Kongens Fødselsdag og Provisoriet. (Efterskrift til Politivennen)

Breve.

Ribe, den 8de Apil.

Kongens Fødselsdag en Folkefest! Hvad kunde fri, fædrelandssindede Borgere i en konstitutionel Stat ønske hellere, end at denne Dag kunde være en Festdag, en rigtig Folkefest, hvor alle samlede sig om skjønne Minder fra henfarne Dage i lykkeligt Samliv mellem Konge og Folk og ønskede Kongen endnu mange Leveaar til Fortsættelse af en Gjerning til Gavn og Velsignelse for Folk og Fædreland. Men det er ikke saaledes i Aar, end ikke i Kjøbstæderne, som vel ellers skal være de Steder, der huser den forholdsvis største Del af den estrupske Politiks Tilhængere. Byerne viser jo i den senere Tid en for alle Frihedsvenner glædelig Fremgang.

En Folkefest? - langt fra! Man ser det strax paa Byens Udsende. Medens i tidligere Tid Dannebrog paa denne Dag vajede fra saa at sige ethvert Hus, kunde man i Aar her i vor lille By gaa hele Geder igjennem og kun træffe nogle ganske faa Huse, som flagede. Flaget savnedes mange Steder, hvor man ellers var vant at se det. Grunden hertil maa maaske nok for manges Vedkommende nærmest søges deri, at man ikke vil udsætte sig for ved Flagning at skulle antages at billige den Politik, som Ministeriet Estrup, der staar som hans Majestæts ansvarlige Raadgiver, fører, og som har sat sin Frugt i Provisoriet af 1ste April 1885 Og kan man finde en saadan Frygt unaturlig? Provisoriet har kostet Estrup mange Tilhængere.

Der er maaske næppe noget Sted i Danmark, hvor man mere har Anledning til at sammenligne Nutid med Fortid, end her i den gamle Kongestad, hvor Slotsvolden daglig minder os om den folkekjære Valdemar, der i de Love, han gav Folket, fastslog den Grundsætning, at den Lov, som Kongen giver og Folket tager ved, maa ingen dømme imod og ingen Konge ophæve uden Folkets Vilie. Det er lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at saa det, der nu er sket, til at rime hermed. Nu har vi jo faktisk ikke saa megen Frihed og Selvbestemmelsesret som den Gang. Det er ogsaa med dyb Alvor, man her har modtaget Budskadet om det saa længe forberedte Provisorium. I de første Dage har man talt derom. Mand med Mand og flere i Flok - men kun mellem Meningsfæller. Imellem grundlovstro Statsborgere og anerkjendte Provisorister undgaar man ligesom instinktmæssig at tale om det skete. Det er, som var der opstaaet en uoverstigelig Kløft mellem disse to Partier - for saa vidt man da endnu kan kalde den lille Højreklike et Parti. Det er ogsaa svært for os Vestjyder at fatte, hvorledes noget Menneske, som vi før i de mindste har agtet og tiltroet ærligt Hjærtelag, kan aabenlyst glæde sig ved det, som enhver grundlovstro og frihedselskende Mand maa betragte ikke alene med den største Harme, men ogsaa med den dybeste Sorg. Over for en saadan Handling er det næsten umuligt andet, end at ogsaa Agtelsen for Menneskeværdet maa gaa tabt. Jeg har i disse Dage talt med mange alvorlige Mænd baade fra Land og By, og jeg er ofte bleven mægtig grebet af den inderlige Bekymring, som deres ofte kun faa Ord og de ret hele Væsen bar Vidne om. Nu taler man næsten ikke mere derom: hvad der alvorligst og stærkest ligger paa Hjærtet, taler Jyderne sjælden ret meget om. Men man mærker ogsaa der bagved en næsten uhyggelig Ro og koldsindig Besluttethed, som fortæller om sejg, jydsk Udholdenhed og Trofasthed i Kampen for den ved Grundloven givne Bevillingsmyndighed, - men som ogsaa indeholder et for Provisoristerne ildevarslende Vidnesdyrd om, at Jyden 

"han go'r ett ind igien
fa' de uhn han haa gjent hen".

at naar først vi kommer "ud aa dar," vi da ved alle de Midler, der staar lovbunden Mand til Raadighed, skal vide at hævde den Ret til Lod og Del i Statsstyrelsen, som Grundloven hjemler Folket, og som et lille reaktionært Parti ikke ustraffet skal have dannet og traadt under Fødder. Vi kan vente Aar, om det skal være, men vor Tid maa komme: Ret og Sandhed maa og skal seire.

(Morgenbladet (København) 11. april 1885).

Den 18. marts 1885 opfordrede Venstre forgæves Christian 9. til at udskifte regeringen. Han kritiserede Folketinget 21. marts 1885 for ikke havde stemt for finansloven. Christian 9. stadfæstede provisoriet den 1. april 1885. Indledning til tiåret 1885-1894 hvor Danmark blev styret vha. provisoriske (foreløbige) finanslove der bemyndigede regeringen til at afholde de nødvendige statsudgifter. Den var kulminationen på forfatningskampen mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen. Danmark blev nu styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Estrup indledte herefter en hård kurs over for oppositionen der havde den modsatte effekt idet den mobiliserede oppositionens vælgere. Stemmeprocenten ved valget i 1887 satte for eksempel rekord med 76 procent; en rekord som holdt århundredet ud. Valgdeltagelsen var på 20 år mere end fordoblet.