Iissituationen i Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Korsør skrives til os den 26de Febr. Aften. Postdampskibet "Fyen" afgik imorges Kl. 6 fra Korsør med Passagerer og Kjøbenhavns Aftenpost af 25de dennes, som lykkelig landsattes ved Iisbaad fra den faste Iiskant til Knudshoved omtrent Kl. 8 Formiddag, hvorpaa Skibet retournerede til Korsør omtrent Kl. 11 Form. med Hamborger og jydsk-fyensk Brevpost samt enkelte Passagerer. Kl. 10 1/4 Form. afgik "Esbern Snare" fra Korsør med Kjøbenhavns Morgenpost og ca. 50 Passagerer. Skibet mødte megen Iis, navnlig paa Vesterrenden, men naaede dog ind til den faste Iiskant ved Knudshoved. Før Landsætning imidlertid var paabegyndt, pressede Isen ved stormende Kuling af OSO, og haardt Søndenvande saa voldsomt paa Land, at det var nødvendigt iilsomt at retirere med Skibet for ikke at blive skruet iland paa Knudshoved, og det var ikke senere i Løbet af Dagen, trods mellem Kl 11 og 3 adskillige Forsøg gjordes, muligt atter at komme Land saa nær, at Communication med dette kunde tilvejebringes. Isen var ved haardt Søndenvande i voldsom Gang nordpaa, og skruedes ikke alene op paa Landgrunden, men laa Kl. 3, da alle yderligere Forsøg maatte ansees for frugtesløse, saa tæt pakket til midt paa Vesterrenden, at "Esbern Snare" kun med største Besvær atter naaede aabent Vande, og efter at have maattet retirere Nord om Sprogø for en meget svær, fast Iisflage, der kom drivende sydfra, omtrent Kl. 4 1/4 Eftm. naaede tilbage til Korsør med Posten og de skuffede Passagerer. "Fyen", der anden Gang var afgaaet fra Korsør med de Kl. 1 dertil ankomne Reisende og nogen Post, maatte ligeledes med uforrettet Sag gjøre Vendereise Nord om Sprogø og indkom i Havn omtrent samtidig med "Esbern Snare". Iistilstanden i Aften var, som alt pr. Telegram meddelet, saaledes: Vesterrenden aldeles fyldt med tildeels svær Skrueiis; paa Østerrenden endeel Sjapiis. Megen og tilsyneladende svær Iis i Anmarche sydfra, haard østlig Kuling med 3 Gr. Frost, stærkt Søndenvande.

En dansk Skonnert observeredes igaar Morges paa Vesterrenden i Beltet Nord for Sprogø, styrende mellem Isen sydefter. Da senere Isen kom ned paa den, saaes den vende og styre nordpaa, rimeligviis for Kallundborg, da den ikke kunde naar Korsør, der endnu er saa godt som iisfri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1875).

Postdampskibe over Storebælt blev indsat i 1828.

Carl Neumann (1833-1891): Pantserskonnerten "Esbern Snare" ved Eckernförde. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postforbindelsen over Store Belt. Hr. Redaktør! Tillad mig giennem Deres ærede Blad at henlede Opmærksomheden paa deu hensynsløse Maade, hvorpaa det rejsende Publikum behandles under de nuværende vanskelige Overfartsforhold i Beltet. Skylden maa vel navnlig paahvile Hr. Tobiesen, som den der leder Postvæsenets Anliggender, og som altsaa maa kunne træffe extraordinære Foranstaltninger, men ogsaa antagelig bør give Publikum fornøden Underretning i Tide.

I Fredags Aftes Kl. 7 skulde en Slægtning af mig tiltræde en Rejse til Jylland. Da det nu ikke er hver Mands Sag at foretage en forgæves og kostbar Rejse til Korsør for personlig at saa Besked om Beltets Tilstand, søgte vi Kl. 5 efter det lovede Opslag paa Kjøbenhavns Banegaards Afgangsstations. Her fandtes imidlertid intet offenliggjort ved den Tid, og kun ved at henvende os i Postkontoret fik vi underhaanden udleveret et Telegram til Gennemlæsning, som var afsendt Kl. 1,5 Min. Efterm. fra Korsør. Hvorfor var nu dette Telegram ikke opslaaet flere Timer tidligere, saa at de Rejsende derefter kunde tage deres Bestemmelse? Telegrammet indeholdt den Oplysning, at "Esbern Snare" var afgaaet Kl 8 3/4 Morgen med Brevposten og 55 Passagerer og havde med Besvær ilandsat Brevposterne ved Knudshoved. Hvorvidt de 55 Rejsende vare komne i Land omtaltes ikke. Dampskibet "Fyen" var afgaaet Kl. 11 med ca. 30 Rejsende og Brevposterne fra Morgentoget, men der meldtes intet om, hvorvidt Landstigningen var lykkedes. Af Morgenaviserne for i Lørdags erfarede man først, at "Esbern Snare" allerede var returneret til Korsør Kl. 3½ Efterm. med Rejsende og Poster fra Fyensiden, altsaa maatte de 55 Passagerer jo være komne i Land, men hvorfor blev dette ikke strax telegraferet til Kjøbenhavn? Saadanne Meddelelser ere netop af Betydning for de Rejsende, da Hotellerne under Forhold som de nuværende ofte ere overfyldte, og den Rejsende saaledes er udsat for den dobbelte Ubehagelighed, at være hindret i sin Rejse og at have Vanskelighed ved at komme under Tag. Af sidstnævnte Telegram erfarede man endvidere, at "Fyen" var returneret til Korsør Kl. 5 med de 30 Rejsende, og alle disse Ting, der væsenlig have Betydning for den Rejsende, som skal afsted Kl. 7, blive først telegraferede hertil Kl. 6 1/4. Min Slægtning rejste, uvis om han kunde faa Plads i Hotellet, og uvis om han kunde slippe over Beltet. Af et Privatteleqram, som indtraf samtidig med det ovenfor omtalte og meddeltes i Bladene, fik man at vide, at Ruten Aarhus-Kallundborg i Fredags var i regelmæssig Gang, medens "Fyen" forgæves sejlede omkring i Store Belt for at landsætte sine 30 Rejsende. Hvorfor blev det nu ikke øjeblikkelig bekjendtgjort af Postbestyrelsen, at denne Rute var aaben, og hvorfor dirigeres der ikke en Dampbaad til Kollundborg for at assistere "Malmø"?

Publikum er vant til at døje en Del af Embedsmændene og er ogsaa godt vænnet til at finde sig i meget, men at der aldeles ikke i Tide gives Publikum den fornødne Oplysning, og ikke foretages nogetsomhelst tilfredsstillende i saadanne extraordinære Tilfælde, er en Hensynsløshed, der søger sin Lige. -x-.

(Morgenbladet (København) 2. marts 1875).

Berlingske rapporterede hver dag i den følgende tid om issituationen. Nedenfor bringes nogle af disse rapporter.

Fra Korsør skrives den 3die Marts til os: Iistilstanden i Beltet er ikke undergaaet nogen væsentlig Forandring siden Igaar. Vesterrenden er fremdeles pakket fuld af Iis, der henimod Aften har begyndt at tage Gang for Nordenvande, og "Fyen" sidder endnu fast paa samme Sled som igaarmorges. Paa Østerrenden var imorges betydelig Natiis, men iaften synes den største Deel af samme at være borte, og Passagen mellem her og Sprogø er saa nogenlunde fri, at Iisbaadene uden Gene have kunnet udføre denne Deel af deres Fart. 

6 Joller afgik imorges fra Knudshoved med jydsk-fyenske og hamborgske Post af 28de Febr. og 1ste og 2den ds. og ere iaften naaede iland ved Halskov, hvorfra Brevsækkene strax førtes ind her til Byen. Ingen Reisende medfulgte. Den største Deel af Vesterrenden tilbagelagde Baadene over Isen der var fast nok til at bære dem paa retkjøl; da de nærmede sig Vesterrevet paa Sprogø, fandtes Isen mere ufarbar, men fra Øen og til Halssov seilede de i næsten heelt aabent Vand. Fra Halskov blev saavel Aften- som Morgenposten uden Besvær i Løbet af Formiddagen overført til Sprogø, men de Forsøg, der fra Øen gjordes paa at bringe dem samt samtlige der sig befindende Poster og Reisende videre, mislykkedes, og efter flere Timers Arbeide i Isen ud for Vesterrevet maatte Baadene Kl. 3 opgive Forsøgene for idag og retournere. Der henligger nu paa Sprogø henimod 40 Rejsende og samtlige kjøbenhavnske og svensk-norske Poster, der ere ankomne til Korsør siden den lste om Morgenen. Her i Byen vente circa 60-70 Reisende paa at befordres videre, og Antallet paa den fyenske Side er sikkert ikke stort mindre.

Der gjordes igaar Forsøg paa at frie Postdampskibet "Fyen" ud af den Iis, i hvilken den sidder sammenskruet, ved Hjælp af undersøiske Miner, der anbragtes i forskjellig Afstand fra Skibet med det Maal at sprænge Islaget, men uagtet Sprængningen foretoges med stor Præcision og Dygtighed - ledet af Lieutn. Bardenfleth - opnaaedes intet tilfredsstillende Resultat, da Skibet sidder i favnetykke Opskruninger. Dets Stilling er imidlertid fremdeles nogenlunde farefri, og kan der gjøres Noget for paany at bringe det i aabent Vand kan man være overbeviist om, at Skibets energiske Fører, Capt. Elmqvist, der alene af Pligtiver for at bringe Post og Reisende frem, er kommen i Klemme, ikke vil undlade noget Middel, der kan give Haab om gunstigt Resultat. 

"Esbern Snare" har ikke været ude idag. Som alt berørt i et af mine tidligere Breve, fik det forleden under Forsøgene paa - efterat have landsat Post - atter at arbeide sig gjennem den svære Iis, et mindre Havari paa Skruen, og under Arbeidet igaar med at komme "Fyen" til Undsætning blev Skaden yderligere forøget. Stor synes den ikke - den bestod nemlig kun i, at Bladene paa den svære Metalskrue vare blevne noget bøiede og Spidsen af den ene Flig gaaet tabt - men den var dog meget følelig, eftersom den reducerede Skibets Kraft med næsten 1/3, og det var derfor sikkert i Publicums velforstaaede Interesse, at man idag lod Skibet ligge stille for at faae Skruen udbedret. Jeg har netop nu været nede at see til Skibet, der i den korte Tid, det har været i Tjeneste hernede, er blevet Publikums, og særlig de Reisendes, erklærede Yndling, og jeg troer at kunne give al ønskelig Garanti for, at det imorgen tidlig, maaske endog før Daggry, vil være klart til atter at optage sine Farter. Efter hvad Føreren har meddeelt mig, skal det arbeide fortrinligt i Isen, men, som jeg alt igaar tilskrev Dem, den Ils, som Strømmen her i Beltet kan pakke sammen, kan være formeget selv for det kraftigste Pandserskib, endsige da for en forholdsviis lille Baad som "Esbern Snare".

Vinden er iaften falden mere nordlig end de foregaaende Dage, og Strømmen er stiftet. Muligviis giver dette en Forandring til det Bedre i Iistilstanden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1875).

Fra Korsør skrives til os den 5te Marts: Tæt Taage forhindrede imorges "Esbern Snare" fra at afgaae til bestemt Klokkeslet; thi naar Taage, denne Hindring for al Seilads, træder i Forbindelse med et solidt Islag, gjør den ligefrem al fornuftig Navigering til en Umulighed, eftersom man under disse Omstændigheder hverken kan beregne sin Plads ved Loddet eller ved Skibets Fart, de to Factorer, hos hvilke Sømanden ellers siges at søge Trøst, naar han, paa Grund uf Tykning, ikke kan see at finde Vei. Da "Esbern Snare" altsaa ikke var disponibel, blev man nødt til at tage sin Tilflugt til Isbaadene, for hvilke Farvandets Dybde ikke spiller nogen Rolle, og op ad Formiddagen afgik herfor en halv Snees Baade og Joller, medhavende Post og et ikke ringe Antal Passagerer, fra begge Sider. De fyenske Baade vare saa heldige at finde Sprogø og derfra henimod Aften at naae Halskov; Baadene fra Sjælland gik det derimod ikke saa godt; de flakkede længe omkring i Taagen og vare sluttelig glade ved at kunne naae tilbage til deres Udgangssted, fra hvilket saa "Esbern Snare", da Luften henimod Kl. 2 blev noget opklarende, afhentede dem og tog dem paa Slæb, for først at slippe dem efter sikkert og vel at have fat dem fast i Landisen under Knudshoved Til dette Punkt, som man kom paa 1/9 Qvartmiil nær lossede "Esbern Snare" sin Post og omtrent 50 Passagerer, og fra dette retournerede Skibet atter til Korsør henimod Kl 6, medbringende c. 25 Reisende og endeel Post. Da de 8 Baade, som afgik fra Halskov, medbragte en betydelig Pakkepost og de 10 fyenske Baade ligeledes vare godt tilladede, blev der altsaa udvexlet idag et ikke ringe Qvantum Gods mellem de forskjellige Stationer, og ville Forholdene imorgen og iovermorgen ikke være altfor ugunstige, er der grundet Haab om, at man vil kunne komme à jour med al den Post, der ved de sidste Dages uheldige Isforhold er bleven opbunket paa begge Isbaadsfartens Endestationer. Veiret har idag, naar undtaget Taagen, været særdeles smukt og godt. Det har været fuld- kommen Stille, og Strømmen har været gunstig for Spredningen af Isen, der idag aldeles ikke har frembudt nogen Hindring for Landsætning paa den fyenske Kyst, da den har været "staaende", det vil sige fast til ½ til 1 Qvartmil fra Land. Der findes vel endnu betydelig Driviis paa Vesterrenden, og den første østlige Vind vil atter pakke de tilstedeværende Masser op mod Landet og besværliggjøre Sejladsen, men paa den anden Side kan man jo nu med lige saa megen Grund vente, at Kulingen vil falde vestlig, og i saa Fald vil Isen i Beltet snart have ophørt at spille en Rolle. Paa Østerrenden saaes imorges en betydelig Mængde Natiis, der generede Iisbaadene i ikke ringe Grad, men henimod Aften var den, efter Forlydende, aftagen betydelig i Styrke, og da Kulden iaften kun er ringe (- 2 Gr.), vil der forhaabentlig ikke danne sig meget mere til imorgen. "Fyen" sidder vedvarende indeklemt i Isen, men ifølge Meddelelser fra Knudshoved skal denne dog være lindet endeel omkring Skibet, saa at Udsigterne til snarlig Forløsning synes at være tiltagne.

Der er nu ombord 170 Mand daglig til Tjeneste ved Iisbaadene og Jollerne her paa Stationen. Da hver Mand lønnes med 6 Kroner om Pagen (Jolleføreren og Togførerne have endda mere) og extra Douceur for hver lykkelig fuldført Tour, vil man kunne indsee, hvor bekosteligt et Apparat den hele Iisbaadefart er for Postvæsenet, og maa end enhver Reisende betale 8 Kroner for at komme fra Knudshoved til Halskov eller omvendt, saa vil det dog være indlysende, at ved den nuværende Fart spinder Staten ingen Silke, saameget mere som den, foruden de omtalte 170 Mand, endvidere maae bekoste Udgifterne til Postdampskibene osv. osv. Det er derfor et Held for Postkassen, at vi ikke hver Vinter have Iistransport, og hvad de Reisende angaaer, - ja, da troer jeg ogsaa at kunne sige, at det er et Held for dem; thi om end en Iistransport for een Gangs Skyld kan være ret interessant, behagelig er den sandelig som Regel ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1875).

Den 10. marts 1875 forsvandt isen meget hurtigt fra Storebælt og overfarten blev normal igen. De første storebæltsfærger H/F Korsør og H/F Nyborg blev indsat 1. december 1883.

Isskrueningen i Taarbæk Havn den 6te Marts 1875. Efter en Skizze af Premierlieutenant G. E. Fugl. Illustreret Tidende nr. 807, 14. marts 1875.

Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Halvtredie Døgn i Isen. Hvor besværlig og farefuld Isbaadsseiladsen over Storebelt kan være - melder "Bgs. Av " - derpaa faaer man et Beviis i de 4 Baades Skjæbne, som forrige Søndag Morgen afgik fra Halskov med Kjøbenhavnsposterne af 3die og 4de. Efter om Formiddagen Kl 10 3/4 at være komne forbi Sprogø, bleve de siddende fast i Isen mellem denne Ø og Fyen, uden at kunne arbeide sig ind til Land, og i denne Stilling maatte de tilbringe Natten imellem Søndag og Mandag. Mandag Formiddag Kl. 11 bleve de endnu sete fra den fyenske Kyst, arbeidende ind mod Land, men med en Sydøst-Storm bleve de om Eftermiddagen med Isen ud i Kattegattet; da Vinden om Natten vendte sig til Nordøst, dreve de igjen ind imod Fyens Nordkyst, og Tirsdag Morgen fik man dem isigte paa Isen mellem Æbelø og Bogense. For om muligt at yde dem Bistand afgik der Tirsdag Formiddag tre Baade fra Bogense over Isen, og Flere kjørte over Land til Æbelø for at bringe de Reisende Levnetsmidler og Lægehjælp. Imidlertid lykkedes det Iisbaadenes Mandskab ved egen Hjælp at naae tæt ind til Æbelø. Selve Øen naaede Jollerne omtrent Kl. 4½ Eftermiddag, netop paa samme Tid som den fra Bogense afsendte Bistand ankom til Øen. De Restende, 12 i Tallet, saavelsom den af 21 Mand bestaaende Jollebesætning, vare naturligviis i en noget forkommen Tilstand. Jollerne havde kun været forsynede med Levnetsmidler for halvanden Dag, og det endda kun for Besætningens Vedkommende; de Restende vare endnu daarligere forsynede. I det sidste Døgn havde man næsten Intet. Et Slags Vederkvægelse søgte man ved at spise Isen, der i den strenge Kulde dannede sig paa Jollernes Master. Søvn havde næsten Ingen nydt i de 55-56 Timer, denne farefulde Reise havde varet. - Strax ved Landstigningen overraktes der de udhungrede Mennesker Forfriskninger af det fra Bogense ankomne Forraad, og en Læge der fra Byen undersøgte hver Enkelts Tilstand. Mange havde ophovnede Hænder og Fødder, men lykkeligviis vare de Fleste slupne fri for Koldbrand; 5-6 vare dog mere eller mindre angrebne deraf. Værst medtagne vare en Underofficeer af 20de Bataillon og en stakkels Haandværkssvend, som var hjemskreven til Odense fra Slagelse Commune, og som var afgivet til Iistransport i en ussel tynd Paaklædning, hvilken en betænksom Postembedsmand dog havde forøget med en rød Kappe. Efterat Levnets- og Lægemidler havde bragt lidt Liv i de forfrosne Lemmer, kom baade Restende og Mandskab i Huus hos Øens Beboere, som paa egne og Øbesidderen, Grev Petersdorffs, Vegne ydede Alle den største Gjæstfrihed og den bedst mulige Pleie. De fra Bogense ankomne Søfolk trak Jollerne i Land og lossede Godset som bestod af 17 Postsække samt endeel Kufferter og andet Reisegods. Saavel Reisende og Mandskab som Gods forblev Natten over paa Øen. Det holdt haardt at skaffe passende Natteleie til den store Befolkning, som den lille Ø saa uventet havde medtaget; men ved de faa Øboeres mageløse Forekommenhed lykkedes det dog paa en efter Omstændighederne meget heldig Maade. Onsdag Formiddag bleve først Postsagerne og siden de Reisende kjørte over til Jersøre og derfra videre til Bogense, hvor Ankomsten skete noget over Middag. Postsækkene bleve uden Ophold befordrede til Aarup Jernbanestation. De Rejsende toge ind paa Gjæstgivergaarden eller bleve anbragte hos Byens Indbyggere; de to ovennævnte haardest medtagne Reisende maatte indlægges paa Byens Sygehuus, hvor muligviis ogsaa en Tredie, der har Koldbrand i Fødderne, bliver nødsaget til at tage foreløbigt Ophold. De fire Joller er det Meningen at føre over Land paa Vogne til Nyborg. Befalingen over Jollerne paa denne besværlige Tour havde Skibsfører Lund, hvem de Reisende ere enige om at rose. Paa hele Reisen havde man kun havt aabent Vand, da Jollerne kom Æbelø ganske nær, ellers bestandig Sjap og Grødiis. Land havde man ofte troet at see, men det var som oftest en Skuffelse; man veed, at trælle og forhungrede Mennesker ofte have slige Syner. Den aabne Rende, ad hvilken Jollerne slap ind til Øen, lukkedes strax efter Landsætningen af Isen. Var dette skeet forinden, vilde de mange Menneskers Ophold i Jollerne paa Isen efter al Sandsynlighed være blevet yderligere forlænget, maaskee saa meget, at det Værste kunde være hændet.

Man maa indrømme, slutter "Bogense Avis", at den nærmest vedkommende Myndighed ikke har været ligegyldig for Jollernes Skjæbne. Tvertimod har Chefen for Istransportvæsenet, Capt. Lund, udviklet en stor Virksomhed for at opdage dem og at komme dem til Hjælp. Saaledes have Dampskibene "Fyen" og "Hermod" været ude at søge efter Jollerne; "Fyen" var i Tirsdags kommen Æbelø et Par Miil nær. Speidere udsendtes langs Kysten lige til Fyenshoved. Til Kjerteminde blev der telegrapheret om at sende Baade med Mandskab til Romsø, idet man tænkte sig Muligheden af at bringe Jollerne Undsætning fra dette Punkt. Ogsaa til Samsø blev der sendt Telegram om at holde Øie med Kyststrækningen. Til Sorg og Fortvivlelse for de Mange, der i ængstelig Spænding ventede Underretning om de bortdrevne Joller, bleve alle disse Bestræbelser frugtesløse. Man kan forstaae, at der blev Glæde, da Telegraphen i Tirsdags meldte fra Bogense, først at Jollerne vare iagttagne og senere, at de vare komne til Land. - De to Restende, som maatte indlægges paa Sygehuset, ere i god Bedring.

Af de Reisende have dHrr. Skolelærer Jensen af Middelfart, J. C. Aggersborg af Aalborg. Otto Devulff, B. Voigt, E. T. Reehoff og T. H. Lunøe, Alle af Kjøbenhavn, Aug. Jønsson og H. J. Fr. Høgquist, begge fra Sverig, Julius Iklee og J. Goldschmidt, begge af Hamborg, i "Bogense Av." for i Torsdags bragt Bogense Indbyggere og de fremmede Søfolk, der ligeledes vare behjælpelige, deres dybtfølte, inderlige Taksigelse for deres venlige Imødekommenhed, deres personlige Opoffrelser og levende Interesse for dem. Endelig takkes Redacteur Pagh, der selv personlig var saa opoffrende virksom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1871)

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- Fra en af de Rejsende, der har gjort den besværlige Reise fra Knudshoved til Halskov, som varede fra forrige Fredag Morgen til Mandag Aften har "Fs. St." modtaget følgende Brev:

I Fredags stod jeg da op Kl. 5. og efter at have indtaget min Kaffe og forsynet mig med lidt Proviant i Hotellet kjørte jeg ud til Knudshoved. Her samlede sig efterhaanden 40- 50 Passagerer, hvoriblandt jeg kun traf 3 Bekjendte, Resten var ubekjendte Størrelser, mest Svenskere og endel Tydskere. Kl. 8 begyndte Overfarten, der i Begyndelsen gik meget langsomt, da Baadene, 8 i Tallet, stadig gik "i Blød", men opad Dagen naaede vi endel fast Is og et Par aabne Vaager, som hjalp os over den halve Vei, saa at der ikke var Tale om at vende tilbage til Knudshoved; men efterat vi saaledes havde "brændt vore Skibe" eller for at bruge en anden mere nærliggende Lignelse, "kastet Broen af efter os", begyndte vore Gjenvordigheder. Skjøndt vi havde en mageløs flink Fører i Kapitain Weidemann, og Folkene vare utrættelige, vilde det dog slet ikke gaa fremad. Vi kom blandt Andet i en Vaage, der var fuld af en tæt Vælling, som skruede sig sammen om Baadene, saa at vi i mere end 2 Timer maatte arbeide paa at komme ud af den Suppe. Henimod Aften kom vi udfor Sprogø, men vel en Fjerding vei ude i Søen mod Syd, og da det i den sidste Timestid var gaaet godt, og Veiret var deiligt klart og stille, bleve mange af Passagererne fulde af Forhaabninger og henstillede til Kapitainen, om det ikke lod sig gjøre at gaa lige til Halskov. Dette afviste han dog meget bestemt, idet han yttrede, at han vilde være meget lykkelig ved at naa ind til Øen inden Mørket faldt paa, og han havde Ret, thi vi vare vistnok 6-8 Timer om at tilbagelægge den Fjerdingvej. Tænk, at vi havde en Dame med paa denne yderst anstrengende og kedsommelige Reise, som er af den Art, at Damer ikke bør indlade sig paa at forsøge den. Denne Dame var en Englænderinde, gift med en svensk Grosserer, og hun holdt tilvisse ud trods Nogen af os; men jeg fatter knap, hvorledes hun kunde dette. Hun fik da ogsaa med Rette det Vidnesbyrd af os Alle, at hun gjorde sine Sager mesterligt og gjorde det uden at være en af disse emanciperede Englænderinder, som man undertiden seer paa Reiser, saa at vi Alle kom til at synes godt om den lille Kone og undte hende det, da hun ved Sprogø slap lidt heldigere end vi Andre, idet hendes Baad naaede til Land Kl. 12 om Natten, medens vi Andre, der fulgte hende i Hælene, pludselig befandt os i den os fra tidligere Erfaringer saa velbekjendte Skrueis, hvori det var næsten umuligt at komme frem. Klokken var over 2 om Natten, da vi Alle, dygtig udmattede og forkomne, landede paa Sprogø. Saavel den tørre som den flydende Proviant havde alt længe været fortæret, saa De begriber at vi som graadige Ulve styrtede til det opdækkede Bord. 4 a 5 Timer for os var der kommet 4 Baade fra Sjælland til Øen, hvor der allerede i et Par Dage havde ligget 3 Baade med ialt 140 Passagerer og Mandskab, og disse Mennesker havde ogsaa været sultne, hvorfor vi maatte tage tiltakke med Levningerne; men Hungeren gjorde os mindre vanskelige, og en god varm Suppe, 2 til 3 Portioner pr. Mand, gjorde en ypperlig Virkning i Forening med en ikke saa ganske ringe Kvantitet Vin. Der findes paa Sprogø det ret anstændige Antal af 60 Senge, men det forslog jo ikke meget til 220 Personer; dog var jeg saa heldig at saa en Seng, hvori jeg sov som en Sten, skjøndt den baade var haard og kold. Løverdag Morgen bleve vi purrede ud Kl. 8, efter 4 Timers Hvile, men det viste sig snart, at vore Folk vare saa udmattede efter Gaarsdagen. at vi roligt maatte blive paa Øen; desuden var det nok heller ikke muligt af andre Grunde at komme derfra. De 11 sjællandske Baade gik imidlertid ad Fyen til, og det gav Luft i Værtshuset. En af mine Bekjendte og jeg opnaaede at faa et Værelse med to Senge - Natten forud havde vi sovet i en stor Sovesal paa Loftet - , fik lagt i Kakkelovnen, og jeg krøb i Sengen med alle Klæderne paa under Dynen, uden dog at kunne faa Kulden, som jeg følte i hele Kroppen, til at vige; da stod jeg op, tog min Pelts paa og gik mig en dygtig Tour omkring Øen i en bidende Østenvind, fik derefter en rigtig god Middagsmad og krøb saa atter i Sengen, hvor jeg sov fortræffeligt. I Søndags gjorde vi om Formiddagen et Forsøg paa at gaa over til Halskov, men efterat vi havde arbeidet i Isen et Par Timer, maatte Forsøget opgives paa Grund af den stærke Modvind. Vi drev Dagen hen med at sove og spise, og om Aftenen bleve vi rigtig gemytlige, fik Bollen paa Bordet og Sangen igang; saa kom de bekjendte "Isbjørne" -et Optog af Søfolk i Forklædning, der morede meget og indbragte Skuespillerne endel Drikkepenge, som bleve punschede op, og dermed var denne Dag tilende. Mandag maatte vi atter tidlig ud, og Kapitainen havde svoret, at nu vilde han over til Sjælland, det koste, hvad det vilde. Han holdt Ord; dog naaede jeg, der var blandt de forreste Baade, først Land Kl. 6 om Eftermiddagen, medens 4 af Baadene og med dem vor lille Frue, først kom ind Kl. 12 om Natten. Jeg fik mit Tøi for seent til at kunne benytte Aftentoget til Kjøbenhavn, blev derfor i Korsør i Nat og tog ind med Morgentoget, hilste Godmorgen paa "vor lille Frue", der lod som om hun slet ikke havde været med paa Isen Dagen forud - og dermed var min Isfart tilende.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Livsfarlig Belysning ved Korsør Jernbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den hyppige uforsvarlig slette Belysning ved offentlige Færdselssteder og den hermed forbundne Fare indeholder "Kors. Av." Føgende: 

"Da jeg med Jernbanetoget i Onsdags Aftes ankom til Korsør, var det saa mørkt, at man ikke kunde see tre Skridt frem for sig, idet der til Belysning af Havnepladsen var tændt een, skriver een Lygte. Da jeg skulde afgaae med Dampskibet til Kiel, fik jeg en kjendt Mand paa Pladsen (en Litsenbroder) til at føre mig hen hvor Skibet laae, thi selv kunde jeg Intet opdage. Idet vi ravede frem i Mørket, nærmende os et Skib, hørte vi et Pladsk i Vandet og ved Raabet om Hjælp overtydedes vi snart om, at et Menneske var faldet ud; ved hurtigt tililende Hjælp lykkedes det at redde Manden (Gross. Halberstadt fra Kjøbenhavn, paa Reise til Hamborg), der i Mørket havde taget feil og ligesom vi var kommen hen til det Skib, der skulde afgaae til Nyborg, og ved at ville gaae ombord var falden ud. Jeg yttrede til flere omkringstaaende Indvaanere fra Korsør min Forundring over, at Jernbanebestyrelsen ikke sørgede for den nødvendige Belysning, saa at de Rejsende uden at risiquere Liv og Lemmer ved Ankomsten hertil kunde opsøge Postskibene; men til min Forbavselse blev der mig svaret, at det ikke var første Gang, at der af Mangel paa tilstrækkelig Belysning havde været Menneskeliv i Fare samt at det længe havde forundret dem, at de Reisende ikke havde klaget over denne uforsvarlige Fremgangsmaade." J.

Klage over saa uforsvariig Fremgang burde man imidlertid ikke overlade til de Reisende, der ere ukjendte med den truende Fare, eller til dennes Stund; men det er Pligt for Indvaanerne paa de Steder, hvor Fare ved slig Forsømmelighed er øiensynlig, at klage herover og sørge for, at de Reisende, som, fremmede for Stedlighederne, færdes igjennem deres By, kunne overbevises om at passere et civiliseret Sted og ialtfald ikke udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. Dette er for hver By, navnlig for hver Kjøbstad, der ogsaa drager stor Fordeel af Færdselen, en almeen Færdsels- og Menneskepligt. De særlige Myndigheder, eller Tilsynsmænd, som gjøre sig skyldige i Forsømmeisen, fortjene fortrinsviis den alvorligste Irettesættelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. april 1857).

Den uheldige grosserer kan have været David Moses Halberstadt (1819-1874). Han tog 1843 borgerskab og etablerede sammen med Jakob Hermann Mannheimer David Halberstadt & Co., der bl.a. beskæftigede sig med med kornforretning. 1857 købte firmaet en ejendom på Christianshavn, på hvilken det anlagde en dampmølle, som 1874 blev til aktieselskabet De forenede Dampmøller. Han var medlem af Grosserer-Societetets komité (1857-74) og af Sø- og Handelsretten (1873-74).

Denne tegning giver måske et indtryk af forholdene ved stationen i dagslys. Johann Carl Neumann: De slesvigske gæsters ankomst til Korsør, 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Anledning af en Artikel i den Berlingske Tidende for 27de d. M., som er optagen af "Korsør Avis", angaaende en Reisende, som skal være falden i Vandet ved at gaae ombord i et af de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe, hvorfor Skylden er lagt paa Jernbanebestyrelsen, skal jeg ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at ligesom det omhandlede Factum, at en Mand er falden i Vandet ved at gaae ombord i et Dampskib, ikke beviser, at dette er skeet paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Belysning, saaledes vil dette, saafremt det virkelig skulde være Tilfældet, ikkun godtgjøre, at Landgangsbroen fra Dampskibet ei havde været tilstrækkeligt oplyst, og at bevirke dette er formeentlig ikke Jernbanens, men Dampskibenes Sag, ligesom Jernbanen selv maa belyse Indgangsdørrene til sine Stationer, og det maatte formeentlig let kunne skee med et Par Lygter paa Dampskibets Hjulkasse.

Forøvrigt skal jeg bemærke, at Pladsen imellem Hovedbygningen paa Korsør Banegaard og Dampskibene den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter. Forsavidt en fuldstændigere Belysning skulde være ønskelig, da hidrører den mulige Trang dertil væsentlig fra, at de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe ofte ikke ligge paa det for dem bestemte og for de Reisende beqvemmeste Sted lige ud for Hovedbygningen, men jevnligt langt til Siden fra denne paa Steder, som nærmest er bestemt for Godstrafiken og hvor Jernbanen er nødsaget til at lade sine Godsvogne henstaae. Hvorvidt der maatte kunne skee en Forandring heri til de Reisendes Beqvemmelighed, skal jeg lade være uafgjort, eftersom det er en Sag, hvorpaa Jernbanedirectionen ikke har nogen Indflydelse. At Nogen tidligere skuide være falden i Vandet ved at gaae ombord i Dampskibene om Aftenen i Korsør, forholder sig ifølge modtagen Oplysning ikke rigtigt.

Den 29de April 1857, ærbødigst
Rothe.

(Da det i ovenstaaende Artikel stilles tvivlsomt, om den Paagjældende virkelig er falden i Vandet, kunne vi forsikkre, at dette virkelig har været Tilfældet. Forøvrigt haabe vi, at vedkommende Autoritet, hvem det saa end vedkommer, vil sørge for den tilbørlige Belysning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Rothe var direktør for den sjællandske Jernbane. Artiklen i Berlingske den 27. april indeholdt samme beretning som i Aalborg Stiftstidende 30. april 1857.

Også Korsør Avis bragte Rothes svar, og tilføjede følgende:

Vi kunne med Bestemthed forsikkre Hr. Rothe, at den nævnte Grosserer af Mangel paa Ulstrækkelig Belysning paa Pladsen "virkelig" er falden i Vandet, og vi see os istand til, efter senere indhentede Oplysninger, at meddelt følgende: I Slutningen af forrige Aar faldt en Passager, som i Mørket tumlede om efter Kielerskibet, i Vandet, men blev til Lykke reddet, hvorimod en Pakke Sager, Manden førte med sig, gik tabt. For omtrent 3 Uger siden vilde tvende Arbejdere ligeledes passere Banegaardens Dunkelhed, men fristede samme Skjæbne og faldt ud; heldigviis vare Litsenbrødrene strax ved Haanden og fik dem trukken op. Ovennævnte Tilfælde er fuldkommen Sandhed; tvivler Hr. Directeur Rothe om, at "det virkelig skulle være Tilfælde", see vi os istand til ved en Deel Vidner yderligere at bekræfte, hvad vi her have fremført. Med Hensyn til Hr. Rothes Bemærkning, at Platsen den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter, da kunde vi hertil svare, at saafremt Hr. R. regner de Haandlygter med som af Enkelte benyttes paa Pladsen, kan han have Ret, ellers maae vi paa det Bestemteste paastaae, at dette ikke var Tilfældet.

Red.

- Fra en agtet Haand, hvem Red. tillægger megen Vægt i det omhandlede Spørgsmaal, have vi igaar modtaget følgende Skrivelse:

"Jernbanedirecteur Rothe skubber paa sin sædvanlige flotte Maneer alt Ansvar fra sig med Hensyn til den slette Belysning paa Banegaarden ved Korser og giver glatvæk Postdampskibene Skylden for at folk ved at gaae ned til Skibene gaae ud i Vandet og udsættes for at drukne, hvorfra de dog af Postdampskibenes Matroser hidindtil ere blevne reddede.

Den Reisende, der sidst faldt i Vandet, faldt ud imellem to af Dampskibene, hvor der altsaa ikke var nogen Bro og det godtgjøres saaledes ikke at Landgangsbroen til Dampskibet ikke har været oplyst, men derimod at Banegaarden ikke har været det. De tvende Lygter udenfor Pakhuset vare ikke tændte, rimeligviis af Forsømmelse, thi Aftenen derpaa brændte de ualmindeligt klart og smukt. Paa hvert af de afgaaende Dampskibe brænder saavel ved Landgangsbroen som paa Hjulkasserne og Mastetoppene ligesaa mange Lygter som paa hele Banegaarden.

Men at falde i Vandet er ikke den eneste Fare, man er udsat for, thi førend man kommer til Vandet, udsættes man for at løbe Panden istykker mod den lange Række tomme Godsvogne, der bestandig ere opkjørte ligeud for Jernbanestationens Hovedbygning, saaledes at man som oftest maa gjøre en lang Omvei for at komme ned til de nærmeste Skibe. Og er man sluppet lykkelig fordi disse, udsættes man for at løbe imod Pæle, falde over Fortøininger, Landgangsbroer etc.

Med Hensyn til Directeurens Anke over at Dampskibene ikke altid ligge ligeud for Hovedbygningens Døre, skulde man troe at han stod i den Formening, at det er lige saa let at flytte et Skib, som at rulle en Vogn frem paa et Par Skinner. Men om man ogsaa vilde lade Skibene hver Aften kjøre for Døren, har Directeuren saagodtsom gjort dette umuligt, da Bolværket, som oprindelig er bestemt for Dampskibene, altid for begge Ender er opfyldt af Seilskibe, der lodse Kul og Træ til Jernbanen, hvorved Pladsen er saa indskrænket, at der ikke er mere end et Par Tommers Afstand mellem hvert af Dampskibene.

Derimod vilde Intet saa godt som en tilstrækkelig Belysning af den omtalte Plads afvende alle de Farer hvorfor man er udsat paa Veien fra Jernhanestationen til Dampskibene. 8"

(Korsør Avis 2. maj 1857).

Korsør, den 6te Mai.

- Fra Hr. Inspecteur Salomon ved Korsør Banestation have vi igaar modtaget følgende Brev:

Hr. Redacteur!

I Nr. 67 af "Korsør Avis" paastaaer De bestemt, at der om Aftenen den 15de f. M. kun var en Lygte tændt paa Korsør Banegaard. Desuagtet har De Uret i denne Paastand, og jeg skal tillade mig i den Anledning at meddele følgende Facta: Paa Korsør Banegaard befindes 10 faste Lygter, der alle vare tændte bemeldte Aften. Ved Deres Nærværelse paa Banegaarden - jeg maa naturligviis forudsætte, at De personlig har været tilstede - maa De have bemærket, at det var stærk Blæst med Snee og Regn, hvilket foraarsagede, at Lygterne idelig slukkedes; men saavidt det var overkommeligt for Stationens Lampist, bleve de ogsaa strax tændte paany. Da leget ankom, eller maaskee rettere, da Passagererne gik ombord, vare af de 10 Lygter følgende 3 slukkede: Lygten ved Opgangen til Vareexpeditionen, den ene af de bagved Varehuset anbragte Lygter og den ene af de paa Pladsen foran Stationsbygningen staaende Lygter. Denne sidste var Lampisten i Begreb med at tænde paany, da Passagererne gik ombord. - Saaledes forholder Sagen sig, og jeg er aldeles vis paa min Fremstillings Rigtighed, uanseet Deres bestemte Paastand om det Modsatte.

Det forekommer mig at være noget dristigt at paastaae det alene er Belysningens Skyld, hvergang Nogen her falder i Vandet; man har jo dog ikke faa Exempler paa, at Folk kunne gaae i Taaget, som man siger, ved høilys Dag. At De kun er istand til at nævne denne Slags Malheur som indtruffen to Gange der, forekommer mig ikke at være noget slaaende Bevis for at Belysningen er saa yderlig slet, at den alene er Skyld i deslige Uheld. I Forhold til Freqventsen og til Tiden i hvilken denne har bestaaet, samt med Hensyn til andre Omstændigheder, saasom Landsætning og Ombordbringen m. m., troer jeg at Forholdet i saa henseende ikke stiller sig ugunstigere for Korsør Havns Vedkommende end for andre Steder af samme Art. Jeg maa ogsaa herved bemærke, at jeg ikke før jeg læste det i "Korsør Avis", har vidst, eller hørt noget om, at der tidligere end fornævnte 15de f. M. skal være falden Nogen i Vandet ved at gaae ombord i et af Dampskibene, og jeg maa tilstaae, at jeg ei heller har været istand til at faae anden Underretning derom, end den Deres Artikel i Nr. 67 af "Korsør Avis" meddeler. - Det er alt for længere Tid siden besluttet, og der er truffet Foranstaltning til en forstærket Belysning af Korsør Banegaard; naar denne er gjennemført, vil det vise sig om den omhandlede Slags Ulykkestilfælde ville blive endnu sjeldnere.

Deres Referat angaaende de to Arbejdere, der ere faldne i Vandet for 3 Uger siden, trænger upaatvivlelig til større Fuldstændighed. Saaledes som denne Sag er bleven mig berettet, kunde De nok blandt Andet ligesaa passende have brugt det samme Udtryk om disse to Mand, som om den Passager der "tumlede om" efter et Skib, indtil han faldt i Vandet, De burde, for at fremstille Sagen tydeligt, have bemærket, at Historien passerede paa en Tid af Døgnet, da Banegaarden slet ikke er oplyst, og endelig, at de to Arbejdere ikke skulde ombord i noget af Dampskibene, der nok vare afsejlede for lange siden. Mig har man meddeelt Sagen saaledes, at vedkommende, der fra Hotel "Store-Belt" vilde begive sig til Korsør, toge feil af Coursen, og styrede mod Vest istedetfor mod Øst; man har endvidere sagt mig, at de antoge Sprogø Fyr for Lygterne paa Korsør Havneplads.

Jeg ønsker ikke at indlade mig i nogensomhelst Strid angaaende Belysningen paa Korsør Banegaard eller paa Dampskibene, og idet jeg er overbeviist om, at denne Sag vil blive ordnet paa en for alle Parter fyldestgjørende Maade, beder jeg Dem ansee, hvad jeg her har meddeelt, alene som nogle oplysende Bemærkninger til Deres Artikel i "Korsør Avis" Nr. 67. Med Hensyn til den i samme Numer optagne Artikel, undertegnet 8, der af Dem betegnes som "en agtet Haand, hvem (?) Redactionen tillægger megen Vægt", da maa jeg tilstaae, at jeg ifølge denne Artikels Indhold og Form ikke føler mig opfordret til at besvare samme, der jo i Grunden ei heller vedkommer mig personlig. Jeg er, som ovenfor sagt, overbeviist om, at der vil komme Orden i Alt, saavel hvad der vedkommer Jernbanen, Havnevæsenet og Dampskibene hver for sig, som i de indbyrdes Forhold mellem disse.

Korsør Banegaard, den 3die Mai 1857.

Deres ærbødige

Fr. J Salomon

* * *

At Belysningen paa Pladsen ved Korsør Banestation fortiden er slet, er allerede paapeget, men da der efter Hr. Inspecteurens Skrivelse er stille i Udsigt, at Belysningen ved Stationen vil blive forstærket, ville vi saaledes opnaae den Forbedring vi paaankede: om den af Hr. Inspecteuren efter vor Artikel citerede Bemærkning maa vi tilføie, at en Fremmed, som i Mørket med toget indtræffer til Stationen, kan, ved den nuværende Belysning ved Pladsen, med god Grund siges at "tumle om", før han finder det Skib, hvormed han skal afgaae, uden at dette Udtryk behøver at underlægges en dobbelt Betydning.

Red.

(Korsør Avis 6. maj 1857).

Prinds Oscar paa Besøg. (Efterskrift til Politivennen).

Prins Oscar af Sverige-Norge (den senere Oscar 2. (1829-1907), konge af Sverige 1872-1907, konge af Norge 1872-1905) foretog i sommeren 1856 en større Europarejse. Formålet var bl.a. at advare Napoleon 3. mod russiske ambitioner i Norden. Oscar 1. var rasende på Preussen/Østrig som havde afsluttet Krim-krigen uden at knuse Rusland, og derfor syntes han godt om skandinavismens anti-tyskhed. Frederik 7.s ønske var at Sverige skulle bakke op om en løsning af problemet Slesvig-Holsten. Prins Oscar kom til Danmark over England, og meningen var at han skulle tage ophold på Christiansborg. Det personlige forhold mellem Frederik 7. og Oscar 1. var godt i sommeren 1856.

Skandinavismen (tanken om et forenet Skandinavien) havde på samme tidspunkt nået et højdepunkt med studenterforsamlingen i Stockholm 15. juni 1856. Og der blev flirtet med muligheden for en fælles monark.

Dampskibet "Slesvig" er i Søndags løbet paa Grund udenfor Korsørs Havn. I en Skrivelse, vi herom have modtaget fra Korsør, dat. den 3die August, hedder det: Dampskibet "Slesvig", som var afsendt for at overføre HS. Kgl. Høihed Prinds Oscar af Sverrig fra Kiel til Korsør, er ved Ankomsten hertil idag, Søndag Morgen Kl. 4, i en liden Afstand fra venstre Indløb til Havnen, løbet fast eller strandet paa en Steengrund, saa at HS. Kgl. Høihed med Suite maatte forlade det og landsættes i en Skibsbaad. Skibet førtes af Capitainlieutenant, Ridder Frølich. Det er intet Under, at hver Mand i de ved Havnen, paa Banegaarden og ved Kysten forsamlede Folkeklynger hensattes i en meget uhyggelig Stemning ved det uventet indløbne Budskab om og Skue af, at Skibet var sat paa Grund tæt udenfor Byen. Harme, ugunstige, ja bittre Domme yttrede sig lydeligt og almindeligt over denne beklagelige, næsten ubegribelige Hændelse. Ubegribelige siger jeg; thi mange Dampskibe gaae sagligt og ofte i meget haardt Veir ind og ud fra vor Havn uden Uheld; Strandingen skete i det skjønneste Magsveir under en let nordlig Brise; fra Kiel var medtaget en med dette saa simple Farvand saakaldt bekjendt Mand, - Indsejlingen er tydeligt betegnet ved Vager eller Sømærker, og "Slesvig" havde paa hele Reisen havt det foran gaaende Dampskib "Jylland" til Veiviser, indtil begge Skibe nærmede sig Havnen. "Slesvig" forcerede nu Farten indenfor Sømærkerne for at komme foran og først i Havn med dets ophøiede Passageer og løb da fast paa en, alle Søfarende velbekjendt Steengrund, hvor det nu staaer paa 4 a 5 Fods Vand og er udsat for Tilintetgjørelse eller Ruin, saafremt Vinden gaaer til Vest. Man lægger Capitainen tillast, at han for seent signaliserede Lodsen om at komme ombord, da han forlod sin Veiviser, "Jylland". Dette Uheld er saa meget mere beklageligt, som der paa "Slesvigs" Udbedring og elegante Udstyr for nylig er anvendt en betydelig Sum, og dette Skib som bekjendt skulde have været benyttet til HS. Majestæt Kongens forestaaende Reise. Dampskibet "Jylland" gik strax, efter at have i Havnen landsat sine Passagerer, ud for om muligt at bugsere "Slesvig" af Grunden, og et Seilfartøi udsendtes for at indtage Ballasten m. m. for at lette det; men enhver anvendt Kraftanstrengelse har endnu til i Eftermiddag Kl. 5 været frugtesløse. (Flvp.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 6. august 1856).

Dampskibet Slesvig, dog ikke i 1856, men i 1862 ved prins Oscars storebror, Carl 15.s ankomst til Helsingør. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Hjuldampskibet Slesvig (1848-1893) var kongeskib fra 1855. Fra 1884 transportskib. 

Om Dampskibet "Slesvigs" Uheld ved Korsør indeholder "Aalb. Av." følgende: Kapitainlieuten. Frølich var afsendt til Kiel med Hs. M. Kongens Dampskib "Slesvig" for at afhente den svensk-norske Prinds Oscar. Samtidig afgik fra Kiel Kapit. Wrisberg med "Jylland". Skibene gik, hedder det, herop saaledes, at "Slesvig" gik i "Jyllands" Kjølvand. Men tæt oppe her ved Byen ud for "Badstuen" vilde "Slesvig" nok skyde Gjenvei herind til Byen og kom da med hele sin Fart paa Grund. Prindsen maatte sættes iland i en Baad og den stødte ogsaa paa Grund, men ankom dog i Korsør Havn omtrent Kl. 6 Morgen. Her maatte den lægge til ved "Skirner", hvilket Sammes Fører, Hr. Garde, ikke var forberedt paa, men sov. En Matros hjalp imidlertid Prindsen op. Paa Landet stod Generallieuten. Bülow med Følge for at tage mod Prindsen, hvorpaa han under Salut fra Fæstningen (hvilket, mærkeligt nok! ikke var Tilfældet, da Hds. Maj. Enkedronningen forleden vendte hjem) kom til Banegaarden; men den var lukket, og da man endelig førte Prindsen til den festligt smykkede Ventesalon var - Nøglen bleven borte! Prindsen, der nok ogsaa i Frankrig har havt Fataliteter tillands, har saaledes her faaet dem baade tillands og tilvands, hvilket Sidste især maa interessere Hs. K. Høihed, der selv er Admiral. Hvad "Slesvig" angaaer, skal der nylig være kostet 50,000 (?) Rd. eller saa omtrent paa dets Istandsættelse og Dekorering, efter at HS. M. Kongen har overtaget det til Privatbrug. Skibet laa langt indenfor Kostene paa den blinde Revle. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvilken uhyggelig Stemning dette nye Uheld for Søetaten har udbredt her, især da det er forbundet med en Blottelse ligeoverfor Nabolandets søkyndige Prinds og med et Afbræk i vor egen Konges Lystreise den 4. til Bornholm.

(Ribe Stifts-Tidende 9. august 1856).

"Slesvig" ankom til København den 6. august om eftermiddagen til København, ført af kaptajnløjtnant Frølich. Den 8. afsejlede det til Helsingør hvor det skulle overføre prins Oscar til Ystad eller Stockholm i Sverige. Efter rejsen skulle det muligvis i dok til reparation.

Dampskibet "Slesvig" havde den 2. august 1856 fået besked på at afhente ham i Kiel for at sejle ham til Korsør, hvorfra han skulle tage jernbanen til Roskilde og videre til Frederiksborg hvor Frederik 7. ville opholde sig. Han ankom den 3. august til Frederiksborg. Kongen og grevinde Danner forlod den 5. august Frederiksborg med henblik på afrejse med "Slesvig" til Bornholm fra Skodsborg, efter taffelet med prins Oscar på Frederiksborg Slot.

Efter lykkelig og vel at have ført HS. kongl. Høihed Prinds Oscar til Stockholm, hvor der formodenlig ingen store Stene ligge i Veien, er Hr. Kapitainlieutenant Frølich ankommen til Kjøbenhavn med Dampskibet "Slesvig". Den almindelige Forundring over, at Damperen atter blev betroet til Kapitainlieulenanten har tabt sig, da man hørte, at den svenske Prinds havde bedet om, at Hr. Frølich maatte føre ham videre til Sverrige. Det var et særdeles Galanteri af HS. kongl. Høihed, og da ogsaa den Maade, hvorpaa dette kunne ske, thi efter Alt, hvad man hører, har Kapitainlieutenanten prostitueret sig i den Grad ved Korsøer, at han aldrig mere burde have noget Skib at føre. Naar han ikke selv kjendte Farvandet - skjøndt der rigtignok er en stor Skam, at en Søofficer ikke er bekjendt med sit eget Vands Farvande - burde han da idetmindste have sørget for at faae en Mand med sig, der kjendte der, og ikke en, hvis hele Bekjendtskab til Korsøer Farvande efter Sigende indskrænker sig til, at han engang har været der og solgt Æbler og Pærer. (Kold. Av)

(Ribe Stifts-Tidende 21. august 1856).

Dampskibet Slesvig blev bygget i Glasgow og blev benyttet af søværnet 1848-1850. Derefter købt af postvæsnet. I 1855 blev det på orlogsværftet indrettet som kongeskib. Det blev benyttet af kongen i 1856 under kaptajn Frølich, 1857 under kaptajn Møller, 1858 kaptajn P. C. Albeck, 1859 kaptajn Købke. 24. februar 1860 udbrød brand i skibet og måtte repareres. Herefter blev det benyttet i årene 1860-1863 af kongen. Det fragtede i 1863 Frederik 7.'s lig fra Holdnæs til København. Christian 9. benyttede skibet i 1863 og årene derefter.

Affæren med grundstødningen ved Korsør har ikke kunnet bekræftes af andre kilder som findes på internettet.

I september 1856 kom prins Oscars storebror, kronprins Karl til København hvor han ikke blot blev hyldet af kongeparret, men også af københavnske studenter ledet af Carl Ploug som fik at vide at Karl regnede med at blive adopteret af Frederik 7., hvilket efterlod prins Christian med Holsten og Lauenborg som erstatning for den danske krone. Forholdet mellem kronprins Karl og prins Oscar var ikke det bedste.

(Se Glenthøj og Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. Gad 2021).

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Bern. Olsen: En Istransport over Store Belt i Februar 1870. Illustreret Tidende nr. 545, 1870.

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø.