"Colosseum". (Efterskrift til Politivennen)

 Colosseum

Det nye Films-Palæ paa Nørrebro, der indviedes i Aftes.

Ved en lille Højtidelighed indviedes i Aftes det nye, store Biografteater paa Jagtvejen, "Colosseum" hvis Direktører bliver de to Bevillingshavere C. E. Jensen og Jacob Jacobsen.

Vi har tidligere omtalt Teatret, der er paa Størrelse med Aladdin-Teatret paa Amager og som nogenlunde svarer til dette i moderne Indretning. I Facaden ud mod Jagtvejen, ganske tæt ved Nørrebros Runddel, har det kun Billetkontor og Indgang. Selve Teatret er rejst paa en Baggrund, hvor før var Tømmerplads, og den rigelige Plads har tilladt den største Hensigtsmæssighed ved Opførelsen af Tilskuerrummet.

I Aftes beundrede en indbudt Kreds med mange af vor Filmsverdens bedste Navne dette Tilskuerrum, der er præget af Stil og Smag, er holdt i diskrete Farver og oplyset af yderst pyntelige Lamper. Man fandt, At Nørrebro med dette ny Teater har faaet sin egen elegante Stor-Biograf, ligesom Amager har faaet sin i Aladdin-Teatret, og man lykønskede paa Kvarterets Vegne de to Direktører til den smukke Bygning, der tilfredsstiller alle Tidens Krav.

De indbudte overværede Fremførelsen af den Film, hvormed Tearet aabner for Publikum 2. Juledag. Det er et amerikansk Folkeskuespil med Titlen "Signaltaarnet", fuld af Spænding og Underholdning. Med sine stærkt bevægede Scener, hvoraf mange er dramatisk gribende, hører det til de bedste af Slagsen og udgør en udmærket Juleforestilling, der nok vil samle Publikum.

Men foreløbigt behøver "Colosseum" vist ikke at gøre sig store Anstrengelser for at trække Nørrebro'erne til Huse. Alle skal ind og se, hvorledes det dejlige, nye Film-Palæ tager sig ud, og alle vil sikkert beundre det.

(Social-Demokraten 24. december 1924).

Colosseum lå Jagtvej 67, ved siden af Folkets Hus, det senere Ungdomshuset som nu er nedrevet. Lokalet var tegnet af arkitekt Ludvig Jacobsen. Der var plads til 1.000 tilskuere, og den ledsagende musik til filmen skal have været et førsteklasses orkester, det var et 10 mands orkester under ledelse af kapelmester Leo Sørensen. Kun Paladsteatret var større. Kinopalæet rummede 900 mennesker, Aladdin-Teatret 800. Der var to forestillinger om aftenen: Kl. 7 og kl. 9. Salen blev også brugt til foredrag, fx holdt Peter Freuchen et 11. april 1925.

Jagtvej 67. Den tomme plads til højre rummede Jagtvej 69. Da den blev nedrevet, kom biografen til syne. Her set fra Metro Nørrebros Runddel. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

"Signaltaarnet" handlede om en signalmand på en bjergstation og hans familie. I hovedrollerne var Virginia Valli og Wallace Beery. Af film gennem tyverne kan nævnes: "Klokkeren fra Notre Dame" (april 1925), "Charlies Tante" (oktober 1925), "Operaens Hemmelighed" (marts 1926), "Fristerinden" (Greta Garbo og Antonio Moreno, maj 1927)

I 1929 anskaffede biografen et lydfilmanlæg som for første gang blev afprøvet i marts 1929. Under 2. verdenskrig blev den saboteret, da den blev tvunget til at vise film for værnemagten. Den lukkede i 1983, hvor den var blevet pornobiograf. Bygningen brændte 1986 og overtaget af Aldi.

Julepakkerne sendes afsted. (Efterskrift til Politivennen).

Julepakkerne indlades ved Central Postgaarden.

Hvilke uanede Herligheder rummer ikke Togenes Pakvogne i disse Dage! Hvor megen Glæde vil disse Vognes Indhold ikke sprede, naar Julelysene tændes Onsdag Aften. Hovedstaden er det Kildevæld, hvorfra Gaverne strømmer ud over hele Landet, og det er vel nok i Bevidstheden herom, at den overvældende Travlhed, der nu hersker Døgnet igennem nede paa Godsbaneterrænet ved Centralpostgaarden, tages med godt Humør af Personalet, der maa slide i det som Ingen anden Tid paa Aaret. Og alt Banernes Godsvognsmateriel er i Brug. Selv de fornemme Kølevogne, over hvis Benyttelse der ellers vaages med den største Omhyggelighed, maa gaa i Julens Tjeneste som almindelige Pakvogne.

Og naturligvis! Alle Hensyn maa vige, naar det gælder at faa Julegaverne ud i rette Tid.

(Aftenbladet (København) 20. december 1924).

Foto fra Aftenbladet (København) 22. december 1924 som viser hvordan pakker fra provinsen ankommer til København og postvæsnet må indkalde flyttevogne til hjælp.

Skandale i Opdagelsespolitiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 2. april 1924 afholdt Dansk Kriminalpolitiforenings 1. kreds et møde i anledning af sagen mod opdageren Plougholt (se sagen om Plougholt andetsteds på denne blog). Her blev vedtaget en resolution som protesterede imod den uensartede anvendelse af straffeloven. Bl.a. at "personer af andre samfundslag trods tilståelse og åbenlys skyld i grovere tilfælde helt har kunnet undgå arrestation, offentligt forhør, dagens fremdragen i pressen, påtale og straf." Skylden måtte lægges på afdelingens leder, Tage-Jensen. Dette svækkede kriminalpolitiets anseelse i befolkningen. Politidirektør Dybdal kritiserede denne resolution.

Skandalen indenfor Opdagelsespolitiet.

Justitsministerens opsigtvækkende Afskedigelse.

De ulovlige Protokoller.

Den Afskedigede som Politimand og Menneske

Justitsminister Steinckes Afskedigelse af Politiinspektør Tage-Jensen har givet et Indblik i vort Opdagerkorps' Arbejsmetoder, et Indblik, der ikke ligefrem kan kaldes smigrende.

Politiinspektør Tage-Jensen, der blev ofret paa de hemmelige Protokollers Alter.

Vi lever i en Tid med Sensationer af en højst beklagelig Art. Forleden blev Biskop Bast arresteret, og nu viser det sig, at der i Opdagelsespolitiet har indsneget sig en højst uheldig Ulighedens Aand, endda i dets øverste Ledelse. Justitsministeren har igaar udsendt en Redegørelse, som tilfulde viser det.

Kimen til den foretagne Undersøgelse ligger i Sagen mod Opdageren Plougholt, der blev arresteret i Anledning af en Sigtelse for Sædelighedsforbrydelse. Dansk Kriminalpolitiforenings 1ste Kreds protesterede mod den Behandling, der blev ham til Del, i Modsætning til den, som var overgaaet andre - underforstaaet af mere velsituerede Samfundsklasser.

Vagtmester Andreas Hansens Angreb.

Politidirektøren søgte at svække Resolutionen, i hvilken Anledning Vagtmester Andreas Hansen i sin Organisations Blad henledte Opmærksomheden paa, at der fandtes en saakaldt P. D. C.-Protokol, som skulde kunne bevise den aabenbare Forskellighed, hvormed Sagerne blev behandlede.

Efter dennes Artikels Fremkomst beordrede Justitsministeren Undersøgelse. Det viste sig, at der fandtes to hemmelige Protokoller: P. D. A.- og P. D. C.-Protokollerne. Forskellen mellem dem bestod blot i, om de for Straf fritagne Personer havde tilstaaet eller ej.

Efter den nye Retsplejelovs Ikrafttræden indskrænkedes Brugen af disse Protokoller betydeligt. Fra 1919 til 1924 findes der i P. D. C.-Protokollen saaledes kun 40 Tilfælde, medens der alene for Aaret 1904 findes 63.

En ulovlig Fremgangsmaade.

Justitsministeren finder, at mange af de henlagte Sager burde være forelagt Statsadvokaten eller endog Rigsadvokaten. Fremgangsmaaden betegnes som ulovlig, men forstaaelig i den første vanskelige Overgangstid til Retsplejeloven. Derimod er det ganske utilstedeligt, naar Politidirektøren har villet fortsætte denne Fremgangsmaade, hvortil han ingen Sanktion havde.

I nogle Tilfælde er der endda gaaet saa skødesløst til Værks, at der har fundet en telefonisk Konference Sted mellem Statsadvokat Gammeltoft og Politiinspektør Tage-Jensen. Ansvaret maa dog i første Række paahvile den  sidstnævnte.

Graverende Henlæggelser.

De omtalte hemmelige Protokoller vil for Fremtiden ophøre at eksistere.

I flere Tilfælde, konstaterer Justitsministeren, har Henlæggelserne været aldeles uforsvarlige, ja, graverende. I denne Forbindelse nævnes 7 Tilfælde, som alle er passeret under Politiinspektør Tage-Jensen. En Skuespiller ved et større Teater havde vist grov Uterlighed, en 23-aarig Dame, Datter af to kendte Personer, havde begaaet Tyveri i et Hjem, en Broder til en Politiassistent havde vist Uterlighed overfor tre Drenge, en Søn af en Dommer havde begaaet Bedragerier og Pensionatstyverier, en Bankassistent, Søn af en Oberst, havde stjaalet for 1300 Kr. Frimærker, en Datter af en Kontorchef havde bedraget et Stormagasin for 350 Kr., og endelig havde en Tjenestepige bedraget sit Herskab og opdigtet en Tyverianmeldelse. Alle disse Personer, som var prædestineret til Straf, var paa Grund af deres gode Forbindelser sluppet fri. Det udtales i Erklæringen, at i nogle af Tilfældene vilde Sagerne end ikke kunne være henlagt af Rigsadvokaten.

Tage-Jensen faar følgende Salut: Han har i sin Egenskab af Chef for Opdagelsespolitiet udvist en saadan Forsømmelighed eller Skødesløshed i Embedsførelsen, baade i formel og reel Henseende, at man ikke kan anse det for rigtigt, at han indtager en ledende Stilling indenfor Politietaten, hvorfor han vil blive opsagt til Fratræden med sædvanligt Varsel.

Ogsaa Politiinspektør Hakon Jørgensen faar et lille Hib. For hans Vedkommende er der dog kun Tale om en enkelt Sag. En Lagerekspedient havde bestjaalet sit Firma for 3000 Kr. Firmaet anmeldte ikke Tyveriet og ønskede hverken Straf eller Erstatning. Ikke desto mindre betalte Sigtedes Fader Erstatning, hvorfor Sagen blev henlagt. Afgørelsen bliver kritiseret, men ikke fordømt.

Lægen, der slap for Tiltale.

End ikke Rigsadvokaten gaar helt Ram forbi. En Læge havde begaaet Uterlighed overfor nogle Drenge. Erklæringerne angaaende hans mentale Tilstand kunde tyde paa, at han ikke var helt normal, og da han tilmed vilde udvandre, blev Tiltalen mod ham frafaldet. Ministeriet mener, at Rigsadvokaten i dette Tilfælde burde have spurgt det til Raads.

At Vagtmester Andreas Hansen i sin Egenskab af Formand for Kriminalpolitiet har følt sig kaldet til at optræde i denne Sag, finder Ministeriet rimeligt, derimod har hans Klagers Form været af en saadan Beskaffenhed, at det er uforeneligt med Orden og Disciplin indenfor enhver Etat. Han modtager derfor en skarp Misbilligelse.

Politiinspektør Tage-Jensen som Opdager og Menneske.

Da Politiinspektør Tage-Jensen for et lille Aarstid siden blev forflyttet fra Stillingen som Opdagelsespolitiets Chef til den mere tilbagetrukne Post som Leder af den saakaldt Opdager-Skole, var det et meget haardt Slag for ham. Som det vil erindres, skete Forflyttelsen paa Grund af hans Deltagelse i Februar-Kontoen.

Man kan om den afskedigede Politiinspektør sige, at han var den fødte Opdager. Han levede og aandede for Opklarelsen af Forbrydelser, han var ikke alene Embedsmand paa det Omraade, han var Sportsmand.

Selv om der maa ske nok var en Del Bluff ved ham - han kunde spille herligt for Galeriet - saa kan ingen frakende ham en udpræget Dygtighed, han var heller ikke opdraget til sin Gerning paa et Kontor, men ude i Marken. Han havde en omhyggelig Træning som Opdager, inden han satte sig paa Inspektørstolen.

Hval han manglede, var Ligevægt. Han kom derfor heller aldrig rigtig i Kontakt med sine Undergivne. Ja, han skabte uden at ville det ikke saa lidt Had rundt øm sig. De gamle Politimænd kunde ikke rigtigt finde sig i den unge, lunefulde Mand. Det var ikke blide Ord, der ofte faldt bag hans Ryg.

Mellem Pressen og Hr. Tage- Jensen bestod der et eget usikkert Forhold. Han yndede at mystificere. Da Professor Nikolaj under Krigen deserterede fra Tyskland i en Flyvemaskine og landede her i Byen, blev han sat under Bevogtning af Politiet. Journalisterne vilde naturligvis gerne tale med Professoren, og der udviklede sig nu en Kispus-Leg, som morede Tage- Jensen utroligt. Han fandt paa alle mulige, ofte temmelig barnlige Fif for at forsvare sit Bytte mød Pressen.

Alle Domhusets Krinkelgange blev benyttede. Det sidste Tric var Benyttelsen af den næsten forglemte Port ud mod Frederiksberggade

En Tid var Politiinspektørens slanke, elegante Skikkelse en hyppig Fremtoning i Selskabslivet. Det var navnlig under Krigen. I de sidste Aar har han levet meget tilbagetrukket.

Tage-Jensen er endnu en ung Mand. Han er født i 1885. Siden 1910 har han været knyttet til Opdagelsespolitiet, hvor han straks efter sin Debut blev "opdaget" af daværende Inspektør Henrik Madsen, som meget hurtigt lærte at sætte Pris paa hans Evner, og som ogsaa fremskyndede hans Karriere, saa at han kunde blive hans Efterfølger.

Det er beklageligt, at Hr. Tage-Jensen skal ud af Politivirksomheden, for hvilken han har saa gode Betingelser, og ingen beklager det sikkert mere end han selv. Havde han mindre Tilknytning til det gode Selskab end han har, saa vilde han sikkert fremtidig være Privatdetektiv - blot for Sportens Skyld.

(B. T. 12. december 1924).

Sigurd Tage-Jensen overvågede under og efter 1. verdenskrig den yderste venstrefløj: Kommunistpartiet og Danmarks venstresocialistiske Parti. Han arbejdede efter sin afsked fra politiet som privat rådgiver for private virksomheder.

Biskop Anton Bast. (Efterskrift til Politivennen)

 Biskop Basts Anholdelse.

Alle hans Forhold skal nu kriminelt undersøges.

Han vandrede rolig og med oprejst Pande ind i Arresten.

Husundersøgelse paa Biskoppens Kontor i Aftes.

En Vognladning Papirer bragt op paa Domhuset.

Biskop Anton Bast.

Som en Bombe slog Efterretningen om Biskop Anton Bast s Anholdelse i Aftes ned i Byen og spredtes lynsnart fra det Centrum, Politigaarden i dette Tilfælde var, til Stadens fjærneste Kroge, baaret paa Rygtets rappe Vinger, saaledes som det altid gaar med Sensationen.

Og Biskoppens Anholdelse vel nok siges at staa højt paa Rangstigen som Sensation. Det er den store Julebegivenhed, man traditionsmæssigt véd, skal komme hvert Aar i December Maaned, naar den store Højtid rykker os ind paa Livet, og som i Reglen er et Mord af en særlig uhyggelig og dramatisk Art, et Kæmpetyveri eller lign.

Tusinder af Mennesker vil der vel nok findes, der nu afleverer den sædvanlige Replik: "Det vidste vi nok" - "Det har vi været klare over længe"! Og sikkert er det naturligvis, at der er mange Mennesker, som slet ikke har sig beroliget ved den Betænkning der for et Par Maaneder siden blev udsendt af den civile Kommission, som nedsattes paa Bølgerne af den Bevægelse indenfor Centralmissionens og Jerusalemskirkens Kreds hvis oprindelige Udsprang gaar saa langt tilbage som til den her i "Aftenbladet" i sin Tid indgaaende skildrede Kontravers mellem Kirkens Præst, Pastor Ingerslev, og de to tungetalende Damer, Frkn. Adils og Holzig.

Affærens Oprindelse.

Biskop Bast tog Parti for de to Damer, han lagde sin stærke Haand og sin Autoritet i Vægtskaalen imod Præsten, og Resultatet blev, at Pastor Ingerslev suspenderedes, medens Tungetalerne triumferede.

Dog - det var en Pyrrhus-Sejr Anton Bast vandt derved. Hans Modstandere samledes imod ham og den Kritik og slumrende Misfornøjelse, der altid mudrer under en enevældig Hersker og Administrator, rejste Hovedet til et aabenlyst Angreb, og da først og fremmest til Kravet om en Undersøgelse af Biskoppens Administration af de store Pengemidler, der mellem Aar og Dag er gaaet gennem hans Hænder.

Længe stod Biskop Bast for Skud, tilsyneladende uden at vakle og uden at rokkes i sin Selvtillid og i sin Tro paa sig selv og sin egen Retfærdighed. Men sidst blev Angrebene saa voldsomme, at han - vel i et Slags Desperation - stod frem og krævede det ikke ukendte Tilslørelses- og Forplumringsmiddel, der hedder "en Kommission", - en Kommission, hvis Medlemmer: Overretssagfører Byrdal, Skoleinspektør Arnvig og Journalist Ravn-Jensen, der udvalgtes af Justitsministeren, sikkert mødte med den ærligste Vilje til deres Gerning men som forud var saa stærkt handicappede ved deres Mangel paa Autoritet og Myndighed, at de næsten med Sikkerhed kunde spaas at Resultatet maatte blive netop saa svævende og intetsigende, som det blev.

Offentligheden beroligedes ikke gennem Kommissionens Beretning og end mindre ved Justitsministerens Vedføjelse om, at han "Ikke fandt Anledning til af foretage videre i Sagen"- Biskop Basts Modstandere fortsatte deres Arbejde imod ham upaavirkede af denne Afgørelse og ligeledes af den Kendsgerning, at Biskoppen vendte hjem fra den store Metodistkongres i Amerika med en Tillidserklæring i Lommen og en, i hvert Fald tilsyneladende udtømmende. Godkendelse af sin biskoppelige Administration og hele sit Forhold.

Begæring om kriminel Undersøgelse

Allerede i Begyndelsen af Oktober rettede en Kreds af Jerusalemskirkens Menigheds Medlemmer en direkte Anmodning til Justitsminister Steincke om at faa Biskoppens Forhold gjort til Genstand for en rigtig, en retslig, en kriminel Undersøgelse. I første Omgang afviste Justitsministeren Anmodningen, idet han fandt Sigtelserne for svagt underbyggede med Realiteter. Han henviste iøvrigt Klagerne til Statsadvokaten. Og her har de senere fundet saa meget Øre, at denne satte Politiet i Gang med en Undersøgelse.

Det blev Bedragerieksperten Overvagtmester Balle, der kom til at foretage den første Afhøring af Bast. Men da denne som sædvanlig stillede sig stejlt afvisende sendtes Sagen til Politiassessor Stamm i 15. Undersøgelseskammer, der har behandlet saa mange celebre og indviklede Sager før.

I Løbet af de sidste Par Dage har Politiassessoren ved Gennemgang af Sagens Akter og Bilag og ved Afhøring af Klagerne samlet saa meget Materiale, at han ved Henvendelse til Dommer Pihl i Byrettens 1. Afdeling fik udstedt en Anholdelsesordre mod Biskoppen.

Anholdelsen og Ransagningen paa Biskoppens Kontor.

Kl. 4 i Gaar Eftermiddags køn derefter Overvagtmester Balle og Overbetjent Gram sammen med de to unge Opdagere Møller og Frederiksen ud i Stokhusgade til Bast's Privatkontor. Balle og Gram blev af Kontorets Damer vist ind i Biskoppens Privatkontor bagved, hvor de traf ham selv siddende ved Skrivebordet.

De to Politimænd præsenterede sig og oplæste derefter Dommerkendelsen om, at han vilde være at anholde, idet de anmodede ham om at gøre sig rede til at følge med!

Anton Bast sank et Øjeblik sammen i Skrivebordstolen som ramt af et Chock ved den forfærdende Meddelelse. Men et Sekund efter havde han atter det fulde Herredømme over sig selv. Han rankede sin stærke Skikkelse, rejste sig, tog sit Overtøj paa og erklærede sig "parat"

Under Bevogtning af de to uden for ventende Opdagere Møller og Frederiksen blev Bast i en Bildroske kørt ud til Politigaarden, medens Gram og Balle blev tilbage paa Kontoret for - ligeledes i Henhold til Dommerkendelsen - at foretage en Ransagning af dette og beslaglægge eventuelle Bevisligheder.

Ransagningen strakte sig over fulde fire Timer. Og først ved HaIvnitiden forlod de to Politimænd Kontoret medførende en hel Bil fuld af Papirer og Dokumenter til Brug for den retlige Undersøgelse.

Da Arrestcellens Dør lukkede sig etter ham.

Fra jydsk Hjorddreng til nordisk Biskop.

Ude i Politigaarden havde Politiassessor Stamm imidlertid taget Biskoppen for sig til Afhøring. Han gennemgik i Løbet at nogle Timer en Del af de fremkomne Sigtelser men kom iøvrigt ikke ind paa Detailler, idet Bast indtog sit sædvanlige Standpunkt at afvise alt med en forbavset Rysten paa Hovedet. Ved Titiden blev Bast gennem Politigaarden Cirkelgang ført over i Arresten, ledsaget af de to Opdagere. Han gik rank og rolig ind i Cellen og hørte tilsyneladende upaavirket Døren smække i bag sig - havde ganske aabenbart allerede i dette det første forfærdelige Øjeblik hvor han fra enevældig Biskop var forvandlet til almindelig Varetægtsfange, gjort sig klar til Kamp for sin Frihed, sit Liv, sin Eksistens. Kun laa der ligesom en Taage over hans ellers saa stærke Øjne, og kan hænde, han i denne Stund som i en Vision saa sit Liv jage sig forbi i Erindringen - saa sig selv som den lille fattige jydske Hjorddreng, derovre ved Løkken hvor han er født som Søn af en Maler, og videre hans Vandring op ad Lykkens og Magtens Stige, til han naaede den høje Post som Biskop for de metodistiske Menigheder i hele Norden med et pragtfuldt, næsten rigt Hjem derude ved Siden af den genrejste Jerusalemskirke og en Villa paa 30 Værelser ude ved Birkerød - indtil nu i denne Skæbnetime, da alt var brudt sammen, og han sad spærret inde mellem Cellens fire hvide Vægge, sigtet, som det hedder i Dommerkendelsen, for omfattende Bedragerier.

Endnu vides der intet som helst officielt om, i Henhold til hvilke specielle Sigtelser, Anholdelsen er sket. Men det tør sikkert betragtes som givet, at Anholdelsen ikke er foretaget paa den ganske i Almindelighed holdte Antagelse, at der maa være noget i Vejen. Det ekstraordinære Skridt at sende en Biskop ind bag Fængslets Mure maa selvfølgelig være underbygget med saadanne Realiteter, saadanne Kendsgerninger, at de kan betragtes ikke alene som moralsk men ogsaa som juridisk fældende for ham.

I Formiddag Kl. 11 vil Anton Bast blive fremstillut for Dommer Pihl, hvor Politiassessor Stamm vi begære Fængslingskendelse afsagt over ham.

(Aftenbladet (København) 9. december 1924).

Dengang - og nu.

Biskop Bast og Børnene.

Den, der er faldet, kan selv et Æsel ustraffet sparke efter.

Lad være, at Manden ogsaa har forbrudt sig - at han selv ikke i Tide indsaa, at man ikke kan blande det betroede sammen med sit eget, uden at man løber den Risiko, at komme ud paa gyngende Grund, var maaske hans første Feil - det bør alligevel ikke glemmes, at han gjorde et enestaaende Arbejde, der ligefrem var blevet som en Mærkepæl i den Bevægelse, som bæres frem af den smukke Tanke; Ingen Sultende under Københavns Tage, naar Julen gaar ind. Og ingen, der ikke selv, som han, steg ned i Dybet, opsøgte denne Bys fattigste af de fattige og skabte dem den Glæde, som for dem var et Glimt af selve Julens - og Lykkens - Stjærne, véd hvad dette krævede af sin Mand.

Men dette Arbejde bør ikke slaas i Stykker. Der staar andre parat til at tage det op, og det maa kunne føres videre uplettet og stemplet af den Aand, der i hvert Fald har præget det: Hjælpsomhedens. Lad ham staa til Regnskab for de Fejl, han begik, lad ham bøde for dem, men lad ikke andre, de Fattige, lide derunder.

Centralmissionen har da ogsaa i Gaar udsendt et Opraab om Støtte for dets Virksomheder. Opraabet slutter med disse Ord: Derfor beder vi i de Fattiges Navn enhver, der har Tillid til os og tror, at vi er ærlige Mennesker, om ikke at svigte Centralmissionen. Vi forsikrer, at der skal være klart Regnskab for enhver Øre, der gives ud.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Biskop Bast's Arrestation.

Hvad Sigtelserne omfatter.

Det gik naturligvis, som det var ventet, i Gaar: I et - forunderligt nok lukket Retsmøde - afsagde Dommer Pihl Fængslingskendelse over Biskop Bast, foreløbig for et Tidsrum af tre Uger, altsaa til den 31. December.

Biskoppen kommer saaledes i hvert Fald til at tilbringe Julen indenfor Fængslets Mure - den Højtid, der for ham og for alle de Hundreder af Fattige, der netop ved denne Tid flokkedes om ham og hans Velgørenhedsarbejde, var Aarets store, altoverskyggende Begivenhed. Men der er vel ingen Tvivl om. at der vil gaa lang, meget lang Tid, før Anton Bast kommer ud igen, baade Vinter og Vaar og næste Sommer med.

Foreløbig er Revisionsinstitutets Folk gaaet i Gang med Forsøget paa at bringe Rede i hans Regnskaber - et Arbejde, der nok vil vise sig at rumme nærsagt uovervindelige Vanskeligheder ikke alene paa Grund af det vældige Materiale, der er Tale om, hele Vognlæs af Papirer og Dokumenter, men først og fremmest paa Grund af den despotiske Overlegenhed og Skødesløshed, hvormed han har behandlet alt, hvad der hed Regnskaber.

Anklagepunkterne.

Forhøret i Gaar blev, som sagt, holdt for lukkede Døre, hvilket officielt motiveredes med "Hensynet til Sagens videre Opklaring", en Vending, der almindelig opfattes som en Tilkendegivelse af, at der formenes at være "Medskyldige" i Sagen, uden at man her dog vil have let ved at gætte, hvem der kan være tænkt paa, medmindre der skal søges bag det almindeligt udbredte Rygte, at en større Del af Biskoppens saakaldte "Privatforbrug" er gaaet i Lommerne paa Medlemmer af hans nærmeste Familie.

Forespørgsler efter Forhørets Slutning sent i Gaar Eftermiddag til Dommer Pihl og Politimester Stamm om Indholdet af de Anklagepunkter, der havde motiveret Fængslingskendelsen, blev afviste. Ingen af de Herrer ønskede at udtale sig om Sagens Detailler. Men fra anden Side erfarer vi, at der, som i Gaar sagt her i Bladet, selvfølgelig foreligger ganske konkrete og bestemte Sigtelser mod Biskoppen.

En af disse Sigtelser drejer sig om det manglende Regnskab for et Beløb paa 16.000 Dollars, d. v. s. 100,000 Kr. som Biskoppen havde samlet ind til Jerusalemskirken under en Amerikarejse.

Dernæst koncentrerer Anklagerne sig om Regnskaberne for de forskellige af Bast startede Børnehjem, bl.a. det paa Unnerupgaard oppe ved Raageleje, hvor der paa en bestemt Tid var opført Udgifter til 370 Børn, medens det hævdes, at der i Virkeligheden den Gang kun fandtes 108 Børn i Hjemmet. - Til et andet Børnehjem var der en Gang indsamlet 26,000 Kr., medens der i Regnskabet kun kan findes opført 16,000 Kr., uden at det kan ses, hvor de resterende 10,000 Kr. er bleven af.

Et andet Angrebspunkt mod Biskop Bast er hans Regnskaber for Herberget ved Jerusalemskirken. Her findes i et bestemt Regnskab opført Udgifter til fuld Forplejning for 63 Mand, medens der kun skal have boet 17 Mand paa Herberget. Man hævder, at der her paa denne Maade er forsvundet ca. 20,000 Kr. Og af lignende Forhold er der adskillige, bl. a. ogsaa den saa ofte debatterede, mystiske Transaktion med Bladet "Fyrtaarnet", der i sin Tid gik over fra Centralmissionens Eje til Bast's private Foretagende og i hans Hænder blev et særdeles indbringende Foretagende.

Alle disse Ting vil dog foreløbig faa Lov at hvile, indtil Revisionen er tilendebragt. Og Anton Bast vil sikkert faa Lov til at tilbringe alle de tre Uger, den oprindelige Fængsling varer, i Ro i sin Celle paa Politigaarden.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Den 11. december blev Bast overflyttet fra domhuset til Vestre Fængsel. Opklaringsarbejdet besværligggjordes af at Postvæsnet havde brændt dokumentation 1912-1922 (det opbevarede dem kun 1 år). Så politiet måtte nøjes med udskrifter fra Landmandsbanken og Handelsbanken. 

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Den 18. december var fængselskendelse i landsretten der ophævede den hvorefter Bast gik fri for fængsel.

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Sagen tog adskillige år før den blev afgjort. Bast blev i marts 1926 idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Se: "Et Optrin i Østre Anlæg" fra juli 1926.

De fire Evangelisters Tegn i Granitsøjlerne. (Efterskrift til Politivennen)

K.F.U.Ms Indgang i Rosenborggade med de 4 Granitpiller.

Alle kender den karakteristiske klostertunge Portal med de 4 Granitpiller, der danner Indgangen til K. F. U. M.s Bygning i Rosenborggade.

Disse 4 svære Piller har jo hidtil været uden nogen Prydelse, men i disse Dage har K. F. U. M. modtaget Maleren Fr. Schwartz' Legat paa 10,000 Kr. til kunstnerisk Udsmykning af Pillerne.

Arbejdet vil blive udført af Professor Utzon Frank, som i de 4 Piller vil udbugge de 4 Evangelisters Tegn.

(Aftenbladet (København) 3. december 1924).

Den ene af Utzon-Franks 4 udhugninger, Matthæus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rasmus Berg: Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

R. Berg skriver om Nørrebro og denne Bydels Befolkning. "Paa Nørrebro bor nu den rigtige Københavner."

Af Københavns "Forsteder" er vistnok Nørrebro den, der i Mands Minde har undergaaet den største Forandring. Det gamle Nørrebro, som Boghandler Otto Wroblewski skrev om en Gang i Slutningen af forrige Aarhundrede, er for længst forsvundet. Næppe et af de gamle, lave Huse er tilbage, og efter Demarkationsliniens Ophævelse er Nørrebro nu umærkeligt bleven en Del af den øvrige Storby med alle dennes Skavanker og Fortrin. Alligevel en Bydel mod sit Særpræg, hvor man kan paavise forskellige Lag, som hvert for sig bærer sin ganske bestemte Lokalfarve. Der er f. Eks. alle de indre Smaagader, som begrænses af Nørrebrogade. Dosseringen, Aaboulevarden og Blaagaardsgade med Navnene Murergade, Tømrergade, Smedegade o. s. v. Her findes de tarveligste Bygninger, hvor der er taget de ringest mulige Hensyn til Skønhed og Sundhed. Herud flyttede Smaafolk i 60'erne og 70'erne i forrige Aarhundrede, og her og i det tilstødende "Rabarberland" opstod de Proletariatkvarterer med deres Et- og To-Værelsers Lejligheder uden ethvert Spor af Hygge, de lange, triste Gader med deres ensformige Husrækker, som synes bestemte til at rumme Alverdens Nød og Elendighed. Den, der har færdedes gennem de lange Gange, der forbinder Lejlighederne i Skytte- og Jægergade, eller ved Aftentid har stavret op ad de smalle, stejle Trapper i disse Huler, vil aldrig glemme den sammensmeltede Duft af Smuds og Mados, af Barnebleer og gammel, fordærvet Luft. Her fandtes Fattigdom af den sørgeligste Art, Fattigdom, som havde opgivet sig selv, og som oftest gemte sig hen i den bitreste Nød efter forgæves at have stridt mod at komme under Fattigvæsenet. 

Men Fattigfolk derude er alligevel af en hel anden Art end de paa Vesterbro. Paa Nørrebro var der hverken Bøller eller Forbrydere og ikke Spor af "Halv verden". Nørrebros Befolkning i disse Gader var skikkelige Smaaeksistenser af et vist gammeldags borgerligt Præg; det var Smaahaandværkere af den Type, man i det gamle København kaldte for "Frimestre", som sled for det tørre Brød fra Morgen til Aften; det var gammeldags "Arbejdsmænd" og Enker, der levede kummerligt ved, hvad der kunde falde af, og som var henrykte for alt, der bød sig til af Fortjeneste. Livet var for dem Slid og Slæb, men uden Suk, uden Knurren, bare de fik Føden. De var Efterkommere af do gamle Københavnere, alle dem. der tidligere boede i den gamle Bys usleste Gader øg Stræder.

Forholdet er nemlig det, at Nørrebro i mange Retninger har afløst det gamle Kongens København. De Smaafolk af Under- og Mellemklassen, som tidligere tog til Takke med Byen indenfor Voldene, er i stor Udstrækning flyttet til Nørrebro, og vil man høre uforfalsket københavnsk, man man herud. l Grønnegade er det forlængst uddødt. Alle de Smaahandlende og Smaahaandværkere, som tidligere var saa karakteristiske for det gamle København, finder man nu paa Nørrebro. Hele det brede Borgerlag præger saa at sige Gaderne derude. Og det præger Butikerne, hvor Manden selv ekspederer Kunderne, hjulpet af Konen, i det hele den Masse af Smaaforretninger, hvor man kan overskue Lageret og selv vælge blandt Varerne og i  Tilgift faa Mandens Mening baade om Vejr og Vind og alt, hvad der ellers hænder i Samfundet, altid gode og solide Meninger, der bygger paa den gamle Overlevering og sandelig mindst af alt smager af Samfundsomvæltning. Men levende og adrætte i deres Opfattelse er de, snakke med kan de om alt, og de har deres Mening om alt, men er aldrig haarde i deres Dom, overbærende og godmodige, som de af Naturen er. Vil man vide, hvad der passer sig for Godtfolk, hvad man kan eller ikke kan, saa vil man altid kunne faa de rigtige Anskuelser at vide dér. Det gælder først og fremmest om at undgaa at støde an. Den, der er anmassende, den, der fører sit Liv udenfor det dagligdags, han fordømmes vel ikke, men han anerkendes ikke som Medlem af Lavet. Pænt og adstadigt maa alt være, og pænt og adstadigt er ogsaa alt paa Nørrebro. Dér lever man hyggeligt og roligt i Familiens Kreds og holder sig helst hjemme. Paa Nørrebro er der hverken Natkaféer eller store Restauranter. De kunde simpelthen ikke eksistere i dette solide, borgerlige Niveau.

Gaa en Gang ved Aftenstid ned igennem Blaagaardsgade og se paa Livet dér. Det præges helt af de smaa Butiker, blandt hvilke især Føde- og Spisevareudsalgene hersker. Hver anden Forretning er en Slagter eller Viktualiehandel, en Urtekræmmer- eller en Grønt- og Frugthandlerbutik. Se paa det Liv, der rører sig i den smalle Gade; til Tider, som Fredag eller Lørdag Aften, kniber det ligefrem at komme igennem. Det vrimler af Folk, der skal købe ind, og de fleste Butiker  er fulde; det er natten altid Husmoderen selv, der er gaaet ud; i en Fart har hun kastet noget Overtøj paa sig, Hat er som Regel overflødig. Se, hvor hun omhyggeligt undersøger Varerne, hende skal man skam ikke byde noget Bras, hun er ligesaa klog som Sælgeren. Ikke for det, hun prutter, - det gør københavnske Mellemstandsfolk aldrig, det er under deres Værdighed, men de vil ogsaa have noget for Pengene. Og det kan de ogsaa faa. Det bugner af Varer i alle Butiker, navnlig af Kød og Sulevarer. I Blaagaardsgade findes mindst en Snes Fødevareforretninger, saa man bliver hurtigt paa det rene med, at Menneskene i det Kvarter lever ikke af Brød alene. Det er ikke Madvarer i mange Variationer, der findes, Raffinementer saa at sige aldrig, det er god, jævn, borgerlig Kost, der er til Fals. Det er heller ikke i store Portioner, der købes ind. Man faar Indtrykket af, at der kun handles for det enkelte Maaltid, i den Grad er Kød og Flæsk skaaret ud i Smaapartier, og hvad der vejes i Butikerne, er oftest Portioner paa 50-100 Gram. Fortiden Vinterforsyninger af røgede og saltede Varer er for længst afskallede. Der handles kun for Dagen og Vejen.

En fremmed, som vil have et Begreb om, hvad københavnske Mellemstandsfolk lever af, vil her kunne gøre gode Studier. I ingen anden By i Europa findes der en saadan Rigdom paa Kødmad, paa alle Slags Pølser og færdiglavede Ting, lige til at sætte paa Bordet. Sandelig, der leves solidt og godt, og det er sikkert aldeles utroligt, hvad der spises i Danmark i Modsætning til andre Lande. 

Blaagaardsgade er Københavns Merceruin, lige saa fyldt med Smaabutiker som selve Venezias, blot med den Forskel, at det her saa godt som udelukkende er Kød og Flæsk, der sælges.

Drejer man om ud Nørrebrogade, skifter Sceneriet. Nørrebrogade har i den sidste Menneskealder mere og mere  været Præget at den store Færdselsaare; der er myldrende Liv fra Morgen til Aften, selv om Billedet skifter. De første Morgentimer er ubetinget Cyklisterne. De danner en sammenhængende mangeleddet Kæde, som man skal være meget behændig for at slippe igennem. Det samme gentager sig om Eftermiddagen, blot at Færdselen nu gaar udad. Københavns Cyklister maa iøvrigt være Verdens mindst nervøse Mennesker, for som de forståer at sno sig i en ofte nioi: I snæver Vending, det maa vække alles Beundring. Ganske vist betragtes de saa ogsaa Kørebanen som deres suveræne Eje; en stakkels Fodgænger, der nødvendigvis skal over Ganden, gaar virkelig med Livet I Hænderne. Dertil kommer saa Sporvogne og Automobiler i Hundredvis, susende i endeløs Række og med umaadeligt Spektakel. Et Virvar af Rummel, Klemten, Tuden og Ringning, som man ganske Irtikn i i og i Grunden til sidst ikke hører. Man gaar til Bunds i Vrimmelen, bedøves, bringes, drages med af Strømmen, der til Tider ikke er livligere paa Paris' Boulevarder.

Og alligevel, hvilken Forskel paa Nørrebrogades Liv og Færdsel og saa Vesterbrogades! Trods den mægtigt pulserende trafik paa Nørrebrogade er der ogsaa over den, som over hele Bydelen, noget bestandigt borgerligt. Man har større Hast, er mere beskæftiget paa Nørrebro, paa Vesterbro ser man i langt højere Grad paa Butiker - de er for Resten ogsaa imgh tirader storstadsmæssigere end Nørrebros - man spadserer mere der, ser mere paa hinanden; ogsaa Menneskene, som færdes dér, er af en anden Art, sherkt isprængt, som Vrimmelen er, med Vesterbros Sidegaders Halvverden, deres Alfonser og Bøller. Paa Vesterbro færdes ogsaa langt Flere fremmede end i nogen anden Bydel. Dér findes mange af Stadens Hoteller og saa at sige alle dens Forlystelser.

Paa Nørrebro findes vist ikke et eneste Hotel, og Forlystelserne repræsenteres af siger og skriver eet Biografteater, foruden Nørrebro Teater. Men er det i Grunden ikke ogsaa betegnende, at Frederik Jensens Scene hører hjemme paa Nørrebro, hér, hvor det gode, gamle Københavner-Humør har til Huse? Vesterbros Udstyrsstykker og behændige Pariserfarcer vilde ligesom ikke passe for denne Bydel. Paa Nørrebro bor nu den rigtige Københavner, han med det lysende Vid, det godmodige Lune, han, der forstaar at tage sine Medborgere paa Kornet og karakterisere dem i faa, fyndige Ord, altid rammende og sarkastiske, men aldrig ondskabsfulde. 

Man behøver blot at færdes en Aftenstund i Nørrebros Sidegader for at overbevise sig derom. Aftentimerne er Børnenes. I store Flokke bemægtiger de sig de smaa Sidegader og fylder dem med deres Raab og Leg. Der kan være en usigelig Larm, undertiden kan man ikke faa Ørenlyd, men det er saare sjældent at der er Slags- eller Skændsmaal. Man kan godt traktere hinanden med Sprogets kraftigste Udtryk, men der er aldrig nogen, der bliver fornærmet af den Grund, - snarere betragte de som et Slags Udtryk for godt Kammeratskab.

Mest lærerige er de Samtaler, man kan høre i Butiker og i Gadedøre, navnlig mellem Mødrene. Ja, ganske vist, Aandfulde, det er de ikke, men vil man studere ægte københavnsk Lune, kan man ikke gaa noget bedre Sted hen. Og én Ting kan man især høre, det er den Ironi, som københavnsk Folkesprog er fyIdt med, den Vrimmel af Slagord, det boltrer sig i, og den Lethed, hvormed det forstaar at give sig Udtryk i en halvkvædet Vise. 

Hør blot følgende Spørgsmaal, opfanget i Flugten i Smedegade: "Da Petter, hvordan har du det? Fint? - Men du gaar ikke med det' Hva'?"

Overvær en Forestilling i et Biografteater og læg Mærke til den Iver, hvormed man følger Handlingen, hvorledes man er med, naar den er spændende, og røres, naar den er gribende, hvilken Jubel der opstaar, naar det gaar de gode, som de fortjener, og de onde faar deres tilbørlige Straf. 

Nej, sandelig er den rigtige Københavner er et blaseret Hovedstadsvæsen. Han er et lyst Hoved, har et bevæget Sind, er modtagelig for Indtryk, men i Grunden er han et saare stort Barn, rar og elskværdig, let at bevæge, baade til Ondt og Godt, naar han da er i Flok. Men taget enkeltvis er han i sit Hjerte saare beskeden og i Grunden meget genert af sig, - og forfærdelig bange for at stille sine Følelser til Skue og sige store Ord.

Store Ord, der skyder over Maalet, gaar i Grunden den rigtige Københavner over Hovedet. De fænger ikke. Man behøver blot at overvære en af de hyppige Bolshevikforsamlinger paa Blaagaards Plads for at blive klar over det. Alle de stærke Taler og de store Løfter om en bedre Fremtid, naar Kapitalismen bliver væltet, er spildte Ord paa Balle Lars. Man hører pænt efter og gaar saa roligt hjem til Kone og Børn. Revolution gør man ikke, og skal vi nogen Sinde have den her i Danmark, fødes den i hvert Fald ikke indenfor Nørrebros jævne Borgerstand.

R. Berg

(Nationaltidende, 28. november 1924)

Rasmus Berg (1865-1954) var håndværks- og industrihistoriker og udgav en række skrifter om håndværks- og industrihistorie. Disse koncentrerer sig om fagenes kulturhistorie; deres erhvervsmæssige placering er svagere tilgodeset. Berg kom i sadelmagerlære 1879-82, men opgav professionen. Han blev 1896 tilknyttet Tidsskrift for Kunstindustri og Kunstindustrimuseet som assistent. Han blev sekretær i Københavns Snedkerlav og siden i Industriforeningen, hvor han redigerede Tidsskrift for Industri.

Plankeværkskrigen i Holte. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Jorck, ejer af "Rudegaard" hvorfra der i sin tid var udstykket en grund (Kongevej 104) ned til en lille sø som maleren Hugo V. Pedersen ("Rajah-Maleren") havde købt, mente at have ret til en passage til søen. Det mente maleren imidlertid ikke. Ved at opstille plakater i sin have gjorde han opmærksom på sin holdning. Som modtræk opførte Jorck et plankeværk som dækkede udsigten til plakaterne. En strid som varede i 5 år:  

Vilde Rajahmaleren skyde Grosserer George Jorck?

En højst mærkelig Retssag under Opsejling.

Plankeværket, der fuldstændig gemmer Skovsøens Idyl.

Det er snart en Snes Aar siden, Rajahmaleren Hugo V. Pedersen var Forgrundsfigur i Københavnerlivet. Da han vendte hjem fra Indien efter at have malet ca. et Par Hundrede Rajaher i Gala og Krigsmaling, strøede han Glans og Festglæde om sig. Det saa pompøst ud, naar hans høje Skikkelse, prydet med et enormt, kulsort Fuldskæg, blev trukket gennem Byen af to snehvide Heste. Det var i Hestenes Tid, hvor Daimler og Rolfs Royce var ukendte Begreber, meden Landaueren repræsenterede Luksus i Køretøjet.

Rajahmaleren købte senere en lille Villa Hegnstoft ved Rude Skov, og netop denne Omstændighed er Skyld i, at Maleren bliver en af Hovedpersonerne i en af de mærkeligste Retssager, man endnu har oplevet herhjemme.

Ufredelige Naboer. - Gartneren troede sig i Livsfare. - Hvad der senere skete.

Hans nærmeste Nabo er den lige saa kendte Grosserer George Jorck, Ejeren af Rudegaard, en Villaejendom, der er omgivet med en meget stor Park, hvis smukkeste Plet er en idyllisk Skovsø.

For nogen Tid tilbage stillede Jorck Krav om, at Rajahmaleren skulde afstaa 1 Alen bred Passage langs Rude Skov, hvortil Villa Hegnstofts Grund støder op. Han motiverede dette ved, at der fra gammel Tid var den Bestemmelse, at Rude Skovs Areal omfattede en Alens Bredde udenfor Skoven, af Hensyn til, at Arbejderne skulde have Plads til at studse Træerne. Og han ræsonnerede nu: at naar Skoven ikke gjorde Krav paa denne Landstrimmel - maatte den være hans.

Men Rajahmaleren sagde Nej, og Retten i Nordre Birk sagde ogsaa Nej.

Dermed var Fjendskabet indledet. En Sommerdag var en Gartner Jensen fra Holte ude at sejle paa Skovsøen, og han hørte nu til sin Rædsel Kuglerne synge om sine Øren. Hurtigst roede han hjem og meddelte Grosserer Jorck det skete, og der blev straks indgivet Anmeldelse til Politiet.

Da Politiet kom, svarede Rajahmaleren, at Klagen var hen i Vejret. Forholdet var det, at han havde været ude i sin Have - der gaar ned til den stadig idylliske Sø - for at skyde Spurve med en Salonbøsse. For det første kan Bøssen kun skyde 24 Alen - og Gartneren havde været 100 Alen borte -, og for det andet havde han skudt den modsatte Vej!

Et uhyggeligt og bekosteligt Bygningsværk. - Et Plankeværk paa 119 Alen spærrer det hele af.

En Morgen, da Rajahmaleren vaagnede, mødte der ham et Syn, der forfærdede. Ude paa Søen laa nogle Tømmerflaader, og en Arbejdsstyrke var i Færd med at ramme Pæle ned i Søens Grund. Dag efter Dag faldt de mekaniske Hammerslag: Bang! Bang!

Han anede, at noget frygteligt forestod, og Anelsen veg snart for en brutal Virkelighed. Arbejderne flikkede tilsidst et Plankeværk sammen, ialt 119 Alen langt og paa sine Steder 7-8 Alen højt. Formaalet var ganske utvivlsomt at afskære Rajahmaleren fra enhver Udsigt til Søen, der nu ikke mere var Idyl. Det kunde ikke en Gang nytte at tænke paa at forskønne Plankeværket ved at male det. Med ét log det Rajahmaleren, at Villa Hegnstoft nu bar sit Navn med Rette.

Plankeværkets Grimhed understregedes ved dets uregelmæssige Bygning. Der findes en Servitut, i Følge hvilken Rajahmaleren ska! have Adgang til at faa Vand fra Søen. Denne Bestemmelse opfyldtes ved, at Plankeværket nogle Steder er hævet 2-3 Alen over Vandfladen, saaledes at man kan komme til med en Spand med et Reb i.

Landsdommerne paa Gerningsstedet

Det er forstaaeligt, at den skønhedselskende Rajahmaler var en Fortvivlelse nær. Han anlagde Sag, og i denne Ud har Jorcks juridiske Konsulent, Overretssagfører Sachs, og Overretssagfører Anker-Jensen paa Rajahmalerens Vegne vekslet Indlæg.

I Gaar aflagde Landsdommerne Bærentsen, Krabbe og Skadhauge, der skal paadømme Sagen, Besøg paa Gerningsstedet. De høje Dommere sagde intet, men de har næppe fundet, at Plankeværket pyntede.

Grosserer Jorck, der har ladet Bygningsværket opføre under stor Bekostning, hævder, at han Rat dertil er uomtvistet, da alle Pælene staar paa hans Grund. Han tilføjer, at han paa Søen har Lov at bygge, hvad han vil: Danseestrade, Bure til Svømmefugle eller alt andet.

Overretssagfører Anker-Jensen fremhæver heroverfor, at Byggeriet skal have en fornuftig Mening, og at Plankeværket kun har den Hensigt at virke som Chikane.

J o r c k s Svar gaar ud paa, at han i hvert Fald har Lov at sikre sig imod at blive skudt!

Hele Retssagen svæver imidlertid i Luften - ligesom Plankeværket - thi der findes ingen Lovbestemmelser om et saa specielt Forhold.

Paa Mandag kommer Sagen til Behandling i Landsrettens 4. Afdeling, hvor bl. a. et righoldigt Billedmateriale, visende Før og Nu, vil blive fremlagt.

(København, 20. november 1924).

Statsskovvæsnet havde i mellemtiden givet afkald på den såkaldte skovalen overalt i landet

Grosserer Jorck skal inden 6 Uger nedrive Plankeværket om Skovsøen.

Efter en bevæget Procedure i Landsretten fik Retsformand Bærentzen tilvejebragt Forlig mellem Grossereren og Rajahmaleren.

Det var Hensigten, at den opsigtvækkende Sag mellem Rajahmaleren Hugo V. Pedersen og Grosserer George Jorck i Gaar skulde være behandlet i Landsrettens 4. Afdeling, men Tilstrømningen af Publikum var saa stærk, at det blev nødvendigt at flytte ind i den større Sal i 5. Afdeling.

Her mødte Parterne med deres juridiske Konsulenter, og Retten, Landsdommerne Bærentzen, Krabbe og Skadhauge, fik en 4 Timer lang Fremstilling af Plankeværkskrigen.

Jorck tilbyder Forlig. - Hvor højt maa man tale?

Retsmødet blev rigt paa livlige Episoder. Overretssagfører Anker Jensen lagde for ved paa Rajahmalerens Vegne at kræve Plankeværket omkring Skovsøen ved Rudegaard fjernet, hvorefter Overretssagfører Sachs paastod Jorck frifundet.

- Det er saare langt fra, at Jorck har tænkt at chikanere Maleren, sagde Hr. Sachs. Plankeværket er tværtimod rejst som Værn imod Chikane. Og jeg skal straks bemærke, at Jorck vil fjerne eller formindske Plankeværket i samme Omfang som Maleren forpligter sig til ikke at anbringe Plakater paa sin Grund, ikke at skyde i den nederste Del af Haven og ikke at føre højrøstet Tale til Gene for Jorck og hans Gæster.

Retsformanden: Skal det bestemmes, hvor højt man maa tale?

Sachs: Retten vilde nok kunne finde en Form. 

Anker-Jensen: Hvorfor skal Manden dog forpligte sig til ikke at gøre noget, han aldrig har tænkt paa at gøre?

Rajahmaleren: Jeg synes, at Forslaget er lige saa urimeligt, som hvis jeg krævede, at Overretssagfører Sachs i Morgen skulde rejse til Amerika.

Retsformanden: Det vil han vist ikke.

Al Glæde er taget fra Rajahmaleren. 

Overretssagfører Anker-Jensen fik derefter Ordet for at procedere.

Han hævdede, at det gyselige Plankeværk helt tilintetgjorde Rajahmalerens Glæde ved at bo i de landlige Omgivelser. Noget tilsvarende er ikke set her i Landet.

- Jeg vil hævde, sagde Hr. Anker Jensen, at Plankeværkets Opførelse ikke tjener noget Formaal. Hensigten er alene at fortrædige og forulæmpe Hugo V. Pedersen. Men kommer Retten til det Resultat, at her kun foreligger Chikane, maa Plankeværket erkendes for retsstridigt. 

Der skal være tre Motiver fra Jorcks Side: Rajahmaleren har opslaaet nogle Plakater, bl. a. med: Adgang forbudt! Jorck vil sikre sig imod at blive skudt, og endelig mere generelt: han hævder at være generet med Tale og Gestus.

Overretssagføreren refererede den gamle Sag, under hvilken Jorck var begyndt at forberede en Passage gennem Rajahmalerens Have, idet Jorck hævdede, at en Jordstrimmel paa 1 Alens Bredde udenfor Rude Skov tilhørte ham. Da Dommen gik ham imod, begyndte Fjendskabet at blusse op.

En veldresseret Hund -

Hvorledes man bar sig ad, viser et Eksempel: Fru Jorck roede hyppigt paa Søen og havde en Hund med. Hun satte nu Hunden i Land paa Hugo V. Pedersens Grund, for at den kunde udrette et højst nødvendigt Ærinde.

Retsformanden: Kunde Hunden se og forstaa Plakaten?

Anker-Jensen: Det vilde i hvert Fald være tilstrækkeligt, at dens Herskerinde forstod Situationen. Med Hensyn til Skydningen maa jeg sige, at jeg ikke forstaar, at man i fuldt Alvor vil sigte Maleren for Drabsforsøg.

Sachs: Voldsforsøg ...

Anker-Jensen: Nej, Drabsforsøg. Forholdet er imidlertid det, Jorck allerede for mere end et Aar siden har spekuleret paa at faa Adgang rundt om Søen. Han satte Plankeværket op I Haab om, at Maleren skulde blive ked af at bo derude. Saa kunde Jorck faa hele Omraadet. For et Aar siden var der ingen Tale om Skydningen.

I dette Tilfælde har man bidt Hovedet af al Retsfølelse; en Mand har ikke Lov at foretage et saadant Angreb paa en Mands Tilværelse.

Min Modpart har hævdet, at Plankeværket ogsaa ser stygt ud, set fra Jorcks Grund. Hvis Maleren vinder, gaar man da ingens Interesser for nær da Jorck saa faar sin smukke Sø tilbege!

Om Vejrmøller, Plakater og Kultur

Overretssagfører Sachs: Det er Vejrmøller, Hr. Anker-Jensen har kæmpet imod.

Anker-Jensen: Nej, imod Plankeværket.

Sachs: Naar Plankeværket ser saa stygt ud, er det, fordi det ikke er fuldført. Det er blevet standset ved denne Retssag. Jeg fastholder, at der foreligger Grunde for dets Tilstedeværelse, men jeg gentager, at Jorck vil fjerne Plankeværket, hvis der bliver stillet Garantier.

Hugo V. Pedersen satte nogle Plakater op, som virkede generende, set fra Jorcks Ejendom, og vi talte da om at bygge et Plankeværk udfor det Stykke hvor Plakaterne stod. Men vi var klar over, at vi kun vilde blive til Latter, da Plakaterne jo kunde flyttes.

Retsformanden: Ja, og sættes højt op i Luften.

Sachs: Jeg finder, at Plakaten, hvor Ordet Tævehunde er sat med vældige Typer, er et Bevis for Maleren Kultur.

Retsf.: Lad os ikke komme ind paa det!

Sachs: For adskillige Maaneder siden, da nogle Arbejdere var ved at sætte et Hegn op ude i Søen, skete den meget omtalte Episode, at de hørte Maleren bruge kraftige Udtryk, og at Kuglerne derefter suste om Ørene paa dem.

Retsf.: Kuglerne?

Sachs: Haglene. For at komme tilbage til Plankeværket: Hvis Maleren vil lade være at genere - bl. a holde op med demonstrativ Spytten, naar han ser Jorck, vil vi, som sagt fjerne Plankeværket. Imidlertid er det min Opfattelse, at en Mand, der bor paa en fri og ubeheftet Grund, har Lov at spærre sig af fra Omverdenen.

Retsformanden mægler.

Retsformand Bærentsen udsatte nu Retsmødet for at prøve at faa Parterne forligte. Forhandlingerne var meget langvarige, men Bestræbelserne lykkedes, og Overretssagfører Sachs' gentagne Gange nævnte Forligstilbud var saaledes ikke forgæves.

Under den største Opmærksomhed dikterede Retsformanden, da Retten paany blev sat, følgende til Protokollen:

Der er mellem Parterne sluttet Forlig paa følgende Betingelser:

Grosserer Jorck forpligter sig til at fjerne Plankeværket inden 6 Uger paa en saadan Maade, at Søbredden udfor Maler Hugo V. Pedersens Ejendom ikke lider Skade, samt tilbagekalder herved den fremsatte Sigtelse imod Hugo V. Pedersen for forsætlig at have skudt ud over Jorcks Ejendom.

Maler Hugo V. Pedersen forpligter sig til ikke at opsætte Plakater, der vender ud imod Jorcks Ejendom, og erklærer, at han ikke for Fremtiden vil skyde ud over Naboens Ejendom - ligesaa lidt som han tidligere har gjort det! Han erklærer i det hele at ville stræbe at fremme et i alle Henseender fredeligt Naboforhold.

Til disse sidste Erklæringer slutter Grosserer Jorck sig ogsaa for sit Vedkommende. Retten ophævede Sagens Omkostninger.

(København, 25. november 1924)

Forliget holdt imidlertid kun ganske få dage, hvorefter grossereren begyndte at opfylde en del af søen for at anlægge en sti.

Plankeværkskrigen i Holte for Højesteret.

Sagen om de fjendtlige Nabofamiliers gensidige Drillerier og Chikanerier.

Forliget, der blev brudt Dagen efter, at det var indgaaet. 

Maleren Hugo V. Pedersen.

Højesteret genoptog efter Paaskeferien, og begyndte med Bohandlingen af den ofte omtalte Sag mellem "de fjendtlige Naboer i Holte". Grosserer G. Jorck og Kunstmaler Hugo V. Pedersen. Læserne vil erindre, at Sagen drejer sig om en Række Drillerier og Chikanerier fra begge Sider, og man maa forbavses over. at det skal være nødvendigt at ulejlige Landets højeste Domstol med Stridigheder af den Art.

Plakaterne og Plankeværket.

Højesteretssagfører Henriques, der mødte for Grosserer Jorck, gav i sit Foredrag en udførlig Redegørelse for Sagens forskellige Faser. Han omtalte de Plakater. Hugo V. Pedersen havde ladet opsætte ind mod Jorcks Ejendom, og hvorledes denne havde svaret med at rejse et Plankeværk "et særdeles grimt Plankeværk", indrømmede Højesteretssagføreren; han indrømmede ogsaa. at det hele var Drilleri og at Forholdet mellem de to Nabofamilier efterhaanden blev særdeles pinligt.

Saa kom det til Retssag, men der faldt ikke Dom, idet Parterne var fornuftige nok til at slutte Forlig, saaledes at Plakater og Plankeværk skulde fjernes og i Dag Arbejde, i fremtidig skulde være et fredeligt naboforhold mellem de to Familier.

Striden blusser op paany.

Freden varede imidlertid kun fra Høns fløj op, til de fløj ned. Thi allerede Dagen efter Forligets Indgaaelse begyndte Grosserer Jorck at lade opføre en 2 Alen bred Dæmning udfor Hugo V. Pedersens Ejendom, saaledes at Adgang fra denne til Søen forhindredes. Kunstmaler Pedersen stævnede saa Jorck igen, idet han gjorde gældende, at Opreisen af Dæmningen var i Strid med det indgaaede Forlig og udelukkende skyldtes Chikane, idet Jorck ikke havde

nogen som helst Nytte af den.

Østre Landsret gav Hugo V. Pedersen Medhold. Grosserer Jorck dømtes I 1 at fjerne Dæmningen og betale 300 Kr. i Sagsomkostninger samt til at betale en Bøde paa 400 Kr. for .uden rimelig Grund at have sat Hugo V. Pedersen i den Nødvendighed at anlægge Sag".

Denne Dom forekommer mig bygget paa Hysteri,

fortsatte Højesteretssagfører Henriques. Men jeg forstaar udmærket Situationen, landsretten er bleven led og ked af alt Vrøvlet, og dette har antagelig ikke været uden Indflydelse paa Dommen. Men jeg maa hævde, at min Klient har været i sin gode Ret til et lade Dæmningen opføre, og jeg skal derfor slutte med at paastaa ham frifundet.

Derefter foretoges Dokumentationen, som varede til Frokost pausen. Efter denne fik Højesteretssagfører Holten-Bechtelsheim Ordet for at tale Hugo V. Pedersens Sag.

Højesteretssagføreren gennemgik særlig de efter Afsigelsen af Landsrettens Dom optagne Vidneforklaringer, og afgivne Erklæringer, blandt hvilke er en Udtalelse af Naturfredningsforeningens Formand, Kunstmaleren Erick Struckmann, der gaar ud paa. at det resterende Plankeværk og den over 200 Fod lange Dæmning i meget væsentlig Grad har forringet det smukke landskabelige Billede ud over Søen. Endvidere foreligger der en Tillidserklæring til Hugo V, Pedersen, hvori 47 Beboere af Rudegaard Villakvarter udtaler, at de gennem en Aarrække har lært ham at kende som en nobel, retliniet og absolut hæderlig Mand, og at de i Striden mellem ham og Grosserer Jorok ubetinget yder ham deres fulde Sympati. De udtaler Haabet om, at det vil lykkes ham at tilbagevise de Overgreb, hen ganske uden Grund har været Genstand for fra Hr. Jorcks Side.

Højesteretssagfører Holten gjorde med Styrke gældende, at Grosserer Jorcks Optræden var et eklatant Brud paa det indgaaede Forlig og nedlagde til Slutning Paastand paa, at Landsrettens Dom stadfæstedes.

Efter at begge Advokater havde haft Ordet for Replik og Duplik, indlodes Sagen. Højesterets Dom ventes afsagt i Morgen. 

(Nationaltidende, 7. april 1926, 2. udgave).

Højesteretssagfører Henriques. Tegning fra Dagbladet (København), 8. april 1926.

Højesteret stadfæstede april 1926 Landsrettens dom. Jorck blev dømt til at fjerne dæmningen. Bøden bortfaldt, og Jorck skulle betale sagens omkostninger med 600 kr.

Aftenbladet (København) 11. maj 1926 kunne meddele at Højesteretsdommen endnu ikke var blevet eksekveret. På fotoet Hugo V. Pedersen i sin have, til højre dæmningen og det opsatte pigtrådshegn som altså ikke var blevet fjernet som det skulle på daværende tidspunkt. Jorck selv opholdt sig i Nizza. 

Foto af Hugo Vilfred Pedersen (1870-1959) fra et interview i Aftenbladet (København), 25. januar 1945 i anledning af hans 75 års fødselsdag. Heri erklærede han sig som den lille mands forsvarer, trods hans levemåde og malerier af rajaher. Det lykkedes ham aldrig at afkaste sit renomme som rajahmaler, af hvilken grund han følte sig miskendt. Han døde maj 1959, 90 år gammel. Han er begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.

George Jorck (1865-1955) var konsul og fondsstifter, bror til Knud Jorck. Dansk kon­sul for Monaco 1931. Grundlægger af Konsulinde Jorcks Feriehjem for børn i Liseleje 1945 og af et feriehjem for børn "Parcelgaarden" i Rågeleje. Han solgte ejendommen til P. M. Daell på Nørregade, og indboet blev sat til salg i oktober 1926. Han meddelte at han ville tage fast ophold i udlandet hvor han allerede i nogen tid havde boet. Inden han flyttede, nåede han dog at true et par naboer med processer, bl.a. pastor Grunnet, Nordsjællands Elektricitetsværk. De fem år han førte processer kostede ham 200.000 kr. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.