Ligesom Christianshavn i det hele synes at nyde en stedmoderlig behandling end dens ældste søster, København, således synes også Amagerbro at tildrage sig vedkommendes opmærksomhed i langt ringere grad end de andre af stadens broer. På disse sidste ser man alt hvad der henhører under ingeniørvæsnet vel vedligeholdt, hvilket langt fra er tilfældet på Amagerbro. Her er hele rækværket i mådelig tilstand og af mangel på maling bevokset med mos. På vindebroerne er nogle af underlagsbjælkerne meget forrådnede, så at jernboltene stikker frem, og et par af de opstående stolper er af råddenskab aldeles hule i den nederste ende. Barriereportene er i yderst forfalden stilstand, og kan næppe lukkes, især udmærker den ene sig ved skrøbelighed og ser ud som om den ikke var blevet repareret siden den svenske krig i Frederik den Fjerdes tid.
Den del af broen som ligger på byens grund, er i en mageløs dårlig forfatning. Den er så fuld af skarn at man ikke kan skønne om den er brolagt eller ikke. For i regnvejr kører man i dynd til midt op på hjulene, og i tørt vejr er det alenhøje støv utåleligt. Gangstierne ved siderne er nedtrådt og på mange steder er en del af dem skredet ud i grøften der især på højre side er meget bevokset med ukrudt og opfyldt med stinkende vand som må forblive stående, indtil det ved solens varme bortdunster, eftersom det på flere steder er indesluttet og uden noget afløb. Nogle af de på vejens sider plantede unge træer er afbrudte og de fremragende stumper forvolder kun skade, idet de bringer fodgængerne til at falde på mørke aftener. Da vejen udenfor byens grund som vedligeholdes af Amagerlands beboere, er upåklagelig, så er det så meget mere ønskeligt at broen såvel som det øvrige vejstykke måtte tildrage sig de ansvarliges opmærksomhed og få en udbedring der kan sætte den i en sådan stand at fremmede når de passerer den, ikke skal tro sig mange mile borte fra Danmarks hovedstad. Amagerland er i de sidste årtier blevet meget godt opdyrket, beplantet med skov og forskønnet med lyststeder og forskellige fabriksanlæg. Mange af disse sidstes ejere som bor på Christianshavn eller i København beklager sig med grund over den dårlige vej de må passere for at komme til og fra deres ejendom hvilket også er tilfældet med andre næringsdrivende borgere på broen der af samme årsag ser sig tilbagesatte i deres næring.
(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 246-248)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar