26 juli 2014

Et Par Ord til alle Klæde- Hof- Galanteri-Isenkræmmere o.a.fl.

Det er så almindeligt når man ser et nyt mon anskaffet af en god ven, at spørge hvor han har købt det og hvad det har kostet. Det sidste er man især nysgerrig efter når man hører at det er købt på samme sted hvor man selv har gjort lignende indkøb. Og der er næppe mange af læserne som jo ved af erfaring hvor ubehageligt det er at erfare at den ting man selv på sælgerens forsikring har anskaffet sig for den nøjeste pris, er fået af andre for en betydelig mindre.

Det er forunderligt at meget agtværdige mænd kan ved opdragelse og vanen være gjort ufølsomme for det lave, det dobbelttungede der er i at sælge en og den samme ting, på en og samme tid, til forskelige priser. At mænd hvis ord i betydelige, mange tusinde dalere gældende affærer antages som den helligste sikkerhed, mænd der sætter den højeste pris på redelighed og sanddruhed, hele tiden kan føre disse ord på tungen: Jeg kan ikke sælge det billigere - det koster mig selv mere - jeg sælger det med tab for ikke at lade en god kunde gå fra mig; jeg overlod det ikke for den pris til nogen anden - og utallige sådanne glatløbende talemåder mens de dog sælger ringere, dog profitere ved at sælge dog, dog på øjeblikket er rede at bevise enhver anden bodgæst den samme udmærkende tjeneste.

Man siger for et ordsprog: når narre kommer til torvs, så får kræmmeren penge. Men man siger mig hvem denne talemåde er mest vanærende, enten for narren eller kræmmeren. Sikkert bliver det den sidste. For narren skader kun sig selv, men den der benytter sig af hans uvidenhed for at optrække ham, det vil sige at lade ham betale en eneste skilling mere end anden, gør det som kaldes bedrageri og som næppe bliver noget bedre fordi det er adopteret og bragt i system af en hel klasse agtværdige handlende.

Men det er ikke narren alene der taber. Hvor mange skønne mænd der ikke er opdraget ved handelen, er vel i stand til eller gider besværet med at prutte eller tinge? Mange købere ynkes hjertelig over sælgeren der så ædelmodig selv taber på sine varer for hans skyld og nænnede for alverden ikke at byde en skilling mindre. Og bør han lide for denne ynk, denne godtroenhed?

Enhver upartisk vil vel tilstå at det er skadeligt for et folks moral at sælgere ikke har deres bestemte priser, at de for at få det mest muligt, tåler sig i i usandheder og tror at disse hører til næringen, og bør vi da ikke ønske en skik afskaffet der desuden har så meget andet mod sig.

I England siger man, har alle handlende deres bestemte priser og taber ikke ved det. Alle fabrikker og manufaktører her har bestemte priser, og taber ikke ved det. Vores urtekræmmere, boghandlere o. fl. har bestemte priser og taber ikke ved det. Selv af isenkræmmere har Serup og Puirary i Adelgade bestemte priser, og befinder sig vel ved det. Hvorfor skulle det da ikke kunne blive en almindelig brug, uden tab for nogen og til vinding for det hele.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1370-1373)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar