Jylland. Ærø. 23de til 25de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens. Vi have alt tidligere - det var i hine bevægede Martsdage, da de fjendlige Tropper aflagde deres første Besøg her i Byen - udtalt vor Glæde over at blive Graakapperne og Pikkelhuerne kvit, uden at vi imidlertid havde nogen rigtig Tiltro til, at de vilde blive borte i Fremtiden, men dog dengang saa smaat levede i det Haab, at de ikke turde vove sig saa høit op i Jylland. Denne Glæde, hvor berettiget den end var, kom dog meget for tidlig, Ovenpaa hine første 17 Okkupationsdage fulgte mange Gange sytten Dage, og godt var det, at man ikke forud havde nogen Anelse om, at denne haarde og trykkende Tid skulde være saa længe, Østerrigerne rykkede første Gang ind i Byen den 10de Marts, anden Dagen efter Fægtningen ved Veile, og forblev her i 12 Dage, hvorefter de, med en Dags Mellemrum, aflastes af Preusserne, der afmarscherede den 27de Marts, efter 5 Dages Ophold. Fra 27de Marts til 22de April levede vi i en uhyggelig Tilstand, idet vi havde Fjenden i vor umiddelbare Nærhed og jevnligt havde Besøg af ham, ved hvilke Lejligheder der i Byens Udkant forefaldt Smaafægtninger med den Snees Mand danske Soldater, hvormed Byen i Regelen var "besat'. Den 22de April rykkede Preusserne alter ind i Byen, og fra den Tid indtil idag have vi uafbrudt havt fjendlig Besætning her i Byen, Det Tidsrum, i hvilket Horsens har været okkuperet, udgjør altsaa 7 Maaneder og 17 Dage, hvortil endnu kommer de 25 urolige Dage, hvori vi snart saae Fjenden snart Vore her i Byen. Østerrigerne have ligget her i 7 Uger. Preusserne i Resten af Tiden. Vi have saaledes havt god Anledning til at anstille Sammenligninger, og vi troe da, at man er kommen til det Resultat, at Preusserne, saavel Officerer som Menige, staae betydeligt over Østerrigerne i Humanitet og Dannelse, medens paa den anden Side, vel som en Følge af dette høiere Dannelsestrin, de preussiske Menige stille større Fordringer end de østerrigske, som det desaarsag har været betydelig lettere at have i Indkvartering, skjøndt Kvarteerværterne dog generedes endeel ved deres medfødte Lyst til Rapserier. Den sidste halve Deel af Okkupationstiden, den siden Vaabenstilstanden af 1ste August, har været den besværligste Tid for os, idet Tropperne efter den Tid have været mere koncentrerede i Byerne, og endnu besværligere blev det fra den Tid, da Tropperne skulde lægges i Vinterkvarter og vore Huse omdannes til Kaserner. Man fik da ret Lejlighed til at plage Kvarteerværterne og Kommunen med store Fordringer, men det skal siges, at det ikke var saa meget fra de Meniges Side, som fra høiere Haand, at disse Plagerier udgik. Omsider ere vi nu da slupne ud af denne lange piinlige Tilstand. Imorges har den sidste Marschkolonne, bestaaende af 50de Regiment, forladt os. Forinden den sidste Bataillon Kl. 9 afmarscherede, saaes overalt fra Husene Dannebroge vaie som Tegn paa den Glæde. Indvaanerne føle ved nn at være blevne befriede for de ubudne Gjæster. Der er her i Byen efterladt nogle faa Syge under en preussisk Læges Pleie, En Overlæge, der indtil videre agter ar tage Ophold her i Byen, skal føre Overopsynet med de i de forskjellige jydske Byer efterladte preussiske syge Soldater, Forinden vi tage Afsked med denne vor Okkupationstid kunne vi ikke undlade - og vi troe, at vi i dette Tilfælde tale i alle Indvaaneres Navn - , at sige de Mænd Tak. som gjennem denne lange Tid, med Opoffrelse af Tid og Kræfter, have arbeidet for og varetaget Kommunens Tarv, og hvem det, ved Siden af Indvaanernes besindige Optræden, skyldes, at Alt er gaaet af med Ro og Orden, uden at Byen har været udsat for større Ulemper end de, der altid ere uundgaaelige under enhver fjendtlig Okkupation.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 23. november 1864).

Toldforholdene paa Ærø. Deet Rigsraadets Folkething i Fredags af Finantsministerens forelagte Lovudkast om denne Gjenstand gaaer ud paa at udvide de for Kongeriget gjældende Toldlove til Øen Ærø, idet de for denne Øe hidtil gjældende Toldanordninger samtidigg ophæves. 

Ligeledes skulle de i Kongeriget for Tiden gjældende Lovbestemmelser om Brændeviinsbrænderibeskatningen fremtidig anvendes paa Ærø og i de inkorporerede Dele af Slesvig, samtidig med at de tidligere Lovbestemmelser om denne Gjenstand sættes ud af Kraft.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 23. november 1864).

Efter troppernes afmarch offentliggjordes denne evaluering af deres opførsel i Aarhus:

Preussernes Opførsel. Fra Aarhuus, hvor man bedst har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med vor Plageaand General Falkenstein og hans Regimente, skrives i en Artikel i Byens Av.: Spørge vi, hvilken Dom vi maa udtale, fra et saavidt muligt uhildet Standpunkt, over vore Fjenders Opførsel imod os, da maae vi adskille to Sider: den fra overordnet Side viste Optræden og de enkelte Officerers og Meniges Opførsel. Hvad den første angaaer, da maa man holde fast, at efterat Tydskland havde lidt saameget under den napoleonske Krigsperiode, have tydske Filosofer og tydske Krigstheoretikere i hele delte Aarhundrede prædiket den Humanitetens og Civilisationens Grundsætning, at i alle tilkommende Krige skulde Kampene kun føres imellem Armeerne, og ikke med fredelige Borgere og disses Gods paa de Steder, hvor til en given Tid en fjendlig Armee kom til at okkupere Modstanderens Territorium; og i Virkeligheden synes disse Grundsætninger at være blevne i alt Væsenligt fulgte: Krimkrigen og i den italienske Krig. Men den første Gang Tydskerne selv fik Lejligheden til at vise deres Tro i deres Gjerning, hvad saa? Ja vi troe, det maa sandes, at efter vort Lands fattige Lejlighed førte de den gamle Napoleons Princip, at lade Armeen leve paa det okkuperede Lands Bekostning, med al Grundighed igjennem, og de udtalte det aabent, baade i Feltmarschal Wrangels "Erlässe" og i General Falkensteins "Bekanntmachungen", at de vilde leve paa Landets Bekostning og øve Tryk ved en haard Fremgangsmaade mod Borgerne, for at fremtvinge Freden paa den Maade. Ikke alene gjorde de Udskrivninger og foretage Heste- og andre Røverier, som tidligere omtalt, men de plyndrede Banker, Sparekasser etc, søgte at ødelægge Borgernes Velstand og Erhverv ved Beslaglæggelser, Udførselsforbud o. desl., kort sagt: førte netop Krigen over paa Private. De, som have hørt og læst om General Falkensteins Fremgangsmaade og Optræden, saae let det Begreb om hans Person, som ellers forbindes med en streng og haard Militair: at han er en raa, grov Bramarbas, en Slags Diderik v. Menschenskræk, der, bevæbnet fra Top til Taa, gik omkring, ledsaget af nogle lige saa fyrgterlige Drabanter. Men dette er et aldeles fejlagtigt Billede. General Vogel v. Falkenstein er en temmelig høi, men tynd Mand, med et magert Ansigt. Han er meget styg; den nederste Halvdeel af Ansigtet er overgroet med et stærkt graasprængt, kort afklippet Skjæg (men altsaa uden at nogen imponerende vældig Knebelsbart giver det sædvanlige militairiske Præg), en bred Mund med smalle læber, indenfor hvilke nogle spidse, men angrebne Tænder, en altfor ubetydelig Næse og meget smaae, graae, plirende, rødkantede Øine, en temmelig bred Pande, ligesom Ansigtet i det Hele, skjøndt magert, er temmelig bredt; - dette er paa det Nærmeste Beskrivelsen af hans Ydre. Han er, saavidt vi kunde skjønne, koparret, og naar dertil kommer, at han - efter Sigende paa Grund af, at han lider af Ansigtssmerter - stadig gjør smaae Vrængninger med Munden, saa vil man let skjønne, at han ikke kan gjøre noget behageligt Indtryk paa Den, som staaer ligeoverfor ham. Han holder sig noget bøiet; men forresten er hans Gang let og hurtig af en gammel Mand. Med Undtagelse af de Tilfælde, da han. navnlig ligeoverfor Embedsmænd, vilde imponere ved Heftighed, og hvor han, efter Sigende, knude være yderst brutal, var han mod Den, der høflig henvendte sig til ham, høfligt fornem, men saaledes, at hans Tale bar Præget af den dannede, intelligente Mand, og ikke af den raa Kriger. Han gik Spadseretoure uden Ledsagelse og endog uden Sabel, og som Modsætning til, at man i  Kjøbenhavn aldrig seer den kommanderende General paa det af Krigen uberørte Sjælland ride ud, uden med to Ordonnantser i fuld Oppakning efter sig, var det meget sædvanligt at see General Falkenstein med sin Søn, ja ganske alene, ride omkring i Skovene og paa Veiene milevidt fra Hovedkvarteret. Efter hans egne Officerers Vidnesbyrd har han et ubøieligt, strængt Sind, der kan gribe til hvilkesomhelst Midler for at sætte sin Villie igjennem; .hvad han vilde, det vilde han, selv om Kongen af Preussen vilde det anderledes. Han syntes derfor ingenlunde at være afholdt af sine Officerer; men han blev ubetinget adlydt Den ham tilforordnede Civil-Gouverneur, Prindsen af Hohenlohe, fik han et Differencespørgsmaal med, og Hs. Durchlauchtighed erholdt, efter Sigende, Tilhold om inden 2 Timer at være ude af Aarhuus, - blev i al Fald uden videre sat fra Bestillingen og maatte strax reise hjem. General Falkensteins Regimente var fuldkommen vilkaarligt, ikke begrændset af nogensomhelst Regel, Lov eller Løfte. Uagtet Vaabenstilstandskonventionen af 9de Mai bestemte, at der under dens Varighed fluide ydes Betaling, saa nægtede han, da Krigen brød ud igjen, dog at erlægge det ved Vaabenhvilens Udløb henstaaende Tilgodehavende. Medens saaledes "Gouvernementets" Fremgangsmaade i alle Dele gjorde os bekjendt med et ægte tydsk Despoties og Militairherredømmes Hensynsløshed og Vilkaarlighed, maae man, Sandheden tro, indrømme at de enkelte Officerers og Mandskabets Opførsel i det Hele taget var baade human og saaledes som man kunde være berettiget til at vente, for Officerernes Vedkommende af dannede Mennesker, og for de Meniges af en i Gjennemsnit godmodig - noget vigtig og stortalende - Race Ganske vist forekom der ikke aldeles sjeldent Træk af lidet elskværdig Beskaffenhed; men dette hørte dog til Undtagelserne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 27. november 1864: "Vermischte Anzeige. Am 30. October wurde ich, in Folge der plötzlichen Friedensschlusses, leider zu früh von gesunden Zwillingen entbunden. - Dies alle Freunden, Feinden und Angestammten zur Nachricht. Kopenhagen. Christiane Danebrog." (Blandet annonce. Den 30. oktober, som følge af den pludselige fredsaftale, blev jeg desværre forløst for tidligt fra raske tvillinger. - Dette alle venner, fjender og forfædre til efterretning. København. Christiane Danebrog). Fingeret annonce fra Christiane Danebrog (Christian 9.) som fra sin barselsseng afkræftet må se Bismarck og Østrig holde de nyfødte tvillinger Slesvig og Holsten. I døren kigger Friedrich VIII? misundeligt til.

Preusserne forlader Fredericia og Aarhuus. Ærø. 17de til 18de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Viborg. Idag Morges afmarscherede herfra ad Silkeborg til de her den 6te og 7de Ds. fra Holstebro ankomne to preussiske Batailloner af 18de Reg.; Byen er altsaa fri for fjendtlig Besætning og Indvaanerne - efter Forløbet af 6 Maaneder og 20 Dage - igjen Herrer i eget Huus; ja det har været en lang og piinlig Tid; det sjælelige Tryk have Alle deelt med hinanden, men det materielle Tryk er selvfølgeligt faldet ulige paa de forskjellige Stænder, og for Fleertallet har det været forbundet med betydeligt Offer, saa betydeligt, at, selv om Krigsskatten eftergaves disse, vilde dette kun være en ringe Erstatning; dog, Alt dette vilde naturligviis have været af en mindre væsentlig Betydning, naar Slutningen paa det Hele ikke var bleven en saa ynkelig Fred. At ønske vore Fjender Lykke paa Reisen, dertil finder vel Ingen Anledning, ihvorvel det maa indrømmes, at det preussiske Militair i Reglen her har opført sig bedre end man kunde vente af et Folk der er Redskab for en saa nedrig og hensynsløs Regjering; som vore Sager nu engang staa, maa man vistnok være tilfreds med igjen at kunne komme til at trække Vejret frit, at faae vore Boliger befriede for den tildeels forpestede preussiske Luft, men at glæde sig over deres Bortgang, det kunde kun være skeet, naar dansk Militair havde fulgt dem i Hælene med Klingen paa Ryggen; derfor er Sindet idag ogsaa mere modløst og nedtrykt end da vi den første Dag saae dem komme her, thi Haabet, engang at see dem blive drevne bort af Vore, var da endnu ikke ganske glippet, ihvorvel vi indrømme, at det Hegermannske Tilbagetog ikke egnede sig synderligt til at haabe paa noget Godt i denne Retning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 17. november 1864).

Fredericia blev rømmet den 16. november 1864, bl.a. til tonerne af "Den tapre landsoldat"

Efter Fredericia Avis skulde hele den i Fæstningen værende østerrigske Troppestyrke, ifølge

indtruffen Ordre, afmarschere derfra igaar. Efter Bestemmelsen skulle disse Tropper være i Altona allerede den 18de (imorgen?).

Fra Aarhuus hedder det igaar i Byens Av.: "De tydske Tropper her i Amtet ere nu i fuldt Opbrud. Imorges afmarscherede her fra Byen 2 Batailloner af Elisabeth-Garden, 1 Bataillon af 4de Garderegiment og 2 Escadroner Cuirasserer, og senere ankom 1 Bataillon af 3die Garderegiment og 8de Husarregiment, hvoraf de to Eskadroner strax fortsatte Marschen videre ud af Byen. Imorgen afmarscherer herfra hele 3die Garderegiment (og dermed har Gardedivisionen passeret Aarhuus) samt Husarerne, og i disse Troppers Sted er igjen meldt 2 Batailloner af 52de Inf.-Regiment og 2 Batterier Artillerie. Efter aldeles paalidelig Underretning vil Aarhuus Amt paa Søndag være fuldstændig rømmet af de preussiske Tropper. Generalerne v. Falkenstein og v. Plonsky med Stabe ere imorges afrejste herfra Syd paa med Gouvernementet, der jo factisk bestaaer indtil Meddelelse om Fredsratificationen er indløben. Fra Randers skulde idag, efter Byens Av., afgaae 10de Regiments 1ste og 2den Bataillon samt Regimentets Stab, og imorgen Resten nemlig: 21de Infanteriebrigades Stab, 10de Regiments Fusilier-Bataillon, 50de Regiments 1ste Bataillon, samt 2det 3die og 5te ridende Batteri Nr. 7. I Tirsdags befordredes sydpaa alle Syge fra derværende Lazarether, med Undtagelse af 1 Mand, en Typhuspatient, der er henflyttet til Byens militaire Sygehuus.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. november 1864).

Verlorene Liebesmüh'! Da die betreffenden Documente wegen ihres Umfanges zum Durchlesen nicht geeignet sind, hat der Bund eine Commission niedergesetzt, um die Erbansprüche Oldenburgs und Augustenburgs "scrupolös" gegen einander abzuwägen. (Tabt kærlighedsarbejde! Da de pågældende dokumenter ikke er egnede til læsning på grund af deres omfang, nedsatte den føderale regering en kommission, der "skrupeløst" skulle afveje arvekravene fra Oldenburg og Augustenburg mod hinanden). Kladderadatsch 13. november 1864.

Oversættelse af tysk artikel, se oversættelse nedenfor:

Westpr. Ztg. skriver fra Aarhuus: Danske fanatikeres demonstrationer, selvom Jylland stadig er delvist besat af vore tropper, gør sig ofte på komisk vis gældende når de enkelte troppeenheder drager af sted og vil formentlig tiltage endnu mere, når ordren om den fuldstændige evakuering. af Jylland er givet vil blive kendt. For et par dage siden, da 3. garderegiment forlod Grenaa by, der har 1600 indbyggere på den østlige spids af halvøen, for at gå i nærheden af ​​Aarhuus, gav den prisværdige magistrat ordre med alle klokker til at ringe og hejse Danebrog på hvert tag og ud af vinduerne. Som bekendt har enhver beboer i huset et, ofte endda flere, dannebrogsflag på lager, selv om det kun er i duodezform. Beboerne i Ebeltoft derimod, en lille by omkring tre mil syd for Grenaa, afholdt sig fra enhver demonstration af at de nogensinde havde levet i bedste harmoni med soldaterne.

Der Westpr. Ztg. wird aus Aarhuus geschrieben: Die Demonstrationen dänischer Fanatiker machen sich, obgleich Jütland noch zum Theil von unseren Truppen occupirt ist, beim Abmarsch der einzelnen Truppentheile in oft komischer Weise bemerklich und werden sich wohl noch mehr steigern, wenn der Befehl zur gänzlichen Räumung Jütlands bekannt werden wird. Als das 3. Garde-Regiment vor einigen Tagen das Städtchen Grenaa, welches mit seinen 1600 Einwohnern auf der östlichen Spitze der Halbinsel liegt, verlassen hatte, un sich in die Nähe von Aarhuus zu begeben, gab der wohllöbliche Magistrat den Befehl, mit allen Glocken zu läuten und auf allen Dächern und aus den Fenstern den Danebrog wehen zu lassen. Bekanntlich hat jeder Hausbewohner eine, oft sogar mehrere Danebrogsfahnen vorräthig, wenn auch nur in Duodezform. Die Bewohner von Ebeltoft dagegen, einem etwa drei Meilen südlich vom Grenaa gelegenen Städtchen, enthielen sich jeder Demonstration, wie sie überhaupt mit den Soldaten in bester Harmonie gelebt haben.

(Regensburger Morgenblatt 18.november 1864)

Ærøeskjøbing. Det slesvigske Gensdarmeri vil, som vi erfare, blive opløst ved indeværende Maaneds Udløb og Gensdarmeristationen i Marstal som Følge deraf samtidigt blive nedlagt.

- Ærø kan naturligvis prise sig lykkelig ved dets Tilknytning til Moderlandet, hvor det ifølge sin naturlige Beligggenhed egner sig til; thi at det oprindelig er Sydspidsen af Fyen, kan man see af den Mængde Smaae Holme, og det grundede Vand, der kun enkelte Steder har nogen synderlig Dybde. De Goder, der ville fremspie af Tilknytningen er Trykkefriheden; thi endskjøndt Censuren, takket være vor humane Censor, Hr. Justitsraad Carstens, aldrig her har været haandhævet i nogen mærkelig Grad, saa er det dog eet Baand der - ligesom i sin Tid Komsumtionen, da man ikke kunde kjøbe en Ting udenfor Portene i Kongeriget, uden at blive standset ved Byens Port, hvor da det Kjøbte blev gjennemsøgt og man ikke fik Lov til at komme igjeennem, førend man anden Gang havde grebet i Lommen - ikke er uden Betydning. ...

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 18. november 1864. Uddrag).

Hjemsendte. Ærøe. 22de til 24de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Kiel. Ztg.", at det har vakt stor Misstemning iblandt det tydske Partie, at Civilcommissairerne have seet sig foranledigede til at kassere Valget af de 5 tydske Magistratsmedlemmer: 2den Borgemester Funke og Senatorerne M. Callsen, I. N. Petersen, Hennings og Jensen. Denne Forholdsregel betegnes som en beklagelig Eftergivenhed imod de dansksindede Deputeredes Fordringer og som ildespaaende for Flensborgs tydske Fremtid.

Den 14de Aug. saae man, efter "Dgst.", for første Gang igjen Dannebroge vaie paa de flensborgske Skibe i Havnen. Man fortæller, at der er gjort Forespørgsel desangaaende til "Civilbehörde", og at man har faaet det Svar, at Dannebroge endnu for Øieblikket er det eneste lovlige Flag for Flensborg og at det slesvigholsteenske ikke maatte bruges. - I Øieblikket have 10 til 12 Skibe Dannebrogs paa Masterne til ikke liden Ærgrelse for Tydskerne, som i den sidste Tid ere lidt modløse, navnlig paa Grund af Preussernes faste Optræden i Anledning af de seneste Skandaler imod de Dansksindede. Prinds Friedrich Carl har udstedt en Dagsbefaling, hvori det bliver de preussiske Soldater befalet at beskytte den dansksindede Befolkning, selv om dette skulde skee med Vaabenmagt.

- - -

Fra Flensborg meddeler "Berl. Td.": I Begyndelsen af indeværende Uge indtraf der 6 permitterede Slesvigere hertil, som havde hjemme i Huusby Sogn. Da de vare komne nordfra igjennem Colding, og det var rygtedes, at mange af de permitterede Mellemslesvigere i nævnte By havde maattet lide Overlast af Befolkningen - hvilket af vore herværende Tydskere var blevet udmalet med de skrækkeligste Farver - , stimlede strax endeel af vore bekjendte Wühlere sammen omkring dem, for at faae Stadfæstelse og om muligt nye Beviser paa de Danskes skrækkelige Barbari og Had imod deres egne Landsmænd, Slesvigerne. Samtlige permitterede Soldater erklærede, at deres Behandling i den danske Hær havde været meget tilfredsstillende, og at alle modsatte Beretninger vare løgnagtige; med Hensyn til Beklædning og Proviantering samt Reisepenge havde de Intet at klage, og fra Befolkningens Side var der ikke viist dem Andet end Velvillie. Vore Wühlere, der helst ville høre grusomme Begivenheder og vare fast bestemte paa, i de hjemkomne Slesvigere at see Martyrer, bleve meget slukørede over Soldaternes Udsagn, og spurgte da, om de ikke i Colding vare blevne overfaldne med Steenkast, hvorved Flere vare dødeligt saarede, saa at de maatte bringes paa Lazarethet, osv. Herom vidste de permitterede Slesvigere Intet at sige; de havde kun seet, at nogle Sydslesvigere i Colding Byes Gader toge en Oprørsfane frem og begyndte at synge "Schleswig-Holstein", hvilket rigtignok gav Anledning til, at de bleve gjennempryglede af Jyderne, uden at Militairet lagde sig derimellem. Efter Soldaternes Mening var denne Straf velfortjent og Ingen havde brudt sig videre om dem. Saaledes maatte da vore Agitatorer, saa nødigt de vilde, vende hjem igjen med uforrettet Sag. Denne Skrivelse sigter rimeligviis til de samme Begivenheder, der i den officielle "Nordd. Allg. Zeit." i en slesvig-holsteensk Correspondence fra Haderslev ere skildrede paa en Maade, der lader forudsætte, at Slesvigerne i den danske Hær ere blevne behandlede paa den meest umenneskelige Maade. Der tales i denne Beretning om frysende, halvnøgne og forkomne Mennesker, om Lemlæstelser og Insulter fra Pøbelen osv., der give "Nordd. Allg. Ztg." Anledning til at holde en lang Forelæsning om Civilisation og Humanitet. Vi troe, at det officielle Berliner-Organ dennegang har været et Offer for den samme Korrespondent, som for kort siden paa det Udforligste skildrede tydske Børns Mishandling ved en dansk Lærer, og senere var nødt til at erklære hele Sagen for usandfærdig. Imidlertid gjør "Nordd. Allg. Ztg."s gruopvækkende Skildring megen Lykke i den tydske Presse, da næsten alle Blade have optaget den som det "nyeste fra Krigsskuepladsen". De senere Beretninger om de fra den danske Hær hjempermitterede Soldater i "Schl.-Holst. Ztg." og andre Partieblade indeholde Intet, der stadfæster hin haderslevske Skildring; el Beviis mere paa dens fuldstændige Usandfærdighed.

- - -

Paa Hovedvagten i Odense har der, efter "Fyens Av." , i længere Tid hensiddet en halv Snees slesvigske Soldater, der have gjort et mislykket Forsøg paa at gaae over til Fjenden i Baade fra Middelfart. Disse Overløbere bleve efter Forlydende ved Commissionsdom dømte til at hænges; men Dommen er i disse Dage bleven formildet til Fængselsstraf i Vridsløselille "paa Kongens Naade".

"Berl. Tid." har fra "flere Menige" modtaget en Skrivelse, hvori de næst efter at fremhæve det Haarde og for Æresfølelsen Saarende i, at de hjempermitterede Soldater, der ikke selv have Raad til at anskaffe sig civile Klæder, maae henvende sig til den private Godgjørenhed og ofte vende hjem klædte som "Lazzaroner", beklage sig over, al der ved Afleveringen, navnlig af Armaturen, er fra det underordnede Commandopersonales Side i Kjøbenhavn forekommet Tilfælde, hvor der med Hensyn til Pudsningen m. v. er stillet Fordringer, som det efter Omstændighederne er umuligt at præstere, og at de, naar disse Fordringer ikke ere blevne opfyldte, have maattet finde sig i at lade sig afkorte et Beløb i den dem tilkommende Afregning under Navn af Reengjørelsesomkostninger.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. august 1864).

Ærøeskjøbing. Under Overskriften "Krigsbegivenheder paa Ærø" læses i Dagstel. af 18de ds. Følgende: "Dagen før Vaabenhvilens Udløb indberettede Feltpolitiet, at Fjenden tilsigtede at gaae over til den nævnte Øe om Formiddagen den følgende Dag. Der blev derfor om Natten kastet en Styrke paa 2 a 3000 Mand i Land der. Da de gode Ærøboere vaagnede om Morgenen, bleve de meget forfærdede over, som de troede, pludselig at være geraadede i fjendtlig Vold; men da de havde kjendt "Jenserne", forvandledes Bestyrtelsen til Glæde, og Soldaterne bleve trakterede splendidt. Det var heller ingen ringe Begivenhed paa den lille Øe; thi den havde ikke seet Militair siden 1814. Tydskerne udeblev imidlertid, og Vaabenhvilen indtraadte. Styrken blev trukken tilbage. Dette er for kort Tid siden ogsaa forsvundet, og den idylliske Fredstilstand er vendt tilbage paa Øen, forhaabentlig for mange, mange Tider."

Til denne lidet kuriøst farvede Beretning, der forresten ogsaa er feilagtig, idet Styrken angives til 2 a 3000 Mand, istedetfor at den i Virkeligheden kun var 6 a 700, skulle vi føie et Par Ord, da det jo i selve Dagene ikke var tilladt at yttre sig. Efterat "Jenserne" vare blevne indqvarterede og den første "Bestyrtelse" havde lagt sig, udviklede der sig et gjensidigt fortroligt Forhold imellem Værten og Soldaten, der efter "Jensernes" eget Sigende aldrig noget sted har været bedre: "Saa godt som paa Ærø have vi aldrig havt det!" Naar man saae en Soldat med et Barn ved hver Haand en Aftenstund gemytlig spadsere ned paa "Salonen", hvor der var arrangeret en lille Fest til Ærø for vore Soldater, og der saae den gode gammeldags usminkede Hjertelighed, der af Enhvers Vært vistes, kan man forstaae ovenstaaende Yttring. Det var ogsaa et begeistrende og gribende Øieblik, da Tropperne under Befolkningens Ledsagelse indskibedes, og de hjertelige Udtalelser paa begge sider havde det Præg som naar kjære gamle Venner skilles. Som Svar paa Soldaternes Tak, udtalte en af vore Embedsmænd, at det kun var en meget ringe Erkjendtlighed for alle de Lidelser Soldaten havde udstaaet, og de begeistrede Hurraer fra begge Sider vilde ingen Ende tage. Vi troe saaledes, at Erindringen om disse Øieblikke længe vil bevares af de Soldater, der have gjæstet lille Ærøe, ligesom Beboernes Tanke vil dvæle med Velbehag ved Soldaternes Ophold her, der gav Anledning til saamegen Begeistring, hvorved Kjærligheden til "gamle Danmark" om muligt vandt i Styrke.

Den samme Venlighed vistes Soldaterne paa Landet, ligesom i vor Naboby Marstal, hvorfra vi nogle Dage efter Afreisen havde modtaget Nedenstaaende, men som vi paa Grund af Overkommandoens strenge Forbud ikke dengang turde optage:

"I den korte Tid de faa Soldater vare indqvarterede her i Marstal, var her et særdeles venligt Forhold imellem Værterne og de Indqvarterede; thi de allerfleste af dem, som havde en Mand i Qvarteer, paaskjønnede med megen Deeltagelse, hvad vore modige og tappre Kirgere have maattet døie af Savn og Anstrængelser under hele Krigen, og derfor kom de dem ogsaa imøde med Velvillie og Venlighed, og sørgede omhyggeligen for deres Forpleining i enhver Henseende. Men Soldaterne skjønnede ogsaa med megen Taknemmelighed paa den gode Omgang og Pleie, som de nøde hos næsten alle Familier. Men der blev ikke alene sørget for deres daglige Forpleining med Mad og Drikke; men der blev ogsaa sørget for, at de fik en fornøielig og glad Aften, førend de reiste herfra. Hr. Sandemand Ph. H. Christiansen og Hr. Kjøbmand Aug. Bay foranstaltede, at der blev givet velvillige Bidrag til et Bal for Soldaterne. Dette Bal afholdtes Aftenen den 29 Juli i Gjæstgiver C. H. Bays Locale. Balsalen var meget smukt decoreret, og Balgjæsterne bleve om Aftenen beværtede med Skinke, Kaal og Kage, samt godt Øl og Brændeviin. Efter Bordet blev der dandset til Kl. 5 om Morgenen, og om Natten blev der beværtet med Kaffe og kraftig velsmagende Punsch. Der herskede hele Natten den skjønneste Orden, og hvor muntert det end gik til, saa var der ikke iblandt de sædelige Krigsmænd een, der kunde siges at være pertaliseret. Ogsaa paa det Sidste blev der viist Soldaterne Velvillie og Godhed; thi Alle, saavel Heelboelsmænd som Halvboelsmænd fra Landsbyen marstal, mødte om Morgenen, da Soldaterne skulle reise, med velbespændte Vogne, for at befordre dem til Ærøeskjøbing. Dette skete efter Opfordring af Sandemanden. Endeel unge Piger havde forenet sig om at ledsage de tappre Landsoldater et Stykke paavei, og mødte paa Samlingsstedet. Da Soldaterne vare komne tilvogns, og Toget gik igang, gik Dameselskabet foran og strøede Blomster paa Veien til noget Vesten for Møllen. Her stillede de dem i tvende Rækker, en ved hver side af Veien, og kastede Blomster og Grønt over i Vognene, medens disse kjørte forbi. Dette skjønne Syn trak Medlidenheds og Kjørligheds Taarer af alle de Tilskueres Øine, der med Alvor tænkte over, hvad det betyder at være Soldat, og hvilke Besværligheder og Elendigheder de brave unge Dannemarks Sønner, som forlode os, maaskee gik imøde. Gud ledsage dem paa deres farefulde, men ligesaa ærefulde Vei!"

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 22. august 1864).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladdaradatsch 21. august 1864: "Wer den Schaden hat, darf für den Spott nicht sorgen. In Wien wird bereits die Friedenspfeife gestopft." ("Den der har lidt skaden, bør ikke forårsage spot. I Wien er fredspoben allerede ved at blive fyldt). Christian 9. serverer tobakken til Bismarcks fredspibe. Fra midten af august modtog Christian 9. adskillige adresser underskrevet af dansksindede nordslesvigere hvori han opfordredes til at acceptere en deling af Slesvig. Den største med 5.678 underskrifter (trods forbud og beslaglæggelser) blev dog sendt til de preussisk-østrigske civilkommissærer i begyndelsen af september hvor man havde erkendt det frugtesløse i at sende dem til kongen.

Allestedsfra regner der Klager ned over den Maade, hvorpaa Krigsministeriet har hjemforlovet vore nørre- og sønderjydske Soldater. Fra Kallundborg klages der over, at 300 fra Holbek permitterede Jyder der i 24 Timer maatte vente paa Dampskibet, der for 10 Mark (!) af deres 2

Rd.s Marschpenge skulde befordre dem til Aarhuus. Kallundborgerne maatte da sørge for at faae disse Folk under Tag og forpleje dem. 300 andre Jyder gik det sammesteds ligesaa. Fra Sorø meldes, at 120 derfra Permitterede af 10de Reg. Intet manglede i at kunne møde paa en Maskerade uden Maskerne; Nordslesvigerne iblandt dem "troede endnu fast paa, at de nok igjen ville komme til at høre til Danmark." Til Frederikshavn ere de Permitterede komne ligesaa usselt klædte.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. august 1864).

Jylland besat. Arrestationer i Sundeved. 7de til 12te Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Christiansfeld, 1. juli. Danskerne var stærkt overraskede over den udsendte proklamation af 26. juni, hvorefter Jylland fremover skal administreres af en myndighed fra den allierede hær. Deres arrogance kunne ikke forestille sig noget af den slags; nu hvor det er sket, indser de endelig at de bliver mødt med den mest hensynsløse alvor. Hvis den samme procedure havde været indledt af de allierede i samme grad som de rykkede frem i Jylland efter slaget ved Vejle, som så herligt afgjordes af de østrigske våben, altså siden 8. marts, og gjorde sig til herrer derover; havde man siden den tid overdraget inddrivelse af skatter og andre nationale Indtægter til den således dannede militærforvaltningsmyndighed, som det nu er tilfældet, var den danske trods sikkert nu brudt. Denne procedure vil opleve de mest forskelligartede domme, især vil de københavnske aviser påkalde himmel og helvede om sådan en oprørende voldtægt fra sejrherrernes side. De kan berolige sig med det ubestridelige faktum at danskerne også førte hertugdømmernes indtægter til København i fredstid og kun brugte dem i ærkedanske interesser, ubekymret over de udtærede hertugdømmers skrantende statsinstitutioner, skoler, universitetet og de utilstrækkelige kommunikationer. osv. Jylland blev dog erobret af de allierede i ærlig kamp, ​​og sejrherrerne har herefter ret og pligt over for fjenden, indtil denne opfylder deres retfærdige krav om at trække krigsmidlerne tilbage i ordets bredeste betydning. Desuden er de således indsamlede jyske skatteprovenu altid et kærkomment modsvar til den skade som danskerne har forvoldt på den tyske handel og søfart, ikke mindre til omkostningerne ved krigsførelsen som særlig må tages i betragtning. - Erobringen af ​​øen Als og danskernes nye nederlag dér spredte sig lynhurtigt over Slesvig. Beredne bude bragte det hurtigt mod vest, generelt fra landsby til landsby hvor der ingen telegraf er.

Christiansfeld, 1. Juli. Die am 26 Juni erlassene Proclamation, wonach Jütland fortan von einer Behörde der alliirten Armee verwaltet wird, hat die Dänen höchlich überrascht. Ihre Anmassung konnte sich etwas der Art feither gar nicht denken; jetzt wo es eingetreten ist, wird es ihnen endlich klar, dass man ihnen den rücksichtslosesten Ernst entgegensetzt. Wäre ein gleiches Verfahren von Seite der Alliirten in dem Mass eingeleitet worden, als sie in Jütland nach dem durch die österreichischen Waffen so rühmlich entschiedenen Gefecht bei Veile, also seit dem 8 März, vorrückten und sich zum Herrn desselben machten; wären von jenem Zeitpunkt an die Steuern und sonstigen Landeseinkünfte an die so gebildete militärische Verwaltungsbehörde eingeliefert worden, wie es nun der Fall ist, der dänische Trotz wäre bis jetzt sicherlich gebrochen worden. Es wird dieses Verfahren die verschiedenste Beurtheilungen erfahren, insbesondere werden die Kopenhagener Blätter Himmel und Hölle anrufen über solch unerhörte Vergewaltigung von Seite der Sieger. Sie mögen sich beruhigen in dem nicht abzuläugnenden Umstand, dass die Dänen noch dazu in Friedenszeit die Einkünfte der Herzogthümer zum grossen Theil nach Kopenhagen führten und lediglich im stockdänischen Interesse verwendeten, unbekümmert um die hinsiechenden Landesanstalten, die Schulen, die Universität und die mangelhaften Communicationen etc. in den ausgesogenen Herzogthümern. Jütland aber wurde von den Alliirten im ehrlichen Kampf erobert, und die Sieger haben das Recht und die Pflicht dem Gegner fortan, bis er ihre geretchten Forderungen erfällt, die Mittel zur Kriegsführung in der umfassendsten Bedeutung des Worts zu entziehen. Ausserdem gewähren die so eingezogenen Steuererträgnisse Jütlands immer ein willkommenes Aequivalent für die dem deutschen Handel und der Schiffahrt durch die Dänen zugefügten chäden, nicht minder für die Kosten der Kriegsführung, was ganz besonders erwogen werden muss. - Die Einnahme der Insel Alsen und die neue Niederlage der Dänen daselbst verbreitete sich mit Blitzeschnelle über Schleswig. Berittene Boten brachten dieselbe alsbald nach dem Westen, überhaupt von Dorf zu Dorf, wo kein Telegraph hinführt.

(Bamberger Zeitung 7. juli 1864).

Karl Roux (1826-1894): En jysk bondegård, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Randers d. 26. Juni skriver "Kreutzztg.": Sjældent har der været mere generøsitet end i den nuværende krig ved våbenhvilens afslutning. Den besejrede blev efterladt med alle sine rettigheder i den provins der var besat af sejrherren, og blev behandlet som den sandsynligvis kun ville behandle hans egne landsmænd. Der blev betalt for alle den preussiske hærs livsfornødenheder, og til langt højere takster end det er skik og brug i selve Preussen. På den måde blev indtagelse af fjendtlige tropper endda en lukrativ forretning for jyderne. Desuden hersker den strengeste disciplin i den preussiske hær, og der er ikke et eneste tilfælde at nævne hvor indbyggerne blev undertrykt eller overbebyrdet. Derimod misbrugte jyderne våbenhvileperioden. I stedet for beredvilligt at imødekomme de preussiske tropper i deres rimelige krav, viste man næsten overalt den største uvilje, især i byerne og fra de danske embedsmænds side. Et væld af mindre chikaner, en næsten ulidelig arrogance og en uforskammet provokation fra dansk presses side var takken for den gode holdning som de preussiske tropper holdt i fjendelandet. Jeg ønsker ikke at undersøge hvem der er skyld i en sådan uklog adfærd fra befolkningen, men det er sikkert at de onde konsekvenser af det ikke kan undgås. De rammer naturligvis som sædvanligt mindre de ophavsmænd, der befinder sig på det sikre sted end de vildledte jyske indbyggere. Det synes som om sloganet var blevet udsendt: Hver anmodning, enhver ordre fra de preussiske myndigheder skal overalt møde de største vanskeligheder. Efter at en sådan fortsat modvilje fra den danske befolknings side var mødt med den største tålmodighed fra de preussiske militære myndigheders side, er tiden nu atter kommet hvor sådanne modstandshandlinger må behandles uden den hidtil iagttagne hensyn. Nu har generalløjtnant v. Falckenstein overtaget hele administrationen og beskatningen af ​​Jylland på højeste niveau. Tålmodighedens og overbærenhedens tid over for dansk arrogance og trods er forbi. Inden længe vil særlige civile kommissærer stå til generalens rådighed, og Jylland vil som erobret land fremover udelukkende være underlagt sejrherrernes vilje. Det siger sig selv at den preussiske administration, som jeg hører var givet den østrigske oberst v. Abele, vil blive gennemført med retfærdighed, men også med magt og strenghed.

Aus Randers, 26 Juni, wird der "Kreutzztg." geshcrieben: Es ist wohl selten mehr Grossmuth geübt worden als in dem gegenwärtigen Krieg beim Abschluss der Waffenruhe. Der Besiegte ist in der vom Sieger besetzten Provinz in allen seinen Rechten belassen worden, und hat eine Behandlung erfahren wie sie wohl nur eigenen Landsleuten zukäme. Alle Lebensbedürfnisse der preussischen Armee wurden bezahlt, und zwar nach weit höhern Sätzen als in Preussen selbst üblich ist. Auf diese Weise wurde die Aufnahme feindlicher Truppen für die Einwohner Jütlands sogar ein lucratives Geschäft. Dazu herrscht in der preussischen Armee die strengste Mannszucht, und es ist kein Fall zu nennen wo eine Bedrückung oder Ueberbürdung der Bewohner vorgekommen ist. Dem genenüber hat die Bevölkerung Jütlands die Zeit der Waffenruhe übel angewendet. Anstatt den preussischen Truppen in ihren billigen Anforderungen mit Bereitwililgkeit entgegenzukommen, hat man fast überall, namentlich aber in den Städten und seitens der dänischen Beamten, die grösste Unwilligfähigkeit gezeigt. Eine Menge kleiner Chicanen, ein fast unerträglicher Hochmut und ein freches Herausfordern von Seiten der dänischen Presse ist der Dank gewesen für die gute Haltung welche die preussischen Truppen in Feindes Land bewahrt haben. Ich will nicht untersuchen, wer die Schuld trägt an einem so unklugen Benehmen der Bevölkerung, aber das ist gewiss dass die üblen Folgen davon nicht ausbleiben können. Sie treffen freilich, wie gewöhnlich, weniger die Urheber, die sich am sichern Ort befinden, als die irregeleiteten Bewohner Jütlands. Es scheint als ob die Parole ausgegeben war: jeder Aufforderung, jeder Anordnung der preussischen Behörden überall die grössten Schwierigkeiten entgegenzusetzen. Nachdem solche fortgesetzte Widerwilligkeit der dänischen Bevölkerung seitens der preussischen Militärbehörden mit der grössten Geduld ertragen war, ist nunmehr der Zeitpunkt wieder gekommen wo dergleichen Widersetzlichkeiten ohne die bisher beobachtete Rücksichtsnahme geanhndet werden müssen. Jetzt hat der General-Lieutenant v. Falckenstein auf allerhöchsten Befehl die gesammte Verwaltung und Besteuerung von Jütland übernommen. Die Zeit der Geduld und Nachsicht gegen den dänischen Uebermuth und Trotz ist vorüber. Binnen kurzem werden besondere Civilcommissäre zur Verfügung des Generals stehen, und Jütland wird als erobertes Land fortan allein dem Willen der Sieger unterthan seyn. Es versteht sich von selbst dass die preussische Verwaltung, der, wie ich höre, der österreichische Oberst v. Abele beigegeben ist, mit Gerechtkeit, aber auch mit Nachdruck und strenge, geführt werden wird.

(Allgemeine Zeitung 6. juli 1864) 

Den tyske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på dansk) om at embedsmænd forbliver i deres stillinger, at skatter og afgifter betales til militærguvernementet i Randers og andet. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Andreas Fritz (1828-1906): Langaa jernbanebro 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Den 13. marts 1866 stod broen igen funktionsdygtig og blev herefter overladt den jyske jernbane. I mellemtiden anvendtes en interimistisk træbro som under konstruktionen af den nye blev brugt som stillads. Den nye bro blev opført på 3 måneder.

Jernbanebroen over Gudenaaen, det største og kostbareste Arbeide paa den jydske Jernbane, er forrige Mandag bleven sprængt. Et Øienvidne skriver derom til "Neue Pr. Zeit.": "I dette Øieblik vender jeg tilbage fra et storartet Skuespil Kort før Kl, 8 i Aften fløi den store Jernbanebro over Gudenaaen i Luften under de exploderende Miners Torden. De sprængte Stykker fløi vidt omkring, og den Tragt, der reiste sig op i Luften, maa have naaet en Høide af 150 Fod. Da den største Krudtdamp var trukken bort, laae Broen tildeels i Gudenaaens Bølger, og til de af stærke Granit-Kvadersteen byggede Piller, saae man Intet mere. General Falkenstein har, efter de Oplysninger, samme Meddeler giver, af strategiske Hensyn befalet at ødelægge Broen. Da Preusserne rykkede op i Jylland, bragte de Danske alle Lokomotiver op til Skive og gjorde dem der ubrugbare ved at borttage væsenlige Bestanddele af Massiverne, General Falkenstein forlangte af Jernbanebestyrelsen, at Lokomotiverne atter skulde gjøres brugbare, saa at Banen kunde benyttcs, men da dette, uagtet Jernbanebestyrelsen havde lovet at efterkomme Opfordringen saa hurtigt som muligt, endnu ikke var skeet ved Vaabenhvilens Udløb, vilde man gjore Banen ubrugbar. Preusserne meente - saaledes forklarer man det paa preussisk Side - , at de Danske, hvis de atter kom i Besiddelse af Landet Syd for Limfjorden, strax kunde benytte Jernbanen og derved opnaae strategiske Fordele. Disse vilde man dog have anseet for opvejede ved de andre Fordele som Benyttelsen af Banen vilde have skaffet Preusserne, men da man ikke efterkom Opfordringen om Lokomotivernes Istandsættelse, maatte Dødsdommen over Broen fældes.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. juli 1864).

Efter våbenhvilens ophør blev den 5. juli amtmændene fra Randers, Viborg, Ribe, Vejle, Skanderborg, Århus og Ringkøbing amter indkaldt af Jyllands militærguvernør Vogel von Falkenstein. Han ville have at de skulle acceptere at være direkte underordnet hans regime. Amtmænd fra Viborg, Ringkøbing og Århus accepterede det, mens fire andre nægtede. Kravet om en krigsskat på 650.000 preussiske thalere blev nu genfremsat af Falkenstein.

Den danske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på tysk) om begrænsninger af jysk udførsel. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Ærøeskjøbing. Som man seer bliver lille Ærø dog nu gjort til Gjenstand for lidt Omtale, ikke blot af vor Folkethingsmand, der visselig ikke vil undlade at varetage dens Tarv hvor Leilighed tilbyder sig; men det hedder ogsaa i B. T.: "Det nyoprettede slesvigske Gensdarmerikorps havde allerede før Indtagelsen af Als faaet anviist Poster paa denne Øe for at holde Befolkningen der itømme, saa at Korpsets Virksomhed var udstrakt over alle Dele af Slesvig med Undtagelse af Ærø, til hvilken Øe der ved Posternes Fordeling aldeles ikke var taget Hensyn. Til Gjengæld skal nu Korpset have faaet ORdre til ogsaa at udstrække sin Virksomhed til Ribe og de øvrige i Slesvig liggende kongerigske Enklaver.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 8. juli 1864).

Randers, den 4de Juli. (N. PR. Zt.) Til at transportere hertil de Forraad af Havre, Byg og Hvede, som Preusserne havde sammenbragt i de danske Pakhuse ved Sødringholm, brugtes den 29de Juni ikke mindre end 270 Vogne, og i to Nætter og Dage vare 40 Md. beskjæftigede med Paaslæsningen. Den med levnetsmidler og Korn ladedede Brig, som Preusserne paa samme Tid toge ved Udbyhøi, er senere bleven frigiven, da det bevistes, at Ladningen var bestemt for den preussiske Armee.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864).

Lemvig, den 12te Juli.

- Skjøndt man i den senere Tid havde gjort sig fortrolig med den Tanke, at Fjenden een af Dagene ogsaa vilde besætte vor By, lød det dog heelt uhyggeligt, da det i Fredags Eftermiddags heed: "Nu er Fjenden i Anmarsch !" Neppe halvanden Time efter at Efterretningen om Fjendens Komme indløb hertil, saae man allerede fjendtlige Kavallerister ride igjennem Byen for at afsøge denne og Terrainet omkring. Noget senere drog hele den fjendtlige Styrke, bestaaende af c. 300 Mand for Størstedelen østerrigsk Kavalleri (Kyrasserer), ad Østerbjerget ind t Byen. Det Første, Fjenden foretog sig, var, at han underkastede Telegrafstationen saavelsom Telegrafassistentens private Bolig en omhyggelig Undersøgelse, som selvfølgelig forblev uden Resultat, da Apparatet og øvrige Telegraf- Utensilier iforveien vare bragte i Sikkerhed. En Jagt fra Nykjøbing, som var ifærd med at forlade Havnen, blev beslaglagt med dens indehavende Ladning, bestaaende af Rugmeel; Beslaglæggelsen blev dog ophævet i Lørdags Morges, og Skibet afsejlede derpaa med den Ordre fra Fjenden, at være tilstede i Ottesund samme Dags Eftermiddag Kl. 3. De offentlige Kasser slap, mærkelig nok, for at blive underkastet en Undersøgelse. I Lørdags Morges Kl. omtrent 7 forlod den største Deel af de fjendtlige Tropper vor By, dragende af Ottesund-Veien til. En mindre Deel (c. 30 Kyrasserer) forblev her til om Eftermiddagen for at eskortere de af Fjenden gjorde Rekvisitioner, som bestode af 30 Stkr. Kreaturer, 200 Tdr. Havre, 100 Centner Høi, endeel Viin, Brændeviin, Tobak, Cigarer, Riis, Salt og 200 Vogne, hvoraf dog kun 171 vare mødte. Henimod kl. 5 Eftermidd. forlod de sidste fjendtlige Tropper Byen, medførende den uendelige Række af Vogne og det øvrige Bytte; disse ere, efter hvad vi senere have bragt i Erfaring, passeret den gamle Landevei ad Holstebro til.

Hvad de fjendtlige Troppers Opførsel under deres Ophold her i Byen angaaer, da har denne været meget forskjellig; medens Mange rose deres Beskedenhed og strenge Mandstugt, klage mindst ligesaa Mange over deres brutale Fordringsfuldhed og slette Disciplin. Saa Meget er vist, at mange Smaarapserier og enkelte Steder endog Mishandlinger imod værgeløse Personer ere forøvede af de fjendtlige Soldater; i Boutikerne brugte de Menige ved deres Indkjøb ikke sjelden som Mønt det bekjendtc: "Der König von Dänemark bezahlt's", og en af Officererne skal have truet med Plyndring, saafremt man ikke efterkom Fordringerne. - Det fjendtlige Militairs Paaklædning saae meget medtagen ud og vi sporede ikke Noget til den Glands og Pragt, forskjelligc Korrespondenter til kjøbenhavnske Blade have villet udpynte dem med; deres Heste derimod vare af en smuk Bygning og velfodrede, men saae ikke ud til at kunne taale store Strabadser.

Vi kunne ikke nægte os den Tilfredsstillelse her at bemærke, at Befolkningens Holdning ligeoverfor Fjenden i alle Henseender har været saaledes, som den bør være, nemlig kold og besindig; vi have idetmindste kun seet et eneste Tilfælde, hvor en Næringsdrivende viste de fjendtlige Soldater altfor megen Forekommenhed og og Høflighed. Men hvad vi især ville fremhæve, og hvori vist Alle ere enige med os, er, at det sikkert for en stor Deel skyldes Kancelliraad, By- og Herredsfoged Møller's besindige og dog bestemte Optræden ligeoverfor Fjendens Fordringer, at Byen og Omegnen forholdsviis slap saa lempelig denne Gang.

(Lemvig Avis 12. juli 1864).

Prøjsiske Soldater af 55. Inf. Regiment i Ulkebøl. Juli 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Vejle. Dybbøl. Krigskjørsler. Tønder. 1ste til 3die Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Veile skrives i Byens Av.: Efter det temmelig langvarigt Bekjendtskab, vi her i Vejle nu have stiftet med saavel Preusserne som østerrigerne, ere forhaabentlig de Fleste af os komne til den Erkjendelse, at vi, naar Galt skal være, staae os bedst ved at have østerrigsk Beværtning. De østerrigske Officierer ere nette og opmærksomme Folk og de Menige godmodige og passe sig selv. Forurettes eller forulempes man af Sidstnævnte, da straffe deres Foresatte dem haardt. Og netop fordi vi for Tiden have østerrigsk Militair, derfor forleder ogsaa denne løierlige Vaabenhvile hos os fredeligere og roligere end paa mange andre Steder. Det er en lille Indrømmelse, om man saa vil kalde det, som Tilfældet har skaffet det længe og haardt medtagne Veile. Er der imidlertid Noget, man offentligt skulde føre indtrængende og berettiget Klage over, saa er det Beslaglæggelsen og Tillukningen af de 5 Manufacturboutikker, som har vedvaret siden den 11te, da Marskalk Wrangel ikke kunde faae de 50,000 Rd. Det at standse 5 Borgeres Næringsvej og for en Tid gjøre dem næringsløse, det skal kaldes Repressalier for Opbringelsen af de tydske Skibe! Det er det nu ingenlunde, men derimod kun et slet og ret inhumant Tvangsmiddel, der tilsigter gjennem Folket at udøve et Tryk paa Regjeringen. Forinden Blocaden traadte i Kraft, bekjendtgjordes det nemlig allevegne, at der vilde blive lagt Embargo paa alle tydske Skibe og Havnene blive blokerede; det var altsaa en Foranstaltning, hvis Ikrafttræden var bekjendt for Alverden, og som man kunde tage sig iagt for, men man avertede ikke Publicum om, at man vilde lukke Boutikkerne, saaledes at Kjøbmændene kunde faae Tid til at flytte deres Lagre til Øerne; man gik med et Par Timers Varsel ind til fredelige Borgere i en Provinds, som alt i Forveien har maattet give Millioner til Fjenden, og bemægtigede sig deres Gods. Der er en betydelig Forskjel paa de to Fremgangsmaader - og saa skete endelig Lukningen af Boutikkerne paa en saa tvivlsom Dag som den 11te, da Vaabenhvile-Contracten var afsluttet den 9de og skulde træde i Virksomhed den 12te. Der er talt med Wrangel, der er talt med Gablenz og der er talt med Regjeringscommissairen om den Sag, der er skrevet baade forstaaelige og uforstaaelige Beretninger til kjøbenhavnske Blade, men Kjøbmændene have til Dato ikke faaet deres Boutikker og Lagre til fri Raadighed. Det skulde glæde os, om disse Linier maatte komme den kgl Regjeringscommissair for Øie, for at det muligviis kunde bevirke en snarlig Forandring i disse Kjøbmænds for Øieblikket alt Andet end misundelsesværdige Stilling, der nu vedvarer paa 16de Dag.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 1. juni 1864).

Ærøskjøbing. Paa Fredag afholder Landboforeningen sit Foraarsmøde, der her ligesom andre Foreninger andetsteds har været udsat, paa Grund af Krigen. Da man helst maa ønske, at Alt hvad der angaaer Agerdyrkning o.s.v. maa vedligeholde sin Interesse usvækket, selv under trykkende Tidsforhold, henlede vi Opmærksomheden paa Mødet, Kl. 1.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 1. juni 1864).

Ødelæggelsen i Dybbøl Sogn. Intet Sogn i Landet har lidt saa meget ved Krigen som Dybbøl, der har havt det Uheld at ligge midt imellem de stridende Hære og derfor vexelvis har været Gjenstand for vor og Fjendens Ild. Af et Brev fra Slesvig erfares, at der i Sognet er nedbrændt eller nedskudt 30 Bøndergaarde og større Afbyggersteder, 17 jordløse Huse, 2 Møller og 1 Fabrik. De brave, dansksindede Indvaanere have allerede for længe siden maattet forlade Hus og Hjem og have været udsatte for Nød og Elendighed. Nu begynde de at komme tilbage, men en stor Del af dem savner det Nødvendige til Livets Ophold. Deres Gaarde ere brændte, deres Sæd brændt eller røvet, deres Kvæg for Størstedelen slagtet eller bortkørt, deres Marker ødelagte. Naar noget Sogn har billigt Krav paa Understøttelse, saa er det dette, og vi skulle derfor bringe i Publikums Erindring en Indsamling, som finder Sted til Fordel for Dybbøl Sogns Beboere. Navnlig turde der være Opfordring for Landboerne til at give deres Skjærv til dem, der nu staa tomhændede ved Ruinerne af deres tidligere Velstand og ere udsatte for den bitre Nød. - Paa dette Blads Kontor modtages med Glæde Bidrag til Fordel for Dybbøl Sogns Beboere.

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1864).

Münchener Punsch, 5. juni 1864. Under titlen "Jedem das Seine, oder wenigstens das, was ihm passt!" (Enhver sit, eller i hvert fald hvad der passer ham). Med kielerhat i hånden står Friedrich overfor mægtige Vilhelm I. Teksten lyder: "Onkel Wilhelm: Lieber Vetter Friedrich, Deinen Rock will ich Dir nicht vorenthalten, der gehört Dir von Gott und Rechts wegen. Aber den Hut da, das siehst Du ein, dass ein solcher Hafen für Dich zu gross ist, den wirst Du mir aufwichsen!" (Onkel William: Kære fætter Friedrich, jeg vil ikke tage din frakke fra dig, den tilhører dig af Gud og med ret. Men den hat, det indser du vel, at sådan en havn er for stor til dig, den vil du give til mig). Tegningen antyder at Preussens Wilhelm ikke så meget var interesseret i Slesvig-Holsten, men snarere den gode krigshavn Kiel.

Under Krigen ere, som bekjendt, Krigskjørselerne en af de tungeste Byrder for Landmanden, og desaarsag bør de, der søge at lette denne Byrde, ikke glemmes. I Hors. Av. fremhæves derfor følg. hæderlige Fremfærd af nogle af Flensborgs Borgere. Den 6te April bleve 65 Vogne, alle af Vejle Amt, fra Veile Vognpark beordrede til at kjøre til Flensborg, hver med 10 Tdr. Rug. En Deel af disse Vogne havde allerede været paa Holdepladsen flere Dage, og vare som Følge deraf blottede for Levnetsmidler og Hestefoder, imedens Kudskene ikke kunde erholde noget udleveret. Deres Forfatning ved Ankomsten til Flensborg, efter 3 Dages Reise, kan derfor nok tænkes. Heldigviis fandtes der i denne By nogle Mænd, som strax og saa godt det lod sig gjøre under disse Omstændigheder søgte at raade Bod herpaa. De brave Mand indsamlede 35 Rt., som uddeeltes til de meest Trængende af Kudskene, og tillige bespiste de i to Dage nogle af Folkene. Kun En af disse Hædersmænd er Inds. bekjendt af Navn, men da det antages kun at kunne skade ham ved i dette Øieblik at fremdrage hans Navn for Offentligheden, ties foreløbigt med det, men i en senere Tid skulle denne og de øvrige Mænds Navne ikke forblive skjulte.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. juni 1864).

- I "Aarhuus Stiftst." skrives der den 31te

"Da preussiske Militairautoriteter have anseet det for nødvendigt at oprette et særskilt Tyfus-Lasareth, saa blev det igaar af den Øverstkommanderende tilkjendegivet Borgermesteren at Friskolebygningen til om Eftermiddagen skulde være ryddet for at kunne benyttes i dette Øiemed. Paa en direkte Forestilling fra Centralkomiteen om det for Byen saare Vanskelige i at skulle afgive et Lokale, hvor 6 a 700 Børn søge Skole, og hvor flere Lærerfamilier have Bolig, gav Generallieutenant v. Falkenstein senere Ordre til, at de nødvendige Lokaler skulde søges i Jernbane-Stationen, hvor, som Følge deraf, idag nogle Lokaliteter ere tagne i Besiddelse af den preussiske Lasarethbestyrelse. Saavidt bekendt, er den tidligere omtalte Bekjendtgiørelse fra den overordenlige Regeringskommissair. hvorefter iblandt Andet Lejeafgift skal erlægges for saadanne Lokaler endnu ikke kommen de herværende preussiske Militairautoriteter tilhænde. 

(Dagbladet (København) 3. juni 1864).

Adresser fra Ærøe. (Efterskrift til Politivennen)

I Henhold til et Inserat i "Fædrelandet" af 1ste Juli d. A., til hvilket jeg tillader mig at henvise, meddeler jeg, at jeg modtager Bidrag til betrængte danske Slesvigere, navnlig i Sundeved, og at Pengebidrag, forsaavidt de ikke øieblikkelig paa en hensigtsmæssig Maade kunne anvendes, ville foreløbig blive indsatte i Ærøskjøbings Sparekasse, som har været Tilfældet med 300 Rbd., der under 3die ds ere mig fra Krigsministeriet tilsendte. Ligesom fra mig, er af Hr. Overlærer ved Randers lærde Skole, Mørch, meddeelt, at der i denne Kjøbstad til dette Øiemed gjøres Sammenskud, saaledes har jeg ogsaa den Tillid til ædle Fædrelandsvenner paa andre Steder, at lignende Bestræbelser for at afhjelpe de Lidendes Nød ville finde Sted. Bidrag i Korn ville især være anvendelige, naar de Flygtede vende tilbage til deres Hjem, hvor rimeligviis Intet vil være at høste

Bregninge paa Ærø, den 12te Juli 1848
Christensen, Provst.

(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. juli 1848)

Provst Hans Christian Christensen (1796-1864) anmeldte i oktober 1848 9 tønder rug og 9 tdr. byg fra 14 bolsmænd i Øster Bregninge.

Paa Ærø har i den senere Tid atter været en lille Kamp om Dansk eller Tydsk, idet nemlig Marstallerne, som stedse have viist sig som de ivrigste Danske paa Øen, indsende en Adresse til Kongen om at blive fuldstændig danske. De beraabe sig paa, at i 1731 blev den danske Lov Beboerne imod deres Villie berøvet. Denne Adresse var den første og blev efter Fleres Ønske omsendt til alle Indvaanere af Øen. Dog, saasnart dens Indhold blev almindelig bekjendt, fandt den endeel Modstandere blandt Embedsmændene og de saakaldte fornemme Folk, Provst Christensen i Bregninge fik i en Hast en anden igang, som meest gaaer ud paa, at Alt bliver ved det Gamle, hvilket er Manges Ønske, skjøndt det jo er indlysende, at der saa Intet var vundet ved hele Kampen. Ville vi kaldes Danske, da maae vi dele med Danmark Godt og Ondt og hverken have det bedre eller slettere. Vi synes derfor, ar Adressen ikke kan kaldes dansk. At Embedsmændene have saa meget imod dansk Lov og Ret, er begribeligt; thi for den staae Alle lige, hvorimod den tydske Lov ikke tillader at stævne Embedsmanden uden for Overretten, og han er da sikker nok, thi det gjør den simple Borger ikke, men giver hellere efter. At Pluraliteten dog, trods alle hemmelige Kunster, er for dansk Lov, fremgaaer tydeligt, idet Marstal Sogn alene udgjør en Trediedeel af Befolkningen, og foruden disse have fra Rise, Tranderup og Ærøskjøbing circa 250 undertegnet. Vi begribe ikke, hvorfor Provst C. var saa hurtig med sin Adresse (det begribe vi saamænd meget godt). Har han hemmelige Grunde? Dansk Lov og Ret maaskee? Vil man herimod indvende, at, som der siges i hans Adresse: Alt hvad vi som Statsborgere kunne ønske, vil finde sig af sig selv: saa svare vi Danske Nei dertil. Aldrig ville vi paa en forenet Landdag kunne hamle op med Tydskerne; thi Usandhed har et stort Terrain, Sandhed derimod kun et lidet. Hvorfor skal Ærø ogsaa være bebyrdet med tydske Love; det kunne vi isandhed ikke indsee. Ærøskjøbingerne, som ikke heller ville underskrive Provstens, indsende selv en Adresse, som mere slutter sig til Marstallernes; den protesterer nemlig ganske mod Tydsk, men omtaler Intet om at blive ved det gamle slesvigholsteenske Fælde. Ogsaa bør man rose Ærøskjøbingernes Fremgangsmaade som smuk, da de først satte deres Adresse i Bevægelse efter at alle andre havde været hos dem. (Svendb. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1848)

H. C. Christensen var i maj 1839 blevet forfremmet fra sognepræst i Ærøskøbing (1835-1839) til provst over Ærø, beskikket til sognepræst for Bregninge og Søby menigheder på Ærø. På kronprinsens fødselsdag 6. oktober 1847 (den senere Frederik 7.) var provsten til stede ved indvielse af en udvidet skolebygning i Marstal, og her havde han fremhævet kronprinsens varme interesse for sagen. 

Artiklen i Svendborg Avis nr. 104 udløste en skarp kritik (25. august 1848) af Marstal-adressens forfatter sognepræst P. C. J. Rasmussen mod provst Christensen for ikke at have underskrevet adressen, ej heller angivet nogle grunde og i stedet henvendt sig selv.

Adressen blev fra andre ærebeboeres side kritiseret for at den, omend den var dansksindet, ikke var i Danmarks interesser, da konsekvensen ville være at Ærø blev løsrevet fra Slesvig, altså de facto en deling. Desuden anførte de at hans sønner kæmpede på dansk side. De blev senere anklaget for at være forrædere.

Debatten i sin helhed findes optrykt i "Avis-Artikler om og fra Ærø i 1848, samlede nærmest til Ærøboerne" af P. C. J. Rasmussen.

Ærø. Her har Kongens og Regjeringens Svar paa vore Adresser fremkaldt den gladeste Stemning; thi det udtaler tydeligt og klart at vi skulle knyttes saa nær som muligt til Danmark, hvortil vi efter Historien høre, og befrygte derfor ikke, at naar Fredens Dage eengang komme, vi da atter skulle falde tilbage i det schlesw.-Holst Virvar, der har afstedkommet saa megen Ulykke. Det foranstaltede Øe-Raad vil vel snart træde i Kraft, og venter man sig af denne nyttige Foranstaltning mange Goder; blot det ikke maa lykkes Partimandene at fremkalde antidanske Valg, hvortil her gjøres mange Tilberedelser; dog den udvidede Valgmaade borger os for at disse Kneb ikke ville lykkes. At man, som adskillige mene, navnlig fra Bregninge Sogn, skulde vælge eneste Bønder, finder næppe mange Tilhængere; thi vi vide Alle, at vore Bønder ikke besidde den Dannelse der udfordres til at fremsætte sine Meninger klare og tydelige, endnu mindre kunne paatage sig de ved Raadet nødvendige Skriverier; ogsaa haabe vi at Marstallerne og Ærøeskiøbingerne nok ville møde og ved Enighed sørge for at vorde repræsenterede; thi ellers er det jo klart at Raadet bliver en Bold for Partierne. Hvorfor Hr. v. Stemann og Provst Christensen have udsat Valget, som var fastsat til den 16de August, er os en Gaade, ligesom vi finde det upassende og fornærmende mod vor retskafne dansksindede Stænderdeput E. H. Brandt, at tage en Bestemmelse uden at spørge ham, som 3die Medlem af Valgcommissionen, tilraads; betragte de ovenanførte Herrer ham maaskee som Baglast? eller er det fordi han ikke er Embedsmand at han behandles med saadan Ringeagt. Kongens Bud lyder, at Valget skal skee snarest mulig; vi mene altsaa at Valgcommissionen har gjort sig skyldig i Ulydighed mod Kongens Bud. Vi have hørt at det er for Høstens Skyld at Udsættelsen skeer; men denne Grund er uantagelig; thi har Landmanden ikke mere Interesse i Sagen, end at han ikke kan være fri en Dag for dette Øiemed, da blive han hjemme, han fortjener da ingen Stemme at have; hvorimod alle Søfolk som sædvanlig om kort Tid ere paa Farten og ved denne Udsættelse tabes kuns Stemmer, hvilket er uretfærdigt; det burde Hr. v. S. og Provst C. betænke, forinden de saa egenmægtige resolverede. At her skulde stikke Kneb under, ville vi ikke tro, omendskjøndt Skinnet er imod. Nei, vi vide at det intet vil nytte; thi man er dog nu bange, og Ærøboerne ville ikke have med Tydskerne at bestille.

Det vækker her megen Harme, at først Hr. Assessor Carstens og siden hans Broder Advocat Carstens med saa megen Ivrighed toge sig af den bortrømte Dr. Nieses fordringer. (Niese tjener i den schleswigholsteenske Hær som Læge og Advokaten har endogsaa truet stærkt med Indførsel; maaskee Regjeringen kunde give Henstand til Krigen er endt, hvilket var billigt; thi i denne Tid er det svært for Folk at fortjene og tilveiebringe det Fornødne. Ogsaa synes vi at Nieses Eiendomme burde beslaglægges ligesom andre Forræderes.

(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. august 1848).

Ærø. "Svendb. Avis" meddeler: Tre fra Ærø indsendte allerunderdanigste Adresser er ved Ministeren for Hertugdømmerne, Grev Knuth, saaledes under 3die August besvarede:

"Ærøes tro Befolkning har i tre Adresser - een fra Staden Ærøeskøbing, een fra den nordlige Deel af Øen, indsendt gjennem Provst Christensen, og een fra Flekken Marstal og Nabosogne, indsendt giennem Pastor Rasmussen - bevidnet for Hs. Majestæt Kongen, og den sidste tillige for Allerhøistsammes Statsraad, sit danske fædrelandske Sindelag. Undertegnede, hvem Bestyrelsen af Hertugdømmernes Anliggender nu for Tiden er betroet, har faaet det ham behagelige, hans Hjerte kjære Hverv, at tilkiendegive alle Ærøboerne HS, Kgl. Majestæt og hans Regierings særdeles Tilfredsstillelse, ikke alene over disse, men ogsaa de ved flere tidligere Lejligheder givne Beviser paa undersaatlig Hengivenhed og Trostad, saavelsom over Opoffrelser, som Ærøboerne have gjort for Fædrelandets hellige Sag. Disse paaskjønnes desto høiere under den nu førte Borgerkrigs sørgelige Begivenheder, jo dybere Kongens Hjerte er blevet saaret ved de ikke faa Exempler paa Utroskab og Frafald. De brave Ærøboere kunne være forvissede om, at Kongen og Allerhøistsammes Regjering med fortrinlig Omhu vil sørge for Alt hvad der kan være til Deres Gavn og Lykke. Øen skal i Forening med hele den danske Stat deeltage i Udviklingen af nye og forbedrende, paa Folkefrihed byggede Indretninger og Foranstaltninger, hvortil Begyndelsen allerede er skeet ved det for Øen bestemte Raad, der skal vælges af Folkets Midte, og gjennem hvilket Kongen kan blive bekjendt med Indbyggernes Tanker og Ønsker. Naar Krigen er endt, og Alt endeligen kan ordnes, skulle ogsaa Ærøes. ligelom hele Slesvigs Forhold, vorde Gienstand for den omhyggeligste Overvejelse. Det skal, med de nødvendige Hensyn til dets særegne Tarv, vorde knyttet saa nøie som muligt til Kongeriget, hvortil især Ærøe efter sin Beliggenhed og Historie hører. Jeg kan forsikkre de gjæve Ærøboere, at Kongen aldrig vil lade Ærø skilles fra Danmark, langt mindre lade det indlemme i det tydske Forbund.

Den Krig, som Danmark nu nødsages til at føre, ser at værne om sin ældgamle Selvstændighed, medfører meget Trykkende og mange Besværligheder, men har ikke lidet Opløftende, idet vi have lært at kiende vore Kræfter, og hidtil med Ærø have kæmpet mod Overmagten. Ogsaa et lidet Folk kan udrette meget ved Samdrægtigbed; Gud er stærk i den Svage! Lader os fremdeles stole paa ham".

I de tre saaledes besvarede Adresser have Beboerne af samtlige Districter paa Ærø udtalt deres Hengivenhed for Kongen og Regjeringen, der er imødekommet Øens Ønske ved Gaven af et Folkeraad, en Gave, som vist ved det snart forestaaende Valg af indsigtsfulde og fædrelandsksindede Mænd af Folkets Midte, c: udenfor Embedsstanden, overeenstemmende med Regjeringens Interesse, vil benyttes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1848, 2. udgave).

Valget blev afholdt den 9. september 1848. Pastor Rasmussen og to af hans sympatisører blev valgt. Derudover 2 andre.

Provst Christensens søn, Adolph Christensen (1824-1850) meldte sig ved krigens udbrud som frivillig og deltog i kamphandlingerne ved Bov, Slesvig, Dybbøl, Sundeved og fik ved Isted et skudsår i nakken og mellem skuldrene. (Se uddrag af breve fra Friederike v. Stemann 1846-1864 i Gads Danske Magasin 1911-1912.). Provsten ansøgte og fik afsked i november 1863 i nåde og døde ½ år efter, 11. april 1864.

Klokkeringning i Ærøskjøbing

Ærøeskjøbing. Med Hensyn til det i Gaar ommeldte Forhold af Assessor Clausen meddele vi Følgende efter "Hp. Av." : Den 22de Januar indkom en Circulair-Skrivelse fra den Kgl. Slesvig-Holsteenske Regjering til Landfogderiet paa Ærøe, hvori der bekjendtgjordes, at HdS. K. H., Enkehertuginden Louise Augusta paa Augustenborg var afgaaet ved Døden, tilligemed den kgl. Befaling, at der i denne Anledning skulde ringes med Kirkeklokkerne i ti paa hinanden følgende Dage i Hertugdømmene fra Kl. 12 til l om Middagen.

Den constituerede Landfoged, Hr. Amtsforvalter von Holstein, meddeelte strax Sognepræsten, Hr. Pastor Olrik, den fornødne Befaling, hvorpaa der blev beordret 4 Mand til at ringe med Kirkeklokkerne i den bestemte Tid. Men netop da de første to af dem vare komne op i Taarnet, for at begynde med Ringningen, kom ogsaa Assessor Clausen, som Kierkeinspecteur, og forbød dem udtrykkeligen at ringe, idet han "slet ikke vilde taale eller tillade det". Da Folkene sagde ham, at det var befalet dem af deres Øvrighed, svarede han: "Jeg veed det nok, at I ere tilsagte af Bytjeneren, men jeg vil ikke have det; der skal ikke ringes". Dette var den 23de Januar Kl. 12. Den 24de oplæste Hr. Assessor Clausen ovenomtalte Kgl. Circulair-Skrivelse selv paa Raadhuset i Overværelse af flere end hundrede Personer, men der blev alligevel intet af Ringningen, hverken den eller den følgende Dag.

Efter Sigende skal han ogsaa have forbudt Klokkeringningen i Landsbymenighederne her paa Øen, som i Flækken Marstal, men Præsterne have alligevel ladet ringe efter høiere Ordre, uden at adlyde deres saa myndigt bydende Kierkeinspecteur. Saaledes er der da blevet ringet for Hds. K. Høihed i alle Sogne her paa Øen, saavel som i Hertugdømmene, uden alene i Ærøeskjøbing, hvor der dog, ligesom ellers, dagligen er bleven ringet fem Gange, nemlig Kl. 8, Kl. 10, Kl. 12, Kl. 2 og Kl. 7, som efter gammel Sædvane rigtignok kun varer nogle Minuter ad Gangen. Klokkerne vise altsaa, at der nok kan ringes med dem. Enhver her i Byen længes efter at vide, dvad der .har foranlediget Hr. Assessor og Kierkeinspekteur Clausen til denne besynderlige Fremgangsmaade lige imod Kongens udtrykkelige Befaling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1843)

Fra Ærøeskjøbing skrives under 8. ds.: Da man i Landsbysognene næsten var færdig med Sorgeringningen for Hds. Kgl. Høihed Louise Augusta, fik vi, som imidlertid forventningsfulde havde levet i den stille Uge, pludseligt Hovedet i Veiret, idet begge Kirkeklokkerne med eet begyndte at gaae om Fredagen d. 27. Jan. Kl. 12, og den Ene spurgte den Anden; "hvad er der paa færde? har vi et Lig i Byen? skal der begraves Nogen idag? O. s. fr. indtil vi endeligen fik det Svar: "Nei, nu begynder først Kirkeinspectør Clausen med at lade ringe over Hertuginden;" og saaledes blev da Ringningen regelmæssig fortsat i de foreskrevne 6 Dage indtil 1. Febr. incl. Efter Landfogderiets Bekjendiggørelse vare vi og Landsbymenighederne allerede færdige med vor Sorg 6 Dage efter Circulairskrivelsens første Forkyndelse, nemlig d. 28. Jan., netop paa salig Kong Frederik den 6tes Fødselsdag, og kunde altsaa gjøre os saa lystige, som vi vilde. Dog vi - "besynderlige Mennesker, som man kan gjøre med alt hvad man vil, uden at vi lade indrykke noget i Aviserne" - gjorde slet ikke engang Brug af vor Frihed, men levede meget stille og roligt, og Udsatte alle Forlystelser indtil ogsaa Efternøleren, Kirkeinspectør Clausen, var færdig med Ringningen. Dette var en Slags Føielighet, hvorved vi altid have udmærket os imod vor Assessor og Kirkeinspectør. Den lille Anomali, at Orgelet spilledes under Gudstjenesten paa hans tredie Ringningsdag, ville vi gjerne overse,, da han har saa uendelig meget at tage vare paa. Men bleve vi forundrede ved Forbudet, saa forbausedes vi, da vi erfarede, at han lod Klokkerne gaae henimod Udgangen af Ugen, og brøde vore Hoveder - men forgjæves - med at løse denne Gaade. (Hp. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 17. februar 1843).

Byfogden i Ærøskjobing  Assessor, Kirkeinspecteur Claussen oplyser, i Anledning af hans Vægring af at ringe med Klokkerne over Enkehertuginde Louise Augusta paa den af den slesvig-holstniske Regjering foreskrevne Maade, Følgende:

Kirkerne paa Ærø ere endnu i den oprindelige umiddelbare Forening med Moderlandet og sortere under det danske Cancelli, gjennem hvilket Collegium Hs. Majestæts Bestalling til Kirkeinspecteuren udfærdiges. Anordninger til Ringning ved Dødsfald i det kongelige Huus udgaae som for alle øvrige danske Kirker, saa og for dem paa Ærø, fra det danske Cancelli og foranstaltes det iværksatte af Kirkeinspecteuren, der, ved de ham underordnede Kirkeværgere, har Tilsyn med Kirkebygningerne, med Inventarierne, sørger for at Klokkerne og Redskaberne ere i brugelig Stand og dermed tilbørlig omgaaes, at ved overordentlige Ringninger, som de omhandlede, antager paalidelige Folk o. s. v. Kirkerne paa Ærø, deres Klokker, Ringning m. m. vedkomme derfor ikke den slesvig-holsteenske Regjering eller den samme underordnede Landfoged, og det kan altsaa kun være en Feiltagelse, naar det trykte Circulair, som bemeldte Regjering i ovenomtalte Anledning tilsendte alle Øvrigheder i Hertugdømmerne, ogsaa naaede Ærø. Amtsforvalter v. Holstein, hvem Etatsraad og Landfoged Carstens har bevirket antaget til foreløbig at forvalte Landfogdens Embede, maatte derfor, dersom det var ham om at gjøre, at bidrage Alt det, som lovmæssigt stod i hans Magt, for at bringe hiint Circulaire til Udførelse paa Ærø, have meddeelt Samme til Kirkeinspecteuren og overladt det til denne, at skride til Udførelsen eller oppebie det danske Cancellies Anordning. Dette var den rigtige og ene rette Vei, og mere kunde eller vilde den slesvig-holstenske Regiering ikke forlange af bemeldte Amtsforvalter v. Holstein, og neppe vil den billige, at han, uden foregaaende Meddelelse til Kirkeinspecteuren, beordrer Ærøskjøbings Indvaanere til, efter Omgang, at sende 4 Mand daglig op i Taarnet, for, uden videre Omstændigheder, at sætte sig i Besiddelse af Klokkerne, naar den Person, der besørger den daglige Ringning Kl. 12, og hvem Nøglerne til Taarnet ere anbetroede, har aabnet dette. Ikke engang denne Person vidste det Ringeste derom, for han var omringet af 4 Personer, der foregave at skulle ringe efter Holsteins Befaling. Lignende Foranstaltninger traf han ogsaa i Henseende til de øvrige 5 Kirker paa Ærø, og behagede derpaa saa sildigt at underrette ham (Claussen) derom, at det var umuligt, for Landsbykirkernes Vedkommende, at forhindre kaade Drenge, Drukkenbolte og lignende Mennesker, som for bedst Kiøb lade sig leie af de til Ringning beordrede Personer, fra, uden at Tilsyn, at kappes med hinanden om at svinge Klokkerne høiest imod Bjælkerne, beskadige dem og Redskaberne m. m. Derimod var det endnu betimeligt at standse dette Uvæsen i Ærøskjøbing, før det tog sin Begyndelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. februar 1843).

Striden om ringningen skyldes formentlig at  Als og Ærø i gejstlig henseende var et særegent bispedømme der ikke sorterede under Slesvig-Holsten, men under det danske kancelli.

Prinsesse og hertuginde af Augustenborg Louise Augusta (1771-1843) var officielt datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, om end det nok snarere var Struensee der var hendes biologiske far. Hun blev opdraget ved det danske hof sammen med storebroderen den senere Frederik 6. I sit ægteskab med hertug Frederik Christian af Augustenborg fik hun datteren Caroline Amalie, gift med den senere Christian 8., og sønnerne hertug Christian August og Frederik,- Prinsen af Nør. Efter sigende skal hun aldrig siden vielsen have besøgt København pga. etikettespørgsmål. I striden mellem Frederik 6. og hertug Frederik Christian om arveretten til den danske krone, valgte hun side til Frederik 6. Hun blev bisat den 26. januar 1843 i Sønderborg i den hertugelige familiebegravelse.