- Blandt den store Masse af kgl. Slotte, som Staten sidder inde med, og hvoraf en ikke ringe Deel, uden at tilsidesætte nogen sand Interesse, kunde nedlægges, er der intet, der mere stadigt har tildraget sig den offenlige Opmærksomhed end "Prindsens Palais" eller, som det i Statsregnskaberne benævnes, "Palaiet i Kalleboderne" eller, som del almindeligt kaldes, "de Adeliges Vartou". Kjært Barn har nemlig mange Navne. Denne rummelige Bygning har nu i en lang Række af Aar været Sædet for en stor Mængde, for det meste adelige, Personer, hvoraf de allerfleste aldeles intet Krav synes at have paa at faae fri Bolig af Staten, og desuden i Regelen ere saa godt lønnede, at de meget vel kunne holde sig selv med Værelser, uden at behøve at lade sig i saa Henseende yderligere forsørge af deres skatteydende Medborgere. Naar man vilde nedskrive den lange Liste af Personer, der heelt eller for en Deel ere blevne forsørgede igjennem denne Anstalt i en lang Række af Aar, da vilde det blive tydeligt, hvor lidet Krav disse Personer i Regelen have paa offenlig Understøttelse, ikke at tale om, at god Orden synes at medføre, at naar Naadegaver skulle meddeles, det da maa blive igjennem Statssecretariatet for Naadessager eller i alt Fald igjennem Stadens Hospitaler og Fattigvæsen. Ved den nuværende Konges Thronbestigelse antoges det almindeligt, at der vilde skee en Forandring i denne Stiftelses Anvendelse, og det blev endogsaa bebudet, at den, efterdi den ikke skulle afhændes, vilde blive afbenyttet til at opbevare de offenlige Samlinger af Konstgjenstande, Oldsager m. m., som nu baade andetsteds var slet placerede og desuden rettest burde vare samlede paa eet Sted. Herved vilde ogsaa bevirkes, at de flere Eiendomme, der nu bruges til disse Samlinger, kunde afhændes, cg derved ikke blot deres Vedligeholdelse bespares, men tillige den ved deres Salg udbragte Sum indvindes. Denne Bestemmelse med Hensyn til Anvendelsen af "de Adeliges Vartou' synes imidlertid nu at være opgiven, idet man ikke alene ikke har opsagt de Personer til Udflytning, som ere indlogerede der, men endog stadigt, naar Pladse blive ledige, besætter dem igjen med alleslags Individer, om hvilke der gjelder det samme som om Pluraliteten af den tidligere Besætning, navnlig at de intetsomhelst Krav synes at have paa det Offenliges Penge eller Medlidenhed. I denne Tid blive saaledes netop 2 Personer indqvarterede, hvis Navne vistnok ere Læserne ubekjendte, med mindre det skulde være, at det ene af dem har været bragt i Forbindelse med nogle høist mislykkede dramatiske Produkter, som Theaterdirectionen med Hofmarschal Levetzau i Spidsen, havde antaget til Opførelse, men som Publikum, der ellers ikke har Mangel paa Overbærelse i denne Henseende, totalt har forkastet. Disse 2 Personer ere Hds. Maj.s. den nuregerende Dronnings Hofdame, Frøken Waltersdorff, og Høistsammes Secretairinde. Jfr. Andresen, der ere blevne forsynede med et meget betydeligt Antal Værrelser. Det er specielt den Førstnævnte, der, efterat være afgaaet fra sin Post som Hofdame med en meget rigelig Pension, er bleven anviist en lang Række af Værelser i den heromhandlede offenlige Bygning, og hvilke Værelser i flere Maaneder have været underkastede en vidtløftig, kostbar og til Hofmarschal Levetzaus og Etatsraad Schønbergs eget høie Tilsyn anbetroet Istandsættelse, der nu er saa vidt fremmet, at den nævnte adelige Dame om faa Dage kan rykke ind i samme. Som et Beviis paa den Omsorg, hvormed man sørger for hendes størst mulige Beqvemmelighed, fortjener det ogsaa at anføres, at en Have , som gjennem en lang Række af Aar har været overladt General Rømer, nu er fratagen denne for at lægges til Frøken Waltersdorffs Leilighed og derved gjøre denne mere komfortabel for Beboerinden. Det er, som sagt, vanskeligt at begribe, ifølge hvilke Qvalificationer denne særegne Naade er udviist; thi at det blot skulde være som en Løn for længere Tids Tjeneste, synes saa meget mere urimeligt, som det ikke er almindeligt, at Sligt kommer i særdeles Betragtning, hvorom man overbevises ved at see hen til det nyligt i flere Blade omtalte Factum, at en Toldbetjent er efter nogle og tredive Aars tro Tjeneste afgaaet med en Pension af - 33 Rbd. om Aaret. At Frøken Waltersdorffs Qvalificationer imidlertid maae have været særdeles betydelige, ligger, saavidt vi skjønne, allerede i den Omstændighed, at man for hendes Skyld endog har vansleliggjort sig den tagne Bestemmelse med at ryddeliggjøre den heromhandlede Bygning for at benytte den i Statens Interesse, og altsaa for længere Tid udsat Muligheden af at realisere et i flere Henseender passende og hensigtsmæssigt Formaal i dets fulde Omfang.
(Kjøbenhavnsposten 20. december 1844)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar