Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:

- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)

Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:

Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).

Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)

Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).

Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:

HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).