Viser opslag med etiketten Dyrkøb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dyrkøb. Vis alle opslag

13 maj 2016

Ønske.

For beboerne i Dyrkøb er det et meget ubehageligt skue at se de der liggende rødstensgnidersker for alles øjne at skille sig ved de legemlige uhumskheder som de efterlader ved det udenfor kirken opførte plankeværk. Ønskeligt var det om der anvistes sådanne fattige stakler et mere passende sted til deres virke.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 470)

06 december 2015

En styg Uorden i Dyrkøb.

Hver morgen finder man ved at passere Dyrkøb en del indpakkede ekskrementer kastet ud på gaden. Og undertiden kommer sådanne skarpe skud flyvende en i møde når man kommer i terrænet mellem bagbygningerne af nr. 5, 6 og nr. 7. Man er overbevist om at sådant ikke udkastes fra førstnævnte gård, da man er temmelig sikker på at dette sker fra sidstnævnte sted hvor flere håndværkssvende og drenge har til huse. En sådan væmmelig tilsøling af gaden er i sig selv utilbørlig. Men dobbelt bliver den det når man betænker at forbigåendes gadefred bliver forstyrret. Man håber derfor at vedkommende vært eller mester vil sørge for at denne stygge uorden i hans gård fjernes.

(Politivennen nr. 377. Løverdagen den 22de Marts 1823, s. 6120-6121).

16 november 2015

Uorden paa Nørregade.

På hjørnet af Nørregade og Dyrkøb indfinder sig daglig 2 til 3 matroner for at støde rødsten. Skønt nu så vidt indsenderen har erfaret, ingen hindrer disse fruentimmer i udførelsen af denne deres næringsvej eller på anden måde søger at fortrædige dem, så anvender de dog disse matroner, formentlig efter at have nydt et vist kvantum spiritus, på forbigående af enhver stand, flaue ord og talemåder i forbindelse med afskyelige gebærder og ved hvilke tilfælde almindeligvis opløb finder sted. At se rådet bod på denne uskik der sikkert allerede har forulempet mange, var vist ønskeligt, og man føler sig også overbevist om at vort virksomme og årvågne politi herfor vil drage omsorg.

(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5460-5461).

09 november 2015

Et slemt Morads ved et af Byens skjønneste Steder.

Allerede for længe siden har indsenderen heraf bemærket at det halve af gaden Dyrkøb imellem den skønne Frue Kirke og den på den anden side af gaden liggende store bygning, består af et morads.

Det halve af gaden hvor der slet ingen brosten findes, er således blevet til et morads hvor det især om efteråret næsten er umuligt at komme frem uden at vade i snavset til over anklerne. Det andet tørre stykke af gaden er brolægningen fuldt af huller.

Man udbeder sig her ved denne lejlighed at høje vedkommende ville tage nævnte gade i behagelig betragtning.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5257-5258).

12 september 2015

Uorden i Dyrkiøb.

Den uskik har temmelig meget taget overhånd blandt kælderbeboerne i gaden Dyrkøb ved Frue Kirke at de ved hjælp af oprejste stænger drager klædesnore på plankeværket om kirken og ophænger alle slags fæle og urene klædningsstykker, hvilket ofte slår de som passerer gaden, i ansigtet, såsom de som oftest må gå på den side da der i almindelighed på grund af snavs er ufremkommeligt inde ved husene. Meget ønske at der måtte blive rådet bod på dette uvæsen.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3835-3836).