R. Berg skriver om Nørrebro og denne Bydels Befolkning. "Paa Nørrebro bor nu den rigtige Københavner."
Af Københavns "Forsteder" er vistnok Nørrebro den, der i Mands Minde har undergaaet den største Forandring. Det gamle Nørrebro, som Boghandler Otto Wroblewski skrev om en Gang i Slutningen af forrige Aarhundrede, er for længst forsvundet. Næppe et af de gamle, lave Huse er tilbage, og efter Demarkationsliniens Ophævelse er Nørrebro nu umærkeligt bleven en Del af den øvrige Storby med alle dennes Skavanker og Fortrin. Alligevel en Bydel mod sit Særpræg, hvor man kan paavise forskellige Lag, som hvert for sig bærer sin ganske bestemte Lokalfarve. Der er f. Eks. alle de indre Smaagader, som begrænses af Nørrebrogade. Dosseringen, Aaboulevarden og Blaagaardsgade med Navnene Murergade, Tømrergade, Smedegade o. s. v. Her findes de tarveligste Bygninger, hvor der er taget de ringest mulige Hensyn til Skønhed og Sundhed. Herud flyttede Smaafolk i 60'erne og 70'erne i forrige Aarhundrede, og her og i det tilstødende "Rabarberland" opstod de Proletariatkvarterer med deres Et- og To-Værelsers Lejligheder uden ethvert Spor af Hygge, de lange, triste Gader med deres ensformige Husrækker, som synes bestemte til at rumme Alverdens Nød og Elendighed. Den, der har færdedes gennem de lange Gange, der forbinder Lejlighederne i Skytte- og Jægergade, eller ved Aftentid har stavret op ad de smalle, stejle Trapper i disse Huler, vil aldrig glemme den sammensmeltede Duft af Smuds og Mados, af Barnebleer og gammel, fordærvet Luft. Her fandtes Fattigdom af den sørgeligste Art, Fattigdom, som havde opgivet sig selv, og som oftest gemte sig hen i den bitreste Nød efter forgæves at have stridt mod at komme under Fattigvæsenet.
Men Fattigfolk derude er alligevel af en hel anden Art end de paa Vesterbro. Paa Nørrebro var der hverken Bøller eller Forbrydere og ikke Spor af "Halv verden". Nørrebros Befolkning i disse Gader var skikkelige Smaaeksistenser af et vist gammeldags borgerligt Præg; det var Smaahaandværkere af den Type, man i det gamle København kaldte for "Frimestre", som sled for det tørre Brød fra Morgen til Aften; det var gammeldags "Arbejdsmænd" og Enker, der levede kummerligt ved, hvad der kunde falde af, og som var henrykte for alt, der bød sig til af Fortjeneste. Livet var for dem Slid og Slæb, men uden Suk, uden Knurren, bare de fik Føden. De var Efterkommere af do gamle Københavnere, alle dem. der tidligere boede i den gamle Bys usleste Gader øg Stræder.
Forholdet er nemlig det, at Nørrebro i mange Retninger har afløst det gamle Kongens København. De Smaafolk af Under- og Mellemklassen, som tidligere tog til Takke med Byen indenfor Voldene, er i stor Udstrækning flyttet til Nørrebro, og vil man høre uforfalsket københavnsk, man man herud. l Grønnegade er det forlængst uddødt. Alle de Smaahandlende og Smaahaandværkere, som tidligere var saa karakteristiske for det gamle København, finder man nu paa Nørrebro. Hele det brede Borgerlag præger saa at sige Gaderne derude. Og det præger Butikerne, hvor Manden selv ekspederer Kunderne, hjulpet af Konen, i det hele den Masse af Smaaforretninger, hvor man kan overskue Lageret og selv vælge blandt Varerne og i Tilgift faa Mandens Mening baade om Vejr og Vind og alt, hvad der ellers hænder i Samfundet, altid gode og solide Meninger, der bygger paa den gamle Overlevering og sandelig mindst af alt smager af Samfundsomvæltning. Men levende og adrætte i deres Opfattelse er de, snakke med kan de om alt, og de har deres Mening om alt, men er aldrig haarde i deres Dom, overbærende og godmodige, som de af Naturen er. Vil man vide, hvad der passer sig for Godtfolk, hvad man kan eller ikke kan, saa vil man altid kunne faa de rigtige Anskuelser at vide dér. Det gælder først og fremmest om at undgaa at støde an. Den, der er anmassende, den, der fører sit Liv udenfor det dagligdags, han fordømmes vel ikke, men han anerkendes ikke som Medlem af Lavet. Pænt og adstadigt maa alt være, og pænt og adstadigt er ogsaa alt paa Nørrebro. Dér lever man hyggeligt og roligt i Familiens Kreds og holder sig helst hjemme. Paa Nørrebro er der hverken Natkaféer eller store Restauranter. De kunde simpelthen ikke eksistere i dette solide, borgerlige Niveau.
Gaa en Gang ved Aftenstid ned igennem Blaagaardsgade og se paa Livet dér. Det præges helt af de smaa Butiker, blandt hvilke især Føde- og Spisevareudsalgene hersker. Hver anden Forretning er en Slagter eller Viktualiehandel, en Urtekræmmer- eller en Grønt- og Frugthandlerbutik. Se paa det Liv, der rører sig i den smalle Gade; til Tider, som Fredag eller Lørdag Aften, kniber det ligefrem at komme igennem. Det vrimler af Folk, der skal købe ind, og de fleste Butiker er fulde; det er natten altid Husmoderen selv, der er gaaet ud; i en Fart har hun kastet noget Overtøj paa sig, Hat er som Regel overflødig. Se, hvor hun omhyggeligt undersøger Varerne, hende skal man skam ikke byde noget Bras, hun er ligesaa klog som Sælgeren. Ikke for det, hun prutter, - det gør københavnske Mellemstandsfolk aldrig, det er under deres Værdighed, men de vil ogsaa have noget for Pengene. Og det kan de ogsaa faa. Det bugner af Varer i alle Butiker, navnlig af Kød og Sulevarer. I Blaagaardsgade findes mindst en Snes Fødevareforretninger, saa man bliver hurtigt paa det rene med, at Menneskene i det Kvarter lever ikke af Brød alene. Det er ikke Madvarer i mange Variationer, der findes, Raffinementer saa at sige aldrig, det er god, jævn, borgerlig Kost, der er til Fals. Det er heller ikke i store Portioner, der købes ind. Man faar Indtrykket af, at der kun handles for det enkelte Maaltid, i den Grad er Kød og Flæsk skaaret ud i Smaapartier, og hvad der vejes i Butikerne, er oftest Portioner paa 50-100 Gram. Fortiden Vinterforsyninger af røgede og saltede Varer er for længst afskallede. Der handles kun for Dagen og Vejen.
En fremmed, som vil have et Begreb om, hvad københavnske Mellemstandsfolk lever af, vil her kunne gøre gode Studier. I ingen anden By i Europa findes der en saadan Rigdom paa Kødmad, paa alle Slags Pølser og færdiglavede Ting, lige til at sætte paa Bordet. Sandelig, der leves solidt og godt, og det er sikkert aldeles utroligt, hvad der spises i Danmark i Modsætning til andre Lande.
Blaagaardsgade er Københavns Merceruin, lige saa fyldt med Smaabutiker som selve Venezias, blot med den Forskel, at det her saa godt som udelukkende er Kød og Flæsk, der sælges.
Drejer man om ud Nørrebrogade, skifter Sceneriet. Nørrebrogade har i den sidste Menneskealder mere og mere været Præget at den store Færdselsaare; der er myldrende Liv fra Morgen til Aften, selv om Billedet skifter. De første Morgentimer er ubetinget Cyklisterne. De danner en sammenhængende mangeleddet Kæde, som man skal være meget behændig for at slippe igennem. Det samme gentager sig om Eftermiddagen, blot at Færdselen nu gaar udad. Københavns Cyklister maa iøvrigt være Verdens mindst nervøse Mennesker, for som de forståer at sno sig i en ofte nioi: I snæver Vending, det maa vække alles Beundring. Ganske vist betragtes de saa ogsaa Kørebanen som deres suveræne Eje; en stakkels Fodgænger, der nødvendigvis skal over Ganden, gaar virkelig med Livet I Hænderne. Dertil kommer saa Sporvogne og Automobiler i Hundredvis, susende i endeløs Række og med umaadeligt Spektakel. Et Virvar af Rummel, Klemten, Tuden og Ringning, som man ganske Irtikn i i og i Grunden til sidst ikke hører. Man gaar til Bunds i Vrimmelen, bedøves, bringes, drages med af Strømmen, der til Tider ikke er livligere paa Paris' Boulevarder.
Og alligevel, hvilken Forskel paa Nørrebrogades Liv og Færdsel og saa Vesterbrogades! Trods den mægtigt pulserende trafik paa Nørrebrogade er der ogsaa over den, som over hele Bydelen, noget bestandigt borgerligt. Man har større Hast, er mere beskæftiget paa Nørrebro, paa Vesterbro ser man i langt højere Grad paa Butiker - de er for Resten ogsaa imgh tirader storstadsmæssigere end Nørrebros - man spadserer mere der, ser mere paa hinanden; ogsaa Menneskene, som færdes dér, er af en anden Art, sherkt isprængt, som Vrimmelen er, med Vesterbros Sidegaders Halvverden, deres Alfonser og Bøller. Paa Vesterbro færdes ogsaa langt Flere fremmede end i nogen anden Bydel. Dér findes mange af Stadens Hoteller og saa at sige alle dens Forlystelser.
Paa Nørrebro findes vist ikke et eneste Hotel, og Forlystelserne repræsenteres af siger og skriver eet Biografteater, foruden Nørrebro Teater. Men er det i Grunden ikke ogsaa betegnende, at Frederik Jensens Scene hører hjemme paa Nørrebro, hér, hvor det gode, gamle Københavner-Humør har til Huse? Vesterbros Udstyrsstykker og behændige Pariserfarcer vilde ligesom ikke passe for denne Bydel. Paa Nørrebro bor nu den rigtige Københavner, han med det lysende Vid, det godmodige Lune, han, der forstaar at tage sine Medborgere paa Kornet og karakterisere dem i faa, fyndige Ord, altid rammende og sarkastiske, men aldrig ondskabsfulde.
Man behøver blot at færdes en Aftenstund i Nørrebros Sidegader for at overbevise sig derom. Aftentimerne er Børnenes. I store Flokke bemægtiger de sig de smaa Sidegader og fylder dem med deres Raab og Leg. Der kan være en usigelig Larm, undertiden kan man ikke faa Ørenlyd, men det er saare sjældent at der er Slags- eller Skændsmaal. Man kan godt traktere hinanden med Sprogets kraftigste Udtryk, men der er aldrig nogen, der bliver fornærmet af den Grund, - snarere betragte de som et Slags Udtryk for godt Kammeratskab.
Mest lærerige er de Samtaler, man kan høre i Butiker og i Gadedøre, navnlig mellem Mødrene. Ja, ganske vist, Aandfulde, det er de ikke, men vil man studere ægte københavnsk Lune, kan man ikke gaa noget bedre Sted hen. Og én Ting kan man især høre, det er den Ironi, som københavnsk Folkesprog er fyIdt med, den Vrimmel af Slagord, det boltrer sig i, og den Lethed, hvormed det forstaar at give sig Udtryk i en halvkvædet Vise.
Hør blot følgende Spørgsmaal, opfanget i Flugten i Smedegade: "Da Petter, hvordan har du det? Fint? - Men du gaar ikke med det' Hva'?"
Overvær en Forestilling i et Biografteater og læg Mærke til den Iver, hvormed man følger Handlingen, hvorledes man er med, naar den er spændende, og røres, naar den er gribende, hvilken Jubel der opstaar, naar det gaar de gode, som de fortjener, og de onde faar deres tilbørlige Straf.
Nej, sandelig er den rigtige Københavner er et blaseret Hovedstadsvæsen. Han er et lyst Hoved, har et bevæget Sind, er modtagelig for Indtryk, men i Grunden er han et saare stort Barn, rar og elskværdig, let at bevæge, baade til Ondt og Godt, naar han da er i Flok. Men taget enkeltvis er han i sit Hjerte saare beskeden og i Grunden meget genert af sig, - og forfærdelig bange for at stille sine Følelser til Skue og sige store Ord.
Store Ord, der skyder over Maalet, gaar i Grunden den rigtige Københavner over Hovedet. De fænger ikke. Man behøver blot at overvære en af de hyppige Bolshevikforsamlinger paa Blaagaards Plads for at blive klar over det. Alle de stærke Taler og de store Løfter om en bedre Fremtid, naar Kapitalismen bliver væltet, er spildte Ord paa Balle Lars. Man hører pænt efter og gaar saa roligt hjem til Kone og Børn. Revolution gør man ikke, og skal vi nogen Sinde have den her i Danmark, fødes den i hvert Fald ikke indenfor Nørrebros jævne Borgerstand.
R. Berg
(Nationaltidende, 28. november 1924)
Rasmus Berg (1865-1954) var håndværks- og industrihistoriker og udgav en række skrifter om håndværks- og industrihistorie. Disse koncentrerer sig om fagenes kulturhistorie; deres erhvervsmæssige placering er svagere tilgodeset. Berg kom i sadelmagerlære 1879-82, men opgav professionen. Han blev 1896 tilknyttet Tidsskrift for Kunstindustri og Kunstindustrimuseet som assistent. Han blev sekretær i Københavns Snedkerlav og siden i Industriforeningen, hvor han redigerede Tidsskrift for Industri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar