Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.

Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:

Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)

Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 2/6. (Efterskrift til Politivennen).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

Majestætsforbrydelsessagen i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved den mod Redakteuren af "Ringkjøbing Amts Avis", Cand. phil. R. C. Lind, for Majestætsforbrydelse ved Ringkjøbing Kjøbstads Extraret paadømte Justitssag er ifølge "Jyllp." Følgende: Da Tiltalte Paaskedag den 5te April d A. om Formiddagen Kl. 10-11 tilligemed to Andre var kommen ind paa et Beværtningssted i Ringkjøbing, hvor der var flere Andre tilstede, og hvor han og hans Ledsagere drak to Kaffepunche hver, begyndte han at tale om Politik, og udtalte derefter til de nævnte to Personer, idet han henviste til Grundlovens §§ 7, 25 og 49, der vare aftrykte i det af ham udgivne Blad "Ringkjøbing Amts Avis", af hvilket et Numer laa paa Bordet, at Kongen var en Meneder, og at der, hvis de vilde have Vidner, sad Folk nok ovre ved det andet Bord. Disse Yttringer gjentog Tiltalte flere Gange. Samme Dag omtrent Kl. 1 talte Tiltalte i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen atter om Politik, og udtalte da paany, at Kongen var en Meneder.

Fra Ventesalen begav han sig til "Jernbanehotellet", hvor han, efterat han med flere Andre havde sat sig ved et Bord, gav sig til at tale om Politik og spurgte en af de Tilstedeværende, om han ikke mente, at man, naar Konseilspræsidenten blev dømt ved Rigsretten, kunde kalde Kongen en Meneder, og om det saa ikke blev Konseilspræsidentens Skyld, at Kongen blev en Meneder, samt udtalte, ved at henvise til de ovennævnte i hans Avis aftrykte Grundlovsparagrafer, at det var mærkværdigt, at Folk vare saa tykhovede, at de ikke kunde læse mellem Linierne af det han skrev, men at han den næste Dag vilde stribe ovenover : "Er Kongen en Meneder?"

Da der nu skete almindelig Modsigelse og opstod nogen Alarm, og en Tilstedeværende, der er Annonceagent for "Jyllandsposten" og som hidtil havde siddet i Stuen ved Siden af den, i hvilken Tiltalte sad, i den Anledning kom til, opfordrede Tiltalte Annonceagenten til at indberette til "Jyllandsposten", at han, Tiltalte, havde sagt, at Kongen var en Meneder, og tilbød Annonceagenten 100 Kr. for at gjøre det. Endelig har Tiltalte samme Dag Kl. omtrent 4 til to Andre, med hvem han sad i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen, om Kongen sagt. at han var en Meneder, idel Tiltalte ogsaa yttrede en hel Del om Ministeriet.

Det er af Tiltalte forklaret, at han den omhandlede Dag, forinden han brugte de ovenfor nævnte Udtalelser, havde havt Nogen til Frokost hos sig og havde Noget i Hovedet, men ligesom han har erkjendt, at han ikke var beruset, saaledes har det, efter de afhørte Deponenters Forklaringer eiheller været at mærke paa ham, at han, da ban i det førstnævnte Beværtningssted brugte de ovennævnte Udladelser, havde drukket. Ved de øvrige omhandlede Leiligheder var Tiltalte, der i Løbet af Dagen vedblev at drikke, efter mange af de under Sagen afhørte Deponenters Forklaringer, endel beskjænket. En enkelt Deponent har forståret, at Tiltalte var i en underlig irritabel Stemning, og at han ikke kunde kaldes fuld, men saa forvildet ud. Det maa derhos antages, at Tiltalte, specielt paa Jernbanehotellet, er bleven opirret paa Grund af forstjellige Yttrinqer, der blev rettede til ham.

Men Hensyn til Tiltaltes mentale Tilstand har han forståret, at han den omhandlede Dag ikke har været sig selv mægtig, idet han har det Tilfælde, at det, naar en Sag stærkt beskjæftiger ham, saaledes som det har været Tilfældet med Hensyn til den foreløbige Lov af 1ste April d. A., ligefrem "rabler" for ham Dette har efter hans Forklaring ogsaa tidligere været Tilfældet med ham, navnlig i Aaret 1872-73, da han havde kjøbt en Landejendom og kom i Tanker om. at det var forkert, hvorfor han spekulerede saaledes Dag og Nat, at han blev daarlig i Hovedet, og vel ikke lagde sig ind paa nogen Sindssygeanstalt, men lod sig privat behandle af Læge Hansen i Aarhus, hvilken Læge bestemt forlangte, at han skulde stille sig ved Ejendommen, et Raad, han fulgte. Læge Hansen har i en af denne den 28de April d. A. afgiven Erstæring udtalt, at han i Aaret 1873 blev kaldt til Tiltalte i Anledning af et af ham foretaget mislykket Forsøg paa at aflive sig ved Hængning, at Tiltalte længe derefter vedblev at befinde sig i en ophidset Sindstilstand, og at hele hans Liv sikkert har været af en saadan Beskaffenhed, at han vist næppe kan siges at være fuldstændig tilregnelig endnu den Dag idag, navnlig da, naar han bar nydt stærke Drikkevarer eller hans Sind er bragt i Oprør ved Modsigelser.

Fysikus Dr. med. Holst, der har været Tiltaltes Huslæge i de sidste 4-5 Aar, har i en af ham den 11te Mai d. A. afgiven Erklæring blandt Andet udtalt, at Tiltalte i 1868-69 har havt et med heftige og vedholdende Nervetilfælde forbundet Anfald af Tyfus, der efterlod langvarig legemlig og aandelig Svækkelse, at han i Aaret 1863 i Anledning af den ovenomtalte Ejendomshandel led af længere Tids Søvnløshed og Uro, at han siden han i Aaret 1880 tog Ophold i Ringkjøbing, ikke har frembudt noget Tegn paa aandelig eller legemlig Sygdom, naar undtages et Anfald af Lungebetændelse, men at han, siden den foreløige Lov af 1ste April d A. udkom, har lidt af Uro i Sindet og jævnlig har været søvnløs, at han let bliver ophidset af Spiritus, og at han var bleven dette den paagjældende Dag, ikke blot af de nydte Drikkevarer, men ogsaa af hans Tilhøreres Modsigelser og Drillerier, uden at Ophidselsen forlængst har lagt sig, og at der intet abnormt er at bemærke ved hans Udseende, Lader og Gebærder, og intet Tegn paa universel Paralyse. Fysikus formener herefter, at der ikke kan være Tale om, at Tiltalte er utilregnelig, men antager paa den anden Side, at Tiltalte ikke er i Besiddelse af voxne og sjælssunde Personers Tilregnelighed.

Det kgl. Sundhedskollegiuin, for hvilket Sagen har været forelagt, har i Skrivelse af 21de ds. yttret, at naar politiske Brydninger i et Samfund antage en akut Karakter, vil den da ofte herskende Forrykkelse af Begreberne Sandhed og Ret let virke forstyrrende ind paa Partiernes og de saakaldte ledende Mænds Retsbevidsthed; ved Modsigelse eller ved formentlig Krænkelse af Partiets Ret ville Individer med mangelfuld Selvbeherskelse under saadanne Tidsforhold kunne bringes til Udtalelser og vel endog til Handlinger, som de ikke vilde gjøre sig skyldige i under rolige Forhold. Kollegiet udtaler derefter, at det ikke skjønner rettere, end at Tiltaltes Forbrydelse maa betragtes under denne Belysning, saa meget mere, som han .... paa den Dag, han begik Forbrydelsen, var ophidset af Spiritus og en formentlig personlig Krænkelse, og at det derfor maa slutte sig til Konklusionen i den af Fysikus afgivne Erklæring, naar det deri udtales, at Tiltalte vel ikke kan antages at have været utilregnelig i Gjerningsøieblikket, men at det maa antages, at han har manglet den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Tiltalte, der er født den 21. August 1845 og ikke tidligere er straffet, blev, som tidligere meddelt, herefter anset efter Straffelovens § 90 sammenholdt med § 39 *), og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos det paalagdes ham at tilsvare Aktionens Omkostninger, derunder Salair til de beskikkede Sagførere med 20 Kr. til hver.

*) "En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, skal have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik ikke at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer."

(Dagens Nyheder 30. august 1885).

Højesterets dom af 30. marts 1886 findes i Højesteretstidende 1886.

Fotograf V. E. Svendsen, Århus: Forlovelses- eller bryllupsbillede ca. 1881. Rasmus Carl Lind og enke efter redaktør Valdemar Jørgensen i Ringkøbing Caroline Henriette født Vomdran Cøln. Damen tv. er antagelig den udkårnes mor Friederikke Christiane Hansen. Visitkortfoto. Fra Hardsyssel Årbog 1994.

Ringkjøbing Amts Dagblad var grundlagt i 1880 af Christen Bergs parti Venstre. Den var en aflægger af Kolding Folkeblad. Den udkom i begyndelsen 4 gange ugentlig, men fra 1882 alle ugens hverdage. I 1900-tallet overgik Ringkjøbing Amts Avis til Det Radikale Venstre. Lind solgte sin halvdel i avisen. Den lukkede 1927, da udgivelsen blev overladt til Skive Folkeblad som eksisterede indtil 1966. Redaktøren Carl Lind var født i Flensborg 1845. 

Majestætsforbrydelsessagen mod Folkethingsmand Ravn. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge et i "Viborg lifts Folkeblad" for sidst afvigte 19de April optaget Referat af et Foredrag, som forhenværende Skolelærer, Folkethingsmand Christian Henrik Ravn havde holdt ved et politisk Møde i S. Ørums Forsamlingshus den 15de f. M., havde Ravn i det nævnte Foredrag, efter at have givet en Fremstilling af de politiske Forhold i de tre forudgaaende Fjerdingaar og derpaa at have opkastet det Spørgsmaal, hvem der nu lider mest under disse fortvivlede Forhold, hvorpaa han svarede "først og fremmest det konstitutionelle Kongedømme", fortsat saaledes: "Hvor man færdes blandt Folk, hører man følgende Udtalelse: Er Kong Christian den Niende ikke den Konge, den danske Rigsdag valgte til Thronfølger, fordi han ikke som sine Brødre var med i Oprørshæren? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Novemberforfatningen, hvis Følge blev, at vi mistede to Femtedele af vort Land? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Provisoriet? Er det ikke den Konge, som mor i Aalborg maatte omgive sig med Dragoner med skarpe Vaaben? Er det ikke den Konge, som i 1885 underskrev Provisoriet, og som maatte omgives af Politibetjente, kasernerede Soldater med skarpe Patroner, med opkiørte Kanoner og armerede Krigsskibe, og som maatte have en Livvagt af junkerlige Eventyrere puttede i Gardeuniformer?"

Under en i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Ravn for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagt kriminel Sag erkjendte Tiltalte Rigtigheden af dette Referat med Bemærkning, at dette var gjennemseet af ham, forinden det blev sendt fornævnte Blad, og hans Forklaring gik iøvrigt ud paa, dels, at han rundt om, hvor han færdedes, havde i længere Tid hørt Yttringer som de anførte om Kongen, dels, at om end disse uden Sammenhæng med det øvrige Foredrag maatte betragtes som sigtende til at nedbryde det gode Forhold mellem Konge og Folk - hvad Tiltalte maa ansees at have erkjendt - kan han ikke indrømme at have ved disse Yttringer, naar de forstaaes i Forbindelse med det øvrige Foredrag, haanet Kongen eller tilsidesat den Ærbødighed, der skyldes Kongen, hvad ogsaa har ligget udenfor hans Hensigt, som tvertimod var at gavne Konge, Folk og Pand ved at gjøre sit til at faa Ministeriet Estrup, som han betragter som en Ulykke for Kongedømmet, fjernet, og alene at vise, hvor sørgelige de nuværende Forhold ere, hvad efter hans Formening bedst kunde oplyste ved at vise, hvorledes Kongen nu blev omtalt mellem Befolkningen.

Efter Sagens Oplysninger maa det antages, at Tiltalte indledede den citerede Del af sit Foredrag med en Bemærkning, "om det ikke maatte smerte ham, der er en kongeligsindet Mand, at høre Sligt", samt at han indskød lignende Beklagelser efter flere af de anførte Udladelser og ved Slutningen af samme, og af 6 under Sagen afhørte Vidner (af hvilke tre høre til samme politiske Parti som Tiltalte og have udtalt, at de ommeldte Udtalelser efter deres umiddelbare Indhold maatte forstaaes som fornærmelige for Kongen og sigtende til at nedbryde Kærligheden, Tilliden og Ærbødigheden for Kongen) havde de tre Nysnævnte forklaret, at de gik ud fra, at Tiltalte, som af ham anført, virkelig havde hørt saadanne Udtalelser rundt om, og at de ikke havde forstaaet Tiltaltes citerede Yttinger paa nynævnte Maade eller saaledes, at Tiltalte havde nogen fornærmelig Hensigt med disse Yttringer; derimod havde de tre andre Vidner udsagt, at Tiltaltes oftnævnte Udtalelser saavel ifølge deres Indhold som dølge deres Form og Forbindelse med hele det øvrige Foredrag af Tilhørerne nødvendigvis maatte opfattes som tilsigtende at nedbryde Tillids- og Kærlighedsforholdet mellem kongen og Folket som haanende mod Kongen og stridende mod den Ærbødigded, der skyldes Samme.

Det fandtes nu ikke at kunne være Tvivl underkastet, at de omhandlede Udtalelser efter deres Indhold gik ud paa paa en haanende Maade at krænke den Ærbødighed, der skyldes kongen, og da de ommeldte haanlige Udladelser, til hvilke Tiltalte ikke har kunnet opgive nogensomhelst Hjemmel eller Kilde, ere under et bittert Angreb paa Kongens Regering fremsatte for en offenlig Forsamling paa en saadan Maade, at de af Tilhørerne naturligt maatte opfattes som sigtende til at nedbryde Tillids- og Ærbødighedsforholdet til Statens uansvarlige og ukrænkelige Overhoved, og uden at Tiltalte endog har betegnet Udladelserne som lovstridige og strafværdige, i hvilken Henseende Tiltaltes Omtale af deres Fremkomst som sørgelig eller hans paastaaede Henvisning til Kongens Ansvarsfrihed ikke i den heromhandlede Henseende kunne komme i Betragtning - billigede Viborg Overret, at Tiltalte for dette sit Forhold var ved Fjends-Nørlyng Herreders Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 90 med Straf af simpelt Fængsel i tre Maaneder.

(Dagens Nyheder 21. august 1885).

Folketingsmedlem Christian Henrik Ravn (1844-1926) var 1865–70 lærer i Sparkær mellem Viborg og Skive og 1870–85 i Borup i nabosognet hvor en af hans elever var Jeppe Aakjær. Han sad for Venstre i sognerådet 1874–82, en tid som formand, og i amtsrådet 1883–98. Efter to mislykkedes forsøg i 1873 og 1876 på at erobre Viborgkredsen fra Højre, lykkedes det ham i 1879 at blive valgt i Morsøkredsen. Efter dommen i 1885 blev han afskediget. Efter at have støttet det politiske forlig 1894, mistede han sit folketingsmandat ved valget 1895. Han blev herefter valgt i Viborgkredsen 1898–1903 og i Gudmekredsen på Fyn 1909–13. 

Kongens Fødselsdag og Provisoriet. (Efterskrift til Politivennen)

Breve.

Ribe, den 8de Apil.

Kongens Fødselsdag en Folkefest! Hvad kunde fri, fædrelandssindede Borgere i en konstitutionel Stat ønske hellere, end at denne Dag kunde være en Festdag, en rigtig Folkefest, hvor alle samlede sig om skjønne Minder fra henfarne Dage i lykkeligt Samliv mellem Konge og Folk og ønskede Kongen endnu mange Leveaar til Fortsættelse af en Gjerning til Gavn og Velsignelse for Folk og Fædreland. Men det er ikke saaledes i Aar, end ikke i Kjøbstæderne, som vel ellers skal være de Steder, der huser den forholdsvis største Del af den estrupske Politiks Tilhængere. Byerne viser jo i den senere Tid en for alle Frihedsvenner glædelig Fremgang.

En Folkefest? - langt fra! Man ser det strax paa Byens Udsende. Medens i tidligere Tid Dannebrog paa denne Dag vajede fra saa at sige ethvert Hus, kunde man i Aar her i vor lille By gaa hele Geder igjennem og kun træffe nogle ganske faa Huse, som flagede. Flaget savnedes mange Steder, hvor man ellers var vant at se det. Grunden hertil maa maaske nok for manges Vedkommende nærmest søges deri, at man ikke vil udsætte sig for ved Flagning at skulle antages at billige den Politik, som Ministeriet Estrup, der staar som hans Majestæts ansvarlige Raadgiver, fører, og som har sat sin Frugt i Provisoriet af 1ste April 1885 Og kan man finde en saadan Frygt unaturlig? Provisoriet har kostet Estrup mange Tilhængere.

Der er maaske næppe noget Sted i Danmark, hvor man mere har Anledning til at sammenligne Nutid med Fortid, end her i den gamle Kongestad, hvor Slotsvolden daglig minder os om den folkekjære Valdemar, der i de Love, han gav Folket, fastslog den Grundsætning, at den Lov, som Kongen giver og Folket tager ved, maa ingen dømme imod og ingen Konge ophæve uden Folkets Vilie. Det er lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at saa det, der nu er sket, til at rime hermed. Nu har vi jo faktisk ikke saa megen Frihed og Selvbestemmelsesret som den Gang. Det er ogsaa med dyb Alvor, man her har modtaget Budskadet om det saa længe forberedte Provisorium. I de første Dage har man talt derom. Mand med Mand og flere i Flok - men kun mellem Meningsfæller. Imellem grundlovstro Statsborgere og anerkjendte Provisorister undgaar man ligesom instinktmæssig at tale om det skete. Det er, som var der opstaaet en uoverstigelig Kløft mellem disse to Partier - for saa vidt man da endnu kan kalde den lille Højreklike et Parti. Det er ogsaa svært for os Vestjyder at fatte, hvorledes noget Menneske, som vi før i de mindste har agtet og tiltroet ærligt Hjærtelag, kan aabenlyst glæde sig ved det, som enhver grundlovstro og frihedselskende Mand maa betragte ikke alene med den største Harme, men ogsaa med den dybeste Sorg. Over for en saadan Handling er det næsten umuligt andet, end at ogsaa Agtelsen for Menneskeværdet maa gaa tabt. Jeg har i disse Dage talt med mange alvorlige Mænd baade fra Land og By, og jeg er ofte bleven mægtig grebet af den inderlige Bekymring, som deres ofte kun faa Ord og de ret hele Væsen bar Vidne om. Nu taler man næsten ikke mere derom: hvad der alvorligst og stærkest ligger paa Hjærtet, taler Jyderne sjælden ret meget om. Men man mærker ogsaa der bagved en næsten uhyggelig Ro og koldsindig Besluttethed, som fortæller om sejg, jydsk Udholdenhed og Trofasthed i Kampen for den ved Grundloven givne Bevillingsmyndighed, - men som ogsaa indeholder et for Provisoristerne ildevarslende Vidnesdyrd om, at Jyden 

"han go'r ett ind igien
fa' de uhn han haa gjent hen".

at naar først vi kommer "ud aa dar," vi da ved alle de Midler, der staar lovbunden Mand til Raadighed, skal vide at hævde den Ret til Lod og Del i Statsstyrelsen, som Grundloven hjemler Folket, og som et lille reaktionært Parti ikke ustraffet skal have dannet og traadt under Fødder. Vi kan vente Aar, om det skal være, men vor Tid maa komme: Ret og Sandhed maa og skal seire.

(Morgenbladet (København) 11. april 1885).

Den 18. marts 1885 opfordrede Venstre forgæves Christian 9. til at udskifte regeringen. Han kritiserede Folketinget 21. marts 1885 for ikke havde stemt for finansloven. Christian 9. stadfæstede provisoriet den 1. april 1885. Indledning til tiåret 1885-1894 hvor Danmark blev styret vha. provisoriske (foreløbige) finanslove der bemyndigede regeringen til at afholde de nødvendige statsudgifter. Den var kulminationen på forfatningskampen mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen. Danmark blev nu styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Estrup indledte herefter en hård kurs over for oppositionen der havde den modsatte effekt idet den mobiliserede oppositionens vælgere. Stemmeprocenten ved valget i 1887 satte for eksempel rekord med 76 procent; en rekord som holdt århundredet ud. Valgdeltagelsen var på 20 år mere end fordoblet.

Frederik A. Hertz dømt for Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfølgelsen mod Hertz

- - -

Hvad endelig tiltalen mod Hertz for Overtrædelse af Straffelovens 11te Kapitel, er denne foranlediget ved et i Ugebladet "Ravnen" Nr. 45 for 11te November f. A. indrykket Digt. betitlet "Luthers 100aarige Jubilæum" ved hvis i de to sidste Vers indeholdte anstødelige og forhaanende Hentydninger den Kongen og Dronningen skyldige Ærbødighed maa anses t høj Grad krænket. Da Hertz har erkendt, at der paa bemeldte Numer af "Ravnen" som Ansvarhavende anførte Navn Fr. A. Hertz er sigtet til ham, og tilmed erklæret, at det er med hans Billigelse, at Digtet er indrykket i Bladet, og da der intet Hensyn vilde kunne tages til hans Anbringende om, at han ikke har tænkt sig, til hvem der i de nævnte 2 Vers er sigtet, kunde han for sit Forhold i saa Henseende ikke undgaa Ansvar efter Straffelovens §§ 90 og 93.

Ved Rettens Dom blev [---] Hertz i Medfør af Straffelovens § 64 med en efter dens §§ 90 og 93 lempet Tillægsstraf, der bestemtes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Vi skal senere komme tilbage til denne Dom.

(Social-Demokraten 23. april 1884).

Kriminalrettens Dom over Redaktør Hertz.

- - -

Vi vender os nu til den for "Majestætsfornærmelsen" afsagte Dom. Denne er som bekendt bygget paa et Digt i Ugebladet "Ravnen", hvori der skal være sigtet til Kongen og Dronningen. Det mærkelige er imidlertid, at hverken Kongen eller Dronningen er nævnt i Digtet og at Hertz har protesteret imod, at der deri var sigtet til disse to Personer. Der er endvidere den Mærkelighed derved, at Undersøgelsesdommeren, Assessor Thiele, ikke forstod de ytringer, det nævnte Digt indeholdt, og at man først efter vidtløftige Undersøgelser og Forespørgsler fik stillet en Forklaring deraf paa Benene. Ikke desto mindre har Retten idømt Hertz G Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Efter denne Retspraksis kan man altsaa befrygte, at enhver uforsigtig Ytring kan blive udlagt som en Majestætsfornærmelse. Betingelsen for at blive dømt er jo herefter kun den, at en Kriminalretassesor "finder", at der ved en saadan Ytring kan være sigtet til Kongen eller Dronningen. Det nytter ikke, at Vedkommende benægter, at Sligt har været hans Hensigt. Det nytter heller ikke, at der her i Landet kan gives mangfoldige andre Personer, til hvem en saadan Ytring kan være rettet, lige som det er en aldeles ligegyldig Sag, om Vedkommende bliver "overbevist" eller ikke; naar en Assessor mener, at der er sigtet til Kongen, saa er dette nok til at fælde en Dom, og til at hensætte en Mand i el langvarigt Fængsel paa Vand og Brød.

Denne Jagen efter Majestætsforbrydelser, denne Forfølgelse af Folk, der staar i Opposition til det bestaaende Regimente samtidig med, at der ses igennem Fingre med Folk, der bærer et finere Navn og beklæder en eller anden af de saakaldte "agtede" Stillinger i Samfundet vil imidlertid ikke bidrage til at befæste det Bestaaende. Tværtimod aabner en saadan Fremgangsmaade Øjnene for det nuværende Regeringssystems Hulhed og Raaddenskab, og bevirker, at den nuværende Samfundsbygning hurtigere end ellers vil styrte sammen for at give Plads for sundere og fornuftigere Tilstande.

(Social-Demokraten 24. april 1884).

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssagen imod Hertz for Højesteret.

Aktor (Levinsen) gennemgik meget udførligt de med Folkethingets Adresse til Kongen forbundne Omstændigheder, og fandt det navnlig stridende mod Lov og Ret, at det i "Social-Demokraten"s Artikel hed, at "Estrup havde dikteret Kongen Svaret". Han gik derefter nærmere ind paa den nævnte Artikel og citerede flere Punkter af den, idet han i Særdeleshed fandt følgende Sætninger graverende:

Hvem skal vi først have fat i? Bjørnson eller Kongen? Ære den, som Ære bør?

Altsaa Kongen? Det var altsaa Kristian den 9de, man vilde have sat i. (Defensor: Nej!). Det var Kongen, der værner om Kristian den 5tes danske Lov og indfletter tro og paalidelige Dommere, som dommer uden Avind, uden Venskab og Fjendskab, uden Hensyn til Rige og Fattige. Men Bjørnson siger derimod, at det kun er Bureaukratiet, Rigdommen og Adelen, der kan gøre Regning paa Kongens Velvilje og Beskyttelse, og hans (Bjørnsons) letsindige Postulater gør "Social-Demokraten" til uomstødelige Sandheder! Artiklen er en Domfældelse af Kristian den 9de; det er ham, man vil have fat i. Endvidere hed det i Artiklen, at man glemmer at raabe Hurra for Kongen, baade i Folkethinget og i Folketeatret . . . Hidtil har Københavnerne været loyale uden at tænke, nu begynder man at tænke over Tingen - og saa - god Nat, Kongerøgelse!

Kongen reduceres til at være mindre end Folkethinget, hvis han overhovedet faar Lov til at bestaa. Det er Republiken, der tilstræbes, hvis der overhovedet kan tages Hensyn til de faa Individer, der er saa ukloge; det Danmark, der blev Republik, var intet Danmark mere. Han rekapitulerede, at det var Kongen, man vilde til Livs, og troede i det hele taget, at Retten havde faaet et tilstrækkeligt Indblik i Artiklens Tendens. Den Ærbødighed, som skyldes Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, er krænket paa det allergroveste. Det stod nu til Dommerne at bestemme Straffens Størrelse; Kriminalretten havde været saa mild at fastsætte den til 4 Maaneder, men der kunde dog være Spørgsmaal om, hvor vidt den passede til Forbrydelsen.

Herefter begyndte Dokumentationen, og Artiklen blev oplæst fra Ende til anden.

Defensor (Oktavius Hansen) hævdede, at der savnedes Dokumentation om forskellige af de Punkter, som Kriminalretten havde bygget sin Dom paa. Det var udtrykkelig anført i Artiklen, at de paaklagede Sætninger var Citater af Bj. Bjørnsons Bøger "Af mine Foredrag om Republiken" og Skuespillet "Kongen". Af det sidstnævnte Stykke oplæste han enkelte Scener, under hvilket Aktor slumrede ind og kun vækkedes ved Defensors Spørgsmaal: "Jeg ved ikke, om den ærede Kollega mister mere citeret?"

Aktor syntes ikke denne Oplæsning kom Sagen ved.

Defensor fandt denne Bemærkning af Aktor at være Sagen uvedkommende. "Med min ærede Kollegas Tilladelse skal jeg anmode Sekretæren om at oplæse noget mere, der i høj Grad illustrerer, hvad der har været Bjørnsons Mening." 

Aktor havde ikke givet nogen Tilladelse til dette, som Defensor sagde; men han havde for øvrigt ikke noget imod, at der læstes noget mere op. 

Dette skete dernæst, ligesom ogsaa Venstres ovenfor omtalte Adresse til Kongen, Regeringens Svar derpaa, en Del af en "Dagblads"-Artikel samt et Brev fra Hertz blev oplæst.

Defensor fremhævede, at Hertz ingensinde tidligere havde været tiltalt for noget utilstedeligt. Han var desuden ikte selv Forfatter til den paaklagede Artikel, hvad der i høj Grad maa formindste hans moralske Ansvar. Artiklen var i flere Henseende uklog og uheldig og burde hellere have været uskrevet; den vidner ikke om Loyalitet og det er beklageligt, at den indeholder Tendenser, som kan synes fiendtlige mod Forfatningen. Naar imidlertid Aktor havde udtalt, at Danmark, hvis det blev Republik, vilde forgaa, saa indlod han sig paa at være Profet; dette Spørgsmaal savnede Aktor al Kompetence til at udtale sig om. Men Artiklen indeholdt i det Hele taget slet intet strafbart. ikke det fjærneste Spor af Fornærmelser mod Kongen. Hele Aktionen hviler paa en komplet, ubegribelig Misforstaaelse. Det kunde ikke siges, at Bjørnson i det, der var citeret i "Social-Demokraten", havde forsøgt paa nogen Maade al fornærme eller nedsætte Kongen; han fremstilles netop paa en meget sympatetisk Maade som en ædel Karakter, der bukker under, fordi han ikke lyttede til sine Venners gode Raad. Og dette bestyrkedes end yderligere ved Bjørnsons Udtalelser i sine Foredrag om Republiken. Det er ligefrem en umenneskelig, ja nedværdigende Fordring at forlange, at Kongen skulde staa over Partierne; Napoleon udtrykte det noget drastisk i de Ord: Tror De, jeg vil være et Mæskesvin, der fedes paa Statens Bekostning?" Ved Citater af forskjellige fremmede Forfattere og Statsmænd dokumenterede Defensor udførligt, at Kongen ikke havde nogen Ret til at gøre Uret. - Det maa være en ligefrem vulgær Misforstaaelse, som Justitsministeriets og Kriminalrettens Opfattelse hvilede paa. Man kan dog ikke sige, at der laa noget uærbødigt eller majestætsforbryderisk i, at Ordet "Løgn" fandtes i samme Linje som Ordet "Konge", thi der staar jo netop, at Kongen hæver sig over Løgnen. Forstanden staar næsten stille over for et saadant Postulat som det, at det skulde være majestætsforbryderisk at sige, at Kongen selv vil regere, at han ikke vil være en Nikkedukke eller "Knappen paa Kirketaarnet". Det kan heller aldrig paahvile en konstitutionel Konge at staa over Partierne; han slutter sig naturligvis til sit Ministerium, og dette tilhører jo et bestemt Parti. Det Svar, som skriftligt er overrakt Folkethingets Formand fra Kongen, indeholder en Tilslutning til Ministeriet overfor den Mistillid til Ministeriet, som Folkethinget havde udtalt. Forfatteren har ikke rettet den allerfjærneste Bebrejdelse mod Kongen, fordi han ikke staar over Partierne; han har kun konstateret et Faktum. Det er uforstaaeligt, at noget Menneske, der er i Stand til at ræsonnere logisk, kan finde nogen Bebrejdelse mod Kongen, thi det er jo aldeles klart, at han ved at give sin Tilslutning til Ministeriet tilkende, har holdt sig til et bestemt Parti. Hvis det skulde være Majestætsforbrydelse at sige, at Kongen burde vælge sin Regering i Overensstemmelse med Folkethingets Flertal, saa maatte Flertallet af det danske Folk være Majestætsforbrydere. Ligesaa lidt kan man sige, al det er noget Angreb paa Kongens Person at sige, at Ministeriet har faaet ham til at udtale sig imod Folkethingsflertallet. Der er ikke noget fornuftigt Menneske, der bebrejder Kong Oskar af Sverig-Norge, at han i striden med det norske Storthing har taget standpunkt hos dem, der støtter hans Stilling; det er jo nemlig fuldstændig naturligt. Naar Bureauchef Gad eller en anden Højremand siger: Kongen er med os, han hører til vort Parti o. s. v., saa er det fuldstændig lovligt, men naar en Venstremand eller en Socialdemokrat siger det samme, saa er det Majestæts-forbrydelse! Det er en urimelig Sætning, at Kongen skulde være hævet over al Kritik; det er at nægte ham hans Ret som Menneske, thi Begrebet "Menneske" kan ikke adskilles fra moralsk Ansvar. Der er intet saa ødelæggende for et Menneske som at være hævet over Kritik, og der er ikke noget saa gavnligt for ham som at vide, at han bliver kritiseret. Højesteret havde i mange Tider været fritaget for at give Præmisser til sine Domme, og naar de i de sidste Aar havde givet disse Præmisser, saa maatte man sige, at Rettens Avtoritet og Værdighed paa ingen Maade havde lidt noget Skaar derved. Vore Digtere har i høje Toner prist Sandheden, selv naar det fremkom i Kongesalon, og Defensor vilde ikke, naar det stod i hans Magt, lade den Ytring staa uimodsagt, at Kongen skulde være hævet over Kritik. Naar denne, som i den paaklagede Artikel, fremkom paa en sømmelig Mande, saa maatte det hævdes at den paa ingen Maade var strafbar. Kriminal- og Politiretten havde bygget en Dom paa, at den Ærbødighed, man skylder Kongen, skulde være krænket. Det er uærbødigt at undlade at tage Hatten af for Kongen, at blive siddende i et Selskab, hvor hans Skaal bliver udbragt, at undlade at opgive sin Fortogsret for ham, naar man møder ham paa Gaden eller at blive borte fra Hoffester, naar man bliver indbudt - det sidste kan dog kun i mindre Grad kaldes "ærbødigt. Vil man nu paastaa, at disse Forseelser bør straffes? Sikkert ikke. Det, der omtales i Straffelovens § 90, er Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd, og Straffen herfor er sat til 3 Maaneders Fængsel som Minimum. I denne Paragraf sigtes til noget ganske andet end det, der her er Tale om. Der maa trækkes en Grænse mellem simple, uærbødige Udtryk og strafbare fornærmelige Uærbødigheder, som kommer i Klasse med Trusler og Forhaanelser. Udtrykkene i Artiklen kommer hverken i Strid med Straffelovens § 89 eller med § 90. Den samme Tanke, som Bjørnson og Artiklens Forfatter har haft, er ogsaa fremsat i "Dagbladet" for faa Dage siden. Man maa i Kriminal- og Politiretten aldeles have misforstaaet Lovgivningen ved den afsagte Dom. Den paaklagede Ytring kunde meget vel have staaet i det mest hyperloyale og ministerielle Blad, og kan godt stemme med en varm Lovprisning af Kongemagten. Og selv om man indrømmede, at de Ord, for hvilke den Anklagede skulde straffes, var uheldige og taktløse og helst burde have været uskrevne, saa var der dog langt tilbage inden han kom til det strafbare. Hvis Yttringen havde staaet i et Højreblad, saa havde man ikke fundet den strafbar, og man kunde da heller ikke gøre det fordi det var "Social-Demokraten", der havde skrevet det. Defensor indlod nu Sagen til Dom, idet han nedlagde Paastand paa, at den af Kriminal- og Politiretten afsagte Dom frifandtes for det Offenliges Tiltale, at Omkostningerne paalægges det Offenlige og der tillagdes Defensor Salær.

Aktor Hævdede gentagende, at man ikke havde nogen Ret til al kritisere Kongen; gjorde man det, saa blev man dømt. Naar man siger, at Kongen beskytter de Rige og Adelen, men derimod ikke de Fattige, Arbejderne, saa beskylder man Ham for at være partisk, og det har man ikke Lov til. Det er ikke Bj. Bjørnsons hele Digtervirksomhed, der danner Præmisserne til det strafbare i Artiklen; det er kun det enkelte Udtryk, hvori han stempler Kongemagten som en partisk Institution, der i Følge sin Natur paa Skruer bruger sin Magt til at værne om de Rige og ikke om de Fattige. Det strafbare laa i, at Artiklens Forfatteren anvendte Bjørnsons Ord paa Kristian IX, idet han sagde: "her har vi et nyt Bevis paa Sandheden af Bjørnsons Ord, at det konstitutionelle Kongedømme hvilede paa en Løgn" osv. Kongens Ære er langt højere end alle andre Personers Ære, og Angrebene paa den er meget farlige, paa Grund af den høje Stilling han indtager. Straffelovens § 90 kan godt finde Anvendelse i det foreliggende Tilfælde, idet der staar "Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd". Sagen er aldeles klar og Aktor har endog sjældent haft at gøre med en Sag, hvori Beviserne for, hvad der havde været tilsigtet, var mere fyldestgørende. 

Defensor: I Grundlovens Ord, "Kongens Person er hellig og ukrænkelig", ligger der paa ingen Maade noget Forbud imod at kritisere Hs. Majestæts Handlinger. Naar Aktor havde sagt, at Kongens Ære var af en anden Beskaffenhed end andre Menneskers, saa kunde Defenfor ikke være enig med ham deri og vilde derfor benægte det. indtil det var nærmere godtgjort. Der staar slet ikke i Artiklen, som Aktor havde sagt, at Kongen var partisk; det var en Slutning, som Aktor asfsig selv havde draget; det nytter ikke at sige, at Forfatteren mener det, thi naar han ikke har udtalt denne Mening, saa kan det ikke komme i Betragtning. Der var kun udtalt en Kritik af det konstitutionelle Kongedømmes Princip; mod Kongens Person var intet ærekrænkende sagt, idet det samme kunde gælde en hvilken som helst Monark i samme Situation; Kongen havde efter Artiklens Ord handlet i fuld Overensstemmelse med det konstitutionelle Monarkis Princip, og det var dette Princip, som var en Løgn. Deri, at visse Klasser er privilegerede, f. Eks. ved Valget til et enkelt Thing, ligger der aabenbart en Bekræftelse af Bjørnsons og Forfatterens Ord: at Monarkiet indeholder et Privilegium for Adelen, Bureaukratiet og de Rige. Idet han henholdt sig til nu tidligere nedlagte Paastand, indlod han sluttelig Sagen til Dom. Dommen afsiges i Dag Kl. 9.

(Social-Demokraten 31. januar 1884).

Høiesteretsdom. Den igaar kortelig berørte, i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Frederik Adolf Hertz for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagte Sag med Hensyn til en i Nr. 91 for forrige Aar af Bladet "Social-Demokraten" indført, med et anonymt Mærke underskreven, Artikel med Overskrift: "Bekjend, hvis I tør", er idag bleven paakjendt i Højesteret.

Tiltalte havde under Sagen erkjentt, at den ved det i bemeldte Numer som "ansvarlig overfor Presseloven" anførte Navn: Fr. A. Hertz sigtedes til ham, og at det var med hans Samtykke, at hans Navn saaledes var blevet benyttet, idet han, der iøvrigt ikke har Noget med den egentlige Redaction af Bladet at gjøre, og som særlig vil have været ubekjendt med Artiklen, forinden den blev offentliggjort, af Udgiverne har ladet sig antage til for en ugentlig Betaling af 6 Kr. at opføres som Ansvarhavende paa Bladet.

I Artiklen findes følgende med spærrede Typer trykte Passus:

"Kong Christian den Niendes Afslag paa at afskedige et Ministerium, der vitterlig har Folkets Fleertal imod sig - det er et Vidnesbyrd om, - at det er paa en Løgn, det constitutionelle Kongedømme hviler", den Løgn nemlig, at Kongen skulde staae over Partierne."

Criminal- og Politiretten fandt, at ved de i samme indeholdte Udtalelser var den Hans Majestæt Kongen skyldige Ærbødighed krænket, og Tiltalte, hvem Ansvaret for dem i Medfør af Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 paahviler, var derfor anseet efter Straffelovens § 90 efter Omstændighederne med simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos han var tilpligtet at betale Actionens Omkostninger.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom med Bemærkning, at den ovenanførte Passus i af den under Sagen paaklagede Artikel maa, navnlig naar den læses i Forbindelse med den øvrige Deel af Artiklen, ansees at indeholde en under Straffelovens § 90 henhørende Krænkelse af den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1884, 2. udgave).

Højesteretsdommen over Redaktør Hertz.

Den Dom, Højesteret afsagde i Torsdags over nærværende Blads Redaktør, og hvorved Kriminal- og Politirettens Dom af 7de Juli f. A., der lød paa 4 Maaneders simpelt Fængsel, stadfæstedes, har som man kunde vente vakt en overordenlig Opmærksomhed baade i juridiske og ikke-juridiske Kredse. Man var forinden Dommen faldt i højeste Grad spændt paa at erfare, om Højesteret virkelig vilde give Befolkningen Sort paa Hvidt for, at vi lever i, eller i al Fald stærkt nærmer os en Tidsperiode, i hvilken det kun under Ledsagelse af Fjæsk og mavekrybende Smiger er tilladt at omtale Kongens Person, medens enhver anden Omtale af ham bliver en strafbar Handling. Man ønskede at vide, om vi her i Danmark virkelig nærmede os en Tilstand, i hvilken en Person, der, ligesom Kaptejn Jagd ved Hillerødmødet, brøler til en Modstander: "Hatten af, Slyngel", naar der er bleven udbragt et med Svulst og Ordskvalder ledsaget "Leve Kongen", har Udsigt til at blive "benaadet" med et Ridderkors for den Slags Anvendelse af sit Mundlæder, medens den Mand, der undlader at efterkomme slig Kommando, har Udsigt til at blive indespærret i Maaneder, forbi han har krænket den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

Dette ønskede man at vide, og der var endnu et, som gjorde Offenligheden spændt paa Sagens Udfald. Højremænd har jo atter og atter søgt at slaa Kongen og deres Parti sammen til ét, de har atter og atter søgt at fremstille Kongen, som om hans Sympati gik med Højre og imod Oppositionen. I Hillerød udtalte Landsthingsmand P. Pedersen, at alene Højre "hører til Kongens Flok", og i Fredericia varierede Bureauchef Gad det samme Tema ved at sige, at Højre "har Kongemagten med sig"! Ingen havde hørt, at der var anlagt Justitssag mod disse Mænd. Og nu spurgte Offenligheden: Hvad Forskel er der paa disse Højreudtalelser og paa "Social-Demokraten"s Bemærkning om, at Kongedømmet ikke kan staa over Partierne?, og denne Offenlighed vægrede sig ved at tro, at det, som Højremænd upaatalt kunde sige, vilde blive straffet med fire Maaneders Fængsel, naar det sagdes i "Social-Demokraten". 

Saa faldt endelig Højesteretsdommen i Torsdags, og man blev revet ud at Uvisheden. Man fik nemlig at vide, at hvem der for Fremtiden vil sig "for Skade tage vare", gør bedst i at anbringe en Hængelaas eller et Begplaster for Munden, for saa vidt han ikke "hører til Kongens Flok" og er øvet i at synge Lovsange til Majestætens Forherligelse; eller man bør vogte sig for at passere de Gader eller Veje, som Kongen kan antages at ville passere, idet man da maa gaa i en stadig Frygt for at faa en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, hvis man af en eller anden Grund undlader at gøre Front, eller at krumme Rygraden i tilstrækkelig Grad, idet han passerer forbi.

Thi saaledes er nemlig Konsekvenserne af Højesteretsdommen. Ingen vil nemlig kunne paastaa, at der i den Artikel, der gav Anledning til Sagsanlæggelsen, fandtes Udtalelser, som i og for sig var fornærmelige for Kongen. Artiklen udtalte nemlig kun, at Kongens Svar paa Landsthingets og Folkethingets Adresser i Slutningen af forrige Rigsdagdsamling var et Bevis paa, at Kongedømmet ikke staar over Partierne. Hermed er der i Virkeligheden ikke sagt andet, end hvad der tidligt og sent er blevet fremhævet af Højre ved dets Møder, og saa længe Højretalerne ikke er blevne tiltalte og straffede for de af dem fremsatte Udtalelser, maa man altsaa gaa ud fra, at det ikke er Udtalelsen selv, der indeholder en Fornærmelse, hvad den for en almindelig menneskelig Betragtning heller ikke kan indeholde, men at det kun er den Omstændighed, at den er fremsat af en Socialdemokrat, der i Højesterets Øjne har gjort den strafbar.

Straffelovens § 90, efter hvilken Dommen er afsagt, foreskriver imidlertid kun Straf for den, der "ved Trusler, Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd krænker den Ærbødighed, der skyldes Kongen", og naar denne Paragraf nu bliver fortolket derhen, at den ogsaa skal bringes i Anvendelse med Hensyn til Udtalelser, der ikke henhører, eller efter almindelig Forstand kan henføres til Begrebet: "fornærmelig Adfærd", er det derved givet, at man kun tør omtale Kongen, naar man er Højremand, eller i det Hele kun tør omtale ham paa en rosende eller smigrende Maade. Det næste Skridt vil være, at indføre et Ceremonireglement, "hvorefter alle og enhver sig allerundanigst have at rette".

Det er imidlertid ikke alene vanskeligt for almindelige Dødelige, at se noget fornærmeligt for Kongen i den paaklagede Artikel, men endogsaa Højesteret har haft sine Besværligheder med at finde et Mikroskop, hvorigennem den formentlige Majestætsfornærmelse kunde opdages. Det var saaledes først efter en temmelig hæftig Meningskamp mellem de mere eller mindre antikverede Assessorer, at Dommen blev afsagt. De mest konservative sejrede imidlertid, og saaledes kom da endelig ovennævnte Produkt af den højere Retfærdighed til Verden. Defensors, Hr. Højesteretsadvokat Hansens logiske Argumentation, og den Dygtighed, hvormed han paaviste det urimelige i at se en Majestætsfornærmelse i den paaklagede Artikel, prellede af paa Flertallet af Højesteretsassessorernes gammeldags Blik paa, hvad en kongelig Person maa føle sig fornærmet over eller ikke.

Spørgsmaalet bliver nu, hvilken Virkning den afsagte Dom kan antages at ville udøve paa Befolkningens Anskuelser om vore Domstoles Upartiskhed. Ser man hen til, hvorledes Forholdene for Tiden er i Norge, hvor Rigsretssagen mod Ministeriet lægger Beslag paa Opmærksomheden, vil man se, at der dér fra Højres Side ikke spares paa Beskyldninger mod den paa lovlig Maade nedsatte Rigsret for, at dens Medlemmer lader sine politiske Anskuelser være de afgørende over for de Anklagede. Ogsaa den mod Redaktør Hertz anlagte og nu paadømte Sag har en politisk Karakter, og Dommen vil derfor bidrage væsenlig til at fæstne den Anskuelse hos Befolkningen, at vort nuværende Retsvæsen ikke indeholder nogen Garanti for, at det magthavende Partis Modstandere kan gøre Regning paa en af politiske Anskuelser upaavirket Afgørelse af Sager, der har en politisk Karakter.

(Social-Demokraten 3. februar 1884).

Socialdemokraterne arrangerede den 22. februar 1884 et folkemøde i Rømersgade. Fra dette udsendtes et andragende til Folketinget der udtrykte bekymring for ytringsfriheden.

Om Frederik A. Hertz skriver Jacob Machangama og Frederik Stjernfelt i "Men. Ytringsfrihedens historie i Danmark" (2016) at Hertz "optrådte som stråmand for Social-Demokraten, og dermed der var den, der skulle sidde domme og bøder af, for et fast, ugentlig vederlag på 10 kr. og 5 kr. ekstra ugentlig under afsoning, dog således, at han ikke kom til at afsone mere end 13 uger. C E. Jensen og Borgbjerg skriver, at "Hertz blev en fortræffelig ansvarshavende for Social-Demokraten, for så vidt han vandrede i fængsel gang på gang i det bedste humør af verden, når han hjemmefra havde en rigelig forsyning af pølser og stegt flæsk indsyet i foret på sit tøj."

Frederik Adolph Hertz (1831-1925) var udlært malersvend. Som dansk soldat sad han fængslet under Krigen 1864. Han var med i den allertidligste socialistiske bevægelse fra 1871, agiterede for Internationale og var med til at oprette malernes, bryggeriarbejdernes, drejernes, arbejdsmændenes o.fl. fagforeninger 1871–74. Hans sange var populære. Han var redaktør af Social-Demokraten efter Saxo Wiegel september 1879 til januar 1886 og sad i denne periode adskillige gange i fængsel. 

Han flygtede til Sverige 1886. I starten af 1890'erne vendte han tilbage og fik æresoprejsning, men deltog ikke i det offentlige liv. Hans sidste år levede han i De gamles By. Han er begravet på Vestre Kirkegård, se nekrolog.

Paragraffen om majestætsfornærmelse blev brugt flere gange af den konservative Estrup-regering, fx blev en højskoleforstander arresteret for offentligt at kaste et litografi af kongefamilien på jorden, det samme skete for en gårdmand der trykkede hans hånd. Folketingsmænd og stifter af Politiken Viggo Hørup blev idømt fængsel for majestætsfornærmelse.

Fornærmelser mod Kongen. (Efterskrift til Politivennen)

Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 1ste ds. Dom i en fra Halsnæs og Frederiksværk Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en forhenværende Gaardmand for Overtrædelse af Straffelovens § 90. 

Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte om Formiddagen den 22de Novbr. f. A. var med sin Søstersøn, en Gaardmand i Thoruplille, hos hvem han er tilhuse, kjørt til Frederiksværk, og at han, der i den senere Tid er i høi Grad forfalden til Drik, drak endeel Brændeviin, saa at han om Aftenen, da de imellem Kl. 6 og 7 kjørte hjem, efter Gaardmandens Formening var noget omtaaget eller halvfuld, men dog ikke i høiere Grad, end at han kunde kjøre Hestene og samtale fornuftigt, ligesom han ogsaa, da de kom til Thorup Kro imellem Kl. 7 og 8, selv kunde staae af Bognen og gaae ind i Kroen, hvor han tilligemed Søstersønnen og 3 andre under Sagen som Vidner førte Personer, hver fik 3 Thevandsknægte. Under den sammesteds førte Samtale brugte Tiltalte de paatalte ærekrænkende Udtalelser om Kongen, hvormed han dog ophørte, da Kromanden udtalte, at han vilde slaae Tiltalte i Synet, dersom han gjentog sine Yttringer, hvorefter Tiltalte henledede Samtalen paa en ham tidligere overgaaet Ildebrand og derunder brugte ærekrænkende Ytttinger om en tredie Mand. Ved Afreisen maatte Tiltalte hjælpes op i Vognen og blev lagt i Bunden af samme, hvor han under Hjemkjørslen, som varede 10 a 15 Minutter, blev liggende. Ved Hjemkomsten var han som sædvanlig ikke ædru, men han forstod dog, hvad der blev sagt til ham, og kunde give rigtige Svar. 

Det fremgik nu vel af de afgivne Forklaringer, at Tiltalte havde været i høi Grad beruset, men det fandtes dog ikke at kunne antages, at han havde været uden Bevidsthed, navnlig da 2de Vidner havde forklaret, at han dog under Samtalen i Kroen var istand til rigtig at opfatte, hvad Andre sagde til ham, og til herpaa at give fornuftige Svar, og et Vidne havde givet en lignende Forklaring om Tiltalte efter Hjemkomsten.

Overretten stadfæstede derefter Underretsdommen, hvorved Tiltalte var anseet efter Straffelovens § 90 cfr. 39 med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, og paalagde ham Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1880).

Erindringsmedaljen. (Efterskrift til Politivennen).

Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.

Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.

I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".

Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".

Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."

Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!

Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.

Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.

Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.

En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.

Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.

Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede. 

Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.

Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.

Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.

(Social-Demokraten 13. marts 1877).

Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.

Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.

- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.

(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).

(Indsendt )

Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.

En Medaljemand.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).

Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).

Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:

"Allernaadigste Konge !

Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.

Deres Majestæt!

Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.

Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"

Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.

(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).

Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.

Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.

(Social-Demokraten 30. marts 1878).

I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.