Militær Badeanstalt ved Langelinie. (Efterskrift til Politivennen)

Den militære Badeanstalt, som Hr. Engelbrecht har ladet opføre ved Langelinie, middelbart ser man fra Byen naaer de Bechske Badehuse, er i disse Dage bleven tagen i Brug. Rigsdagen har, som bekjendt, efter Nedlæggelsen af Svømmeskolen paa Gammelholm bevilget en Sum til Leie af en Badeanstalt for Militæretaten, og for egen Regning og efter egen Plan har der paa Hr. Engelbrecht ladet den nævnte Anstalt opføre. Foran den strækker sig en stor Plads, hvor det er Hensigten at opføre en Pavillon og indrette et lille Anlæg. Ad en Bro kommer man derfra ind i selve Svømmeskolen, der bestaaer af et stort firkantet Bassin, indesluttet af fire Flaader, paa hvilke Badeskurene, der ere dækkede med Tage, ere opførte. Bassinet har en Længde af 105 Alen og en Brede af 50 Alen. Flaaderne med de derpaa værende Huse have et net Udseende og danne derved en Modsætning til dem, der tidligere benyttedes paa Gammelholm. Bassinet, i hvilket der er Plads til 600 Mennesker ad Gangen, er afdelt i Midten, og den inderste Del er beregnet for Ikkesvømmere, idet den kun har en Dybde af 2½-4 Fod, medens den yderste Del er blevet opmudret til en Dybde af 5-14 Fod. Anlæget, der er udført af Tømmermester Klentz og har kostet omtrent 14,000 Rd., er opført i den forholdsvis meget korte Tid af 8 Uger og af særdeles solide Materialier, idet det er Hensigten ikke at tage Flaaderne ind Vinteren over. Militæretaten har saaledes her faaet et Badeetablissement, der saavel med Hensyn til Vandets Beskaffenhed som til Udstyrelsen tilfredsstiller alle billige Fordringer, og vi henlede tillige Opmærksomheden paa, et paa de Tider, hvor Militæret ikke svømmer, nemlig fra Kl. 12-4 og var Aftenen efter Kl. 8 samt Søn- og Helligdage er Badeanstalten aaben for Private, og Prisen (4 Sk. for en Voxen, 2 Sk. for Børn) er sat saa lav, at Alle ville kunne nyde dette Gode. Da man har hørt fremsatte den Mening, at de Spadserende paa Langelinie vilde blive generede ved Synet af de Badende, er det vel ikke overflødigt at gjøre opmærksom paa, at Ingen af disse kommer udenfor Bassinet, og at "Privatlivets Mur" strækker sit beskyttende Skjul langs dette.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1868).

Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved Lange Linie og sammes Nærhed.

Det er vel en uomtvistelig sag at den såkaldte Langelinje ved Kastellet i forbindelse med vejen til og langs med den Classenske Have indtil det gamle kalkbrænderi i flere år har været et af hovedstadens mest udsøgte og yndede spadsereture. Det er fremdeles næppe nogen ubekendt at der, især i den sidste tid er anvendt meget fra det offentliges side for at gøre samme spadseretur endnu behageligere end den af naturen er. Ikke desto mindre har man bestandig på nævnte spadseretur med største mishag måttet se den simple klasses nøgne kroppe, hvilken ifølge en som det synes ældgammel skik, har udvalgt samme til et stadigt og ganske almindeligt badested. Denne højst anstødelige uskik som forstyrrer den almindelige selskabelighed, burde uanset hvor længe den har fundet sted, ikke tåles længere. 

Man tror derfor ikke uden grund at kunne henvende sig til de ansvarlige autoriteter med en indstændig bøn om at fritage det spadserende publikum for dette uanstændige og ubehagelige skue der i sommertiden dagligt byder sig til fra morgen til aften, og nødvendigvis må bemærkes af de forbigående, da afstanden fra spadserevejen til vandet på sine steder knap er ti alen. Hertil kommer at den simple mand ikke viser nogen synderlig følelse af blufærdighed ved af- og påklædningen. En befaling der forbød alle og enhver at bade på terrænet fra Langelinje inklusiv indtil gamle kalkbrænderi, synes derfor i højeste grad i overensstemmelse med ret og rimelighed. For 1) er det spadserende publikum langt mere talrigt end det badende, 2) kan de badelystne benytte terrænet umiddelbart ved gamle kalkbrænderi og det som strækker sig mellem gamle og ny kalkbrænderi, hvor få, ja næsten ingen spadserende findes. 

At her ikke sigtes til de der svømmer og som benytter det badehus der er indrettet ved Langelinje, synes ufornødent at tilføje, selvom man ikke kan undlade at bemærke at det ville have været ønskeligere at et sådant badehus ikke var stillet ved en så almindelige befærdet vej. 

Til slut må det bemærkes at man endog på det territorium hvor Langelinje strækker sig, nemlig ved det jordsmon som kaldes Huths Batteri, i de sidste dage har nydt skuet af flere badegæster. Man mener hvad dette sidste punkt angår at det ikke behøves at fremførenoget ønske, men at man meget snarere har en retmæssig fordring at kunne gøre gældende, da adgangen til Langelinje må betales, og det offentlige vel næppe vil lade sig betale for en ret hvoraf man under sådanne omstændigheder som ovennævnte, hverken kan eller bør gøre brug.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 494-497)

Langelinje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Væmmeligheder i Esplanaden.

I Esplanaden ses hyppigt, selv på søn- og helligdage på den tid af dagen hvor folk helst benytter denne promenade, en del pjaltede subjekter der sidder langs med Kastelsgraven og trækker ud til skindet for at skille sig af med et vist slags insekter, som synes at besvære dem i uhyre grad.

For alle er noget sådant sikkert et meget væmmeligt skue, for ikke at tale om at de der måtte være så uheldige siden at passere et sted hvor en sådan krabat har sidder, let kan få en højst besværlig indkvartering. Men for de mange der har betalt et dyrt tegn til Langelinje og ad denne vej begiver sig derhen med familie, er det især ubehageligt at måtte tåle at velopdragne fruentimmers og børns blufærdighed såres af sådanne uforskammede karle der ikke undser sig ved at vise sig in puris naturalibus, ja endog i højst gemene stillinger gøre sig en fornøjelse af stift at beglo enhver der går forbi.

Ved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på dette uvæsen, håber anmelderen at se det fjernet. Hvilket så meget lettere vil kunne ske som der allerede er placeret en soldat ved barrieren mod Østerport for at åbne og lukke den. Og det antages at han foruden denne dont vel kan holde den ene side af Esplanaden fri for sådanne væmmeligheder, mens den fra vagten i Kastellet, eller ved indgangen til Langelinje udsatte post på den anden side, uden stort besvær kunne udrette det samme når såvel den ene som den anden blev behørigt instrueret om det.

(Politivennen nr. 915. Løverdagen den 13de Juli 1833, s. 478-480).

Lange Linie.

Denne yndede spadseregang er næppe blevet besøgt så meget som i denne tid såvel af de kongelige herskaber, de fremmede diplomater som også en stor del af publikum. Den fortjente derfor en bedre istandsættelse og behandling, såvel med hensyn til dens benyttelse som dens beliggenhed, og i betragtning af den rige indtægtskilde den yder. (For et adgangstegn til hest eller vogns betales 4 rigsbankdaler, 3 mark og til fods 3 rigsbankdaler).

Allerede tidligere har man tilladt sig i Politivennen at føre anke desangående, men i stedet for at forbedre passagen for fodgængere, er vejen nu betydeligt blevet forværret, ved at henkaste grus blandet med store sten derpå. Det føles ømfindtligt, især af damernes med tynde sko forsynede fødder. Et mønster hvorefter sådan en spadseregang burde istandsættes er de nye i Kongens Have anlagte aleer som på en hensigtsmæssig måde er opfyldt med fint strandgrus hvorpå man i enhver årstid går med tørre fødder og ligesom på et jævnt gulv. Derimod er i de senere år den nærliggende exercerplads blevet belagt med flyvesand hvor støvskyer derfra som oftest hæver sig så højt at de dækker en del af haven og ulejliger de spadserende. For atter at komme tilbage til Langelinje, bemærkes at endnu intet i år er gjort for den, undtagen nogle opgange med trapper fra kørevejen til spadseregangen. Dosseringen på begge sider af sidst nævnte er i en ynkelig forfatning. Fodstien selv er ujævn og af forskellig bredde. Bænke savnes stadig. Det ville være behageligt for de spadserende om deraf nogle flere blev anskaffet end i forrige sommer.

Vel er prisen for et adgangstegn til Langelinje blevet nedsat for fodgængere fra 4 rigsbankdaler, 3 mark til 3 rigsbankdaler. Men dog menes at selv sidstnævnte pris endnu er for høj for mange. Det var ønskeligt at det for den større og ikke formuende del af publikum om den kunne reduceres til 1 rigsbankdaler især da indtægten næppe ville lede derved, såsom afsætningen af billetterne stige i forhold som prisen nedsættes. Også synes det i overensstemmelse med rimelighed at man for benyttelsen af disse billetter for årets sidste 6 eller 3 måneder ikke betalte fuldt så meget som for hele året.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 275-277)

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

Lange Linie.

Som bekendt anvendes indtægten af de udstedte billetter for at få tilladelse til at passere Langelinje, til gavn for skolerne i Kastellet. Denne indtægt ville uden tvivl forøges, når kommandantskabet i Kastellet fra næste nytår, fra hvilken tid de nu i brug værende billetter ikke gælder længere, behageligst ville opfylde et allerede flere gange ytret ønske, at nedsætte prisen for dem der kun ønsker at spadsere på Langelinje. For mange af Københavns indbyggere som anser den nuværende betaling af 4 rigsbankdaler 48 skilling for på et år at få adgang til Langelinje som en for betydelig udgift, ville gerne benytte denne byens fortrinligste stadseregang, ifald den var mindre dyr. I forhold altså som billetternes pris nedsattes, ville afsætningen tiltage og indtægten formodentlig blive større end den er nu.

I denne anledning tillader indsenderen sig tillige i det på Langelinje spadserende publikums navn, at fremkomme med en anden bøn til kommandantskabet i Kastellet, nemlig at Langelinje ikke om sommeren lukkes allerede kl. 9 og om efteråret kl. 8 om aftenen hvorved de spadserende netop berøves nydelsen af den behageligste tid på denne spadseregang. Ifald det er nødvendigt så tidligt som anført at lukke Kastellets ydre porte og barrierer, så ville publikum påskønne det som en velvilje fra kommandantskabets side hvis til samme tid alene spærredes den ydre barriere, men ikke jernporten til esplanaden, og de spadserende tillades at opholde sig 1 eller 2 timer længere på Langelinje.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 775-777)

Anmodning til Toldinspectionen.

Indsenderen der ofte for at rekreere sig, foretager en spadseretur til fods ad den såkaldte Langelinje, har ofte haft lejlighed til at bemærke at der intet lokum er anbragt ved det såkaldte "Norvegens Comptoir" udenfor Norgesporten i Kastellet. Man har derfor fra den af den galante verden så stærkt befærdede Langelinje ofte, ja næsten dagligt, lejlighed til at beskue hvorledes de på dette sted posterede toldofficerer - der er NB ikke flere end en på post ad gangen - er sat i den nødvendighed at måtte offentligt forrette det som ingen lov kan forbyde, og som man dog ugerne foretager i fleres påsyn.

Den ærede toldinspektion der vist nok ikke i et og alt hylder denne kyniske regel: naturalia non sunt turpis, eller for danske ører: ved det der er naturligt, behøver man ikke skamme sig, og som desuden ved flere havnekontorers bedre og mere hensigtsrigtige indretning, har vist at dens undergivnes vel og bekvemmelighed også har været genstand for dens opmærksom, anmodes derfor om behageligt at træffe sådanne foranstaltninger at enhver, det være sig dame eller chapeau, kan befærde Langelinje uden at øjet stødes ved det man plejer at kalde non decorum.

(Politivennen nr. 766, Løverdagen den 4de September 1830, s. 578-580)

Ønske om Forbud mod Svømmen ved Toldboden og flere steder.

Indsenderen af dette har gennem flere somre set på en uskik med det stille ønske at de ansvarliges opmærksomhed engang måtte rettes mod det. Men da dette hidtil ikke er sket, vil han nu pege på den, og i sømmelig beskedenhed ytre det ønske at se den fjernet. Denne uskik er den almindelige svømning ved Toldbodtrappen, bommen, Langelinje og vejen ud forbi Classens Have. Disse sidste er som bekendt meget yndige spadsereveje, og meget besøgt af stadens østlige beboere. Ligesom toldboden og dens brohoved med den skønne udsigt over Reden, Holmen og havnen under en sjældent behagelig aftenscene. 

"Denne uskik er den almindelige svømning ved Toldbodtrappen, bommen, Langelinje og vejen ud forbi Classens Have." (Parti af Toldboden, C. F. Christensen, 1820-29. Formentlig er der tale om havneområdet forrest i billedet. Statens Museum for Kunst).

Hvor hårdt! at så yndige spadseresteder ophører at være tilgængelige for damer så snart vejret tillader svømning. For hvilken far, slægtning eller elsker kan tage kære kvindelige personer med til steder hvor deres blufærdighed krænkes så groft? Og hvor forlegen og ilde må en fintfølende mand ikke føle når han på en spadseretur med damer uventet ser et par nøgne mennesker komme frem tæt ved vejen han skal passere. At sædelighedspolitiet i tænkeren øjne har samme vigtighed som sikkerheds- og bekvemmelighedspolitiet, er en forvisning der giver indsenderen det sikre håb at dette vink ikke vil blive upåagtet hvis det når de ansvarliges opmærksomhed. 

Vores fædreland har gjort så store fremskridt til sand kultur - og hvad er den foruden offentlig agtelse for sædelighed - at det må smerte patrioten når det første den fremmede møder er et syn der så lidt kan indgyde ham fordelagtig mening om det folks delikatesse han indtræder iblandt. Når den dannede udlænding ved landgangen fra paket- og dampskibet leder sit kvindelige selskab op ad trappen mellem nøgne mennesker der ganske uden følelse for kvindelig blufærdighed trænger sig nysgerrige omkring dem, eller øver deres kåde og ublu kunster i vandet. 

Det er sandt nok at svømning er en lige så gavnlig som behagelig legemsøvelse hvis almindelighed er et nationalgode som vi takker vores nærværende faderlige regering for. Men et lige så vigtigt anliggende er nationalsædelighed. Og hvor kan der være sædelighed hos et folk som ikke kendte blufærdighed? Hvordan skal denne bestå når mandkønnet ikke agter den? Man siger ikke heller at der gives andre spadsereveje at søge. For de nævnte er så langt at foretrække for landevejen der er indhyllet i støv, overgår dem i stille ynde som vederkvæger sindet at man hellere bør tillades at sige, der gives steder nok at svømme ved. Som: uden for Kalkbrænderierne, skibsværfterne og andre afsondrede steder. Ligesom brug er i andre lande, hvor dertil er anvist enkelte pladser som endog sine steder sikres ved udsatte vagter for uvedkommendes nærværelse. 

Hvor denne for sundheden så befordrende legemsøvelse er anset, både for dens gode og onde følger at være af nationalvigtighed nok til at fortjene politilove og opsyn. Sluttelig erindres at der eksisterer en forordning af 14. juni 1794 hvorved det forbydes at svømme ved Toldboden, kanalerne, Knippels-, Holmens og Højbro under straf af 1 eller 2 timer i gabestokken.

(Politivennen nr. 493. Løverdagen den 11te Juni 1825, s. 9749-9752)

Redacteurens Anmærkning

De mange artikler i Politivennen om dette emne synes ikke at have ført nogen vegne. Samme klagepunkt kan læses i artiklen "Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved lange Linie og sammes Nærhed." i Politivennen nr. 967, lørdag den 12. juli 1834, s. 494-497. 
 

Bøn til Commandanten i Citadellet.

Idet man med skønsomhed erkender den beredvillighed kommandanten altid viser publikum når ønsket angår en fordring eller udvidelse af spadseregangen på Kastellet volde og den såkaldte Langelinje, håber man med tillid at De også vil tage hensyn på hvad man herved bringer i forslag.

Hidtil har man betalt 2 rigsbankdaler for spadseren på volden, og for at passere til vogns og hest af Langelinje 4 rigsbankdaler, 3 mark. årligt, og højst rimeligt har til denne forøgelse i prisen været den årsag at de kørende således var fri for bompenge på søn- og helligdage.

Da nu denne fritagelse for at betale bompenge på grund af en allerhøjst resolution, bortfalder, siden der uden for Kastellet er anlagt en bom, så er som en følge deraf denne tilladelse at turde køre denne vej, i ingen henseende besparende, og man håber derfor at kommandantskabet vil tage hensyn herpå og kun for fremtiden udsteder en slags billetter til 2 rigsbankdaler sedler der da både gav adgang til volden og Langelinje og desuden også for at passere denne sti til vogns eller hest.

At denne bøn så meget mere vil findes rimelig, håber man derved vil blive indlysende som kommandantskabet af bomforpagteren får som godtgørelse til skolen til hvem hele indtægten flyder 240 rigsbankdaler redde sølv årligt.

At flere når billetterne således nedsættes, vil nyde denne behagelige spadseretur når billetterne kan fås for 2 rigsbankdaler mod 4 rigsbankdaler 3 mark synes rimeligt især i tider hvor 2 rigsbankdaler 3 mark for en familiefar er mange penge

Ville desuden hr. kommandanten glæde det publikum der i forrige år har bidraget til skolen på denne måde, ved offentligt at melde hvor meget indtægten har beløbet sig til og hvorledes den er fordelt, ville det måske skaffe skolen en endnu større indtægt når man ser hvor mange forældreløse børn der kunne takke denne indtægt for deres opdragelse.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6895-6897)

Anmodning til Castellets Commandant.

Adskillige dannede familier som har tegn til at spadsere på den såkaldte lange linje, beklager meget at man ved at lukke samme i denne måned så tidligt, mens det endnu er højlys dag, berøver dem den fornøjelse at kunne benytte de skønne sommeraftner som nu endelig synes at indfinde sig, til en forfriskende bevægelse langs med havbredden. Man tillader sig derfor at gøre kastellets værdige kommandant hvis humanitet selv mod forbrydere er så bekendt, den begæring at ville tillade hvis det ikke er i strid med de militære anordninger i fredstider, at denne skønne spadseregang kunne blive stående åben indtil det blev mørkt.

Man tillader sig ved denne lejlighed at ytre samme ønske til hans excellence stadens kommandant med hensyn til spadseregangen på stadens volde.

(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6456-6457)

Om Svømmeøvelserne paa Lange Linie.

Da den af damerne så meget yndede spadseretur på Langelinje aldeles forhindres ved jægernes svømmeøvelser der, er det deres ønske at disse hvis det er muligt, må foretages på et andet sted. Er det en sandhed at vedkommende bør afværge alt hvad der kan støde blufærdigheden, så er man sikker på at nærværende ønske vil opfyldes, eller hvis ukendte hindringer skulle være derimod, da at passagen måtte spærres i den tid svømmeøvelserne foretages.

(Politivennen No, 342, Løverdagen den 20de Julii 1822, side 5133-5134)

Spørgsmaal om Fiskeriet i Citadellet Frederikshavns Fæstningsgrave

Det var ønskelig om vedkommende som har fået tegn til at fiske i kastellets fæstningsgrave, med bestemthed kunne få at vide på hvilket sted man tør udøve den tilståede rettighed. Indsenderen gik søndag morgen den 20. juni ud for at fiske, blot for morskabs skyld, ved Bøssemageren Hus som er ved den sidste bro, der går ud til Strandvejen. Men straks efter en lille stunds forløb blev han anholdt af en vagthavende overjæger så vidt kunne skønnes med de ord at man havde ikke rettighed til at fiske på dette sted eller inde i nogen af Kastellet fæstningsgrave, med mindre man havde seddel fra kommandanten. 

Uagtet indsenderen efter gentagne forklaringer af tegnet for nævnte overjæger påstod at man på tegnet havde ret til at udøve den tilkommende rettighed, undtagen ved Smede eller Langelinje samt bag ved Tornhækkene, så var dog forklaring forgæves. Anmelderen drister sig derfor til at spørge: På hvilke steder i Kastellet kan denne simple herlighed udøves? Da der dog formodes at den skulle strække sig videre end til de grave som er inden for fæstningen, eftersom enhver matrosdreng og en del af Holmens stok almindeligvis udøver denne rettighed i disse grave.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2959-2960)

Ønske paa Bakken ved Toldboden.

(Indsendt)

Bakken mellem Toldboden og Langelinje bliver som bekendt meget besøgt på grund af dens behagelige udsigt over vandet. Vel er det skildvagtens pligt at tilse at ingen går på kronen af volden. Men ofte er der så mange mennesker at han ikke kan holde dem tilbage, og da han tillige skal passe på hvem der passerer Langelinje, så kan det let hænde at børn der er overladt til sig selv, kan løbe op og falde i vandet. Skete dette, var ingen redning mulig, da vandet under er fuldt af tykt mudder hvori de straks måtte kvæles, og hvor en bod når der gives lavt vand, næppe kan komme til. Det var derfor at ønske, at herfor måtte sættes et stakit, så tæt at ingen børn kunne komme derimellem og så højt at et voksent menneske kunne lægge sine arme derpå. Udsigten blev den samme. Volden blev ikke nedtrådt og al ulykke forhindredes. I mangel af stakit kunne også henlægges spanske ryttere. Kunne på denne bakke tillige blive anbragt endnu 2 bænke, var det at ønske.

(Politivennen nr. 85, Løverdagen den 16de August 1817, s. 1422-1423)