet paa Divanen, Kaffekanden Kopperne - altsammen pillet op. Lampen - først fandt jeg Beholderen, en rigtig god Beholder, ikke, - saa fandt jeg en Fod, der kunde bruges til den, og nogen Tid efter dumpede jeg over Brænderen. Glasset har jeg købt. Men der findes ikke bedre Lampe i Kongeriget Danmark.

Saa gaar vi udenfor for nt bese Hytten udvendig. Den er beklædt med Linoleumsstykker, og Kludesamleren fortæller, at lunere Beboelse end denne her lille Villa skal man lede længe efter. Derpaa fører han mig ind i sit Værksted, et Træskur, hvor han sætter fundne Cykledele sammen til flotte og solide Cykler, saa gode som ny. Det er altsaa en hel Samlefabrik.

- Men somme Tider er jeg bange for, om saadan et fundet Stel skulde stamme fra en stjaalen Cykle, bemærker han. For Resten er det jo underligt at se, at Folk smider gode Sager ud. - han peger paa nogle Dæk og Slanger, som hænger paa et Søm paa Væggen, og henter frem gamle Hjul, Sadler, Styr og Forgafler: Den Losseplads er en Guldgrube, siger jeg Dem, en ren Guldgrube. Naar disse her Sager er sat sammen, og Stellet har faaet for 35 Øre Lak, saa er der Cykler i Landskabet ...

En af hans Kammerater, en lavstammet fast Mand med kloge, men næsten haarde Øjne, er kommet ind i Cykleværkstedet. Han tilbyder at vise mig sit Hus. Han er gift og har 2 Børn. Han ser næppe saa tilfreds ud som den anden, men han har jo også en Familie at forsørge, hvad Cyklesmeden ikke har.

- Maa jeg lige gøre opmærksom paa, siger Cyklesmeden, at Vinduet der ogsaa er fundet paa Lossen, og Dørkarmen - det er Kammen af en gammel Sofa.

Nu gaar vi hen til den lavstammede Kludesamlers Bolig, et rigtig godt Kolonihavelysthus med tre Rum. Og saa her er næsten hver Stump Indbo fundet paa Lossepladsen. En af de Ting, som Manden viser frem med størst Fornøjelse er en lille Bageovn til at opvarme med et Primusapparat. Den var noget itu, da han fandt den, men en lille Reparation har gjort den anvendelig. Konen har nylig bagt i den, og Manden opfordrer mig til at smage pan Brødet. Jeg faar en Skive, og den smager ud mærket.

Jeg gaar omkring i Huset og ser paa Sagerne. Alting er velholdt og propert. Messingtøjet - fundet paa Lossepladsen naturligvis - er straalende og nypudset, og Gulvene som blæst. Det er ordentlige Mennesker der bor her. Det Indtryk fik man for Resten i alle de Hytter, jeg besøgte. Kludesamlerne paa Lossepladsen ved Holmbladsgade er solide, ædruelig og flittige Folk. De har skabt sig Deres egen lille Verden. Lad dem bare faa Lov til at beholde den.

Konen viser mig Børnene, der ser sunde og friske ud. - de har øjensynlig ikke taget Skade af at bo i Nærheden af en Losseplads ... Og nu holder den høje kludesamler, som er den mest veltalende af Selskabet, paany et rask lille Foredrag.

- Skidt med om vores Haandtering er fin eller ej, for hvem vil nægte, at den er nyttig. Jeg har lige læst en Artikel i et Ugeblad om, hvordan alt Affaldet fra lossepladserne i Amerika bliver lavet om til ny Ting ... Hvis vi var unyttige Mennesker, saa kunde jeg forstaa Magistraten, naar den forbyder os at klunse. For det med at gaa Arbejderne i Vejen, tror jeg ikke paa ... Nu har jeg været nødt til at søge Hjælpekassen. Tidligere kunde jeg tjene 10 Kr. om Dagen og var aldrig i Pengetrang. Nu er det oven i Købet Nat med Koksene ...

Da jeg vil tage Afsked med de sympatiske Mennesker, siger Cyklesmeden:

- Stik lige med hjem og se mit Bibliotek. For jeg har Bøger. Naturligvis pillet op fra Lossen. Dem ligger jeg og studerer om Natten

Steen

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Foto fra Lossepladsen ved Holmbladsgade, bragt i Horsens Social-Demokrat 5. februar 1932 i anledning af at 3 renovationsarbejdere havde drukket gift i den tro at det var likør. Flasken havde en etikette fra Carl I. Michaelsen & Co.s Likørfabrik. Flasken stammede fra spækhøker Wren, Halfdansgade 28. Han havde fyldt dem med forskellige rensemidler. Den ene af arbejderne døde, den anden blev opgivet, mens den tredje var stærkt lidende. Spækhøkeren hævdede at flasken indeholdt rabarbervin, men det var nok snarere nitrobenzol.

Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

De evindelige Losseplads-Brande. (Efterskrift til Politivennen)

Brandvæsenet i Arbejde paa Lossepladsen i Kongens Enghave.

Fra i Mandags har det brændt i Skrallet ude paa lossepladsen i Kongens Enghave ved den gamle Skydebane i Vigerslev. Siden da har Brandvæsenet maattet holde en Motorsprøjte i Gang for at overdænge det glødende Affald med Vand. Og der gaar sikkert et Par Dage endnu, før man kan slutte af.

For Beboerne i Omegnens smaa Huse og Villaer er denne Losseplads en evig Kilde til Ærgrelser. Med den svageste Vind bæres der en næsten ulidelig Stank ud over Terrænet - og for Resten mange Gange helt ind til Byen. Gang efter Gang opstaar der Brand i Bunkerne, og den Hede og Luft, der da samler sig, gør faktisk Opholdet i Stuerne, selv naar alle Vinduer er lukket, til en Plage.

Det Svar faar man, naar man spørger Beboerne, om de har Men af Pladsens Nærhed.

Og i Virkeligheden kan en By paa Københavns Størrelse heller ikke være bekendt at tolerere disse Forhold. København siges jo ellers at staa højt i sanitær Henseende, men paa det nævnte Omraade er vi altsaa et godt Stykke tilbage. Tænk ogsaa bare paa Støvet fra Skrallevognene naar Beholderne tømmes ud i Vognkassen midt paa Gaden.

I Lighed med Frederiksberg maa vi vel snart kunne bygge Destruktionsanstalter. Det betaler sig jo oven i Købet. Slaggerne er udmærket Vejmateriale, og Kedlernes Damp kan udnyttes til Opvarmning af de omliggende Kvarterer. Og samtidig befries Byen først og fremmest for en farlig Smittekilde.

Var det ikke paa Tide den gode Magistrat tog Affære.

(Aftenbladet (København) 11. august 1927).

Chokolade paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen).

I disse Dage køres i Læssevis af ødelagt Chokolade fra Branden hos Galle & Jessen ud paa Lossepladsen paa Valby Fælled - til Glæde for Børnene, der gør stort Bytte.

Ved Branden paa Galle & Jessen Fabriker blev store Partier Chokolade ødelagt af Røg, og Vand og nedstyrtet Kalk. I disse Dage foregaar Oprydningsarbejdet, som besørges af Redningskorpset, og det ene svingende Læs Chokolade efter det andet køres ud paa Lossepladsen paa Valby Fælled.

Til stor GIæde for Børnene, der sværmer i Hundredvis om det lækre "Affald" og guffer i sig efter en større Maalestok.

Utjenligt til Menneskeføde?

- Vi kan ikke sælge den Chokolade, siger man hos Galle & Jessen, den er ganske utjenlig til Menneskeføde. Det er det rene Svineri. Chokoladen smager af Røg og er blandet med Snavs og Kalk, og det er sørgeligt, hvis det virkelig er tilladt Børnene at samle den op og spise den. De maa jo faa en forfærdelig Mavepine. Det er forøvrigt ikke os, der lader Chokoladen køre bort, det er Assuranceselskaberne - og De ved jo nok, at de lader ikke noget gaa til unødigt Spilde.

- Hvis Chokoladen ikke kunde sælges, var den da ikke saadan, at der kunde have været disponeret over den paa anden Maade - den har jo dog et stort Næringsindhold?

- Det var fuldkommen ødelagt, vurderer man, og det er det rene Svineri at i spise den. Men Fejlen er, at Københavns Kommune ikke har en Destruktionsanstalt, og at alle og enhver kan gaa ud paa Lossepladserne.

- Hvor meget drejer det sig om?

- Det véd jeg Ikke helt nøjagtigt, men det er meget. Redningskorpset kører med en 6-Tons Vogn, og de skal køre et Par Dage endnu.

Det er umuligt at afspærre Lossepladserne.

- Det er ikke muligt at afspærre Lossepladserne, siger Markfuldmægtig Beyer. De er ikke indhegnede, og det drejer sig jo om meget store Arealer. Politiet vil ikke paatage sig Arbejdet. Saalænge Mandskabet gaar derude, kan de naturligvis til en vis Grad jage Folk væk, men naar de gaar hjem, saa er der fri Adgang. Der gaar altid nogen derude og "piller" - baade Voksne og Børn. VI har sat Advarselsskilt op, det er alt, hvad vi kan gøre ... Vi har for Resten oplevet noget lignende ude paa Kløvermarksvej for en Del Aar tilbage. Det var fra en Sukkervarefabrik - Sukkervarer af enhver Slags, Marcipanfigurer, Chokolade, hele Vognlæs fulde. Og Folk kom og pillede op og fik en fin Jul ud af det - det var nemlig lige før Jul, at det skete.

- Det kan dog vist ikke være Sundhedsbefordrende?

- Nej, men Børn kan jo taale meget. Forøvrigt hævder Stadslægen, at Lossepladserne er ikke sundhedsfarlige, og Arbejderne derude har lavere Sygdomsprocent end de andre Arbejdere, Jeg har at gøre med. Lossepladsen lugter ganske vist. Men Lugt er ikke sundhedsfarlig.

- Ja, men der er dog en Forskel paa at arbejde paa Pladsen og at holde Maaltid paa Affaldet ....

- Det er der, men jeg haaber ikke, Børnene skal faa andet Men af det end maaske nogen Mavepine. Lossepladserne er som sagt saa stor, at det er vanskeligt at holde Folk borte. Paa Valby Mark kommer halvandet Hundrede Læs dagligt og paa Kløvermarksvej hundrede. Vi har jo Ingen Destruktionsanstalt til den Slags Ting

.... og i Morgen kommer Dagrenovationen, saa er Chokoladen dækket.

(København 12. juni 1924)

Mellem Bjerge af gammelt Jern. (Efterskrift til Politivennen).

 

Et Blik ud over Oplagspladsen paa Djævleøen.

Det er ikke Alper og vildsomme Bjergegne, der paa ovenstaaende Billede hæver sig op. Det hele er et københavnsk Billede ude fra den gamle Djævleø, hvor Firmaet Petersen & Albeck har deres store Oplags- og Ophugningsplads.

Her ved Enghavebrygge kan alle Nationers Skibe mødes - om det saa var franske og tyske - og roligt lægge sig ved hinandens Side. De venter jo alle kun paa ét: Tilintetgørelsen ved Ophugning.

Selv den store Plads danner et højt Bjerglandskab, skabt af al mulig Slags gammelt Jern og andet Metal. 

Her er mer end hushøje Bjerge af afhøvlede Jernspaaner og Jernbaand, ved hvis Fødder der ligger et Kaos af alle mulige Jerndele.

Her ses Hjul til store Kaffemøller, Stykker af Kakkelovne, Jernvinduer, Rør, Dampledninger, Balkonknægte, Dele af Automobiler, Jernbanehjul m.m.m.

En Gang med i Arbejdet, nu unyttige Vragstumper, men sener - efter at have gennemgaaet Smeltediglens Varme - atter et Led i Verdensindustrien.

(Aftenbladet (København) 13. januar 1923).

Engholmen december 2004. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den bundløse Plads i Kjøbenhavn.

En rejsende fremmed der i nogen tid har opholdt sig her i staden, gav for nylig sin forundring til kende over den tilstand han fandt en af pladserne i denne ellers så skønne hovedstad. På hans spørgsmål hvad dette næsten bundløse morads kaldtes, sagde man til ham efter at han havde udpeget beliggenheden, at det hed Hauser Plads. Han erfarede nu fremdeles om denne plads at den om sommeren er en tumleplads for hele nabolagets gadedrenge der uophørlig foruroliger og forskrækker de omkringboende ved skrigen, skrålen, stenkast og boldspil og at den da bestandig på grund af den løse grund står i en støvsky der gør den næsten lige så modbydelig på denne årstid som den er om forår, efterår og vinter ved sin skidenhed. Ja at man endog på nævnte plads tillader sig at henkaste døde hunde og katte samt fejeskarn, ja selv menneskelige ekskrementer.

For at det nu ikke skulle falde en fremmed ind at give en beskrivelse over denne plads lig den en englænder for en del år siden gav over Holmens Bro, men især for de der boendes skyld da disse må betale samme brolægningsskat som alle andre i staden, er man så fri at gøre de ansvarlige autoriteter opmærksomme på dette uvæsen der muligvis kunne være ubekendt. Dertil anmoder man dem om at påtage sig denne ulykkelige plads' sag og sørge for at den ikke behandles så stedmoderligt. Hvilket måske alene har sin grund i at dens beliggenhed ikke er midt i hovedstaden.

Konferensråd Hausers minde fortjente vel at pladsen skænkedes nogen opmærksomhed. Den ene skønne bygning hæver sig rask efter den anden i dens omkreds, og disses ejere ville sikkert yde enhver rimelig hjælp for at lette den gensidige kommunikation over dette morads der virkelig ved vådt vejr er næsten ufarbar. Måske kunne de sten der kasseres fra Kongens Nytorv som nu får en ny brolægning, uden synderlig bekostning for det offentlige anvendes til denne stakkels plads' beklædning.

(Politivennen nr. 1044, Løverdagen, den 2den Januar 1836. Side 9-10)

Om Landeveis-Grøvterne paa Amager

Motto: "Og I skulle skille eder ved al Ureenlighed."

Under overskriften "hold for næsen" findes i dette blads nr. 752 et stykke hvor forfatteren anker over at landevejsgrøften udenfor benmøllen på Amager er opfyldt med den mest ildelugtende urenlighed.

Foranlediget heraf kan indsenderen af nærværende stykke meget vel begrundet ikke tilbageholde sin forundring over at netop dettte stykke af landevejsgrøften har tildraget sig den unævnte forfatters særdeles opmærksomhed, og det så meget mindre som hvad der gælder om denne del i fuld måde er anvendeligt på hele grøften på begge sider af landevejen og det lige fra vejen der fører til renovationskulen, til den der fører til Sundbyøster.

Det er vist nok en sandhed at just ikke ethvert stykke af nævnte grøft har lige trang til at bllive renset, og indsenderen vil derfor tillade sig at fremhæve de med urenlighed bedst forsynede steder, sådsom det stykke lands med hr. agent Holmblads ejendomme samt hele grøften forbi benmøllen og hr. frosserer, ridder Jacob Homs reberbane. Årsagen hertil må især søges i den omstændighed at stenkisten ligefor den vej der fører til Strickers Batteri er således sammenfalden at grøften på begge sider af samme er overfyldt med alskens flydende urenlighed, da vandet intet afløb kan få. Hvilket også er tilfældet med stenkisten udenfor kirkegårdsporten.

Når forfatteren af det stykke endvidere ytrer at det uden tvivl ikke tilkommer vedkommende grundejere at rense landevejsgrøften, da er indsenderen fuldkommen enig heri, og det i særdeleshed fordi han er overbevist om at mænd som vor driftige grosserer Holm og agent Holmblad da vist nok ville have foranstaltet dette med så meget andet, hvorved de har bidraget til deres ejendommes forskønnelse og almenhedens bekvemmelighed og forlystelse.

Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke undlade at aflægge hr. agent Holmblad sin med fleres uskrømtede tak fordi han så uegennyttigt har anlediget bortskaffelsen af det væmmelige skarndepot tæt ved landevejen på den ejendom som tilhører Frue kasse ved siden af bomhuset, et depot som i flere år har ulejliget vejfarrende. Pladsen hvor depotet var, er nu planeret og udad mod vejen beplantet med en række canadiske popler.

På denne side af vejen er grøften især opfyldt med stinkende materie udenfor Peterslyst og Stedet nr. 6

Med hensyn til det spørgsmål: hvem det tilkommer at rense grøfterne, da turde det vist nok være udenfor al tvivl at dette arbejde påhviler vejvæsnet, til hvis kraftigste foranstaltning man herved i samtlige vejfarende navn anbefaler disse grøftstykker.

(Politivennen nr. 755, Løverdagen den 19de Juni 1830, s. 383-386)

En slem Mødding paa Halmtorvet.

På Halmtorvet, eller rettere sagt Høtorvet, findes et stykke som støder op til volden der i sandhed fortjener navn af en mødding. At det ikke hører til stadens grund, må man slutte sig til da det ikke er brolagt. Men at det skulle være aldeles herreløst, kan indsenderen heller ikke tro, men at der dog vist nok må findes en eller anden offentlig autoritet som vedkender sig samme. 

Som en følge heraf mener indsenderen at dette sted ikke mere end ethvert andet offentligt torv er fritaget for at blive holdt rent. At dette ikke er tilfældet, kan indsenderen med samtlige omkring boende bedst bevidne, da der i dette år ikke er bortkørt et eneste læs af den megen gødning som 2 gange ugentligt opdynges på dette sted af de mange bønderheste på torvet, og hvilket naturligvis for de i nærheden boende medfører en usund luft når vinden blæser over på husene, for ikke at tale om det ubehagelige indtryk det må gøre på enhver fremmed tilrejsende som er det første sted han nødvendigvis må kaste sine øjne på når han kommer ind i hovedstaden, og så let kan give ham anledning til et ufordelagtigt omdømme om stadens ellers i øvrigt så udmærket gode politiorden. Tillige er det til stor ulempe for de torvesøgende borgere som for at komme til at se på hølæssene, må vade i snavs op over fodtøjet. 

Indsenderen og med ham vist mange af stadens borgere, nærer derfor det håb at ovennævnte sted må blive taget i lidt nøjere betragting, og om muligt lig de andre torve blive brolagt. Men hvis dette ikke af særegne grunde kan lade sig gøre, at det dog i det mindste må blive renholdt, den gødning der ligger der blive bortkørt, og pladsen opfyldt med godt tørt grus hvoraf der i denne tid i Adresseavisen dagligt tilbydes nok til fri afhentning.

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 610-612)

Skiden Opdækning i Myntergaden.

Allerede i år har en fejl fundet sted ved afløbsslusen mellem Møntergade og Pilestræde så vandet sjældent kan få flugt og ofte samler sig til en stillestående pøl der afgiver den afskyeligste stank, således at man i denne tid må holde sine vinduer lukket i stedet for at kunne indånde den behagelige og forfriskende sommerluft. Stanken har fuldkommen lighed med den man hjemsøges af når det behager vedkommende kørekarle at opvarte publikum med en dosis vellugt mellem kl. 10 og kl. 11 om aftenen. 

Hertil kommer endnu den store ubehagelighed at Springgade er forsynet med en brændevinsbrænder og en fiskebløder hvis duftende udførsler og udgydelser ofte bringer lugteorganet i forlegenhed. Det sidste slags næringsvej burde helt forvises fra en stor stad når vedkommende ikke kan eller vil indrette det således at det rådne fiskevand gives afløb efter kl. 11 om aftenen eller i den tidligste morgenstund. For det er dog alt for ubehageligt at indånde sådant når man om aftenen kl. 9 eller 10 kommer hjem fra en spadseretur som man har foretaget sig for at styrke sundheden.

Man håber med sikkerhed at de ansvarlige ufortøvet vil sørge for ovennævnte sluseafløbs istandsættelse, samt at opsigtsbetjentene må beordres ikke at tilstede fejekoner og fejekarle at dæmpe gadestøvet ved at overøse gaden med uhumskheder fra rendestenene, men at hente et par spande vand dertil. For ellers gør de kun ondt værre og forpester den luft der trænger ind gennem åbenstående vinduer.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 584-585)

Christianshavn.

Mens København bliver mere og mere forskønnet, mens dens og dens forstæders faste ejendomme stiger i værdi, er Christianshavn siden dens skaber, den store Christians død, ikke alene blevet stående på samme punkt som dengang, men har tabt sig betydeligt, så at dens indbyggeres antal er aftaget og dens faste ejendomme er næsten i ingen prise.

Det kan ingen undre sig over, for her findes så mange årsager der gør det uønskeligt, ubehageligt, ja usundt at bo her. Vi vil opregne nogle.

Renovationskulen der vel ligger udenfor, men dog for nær volden og hvor så mange tusinde læs menneskeekskrementer opdynges, udbreder især ved visse vinde en afskyelig og usund stank over en stor del af byen. Denne stank forøges og vedligeholdes ved den uskik at nogle renovationsførere lader vognene stå i deres gårde, uafskyllede eller halvt fyldte med urenligheder fra den ene nat til den anden. Desuden er nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i (til dels på grund af renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kuskene). Og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen på formiddagen, har at bestille i København.

"Nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i." (Akvarel af C. V. Nielsen. Volden ses til venstre og ifølge påtegningen ses også hjørnet af Sofiegade. Københavns Museum.)

Børnehusets beliggenhed i midten af Christianshavn er en anden og stadigt virkende stankfabrik, på grund af til de forskellige arbejders udførelse nødvendige, ildelugtende materialer, sygestuer hvori mange patienter med smitsomme sygdomme venter død eller helbredelse, lokummer mm. hvis uddunstninger forenet med mange hundrede menneskers ånde og uddunstning bidrager om ikke så mærkbart dog meget til luftens fordærvelse.

Skønt i den ene af byen udvælder Trankogeriet ved visse vinde en højst væmmelig stank over Christianshavn som da kun er fri for den når de modsatte fører den over til hovedstaden. 

Disse årsager og flere mindre som endnu kan nævnes, foruden tre kirkegårde hvorpå der endnu skønt dog sjældent begraves, må nødvendigvis have en højst skadelig samvirkning på den luft som christianshavnerne må indånde. Kunne de alle eller for en del fjernes, ville Christianshavn vinde i beboelighed og dels ejendomme stige til samme værdi som Københavns. Forfatteren vil pege på hvorledes nogle af disse ubehageligheder kan hæves.

Hvad natrenovationskulen angår, da er det besynderligt at man endnu bliver ved med at opdynge den mængde menneskeekskrementer der hver nat, år ud og år ind, udføres fra København og Christianshavn på et eneste sted hvor størstedelen ligger og forpester luften, mens den mindste del kommer amagernes jorde til nytte. Men endnu mere besynderligt er det at man efter at have gjort forbedringer i så mange andre ting, endnu bliver ved med at udføre renovationen på den gamle, så ofte kritiserede måde, hvorved en del af Københavns og Christianshavns gader tilsøles og opfyldes med stank, og det spildte enten nedskylles i kanalerne eller forøger dagrenovationen. Det ville dog ikke være vanskeligt at få underretning om hvorledes man i London, Paris og andre store stæder bærer sig ad med natrenovationen og benytter den til jordens frugtbargørelse. 

For flere år siden blev der i dette blad fremsat forslag om at lade renovationen udføre i tønder på pramme eller både bringes til forskellige steder på Sjællands kyst. Jordene på strækningen langs med Kalvebod Strand til Køge Bugt, ligesom også de nord for København helt til Helsingør trænger meget til sådan gødning, og man kan være vis på at den hvis den var at få på visse steder af kysten, ville blive afhentet af landmænd længere inde i landet og betales godt, især i tørret form. Således kom renovationen landet til nytte og transporten ville næppe forøge de udgifter der nu medgår til dens bortkørsel. Men selvom det også var sådan, kunne dog vel gadernes renholdelse og luftens forbedring i en stad der tæller 120.000 indbyggere, kræve et offer.

Det er et spørgsmål som her ikke kan besvares, om det er rigtigere, om det er mere gavnligt for moral og sundhed at have et betydeligt antal forbrydere af forskellig alder og køn samlet på et sted end at fordele dem på flere. Men rigtigt bliver det næppe at lade en betydelig straffeanstalt optage den bedste del af en by. Børnehusets beliggenhed i centrum af Christianshavn gør så at sige dens bedste og mest nære plads øde, og forvolder at den ikke kan blive velbebygget eller at folk kan få lyst til at nedsætte sig der. Forfatteren heraf vover derfor at henstille til højere vedkommendes modnere bedømmelse om det ikke skulle være gavnligt og hensigtsmæssigt nu da en del af Børnehuset ligger i ruiner og en anden del er i en meget forfalden tilstand, at sløjfe hele bygningen og der anlægge en gade med anstændige borgerhuse. At disse snart ville blive beboede og at der ville fremstå liv og virksomhed i det nuværende øde, er der vel ingen tvivl om. For København lærer os at de mest beboede gader søges mest og bebygges tættere.

Christianshavns brolægning er i en meget dårlig tilstand og ligner gaderne i den usleste købstad, ja ved at befare nogle af dem udsætter man sig virkelig for at vognakslerne går itu eller hestenes ben forvrides. Dog i år oplægges hovedgaderne og turen vil da vel siden komme til de øvrige.

Christianshavns beliggenhed nær ved havet og ganske omgivet af vand gør den af naturen til et sundt opholdssted. Ville man fjerne de hindringer som forbyder den at være det, da ville den snart blive bebygget og beboet af velhavende familier som man nu kun finder i meget få af dens gader, hvorimod størstedelen er beboet af meget fattige familier, hvilket man kan få bevis på ved at gøre en tur omkring byen og gennem dens gader.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 445-451)

Vink til forhenværende Skrædder Holmbo.

Hr. Holmbo gøres opmærksom på at når han lader sit tag til gaden rense eller istandsættes, så forpligtes han efter anordningerne til ved begge ender af det af hans huse som er under reparation, at sætte lægter eller lignende, så de forbipasserende kan varsles. At Holmbo enten må være uvidende om sådan forpligtelse, eller i det mindste anse sig fritaget for at efterkomme samme, bevises af følgende faktum.

Den 29. maj i år om morgenen klokken halv seks så indsenderen at en murersvend kom ud gennem et kvistvindue på Holmbos hus nr. 228 i Antonistræde. I hånden havde han en stang som han gav sig til at rense taget med for løse kalkstykker og anden urenlighed. Ved huset var ikke anbragt en, endsige to afvisere eller mærker.

Naboens nr. brændevinshandler Wagners tjenestepige som just kom gående med en kurv fuld af hvedebrød, fik den første ladning oven på brødet. Indsenderen som bor overfor, råbte derfor over til svenden at der ingen afviser var sat ved huset, hvortil denne svarede "at alt hvad han rev ned fra taget, faldt i tagrenden". Da man imidlertid berettede ham om tilfældet med hr. Wagners pige, pikkede han med stangen 3 til 4 forskellige gange på taget for at få Holmbo - som befandt sig på loftet - i tale. Men da ingen Holmbo indfandt sig, fortsatte han uden videre med det arbejde han var blevet pålagt. Og nu først regnede en betydelig del kalkstumper mm ned. Dels i tagrenden, dels fra dennes rand ned på gaden. 

Hele forretningen stod på i omtrent 10 minutter og indtraf heldigvis herved ingen videre ulempe, fordi kun få folk befandt sig så tidligt på gaden. Men det besynderligste var at efter at svenden var blevet helt færdig med rensningen, blev en lille stok af omtrent 1½ alens længde sat fra huset ud mod de brede fortovssten. For hvilken man imidlertid havde så lille ærbødighed at den første forbigående med forsæt rørte den med foden så den faldt om. Denne mangel på agtelse må sandsynligvis have grundet sig i at det ikke kunne falde ham ind at en sådan pind stod der ex officio.

I de tilfælde der skulle være bestemt nogen mulkt for forsømmelse af ovennævnte pligt, da skal det inderligt fornøje indsenderen at erfare at en sådan mulkt er blevet pålagt Holmbo. Og til bevis for at denne mener det redeligt, så tilbyder han skønt han ikke er 1/10 så rig som Holmbo, at lægge 1/4 af en sum lige med den som bliver pålagt husejeren, forudsat mulkten ikke overstiger 10 rigsbankdaler sølv. Ligesom han også i ethvert tilfælde samtykker i at udgiveren af Politivennen, S. T. hr. major K. Kristensen oplyser Holmbo om hvem indsenderen er, ifald han skulle spørge om det.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 345-348).

Redacteurens Anmærkning

Antonistræde 228 blev i 1859 til Antonistræde 12 og i 1901 til Antonigade 12. Hverken huset eller adressen eksisterer længere.

Bøn om en hurtig bortskaffelse af Snavset paa Amagerfælled, samt de der rodende Svin.

Hr. Udgiver!

Tidligere har De i Deres agtede og almennyttige Politivennen forbarmet Dem over de stakkels Christianshavns indbyggere, idet De har påtalt den uhumskhed som omgiver disse og som især finder sted på hele Amagerbro mv. I hele denne sommer var det end ikke muligt at stikke næsen udenfor porten uden at blive forpestet af stank. Det var derfor at ønske om sundhedspolitiet eller måske stadens politi ville være lige så virksomt udenfor Amagerport som udenfor de andre af stadens porte, hvor man ved mange lejligheder er overbevist om at grove synder ikke tåles eller ses gennem fingre med. For beboerne på Amagerbro huer sandelig lige så lidt sygdom og ufred som beboerne på andre steder. 

De militære som har våbenøvelser på Amager, må dagligt marchere mellem 2 renovationsdynger så snart de kommer uden for Amagerports barriere og skal ind på fælleden. Hele dagen igennem aflæsses der gaderenovation som flyver omkring og fylder ethvert øje som skal passere broen så at man ser folk som blindebukke løbe mellem disse skarndynger med tørklæder for næse og mund indtil de har passeret disse. I denne hede sommer er det ofte sket at folk er blevet så betaget af stank at de har måttet lade sig ledes til nærmeste sted for at blive forfrisket eller få hjælp.

For den fordel disse oplagssteders ejer har af samme bør han ufejlbarlig i det mindste være forpligtet til at indrette disse oplagssteder så nær sig selv om muligt for i det hele selv at kunne profitere også af det han nu søger at undgå og som meldt alene vil påføre sine medmennesker. I dette tilfælde ville hans skarnmagasiner komme så langt fra vejen at passagererne ikke blev angrebet af den stank beholdningsmagasinet yder og som endvidere forøges derved at henved 50 stykker svin uophørligt roder i nævnte skarndynger, hvorved man da aldrig har mangel på en frisk og desto mere kraftig stank.

(Politivennen nr. 560. Løverdagen den 23de September 1826, s. 634-636)

 "De militære som har våbenøvelser på Amager, må dagligt marchere mellem 2 renovationsdynger." (Borgerligt artilleri på øvelse på Amager Fælled. P. Klæstrup.)

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes i indledningen af artiklen nok til et andet indslag, en veklage over forholdene på Christianshavn og Amager. I de kommende år fremkommer flere variationer over dette tema, herom de kommende endnu ikke publicerede årgange.

En slem Stank-og Lase-Kjelder hos en Mosaist i St. Gjertrudsstrædet

Forrige sommer og senere i år blev i bladet Politivennen påtalt den giftige pestbringende stank hvormed en mosaist opvarter naboer og genboer, da han for at skaffe sig erhverv har fundet på at anvende gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde til oplagssted for knogler, ådselsdele, gamle klude, sønderslået glas med meget mere. Rare sager som folk fra den laveste klasse dagligt bringer til mosaisten fra renovationsoplagsstederne uden for byen. 

Uagtet disse højst rimelige anker måtte man hele forrige sommer tåle den omtalte giftige og pestbringende stank og den betydelige mængde af småkryb som forplantes ved helt eller halvt forrådnede sagers opbevaring i et beklumret, om natten tillukket kælderrum. Ligeledes måtte naboer og genboer for så meget som muligt at undgå stanken og for ikke at gæstes af omtalte småkryb, når mosaisten almindeligvis om morgenen lod sine opbevarede rare sager føres ud til videre bestemmelse, savne det store gode at kunne åbne vinduerne for at få frisk luft.

Da der så vidt vides slet ikke fra det offentliges side er bidraget til at afhjælpe dette onde for i sommer og i fremtiden, og naboerne og genboerne må se den kommende sommer i møde med harme over at en sådan sundheds- politilovgivningen og god orden vist nok modstridende næringsdrift tåles i hovedstaden, og det i en af dens snævreste gader som desuden har sin del af stanken fra en til oplagssted for hestegødning af og til anvendt hørkræmmerbagport, fra dårligt rensede rendesten, og fra anden skidenfærdig, til dels røg og stank medførende næringsbrug, så bringes denne sag herved atter i erindring for om der muligt måtte kunne bidrages noget til at formindske denne store ulempe, såvel indeværende sommer som for fremtiden. 

For så vidt det måske efter fremlejerens mening er vanskeligt at skaffe mosaisten ud af stinkgruben, tror anmelderen at burde tilføje at kontrakten må betragtes som en overenskomst der er i strid med loven og til dels mod ærbarhed da gruben ikke sjældent er usædelighedens rede. Der vil følgelig ingen forbindtlighed kunne påhvile fremlejeren eller fremlejetageren. Men kontrakten må betragtes hævet i det øjeblik vedkommende med lovgrundet embedsmyndighed giver marchordre.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 369-371)

Sankt Gertruds Stræde. Man kan lige skimte Hausergade i baggrunden, med Kultorvet mod højre og Hauser Plads mod venstre.
 

Redacteurens Anmærkning

Det har ikke været muligt for Redacteuren at finde ud af hvor Sankt Gertruds Stræde nr. 208 skulle være. Det eneste matrikelnummer som ligger tæt på er Store Fiolstræde 208, i dag Fiolstræde nr. 9. Men det ligger et pænt stykke fra Sankt Gertruds Stræde.

Uordener

Inden for porten til Garnisons Kirke findes en bunke fejeskarn og anden urenlighed der afgiver et væmmeligt syn for det kirkebesøgende publikum og andre der passerer der forbi for på kirkegården at dvæle ved de hedengangnes gravsteder. Man nærer det rimelige ønske at denne urenlighed flyttes hen til et mere passende sted, samt at terrænet omkring kirken for fremtiden bliver befriet for menneskeekskrementer af hvilke der findes et ikke ubetydeligt oplag.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9888)

Uorden.

Udenfor Vesterport på hjørnet af alleen og vejen til tømmerpladserne er man begyndt på at samle en møgdynge på glaciets jorder. Allerede nu giver den en slem stank fra sig der vil blive værre når varmen kommer. Fremmede vil vist heller ikke finde skuet af samme smukt, især da den ligger lige for Frihedsstøtten. Gødning er vel nok nødvendig for jorden, men så nær ved vejen bør den ikke ligge i mængde.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9596)

Uordener.

1) Da Købmagergade for et par år siden blev brolagt på ny, så man rendestensbrædter over rendestenen uden for hver port hvortil var indkørsel, såvel som til enhver dør hvortil der var indgang. Men nu mangler der adskillige rendestensbrædter, især på Lille Købmagergade hvor de især er nødvendige for fodgængere der undertiden må retirere for de mange bøndervogne der kører til og fra Kultorvet. Manglen af et sådant bræt er især mærkbart udenfor nr. 85 hvor man ofte har set vogne køre ned i rendestenen og indjage fodgængerne på fortorvet skræk ved vognenes vælten at blive skamslåede.

2) Nu er atter møddingebunken på grunden nr. 234 og 235 på Nørregade steget til betydelig størrelse, så at den hvis den længere skal blive liggende, vil være til megen ubehagelighed for d ei nærheden boende. Det var at ønske at ejeren i denne henseende ville tænke på sin næste eller politiet på ham.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9501-9502)

Anmodning til den høie Øvrighed, angaaende Borttagelsen af en Slamkiste, der er indrettet paa det nye anlagte Fisketorv.

Før Fisketorvet fik den nuværende skønne udbedring som unægteligt pryder hovedstaden meget, var der på dette torv anbragt 2 slamkister, som følge den ansvarlige høje øvrigheds foranstaltning blev afskaffet som usømmelige på et sted hvor lugten af fiskene undertiden er modbydelig nok, og hvor man altså bør være befriet for stank af de uhumskheder slamkister i almindelighed fyldes med. Enhver glædede sig over disse kisters afskaffelse. Men hvor forundret blev man ikke da man så at en af sådanne kister - formodentlig uden øvrighedens tilladelse -  er indrettet udenfor det forhenværende pramlavskontor og altså på Fisketorvet.

"Indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste." (Gammelstrand med Fisketorvet af Juul, 1820. Københavns Museum).

Det er naturligvis indlysende at denne indretning er særdeles bekvem for ejeren af dette hus, da han kaster hestemøg i den, og andre måske endnu mere stinkende uhumskheder. Men indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste. Derfor ønsker man ham der så vidt vides er boende ved Gammelstrand nr. 8, under mulkt for hver dag han er øvrighedens befaling overhørig, pålagt at borttage denne skarnkule som i høj grad vansirer stedet hvor den er anbragt, så meget mere da færdslen der forbi er meget betydelig.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9330-9331)

Redacteurens Anmærkning

Det er muligt at artiklen forveksler Ved Stranden 8 med Gammel Strand 8. I givet fald er der tale om adressen som siden 1859 har heddet Gammel Strand 36. Bygningen er fra 1801 og står der altså endnu.