Grosserer Adolph Trier 1841-1889. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Adolph Meyer Trier, (24. september 1817 i København - 16. december 1889) var søn af købmand Meyer Seligmann Trier og  far til Herman Trier. Han etablerede sig i 1841 som urtekræmmer på Amagertorv 4, nu 8. I 1851 var forretningen vokset til engroshandel og bl. a. hovedagenturet for Ole Christian Greens nyanlagte fabrik Godthaab på Amager indtil ca. 1870 (hvorefter Menck & Co.overtog hovedsalget for Danmark. Fra 1857 gik i kompagniskab med søstersønnen Sigfred Goldschmidt i firmaet Adolph Trier & Goldschmidt som blev et af Danmarks største og rigeste handelshuse.

 

Fotograf J. Petersen & Søn Petersen, J. (Jens) (19.3.1829-1.2.1905) fotograf Petersen, Charles Bendix (24.3.1860-30.3.1927) fotograf: Trier, Adolph Meyer (24.9.1817-16.12.1889) grosserer (1880-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Adolph Trier

Chefen for Huset Adolph & Trier A Goldschmidt død.

En af Hovedstadens Handelsmatadorer, Grosserer Adolph Trier, er igaar Formiddags afgaaet ved Døden i en Alder af 72 Aar.

Trier havde i nogen Tid været svagelig og syg; med megen Styrke holdt han sig oppe, indtil for 14 Dage siden mødte han præcis som altid paa sit Kontor. Saa tog Sygdommen - Sukkersyge - Overhaanden, Trier maatte søge Sengen, og igaar Formiddags døde han.

*

Adolph Triers lille spinkle Skikkelse med det magre Ansigt prydet af store graa Whiskers var godt kendt i København.

Ofte saa man ham støttende sig til Stokken - bøjet og lidt træt - vandre mellem Amagertorv, hvor Forretningen havde Kontor, og sit Hjem i Axelhus; endnu oftere kunde man om Sommeren se ham rulle ud af Strandvejen i elegant Ekvipage til den smukke Villa, han ejede ved Indkjørselen til Skovshoved. Og overalt mødtes han af venlige Øjne; thi Trier var afholdt som faa. En vindende Elskværdighed, en ofte ligefrem storslaaet Trang til at gøre godt og en ubestikkelig Hæderlighed havde han ejet fra sin første Dag som Forretningsmand, og disse Egenskaber havde trolig fulgt ham paa hans Vandring opad.

I den Retning var der ingen Forskel paa Chefen for det store Firma Trier & Goldschmidt og Urtekræmmeren fra Tredivernes Slutning.

*

Ukendt fotograf: Amagertorv 8. Over døren til højre står Adolph Trier. Det større skilt Schottlænder & Goldschmidt. (herreekvipering). 1860-1870. Kbhbilleder. Public domain.

Man skulde ikke se paa Trier, at han havde begyndt i en beskeden lille Kælder. 

Og dog rummedes hans Forretning for et halvt hundrede Aar siden i Kælderbutiken i det samme Hus, hvor nu den fornemme Forretning har sit Sæde. Trier var da ene om Urtekrambutiken, ogsaa da han noget senere flyttede op i Stueetagen til Gaarden og begyndte saa smaat med en gros Handel.

Først i Tredsernes Begyndelse fik Firmaet sit nuværende Navn, da Siegfried Goldschmidt blev optaget som Kompagnon. Allerede fra 1847 havde G. været i Forretningen og lagt en sjælden Energi tor Dagen. Da saa Trier saa' Forretningen vokse, føjede han Goldschmidts Navn til sit - og fra det Øjeblik steg Forretningen, der nu udelukkende førtes en gros, med Kæmpeskridt.

*

I dette Øjeblik er da ogsaa Trier & Goldschmidt, hvori senere Triers Søn, Grosserer Frederik Trier, er blevet optaget, Skandinaviens største Firma i Kolonialvarer. Omtrent hver eneste Urtekræmmer i Danmark faar Specerier og daglige Forbrugsartikler fra T. og G.'s Pakhuse; Sydfrugter er Forretningens Specialitet ; allerede i mange Aar har Firmaet været Danmarks største Importører af denne Artikel.

