En meget opstigtsvækkende Fogedforretning i Gaar.Naar man "nedbryder Disciplinen"...
Røre foran Ejendommen, Sigerstedgade 4, under Ejnar Nielsens udsættelse i Gaar. To betjente holder Vagt ved Effekterne.
Der fandt i Gaar en meget opsigtvækkende Begivenhed Sted ude i Sigerstedgade, hvor en af Kommunens Husvildeafdelinger ligger. Husvildesammenslutningens Formand, Ejnar Nielsen, blev med sin Familie sat ud af den Lejlighed, han i den sidste Tid har maattet kalde sit Hjem. Han protesterede, men der hjalp naturligvis ingen kære Mor. En Lastbil holdt foran Gadedøren, og Familiens fattige Bohave blev bragt ud og læsset paa den.
Et meget pinligt Indtryk gjorde det, at se Fru Nielsen, der er baade svanger og alvorligt syg, blive baaret ud til en ventende Sygevogn.
Familien har iøvrigt allerede tre Børn.
I forholdsvis Ro.
Udsættelsen forløb under forholdsvis Ro. Det var jo ikke Kommunens Mening at overgive Familien til Gaden, hvor det jo er strengt forbudt at slaa Lejr. De fattige Mennesker skulde bare transporteres til en anden Husvildeafdeling
Hvad er Aarsagen?En Udtalelse fra Magistratens 3. Afdeling.
Om Aarsagen til Udsættelsen har Kontorchef P. E. Müller i Magistratens 3. Afdeling udtalt, at Husvildesammenslutningens Formand er "et af Afdelingens urolige Hoveder".
Grunden til, at han overføres, erklærede Kontorchefen, er, at han har arrangeret Husvildemøder i Gaarden til Sigerstedgade Nr. 4, uden først at anmode om Tilladelse dertil.
Den kvindelige Vicevært: Nielsen er en Urostifter!
Husvildeafdelingens Viceværtinde, Frk. Bentzen, med hvem vi til Morgen har haft en Samtale, slutter sig til Kontorchefens Udtalelser.
Ogsaa hun mener, at det var nødvendigt at flytte Einer Nielsen, naar han uden Tilladelse holdt Husvildemøder i Ejendommens Gaard. Hun kalder Nielsen en "Urostifter".
- Men er det da ikke meget rimeligt, at de Husvilde holder Møder og fremlægger deres Sag for Offentligheden? spørger vi.
Jo - der er ingen Ting, vi hellere vil, end at de holder Møde. Men de Husvilde skriver under paa en Række Regler, og naar de ikkeholder dem, maa vi skride ind.
- Skal Overførelsen af Ejnar Nielsen til en anden Afdeling betragtes som en Straf?
- Straf - ? Nej. Vi kan bare ikke have ham i denne Afdeling. For Resten har han faaet et bedre Værelse, hvor han er kommet hen.
- Hans Kone var meget syg . . .
- Hun var syg i Fjor, og da blev det sagt til hende, at hun burde undgaa at sætte flere Børn i Verden. Ved Flytningen i Gaar blev der paa alle Maader sørget for hende, f. Eks. blev hun tilset af en Sygeplejerske... Men De maa hellere henvende Dem til Borgmester Viggo Christensen, som jo er øverste Myndighed.
Samtale med Borgmester Viggo Christensen.
- Hvorfor han man flyttet Ejnar Nielsen? spørger vi derefter Borgmester Viggo Christensen.
- Ejner Nielsen er ikke rigtig egnet til at bo under de Forhold, svarer Borgmesteren. Men det er jo slet ikke usædvanligt, at vi flytter om paa de Husvilde.
- Er det en Disciplinærstraf, der er overgaaet Einer Nielsen?
- Straf er det ikke. Men vi kan jo ikke sætte Folk ud som de private Husejere kan ....
- Hvis Manden igen overtræder Husvildeafdelingens Regler - hvad vil man saa gøre ved ham?
- Det kan jeg virkelig ikke sige noget om paa nærværende Tidspunkt
- Han bliver vel ikke skilt fra sin Familie - f. Eks. sendt paa Sundholm?
- Nej! Nej!
- Er Ejner Nielsen et uroligt Hoved
- Jeg maa bede Dem undskylde mig. Jeg har travlt. Jeg staar lige og skal af Sted til et Møde.
Besøg hos Ejner Nielsen.
Vi træffer Einer Nielsen i Bergthorasgade 54 det saakaldte "Marokko", hvor han faaet et Værelse, der vel er større end det i Sigerstedgade men som ser alt andet end hyggeligt ud. Væggene er hullede, forrevne og snavsede.
- Det er ikke godt, naar der kommer Haandværkere, mens man er syg, siger Konen, som ligger til Sengs midt i Flyttevirvaret og ikke er i Stand til at bringe Værelset i Orden.
Ejnar Nielsen beklager sig over. at lian ikke har faaet nogen Motivering for at blive flyttet.
Først tænkte han paa at protestere mod Flytningen, anmodede om to Dages Frist. Men Fogden kunde naturligvis ikke opsætte Sagen.
Det mærkeligste var, at Kommunen ikke havde opgivet ham et Sted at flytte hen. Men ved en HenvendeIse til Raadhuset fik han anvist Lejligheden i Bergthorasgade. Saa opgav han sin Protest.
- Jeg holdt ogsaa paa, at vi skulde give efter, siger hans Hustru. Der var jo Politivagt derude.
(Aftenbladet (København) 23. oktober 1929).
Tegning af Ejnar Nielsen, Nationaltidende 8. maj 1930. Ejnar Nielsen fortsatte arbejdet lidt endnu i Husvildesammenslutningen. Fx på et møde 21. november 1929 ved et møde hvor han fremviste lysbilleder fra husvildeafdelingerne, samt et pænt stykke ind i 1930. Efter et møde i Borups Højskole den 7. maj, hvor bl.a. Poul Henningsen optrådte og støttede Nielsens udtalelser, ser det imidlertid ud som om han forsvandt fra offentligheden. Artiklen fra oktober fortæller at hans kone var gravid - og må have født omkring det tidspunk. Og hendes bemærkning til sidst antyder måske heller ikke fuld opbakning bag hans aktiviteter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar