For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.
Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.
Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.
Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det ønske at den engang bliver det.
At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.
Sørensen. Student.
(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)
Redacteurens Anmærkning.
Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.
I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.
Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar