Onsdag
den 11. maj i dette år om eftermiddagen passerede jeg over Langebro og
bemærkede en mængde mennesker forsamlet på broen. Jeg trådte hen for at
se hvad der var på færde og blev da opmærksom på en druknet velklædt
kvinde liggende i vandet og fastbundet med et tov til plankeværket som
støder fra stadens brændeoplag ud til kalvebod Strand. Da jeg ikke
vidste om der var gjort forsøg på at bringe den druknede til live,
forespurgte jeg mig hos nogle af de omkringstående om ingen gjorde
anstalter til at trække den druknede op af vandet. Men fik det svar af
alle at man ikke turde røre ved den formentlige døde (for om hun var
skindød eller stendød vidste ingen af de tilstedeværende) før
underfogedens folk kom. Ja, en karl gav mig endog det lakoniske svar:
"Dem hun hører til, kommer nok og tager hen dersom de vil have hende."
Flere ytrede endogså at det var strengt forbudt at røre ved sådanne
personer før rettens folk kom.
Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder:
"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."
(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)
Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder:
"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."
(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar