Christian 9. og Dronning Louise Guldbryllup. (Efterskrift til Politivennen)

Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg - den senere Christian 9. - blev i 1842 gift med sin halvkusine Louise af Hessen-Kassel (1817-1898). I 1892 var der guldbryllup.

Stadsen.

I Løbet af Dagen i Gaar iførte København sig sin Festdragt - den Del af København, som overhovedet er med til Fest. I Virkeligheden er det kun en ringe Del af Byen, som har taget Festskrudet paa; store Kvarterer - og det ikke blot Arbejderkvartererne - saa endnu hen ad Aften ud, som de gør de øvrige 364 Dage as Aaret. Det er naturligvis det Centrum af Byen, hvori Guldbrudeparret og dets Gæster særlig færdes, som er pyntet op. Strøget fra Tivoli og til Toldboden og Købmagergade, hvor "Folketoget" skal passere, er som altid Hovedaarerne. Der er enkelte Bygninger, hvor der ikke er ofret saa lidt paa Dekorationen - men saa ligger Grunden næsten i hvert Tilfælde snublende nær.

Vi skal tage et Par Eksempler.

Paa Østergade er Morescos Ejendom den dominerende. Røde Tæpper med svære Guldfryndser, forgyldte Palmegrene, Grønt, Blomster, Skjolde og Flag bekræftede det Rygte, at Hr. Moresco har anvendt 6000 Kr. paa at pynte sin Facade. 6000 Kr. er mange Penge, især naar den samme Herre er karrig paa 10 Øre over for sine slet aflagte Syersker, men de er ikke ofret for intet, Hr. Moresco vil i Dag blive udnævnt til Etatsraad og der er sikkert mange, som vilde spendere baade 6000 Kr. og mere til paa deres Royalisme, hvis de kunde opnaa det samme Resultat. Genboen Hr. Gaméls Pynt er ikke imponerende, men Hr. Gamel er allerede Etatsraad og fem Gange Ridder, saa han behøver heller ikke at strænge sig an.

Dina Schuldt's Blomsterforretning har arrangeret en imponerende Guirlandedekoration tværs over Gaden. Midtpunktet dannes af en kolossal Krone af Grønt, hvori der som glimrende Ædelstene sidder en Mængde elektriske Glødelamper. Alt i alt en original og smagfuld Dekoration, men Dina Schuldt er ogsaa kongelig Hof-Blomsterhandlerske, og denne Reklame i stor Stil vil sikkert betale sig med Rentes og Rentersrenter.

Herreekviperingshandler Herforth i Genboejendommen havde ogsaa en rigt pyntet Facade, der er næppe Tvivl om, at han inden længe naar op i Højde med Dina Schuldt og kan hænge Hofekviperings-Skiltet ud.

I det hele taget er det ganske betegnende at lægge Mærke til, at det over alt er de større Forretninger, som har pyntet finest. Det er atter, som ved saa meget andet Guldbryllupsstads, Geschæften, der er Drivfjederen i Mekanikken. Vi kom saaledes forbi en af Strøgets større Forretningslokaler, der var ganske festligt dekoreret baade uden og indenfor Vinduerne. Det forundrede os, da Ejeren er radikal Oppositionsmand og alt andet end Royalist. Men han sagde ganske fornuftig: Jeg er nødt til det, da alle mine Kunder tilhører Aristokratiet og det rige Bourgeosi. Hvis jeg demonstrerede ved ikke at pynte op, vilde de øjeblikkelig bide Mærke deri og jeg vilde ganske simpelt miste en stor Del af min Forretning til Fordel for mere kongehyldende Konkurrenter, og det kan jeg ikke taale. Vi lagde ogsaa Mærke til at to Forretningsmænd, der paa fremtrædende Maade tager offenlig Del i den radikale Politik, havde pyntet deres Ejendomme.

Industriforeningen har en stilfuld dekoreret Facade med Emblemer for Haandværk og Industri. Foreningens Formand er Hofguldsmed. De fremmede Diplomaters Boliger er selvfølgelig ogsaa trukken i Stadsen. Det russiske Gesandtskabshotel paa Kongens Nytorv har faaet alle de sorte Pilastre malet røde og Kapitælerne "forgyldte" og under Vinduerne er der anbragte store lueforgyldte Jardinierer. Den engelske Gesandtskabsbygning er prydet med en farvet Prismedekoration. Hr. Bahnson har pyntet Rigsdagskasernen og Fodgarderkasernen op med Rustninger, Vaaben, Grønt og Flag. Arbejdet udførtes af Soldater, skønt der ingen Mangel er paa ledige Arbejdere. Hr. Ravn har opstillet malede maritime Dekorationer i Nyboder.

Kommunens Æreport til 10,000 Kr. - der er dem, som paastaar, den vil komme til at koste 15,000 Kr. - gør ikke Pynt for Pengene. Den har kønne Linier og er ganske flot bygget, men den røde Farve misklæder den og navnlig virker Kuplen ikke harmonisk med de røde Tremmer og det løse Grønt, der utilstrækkeligt fylder Mellemrummene ud. Overdelen er dekoreret med 8 store Løver af Gips og en Mængde Vaabenskjolde. Indvendig er den betrukken med blaat og hvidt Shirting og Flag; I Hjørnerne er der anbragt Plantedekorationer. Det oppudsede Springvand paa Gammel Torv holdt Generalprøve i Gaar, det sprang lige saa sindigt som i gamle Dage. Dets midlertidige Kollega paa Nytorv blev omgivet med Potteplanter og Blomsterrabatter. Raadhuset har faaet sit snavsede Ydre pyntet med et stort antikt Maleri over Indgangen og Guirlander mellem Søjlerne. Under Vinduerne er der hængt lange Stykker Lærreder, hvorpaa de forskællige Landes Vaaben er malede.

Dette er den mere fremtrædende Dekoration, men ellers er den almindelige Udpyntning temmelig tarvelig. Nogle korte Guirlander med røde og hvide Papirroser under Vinduerne er den til det trivielle ensformige Udsmykning af det langt overvejende Antal pyntede Huse. Til en Afveksling er der hist og her anvendt Sløjfer i Stedet for Papirroserne, men det Hele er kun Godtkøbskram, som vidner om, at man ganske vist pynter op, men ser at slippe saa let og billigt derover som muligt. Der er dem, som er lige paa Grænsen af det uanstændige og hænger nogle gamle Sager ud, de for længe siden burde have afhændet til Marskandiseren. Saaledes lagde vi blandt andet Mærke til nogle Flag, der var spændt over Gaden ud for Helligaandskirken. De var saa skidne, at man ikke kunde skille de forskellige Farver fra hinanden, men Ejeren har formodenlig ment, at en Vask var formeget at spendere.

Der er næppe Tvivl om, at mange af dem, som har pyntet op med et saadant Præg af  Trevenhed, kun gør det fordi de er presset til at dekorere. Højrebladene har i de sidste fjorten Dage vrimlet af skrappe Anmodninger om at dekorere og illuminere. Snart var det Redaktionerne selv og snart var det talrige Indsendere, som gav ganske direkte Vink, der nødigt kunde siddes overhørige uden at Vedkommende stemplede sig selv som vrangvillig. "Avisen" røber i Gaar hvor vidt det Pres drives. En Indsender beklager sig over, at flere Husejere paa Østerbro dekorerer deres Huse udvendig og indkræver Pengene derfor hos deres Lejere. Herover er disse bleven saa forbitrede, at de ikke vil illuminere.

Ukendt fotograf: Vesterbrogade 82, hjørnet af Værnedamsvej 2-6. Udsmykket i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup. 26. maj 1892. På fotoet ser det kun ud til at hjørnebygningen er dekoreret. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Men gaar man saa udenfor Ruten, træffer man den dagligdags By igen. I Nørrebros og Vesterbros Gader er der ingen nævneværdig Oppyntning og hverken Nørrebrogade eller Vesterbrogade havde i Gaar Aftes andet end et Par enkelte Guirlander hist og her. De tjente kun til at fremhæve de andre Huses Nøgenhed. Selv i en saa "fin" Gade som Nørrefarimagsgade og de tilstødende Gader, hvor der er Lejligheder til 2-3000 Kr., har de kun stukken Flagene ud.

Ingen af Festdekorationerne - og da aller mindst de udeblevne - vidner om, at det er en mægtig Stemning af Begejstring, som har baaret dem frem. Der er et Præg af "Pligt"-Geschäft-Reklame og "lige ud ad Landevejen" over det hele, som ikke harmonerer med de fede Ord, der flyder over By og Land i disse Dage.

(Social-Demokraten 26. maj 1892).

Guldbryllupsdagen.

Guldbryllupsdagen i Torsdags havde Held til at faa straalende Sommervejr, og dette bidrog til at lokke Folk paa Benene. Gaderne var hele Dagen fyldt med en tæt Menneskemasse, der drev op og ned for at se paa Stadsen og stimlede sammen saa snart der var en rød Lakaj eller en skrammereret Uniform i Sigte. Men det var, som vi forudsagde, kun en ringe Del af Byen i dens fulde Udstrækning, der var festlig pyntet.

Allerede Kl. 9 tog de officielle Festligheder deres Begyndelse. Omtrent 700 Medlemmer af de københavnske Sangforeninger marcherede fra "Hotel du Nord" til Amalienborg, hvor de under Ledelse af Kapelmester Svendsen sang en Sang for Guldbrudeparret, som omgiven af sin Familie opholdt sig paa Palæets Altan.

Kort efter at dette var forbi kørte hele Kongefamilien til Kirke; Guldbrudeparret i den ny "Guldkaret", som københavnske Haandværksmestre har foræret dem. Den var til adskillige pragtlystne Højremænds Skuffelse kun forspændt med to Heste, men til Gengæld havde de det frydefulde Syn af tre Løbere med de berømte "Blomsterpotter" paa Hovedet. Disse middelalderlige Potteplanter, der minder stærkt om Fastelavn, fremkaldte mangen ironisk Vits blandt Tilskuere. Da Toget korte forbi Børsrampen, hvor 500 af Københavns mest beslaaede Grosserere havde stillet sig op, var det lige netop, at Grosserersocietetets Viceformand fik Tid til at faa et Hurra sat Gang. At Handelens Øverste, Hr. Tietgen, var forhindret i at være paa Rampen; han var i Kirken at vise sit nye Storkors.

Vi var ikke i Kirken, men det er opløftende at læse Højrebladenes Beskrivelser af al den overdaadige Pragt, der udfoldedes i Guds Hus. Uniformer, Silke, Kniplinger, Guld og Ædelstene har der været i lange Baner, men om der var nogen "Tilbedelse i Aand og Sandhed", skal vi lade staa hen. Hvis Kristus havde levet og været med, saa havde han, som kun færdedes blandt fattige Haandværkere og Fiskere, vistnok følt sig trykket af det skinnende Selskab og maaske undret sig over den Udvikling, hans Lære havde taget i de 18-1900 Aar,

At det for Højre i Kirken kommer an paa Stadsen, bestyrkes af, at "Avisen" ret kraftigt haaner Folkethingets Repræsentanter, fordi de ikke var fine nok. Den skriver:

"Overalt saas kun Uniformer og elegante Damtoiletter. Et mere borgerligt Udseende havde kun Folkethingets Formand Statsrevisor Høgsbro og Viceformændene Bojsen og Rasmus Claussen. De hilste alle Tre paa Ministeriets Medlemmer, der sad paa Bænken foran."

Hvad vil den Spurv ogsaa i Tranedans ?

Præstens Tale var, efter Referaterne at domme, ikke stærkt beaandet, men saa meget mere røgelsesfyldt. Under den politiske Del faldt der en Udtalelse om, at Slesvigerne nu "sukker under et fremmed Voldsherredømmes Slag". Det var hverken klogt eller taktfuld sagt, og havde Kejser Wilhelm været med til Bryllupet, havde Hans Højærværdighed sikkert holdt sin Mund. Men nu var endog Kejserens Repræsentant fraværende, og saa kunde denne lille Raket nok gøre Effekt, skønt der i Følget sad en Prins af de østrigske Kejserhus, som var med til at tage Slesvig fra os. Det lyder i det hele taget underligt i slig en Forsamling at høre Tale om et Voldsherredømmes Slag, naar vi vitterligt regeres her i Landet under Magtens Slag og paa Trods af Loven.

Ukendt fotograf: Højbro. Æresporten på Højbro i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup, set fra Christiansborg. Kareter kører i procession gennem porten pladsen er proppet med tilskuere. Tv. indgangen til Slotskirken. 1892. Kbhbilleder. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder.

Da det kirkelige Vadm[] var præsteret, kørte de kongelige Tilhørere over Højbro og holdt foran Æreporten. Her stod den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten i Spidsen, og Hr. Klein holdt en af de sædvanlige "allerunderdanigste Taler ind gennem Vognvinduet paa "Guldkareten". Kongen rakte sig [fim] mod det aabne Vindue, sagde et Par Ord til Tak, Borgmestre og Borgerrepræsentanter raabte behersket Hurra, og Vognene kørte videre hjem Amalienborg.

Kl. 12 var der Foretræde for Deputationerne, og det begyndte med Ministrene og Rigsdagen. Hr. Estrup var selvfølende nok til overfor Kongen at prale af, at han efter "mange Aars Fraværelse" havde faaet Folkethingets Sammensmeltere trukken op paa Amalienborg til allerunderdanigst Hyldest. Og derpaa lukkedes der op for d'Hrr. Folkerepræsentanter; der var omtrent et halvt Hundrede fra hvert Thing. Først holdt Landsthinges Formand, Hr. Liebe, en blomstrende Tale, der nok saa meget fvdmede af Lyrik og Teologi, som den mindede om, at det var en Jurist, der Holdt den. Saa fik Hr. Høgsbro Ordet og talte saalunde:

"Allernaadigste Konge, allernaadigste Dronning!

Ogsaa vi, der har den Ære at repræsentere Folkethinget, tillader os at frembære vor allerunderdanigste Lykønskning til den sjældne Højtidelighed som det er forundt Deres Majestæter i Dag at fejre.

Vi slutter os fuldtud til de gode Ønsker, Landsthingets Formand nu har udtalt, og vi føjer hertil det Haab, at den samme Velsignelse, som i en saa mærkelig Grad hidtil har hvilet over Deres Majestæters Hus, ogsaa fremdeles maa følge det, og at Deres Majestæter maa have den Glæde at se vort Fædreland gaa en lykkelig Fremtid i Møde under en Udvikling, der kan fremme og befæste et godt Forhold mellem Konge og Folk."

Hr. Høgsbro talte paa hele Folkethingets Vegne, uagtet han ikke har dristet sig til ad lige Vej at søge noget officielt Mandat dertil. Eftersom Folkethinget repræsenterer hele det danske Folk, talte han altsaa ogsaa paa dettes Vegne, men der er adskillige Hundrede Tusinder, som næppe underskriver Hr. Høgsbros og navnlig Hr. Liebes Ord - dem Hr. Høgsbro gjorde til sine.

Efter at endnu en hel Række Deputationer havde afleveret deres Lektie, var der Taffel hos Kronprinsen for 100 af de øverste Spidser, og ogsaa her var Folkethinget repræsenteret ved dels Formand. Derefter var der Festforestilling i Nationalteatret. Den findes omtalt andet Steds i Bladet, men vi skal her kun bemærke, at medens de private entrepriser, "Dagmarteatret" og "Folketeatret" giver gratis Forestillinger for Ubemidlede, holder det statsunderstøttede Teater kun Festforestilling for lutter Prinser, Hertuger, Eksellencer, Kammerherrer osv. Over alt i Udlandet giver Statsteatrene ved festlige Lejligheder flere Gratisforestillinger for dem, som ellers ikke har Raad til at komme paa Komedie, men som Aaret rundt hjælper til gennem direkte og indirekte Skatter at skaffe de Penge Statskassen, hvorfor Teatret drives. Det er dog uforskammet, at her er det kun Privatteatrene, som har saa meget til overs for den ubemidlede Befolkning, medens Slotsteatret ikke har andet at byde dem end Tilladelsen til at staa paa Kongens Nytorv og raabe Hurra, naar de Fine kører bort efter at have moret sig paa hele Folkets Bekostning.

Kort for Forestillingens Slutning havde Illuminationen taget sin Begyndelse. Højres Journalister har naturligvis overalt set et "Lyshav" og er lige ved at gaa paa Enden af Begejstring derover. Men tag fra, hvad der foranstaltes af Staten og Kommunen og hvad der ellers havde en vis officiel eller repræsentativ Karakter, og der blev ikke større privat Herlighed tilbage end man nok kunde bevare sin Koldblodighed. Illuminationen paa Rheden var f. Eks. ganske pragtfuld, men hvem var det, som illuminerede? Var det Folket? Det var de danske og russiske Orlogsskibe, og saa brændte Avtoriteterne et Fyrværkeri af paa Elefantbroen. Men at Marineministeriet og den russiske Kejser gør Stads, kommer jo hverken Folket eller den folkelige Offervillighed og Begejstring ved uden for saa vidt, at Pengene dertil gaar af Statskassen og for Russernes Vedkommende af det russiske Folks Midler. Kongens Nytorvs elektriske Lamper, Gammeltorvs, Nytorvs og Højbroplads Belysning har Kommunen paa sin Samvittighed, og at enkelte af Strøgets rige Forretningsmænd og de aristokratiske Kvarterers Diplomater spenderer lidt paa Belysningen, er ganske naturligt, naar man foruden de andre Grunde husker paa "Berlingskes" mange Spalter Udnævnelser og Ordensdekorationer. Der skal noget for noget, naar Venskab skal holdes.

Derimod var den rent private Illumination - hvor den fandtes - saa lige ud ad Landevejen og ikke nær saa smuk som ved tidligere Lejligheder. At vi ikke er ene om denne Opfattelse fremgaar af det under Hr. P. Scavenius Ægide loyale "København", hvor Illuminationen bl. a. omtales saaledes:

". . faldt Illuminationen i Gaar Aftes forholdsvis tarveligt ud. Kun om Kongens Nytorv kunde Betegnelsen "et Lyshav" bruges. Hvad der ellers bødes paa, stod som Helhed langt under den Pragt, der udfoldedes over hele Staden ved Regeringsjubilæet."

I mangfoldige Gader udenfor Strøget var der lukket, slukket og mørkt overalt. Saaledes paa det meste af Nørre- og Vesterbro samt Kristianshavn. Dette faar i Farten den ellers af sindssyg Begejstring spruttende "Avisen" til uforvarende at udstøde følgende Hjærtesuk:

"Illuminationen var vel ikke almindelig overalt, men medens flere større Ejendomme glimrede ved deres Mørke..."

Politiet klarede sig under de vanskelige Forhold, saavidt vi ved, temmelig godt og optraadte gennemgaaende humant og hensynsfuldt. Kun Assistent Smit fra St. Kongensgades Station kunde efter gammel Sædvane ikke bare sig. Om Morgenen forsøgte han med et Sjok at jage alle bort fra Amalienborg Plads og spærre den af. Dette vakte megen Misfornøjelse og Resultatet blev da ogsaa, at Passagen blev fri for alle.

I Gaar ved Middagstid samledes Vaabenbrødrene paa Gotersgades Eksercerplads. Der var ikke ret mange, endskønt der var kommen en Del hertil rundt om fra Provinserne. Med et Musikkorps i Spidsen og et større Antal Faner fordelt i Toget, drog de gennem Kongens Have til Amalienborg, hvor Bestyrelsen blev kaldt op til Kongen familien. Efter at Kongen havde sagt et Par Ord til Mængden paa Pladsen, marscherede de over til Marmorkirken og skiltes.

(Social-Demokraten 28. maj 1892).

Grundlovsfesten forbudt! (Efterskrift til Politivennen)

Højre er i Aar saa optagen af Guldbrylluppet, at de har besluttet, ikke at afholde nogen Grundlovsfest. Festlighederne i Anledning af Guldbrylluppet varer i 4 Dage og Natter og kun 6 Dage derefter indtræffer Grundlovsdagen. Højres Ledere mener da, at Partiet bliver saa mat i Sokkerne af de 4 Dages Anstrangelser, at en Grundlovsfest 6 Dage derefter kun vilde blive dem en dyr Fiasko.

Socialdemokratiet, paa hvem Guldbrylluppet ikke vil tage saa haardt, har derimod ingen Grund til at opgive vor sædvanlige Mønstringsdag den 5. Juni, og Socialdemokratisk Forbund har derfor atter i Aar indgivet Andragende til Politidirektøren om at maatte fejre Dagen paa vanlig Vis. Herpaa har Politiet givet et Afslag med følgende Motivering :

Den 5. Juni er 1. Pintsedag og i Henhold til Helligdagsloven kan der slet ikke gives Tilladelse til nogen som helst Fest den Dag. Vi ønskede da at afholde den 2den Pintsedag, men det forbødes os at samles paa Boulevarden og brage i Procession gennem Gaderne. Det hele Politiet vilde give Tilladelse til paa den Dag var, at vi maatte samles paa Fælleden ganske som den 1. Maj.

Der blev spurgt Politidirektøren, hvorfor vi ikke kunde saa Lov til at gaa i Procession 2den Pinsedag, der jo kun er som en almindelig Søndag. Svaret lød, at vort Tog var et politisk Tog, og der gaves ikke Tilladelse til politiske Processioner udenfor Grundlovsdagen.

Vi skal nu vise, hvilken ny Hensynsløshed dette er mod Arbejderpartiet, hvorledes man bestandig vover at satte Arbejderne udenfor de Regler og Rettigheder, der gælder for andre Statsborgere.

Autoriteterne er ikke uvidende om, at det, at forbyde Processionen, er at forbyde hele Grundlovsfesten. Det, som giver Festen sin Karakter, er netop Masseudfoldelsen gennem Gaderne, Husenes Udpyntning, Flagene, hele Røret, som Toget vækker, og som gør det til en virkelig Demonstration. Hvis vi ikke den 1ste Maj havde holdt Mødet om 8 Timersdagen paa Fælleden, havde det maaske endda kunnet gaa, men en Maaned efter, saa at sige at holde det samme Møde om igen, det maa enhver kunne sige sig selv er en Umulighed. Kun fordi Politiet vidste dette har de sandsynligvis strakt sig til at tilbyde os at holde Majdagen om igen.

Pintsedag maa vi altsaa slet ikke holde Fest, men Kristi Himmelfartsdag (selve Guldbryllupsdagen) kører Kongeparret og dets Følge gennem Byen; der raabes Hurra i de menneskefyldte Gader, flages og pyntes op, men det forstyrrer ikke Helligdagsfreden.

Paa Højbroplads staar hele den samlede Kommunalbestyrelse og holder Taler midt paa aaben Gade, men det forbydes os at gøre det samme i en afsides Krog paa Fælleden. Om Aftenen kører de atter gennem Byen, der skal illumineres fra Kl. 9 til 11½, men det forhindrer ikke Fejrelsen af Kristi Himmelfart, medens vor Grundlovsfest ikke kan forlige sig med den Hellige Aands Pintsesøndag.

Endnu grellere bliver det, naar man ogsaa sammenligner 2. Pintsedag og Søndagen den 29. Maj. Det forbydes os at gaa i Procession, fordi politiske Processioner aldrig tillades udenfor Grundlovsdagen. Dette Forbud falder samtidig med, at man forbyder os at benytte Grnndlovsdagen. Men i Aftes indeholdt "Berlingske Tidende" en Fortegnelse over "Guldbryllupsforanstaltningerne i København". Heri hedder det:

"Om Søndagen Kl. 4 vil der blive bragt Majestaterne Hyldest af et stort Folketog, udgaaende fra Rosenborg Eksercerplads, ad Gothersgade, Store Kongensgade, Toldbodvejen, Amaliegade til Amalienborg Plads. Efter Opfordring af den Komite, som forestaar Ledelsen af dette Tog, vil Kommunalbestyrelsen gaa i Spidsen for Toget."

Vi foreholdt Politidirektøren, at man her gav Højre Tilladelse til det, man nægtede os. Det var intet politisk Tog, svarede Hr. Eugen Petersen. Jo, saamænd er det saa, og vi skal levere Beviset. Der har været ført Forhandlinger mellem de Liberale og Højre om, at de Liberale skulde deltage i Toget. Som Betingelse fordrede de Liberale, at Toget ikke maatte faa Karakter af nogen politisk Demonstration, men det vilde Højre ikke gaa ind paa. De vilde have Lov til at udfolde deres partipolitiske Bannere fra alle Højres Vælgerforeninger og de øvrige Faner, hvorpaa Indskriften siger, at det er det politiske Højreparti, som demonstrerer. Det vilde de Liberale ikke gaa ind paa og saaledes er det slaaet fast, at Toget Søndag den 29. Maj er et rent og skært politisk Højretog.

Politidirektøren tillod sig endvidere den vittige Bemærkning, at det jo stod os frit for, saa mange vi var, at slutte os til Højres Tog. Det samme kan vi med lige saa god Ret sige om Socialdemokratiels Tog den 5. Juni; det staar alle frit for - selv d'Hrr. Ministre og Ploug og Matzen - at slutte sig til vor Procession, men vi tænker, at d'Hrr. har lige saa lidt Lyst dertil, som vi til at fylde op i Højres Rækker.

Forholdene er altsaa lige med Hensyn til de to Tog, begge er de politiske og Adgangen aaben for alle. Desuagtet forbydes vort Tog, men Højres tillades, skønt det demonstrerer for en privat Familiefest, medens vort er en Festligholdelse af Landets eneste Frihedsdag, der hvert Aar plejer at blive feiret. Og saa forsøger man at klare sig ved en Usandhed oven i Købet.

Dette er den nyeste Illustration til den "lige" Ret, man nyder, naar man hører hjemme blandt Arbejderne og naar man er indrulleret i Højres Geledder. Det gaar gennem alt, stort og smaat. Lighed for Loven, Kampen for Brødet og nu ogsaa Retten til at gaa gennem Byens Gader.

Skade kun, at de ikke helt kan undvære Arbejderne, thi saa forbød de dem da overhovedet at være til.

(Social-Demokraten 8. maj 1892).

Den 9. maj 1892 indsendte bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund en ansøgning til Krigsministeriet om at afholdt et offentligt møde for Grundloven den 6. juni i Rosenborg Slotshave. Såvel krigs- som indenrigsministeriet afslog anmodningen.

Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.

Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:

Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)

Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 2/6. (Efterskrift til Politivennen).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

Pastor Ussing og Aarhus Latinskole. (Efterskrift til Politivennen)

En Episode i Aarhus Latinskole, der har været Gjenstand for en Mængde Rygter, omtales i "Jyllp." paa følgende Maade, der i det Væsenlige stemmer med en fra den Paagjældende selv afgiven Erklæring :

Pastor, lic. theol. Henry B. Ussing til Vejlby, der som Timelærer underviser i Religion i Aarhus Latinskole, holdt i Fredags i dennes femte (næstøverste) Klasse et kirkehistorisk Foredrag om Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid, i hvilket han bl. A. omtalte Frihedsbevægelserne i Nutiden og navnlig efter den store franske Revolution. Han udtalte i denne Forbindelse, at Friheden siden Revolutionstiden var bleven hæmmet af "Slyngler som Louis Philippe, Napoleon den Tredie, Estrup og Christian den Niende". Denne Omtale af Hs. Maj. Kongen forargede en Del af Disciplene, og de raadsloge efter Timens Slutning om at melde det Passerede til Rektoren. Dette blev dog ikke til Noget, hvorimod Nogle af dem fortalte deres Fædre den efter deres Opfattelse utilbørlige Udtalelse. Sagen blev derpaa af Faderen til en af Disciplene strax meldt til Skolens Rektor, til hvem ogsaa Disciplene næste Dag henvendte sig med Begjæring om, at der maatte blive givet Pastor Ussing Leilighed til at klare for dem Meningen med den omtalte Udtalelse. Rektor Dahlenborg foranledigede derpaa i Mandags en Sammenkomst mellem Klassens Disciple og Pastor Ussing, ved hvilken denne erkjendte at have udtalt sig som meldt, men udviklede, at Udtalelsen var brugt som refererende, hvad Tilhængere af det falske Fremskridt kunne sige, og ment ironisk, og han bebreidede Disciplene, at de ikke havde forstaaet dette. Rektoren tog derefter Disciplenes Forklaring om den Forbindelse, hvori den om handlede Udtalelse (som alle Disciplene havde hørt med Undtagelse af et Par, der havde været uopmærksomme) var fremkommen i Pastor Ussings Foredrag. Sagen, saaledes belyst, saavel ved Pastor Ussings Fremstilling som ved Disciplenes Forklaring, er derefter indsendt til Kultusministeriet, paa høie Afgjørelse den nu beroer. De mange Rygter, der verserer i Aarhus, hvor Sagen har vakt en pinlig Opsigt, f. Ex. om, at Drengene havde afbrudt Pastor Ussing og derved forhindret ham i at forklare sig, og at Klassen er hjemsendt i tre Dage, ere grebne ud af Luften.

Der er blandt Fædre til Disciple i Latinskolen en Bevægelse i Retning af Indgivelsen af en Adresse om at faa Pastor Ussing fjernet fra Skolen som Religionslærer. "Jyllp." troer, at en saadan Henvendelse i hvert Fald vil være unødvendig og anbefaler at afvente den Afgjorelse fra Myndighedernes Side, som vistnok ikke vil lade vente længe paa sig.

(Dagens Nyheder 12. februar 1887).

Redaktør Chr. Nielsen. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Redaktør på Højreavisen Jyllands-Posten Christen Nielsen (1838-1895) var far til en af eleverne i klassen. Han havde juridisk eksamen (1862) og var ansat som herredsfuldmægtig på Kær herreds kontor i Nørre Sundby og 1872 bestalling som underretssagfører. I 1874 overtog han redaktionen af det "Nordjyllands Folkeblad" og i 1877 købte han Jyllands Posten som han drev som et konservativt, jysk centralorgan.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var sognepræst i Vejlby 1882-1891. Han var religionslærer 1883-1887. Ussing erklærede sig dengang for at stå udenfor de politiske partier, selv om han ved det seneste valg  med urette var blevet anset for tilhænger af den liberale dr. J. Pingel der havde været Ussings lærer i København. Ved en afhøring af eleverne mente disse at hans udtalelser var ironiske. Han blev i 1891 Jesuskirkens første præst, 1909 provst for Københavns vestre provsti, 1915 sognepræst ed Vor Frue Kirke og stiftsprovst. Der findes adskillige indslag her på bloggen om ham.

I Anledning af den meget omtalte Episode i Aarhuus Kathedralskole indeholder "Dgbl." Følgende:

Hr Redaktør! I Anledning af Deres og "Avisen"s Beretning om "en Episode i Aarhuus Latinskole" udbeder jeg mig Plads for følgende Bemærkninger .

1. Alt, hvad det af "Avisen" refererede Rygte saavelsom dens saa paalidelig udseende Privattelegram beretter om Disciplenes Adfærd overfor de formeentlig forbryderske Udtalelser, om Autoriteternes Undersøgelse af Sagen, om min Erklæring og den mærkværdige (for Skoledisciple næppe saa følelige) Straf at blive hjemsendt i tre Dage, er usandt og opdigtet fra Ende til anden.

2. Realiteten i Sagen er den, at jeg i en ironisk Fremstilling af de vildeste Fremskridtsmænds Historieopfattelse lagde saadanne Folk den Yttring i Munden, at Verdens Fremskridt i vore Dage kun var blevet hæmmet af Slyngler som Louis Philippe, Napoleon III, Kristian IX og Estrup! hvortil jeg for at pointere Ironien saa tydelig, at ikke den tarveligst Begavede skulde tage fejl, føjede de Ord: "ja, for de (Kongen og Estrup) ere naturligviis de værste Slyngler!" Af hvilken Grund en Deel af Disciplene (ingenlunde alle) har misforstaaet denne Udtalelse - om fordi jeg har været for udygtig en Lærer til at holde deres Opmærksomhed oppe, saa at de have sovet, indtil de famøse Ord vækkede dem - eller fordi deres Opfattelsesevne er ualmindelig indskrænket - eller af andre skjulte Motiver - tør jeg ikte nærmere afgjøre.

3. Hvad "Dagbladet" meddeler om, at jeg som Timelærer i Latinskolen jævnlig skal yttre mig nedsættende om Regjeringen, er fuldstændig Usandhed, da saadant aldrig er skeet.

4. Afseet fra den utrolige Dumhed, der er forudsat hos en Lærer, der vilde og kunde bruge saadanne Ord for Alvor i en Skole, tør jeg tilføje, at de Mennesker maae ane meget Lidt om, hvad Kristendom er, som kunne tvivle paa, at en kristen Præst hellere udrev sin Tunge end udtalte Haansord imod den, hvem Guds aabenbare Ord og Bud daglig minde ham om baade selv at ære og at skaffe æret af dem, han arbejder iblandt. 

5. Endelig skal jeg, da "Avisen" synes at lægge en særlig Vægt paa mit personlige politiske Standpunkt, oplyse - hvad Dr. Pingel sikkert vil bekræfte - at han ganske vist een Gang har været i Ilden i Vejlby Præstebolig, men det var ikke Tilbedelsens Ild; at jeg ikke har stemt og aldrig vilde stemme paa Dr. Pingel, som han nu staaer. og at jeg ikke er eller nogensinde har været Venstremand, idet jeg overhovedet som Præst føler mig bedst at tjene Guds Rige ved at holde mig heelt udenfor Politiken.

p. t. Kjøbenhavn, d. 10de Febr. 1887.

Henry Ussing,

Sognepræst til Vejlby

ved Aarhuus.

* * *

"Brig. Td." for Fredag Eftermiddag indeholder i samme Anledning Følgende :

Hr. Redaktør!

I Anledning af de i flere Blade meddeelte Skandalrygter fra Aarhuus Latinskole har jeg modtaget følgende Erklæringer fra de to Grene af min Embedsvirksomhed som Sognepræst i Vejlby og som Præst ved den nørrejydske Sindssygeanstalt:

"I Anledning af den ærekrænkende Beskyldning, som er udslynget mod vor Sognepræst, Hr. Pastor, Lic, theol. H. Ussing, har han anmodet os om en Udtalelse angaaende sit Forhold til Spørgsmaalet om Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed. Og kunne vi da, Alle som Een, erklære - hvad vi desforuden ville være istand til at faae underskrevet af alle Sognets Mænd, paa hvilket politisk Standpunkt de end maatte staae - , at næppe nogen Præst i Landet mere stadigt, alvorligt og indtrængende har forkyndt Guds Ords Formaninger om at ære Kongen og være de lovlige Øvrigheder underdanig.

Samtlige Menighedsraadets Medlemmer i Vejlby ved Aarhuus, den 9de Februar 1887.

Peder Kjeldsen. P. Hjortshøj. L J. Kjeldsen A. P. Nielsen."

"Skjøndt Pastor Ussing ingenlunde trænger til nogen Attest med Hensyn til sin Optræden, hvor der er SpørgSmaal øm Lydighed og Ærbødighed imod Konge og Øvrighed, skal jeg selvfølgelig med Glæde føje min Underskrift til ovenstaaende Mænds, idet jeg særlig tilføjer, at Pastor Ussing ogsaa i sin Virksomhed overfor Sindssygeanstaltens Personale altid, hvor Lejlighed har været, er optraadt som den, der har hævdet og indskjærpet Lydighed og Ærbødighed overfor baade den lavere og den højeste Øvrighed.

Sindssygeanstalten ved Aarhuus, 9de Februar 1887.

R. Holm,

Oberlæge ved Anstalten"

Idet jeg beder Dem, Hr. Redaktør, optage disse Erklæringer, henviser jeg iøvrigt til min Berigtigelse i "Dagbladet" og "Avisen" for idag.

p. t. KjøbenHavn, den 11te Febr. 1887.

Henry Ussing.

(Aarhuus Stifts-Tidende 12. februar 1887).

Henry Ussing ca. 1880. Foto fra artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Den Ussing'ske Sag. En Sag, som i de sidste tre Uger har lagt Beslag paa Opmærksomheden i Aarhus og i videre Kredse, har, efter hvad "Aarhus St." har erfaret, nu fundet sin i alt Fald foreløbige Afgjørelse ved Ministeriets Resolution.

Sagen angik nogle utilbørlige Ytringer om Hs. M. Kongen og Konseilspræsidenten, som Pastor Ussing af Veilby i hans Egenskab af Timelærer ved Aarhus Latinskole skulde have brugt i Skolens 5te Klasse under et kirkehistorisk Foredrag. Efter den ved den anstillede Undersøgelse af Hr. Ussing givne Forklaring have de af ham anvendte Ord "saadanne Slyngler" i Forbindelse med de to ovennævnte Navne og med et Par andre Fyrsters (Napoleon den Tredie og Louis Philippe) været brugte ironisk som de vildeste Fremskridtsmænds Opfattelse af Historien.

Ministeriet udtaler nu, at det vel er enigt i, at Pastor Ussing, naar han overhovedet vilde bringe Kongens Navn ind, skulde have talt saaledes, at enhver Misforstaaelse blev umulig, ligesom det i det Hele misbilliger, at man under de nuværende Forhold drager vore indre politiske Anliggender og navnlig Kongen ind som Exempler, men da paa den anden Side Hr. Ussing klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke har havt fjerneste Tanke om at udtale sig fornærmeligt om Kongen, saa finder Ministeriet ikke retfærdig Aarsag til at opsige ham til Fratrædelse udenfor Tiden som Timelærer ved Skolen, hvor imod det overlades Rektor efter Skoleaarets Udløb at gjøre Indstilling om Timelærerne saaledes som han til den Tid maatte finde rigtigt.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 28. februar 1887).

Jyllands-Posten fik på grund af sagen flere abonnementsopsigelser. Lærerne hvoraf de fleste var Højremænd, sendte en sympatitilkendegivelse til ussing.

Rektor J. C. L. Dahlenborg (1831-1922) havde været adjunkt og senere overlærer ved katedralskolen i Ålborg 1858-1885. Han var rektor indtil 1901.

J. V. Pingel (1834-1919) var 1871-1883 adjunkt og senere overlærer ved Metropolitanskolen. I 1883 afkedigede ministeriet ham da han nægtede at afgive løfte om større tilbageholdenhed i sin politiske agitation. 1884, 1887 og 1890 valgtes han til folketinget som venstres kandidat i Arhus.

Angiveri af Drenge. For en Tid siden blev der af nogle Drenge i Aarhus Latinskole fremsat Klager over, at Skolens Religionslærer, Pastor USsing fra Vejlby, i en Religionstime havde ytret sig fornærmelig om Kongen og Ministeriet "Avisen", der elsker alt, hvad der blot smager af Angiveri, var strax paa Pletten for at bringe Angiveriet videre, ved hvilket Arbejde den trolig støttedes af "Jyllandsposten". Pastor Ussing, der er en Elev af Dr. Pingel, men er ivrig Højremand, har nu faaet sit Forhold undersøgt, og Resultatet heraf foreligger i følgende Telegram ti! Ritzaus Bureau: "Pastor Ussings Sag, angaaende fornærmelige Udtryk ved "et kirkehistorisk Foredrag i Latinskolens 5. Klasse, er afgjort derhen, at da han klart har godtgjort for Ministeriet, at han ikke havde den fjærneste Tanke om at fornærme, findes der ikke retfærdig Grund til at opsige ham som Timelærer."

(Aalborg Stiftstidende 28. februar 1887).

Skandalen i Aarhus Latinskole. "Aarh. Amtst." bemærker i Anledning af den i Gaar meddelte Afslutning paa denne kuriøse Sag  bl. a.:

Hvad Skoledrengene angaar, vil de naturligvis fortsætte med en anden Lærer, hvor de slap med Ussing.

Deres sidste Bedrift har de kun haft Fornøjelse af; det er lykkedes dem at sætte baade gejstlig og verdslig Øvrighed i Aarhus By og den hele Presse i Aktivitet; de har set og hørt sig omtale, de har følt sig som interessante Fænomener, og alt det har de naaet uden fjærneste Risiko.

De vil ikke være Skoledrenge, om de ikke proberede den Svir endnu en Gang.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1887).

Latinskole Skandalen. Efter hvad vi fra paalidelig Kilde have erfaret, har Pastor Ussing fra Vejlby nu taget sin Afsked som Religionslære ved Skolen. Saaledes endte altsaa Chr. Nielsens 3die puniske Krig.

(Aarhus Amtstidende 15. marts 1887).

Affæren er nærmere omtalt i artiklen Emanuel Sejr: Pedanteri og politik. En skolesag fra provisorietiden. Arhus Stifts Årbøger, 55. bind. 1962, s. 7-23.

Majesstætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Da Detailhandler N. P. Klitgaard Nielsen i Varde den 15de Marts d. A. havde Besøg af en Købmand og en Handelsrejsende, med hvem han samtalede om Politik i sit ved Siden af Boutiken liggende Lagerlokale, og som vare hans Venner, udtalte han sig i Anledning af en Ytring af den Handelsrejsende om, at Nielsen skulde have seet nogle Gardinbøiler, som af hans Firma vare leverede HS. Maj. Kongen, saaledes: "Aa, Skidt, Kongen er jo ikke andet end Folkets Skriver, den Flab", hvorved han udtrykkelig sigtede til Hs. Maj. Kong Kristian den Niende. Han, der er Venstremand, vil være bleven irriteret ved nogle Udtalelser af modsat Anskuelse fra Vennernes Side, som faldt i hans eget Lokale, hvor der ikke var Andre til Stede, og han - der, naar han taler om Politik, bruger stærke Udtryk og navnlig havde udtalt sig skarpt imod det nuværende Ministerium - vilde ikke have udtalt sig som skeet paa andre Steder eller i mere ubekjendte Folks Nærværelse.

For dette Forhold blev han ved Varde Købstads Extrarets Dom anseet efter Straffelovens § 90 med Straf af simpelt Fængsel i 3 Maaneder og fik paalagt Udredelsen af Aktionens Omkostninger. Viborg Overret stadfæstede Extraretsdommen.

(Dagens Nyheder 2. september 1886).

Majestætsforbrydelsessagen i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved den mod Redakteuren af "Ringkjøbing Amts Avis", Cand. phil. R. C. Lind, for Majestætsforbrydelse ved Ringkjøbing Kjøbstads Extraret paadømte Justitssag er ifølge "Jyllp." Følgende: Da Tiltalte Paaskedag den 5te April d A. om Formiddagen Kl. 10-11 tilligemed to Andre var kommen ind paa et Beværtningssted i Ringkjøbing, hvor der var flere Andre tilstede, og hvor han og hans Ledsagere drak to Kaffepunche hver, begyndte han at tale om Politik, og udtalte derefter til de nævnte to Personer, idet han henviste til Grundlovens §§ 7, 25 og 49, der vare aftrykte i det af ham udgivne Blad "Ringkjøbing Amts Avis", af hvilket et Numer laa paa Bordet, at Kongen var en Meneder, og at der, hvis de vilde have Vidner, sad Folk nok ovre ved det andet Bord. Disse Yttringer gjentog Tiltalte flere Gange. Samme Dag omtrent Kl. 1 talte Tiltalte i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen atter om Politik, og udtalte da paany, at Kongen var en Meneder.

Fra Ventesalen begav han sig til "Jernbanehotellet", hvor han, efterat han med flere Andre havde sat sig ved et Bord, gav sig til at tale om Politik og spurgte en af de Tilstedeværende, om han ikke mente, at man, naar Konseilspræsidenten blev dømt ved Rigsretten, kunde kalde Kongen en Meneder, og om det saa ikke blev Konseilspræsidentens Skyld, at Kongen blev en Meneder, samt udtalte, ved at henvise til de ovennævnte i hans Avis aftrykte Grundlovsparagrafer, at det var mærkværdigt, at Folk vare saa tykhovede, at de ikke kunde læse mellem Linierne af det han skrev, men at han den næste Dag vilde stribe ovenover : "Er Kongen en Meneder?"

Da der nu skete almindelig Modsigelse og opstod nogen Alarm, og en Tilstedeværende, der er Annonceagent for "Jyllandsposten" og som hidtil havde siddet i Stuen ved Siden af den, i hvilken Tiltalte sad, i den Anledning kom til, opfordrede Tiltalte Annonceagenten til at indberette til "Jyllandsposten", at han, Tiltalte, havde sagt, at Kongen var en Meneder, og tilbød Annonceagenten 100 Kr. for at gjøre det. Endelig har Tiltalte samme Dag Kl. omtrent 4 til to Andre, med hvem han sad i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen, om Kongen sagt. at han var en Meneder, idel Tiltalte ogsaa yttrede en hel Del om Ministeriet.

Det er af Tiltalte forklaret, at han den omhandlede Dag, forinden han brugte de ovenfor nævnte Udtalelser, havde havt Nogen til Frokost hos sig og havde Noget i Hovedet, men ligesom han har erkjendt, at han ikke var beruset, saaledes har det, efter de afhørte Deponenters Forklaringer eiheller været at mærke paa ham, at han, da ban i det førstnævnte Beværtningssted brugte de ovennævnte Udladelser, havde drukket. Ved de øvrige omhandlede Leiligheder var Tiltalte, der i Løbet af Dagen vedblev at drikke, efter mange af de under Sagen afhørte Deponenters Forklaringer, endel beskjænket. En enkelt Deponent har forståret, at Tiltalte var i en underlig irritabel Stemning, og at han ikke kunde kaldes fuld, men saa forvildet ud. Det maa derhos antages, at Tiltalte, specielt paa Jernbanehotellet, er bleven opirret paa Grund af forstjellige Yttrinqer, der blev rettede til ham.

Men Hensyn til Tiltaltes mentale Tilstand har han forståret, at han den omhandlede Dag ikke har været sig selv mægtig, idet han har det Tilfælde, at det, naar en Sag stærkt beskjæftiger ham, saaledes som det har været Tilfældet med Hensyn til den foreløbige Lov af 1ste April d. A., ligefrem "rabler" for ham Dette har efter hans Forklaring ogsaa tidligere været Tilfældet med ham, navnlig i Aaret 1872-73, da han havde kjøbt en Landejendom og kom i Tanker om. at det var forkert, hvorfor han spekulerede saaledes Dag og Nat, at han blev daarlig i Hovedet, og vel ikke lagde sig ind paa nogen Sindssygeanstalt, men lod sig privat behandle af Læge Hansen i Aarhus, hvilken Læge bestemt forlangte, at han skulde stille sig ved Ejendommen, et Raad, han fulgte. Læge Hansen har i en af denne den 28de April d. A. afgiven Erstæring udtalt, at han i Aaret 1873 blev kaldt til Tiltalte i Anledning af et af ham foretaget mislykket Forsøg paa at aflive sig ved Hængning, at Tiltalte længe derefter vedblev at befinde sig i en ophidset Sindstilstand, og at hele hans Liv sikkert har været af en saadan Beskaffenhed, at han vist næppe kan siges at være fuldstændig tilregnelig endnu den Dag idag, navnlig da, naar han bar nydt stærke Drikkevarer eller hans Sind er bragt i Oprør ved Modsigelser.

Fysikus Dr. med. Holst, der har været Tiltaltes Huslæge i de sidste 4-5 Aar, har i en af ham den 11te Mai d. A. afgiven Erklæring blandt Andet udtalt, at Tiltalte i 1868-69 har havt et med heftige og vedholdende Nervetilfælde forbundet Anfald af Tyfus, der efterlod langvarig legemlig og aandelig Svækkelse, at han i Aaret 1863 i Anledning af den ovenomtalte Ejendomshandel led af længere Tids Søvnløshed og Uro, at han siden han i Aaret 1880 tog Ophold i Ringkjøbing, ikke har frembudt noget Tegn paa aandelig eller legemlig Sygdom, naar undtages et Anfald af Lungebetændelse, men at han, siden den foreløige Lov af 1ste April d A. udkom, har lidt af Uro i Sindet og jævnlig har været søvnløs, at han let bliver ophidset af Spiritus, og at han var bleven dette den paagjældende Dag, ikke blot af de nydte Drikkevarer, men ogsaa af hans Tilhøreres Modsigelser og Drillerier, uden at Ophidselsen forlængst har lagt sig, og at der intet abnormt er at bemærke ved hans Udseende, Lader og Gebærder, og intet Tegn paa universel Paralyse. Fysikus formener herefter, at der ikke kan være Tale om, at Tiltalte er utilregnelig, men antager paa den anden Side, at Tiltalte ikke er i Besiddelse af voxne og sjælssunde Personers Tilregnelighed.

Det kgl. Sundhedskollegiuin, for hvilket Sagen har været forelagt, har i Skrivelse af 21de ds. yttret, at naar politiske Brydninger i et Samfund antage en akut Karakter, vil den da ofte herskende Forrykkelse af Begreberne Sandhed og Ret let virke forstyrrende ind paa Partiernes og de saakaldte ledende Mænds Retsbevidsthed; ved Modsigelse eller ved formentlig Krænkelse af Partiets Ret ville Individer med mangelfuld Selvbeherskelse under saadanne Tidsforhold kunne bringes til Udtalelser og vel endog til Handlinger, som de ikke vilde gjøre sig skyldige i under rolige Forhold. Kollegiet udtaler derefter, at det ikke skjønner rettere, end at Tiltaltes Forbrydelse maa betragtes under denne Belysning, saa meget mere, som han .... paa den Dag, han begik Forbrydelsen, var ophidset af Spiritus og en formentlig personlig Krænkelse, og at det derfor maa slutte sig til Konklusionen i den af Fysikus afgivne Erklæring, naar det deri udtales, at Tiltalte vel ikke kan antages at have været utilregnelig i Gjerningsøieblikket, men at det maa antages, at han har manglet den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Tiltalte, der er født den 21. August 1845 og ikke tidligere er straffet, blev, som tidligere meddelt, herefter anset efter Straffelovens § 90 sammenholdt med § 39 *), og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos det paalagdes ham at tilsvare Aktionens Omkostninger, derunder Salair til de beskikkede Sagførere med 20 Kr. til hver.

*) "En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, skal have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik ikke at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer."

(Dagens Nyheder 30. august 1885).

Højesterets dom af 30. marts 1886 findes i Højesteretstidende 1886.

Fotograf V. E. Svendsen, Århus: Forlovelses- eller bryllupsbillede ca. 1881. Rasmus Carl Lind og enke efter redaktør Valdemar Jørgensen i Ringkøbing Caroline Henriette født Vomdran Cøln. Damen tv. er antagelig den udkårnes mor Friederikke Christiane Hansen. Visitkortfoto. Fra Hardsyssel Årbog 1994.

Ringkjøbing Amts Dagblad var grundlagt i 1880 af Christen Bergs parti Venstre. Den var en aflægger af Kolding Folkeblad. Den udkom i begyndelsen 4 gange ugentlig, men fra 1882 alle ugens hverdage. I 1900-tallet overgik Ringkjøbing Amts Avis til Det Radikale Venstre. Lind solgte sin halvdel i avisen. Den lukkede 1927, da udgivelsen blev overladt til Skive Folkeblad som eksisterede indtil 1966. Redaktøren Carl Lind var født i Flensborg 1845. 

Majestætsforbrydelsessagen mod Folkethingsmand Ravn. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge et i "Viborg lifts Folkeblad" for sidst afvigte 19de April optaget Referat af et Foredrag, som forhenværende Skolelærer, Folkethingsmand Christian Henrik Ravn havde holdt ved et politisk Møde i S. Ørums Forsamlingshus den 15de f. M., havde Ravn i det nævnte Foredrag, efter at have givet en Fremstilling af de politiske Forhold i de tre forudgaaende Fjerdingaar og derpaa at have opkastet det Spørgsmaal, hvem der nu lider mest under disse fortvivlede Forhold, hvorpaa han svarede "først og fremmest det konstitutionelle Kongedømme", fortsat saaledes: "Hvor man færdes blandt Folk, hører man følgende Udtalelse: Er Kong Christian den Niende ikke den Konge, den danske Rigsdag valgte til Thronfølger, fordi han ikke som sine Brødre var med i Oprørshæren? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Novemberforfatningen, hvis Følge blev, at vi mistede to Femtedele af vort Land? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Provisoriet? Er det ikke den Konge, som mor i Aalborg maatte omgive sig med Dragoner med skarpe Vaaben? Er det ikke den Konge, som i 1885 underskrev Provisoriet, og som maatte omgives af Politibetjente, kasernerede Soldater med skarpe Patroner, med opkiørte Kanoner og armerede Krigsskibe, og som maatte have en Livvagt af junkerlige Eventyrere puttede i Gardeuniformer?"

Under en i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Ravn for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagt kriminel Sag erkjendte Tiltalte Rigtigheden af dette Referat med Bemærkning, at dette var gjennemseet af ham, forinden det blev sendt fornævnte Blad, og hans Forklaring gik iøvrigt ud paa, dels, at han rundt om, hvor han færdedes, havde i længere Tid hørt Yttringer som de anførte om Kongen, dels, at om end disse uden Sammenhæng med det øvrige Foredrag maatte betragtes som sigtende til at nedbryde det gode Forhold mellem Konge og Folk - hvad Tiltalte maa ansees at have erkjendt - kan han ikke indrømme at have ved disse Yttringer, naar de forstaaes i Forbindelse med det øvrige Foredrag, haanet Kongen eller tilsidesat den Ærbødighed, der skyldes Kongen, hvad ogsaa har ligget udenfor hans Hensigt, som tvertimod var at gavne Konge, Folk og Pand ved at gjøre sit til at faa Ministeriet Estrup, som han betragter som en Ulykke for Kongedømmet, fjernet, og alene at vise, hvor sørgelige de nuværende Forhold ere, hvad efter hans Formening bedst kunde oplyste ved at vise, hvorledes Kongen nu blev omtalt mellem Befolkningen.

Efter Sagens Oplysninger maa det antages, at Tiltalte indledede den citerede Del af sit Foredrag med en Bemærkning, "om det ikke maatte smerte ham, der er en kongeligsindet Mand, at høre Sligt", samt at han indskød lignende Beklagelser efter flere af de anførte Udladelser og ved Slutningen af samme, og af 6 under Sagen afhørte Vidner (af hvilke tre høre til samme politiske Parti som Tiltalte og have udtalt, at de ommeldte Udtalelser efter deres umiddelbare Indhold maatte forstaaes som fornærmelige for Kongen og sigtende til at nedbryde Kærligheden, Tilliden og Ærbødigheden for Kongen) havde de tre Nysnævnte forklaret, at de gik ud fra, at Tiltalte, som af ham anført, virkelig havde hørt saadanne Udtalelser rundt om, og at de ikke havde forstaaet Tiltaltes citerede Yttinger paa nynævnte Maade eller saaledes, at Tiltalte havde nogen fornærmelig Hensigt med disse Yttringer; derimod havde de tre andre Vidner udsagt, at Tiltaltes oftnævnte Udtalelser saavel ifølge deres Indhold som dølge deres Form og Forbindelse med hele det øvrige Foredrag af Tilhørerne nødvendigvis maatte opfattes som tilsigtende at nedbryde Tillids- og Kærlighedsforholdet mellem kongen og Folket som haanende mod Kongen og stridende mod den Ærbødigded, der skyldes Samme.

Det fandtes nu ikke at kunne være Tvivl underkastet, at de omhandlede Udtalelser efter deres Indhold gik ud paa paa en haanende Maade at krænke den Ærbødighed, der skyldes kongen, og da de ommeldte haanlige Udladelser, til hvilke Tiltalte ikke har kunnet opgive nogensomhelst Hjemmel eller Kilde, ere under et bittert Angreb paa Kongens Regering fremsatte for en offenlig Forsamling paa en saadan Maade, at de af Tilhørerne naturligt maatte opfattes som sigtende til at nedbryde Tillids- og Ærbødighedsforholdet til Statens uansvarlige og ukrænkelige Overhoved, og uden at Tiltalte endog har betegnet Udladelserne som lovstridige og strafværdige, i hvilken Henseende Tiltaltes Omtale af deres Fremkomst som sørgelig eller hans paastaaede Henvisning til Kongens Ansvarsfrihed ikke i den heromhandlede Henseende kunne komme i Betragtning - billigede Viborg Overret, at Tiltalte for dette sit Forhold var ved Fjends-Nørlyng Herreders Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 90 med Straf af simpelt Fængsel i tre Maaneder.

(Dagens Nyheder 21. august 1885).

Folketingsmedlem Christian Henrik Ravn (1844-1926) var 1865–70 lærer i Sparkær mellem Viborg og Skive og 1870–85 i Borup i nabosognet hvor en af hans elever var Jeppe Aakjær. Han sad for Venstre i sognerådet 1874–82, en tid som formand, og i amtsrådet 1883–98. Efter to mislykkedes forsøg i 1873 og 1876 på at erobre Viborgkredsen fra Højre, lykkedes det ham i 1879 at blive valgt i Morsøkredsen. Efter dommen i 1885 blev han afskediget. Efter at have støttet det politiske forlig 1894, mistede han sit folketingsmandat ved valget 1895. Han blev herefter valgt i Viborgkredsen 1898–1903 og i Gudmekredsen på Fyn 1909–13. 

Kongens Fødselsdag og Provisoriet. (Efterskrift til Politivennen)

Breve.

Ribe, den 8de Apil.

Kongens Fødselsdag en Folkefest! Hvad kunde fri, fædrelandssindede Borgere i en konstitutionel Stat ønske hellere, end at denne Dag kunde være en Festdag, en rigtig Folkefest, hvor alle samlede sig om skjønne Minder fra henfarne Dage i lykkeligt Samliv mellem Konge og Folk og ønskede Kongen endnu mange Leveaar til Fortsættelse af en Gjerning til Gavn og Velsignelse for Folk og Fædreland. Men det er ikke saaledes i Aar, end ikke i Kjøbstæderne, som vel ellers skal være de Steder, der huser den forholdsvis største Del af den estrupske Politiks Tilhængere. Byerne viser jo i den senere Tid en for alle Frihedsvenner glædelig Fremgang.

En Folkefest? - langt fra! Man ser det strax paa Byens Udsende. Medens i tidligere Tid Dannebrog paa denne Dag vajede fra saa at sige ethvert Hus, kunde man i Aar her i vor lille By gaa hele Geder igjennem og kun træffe nogle ganske faa Huse, som flagede. Flaget savnedes mange Steder, hvor man ellers var vant at se det. Grunden hertil maa maaske nok for manges Vedkommende nærmest søges deri, at man ikke vil udsætte sig for ved Flagning at skulle antages at billige den Politik, som Ministeriet Estrup, der staar som hans Majestæts ansvarlige Raadgiver, fører, og som har sat sin Frugt i Provisoriet af 1ste April 1885 Og kan man finde en saadan Frygt unaturlig? Provisoriet har kostet Estrup mange Tilhængere.

Der er maaske næppe noget Sted i Danmark, hvor man mere har Anledning til at sammenligne Nutid med Fortid, end her i den gamle Kongestad, hvor Slotsvolden daglig minder os om den folkekjære Valdemar, der i de Love, han gav Folket, fastslog den Grundsætning, at den Lov, som Kongen giver og Folket tager ved, maa ingen dømme imod og ingen Konge ophæve uden Folkets Vilie. Det er lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at saa det, der nu er sket, til at rime hermed. Nu har vi jo faktisk ikke saa megen Frihed og Selvbestemmelsesret som den Gang. Det er ogsaa med dyb Alvor, man her har modtaget Budskadet om det saa længe forberedte Provisorium. I de første Dage har man talt derom. Mand med Mand og flere i Flok - men kun mellem Meningsfæller. Imellem grundlovstro Statsborgere og anerkjendte Provisorister undgaar man ligesom instinktmæssig at tale om det skete. Det er, som var der opstaaet en uoverstigelig Kløft mellem disse to Partier - for saa vidt man da endnu kan kalde den lille Højreklike et Parti. Det er ogsaa svært for os Vestjyder at fatte, hvorledes noget Menneske, som vi før i de mindste har agtet og tiltroet ærligt Hjærtelag, kan aabenlyst glæde sig ved det, som enhver grundlovstro og frihedselskende Mand maa betragte ikke alene med den største Harme, men ogsaa med den dybeste Sorg. Over for en saadan Handling er det næsten umuligt andet, end at ogsaa Agtelsen for Menneskeværdet maa gaa tabt. Jeg har i disse Dage talt med mange alvorlige Mænd baade fra Land og By, og jeg er ofte bleven mægtig grebet af den inderlige Bekymring, som deres ofte kun faa Ord og de ret hele Væsen bar Vidne om. Nu taler man næsten ikke mere derom: hvad der alvorligst og stærkest ligger paa Hjærtet, taler Jyderne sjælden ret meget om. Men man mærker ogsaa der bagved en næsten uhyggelig Ro og koldsindig Besluttethed, som fortæller om sejg, jydsk Udholdenhed og Trofasthed i Kampen for den ved Grundloven givne Bevillingsmyndighed, - men som ogsaa indeholder et for Provisoristerne ildevarslende Vidnesdyrd om, at Jyden 

"han go'r ett ind igien
fa' de uhn han haa gjent hen".

at naar først vi kommer "ud aa dar," vi da ved alle de Midler, der staar lovbunden Mand til Raadighed, skal vide at hævde den Ret til Lod og Del i Statsstyrelsen, som Grundloven hjemler Folket, og som et lille reaktionært Parti ikke ustraffet skal have dannet og traadt under Fødder. Vi kan vente Aar, om det skal være, men vor Tid maa komme: Ret og Sandhed maa og skal seire.

(Morgenbladet (København) 11. april 1885).

Den 18. marts 1885 opfordrede Venstre forgæves Christian 9. til at udskifte regeringen. Han kritiserede Folketinget 21. marts 1885 for ikke havde stemt for finansloven. Christian 9. stadfæstede provisoriet den 1. april 1885. Indledning til tiåret 1885-1894 hvor Danmark blev styret vha. provisoriske (foreløbige) finanslove der bemyndigede regeringen til at afholde de nødvendige statsudgifter. Den var kulminationen på forfatningskampen mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen. Danmark blev nu styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Estrup indledte herefter en hård kurs over for oppositionen der havde den modsatte effekt idet den mobiliserede oppositionens vælgere. Stemmeprocenten ved valget i 1887 satte for eksempel rekord med 76 procent; en rekord som holdt århundredet ud. Valgdeltagelsen var på 20 år mere end fordoblet.