I
den seneste tid er hovedstadens indbyggere ofte bragt i uro ved
fortællinger om overfald som skulle være udøvet på Københavns gader mod
enkelte gående personer. Således fik en anset embedsmand for nogen tid
siden da han gik hjem fra Christianshavn, højst uformodet et slag i
ansigtet der nødte ham til at holde sig inde i flere uger, af to
personer han mødte. Det samme skete nytårsaften en gammel mand, idet han
nemlig fik et slag der strakte ham til jorden, af en portnøgle.
Ligeledes skal et fruentimmer på Kongens Nytorv lige over for
Hovedvagten, være blevet overfaldet af en person der stak hende med en
kniv igennem kåben og sårede hende således i hånden at hun måtte
forbindes i apoteket på Østergade.
For sandheden af disse fortællinger kan indsenderen ikke, i det mindste ikke i det hele, indestå da han selv kun har hørt dem på anden eller tredje hånd. Men han kan ikke nægte at de forekommer ham højst sandsynlige efter det som for nogle dage siden hændte ham selv. Jeg gik nemlig om aftenen mellem kl. 11 og 12 gennem Skindergade da jeg omtrent lige ud for Trompetergangen mødte en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet. Heldigvis forfejlede han slaget og traf mig ikke i ansigtet, som formodentlig var hensigten, men på halsen hvor en stor chenillekrave afparerede slagets voldsomhed. Højligt frapperet ved denne hilsen, der dog som en venskabsytring forekom mig at være vel massiv, kunne jeg ikke tilbageholde et forundringsråb om "hvad dette skulle betyde".
Da jeg imidlertid smigrer mig med det håb at ingen nogensinde har klaget over at jeg har undladt at give et høfligt svar på en høflig tiltale replicerede jeg, ved at give min nye ven et slag med min i hast fremdragne portnøgle, der øjeblikkeligt bevægede ham til mod al etikette at sætte sig ned uden i forvejen at se sig om efter en stol. Min hensigt var nu at kaste mig over ham og ret inderligt at takke ham for hans "forekommenhed" idet jeg tillige råbte på vægteren. Men som en hjort sprang fyren op og undløb mens jeg, hindret i løbet ved min store chenille, forgæves forfulgte ham indtil Klosterstræde.
Skønt jeg først var mismodig over at jeg ikke fik fat i krabaten for at politiet kunne give ham nogle højst fornødne formaninger angående den nye møde at stifte bekendtskab på, overvejede jeg dog at det ville have nødt mig til at følge med på politikammeret og forvoldt mig en del bryderier og tidsspilde, hvorfor jeg trøstede mig med den tanke at han (som kong Harald siger om Palnatoke) "ikke var kommet uplukket hjem fra dette julegilde". Desuden var min påtrængende ven uden tvivl (hvilket jeg slutter af slagets usikkerhed) kun en begynder i faget eller "en drukken dilettant" der måske ved mit argumentum ad hominem blev bragt på bedre tanker.
Da imidlertid mine ærede medborgere muligvis ikke alle kunne være så heldige, men måske træffer på virtuoser i faget der ved at beregne armens og håndens svingkraft, så er mit råd til enhver der går sent om aftenen på gaden at være på sin post og belave sig på øjeblikkelig at kunne gengælde ondt med ondt. For det er misligt hvor det gælder hurtig hjælp at stole alene på politiets eller vægterens assistance, og det er ved sådanne lejligheder at en mand mest må stole på sin egen kraft og åndsnærværelse. Når da nogle af disse kåde og ondskabsfulde mennesker blev modtaget på en alvorlig og følelig måde, ville de vist lade deres fæle narrekatterænker fare og opgive et håndværk der blot indbringer brådne pander.
(Politivennen nr. 996, Løverdagen den 31te Januar 1835, s. 75-78)
"Da jeg om aftenen gik gennem
Skindergade lige ud for Trompetergangen mødte jeg en person (af
udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom
hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet." (Niels Hemmingsensgade, Skindergade krydser i baggrunden. Eget foto, 2015).
For sandheden af disse fortællinger kan indsenderen ikke, i det mindste ikke i det hele, indestå da han selv kun har hørt dem på anden eller tredje hånd. Men han kan ikke nægte at de forekommer ham højst sandsynlige efter det som for nogle dage siden hændte ham selv. Jeg gik nemlig om aftenen mellem kl. 11 og 12 gennem Skindergade da jeg omtrent lige ud for Trompetergangen mødte en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet. Heldigvis forfejlede han slaget og traf mig ikke i ansigtet, som formodentlig var hensigten, men på halsen hvor en stor chenillekrave afparerede slagets voldsomhed. Højligt frapperet ved denne hilsen, der dog som en venskabsytring forekom mig at være vel massiv, kunne jeg ikke tilbageholde et forundringsråb om "hvad dette skulle betyde".
Da jeg imidlertid smigrer mig med det håb at ingen nogensinde har klaget over at jeg har undladt at give et høfligt svar på en høflig tiltale replicerede jeg, ved at give min nye ven et slag med min i hast fremdragne portnøgle, der øjeblikkeligt bevægede ham til mod al etikette at sætte sig ned uden i forvejen at se sig om efter en stol. Min hensigt var nu at kaste mig over ham og ret inderligt at takke ham for hans "forekommenhed" idet jeg tillige råbte på vægteren. Men som en hjort sprang fyren op og undløb mens jeg, hindret i løbet ved min store chenille, forgæves forfulgte ham indtil Klosterstræde.
Skønt jeg først var mismodig over at jeg ikke fik fat i krabaten for at politiet kunne give ham nogle højst fornødne formaninger angående den nye møde at stifte bekendtskab på, overvejede jeg dog at det ville have nødt mig til at følge med på politikammeret og forvoldt mig en del bryderier og tidsspilde, hvorfor jeg trøstede mig med den tanke at han (som kong Harald siger om Palnatoke) "ikke var kommet uplukket hjem fra dette julegilde". Desuden var min påtrængende ven uden tvivl (hvilket jeg slutter af slagets usikkerhed) kun en begynder i faget eller "en drukken dilettant" der måske ved mit argumentum ad hominem blev bragt på bedre tanker.
Da imidlertid mine ærede medborgere muligvis ikke alle kunne være så heldige, men måske træffer på virtuoser i faget der ved at beregne armens og håndens svingkraft, så er mit råd til enhver der går sent om aftenen på gaden at være på sin post og belave sig på øjeblikkelig at kunne gengælde ondt med ondt. For det er misligt hvor det gælder hurtig hjælp at stole alene på politiets eller vægterens assistance, og det er ved sådanne lejligheder at en mand mest må stole på sin egen kraft og åndsnærværelse. Når da nogle af disse kåde og ondskabsfulde mennesker blev modtaget på en alvorlig og følelig måde, ville de vist lade deres fæle narrekatterænker fare og opgive et håndværk der blot indbringer brådne pander.
(Politivennen nr. 996, Løverdagen den 31te Januar 1835, s. 75-78)
