Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

H. P. H. Grünfeld (1813-1893). (Efterskrift til Politivennen)

H. P. H. Grünfeld blev født 6. september 1813 på Als. 13 år gammel kom han til Bendixens Skriveskole i Flensborg hvor han lærte tysk. 1827 var han tilbage på Kegnæs som "hjælpelærer" til han blev konfirmeret. 1828 var han skriver på etatsråd Mantheys kontor i Sønderborg i 6 år og i den by blev han forlovet med Anna Cathrina Peschke. Efter at være optaget i 1835 på Tønder Seminarium, fik han sin første læreplads i Frørup (Christiansfeld). I 1838 blev han hjælpelærer (Unterlehrer) i Slesvig By. Efter at have fået afslag på en ansøgning i 1839 i Elmshorn, vendte tilbage til Sønderborg og blev gift. Sønnen Carl fødtes i Heiligenhafen 12. december 1840. I 1841 blev han elementærlærer ved Wilhelmineskolen i Sønderborg 4 år. Sønnerne Lorens og Hans fødtes her. Endelig blev han i april 1844 7. lærer ved den Kongelige Domskole i Slesvig hvor han fungerede med korte afbrydelser indtil 1879. Han oplevede altså som lærer i Slesvig Krigen 1848-1851, mellemkrigstiden, Krigen 1864 samt Slesvig under preussisk herredømme fra 1865, og skønt erklæret dansksindet respekteret af alle parter.

Om Begivenhederne i 1848 fortæller han følgende:

"Ved Krigens Udbrud var det meget vel bekendt, at jeg ikke var "Slesvig-Holstener", men at jeg som Nordslesviger havde danske Sympatier. Der skete mig dog ikke noget af den Grund, bortset fra nogle mindre betydelige Begivenheder. Uanfægtet har jeg gennemlevet alle Omvæltninger. Værst var dog Februardagene 1864. Paaskedagene 1848 var skrækkelige. Vi kendte jo endnu ikke Krigen. Det var et frygteligt Syn, fra Domkirkens Taarn at betragte Slaget ved Busdorf, hvor mange Huse stod i Flammer.«

(H. P. H. Grünfeld fra Kajnæs. Overlærer ved den kgl. Domskole i Slesvig. Efter hans egne Optegnelser ved Frederik Hansen. 1938.)

Fra Slesvig-Holsten, 20. november. [Danske lærere og præster] På katedralskolen i Slesvig blev en seminarist ved navn Schmidt ansat i stedet for den dansksindede lærer Grünfeld, der var taget til København for at studere matematik og derefter blev ansat på Tønder seminarium. Seminariedirektøren, professor Bahnsen der ikke ligefrem kan beskrives som slesvig-holstensindet, sagde om ham: "Hvis Schmidt var blevet eksamineret, ville han slet ikke have fået nogen optagelse." Danskere der latterliggøres af eleverne på grund af deres tysk, er blevet ansat på den lærde skole. Den produktive alkoholkandidat Jakobsen blev ansat som prædikant af hr. Tillisch fra Westerhower. Han fisker hele dagen. Den dag prædikenens tekst er Peters fiskefangst, besteg han prædikestolen i vadebukser. Præsten bemærkede derefter: Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige om denne tekst, men han var sikker på at Peter ikke havde fanget nogen ål. Menighedens ledere siges at have sagsøgt ham. Hr. Tillisch fik prædikanten der var ansat i Neukirchen i Nordangeln, til at love at stoppe med at drikke grog eller anden spiritus! Det er velkendt, hvordan provsten i Slesvig, den såkaldte Svine-Martins overgik sig selv under kirkebesøget i Süderbarup.

Aus Schleswig-Holstein, 20 Nov. [Dänische Lehrer und Geistliche] An der Domschule in Schleswig ist statt des dänisch gesinnten Lehrers Grünfeld, der nach Kopenhagen gegangen, um Mathematik zu studiren, um dann bei dem Tondern'schen Seminar angestllt zu werden, ein Seminarist Schmidt angestellt worden. Von diesem hat der Seminardirektor Prof. Bahnsen, der nicht eben als schleswig-holsteinisch gesinnt genannt werden kann, geäussert: Wenn Schmidt examinirt worden wäre, so würde vielmehr gar keinen bekommen haben würde. Dänen, die wegen ihrer deutschen Sprache vom den Schülern lächerlich gemacht werden, hat man dort an der gelehrten Schule angestellt. Der gern trinkende Kandidat Jakobsen ward von Hrn. Tillisch zu Westerhower als Prediger angestellt. Derselbe fischt den ganzen Tag. Mit Seinen Wasserstiefeln bestieg er am dem Tage, wo der text der Predigt der Fischzug Petri ist, die Kauzel. Da äusserte dieser prediger: Er wisse eigentlich nicht, was er über diesen Text sagen solle, aber gewiss sey, dass Petrus keine Aale gefangen habe. Die Vorsteher der Gemeinde sollen ihn verklagt haben. Dem in Neukirchen in Nordangeln angestellten Prediger nahm Hr. Tillisch das Versprechen ab, dass er keinen Grog oder sonst Spirituosa Mehr trinken wolle! Wie der Probst in Schleswig, der sogenannt Swinne-Martins, sich auf der Kirchenvisitation in Süderbarup übernommen, ist bekannt.

(Aschaffenburger Zeitung 26. november 1851).

1852 ansattes en dansk lærer Povelsen som rektor, senere bl.a. Johannes Helms, se andetsteds på denne blog.

- Slesvig, den 10. Juli. Lærer Grünfeld her ved Domskolen har i dennes Gymnastikhuus foretaget det Foucaultske Pendul-Forsøg, hvorved denne Physiker vil levere et synligt Beviis for Jordens Omdrejning om dens Axe. Som bekjendt har den franske Lærer, Leon Foucault, foretaget dette Forsøg saavel i Observatoriet som i Pantheon i Paris. Senere ere lignende Forsøg, som alle have ført til samme Resultat, gjorte saavel i London som i flere større Stæder i Tydskland. Hr. Grünfeld er imidlertid den Første hertillands, der - saavidt mig bekjendt - har opstillet dette Apparat. Hr. Grünfeld har ligeledes gjort sig meget fortjent ved sin Regnebog, der har vundet et saa stort Bifald, at ca. 15.000 Expl. allerede ere solgte af den tydske Udgave. Af den danske Udgave er, i det korte Tidsrum, siden den udkom, omtrent 10 000 Expl. afsatte, hvilket noksom beviser Bogens Brugbarhed. Det er ogsaa at antage, at den vil finde Indgang i Danmark, navnlig i Jyllands sydlige Egne og fortrænge Ursins Regnebog, der baade er dyrere og tillige langtfra saa rig paa Exempler. Grünfelds Regnebog er 13 Ark tættrykt Octav Format og koster kun 40 sk. Ministeriet har, ved at fremme og understøtte Grünselds Foretagende, i høi Grad afhjulpet et Savn, der var føleligt i vore Borger- og Almueskoler; thi af alle vore gamle Regnebøger, Kroymanns 11te eller 12te Oplags mediberegnet, troer jeg næppe, at een eneste kan kaldes praktisk, uagtet de ere volumineuse nok.

(Flyveposten 14. juli 1854).

Lazaretherne i Slesvig.

Undertegnede vove herved at opfordre Medborgere til at sende os saadanne Ting, som kunne tjene til at lindre og vederqvæge de Saarede, der blive indlagte paa Lazaretherne, navnlig Viin, Saft og syltede Frugter. Medborgerinder anmode vi om at bidrage til at skaffe de Saarede et saa smertefrit Leie som muligt ved at sende os alle Slags smaa Puder, stoppede med Krølhaar, Fjer, Duun eller Tang, gammelt Linned, Lagener, Vat og deslige. Sendingerne kunne adresseres til Rektor Povelsen eller Adjunkt Grünfeld, ligesom vi selv personlig ville drage Omsorg for, at Gaverne samvittighedsfuldt anvendes.

Slesvig, den 2den Februar 1864.
Catharine Grünfeld. Elise Povelsen.

De kjøbenhavnske Blade saavelsom Provindspressen anmodes om godhedsfuldt at optage denne Opfordring.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 8. februar 1864).

Slesvig, 21. februar. Den 16. genåbnede undervisningen på katedralskolen i Slesvig. Blandt de ansatte lærere var kun to tyske, som begge blev tilbage: Grünfeld og Hansen. Resten var danskere, som alle under ledelse af deres værdige rektor, Povelsen, måtte forlade byen og landet den 6. eller dagen efter. Holstenske lærere overtog straks ledelsen af ​​den forladte skole, blandt dem Dr. Keck, vicerektor for "Lærdeskolen" i Plön, der var kendt som lærd og digter. Dr. et theol. et phil. Lübker, født i Husum, blev udnævnt til skolens rektor, bredt anerkendt som skolelærer og forfatter. Alene hans personlighed garanterer, at den tidligere så berømte katedralskole i Slesvig vil blive ledet i en sand kristen, patriotisk og humanistisk ånd.

Schleswig, 21. Febr. Am 16. d. ward der Unterricht an der Domschule zu Schleswig Wieder eröffnet. Unter den dort angestellt gewesenen Lehrern waren nur zwei deutsche, die Beide gebliebenen sind: Grünfeld und Hansen; die übrigen waren Dänen, die sämmtlich unter Anführung ihres würdigen Rektor Povelsen am 6. oder am Tage nachher Stadt und Land meiden mussten. Der verwaisten Schule nahmen sich sofort holsteinische Lehrer an, unter ihnen der als Gelehrter und Dichter vortheilhaftest bekannte Subrektor der "Gelehrtenschule" zu Plön, Dr. Keck. Als Rektor der Schule ward der in weitesten Kreisne als Schulmann und Schriftsteller gerühmte Dr. et theol. et phil. Lübker, geborner Husumer, wenn wir nicht irren, konstituirt. Seine Persönlichkeit allein bürgt schon dafür dass die ehemals ebrühmte Domschule zu Schleswig in wahrhaft christlichem, patriotischem und humanistischem Geist geleitet werden wird.

(Augsburger neueste Nachrichten : Schwäbischer Kurier. 26. februar 1864).

Katedralskolens lærere var ved genåbningen rektor Keck fra Pløn vicerektor dr. Mommsen fra Oldenborg, samt lærerne Bolquardsen, Sach, Horn, Beckmann, Grünfeld, Birch, Johannsen og Wallichs. Hurtigt meldte der sig mellem 100 og 120 elever til optagelse. Efter forlydender skyldtes den store tilstrømning at man nu var blevet af med det tidligere personale og den danske læremetode.

For at den danske side ikke skal beskylde mig for at have beskrevet forholdene og menneskene på den danske katedralskole i Slesvig, som skulle være den bedste tyske skole for lærde i landet, fra et partisk synspunkt, vil jeg afslutte min beretning med at tale om lærerne Grünfeld og Christian Johannsen. Slesvigere af fødsel, de er kongeligt danske i ånden. Hvordan dette er muligt, i betragtning af de uhyrlige forhold, der hersker i Slesvig, i betragtning af det overdrevne tyranni, hvormed alle nationale rettigheder trædes under fode af den danske regering, er mig bestemt ubegribeligt, men jeg må med rette sige om begge mænd: De har altid været, hvad de er i dag; de har aldrig ændret deres synspunkter af egoisme eller personlig interesse, og som lærere er de mænd med videnskabelig stræben, pædagogisk dygtighed og en alvorlig pligtfølelse. At de, selvom de er født i Slesvig, har et dansk hjerte, kan de stå til ansvar for med deres overbevisning og deres samvittighed.

Programmet for 1856 indeholder allerede en kort note om lærer Grünfeld. Den lyder: Den tredje, nyudnævnte adjunkt (Grünfeld) blev udnævnt til den syvende lærer ved katedralskolen den 9. april 1844 og vil derfor allerede være velkendt for dem, som disse biografiske noter primært er tiltænkt. Da hr. Grünfeld, selvom han er dansksindet, ikke deler sine kollegers grove, ejderdanske følelser, som for disse mennesker svarer til "den der ikke er for mig, er imod mig", er et sådant certifikat, udstedt af rektoren, bestemt et betydeligt bevis på hans pædagogiske og akademiske dygtighed. Hr. Grünfeld har, udover sin utrættelige stræben efter forskning, en ægte kærlighed til sine elever og er trofast og samvittighedsfuld i udførelsen af ​​sin pligt. Bortset fra et par meget særegne ejendommeligheder ved sin karakter, som også er mærkbare i skolen, er han en meget talentfuld lærer, der ikke sparer nogen anstrengelser for at uddanne sine elever, og som besidder den mest solide faglige viden.

I begyndelsen af ​​opstanden i 1848 blev Grünfelds vinduer smadret af borgerne i Slesvig, fordi han selv dengang ikke havde bekymret sig meget om politik eller gjort sig noget stort nummer ud af det, men alligevel ikke havde benægtet sine overbevisninger. Dette sikrede sandsynligvis hans position, for ellers ville han være blevet jaget væk sammen med professor Jungclausen. Grünfelds ejendommelige stilling i forhold til sine andre kolleger sætter ham i en ikke misundelsesværdig situation, og det er uretfærdigt at beskylde ham for slet ikke at have nogen overbevisninger. Han har aldrig benægtet dem; men han er en fornuftig mand, hvis omstændigheder i hans vanskelige liv har dryppet mere gift i hans bæger end alle andre, og som jeg ikke vil fordømme, men kun kan have medlidenhed med.

Hr. Christian Johannsen er ligesom Grünfeld kongeligt anlagt, men han er en æresmand og en enestående begavet lærer. Som en utrættelig forsker i alt, der vedrører hans frisiske hjemland og det frisiske sprog, har han i de senere år opnået et fornemt ry gennem sine uafhængige og kompetente arbejder. Ligesom hr. Grünfeld holder han afstand til sine kollegers politiske aktiviteter og lægger gennem sin levende og effektive undervisning i gymnasiets læse- og skriveklasse et solidt grundlag for sine elever inden for viden og intellektuel udvikling, som desværre senere forsømmes, om ikke bevidst udslettes, i de andre klasser. Måtte disse anerkendelsesord, som jeg tilegner disse to mænd midt i denne sump af snæversynethed og eiderdansk fanatisme, ikke skade dem. De er et udtryk for den respekt, byen Slesvig viser dem.

Damit man mir nun dänischer Seits nicht vorwerfen kann, daß ich von einem Parteistandpunkte aus die Zustände und Personen der danisirten Domschule in Schleswig geschildert habe, welche zuerst die erste deutsche Gelehrtenschule des Landes sein soll, so will ich zum Schluß meiner Schilderung von den Lehrern Grünfeld und Christian Johannsen sprechen. Schleswiger von Geburt, sind sie königlich dänisch gesinnt. Wie das bei den unerhörten Zuständen, welche in Schleswig herrschen, bei der maßlosen Tyrannei, mit der alle nationalen Rechte dort Seitens der dänischen Regierung mit Füßen getreten werden, möglich ist, ist mir freilich unbegreiflich, aber der Wahrheit gemäß muß ich von beiden Männern sagen: Sie waren das, was sie heute sind, immer; sie haben nie aus Egoismus oder aus persönlichem Interesse ihre Gesinnung gewechselt, und sie sind als Lehrer Männer von wissenschaft= lichem Streben, von pädagogischer Tüchtigkeit und von einem ernsten Pflichtgefühl. Daß sie, obschon geborne Schleswiger, ein dänisches Herz haben, das mögen sie mit ihrer Ueberzeugung und mit ihrem Gewissen verantworten.

Im Programm des Jahres 1856 findet sich bereits eine kurze Notiz über den Lehrer Grünfeld vor. Sie lautet: der dritte, neu angestellte Adjunct (Grünfeld) wurde schon am 9. April 1844 zum siebenten Lehrer an der Domschule ernannt, und wird also denen, für welche diese biographische Notizen zunächst bestimmt sind, bereits rühmlichst bekannt sein. Da nun Herr Grünfeld, wenn gleich dänisch gesinnt, doch nicht die crassen, eiderdänischen Gesinnungen seiner Collegen theilt, was diesen Menschen eben so viel ist, als: "wer nicht für mich ist, der ist wider mich," so ist ein solches Zeugniß, vom Rector ausgestellt, wohl ein bedeutender Beweis seiner pädagogischen und wissenschaftlichen Tüchtigkeit. Herr Grünfeld hat, neben seinem rastlosen Streben in der Wissenschaft, wirkliche Liebe für seine Schüler und ist treu und gewissenhaft in Erfüllung seiner Pflicht. Er ist, einige stark hervortretende Sonderbarkeiten seines Wesens abgerechnet, welche sich auch in der Schule bemerkbar machen, ein sehr begabter Lehrer, der keine Mühe scheut, seine Schüler heranzubilden, und der die gediegensten Fachkenntnisse besikt.

Beim Beginn der Erhebung im Jahre 1848 wurden Grünfeld von den Schleswiger Bürgern die Fenster eingeworfen, weil er schon damals, ohne sich übrigens viel um Politik zu bekümmern oder Wesens davon zu machen, doch seine Gesinnung nicht verleugnete. Dies hat ihm wohl seine Stelle gesichert, denn sonst würde man ihn doch mit dem Professor Jungclausen davon gejagt haben. Grünfeld ist durch die sonderbare Stellung, welche er den übrigen Collegen gegenüber einnimmt, in keiner beneidenswerthen Lage, und es ist ein Unrecht, ihm vorzuwerfen, er habe gar keine Gesinnung. Er hat dieselbe niemals verleugnet; aber er ist ein verständiger Mann, dem die Verhältnisse bei seinem schwierigen Lebenslauf mehr Gift wie allen Uebrigen in seinen Lebensbecher geträufelt haben, und den ich nicht verdammen will, sondern nur beklagen kann.

Auch Herr Christian Johannsen ist gleich Grünfeld königlich gesinnt, aber er ist ein Mann von Ehre und ein selten begabter Lehrer. Ein unermüdlicher Forscher in Allem, was seine friesische Heimath und die friesische Sprache anbetrifft, hat er sich in den letzten Jahren durch seine Werke, welche selbstständige und tüchtige Arbeiten sind, einen rühmlichen Namen erworben. Er hält sich, wie Herr Grünfeld, fern von dem politischen Treiben seiner Collegen, und legt durch seinen anschaulich gehaltenen und tüchtigen Unterricht in der lekten Klasse des Gymnasiums bei den Schülern eine tüchtige Grundlage auf dem Gebiete des Wissens und der geistigen Bildung, welche leider in den übrigen Klassen später wieder vernachlässigt, wenn nicht gar absichtlich wieder verwischt wird. Mögen diese Worte der Anerkennung, welche ich mitten in diesem Sumpfe von Bornirtheit und eiderdänischem Fanatismus diesen beiden Männern widme, ihnen nicht zum Schaden gereichen. Sie sind der Ausdruck der Achtung, welche ihnen die Stadt Schleswig zollt.

(Gustav Rasch: Vom verlassenen Bruderstamm. Das dänische Regiment in Schleswig-Holstein, Bind 3. 1863)

Fra en bog om Grünfeld et uddrag om Krigen 1864:

Jeg var i Færd med at ordne vore Sager, da kom vor Nabo, Dienhof, som i hele denne Tid har bistaaet os med overordentlig stor Venlighed, og meddelte mig, at ogsaa jeg var paa Udvisningslisten, men han havde protesteret meget energisk derimod, og saa blev mit Navn streget. Lidt efter kom to raa Fyre, vistnok fra Holm, bankede paa, og traadte ind. Huer paa Hovedet med mægtige Kokarder: "Er Adjunkt Lohse her?" (Griinfelds Svigersøn) "Det er mig!" "Inden Klokken er 6, skal De have forladt Byen!" "Hvor skal jeg da hen?" "Det bliver Deres Sag!" "Kan De da ikke skaffe mig en Vogn og et Pas?" "Nej!" Højre om og borte var de. Onkel Schultz var ogsaa her. Jeg kunde saa blive, men det var frygteligt. Vogne var ikke til at faa. Rektor fik efter megen Besvær en, men der var ikke Plads til Neergaard og Lohse. De maatte gaa til Fods til Rendsborg, tyndt paaklædt, gennem Sneen i den mørke Nat. Du kan vel tænke Dig, hvilken Afsked det var. Lohse er saa svagelig, og vi frygtede, han skulde hente sig Døden paa denne Tur. Dog har vi nu haft Brev fra ham fra Hamborg, og senere har vi hørt, at de er kommet lykkelig over Sverige til København, og har overstaaet Rejsen godt.

Familien rejste herefter nordpå.

Den 9. April 1869 fejrede Grünfeld sit 25 Aaars Jubilæum som Lærer ved den Kongelige Domskole, Dagen efter at hans ældste Søn, Herredsfogden i Tønder, holdt Bryllup. Det var endnu ikke hændt, at en Lærer havde virket i 25 Aar ved Skolen, og Dagen blev en enestaaende Festdag og Glædesdag for den afholdte Skolemand. Lykønskninger og Gaver strømmede ind fra nær og fjern, og ved en Banket i det Ravenske Hotel bragte Lærere, Elever og Venner Jubilaren Hyldest paa Hyldest.

Grünfeld virkede endnu 10 Aar ved Skolen. I 1879 søgte han sin Afsked paa Grund af Sygdom. Han led af Nervøsitet og Søvnløshed. Efter sin Afsked lod han sig indlægge paa Hospitalet i København, hvor hans yngste Søn var ansat som Læge, og genvandt ogsaa efter nogen Tid Sundheden, saa han kunde genoptage sin Virksomhed som Foredragsholder og Udgiver af Skolebøger.

(H. P. H. Grünfeld fra Kajnæs. Overlærer ved den kgl. Domskole i Slesvig. Efter hans egne Optegnelser ved Frederik Hansen. 1938.)

Hertugdømmerne. Fra Slesvig By skrives d. 15de ds.: Den ældste af den herværende Domskoles Lærere, Overlærer H. P. Grünfeld, har paa Grund af svækket Helbred indgivet Begjæring om Pensionering til Mikkelsdag, som er bleven ham bevilget ved Cultusministerenss Rescript af 4de ds. Provindsskoleecollegiet har benyttet denne Leilighed til at tilkiendegive Hr. Grünfeld sin særlige Anerkjendelse for den Iver og Dygtighed, hvormed han i en lang Række af Aar (siden 1844) har virket ved Domskolen. - Overlærer Grünfeld er født paa Als (svoger til den for kort Tid siden afdøde Raadmand Peschke) og har under de omskiftende Forhold ved Domskolen altid bevaret et loyalt Sindelag. I Slesvig By har han ved populaire Foredrag over forskjellige Emner, særlig fra Physikens Omraade, bidraget Sit til at fremme Almenoplysning. Et Særtryk af tvende saadanne Foredrag, der have Betydning for den ældre slesvigske Personalhistorie ("Brudstykker af den i 1842 paa Kegenæs afdøde 88 Aar gl. Præst Lorenz Nissens Levnet") er ogsaa udkommet paa Dansk. Kilden dertil er den gamle alsiske Præsts egne Optegnelser, der i flere Henseender kaste et charaklerisk Lys paa sønderjydske Forhold i Aarhundredets Begyndelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1879).

Om hans ældste søn:

Nekrolog. Om afdøde Herredsfoged Grünfeld skriver "Fl. Av.": Carl Matthias Vilhelm Andreas Grünfeld, ældste Søn af fhv. Overlærer Grünfeld i Slesvig, blev født den 12. December 1840 i Heiligenhafen i Holsten, hvor hans Fader den Gang var ansat. Da Faderen blev Adjunkt ved Slesvigs Domskole, besøgte Sønnen denne Skole fra 1851 til 1859, hvorpaa han indtil 1863 studerede Jura ved Kjøbenhavns Universitet hvor den derværende Docent i slesvigsk Ret Professor Dr. jur. Th, Schütze gav ham det Vidnesbyrd, at han viste en saa mønsterværdig Flid og havde saa grundige og omfattende Kundskaber og en saa usædvanlig Dygtighed, at "der iblandt de øvrige slesvigske Studerende næppe findes nogen, der i saa Henseende kan maale sig med ham". I April 1863 bestod Grünfeld i Flensborg den fuldstændige juridiske Embedseksamen for Hertugdømmet Slesvig og fik anden Karakter af højere Grad (svarende til første Karakter ved Kjøbenhavns Universitet). Derefter var han først et halvt Aar Volontær hos Borgmester Avgust Jørgensen i Slesvig, og kom saa til Aabenraa, hvor han var Fuldmægtig hos Borgmester Lunn, indtil denne blev afsat. Efter Krigen 1864 var han først nogen Tid uden Ansættelse, men arbejdede derpaa i Regeringen i Slesvig, hvor han vandt den samme Anerkjendelse for sin Dygtighed og Omhu som for sine tidligere danske Foresatte: I 1866 blev Grünfeld ansat som Herredsfoged over Løve-Møgeltønder Herred med Bolig i Visby. Senere blev Herredskontoret flyttet til Tønder, hvor Grünfeld derefter boede.

Ved Herredsfoged Grünfelds Død mister Vesteregnen en dygtig og nidkjær Embedsmand. Til Trods for sit raske, undertiden noget ord knappe Væsen var den Afdøde paa Grund af sin Ligefremhed, sin Velvillie og Retskaffenhed meget afholdt af Befolkningen, for hvilken det heller ikke var ubekjendt, at han i sit Hjærte var bleven det gamle Fædreland tro. Det var for Befolkningen i Løve-Møgeltønder Herred naturligvis af stor Betydning, at den i Herredsfoged Grünfeld havde en Embedsmand, til hvem den kunde henvende sig med Tillid under de mangehaande mødende Vanskeligheder, og hans Bortgang vil derfor føles som et Savn for Egnen.

(Dannevirke 4. december 1883).

H. P. H. Grünfeld døde den 9. November 1893, 80 Aar gammel. Han blev begravet på den gamle kirkegård ved Schubystrasse, hvor flere fra hans familie også blev begravet. Kirkegården er nu omdannet til park.

Slesvig og det national-liberale Parti. (Efterskrift til Politivennen)

En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Uenighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."

Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringskperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.

Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.

Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.

Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."

Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.

Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.

Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.

* * *

Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondstab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.

(Social-Demokraten 5. august 1875).

De nationalliberale og Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I

En Artikel i "Morgenbladet" for 5te Februar, i hvilken vi berørte det nationalliberale Partis beklagelige Fremgangsmaade, medens det havde Herredømmet Slesvig, fremkaldte et vidtløftigt Svar af Hr. P. E. Olsen i "Fædrelandet" af 11te Marts. Vi fandt den Gang ingen Anledning til at imødegaa Hr. Olsen, og dette er heller ikke nu vor Hensigt at indlade os med ham, da hans Svar helt igjennem var bygget paa Misforstaaelser og forvanskede Citater; han ikke alene tillagde os Ytringer og Paastande, som vi ikke havde fremsat, men gjengav endog under Citationstegn Udtalelser som vore, uagtet de ikke fandtes i vor Artikel. Da "Fdrl." af 30te Juli imidlertid atter er kommet tilbage til dette Æmne og paany søger at forsvare sine Venners Færd i Slesvig, skulle vi, hvor uhyggelige og sørgelige disse Forhold end ere, ikke unddrage os for en nærmere Belysning af denne Færd og de Forsvarsgrunde, man oftest ser Partiet benytte paa dette Omraade.

At den henved fem Aar yngre end Grundloven under 15de Febr. 1854 udgivne slesvigske Forfatning hverken gav Pressefrihed, Forenings- eller Forsamlingsfrihed, Petitionsret, ejheller af Øvrighedsmyndigheden uafhængige Domstole eller Ret for disse sidste til at paakjende Spørgsmaal om Øvrigsmyndighedens Grænser, ligesaalidt som den indeholdt noget om Boligens Ukrænkelighed og Husundersøgelses Utilstedelighed, eller om at den, der anholdes, inden en vis Tid skal stilles for sin Dommer, end sige Skattebevillingsret osv. osv. - er noget, der ikke kan bestrides. Men, sige de Nationalliberale, Skylden herfor er ikke vor, det var vore Forgængere, der indførte denne Forfatning; vi tog den kun, som vi forefandt den. Dette er paa en vis Maade rigtigt; men de Nationalliberale styrtede disse Forgængere, netop fordi de erklærede dem for reaktionære og frihedsfjendske. Hvorfor gjorde de da ikke et eneste Skridt senere til at faa Slesvigs Forfatning forandret i mere frisindet Retning? Man møder undertiden det Svar fra de Nationalliberale, at de saa inderlig gjerne vilde have givet Slesvig en friere Forfatning, men at de tydske Stormagters Optræden destoværre var til Hinder derfor. Denne Paastand er fuldstændig urigtig; thi om det end maa indrømmes, at der i Underhandlingerne af 1851-52 var udtalt det Ønske eller den Forudsætning, at man i de Forfatninger, der vare at give Hertugdømmerne, ikke udelukkende vilde tage Grundloven til Mønster, og navnlig ikke inkorporere Slesvig eller foretage noget dertil sigtende Skridt, saa var der dog deri intet til Hinder for, idetmindste for en Del at give Slesvig de samme Goder, som Grundloven hjemlede Kongeriget. At Vanskeligheden ikke laa her, kom ogsaa frem i Stænderforsamlingen af 1800, da den iøvrigt til den tydske Majoritet hørende Grev Baudissin indbragte Forslag om Indførelse af Forsamlings- og Forenings- samt Pressefrihed. I Ministeriets Svar herpaa hedder det nemlig:

"Det er ikkun en naturlig Følge af Oprøret og de dermed i Forbindelse staaende forudgaaende og efterfølgende Begivenheder, naar Befolkningen i Hertugdømmet Slesvig hidtil ikke i fuldt Maal har kunnet gjøres delagtig i forskjellige Friheder, navnlig da i dem, der ere Gjenstand for de her foreliggende Propositioner ...

Regeringen er imidlertid besjælet af Ønsket om at sætte de ikke til det tydske Forbund hørende Dele af Monarkiet, altsaa det danske Hertugdømme Slesvig og Kongeriget, paa samme Fod med Hensyn til Nydelsen af statsborgerlige Friheder, og vilde saaledes være redebon til at imødekomme de Ønsker, der fra Forsamlingens Side maatte fremkomme om en udvidet Pressefrihed og Forsamlingsfrihed, saa fremt Tiden til slige Friheders Meddelelse kunde siges at være kommen."

Det udvikles nu videre, at Tiden formentlig ikke var kommen, bl. a. forbi disse Friheder efter Erfaringens Vidnesbyrd lettest misbrugtes, fordi Befolkningen først maatte komme til Erkendelse om det ubeføjede i den tydske Presses Omtale af slesvigske Forhold, fordi man kun agiterede Befolkningen i Stedet for med Alvor, Omhu og uhildet Blik at drøfte de forelagte Lovudkast osv. osv., og først naar alt dette havde forandret sig efter Regeringens Ønske, kunde der være Tale om at begynde paa at give Friheder.

Hvad man nu end vil sige herom, saa er det i alt Fald noget ganske andet, end at Hindringerne for Friheden skulde ligge i Underhandlingerne af 1851-52. Naturligvis er det fuldkomment sandt, at selv fra den tydske Majoritets Side baade i og udenfor Stænderforsamlingen var en stærk Utilfredshed med, at Oprøret ikke var lykkedes, en Utilfredshed, der skaffede sig Udtryk paa mange Maader, og som det maatte være Regeringens Opgave at bekæmpe, dels saaledes at den ikke førte til Ulovligheder, og dels - hvad der var ligesaa rigtigt - saaledes at den efterhaanden bragtes til at forsvinde. Det er en ubestridelig Erfaringssætning, at man aldrig i Længden kan berolige eller vinde en utilfreds Befolkning ved at nægte den saadanne Rettigheder og Friheder, som den ser tilstaas dens Naboer, og at jo stærkere man gjør Tvangen, desto stærkere og mere levende bliver ogsaa Ønsket om og Bestræbelsen for ved given Lejlighed at sprænge og afkaste den. Hvorledes kunde den slesvigske Befolkning, der i Oplysning paa ingen Maade stod tilbage for Kongerigets, føle sig lykkelig ved en Ordning, der lod Borgerne uden Indflydelse paa Skatternes Bevilligelse og Anvendelse; der endog under Straf nægtede dem Ret til sammen med andre at indgaa med noget som helst Andragende til Regeringen (Petitionsret); der lænkebandt Pressen ved at knytte enhver Bladudgivelse til en særlig Bevilling, som vilkaarlig og uden Varsel kunde tages tilbage og yderligere satte Bladene under Politimesterens Censur; der nægtede enhver Adgang til ved Domstolenes Hjælp at værge sig mod ulovlige Øvrighedsforanstaltninger, og saaledes aabnede Marken for den mest ubundne Øvrighedsvilkaarlighed; der stillede ethvert Hjem blot for vilkaarlig Husundersøgelse og udsatte enhver Borger for at blive arresteret i ubestemt Tid uden at komme i Forhør eller faa nogen Afgjørelse af, om hans Fængsling var berettiget; der i lang Tid indrømmede Gendarmerne Andel i alle Bøder, der idømtes efter disses Angivelse, og saaledes gjorde det til et Erhværv for Gendarmerne at bringe Folk i Forlegenhed; der med hensynsløs Tvang og i Strid med givne Løfter traadte imellem Familiefædrenes Ret til at lade deres Børn undervise og konfirmere i hvilket Sprog, de vilde, osv. osv. - hvorledes tror man, at en oplyst Befolkning i Længden kunde føle sig tilfreds med en saadan Ordning, der dannede den mest skjærende Modsætning til Kongerigets Frihed? Da det nationalliberale Parti saaledes i sin Regeringstid i Slesvig fulgte en Vej, om hvilken det var givet, at den aldrig kunde føre til en Beroligelse eller til en Formindskelse af de i Flertal værende utilfredse Elementer, maatte en Sprængning eller dog Forsøg paa en saadan tidligere eller senere, alt som Lejligheden dertil vilde komme, med uafviselig Nødvendighed paafølge, saafremt ikke i Tide en fuldkommen Systemvexel i Regeringsmaaden fandt Sted. "Ingen Tyran i Verden - skrev Grundtvig 1860 - har endnu været saa klog eller mægtig, al han med Vold eller Magt har kunnet omvende Hjærterne til sig eller dog undgaa at afvende dem fra sig", og han føjede til, hvad Erfaringen desværre i et alt for sørgeligt Maal har bekræftet, at naar den danske Regering "enten tager eller taaler hos sine Embedsmænd halve Forholdsregler til med Hænderne at tugte Aander eller danne Hjærter, da kan man være vis paa, det faar et ynkeligt Udkald." Det var dette, der var den bedrøvelige Sandhed; men uagtet den nationalliberale Regering ved sin Færd bragte foruden det hele Tydskland en Del af det øvrige Evropa i Harnisk imod sig, uagtet advarende Stemmer lod den i Møde saavel fra Venner og Fjender udenlands som fra klartskuende Mænd herhjemme, uagtet alt trak sammen fra alle Kanter, gjorde den intet for at vinde den slesvigske Befolkning ad Frihedens Vej, men vedblev haardnakket at vægre sig ved at gribe det eneste Redningsmiddel, der stod tilbage, et fuldstændigt Systemskifte.

(Morgenbladet (København) 3. august 1875).

II.

Jo mere mon gjør sig bekjendt med det System, der raadede i Slesvig under det nationalliberale Herredømme, desto klarere vil det vise sig, at et fuldstændigt Systemskifte var den eneste Vej, ad hvilken vi kunde vente at bevare denne Landsdel for Riget. Vi have i en foregaaende Artikel i korte Træk skitseret den Tilstand, hvori vort Byrokrati holdt Slesvig; vi skulle i Dag give Ordet til en af Partiets anerkjendte Ordførere, for at Læserne af Partiets egen Mund kunne lære den Aand at kjende, som prægede Styrelsen i Hertugdømmet. Med uforbeholden Tydelighed udtalte "Fædrelandet" sig i to Artikler af 4de Januar 1856 og l0de-12te August 1857. Det skrev:

"Vi ville her slet ikke se Sagen fra et nationalt Standpunkt, vi ville blot spørge, hvad simpel politisk Klogskab tyder. I saa Henseende kan der da hentes Exempel fra den svenske Regerings Fremgangsmaade hinsides Øresund Man gik den Gang ud paa med det gode og onde at forjage alle danske Levninger fra Skaane, Halland og Blekinge .... indfødte Svensk fik stadig Fortrin ved Besættelsen af Embeder, Skolelærerposterne ikke at forglemme, en dansk Student turde end ikke som Huslærer tjene Brødet derovre, overalt i Kirker, Skoler og Huse indførtes svenske Sæder og svensk Sprog, og tilsidst gik man næsten paa Jagt etter de danske Bøger, der kunde forstikke sig hist og her i Hytterne. Følgerne af denne kloge Fremfærd bleve: at et oprindelig dansk Land, det danske Riges Vugge, hvor alt fra Bunden af til alle Tider havde været Dansk, i ikke mere end een Menneskealder var forvandlet til et fuldkommen tro og paalideligt svensk Landskab . . . Hvor langt mere naturlig vilde en lignende Fremgangsmaade af vor Regering ikke være i et saa oprindeligt dansk Land som Slesvig ... . Næppe kunde man oppebie den Fred (i Lund 1079), som Frankrig bevirkede, at Danmark uagtet sin Vaabenlykke maatte afslutte paa ulykkelige Betingelser, før det danske Sprogs Tilintetgjørelse i Skaane og de øvrige gamle danske Provinser blev det Maal, som af alle Kræfter efterstræbtes og inden faa Aar opnaaedes til Held for Sverig, men til Sorg for Danmark .... Allerede før skaanske Krig var tilendebragt, befalede Karl den 11te, at Gudstjenesten i Kristiansstad . . . skulde indrettes paa Svensk med udelukkende svensk Prædiken, der kun maatte besørges af svensk fødte Præster, og svensk Salmesang. To Aar derefter tilkjendegav Kongen Bispen af Lund, hvem Skaaningerne for hans ivrige svensk-nationale Bestræbelser kaldte en politisk Biskop, at det var hans Hensigt at sammenknytte Rigets Indbyggere ved Fællesskab i Sprog og Lighed i Kirkevæsen; derfor skulde de svenske Kirkeceremonier indføres overalt, i hele Stiftet og Ungdommen undervises paa Svensk i alle Skoler og Gymnasier som derfor burde anskaffe sig svenske ABC'er, Katekismusser, Bønnebøger og Læsebøger. Ikke blot i Kirker og Skoler, men selv i private Huse, erklærede Kongen ved en anden Lejlighed, skulde blot findes svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart man fik et tilstrækkeligt Antal svenske Bibler trykt, maatte ingen dansk indføres Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa saavidt muligt være svenske Mænd, og Provsterne bemyndigedes til uden videre Proces at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk; holdt Forældrene deres Børn borte fra de svenske Læsetimer, straffedes de med Bøder. . . . Selv de værdige danske Pibekraver maatte ikke taales . . . . Provsterne forfulgte Pibekraverne med saa megen Iver, at endog et Portræt af en sømmet Præst med Pibekrave, som hang i en Kirke, blev befalet nedlaget. ..... Forbindelsen med Kjøbenhavns Universitet afbrødes, det blev forbudt Skaaningerne at besøge det. Ligeledes blev det forbudt Forældrene at holde danske Lærere til deres Børns Undervisning. En stor Del af disse Foranstaltninger vare visselig voldsomme, men Statsklogskab paabød de fleste af dem, og for denne have saa mange hellige Rettigheder maattet vige .... *) Dog være det langt fra os befale de Midler, hvorved den svenske Statsklogskab i saa kort Tid opnaaede hint store Resultat, til Efterfølgelse overalt *) i Sønderjylland. Tværtimod, hvor Tydsk virkelige er Befolkningens Sprog (i Strækningen syd for Slien og Danevirke), der agte vi dets Rettigheder hellige. Derimod formene vi unægtelig, at en stor Del af de energiske Forholdsregler, som vi have set de Svenske anvende i Skaane, for længe siden burde have været anvendte i den Del af Sønderjylland, hvor Folkesproget fra Arilds Tid bevislig har været dansk og kun ved Tidernes Forurettelse i den sidste Menneskealder paa enkelte Steder er blevet noget tydskladent . . . ."

I god Samklang med disse Udtalelser staar, hvad det nationalliberale Partis bedste Mand som bekjendt skal have ytret, at eet med blodige Strimer skulde skrives Slesvigerne paa Ryggen, at de vare Danske. Ved en saadan Behandling bildte man sig ind at kunne opnaa "store Resultater" og vinde en Befolkning! I den slesvigske Stænderforsamling ytrede den kgl. Kommissarius ligeledes som Regeringens Mening, at naar først 15 til 30 Aar vare gaaede, vilde der herske fuldkommen Tilfredshed med de trufne Forholdsregler og ingen vilde da kunne begribe, at der var bleven rejst saa kraftig Modstand mod dem.

Lad os som en velgjørende Modsætning til disse oprørende Udtalelser anføre et Par Citater fra en anden Side. Vi gjengav i Gaar en Ytring af Grundtvig, men skulle her meddele den paagjældende Udtalelse i sin Sammenhæng. Den findes i en Artikel i "Dansk Kirketidende" før 1860, Nr. 52, som Grundtvig skrev i Anledning af Konfirmations-Tvangen i Mellem-Slesvig.

"Da jeg for tre Aar siden - begynder Artiklen - ved det første nordiske Kirkemøde strængt paatalte den Konfirmations-Tvang, som de danske Præster i Mellem-Slesvig unægtelig øve, mærkede jeg vel, at de af "vedkommende", som var til Stede, blev meget vrede derover, men de stræbte dog mere at sno sig fra den ubehagelige Sag end at forsvare den. I Aar derimod ser jeg med Forbavselse, at alle de danske Præster, med Mørk Hansen i Spidsen, som ytre sig om Sagen, paatage sig mere eller mindre at forsvare den baade fra den juridiske og den kirkelige Side, uden at nogen af dem værdiger den borgerlige og menneskelige Side mindste Hensyn. Derfor maa jeg gjøre de gode Herrer opmærksom paa, at naar de rase mod Stemmen fra Kongeriget, som højt og lydelig misbilliger den Tvang, der øves paa det danske Sprogs Vegne, enten den saa har sit Udspring fra Regeringen eller fra Præsterne, da er det ... først og sidst min Stemme, de rase imod, saa, vil de forsvare sig paa Aandens Enemærker, da maa de binde op om Lænderne og vove Dysten med en dansk Præst, der dog nok har hævdet sig Stemmeret baade i det kirkelige og i danske Anliggender, og som man næppe tør tilskrive Forkjærlighed enten for Højtydsken eller for Helstaten."

Grundtvig påaviser nu, at den Sprogtvang, der øvedes i Slesvig, i ingen Henseende lod sig forsvare. Selv om der kunde vindes nok saa meget for Dansken og Danskheden ved Tvang, var denne uberettiget og uforsvarlig, men den var tillige i højeste Grad uklog, idet Regeringen, naar den og dens Embedsmænd ikke holdt, hvad der var lovet, bestandig mere maatte fjærne de mange misfornøjede og vildledede fra sig og fra Danmark. Det var umuligt ved Vold og Magt at omvende Hjærterne til sig eller undgaa at vende dem fra sig, og naar Regeringen vilde med Hænderne tugte Aander og danne Hjærter, kunde man derfor være vis paa, det fik et ynkeligt Udfald. Det højeste, man saaledes kunde vinde ved, trods den lovlige Ligeberettigelse at paatvinge Tydskerne i Mellemslesvig dansk Konfirmation, det vilde være - sluttede han - "at pine de bedste over Slien, men da man sikkert beholdt de værste og forstærkede Hadet til alt Dansk i Sydslesvig, vilde det jo være Tab for Dansken paa begge Sider "

Paa samme Side som Grundtvig stod naturligvis Tscherning, der lige saa lidt kunde billige Tvangssystemet. Det vil være tilstrækkeligt at anføre, at han i et Skrift af 1861 "Bemærkninger om Danmarks nuværende politiske Stilling" udtalte sig for "en saa god, saa folkelig, saa lidt sproglig-national, saa virkelig indfødt slesvigsk Regering i Slesvig, at Slesvigerne føle sig lykkelige derved.

*) Udhævet af os.

(Morgenbladet (København) 4. august 1875)

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895) var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling for det danske mindretal og støttede sprogreskripterne 1852-1864. Han var ven med den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. I 1860 udtalte Mørk Hansen: "at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siden havde lidt og endnu led under ... Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønsket herom næredes heller ikke af Befolkningens Flertal". 

Af det tyske flertal i hertugdømmerne var han berygtet og anset for en fanatiker. Han blev arresteret og afskediget den 23. juli 1864 afskediget. Hans udgivne afskedsprædiken, blev beslaglagt af politiet i Haderslev. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.