Se det tidligere afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt om avisernes krav om oplysninger i sagen. Nedenfor først et referat fra statsrådet 11. maj 1876. Af artiklen fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende fremgår at dette formentlig først er kendt af offentligheden efter Berlingskes offentliggøres af sagen den 23. maj 1876.
Møde i statsrådet 11. maj 1876.
Under Kongens Forsæde. Kronprindsen fraværende. ...
Krigsministeren [Haffner] refererede en allerunderdanigst Forestilling angaaende en ved Gardehusarregimentet den 27de f.M. afsagt Krigsretsdom, hvorved Recrut No. 20 P. A. E. Stuhr for grov Insubordination er dømt til at hensættes til Tugthusarbeide paa Livstid, idet det allerunderdanigst indstilles:
At der gives Dommen følgende allerhøieste Paategning: Vi ville allernaadigst, at Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthusarbeide paa Vor Naade.
Hans Majestæt Kongen yttrede, at Allerhøistsamme ikke kunde nægte, at den foreliggende Indstilling paa ingen Maade tiltaler ham.
Hans Majestæt vilde have fundet, at Livsstraf havde i et Tilfælde som det nærværende været aldeles vel fortjent; nu, da Krigsretsdommen er faldet ud til Tugthusarbeide paa Livstid, maa Hans Majestæt anse det for rettest, at det i ethvert Fald faar sit Forblivende ved Krigsrettens Dom. Skulde imidlertid Krigsministeren og Ministeriet i det Hele finde, at livsvarigt Tugthusarbejde var for haard en Straf, saa vilde Hans Majestæt dog ialfald hellere gaa ind paa at sætte Straffen til et vist bestemt Aaremaal, saasom Tugthusarbeide paa 8te Aar, der var en Straf, Auditeuren i Krigsretten havde gjort Indstilling om at bringe til Anvendelse, end han vilde slutte sig til Generalauditeurens Indstilling, som Krigsministeren havde gjort til sin, om Hensættelse paa Kongens Naade. Ved en saadan Afgjørelse af Sagen vilde navnlig Kongen blive stillet meget uheldigt, thi det vilde faa Udseende af, at det Hele [var] blevet kastet over paa ham allene, og Hans Majestæt maatte betragte det som en Ubehagelighed for Allerhøistsamme, og eventuelt for hans Efterfølger, at man, saaledes som det kunde forudses at blive Tilfældet, vilde trænge paa med Andragender om den Paagjældendes Løsladelse som noget, der ene laa i Kongens Haand.
Krigsministeren [Haffner] maatte herved allerunderdanigst bemærke, at han tror, at hvorledes end Hans Majestæts allerhøieste Resolution kommer til at lyde, vil Allerhøistsamme ligemeget være udsat for Opfordringer til at gjøre Brug af sin Benaadningsret. Den Form at hensætte til Strafarbeide paa Kongens Naade er ikke sjældent blevet anvendt, hvor Dommen har lydt paa Livsstraf eller offentligt Arbeide paa Livstid, og der har, efter hvad Justitsministeren har meddelt ham, uddannet sig en fast Praxis, hvorefter i alle saadanne Tilfælde Indstilling til Benaadning saagodtsom aldrig sker efter kortere Tid end 6 til 8 Aars Straffetid og naturligvis kun naar den Paagjældendes Opførsel har været god. Det er saaledes ikke her i nærværende Sag første Gang, at en saadan Form som Hensættelse paa Kongens Naade anvendes, og Krigsministeren tror ikke, at Hans Majestæt ved den vil blive yderligere udsat for Paavirkning, end om Krigsretsdommen bliver allerhøist stadfæstet saaledes som den er afsagt. Hvad dernæst den idømte Straf i og for sig angaar, da maa Krigsministeren formene, at livsvarigt Tugthusarbeide i nærværende Tilfælde maa betragtes som en meget haard Straf. Naar man ser hen til de militære Straffelove i andre Lande, saa ville de findes at være i det Hele betydeligt mildere end vor militære Straffelov, og navnlig vilde efter den gjældende tydske militære Straffelov en Forbrydelse som den, hvorom der her under denne Sag er Tale, ikke kunne være blevet belagt med større Straf end høist 5 Aars Fæstningsstraf, medens endogsaa Sandsynligheden er for, at den Paagjældende vilde i nærværende Tilfælde kun være bleven idømt nogle faa Aars Fæstningsstraf. Krigsministeren maatte dertil endnu henlede Hans Majestæts Opmærksomhed paa den særdeles haarde Straf, der blev tilfundet Domfældte første Gang, han havde forbrudt sig; og endelig maatte Krigsministeren specielt fremhæve, at efter det Forslag til en ny militær Straffelov, som med Hans Majestæts Sanction tidligere har været forelagt Rigsdagen, var den høieste Straf, hvortil man for en Forbrydelse som den her foreliggende kunde gaa, ikke sat høiere end til 8 Aars Strafarbeide, men bliver nu, hvad der er megen Sandsynlighed for, en saadan ny Lov gjennemført i en nær Fremtid, vil den Paagjældende, hvis Krigsretsdommen bliver allerhøist stadfæstet, og han altsaa indsættes til Tugthusarbeide paa Livstid, efter Udløbet af den høieste Straffetid, som han efter den nye Lov kunde være bleven idømt, 8te Aar, ufeilbarlig blive indstillet til Benaadning.
Sluttelig skulde Krigsministeren kun endnu, forsaavidt Hans Majestæt havde udtalt, at Allerhøistsamme vilde foretrække, at den Paagjældendes Straf blev bestemt til 8 Aars Tugthusarbeide fremfor Hensættelse paa Kongens Naade, tillade sig at bemærke, at han maatte anse det Alternativ for mindre heldigt, dels fordi det vilde være at anse som en større Nedsættelse i den idømte Straf end Hensættelsen paa Kongens Naade vilde være, og dels fordi det let kunde blive mistydet i den Retning, at det, da man her saa, at det dog var Auditeurens Indstilling til Krigsretten, der endeligen fulgtes, naar Krigsretsdommen forelaa til Afgjørelse, kunde for Fremtiden være ligegyldigt, hvad de enkelte Klasser i Krigsretten stemte for, og at man gjorde bedst i altid at følge Auditeurens Indstilling.
Hans Majestæt Kongen vilde, til hvad han allerede tidligere havde yttret, endnu yderligere føie, at i et Tilfælde, som det her foreliggende, hvor der er begaaet en saadan Forbrydelse, som kan være af store og alvorlige Følger, og hvor tilmed Forbryderen ikke blot er en daarlig Person, der, uden at noget Menneske har gjort ham Fortræd, saa grovt har forset sig mod sine nærmeste Foresatte, men støttes af det hele socialistiske Parti, der er det, netop i disse Tider nødvendigt at vise, at man vil opretholde Disciplinen i Hæren og støtte dennes Befalingsmænd. Det synes derfor ogsaa Hans Majestæt, at man ikke bør tage denne Sag for lemfældigt, men det gjør man efter Allerhøistsammes Mening, naar den foreliggende Indstilling skal tages til Følge. Bliver der slet ingen bestemt Tidsfrist sat for, hvorlænge Tugthusstraffen skal vare, men Hensættelsen kommer til at ske paa Kongens Naade, vil dette let kunne blive benyttet til, at Domfældtes Partifæller, strax og senere, henvende sig til Hans Majestæt om at faa ham fri, idet Hensættelsen paa Kongens Naade vil blive udtydet som en Henstilling til Hans Majestæt, om Allerhøistsamme vil gjøre Straffetiden kortere eller længere. Hans Majestæt finder, at han paa den Maade drages personlig ind i Sagen, og det kan han ikke anse for heldigt.
Krigsministeren [Haffner] skulde, i Anledning af hvad Hans Majestæt havde udtalt, kun, idet han maatte henholde sig til, hvad han allerede før havde fremført, paany udhæve, at i det af ham tidligere nævnte Lovforslag, som Hans Majestæt havde bemyndiget Krigsministeren til at forelægge for en foregaaende Rigsdag, er 8te Aars Tugthusarbeide sat som den høieste Straf, der kan idømmes for en Forbrydelse som den foreliggende, og ikke en eneste af Hærens Jurisdictionschefer, hvem der i sin Tid var givet Leilighed til at udtale sig over Lovforslaget, havde reist Indvending mod hin Bestemmelse. Han skulde dernæst endvidere fremhæve, at, efter hvad Justitsministeren har oplyst for ham, opfattes i den almindelige Bevidsthed Hensættelse paa Kongens Naade saaledes, at Benaadning først efter et længere Aaremaal vil indtræde, og at saadan Hensættelse maa betragtes som en større Straf end Hensættelse paa et bestemt Aaremaal af 8 Aar. Endelig skulde Krigsministeren endnu blot bemærke, at der intet er fremkommet, som tyder paa, at Domfældte har handlet efter Aftale med Ligesindede eller faaet nogen Opmuntring af dem, men at tvertimod Socialisternes Leder, Louis Pio, har, paa hans Henvendelse til ham, bestemt erklæret ham, at der intet andet var for, end at han maatte opfylde sin Værnepligt; ligesom Krigsministeren, efter hvad der ligger for, har Grund til i det Hele at tro, at Socialisterne ikke ville tage sig just meget varmt af Paagjældende. Sluttelig skulde Krigsministeren, næst at bemærke, at han, forinden han har gjort sin allerunderdanigste Indstilling til Hans Majestæt, har gjort Sagen til Gjenstand for omhyggelig Overveielse med Generalauditeuren og talt med flere af Hærens høiere Befalingsmænd, gjentagende erindre om den tydske militære Straffelovs Bestemmelser for en Forbrydelse som den her foreliggende, idet han vilde meget beklage, om man ikke skulde tro sig istand til her at opretholde Disciplinen i Hæren med de samme Straffemidler som i Tydskland, hvor der dog vistnok lægges ikke liden Vægt paa en streng Disciplin.
Efterat Hans Majestæt Kongen derpaa havde opfordret de øvrige Ministre til at udtale sig om den foreliggende Indstilling, yttrede Conseilspræsidenten [Estrup], at Sagen havde været gjort til Gjenstand for Behandling i en Ministerconference, og at han for sit Vedkommende har troet at maatte slutte sig til den juridiske Ministers og den militære Ministers samstemmende Anskuelse om, hvad der med Hensyn til den foreliggende Forbrydelse maa anses for at være et passende Straffemaal, ligesom han derhos ogsaa, hvad det andet Moment angaar, der her maa komme i Betragtning, det Indtryk, som Straffen maa antages at ville gjøre paa Armeen i det Hele, ikke har kunnet andet end at slutte sig til den militære Minister, som staar Armeen nærmere. Og naar nu baade Krigsministeren og Justitsministeren ere komne til det Resultat, at Tugthusarbeide paa Kongens Naade, der er en Straf, som efter det Indtryk, Conseilspræsidenten har faaet, maa anses for at ligge imellem 8 Aar og livsvarigt Strafarbejde, og paa ingen Maade som noget, der er videre end 8 Aars Tugthusarbeide, vil være den i nærværende Tilfælde passende Straf, saa tiltræder Conseilspræsidenten den foreliggende Indstilling, idet han, i Anledning af hvad Hans Majestæt har udtalt, kun endnu skal tilføie, at efter hans Opfattelse vil Allerhøistsamme, enten saa Straffen bestemmes til Tugthusarbeide paa Livstid, eller paa 8 Aar eller paa Kongens Naade, absolut ikke kunne undgaa i noget af Tilfældene at blive bestormet med Andragender fra den Paagjældendes Venner om Benaadning.
Justitsministeren [Nellemann] bemærkede, at, idet han beklager, at Krigsretten ikke har fulgt Auditeurens Indstilling om 8 Aars Tugthusarbeide, forekommer det ham, at, som Sagen nu ligger for, vil Generalauditeurens Indstilling om Hensættelse paa Kongens Naade, som Justitsministeren antog er begrundet i, at han har villet gaa en Mellemvei mellem den idømte Tugthusstraf paa Livstid og de af Auditeuren foreslaaede 8 Aar, være den Udvei, som helst maa følges. Ganske vist har den Form "Indsættelse paa Kongens Naade" sine Betænkeligheder, og der kunde fra et principielt Standpunkt indvendes adskilligt imod den; men denne Form er nu engang hertillands i gammel Brug, som stammer fra den ældre Tid, og den har en bestemt Betydning i den bestaaende Regjeringspraxis, den nemlig, at den Vedkommende først efter et vist Antal Aar, i Reglen 6 til 8 Aar, kan blive indstillet til Benaadning, naar hans Opførsel har været god, medens han derimod, naar hans Opførsel har været daarlig, vil forblive hensiddende i Straffeanstalten. Indsættelse paa Kongens Naade maa derfor ogsaa anses for at være en strengere Straf end den, der er idømt paa et bestemt Aaremaal af 8 Aar, thi i sidste Fald er man nødt til at løslade den Paagjældende efter de 8 Aar, uanset hvorledes hans Opførsel har været. Sluttelig skulde Justitsministeren blot bemærke, at han anser det ikke usandsynligt, at Hans Majestæt hurtigere og mere vil blive bestormet med Andragender om Benaadning, naar den Paagjældende indsættes paa Livstid eller paa 8 Aar, end naar han hensættes paa Kongens Naade, da man i dette sidste Tilfælde snarere vil slaa sig til Ro og se Tiden an.
Indenrigsministeren [Skeel] og Udenrigsministeren [Rosenørn-Lehn] udtalte, at deres Stilling til den foreliggende Sag var ganske den samme som Conseilspræsidentens, og at de saaledes sluttede sig til, hvad han havde yttret.
Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet [Fischer] bemærkede, at ogsaa han troede at maatte underordne sig, hvad der af de specielt Sagkyndige var fremført i denne Sag, og om der end maatte have været Tvivl hos ham om eet og andet, har han dog ikke dristet sig til at bringe Hans Majestæt i Forslag, andet end hvad Krigsministerens Indstilling gaar ud paa.
Hans Majestæt Kongen yttrede derefter, at Allerhøistsamme vedblivende maatte finde, at det er en altfor lemfældig Straf i Forhold til Forbrydelsen, at den Paagjældende slipper med efter Krigsministerens foreliggende Indstilling, og skjøndt Hans Majestæt, som Allerhøistsamme tror, at alle, der kjende ham, ved, ikke er inhuman, forekommer det ham dog, at ved visse Leiligheder er for Exemplets Skyld streng Straf uundgaaelig. Heller ikke kan Hans Majestæt andet end fastholde den Anskuelse, at det maa svække Hærens Befalingsmænds Autoritet, naar det, ved Hensættelse af Forbryderen til Tugthusarbeide paa Kongens Naade, saa at sige henstilles til Allerhøistsamme personlig at gjøre Straffetiden lang eller kort; ligesom Hans Majestæt ogsaa fremdeles maa finde, at Allerhøistsamme ved Hensættelsen paa Kongens Naade bliver sat i en meget ubehagelig Stilling, og at det kan se ud, som om det er paa ham, at det hele Ansvar skal væltes over. Da imidlertid Conseilspræsidenten og hele Ministeriet ere enige, skal Hans Majestæt dog nu ogsaa gaa ind paa Krigsministerens Indstilling, men Allerhøistsamme maa da tillige slutteligen endnu kun gjøre opmærksom paa, at han her har fremhævet de eventuelle Følger af en saadan Afgjørelse af Sagen som den i Forslag bragte, og det moralske Ansvar for disse Følger falder paa samtlige Ministre.
Hans Majestæt behagede dernæst at forsyne den paa Krigsretsdommen tegnede Resolution saalydende: "Vi ville allernaadigst, at
Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthusarbeide paa Vor Naade« med sin allerhøieste Underskrift....
(Statsrådets Forhandlinger 1872-1912, 12. bind)
Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Husarrekruten fra Jægersborg hvis Navn er Stuhr, fik i Torsdags sin Dom forkyndt, og Eksekveringen af denne er allerede begyndt. Kl. 5 i Torsdags Eftermiddags fremstilledes Forbryderen for den samlede Krigsret, i hvilken Voteringen var falden saaledes: Avditøren havde foreslaaet 8 Aars Tugthusstraf, og dette Forslag tiltraadtes af de Menige og Korporalen i Krigsretten, medens Vagtmestrenes Votum lød paa Tugthusstraf paa Livstid og de 6 Officerers paa Dødsstraf (ved Skydning). Præses i Retten bestemte i Henhold til disse Voteringer Dommen til at lyde paa Tugthusstraf paa Livstid. Dommen har derefter været indsendt til Kongens Stadfæstelse, og den Dom, som herefter forkyndtes Forbryderen, lød paa, at han skulde indsættes i Tugthuset, dog paa "Kongens Naade".
Da Dommen var bleven oplæst, udraabte den Domfældte, i Følge "Nationalt.": "Jeg har ikke gjort Noget, som er Gud imod; jeg har ikke gjort Noget, som er til Vanære og Skam for mig; men De har vanæret Dem ved at fælde en saadan Dom over mig". Den trodsige og ophidsede Tone, hvori disse Ord blev fremførte, foranledigede el Par af de Menige til at springe hen mod den Domfældte, da de frygtede for, at han skulde gøre sig skyldig i Angreb paa Retten, men han forholdt sig dog rolig. Man afførte ham umiddelbart derefter Uniformen og overgav ham til to københavnske Politibetjente, som belagde ham med Haandjern og straks kørte med ham til Kvæsthusgade, hvor de bragte ham om Bord i Dampskibet "Horsens", med hvilket de afgik til Horsens for at aflevere ham til det derværende Tugthus. Vi skal i næste Numer komme tilbage til denne Sag.
(Social-Demokraten 14. maj 1876).
Justitssagen mod Husarrekruten. Angaaende den d. 27de f. M. paakjendte, ved kongelig Resolution af 11te ds. afgjorte Justitssag mod Rekrut Nr. 10 af Gardehusarregimentet Peter Anton Emil Stuhr, født paa Christianshavn den 4de Juli 1853, meddeler Krigsministeriet i "Mstltid." Følgende:
Hans Forældre, Kleinsmedsvend Stuhr og Hustru, døde allerede i 1863 og 1866. Da han saaledes var bleven fader- og moderløs, kom han under Fattigvæsenet og blev, efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke, i 1868 sat i Grovsmedlære i Lundby ved Præstø, hvor han forblev i 4 Aar. Derpaa har han arbeidet som Grovsmedsvend paa forskjellige Steder, men tilsidst som Kleinsmedsvend hos Jernsengefabrikant Brandt paa Christianshavn. Han er Medlem af den saakaldte "Fagforening", hvor han dog ikke vides at være optraadt som Taler eller paa anden særegen Maade. Fabrikant Brandt bevidner, at Stuhr paa Værkstedet har forholdt sig stille og rolig uden at befatte sig med socialistiske Diskussioner. Efter sine egne Udtalelser er han stærkt paavirket af de socialistiske Lærdomme, som navnlig udbredes i Bladet "Social-Demokraten". Saaledes paavirket erklærer han den bestaaende Samfundsorden for at være feilagtig og paastaaer, at kun de, der arbeide, de, der udføre legemligt Arbeide, udrette Noget for Samfundet, hvorfor de burde raade og styre. Han betragter al Krigstjeneste og Forberedelse til Krig som unyttig og skadelig. Førend han skulde møde ved Regimentet, henvendte han sig derfor efter sin Forklaring i Forhøret skriftlig til Hr, Louis Pio med det Spørgsmaal, hvorledes han skulde undgaae at opfylde Værnepligten, men fik det skriftlige Svar, at han maatte finde sig i at opfylde denne Pligt. Skjøndt han nu ellers har ubetinget Tillid til, hvad Pio lærer, har han dog ikke heri villet følge denne Mands Raad, og han modsiger ikke engang, at han, da han forlod Værkstedet, har udtalt til en Medarbejder, at han ikke vilde være Husar, "om han end i blev tampet nok saa meget, men slaae igjen, naar han blev slaaet." Af sine Bekjendte skildres han som et ædrueligt og ordentligt Menneske, der ikke er hengiven til Sviir eller anden Udskeielse, men tillige som den, der ikke opgiver en engang fattet Beslutning.
Efter at være mødt paa Jægersborg den 15de Januar d A. om Aftenen, lagde han strax sin afgjorte Uvillie for Dagen mod at indordne sig under militaire Forhold. Uagtet han i Almindelighed er ordknap og tilbageholden, udtalte han leilighedsvis for andre Rekruter sine Anskuelser om Soldatervæsenet, og at det skulde blive anderledes, hvis han havde havt nogle Kammerater derude. Men det ansees mod hans Benægtelse ikke for at være godtgjort, at han derved har tilsigtet at stifte noget Complot eller forlede Rekruter til at nægte Lydighed. Allerede den 16de Januar løftede han under Staldtjenesten en Skovl mod Underkorporal Larsen, som skubbede til ham for at minde ham om, at han skulde tage bedre fat paa sit Arbeide, og kun undgik Slaget ved at gribe om Skovlskaftet. Men den følgende Dag, den 17de, forsaae han sig endnu grovere. Da han nemlig om Aftenen blev opraabt af Oversergenten og enten ikke svarede eller ikke svarede høit nok: "Her", samt istedetfor at troede frem syntes at ville gaae ud af Stalden, og den tilstedeværende Sergent Erichsen derfor tog ham om Livet for at føre ham i den rigtige Stilling, rettede han med den knyttede Haand tre Slag mod Sergentens Ansigt, af hvilke det ene traf ham i Panden, det andet over venstre Øie og kun det tredie blev afpareret. Da Skoleforstanderen, Ritmester Borberg, som Dagen i Forveien i Almindelighed havde indprentet Rekruterne deres militaire Lydighedspligt, var kommen tilstede og foreholdt ham hans Forhold, svarede han Ritmesteren, at han ikke brød sig om nogen Befaling, og at Ritmesteren ikke var mere end han. Han sagde fremdeles, da Skoleforstanderen rettede paa hans Holdning, paa en efter de Tilstedeværendes Opfattelse truende Maade: "Lad være!" og omtalte blandt Andet med Foragt Retten til at bære Cocarde. Han blev nu sendt til Kjøbenhavn og stillet for Krigsforhør. I dette indrømmede han at have forgrebet sig paa Sergent Erichsen som foranført, men paastod, at Sergenten umiddelbart i Forveien havde staaet ham paa Øret, hvad dog bestemt benægtedes af Sergent Erichsen og er uforeneligt med de talrige Tilstedeværendes Forklaringer. Forøvrigt beraabte han sig deels paa, at han af "Social-Demokraten" havde lært, at det ene Menneske ikke er mere end det andet og ikke har Ret til at gjøre det andet til Slave, deels derpaa, at han er meget hidsig og ikke kan bekjæmpe sin Hidsighed. Han nægtede dog at have truet Ritmester Borberg. Medens han i Anledning af Forhøret befandt sig under Bevogtning af 2 Husarer paa Casernegangen, blev denne passeret af Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, der rettede nogle Ord til ham om, at det var noget Nyt at begynde med at slaae en Underofficeer. Hertil svarede Arrestanten, at Underofficeren havde slaaet først. Obersten yttrede da, at dette ikke var Tilfældet, men at, selv om saa var, turde Rekruten ikke tage sig selv til Rette: han skulde melde Sagen. Arrestanten, som under Oberstens Tiltale havde smiilt og staaet uroligt, svarede derpaa paa en yderst uhøvisk Maade; og da Obersten nu spurgte, om han vidste, hvem han talte til, og at det var til hans foresatte Oberst og Regimentschef, gav Arrestanten atter til Svar, at det var ham ligemeget: selv var han en ærlig Smedesvend. Da det derhos forekom Obersten, at Arrestanten indtog en truende Holdning, beordrede han Vagtmandskabet til at hugge Arrestanten ned, hvis han gjorde Mine til at røre ham (Obersten), og fjernede sig, hvorefter Arrestanten lod Ord falde om, at han, hvis han havde havt Noget, skulde have slaaet Obersten ned. Da en af de vagthavende Husarer senere yttrede til ham, at han vel, naar Sagen var endt, kom paa Skolen igjen, svarede Stuhr, at hvis han kom paa Jægersborg, brændte han det Hele af, og da dertil foreholdtes ham, at dette ikke var saa let, yttrede han videre: "Jo, med noget Petroleum". Han paastod imidlertid i Forhøret, at det ikke havde været hans Mening at ville afbrænde Jægersborg, eftersom dette vilde være Ondt, - snarere kunde han tænke paa at tage sig selv af Dage", beraabte sig atter paa sin sociale Livsopfattelse og sin Hidsighed, og er klarede langt hellere at ville lnddømmes i Forbedringshuset end gjennemgaae Skolen paa Jægersborg.
Da han havde angivet at være brystsvag og at lide af Brok, blev han den 26de Januar indlagt til Observation paa Garnisonssygehuset. Den sammesteds fungerende Overlæge, Corpslæge Schade, har oplyst, at han i den over ham førte Journal omtales som en kraftig bygget, velskabt Person, der selv erklærer altid at have været rask, med Undtagelse af, at han i de sidste 3/4 Aar vil have lidt af Smerte i Brystet og derfor ikke kunnet taale strengt Arbeide, men ikke destomindre hele Tiden har arbeidet hos samme Mand og aldrig fundet det nødvendigt at søge Lægehjælp for dette Onde. Efter et Ophold paa Sygehuset af 6 Dage erklærede han sig, ifølge Corpslægens Beretning, for at være aldeles rask, og udskreves, efterat der ved en Brystundersøgelse ikke havde viist sig noget Tegn paa Sygdom af Brystorganerne. Brokskaden, som han slet ikke omtalte i Sygehuset, befandtes at være et uhinderligt venstresidigt Blodaarebrok. Hans Adfærd gav Corpslægen ingen Anledning til at antage, at han skulde lide nogen Mangel i mental Hensende, ligesaalidet som Lægen ved Samtale med ham iagttog nogen Svækkelse af Hukommelsen eller af andre intellektuelle Evner, der kunde gjøre ham utilregnelig.
Han blev nu den 7de Februar stillet for en Krigsret, som, da Sagen ikke blot angik hans Angreb paa Sergent Erichsen, men tillige hans Opførsel ligeoverfor Regimentschefen, ikke præsideredes af denne, men af en Oberst i Fodfolket. Efterat Akterne vare oplæste i Retten, erkendte han, at han i Eet og Alt fastholdt sin tidligere Forklaring, hvorfor han maatte stemple Alt, hvad derfra afveg, som "Løgn", og han tilføiede, at hans Foragt for at bære Cocarden staaer i Forbindelse med, at han ikke kjender nogen Fædrelandskjærlighed. Krigsretten dømte ham eenstemmig til Nedsættelse i de Meniges 2den Klasse, 150 Rottingslag, ligelig fordeelte paa 2 Dage, og 6 Gange 5 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød.
Samme Dags Eftermiddag Kl. 2 skredes til Fuldbyrdelse af den første Halvdeel af Rottingstraffen, og ved denne Leilighed var det, at han begik de Forbrydelser, som paadroge ham ny Tiltale.
Da Rekrut Stuhr til den ovenangivne Tid indførtes i Husarregimentets Fægtesal, hvor Executionen under Ledelse af Ritmester Nielsen og Tilsyn af Regimentets Overlæge skulde foregaae i Overværelse af tvende andre Officerer, endeel Underofficerer, Rekruter samt Mandskab af 1ste og 2den Eskadron, gav han ikke ved nogen Mine eller Yttring Anledning til at vente, at han havde Ondt isinde. Men da han, omtrent midt i Salen, stod i 3 Alens Afstand fra Ritmester Nielsen, som i Overeensstemmelse med Parolbefaling af 17de October 1836 § 6 havde ladet ham aflægge den Vest, han havde været iført under Trøien, sprang han netop, som Ritmesteren havde givet Befaling til at begynde Executionen og vendt sine Øine fra ham, men førend Executionen endnu havde taget sin Begyndelse, pludselig og aldeles uventet ind paa Ritmesteren og bibragte denne med knyttet Haand 2 a 3 Slag i Ansigtet, uden at den saaledes Overfaldne, der trak sig ca. 6 Alen baglænds tilbage, kunde faae trukket sin Sabel, som han bar under Kappen, førend Delinqventen var bleven omringet af Underofficererne. Først efter en betydelig Modstand af Stuhr, som slog, bed, sparkede og spyttede om sig, blev det muligt at faae ham overmandet og bundet. Under Kampen havde han blandt Andet spyttet en Premierlieutenant i Ansigtet, bidt en Oversergent (dog ikke tilblods) i Laaret, sparket en anden Oversergent i Skrævet og kradset en Sergent paa Haanden samt udskjældt de tilstedeværende Befalingsmænd for "Æsel, Skurk, Røver" o. desl. , under Trusler om at skulle "huske dem". - De Ritmester Nielsen tilføiede Slag, der ramte paa venstre Side af Ansigtet, tæt under og noget ind til Siden af venstre Øie, bevirkede kun en ikke betydelig Hævelse, som snart tabte sig, og den mod Underofficererne øvede Vold foraarsagede heller ikke nogen videre Skade.
Efter dette Optrin blev Executionen udsat til Kl. 4, da Arrestanten atter indbragtes i Fægtesalen, belagt med Haand- og Fodjern. Udtrykket i hans Ansigt tydede ifølge Ritmester Nielsens Melding paa Trods, Vrede og Hævnlyst. Da han blev stillet frem paa Gulvet, kastede han sig ned og gjorde stærke Forsøg paa at gjøre sig fri. Han blev derfor bunden, og den første Deel af Executionen blev saaledes udført paa ham.
Dagen efter, den 8de Februar, blev den tilbagestaaende Deel af Rottingstraffen fuldbyrdet, uden at det fandtes nødvendigt at binde ham, som selv bad sig fritaget herfor.
Den 9de Februar begyndte Afsoningen af det Rekrut Stuhr ved Krigsretsdommen af 7de Februar tilfundne 6 Gange 5 Dages strenge Fængsel paa Vand og Brød, som ordentligviis vildt have medtaget 55 Dage, men først var endelig fuldbyrdet den 18de April, fordi Arrestanten fra 14de til 18de Februar og fra 3die til 11te Marts blev indlagt paa Garnisonssygehuset. Herom meldes i den fungerende Overlæges Beretning Følgende:
"Han var denne Gang for 6 Dage siden bleven straffet med Rottingslag og var 4 Dage forinden begyndt at afsone den ham idømte Vand- og Brødstraf. Han klagede da atter over Smerte i Brystet uden Tilstedeværelse af andre Brystsymptomer, naar undtages lidt Hoste. Fremdeles angav han at lide af Mathed, en let forklarlig Følge af de fire foregaaende Dages knappe Kost. Endelig berettede han at have lidt af Tilfælde, der nærmest maattes tydes som Feber, samt af Besvimelse og Mangel paa Appetit. Thermometermaalingen, der, som bekjendt, afgiver et ubedrageligt Middel til Erkjendelsen af tilstedeværende Feber, viste den næste Morgen, at Patienten var feberfri; Besvimelserne indfandt sig ikke under hans Ophold i Hospitalet, og hans Appetit var upaaklagelig. Efter et Ophold i Sygehuset paa 5 Dage erklærede han sig selv for helbredet og istand til at forlade Hospitalet. Nogen Lidelse af Brystorganerne lod sig ikke denne Gang paavise, saaledes som det heller ikke lod sig vente.
Hvad der ved denne Patientens 2den Indlæggelse i Hospitalet maatte tildrage sig nogen Opmærksombed, var de paafølgende svage og ubetydelige Spor, som den kun for 6 Dage siden foretagne Afstraffelse med Rottingslag havde efterladt paa Patientens Legeme, idet der kun viste sig meget utydelige Mærker af Slagene paa Ryggen i Form af den almindelig bekjendte Farveforandring af Huden efter Stød og Slag. og kun paa et enkelt Sted et overfladisk, linieformet, omtrent en Tomme langt Saar, dækket af en haard, fast Skorpe, der saaledes kunde betragtes som lægt. At Patienten ikke følte nogen Smerte eller Ømhed ved Tryk paa Ryggen og ikke klagede over Nogetsomhelst, der af ham selv sattes i Forhold til den ham overgaaede Straf, skal endnu tilføies.
Tredie Gang indlagdes han den 3die Marts, efterat han fra den næstforegaaende Dag havde bemærket Ømhed i venstre Skulderbladsregion, hvor Huden i nogen Udstrækning fandtes rød og svullen. Med Undtagelse af en let Feber, der lod sig constatere om Aftenen ved Varmemaalingen og maa antages at være bevirket ved Hudbetændelsen, men som allerede var forsvunden Morgenen efter Indlæggelsen, feilede Patienten Intet: alle Funktioner vare i behørig Orden. Efter 2 Dages Forløb tabte Ømheden sig og efter 5 Dages tillige Hudrødmen. Han blev imidlertid først udskreven efter endnu 2 Dages Ophold i Hospitalet, nemlig den 11te Marts."
Skjøndt det ikke lod sig gjøre at slutte den nye Sag, førend Straffen efter Dommen af 7de Februar var afsonet, blandt Andet fordi Tiltaltes endelige Erklæring om intet Videre i Sagen at have at andrage, maatte affordres ham paa en Tid, da den ogsaa i Mellemfristerne med Eensomhed forbundne Vand- og Brødstraf (Parolbefaling af 17de October 1836 § 2, Slutning) ikke gjorde det umuligt for ham at raadføre sig med Trediemand angaaende sit Forsvar i Krigsretten - var der imidlertid dog den 9de Februar, førend Vand- og Brødstraffen begyndte, blevet holdt et foreløbigt Forhør over ham og de ved Optrinet i Fægtesalen Tilstedeværende, ligesom flere andre Forhør endvidere vare optagne for at erholde et nøiagtigt Billede af hans hele Færd i de Par Dage. han havde tilbragt paa Jægersborg, medens hans Opførsel endnu var i frisk Minde, og saaledes kunde Undersøgelsen allerede sluttes den 19de April c: Dagen efter, at Fængselsstraffen var fuldbyrdet.
Under Forhørene har Tiltalte strax vedgaaet at have angrebet Ritmester Nielsen paa den foran berettede Maade, samt af al Magt at have gjort Modstand mod de Underofficerer og andre Foresatte, der søgte at overmande ham, saasom ved at bide, slaae, spytte og sparke efter dem, kan kunde naae, - at have i Forbindelse dermed brugt Skjældsord mod dem, som "Skurk, Røver, Æsel" o. desl. og at have udladt sig med at skulde "huske dem". Til yderligere Forklaring har han anført, at han havde fundet Fremstillingen i Dommen af 7de Februar usand, fordi deri ikke var taget Hensyn til hans Paastand om at være slaaet af Sergent Erichsen, og fordi det mod hans Benægtelse i Dommen var nævnt, at han havde indtaget en truende Stilling ligeoverfor Ritmester Borberg; at han desuden havde fundet den idømte Straf for haard, og at han derfor, saasnart Dommen var oplæst, havde besluttet at hævne sig paa en af de Foresatte, der maatte være tilstede ved Fuldbyrdelsen af den legemlige Straf. Da nu Ritmester Nielsen, der, som han indrømmer, ikke havde irriteret ham, befalede ham at aftage Vesten, bestemte han sig til at tilføie denne Foresatte Hug og Slag ("give ham Kaneel", som han udtrykker sig.) At berøve Ritmesteren Livet, eller tilføie ham eller Andre nogen større Legemsbeskadigelse, har ifølge hans Forsikkring ligget ganske udenfor hans Forsæt, og det har heller ikke været hans Tanke, at han kunde undgaae den legemlige Straf ved at begaae ny Forbrydelse. Han har kun villet hævne sig og tillige vise de tilstedeværende Menige og Rekruterne, hvorledes man skulde bære sig ad. Han vil ikke kunne betegne de Foresatte, han ellers slog, bed, sparkede og spyttede efter, fordi "han ikke kjender den Ene fra den Anden", eller gjør Forskjel paa Officerer og Underofficerer. "De mishandle", efter hans Anskuelse, "tilhobe Rekruterne" allerede ved at paalægge disse at arbeide fra tidlig Morgen til sildig Aften, og de ere "Bedragere", fordi de ikke udrette "noget Nyttigt". Hans Anskuelse er i Almindelighed den, at man nok er nødt til at rette sig efter den "civile" Øvrighed, skjøndt denne er i Modstrid med den Ordning, han og Meningsfæller ansee for den rette, men at der hverken existerer nogen Pligt eller Nødvendighed til at rette sig efter den militaire Øvrighed, ligesaalidt som han erkjender "Lovmedholdigheden af de militaire Domstole". Da han i Slutningsforhøret opfordredes til at opgive, om der var Noget, han endnu ønskede foretaget eller bemærket til sit Forsvar, erklærede han endelig, at han intet Saadant havde at anføre, men henviste til sin Undskyldning paany til sit heftige Sind. Han tilføiede: at vel opstod Tanken om at overfalde Ritmesteren ikke i samme Øieblik som Overfaldet foretoges, men at han forud vidste, at han ikke kunde styre sig, naar det kom saavidt, at Rottingstraffen skulde begynde. Til Slutningen yttrede han, at naar man ret kjendte hans Sindelag, vilde der være Forsvar nok. "Det havde faaet Udseende af, at han var et farligt og ustyrligt Menneske, men i Virkeligheden var han det ikke. Han vil ikke tilføie Nogen Uret, Fortræd eller Skade, men har ikke Evne til at styre sin Hidsighed, naar den bliver vakt ved, at han formener at være forurettet."
Skjøndt Tiltaltes Væsen og hans Forklaring under Retsbehandlingen aldeles ikke havde givet Anledning til at tvivle om hans Tilregnelighed, er der dog erhvervet Erklæringer desangaaende saavel fra Sygehuuslægen, Corpslæge Schade, som fra Regimentets Overlæge, Jørgensen. I den Førstes Erklæring hedder det:
"Hvad endelig Patientens mentale Tilstand angaaer, da viste der sig under hans Ophold i Hospitalet ikke noget Symptom paa Sindssygdom hos ham, hverken i hans Adfærd eller i hans Forhold til sine Omgivelser. Han var hverken paa nogen unaturlig Maade exciteret eller nedtrykt, han var ikke hallucineret, led ikke af sygelige Fornemmelser nogetsteds, ikke af Søvnløshed eller af sygelige Forandringer i Fordøielsesorganerne, talte fuldkommen fornuftigt og havde en usvækket Hukommelse - kort sagt intet af disse eller noget af de mange andre Symptomer, der mere eller mindre hyppigt kan findes ved Sindsanomalier, var tilstede hos Rekruten. Det trodsige Sind bevarede han endnu uforandret, idet han ikke alene ikke fortrød sin Gjerning, men endog udtalte sin Tilfredshed med, hvad han havde foretaget sig.
Der er saaledes god Grund til simpelthen at ansee hans Gjerning som Frugten deels af et heftigt og trodsigt Sind, muligviis næret og udviklet ved de ugunstige Forhold, hvorunder han er opvoxet (Forældrene døde tidligt, og han kom under Fattigvæsenet) deels af socialistiske Lærdommes forvirrende Indflydelse paa en, som det synes, noget indskrænket, irritabel og voldsom Charakteer."
Ligeledes har Overlæge Jørgensen, som var tilstede ved Overfaldet paa Ritmester Nielsen, ved den derpaa følgende Kamp saavelsom ved begge Dages Rottingexecution, og som har havt Sagens Acter til Gjennemlæsning, i sin Erklaring udtalt, at han hverken ved det i Almindelighed Oplyste eller ved, hvad han selv har observeret ved de Leiligheder, da han har seet og talt med Arrestanten Stuhr, har fundet nogensomhelst Grund til at antage, at denne lider af Sindssygdom, eller under Udøvelsen af den Forbrydelse, for hvilken han er under Tiltale, har været i utilregnelig Tilstand, hvorhos han "i fuldkommen Overeensstemmelse med Corpslæge Schades Erklæring" har udtalt som sin "fulde og bestemte Overbeviisning", at der "selvfølgelig" ikke for ham er nogen Grund til at andrage paa, at Tiltalte skulde indlægges til Observation paa en Sindssygeanstalt, eller at Sundhedscollegiets Betænkning begjæres.
Da Sagen saaledes var bleven moden til Paakjendelse, foretoges den i en Krigsret den 27de April. I Retten præsiderede en Oberst af Artilleriet.
Rekrut Stuhrs Opførsel i Krigsretten var sømmelig. Han bad om at turde sidde ned under Acternes Oplæsning, da han ellers havde Vanskelighed ved at følge denne, og Præses tillod ham at sidde. Efter Oplæsningen henholdt han sig til sit Udsagn i Forhøret af 10de April og tilføiede alene, at hans Adfærd baade mod Sergent Erichsen og Regimentschefen var fremkaldt derved, at han for enhver Priis ønskede at blive saalænge som muligt fri for at være paa Jægersborg. Han forsikkrede, at hans Forklaring i nærværende Sag var fuldkommen stemmende med Sandhed, og anbefalede sig tilsidst til Rettens mildeste Dom.
Krigsretten dømte ham i Henhold til den 11te Krigsartikel - som for Insubordination foreskriver "haard Straf paa Kroppen eller efter Sagens Befindende paa Livet" - til Tugthuusarbeide for Livstid.
Ved Sagens Foretagelse i Statsraadet billigede Hs. Majestæt Krigsministerens i Henhold til Generalauditeurens Relation nedlagte Indstilling om, at Dommen maatte paategnes saaledes:
"Vi ville allernaadigst, at Peter Anton Emil Stuhr skal hensættes til Tugthuusarbeide paa Vor Naade."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1876).
Husarrekruten.
Husarrekruten er bleven dømt til Tugthusarbejde "paa Kongens Naade", Pplitidirektøren har med sin fra Socialistsagen erhvervede Færdighed i Ekstrapostbefordring "ekspederet" ham til Bestemmelsesstedet, de Menige og de "højere Militære", der har afsagt Dommen, er gaaet hjem for at hvile sig paa deres Lavrbær, de Første glædende sig over den tjenstligst anbefalede "Uafhængighed" som de viste ved at stemme for - Tugthusarbejde; de Sidste triumferende over at have vist deres Jacob v. Thyboe'ske Vovemod ved at dømme en to Dages Rekrut fra Livet.
Rimeligvis antager de Herrer Storborgere og Militcrrgale, at den Sag nu er "klappet og klaret", at deres Rettergangsmaade skal staa uantastet, som i sin Tid Skampælen paa Graabrødretorv, og at Danmark endnu stedse uforstyrret skal besudles ved Piskestraffens Vedbliven.
Men de Godtfolk har gjort Regning uden os Socialister. Saalænge vi skal være fordømte til at leve under en Regering, der er os i den Grad modbydelig, som den nuværende, saalænge skal i det Mindste vore Protester mod Regeringens Skænselsgerninger aldrig ophøre. Lad Magthaverne opløse den ene Repræsentation efter den anden - hvis de vover det, - lad selve Folketinget være alt Andet end en modig Forkæmper for Folkets Rettigheder - , baade de Første og det Sidste skal dog ikke undgaa at høre vor mest energiske Misbilligelse af enhver Grusomhed og Uretfærdighed, og vor Røst skal finde Genklang hos Tusinder. -
Den "Motivering", som Krigsministeriet har fundet sig foranlediget til at offenliggøre, skal ikke bidrage til at blidgøre den offenlige Mening. De Fakta, at han kun var to Dages Rekrut, da han første Gang forsaa sig, at han ikke havde faaet mere Undervisning i "militær Subordination", da han gav Ritmesteren en Dragt Prygl, og at han ikke var bundet under Eksekutionen, þÿ kan ikke bortforklares, og i dem ligger Mandens næsten fuldkomne Undskyldning. Hertil kommer endvidere, at han - endog efter selve Motiveringen - er bleven udæsket af Underofficererne. Underkorporal Larsen "skubbede til ham for at minde Ham om at tage bedre fat", og Sergent Erichsen "tog ham om Livet for at føre ham i den rigtige Stilling". Aa, hvor det lyder "humant"! Det lader til, at dHrr. Militæropdragere har den Vane, at udtrykke sig "med Gebærder" i Stedet for som andre Mennesker ved Hjælp af Talen. Et ganske interessant Bidrag til Belysningen af dette "Tegnsprogs" Natur giver imidlertid følgeende Brev fra Rekruten, der er kommet i en Vens Hænder uden at undcrgaa den sædvanlige Censur. Det lyder saaledes :
Gode Ven!
Tag mig det ikke ilde op, at jeg sender Dig disse Par Ord. Du maa endelig ikke tro, at det er gaaet saaledes til med mit Forhold, som det er fremstillet i Aviserne. Rigtignok har jeg slaaet en Sergent paa Jægersborg, men havde han ikke først givet mig en Kindhest, saa havde ve heller ikke min Hidsighed løbet af med mig. Det er ogsaa ligefrem Løgn naar de siger, at jeg har sagt til ham: "Ved Du ikke, at jeg er Socialist, Din Laban", eller i det Hele taget talt Noget om Socialismen. I Forhørene beskylder de mig for saa Meget, og naar jeg saa nægter det, tager de straks en Rekrut i Ed, det gør de dem ingen Samvittighed af; jeg faar naturligvis ikke Lov at gøre Ed, ikke heller paa, hvorvidt Sergenten har slaaet mig eller ikke. Du maa kunne forstaa, at jeg var harmfuld over den Tom jeg fik, jeg hævnede mig derfor paa dem først. Den 18de April bliver jeg færdig med Vand- og Brødstraffen, da jeg har ligget to Gange paa Hospitalet, dog er jeg efter Omstændighederne temmelig rask; jeg er rigtignok meget mat og jeg kan ikke Andet end enten sidde eller ligge. Jeg har strængt Fængsel paa Vand og Brød, hvorfor de har sat Skodder for Vinduerne, saa her er ganske mørkt, i de 5 Dage har jeg lys Arrest. Hele mit Leje bestaar af 2 Uldtæpper og en Straamadras til Hovedet. Jeg faar 59 Øre om Dagen, men af mine egne Penge faar jeg ikke Lov at bruge. Jeg kan ikke forstaa Andet, end at en saadan Dom maa være dikteret af Ondskab. I det sidste Forhør har jeg tilstaaet Alt, hvad de har villet havt, for at undgaa, at Nogen yderligere skulde komme til at gøre Ed. Nu slutter jeg med et venligt Farvel og Hilsen til Eder Alle (tidligere Arbejdskammerater) og beder Dig afskrive dette og sende det til Hr. Louis Pio.
P. C. Stuhr.
Det er uhyggelige Oplysninger, der gives her. Sergeanten siges at have slaaet ham først! Hvis dette virkelig var sandt, hvor var da Forbrydelsen? Ganste vist paabyder Militærpligten lige som Straffeloven at man ikke maa tage sig selv til Rette, men hvilken ærekær Mand vilde tage mod et Ørefigen af en hoven Overordnet, der misbruger sin Stilling, uden i sin Hidsighed at staa ham halvt fordærvet? Og hvad er det for Vidner, man har brugt til Bedste for Sergenten? Rekruter, der kunde risikere at faa Sergentens virksomme Had gennem hele Tjenestetiden, hvis de vidnede imod ham. Vi ved meget vel, at den Slags Frygt ikke bør forlede Nogen til Mened, og vi tør jo heller ikke paastaa, at dette har været Tilfældet her, men er det passende at udsætte Rekruterne derfor paa en saa hensynsl's Maade? Hvad vil det i Øvrigt sige, at Sergenten "tog ham om Livet"? Det er en temmelig nærgaaende Berøring, der ikke omtales i Reglementerne.
Ser vi hen til Resten af Motiveringen, da findes ogsaa adskillige andre Mærkeligheder. Hr. Oberst Castenschiold synes at have arvet Noget af Køge-Generalens Heltemod, da han beordrede Vagtmandskabet til at hugge Smeden ned, hvis denne gjorde Mine til at angribe hans Velærværdighed; men vi finder, at Krigsministeriet havde gjort vor Borgervæbning en bedre Tjeneste ved at fortie dette. Spørgsmaalene, der har været rettede til ham, maa have været lige saa interessante som Assessor Knudsens plejer at være - maaske var det endog denne "Overavditør", der ledede dem, _ efter som saadanne Svar kunde afpresses ham, som at "hans Foragt for at bære Kokarden staar i Forbindelse med at han ikke kender nogen Fædrelandskærlighed." Af en anden Bemærkning, nemlig at det "mod hans Benægtelse ikke anses for at være godtgjort, at han har tilsigtet noget Komplot", ses det, at man har lugtet efter at faa lavet en Sammensværgelse ud deraf, saadan en Historie a la 5te Maj. Endelig fremgaar det af Motiveringen, at Undersøgelsen er holdt gaaende medens Fangen afsonede sin Vand- og Brød-Straf.
Hovedsagen bliver imidlertid Spørgsmaalet om, hvorvidt Sergeanten har slaaet ham eller ej, og til at godtgøre dette kunde en almindelig Undersøgelse af Forholdene paa Jægersborg være meget hensigtsmæssig. En saadan forekommer det os derfor at v ære Arbejderpartiets Pligt at forlange gennem Repræsentationen, og vi haaber da. at denne Foranstaltning bliver ledet paa en fornuftig Maade, saa at Sandheden virkelig kommer for Dagen, hvad der næppe kan siges om alle parlamentariske Kommissioners Virksomhed. Det er virkelig paa Tide, at Folket bliver forløst for den militære "Mare", der rider det for Øjeblikket og faar Vished om, at Tilstande som de nuværende, hvor Underkorporaler spiller Banditer og Skildvagter stikker Spadserende Bajonetter i Livet, dog kun er en forbigaaende Galskab.
(Social-Demokraten 31. maj 1876).
Sagen blev en del af diskussionen af en ny hærlov og straffemetoderne her, se indslaget om denne. Se også indslagene om Rekrutsagen om Stuhrs afstraffelse.
