Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.

Fattig-Retten i Hestemøllestræde. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren er kommen. Foreløbig med Dagene saa mørke som Nætter, med Regn og Slud, men med Udsigt hvert Øjeblik til knagende Frost med Arbejdsstandsning og heraf følgende Hunger og Nød for mangfoldige af vort allerkristelige Samfunds Medlemmer.

Stjæle maa de ikke - i hvert Fald ikke saadan ligefrem gement, - kan de endda gøre det paa en fin, "lovlig" Maade, saa . . .

Tigge maa de ikke, naar de ikke kan gøre det fint.

Ernære sig paa ærlig Vis ved Handel med Et eller Andet maa de ikke, - - der var forleden en fattig Mand, der forsøgte at skaffe sig Brød ved at sælge Gibsfigurer paa Amager, men saa kom Politibetjenten og tog ham med hele Beholdningen af Figurer, som blev konfiskerede til Fordel for - Betjenten! Og den fattige Mand "slap" med en Bøde.

Musicere i Gaardene maa de ikke, det er Betleri! Selv om en Mand spiller nok saa godt paa Violin, maa han ikke paa den Maade i trange Tider gøre sig en Indtægt af sin Færdighed. Først naar Politiet giver Privilegium dertil, maa han spille i Gaardene, - saa gør det ikke noget, om det er paa en øresønderrivende, falsk Lirekasse.

De Fattige er i Grunden ikke særlig godt stillede i vort humane, kristelige Samfund!

»Ja," siger Storborgeren, "vi har jo et meget humant udviklet Fattigvæsen; dér kan den, der har lidt Skibbrud i Livet, henvende sig og saa det nødvendige til Livets Ophold."

Ja, lad os se, hvor humant det er, dette Fattigvæsen.

* * *

I Hestemøllestræde ved Hjørnet af Lavendelstræde ligger Fattigvæsenets Kontorbygning. Koldt og frastødende er Indtrykket, man faar af den, naar man ser den udefra; alle de Smaating i Vinduer, der giver mange Beboelseshuse det hyggelige Præg, mangler her aldeles. Og kommer man ind i den, modtager man et endnu uhyggeligere Indtryk. Enevældens bureaukratiske Aand svæver over og er i Alt og Alle ligefra Borgmesteren og Kontorchefen og ned til Magistratsbudene.

Naa, al denne bureaukratiske, frastødende Værdighed kan den blæse af, som kun kommer for at erholde Oplysning om Et eller Andet. Han kan efter udrettet Ærinde smække Døren i efter sig og le ad denne kinesiske Indretning.

Mai den Fattige, der kommer her for at gribe efter det sidste Halmstraa og klamre sig til det i Nøden! Den fattige Mand eller Kone, der er gaaet hjemme fra den fattige Lejlighed, paa Trappen forbi den knurrende Husvært, paa Gaden forbi den i sin Dør staaende Høker eller Urtekræmmer, der lod vide, at nu kunde han ikke vente længer med Tilgodehavendet, da han skulde "betale hver sit" - den fattige Mand eller Kone, der saa gerne vilde holde sig oppe i Tilværelsens haarde Kamp, de er forknytte og forbløffede nok i Forvejen, og kommer de ind i Hestemøllestrædes røde Bygning og ser og taler med Bureaukraterne, saa taber de den sidste Rest af Mod.

Saa kommer de ind for den saakaldte "Fattigret". I et stort Værelse i Stueetagen sidder Borgermester Knudsen, Fattigvæsenets Raadmand, nogle andre høje Herrer samt alle Københavns Fattigforstandere (13 i Tallet). For denne Ret træder de Fattige frem, en for en efter Tur - træder var ikke det rigtige Udtryk: de kryber frem, nedbøjede, som de er, af Livets Kummer og Nød og nu gjort rigtig møre af de stolte Blikke, der kastes til dem fra de høje Herrer, der tilfældig er kommet paa "den grønne Gren".

Og saa efter "Forhoret" tilstaas der dem en større eller mindre Understøttelse, og saa - er de stemplede! Thi, for at bruge den italienske Digter Dantes Ord: "Lader alt Haab fare, I, som træder herind; Sporene vender kun indad!"

I har begyndt at nyde Fattighjælp, og selv om I er nok saa hæderlige Medlemmer af det danske Samfund, saa er det, at I ikke kan forsørge Jer selv og Eders Familie, nok til at brændemærke Jer og sætte Jer under den lave Forbryder, da kan faa sin "Ære" tilbage efter 5 Aars Forløb, I faar den aldrig; man har taget det bedste I havde, den politiske Borgerrettighed fra Jer, det, hvormed I skulde værne Eders og Eders Børns Fremtid!!!

* * *

Da det arbejdende Folk i 1848 rundt om i Evropa rejste sig for at kaste Enevældens Jernbaand af sig, og da de franske Arbejdere proklamerede "Retten til Arbejde", da luftede det ogsaa op her hjemme i vort kolde Nord. Man fandt, at noget maatte der gøres for at "følge med Tiden", og saa nedsattes der en Kommission med det Hværv at udarbejde en fri Forfatning. I det første Udkast til en Grundlov var der indsat en Paragraf, som proklamerede Retten til Arbejde; men da man havde sovet paa det, fandt man, at det var en for voldsom Overgang, og indsatte i Stedet for den nuværende Paragraf 84, der siger, at "den, som ikke kan ernære sig og sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offenlige".

Det er virkelig et meget humant Princip, der her er fastslaaet i Grundloven. Men det udføres ikke humant. Allerede det, at stævne de Hjælpsøgende til Møde i Hestemøllestræde til Undersøgelse og Krydsforhør, er inhumant; Fattigforstanderne burde hver i sit Distrikt kunne afgøre Sagen og senere give Indberetning derom til Magistraten. Hvorfor ydmyge den Fattige, naar det ikke er nødvendigt!

Men at nyde Fattighjælp borttager den politiske Borgerret: at kunne vælge, det er dog det inhumaneste af det Hele, og de Mænd, der indsatte Paragraf 84 i Grundloven, har sikkert aldrig tænkt sig, at Fattigmand baade skulde tigge sit Brød og betale det saa dyrt!

Og saadan en Optræden mod Fattigmand paa en Tid, hvor en Minister for ramme Alvor i Rigsdagen foreslaar at bevilge 1 Million Kroner (én Million!) til Reparation af en forfalden Domkirke!

Det er haabløse Tilstande! Og det er ikke mindre haabløst, at der findes Arbejdere, der ved Rigsdagsvalg stemmer paa Højremænd, d. e.: paa Mænd, der netop vil bevare disse Tilstande!

Tænk Jer dog om !

(Social-Demokraten 9. december 1887).

Svinepest. (Efterskrift til Politivennen)

Pesthuler.

Veterinærpolitiet har i Gaar erklæret, at samtlige Besætninger paa de saakaldte Lossepladser, og af hvilke største Delen hidtil er befundne sunde, dog man anses for saa mistænkelige, at en almindelig Nedslagning bør finde Sted. Den af Ministeriet allerede tidligere givne Bemyndigelse til i fornødent Fald at nedslaa hele Besætninger vil derefter blive bragt i Anvendelse i fuldt Omfang. Paa det Lovforslag til Undertrykkelse af Svinesygdomme, der vil blive forelagt Rigsdagen straks ved dens Sammentræden, vil der blive søgt Bemyndigelse til fremtidig at forbyde Svinehold af lignende Art.

Vi har i Gaar taget nogle af disse Møddinger i Øjesyn og det er ret artige Erfaringer vi har gjort derude.

Et godt Stykke Vej ude paa Amager har Magistraten lejet nogle af sine Jorder ud til Oplagsplads for Dagrenovationen og med Tilladelse for Forpagterne til at opføde Svin af Affaldet.

Av forfærdeligt dyndede Sideveje naaede vi derud. Midt paa den flade Mark laa i nogen Afstand fra hverandre tre Grupper af Bræddeskure, Svinenes Stier. Rundt om dem møder Øjet et Syn, der i al sin Modbydelighed næsten er ubeskrivelig. Alt det Snavs, som tænkes og nævnes kan, ligger her ophobet i Dynger og spredt for alle Vinde af de rodende Svin. Hver enkelt Plads er afgrænset med nogle gamle Vægter og Bræddestumper, og den første vi kom paa, gav os et klart Billede af, hvorledes Forretningen drives. Der holdt et Par Skraldevogne i Færd med at aflæsse deres støvende og stinkende Indhold. Omkring dem og inde mellem Hjulene og Benene paa Hestene væltede en Flok Svin sig i hidsig Kamp om den fedeste Bid og gørende et infernalsk Spektakel. Vi stod længe og saa til. Det er aldeles utroligt, med hvilken Glubskhed Svinene kaster sig over dette væmmelige Affald. De kan næppe vente, til Skovlen faar det kastet paa Jorden, men staar med Trynen opadvendt og hyler, til de faar en Skovlfuld kastet i Hovedet. Og hvor de hugger i sig. Kaalstokke, Kartoffelskrællinger, raaddent Kødaffald, Halm, blandet med Ajle og Snavs - alt gnasker de løs paa. I Løbet af faa Minuter var den Dynge, Vognene læssede af, jævnet ud paa Pladsen og gennemrodet samt alle Lækkerbidsknerne pillet fra.

Vi spurgte Forpagteren, om Svinene fik anden Føde end Affaldet. Nej. Der opfødes Tusinder af Svin udelukkende paa det, der læsses af Skraldevognen! Og at det er forskelligartede Ting, oplyste han os om. Køkkenaffald er selvfølgelig det bedste, men Affald fra Slagterier æder de ogsaa med stor Graadighed og helst i forraadnet Tilstand. Det kan f. Eks. ses af, at de ofte lader Kalvehoveder o. lign. ligge i nogle Dage før de æder dem. Saa var de mere møre, mente Manden. I Nødstilfælde forsmaar de heller ikke de triste Rester af en Kat, en Hund eller andre Dyr i mer eller mindre opløst Tilstand. Hestekød, mente Manden, de havde stor Forkærlighed for. At de i deres Griskhed ogsaa forsluger sig, fremgaar af, at det ikke saa sjældent hænder, at de sætter cn Portion "Rottegift" til Livs. Det er nemlig saa ofte Tilfælde, at baade Lokkemaden med Giften og de døde Rotter føres herud paa Skraldevognen, og staar Manden en Slump Svin ihjel.

Svineholdet bestaar af en større Del Tillægsdyr og deres Afkom. Dette Afkom opfødes til de er halvt udvoksede og sælges da rundt om i Landet, for Størstedelen ved Prangere, til Folk, som feder videre paa dem, indtil de er tjenlige til Slagtning. At det ikke - selv uden Pest - maa være sunde Dyr, der saaledes spredes over Vandet fra disse Møddinger, er indlysende, og et Par af Opdrætterne indrømmede da ogsaa ganske frimodigt, at der saa at sige bestandig var stor Sygelighed blandt deres Svinebesætning, og at Kødet efter deres Mening ikke var saa godt og sundt som paa Svin opfødte ved Korn eller Sligt. Det maa da være sandt, naar Mændene selv siger det, og indlysende efter den Føde Dyrene faar.

Vi var paa de 3 største af de Lossepladser, som findes paa Amager, og alle Vegne var der ens: Skandaløst!

Om Pesten derude erfarede vi følgende: Omtrent midt i Oktober begyndte man at tale om, at et Par Jordbrugere længere ude paa Amager havde Sygdom blandt deres Svin. Begge fik hver Dag et Par Læs Renovation fra Byen til Føde for deres Svinebesætning, og det er ret betegnende, at denne Renovation netop skriver sig fra Gammelholmskvarteret, altsaa indeholdende Affaldet fra de svenske Kreaturskibe. Fra disse to Steder bredte Smitten sig saa rolig videre uden at et eneste Menneske tænkte paa at sætte de slumrende Autoriteter i Bevægelse. Først da den naaede til den ene af de Lossepladser vi besøgte, den største paa Amager, meldte Ejeren det til Politiet, men der var da allerede død over hundrede Svin for ham, og inden Veterinærpolitiet begyndte Nedslagningen, bortrev Pesten ca. 230 Svin for den samme Mand. I alt har han mistet omtrent 400 Svin og Grise. Hans Nabo har Pesten skaffet af med henimod 300 og paa den tredie Plads er Sygdommen først i Forgaars og i Gaar begyndt at gøre Høst, men i Løbet af et Par Dage vil Pladsens Besætning vist være gaaet neden om og hjem.

Et er aldeles ubegribeligt og højst uforsvarligt: at ikke hele Besætningen for længe siden er slaaet ned. Vi saa hos den Mand, der har mistet 400, lidt over et halvt hundrede gaa i et Par aflukkede Folde. I den ene Fold var de formentlig raske, i den anden de vitterlig syge. Det var en Pak at se disse Dyr. De stod og laa klumpede sammen op ad hverandre med hængende Hoved og Øren. Afmagrede og elendige var de at se til, og gik de, saa ravede de, som var de berusede. Vi spurgte, hvorfor de ikte straks blev slaaet ned.

"Ja, det var ogsaa Synd", mente Manden, "men den Dyrlæge, som Dagen forud havde været der og gradet dem med et Termometer, havde sagt, at de ikke var syge nok til at slaas ned".

Hvad har vore Autoriteter gjort? Dc har ladet Landet ligge aabent for Indførsel fra Sverig, uagtet der vitterlig siden Juli har raset Svinepest der, navnlig i Skaane og Bleking. De svenske Blade fortalte om Faren, men vort dygtige Ministerium ventede, til vi havde den inden Vandets Grænser, saa lukkede de. Dernæst lod de Lossepladser være Lossepladser og satte sig først i Bevægelse, da en Mand kom og beklagede sig over, at nu var der død nogle hundrede Svin af Pest ude hos dem. Og saa roste Berlingske Tidende Ministeriet for den Fart, der havde været i det til at tage fat!

Nu har Tyskland lukket af for vor Udførsel, og at det ikke er Smaating, fremgaar af følgende statistiske Oplysninger: I den første Halvdel af Firserne, altsaa 1881-1885, udførte Danmark til Tyskland 274,300 Tvin og 6000 Grise om Aaret, til en anslaaet Værdi af ca. 21 Millioner Kroner. Desuden udførtes slagtede Dele af Svin for 2 1/4 Million og til de øvrige Lande havde vi en Udførsel for omtrent 10 Millioner aarlig, altsaa ialt 33 Millioner om Aaret, hvilkket er næsten en Femtedel af Landets hele Udførsel.

(Social-Demokraten 1. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne

"Morgenbladet" modtog i Onsdags. fra velunderrettet Kilde Meddelelse om, at den af Veterinærpolitiet befalede Nedslagning af alle Svin, syge og sunde, paa Lossepladserne vilde tage sin Begyndelse Torsdag Morgen Kl. mellem 8 og 9 paa Pladserne ved Kløvermarksveien. I den Anledning sendte vi en af vore Reportere derud, og han meddeler om sin Mission følgende:

Klokken lidt over 8 var jeg paa Kløvermarksvejen; én efter én passerede jeg Lossepladserne; der var ikke det sædvanlige Liv. Skarnbunkerne laa og bredte sig i al deres Uhyggelighed, ikke et Svin var at se. og jeg begyndte saa smaat at tro, at Nedslagningen maaske alt var foregaaet.

Jeg styrede Kursen mod den sydligste, hvor en tyk Røg, der strakte sig hen over Pladsen, lod mig ane, at her dog var noget særegent paa Færde, Røgen stammede fra et i Jorden gravet Fyrsted, hvor man kogte Vand til Brug for Veterinærerne ved Obduktionen af Dyrene.

Heller ikke her var Spor af Svin, men disse lod dog snart deres Grynten høre inde fra Staldene. De var nemlig indfangede, for at være nærmere ved Haanden under Nedslagningen. Til Stede paa Pladsen var allerede Docent Gautier med tre yngre Veterinærer, der skulde foretage Undersøgelser, Sygdommen vedrørende. Ligeledes var nogle Taxationsmænd til Stede for at taxere Svinene paa den ene af Pladserne, hvis Besætning først for et Par Dage siden var bleven angreben af Sygdommen; af nævnte Besætning var allerede en Del døde, sidste Nat 3 Stk,

Da det vilde vare nogen Tid, inden Nedslagningen begyndte, tog jeg imidlertid Lokaliteterne i Øjesyn. I en Fold befandt sig ca. 50 Svin, som mentes ikke at fejle noget, men som alligevel skulde falde som Ofre for Veterinærpolitiets Bestemmelser.

I en anden Fold i et Træskur var en Snes Stykker samlede, men disse var næsten alle angrebne af Sygdommen. Dorske laa de i Solen med halvbrustne Øjne. Foruden disse fandtes en større Del Smaagrise.

Imidlertid var Sundhedspolitiet kommet til Stede, og Nedslagningen kunde begynde.

Veterinærerne trak Frakkerne af, halede Knive og Save frem og gjorde sig klare til at kunne modtage de døde Kroppe. Det blæste koldt, Støv og Snavs fra Skarndyngerne hvirvledes i Vejret, og alt i alt var det et uhyggeligt Arbejde paa dette Sted at give sig i Lag med Opskæring og Rensning af Dyrenes Indvolde - i alt Fald var det ikke behageligt at være Tilskuer til denne Proces.

Et efter et førtes Dyrene frem paa Pladsen, hylende paa Vejen fra Stalden til Slagtestedet. Fire Mand holdt Dyrene, medens en femte førte et dræbende Øxeslag mod Panden af dem. Saa snart Øxeslaget var faldet, forstummede alle Hyl, og Dyret tumlede om paa Jorden, hvor det modtog Dødsstødet ved et Stik i Hjærtet, Undertiden slap et af Dyrene bort fra deres Bevogtere og nød en kort Stund med synligt Velbehag de sidst ankomne Vognladninger med det kostelige Indhold. Det var som en dødsdømt før Henrettelsen, der faar et sidste Ønske opfyldt, Det skal siges, at de Folk, der besørgede Nedslagningen, gjorde deres Arbejde godt - kun et Par Minuter varede Dødskampen. 

Fra Bordet, hvor Undersøgelsen foregaar, bæres Svinene bort og lægges i en Dynge, der stadig bliver større. De første 20 Svin, der nedslaget, blev obducerede, Veterinærerne havde nok at gjøre, Docent Gautier deltog selv i Arbejdet. Efter disse nedslaget den øvrige Del af Besætningen uden at blive obduceret.

Derefter gik man til de andre Pladser, hvor Nedslagningen foregik paa lignende Maade. I alt blev tre Pladsers Besætninger nedslaaede, tilsammen flere Hundrede Svin, 

Paa den førstnævnte Plads er bod 225 Stkr, og nedslaaet 190 Stkr. i alt 415 Stkr,

Mens Nedslagningen foregik, havde man paa en Mark i Nærheden begyndt Gravningen af en Grav. hvori der skulde anstilles et Forsøg paa at brænde de slagtede Dyr ved at overgyde dem med Petroleum og Tjære, men da dette Forsøg først kunde gjøres sent paa Dagen, tillod Tiden ikke at afvente det, men der næredes fra Sundhedspolitiets Side ingen Tro til, at Forsøget skulde lykkes, desuden var Antallet af Dyrene saa stort, at der vilde medgaa flere Dage hertil.

Der var længere ud mod Stranden gravet en Grav i en Dybde af 4 Alen, hvortil Dyrene skulde bringes, og hvor de skulde overgydet med Kalk og Syre, hvorpaa Jorden vilde blive kastet til.

Som der er begyndt med Lossepladserne ved Kløvermarksvejen, vil man fortsætte med alle andre Lossepladser i Kjøbenhavns Omegn; det er nemlig ikke Amager alene, der har slige Svineopdrætningsanstalter, de findes baade mod Vest og Nord i rigelig Mængde.

Og Befolkningen er glad ved at blive disse Anstalter kvit. Naar Sygdommen en Gang forvindes, vil man med større Appetit kunne nyde Flæsk - Lossepladsernes Modbydelighed har tidligere hæmmet denne for mange, ingen var jo sikker paa, hvor Flæsket stammede fra.

I Dag er det Lossepladserne ved Jagtvejen, der staar for Tur.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne.

Det Forsøg, der i Torsdags gjordes paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa at opbrænde Svinene ved at overhælde dem med Tjære og Petroleum, mislykkedes fuldstændigt, og de blev som berørt nedgravede i en Fællesgrav og overgydte med Syre og et Lag ulæsket Kalk.

I Gaar foregik Nedslagningen af Svinene paa Lossepladserne ved Jagtvejen, og vor Meddelelse desangaaende i Gaarsnumret havde lokket en Mængde Mennesker ud for at overvære dette heldigvis sjældne Skuespil.

Der blev nedslaaet 3 Svinebesætninger med tilsammen ca. 400 Svin. De to Besætninger var aldeles sunde, hvorimod den tredje havde stor Sygelighed.

Der blev atter her gjort et Forsøg paa at brænde de døde Kroppe, men ligesom Dagen forud viste Forsøget sig frugtesløst. Der blev slængt et Par større og et Par Smaagrise paa Baalet, men de laa og futtede og sved, uden at der var nogen Udsigt til, at Forbrændingen kunde tilendebringes, hvorfor Resterne af de brændte Dyr blev kastede i en stor Grav, hvor de øvrige Svin ogsaa blev begravede, idet man benyttede samme Fremgangsmaade som ovenfor nævnt med Syre og ulæsket Kalk.

I Morgen tages der fat paa Nedslagning af Svinene paa en Losseplads ved Raadmandsmarken. Dette er den sidste Losseplads med Svinebesætning, der er tilbage paa Kjøbenhavns Distrikt.

Ved Køhlersvej og Øresundsvej findes vel en Del Lossepladser, men de henhører under Amager Birk.

Hermed kan man altsaa tage Afsked med disse Huler, der nu har anrettet saa megen Ødelæggelse. Forhaabenlig vil de aldrig mere opstaa i den gamle kjendte, modbydelige Skikkelse.

Det har været et uhyggeligt Arbejde baade for Politi og Veterinærer, og de er uendelig tilfredse med snart at være færdige med dette rædsomme Myrderi.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Lossepladserne i Belejringstilstand.

Hvem skulde have troet det?

Vi selv vilde ikke tro vore egne Øjne!

Da vi i Gaar Eftermiddags inspicerede Lossepladserne, mødte der os et uventet Syn: Gendarmerne holdt Vagt over Svinene. De kære "Lyseblaa" var om formiddagen Kl. 10 ved en Dagsbefaling udkommanderet fra deres respektive Stationer.

Det var ogsaa en ganske fornuftig Foranstaltning, man havde truffet overfor dem. De har jo lige siden Korpset blev oprettet ikke gjort sig bemærket ved andre Begivenheder end netop de blodige Aars- og Brønderslev-Affærer, og først da vi i vort Gaarsnumer gjorde opmærksom paa, at de endnu eksisterede, tog Politidirektøren øjeblikkelig Svøbet af dem, satte dem ud i den barske Efteraarsluft og permitterede Politiet.

Det var øjensynligt ikke nogen rar Bestilling for disse Skabninger; 7 Timers Vagt og 7 Timers Hvile, saavel Nat som Dag, lyder Parolen. De klagede sig allerede over den ubehagelige Post, idet en af dem bemærkede, at "den Slags var de ikke vant til". Manden havde maaske Ret, thi det er uden Tvivl bedre at sidde hjemme paa Kasernen i et lystigt Lag end vogte Svin paa Lossepladser.

Der skal være stor Glæde blandt Politibetjentene.

* * *

Nedslagningen af Svinebesætningerne paa de Lossepladser, der ligger paa Københavns Grund, blev i Gaar tilendebragt. Alt i Alt har man nu for Byens Vedkommende nedslaaet ca. 1200 Svin, deraf ca 300 Stk paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa Amager og Resten paa Pladserne ved Nørrebros Jagtvej, disse udgør fire, nemlig en ved Jagtvejen, den offenlige bag Aldersro Bryggeri og Teglværk oq to private ved Peders Mindes Vej, der ligger umiddelbart op til den førstnævnte Plads.

Nedslagningen er foregaaet paa den Maade, at man med en Slagteøkse bibringer Svinet et Slag i Panden, og derefter paa sædvanlig Maade ved et Stik. Efter Aflivningen bliver Dyrene overkalkede og straks nedgravede. Alene i Lergravene ved "Aldersro" ligger 560 Svin jordede.

Det var Veterinærernes Mening i Gaar Eftermiddags at paabegynde Nedslagningen paa Lossepladsene ved "Grøndal", et Terræn, der ligger ved Grøndalsbroen bag Falkoneralleen mod Frederikssundsvejen; men paa Grund af den fremrykkede Tid vil man først tage fat i Dag formiddag; efter at Nedslagningen her er foretagen, gaar Turen videre gennem søndre Birk, derefter nordre Birk og paa samme Tid Amager Birk, indtil alle de Svin, der overhovedet findes paa Lossepladserne, er nedslagne.

* * *

Ingen har endnu forstyrret Gravfreden

(Social-Demokraten 4. december 1887).

Nordhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Ved det store Havnearbejde nord for Byen ved de gamle Kalkbrænderier har der hele Sommeren i Aar ligesom i de forudgaaende Somre været udfoldet en travl Virksomhed, og man begynder nu saa smaat at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes dette Havneanlæg, naar det om et Par Aar er færdigt, vil komme til at se ud.

Det er meget betydelige Arbejder, her er i Gang. hvilket ogsaa tilstrækkelig vil fremgaa af, at de nu har været i uafbrudt Gang lige siden Paabegyndelsen i Efteraaret 1883 med en Arbejdsstyrke af ca. 300 Mand om Sommeren og ca. 100 Mand om Vinteren.

Havneanlæget i færdig Skikkelse vil omfatte: en Havn paa Størrelse som 14 Tdr. Land, 1200 Fod lang og 600 Fod bred, med en Dybde af 24 Fod Vand over det hele; fremdeles en mindre Havn nord for den store med Indsejling fra samme. Den mindre Havn blev allerede forrige Efteraar færdig og har siden været stærkt benyttet; den har en Størrelfe som 2 Tdr. Land og en Dybde af 12 Fod Vand. Endvidere skal der anlægges en Kai i lige Linje fra den store Havns Landbolværk langs Søen helt ind til Byen, hvorfor det nuværende Terræn langs Strandpromenaden i de kommende Aar helt vil skifte Udseende. Saavel Havnen som Kaien vil komme til at ligge ca. 800 Fod øst for den nuværende Strandpromenade, hvorved der vil fremkomme et Areal af betydelig Størrelse til Bebyggelse og Anlæg af en bred Hovedgade. For en Del af Strandpromenadens Vedkommende, nemlig mellem Lautrups Plads og Gasværkshavnen, er den 800 Fod brede Passage allerede tilvejebragt ved Opfyldning.

Den lille Havn, der ligger foran Kalkbrænderifortet, hvor den er omgivet med en svær Mole imod Søen, saavel imod Nord som imod Øst. og forsynet med en rummelig Havneplads har en lun og i alle Maader for Skibe fortrinlig Beliggenhed og er forlængst færdig til at optage Skibe, medens dette endnu langt fra kan siges at være Tilfældet med Hovedhavnen. Arbejderne ved denne skrider dog godt fremad, og med Uddybningen af selve del kolossale Havnebassin fra 10 til 24 Fods Vand er man i Sommerens Løb naaet saa vidt, at enkelte større Skibe i Eftersommeren har kunnet anløbe Havnen og lægge til ved Bolværket, der langs Landsiden for største Delen er færdigt. Der er dog endnu langt tilbage, inden hele Bassinet og Indløbet til Havnen er uddybet. Indløbet er endnu kun en smal Rende, men færdig skal det have en Brede af 200 Fod inde ved Havnen og 400 Fod ude ved Kronløbet, hvor det begynder; det bliver saaledes tragtformet, for at udefra kommende Skibe uden Vanskelighed kan passere ind i del. Selve Indsejlingen til Havnen skal have en Brede af 200 Fod, og der vil her paa hver Side blive anbragt et stort Fyr.

Uddybningen af Havnen og Indløbet foregaaar ved Hjælp af Dampmuddermaskiner. Fylden bliver, efter at være optaget, dragt i Pramme, hvorefter den føres i Land og transporteres videre paa de paa Skinner løbende Tipvogne for at anvendes til Opfyldning langs Strandpromenaden. For Tiden haves kun nogle enkelte Maskiner i Arbejde, da Resten er under Eftersyn.

De betydelige Arbejder, som vil give Beskæftigelse endnu i et Par Aar, udføres af selve Havnevæsenet med Havnebygmester Møller som den øverste tilsynshavende.

Først henimod Efteraaret 1891 formener man, at Arbejderne kan være sluttede

(Morgenbladet (København) 30.november 1887).

Der er tale om anlægget af Nordbassin og Redhavnen. Det var de ældste dele af Nordhavnen.

Karl Jensen: Kjøbenhavns Nordhavn. Terrænet omkring Kalkbrænderifortet. Illustreret Tiednde nr. 1, 2. oktober 1887. 

Arbejdsforholdene omkring Vallø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte i vore Artikler om Vallø og Vemmetofte de slette Lønningsforhold, under hvilke Arbejderne maa trælle der paa Egnen.

En Maanedstid efter havde vi Lejlighed til at tale med de samme Folk igen, og det viste sig, skønt man ikke skulde tro det muligt, at deres Vilkaar var blevne endnu elendigere i de forløbne Uger. Vi skal blot nævne et Eksempel. Vi omtalte, at Præstø Amt lønnede sine Arbejdere med 1 Kr. 33 Øre om Dagen for haardt Vejarbejde.

Nu har man fundet denne Betaling for høj og givet dem Akkord. Under Assistenterne Jensen, Fakse, og Hegelund, Præstø, faar de 12 Øre for at hakke og bearbejde 1 Favn makadamiseret Vej. Assistent Fischer i Køge kan derimod ikke faa Arbejdet gjort billigere end 18 Øre Favnen, men maa - som Vejopsynsmanden udtrykte sig - ogsaa høre Vrøvl af Vejinspektøren, fordi han betaler Arbejdet for dyrt.

Desforuden skal Arbejderne selv holde sig med Værktøj, og Hakkerne lider saa meget ved at bruges paa de haarde Sten-Veje, at der er en betydelig daglig Reparationsudgift for Værktøj. En Mand kan paa en Dag skaffe 6 Favne Vej færdig, og hans Fortjeneste beløber sig i Reglen som Følge deraf ikke en Gang til 50 Øre daglig, paa egen Kost, haardt Arbejde, ofte i Regn, Kulde og Slud og med Autoriteterne som Arbejdsgiver.

Det er næsten utroligt!

Og saa hjælper Vejopsynsmanden dem, af Medlidenhed og imod sin Instruks, endda med det lettere Arbejde, som Rivning, Afridsning o. s. v. Det utrolige finder desværre ogsaa sin Forklaring i, at der paa Egnen omkring Vallø gaar flere hundrede Arbejdere ledige, og den ene er mere begærlig efter at tjene 30 Øre end den anden. Saaledes kæmper Arbejderen for at undgaa Fattigvæsenet, mens der faa Skridt fra ham sidder en Flok fine Fattiglemmer midt i en Dynge Millioner!

En epidemisk Sygdom truer atter mcd at udbryde paa de rige Godser i det sydøstlige Sjælland: Valgfeberen. Det liner med nye Valg og saa faar den hele Flok af Stifts- og Godsforvaltere det altid saa varmt med Omsorg for deres Undergivnes og Arbejderes materielle Vel og politiske Trosbekendelse. Man fortæller allerede nu ret artige Historier fra Storeheddinge og Køge Valgkredse.

Men dette er endda kun Forløberne; rykker Valgene ind paa Livet af os, saa faar Etatsraaden paa Vallø og mange med ham først rigtig travlt. Saa vandrer de fra Hus til Hus og skriver til selv den fattigste Arbejdsmand om at møde op i Storeheddinge og stemme paa Højre, selv om de til Tak kun giver ham 50 Øre om Dagen at leve for.

(Social-Demokraten 13. november 1887).

Brylluper i Randers Egnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Egnen vest for Randers skrives til "Randers Dagblad":

Efteraaret er Bryllupernes Tid. Naar Kornet er vel i Hus, og den største Travlhed er forbi, begynder Brylluperne. Om der nu er særlig Lykke ved at blive gift om Efteraaret, eller det er, fordi Folk da bedst kan faa Tid til det, eller Grunden blot er den, at to dog bedre kan modtage Vinterkulden end en, det skal jeg overlade til mere sagkyndige at afgjøre.

Her paa Egnen er det Skik, at Gaardmandsbarn har 3 Dages Bryllup, første Dag for de gamle, anden Dag for Ungdommen og tredje Dag for de gamle igjen. Et saadant Bryllup er en hel lille Begivenhed og drøftes lang Tid forud og bagefter med en Udholdended og Grundighed, der var en bedre Sag værdig.

Hver By har sin Bydemand. Det er et byrdefuldt Embede, han beklæder. En 8 Dages Tid før Bryllupet trækker han i fine Kisteklæder, tager Staven i Haand, vandrer fra Hus til Hus og siger hvert Sted: "Jeg skulde hilse saa mange Gange fra X. X. og hans Kone, om I ikke vilde være saa gode at komme hen til dem og spise Frokost paa Tirsdag kI. 9½ i det seneste og følge med til Kirken og saa tage med dem hjem og faa Suppe og Steg, Spil og Leg, kjønne Piger at danse med - Konerne ikke at forglemme!" Jo Tak, det vil man saa gjærne, og Bydemanden faar saa hvert Sted en Snaps og en Bid Brød, saa hans Gang kan jo gjerne blive lidt træls tilsidst, men det er i Reglen "sikre" Folk, man vælger til den Bestilling.

En ganske kjøn Skik er det, at alle bliver budt med, baade rige og fattige i de rige kommer, de fattige bliver i Reglen hjemme af let forstaaelige Grunde, men derfor glemmes de ikke.

Der er slet ikke billigt at komme til et saadant Bryllup. En Ting er Klæderne, der skal ses efter i Sømmene eller helt fornyes - ved en saadan Lejlighed trækker Gaardmandskonerne i Silkekjoler - en anden Ting er, at der skal gives "Faan", det vil sige: Høns, Kjød, Pølse, Smør, Æg, Fløde og Mælk, og at der skal ofres til Præst og Degn, gives Spillemandspenge, Penge til Opvarterne, og jeg véd ikke hvad. Det hele kan gjærne løbe op til 30-40 Kroner.

Naar saa endelig den store Dag oprinder, trækker man Stadsen paa, spænder for Fjedervognen og kjører hen til Brudegaarden, hvor hver Vogn modtages med Musik. Efter at Frokosten - kold Spise med Snapse og Kaffe - er sat til Livs, kjører man til Kirken med Musik i Spidsen. Den lange Vognrække med de pyntede Gjæster og de vælige Heste ser helt statelige ud. I Kirken maa Brudeparret nøje passe paa ikke at gjøre Fejl, vende eller dreje sig til en forkert Side efter gammel Skik; thi ellers faar Snakken travlt bagefter. Hjemkommen bænker man om Bordene, og Snapseglassene begynder atter flittig at vandre rundt.

"Det er den tiende i Dag", siger en, idet han tømmer sit Glas. (Det er netop den tiende i Maaneden.)

Saa bæres Suppen ind, derefter Stegen og tilsidst Vin og Kage. Retterne er altid de samme. Mellem hver Ret tager Mændene sig en Pibe Tobak. Mod Slutningen af Maaltidet, der varer 3 lange Timer, holder først Præsten en rørende Tale, og Degnen kommer saa bag efter som tyndt Øl.

Efter Maaltidet kan man nok trænge til at faa sine Ben rørte. Salen gjøres nu ryddelig i en Fart, og Dansen begynder. Første Vals danses af Opvarterne og Opvartningspigerne for at "feje" Gulvet. Derefter danser Bruden hen til Brudgommen af en af Opvarterne, og endelig danser Brudeparret under højtidelig Tavshed. Saa danser alle "Bestillingsfolkene", og nu endelig staar det enhver frit at træde Valsen.

Ud paa Natten drikkes Punsch, synges og holdes Taler. For Brudeparret udbringes der den ene Skaal efter den anden, og det faar ret sine gode Dyder at vide, baade dem, det har og ikke har, men maaske kan faa, tillige med de varmeste Lykønskninger for Fremtiden og de kjærligste Formaninger om at blive god ved "de gamle".

For hver Skaal synges der trolig: "Han skal leve!" o. s. v. Bønderne kan godt baade synge og tale. Mange, især af de unge, taler endog helt flydende, men desværre skammer nogle sig ved deres gode jydske Modersmaal og taler "fint", det vil sige, de taler, som naar en Skoledreng læser op af en Bog. Selv Højskolefolk kan man høre tale paa denne grimme, unaturlige Maade. Mærkeligt nok, at Bønderne ikke i det Stykke kan lære at staa paa egne Ben.

Efterhaanden som man drikker, bliver Synet videre, Tankerne klarere, Hjærtet varmere. Man forlader nu den snævre Familiekreds og udbringer beaandede Skaaler for Kvinden, for Fædrelandet, for Grundloven, for den fri Bondemand, ja for alt muligt i der vide Verden for ikke at glemme noget. Naar Gjæsterne i Dagningen drager hjemad kan Vejen være smal nok for somme, men noget usømmeligt sker der dog sjælden ved en saadan Lejlighed.

Det er 3 strænge Dage og Nætter for Brudeparret, især for Bruden, der næsten ikke er af Gulver. Øinene bliver lidt røde og Lemmerne noget stive tilsidst, men det er ikke saa let at bryde med gammel Sædvane. Det gaar her som altid, den ene vil ikke stikke op for den anden, selv om man ogsaa kan se det skjæve ved Sagen. Mange Steder har man dog, vistnok af Sparsommelighedshensyn, helt brudt med Skikken og holder nu kun en Dags Bryllup.

(Morgenbladet (København) 11. november 1887).

Karl Gustaf Wetterhof (1832-1887). (Efterskrift til Politivennen)

En finsk omrejsende journalist, litterat, oversætter m.m. endte sine dage på Vestre Kirkegård i København. Knap 40 år efter blev der rejst en bautasten på hans grav.

Karl Gustaf Wetterhoff (1832-1887) blev student fra Kejserliga Alexanders Universitetet i Finland i Helsinki 1852. Han deltog i den antiryska studentfesten "Tölömiddagen" på Andersdagen 1855 og samme vinter kom han uden pas til Sverige. Her arbejdede han ved forskellige aviser i Stockholm og oversatte finske folkeviser. Han studerede også ved Uppsala Universitet. Han var med i redaktionen 1859 på Nya Dagligt Allehanda. Han var redaktør på Ny Illustrerad Tidning i dets første udgivelsesår 1865, derefter korrespondent i udlandet. Han opholdt sig 1866-81 i Paris og Rom og derefter igen Stockholm, 1884-86 i Finland og 1887 i Paris.

Nogle svenske film bygger på hans værker: Lyckans gullgossar (1932), Med kärlek och solsken och sång (1948) og Kalle Karlsson från Jularbo (1952). 

Finland hørte 1809-1917 under Rusland og var på det tidspunkt et autonomt storfystendømme. Nationalismen gav sig udtryk i sproget og finske kulturelle traditioner. I 1860'erne var der stor hungersnød hvorunder 15% af befolkningen udvandrede.

Finske Tilstande. Medens der i Finland hersker formelig Begejstring over Landdagens Aabning, er der paa selve Aabningsdagen forefaldet en Begivenhed, der kaster et ejendommeligt Lys over den konstitutionelle Komedie, som for Tiden opføres i Helsingfors. Hovedpersonen i Begivenheden er en Finne ved Navn Wetterhoff, som for syv Aar siden, efterat den finske Regering havde uagtet ham Tilladelse til at flytte til Sverig, begav sig dertil uden Pas og siden har opholdt sig i Stockholm, hvor han hører til Nya dagl. Allehandas Medarbeidere. I de syv forløbne Aar har han flere Gange besøgt Finland, og for at besøge Venner og Slægtninge begav han sig ogsaa dertil den 8de September med Dampskibet "Grev Berg". Hans Pas var af den russiske Generalkonsul i Stockholm viseret for Frem- og Tilbagerejse i Løbet af 11 Dage. I Åbo lod han Passet visere og begav sig da til Helsingfors og derfra til Tavastehus.

Da han kom tilbage derfra til Helsingfors og indfandt sig med sit Pas paa Politikammeret for at faae det viseret, bad man der om at maatte beholde det i et Par Timer, fordi Gouverneuren, Baron Walléen, ønskede at see det. Det lovedes, at han skulde faae det tilbage Kl. 2, men da han kom, var Paskontoret lukket, og Kl. 3½ blev han ved et Bud, der opsøgte ham paa Hotellet, anmodet om at begive sig til Baron Walléen. Denne modtog ham meget koldt og befalede ham "efter Hs. Majestæts Ordre" strax at forføie sig til Åbo. Wetterhoff udtalte sin Forundring over, at Hs. Majestæt kjendte ham, og spurgte, om han ikke kunde faae Lov til efter sin Rejseplan at besøge nogle Paarørende i Borgå og Tavastehus. Gouverneuren lovede at "tale med Keiseren" derom og bad ham at komme igjen næste Dag. 

Da han kom igjen, var Baronen meget fortrolig imod ham og fortalte med en vis Snaksomhed, hvad Keiseren havde sagt om ham, og hvorledes han havde opnaaet hans Tilladelse til den ønskede Reise paa den Betingelse, at Wetterhoff vilde give sit Æresord paa at reise fra Helsingfors, hvor man ikke ønskede hans Nærværelse, og en bestemt Dag indtræffe i Åbo for at begive sig tilbage til Stockholm. Dette lovede han og nævnte den 17de som den Dag, da han paa Tilbagerejsen vilde passere Åbo. Han begav sig derefter til Politikammeret for at faae sit Pas, men det nægtedes ham, og han indsaae nu, at man havde villet lokke ham i Fælde. Han begav sig atter til Gouverneuren, Baron Walléen, men dennes Dør var lukket, og en Tjener indenfor erklærede, at han ingen Nøgle havde. Medens han ventede paa Trappen, kom den russiske Udenrigsminister, Fyrst Gortschakosj for at tale med Gouverneuren, men kunde eiheller komme ind; Fyrsten vilde imidlertid ind, og Wetterhoff havde den Fornøielse at yde den russiske Udenrigsminister en Haandsrækning, medens Gortschakosi krøb ind af et Vindue paa Gangen. "Et Øieblik havde jeg Ruslands Politik i mine Hænder," skriver Wetterhoff i sin Beretning i Nya dagl. Alleh ; "jeg havde kunnet styrte den i en Afgrund, mindst sex Alen dyb! Jeg gjorde det ikke - Europa tilgive mig det!" 

Kl. 3½ om Estermiddagen blev han atter kaldet til Baron Walléen, som, da han bad ham om at skaffe ham det ham forholdte Pas, reentud erklærede, at han ikke kunde faae det, og at han i Åbo vilde blive sat under Tiltale, fordi han for syv Aar siden havde begivet sig til Sverig uden Pas, uagtet denne Forseelse efter Loven præskriberedes paa 2 Aar, og uagtet der ved Keiserens Kroning var udstedt almindelig Amnesti i denne Henseende. Wetterhoff bebreidede Gouverneuren hans uridderlige Fremgangsmaade, men Følgen var blot, at Gouverneuren overfusede ham med Grovheder, fordi han var Medarbejder af det russiskfjendske svenske Blad, og tilsidst overleverede ham til en Politiofficiant "for at sættes paa Karren og under Bevogtning føres til Åbo." Imidlertid fik han Lov til under en civilklædt Politibetjents Bevogtning i Hotellet at træffe nogle Forberedelser til Reisen, og her samledes om ham en Mængde agtede Mænd, derimellem flere Medlemmer af Landdagen, som havde hørt tale om den ham overgaaede Behandling. 

Kl. 7 kom Politibetjenten og forlangte, at han skulde følge med, men Wetterhoff vægrede sig ved at adlyde, da Politibetjenten ikke kunde eller ikke vilde fremvise nogen skriftlig Ordre. Imidlertid havde endeel hæderlige Borgere henvendt sig til Gouverneuren, Generalgouverneuren, ja efter Forlydende til Keiseren selv for at udvirke en Forandring i de trufne Bestemmelser, og Alle undskyldte sig med, at det Passerede beroede paa "en Fejltagelse af det underordnede Politi". 

Den næste Dag fik Wetterhoff sit Pas tilbage, imod at han forpligtede sig til om Natten at afreise med Dampskibet fra Helsingfors, og imod at et Medlem af Senatet indestod for, at denne Forpligtelse opfyldtes. Passet var ikke viseret, men det erklæredes, at en Paategning i Helsingfors var overflødig. Wetterhoff afreiste altsaa og kom den 17de om Aftenen til Åbo. Har gik han ind i et Konditori for at nyde nogle Forfriskninger, og paa det traf han en gammel Bekjendt, Byens Politimester. Medens de talte sammen, blev Politimesteren kaldt udenfor, og da han kom tilbage, erklærede han Wetterhoff, at der var kommet telegrafist Ordre fra Helsingfors til at forhindre hans Afreise og satte ham under Tiltale som Rømningsmand. Man havde kun villet narre ham fra Helsingfors, hvor Politiets Fremgangsmaade imod ham havde vakt stort Røre, for filtrere i Åbo at kunne forfølge de russiske Hævnplaner imod Medarbeideren af det svenske Blad. 

Det lykkedes dog Wetterhoff at undkomme; hvorledes dette skete, er, siger han, indtil videre hans Hemmelighed. Formodenlig har han faaet en Baad til at føre ham til Stockholm, hvor han nu befinder sig i Sikkerhed imod de russiske Efterstræbelser og med Grund kan spotte over den Ophidselse, hvori en fredelig Bladreferent har sat det mægtige russiske Keiserhof.

(Dagbladet (København) 26. september 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Dr. phil. Karl Wetterhoff, en af Sveriges mest kundskabsrige Æsthetikere, er iforgaars efter et Par Ugers Sygeleie afgaaet ved Døden paa Frederiks Hospital. Wetterhoff var født i Finland, men maatte i sin Ungdom, for at undgår Konflikter med de russiske Autoriteter i Anledning af uforsigtige Udtalelser, gjøre en ufrivillig Reise til Sverige, som han derefter vedblev at betragte som sit Hjemland, uagtet de mildere Forhold under den nuværende russiske Keiser ikke lagde Hindringer i Veien for hans Ophold i Fødelandet, som han for ikke lang Tid siden besøgte. Hans Uafhængighedslyst tillod ham ikke at tage nogen fast Ansættelse, det være sig offenlig eller privat, men i Nabolandets literære Verden har han erhvervet sig fortjent Anerkendelse - særlig som en udmærket fin Kritiker, hvis Smag var uddannet ved grundige Studier og langvarige Ophold i Udlandet, og hvis Udtalelser altid var prægede af upartisk og uforbeholden Sandhedskjærlighed. Som Korrespondent har han været knyttet til forskjellige af Sveriges mest ansete Blade, men han var ikke meget produktiv. Han hørte til de aristokratiske Skribenter, der stille saa store Fordringer til deres Produktion, at den næsten ikke kan tilfredsstille dem selv, og efter hans egen Tilstaaelse skrev han derfor "ikke en Smule mere end høist nødvendigt", og hans Fordringer til Livet vare saa smaa, at hans Fornødenheder vare de mindst mulige. Mange af vore Romafarere vil mindes hans mægtige Personlighed, og enhver, der har gjort hans nærmere Bekjendtskab vil med Velvillie gjemme Mindet om ham som en baade fra Aandens og Hjærtets Side rigt begavet Mand. Efter at han i nogle Aar havde lidt af en tiltagende Sygelighed og tilbragt sidste Sommer ved Ronneby Bad, kom han til Kjøenhavn paa et kort Besøg men saa fik Sygdommen Magt med hans stærke Natur, og her døde han - ene, som han havde levet.

(Nationaltidende 9. november 1887).

En vandrer gennem Livet

Imorgen rejses en Mindesten paa Karl Wetterhoffs Grav paa Vestre Kirkegaard.

Det er 30 Aar siden den svensk-finske forfatter Karl Wetterhoff døde paa Frederiks Hospital, og først Imorgen rejses en Mindesten paa hans Grav paa Vestre Kirkegaard.

Her i Landet er der kun faa, der husker Karl Wetterhoff, men i Finland og i Sverige lever hans Minde, og ved Stenens Afsløring imorgen sil de finske og svenske Interparlamentariker, som for Øjeblikket er her i Byen, give Møde.

En Vandrer gennem Livet.

Der findes i M. Galschiøts Bog: "Skandinaver i Rom" en fyldig Skildring af den mærkelige, ensomme "Vandrer gennem Livet", som hed Karl Wetterhoff. I Halvfjerdserne var han et fremtrædende Medlem af den skandinaviske Koloni i Rom, hvor han daglig tilbragte mange Timer ved Stambordet i Osteriet "Thunfisken" ved Fontana-Trevi,

Han var den Gang i Fyrrerne og havde ført et bevæget Liv. Som ung Student deltog han i en antirussisk Demonstration i Helsingfors og satiriserede i en Tale over Magthaverne. Politiet havde en Spion ved Festen, og Wetterhoff maatte over Hals og Hoved flygte til Sverige for at undgaa Deportation til Sibirien.

1 den svenske Hovedstad hørte han i nogle Sæsoner til de omstridte "Løver". Han digtede, drev Journalistik og blev Medarbejder ved det konservative Blad "Nya dagl. Allehanda". I saa at sige alle de politiske Sager, der i hine Aar var fremme paa Dagsordenen, blandede han sig med Lune og Dygtighed, omend ofte med en noget kandestøberagtig Overfladiskhed.

1864 var han med til at starte "Ny lllustr. Tidning", hvis første Redaktør han blev. Men her kom han tilkort - han var for meget af en Vagabond til at kunne passe det regelmæssige, daglige Pligtarbejde.

I Rom og Paris.

Saa rejste han bort. I mange Aar havde han sit Domicil i Rom. Ofte var hans Reseourcer meget smaa, men hans skandinaviske Venner hjalp ham saa godt de kunde. Han kunde skrive og skrive godt, men det kneb med at tage sig sammen dertil. Mest holdt han af at tale, opkaste et Tvivlsspørgsmaal og sidde og vende og dreje det i Timevis. Havde han levet i Kejsertidens Rom, vilde han som en Mæcenas-Klient kunne have tilbragt en herlig Tilværelse med Samtaler i Termernes Pragtsale. Det gjorde han for eaa vidt ogsaa nu - men Togaen var en luvslidt Jakke og Pragtsalen et halvmørkt Osteri.

I Forsommeren 1874 forlod han Rom, da hans Ressourcer var helt udtømte. Sammen med Albert Price rejste han hjem til Norden. - Wetterhoff gensaa aldrig Rom.

Senere vendte han hjem til Stockholm og huggede sig igennem ved tilfældig Journalistik og en Tid som Konsulent ved "Nya Teatern", hvor han fik et kvikt Lystspil opført, i hvilket Anna Petterson (Norrie) debuterede.

En Onkel efterlod ham en Arv paa en halv Snes Tusind Mark, og nu var han ovenpaa. Han drog til Paris og genoptog sit tidligere Liv - tilbragte sine Dage med litterære og kunstneriske Studier, og sine Nætter paa kunstnerknejperne.

Døden i København.

I November 1887 kom han til København fra Sverige paa Vej til Paris. Men paa "Leopolds Hotel Garni" blev han syg af Bugvattersot. Han blev indlagt paa Frederiks Hospital og døde her faa Dage senere.

"Faa Dage efter begravede vi ham ude paa Vestre Kirkegaard" - skriver Galchiøt. Det var en raakold, trist Novemberdag. Foruden Præst og Graver var kun Albert Price og en tilfældig Kammerat fra Casino. Fru Ina Lange og jeg tilstede. Fru Lange lagde en smuk Laurbærkrans paa Kisten, det var dens eneste Prydelse."

Galschiøt plantede en hvidstammet Birk, Finland Træ, paa Graven og den voksede og blev et smukt Træ, med rank, hvid Stamme og lange nedhængende Grene. Den står der endnu, og fra imorgen vil den bøje sig over en ny og flunkende Mindesten.

Frib.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. august 1926)

Mindesten for Wetterhoff

En Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

Stenen, der blev afsløret igaar.

Den finske Litterat og Journalist Karl Wetterhoff, hvis ejendommelige levnedsløb, vi skildrede i vort Aftennumer i Mandags, døde som nævnt i 1887 paa Frederiks Hospital her i Byen og blev begravet paa Vestre Kirkegaard.

Nu - 39 Aar efter hans Død - er der paa hans Grav rejst en Mindesten, der er sendt hertil fra hans Hjemland, som han i en ung Alder maatte forlade af Frygt for at blive forvist til Sibirien, fordi han i en Tale havde satiriseret over de russiske Magthavere.

Mindestenen blev igaar afsløret i Overværelse af svenske Pressemænd fra Finland, der har deltaget i det nordiske Pressemøde i Malmø.

Blandt de Fremmødte saas bl. a. Chefredaktør for "Svenska Pressen", M.V. Haneman, Chefredaktør for "Åbo Underrättelser", Einar Holmberg, Redaktør Helmer Wahlros, Borgå, Redaktør, fhv. Rigsdagsmand, Colliander m. fl.

Viceordförande i Finlands svenske Publicistforbund, Redaktør Haneman lod Sløret for Mindestenen falde og udtalte bl. a., at det ikke var mange der for snart 40 Aar siden stod ved denne Grav, da Karl Wetterhoff jordedes, og heller ikke nu var Forsamlingen stor, men dette, at man nu rejste et synligt Minde for Wetterhoff viste, at hans Navn ikke var glemt. Han vilde tro, at Wetterhoff, der var født i Finland, arbejdede som Journalist i Sverige og døde i Danmark paa en vis Maade arbejdede for noget af det, man vilde naa frem til gennem de nordiske Pressemøder. Finlands svenske Publicistforbund havde rejst Mindestenen som et Udtryk for den Pietet og Agtelse, man følte for en Mand, der havde været besjælet af Ideer, som først saa lang Tid efter han Død begyndte at blive til Virkelighed.

Redaktør Galschiøt i Helsingør der var med ved Wetterhoffs Begravelse i 1887, var indbudt til at overvære Højtideligheden, men havde af Hensyn til sin høje Alder ikke turdet indlade sig paa Rejsen hertil.

Der blev da afsendt følgende Telegram til ham:

Svenska publicister från Finland, vilka avtäckt en bautasten Over sin landsman Karl Wetterhoff, bringa dennes trofaste danske vän sin vördsamma hyllning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1926).

Ny Carlsbergs Arbejderboliger. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Bryggeriet Ny Carlsbergs maleriske Territorium eller ganske tæt op dertil er der i Sommerens og Efteraarets Løb bleven reist en stor, smuk Bygning, indrettet til en Række Arbejderboliger.

Ordet er ikke fremmed for Hovedstaden. Arbejderboliger har nylig staaet paa Dagsordenen, og er de foreløbig gaaet ud af den, er det kun for snart at vende tilbage. Naar vore Rigsdagsmand faar deres Vilje med Hensyn til Gjenoptagelsen af saglig Forhandling, vil de finde Planer over Arbejderboliger paa deres Bord; naar den sociale Nød, "Morgenbladet" forleden pegede paa, rykker nærmere, vil der ogsaa blive Lejlighed til at høre Krav paa lyse, sunde og hyggelige Hjem for den store Arbejderbefolkning.

Man har drøftet disse Krav i Skrift og Tale, i Pjecer og Bladartikler, paa Arbejdermøder, Partierne har taget deres Stilling, en Del Avtoriteter har givet deres Besyv med, og saa er vi omtrent havnede dér, hvor vi plejer at havne, i en Kommission, et Udvalg eller lign., der med trøstig Samvittighed tænker paa de tilendebragte "Forberedelser".

Imens er der Folk, som for egen Regning har taget fat paa Opgaven og løst den paa deres Vis. Deriblandt Hr. Brygger C. Jacobsen paa Ny Carlsberg. For nogle Aar siden oprettede Hr. Jacobsen og Hustru et Arbejderlegat paa 250,000 Kr., af hvilke 150,000 Kr. og Renterne deraf med Tiden skulde anvendes til Opførelsen af Arbejderboliger og Stiftelser.

Paa denne anselige Sum blev der da for et Par Aar siden slaaet Hul, idet Legatets Styrelse, hvori Hr. Jacobsen har Sæde, opkjøbte et Jord-Areal paa 25.350 Kv.-Alen, tæt ved Bryggeriet. Kjøbesummen var 3 Kr pr. Kv.-Alen eller i alt 76,050 Kr., der skal afbetales i 20 lige store Portioner med en Portion til hver Termin.

I Sommer tog Byggearbejdet sin Begyndelse. Den grønne Jordlod blev gjennemskaaren af et Par Veje, og Grundstenen lagdes til det første Bygningskomplex, der nu er saa vidt fremskredet, at det, for Vinterkulden begynder, er bragt under Tag.

Tegning til den smukke, anselige Bygning er givet af Hr. Arkitekt Thuren, men man tager næppe fejl, hvis man i adskillige snart praktiske, snart kunstneriske Vink sporer Hr. C. Jacobsens kyndige Haand og Øie. Det er en To-Etages Bygning med 26 a 28 Lejligheder, dels paa 2, dels paa 3 Værelser. Døre og Vinduer er høje og lyse og tækkeligt anbragte, uden Stenbuer eller anden Prunk. Facaden giør i sin rene, simple Stil et kraftigt, hyggeligt og solidt Indtryk. Ved begge Gavle løfter sig et lille Taarn, slankt og nydeligt, der meget tjener til at hæve Bygningen i kunstnerisk Henseende. Ved den er ethvert spidsborgerligt Præg sløjfet og det hjemlige fastholdt. De mange Skorstene, som Førsterangs-Ventilationen har krævet, er særdeles fire, og ligeledes Taget.

Det indvendige er endnu i sin Vorden. Murere og Tømrere er her travl Virksomhed. Lejlighederne bliver som sagt paa 2 a 3 Værelser, desforuden er der Køkken og Spisekammer. Recks Ventilations-System er indført over hele Bygningen. Hver Trappegang fører ind til fire Familier. Det paatænkes at indføre Water-Klosetter, saa fremt Magistraten giver sin Tilladelse. Foran Bygningen er der Plads til en Strimmel Have.

En Sammenligning med Arbejderbyggeforeningens Boliger, der er beliggende ganske tæt ved, frembyder sig af sig selv. Saavel ved første Øjekast som ved nærmere Eftersyn vil Ny Carlsbergs Arbejderboliger vinde Prisen. Man skal lede efter noget saa ensartet trist som Arbejderbyggeforeningens Husrækker. Det er solide og vistnok vel indrettede Boliger. men flove, filisteragtige i deres ydre Snit, byggede i en grim, kasernemæssig Stil.

Hr. Brygger Jacobsen vil byde sine Arbejdere et sundt og hyggeligt Hjem, der ogsaa ved sit Ydre er i Stand til at vække smukke Indtryk. Han vil give dem en Følelse af, at det er en menneskelig Bolig, han har bygget dem, og ikke en Kaserne eller Anstalt med Kjælder og Tagkammerrum; han vil paa Forhaand opmuntre dem til at forskjønne det Indre paa samme Vis.

Bygningen vil komme til at koste ca. 110,000 Kr.. der som sagt udredes af Legatet. Som ny Gave tilføjer Hr. C. Jacobsen to smukke Bas-Relieffer, forestillende Theofilus Hansen og Küchler, der anbringes paa Bygningens Endehjørner. Vejene, som kommer til at føre forbi, bærer nemlig Navn efter de to Kunstnere.

Da ogsaa andre Veje eller Gader i det nærmestliggende Arbejderkvarter, bl. a. den Del, der hidrører fra Arbejderbyggeforeningen, er opkaldte efter danske Kunstnere, f. E. Jerichau, nar det en særdeles smuk Tanke af Hr. Brygger Jacobsen at skjænke Relieffer af de paagjældende Kunstnere til Anbringelse paa de passende Bygningshjørner. Han maatte kun betinge, at Arbejderbyggeforeningen gjorde Plads i Muren til Kunstværkerne, og herpaa strandede den gode Idé. Thi Arbejderbyggeforeningen kunde ikke ofre Kunsten saa meget Hensyn som nogle Ændringer i et Par Alen Mur.

Der vil senere blive opført én Bygning til, i hvilken der rimeligvis vil blive indrettet et fælles Badeværelse. Hvis der viser sig Trang, kan der endnu bygges en tredje, og saa er der endda god Plads paa det indkjøbte Areal til en Stiftelse eller lignende. Ved Udlejningen, der formodenlig først vil foregaa til næste Efteraar, da Bygningen saa kan være rigtig tør, vil Ny Carlsberg-Arbejdere selvfølgelig have Fortrinsret, men derefter vil forøvrigt enhver Arbejderfamilie have Adgang.

Af det ovennævnte Arbejderlegat anvendes Renten af 100,000 Kr. til Hjælp for Arbejdere af begge Kjøn, der paa Grund af Sygdom, Lemlæstelse eller Ulykkestilfælde har mistet deres Erhverv eller er komne i Gjæld. Det turde ikke være ufornødent at henlede Arbejdernes Opmærksomhed herpaa, da der ingen Sinde er Ansøgere nok til den aarlige Understøttelsessum. Det kan dog ikke være Trang, det starter paa.

Der gaar vide Rygter af Brygger C. Jacobsens Gavmildhed overfor Kunsten. Haand i Haand hermed gaar en human Virksomhed, der sidst har givet sig Udslag i vor Hovedstads smukkeste og sømmeligste Arbejderboliger.

Ingen Arbejder og Arbejderven vil fortryde en Vandring ud til Ny Carlsberg, for Planen om kjøbenhavnske Arbejderboliger atter kommer paa Dagsordenen.

(Morgenbladet (København) 4. november 1887).

Fotograf Frederik Riise (1863 - 1933): Theophilus Hansens gade. Hj. Ny Carlsberg vej. Nr. 2-10. Bygningen tilhørte Ny Carlsbergs Arbejdslegat og mange af beboerne var ansatte bryggeriarbejdere. Der er ingen tidsoplysninger tilknyttet. Kbhbilleder. Public domain. På hjørnet ses busten lavet af Julius Schultz af Theophulus Hansen (1813-1891). Det andet havde en medaljon tegnet af Chr. Tuxen af Albert Küchler (1803-1886) . 

Ny Carlsberg arbejderboliger lå på daværende Theofilus Hansens Gade (se foto). De blev nedrevet 1962). Arkitekten Christian Laurits Thuren (1846-1926) var en dansk historicistisk arkitekt. Fra 1878 var han bygningsinspektør på Frederiksberg, hvor han også er begravet på Ældre Kirkegård.

Bryggeriet Ny Carlsberg. Illustreret Tidende nr. 13, 25. december 1887.

Forfærdelige Mord paa Søen.. (Efterskrift til Politivennen)

Skibet findes

I Forgaars Eftermiddag, da Dampskibet "Morsø" befandt sig mellem Bornholm og Sandhammeren bemærkede den vagthavende Officeren tremastet Skonnert, der drev i Søen, tilsyneladende uden Styr. Dampskibet holdt strax ned paa Skonnerten, og da man var kommet den nær nok, sattes en Baad ud, der roede om Bord i det tilsyneladende herreløse Skib. Et grueligt Syn viste sig, da man kom op paa Dækket. Overalt laa levret Blod i store Klumper, og i et Sejl ovenpaa Kahytten laa en bunden Mand. Han var blodig fra øverst til nederst; i Hovedet havde han et gabende Saar. Ved nærmere Eftersøgen fandt man ogsaa Skonnertens Styrmand haardt saaret. omtrent bevidstløs. Flere Mennesker fandtes ikke om Bord. Styrmanden fortalte, at den bundne Mand havde dræbt Kaptejnen og 5 Mand af Besætningen.

Den myrdede Kaptejn Behrsing. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

Kaptejnen paa "Morsø" satte strax 4 Mand af sin Besætning om Bord i Skonnerten, hvis Navn var "Johannes", og tog den paa Slæb hertil. I Gaar Middags ankom de to Skibe her til Ydrerheden, hvor Skonnerten kastede Anker med Flaget paa halv Stang paa Stortoppen, medens "Morsø" løb ind i Havnen og meldte det passerede. Politiassistent Smit med en Overbetjent og noget Havnepoliti gik strax om Bord.

Stormand og Morder landsættes.

Saa snart Politiet var kommet om Bord, overtog Havnepolitiet Kommandoen i Skonnerten, medens Politiassistent Smit tog Styrmanden og den bagbundne Mand, der af Styrmanden sigtedes for 6-dobbeIt Mord, med i Land.

Beretningen om det forfærdelige Drama, der havde fundet Sted paa Søen, var gjennem "Morsø"s Besætning hurtigt bleven bekjendt ved Havnen og havde vakt almindelig Bestyrtelse. Saa snart Dampbaaden "Stærkodder" med Politiet om Bord var gaaet ud til Skonnerten, hvor den rædselsfulde Begivenhed, om hvillen nu de vildeste Rygter krydsede Luften, havde fundet Sted, samlede der sig paa Toldboden en stor Menneskeskare, der afventede "Stærkodder"s Tilbagekomst. Man haabede at faa et Glimt af Styrmanden og den gruelige Forbryder at se. Den ventende Mængde blev dog skuffet; "Stærkodder" løb til dens store Ærgrelse forbi Toldboden cg landsatte de to Mænd fra Skonnerten samt Politiet ved Larsens Plads, hvor der ikke var samlet ret mange nysgjerrige. De to saarede blev strax i en Droske kørte til Frederiks Hospital, hvor de blev forbundne, og hvor der optoges foreløbigt Forhør.

Styrmandens forklaring

Det var Natten mellem Mandag og Tirsdag omtrent Kl. 3, at det rasende Menneske udførte sit Forehavende. Han stod selv til Rors, to Mand af Besætningen var forude og Kaptejnen agterude.

Pludselig bibringer Rorgængeren Kaptejnen et frygteligt Hug i Hovedet med en Øxe, saa denne styrter død om paa Stedet. Morderen kaster Liget over Bord og lister sig forud, hvor de to af Mandskabet befandt sig. Disse dræber han ligeledes med Øxehug og kaster Ligene i Havet. Derpaa gaar han ned i Folkenes Lukaf, hvor 3 Mand af Besætningen laa og sov; ogsaa de maatte opgive Aanden under Morderens Øxe.

Nu var kun Styrmanden tilbage; denne, der er en meget kraftig Mand. spærrede Uhyret inde i hans Lukaf og søgte saa gjennem Skylight et at dræbe ham med et paa en Baadshage anbragt spidst Jærn; dette mislykkedes dog, men ikke uden at Styrmanden havde modtaget alvorlige Saar.

Morderen lagde nu den Plan at brænde Styrmanden. I den Hensigt hældte han Petroleum ned i Lukafet gjennem Skylightet og søgte at faa det antændt med en Lunte; men ogsaa dette djævelske Anslag mislykkedes.

Agterdækket af Skibet med Folkelukafet og Kahytten. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Der var ikke spor af blod i selve folkelukafet, men udenfor. Hvilket tydede på at de var blevet dræbt der.

Efter overmenneskelige Anstrængelser var det nu lykkedes styrmanden at sprænge Kahytsdøren, og til Trods for sine Saar gav han sig i en rasende Kamp med Morderen, hvem han angreb, bevæbnet med en Haandspage. Endelig tumler Umennesket om paa Dækket, et Slag i Hovedet af Vaandspagen havde berøvet ham Bevidstheden. Styrmanden har endnu Kraft til at binde ham, saa taber ogsaa han Bevidstheden. I denne Tilstand var det, at Mandstabel fra "Morsø" traf Besætningen om Bord i "Johannes".

Morderen.

Det er en sortsmudset, skummelt udseende Person; da han kom i Land, saa han skrækkelig ud, tilsølet som han var af sit eget og sine Ofres Blod. Paa Frederiks Hospital blev han forbunden, og man søgte at faa en Forklaring ud af ham, men det var forgiæves; han taler kun Russisk.

Saa mart han var forbunden, blev han under stærk Bevogtning ført til Kommunehospitalet, hvor han nu opholder sig som Arrestant. Han har faaet foreløbig Plads i et Eneværelse, hvor han bevogtes af en  Betjent. I Aftes var han forholdsvis rolig. Formodenlig vil han blive indlagt til Observation paa 6te Afdeling, Sindssyge-Afdelingen. Den Omstændighed, at han har søgt at tilegne sig de om Bord i Skibet værende Værdigjenstande, synes dog at tyde paa alt andet, end at Manden er gal. Naar man faar fat i en russisk Tolk, vil han naturligvis blive nærmere forhørt.

Morderen Jan Umb paa Kommunehospitalet. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Han var indlagt på værelse XX, porten til venstre. Smits forhør den 20. oktober førte ikke til noget, heller ikke med russiske opdagere. Muligvis forstod han kun lettisk. Han var iført spændetrøje på hospitalet og tilstod få dage efter. I slutningen af december 1887 ankom han til Liepaja i Letland for at blive henrettet..

Den flydende Morderhule kommer i »avn

Forst Kl. 4½ i kom Skonnerten "Johannes" ind i Havnen. Den fortøjedes ved Strømpælene ud for Larsens Plads. Ude fra Ydrerheden blev den slæbt ind af Bugserdamperen "Dan". Mærkeligt nok var Flaget paa Skonnerten nu højst paa hel Stang. Ganske langsomt kom "Dan" slæbende med Skibet, en smuk tremastet Skonnert, sortmalet fra Lønning til Vandgang, smukkere udhalet, end de finske Træslæbere plejer at være. "Johannes" var ladet med Tømmer og paa Rejsen fra Riga til Gransmouth. Langs Bolværkerne stod en Mængde Mennesker og iagttog Skibet. Beretningerne om det skrækkelige, der var sket om Bord, blev vildere og vildere, enhver, der fortalte dem igjen, lagde selv lidt til. I Mængdens Fantasi lagde der sig en Taage af Bloddampe om Skibets sorte Skrog saa kastede Slæberen Trossen los. og Skonnerten fortøjedes mellem Pælene.

Skonnerten fortøjet i Havnen. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

Et blodigt Skue.

Saasnart Skonnerten .Johannes' var fortøjet, gik "Morgenbladet"s Referent om Bord. Det forfærdelige Skue, Skibet afgav, kan næppe tænkes, langt mindre beskrives. Dækslasten var fra For til Agter som gjennemtrukket med Blod, de værste Blodpøle var skaffede bort, og Tjære smurt paa Pletterne; rundt omkring gled man i Tjære og levret Blod. Henne ved Rattet saa der forfærdeligt ud; her er det den ulykkelige Kaptejn har maattet lade Livet. Selve Rattet er oversprøjtet med hans Blod, og paa den Side, hvor Umennesket har kastet hans Lig over Bord, er den hvidmalede Skanseklædning rødfarvet fra øverst til nederst af den myrdedes Blod.

Agterdelen af Skibet med Rattet, Klosettet og Indgangen til Kaptajnens Kahyt. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887.

I Kaptejnens Kahyt ser der forfærdeligt ud; her er det, at Styrmanden har kæmpet den sidste Kamp med Morderen, hvilken Kamp endelig førte til, at han blev overmandet.

Bøger, Stole, Instrumenter, Gangklæder og Skibskister ligger i et Kaos. Skylightet er sønderslaaet, gjennem dette har Morderen søgt at dræbe Styrmanden med en Kniv, bunden paa en lang Stang.

Ned gjennem det sønderslaaede Skylight hænger en Lunte af Værk, gennemvædet med Petroleum. Med denne har Morderen forsøgt at stikke Ild paa Kahytten, for at indebrænde Styrmanden. Paa Gulvet flyder Blod og Petroleum mellem hinanden i et ubeskrivelig væmmeligt Ælte.

Blod, Blod og atter Blod. forude, midtskibs og agter: rædselsfuldt, ubeskriveligt har det Drama været, som her er foregaaet i den mørke Nat. En rasende Mand dræbende for Fode sovende og vaagne uden Vidner. Den eneste overlevende, Styrmanden, saa intet, for han selv blev overfaldet og laaset inde i Kahytten. Alle Ligene har Umennesket kastet over Bord. Tilsidst var han den eneste levende paa Dækket, han og Skibshunden, en nydelig Setter, der uden at kunne hjælpe har set sin Herre blive myrdet. Det var rørende at se, hvor den i Gaar gjennemsøgte Skibet for at finde ham; den forsmaaede de Lækkerbidskener, Skibets midtertidige Besætning bød den.

Mordvaabnene og Styrmandens Kølle. - Det Indre af Kaptejnens Kahyt og hans Soverum. Illustreret Tidende nr. 5, 30. oktober 1887. Skylightet havde ikke blodspor, så styrmandens forklaring om at han havde undsluppet gennem det, var tvivlsomt, ligesom at han skulle have sovet i kaptajnens køje. Styrmanden bekræftede ved et senere forhør at han havde ligget i sit eget kammer (se Morgenbladet 23. oktober 1887). 

Det Syn, der viste sig for de besøgende om Bord i Skonnerten "Johannes", vil sent glemmes. Nu har Havnepolitiet indtil videre taget den i sin Varetægt, indtil Rhederiet har skaffet Mandskab til at føre den til sit Bestemmelsessted. Der vil altid komme til at hvile noget rædselsfuldt over Skonnerten, der har været Skueplads for saa skrækkeligt et Optrin. Naar i Fremtiden Nattevagten gaar langs Dækket, vil hans letbevægelige Sømandsfantasi sikkert ofte faa ham til at fare sammen; han vil tro at høre de myrdedes Skrig hvine gjennem Tovværket; Bølgernes Slag mod Bougen vil for ham være Plasket fra de afsjælede Kroppe, der kastes i Søen.

Paa Politistationen.

Politistationen i St. Kongensgade var i Aftes belejret af Reportere, men ingen af dem var saa heldig at træffe Assistent Smit "hjemme". Hr. Smit var dog paa Stationen hele Aftenen, men han var saa optaget af at forsatte Rapport over Mordsagen, at han ikke vilde forstyrres af Reporterne. Efter at han var bleven nægtet hjemme 3 Gange for "Morgenbladet"s Reporter. var Assistenten tilsidst saa uheldig at løbe lige i Armene paa ham, men Hr. Smits Klager rørte ham, saa han atter lod ham slippe; lige siden Kl. 12 i Gaar Middags, sagde den overanstrængte Mand, havde han været beskæftiget med Mordsagen, og før Kl. 1-2 i Dag blev han ikke færdig. I Øjeblikket skulde han netop til at maale Længden og Bredden af den Baadshage, Morderen havde benyttet; dette skulde være et særligt vigtigt Moment i Sagen. Saa meget fik han i Skyndingen sagt, at Morderen talte Russisk, og det Sprog forstod Hr. Smit ikke, samt at Lægerne paa Frederiks Hospital er i Tvivl om, hvor vidt Styrmanden kan overleve sine Saar.

(Morgenbladet (København) 20. oktober 1887).

Jan Umb var kommet ombord ca. 8 dage før og forklarede at han var blevet pint og plaget af de andre, bl.a. havde han fået den nihalede kat samt slået i ansigtet af kaptajnen. Aviserne bragte i de følgende uger mange artikler der dog kun i mindre detaljer justerede ovenstående fremstilling. Tegningerne fra Illustreret Tidende er indflettet i Morgenbladets artikel.