Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom Island, allerede for et Aartusinde siden, ved sin Forfatning og sine Beboeres ædle aand var Sædet for den fædrenelandske Histories og Digtekonsts Muse, saaledes synes Smages for Konst og Videnskabelighed atter at ville vælge sit Ophold ogsaa i Norden, hvis Fjeldboeres stolte og Store Nationalcaracteer altid har været Urokkelig som deres Klipper. Medens Litteraturen med hver Dag finder færre Yndere i Danmark, seer man Søsterlandet Norge ved Iver og Ømhed optage Muserne i sit trygge Skjød. Selskabet for Norges Vel synes at være den Morgenrøde, der bebuder dette Riges Litteratur den skjønneste Dag. Christiania tæller allerede 3 Bogtrykkeriet, der ere sysselsatte med at trykke Selskabets Haandskrifter, og dette Hæderssamfund arbeider med rosværdig Anstrengelse på at forskaffe Norge "en Litteratur". Det første Skridt, det allerede har gjort, ved at kalde Kobberstikker Grosch til sig og overdrage ham at fremstille Norge i sin hele maleriske Naturskjønhed, viser noksom, hvor meget det ønsker at udbrede dette Lands videnskabelige Ære. Ogsaa lover den store Redebonhed, hvormed Norges mange sande Patrioter ved betydelige Pengebidrag opmuntre til en norsk Universitets Stiftelse, at dette Rige engang vil blev hvad dets ældre Søster Island for mange Sekler har været: Lærdommens Fosterland, og det gamle Ordsprog: "Fra Norden kommer Guld", vil i det mindste i moralsk Forstand snart gaae i Opfyldelse.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 61
Tirsdagen den 30 Julii 1811
Spalte 872

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)

Om Boghandelen

(Se forrige nummer)

De før omtalte gode og betydelige biblioteker blev efterhånden ved ejernes død eller af andre årsager solgt på auktioner og enhver der ejede en lille eller stor bogsamling skyndte sig i ældre år at blive af med den til hvilken som helst pris. På disse auktioner indfandt sig kun sjældent de egentlige boghandlere. For da afsætningen på bøger aftog, blev de træt eller kunne ikke bestandigt holde ud at forøge deres samlinger og sætte kapitaler til for at fylde deres lader. Således kom ofte fremmede kostbare værker i ukyndige boghøkeres hænder hvor de ofte blev defekte. Eller når de havde stået hos dem i nogen tid uden at kunne sælges, vandrede de til spækhøkeren eller urteboden. På denne måde er mange kostbare værker gået tabt, og sådant sker endnu hver dag. Ingen vil vist kunne nægte at det er til stor tab og skade for videnskaberne. For videnskabsmanden på landet som ikke kan ty til offentlige biblioteker, må når han skal benytte et ikke almindeligt værk, søge at få det på bogladerne, og når det af anførte grund ikke findes der, må han af mangel på de fornødne hjælpekilder standse eller ophøre med et arbejde der muligvis kunne være blevet oplysende og gavnligt for flere slægter.

Man kan vel ikke sige at læselysten er aftaget. For masserne vil gerne læse når de kan få bøgerne til låns eller for intet. Men at købe bøger, det bryder ingen sig om, de har andet at bruge pengene til. Men det kan boghandleren ikke være tjent med. Vel har han bemærket at nye bøger er temmelig dyre. Men er denne bemærkning begrundet, så hidrører denne dyrhed fra den lille afsætning der findes. I lejebiblioteker og læseselskaber kan 1 eksemplar læses af flere hundrede mennesker. Og har man her i Danmark fx 100 af sådanne indretninger, så kan en forlægger når som ovenfor sagt ingen privatmand køber bøger, kun gøre regning på at afsætte 1 eksemplar til hvert. Men herved er han langt fra ikke skadesløs for udgifter til honorar, papir og trykkerløn, og det kan man dog vel ikke fortænke ham i om han stræber at blive og at have håb om en mulig fordel ved at sælge nogle få eksemplarer af den øvrige beholdning. På grund af det må ham sætte en pris på sine bøger der er beregnet efter afsætningens størrelse. Dog gør han ved skole- og andre almennyttige bøger hvorpå større afsætning kan ventes, vist nok en undtagelse heri, ligesom man vil finde at danske bøger overhovedet ikke er så dyre som de der komme hertil fx fra Tyskland og andre steder.

Letheden i at kunne få bøger for et godt køb hos de mange som er uberettigede til denne handel, er også for en stor del skyld i at boghandlerne mangler afsætning på nye bøger. Men når afsætning mangler, taber boghandlerne mod og evne til at befatte sig med bøgers udgivelse. Og dog er nytteskrifters udgivelse ikke alene højst nødvendig der, hvor kunster og videnskaber skal fremmes, men den er også et middel til at dække de summer som går ud af landet for fremmede skrifter. Kan en boghandler ikke forlægge nye bøger, så synker han ned til kommissionær, og hans handel er da til ubetydelig gavn såvel for ham selv som for staten *). 

Før Danmark fik boghandlere, måtte de danske købe og lade deres bøger trykke i Tyskland. De første boghandlere som begyndte handelen her, blev opmuntret og understøttet. Og siden da handelen kom i gang, var der mange som samlede sig formue. Derfor ser vi også fra de dage voluminøse og kostbare værker som i vores tid ingen turde befatte sig med at forlægge. Nu vil ingen ved boghandelen kunne samle sig formue, godt om de kunne bestå og leve. Og skal afsætningen fremdeles aftage og tingene vedblive at gå den begyndte gang, så er det ikke usandsynligt at vi vil komme tilbage til det punkt hvorfra vi begyndte, det vil sige købe og lade trykke vores bøger på fremmede steder. Men hvilken skadelig indflydelse dette ville have på vores sprog og videnskaberne her til lands og til hvor lille ære det ville geråde Danmark, er meget let at indse. 

Man kan derfor ikke andet end ønske at vedkommendes opmærksomhed for denne sag må vækkes, og boghandlernes rettigheder nøjere måtte blive bestemt og overholdt. Vel har man sagt at boghandelen var en frihandel. Men hvorfor den skal være mere fri end enhver anden handel, så enhver kan kaste sig derpå, indses så meget mindre som en boghandler må betale sit borgerbrev og svare betydelige skatter og tyngder lige så fuldt som nogen anden borger. Hvad ville en lysestøber eller marskandiser sige til at boghandlerne begyndte på at sælge lys eller gamle møbler? Og da bøger i en kultiveret stat ikke kan anses for overflødighedsvare, så fortjener vel den mand som ved disses udgivelse bidrager til at fordrive åndens mørke lige så meget agtelse og opmærksomhed som den der frembringer et middel mod nattens.

*) Når en boghandler kan udgive gode skrifter, da kan han ved bytning eller tusk aldeles eller dog for en del dække fremmede bøger. I andet fald må han sende det hele beløb for de afsatte bøger i rede penge, med undtagelse af den ham tilstående provision. Men af denne provision kommer ham eller staten kun meget lidt til fordel. For den største del går bort i transportomkostninger der ikke engang ganske bliver det danske postvæsen til del. En af os herværende boghandler tilbagesendte i forrige år 12.000 pund og i år skal han remittere 18.000 pund uafsatte skrifter. Beregner man den porto frem og tilbage, som herfor omsonst er betalt, så ses hvor lidt fordel kommissionærhandelen giver.

(Politivennen nr. 426. Løverdagen den 28de Februar 1824, s. 6879-6885)

Om Boghandelen.

Mens alle håndværkere og handlende stræber efter at indtræde i lav eller korporationer for at se deres rettigheder hævdet, er boghandlerne de eneste som tålmodigt ser på at der på mange måder gøres brud på deres rettigheder. Og det endog i den grad at man næsten kunne definere en boghandler som en borger der har fuldkomne pligter, men kun meget indskrænkede rettigheder. 

Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.

I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.

Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet. 

"I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd lagde sig efter betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter." (Samtidig bogsamling, dog ikke biblioteket: Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.

(Fortsættes)

*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)

Spørgsmaal til den Gyldendalske Boghandling og H. H. Thiele.

Den 15. oktober sidste år udgik en subskriptionsplan underskrevet "Gyldendalske Boghandling og H. H. Thiele" på værket "Historisk Hånd-Ordbog" ved d'herrer Blok Tøxen og F. M. Lange. Det blev tilkendegivet at bogen var helt færdig fra forfatternes hånd, og trykningen allerede da for nogen tid begyndt og uafbrudt fortsattes. På omslaget af martshæftet af "Archiv for Historie og Geographie" gentages denne indbydelsesplan, og man må altså tro at der endnu tænkes på udgivelsen. Men da bogen hidtil ikke er udkommet, så tillader man sig herved det spørgsmål: Hvor lang tid kan trykningen af denne færdige og kun til 30 ark anslåede bog rimeligt endnu medtage?

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5262-5263).

Redacteurens Anmærkning

Blok Tøxen kan være J. K. Blok Tøxen. F. M. Langes kendes i nationalbibliografien kun som udgiver af "Udvalg danske og udendanske Criminalsager" (1836). Hverken d'herrer eller titlen har jeg kunnet finde nogen steder. Så måske blev værket aldrig til noget. Blok Tøxen fik aldrig nogen stor litterær karriere. Men skrev i adskillige aviser, fx Kjøbenhavnsposten 14. august 1830.

Litterair Uorden

(Indsendt).

Den organisation der på den senere tid har fundet sted for en stor del af vores handlende her i staden ved den højvis magistrats foranstaltning, kan ikke nok så meget berømmes, da den helt sikkert ved fornuftens og duelige bestyrere for eftertiden vil bevirke en god orden hvad angår deres handelsret. En lignende organisation kunne man ønske sig mellem boghandlerne og bogbinderne her i staden. Disse sidste har i den senere tid tiltaget sig mere end lovlig frihed til både at indbinde og lade indbinde bøger samt at udsælge alle slags skrifter, det være indbundne eller uindbundne. Ja endog fremstille disse til offentligt skue, det være deres eget forlag eller andres. Det strider imod den ret som henhører under den egentlige boghandel. Og derigennem bliver naturligvis den mindre formuende boghandler der må lade alt indbinde hos bogbinderne, undertrykt i sin næringsvej, fordi den kun tillader ham at sælge, men ikke at indbinde bøger. Det var derfor ønskeligt at bogbinderlavets hr. oldermand offentlig ville kundgøre hvor vidt denne deres ikke uindskrænkede handelsret kunne strække sig. I manglende tilfælde vil vedkommende indstille sagen for den høje magistrat der vist vil håndhæve den ret som tilkommer boghandlerne her i staden.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2661-2662)

"Bogbinderne her i staden har tiltaget sig mere end lovlig frihed til både at indbinde og lade indbinde bøger samt at udsælge alle slags skrifter, det være indbundne eller uindbundne, ja endogså at fremstille disse til offentligt skue," (Salmebøger fra slutningen af 1700-tallet der godt kunne se ud til at trænge til en tur forbi bogbinderen. Nationalmuseet. Eget foto).

Forslag til alle Forlagsejere i Danmark og Norge

For at gavne Sønderjylland og Holsten og at fremme udbredelsen af det danske sprog endnu mere der, er det ved højeste befaling bestemt at alle forordninger som angår disse lande herefter skal trykkes såvel på dansk som på tysk. Således at en dansk side kommer til at stå lige overfor en tysk side. Og det ses altså at det er regeringens, ligeså vel som hver god dansk mands ønske, at statens enhed også efterhånden vinder den forøgelse af fasthed som et eneste fælles sprog unægtelig afgiver. Derfor tror udgiveren deri den naturligste anledning til at foreslå samtlige danske og norske forlæggere at bidrage hvad de formår til at fremme dette ønskelige formål.

Disse landes befolkning kan betragtes som bestående af to store klasser. Til den første henregner jeg embedsmænd, personer af hvad man kalder bedre opdragelse, og dem der altid har lejlighed til at omgås med danske. Altså alle indbyggere i Sønderjyllands og Holstens østlige stæder. Denne klasse kan enten allerede dansk eller har let ved at lære og forstå det, og trænger altså mindre til det som jeg agter at foreslå. Den anden klasse er den hele agerdyrkningsklasse eller bondestanden og indbyggerne i landenes vestlige, sydlige eller midtlands stæder. På disse er det der især bliver at virke.

Forslaget består deri: "At hver dansk og norsk forlagsejer eller så mange af dem som anser sagen gavnlig og patriotisme for noget mere end et blot navn, beslutter og tegner sig for i et vist antal år fx i ti år eller længere årligt at ville give 10 eksemplarer eller flere eller færre af hver for almuen nyttig og dertil passende dansk bog i hans forlag, til oprettelse af danske almuebogsamlinger på  landet og i de ovennævnte stæder i Sønderjylland og Holsten.

Vel vil dette middel virke langsomt, men udgiveren tør med sikkerhed tro at det vil alligevel betydelig formere udbredelsen af det danske sprog. Eksemplet vil måske bevæge andre, til ved pengegaver at skabe flere danske almuebogsamlinger i disse provinser. Og foruden denne nytte, som sprogets udbredelse yder, ville de skænkede gode bøgers læsning have en god virkning på læserne og bibringe dem mangen hidtil savnet nyttig kundskab.

Uden at foregribe givernes bestemmelse, hvoraf mulig en kan fortrinligt ville give til en egn, en anden til en anden egn, ville jeg foreslå at begynde amtvis, således nemlig at Haderslev Amt i 1808 fik 10 danske almuebogsamlinger, Tønder Amt i 1809 fik 10 ditto og således såvidt det ville række.

Ved de herrer amtmænds omsorg håber jeg med tillid at de af enhver givne bøger besørgedes til de særskilte sogne, han dertil udkårede i sit amt. Af de herrer præster i disse udkårede sogne tør det sikkert håbes, at de ville villigt og troligt, som og ubetalte, påtage dem opsynet, udlåningen, tilbagefordringen af de deres sogn tildelte bøger. Med et ord at være bogsamlingens bibliotekar. Og af ethvert sådant sogns mænd selv kan det vel med rimelighed forventes at de ville bekoste det skab hvori bøgerne i kirkens våbenhus kunne stå forvarede.

Det forstår sig selv og ventes af giverne iagttaget at romaner (på meget få nær), røverhistorier, bøger om selvkure, usædelige bøger og lignende ikke gives så lidt som lærde værker.

Ved indbindingen var det godt at bogbinderen påsatte amtets navn. Amtmanden kunne siden i bogen skrive sognets navn og at den ikke måtte sælges eller købes af nogen, eller lånes ud af amtet.

Det er gavnlige bøger som Levin Christian Sanders sørgespil "Niels Ebbesen" som er passende til et dansk almuebibliotek. Her indledningen til scenen med Stig Andersen og Niels Ebbesen. Herved vil vi kunne udbrede det danske sprog i Sønderjylland og Holsten.

Udgiveres eget forlag er vel ikke af de store. Dog indeholder det adskillige gavnlige bøger passende til et dansk almuebibliotek. Dertil henregner han Olufsens Annaler, Boysens Vejledning til huslig lyksalighed, Aabys Vejvisning for en bonde til selv at opmåle sine jorder, Mønsters samling af folkesange, Samling af sømandssange, Tordenskjolds levnet, Sanders Niels Ebbesen, Krig for havenes frihed. Af disse giver han med fornøjelse 10 eksemplarer af hver, i næste år, til Haderslev Amt og vil tilsende amtmanden dem indbundne. Og finder hans forslag bifald hos de andre herrer forlagsejere, større og mindre vil han til lige værdi bidrage i så mange år som de øvrige.

Ved denne lejlighed kan udgiveren ikke undlade at opfordre en eller anden velmenende boghandel til at besørge et lille men passende leksikon af Plattysk og dansk til brug for de mange nu herværende krigsmænd fra Sønderjylland og Holsten. At det ville være disse nyttigt er ikke at tvivle på. Og at det også i Sønderjylland og Holsten selv ville få afsætning, kan man med sikkerhed forudsige. For ikke det tyske sprog, men det plattyske er modersmålet i disse to provinser.

(Politivennen nr. 502, 12. december 1807, s. 8072-8077) 

Redakteurens Anmærkning

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at overfortolke. Men med lidt forsigtighed kan denne artikel sammen med artiklen om stiftelse af et patriotisk selskab måske ses som udtryk for at udtrykket patriotisme er ved at skifte indhold over mod nationalisme. Hvor andre artikler i Politivennen (se fx artiklen fra 19. april 1806) om Holsten og tysk sprog har haft til hensigt at ligestille de to sprog, plæderer denne artikel for at holstenerne med tiden skal begynde at tale dansk. Og at man skal begynde at "missionere" blandt holstenerne for det danske sprog. Noget som 1807 tilsyneladende havde skubbet til. Og som peger frem mod treårskrigen 1848-1851, og længere frem til 1864. Bemærk i øvrigt også artiklens opdeling af Sønderjylland i øst (dansk) og vest, midt og syd (tysk).

En artikel med lignende indhold findes i Politivennen nr. 362, 4. februar 1809, s. 9050 . I forbindelse med indkaldelsen til stænderforsamlingerne var der en længere afhandling om sprog i artiklen "Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjyllands kirkelige og juridiske Stilling." i Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 715-721. 

Mere direkte formuleredes det i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824.

Spørgsmål til Boghandler hr. Stadthagen

(Efter indsendt)

Adskillige prænumeranter på bogen "Urnen i den ensomme dal" som for et år siden havde betalt dens fire dele, men hidtil kun fået de to første, spørger udgiveren hr. boghandler Stadthagen: Om de kunne vente de 2 tilbageværende dele, eller betalingen for disse godtgjort?

(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6679-6680)

Bekendtgørelse

I anledning af det foregående nummer fremsatte spørgsmål til G. L. hr. boghandler Stadthagen er det bladets pligt at bekendtgøre, at hr. Stadthagen straks offentligt har anmeldt at prænumeranterne på det omtalte skrift "Urnen i den ensomme dal", der har betalt de to sidste dele af samme bog nu uden betaling kan afhente dem.

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6702)

Titelbladet til den tyske udgave. Den danske findes på det Kongelige Bibliotek, og er ikke til hjemlån. Bogen synes at være gået totalt i glemmebogen. Og forfatteren er ikke nævnt i noget større tysk opslagsværk, fx Kindlers litteraturleksika, Brochhaus og andre..

Redakteurens Anmærkning

Urnen i den ensomme dal

Det drejer sig om "Urnen i den eensomme dal" af Ludwig Benedict Franz Freiherr von Bilderbeck (1764-1833),  I-II. del oversat 1804. 1.-2. del oversat af Otto Horobow, 3.-4 del oversat af E. F. Primon, 1806. Findes i Danmark på det Kongelige Bibliotek. Den tyske udgave er digitaliseret, og findes i München, Bayerische StaatsBibliothek digital. Casino opførte en forestilling (Mumbo-Gumbo-Gonggong den Store) med Bilderbeck 5 gange.

Et Vink til Boghandlerne

Det er ikke usædvanligt, at når man køber en indbunden bog hos en boghandler og gennemblader den, opdager man sommetider at den er defekt, sommetider at den er urigtig indbunden. Det forstår sig, at boghandlerne kunne ombytte et sådant eksemplar mod et der er rigtigt. Men når nu en sådan bog sendes uden at blive gennembladet (og hvor ofte sker dette ikke), så er sagen for vedkommende ejere på et fjerntliggende sted mere end ubehagelig. Den er i sine følger et bedrageri.

Var det ikke en rimelig pligt at alle boghandlere der sælger indbundne nye bøger, inden de udleveres at forvisse sig om, at de ikke er defekte eller urigtig indbundne. Og fortjente ikke de bogbindere som flere gange således udfører deres arbejde, at deres navne bliver offentligt bekendtgjorte? Sagen er virkelig vigtigere, end den ved første øjekast kunne synes.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5867-5868)

Usædelighed i Skrivter.

(Efter indsendt.)

I anledning af det til det medicinske politis foresatte i Politivennen nr. 241 anførte, som ikke andet end kan meget bifaldes, ønskes endog andre almuesblade at renses fra alt usædeligt. Som fx Aftenposten der i de senere tider for det øvrige er så meget forbedret, dog i nr. 95, 1802 findes besudlet med det stykke: "Præsten havde saagar giort det omsonst."

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 243, [25 December 1802], s. 3880-3881)

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.

Anmodning til Hr. Boghandler Malling.

Nogle auktionsgæster som ofte har søgt og endnu ønsker at søge Deres bogauktioner, anmoder Dem venligst om hvis der ellers er mulighed i og hvis, som det ikke kan omtvivles, fornuftige menneskers søgning er Dem kær, at mage det således at Deres auktioner ikke bliver en samlingsplads (især om aftenen) for kåde og usædelige halvvoksne lapse, hvad enten disse her ville slippe løs af skoleforstanderen eller skolefrejderen i arbejdstimerne tilbageholdte kådhed, eller blot vil stifte dem boldgade for de drengestreger der ellers synes så vel at høre hjemme, siden de tåles, på de filosofiske eller filologiske russekollegier. Man formoder at De ikke optager denne bøn anderledes end den er ment, som sigtende til Deres egen tarv.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 136. 29 November 1800, s 2163-2164)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren boede boghandler Malling i Springgade 24, altså indtil 1881 det stykke af Pilestræde som forløber mellem Møntergade og Landemærket. Huset eksisterer ikke længere.

I Anledning af den i No. 115 indrykkede Opfordring til Hr. Brummer.

Uagtet jeg holder mig overbevist om at hr. Brummer der ikke vel kan andet, svarer på opfordringen, og uagtet det altså er muligt at hans svar kan støde sammen med denne min erindring i Deres blad, og måske da et og det samme siges to gange, har jeg dog ikke villet undlade at tilsende Dem følgende notabene:

1) er det ikke afgjort at det princip der i opfordringen fremsættes, som det regeringen blot af prisværdig omsorg for oplysningen har gjort en undtagelse fra, hvad angår til trykte skrifters og papirers indførsel dette princip: At indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførelsen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv, er det lovgivren i toldforordningen 97 har haft for øje. Indledningen giver endog ikke utydelige vink på det modsatte.

2) Er papir en af de ting der lige såvel kaldes fabrikata som rå materialer. En bogtrykker kalder det med det sidste navn, en papirmøller derimod med det første. Jeg anfører dette blot for at gøre opmærksom på at man i opfordringen gør en urigtig applikation af hint princip på papiret som vare. Da jeg forresten i overensstemmelse med det ovenfor sagte ikke tror at lovgiveren ved tolden på papiret har villet ophjælpe fabrikationen af denne vare, hvorfor over 100.000 rigsdaler årligt udgår af landet. Denne fabrikation er hos os så langt tilbage at den ikke ved så små midler kan trækkes frem.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1845-1847)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om artiklen i nr. 115.

Spørgsmaal med Hensyn til Trykkeforordningen af 27. Sept. 99.

I henseende til en rejsebeskrivelse i Schweitz på hvis titelblad man finder nederst: Friderich Brummer, og ellers ikke noget sted forlæggeren eller bogtrykkeren nævnes, spørges hr. universitetsboghandler Brummer om nogen kancelliresolution eller deslige måtte have dispenseret ham for forordningens bydende i 165 der foruden forfatterens navn kræver forlæggerens og bogtrykkerens fulde nævnelse. Da særsynet af dette skrift (hvoraf anmelderen har set et eksemplar i den Classenske Bogsamling) kan opvække den tanke at andre også på ansøgning kunne få dispensation fra forlæggers og bogtrykkers nævnelse, ja måske (som er et så almindeligt ønske, ja næsten et almindeligt håb) fra selve forfatterens nævnelse, så opfordres hr. Brummer til behageligst at besvare spørgsmålet. Og skal hans svar med taknemmelighed blive indrykket ikke alene i Politivennen, men også i lærde efterretninger. 

Man ville ikke stille dette spørgsmål hvis man i mindste måde troede at hr. Brummer lod trykke bøger i Leipzig, og på titelbladet sætter Kopenhagen. En sådan handlemåde ville ikke alene have til følge at sætte Københavns bogtrykkere i et ufordelagtigt lys hos regeringen, men endog at formindske kongens toldintrader og altså ilde at lønne den lovgiver der ved at lægge told på papir, men ikke på trykte skrifter, blot af prisværdig agtelse for oplysning har handlet tværtimod den grundsætning at indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførslen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1838-1840)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 116.

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.