26 april 2024

Kludesamlerne på Lossepladsen i Holmbladsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Konkurrence paa Lossepladserne

Kludesamlerne gøres arbejdsløse, fordi de gaar Renovationsarbejderne i Vejen.

Socialminister Steincke, der vel nok højere Grad end nogen anden Politiker har de Fattiges Tillid, modtog i Gaar tre Udsendinge fra Kludesamlerne paa Amager.

De kom for at anmode Ministeren om at bruge sin Indflydelse til at skaffe dem Adgang til at "klunse" paa Lossepladsen ved Holmbladsgade, der er spærret for alle andre end de kommunale Lossepladsarbejdere som skal holde Pladsen i Orden.

Kludesamlerne forklarede Ministeren, at de tidligere kunde holde en helt ordentlig Indtægt ved at "klunse" paa Lossepladsen - men nu var deres Erhverv ødelagt, og at endte vel med, at de maatte melde sig til Fattigvæsenet.

Er Klunserne i Vejen?

De medbragte et Eksemplar af Social-Demokraten" for 5. November, hvor Ministerens Tale under Arbejdsløshedsdebatten er refereret og de pegede paa følgende Udtalelse af Ministeren:

"Arbejderne nærer stor Frygt for, at de skal blive tvunget til at søge Hjælp hos det Offentlige. Som Minister modtager man mange Anmodninger om Hjælp og Anmodninger om Adgang til Arbejde. Saaledes modtog jeg Fredag Aften et Brev fra en arbejdsdygtig 38-aarig Arbejder med Hustru og Børn. Han vilde have Lov hl at ernære sin Familie ved at samle Affald fra Kommunens Lossepladser. Han har nemlig blevet vist bort af Arbejderne paa Pladserne, som selv havde en Fortjeneste ved at samle Affaldet. Saa fortvivlet kan Forholdene tegne sig for Arbejderne".

Socialministeren behandlede de tre Kludesamlere med al mulig Elskværdighed, men maatte iøvrigt nøjes med at henvise dem til en af Arbejderrepræsentanterne i Borgerrepræsentationen og se at faa ham til at tale deres Sag.

Kludesamlerne maatte altsaa gaa med uforrettet Sag. Men dertil er der jo intet at sige, da Sagen ikke kan falde ind under Socialministeriets Omraade.

Tidligere har Kludesamlerne henvendt sig til Borgmester Hedebol, der gav det Svar, at naar han havde spærret Lossepladsen paa Amager, var det fordi, "Klunserne" gik Renovationsarbejderne i Vejen.

En Kludesamler kan holde 12-13 Kr. om Dagen.

Kludesamlerne er imidlertid ikke til Sinds at give op. De nærer Frygt for "at søge Hjælp hos det Offentlige" - og dermed ligesom blive udstødt af Samfundet. Men vil Borgerrepræsentationen tage Hensyn til deres Krav?

Det er jo ikke noget meget paaagtet Samfundslag, det, Kludesamlerne danner. Naar det omtales, er det gerne med et Smil. De fleste andre Borgere vil ikke gerne tage dem og deres Gerning alvorligt.

Og dog er Kludesamlerne haardt arbejdende og fuldkommen nyttige Samfundsborgere og al Respekt værd.

Maaske vil det overraske at høre, at en Kludesamler paa en normal Arbejdsdag paa Lossepladsen kan tjene 12-13 Kr. - Saa meget er det gamle Ragelse, som bliver kastet I Skraldespandene, værd. I Aarets Løb er der paa Lossepladserne opsamlet Metaller, Klude. Flasker. Gummi. Cykledele og lign. for maaske over 100,000 Kr. Klunset sælges til Opkøbere, hvis Forretninger er meget betydelige.

Vil de kommunale Arbejdere være ene om at klunse?

En "Klunser", som i Gaar henvendte sig til os, fortalte, at han i Løbet af Sommeren havde lavet mindst 20 Cykler af enkelte Dele, som han havde fundet paa Lossepladsen. Han har tidligere været CykIesmed med egen Forretning. Paa Lossepladsen kunde han genoptage Virksomheden og tjene til Livets Ophold. Men nu da Borgmester Hedebol har lukket af for Skraldet, maa han tænke paa at henvende sig til Fattigborgmester Kristensen om en lille Hjælp.

- Se en Gang paa mit Tøj, sagde han til os. Det er jo ikke videre fint, men det er alligevel til at gaa i. Vil De tro, at det er fundet paa Lossepladsen næsten alt sammen - for det er det. Baade Strømperne, Støvlerne, Gamascherne, Bukserne. Slipset og Kasketten er pillet op fra Lossen. Og Hængelampen der hjemme i Stuen og jeg ved ikke hvad! Altsammen fundet paa Lossepladsen.

Vi kan godt passe os selv, naar vi "klunser", og der er ikke noget med at gaa de kommunale Arbejdere i Vejen. Hvorfor skal vi tvinges over paa Fattigvæsenet ? Var det ikke rimeligere at lade os faa Lov til at "klunse". Den eneste Maade, vi kan gaa de kommunale Arbejdere i Vejen paa, er ved at pille det "Kluns", som de selv vil have. Jeg skal ikke nægte, at vi er Ukammerater med dem.

Han tilføjede, at paa Lossepladsen ved Enghavevejen er det stadig tilladt Kludesamlerne at komme.

En Udtalelse af Borgmester Hedebol.

Saa vidt Kludesamlerne. - 

Borgmester Hedebol, med hvem vi i Morges havde en Samtale om Sagen, betoner, at Lossepladsen er en Arbejdsplads.

Og paa en Arbejdsplads skal der være Orden, sagde Borgmesteren. Og det er der særlig Grund til at holde fast ved, naar det gælder Lossepladsen paa Amager, der er farlig, fordi den gaar ned til Vandet. Lossepladsen ved Enghavevejen byder ikke paa de Vanskeligheder.

For Resten, sluttede Borgmesteren, er Sagen aldrig før blevet mig fremstillet paa denne maade.

Steen.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).


Kludesamlernes daglige Liv.

Et Besøg hos de Mennesker, der er tilfredse med lidt.

Kludesamlere og deres Hustruer, fotograferet ved Holmbladsgade.

- Værsgo', De skal ikke være bange for at sætte Dem ned - for her er ingen miren Dyr.

Kludesamleren peger paa sin Divan, og jeg tager frygtløs Plads ... Jeg er paa besøg i hans Hytte - Hus kan man ikke godt kalde hans Beboelse, der kun er 5 Alen lang og 4 bred og af Træ.

- Nej, De skal ikke være bange for at faa noget paa Dem her, vedbliver han Jeg gaar jo nok paa Lossen og roder, og alt, hvad jeg ejer og har, er fundet i Skraldet; men derfor kan jeg vel godt være renlig. Vil De bare se mit Tøj - det er ikke videre elegant, for det er pillet op Stump for Stump. Men jeg kogte det ud og skrubbede det godt igennem, inden jeg tog det paa.

Kludesamleren er en høj, sund og frisk udseende Mand i 40 Aars Alderen. Han lyser af godt Humør og Evne til at tage Tilværelsen, og hvad han siger er altsummen klart og forstandigt og uden Udpyntning af nogen Art.

- Vi kunde have det saa godt herude, siger han. Borgmester Hedebol skulde bare komme ud og se os. Han tror vist vi er nogle værre Radiums kandidater, men fakta saa kan der gaa Maaneder mellem, at jeg smager saa meget som en Bajer, og saadan er det ogsaa med mine Kammerater. Og naar De ser Dem omkring herinde, vil De saa ikke indrømme mig, - jeg maa være et meget ordentligt Monneske. Det er jo ikke nogen Herskabsbeboelse, men man kan da ikke nægte, at her er rent og pænt.

Kludesamleren viser mig sine Ejendele - og spørger, om man skulde tro, de var fundet paa Lossepladsen.

- Bordet der - fundet paa Lossen. Vækkeuret - ja, det er et godt Ur; det trængte bare til en Omgang Petroleum, da jeg fandt det. Primusapparatet, Tæppet paa Divanen, Kaffekanden Kopperne - altsammen pillet op. Lampen - først fandt jeg Beholderen, en rigtig god Beholder, ikke, - saa fandt jeg en Fod, der kunde bruges til den, og nogen Tid efter dumpede jeg over Brænderen. Glasset har jeg købt. Men der findes ikke bedre Lampe i Kongeriget Danmark.

Saa gaar vi udenfor for nt bese Hytten udvendig. Den er beklædt med Linoleumsstykker, og Kludesamleren fortæller, at lunere Beboelse end denne her lille Villa skal man lede længe efter. Derpaa fører han mig ind i sit Værksted, et Træskur, hvor han sætter fundne Cykledele sammen til flotte og solide Cykler, saa gode som ny. Det er altsaa en hel Samlefabrik.

- Men somme Tider er jeg bange for, om saadan et fundet Stel skulde stamme fra en stjaalen Cykle, bemærker han. For Resten er det jo underligt at se, at Folk smider gode Sager ud. - han peger paa nogle Dæk og Slanger, som hænger paa et Søm paa Væggen, og henter frem gamle Hjul, Sadler, Styr og Forgafler: Den Losseplads er en Guldgrube, siger jeg Dem, en ren Guldgrube. Naar disse her Sager er sat sammen, og Stellet har faaet for 35 Øre Lak, saa er der Cykler i Landskabet ...

En af hans Kammerater, en lavstammet fast Mand med kloge, men næsten haarde Øjne, er kommet ind i Cykleværkstedet. Han tilbyder at vise mig sit Hus. Han er gift og har 2 Børn. Han ser næppe saa tilfreds ud som den anden, men han har jo også en Familie at forsørge, hvad Cyklesmeden ikke har.

- Maa jeg lige gøre opmærksom paa, siger Cyklesmeden, at Vinduet der ogsaa er fundet paa Lossen, og Dørkarmen - det er Kammen af en gammel Sofa.

Nu gaar vi hen til den lavstammede Kludesamlers Bolig, et rigtig godt Kolonihavelysthus med tre Rum. Og saa her er næsten hver Stump Indbo fundet paa Lossepladsen. En af de Ting, som Manden viser frem med størst Fornøjelse er en lille Bageovn til at opvarme med et Primusapparat. Den var noget itu, da han fandt den, men en lille Reparation har gjort den anvendelig. Konen har nylig bagt i den, og Manden opfordrer mig til at smage pan Brødet. Jeg faar en Skive, og den smager ud mærket.

Jeg gaar omkring i Huset og ser paa Sagerne. Alting er velholdt og propert. Messingtøjet - fundet paa Lossepladsen naturligvis - er straalende og nypudset, og Gulvene som blæst. Det er ordentlige Mennesker der bor her. Det Indtryk fik man for Resten i alle de Hytter, jeg besøgte. Kludesamlerne paa Lossepladsen ved Holmbladsgade er solide, ædruelig og flittige Folk. De har skabt sig Deres egen lille Verden. Lad dem bare faa Lov til at beholde den.

Konen viser mig Børnene, der ser sunde og friske ud. - de har øjensynlig ikke taget Skade af at bo i Nærheden af en Losseplads ... Og nu holder den høje kludesamler, som er den mest veltalende af Selskabet, paany et rask lille Foredrag.

- Skidt med om vores Haandtering er fin eller ej, for hvem vil nægte, at den er nyttig. Jeg har lige læst en Artikel i et Ugeblad om, hvordan alt Affaldet fra lossepladserne i Amerika bliver lavet om til ny Ting ... Hvis vi var unyttige Mennesker, saa kunde jeg forstaa Magistraten, naar den forbyder os at klunse. For det med at gaa Arbejderne i Vejen, tror jeg ikke paa ... Nu har jeg været nødt til at søge Hjælpekassen. Tidligere kunde jeg tjene 10 Kr. om Dagen og var aldrig i Pengetrang. Nu er det oven i Købet Nat med Koksene ...

Da jeg vil tage Afsked med de sympatiske Mennesker, siger Cyklesmeden:

- Stik lige med hjem og se mit Bibliotek. For jeg har Bøger. Naturligvis pillet op fra Lossen. Dem ligger jeg og studerer om Natten

Steen

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Foto fra Lossepladsen ved Holmbladsgade, bragt i Horsens Social-Demokrat 5. februar 1932 i anledning af at 3 renovationsarbejdere havde drukket gift i den tro at det var likør. Flasken havde en etikette fra Carl I. Michaelsen & Co.s Likørfabrik. Flasken stammede fra spækhøker Wren, Halfdansgade 28. Han havde fyldt dem med forskellige rensemidler. Den ene af arbejderne døde, den anden blev opgivet, mens den tredje var stærkt lidende. Spækhøkeren hævdede at flasken indeholdt rabarbervin, men det var nok snarere nitrobenzol.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar