29 juli 2014

Vindbyholt Kro forbedret.

Den misfornøjelse som ytres i Deres blad nr. 67 over Vindbyholts kros indvortes samt udvortes dårlige forfatning og beværtning, er ikke undgået vedbørlig opmærksomhed. For hr. kammerherre og amtmand Bjelke anmodede straks værgerne for Lindersvold umyndige stamherre at påse nævnte kros bygninger bekvemmelig indrettet. Og jeg som stedets politimester ikke alene gav madam Gielf, værtinden samme steds, alvorlig erindring om altid at være forsynet med gode spise- og drikkevarer, men har også ladet opslå en takst hvorefter det fornødne skal sælges så man tør håbe på berørte måde at have hævet en uorden der ikke var mindre fornærmende mod rejsende end staten i almindelighed.

Store Heddinge d. 4 december 1799

Adam Caspar v. Holstein.
Herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1367-1368)


Redacteurens Anmærkning

Der blev klaget over Vindbyholt Kro i nr. 67, 3. august 1799.

Adam Caspar von Holstein (1741-1817) var byfoged i Store-Heddinge 1766-1790, herredsfoged i Stevns og Fakse Herreder 1766-1801 og byskriver i Store Heddinge 1766-1790. Han var far til den mere kendte officer, hofmand, teaterchef Frederik v. Holstein (1771-1853) som fik en gade opkaldt efter sig på Østerbro i København. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar