Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Heinrich Christian Piehl Wøldike 1818-1887. (Efterskrift til Politivennen)

Herredsfoged Wøldike idømt 3 Aars Forbedringshusarbejde.

Bælum-Sagen er Navnet paa en af de sjældne Historier om en stor Tyv, som blev hængt. Men det varede ogsaa over tre Aar, inden den - i Gaar - naaede til "Ende".

Hovedpersonen er den forhenværende Herredsfoged i Bælum Heinrich Christian Piehl Wøldike, og Forbrydelserne er Uorden, Forsømmelse og Skødesløshed i Embedsførelsen, endvidere Kassemangel, Bedrageri og urigtig Bogføring. Han er nu af den i 1883 nedsalte Kommissionsdomstol bleven dømt efter fem Straffelovsparagrafer til at have sit Embede forbrudt og til Forbedringshusarbejde i 3 Aar. Det var endelig noget andet end en Dom paa Afskedigelse med Pension, saadan som man af og til har set Eksempler paa overfor Embedsmænd med Kassemangel. Vor Lovgivning har jo nemlig den mærkelige Bestemmelse, at naar Familien eller Forbryderen selv dækker Kassemanglen inden tre Solemærker, skal han være sagesløs. For de smaa Tyve gælder der en anden Retfærdighed.

Herredsfoged Wøldike har ikke været saa heldig. For det første har han nemlig stjaalet for meget - og der er dog Grændser for alt her i Landet! Han har taget følgende Summer: Thinglæsningsgebyhrer c. 30,000 Kr.; andre Gebyhrer c. 5000 Kr.; Arveafgifter c. 2700 Kr.; Skiftekapitaler c. 36,000 Kr. og Oppebørsler til Amtsfattigkasse, Politikasse og Sognekommunerne m. Fl. c. 1000 Kr. med mere. I alt henved 78,000 Kr. Men dertil kommer, at Wøldikes Fuldmægtig exam. jur. Sommerfeldt, med hvem han var i Kompagni, stjal 84,000 Kr. for sin Part. Dækning var altsaa umulig, og da de tre Solemærker var gaaet, og Sommerfeldt ligeledes var gaaet - han rejste til Amerika - , saa gik ogsaa Retfærdigheden. Og efter at have været i Bevægelse i tre Aar, er den som sagt naaet Banen igennem i Gaar. 

Allerede ved disse faa Antydninger vil vore Læsere sandsynligvis have erindret sig hele den gamle og ofte omtalte Bælum Sag, som i 1883 vakte saa kolossal Opsigt, navnlig ved Sommerfeldts vellykkede Flugt. Tilbage staar nu kun at referere den af d'Hrr. Assessor Jensen og Herredsfoged Faurholts afsagte Kommissionsdom.

Der gives først nogle Oplysninger om Arrestanten Wøldike. Han er født 1818, har faaet sin juridiske Uddannelse ved Kiels Universitet og tiltraadte sit Embede i Bælum Aar 1868. I 1870 blev den 25aarige Sommerfeldt antaget som Fuldmægtig mod en Løn af 600 Kr. og fri Station hos Wøldike; desuden blev der truffet den Aftale mellem dem, at Herredsfogeden skulde have Halvdelen af den Privatfortjeneste, som Fuldmægtigen havde paa Kontoret. Men allerede i 1872 ophørte al Opgørelse og Udbetaling imellem dem, idet Sommerfeldt nu ikke længer hævede de 600 Kr.s Løn men heller ikke afgav noget af sin Fortjeneste. Denne nye Overenskomst synes at være truffen "stiltiende".

Sommerfeldt forblev i sin Fuldmægtigstilling til han den 31. Maj 1883 tog bort, med Tilladelse til at blive borte til 4-5. Juni; da han endnu den 8. Juni ikke var kommen hjem, lod Arrestanten hans Pengeskab aabne; der fandtes kun en ringe Pengebeholdning samt en Erklæring fra ham, hvori han udtaler, "at ligesom ingen som helst anden har Andel i hans Handlinger, saaledes véd, efter hvad han antager, heller ikke nogen anden, hvad han har foretaget sig" (?). Da der ved den af Amtet derefter skete Undersøgelse viste sig, at der allerede efter Kasserernes Udvisende var en Kassemangel, og at Sporteljournal og Kassebøger tillige var urigtig førte, blev Arrestanten suspenderet den 18. Juni og Kommissionsundersøgelsen paabegyndt. Sommerfeldt havde, som det viste sig under Forhøret, straks forladt Landet, idet han den 1. Juni har været i Hamborg og den følgende Dag i Berlin; hvor han videre er bleven af, har ikke kunnet oplyses.

Nu følger i Kommissionsdommen en lang Opremsning af det utrolige - rent ud Svineri foruden Snyderi, som der har været paa Kontoret, og mere end én Gang maa man spørge sig selv: hvor har den Kontrol haft sine Øjne, som det paahviler Justitsministeriet at føre med sine Embedsmænd.

Dokumenter, der skulde thinglæses, medbragtes ikke i Retten og Ekstrakten oplæstes ikke, Paategning om Fremlæggelse af Dokumenter forsømtes, Protokoltilførsel ligeledes. Sagførerne fik Anstand paa den Maade, at Herredskontoret havde Blanketter liggende til Udfyldning i dette Øjemed, og Begæringerne om Anstand kom ofte bagefter Udsættelsen. Saa er der et langt Register over Stempelforseelser. Endvidere er Foged-, Avktions- og Eksekutionsforretningerne gaaede for sig paa den gemytligste Maade af Verden. Pante- og Thinglæsningsvæsenet drev af som det bedst kunde, og Skiftevæsenet ligeledes; ved Dødsanmeldelser toges der ingen Oplysning om Arvingerne, Opgørelserne var fejlagtige, eller som det hedder "summariske", og en Masse andre Ting ligefrem flød omkring paa løse Papirer, som endte Gud ved hvor. Hittegods blev lagt op paa et Loft - naar det ikke var rede Penge, for de gik en anden Vej, og den seneste Avktion over dette Gods fandt Sted i 1872. Ved Udløbet af Finansaaret 1882-83 henstod der 95 uberigtigede Boer. Korrespondancerne, Indberetninger, Regnskaber osv. dinglede af som det bedst kunde, og alt Tilsyn manglede.

Det gør et humoristisk Indtryk midt i al denne Jammerlighed at læse om, at Wøldike en Gang "i Almindelighed irettesatte Fuldmægtigen for hans Uorden".

Slutningen af Beskrivelsen optages af de egentlige Besvigelser, og disse er da dels gaaet ud over Statskassen, dels over Herredets Beboere og andre, der er komne i Berøring med de to Herrer. Og Grunden til det skete Forbrug af Embedsmidler er, at Arrestantens, og senere sandsynligvis ogsaa Sommerfeldts, Privatindtægter ikke har været tilstrækkelige til Dækning af deres Privatudgifter, og at det manglende er taget fra Oppebørslerne.

Vi skal til dette Referat foreløbig kun bemærke to Ting. Hvor er det aarlige Kasseeftersyn henne i denne Historie? Staten fører et saadant Tilsyn ved ansete Mænd, og man kunde af Hensyn til disse og til deres Foresatte Justitsminister Nellemann have ventet, at Dommen indeholdt noget ogsaa om deres Virksomhed i Bælum, hvor man skulde synes, at det ikke kan have været mange Timer ad Gangen uden at se Spor af det fyndige Hus, som laa dér. Men da "Berlingske Tidende" i Aftes refererede det meste af Dommen, fandtes der kun følgende Linier om dette Hovedpunkt:

"Ved de aarlige Kasseeftersyn foreviste Arrestanten den Beholdning, som skulde findes efter Almindelig Hoved- og Kassebog, Sommerfeldt den øvrige Beholdning efter Sporteljournal og Skiftekassebøgerne, uagtet han kun oppebar en Del af de herhen hørende Midler."

Det forekommer os, at Offentligheden ikke kan lade sig nøje med saa mager en Forklaring, Embedsmændene selv allermindst. Det vilde sikkert være heldigst for alle Parter, om vi her, hvor Lejligheden til det er saa ypperlig, havde faaet ren Besked om, hvad et kongelig dansk Kasseeftersyn er for noget.

Dette staar i Forbindelse med den anden Ting, som vi vilde fremhæve. En Mængde Privatmænd er som sagt blevet bedragne ved Herredsfogedkontoret i Bælum; nogle har maattet betale Afgifter to Gange, andre har, efter at Bedragerierne er opdaget, endog maatte betale tredie Gang, idet Staten har gjort Fordring paa Ret til at indkræve de Penge, som Folk paa Grund af Smølerierne ved Kontoret ikke har kunnet præstere Kvittering for at have indbetalt.

Atter andre er blevet endnu værre medtagne. Der rejser sig da ganske naturlig det Spørgsmaal, om Staten, saafremt Regeringens Kontrol har været forsømmelig, ikke skylder de Mænd Erstatning, som har stolet paa Herredsfogden og dernæst paa Kontrollen. Det første kunde de have ladet være med, kan man til Nød sige; Folk maa selv passe paa at faa ordentlige Paategninger, naar de møder paa et Embedskontor; men dersom det viser sig, at Regeringen har forsømt at føre den virksomme Kontrol, paa hvilken Folk ogsaa stoler, saa turde det dog være, at Sagen stiller sig noget anderledes. Det aarlige Kasseeftersyn (!) kan jo nu være Skyld i mange Menneskers Tab, men i saa Fald ser det rigtignok paafaldende ud, naar Staten alligevel spiller den strænge Kreditor over for Herredets Beboere.

Paa Wøldike og Sommerfeldt er det i det hele taget næppe værd at spilde flere Ord, nu da Dommen er fældet. Bedre vilde det vist være, om man tog sig lidt af de Fingerpeg, som hele denne Sag giver.

(Social-Demokraten 28. november 1886).

Højesteretstidende dom 22. juni 1887 stadfæstede dommen (embedsforbrydelse), men nedsatte straffetiden til 2 års forbedringshusarbejde. Se Højesteretstidende. 

Notabel Tugthusfange. For nogle Dage siden blev forhenværende Herredsfoged Wøldike afleveret til det herværende Tugthus for i Cellefængsel at afsone den ham idømte Straf for Bedragerier. Efter Forlydende medbragte han en righoldig Garderobe, der imidlertid nok blev taget fra ham; han maatte trække i den grove Skjorte og de graa Klæder. Det kan ikke fejle, at han her i Tugthuset vil træffe sammen med Folk, som han selv har haft under Behandling og idømt Tugthusstraf. Det maa blive et underligt Sammentræf.

(Horsens Folkeblad 22. september 1887).

Wøldike døde som 69-årig i Horsens (formentlig i tugthuset) den 22. september 1887 og nåede altså ikke at afsone sin straf:

