Optagelseshjemmet paa Valbygaardsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Et par frække fyre.

København (R. B.)

To københavnske drenge der i lørdags forsvandt fra et optagelseshjem på Valbygårdsvej, stjal om aftenen et automobil på Frue Plads og skønt de ikke havde videre forstand på automobilkørsel, lykkedes det dem at komme ud af byen. De overnattede i Fredensborg, og turede rundt hele søndagen. Da de om aftenen vendte tilbage til København, tørnede de i Nørrebrogade, hvor de kørte i den forkerte side af gade, mod et andet automobil. Begge køretøjer ramponeredes stærkt, men ingen af passagererne kom til skade.

(Roskilde Avis 1. februar 1926)

Ifølge Dansk Politi Efterretninger 1930 lå optagelseshjemmet på Valbygårdsvej 8

Drengen der flygter.

For en måneds tid siden blev en 15-årig dreng, Fritz Mogensen, anholdt på Christianshavn sigtet for at have stjålet fem cykler. Han var anbragt på optagelseshjemmet på Valbygårdsvej, men flygtede herfra dagen efter. Sammen med en anden dreng stjal han en jolle og sejlede sydpå og landede på Møn, hvor de efterlod jollen. Ad landevejene fægtede de dig frem til Korsør hvor de blev anholdt i færd med et nyt tyveri. Fritz blev igen anbragt på Valbygårdsvej, men allerede dagen efter stak han af på ny og blev anholdt ved Vridsløse, hvor han havde stjålet et ur. Han kom tilbage til optagelseshjemmet, men natten efter sprang han ud af vinduet og forsvandt. Han slog sig ned i en nybygning i Guldbergsgade og levede af tyveri. I går blev han anholdt for fjerde gang og er nu anbragt på "Stengaarden" hvorfra flugt skal være en del vanskeligere.

(Klokken 5, 3. september 1926)

Hellere i arrest - end under værgerådet.

For nogen tid tilbage blev en ung fyr, Carlo Petersen, arresteret for forskellige smårapserier. Han blev af værgerådet anbragt på opdragelseshjemmet på Valbygårdsvej og undgik på denne måde at blive straffet. Han stak af fra optagelseshjemmmet, men blev straks pågrebet og lovede ikke at lave flere flugtforsøg. Efter at have været der i nogen tid, løb han igen.

I går blev han anholdt og fremstillet i dommervagten, hvor han blev foreholdt en lang række tyverier som han havde begået, mens han var flakket om i byens periferi. Han havde væsentlig stjålet fødevarer for at opretholde livet.

Han sagde til dommeren at han hellere ville straffe for tyverierne end at være på optagelseshjemmet, ikke fordi han ikke havde det godt der, men fordi han ikke kunne holde ud at være under tvang.

Han blev arresteret.

(Dagbladet (København), 5. juli 1927)

Uordener

Det er virkeligt et harmeligt syn når man passerer Frue Kirke at se de skoledrenge der udfører sangen for prædiken, under denne spiller klink på selve kirken. Det er let at se at denne leg eller dette spil ikke sjældent giver anledning til klammeri, hvorved forefalder skældsord og al slags usømmelige tale. Det ville derfor være ønskeligt om en af kirkens betjente engang imellem indfandt sig uden for kirken for at fjerne denne uorden.

(Politivennen nr. 1428. Løverdagen, den 11 Mai 1843. Side 303). 

Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Drengeopløb i Badstuestræde.

Indsenderen tillader sig herved at henvende det ærede politis opmærksomhed på en flok drenge der har taget deres stadig forsamlingsplads udenfor gården nr. 130 i Badstuestræde. Vi ved ikke ved hvilken skæbnes ironi de så længe ustraffede har kunnet drive deres spil udenfor den mands bopæl under hvem politiet på en måde rangerer. Men vist er det at de i mere end en henseende har krav på denne autoritets opmærksomhed. Næsten hver aften forefalder små skærmydsler imellem dem, og den støjen og uro der naturligvis må følge hermed, forvolder de omboende en utålelig gene.

Disse få ord tror vi at være tilstrækkelige for at henvende opmærksomheden på dem, idet vi anser det for unødvendigt at gå i detaljer med alle de platituder og gemenheder hvori de daglig gør sig skyldige, og i hvilke de - som det synes - finder en rig kilde til moro og fornøjelse.

(Politivennen nr. 1280, Løverdagen, den 11de Juli 1840. Side 442-443) 

Badstuestræde 9. Stemanns Hus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Badstuestræde 130 er nutidens nr. 9. Det blev i 1903 henlagt til Badstuestræde 9-11. Den sydlige del er opført 1796-97, den nordlige 1904. Som antydet i artiklen boede en af enevældens mest indflydelsesrige politiker, P. C. Stemann (1764-1855) i huset (1828-1847). Han var bl.a. præsident for Danske Kancelli, justitsminister og gehejmestatsminister. Efter enevælden fratrådte han sine poster, efter at have proklameret Frederik den 7. som konge. Mest kendt er han måske som bagmand for Frederik 6.'s “Vi Alene Vide..“ fra 1830'erne.

En meget værdig Gjenstand for Politiets Opmærksomhed.

Det er enhver retsindig mands og god borgers pligt at henvende vores årvågne politis opmærksomhed  på uordener under dets ressort som uanset al den iver og anstrengelse hvormed det røgter sit udstrakte og byrdefulde kald dog kun lejlighedsvis kan komme til dets kundskab og forebygges. Blandt sådanne henregner indsenderen den uskik som meget jævnlig og især om søndagen foregår på Kultorvet og sandsynligvis på andre åbne pladser, idet flere dels lurvede og barfodede, dels bedre klædte drenge i en alder fra 5 til 10 til 12 år engang imellem med cigarer i munder har gjort sig det til en tidsfordriv eller næringsvej at fange fugle som søger næring der, ved på forskellige steder at henlægge havre og hakkelse, dækket af strå indsmurt i fuglelim. Denne fangst lykkes dem hyppigt og er derfor blevet en spekulation for flere korporationer som anvender hele og halve dage med denne beskæftigelse i stedet for at tilbringe deres tid i de åbne asyler og skoler med gavnlige sysler der kan betrygge dem en heldig fremtid og staten en god og brugbar ungdom.

Denne uskik fortjener så meget mere at blive standset som den ved hyppig gentagelse leder til laster og fordærvelige baner. Disse børn forsyner sig nemlig med de fornødenheder der hører til fangsten, ved at stjæle af de fodersække og krybber som bønder, droschekuske og andre udsætter for deres heste. Jævnligt bliver også de børn af bedre opdragelse der roligt går fra og til skolerne, kvinder og andre der ikke er medlemmer af sådanne korporationer, antastet med skældsord, slag og stenkast når de i uvidenhed ved at følge deres vej kommer de udsatte snarer for nær og skræmmer de fugle væk som er forsamlet om dem. Men især er det oprørende at se den mishandling som de fugle der er indviklet i fuglelimen og strået er udsat for når de ved flagren nær jorden søger at vikle sig ud og redde sig af den overhængende fare og da indhentes ved at blive ramt med træsko, sko, hatte, kasketter og sten og derpå stuves sammen i bure, æsker, krukker, hattepulde, lommer og tørklæder hvor de uden luft og sandsynligvis uden næring må tilbringe dagen indtil fangsten er tilendebragt. 

Indsenderen har endog engang været øjenvidne til at sådanne fuglefængere da fangsten gik mindre hurtig, udfyldte mellemrummene med at binde sejlgarn om foden af de fangne fugle og lod dem flyve et stykke i vejret og når de da med jubel over den genvundne frihed, havde svunget sig op i luften, blev trukket tilbage til jorden med en kraft der uundgåeligt må have sønderlemmelse til følge.

Vores virksomme politi vil sikkert finde hensigtsmæssige midler til snarligt at hæve og for fremtiden forebygge dette uvæsen.

(Politivennen nr. 1228, Løverdagen, den 13e Juli 1839. Side 434-436) 

Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne. 

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Hauserpladsen

Fortjener særdeles at anbefales til politiets opmærksomhed, især hver eftermiddag og aften efter endt skoletid. For det fejler da ikke især når vejret er godt, at denne plads altid og indtil ud på natten er opfyldt af store flokke af gadedrenge som driver deres spil med hujen, slagsmål og alskens optøjer på en måde der ikke alene er højst ubehagelig for alle som bor der, men også farlig for syge såvel som for børn der ikke hører til disses selskab, og som i almindelighed ikkekunne gå over pladsen uden at være udsatte for forfølgelse og mishandling. Dersom de herrer skolebestyrelse og lærere ved skolerne i Åbenrå sørgede for at deres elever gik ordentlig hjem fra skolen, ville uden tvivl dette onde som især synes at have sin oprindelse fra disse skolers ungdom, formindskes, og det ville vistnok hæves aldeles dersom tillige nogle politibetjente indfandt sig ofte og til ubestemte tider på pladsen over overholdt lige såvel her som på ethvert andet sted i byen, fred og orden ved anvendelsen af de midler som står til deres rådighed.

(Politivennen nr. 1116, Løverdagen, den 20de Mai 1837. Side 306-307)

Numrene 1114 og 1115, formentlig fra 6. maj og 13 maj 1837 mangler.

Mage til Broget.

En drengeuorden af samme natur som den der nyligt er anket over i "Dagen" at være foregået ved Trinitatis Kirke, er de skammelige spektakler som foregik ved Børsen sidste fastelavnsmandag og som efter hvad referenten med forundring erfarede, skal anses for en årlig drengefest på fastelavnsmandag. Dog må man bemærke at voksne personer har lige så meget skyld heri som drengene. For når disse ikke posterede sig på børstrappen for at stå og gabe, så indfandt drengene sig vist heller ikke. Eller hvis de samledes, ville de snart igen skilles ad. 

"Referenten gik fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge mig i møde og tiggede om penge." (Børstrappen tættest på Christianshavn. Martinus Rørbye.). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berørte sidste fastelavnsmandag gik referenten som bor på landet, fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge som var samlet på pladsen mellem banken og børstrappen hvor de støjede frygteligt, mig i møde og tiggede om penge. To af dem, klædt i lyseblå luvslidte klæder var især virksomt og infamt grove. De stillede sig frem ligesom for at spærre mig vejen og råbte: giv os en skilling eller to, tages der fejl og gives en mark eller to, det skader ikke, osv. Men da de aldeles intet svar fik eller havde udsigt til at se deres forlangende opfyldt, udbrød de i de skammeligste udtryk og skældsord, såsom: Nej, lad ham gå! sådan en herre, sådan en rad, sådan et æsel, sådan en gnier, han tager sig nok i agt. At flere måtte døje samme skammelige behandling er nok udenfor al tvivl og det undrer referenten højligt at sådan uorden kan finde sted i en stad hvor man har et velordnet politi. 

Efter flere timers forløb kom jeg tilbage og turde med skam at tale om ikke gå den forrige vej. For gode venner havde oplyst mig om at alarmen ville vare måske hele dagen. Og det befandtes således som fortalt var, uordenen i fuld gang med stor drengeforsamling neden for trappen skrålende og tiggende af forbigående, og på trappen en stor forsamling gabende dagdrivere. Man må dog håbe at sådan uorden foranstaltes hæmmet for fremtiden.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 216-218)

Redacteurens Anmærkning.

De omtalte drengeuroligheder som Dagen skrev om, er muligvis disse, Dagen, 29. marts 1837:

Kjøbenhavn, den 29de Marts. Der er ofte, og med største Grund, klaget over de forargelige Uordener og Opløb, der hyppigen, selv ved Optog, der af Folket ansees som festlige, foraarsages af omløbende Drenge og til hvis Hemmelse man maa opfordre vort ellers saa vel indrettede Politiet at tage de alvorligste Forholdsregler. Et af de allerforargeligste Optrin fandt imidlertid Sted i Rundetaarn første Paaskedag om Middagen. Medens der af blæsende Instrumenter fra Taarnet udførtes flere Psalmer, havde en talrig Hob opsigtsløse Drenge samlet sig i Taarnet, hvor de udbrød i en vild Huien og Støien hvergang der indtraadte en Pause. Dette skammelige Optrin vakte i høieste Grad de Omkringboendes og Forbigaaendes Uvillie, og vi føle os opfordrede til at offentliggøre det, da der vel ikke kan anføres nogen vægtigere Grund for at Politiet ved Udgivelse af en Placat, der indeholder alvorlige Straffebestemmelser, gjør Ende paa et saadant Uvæsen.

Vink til Politiet.

På Kaninlængden flokker sig dagligt en mængde lurvede, pjaltede og væmmelige drenge, en del hjemmehørende i det såkaldte Besnavsede Anker i Store Kongensgade. Disse uopdragne lømler fordriver tiden med at opholde sig i folks døre, eller stå lænet op ad muren og i kådhed med hælene, som også med klinkspil bearbejde væggene. Især ses længden af brændevinsbrænder Brøndums ejendom kendeligt at være medtaget. Knapkastning i vejret truer og har ofte ramt vinduesruderne. Tiltales disse lømler, står folk i fare for at blive uleet eller udskældt. Ja, en gammel kone der ville jage dem fra sin ejendom, blev endog stødt således at hun faldt ind ad sin dør og slog arme og ben. Vist nok har gadens opsynsbetjent ofte truet og forjaget dem, men dette er blot øjeblikkelig. For så snart han fjerne sig, flokkes de igen. Vort årvågne politi vil ved at komme til rigtig kundskab herom, sikker sætte en skranke for dette overhåndtagende uvæsen.

(Politivennen nr. 1107, Løverdagen, den 18de Marts 1837. Side 174-175)

Om Gadeopløb i København.

(Sluttet)

Vi tror da at finde grunden til nutidens ungdomsfordærvelse især i dens opdragelse på gaden. Mange koner som i en dør eller port sælger brød, frugt osv. tager sit endnu diende barn med sig når hun om morgenen forlader sit hjem og beholder det hos sig hele dagen da hun ingen har som kan passe det hjemme. Når barnet er kommet så vidt at det kan løbe omkring, slutter det sig til sine lige. Begynder først at tage del i de noget ældres lege, og siden som det bliver ældre og altid overlades til sig sig, i det mere fordærvedes optøjer. Således går det også med fattige arbejdsfolks børn der mens forældrene er ved deres arbejde, er betroet til noget ældre brødre eller søstre som da driver omkring med dem på gaden hvor de finder mere morskab end ved at tilbringe dagen indesluttet i deres hjem. Men sådan omdriven kan ikke andet end lede til fordærv.

Dog denne grund til vores almues moralske fordærvelse fra den tidligste barndom tør vi nu håbe efterhånden at se fjernet ved den velgørende indretning af asyler for småbørn. Men en anden lige så vigtig: Mangel på skoler for de ældre børn har vi i mange år forgæves ventet bortryddet. Vel ved vi at der er gjort meget for at skaffe en passende undervisning. men så længe de fleste almueskolers virken som nu er tilfældet, indskrænker sig til at give børnene 15 til 18 timers undervisning ugentlig, og de hele den øvrige tid overlades til sig selv, eller rettere til det selskab af ældre allerede ryggesløse børn som de bestandig træffer på vores gader, vil skolerne kun kunne virke meget lidt eller næsten intet på deres moral selv om vi forudsætter den bedste vilje og evne hos de lærere som de er betroet til. 

Om vi altså antager hvad dog ingenlunde skal være tilfældet, at alle uformuende forældres skolepligtige børn kan gives plads i vores almueskoler og der tog del i den oven for nævnte tarvelige undervisning, vilde der i moralsk henseende kun været udrettet meget lidt for dem, og hvad asylerne - for hvis første indretning her vi skylder det kongelige hus vores erkendtlige tak og for hvis udvidelse og fremtidige beståen et helt selskab nu virker - har opbygget i børnenes tidlige alder, vil hos de allerfleste vist nok blive nedbrudt i skoletiden hvis ikke hovedstaden ser sig i stand til at gøre store forandringer i almueskolevæsnet og almuens børn især afholdes fra en lediggang der af al erfaring stemples som hyppigste årsag til enhver last.

Ja, sådant er let sagt - hører vi vores liberale økonomer sige - men hvorfra skal de fornødne fonds tilvejebringes? Hvorledes skal de med et udvidet skolevæsen nødvendige forbundne forøgede udgifter dækkes? Borgerne er nok så betyngede, de kan ikke bære større byrder! - Hertil kan vi kun i almindelighed svare at enhver fornuftig husholder må vide at skaffe råd til fornødne udgifter. Og som sådanne anser vi virkelig de der anvendes til at afværge en talrig klasse medborgeres altid stigende demoralisering. Vi tror heller ikke at nogle arbejdsskoler kan volde så betydelige udgifter at disse skulle kræve nye pålæg. Og ville disse udgifter ikke på anden måde igen bespares? De ung forbryderes og skøgernes antal, og altså også de på deres varetægt osv medgående omkostninger ville i sandhed formindskes hvis børnene tidligt blev holdt til arbejde, i stedet for at det nu stadigt må forøges så længe de såvel drenge som piger der udtræder af skolerne er aldeles uvant med og altså ugerne tager fat på hvilket som helst nyttigt arbejde der kræver en stadighed som ikke behager når de i en række af år har været vant til en så godt som ubunden frihed. 

En opvoksen dreng vil under sådanne omstændigheder vel også vanskeligt antages i lære af nogen dygtig håndværksmester, og hvem vil antage en unge pige som tyende der vel efter skolereglementet har lært at læse og skrive, men ikke at sy en særk, ja end ikke at stoppe end strømpe? Skulle imidlertid de fornødne midler ikke på anden måde kunne tilvejebringes, mener vi at kunne påpege en resurse til vis afbenyttelse vi finder megen anledning i København hvor upåtvivlelig en stor del logerende og tjenende personer som til dels har stor løn. Fx en del yngre yngre embedsmænd, handelsbetjente, herskabstjenere og flere andre bidrager meget til at forsyne almueskolerne med børn, mens de ikke så vidt vi ved betaler nogen næringsskat eller anden direkte afgift til kommunen. I kancelliskrivelse af 19. maj 1821 til samtlige amtskoledirektioner og fattigdirektioner hedder det nemlig: "at tjenestetyende, logerende eller indsiddere ikke er fritaget for at bidrage til almueskolevæsnet så lidt som til fattigvæsnet når de dertil har formue og lejlighed," og vi mener at en sådan afgift til almueskolevæsnet ville kunne indbringe en ret artig sum i København uden at den behøvede at blive til besvær for det almindelige tyende hvis løn i sandhed er knap nok. For i samme skrivelse hedder det siden: "at det overlades vedkommende autoritet på ethvert sted efter de lokale forhold og kommunens tarv at bedømme hvorvidt tjenestetyendet bør inddrages under ligninger" etc.

Så længe den moralske fordærvelse hos den københavnske almues ungdom ikke kraftig modarbejdes ved at give anledning til, ja endog med strenghed holder den til nyttige sysler, det sker nu ved de her angivne midler eller på anden måde, vil vistnok gadeopløb hyppigt finde sted, men herpå kan alene vores politi råde bod, og vi må da ganske tiltræde det i omhandlede artikel i Dagen fremsatte forslag der går ud på at gribe og afstraffe nogle af dem der deltager i, eller stifter uorden på gaden og at offentliggøre afstraffelsen. Når dette forslag kom til udførelse, ville man sikkert spore de bedste følger. For straffen ville afskrække, da derimod den sikkerhed eller rettere frihed hvormed drengene driver deres uvæsen, opmuntrer kådheden. ligeledes foreslås at gøre forældre langt mere end nu er tilfældet, ansvarlige for deres børns opførsel. Herved må bemærkes at i forordningen af 3. december 1755, dens §21, i den af 13. november 1810 og af 13. september 1835 forbydes det forældre under mulkt og straf at lade deres børn drive om eller lege på gaderne. Men rigtig nok er det ikke blevet bekendt om nogen er straffet for overtrædelse af disse forordninger, hvilket ellers vist ville bringe mange til at holde deres børn fra gaden. 

Hvad forfatterens 3. forslag angår, nemlig at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot skulle bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og bidrage til ordens overholdelse, da har dette før været fremsat i dette blad som et ønske og man indser ikke hvorfor det ikke for længe siden er gået i opfyldelse. For at et sådant allesteds nærværende polititi ville meget lette arbejdet for det egentlige politi og forebygge mange uordener er indlysende. Men uden en sådan bemyndigelse vil vist ingen vove sig til at standse noget gadeopløb da han sikkert ville blive omringet af drengene, udpebet og fornærmet.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 461-467)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er fortsat fra 1071, 9. juli 1836.

Om Gadeopløb i Kjøbenhavn.

I "Dagens" tillægsblad: "Søndagen" fra 12. juni læses et velskrevet stykke om gadeopløb i København hvor der gives enlige så sand som sørgelig skindring af den opvoksende ungdoms omdriven og skammelige uordener. Hvorfor, spørges der blandt andet, kan den politivirksomhed der så kraftigt sætter en dæmning for alle andre uordener, ikke kue en talrig sværm af gadedrenge der ved den uanstændigste støjen, hujen, piben og hurraskrigen ikke blot når det gælder forfølgelsen af drukne mennesker, men også ved højtidelige lejligheder, der er hovedstadens indbyggere dyrebare, forstyrrer den offentlige orden på det skændigste? 

Forfatteren foranlediges til dette spørgsmål ved en tumult der lørdag forud fandt sted i nærheden af Laksegade og Nikolaj tårn indtil natten faldt på og som især forårsagedes af drenge fra Nikolai arbejdshus. Til dette bemærker han at der næppe går nogen dag uden at beboerne af ovennævnte kvarter af byen hjemsøges af disse drenge, som når de har forladt skolen er aldeles overladt til sig selv og derfor samler sig i klynger der vel adspreder sig med skrigen og råben når en gadekommissionær nærmer sig, men som så hurtigt samler sig igen at hans komme næsten ikke har anden følge end at de med større kådhed jubler over at de således formår at trodse og undgår øvrighedens betjente. Han anfører som følge af sådan kådhed at den er til stor byrde for borgerne idet den forstyrrer mange mænds virksomhed til sit og sines erhverv der kræver ro, den hindrer den syge i at nyde hvile, ja kan når den går til yderlighed, indjager en syg i sygdoms krise sådan skræk at det kan koste ham livet. At sådan støjen er til skade for den opvoksende ungdom selv og den fremtidige befolkning da den bevirker råhed i sæder og foragt for lovene. At det for den tænkende er et sørgeligt syn at se hvorledes en flok unge mennesker der til sin tid skal være medlemmer af borgersamfundet, med en grænseløs kådhed trodser al god offentlig orden og kun træder ud fra de skoler som kommunen må betale for at være dens medlemmers plage og fredsforstyrrere. At sådan støjen endelig er en stor skandale for os i den fremmedes øjne da han må få et underligt begreb om vores sædelighed og borgerlige dannelse når han ser en stor masse af vores ungdom således foranledige skammelige optrin på gaderne, og han kan ikke andet end højlydt forundre sig over at man i en by hvori de voksne og skatteydende bliver tilholdt den strengeste orden hvori alt andet lader ham spore et godt, omhyggeligt politiopsyn, ikke ved at holde dem der ikke er vokset fra riset til også at iagttage en anstændig opførsel på offentlige gader. 

For at råde bod på det fremsætter forfatteren følgende forslag: 1) at gå strengt til værks mod disse urostiftere ved at gribe nogle af dem der er deltagere eller stiftere af uordenerne, afstraffer dem med legemlig revselse og offentliggør afstraffelsen. 2) At gøre forældrene langt mere end nu er tilfældet ansvarlige for deres børns opførsel. 3) At politisager som opstår i anledning af sådanne uordener må afgøres på en hurtig og simpel måde samt at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og at bidrage til ordens overholdelse. Det er disse forslag vi nærmere vil omtale og forøge, dog vil vi først søge grunden til den vanart som findes hos nutidens ungdom af den lavere klasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1071, Løverdagen, den 9de Juli 1836. Side 437-440)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fortsætter i nr. 1072, 16. juli 1836.

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Den bundløse Plads i Kjøbenhavn.

En rejsende fremmed der i nogen tid har opholdt sig her i staden, gav for nylig sin forundring til kende over den tilstand han fandt en af pladserne i denne ellers så skønne hovedstad. På hans spørgsmål hvad dette næsten bundløse morads kaldtes, sagde man til ham efter at han havde udpeget beliggenheden, at det hed Hauser Plads. Han erfarede nu fremdeles om denne plads at den om sommeren er en tumleplads for hele nabolagets gadedrenge der uophørlig foruroliger og forskrækker de omkringboende ved skrigen, skrålen, stenkast og boldspil og at den da bestandig på grund af den løse grund står i en støvsky der gør den næsten lige så modbydelig på denne årstid som den er om forår, efterår og vinter ved sin skidenhed. Ja at man endog på nævnte plads tillader sig at henkaste døde hunde og katte samt fejeskarn, ja selv menneskelige ekskrementer.

For at det nu ikke skulle falde en fremmed ind at give en beskrivelse over denne plads lig den en englænder for en del år siden gav over Holmens Bro, men især for de der boendes skyld da disse må betale samme brolægningsskat som alle andre i staden, er man så fri at gøre de ansvarlige autoriteter opmærksomme på dette uvæsen der muligvis kunne være ubekendt. Dertil anmoder man dem om at påtage sig denne ulykkelige plads' sag og sørge for at den ikke behandles så stedmoderligt. Hvilket måske alene har sin grund i at dens beliggenhed ikke er midt i hovedstaden.

Konferensråd Hausers minde fortjente vel at pladsen skænkedes nogen opmærksomhed. Den ene skønne bygning hæver sig rask efter den anden i dens omkreds, og disses ejere ville sikkert yde enhver rimelig hjælp for at lette den gensidige kommunikation over dette morads der virkelig ved vådt vejr er næsten ufarbar. Måske kunne de sten der kasseres fra Kongens Nytorv som nu får en ny brolægning, uden synderlig bekostning for det offentlige anvendes til denne stakkels plads' beklædning.

(Politivennen nr. 1044, Løverdagen, den 2den Januar 1836. Side 9-10)

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)

Bøn for Statuen paa Kongens Nytorv.

Mens hans durchlautighed prinsen af Philipsdahls sørgetog passerede Kongens Nytorv så man statuen besteget af gadedrenge der på flere måder mishandlede dette monument der er sat til hædersminde over en af Danmarks gode konger og er en pryd for den smukke plads hvorpå det er hensat. Siden den tid har man jævnligt såvel ved dag som ved aften set at en del drenge har valgt sig pladsen mellem jerngitteret og de med jernlænker forsynede stenpiller til deres tumleplads, og snart vil de vel også overstige jerngitteret ligesom på den dag. Et par af de derværende figurer mangler allerede de attributter de havde før, og sten der er indkastet ved foden, røber nok så meget at hvor stærke figurerne end er, trues de med yderligere beskadigelse. En del drenge morer sig med at gynge på jernkæderne hvorved stenpillerne slides og de deri fastgjorte kramper løsnes. Dette er tilfældet med en af jernkæderne ved den nordre side der allerede er faldet ud. Det er vist at sådan gentagen skadetilføjelse må fordre en kostbar reparation, og denne kunne vist i lang tid undgås hvis der som før er foreslået, fra hovedvagten udsendtes et par mand for at bortjage eller gribe et par af de kåde drenge som der tumler sig, for så snart disse så sig for alvor forstyrrede i deres leg, ville de vis for fremtiden holde sig derfra.

(Politivennen nr. 1007, Løverdagen den 18de april 1835, s. 250-251)

Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)

Tvende Bemærkninger paa Børssalen.

1) Ved at passere Børssalen i mandag formiddag besværedes anmelderen af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne. Men da disse er til at åbne, burde dette ske under rensningen. For ellers flyttes støvet kun fra gulvet og kaster sig i vindueskarme, på bænke og andre steder hvor det forbliver liggende indtil hovedrengøring engang finder sted. Ved at åbne vinduerne ville den mugne lugt tillige forsvinde idet den udefra indtrængende luft ville fordrive samme.

"Anmelderen besværedes af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne." (Børssalen. Illustreret Tidende, januar 1860)

2) Da anmelderen samme dag efter børstid passerede salen, blev han vidne til at den gamle halvbarbariske skik med at kaste penge til pøbel og gadedrenge fastelavnsmandag endnu har vedligeholdt sig. Man må vist nok forundre sig når man ser folk der gør krav på oplysning og dannelse, kan finde fornøjelse i at se en flok uopdragne drenge rives og flås for at komme i besiddelse af de skillinger der bliver kastet til dem. Vel var nogle politibetjente til stede for at holde orden. Men de kunne ikke forebygge at en del af drengene gik fra legen med sønderrevne klæder, blodige pander, ja måske med et eller andet der først vil vise sig senere. Det var derfor ønskeligt om de der har evne til at kaste penge bort på denne måde - som vist næppe bliver anvendt til nytte - ville give disse til en eller anden velgørende indretning hvoraf der findes flere her i staden. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 157-158)

Skammelig Drenge Kaadhed paa Kongens Nytorv, under Liigprocessionen.

Det forekommer indsenderen underligt at han ikke i Deres blad har set anker og en styg uorden som foregik på Kongens Nytorv torsdag den 11 december, uagtet flere tusinde mennesker var til stede der og hvoraf vist mange harmede sig. Da sådant imidlertid bør komme til vedkommendes kundskab for at det for eftertiden ved lignende lejligheder kan blive forebygget, vil indsenderen af dette underrette Dem om at ligesom processionen nærmede sig torvet, steg henved 40 af vores kåde drenge over jerngitteret om statuen. Nogle krøb op og satte sig på hesten, andre tog plads på de figurer der sidder ved piedestalen. En dreng drev endog sin kådhed så vidt at han brød palmegrenen af hånden på den ene figur og paraderede længe med den, ligesom med et scepter samt nu og da slog figurens hoved og arme med dem, til megen morskab for hans vandalske kammerater. At de øvrige drenge mere eller mindre stræbte at molestrere figurerne som de kun fandt alt for stærke, det tvivler vist ingen på som kender vores gadedrenge for hvilke intet er helligt.

Det er vist nok økonomisk rigtigt at man i den senere tid har indskrænket de mindre nødvendige skildvagtposter hvor i blandt man også har regnet den ved statuen. For for det første ville en soldat på denne post ikke kunne beskytte den for overlast af kåde drenge, der vel ville forstå at retirere til en anden side når han nærmede sig den, hvorfra de stilede deres angreb. Dernæst kunne de ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem. Men ved sådanne lejligheder hvor torvet er opfyldt med mennesker, burde der ved statuen stilles 4 mand til dens beskyttelse. Dette mener man kan ske uden nogen bekostning eftersom vagten ved sådanne lejligheder gerne er forstærket eller også flere militære er tilsagt at holde sig klar til at møde på nærmere ordre. Men selv om sådanne posters hensættelse skulle medføre en lille udgift da ville denne ikke komme i betragtning mod en større som istandsættelsen efter en tilføjet beskadigelse vil kræve, for ikke at tale om den harme enhver dansk mand må føle ved at se kåde drenge besudle og mishandle et værk der er oprejst til minde om en af vores gode konger og som vel vedligeholdt tjener til en pryd for torvet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 893-895)  

"De ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem." (Kongens Nytorv. Yderst til venstre går Østergade ind, dernæst mod højre: Hotel d'Angelterre, rytterstatuen og Hovedvagten med de tre fag. Becker)

Redacteurens Anmærkning.

Kjøbenhavnsposten 11. december 1834 angiver under rubrikken Nyheds-Post fra Kjøbenhavn den 8de. December 1834 at prins Friederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal Barchfeldt blev fulgt til graven. Han blev i 1812 gift med arveprins Frederiks datter prinsesse Juliane Sophie. Han var den 30. november død af tyfus. Allerede i Kjøbenhavnsposten den 9. december 1834 havde man advaret om mulige optøjer ved begravelsen, bl.a. med henvisning til Politivennens beskrivelse af Rahbeks begravelse:

Det er en Kjendsgerning, at ved offentlige Høitideligheder, hvor megen Pragt udfoldes, Publikum trænger sig til, med en Iver og Interesse, som man oftest maa troe, Anledningen alene ikke vækker. Folk af alle Stænder og Klasser udsætte sig ved saadanne Leiligheder for de største ubehageligheder, for gratis at kunne bivaane et glimrende Optog af Soldater, forskellige Personer, eller Hvadsomhelst, der falder i Øinene, og ikke blot Almuesmænd, men ogsaa tidt Personer, som ere vante til mere værdiefulde Skuespil, trodse gjensidige Skup og Tryk for at opnaae en saa ringe Øienslyst, som en paradering, en Procession, en glimrende Vielse, eller en eller anden Persons Begravelse, der ledsages af anndre end sortklædte Sørgende  ... Her anfører Kjøbenhavnsposten så to eksempler: ... tvende Mænds Begravelse ... bleve betegnede ved Optrin som maatte virke høist forargeligt paa Enhver, som fulgte de paagjældende Hedenfarne til Jorden. Den første var nemlig vor forevigede Rahbeks jordefærd, hvorom en af Sørgefølget i "Politevennen" No. 749, 1830, i en Artikkel, betitlet "Justits á la Turque" gjør Anmeldelse... Den anden var General Gruners, hvor det paapegede Tilfælde fandt Sted, at Toget blev generet ved den store Menneskemasse, som, tæt sammenpakket og saa at sige klisteret op til Husene, af og til bølgede frem.

Kjøbenhavnspostens råd er ganske enkelt helt at udelukke mængden ved at lave afspærringer. Politiet var på daværende tidspunkt helt utilstrækkeligt bemandet, betjentene gennemgik ikke nogen uddannelse, lønnen var elendig og tiltrak som oftest kun personer der var meget lidt egnet til andet end at uddele tæsk med deres stokke.

Optøjerne burde have givet et forvarsel om begivenhederne ved Frederik 6.s begravelse, januar 1840. Men samtidig synes artiklen dog at antyde at man i hoffet og blandt bedsteborgerne havde en forestilling om at Frederik 6. og kongehuset var afholdt og elsket af Københavns brede befolkning. Heri tog man grueligt fejl, hvilket begivenhederne omkring Frederik 6.s begravelse synes at give al mulig vidnesbyrd om. (Jeg har forberedt indslagene om denne begivenhed til december) 

Rytterstatuen på Kongens Nytorv fra nogenlunde samme vinkel som i det gamle stik. Foto, Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Anmodning til Politiet.

Nogle drenge fra almueklassen har i sommer ofte til badested valgt kanalen mellem Overgaden oven og neden Vandet på Christianshavn og især den del af samme som ligger lige overfor 2. jyske Regiments Kaserne. Da dette afgiver et højst ubehageligt skue for de familier der bor på begge sider af kanalen, og man er af den mening at der i København findes afsides beliggende steder nok hvor disse drenge kan foretage den dem vist nok gavnlige renselse uden at behøve at gøre det for alle folks øjne, er man herved så fri at anmode Københavns virksomme politi om snarest muligt at hæmme dette formentlige uvæsen. For at undgå at skylden skal falde på uskyldige, undlader man ikke at bemærke at drengene fra kasernen aldrig bader sig i kanalen.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 551)