Saa stor er Forretningen, saa anset dens Navn, at mange Handlende i Udlandet kun har villet haft denne ene københavnske Forretningsforbindelse, fordi dets Forbrug gav fuldt nok at bestille.

Man har da ogsaa et enkelt Aar angivet T. og G.'s Omsætning til 10 Millioner.

Selvfølgelig er et saadant Firma et indviklet Maskineri at sammensætte med de utallige Hjul, der skal passe nøje i hinanden.

I sine to Pakhuse - hvoraf det ene optager de store Bagbygninger i Firmaets Gaard paa Amagertorv, det andet det bekendte Suhrske Hus paa Hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade - arbejder saaledes 25 Karle.

Og i Firmaets Kontorer har ca. 40 Kontorister Ansættelse. For at give et lille Begreb oa de daglige Forretningers Størrelse kan det anføres, at en enkelt af disse - en ældre Mand - kun er optaget med at registrere Kopibogen.

Saadan er det Firma, der for 50 Aar siden begyndte i en beskeden lille Kælder, blevet et af Hovedstadens anseligste. Ud af Porten ruller Vognene i ustanselig Række, Pakhusene bugner af Varer, og i Skattebogen staar Firmaets 3 Indehavere nær op mod de 300,000 Kroner.

Og dog er den Sadelmager - nuværende Rodemester Zeilau - ikke gammel, der lavede det første billige Seletøj til den ene Hest, der i sin Tid mageligt besørgede hele Firmaets Omsætning.

*

Et saadant Resultat naas kun ved et ualmindeligt Talent og en ualmindelig Energi.

Lige til for 14 Dage siden bevarede Trier da ogsaa denne sin Energi og Arbejdskraft.

Naar Kontoristerne om Morgenen saa Trier dreje ind af Porten til Forretningen, vidste de, at Klokken var 7 3/4. Trier var ligesaa præcis som Ranchs Ur paa paa Hjørnet.

Og Alderen og Svaglighed formindskede ikke hans Akuratesse. Skønt over de 70, kørte han i Sommer hver Morgen Kl. 8 fra Skovshoved og ind til Byen.

Men denne hans medfødte Trang til Præcision og Orden udartede ikke til Pertentlighed - mindst overfor hans Omgang.

Elskværdig som faa førte han et meget gæstfrit Hus. Han saa' gærne Folk hos sig, baade i København, hvor han indtil for nogle Aar siden boede paa Amagertorv, senere i Akselhus, og paa den prægtige Villa "Strandlyst."

Faa er de Københavnere, der ikke paa en Søndagstur ud ad Strandvejen, naar de først har passeret Sønnen Frederik Triers Villa "Lindelyst", med dens mægtige fremspringende Lindelysthus, bygget ud imod Vejen paa Granitmur, er stanset udenfor den smukke Have, bag Jerngitteret - hvor en Terracottaamor, som Springvandsfigur, holder den drivende Paraply over sig - for at se ind.

Og i den store Have med de mange Frugttræer, for hvis Dyrkning gamle Trier nærede saa megen Interesse, har de altid set megen festklædt Ungdom.

*

Trier var som sagt meget godgørende. Sin Svigerdatter - den nylig afdøde Fru Herman Trier - bistod han navnlig i hendes Arbejde for at hjælpe, hvor der trængtes. Naar Fru Herman Trier havde været i Forretningen, kom der altid talrige Ordrer til Kontoristerne om Pakker med Husholdningsvarer, der skulde ud i Byens fattigste Kvarterer. Paa den Maade kunde der nok i Aareets Løb vandre nogle Tusinde Kroner ud.

Overfor sin Husstand var Trier paa samme Maade den altid venlige Husfader. En gammel Pige, der havde tjent 46 Aar hos ham, tog han, da hun blev syg, op i sit Hjem, ganske som var hun et Medlem af hans Familje.

*

Megen politisk Interesse havde Trier ikke; ligesom han ikke beklædte noget af Medborgernes Tillidshverv - han var derimod Ridder af Dannebrog - saaledes holdt han sig mest udenfor politisk Liv. Dog var han af Tilbøjelighed Højre. Da Sønnen Herman T. stillede sig mod Rimestad, gav han dog hverken den ene eller den anden sin Stemme.

*

Trier overleves af sin Hustru, en Søster af Fabrikant Bing, der siden 1885 har været til Stadighed syg, og efterlader sig fire Børn - nemlig foruden Grosserer Fredrik Trier, der i Forening med Grosserer Siegfr. Goldschmidt (Medlem af Grosserersocietetets Komité og af Sø- og Handelsretten) fører Firmaet videre, og Politikeren Herman Trier - to Døtre.

Af disse er den ene gift med Overretssagfører N. Heine, den anden med Grosserer Lauritz Salmonsen. 

(København 17. december 1889).

Adolph Trier blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads 22. december 1889. Efter at Adolph Trier døde i 1889 videreførte hans søn, Frederik Adolph Trier firmaet, som i 1925 blev omdannet til aktieselskab.

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)

Avisskryderi.

I tillægget til Kjøbenhavns Adresseavis nr. 94 af 23. april 1831 har en urtekræmmer i Lavendelstræde anmeldt god rensmagende kaffe til 20 sk. pr. U. Uagtet indsenderen havde haft flere prøver pålignende avisskryderi der kun går løs på den kære profit, bestemte han sig dog til som et forsøg at lade hente en lille kvantitet af nævnte kaffe. Men må tilstå ikke i lang tid at være så godt holdt for nar. Af prøven fandtes nemlig omtrent 2/3 sorte bønner, 1/6 af en art store svampede bønner der lige så lidt kunne regnes til en god art, og endelig henimod 1/6gode varer. For ikke at tale om et ikke ubetydeligt antal sten. Da prisen, 20 sk. pr. U., der vistnok må synes rimelig på en tid da kaffen er steget ikke så lidt, i virkeligheden derimod er meget drøj for varer af en sådan beskaffenhed, har man ment det rigtigt gennem dette blad at advare publikum for denne of flere lignende skrydende avisbekendtgørelser, ligesom man tillige ikke kan afholde sig fra det ønske at de folk der gør sig en fornøjelse og en fordel af at narre publikum, måtte bo midt i byen, da man dog i alt fald sparede den længere vej til en af byens udkanter. Da indsenderen af nærværende på ingen måde har tl hensigt at skade vedkommende med denne annonce, men tværtimod har det ønske at fremme hansindustri, tror han ikke at kunne give ham et bedre råd end at lade sådanne bønner brændes, hvorved samtlige kunne blive sorte, en operation hvorved der sikkert kunne være lejlighed til endnu større vinding for hans spekulationer.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 321-323)

Den omtalte annonce fra Adresseavisen. Lavendelstræde 93 er nutidens Lavendelstræde 6. Eller Lavendelstræde 4-6. Nr. 4 er opført 1799,mens nr. 6 er opført 1799. På adressen findes i dag en restaurant. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indstændig Anmodning til Sundheds-Collegiet.

Mange menneskers liv bliver sikkert ofret (skønt man ikke altid får det at vide) så længe det ikke bliver forbudt urtekræmmerne at sælge salpetersyre, blå dråber og andre gifte. Da apotekerne ikke tør udlevere disse og endog mindre skadelige substanser uden lægeattest, synes det besynderligt at urtekræmmerne sælger nogle af de farligste gifte til enhver som forlanger det og som efter erfaring desværre alt for ofte har vist meget hyppigt misbruges til selvmord. I disse dage siges således at en ganske ung pige at være indbragt på Frederiks Hospital af de grædende og næsten fortvivlende forældre. At hun ikke er død, kan vist ikke tilskrives urtekræmmeren. Men burde denne i det tilfælde at denne ulykke var sket, ikke anses for årsagen til den?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 473-474)

Mælkehandel.

Der blev mig for kort tid siden fortalt noget om en urtekræmmers mælkehandel, og jeg er nu selv blevet overbevist derom. Denne handel er vel en fri handel. Men dog højst upassende for urtekræmmerne, især da der er over en halv snes kælderbeboere der i nærheden som næsten ernærer sig kun ved denne handel. Man ønsker derfor på andres vegne at urtekræmmeren vil betjene sig af sin egen handel og ikke indlade sig i høkeres og værtshusholderes næringsvej. Men i tilfælde at handelen ikke bliver nedlagt, så bedes ejeren til sinegen fordel at lade mælkeskilte udhænges så at enhver kan blive opmærksom på det åbnede udsalg, da alle just ikke ved at det er på hjørnet af Wildersgade og Sankt Annæ Gade på Christianshavn.

(Politivennen nr. 651, Løverdagen den 21de Juni 1828, s. 406-407)

Enfoldigt,men træffende Svar paa denndbildte kloge Vaasen i Nr. 529 pag. 107.

"Først var han kræmmer, siden blev han en ærlig mand"

(af det borgerlige stævnemøde)

"På samme måde som når man står blandt en kobbel hunde, den kun vræler som slaget rammer, så tuder også den køter som af satyrens pisk er  snertet". Aplicatur ad libitum.

Det viser sig tydeligt nok i oven nævnte vås af stykket s. 107 i sidste Politivennen at en kræmmer er våseren, siden han deri har det mundheld eller kræmmerfeltråb: "Hvad behager". Derfor vil jeg ikke analysere dette hans kræmmerhus hvis indhold røber gemte og forvanskede varer. Lige så dårligt og nedrigt det er af en embedsmand at modtage gaver, lige så usselt og nedværdigende er det for en partikulær eller et tjenestetyende at modtage foræringer der, som sagt, leder til at det ikke påser sit herskabs bedste. Tror kræmmeren at skylde sin kunde nogen erkendtlighed så vis dem mod ham selv, og giv ikke anledning ved direkte eller indirekte bestikkelse, til utroskab, ulydigheder etc., hvilket er sagt og tydeligt nok bevist i Politivennen nr. 527. Til slut å jeg bemærke at intet røber større grad af enfoldighed end at en eneste detailhandler tager til genmæle mod det der er sagt om detailhandlere i almindelighed. Men hvem indser ikke at han dertil må have haft særlige, let gættelige grunde.

(Politivennen nr. 530. Løverdagen den 25de Februar 1826, s. 122-123)

Redacteurens Anmærkning.

Også dette emne udartede til en gensidig mudderkasten: Artiklen "Mere fra den formeentlige Kræmmer til Detailhandler-Angriberen", Politivennen nr. 531, 4. marts 1826, s. 142-145.

Anmodning til Manden, der hver Dag kjøber et 4 Sk. Franskbrød og for 5 smaa Tvebakker, om ei at bestikke Folks Lettroenhed ved Skumlerier.

De herrer detailhandlere, især urtekræmmere har den urimelige tænkemåde at give nytårsgaver til tjenestefolk "der ifølge deres herskabers befaling køber i deres boder" *). "Ligeledes ved de", siger manden "ved alle mulige smigrerier og lystige indfald at lokke pigerne til sig **)." er det piger der allerede køber hos dem, de vil lokke til sig? Hvad behager? Efter nu at have sagt os hvori disse nytårsgaver består, siger Deres velvished: "men ved disse utidige gaver bliver de ulydige, og henter ikke varerne på det sted man anviser dem." Men Deres første klagemål er jo dog at detailhandlerne giver nytårsgade til de tjenestefolk "der ifølge deres herskabers befalinger køber i disse boder." Dog nok herom! Lær først, enfoldige menneske! at tænke og ordne Deres tanker på papiret før De drister Dem til på prent at besudle redelige borgeres handlinger.

* En urtekræmmer som har en stor bodhandel, kan nok udgive så meget som manden i sin vedføjede note angiver og sandheden skal ikke lade det være usagt, at denne udgift ikke behøver at have nogen indflydelse på vægten.

** "Samme urtekræmmer" - begynder Deres anden note - hvilken urtekræmmer? Deres tidligere note: "En urtekræmmer osv." synes at mene urtekræmmere i almindelighed.

(Politivennen nr. 529. Løverdagen den 18de Februar 1826, s. 107-108)

Anmodning til visse Detailhandlere om ei at bestikke Folks Tjenestetyender ved Nytaarsgaver.

De herrer detailhandlere, især urtekræmmere, har den slemme vane at give nytårsgaver til de tjenestefolk, der ifølge deres herskabers befalinger køber i deres boder *). Ligeledes ved de ved alle mulige smigrerier og lystige indfald at lokke pigerne til sig **). Nytårsgaverne består gerne i penge, et halstørklæde eller tøj til et forklæde, foruden andre småting som nappenåle osv. Men ved disse utidige gaver bliver de ulydige, og henter ikke varerne på det sted man anviser dem. Blandt 100 og flere eksempler kun følgende:

Anmelderen køber sig hver dag et 4 skilling franskbrød og for 5 skilling små tvebakker hvilke han havde pålagt sin tjenestepige at hente hos hr. franskbager Müller i Lille Kongensgade. Pigen adlød den hende givne befaling, og anmelderen fik i nogen tid fortrinligt godt brød. Men da kældermanden hos hvem hun hentede andre fornødenheder, blev opmærksom på det, tøvede han ikke med at opvartepigen med nektaren fra madamme Bruun hvorved han bevirkede at hun fremtidigt tog brød af en dårligere kvalitet tæt hos ham, og følgelig overtrådte de hende givne befalinger. Ja hun betjente sig endog af den løgn, at bager Müller ikke længere bagte så godt brød som før. Da anmelderen kom efter løgnen, tilstod hun sine brøde og erklærede at kældermanden ved flere midler havde forledt hende til at overtræde de hende givne befalinger. Siden den tid har anmelderen måtte tage sine fornødenheder på bog, for at være overbevist om at de hentes på det anviste sted. Nytårsgaverne har således ulydighed, løgn, utroskab, bagtalelse og mangfoldige andre unævnte laster ifølge med sig.

*) En urtekræmmer skal således give for omtrent 500 rigsbankdaler i nytårsgaver til købernes tjenestetyender. Om denne udgift har noget med vægten at gøre, skal jeg lade være usagt.

**) Samme urtekræmmer skal ved en laugssamling have bragt i forslag at lærlingene til deres svendeeksamen burde aflægge prøve på deres færdighed i at opsamle en slump komplimentgloser foruden deres feltråd: "Hvad behager.". Om forslaget gik igennem er anmelderen ubekendt.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 65-67)

Redacteurens Anmærkning

En slags svar findes i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 107-108.

En farlig Port paa Hjørnet af Adel- og Gothersgaden.

Denne som hører til urtekræmmerens pakhus på nævnte hjørne, er forskellig fra alle andre porte i København deri at den går udad til fortovet, hvilket har den følge at når urtekræmmerens karle indefra med stærk fart støder halvportene op eller trækker dem i, går det især i første tilfælde udover de forbigående som derved får frygtelige puf enten i ansigtet eller på andre legemsdele. Således traf den ene halvpart forrige onsdag en stakkels frugtsommelig kone som gik forbi. Man håber ejeren er så veltænkende på en eller anden måde at forebygge denne farlige ulempe.¨

(Politivennen nr. 459. Løverdagen den 16de October 1824, s. 9214)

Uorden bag Vesterport.

Bag ved Vesterports vagt er hensat en trillevogn hvorved let kan afstedkommes ulykker på mørke aftner. Indsenderen som kom ind af Vesterport mandag aften, og gik bag om vagten, stødte på den da det var mørkt, faldt og slog sig. Man har senere erfaret at urtekræmmeren på hjørnet af Frederiksberggade og Vestervold nr. 17 hvor intet navn står over døren, skal være ejer af den, og anmoder derfor nævnte navnløse urtekræmmer til at skaffe sig et andet stade for sin trillevogn, og ikke lade den stå midt på alfarvej hvor den spærrer passagen for gående.

(Politivennen nr. 455. Løverdagen den 18de September 1824, s. 9149-9150)

En Uorden rettet ude ved Marmorkirken, og en som bør rettes.

Det i Politivennen nr. 164 anmærkede farlige dyr på Frederiks Kirkeplads er nu ført derfra. Hvorfra ellers hr. Horup har den bestemte efterretning at der over kirkepladsen skulle være nogen offentlig passage fra Bredgade ud til Store Kongensgade, ville han behage nærmere at opgive. Passagen har aldrig været offentlig før. Foruden at pladsen er bestemt til et kongeligt oplag af marmor og sandsten, står den med så megen kunst og bekostning til dels opførte Marmorkirke åben på pladsen. Det synes derfor højst urimeligt at passagen over pladsen kunne være offentlig. Både oplaget af tilhugne bygningssten udsættes for ran, ligesom kirken beskadiges ved de mange uartige og kåde drenge som vrimler derpå. Det kunne måske antages for et rimeligt bevis for at pladsen ikke er en offentlig pasage, at der før har stået skildvagt ved porten ud til Bredgade, og lågen ind til Store Kongensgade har været lukket og endnu kan og muligvis også bør holdes lukket, ligesom der også for nogle år siden er opført, vist med en bekostning på 3 til 400 rigsdaler, et plankeværk for at udelukke stenhuggerne og kunstnerne som har deres værksteder på pladsen ud til Bredgade, fra at komme in på oplaget. Skildvagten blev nok først taget derfra ved slottets og byens ildebrand, der gav anledning til større militære vagthold. Anden årsag var der nok ikke til at den blev borttaget fra pladsen. At han kan komme dertil og bør komme dertil igen når han kan savnes fra andre nødvendige vagter er lige så rimeligt som det er at formode at årsagen hvorfor pladsen ikke holdes spærret ved det opførte plankeværk er at stenhuggerne dagligt udsøger materialer på oplaget.

En meget farlig ting på denne plads har formodentlig undgået hr. Horups opmærksomhed, og bør derfor her anmærkes, og det er et gammelt hus som tilhører urtekræmmer og pibefabrikant Casse eller er måske kun overladt ham til brug. Man behøver kun at se dette hus for at gyse over den tanke at det må falde ned og slå en hel flok både artige og uartige drenge ihjel. Fornuftige folk om deres forretninger ved pladsen endog kunne kalde dem i nærheden af dette spektakuløse hus, holder sig i en tilstrækkelig afstand derfra. Men drengene kryber endog ind i og på huset som er besat med støtter der er lige så rådne og faldefærdige som huset selv. Denne uting fortjener nok også at påankes?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2646-2649)

Bekjendtgørelse.

1) I anledning af den i nr. 142 indeholdte ubestemte anke om fordærvede risengryn hos adskillige urtekræmmere, har hr. urtekræmmer Friborg og udgiveren indgået forlig ved Forligelseskommissionen, ifølge hvilket udgiveren af Politivennen K. H. Seidelin som selv er forfatter til ovennævnte anke, herved erklærer at han dermed ikke har haft hensyn til den på hjørnet af Store Fiolstræde og Skidenstræde boende urtekræmmer hr. Friborg eller hans handel, ligesom det ikke heller er ham bekendt at hr. Friborg handler eller har handlet med sådanne slemme risengryn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2350-2351)

Redacteurens Anmærkning

Urtekræmmer Friborg holdt ifølge Krak til på hjørnet af Skidenstræde og Store Fiolstræde 158 ifølge Krak 1800. Matriklen blev 1811 sammenlagt med 194 (hjørneejendommen eksisterer stadig). Matrikel 68 & 194 blev 1917 henlagt til 69, 192 & 193, som igen i 1934 blev til 70, Fiolstræde 20-22/Krystalgade 16, altså hjørnet over for det skæve bindingsværkshus og det gamle Daells Varehus.

Seidelin boede på det tidspunkt formentlig i Pilestræde.

Om fordærvede Risengryn hos adskillige Urtekræmmere.

Man læser altid i aviserne om gode risengryn, men undertiden har man den fortræd at ufornuftige tjenestepiger hjembringer gryn som er ganske fordærvede, blandet med alle slags frø fra ukrudt, brune, uspiselige og usunde og blot til forførelse blandede med nogle få friske gryn. Dette tror man er en slags falsk som burde både forbydes og straffes. Vel vil man måske indvende at ingen nødes til at købe af disse gryn, item at pengene kunne fås tilbage imod at grynenes fulde vægt igen bringes til sælgeren, men er da gangen frem og tilbage for tjenestebuddet og den derved forsømte gerning for herren ikke et sandt tab, og kan det ikke indvendes at grynene er fra en anden eller ikke de samme osv.? Det var at ønske at noget lignende med apotekervisitatsen foretoges i urteboderne en gang imellem, og at den første måtte ske i den egn af staden hvor anmelderen bor. St. Fiolstræde den 4. januar 1801.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10 januar 1801, s.2257-2258)

Redacteurens Anmærkning

Notitsen var skrevet af K. H. Seidelin, og affødte en reaktion fra urtekræmmer Friborg som blev ordnet ved Forligelseskommisionens mellemkomst, se Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2350-2351. Se der, og læs mere om urtekræmmeren.

Et Par Ord til alle Klæde- Hof- Galanteri-Isenkræmmere o.a.fl.

Det er så almindeligt når man ser et nyt mon anskaffet af en god ven, at spørge hvor han har købt det og hvad det har kostet. Det sidste er man især nysgerrig efter når man hører at det er købt på samme sted hvor man selv har gjort lignende indkøb. Og der er næppe mange af læserne som jo ved af erfaring hvor ubehageligt det er at erfare at den ting man selv på sælgerens forsikring har anskaffet sig for den nøjeste pris, er fået af andre for en betydelig mindre.

Det er forunderligt at meget agtværdige mænd kan ved opdragelse og vanen være gjort ufølsomme for det lave, det dobbelttungede der er i at sælge en og den samme ting, på en og samme tid, til forskelige priser. At mænd hvis ord i betydelige, mange tusinde dalere gældende affærer antages som den helligste sikkerhed, mænd der sætter den højeste pris på redelighed og sanddruhed, hele tiden kan føre disse ord på tungen: Jeg kan ikke sælge det billigere - det koster mig selv mere - jeg sælger det med tab for ikke at lade en god kunde gå fra mig; jeg overlod det ikke for den pris til nogen anden - og utallige sådanne glatløbende talemåder mens de dog sælger ringere, dog profitere ved at sælge dog, dog på øjeblikket er rede at bevise enhver anden bodgæst den samme udmærkende tjeneste.

Man siger for et ordsprog: når narre kommer til torvs, så får kræmmeren penge. Men man siger mig hvem denne talemåde er mest vanærende, enten for narren eller kræmmeren. Sikkert bliver det den sidste. For narren skader kun sig selv, men den der benytter sig af hans uvidenhed for at optrække ham, det vil sige at lade ham betale en eneste skilling mere end anden, gør det som kaldes bedrageri og som næppe bliver noget bedre fordi det er adopteret og bragt i system af en hel klasse agtværdige handlende.

Men det er ikke narren alene der taber. Hvor mange skønne mænd der ikke er opdraget ved handelen, er vel i stand til eller gider besværet med at prutte eller tinge? Mange købere ynkes hjertelig over sælgeren der så ædelmodig selv taber på sine varer for hans skyld og nænnede for alverden ikke at byde en skilling mindre. Og bør han lide for denne ynk, denne godtroenhed?

Enhver upartisk vil vel tilstå at det er skadeligt for et folks moral at sælgere ikke har deres bestemte priser, at de for at få det mest muligt, tåler sig i i usandheder og tror at disse hører til næringen, og bør vi da ikke ønske en skik afskaffet der desuden har så meget andet mod sig.

I England siger man, har alle handlende deres bestemte priser og taber ikke ved det. Alle fabrikker og manufaktører her har bestemte priser, og taber ikke ved det. Vores urtekræmmere, boghandlere o. fl. har bestemte priser og taber ikke ved det. Selv af isenkræmmere har Serup og Puirary i Adelgade bestemte priser, og befinder sig vel ved det. Hvorfor skulle det da ikke kunne blive en almindelig brug, uden tab for nogen og til vinding for det hele.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1370-1373)