Forhenværende Herredsfoged H. C. P. Wøldike er i Torsdags Aftes afgaaet ved Døden af Hjerne-Appoplexi i Horsens Straffeanstalt, i hvilken han blev indsat forrige Fredag for at udstaae den Straf, han var bleven idømt for begaaede Misligheder ved Forvaltningen af sit Embede som Herredsfoged i Hellum-Hindsted Herreder. - Det er, skriver "Hors. Av.", en sørgelig Afslutning paa et Liv, der begyndte saa smukt og lovende. Han var født den 10de Januar 1818 i Brunsbüttel, hvor hans Fader, Justitsraad Peder Wøldike, var Toldforvalter. I 1842 tog han juridisk Embedsexamen ved Universitetet i Kiel, og fik samme Aar Bestalling som Underretsprokurator for Hertugdømmerne medens han samtidig arbejdede paa Rendsborg Amtshus. I 1847 blev han ansat som Volontør, og Aaret efter som provisorisk Kancellist i det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli. I 1850 blev han fungerende Bureauchef under den overordenlige Regjeringskommissær for Hertugdømmet Slesvig. Aaret efter Bureauchef i 1ste Departement, og atter Aaret efter Medlem af Appellationsretten i Flensborg. Under Krigen 1864 blev han afsat af de preussisk-østerrigske saakaldte "Civilkommissærer", og samme Aar blev han af den danske Regjering afskediget i Naade og med Pension. Derefter var han Suppleant samt Justitssekretær ved den midlertidige Overjustitskommission for de i Kongeriget indlemmede slesvigske Distrikter indtil dennes Ophævelse i 1867. I Foraaret samme Aar underkastede han sig den for forhenværende slesvigske juridiske Embedsmænd anordnede særlige Prøve i dansk Ret ved Kjøbenhavns Universitet, bestod den og blev derefter i December samme Aar udnævnt til Herredsfoged og Skriver i Hellum-Hindsted Herreder, i hvilken Stilling han forblev, indtil hans mislige Embedsførelse for nogle Aar siden kom for Dagen ved hans Fuldmægtig, Sommerfeldts, Flugt. - Wøldikes Ophold i Horsens Straffeanstalt blev kun af kort Varighed. Som omtalt ankom han under Ledsagelse af en kjøbenhavnsk Opdagelsesbetjent til Horsens med Dampskibet "Zampa" forrige Fredag. Han var i en meget trykket og nedslaaet Stemning og beklagede sig flere Gange paa Rejsen til Betjenten over den ublide Skjæbne, der havde ramt ham paa hans gamle Dage. Han nød undervejs med synligt Velbehag den friske Luft, som Noget, han i længere Tid havde maattet savne, og udbad sig, lige forinden de naaede Straffeanstalten, Tilladelse til at udhvile sig paa en Bænk for endnu en kort Tid at indaande den frie Luft, hvilket efter hans bestemte Tro var sidste Gang i dette Liv; thi det fremgik tydelig af al hans Tale, at han ikke ventede at komme levende ud af Anstalten igjen. Den gamle Mand var i det Hele taget i den Grad overvældet af sine fremtidige Udsigter, at den Lovens Haandhæver, der ledsagede ham, skal have ytret, at det var den haardeste Rejse, han havde foretaget sig i hele sit lange Politiliv og at han ikke, uden at den haarde Nødvendighed bød det, vilde gjøre det om igjen. De faa Dage, han tilbragte i Straffeanstalten, forløb temmelig rolig med det ensformige Arbejde at betjene en Strikkemaskine, men han har ikke formaaet at udholde den Tvang, Reglementet og Omgivelserne paalagde ham, og han døde, som ovenfor omtalt, i Torsdags Aftes ramt af Hjerneappoplexi.

(Fyens Stiftstidende 26. september 1887).

På hans stamblad står: "Som grunde til forbrydelserne angiver han dels letsindighed, dels ukendskab med de mange forskellige arter af forretninger på herredskontoret, dels endeligen bedragerisk fuldmægtig, der fuldstændig havde forstået at vinde hans tillid". Det skal ses i lyset af at han havde arbejdet 15-20 år på samme herredskontor.

Fuldmægtig Christian Thorvald Meden Sommerfeldt (1844-?) blev exam. jur. ("dansk jurist") 1869. Hans ældste bror, Dines Peter S. var udvandret til USA 1865 og var købmand i Chicago. En Christian Summerfelt blev gift i Kenosha, Wisconsin i 1888. Faderens navn er angivet som "David Broch Summerfelt". Fuldmægtigens far hed Niels Brock Sommerfeldt. 

Studentermødet om Slesvig 8. Maj 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Det almindelige studentermøde, som Studenterforeningen havde indbudt til i Gaar Aftes Kl 9, var særdeles talrig besøgt. Arbejderforeningens store Sal var propfuld af Mennesker. Kand. A. C Larsen aabnede Mødet og bad alle Udtalelser om Forholdet mellem Studenterforeningen og Studentersamfundet holdt tilbage ved denne Lejlighed. Han gav dernæst Ordet til Gehejmearkivar A. T. Jørgensen, som af Studenterforeningen var bleven opfordret til at holde et Foredrag om den danske Regering i Slesvig under Frederik den syvende. Det var ham ikke behageligt at tale offenlig herom, thi dels var den offenlige Fremtræden ham lidet tilvant og dels fristede den Behandling, andre Mænd havde modtaget ved offenlige Møder, ikke til at følge dem efter. I øvrigt savnede han ikke Kvalifikationer til at tale om det opgivne Emne, han Havde videnskabelig syslet med det omspurgte Afsnit af Historien og var ved Fødsel og Slægtskab stærkt knyttet til det Land, hvorom det drejede sig Han havde ikke overværet det Møde, paa hvilket Pingel havde indladt sig om det slesvigske Spørgsmaal, og skulde derfor ikke tage dennes Udtalelser til Udgangspunkt.

Tegner Julius (Juul) Ferdinand Møller (1857-1935): Rigsarkv. A. D. Jørgensen (1840-1897). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den Situation, som var givet ved Frederik den VIl's Tronbestigelse, var den, at det ved et kongeligt aabent Brev af Kristian den VIII var fastslaaet, at det danske Monarkis Ret til Slesvig var umisteligt, hvorledes det end gik med Kongedømmet. Med Hensyn til Holsten var det aabne Brevs Indhold ikke saa klart; det syntes som om Kristian den VIII havde Grund til at tro, at der her gjaldt noget andet, at der her var lovgivende Arvefølge Han vilde i sin Udvikling gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Slesvigs Arvefølge var uangribelig uden iøvrigt nærmere at komme ind paa en Undersøgelse af dette Spørgsmaal, der for øvrigl var hans Specialitet, hvis nogen ønskede en indgaaende Drøftelse. Det første Stød til den slesvigholstenske Bevægelse var givet af Frederik VI ved Indførelsen af særlige Stænderforsamlinger for Hertugdømmerne samt ved indsættelsen af Fællesregeringen paa Gottorp. Det var meget hurtig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at Forbindelsen havde gammel Hævd; men dette forholdt sig ikke saaledes, den indførtes først ved Stænderinstitutionen i 1834. Tidligere havde Slesvig haft særlig Administration og en særlig Overret, Holsten ligeledes, og det var først Frederik VI, der gjorde Forandring heri, uden vist at tænke paa, hvilke skjæbnesvangre Følger det kunde have. Nyere Forfattere vare enige i, at Slesvigholstenerne ikke havde haft noget retsligt Holdepunkt for Hertugdømmernes Udelelighed hvis denne Forbindelse ikke var kommen i Stand, og hvis Frederik VI i Stedet for at give Hertugdømmerne en fælles Administration, havde knyttet Slesvig til Danmark, vilde den nationale Bevægelse i Hertugdømmerne rimeligvis slet ikke været opstaaet. Saaledes var altsaa Stillingen ved Frederik VIl's Tronbestigelse. Ved aabent Brev af 28de Januar 1848 fik Hertugdømmerne medbestemmende Myndighed i Monarkiets Fællesanliggender. Disse bestod i Udenrigspolitiken, Hær og Flaade samt de Finanser, der vedkom Hæren og Flaaden. I denne Kongens første Regeringshandling laa et Program, meget forskjelliget fra Martsprogrammet. Betegnende var det ogsaa, at Kongen i sit Statsraad strax optog to Holstenere, Bardenfleth og Moltke. Men det blev ved Programmet, af selve Fællesforfatningen blev der intet, thi nu kom Martsbevægelsen, og Martsministeriet blev dannet. Dette var ingenlunde et rent Systemskifte, men kun et Kompromis mellem de ældre og nyere Anskuelser. Der optoges lige mange Helstatsmænd og Liberale, og de ældre havde endda Overtaget, idet kun to Liberale. Hvidt og Lehmann, fik Portefolier. Martsministeriets Program blev da ogsaa et Kompromis Program, i Følge hvilket Slesvig skulde være i uopløselig Forbindelse med Danmark, og Holsten i Personalunion med det. I Sommerers Løb rejste der sig imidlertid Vanskeligheder, og Ministeriet optog Tanken om Slesvigs Deling, men Kongen vilde ikke give sit Samtykke dertil, og man vendte tilbage til det gamle Program. Længere ud paa Efteraaret mente Ministeriet imidlertid, at det atter maatte optage Tanken om Slesvigs Deling, hvis England under Fredsforhandlingerne skulde fordre det; men dette foranledigede Martsministeriets Afgang, og nu traadte Novemberministeriet til. I dette var det nationale Parti kun repræsenteret ved to Medlemmer (Madvig og Clausen), de øvrige holdt paa Traditionen, og der under handledes altsaa paa Grundlag af Slesvigs Selvstændighed, og i Foraaret 1849 var Regeringen tvungen til at holde fast paa dette Program, da det angrebes stærkt fra tysk Side. Efter Vaabenstilstanden i 1849 stod man atter overfor Spørgsmaalet om, paa hvilket Grundlag Forhandlingen nu skulde indledes. Madvig og Clausen hævdede stærkt Nødvendigheden af Slesvigs Deling. Clausen holdt paa, at man hellere maatte staa af paa Landomraadet end paa den inderlige Forbindelse mellem Danmark og Nordslesvig og Madvig mente, at man, om man end vilde holde paa den gamle Grænse, dog burde indrømme Nationerne fuld Selvstændighed. Til dem sluttede sig nu Sponneck, der gjorde giældende, at Slesvig selv havde forbrudt sin Ret til at være selvstændigt, idet den ene Halvdel havde sluttet sig til Oprøret, og at Kongeriget, der ikke kunde gjennemføre Slesvigs Selvstændighed, havde Ret til at vælge imellem Helstaten eller Delingen. Da Enighed ikke kunde opnaas, indgav Clausen og Madvig deres Demission, men Spliden blev dog bilagt. Forhandlingen trak nu i Langdrag og man naaede ind i Aaret 1850. I den første Halvdel af Aaret forsøgtes forskjellige Kombinationer. Holstenerne henvendte sig direkte til Kronen og fremkom med deres sædvanlige Forlangende om et udeleligt Slesvig-Holsten. Herpaa kunde man selvfølgelig ikke indlade sig, og samtidig kom der da ogsaa fra Nordslesvig en Deputation, som protesterede mod denne Afgjørelse. Og da der nu ikke øjnedes anden Udvej, benyttede Regeringen sig af sin Ret til ved Magt at sætte sig i Besiddelse af Slesvig efter formelt at have sluttet Fred med Prøjsen den 2den Juli 1850. Samtidig henvendte man sig til Stormagterne med Begjæring om Garantier for Arvefølgen og i denne Henvendelse medtog man Holsten. Hvorfor man havde gjort dette, var ikke Taleren klart, det fremstilledes paa den Tid som noget, der fulgte ganske af sig selv. Ved dette Tidspunkt var Reaktionen skreden frem overalt i Evropa; den nationale Bevægelse havde man faaet Bugt med alle andre Steder, og man kunde altsaa nu henvende hele sin Opmærksomhed paa Danmark, og med en national Afgjørelse af vort Mellemværende med Tyskland vilde Holsten jo være bleven tilovers, saa der var ingen Stemning for et Slesvig til Eideren. Den sidste Halvdel af 1850 var heldig for os. Vi sejrede paa Valpladsen og ved den første Londoner Protokol blev Danmarks Integritet slaaet fast. I 1871 havde vi Notabelforsamlingen i Flensborg, men dens Afgjørelser ledede kun til at forøge Bevægelsen i Hertugdømmerne. Saa kom Proklamationen af 28de Januar 1852, der indførte Helstatsordningen, og den anden Londoner Protokol, der garanterede den nye Ordning. Der indførtes særlige Forfatninger for Hertugdømmerne, en for Slesvig og en for Holsten, og endelig fik vi Fællesforordningen af 1854, der kun var raadgivende og bestod af 20 kongevalgte og 30 valgte af Rigsdagen og hvori intet konstitutionelt var bleven tilbage. Som Kommentar hertil fulgte i Hertugdømmerne Pressesager. Forbud mod danske Blade, Rigsdagens Adresser, der ikke bleve besvarede osv. Oppositionen mod Regeringen voxede nu fra Dag til Dag og blev endelig saa stærk, at Regeringen i December 1854 maatte fortrække. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Sejr for de Nationale var en virkelig Sejr. Det havde maaske været bedre, om Regeringen, der havde truffet saa mange Aftaler med Tyskland, havde faaet Tid til at gjennemføre en Ordning, hvordan denne end var bleven. For Hertugdømmernes Vedkommende opnaaedes kun, at Forhandlingerne fremdeles bleve uafgjorte. Ørsteds Fald skyldtes for Resten vistnok snarere personlige Intriger end Oppositionen, og det nye Ministerium betegnede da heller ikke nogen virkelig Systemforandring. Hall og Andræ fik dog gjennemført en Ændring i Fællesforfatningen, hvorved der tilsattes denne 30 umiddelbart valgte Medlemmer, og denne Forsamling blev nu virkelig konstitutionel; men Sammensætningen var alligevel uheldig, idet den altfor ensidig tog Hensyn til danske Interesser, og hele Konflikten kom nu til at hvile paa det danske nationale Parti. Holsten forlangte særlige Forfatninger, og da dette Ønske ikke blev efterkommet, optoges de Forhandlinger, som saa fortsattes indtil Udbrudet af den sidste Krig. Det maatte indrømmes, at Regeringens Stilling havde været overordenlig vanskelig. Overgangen fra det absolute til det indskrænkede Monarki havde ikke kunnet udskydes, men Vanskeligheden ved at gjennemføre den i et sammensat Land, hvor to Nationer mødes, ere betydelige. Hertil kom saa, at Kongestammen var i Færd med at dø ud, og at vi til Nabo havde en Stormagt, der stadig udvidede sit Landomraade og som følte sig kaldet til at interpellere i vor Sag. Paa Valpladsen er det en stor Fordel at være en Stormagt, og det er det ikke mindre ved de diplomatiske Underhandlinger. Det staar i dens Magt at drage Forhandlingerne i Langdrag, den kan altid vælge det beleilige Øieblik til at gribe ind i Begivenhederne, og naar man ser Aktstykkerne i den dansk tyske Strid, kan man ikke være i Tvivl om, at Prøjsen i fuldt Maal har benyttet sig af denne Fordel. Alle Aftaler vare trufne, naar Changerne vare for dens Sag. En Stormagt kan desuden ganske anderledes uddanne sine Diplomater; et lille Lands Diplomater kan aldrig i ren teknisk Henseende komme paa Side af dem. Af alle vore Udenrigsministre under Konflikten var kun en - Reedtz - Diplomat af Fag, og at vi i de 15-16 Aar, Striden stod paa, davde haft ni forskillige Udenrigsministre var jo i og for sig uheldigt. En saadan Række af Systemskifter maa nødvendigvis medføre megen Usikkerhed og der hvilede da ogsaa megen Usikkerhed over hele Fr. VII's Regering. Vi havde jo desuden ingen virkelige politiske Partier. Bondevennerne var et Rigsdagsparti, der ikke blandede sig i den almindelige Politik, og mellem de øvrige var der ingen skarp politisk Modsætning. Dertil kom at Kongen var en uberegnelig og upaalidelig Mand, der blandede personlige Forhold ind i sine Beslutninger. Alle disse Vanskeligheder maatte man holde sig for Øje ved Bedømmelsen af det slesvigske Spørgsmaal.

Taleren gik derefter over til at omtale Forholdene i Slesvig under den danske Administration. Som ung havde han været meget oppositionel, og det skulde indrømmes, at der i Slesvig fandtes mangfoldige uheldige Embedsmænd; men hvorfra skulde man tage en dygtig Embedsstand; man maatte jo formelig gaa paa Jagt efter Embedsmænd? Tyskerne vilde ikke tjene den danste Regering, og indfødte danske vare ikke tilstrækkelig inde i Forholdene. Særlig i den sidste Tid anstrængte Regeringen sig til det yderste for at faa Embedsmænd, der vare fødte i Hertugdømmerne. I det hele og store var det vanskeligt at lægge nogen væsenlig Skyld paa Enkeltmand. Der var fra den overordnede Administration gaaet frem med en Hensynsfuldhed og Humanitet, som enhver uhildet Kommission vilde finde paaskjønnnelsesværdig. Ved Ordningen af Sprogsagen var der gaaet liberalt frem. Clausen og Madvig voterede stadig i den Aand; den første anbefalede stadig den yderste Forsigtighed og strengeste Retfærdighed, og Madvig gik endog saa vidt at tilraade, at man skulde finde sig i, at der i Kirker og Skoler taltes ikke blot i det tyske Sprog men ogsaa i tysk Aand. Sprogreskriptet havde ganske vist ikke truffet nogen heldig geografisk Grænse. Det vakte særlig stærkt Anstød i Angel, men det var urimeligt at opfatte det som en Fornærmelse imod det tyske Folk. Naar man hermed sammenlignede Tyskernes Adfærd nu Slesvig eller i Elsas Lothringen, svandt det ind til intet. Taleren, der var født nord for Flensborg Fjord, havde selv faaet tysk Undervisning og han havde læst de tyske Forfattere, længe inden han gjorde sig bekjendt med de danske, men alligevel havde tysk altid været ham fremmed. Betydningen af Begivenhederne havde for ham været den, at han havde følt, at der fra dansk Side blev gjort noget for at bevare Slesvig. Havde vi givet Slip paa det ved fredelig Overenskomst, vilde Landet formentlig have været tabt for os ikke blot politisk min ogsaa nationalt. Fejlene ved Regeringen vare: Mangel paa politisk Sans oq politisk Bøjelighed; de gamle vilde ikke vide af nogen ny Grænse, de nationalliberale kunde ikke tænke sig nogen ny Samfundsordning uden konstitutionelle Former og konstitutionelle Garantier. Lidt Afslag paa begge Sider kunde have fjærnet mange Vanskeligheder. Vi burde tage Lære heraf, at ikke den Tid skulde komme, da man dømte os, som vi nu vilde dømme dem (Stærkt Bifald). 

Under Højesteretssagfører Zahles Ledelse begyndte Forhandlingen. Assessor Madvig var væsenlig enig med Jørgensen. Taleren havde været ansat i det slesvigske Ministerium; han kjendte godt til de Klager, der førtes over slesvigske Forhold og Embedsmænd, og maatte indrømme, at der var begaaet Fejl. Man tabte sig maaske ofte i Smaating, i Juristeri. Embedsstanden betragtede sig maaske vel meget omgivet af en Nimbus, som gjorde den fremmed for dens Omgivelser. Den Nølerpolitik, man fulgte den Gang, den overdrevne Forsigtighed, som iagttoges ved enhver paatænkt Forandring, skadede Slesvig, men det er ubilligt, naar der klages over den lokale Embedsstand. De slesvigske Embedsmænd stod gjennemgaaende nok saa høit som de danske. Taleren glædede sig over Jørgensens fordomsfrie Dom over hin Tids Historie; det var ikke de Fejl, der bleve begaaede den Gang, som skilte os af med Slesvig. Nej, der forelaa et Problem, som ikke kunde løses; om en Engel var kommet ned fra Himlen, havde han ikke kunnet ordne vort Forhold til Slesvig. Derfor er det uretfærdigt at tale om dem, "der skilte os af med Slesvig". Om vi havde beholdt Januarministeriet i sin Tid, om vi vare naaede ind paa at faa en Personalunion af 4 Stater (de tre Hertugdømmer og Kongeriget), havde det intet hjulpet. I det Tilfælde vilde Holsten og Lauenburg have kommet til at regere os. Tanken om Slesvigs Deling, som England interesserede sig for, og som vi nu godt kunne forsone os med, strandede i sin Tid paa Modstand ikke hos Kongen alene, men hos saa godt som hele Folket. Det vilde man slet ikke høre om, "det skal ej ske", lovede Konge og Folk hinanden. Daværende Minister Madvig stillede dog i Oktober 1850 et Forslag om at dele Slesvig omtrent ved Slien, men ingen støttede ham i Statsraadet. Heller ikke vore Modstandere, Østerig og Prøjsen, ønskede denne Losning. De vare mod enhver liberal Politik, de søgte at fjærne dem fra Regeringen her hiemme, som stode Bevægelsen i 1848 nær. I 1864 kom Tanken om Delingen frem igjen, den engelske Regering foreslog en saadan, den danske Regering optog Tanken, men England holdt ikke sit Løfte om at blive ved sit første Forslag. Taleren vilde indrømme Jørgensen, at man var gaaet lidt vel vidt i sin Iver for at bevare det danske Sprog i Slesvig, men efter at Bestemmelserne om Benyttelsen af dansk Sprog var optaget i den slesvigske Forfatning, var det en betænkelig Sag at røre ved dem. Hvordan vi end havde bestemt Sproggrænsen, vilde der nok have været Tyskere nord for den, som havde beklaget sig.

Professor Kr. Erslev havde ikke i Jørgensens fordomsfri Fremstilling fundet nogen stærk Opfordring til at tage Ordet; Madvigs Udtalelser kunde mere trænge til at imødegaas. Han takkede Jørgensen for hans klare Fremstilling af den Tilbagegang, den Ebbe, som havde præget vor indre og ydre Politik siden 48, saa at man mere og mere fjærnede sig fra de gode Tanker, som udtaltes i 1848. Uagtet alt, hvad Madvig havde sagt om Delingen, staar det dog fast, at der her forelaa en Løsning, som ikke blev prøvet. Det er vist nok, at der var Stemning herhjemme imod at gaa til en Deling, men hvordan var den opstaaet? At betragte Ejderen som Danmarks rette Grænse var egenlig ikke kjendt i Frederik den sjettes Tid. Det var en Tanke, som kun var ført ind i Folket af de liberale Stormænd fra Fyrrerne. Hvis denne Tanke senere beredte dem Vanskeligheder, saa maatte de takke sig selv derfor. Er der nogen logisk Nødvendighed for at sætte Ejderen som en national Grænse? Man kan mene, at vi have historisk Ret til en saadan Grænse og man kan maaste tvivle om denne Ret (Nej! Nej!), men en national Grænse kan Ejderen, som skiller Tyske fra Tvske, ikke være. Det er vanskeligt at vide, hvad der kunde have sket, hvis de Nationalliberale havde tænkt deres Tanker til Ende og arbejdet for at faa en virkelig national Grænse. Man kan ikke frikjende dem for et Ansvar, thi de byggede fra først af paa en kun halvt gjennemtænkt Tanke og de manglede politisk Bøjelighed til at lade sig udvikle med Tiden (Stærk Bifald, blandet med lidt Hyssen)

Gehejmeraad Madvig maatte i Modsætning til sin Søn hævde, at en Deling burde være forsøgt. Men Erslev havde Uret, naar han dadlede de Nationalliberale saa stærkt. Man maatte jo huske paa, at deres Fordring om Ejderen som Grænse var kun en Følge af Tyskernes Fordring om et "Schleswig Holstein meerumschlungen" med Kongeaaen til Grænse. Nordslesvigerne havde heller aldrig kunnet slutte sig til Tanken om Slesvigs Deling, en Mand som Kryger holdt i sin Tid stadig paa Slesvigs Udelelighed. Taleren, Clausen og Sponneck kunde intet udrette mod den almindelige Modstand mod Delingstanken, de maatte saa læmpe sig efter Forholdene. Nu have vi vel nok slaaet os Ejdergrænsen ud af Hovedet, men at blive den Tanke kvit paa en god Maade, vilde vist have været vanskeligt. I sin Tid var det ikke muligt at faa Folk til at indrømme det.

Madvigs Foredrag, som kun kunde høres af forholdsvis faa, hilsedes med stærkt Bifald. Dirigenten mente, at det passende kunde være et afsluttende Foredrag, og foreslog at de fremtidige Talere skulde indskrænke sig til at tale 10 Minuter.

Kand. Scharling takkede Madvig for hans Protest mod Erslevs Udtalelser; han kunde tydelig mærke, at Erslev havde ikke selv levet i den Tid, han talte om. Ploug turde ikke i 1862 optage Artikler, der anbefalede Slesvigs Deling, det vilde kun have ødelagt "Fædrelandet"

Provst Sich syntes, at det var ganske naturligt, at vi ikke vilde have Danmark delt i sin Tid; han mindede om, at Kampen for Sønderjylland ikke havde været forgjæves

Provst Grundtvig mindede om, siden vi aandelig havde vundet Slesvig, Kong Dan; Sagnet om ham var et af de første Udtryk for Ejdertanken. Hvis Erslev havde staaet Forpost ved Dannevirke, saaledes som Taleren havde gjort i 1850, da vilde han vist have talt paa en hel anden Maade. Han havde truffet mange danske i Slesvig, og i 1848-50 var den historiske Grænse ogsaa for en stor Del national. Han haabede, at den nationale Kamp for Slesvig skulde minde os om, at vi skulde leve for vort Folk, men ikke for almene kosmopolitiske Ideer (Bifald og Hyssen).

Dr. Fridericia kunde ikke forstaa, at man vilde frakjende de yngre Ret til at dømme om, hvad der er foregaaet før deres egen Levetid. Hvor bliver saa den hele historiske Videnskab af? Grundtvig havde ingen Grund til at tale om kosmopoliske Ideer. Taleren og hans Meningsfæller vilde ikke lade sig frakiende Navnet nationale. Det kommer tydeligere og tydeligere frem, at Eidertanken blev betragtet som et Udtryk for den nationale Bevægelse derhjemme i Halvtredserne og Treserne; de nationale seilede under et falsk Flag. Den Politik, vi førte over for Slesvig, stødte Evropa fra os; det er ikke rimeligt, at vi ved en Deling af Slesvig havde stødt Evropa. Det var lige saa naturligt for Tyskerne at ønske en national Afrunding mod Nord, som det er for os at ønske at forenes med vore Landsmænd i Nordslesvig. Og naar man nu siger, at Delingstanken næppe var lykkedes, maa man ikke glemme, at Eiderpolitiken jo heller ikke lykkedes. De danske Politikere burde have husket, at vi vare de svage.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Octavius Thomas Hansen (1838-1903) politiker, højesteretssagfører. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højesteretssagf. Oct. Hansen kunde ikke forstaa, at Grundtvig i Anledning af, at Erslev forlangte en ren national Grænse, skulde give sig til at tale om kosmopolitiske Ideer. Prof. Grundtvig havde udgydt sit Blod for Fædrelandet paa Valpladsen, det var noget, som Taleren havde Respekt for, selv om man bagefter pralede lidt deraf .... (I Anledning af denne Yttring blev der en frygtelig Tummel).

Dirigenten opfordrede Taleren til at tage disse Ord tilbage.

Oct. Hansen: Naar Grundtvig vilde indrømme, at der i en Forsamling af danske Studenter ikke havde været Grund til at fremhæve egen Tapperhed, ellers ikke.

Dirigenten beklagede det forefaldne og opfordrede til at skifte Emne.

Oct Hansen: Hvad man havde trængt til i Slesvig var en virkelig praktisk Politiker.

Dr. Rosenberg: Eidergrænsen var voxet fast i det danske Folk fra Arilds i Tid og levendegiort af Digterne. Tabet af Slesvig var en "Skæbne", der havde ramt os.

Høiesteretsassessor Rimestad advarede Oct. Hansen og andre mod for rask at dømme de Mænd, som førte Underhandlinger med Tyskland i sin Tid. Det var forbavsende, "hvor nær" det havde været ved, at deres Politik var lykkedes. Quaade havde den 9de November 1863 meldt, at Bismarck da var rede til at gaa ind paa Tanken om et Ejder-Holsten og et Ejder-Danmark.

Assesor Madvig indrømmede, at Historien havde Ret til at dømme, men man skal være meget varsom i sin Dom over den nærmest foreaaaende Tid. Lad os arbeide i Enighed fremad og ikke forkjætre hinanden!

Dr. Hempel kunde ikke forstaa, hvorfor man vilde have de yngre med til en Diskussion, naar de ikke maatte faa Lov til at dømme. Han syntes, at det var stor Nøjsomhed, naar man trøstede sig over Tabet af Slesvig ved, at man havde vundet Slesvigernes Hiærter.

A. D. Jørgensen syntes, at der var gjort meget for en forsonlig Politik i overfor Slesvig under de stadige Udæskninger fra tysk Side. Det var rimeligt, at vi forsøgte at holde paa Slesvig saa længe som muligt, ellers vilde man have beskyldt os for Fejghed.

Dirigenten sluttede Mødet Kl. over et med cn Tak til Indlederen.

Paa Opfordring af A. C. Larsen raabte Forsamlingen et kraftigt Leve for den danske Studenterstands Æresmedlem Madvig.

(Morgenbladet (København) 9. maj 1883)

En forsideartikel på Morgenbladet (København) 11. maj 1883 kommenterede på mødet.

Nu kommer Sandhederne frem. Ved det almindelige Studentermøde, der, som omtalt i Gaar, afholdtes i Arbejderforeningens Festsal i Tirsdags, og hvor saadanne Mænd, som Gehejmeraad Madvig, Assessor Madvig, Gehejmearkivar Jørgensen, Professor Kr. Erslev, Professor Grundtvig, Kandidat Emil Elberling, Dr. Fredericia m. Fl. vare i Ilden, fik det national-liberale Parti nogle Sandheder at vide, som vel ikke ere nye; men, som man kan se, at der i Stilhed er gemt paa til ved given Lejlighed. Nu, da Ploug, ikke kan knalde saa rask med sin velkendte Pisk, og - da Billes hvasse Tunge og skarpe Pen ikke mere gør Tjeneste ved det nu Uge for Uge ynkeligere "Dagblad", nu kommer der Humør baade i gamle og unge Akademikere og Embedsmænd. Spørgsmaalet drejede sig om "det slesvigske Spørgsmaal" og Gehejmearkivar Jørgensen gav da den Oplysning om salig Frederik den 7de, at han var en "uberegnelig og upaalidelig Karakter", og at han var "et typisk Udtryk" for "den Uregelmæssighed", der havde hersket i Regeringen, altsaa i det nationale Partis stadig stiftende Ministerier. Dette er en Udtalelse, der fortjener at noteres; Skade, at den kommer saa sent frem af sit Skjul. Saa talte samme Gehejmearkivar og Assessor Madvig, der stedse begynder i Øst og ender i Vest, efter at have snuset rundt i Alt som en Kok i et Køkken, om de tidligere slesvigske Embedsmænd, og gav dent Attest for, at de stod paa et lige saa høit Trin som den øvrige Del her i Landet. Dette har nu ikke meget at sige, og dertil kommer, at det er Usandhed, thi det er en Kendsgerning, at netop de danske Embedsmænds Optræden i Slesvig har bidraget til, at Danmark tabte denne Landsdel. Paa mangfoldige Steder i Slesvig var Stemningen mod de danske Husfogder, Landfogder, Amtmænd og andre Øvrigheder saa hadefuld, at man af den Grund alene valgte Tysk for Dansk. Det har ogsaa senere vist sig, da Kongeriget efter 1864 blev oversvømmet af "betrængte Slesvigere", at disse, da de bleve ansatte i Embeder, her i Landet, vilde begynde at indføre den samme Tone her som i Hertugdømmet overfor Folk. Men den gik ikke, skønt vi ellers ikke er forvænte her i Danmark. Kig nu ned f. Eks. til Næstved, Vordingborg, ind i Odense og de mange Jurisdiktioner omkring denne By og flere andre Steder, saa vil man saa et Begreb om, hvorledes en Befolkning kan opdrage en Embedsmand, som mener, at hans Avtoritet sidder i de forgyldte Frakkeknapper og hans Myndighed i Guldtressen om Kasketten.

Professor Kr. Erslev fremkom med den drøje Sandhed, at der i "den danske Politik siden 1848 havde gjort sig en sørgelig Tilbagegang gældende", og at de ledende Mænd havde paa den Tid (de Nationalliberales Tid) ikke Mod til at tage Konsekvenserne, som nødvendigvis fulgte med sand Opfattelse af Nationaliteten, og det var disse Mænd (c: Monrad, Lehmann, Krieger, Hall, Bluhme og deres Medhjælpere Pressen, Ploug og Bille), som ved deres uklare Nationalitetsbegreber bar Ansvaret for den daværende Politik. - Se, saa rene Ord for Pengene fik Dhrr. Nationalliberale, men det generede dog Professor Grundtvig i den Grad, at han kaldte Erslev en ung Mand, som ikke kunde have nogen Mening om slige Ting, og Professoren talte videre om, at han havde været med i Krigen og "ofret Liv og Blod", hvilket gav Højesteretssagfører Octavius Hansen Anledning til at tale om Praleri og de mange Tilhørere Lejlighed til efter Behag at huje, hysse og komme med voldsomt Bifald.

Fotograf Olaf Gjørup (1861-1936) & Co.: journalist, forfatter, bibliotekar Rudolf Emil Elberling (1835-1927). Foto fra mellem 1896 og 1927. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kandidat Emil Elberling, der i flere Aar var knyttet til det afgangne "Fædrelandet", gav den interessante Meddelelse, at han i 1802 indstændig havde anmodet Ploug om blot i nogle Anmeldelses artikler at omtale Delingen af Slesvig ; men han turde ikke optage Artikler herom og havde tilføjet, "at hvis der kom et Ord frem "Fædrelandet" om denne Sag, vilde det være ruineret". Altsaa: den store Mand, Carl Ploug, der altid har slaaet om sig med sin Overbevisning, sine rene Hensigter som Politiker, han tør, ikke behandle et Spørgsmaal i sit Blad, som var et Livsspørgsmaal for Danmark den Gang, fordi han frygtede at miste sine Abonnenter.

Det er ret interessante Sandheder, som der her er fremkomne, og det viser os, hvorledes Partiinteresse og Egennytte stedse har været stillet i første Række. Medens det nationalliberale Parti, hvis Afløvning er det nuværende Højre, skaffede os af med de 3 Hertugdømmer, sørgede det for at tilrive sig Embederne og Magten over Pengekassen saa længe som mulig.

Mødet i Tirsdags var arrangeret af Højre for at protestere mod Dr. Pingels Udtalelser i Haandværkerforeningens Lokale og for at skabe en Stemning til Fordel for Partiet. Men det blev anderledes. De historiske Sandheder lader sig ikke bortforklare, og derfor blev Mødet en Fiasko, et Nederlag for Indbyderne. 

(Social-Demokraten 10. maj 1883).

Johan Nicolai Madvig (1804-1886) klassisk filolog og politiker. Rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget  4. december 1849 til 27. maj 1853. Medlem af Landstinget  3. juni 1853 til 28 august 1854 og fra 12. juli 1855 til 1. oktober 1874. Folketingets formand 1852-1853, og næstformand i Landstinget 1858-1863, 1866-1869 og 1870-1874. Valgt til Rigsrådet i 1856 og var dets præsident til 1863. Han var medlem af Rigsrådets Folketing fra 1864. Han stod som kultusminister bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første lov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Gehejmekonferensråd i 1881. Madvigs Allé på Frederiksberg er opkaldt efter ham.

Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af professor Johan Nicolai Madvig. 1857 volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. Afgik 1864 ved ministeriets opløsning. Han beskæftigede sig derefter med de slesvigske arkivsager og arbejdede ved Inkorporationskommissionen samt for Justits- og Indenrigsministeriet i sagerne fra de inkorporerede slesvigske distrikter. 1871-72 udgiver af Lov- og Ministerialtidende. 1872 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1879 til assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Fra 1885 var han tillige næstformand i Sø- og Handelsretten og 1891-1905 var han formand i denne ret.

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897) var en dansk historiker og rigsarkivar. 1863 blev han ansat som hjælpelærer ved den lærde skole i Flensborg med løfte om at blive adjunkt og bibliotekar ved et påtænkt offentligt bibliotek for Slesvig, men afskedigedes efter krigen 1864 og vendte tilbage til København. 1869 assistent i Kongerigets arkiv, rentekammerafdelingen. 1874 blev han fuldmægtig, og ved C. F. Wegeners afgang blev han gehejmearkivar og overtog ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar 1883.

Kristian Sophus August Erslev (1852-1930). Professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Octavius Thomas Hansen (1838-1903) Sagfører og politiker. 1869 blev han overrets- og 1874 højesteretssagfører. 1872 blev han valgt til Folketinget og genvalgt 1873 for en lille gruppe "de nationale Løsgængere" der i reglen stemte sammen med Mellempartiet. Han sluttede sig til oppositionen, og var 1880-90 forsvarer i en række politiske sager, mest for Venstre-folk. Hansen var senere på året med til at danne Den liberale Vælgerforening 1883 og var formand 1885 samt 1888-90 medlem af overbestyrelsen for Venstres organisation. 

Professor Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883). Søn af N.F.S. Grundtvig. Ved udbruddet af Krigen 1848-51 meldte han sig som frivillig. Han blev løjtnant 17. juli 1848 og deltog ved Dybbøl og Isted. Efter krigen fortsatte han i hæren som À la suite. Han udtrådte 1863 som kaptajn. Under Krigen 1864 var han i seks måneder ved eksercerskolen i København og 1868-1879 kaptajn i forstærkningen.

Rudolf Emil Elberling (1835-1927) var forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Han var medarbejder ved Fædrelandet i 1860-1882 og bibliotekar ved Rigsdagen 1880-1912. Han var medstifter af Den liberale Vælgerforening på Frederiksberg og formand 1883-86. Desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse 1883-1887.

Studentersamfundets rolle som samlingssted for den akademiske opposition aftog ved slutningen af 1883 med det i november 1883 stiftede "Københavns liberale Vælgerforening” (bl. a. direktør G. A. Hagemann). I forbindelse med et suppleringsvalg til Folketinget i Københavns Amts 1. kreds samledes nogle mindre kredse af liberale højremænd, venstremænd og socialdemokrater i "De forenede liberale Vælgerforeninger for Frederiksberg" med bibliotekar Rudolf Emil Elberling som formand.