Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

Gadepatrol paa Christianshavn og Amagerbro.

Straks når man fra Nybørs kommer over Knippelsbro finder man i brolægningen huller og hjulspor der er til ulempe for heste og vogne.

Enhver der har lyst til at se en gade som den ikke burde være, behager at tage Sankt Annæ Gade i øjesyn. Den er fuld af store huller der efter regnvejr står fulde af snavs og vand. Den søger virkelig sin mage, og i slethed kan hverken Sofiegade eller den sydlige del af Dronningensgade måle sig med den, og det er dog meget.

Sankt Annægade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Bådsmandsstræde har intet gadenavn påmalet, hvilket dog burde være tilfældet. Dog denne mangel anses vel for ubetydelig der hvor så mange vigtigere findes. 

Ved den nye kaserne er passagen over volden spærret ved et gitterværk og adgang til den del af volden hvorfra den skønneste udsigt haves, er forment publikum. Det er kun få år siden det blev tilladt at betræde Christianshavns volde, og man kan nu sige at denne herlighed varede kun kort.

Den dybe grøft omkring det udyrkede jordstykke lige ud for nysnævnte kaserne står fuld af råddent og stinkende vand. En rensning af samme er vist højst nødvendig.
Vejen nedenfor volden på begge sider af Amagerport er i vådt vejrlig et uføre, man finder også der tydelige beviser på at de nærboende ikke mangler åbning, kun kan denne vedkommendes sundhedstilstand ikke glæde dem som er nødt til at vae i sådant.

På Amagerbro er mellem vindebroerne anbragt nogle huller for at lede regnvandet ned i graven. Men disse huller er i nuværende tilstand meget farlige, da de over samme anbragte krydsjern enten er sunket eller står så højt op over hullerne at man kan få en fod eller endog et ben brækket ved at træde i samme, hvilket i slibrigt føre så meget lettere kan se som brolægningen går skrå ned mod hullerne for at lede vandet til disse. 

På en jordlod ved indgangen til fælleden er en losseplads for gaderenovation, og straks derved en svinekoloni der kun ved et lægtegitter er adskilt fra vejen. Dette ensemble i forening med natterenovationskulen forårsager at broens beboere ikke kan nyde det de beder om i den 4. bøn. 

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 680-682)

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

En slem Skik af nogle Amager Bønder.

I nogen tid har en del amagere haft for skik i stedet for straks at køre den gødning de har købt fra renovationskuskene hjem på deres lod at lægge den på det jordstykke der støder til kulerne mellem glaciset og vejen til Strickers Batteri. Disse oplag afgiver ikke alene et højst ubehageligt skue for dem der passerer den vej der løber forbi der, men de formerer i meget høj grad den stank hvormed Christianshavns indbyggere nok så meget er plaget fra de egentlige renovationskuler. 

Når disse bunker gødning køres væk efter at have ligget i noget tid og dunstet, tager ejerne gerne en del af den jord som er befugtet med gødningen med, og herved opstår de store huller som man i regnvejr ser opfyldt med vand der ikke sjældent flyder ud i vejgrøfterne. Dette jordstykke synes at kunne anvendes til noget bedre og sådant oplag ikke tåles der. For det menes at stadens renovationskuler er tilstrækkelige og så hensigtsmæssigt indrettet at enhver bruger af dens gødning har fordel nok af at kunne hente direkte fra kulerne efter ordre. 

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 391-392)

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  

Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.

Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)

Om Landeveis-Grøvterne paa Amager

Motto: "Og I skulle skille eder ved al Ureenlighed."

Under overskriften "hold for næsen" findes i dette blads nr. 752 et stykke hvor forfatteren anker over at landevejsgrøften udenfor benmøllen på Amager er opfyldt med den mest ildelugtende urenlighed.

Foranlediget heraf kan indsenderen af nærværende stykke meget vel begrundet ikke tilbageholde sin forundring over at netop dettte stykke af landevejsgrøften har tildraget sig den unævnte forfatters særdeles opmærksomhed, og det så meget mindre som hvad der gælder om denne del i fuld måde er anvendeligt på hele grøften på begge sider af landevejen og det lige fra vejen der fører til renovationskulen, til den der fører til Sundbyøster.

Det er vist nok en sandhed at just ikke ethvert stykke af nævnte grøft har lige trang til at bllive renset, og indsenderen vil derfor tillade sig at fremhæve de med urenlighed bedst forsynede steder, sådsom det stykke lands med hr. agent Holmblads ejendomme samt hele grøften forbi benmøllen og hr. frosserer, ridder Jacob Homs reberbane. Årsagen hertil må især søges i den omstændighed at stenkisten ligefor den vej der fører til Strickers Batteri er således sammenfalden at grøften på begge sider af samme er overfyldt med alskens flydende urenlighed, da vandet intet afløb kan få. Hvilket også er tilfældet med stenkisten udenfor kirkegårdsporten.

Når forfatteren af det stykke endvidere ytrer at det uden tvivl ikke tilkommer vedkommende grundejere at rense landevejsgrøften, da er indsenderen fuldkommen enig heri, og det i særdeleshed fordi han er overbevist om at mænd som vor driftige grosserer Holm og agent Holmblad da vist nok ville have foranstaltet dette med så meget andet, hvorved de har bidraget til deres ejendommes forskønnelse og almenhedens bekvemmelighed og forlystelse.

Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke undlade at aflægge hr. agent Holmblad sin med fleres uskrømtede tak fordi han så uegennyttigt har anlediget bortskaffelsen af det væmmelige skarndepot tæt ved landevejen på den ejendom som tilhører Frue kasse ved siden af bomhuset, et depot som i flere år har ulejliget vejfarrende. Pladsen hvor depotet var, er nu planeret og udad mod vejen beplantet med en række canadiske popler.

På denne side af vejen er grøften især opfyldt med stinkende materie udenfor Peterslyst og Stedet nr. 6

Med hensyn til det spørgsmål: hvem det tilkommer at rense grøfterne, da turde det vist nok være udenfor al tvivl at dette arbejde påhviler vejvæsnet, til hvis kraftigste foranstaltning man herved i samtlige vejfarende navn anbefaler disse grøftstykker.

(Politivennen nr. 755, Løverdagen den 19de Juni 1830, s. 383-386)

Bemærkning ved en Forbedringshuus-Fanges Begravelse.

Forleden dag så anmelderen mens han stod og samtalede med toldbetjenten på Amagerbro, otte af forbedringshusfangerne iført deres afstikkende, men temmelig affarvede dragt, gå med raske skridt ud ad Amager til helt uden opsyn. Anmelderen såvel som flere forundrede sig over det. Men noget efter, dog i temmelig lang frastand, kom en vogn med et lig, og på denne vogn sad en person som formodentlig var disses vogter. At se en del forbrydere overladt til sig selv er højst ubehageligt, og tanken om at de kunne undvige og blive til skade for det almindelige er frygtelig. Havde disse personer søgt at sprede sig og undvige, ville det være vogteren mindre muligt at forhindre dette, eller at få dem anholdt fordi han var til vogns og fjernt fra dem. Det kan være muligt at omhandlede fanger altid bruges til deres afdøde fællers begravelse og at vedkommende tror at kunne stole på dem at de ikke ville undvige. Men alligevel mener man at vogteren ikke burde fjerne sig fra dem ved at sætte sig på den langsomt kørende vogn, men slutte sig til dem og følge dem skridt for skridt.

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 295-296)

Ønske ved Renovationskulen på Amager.

Torsdag den 14. januar sank en meget velklædt person der kan fra en forsamling på Amager, ned i natrenovationskulen indtil armene. Han havde næppe været i stand til at redde sig hvis anmelderen ikke havde været i nærheden og med sin stok trukket ham op igen. Da kulen om vinteren når der er faldet sne, ligner en mark med buskvækster, kan mennesker som nyligt er kommet hertil og ikke har hørt noget om dens tilværelse, let falde i samme. Hvilket også de som spadserer på isen fra Toldboden til Prøvestenen er udsat for og fra sidstnævnte sted ville gå i land lige mod Amagerport. For at forebygge dette var det ønskelig om man gjorde folk opmærksom på ikke at løbe i kulen ved et rækværk af lægter eller ved andet varsko.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 83-84)

Christianshavns Assistencekirkegaard.

Ved flere gange at passere forbi indgangen til Christianshavns Assistencekirkegård på Amager har anmelderen altid fundet porten åben og undertiden har han set at en del drenge havde valgt den forreste del af kirkegården til deres tumleplads. Vel er her ingen eller kun meget få grave, men de unge træer der er plantet til stedets forskønnelse, kan let oprykkes eller beskadiges, hvorved vedkomendes møje og bekostning spildes. Og muligvis kan det være at disse drenge har skyld i at de fleste grave længere inde på kirkegården ikke ser ud til at man for deres vedligeholdelse bærer den omhu som man sporer såvel på Assistenskirkegården udenfor Nørreport, som på Holmens og Garnisons udenfor Østerport. Porten burde derfor lukkes uden at adgangen til kirkegården bør formenes dem som der har gravsteder for familie eller venner, ligesom ikke heller andre anstændige folk der kunne ønske at bese stedet. Dersom der ingen graver eller opsynsmand bor i nærheden, kunne nøglen opbevares hos en af broens beboere der vist ville påtage sig den ulejlighed at lukke op for dem der ønskedes at blive ladt ind, da sådant forlangende sikkert kun sjældent ville gå på.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 358-359)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 751, 22. maj 1830, s. 334 bekendtgjordes at kirkegården nu ville blive forsynet med en port.

Atter om et væmmeligt Skarnoplag paa Amagerbro

Det glædede såvel indsenderen som de fleste af beboerne på Amager at erfare at klagen i Politivennen nr. 654 over møddingen blev fjernet. Men glæden varede desværre kort, idet man med fortrydelse ser at grundlaget til en lige så væmmelig møgdynge på det selvsamme sted dagligt vokser og formerer sig. Ikke alene derved at vognmand Berentzens egne vogne der aflæsser gaderenovationen, men endog derved at han efter sigende honorerer andre vognmænds karle for at losse på dette sted. Denne handel skal efter hvad velunderrettede vil vide, betale sig godt da ejeren sælger skarnet med megen fordel efter at det er brændt sammen, og i tilstrækkelig lang tid har ulejliget de vejfarende ved sine væmmelige uddunstninger.

Hverken misundelse, eller nogen som helst anden uædel bevæggrund har ledt indsenderens pen til at nedskrive disse anker. Men han har kun villet henlede de ansvarliges opmærksomhed på at sådanne oplag rimeligvis burde forlægges til et andet afsidesliggende sted og ikke tæt op til en offentlig landevej hvor de med laser og klude behængte stinkende vogne frembyder et lige så væmmeligt skue, og de afgiver en pestbringende stank for de vejfarende hvis sundhed derved lider betydeligt.

Der fortælles vel af naboerne skal have ført retlig anke over dette skarnoplag samt at der skal være faldet en dom hvorved ejeren forpligtes til at bortskaffe samme inden en vis tid. Men man har grund til at betvivle at dette forholder sig således. For da måtte man antage at nævnte ejer ikke turde modsætte sig øvrighedens befaling.

Indsenderen slutter med den bemærkning at enhver der måtte ville tage allerede nævnte skarnoplag og dets omgivelser i øjesyn, sikkert vil finde hvor rimelig den her fremsatte anke er. 

(Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Bekendtgørelse.

Det glæder indsenderen af den i bladet nr. 654 indrykkede anke at kunne bekendtgøre at den ærede ejer af limfabrikken på Amager nu har truffet den foranstaltning at vandet har fået et sådant afløb at det ikke mere kommer til at stå i landevejsgrøften.

(Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Svar paa det i Politievennen Nr. 65- indrykkede Stykke: "Spørgsmål til Vedkommende"

Når forfatteren af ovennævnte stykke nøjere havde lagt mærke til hvorfra den ildelugtende i nærheden af natterenovationskulerne kom, så ville såvel han som enhver anden havde fundet at det især kommer fra den, den foregående nat udførte natrenovation, og ikke fra den renovation som nogle amagere har opkørt i bunker lige uden omkring kulerne, hvilken renovation i længere tid har ligget i kuler, udsat for luftens påvirkning, og tabt næsten alt det ildelugtende som ellers er ved denne gødning. Og sæt endogså at dette lugtede meget ubehageligt, så ville disse uddunstninger ikke strække sig videre fra amagernes oplagssteder end fra selve kulerne.

Den ærede forfatter mener at amagerne kunne tage denne gødning lige fra kulen af og hjemkøre den. Men det kan aldeles ikke gå an. For det er kun når der har været tørvejr i lang tid at man kan køre ned i kulen. Og da må man benytte denne tid til at få gødningen opkørt, for siden ved lejlighed at få den hjemkørt. Desuden frygter jeg meget for at den ærede herre med flere ville blive endnu mere forulempet med slem lugt. For der ville flyde meget over af vognen hele vejen når man kørte det hjem i så flydende en tilstand som det forefindes i kulen. Tillige ville der ikke heller blive meget tilbage af læsset når manden kom til sit bestemmelsessted. Vel kan indsenderen af dette ikke benægte at der såvel ved denne som ved enhver slags gødning findes en slem og ubehagelig lugt. Men for denne årsags skyld at lægge hindring i vejen for sammes afbenyttelse, ville være en alt for ubodelig skade såvel for staten selv, som for enkelt mand da jeg og sikkert flere med mig er af den mening at fordelen her langt opvejer skaden som kan flyde deraf. 

Desværre har amagerne flere år måttet savne gaderenovationen der ikke mere må føres ud af Amagerport, ligeledes til stor skade for det almindelige. Derimod tror jeg at de ansvarlige autoriteter kunne gøre noget, ja meget for at stanken såvel af gade- som  natrenovation ikke skulle udbrede sig så vidt omkring som den nu gør, dels fordi disse to renovationer aflæsses på to dertil af øvrigheden bestemte steder, og dels fordi den hos private som ønsker at bruge dette, ligeledes bliver aflæsset på forskellige steder hele Amagerbro igennem, så bliver altså fra hvad kant vinden end blæser såvel de der passerer Amagerbro som de der bor der, belemret med det. Mit forslag er dette: At såvel gade- som natrenovationen bør blandes sammen. Derved kunne det sidste blive en fast masse så at det igen kunne føres fra oplagsstedet uden at man først behøvede at opkøre det på et andet sted for at tørres før det hjemkøres. 

Tillige var det gavnligt såvel for gødningen selv, som for til dels at forebygge lugtens udbredelse af samme, at der blev anbragt et slags dæksel over den kule som dertil skulle indrettes. Københavns kæmnerkasse ville desuden få en indtægt den ikke før har haft, nemlig af gaderenovationen. Jeg finder det ikke passende, ja overflødigt, her at forklare nøjere hvorledes sådan en kule skulle indrettes med mere. For om forslaget skulle finde bifald, ville vedkommende vist nok selv forstå at træffe de fornødne foranstaltninger uden min vejledning.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Spørgsmål til Vedkommende.

Kan det tillades en forpagter af et jordstykke som grænser til stadens natrenovationskuler uden for Amagerport, at gøre oplag af disse kulers indhold på et sådant jordstykke, enten for sig selv eller andre liebhavere og dermed drive handel så nær staden?

Det bemærkes: at da denne gødning for mennesker er mest ildelugtende og afgiver det mest modbydelige skue, så håber indsenderen at øvrigheden og Sundhedspolitiet vil se hen til den del af staden og dens beboere som lider mest ved disse renovationsoplagssteder og forhindre den dagkørsel som tit og fra samme finder sted. For det menes at stadens natterenovationskuler er tilstrækkelige og så hensigtsmæssigt indrettet at enhver bruger af denne gødning har fordel nok af at kunne hente samme direkte fra kulerne efter befalet ordre.

I modsat fald må især de familier på Christianshavn og Amagerbro som har sundheden kær, med stort tab forlade hus og hjem for ikke at påføres pestagtige sygdomme.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Fæl Stank paa Amagerbro.

Anmelderen er en svagelig mand, der jævnligt når vejret tillader det, gør sig en spadseretur uden for stadens porte for at indånde den frie luft og for at glæde sig over naturens frembringelser. Han gik for nogen tid siden ud af Amagerport i håb om at denne spadseretur ville yde ham den samme nytte og behagelighed som han havde nydt på sine øvrige fodvandringer udenfor stadens andre porte. Men dette håb glippede aldeles. For da han kom henimod accissekontoret på Amagerbro, måtte han indånde den mest pestilentialske stank der efter hans mening rejste sig deraf at landevejsgrøften var opfyldt med stillestående, ildelugtende og råddent vand fra det i nærheden liggende limfabrik. At anmelderen imidlertid ikke havde gættet den sande årsag til den omhandlede afskyelige og næsten dræbende stank, blev han overbevist om da han var kommet udenfor bommen. Her blev han opmærksom på en overordentlig stor mødding der lå opdynget fra landevejsgrøften langs med den vej som løber til højre til de møller og veterinærskolens planteskole der ligger der. 

Skønt anmelderen næppe kunne ånde, undlod han dog ikke til fulde at overbevise sig om hvilke bestanddele den omtalte mødding indeholdt. Og han fandt da at hovedbestanddelen var renovationsskarn med dettes ingredienser, hvori en mængde fattige mennesker rodede efter klude, ben osv. hvilket bidrog betydeligt til stankens udbredelse, samt at der hist og her lå nogle katte og hunde der var gået i forrådnelse. Men pirredes lugteorganerne her på en højst ubehagelig måde, så frembød 2 renovationsvogne der stod uden for det hus der ligger tæt op til lossepladsen og i hvilket møget er nær ved at flyde ind, samt de på samme ophængte klude og laser, et højst væmmeligt og misprydende skue.

Anmelderen ilede nu efter evne bort fra det sted hvor 2 sanser havde lidt så meget, og gik en lang omvej hjem for ikke på ny at blive opvartet med sådan konfekt, men måtte imidlertid - som man siger - flere gange vende sin lomme.

Det må antages at vedkommende har fået tilladelse til at losse på den her udpegede plads. Men anmelderen har dog ikke villet undlade at henlede de ansvarliges opmærksomhed på hvor væmmeligt og skadeligt det er - især da det umuligt ikke er faldet i enhvers lod at anstille så nøjagtige betragtninger herover som anmelderen - og nærer han det håb at Sundhedspolitiet vil bevirke en så almindeligt befærdet sti befriet fra dette svineri.

Kunne ejeren af limfabrikken skille sig ved sit vand bagfra, således at det ikke kom i landevejsgrøften, da ville det også være en stor behagelighed for de vejfarende som derfor ville være ham uendeligt forbundet.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Advarsel for Skydelystne

På Amager Fælled er en plads som af flere antages at være bestemt til skiveskydning samt til at afprøve geværer på. Således så anmelderen på en spadseretur sidste søndag den 8. denne måned 3 til 4 personer, sandsynligvis unge livjægere, skyde efter skiven på det her nævnte sted, og siden at samme personer til stor lykke for dem, gik velbeholdne tilbage og ind af porten. Men da anmelderen ved at flere som har stået i samme opfattelse uhindret at kunne afprøve deres geværer på nævnte plads, er kommet i ulejlighed og tillige et for hvert følsomt menneske nyligt ankommet gyseligt eksempel stadfæster formodningen om at det ikke er så lovligt at skyde mod skiven eller afprøve sin bøsse på den nævnte fælles, da skytten på Amager i følge med 2 personer efter rygtet har skudt et med gevær truffet menneske på fælleden der som lemlæstet blev indlagt på Forbedringshusets sygestue hvor han endnu ligger, hvis han ikke allerede er død. og da skytten med de 2 rejsefæller nu roser sig af deres heltedød, så holder anmelderen det for sin pligt at advare de som har lyst til skiveskydning, om at holde sig fra den plads hvor man er så usikker på at blive skudt, enten forfra eller som den ulykkelige, bagfra.

(Politivennen nr. 650. Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 385-387)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udløste en dom til skribenten, se fx "Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis", 22. juni 1829:

I Følge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret den 15de Juni d. A., i Sagen:
Politibetjent T. F. Lind, kongelig Skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen,
contra
Snedkermester Klemm, afsagte Dom, ved hvilken saaledes er
kjendt for Ret:
"De paaankede, i Bladet Politivennen No. 650 for forrige Aar, i et Stykke, under Titel: "Advarsel for Skydelystne," af Indstævnte, Snedkermester Klemm, om og imod Citanterne, Politibetjent T. F. Lind, kongelig skytte Zeuthen og sidstnævntes Assistent Cornelius Reiersen, fremførte fornærmelige Beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanterne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit i saa Henseende udviste utilbørlige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens hovedcasse bøde 50 Rbd. Sølv. Saa bør Indstævnte og til det Offentlige betale Retsgebyhr, Skriversalarium og det stemplede Papiir, som i Sagen, hvis den ikke for Citanternes Vedkommende havde været beneficeret, skulde have været erlagt og forbrugt, samt i Salair til Citanternes befalede Sagfører her for Retten, Procurator Borup, 15 RBD. Sølv.
Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 16de Juni 1829

Klemm døde 4 år senere, ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. december 1833:

At min kjære Mand, Snedkermester C. W. Klemm den 22de Dennes ved Døden er afgaaet, efter 18 Aars lykkeligt Ægteskab, bekjendtgjøres herved sørgeligst for fraværende Slægt og Venner. Den, som kjendte den ædle Afdøde, maa med mig føle Savnet af hans sjeldne Værd som Mand og Borger. Tillige aflægges herved den forbindtligste Tak, saavel til de Herrer budne som uindbudne, der ledsagede min Mand til hans Hvilested.
Kjøbenhavn, den 30te December, 1833.
C. M. sal. Klemm.

Samme efterår stod en bemærkelsesværdig notits i Kjøbenhavnsposten den 7. oktober 1828, side 328:

Mandagen den 6te dennes behagede det allernaadigst Hans Majestæt Kongen paa Amagerfælled at afholde Specialrevue over den derværende Deel af det Kongelige Artilleriecorps, med hvilken Revue de særskilte Præsentationer for Allerhøistsamme sluttedes for i Aar. Hvad der fornemmeligen tildrog sig Sagkyndiges hele Opmærksomhed var - foruden et paa Frederiksværk forfærdiget nyt sexpundigt Batterie og en Bombekanon i Rappert paa Slæde - den nu fuldførte, betydelige Skandse, som, ifølge allerhøieste Tilladelse, maa føre Navnet: "Frederiks-Gave," og hvor man overraskedes ved, paa en af Skandsekurve opført Throne, hvorfra flere Flag vaiede, at see Hans Majestæt Kongens Büste - en tro Copie efter Thorvaldsen - omslynget af en Egekrands. - Skade var det, at Veirliget saa slet begunstigede denne Høitidelighed, der, som sædvanligt, bivaanedes af en talrig Mængde af Hovedstadens Indvaanere.

Ifølge Københavns Museum var "Frederiks Gave et øvelsesbatteri, der blev anlagt på Amager Fælled i 1825-26. Det blev opført som en lille befæstning med fire bastioner og opkaldt efter kong Frederik VI. Frederiks Gave omtales i bogen "Guide til Københavns Befæstning". Her kan man også læse, at batteriet forfaldt hurtigt, men at de sidste rester først forsvandt i 1860'erne i forbindelse med anlæggelsen af skydebanerne ved Artillerivej." 

En annonce i Adresseavisen fra Det Borgerlige Frihaands Skydeselskab, 1. maj 1829 antyder at der også var en skydebane ved Frelser Kirke:

Det borgerlige Frihaands Skydeselskab.

Førstkommende Torsdag den 7de Mai begynder Selskabet sine aarlige Skydeøvelser paa Skydebanen ved Frelserens Kirke paa Christianshavn, om Eftermiddagen Kl. 4 Slet. Efterat Skydningen er endt, afholdes Qvartalsforsamlingen i Selskabets Locale. Bøssernes Indskydning foretages Mandagen den 4de Mai, fra 10 til 1 Slet.

Directionen.

En anden ulykke på skydebanen på Vesterbro blev rapporteret i Kjøbenhavnsposten, 17. august 1833:

Iaftes indtraf paa den kongl. Skydebane den ulykkelige Hændelse, at en af de smaae Salutkanoner, som bleve affyrede ved Toasterne, sprang under Affyringen, hvorved en i Nærheden staaende Mand fik en så farlig Blessure, at han maatte bæres bort, og døde faa Timer efter. Den, der betjente Kanonen, blev ogsaa qvæstet, dog ikke farligt. - Den Ihjelslagne var en af Formændene for Arbeidsfolkene paa Toldboden, en rask og dristig Mand, der tillige drev borgerlig Næring som Thee- og Porcelainshandler heri Staden. Han var gaaet ud paa Skydebanen med sine tre smaae Børn. Disse kom lykkeligviis ikke til Skade ved hiin Hændelse; men begræde nu Tabet af deres Fader og Forsørger, der paa en saa høist beklagelig Maade er bleven dem berøvet.

Fornødent Gjenmæle i Anledning af det i Nr. 515 indrykkede Stykke: "Inhospitalitæt paa Castrup".

I Politivennen nr. 515 har en bådfører Sjøberg fra Malmø anket over at han med konsorter - "ialt 10 mand", da de på grund af storm?! måtte anløbe Kastrups Havn ikke hos den i Kastrup værende kromand kunne få de spisevarer han foregiver at have forlangt.

I denne anledning må undertegnede der er beskikket værge for den umyndiggjorte kromand Hans Rasmussen i Kastrup og som først nu er blevet underrettet om den sande sammenhæng, tillade sig følgende sandfærdige beretning.

Omtrent på den af hr. Sjøberg angivne tid, kl. 5 eftermiddag, kom 5 siger og skriver fem - og ikke som her foregives 10 - svensktalende personer ind i Kastrup Kro og forlangte varm mad. Kromandens kone til hvem denne begæring blev fremsat, gav dem til svar at de kunne få det forlangte hvis de ville vente mens samme blev tillavet, hvorefter de uden at gentage begæringen om maden, bad om en pægel brændevin og et par glas øl, begav sig efter at dette var fortæret, bort og indfandt sig ikke oftere.

Så umenneskeligt det ville have været hvis kromandens kone havde nægtet at give fremmede, trængende sømænd hvad huset formåede, lige så urigtig for ikke at sige uforskammet, synes det at være når disse forgiver at have fået til svar: "at de først kunne få maden om aftenen, når den blev bestilt om morgenen", og jeg må derfor herved erklære dette hr. Sjøbergs udsagn for hvad det er, en bevislig usandhed.

At fabrikken kromand der kun er berettiget til at beværte værkets folk, har nægtet de fremmede fødevarer, er højst urimeligt. For som der her fortælles, skal han havde en dom for sig der berettiger ham til en sådan nægtelse.

Besynderligt er det ellers at den foregivne begivenhed fortælles på en tid da der fra fabrikkens kromand er indgiven ansøgning om at måtte sælge fornødenheder til de til Kastrup ankommende skibsfolk, hvorved Kastrup privilegerede kromand absolut må tabe den største del af sine indkomster.

For at følge hr. Sjøbergs eksempel vil jeg slutte dette aftvungne genmæle med et ønske, det nemlig at hr. Sjøberg ikke vil træde sandheden for nær når han for fremtiden måtte få i sinde at optræde som forfatter i Danmark.

A. J. Nyegaard. Brændevinsbrænder.

(Politivennen nr. 519. Løverdagen den 10de December 1825, s. 10333-10335)

Inhospitalitet paa Castrup.

For omtrent 10-12 dage siden hændte det sig at jeg og flere af mine medbrødre i alt 10 mand med 4 både, alle hjemmehørende i Malmø, på grund af en storm måtte anløbe Kastrup Havn. Vores medbragte proviant havde vi fortæret, og i vores åbne både kunne vi ikke selv tillave os varm spise. Vi henvendte os derfor til den i Kastrup by boende kromand og forlangte noget man. Men fik til svar: "at når vi bestilte det om morgenen, kunne vi få det om aftenen".

Vi begav os derpå til den på kalkværket boende marketender med bøn om varm spise da vi ville være tilfreds med kogte kartofler, nogle få sild eller andet hvad huset formåede. Men her fik vi til svar: "at han både havde og ville, men ikke turde opfylde vores forlangende da sådant stred imod kroholdernes privilegier". Vi kunne derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der måtte føjes sådanne anstalter at sømænd der kommer fra rejsen og er tørstige, måtte på et beboet sted kunne få vederkvægelse for penge.

Niels Sjøberg
Bådfører fra Malmø

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10245-10246)

Redacteurens Anmærkning.

Kromanden svarer på artiklen i Politivennen nr. 519, 10. december 1825, s. 10333-10335.

Kastrup Kalkværk blev nedrevet i 1955. Det lå foran Kastrup Værk på pladsen foran Kystens Perle og ud mod højre til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.