De før omtalte gode og betydelige biblioteker blev efterhånden ved ejernes død eller af andre årsager solgt på auktioner og enhver der ejede en lille eller stor bogsamling skyndte sig i ældre år at blive af med den til hvilken som helst pris. På disse auktioner indfandt sig kun sjældent de egentlige boghandlere. For da afsætningen på bøger aftog, blev de træt eller kunne ikke bestandigt holde ud at forøge deres samlinger og sætte kapitaler til for at fylde deres lader. Således kom ofte fremmede kostbare værker i ukyndige boghøkeres hænder hvor de ofte blev defekte. Eller når de havde stået hos dem i nogen tid uden at kunne sælges, vandrede de til spækhøkeren eller urteboden. På denne måde er mange kostbare værker gået tabt, og sådant sker endnu hver dag. Ingen vil vist kunne nægte at det er til stor tab og skade for videnskaberne. For videnskabsmanden på landet som ikke kan ty til offentlige biblioteker, må når han skal benytte et ikke almindeligt værk, søge at få det på bogladerne, og når det af anførte grund ikke findes der, må han af mangel på de fornødne hjælpekilder standse eller ophøre med et arbejde der muligvis kunne være blevet oplysende og gavnligt for flere slægter.
Man kan vel ikke sige at læselysten er aftaget. For masserne vil gerne læse når de kan få bøgerne til låns eller for intet. Men at købe bøger, det bryder ingen sig om, de har andet at bruge pengene til. Men det kan boghandleren ikke være tjent med. Vel har han bemærket at nye bøger er temmelig dyre. Men er denne bemærkning begrundet, så hidrører denne dyrhed fra den lille afsætning der findes. I lejebiblioteker og læseselskaber kan 1 eksemplar læses af flere hundrede mennesker. Og har man her i Danmark fx 100 af sådanne indretninger, så kan en forlægger når som ovenfor sagt ingen privatmand køber bøger, kun gøre regning på at afsætte 1 eksemplar til hvert. Men herved er han langt fra ikke skadesløs for udgifter til honorar, papir og trykkerløn, og det kan man dog vel ikke fortænke ham i om han stræber at blive og at have håb om en mulig fordel ved at sælge nogle få eksemplarer af den øvrige beholdning. På grund af det må ham sætte en pris på sine bøger der er beregnet efter afsætningens størrelse. Dog gør han ved skole- og andre almennyttige bøger hvorpå større afsætning kan ventes, vist nok en undtagelse heri, ligesom man vil finde at danske bøger overhovedet ikke er så dyre som de der komme hertil fx fra Tyskland og andre steder.
Letheden i at kunne få bøger for et godt køb hos de mange som er uberettigede til denne handel, er også for en stor del skyld i at boghandlerne mangler afsætning på nye bøger. Men når afsætning mangler, taber boghandlerne mod og evne til at befatte sig med bøgers udgivelse. Og dog er nytteskrifters udgivelse ikke alene højst nødvendig der, hvor kunster og videnskaber skal fremmes, men den er også et middel til at dække de summer som går ud af landet for fremmede skrifter. Kan en boghandler ikke forlægge nye bøger, så synker han ned til kommissionær, og hans handel er da til ubetydelig gavn såvel for ham selv som for staten *).
Før Danmark fik boghandlere, måtte de danske købe og lade deres bøger trykke i Tyskland. De første boghandlere som begyndte handelen her, blev opmuntret og understøttet. Og siden da handelen kom i gang, var der mange som samlede sig formue. Derfor ser vi også fra de dage voluminøse og kostbare værker som i vores tid ingen turde befatte sig med at forlægge. Nu vil ingen ved boghandelen kunne samle sig formue, godt om de kunne bestå og leve. Og skal afsætningen fremdeles aftage og tingene vedblive at gå den begyndte gang, så er det ikke usandsynligt at vi vil komme tilbage til det punkt hvorfra vi begyndte, det vil sige købe og lade trykke vores bøger på fremmede steder. Men hvilken skadelig indflydelse dette ville have på vores sprog og videnskaberne her til lands og til hvor lille ære det ville geråde Danmark, er meget let at indse.
Man kan derfor ikke andet end ønske at vedkommendes opmærksomhed for denne sag må vækkes, og boghandlernes rettigheder nøjere måtte blive bestemt og overholdt. Vel har man sagt at boghandelen var en frihandel. Men hvorfor den skal være mere fri end enhver anden handel, så enhver kan kaste sig derpå, indses så meget mindre som en boghandler må betale sit borgerbrev og svare betydelige skatter og tyngder lige så fuldt som nogen anden borger. Hvad ville en lysestøber eller marskandiser sige til at boghandlerne begyndte på at sælge lys eller gamle møbler? Og da bøger i en kultiveret stat ikke kan anses for overflødighedsvare, så fortjener vel den mand som ved disses udgivelse bidrager til at fordrive åndens mørke lige så meget agtelse og opmærksomhed som den der frembringer et middel mod nattens.
*) Når en boghandler kan udgive gode skrifter, da kan han ved bytning eller tusk aldeles eller dog for en del dække fremmede bøger. I andet fald må han sende det hele beløb for de afsatte bøger i rede penge, med undtagelse af den ham tilstående provision. Men af denne provision kommer ham eller staten kun meget lidt til fordel. For den største del går bort i transportomkostninger der ikke engang ganske bliver det danske postvæsen til del. En af os herværende boghandler tilbagesendte i forrige år 12.000 pund og i år skal han remittere 18.000 pund uafsatte skrifter. Beregner man den porto frem og tilbage, som herfor omsonst er betalt, så ses hvor lidt fordel kommissionærhandelen giver.
(Politivennen nr. 426. Løverdagen den 28de Februar 1824, s. 6879-6885)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar