Prinsens Palæ. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt den store Masse af kgl. Slotte, som Staten sidder inde med, og hvoraf en ikke ringe Deel, uden at tilsidesætte nogen sand Interesse, kunde nedlægges, er der intet, der mere stadigt har tildraget sig den offenlige Opmærksomhed end "Prindsens Palais" eller, som det i Statsregnskaberne benævnes, "Palaiet i Kalleboderne" eller, som del almindeligt kaldes, "de Adeliges Vartou". Kjært Barn har nemlig mange Navne. Denne rummelige Bygning har nu i en lang Række af Aar været Sædet for en stor Mængde, for det meste adelige, Personer, hvoraf de allerfleste aldeles intet Krav synes at have paa at faae fri Bolig af Staten, og desuden i Regelen ere saa godt lønnede, at de meget vel kunne holde sig selv med Værelser, uden at behøve at lade sig i saa Henseende yderligere forsørge af deres skatteydende Medborgere. Naar man vilde nedskrive den lange Liste af Personer, der heelt eller for en Deel ere blevne forsørgede igjennem denne Anstalt i en lang Række af Aar, da vilde det blive tydeligt, hvor lidet Krav disse Personer i Regelen have paa offenlig Understøttelse, ikke at tale om, at god Orden synes at medføre, at naar Naadegaver skulle meddeles, det da maa blive igjennem Statssecretariatet for Naadessager eller i alt Fald igjennem Stadens Hospitaler og Fattigvæsen. Ved den nuværende Konges Thronbestigelse antoges det almindeligt, at der vilde skee en Forandring i denne Stiftelses Anvendelse, og det blev endogsaa bebudet, at den, efterdi den ikke skulle afhændes, vilde blive afbenyttet til at opbevare de offenlige Samlinger af Konstgjenstande, Oldsager m. m., som nu baade andetsteds var slet placerede og desuden rettest burde vare samlede paa eet Sted. Herved vilde ogsaa bevirkes, at de flere Eiendomme, der nu bruges til disse Samlinger, kunde afhændes, cg derved ikke blot deres Vedligeholdelse bespares, men tillige den ved deres Salg udbragte Sum indvindes. Denne Bestemmelse med Hensyn til Anvendelsen af "de Adeliges Vartou' synes imidlertid nu at være opgiven, idet man ikke alene ikke har opsagt de Personer til Udflytning, som ere indlogerede der, men endog stadigt, naar Pladse blive ledige, besætter dem igjen med alleslags Individer, om hvilke der gjelder det samme som om Pluraliteten af den tidligere Besætning, navnlig at de intetsomhelst Krav synes at have paa det Offenliges Penge eller Medlidenhed. I denne Tid blive saaledes netop 2 Personer indqvarterede, hvis Navne vistnok ere Læserne ubekjendte, med mindre det skulde være, at det ene af dem har været bragt i Forbindelse med nogle høist mislykkede dramatiske Produkter, som Theaterdirectionen med Hofmarschal Levetzau i Spidsen, havde antaget til Opførelse, men som Publikum, der ellers ikke har Mangel paa Overbærelse i denne Henseende, totalt har forkastet. Disse 2 Personer ere Hds. Maj.s. den nuregerende Dronnings Hofdame, Frøken Waltersdorff, og Høistsammes Secretairinde. Jfr. Andresen, der ere blevne forsynede med et meget betydeligt Antal Værrelser. Det er specielt den Førstnævnte, der, efterat være afgaaet fra sin Post som Hofdame med en meget rigelig Pension, er bleven anviist en lang Række af Værelser i den heromhandlede offenlige Bygning, og hvilke Værelser i flere Maaneder have været underkastede en vidtløftig, kostbar og til Hofmarschal Levetzaus og Etatsraad Schønbergs eget høie Tilsyn anbetroet Istandsættelse, der nu er saa vidt fremmet, at den nævnte adelige Dame om faa Dage kan rykke ind i samme. Som et Beviis paa den Omsorg, hvormed man sørger for hendes størst mulige Beqvemmelighed, fortjener det ogsaa at anføres, at en Have , som gjennem en lang Række af Aar har været overladt General Rømer, nu er fratagen denne for at lægges til Frøken Waltersdorffs Leilighed og derved gjøre denne mere komfortabel for Beboerinden. Det er, som sagt, vanskeligt at begribe, ifølge hvilke Qvalificationer denne særegne Naade er udviist; thi at det blot skulde være som en Løn for længere Tids Tjeneste, synes saa meget mere urimeligt, som det ikke er almindeligt, at Sligt kommer i særdeles Betragtning, hvorom man overbevises ved at see hen til det nyligt i flere Blade omtalte Factum, at en Toldbetjent er efter nogle og tredive Aars tro Tjeneste afgaaet med en Pension af - 33 Rbd. om Aaret. At Frøken Waltersdorffs Qvalificationer imidlertid maae have været særdeles betydelige, ligger, saavidt vi skjønne, allerede i den Omstændighed, at man for hendes Skyld endog har vansleliggjort sig den tagne Bestemmelse med at ryddeliggjøre den heromhandlede Bygning for at benytte den i Statens Interesse, og altsaa for længere Tid udsat Muligheden af at realisere et i flere Henseender passende og hensigtsmæssigt Formaal i dets fulde Omfang.

(Kjøbenhavnsposten 20. december 1844)

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

Bort med Skarnet.

Udenfor den kongelige smedje og langs med bolværket i den gade der fører fra Tøjhusgade til indkørslen til det såkaldte "gamle bryghus" der nu er indrettet til artillerimagasin, benyttes pladsen til et lossested for alle mulige urenligheder, hvilket er så meget mere påfaldende som der for tiden er megen passage gennem denne gade, dels til og fra artillerimagasinet, og dels til og fra den kongelige smedje.

Da sådanne oplag ikke tåles på andre endog meget mere afsides liggende steder, og da den del af skarnet der måtte bruges til ballast, jo straks tages ombord og følgelig ikke har, bør eller kan have noget permanent leje, så tør man håbe at rette ansvarlige vil drage omsorg for at dette væmmelige skarnoplag bortskaffes.

Til slut bemærkes at bolværket lider betydeligt under den så tæt ved samme optårnede vægt, samt at kanalen ved den mindste blæst i tørt vejr opfyldes med skarn der vil koste betydeligt at få bortmudret.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 390-391)

Kajområdet mellem Tøjhusgade (til venstre udenfor billedet) og Bryghuset (til højre). Foto Erik Nicolaisen Høy

En langskægget Tyv bedes indespærret.

Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod, men især for de der handler med fødevarer. Mads aflægger nemlig på forskellige tider af dagen helt uvelkomne visitter, byder sig selv til gæst på hvad han måtte forefinde. Og det er vist nok ikke let at formå ham til at tage afsked, for hans ryg synes at være lige så hård som hans pande. Men falder det ham nu ind at gøre de sædvanlige bukkespring hvortil han måske drives ved en følelse af taknemmelighed for god og billig beværtning, så hænder det ikke sjældent at personen uagtet han er rapfodet, ved uheldige kaprioler ødelægger et eller andet. Anmelderen har endog set at en kone som i en kælder handler med frugt, kager og lignende, har måttet sætte en skildvagt ud for at værne om dette børnenes paradis, og at denne, et halvvoksent pigebarn, næppe har formået at afholde den meget påtrængende horndrager. Man er derfor så fri at bede ejeren af denne buk, hvis han ikke kan formå den til godvilligt at ophøre med disse besøg hos de omkringboende, da at lade den spærre inde for således at gøre ende på disse tid- og pengespildende gedebukkestreger.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 482-483)

"Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod." (Rådhusstræde med kik mod Frederiksholms Kanal og Nybrogade fra Gammeltorv/Nytorv. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning.

Der kom yderligere oplysninger til i Politivennen nr. 763, 14. august 1830, s. 523-524.

Uskik ved Frederiksholmskanal.

Med største forundring har indsenderen øjenvidne til hvorledes en mand som rimeligvis driver handel med ballast jævnligt  sidste sommer havde et stort oplag af denne handelsartikel liggende, dels ved bolværket, dels efter kvantitetens størrelse, mere eller mindre ud på den offentlige alfare gade, udenfor nr. 244 ved Frederiksholms Kanal. Hvorfra samme efter lejlighed i prammen blev transporteret til bestemmelsen. Da denne uskik nu atter ved forårets nærmelse, har taget sin begyndelse, og den efter indsenderens mening er aldeles i strid med politianordningerne, som befaler at fortovene skal holdes ryddelige, tillader man sig gennem dette blad herpå at henlede vedkommendes opmærksomhed.

For ikke at tale om det ubehagelige skue som en sådan losseplads frembyder i en af stadens hovedgader, der især om sommeren i badetiden passeres så hyppigt endog af noblessen, og uden at berøre det ubehagelige for passerende og omkringboende, i de støjende og bøddelagtige optrin som finder sted ved den besværlig opkørsel i og nedkørsel af bunken på en så indskrænket plads, hvilket endog flere gange har forårsaget vognenes  omvæltning i gaden, hvorved de i nærheden boende alarmeres, og ulykkestilfælde let kunne afstedkommes, uden endelig at omtale det søle som fra dette behold af urenligheder, i regnvejr udbredes over gaden, så er denne uskik endnu desforuden til væsentlig ulempe for det offentlige da den ved denne selvgjorte over rendestenen anlagte losseplads, værende udløbsrende især i regnvejr udfører en stor del urenlighed fra dette oplag i kanalen, og dette vil omsider gøre stedet utilgængeligt for skibe.

Langt fra at indsenderen med denne anke har til hensigt at forårsage manden noget skår i hans erhvervskilde, mener han meget mere at hvis en offentlig gade i øvrigt måtte findes passende til denne slags trafik, de omtalte ulemper da kunne forebygges når indlosningen i prammene skete umiddelbart fra vognene som hidfører disse varer.

(Politivennen nr. 743, Løverdagen den 27de Marts 1830, s. 187-188)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen Frederiksholms Kanal 244 er nutidens nr. 24. Huset er opført i 1740'erne tegnet af Philip de Lange for etatsråd Jacob Barchmann.

Om Roning i Canalen og Kallebodstrand.

En stor del af beboerne ved Frederiksholms Kanal har anskaffet sig en mængde både der ligger i kanalen og udlejes i timevis til enhver der for en marks penge ønsker at ro i kanalen, Kalvebod Strand og andre sådanne steder. Herimod kan vel intet være at erindre, ja en sådan indretning kan vel endog med rette betragtes som gavnlig og behagelig for den rolystne del af stadens indbyggere. Og dog er anmelderen forvisset om at samme vil koste flere menneskers liv.

De herrer udlejere tager nemlig aldeles ikke i betragtning til hvem de udlejer deres både når de NB kun får den aftalte timebetaling. Således ser man dagligt flere både udlejes til ganske små drenge der med ukyndighed i roning forener uforsigtighed og mangel på kræfter til at styre bådene. Blandt andre tilfælde var anmelderen forleden tirsdag eftermiddag vidne til at en båd med 3 små drenge kæntrede hvorved dens besætning da vist ville have tilsat livet, hvis 2 både med øvede søfolk ved en lykkelighændelse ikke var kommet forbi i samme øjeblik og havde opfisket de uerfarne og dumdristige krabater.

Lovgivningen fastsætter straf for dem der skænker for børn. Mon det ikke var rimeligt at der i analogi hermed blev fastsat en klækkelig straf for de udlejere der overlader deres både til sådanne uerfarne drengebørn?

(Politivennen nr. 541. Løverdagen den 13de Mai 1826, s. 318-319) 

En fæl Uskik med at banke Gulvtæpper paa Rækverket af Stadens Broer.

Uagtet der tidligere gennem dette blad er klaget over den uskik at banke gulvtæpper på rækværket af stadens broer, og skønt de rette ansvarlige velvilligt har taget denne erindring ad notam finder samme dog stadig sted. På rækværket af broerne ved Frederiksholms Kanal ser man især meget ofte at de herskaber der bor i nærheden, lader deres gulvtæpper banke til megen ulejlighed i mere end en henseende. For 1) så får de der passerer broerne, deres klæder slemt tilredt af gulvstøv. 2) har anmelderen gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky, og 3) synes det også at stride imod de anordninger der forbyder at kaste skarn i kanalerne hvis opmudring er forbundet med en ikke ubetydelig omkostning. Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at denne uskik bliver afskaffer.

(Politivennen nr. 510. Løverdagen den 8de October 1825, s. 10062)

"Anmelderen har gentagne gange været vidne til at heste der så hyppigt trækkes over samme til Ridehuset, er blevet sky". (Stormbroen over Frederiksholms Kanal, set fra broen over til Ridebanen ved Christiansborg. Kjøbenhavns Prospecter).

Redacteurens Anmærkning

En næsten enslydende klage står i "En Uskik." Politivennen nr. 1168, lørdag den 19. maj 1838,side 320-321. 

Bøn om Fred for tre urolige personer ved Frederiksholms Canal.

Ved at passere forbi Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal lørdag aften klokken halv tolv, blev jeg, min kone og hendes søster på det skammeligste udskældt af tre personer som stod i porten. Og da jeg ville forsvare mig og min familie, blev jeg truet med prygl. Jeg kaldte da på vægteren. Men der kom ingen vægter, og de omtalte personer råbte: Her er ingen vægter, men vil I have prygl, kan i få det? 

Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv, hvor vi havde hentet medicin til en syg og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem. Da det ikke er første gang at noget sådant er udøvet sammesteds, så formoder man at disse personer hører til palæets tjenestepersonale. Man har derfor med denne bekendtgørelse til hensigt at gøre disses herskaber opmærksomme på deres tjeneres usømmelige opførsel som de vist ikke vil billige, og tillige give vægteren et vink om at påse at rolige og fredelige folk kan passere hans post utiltalte.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9684-9685)

"Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem". (Vejen fra Gammeltorv til Prinsens Palæ - i dag Nationalmuseet - ad Rådhusstræde. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning.

Prinsens Palæ opført 1743-46 på Frederiksholms Kanal 12 blev brugt som "købmandsgård, kongeslot, bolig for kronprinsen og den kongelige familie ... atelierer, retssale og lærde selskaber". Siden 1850'erne har det huset Nationalmuseet der dengang hed Oldnordisk Museum og holdt i 1825 til på Trinitatis Kirkes loft. 1832 flyttede samlingen til Christiansborg.

Kjøbenhavnsposten havde en beskrivelse af Prinsens Palæ, 20. december 1844.

Uordener.

1) Når man går Rådhusstræde ned og er kommet over Vandkunsten, ser man på højre hørne påskrevet Frederiksholms Kanal, men ligeover for står Vandmøllestræde så at gaden på denne måde har to navne.

2) Uden for dette hvorpå der står Vandmøllestræde, og som er trukket meget ind, står en afviser som kan være farlig netop fordi man ikke i mørke formoder en afviser så overmåde langt ude fra huset.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 315, [5]. maj 1804, s. 5006-5007)

Uordener.

7) Der høres så vidt efter lyden kan dømmes hos hr. urtekræmmer Press på hjørnet af Magstræde og Frederiksholms Kanal nr. 29 hvor morgen omtrent kl. halv fem en ringen forenet med gentagne slag som af en hammer til virkelig megen urolighed for de ellers på denne tid så fredsomme naboer. Man håber hr. Press er uvidende om denne kimen og lover sig at den afskaffes på denne anmodning.

8) Det var at ønske at politiet ville efterse i en gård udenfor Nørreport tæt op til hr. Walman hvor Venneselskabet har sine sommerværelser, da det formodentlig endnu vil finde en død hest slængt hen  i gården (formodentlig for hundene) lige over for selskabets vinduer som vender derud. Samme er et yderst ubehageligt syn at se på og ved muligt indfaldende varmt vejrlig må forårsage en meget ufordragelig stank. Meget ønskedes at sådant blev påset da det ikke er første gang.

9) De har før anmærket en mængde skammelige uordener på Assistenskirkegården, men forbigået eller måske ikke kendt den første, som er den at der er ligesom et offentlig værtshus i benhuset. Dette synes at være en så skændig uskik at man håber den tilbørlig vil revses.

10) På de fattiges kirkegård udenfor Amagerport (jeg skammer mig virkelig på mine landsmænds vegne at der hos dem kan gives fattiges kirkegårde!) græsser 4-6 stykker løse køer der ikke alene nedtræder de fattiges grave, men endog af sult møder ligene ved porten for ligesom at følge de afdøde til deres hvilested. Har nogen forpagtet kirkegårdens græd, så kan det dog blot være til at afslå, men ikke til at afgræsse, for ellers kan vi jo lægge vores lig på fællederne og behøver ikke kirkegårde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3551-3552)

Den feje Forbedring.

Mange gange er i disse blade klaget over den ikke blot skrækkelige, men virkelig farlige brede åbne kloak ved hømagasinet ned imod Kongens Bryghus. Der er allerede mange gange sket skade, og formodentlig vil der hvis ikke forbedring sker, engang ske sådan skade som med bitter skam falder (skønt for sent) på de ansvarlige. Især gruer de stakkelse landmaænd som ahr hø at levere årlig til magasinet, for dette farlige sted. I tirsdags måtte en af dem se en af sine gode heste falde i den, og med stor nød at blive hjulpet op. De tilstedeværende betjente må kunne bevidne dette, og man må håbe at der uden for en kongelig bygning snart skaffes samme sikkerhed som den ringeste borger uden ophold ville vide at få skaffet sin.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2697-2698)

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.