Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Livsfarlig Belysning ved Korsør Jernbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den hyppige uforsvarlig slette Belysning ved offentlige Færdselssteder og den hermed forbundne Fare indeholder "Kors. Av." Føgende: 

"Da jeg med Jernbanetoget i Onsdags Aftes ankom til Korsør, var det saa mørkt, at man ikke kunde see tre Skridt frem for sig, idet der til Belysning af Havnepladsen var tændt een, skriver een Lygte. Da jeg skulde afgaae med Dampskibet til Kiel, fik jeg en kjendt Mand paa Pladsen (en Litsenbroder) til at føre mig hen hvor Skibet laae, thi selv kunde jeg Intet opdage. Idet vi ravede frem i Mørket, nærmende os et Skib, hørte vi et Pladsk i Vandet og ved Raabet om Hjælp overtydedes vi snart om, at et Menneske var faldet ud; ved hurtigt tililende Hjælp lykkedes det at redde Manden (Gross. Halberstadt fra Kjøbenhavn, paa Reise til Hamborg), der i Mørket havde taget feil og ligesom vi var kommen hen til det Skib, der skulde afgaae til Nyborg, og ved at ville gaae ombord var falden ud. Jeg yttrede til flere omkringstaaende Indvaanere fra Korsør min Forundring over, at Jernbanebestyrelsen ikke sørgede for den nødvendige Belysning, saa at de Rejsende uden at risiquere Liv og Lemmer ved Ankomsten hertil kunde opsøge Postskibene; men til min Forbavselse blev der mig svaret, at det ikke var første Gang, at der af Mangel paa tilstrækkelig Belysning havde været Menneskeliv i Fare samt at det længe havde forundret dem, at de Reisende ikke havde klaget over denne uforsvarlige Fremgangsmaade." J.

Klage over saa uforsvariig Fremgang burde man imidlertid ikke overlade til de Reisende, der ere ukjendte med den truende Fare, eller til dennes Stund; men det er Pligt for Indvaanerne paa de Steder, hvor Fare ved slig Forsømmelighed er øiensynlig, at klage herover og sørge for, at de Reisende, som, fremmede for Stedlighederne, færdes igjennem deres By, kunne overbevises om at passere et civiliseret Sted og ialtfald ikke udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. Dette er for hver By, navnlig for hver Kjøbstad, der ogsaa drager stor Fordeel af Færdselen, en almeen Færdsels- og Menneskepligt. De særlige Myndigheder, eller Tilsynsmænd, som gjøre sig skyldige i Forsømmeisen, fortjene fortrinsviis den alvorligste Irettesættelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. april 1857).

Den uheldige grosserer kan have været David Moses Halberstadt (1819-1874). Han tog 1843 borgerskab og etablerede sammen med Jakob Hermann Mannheimer David Halberstadt & Co., der bl.a. beskæftigede sig med med kornforretning. 1857 købte firmaet en ejendom på Christianshavn, på hvilken det anlagde en dampmølle, som 1874 blev til aktieselskabet De forenede Dampmøller. Han var medlem af Grosserer-Societetets komité (1857-74) og af Sø- og Handelsretten (1873-74).

Denne tegning giver måske et indtryk af forholdene ved stationen i dagslys. Johann Carl Neumann: De slesvigske gæsters ankomst til Korsør, 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Anledning af en Artikel i den Berlingske Tidende for 27de d. M., som er optagen af "Korsør Avis", angaaende en Reisende, som skal være falden i Vandet ved at gaae ombord i et af de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe, hvorfor Skylden er lagt paa Jernbanebestyrelsen, skal jeg ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at ligesom det omhandlede Factum, at en Mand er falden i Vandet ved at gaae ombord i et Dampskib, ikke beviser, at dette er skeet paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Belysning, saaledes vil dette, saafremt det virkelig skulde være Tilfældet, ikkun godtgjøre, at Landgangsbroen fra Dampskibet ei havde været tilstrækkeligt oplyst, og at bevirke dette er formeentlig ikke Jernbanens, men Dampskibenes Sag, ligesom Jernbanen selv maa belyse Indgangsdørrene til sine Stationer, og det maatte formeentlig let kunne skee med et Par Lygter paa Dampskibets Hjulkasse.

Forøvrigt skal jeg bemærke, at Pladsen imellem Hovedbygningen paa Korsør Banegaard og Dampskibene den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter. Forsavidt en fuldstændigere Belysning skulde være ønskelig, da hidrører den mulige Trang dertil væsentlig fra, at de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe ofte ikke ligge paa det for dem bestemte og for de Reisende beqvemmeste Sted lige ud for Hovedbygningen, men jevnligt langt til Siden fra denne paa Steder, som nærmest er bestemt for Godstrafiken og hvor Jernbanen er nødsaget til at lade sine Godsvogne henstaae. Hvorvidt der maatte kunne skee en Forandring heri til de Reisendes Beqvemmelighed, skal jeg lade være uafgjort, eftersom det er en Sag, hvorpaa Jernbanedirectionen ikke har nogen Indflydelse. At Nogen tidligere skuide være falden i Vandet ved at gaae ombord i Dampskibene om Aftenen i Korsør, forholder sig ifølge modtagen Oplysning ikke rigtigt.

Den 29de April 1857, ærbødigst
Rothe.

(Da det i ovenstaaende Artikel stilles tvivlsomt, om den Paagjældende virkelig er falden i Vandet, kunne vi forsikkre, at dette virkelig har været Tilfældet. Forøvrigt haabe vi, at vedkommende Autoritet, hvem det saa end vedkommer, vil sørge for den tilbørlige Belysning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Rothe var direktør for den sjællandske Jernbane. Artiklen i Berlingske den 27. april indeholdt samme beretning som i Aalborg Stiftstidende 30. april 1857.

Også Korsør Avis bragte Rothes svar, og tilføjede følgende:

Vi kunne med Bestemthed forsikkre Hr. Rothe, at den nævnte Grosserer af Mangel paa Ulstrækkelig Belysning paa Pladsen "virkelig" er falden i Vandet, og vi see os istand til, efter senere indhentede Oplysninger, at meddelt følgende: I Slutningen af forrige Aar faldt en Passager, som i Mørket tumlede om efter Kielerskibet, i Vandet, men blev til Lykke reddet, hvorimod en Pakke Sager, Manden førte med sig, gik tabt. For omtrent 3 Uger siden vilde tvende Arbejdere ligeledes passere Banegaardens Dunkelhed, men fristede samme Skjæbne og faldt ud; heldigviis vare Litsenbrødrene strax ved Haanden og fik dem trukken op. Ovennævnte Tilfælde er fuldkommen Sandhed; tvivler Hr. Directeur Rothe om, at "det virkelig skulle være Tilfælde", see vi os istand til ved en Deel Vidner yderligere at bekræfte, hvad vi her have fremført. Med Hensyn til Hr. Rothes Bemærkning, at Platsen den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter, da kunde vi hertil svare, at saafremt Hr. R. regner de Haandlygter med som af Enkelte benyttes paa Pladsen, kan han have Ret, ellers maae vi paa det Bestemteste paastaae, at dette ikke var Tilfældet.

Red.

- Fra en agtet Haand, hvem Red. tillægger megen Vægt i det omhandlede Spørgsmaal, have vi igaar modtaget følgende Skrivelse:

"Jernbanedirecteur Rothe skubber paa sin sædvanlige flotte Maneer alt Ansvar fra sig med Hensyn til den slette Belysning paa Banegaarden ved Korser og giver glatvæk Postdampskibene Skylden for at folk ved at gaae ned til Skibene gaae ud i Vandet og udsættes for at drukne, hvorfra de dog af Postdampskibenes Matroser hidindtil ere blevne reddede.

Den Reisende, der sidst faldt i Vandet, faldt ud imellem to af Dampskibene, hvor der altsaa ikke var nogen Bro og det godtgjøres saaledes ikke at Landgangsbroen til Dampskibet ikke har været oplyst, men derimod at Banegaarden ikke har været det. De tvende Lygter udenfor Pakhuset vare ikke tændte, rimeligviis af Forsømmelse, thi Aftenen derpaa brændte de ualmindeligt klart og smukt. Paa hvert af de afgaaende Dampskibe brænder saavel ved Landgangsbroen som paa Hjulkasserne og Mastetoppene ligesaa mange Lygter som paa hele Banegaarden.

Men at falde i Vandet er ikke den eneste Fare, man er udsat for, thi førend man kommer til Vandet, udsættes man for at løbe Panden istykker mod den lange Række tomme Godsvogne, der bestandig ere opkjørte ligeud for Jernbanestationens Hovedbygning, saaledes at man som oftest maa gjøre en lang Omvei for at komme ned til de nærmeste Skibe. Og er man sluppet lykkelig fordi disse, udsættes man for at løbe imod Pæle, falde over Fortøininger, Landgangsbroer etc.

Med Hensyn til Directeurens Anke over at Dampskibene ikke altid ligge ligeud for Hovedbygningens Døre, skulde man troe at han stod i den Formening, at det er lige saa let at flytte et Skib, som at rulle en Vogn frem paa et Par Skinner. Men om man ogsaa vilde lade Skibene hver Aften kjøre for Døren, har Directeuren saagodtsom gjort dette umuligt, da Bolværket, som oprindelig er bestemt for Dampskibene, altid for begge Ender er opfyldt af Seilskibe, der lodse Kul og Træ til Jernbanen, hvorved Pladsen er saa indskrænket, at der ikke er mere end et Par Tommers Afstand mellem hvert af Dampskibene.

Derimod vilde Intet saa godt som en tilstrækkelig Belysning af den omtalte Plads afvende alle de Farer hvorfor man er udsat paa Veien fra Jernhanestationen til Dampskibene. 8"

(Korsør Avis 2. maj 1857).

Korsør, den 6te Mai.

- Fra Hr. Inspecteur Salomon ved Korsør Banestation have vi igaar modtaget følgende Brev:

Hr. Redacteur!

I Nr. 67 af "Korsør Avis" paastaaer De bestemt, at der om Aftenen den 15de f. M. kun var en Lygte tændt paa Korsør Banegaard. Desuagtet har De Uret i denne Paastand, og jeg skal tillade mig i den Anledning at meddele følgende Facta: Paa Korsør Banegaard befindes 10 faste Lygter, der alle vare tændte bemeldte Aften. Ved Deres Nærværelse paa Banegaarden - jeg maa naturligviis forudsætte, at De personlig har været tilstede - maa De have bemærket, at det var stærk Blæst med Snee og Regn, hvilket foraarsagede, at Lygterne idelig slukkedes; men saavidt det var overkommeligt for Stationens Lampist, bleve de ogsaa strax tændte paany. Da leget ankom, eller maaskee rettere, da Passagererne gik ombord, vare af de 10 Lygter følgende 3 slukkede: Lygten ved Opgangen til Vareexpeditionen, den ene af de bagved Varehuset anbragte Lygter og den ene af de paa Pladsen foran Stationsbygningen staaende Lygter. Denne sidste var Lampisten i Begreb med at tænde paany, da Passagererne gik ombord. - Saaledes forholder Sagen sig, og jeg er aldeles vis paa min Fremstillings Rigtighed, uanseet Deres bestemte Paastand om det Modsatte.

Det forekommer mig at være noget dristigt at paastaae det alene er Belysningens Skyld, hvergang Nogen her falder i Vandet; man har jo dog ikke faa Exempler paa, at Folk kunne gaae i Taaget, som man siger, ved høilys Dag. At De kun er istand til at nævne denne Slags Malheur som indtruffen to Gange der, forekommer mig ikke at være noget slaaende Bevis for at Belysningen er saa yderlig slet, at den alene er Skyld i deslige Uheld. I Forhold til Freqventsen og til Tiden i hvilken denne har bestaaet, samt med Hensyn til andre Omstændigheder, saasom Landsætning og Ombordbringen m. m., troer jeg at Forholdet i saa henseende ikke stiller sig ugunstigere for Korsør Havns Vedkommende end for andre Steder af samme Art. Jeg maa ogsaa herved bemærke, at jeg ikke før jeg læste det i "Korsør Avis", har vidst, eller hørt noget om, at der tidligere end fornævnte 15de f. M. skal være falden Nogen i Vandet ved at gaae ombord i et af Dampskibene, og jeg maa tilstaae, at jeg ei heller har været istand til at faae anden Underretning derom, end den Deres Artikel i Nr. 67 af "Korsør Avis" meddeler. - Det er alt for længere Tid siden besluttet, og der er truffet Foranstaltning til en forstærket Belysning af Korsør Banegaard; naar denne er gjennemført, vil det vise sig om den omhandlede Slags Ulykkestilfælde ville blive endnu sjeldnere.

Deres Referat angaaende de to Arbejdere, der ere faldne i Vandet for 3 Uger siden, trænger upaatvivlelig til større Fuldstændighed. Saaledes som denne Sag er bleven mig berettet, kunde De nok blandt Andet ligesaa passende have brugt det samme Udtryk om disse to Mand, som om den Passager der "tumlede om" efter et Skib, indtil han faldt i Vandet, De burde, for at fremstille Sagen tydeligt, have bemærket, at Historien passerede paa en Tid af Døgnet, da Banegaarden slet ikke er oplyst, og endelig, at de to Arbejdere ikke skulde ombord i noget af Dampskibene, der nok vare afsejlede for lange siden. Mig har man meddeelt Sagen saaledes, at vedkommende, der fra Hotel "Store-Belt" vilde begive sig til Korsør, toge feil af Coursen, og styrede mod Vest istedetfor mod Øst; man har endvidere sagt mig, at de antoge Sprogø Fyr for Lygterne paa Korsør Havneplads.

Jeg ønsker ikke at indlade mig i nogensomhelst Strid angaaende Belysningen paa Korsør Banegaard eller paa Dampskibene, og idet jeg er overbeviist om, at denne Sag vil blive ordnet paa en for alle Parter fyldestgjørende Maade, beder jeg Dem ansee, hvad jeg her har meddeelt, alene som nogle oplysende Bemærkninger til Deres Artikel i "Korsør Avis" Nr. 67. Med Hensyn til den i samme Numer optagne Artikel, undertegnet 8, der af Dem betegnes som "en agtet Haand, hvem (?) Redactionen tillægger megen Vægt", da maa jeg tilstaae, at jeg ifølge denne Artikels Indhold og Form ikke føler mig opfordret til at besvare samme, der jo i Grunden ei heller vedkommer mig personlig. Jeg er, som ovenfor sagt, overbeviist om, at der vil komme Orden i Alt, saavel hvad der vedkommer Jernbanen, Havnevæsenet og Dampskibene hver for sig, som i de indbyrdes Forhold mellem disse.

Korsør Banegaard, den 3die Mai 1857.

Deres ærbødige

Fr. J Salomon

* * *

At Belysningen paa Pladsen ved Korsør Banestation fortiden er slet, er allerede paapeget, men da der efter Hr. Inspecteurens Skrivelse er stille i Udsigt, at Belysningen ved Stationen vil blive forstærket, ville vi saaledes opnaae den Forbedring vi paaankede: om den af Hr. Inspecteuren efter vor Artikel citerede Bemærkning maa vi tilføie, at en Fremmed, som i Mørket med toget indtræffer til Stationen, kan, ved den nuværende Belysning ved Pladsen, med god Grund siges at "tumle om", før han finder det Skib, hvormed han skal afgaae, uden at dette Udtryk behøver at underlægges en dobbelt Betydning.

Red.

(Korsør Avis 6. maj 1857).

Prinds Oscar paa Besøg. (Efterskrift til Politivennen).

Prins Oscar af Sverige-Norge (den senere Oscar 2. (1829-1907), konge af Sverige 1872-1907, konge af Norge 1872-1905) foretog i sommeren 1856 en større Europarejse. Formålet var bl.a. at advare Napoleon 3. mod russiske ambitioner i Norden. Oscar 1. var rasende på Preussen/Østrig som havde afsluttet Krim-krigen uden at knuse Rusland, og derfor syntes han godt om skandinavismens anti-tyskhed. Frederik 7.s ønske var at Sverige skulle bakke op om en løsning af problemet Slesvig-Holsten. Prins Oscar kom til Danmark over England, og meningen var at han skulle tage ophold på Christiansborg. Det personlige forhold mellem Frederik 7. og Oscar 1. var godt i sommeren 1856.

Skandinavismen (tanken om et forenet Skandinavien) havde på samme tidspunkt nået et højdepunkt med studenterforsamlingen i Stockholm 15. juni 1856. Og der blev flirtet med muligheden for en fælles monark.

Dampskibet "Slesvig" er i Søndags løbet paa Grund udenfor Korsørs Havn. I en Skrivelse, vi herom have modtaget fra Korsør, dat. den 3die August, hedder det: Dampskibet "Slesvig", som var afsendt for at overføre HS. Kgl. Høihed Prinds Oscar af Sverrig fra Kiel til Korsør, er ved Ankomsten hertil idag, Søndag Morgen Kl. 4, i en liden Afstand fra venstre Indløb til Havnen, løbet fast eller strandet paa en Steengrund, saa at HS. Kgl. Høihed med Suite maatte forlade det og landsættes i en Skibsbaad. Skibet førtes af Capitainlieutenant, Ridder Frølich. Det er intet Under, at hver Mand i de ved Havnen, paa Banegaarden og ved Kysten forsamlede Folkeklynger hensattes i en meget uhyggelig Stemning ved det uventet indløbne Budskab om og Skue af, at Skibet var sat paa Grund tæt udenfor Byen. Harme, ugunstige, ja bittre Domme yttrede sig lydeligt og almindeligt over denne beklagelige, næsten ubegribelige Hændelse. Ubegribelige siger jeg; thi mange Dampskibe gaae sagligt og ofte i meget haardt Veir ind og ud fra vor Havn uden Uheld; Strandingen skete i det skjønneste Magsveir under en let nordlig Brise; fra Kiel var medtaget en med dette saa simple Farvand saakaldt bekjendt Mand, - Indsejlingen er tydeligt betegnet ved Vager eller Sømærker, og "Slesvig" havde paa hele Reisen havt det foran gaaende Dampskib "Jylland" til Veiviser, indtil begge Skibe nærmede sig Havnen. "Slesvig" forcerede nu Farten indenfor Sømærkerne for at komme foran og først i Havn med dets ophøiede Passageer og løb da fast paa en, alle Søfarende velbekjendt Steengrund, hvor det nu staaer paa 4 a 5 Fods Vand og er udsat for Tilintetgjørelse eller Ruin, saafremt Vinden gaaer til Vest. Man lægger Capitainen tillast, at han for seent signaliserede Lodsen om at komme ombord, da han forlod sin Veiviser, "Jylland". Dette Uheld er saa meget mere beklageligt, som der paa "Slesvigs" Udbedring og elegante Udstyr for nylig er anvendt en betydelig Sum, og dette Skib som bekjendt skulde have været benyttet til HS. Majestæt Kongens forestaaende Reise. Dampskibet "Jylland" gik strax, efter at have i Havnen landsat sine Passagerer, ud for om muligt at bugsere "Slesvig" af Grunden, og et Seilfartøi udsendtes for at indtage Ballasten m. m. for at lette det; men enhver anvendt Kraftanstrengelse har endnu til i Eftermiddag Kl. 5 været frugtesløse. (Flvp.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 6. august 1856).

Dampskibet Slesvig, dog ikke i 1856, men i 1862 ved prins Oscars storebror, Carl 15.s ankomst til Helsingør. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Hjuldampskibet Slesvig (1848-1893) var kongeskib fra 1855. Fra 1884 transportskib. 

Om Dampskibet "Slesvigs" Uheld ved Korsør indeholder "Aalb. Av." følgende: Kapitainlieuten. Frølich var afsendt til Kiel med Hs. M. Kongens Dampskib "Slesvig" for at afhente den svensk-norske Prinds Oscar. Samtidig afgik fra Kiel Kapit. Wrisberg med "Jylland". Skibene gik, hedder det, herop saaledes, at "Slesvig" gik i "Jyllands" Kjølvand. Men tæt oppe her ved Byen ud for "Badstuen" vilde "Slesvig" nok skyde Gjenvei herind til Byen og kom da med hele sin Fart paa Grund. Prindsen maatte sættes iland i en Baad og den stødte ogsaa paa Grund, men ankom dog i Korsør Havn omtrent Kl. 6 Morgen. Her maatte den lægge til ved "Skirner", hvilket Sammes Fører, Hr. Garde, ikke var forberedt paa, men sov. En Matros hjalp imidlertid Prindsen op. Paa Landet stod Generallieuten. Bülow med Følge for at tage mod Prindsen, hvorpaa han under Salut fra Fæstningen (hvilket, mærkeligt nok! ikke var Tilfældet, da Hds. Maj. Enkedronningen forleden vendte hjem) kom til Banegaarden; men den var lukket, og da man endelig førte Prindsen til den festligt smykkede Ventesalon var - Nøglen bleven borte! Prindsen, der nok ogsaa i Frankrig har havt Fataliteter tillands, har saaledes her faaet dem baade tillands og tilvands, hvilket Sidste især maa interessere Hs. K. Høihed, der selv er Admiral. Hvad "Slesvig" angaaer, skal der nylig være kostet 50,000 (?) Rd. eller saa omtrent paa dets Istandsættelse og Dekorering, efter at HS. M. Kongen har overtaget det til Privatbrug. Skibet laa langt indenfor Kostene paa den blinde Revle. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvilken uhyggelig Stemning dette nye Uheld for Søetaten har udbredt her, især da det er forbundet med en Blottelse ligeoverfor Nabolandets søkyndige Prinds og med et Afbræk i vor egen Konges Lystreise den 4. til Bornholm.

(Ribe Stifts-Tidende 9. august 1856).

"Slesvig" ankom til København den 6. august om eftermiddagen til København, ført af kaptajnløjtnant Frølich. Den 8. afsejlede det til Helsingør hvor det skulle overføre prins Oscar til Ystad eller Stockholm i Sverige. Efter rejsen skulle det muligvis i dok til reparation.

Dampskibet "Slesvig" havde den 2. august 1856 fået besked på at afhente ham i Kiel for at sejle ham til Korsør, hvorfra han skulle tage jernbanen til Roskilde og videre til Frederiksborg hvor Frederik 7. ville opholde sig. Han ankom den 3. august til Frederiksborg. Kongen og grevinde Danner forlod den 5. august Frederiksborg med henblik på afrejse med "Slesvig" til Bornholm fra Skodsborg, efter taffelet med prins Oscar på Frederiksborg Slot.

Efter lykkelig og vel at have ført HS. kongl. Høihed Prinds Oscar til Stockholm, hvor der formodenlig ingen store Stene ligge i Veien, er Hr. Kapitainlieutenant Frølich ankommen til Kjøbenhavn med Dampskibet "Slesvig". Den almindelige Forundring over, at Damperen atter blev betroet til Kapitainlieulenanten har tabt sig, da man hørte, at den svenske Prinds havde bedet om, at Hr. Frølich maatte føre ham videre til Sverrige. Det var et særdeles Galanteri af HS. kongl. Høihed, og da ogsaa den Maade, hvorpaa dette kunne ske, thi efter Alt, hvad man hører, har Kapitainlieutenanten prostitueret sig i den Grad ved Korsøer, at han aldrig mere burde have noget Skib at føre. Naar han ikke selv kjendte Farvandet - skjøndt der rigtignok er en stor Skam, at en Søofficer ikke er bekjendt med sit eget Vands Farvande - burde han da idetmindste have sørget for at faae en Mand med sig, der kjendte der, og ikke en, hvis hele Bekjendtskab til Korsøer Farvande efter Sigende indskrænker sig til, at han engang har været der og solgt Æbler og Pærer. (Kold. Av)

(Ribe Stifts-Tidende 21. august 1856).

Dampskibet Slesvig blev bygget i Glasgow og blev benyttet af søværnet 1848-1850. Derefter købt af postvæsnet. I 1855 blev det på orlogsværftet indrettet som kongeskib. Det blev benyttet af kongen i 1856 under kaptajn Frølich, 1857 under kaptajn Møller, 1858 kaptajn P. C. Albeck, 1859 kaptajn Købke. 24. februar 1860 udbrød brand i skibet og måtte repareres. Herefter blev det benyttet i årene 1860-1863 af kongen. Det fragtede i 1863 Frederik 7.'s lig fra Holdnæs til København. Christian 9. benyttede skibet i 1863 og årene derefter.

Affæren med grundstødningen ved Korsør har ikke kunnet bekræftes af andre kilder som findes på internettet.

I september 1856 kom prins Oscars storebror, kronprins Karl til København hvor han ikke blot blev hyldet af kongeparret, men også af københavnske studenter ledet af Carl Ploug som fik at vide at Karl regnede med at blive adopteret af Frederik 7., hvilket efterlod prins Christian med Holsten og Lauenborg som erstatning for den danske krone. Forholdet mellem kronprins Karl og prins Oscar var ikke det bedste.

(Se Glenthøj og Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. Gad 2021).

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø. 

Engelsk flåde passerer Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Korsør d. 26 August. Den 22de lagde de 2de Orlogsskibe tilligemed de 2de Luggere Sprogø nærmere; de ankrede omtrent midt i Farvandet 3/4 Mil Sønden for Sprogø. D. 24de kom en Flaade Syd fra Beltet ind; den bestod af 180 Koffardiskibe under Bedækning af 2 Orlogsskibe, 1 svær Fregat, 1 mindre Fregat, 1 Brig og 1 Kutter. Den ankrede om Aftenen ved Orlogsskibene, som, efter en kort Krydsning for at gaae Flaaden imøde, havde lagt sig ½ Mil Sønden for Sprogø. Imellem Kl. 3 og 4 havde en af Fregatterne en levende og temmelig langvarig Affære. Ifølge Kaperefterretninger sloges Kaptajnlieutenant Wulff med den med 4 Kanonskalupper og afskar adskillige af de sydligste Skibe, men disse blev han dog omsider nødt til at forlade, da et Orlogsskib kom Fregatten til Hjelp. Med den fulgte Admiral Dickson med de 2 Orlogsskibe og 2 Luggere, der havde havt Stazion i Beltet. Et Orlogsskib gik ned og lagde sig for Nyborg Fjord, strax Søndenfor Knudshoved; 2 Orlogsskibe og 1 Brig bleve liggende under Bresen til Kl. 8 Formiddag, da de lettede og fulgte Flaaden. Kl. 10 lettede ligeledes det for Nyborg og fulgte Flaaden Nord efter.

Dagen 28. august 1810.

Engelsk blokade af Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Korsør d. 20de Aug. Admiral Dixon ligger med 2 Orlogsskibe og 2 Luggere uforandret til Ankers 1 Mil Sønden for Sprogø, herfra over et med Bresen. Denne de fjendtlige Skibes Stilling er temmelig ufordelagtig, da den nøder os til at gaae langt Sønder paa, for at kunne med nogenlunde Sikkerhed passere dem. At gaae Norden om Sprogø, er næsten umuligt, da fjendtlige Chalupper for det meste altid ligge der, som let vilde være istand til at spærre Færselen imellem Revene.

Dagen 25. august 1810.

Køkkenhave på Sprogø. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Sprogøe have Englænderne i Sommer anlagt en heel Kjøkkenhauge, hvorfra de i Beltet liggende Krigsskibe hentede deres Madurter. Ved en beqvem Leilighed lykkedes det endelig vore Folk at ødelægge dette Anlæg. - I den senere Tid ere Postjagterne blevne eftersatte af Fjenden, saa at de undertiden have seet sig nødte til at tye ind under Batterierne.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 6. august 1810.

Foran den Kjøkkenhave de Engelske have havt i Sommer paa Sprogøe, er et Bræt opreist med den Paaskrivt: "Admmiralens Hauge"

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 20. august 1810.

Kapringer. (Efterskrift til Politivennen)

Corsøer, d. 22de Julii. Af de 10 Skibe der kom Nord fra ere 2 blevne tagne af vore Kanonchalupper. Det ene, die Hoffnung kaldet, 63 C. L. stort, førte Rostocker Flag. Det andet hedder Sara, førte Russisk Flag, var armeret med 14 Kanoner, besat med 34 Md. og ladet med Blystænger. Det skulde indbringes til Vordingborg. Beltet vrimler af Kapere. Ved det stærke Uveir i Nat har det eng. Admiralskib formedelst en Lynstraale mistet sin Storstang.

Corsøer, d. 23de Juli. Norrdenfor Sprogøe ligge til Ankers 2de Orlogsskibe og 2 Luggere. En Convoi er i Dag seilet der forbi, der bestod af omtrent 280 Coffardiesskibe, under Bedækning af 4 Orlogsskibe, 1 Fregat, 1 Brig, 1 Cutter, 1 Ligger. Kl. 10 vare de ude af Sigte. 6 Amerikanske Skibe ere ankomne Nord fra. De skal have kiøbt en Luggert af Engellænderne, som de har armeret for at værge sig mod Kapere.

Ladningen af Priisskibet Concordia, taget af Roeflotillen ved Helsingøer og priisdømt, bestaaer af circa 137,000 Pd. Sukker, 13,000 Pd. Kaffe, 2100 Pd. Indigo, 78,000 Pd. Campeche og Fustiktræ, 60 Oxhoveder fransk Vine, 15 Piber Mallaga Viin m.m.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 2. august 1810.

Englænderne jager danske skibe. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe d. 23 Maj. I forrige Uge blev en Skipper fra Ærø jaget paa Land af et fiendtligt Skib ved Damestrand. Skipperen med sine Folk maatte forlade baade Skib og Ladning. Fjenden besteg det og satte Ild paa det. - Imidlertid ilede de Militære med Artilleri til, hvorved Skib og Ladning blev reddet fra at falde i Fjendens Kløer. - Skipperen gik da igjen om bord og kom siden lykkelig sejlende med det til Helgenhavn. - Hele Kahytten var afbrændt. - Ved Grønsund, Kjøge, Præstø, Stevns ligge fjendtlige Skibe. - Den 16de dennes have de fjendtlige Krydsere taget 1 Skib ved Stevns og jaget 3 paa Land under Møen. Den 18de tog de 3 Galeaser og 4 Jagter og den 19de 1 Jagt. Fjenden gik sønder paa med dem. Farvandet vrimler af fjendtlige Krydsere. - Den 22de dennes passerede en stor fjendtlig Flaade Nysted. Om Aftenen saaes den imellem Darkegaard og Ringsebølle. Der siges at den bestaaer af en 200 Skibe og af over 6 Linjeskibe, 4 Fregatter og en Mængde Brigger. Hele Dagen hørtes en stærk Skyden, men det var ikke uden Signalskud. I Dag ligger den med Modvind imellem Kramnitze og Movleskov.

Korsøer d. 26. Maj. Til de Linieskibe, som i flere Dage have ligget her i Sprogøbeltet er der imorges endnu kommet 5 Linjeskibe, hvoraf et førende Kontraadmiralsflag, samt en Kutterbriig og en Kutter. Nu ligger her ialt 11 Linieskibe, et bevæbnet Pinkskib, en Kutterbrig og hvoraf norden for Sprogøe 4 Linieskibe og Pinken, de øvrige deels sønden for denne Øe, deels hen under Langeland. Et amerikansk Fregatskib, som kom sønder fra, mødte Eskadren, fortsatte sin Sejlads nordetfer, men har sideen maattet ankre formedelst Stille.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 4. juni 1810.

Engelske krigsskibe i Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Korsør d. 28de April. I formiddags ankom et fjendtligt Linieskib, 2 Fregatter og en Brig fra Samsøbeltet og gik Sprogø forbi Kl. 1 i Middags; formodentlig gaaer de Langelandsbeltet ud til Østersøen. De ere de første fjendtlige Skibe, som iaar ere gangne igjennem Sprogøbeltet. Igaar skal der, efter imodtagne Underretning fra Kallundborg, have ligget en Flaade af omtrent 60 fjendtlige Skibe til Ankers op ad mod Sejrø. - En Galease gik idag de fjendtlige Skibe forbi ovenfor Sprogø uantastet.

Korsør d. 1ste Maj. De sidst ommældte 4 Krigsskibe ere sejlede syd efter til Østersøen, uden at opholde sig, og den fjendtlige Flaade, som skal være seet ved Kallundborg, er endnu ikke kommen ind ad vore Vande, saa at Farten i Sprogøbeltet er uforstyrret.

Dagen 4. maj 1810.

Flåder passerer Storebælt. (Efterskrift til Politivenen)

Korsør den 8de Septbr. Imorges ankom en Flaade Syd fra, bestaaende af omtrent 170 Skibe under Konvoj af 2 Fregatter og 2 Brigger. En Pappenborgsk Galease, lastet med Sejlduger og Tømmer, løb fast paa Østerrev ved Sprogø; den bleve forladt af de øvrige Skibe og stukken i Brand af Roflotillen herfra. Besætningen, 7 Mand, bragtes hertil.

Korsør den 10de Septbr. En betydelige Krigs- og Førselsflaade, sikkert over 200 Skibe stærk, hvoriblandt henved 30 Orlogsskibe, Fregatter og Brigger, dog største Delen Fregatter, er idag passeret Beltet Nord fra Syd efter med frisk Kuling af O. N. O. 3 Rangskibe forbleve til Ankers i Beltet Norden for Sprogø. Flaaden er samme Dag, da den gik igjennem Sprogøbeltet, passeret forbi Stengade paa Langeland, ankrede om Aftenen ved Hjortholm og afseilede Dagen efter til Østersøen.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. september 1809.

Om Postens og Rejsendes Transport over Storebælt mellem Nyborg og Korsør

(Af Gustav Ludvig Baden)
Si qvid novisti rectius istis
Candidus imperi, si non, his utere mecum
(Fortsat fra nr. 350)

Da man i diskussionen om postens hurtigere gang eller befordring over Storebælt har bestemt et og andet, som formentlig er tjenligt, så tillader jeg mig at fremkomme med et forslag, som det undrer mig - og flere med mig - at ingen har tænkt på. For efter alle sagkyndiges opfattelse ville netop dette forslag, på alle tidspunkter af året, fremme postens hurtige gang over bæltet meget. Og omkostningerne ville være ubetydelige set i forhold til dets ubestridte nytte. Forslaget er ganske enkelt at flytte stedet hvor postjagten afgår, fra Nyborg til Slipshavn. I hvert fald påstår alle sagkyndige i Nyborg at denne forandring fortrinlig vil bidrage til at fremskynde posttransporten over bæltet. De går ud fra, hvad også forekommer indlysende, at når postjagten ligger i Slipshavn, kan den komme hurtigere ud og sejle til Sjælland selv når vinden ikke er gunstig, end nu hvor de ligger inde ved Nyborg Bro. 

Når postjagten lægger ud fra Nyborg, skal den som regel krydse for at komme under vinden, og postsækken må så siden sendes ud til den med en båd. Det er ikke nødvendigt ved Slipshavn. Distancen mellem Nyborg og Slipshavn er under en mil, og vognlejen ville være den største bekostning ved dette forslag. Jeg skulle dog mene, at når man lavede denne ændring i posttransporten, ville man snart blive så overbevist om dens nytte, at man ville ønske, at kunne flytte hele bælttransporten fra Fyn til Sjælland til Slipshavn. 

De rejsende kan ikke nægtes ret til at kræve en så hurtig befordring som muligt. Og da det er et faktum, at man kan komme hurtigere til Sjælland fra Slipshavn end fra Nyborg. Så jeg kan ikke se, hvilke indvendinger der være imod denne ændring. At Nyborg skulle tabe på det, kan lige så lidt være en indvending som århusianernes skrigen af samme grund mod at omlægge overfarten til Kalundborg fra Århus til Norsminde. En ændring som jeg af egen og andres erfaring er overbevist om vil være en stor fordel for farten mellem Jylland og Sjælland. Den vil forebygge de ulykker, som så ofte sker på dette farvand, og som også har formindsket farten der. 

Men købstædernes større og mindre fordele bør på ingen måde komme i betragtning, hvad angår rejsendes mere og mindre bekvemme og hurtigere befordring, og ikke forbindes med  med tab og ophold for de rejsende. Selvom en købstad er opstået eller delvist opstået på grund af denne transport, så kan der ikke tages hensyn til det. Det sted, hvor der nu er en mindre bekvem overfart, var måske for nogle hundrede år siden den bedste og bekvemmeste overfart. Men alt forandrer sig med tiderne, og dem bør vi som så meget andet give efter for, når vi vil have, at vore indretninger svarer til deres hensigt, og som opfylder den nytte, som det betalende publikum har rimelig krav på. 

Således tænkte man også for ikke længe siden om transporten fra Lolland til Holsten. Her omlagde man den meget rigtigt til Nysted i stedet for til Rødby, hvorfra transporten gik i gamle dage, da rejsende fra Holsten til hovedstaden lige så almindeligt rejste over Lolland som de nu rejser over Fyn. Hvad Nyborg angår, så er denne bys hævd på at gæste de bæltrejsende desuden ikke så gammel, hvis ellers hævd kan og bør betyde noget. For i de ældst kendte tider foregik transporten til Sjælland fra Vindinge Bro ved den såkaldte Holkenhavns Å, og derfra forflyttedes den i senere tider dels til Slipshavn, dels til den såkaldte holm, hvor også endnu i mands minde gæstgivergården har stået uden for byen. 

Nyborg har desuden en fæstning, der i mange henseender gavner byen, men hvori de rejsende ikke bør gemmes. Så det er også hensigtsmæssigt at der er både gæstgivergård og transport således at den rejsende uden allermindste ophold, dag og nat, kan fortsætte sin rejse. Skulle bælttransporten, som jeg vist tror den bør, blive forlagt til Slipshavn, bliver det også nødvendigt, at vejen uden om Nyborg istandsættes så de rejsende slet ikke behøver at komme gennem Nyborg, som i så fald kun bliver en omvej. 

Dog kan alt ikke laves på en gang. Der kunne i givet fald gennemføres mange flere ændringer og mindre indretninger, i forbindelse med at transporten omlægges fra Nyborg til Slipshavn. Hvis man først ændrer posttransporten, går man siden videre med den øvrige transport ved altid at have et par færger eller jagter liggende ved Slipshavn. Det bliver så overladt til de rejsende selv om de vil tage direkte dertil for at tage over til Sjælland. Jeg er helt overbevist om, at publikum og især de rejsende, snart vil opdage fra hvilket sted transporten går hurtigst. Vanskeligheder er der ved alle nye anlæg. Men sådanne bør ikke undlades at opføre, når vanskelighederne er overvindelige. Og bekostninger, privilegier og privates interesse bør ikke gøre det uovervindeligt.

Til sidst vil jeg også gøre opmærksom på en nyopfunden gren af posttransporten fra de seneste år, der også kan være meget vigtig for ikke alene hovedstadens handlende, men også dens mere ophøjede indbyggere. Jeg hentyder til de efterretninger, som fås gennem telegrafen når isen forhindrer transport over bæltet. Ikke fra Korsør (som nogle aviser skriver), men fra Nyborg, eller nærmere bestemt Vindinges telegraf. Da hovedstaden på disse årstider er udelukket fra al kommunikation med fremmede, så er det af yderste vigtighed, at disse telegrafdepecher fortsættes så pålideligt som muligt. Rygter må ikke fortælles som sandheder. Og da det ofte er tilfældet med vore fremmede aviser, så ville det ikke være uden nytte, at telegrafisten ikke alene opgav den avis, hvoraf han tog sin depeche, men også holdt flere fremmede aviser, så han kunne sammenholde beretningerne om en meget vigtig tildragelse. 

Dog denne postgang er endnu en meget spæd plante, der til sin opvækst behøver megen pleje og tilsyn. Og bør have den, da den er en det attende århundredes måske mest velgørende opfindelse, hvis nytte både i krig og i fred kan være uforudsigelig. Men desværre har denne plante præcis i Nyborg ikke fået den bedste jord at gro i, da man var nødt til, at sætte den uden for i Vindinge Sogn. Her står den på åben mark tæt, og alt for tæt, ved en alfarvej. I sognet som består af fæstebønder, var ingen lejlighed til bopæl for telegrafisten, som derfor daglig har en fjerdingvej fra Nyborg til telegrafen. Lige så langt har også de rejsende, som fra Nyborg over telegrafen vil have en og anden efterretning over til Sjælland. Alt dette og mere til må nødvendigvis betyde et unødvendigt ophold, stridende imod hensigten af en telegrafs oprettelse. 

Jeg tillader mig derfor at spørge: Skulle det ikke være muligt at finde et mere passende sted for denne telegraf enten i Nyborg, eller hen mod Slipshavnsiden? Og hvis det ikke muligt, eller hvis ændringen ikke kan ske straks, så dog bruge den meget kortere og for fodgængeren bedre vej over fæstningens volde gennem den såkaldte kam, end den han nu må gå enten over vandet, eller af en endnu længere omvej. Det ville fremskynde telegrafekspeditionerne, hvis telegrafisten kunne passere ad denne vej, som det ellers ved andre lejligheder tillades private. Kunne og burde man derfor ikke have adgang til denne vej til sin telegraf? 

Disse og andre spørgsmål kunne stilles, og om muligt flere forbedringer foreslås, og de må naturligvis kunne fremføres ved et så meget nyt anlæg, som vores telegrafer er. Jeg har kun tilladt mig at påpege de vigtigste eller mest trængende. Som uinteresseret både heri, og i alt hvad angår bælttransporten, har jeg også at kunne ytre min og sagkyndiges mening noget friere, end de som faget egentlig vedkommer, måske mener de kan udbrede sig om.
Nyborg, nytårsaften 1804.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805. s. 5575-5582.)

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen er en opfølgning af Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5557-5562.

Slipshavn

Slipshavn lå og ligger lidt sydligere på Knudshoved end hvor såvel de senere bilfærger lagde til, og hvor nu Storebæltsforbindelsen er.

En pålidelig færgeforbindelse var der først fra 11. juni 1828 med hjuldamperen Mercurius. Den kunne sejle turen Korsør-Nyborg på et par timer. Den udkonkurrerede dog slet ikke smakkerne der især når vejret kulede op kunne gøre turen hurtigere.

Om Posten og Rejsendes Transport over Storebælt mellem Nyborg og Korsør

(Af Gustav Ludvig Baden)
Si qvid novisti rectius istis
Candidus impert, si non, his utere mecum

  En stor del af hovedstadens beboere har uden tvivl med megen interesse læst de mange diskussioner om postens hurtigere gang over bæltet, som har stået i Politivennen gennem nogen tid. For ligesom denne sag er vigtig for København i almindelighed, så er den det især for de handlende, for hvem postens ankomst en halv dag forsinket, kan få betydelige følger. Jeg vil også påstå, at oprettelsen af et offentligt postvæsen oprindelig skyldes de handlende, som ganske rigtigt har høstet fordelene af denne velgørende statsindretning, men også er den største bidrager til dens opretholdelse. Da postens hurtige gang og bestemte ankomst er af så stor interesse for denne statens meget vigtige borgerklasse, så er jeg overbevist om, at ethvert forslag som er ment som at kunne bidrage noget til denne indretnings forbedring, vil blive modtaget skånsomt og beredvilligt.

  Det er uafviseligt, at posttransporten over Storebælt nu er meget bedre end før eller for nogle år siden, da den ikke var under det kongelige generalpostamts opsyn og  bestyrelse. Men derfra til at slutte at transporten nu ikke kan blive bedre, tør, kan, og vil ingen påstå, som både kender de menneskelige opfindelsers langsomme gang til fuldkommenhed, og desuden selv har lejlighed til at kunne få, og vilje til at give sig umage for at få total kundskab. Indretningen er endnu ikke sådan at man ikke kan bruge justitsråd Wadums smukke kommentar i sin tale i Offentlig Måneds Minerva for dette år over det gode gamle danske sprog: "Af skade bliver man klog". Faktum er at vores første anlæg altid er svage og ufuldkomne. Først når mislykkede forsøg overbeviste os om at have fejlet, og når erfaring afslører en vildfarelse, kun da er det at de menneskelige indretninger bliver mere fuldkomne.

  Eftersom bælttransporten, der ligesom befordringsvæsenet generelt hører ind under postvæsnet, trænger til store og vigtige forbedringer, så kan man heller ikke sige at posttransporten over bæltet ikke kan blive bedre.

  Jeg har ved en anden lejlighed tilladt mig at pege på de forbedringer, der kunne gøres ved bælttransporten i almindelighed, ligesom den der endnu er i privates varetægt. Men da det offentlige må betjene sig af de privates færger og jagter til kurerers og poststafetters befordring, så må denne transport også anses for en del af posttransporten. Jeg tillader mig derfor her at gentage disse mine foreslåede forbedringer, dog kun i udtog, da de udførligere kunne læses i mine "Erindringer mod det for Korsør i forslag bragte læseselskab", der findes i sidste april måneds Minerva. Disse forbedringer angik der især følgende poster: 

1. Gæstgivergårdenes i et og andet bekvemmere indretning, såsom at man ikke indskrænker valg mellem flere gæstgiversteder for såvel de der rejser med posten som de der ikke gør. 
2. At man både fra fæstningernes og fra politiets side gør den rejsendes ophold behageligt og fx ikke ulejliger dem og sætter dem i bekostning med at skulle fremvise pas for både kommandant og magistrat. Disse formaliteter er ganske overflødige i fredstider og i byer som Korsør og Nyborg, der ikke er grænsesteder. 
3. At man søger at nedbringe de nu så opskruede omkostninger for transporten med isbåde. 
4. Træffer bedre indretninger ved Slipshavn. 
5. Hvis det behøves sørger for pengelån til den rejsende med flere forbedringer, som alle bedst kunne gøres. 
6. At hele transporten kom under generalpostamtets ene og umiddelbare bestyrelse, anser jeg for den allerbedste og vigtigste forbedring ved vores bælttransport

  Alle med erfaring med den egentlige posttransport over bæltet, vil uden tvivl kunne sige de forbedringer som kunne laves. I sidste uge skulle posten vist ikke have været opholdt i flere dage, som det skete fra at komme til Sjælland, hvis man straks om fredagen var gået ud i en isbåd, i stedet for at gå ud med den i en jagt, som tæt på Sjælland på nær et lille stykke måtte vende tilbage til Fyn af mangel på isbåd. Hvorfor tog man ikke straks fredag morgen ud med isbåd? Man glemmer altså ikke dette en anden gang. Jeg anfører dette eksempel netop som bevis for min anke over den kostbare transport med isbåde. Her er også beviset for min påstand om at bælttransporten, denne i Danmarks befordringsvæsen meget vigtige gren, ikke bør være i et privat interessentskabs værge. For postens befordring, da den således måtte vende om, skete just ved en af interessentskabets jagter, fordi postjagten skal være under reparation.
(fortsættes)

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5557-5562)  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805. s. 5573-5582.

Isstationen ved Halskov Odde

Kulturarv viser 5 fotoer af isbådestationen ved Halskov Odde som stadig findes ved broen. Her kan man også læse lidt om hvordan overfarten foregik:

Ved Halsskov Odde ligger en isbådestation fra 1800-tallet. Da en privatdreven båd med tre personer og 25.000 rigsdaler var forlist, blev isbådetrafikken fra 1794 overtaget af postvæsenet. Isbåde var solidt byggede joller med en høj køl på midten og en stålskinne under kølen, der virkede som en mede. Isbådene blev i rækker trukket eller sejlet over Storebælt. En tur kunne tage fra seks timer til flere døgn. Turen med post, gods og passagerer gik over Sprogø, hvor man kunne købe et måltid og overnatte, hvis det blev nødvendigt.

Det latinske citat 

som indleder artikler, stammer muligvis fra Horats, og betyder frit oversat noget i retning af "Hvis du er kommet til at kende nogen forskrift mere korrekt end disse, del det med mig , hvis ikke, bruge disse mod mig". Men latinkyndige kan sikkert korrekse denne oversættelse. 

G. L. Baden

Da den danske historiker og jurist Baden (29. februar 1764 – 25. august 1840) skrev denne artikel, var han på højdepunktet af sin karriere som herredsfoged i Bjerge, Åsum og Vinding herreder på Fyn og birkedommer og skriver ved Ulriksholm og Østergård. Hans c.v. er omfattende (napset fra Dansk Biografisk Leksikon):

1786 Bestalling som overretsprokurator. 1787 Herredsfoged i Lollands Nørre Herred. 1790 Forflyttet til Lemvig som byfoged samt foged og skriver i Skodborg-Vandfuld Herred. 1793 Juridiske doktorgrad i Kiel. 1794 Borgmester i Nakskov og herredsfoged i Sønder Herred, hvortil 1795 desuden vicelandsdommer i Lolland og Falster. 1800 Herredsfoged i Bjerge, Åsum og Vinding Herreder i Fyn, 1805-1816 desuden birkedommer og skriver ved Ulriksholm og Østergård. 1818 Birkedommer og birkeskriver i Hørsholm. Hans bog Skæmt og alvor (1816) ligger på Google Books.

Ifølge DBL kunne Baden ikke gabe over at studere, holde orden i pengesager og styre sin stridbarhed. Han blev 1820 suspenderet fra sit embede og aktion anlagt imod ham til betaling af hans embedsgæld. 1821 skrev han Smaa Afhandlinger og Bemærkninger fornemmelig i Fædrenelandets, Middelalderens og den kristne Kirkes Historie, hvor han udtalte sig så skarpt mod kristendommen, at han 1822 flygtede til Hamborg, og derfra Oslo (Christiania). Han blev udleveret og ført tilbage til København som fange. Dømt til embedsfortabelse og 3 års landsforvisning, der dog 1824 blev forvandlet til et års statsfængsel (i Kastellet). Bogen findes på Google Books. Død 25. august 1840.

DBL skriver at han såvel nærede afsky for despoti fra oven, som opførte sig som hersker over bønderne. Mange år efter hans død fortalte man på Fyn adskillige historier om, hvorledes han på sine embedsrejser udskrev proviant til at tage med hjem. Ifølge en anekdote tegnede en mand, der fandt Landsdommer Badens navn i fremmedbogen i Langeskovs kro, en galge med påskrift: "her i hænger Raden".

Hans hovedværk er "En udførlig Danmarks Riges Historie", udgivet 1829-32. Han beskrives som en temmelig lille, gammel mand, hvem arbejde og livets modgang havde krøget. Et portræt fra hans ungdom fremstiller ham som en særdeles smuk mand med et frejdigt og tiltalende udtryk i de fine træk.

Det Kongelige Bibliotek har et billede af ham, som er beskyttet af loven om ophavsret.

Flere af hans værker findes fx på Københavns Hovedbibliotek.

Holkenhavns Å må være Vindinge Å. 

Telegrafen

Der er tale om en optisk telegraf. Formentlig Juelsberg optiske telegraf ved Nyborg. Den blev i 1854 afløst af den elektriske telegraf. Bygningen findes på Telegrafvej og er fredet. 

Forudsætningen for den optiske telegraf var gode kikkerter, som netop var udviklet i Frankrig en halv snes år før Badens artikel. I Danmark foretog man de første forsøg allerede i 1793, og efter en kort årrække med eksperimenter på området, begyndte man fra 1799 konkret at arbejde med den endelige udgave. I året 1801 blev "Landtelegrafen" oprettet. Den havde en linje fra København over Sprogø til Fyn og videre til Als og Slesvig, hvor den endte i Gottorp. Den optiske telegraf havde naturligvis stor betydning for militærets kommunikation, men faktisk overgik Landtelegrafen allerede senere samme år til postvæsenet og fik en mere fredelig funktion. I fredstid brugte man den optiske telegraf til nyheder, aktie- og valutakurser indløb fra det store udland, mens man på et mere nationalt plan bl.a. kunne bruge forbindelsen til at efterlyse forbrydere. Om vinteren kunne rejsen over Storebælt være yderst vanskelig, og da kunne telegrafen bruges til at få meldinger om isen på den anden side af farvandet. Storebælt blev på Fynssiden dækket af en telegraf i Nyborg. Den lå frem til 1808 i Vindinge, men blev da flyttet til Ladegårdsbanken, til Juelsberg. Der var tale om et tårn med klapper, der modtog signalerne fra Sprogø mod Øst og Ellinge mod vest. Telegrafbygningen og hermed sammenbygget beboelseshus (1802, ombygget 1862 efter masttelegrafens omdannelse til sømærke).

(Efter Historisk Atlas, forkortet).

Norsminde

På Badens tid havde Norsminde endnu ikke udviklet sig til den vigtige havneplads den kom til at være fra midten af 1800-tallet til 1884. Men stedet var udskibningssted for korn og kvæg, tegl og tømmer. Der kom fast færgefart til Tunø, og Århus-Kalundborg-båden anløb ofte Norsminde, hvor besejlingsforholdene i hårdt vejr var bedre end i Århus.

Nysted

På Badens tid var Holsten på den anden side af Østersøen en del af helstaten Danmark. Den 6. marts 1804 (altså 9 måneder før Badens artikel) var det blevet besluttet, at der skulle oprettes en færgefart med kongelig understøttelse. Men pga. problemer med materiel og personkreds og besejlingsforholdene blev færgefarten indstillet 1807.Siden kom Nysted aldrig rigtig på tale som færgeby. Det kunne Baden ikke vide da han skrev artiklen.