Viser opslag med etiketten Barrison-søstrene (Efterskrift). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barrison-søstrene (Efterskrift). Vis alle opslag

01 juli 2024

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

I artiklen "Da Kong Christian sad Vagt hos Prinsesse Marie i Zoo" om den franske prinsesse Marie, prins Valdemars hustru, noteredes følgende:

Ved blomsterboden blev der for at afværge alt for slem trængsel, anbragt en kjoleklædt studentermarskal med stort lyseblåt skærf. Han råbte ustandseligt, ligesom rekommandørerne på Dyrehavsbakken: "Når De er færdig med at se på prinsessen, bedes De gå videre! Når De er færdig med at se på prinsessen ...!"

En lille mærkelig kvinde nærmede sig ængstelig blomsterboden hvor de adelige damer ikke syntes at have lyst til at ekspedere hende. Det var den kendte varietesangerinde Lona Barrison - hende om hvem Holger Drachmann havde skrevet: "En skræk for alle fruer, en fryd for alle mænd. Lona som danser over hjerterne hen!.

- Kom De over til mig, fru Barrison, så skal De få en allersmukkeste rose, sagde prinsessen med sit elskværdige smil. Hun tålte ikke at se eller høre nogen lide af hvad art ledelsen eller krænkelsen end kunne være...

(Nationaltidende 8. april 1951, uddrag).

21 juni 2024

Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).


Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

28 maj 2024

Lona Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

Den yngste af søstrene opholder sig i København,

I vor omtale af testamentet efter den tidligere så berømte danserinde Lona Barrison skrev vi at hun var den sidste af de fem søstre.

Det viser sig at den yngste, Gertrude Barrison, lever endnu og hun opholder sig endda her i København hos en familie på Østerbro. Hun kom hertil for at deltage i Lona Barrisons begravelse.

(Social-Demokraten, 25. marts 1939).

Foto fra Nationaltidende, 24. marts 1939, forestillingen Lona Barrison under en optræden i København 1901. Artiklen fortæller at ægteparret flyttede til Wien hvor de levede under 1. verdenskrig og årene efter. Efter nazisternes "Anschluss" flyttede hun til København hvor hun 18. februar 1939 døde som enkefrue. 

Barrison-søstrene.

Lona Barrison der som omtalt i går efterlader sig en formue der bliver til et legat, døde i den tro at hun var den sidste af de fem søstre. Forbindelsen mellem de fem søstre var imidlertid i de senere år glippet - på et tidspunkt da i hvert fald to søstre levede og Lona bestemte derfor at hvis en søster meldte sig, skulle hun nyde godt af renterne.

Nu viser det sig at Gertrude Barrison - en mange år fejret danserinde efter at truppen forlængst var opløst - er ankommet til København efter Lonas død. Hun har i de senere år opholdt sig i Tyrkiet og givet danseundervisning i Istanbul. Nu bliver hun, i hvert fald foreløbig, i København og udgiver sandsynligvis sine erindringer og dermed de fem danske søstres usædvanlige roman.

(Nationaltidende, 25. marts 1939).

Illustration af Lona Barrison fra Social-Demokraten, 24. marts 1939


Legat til idealister.

Der er fremkommet meddelelse om at nyligt afdøde enkefru Abelone Marie Fleron har testamenteret sin formue til et legat der fortrinsvis skal tilfalde "værdige trængende personer der i deres liv har arbejdet med idealistiske, navnlig politiske og sociale formål for øje".

Bag meddelelsen ligger et helt livs mærkelige roman. Enkefru Fleron var nemlig identisk med den yngste af de verdensberømte danske Barrison-sisters, Lona Barrison. I sin tid tændte de hjerterne i brand i alle storbyer og gengaves i postkort, porcelænsfigurer og sæbe - en berømmelse på højde med "Snehvide og Dværgene". Legatet der får navnet "Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat", skal være meget stort. Det nævnes at det skrives med et sekscifret tal.

(Demokraten (Århus), 25. marts 1939).

Lona Barrison boede ifølge Social-Demokraten 27. oktober 1928 i en villa på Carit Etlars Vej, hvor denne forfatters villa oprindelig sted. Lona Barrison døde af en hjerneblødning på Sct. Josef Hospital februar 1939.

23 maj 2024

Lona Barris vil synge igen. (Efterskrift til Politivennen).

Hun der nu har et sproginstitut i Wien, skriver på sine memoirer.
De fem Barrisons var i sin tid indbegrebet af skønhed, ynde og stemme.

Lona var den ældste og toneangivende. Hun havde fra korpige på Casino udviklet sig til en verdensstjerne.

Gennem alle lande gik de fem Barrisons sejrstog.

Siden har der været så mange "søstre" og "girls"-ensembler, men Barrison-navnet er aldrig blevet glemt. Nu meddeler den østrigske ravag at Lona Barrison vil optræde igen, idet hun i Radioen vil synge alle sine gamle viser, bl.a. "Linger-longer-lo" som alle fem verdensdele sand med på i sin tid.

Lona Barrison har i 17 år boet i Wien hvor hun sammen med sin mand startede et sproginstitut hvor der undervistes i fransk og engelsk. I fjor døde hendes mand, men endnu har Lona fuldt op at gøre. Kun to af søstrene kommer hun endnu sammen med, Gertrude, der er gift med maleren Holitzer, og Ellen som er gift i Stockholm.

Lona Barrison har et yndigt hjem hvor væggene i to private stuer er helt dækket af fotografier og tegninger, også karikaturer af de fem Barrisons, og tegningerne er signerede med de største kunstnaernavne.

Den bedste og morsomte karrikatur af de fem skønne søstre ser man i Auerbachs kælder i Leipzig.

Der rider de som veritable hekse på et kosteskaft til Bloksbjerg.

Det billede skal med i Lona Barrisons memoirer som hun er ved at lægge sidste hånd på.

Hvis hun virkelig fortæller løs - ja så bliver hendes memoirer sikkert en "best seller".

(Herning Avis, 27. juli 1937).

18 maj 2024

Wilhelm Fleron Død: Variete-socialisten. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra "Herold"-redaktør til Lona Barrison-impressario.

William Fleron.

DEN tidligere redaktør af "Socialisten" William Fleron er i onsdags afgået ved døden i Wien.

Det var nu ikke i denne egenskab, at den afdøde spillede en rolle i København i firserne for senere at blive en international variétéfigur. 

Fleron var af belgisk oprindelse; udgået af en af de arbejderfamilier, der var indforskrevet til Kronborg Geværfabriker på Hellebæk eller, som det dengang hed: Hammermøllen. 

Flere af disse arbejdere havde taget socialistisk-kommunardiske pariseridéer med sig fra hjemlandet. "Murer Fleron" spillede således en fremskudt rolle sammen med de tre pionerer: Pio, Brix og Geleff, medens William Fleron tidlig blev journalist. 

Han stod sig imidlertid ikke godt med "Social-Demokraten"s daværende redaktør Mundberg, hvorfor han startede sit eget kommunistisk anstrøgne blad "Herolden" omkring firstallet.

Tsar-mordet

I et års tid førte dette en ubemærket tilværelse. Så blev zar Alexander den Anden myrdet i St. Petersborg den 13. marts 1881, og Fleron skrev en artikel, der ikke blot blev betragtet som en uvenlig handling mod et os venligsindet statsoverhoveds minde, men også som en fornærmelse mod den nye zar Alexander den Tredje, der var gift med den danske kong Christian den Niendes datter, prinsesse Dagmar.

Der blev derfor på den russiske gesandts forestilling overfor udenrigsminister Rosenørn-Lehn anlagt sag mod Fleron, der dømtes til 6 måneders fængsel for "forherligelse af politisk mord". Efter udstået straf rejste han til Amerika.

Her traf han en meningsfælle i den af det tyske Socialdemokrati på grund af alt for krasse meninger udstødte Genosse: Johan Most. Han havde først slået sig ned i London, hvor han udgav et blad: "Friheden"; men da dette efter mordet på zaren indeholdt en lignende artikel som Flerons, forstod man ingen spøg i England. Most blev dømt til halvandet års tvangsarbejde, hvorefter han også rejste til Amerika, der dog nægtede at gøre ham til statsborger. 

Fleron, der var et uroligt, men kvikt hoved, beskæftigede sig dels som journalist sammen med den ligeledes kendte tyske journalist Hartmann, dels var han "gadehjørneagitator" efter "Frelsens Hær"s mønster, dels skrev han sketches til de små forstadsvariétéer eller var statist ved de større inde i Chicago

De 6 danske girls.

Således klarede han dagen og vejen mens han levede i et lille beskedent logis, hvor han hver morgen, når han havde travlt, snublede over nogle snottede unger, der lå og legede på trappegangen. Først blev han gal på dem, men da han så nærmere på dem, blev han henrykt: Aldrig havde han set så henrivende rollinger med blå, uskyldsrene engleøjne.

Da han spurgte dem ud, viste det sig til hans forbavselse, at det var små landsmænd, der talte dansk. De var døtre af en madam Bareissen, hvis mand selv havde været smed i Hellebæk, var udvandret, men død, så hun nu sad enke med en stor børneflok på i alt 5 pigebørn.

De havde hidtil voldt moderen store bekymringer: nu blev de en formelig velstandskilde, idet Fleron fik dem alle antaget som girls i en af New Yorks største music-halls, hvor de fik gratis danseundervisning og endda lidt kontanter.

Da de små Dansemus, der straks gjorde stor lykke, havde nået en passende alder og uddannelse, forstod den smarte Fleron, at her var et udmærket job, hvorfor han gjorde sig til de 5 unge pigers impresario og forretningsfører for en trup, der under navnet Sisters Barrisons vakte opsigt og forargelse rundt om i Europa ved deres dristige danse og kostymer. Ikke mindst den ældste, mest raffinerede Lona, med hvem Fleron giftede sig. Hun har allerede i firserne optrådt på Casino i "Tommeliden"s Lilleputhær, i hvilken hun var admiral og vor egen Dagmar (oh Dagmar) general. 

Til sidst turnerede Fleron med hende som solist, efter at de andre Sisters var blevet gifte - en med direktør Bernhard Jacobsen, Christiania-Tivoli, en anden med en greve - eller havde ladet sig uddanne til sangerinder. Gertrude blev deklamatrice under instruktion af Anna Petterson Norrie og påstod at være kommet i familie med den berømte ungarske kongeslægt Corvini.

Under rejselivet havde ægteparret Fleron truffet Holger Drachmann i Hamburg sammen med Edith - Amanda Nielsen - , men han havde alligevel givet sin begejstring for Lona udtryk i dette stambogsvers: 

Forkælet, forkætret, forføren og naiv,
så glad som en sisken, så svaj som et siv,
en frygt for de fruer, en fryd for de mænd
går Lona sin dans over hjerterne hen!

Med dette digt i faksimile reklamerede Fleron i alle københavnske blade, da Lona endelig - efter flere gange at have været forbudt (også som skolerytterske) - af politiinspektør Th. Petersen i halvfemserne fik lov til at optræde i Cirkus Variété, som en lille prop, der egentlig ikke længere havde nogen lighed med et siv.

Den egentlige Barrison-trup fik vi således aldrig at se herhjemme, men den senere chef for Det kgl. Teater William Norrie skrev sammen med sin skolekammerat, "Social-Demokraten"s anmelder C. E. Jensen et sentimentalt stykke om deres livsskæbne. Det kom også frem på Casino, men opnåede aldrig den tilsigtede internationale eksport-succes.

Men ægteparret Fleron havde haft heldet med sig og havde slået sig fast ned i Danmark, hvor det havde købt de store ejendomme overfor Halls statue i Søndermarken og til sommerbolig: Professor Howitz tidligere villa i Hellebæk, hvor Fleron var født.

Der var blevet et par rigtige bedsteborgere af de to fordums internationale bohéme-kammerater, og så kom Verdenskrigen med den efterfølgende inflation. Da vågnede spilleren i Fleron igen, han spekulerede først i tyske mark, derefter i østrigske kroner og -- tabte alt! Men med et vist humør bar de begge deres skæbne, medens han underviste i engelsk, og hun havde en lille manicure-salon.

Nu er Fleron død! Han var på mange måder et interessant eksempel på, hvad firsernes internationale socialisme kunne føre til, og hans hustru, der var firsernes glade variétés mest sensationelle primadonna, sidder i Wien som en gammel, fattig, ensom og glemt massøse.

Carl Muusmann

(Dagens Nyheder, 10. november 1935).

Carl Quistgaard Muusmann (1863-1936) var ud af en familie som flyttede fra Slesvig under krige 1864.  Fra 1884 var han ansat som journalist, fortrinsvis hos Højrepressen og mest om forlystelseslivets lettere ende. Han skrev  også romaner, bla. "Fange no. 113" som blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer, samt manuskript til "Herregaards-Mysteriet", også Dreyer. Han er begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg hvor gravstedet stadig er.

12 maj 2024

De fem søstre Barrison. (Efterskrift til Politivennen)

Eventyret om de fem københavnske søstre der erobrede verden.

De fem berømte i et af de numre som 90'ernes publikum fandt uimodståelige: Hver af søstrene optrådte med en kattekilling gemt i kjolens forbredde. Fra venstre til højre: Olga, Gertrude, Inger, Lona og Sophy.

Nu, da den store Chicago-udstilling er i fuldt sving, vil en og anden mulig erindre den sensation, der ved den forrige "Worlds fair", i 1893 stod om fem små, gullokkede, danske søstre, der her for første gang optrådte samlet: Lona. Sophie, Olga, Inger og Gertrude. De fem småpiger hed slet Ikke Barrison, men det mere borgerlige Barreisen. Familien sad i trange kår: Faderen til søskendeflokken var udlært som elfenbens-skærer, men hvem havde her i det lille København brug for en så speciel kunstart? Altså pakkede familien en skønne dag sine kufferter og udvandrede til den ny verden. Og Barreisen slog sig foreløbig ned i en af New Yorks forstæder.
*
Disse fem københavnske småpiger var med deres blå øjne og gule krøller så smukke, at enhver måtte lægge mærke til dem Det blev deres held - eller skæbne om man vil! De yngste var jo rene børn endnu, men der var en sådan charme over hver enkelt, at der i grunden blot behøvedes en ren tilfældighed, for at deres livsmål kunne blive tydeligt for alle. I huset hvor småpigerne færdedes, kom nu og da en vis William Fleron. Han var landet i New York efter et eventyrligt liv i Europa, bl. a havde han i et par år her i København redigeret det anarkistiske blad "Herolden". Da Fleron så de fem danske søstre, opstod i hans hjerne den Idé at der måtte kunne laves et teater- og varieté-ensemble af et så udmærket materiale: Søstrene var omtrent lige høje, de lignede hverandre, og deres nordiske blondhed var i U. S. A. et absolut fortrin. 

Og resultatet blev da, at de fem små Barreisens blev til "Five Sisters Barrison", og at kvintetten fik sin debut under den store verdensudstilling i Chicago.

Det er nu i sommer fyrretyve år siden ......
*
Helt ukendte med teaterlivet var søstrene Imidlertid ikke ved deres debut som samlet "Trup". Hver for sig havde de i årene før 1893 prøvet scenelivet og rejst gennem staterne med forskellige kendte skuespiller-selskaber, hvor de dog hovedsagelig blev anvendt i børneroller. Og naturligvis havde de gjort lykke! Der var så meget skalkagtigt humør og temperament i deres små spinkle kroppe, at en hver kunne se, de var som skabt for teaterlivet. Men det var først da de optrådte samlet, at den store succes kom! Og deres ry voksede. Med William Fleron, der havde giftet sig med den ældste, Lona, som impressario, ventede der nu "Barrison Sisters" en tid rig på triumfer og eventyr.
*
Hele den epoke, i hvilken det lykkedes søstrene at erobre næsten samtlige europæiske storstæder, talte kun fire år. Først gik turen til Paris, der modtog truppen med begejstring. I "Casino de Paris", som dengang var ganske nyt, dansede og sang Barrison Sisters, så publikum blev aldeles ovenud begejstret. Derfra til "Folies Bergére", hvor søstrene blev i seks måneder og gjorde endnu mere lykke. Moden krævede den gang runde former, men de fem purunge, danske piger vakte på trods heraf med deres spinkle skikkelser en storm af entusiasme, især blandt kunstnerne og latinerkvarterets unge studenter, der strøede violer for deres fødder. Man anede allerede den kommende ungpigetype: Drengepigen! Og hvad der yderligere gjorde Sisters Barrisons optræden så pikant, var modsætningen mellem de barnlige lokkehoveder, skolepigedragten, som den brugtes i halvfemserne - og så de kåde spjæt og spark, som hørte med til deres dans. Søstrene sang kun engelske viser; den mest berømte havde omkvædet: Linger-longer-Lucy .... Den har bl. a. Dagmar Hansen flere år senere "kreeret" eller rettere: melodien blev anvendt til en af vor celebre divas mest yndede varieté-sange.

Lona Barrison i et af sine glansnumre.

Disse fikse melodier havde Fleron opsporet i Amerika. Repertoiret blev derved så originalt, at man forstår søstrenes succes i Paris. Fra "Folies Bergére" gik vejen til Bordeaux, hvor en ren sydlandsk begejstring slog dem i møde. Videre til Holland-Belgien. I Bruxelles - eller Brüssel, som man dengang sagde - optrådte Barrison Sisters I den store varieté "Pole Nord", en tidligere markedshal. En lille finesse var tilføjet i deres nummer; hver af søstrene kom ind med en lille kattekilling i favnen, som de under sangen gemte i kjolens forbredde Men en nat, da søstrene forlængst lå I deres små senge, gik hele "Pole Nord" op i flammer, og - ak og ve - de små killinger, som opbevaredes i en stor kurv i garderoben, gik samme vej. Folk ville så gerne hjælpe søstrene, og bragte dem i de følgende dage så mange katte, at de ville kunne åbne et helt stutteri. Men det gamle ord, at katte bringer ulykke, havde dog her atter fået sin bekræftelse.
*
I høsten 1894 fik Sisters Barrison engagement i Berlins "Wintergarten". Her blev de i 8 måneder, og fik en eventyrlig succes. Kendte forfattere skrev digte til dem, ja, bøger, og tegnere og malere kappedes om at forevige dem. En million reklamebilleder kastedes ud på markedet Jeg husker fra et Berliner-besøg (vinteren 1894-95) en eftermiddagsforestilling i "Wintergarten". Barrisons optrådte ikke, men gav møde, dels med, dels uden kavallerer, og lod sig beundre i en af avant-logerne. Deres brusende, vide fløjls-capes, deres kolossale fantasihatte vakte furore i Berlin, som dengang - trods alt - var en ret borgerlig, nøgtern by. Naturligvis kunne det ikke undgås, at de lyslokkede englebørn tændte mange hjerter i brand med deres skælmeri og spilopper og unoder. På scenen slog de kolbøtter, snart sad de i kreds på gulvet, snart sprang de buk over hverandre.... Stramme løjtnanter og "feudale" kavallerer lå for deres fødder. De behøvede blot at vælge! Det gik her som altid, at selv den mest påpasselige impresario ikke i længden kan holde sammen på en flok ustyrlige pigebørn. Det gik dog godt i samfulde fire år, og de små danske piger fik set sig godt om i verden. Selv det kræsne London erobrede de - for ikke at tale om Wien (Ronacher) og Budapest (Fövarosi Orfeum). Ja selv til New York vendte de tilbage.
*
Så skiltes de fem. Olga giftede sig med en amerikaner, og døde nogle år efter. Sophy drog til
Budapest med en ungarer, Inger fik en dansk millionær, bosat i London. Også hun er gået bort - i et af verdenskrigens år, efter et ulykkeligt fald under et Zeppelin-angreb. Mange år forinden - i 1898 - optrådte Inger og Gertrude i vor københavnske Cirkus Varieté, hvor de gjorde stormende lykke, stadig charmerende og pikante. Det er ingen hemmelighed, at Sisters Barrison har "stiftet skole" - eller snarere været forbilledet for hundreder af trupper af unge piger. Gertrude Barrison var den dygtigste af søstrene. I en årrække optrådte hun alene rundt om på europæiske varietéer og kunstnerkabaretter. Senere blev hun malerinde og oprettede en danseskole i Wien. Kort sagt: En alsidig kunstnerbegavelse.
*
Lona Barrison, den ældste, er den af søstrene, vi københavnere kender bedst. Da truppen var opløst, startede hun et ekstravagant varieténummer til hest, og ville bl. a optræde i Cirkus Varieté. Men vor strenge politiinspektør Theodor Petersen nedlagde veto! Hvorfor? man siger af samme grunde, som i sin tid havde forhindret hele søsterflokken i at vise sig på en af vore varietéscener: William Fleron havde i 1881-82 været redaktør af "Herolden", som efter attentatet på Alexander II i en artikel forsvarede gerningsmændene! Det kunne politiet ikke glemme, og den smukke Lona led den tort at blive forbudt af en gammel dragonofficer. 

Nogle år senere, da Petersen var takket af, var der intet i vejen. Fru Lona sang, mimede og dansede i Cirkus for en dengang fabelagtig gage. Det praktiske ægtepar havde sat sine penge i et par store københavnske ejendomme, bl. a. en lige overfor Halls statue i Søndermarken. Det altid originalt udstafferede par hørte på en måde til Københavns seværdigheder Nu bor Lona og hendes gemal i Wien, hvor fruen efter sigende har et sprogkursus. Sit modersmål har hun aldrig mestret. Men hun var perfekt i verdenssprogene og lidt til.

Således endte den mest omtalte, den mest berømte danske "trup", der nogensinde har eksisteret

Københavner med K.

(Social-Demokraten, 3. september 1933).

13 maj 2023

Barrisons. (Efterskrift til Politivennen).

"Berliner Tageblatt" fortæller:

Ved premieren i "Neues Teater" i Berlin sad på balkonen en dame der i sin tid var den mest feterede stjerne på varieteens himmel: Lona Barrison, der nu som fru Fleron bor i København. Ikke blot i hendes ydre, men også i hendes indre er der siden hine længst forsvundne dage foregået en mægtig forandring.

I det sidste par år har hun ivrig studeret medicin og tænker til næste vinter at holde offentlige foredrag om sygepleje.

Og hendes søster Gertrud der sang og dansede så nydeligt, reciterer nu tragiske digte. 

Disse to kvinder der i sin tid forargede berlinerne ved deres pikante ynde, har således fået øjnene op for livets alvor.

(Vestjyllands Social-Demokrat-Esbjerg, 15. februar 1912).

10 april 2023

Tyveriet af Bernhard Jakobsens juveler. (Efterskrift til Politivennen).

Om tyveriet af Bernhard H. Jacobsens juveler meddeles nu følgende enkeltheder:

Hr. Jacobsen forlod London i lørdags og havde bl.a. et etui med juveler nedpakket i en af sine kufferter. Ved toldvisitationen på den belgisk-tyske grænse blev kufferten med værdisagerne ikke åbnet, men da hr. Jacobsen nåede Berlin, var etuiet tomt. Kuffertlåsene var ganske urørte og man har ingen som helst anelse om hvem der har begået det dristige tyveri.

Juvelerne tilhørte hr. Jacobsens hustru, f. Barrison, i sin tid medlem af den berømte Barrisontrup.

(Kolding Folkeblad, 16. april 1909).

27 marts 2023

Barrison som Teaterstykke. (Efterskrift til Politivennen)

 Som i går omtalt af vor københavnske korrespondent har et nyt teaterstykke gjort lykke på "Kasino". Ideen til stykket har varietedamerne søstrene Barrisons livsskæbne givet.

Forældrene boede for nogle og 30 år siden i Aabenraa, hvor kun fattigfolk havde til huse. Faderen der hed Barejsen, var drejer, det kneb meget hårdt med at skaffe det allernødvendigste til livets ophold. Lejligheden var lille, og selv efter fattige forhold meget tarvelig. Her er i hvert fald nogle af de fejrede varietedamer født og opdraget.

En skønne dag rejste Barejsen til Amerika. Tilbage sad hustruen, der selv var en køn kone, med sine smukke pigebørn hvoraf den ældste nu var en 12-13 år.

Familien fik nogen hjælp - vist nok kun lidt - af en kendt modepræst. Han blev meget vred da han hørte at den ældste, meget smukke datter Abelone optrådte som statistinde på teatret.

Når præsten kom på besøg måtte man - for ikke at miste hjælpen - hykle en hellighed som slet ikke eksisterede, og det er et spørgsmål om ikke det netop var under disse forhold man fik ideen til Barrisons store varietenummer. Vi kunne i hvert fald meget vel tænke os at den unge kone og hendes børn har siddet i København og sunget salmer sammen med pastoren for så snart han var vel ude af døren at rykke hykleriet af sig og tage sig en munter kankan i den lille stue. 

Nå, efter nogen tids forløb skaffedes rejsepenge til Amerika. Derovre - men sikkert også først derovre - traf familien den talentfulde socialistiske journalist Fleron. Ved hans hjælp og under hans ledelse lagde den Europas og Amerikas levemænd for de smukke damers fødder.

Abelone blev gift med Fleron. De lever nu i København som meget rige folk. Moderen - fru Barejsen - bor også i København, mens faderen enten er død eller endu opholder sig i Amerika.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10 november 1908).

Stykket "De fem søstre" er også omtalt i Aarhus Amtstidende, 9. november 1908. De gik på forskellige teatre landet over i hvert fald et par år ind i 1. verdenskrig.

20 januar 2023

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

optræder for tiden i München. Til at begynde med gjorde hun megen lykke, men så kom der meddelelse om at hendes far var død i stor elendighed ovre i Amerika. Det blev endogså fortalt at han var begravet på det offentliges regning. Og det syntes tyskerne var for stift et stykke. Lona har jo dog penge, mange penge, ræsonnerende de, og så der der ingen mening i at behandle en far på den måde. Bladene bragte sagen frem. De kaldte Lona en hjerteløs datter. Hendes stjerne var virkelig ved at dale. 

Lona Barrison vidste ikke stort bedre end at faderen var død, men hun telegraferede straks til sin søster der havde bestyret huset for faderen, for at få nærmere forklaring. Og denne er nu kommet.

Heraf fremgår det bl.a. at den gamle Barrison blev ramt af et hjerteslag da han spiste til middag på en restauration. Datteren fik det først at vide næste morgen, da hun læste det i New Yorkerbladene, men hun besørgede så straks det fornødne med hensyn til begravelsen. Og faderen blev begravet på hendes regning. Når den sensationelle historie om at det offentlige havde bekostet begravelsen, var kommet frem, så skyldtes det sikkert at hun ikke havde navngivet sig for pensionatets ejer. Hun ønskede ikke at figurere i avisernes spalter, og derfor havde hun sagt at hun var udsendt af begravelsesselskabet for at få liget udleveret. Hvis hun havde tænkt sig at dette skulle føre med sig at hun og søsteren blev kaldt hjerteløse døtre, havde hun naturligvis opgivet sit navn.

Sådan er sammenhængen. Og Lona har naturligvis straks sørget for at få de tyske blade til at meddele dette. Så nu er der næppe nogen fare for at hun skal komme i miskredit.

(Jyllandsposten, 9. maj 1905).

12 december 2022

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison på Marienlyst.

Lona Barrison og hendes mand, "Social-Demokraten"s gamle medarbejder, Fleron, kom for nogle dage siden hertil fra Paris, hvor de ejer en ejendom, og tog ind på Marienlyst Badehotel. Enkelte af badegæsterne var henrykt over at kunne få lejlighed til daglig at beundre den bekendte varietestjerne, og særlig damerne fulgte hende, hvor hun gik og stod.

En enkelt jødisk familie blev imidlertid forarget og truede med at flytte hvis hun ikke blev vist bort fra hotellet, og til sidst måtte hr. Anders Jensen der ikke selv turde overbringe ægteparret det budskab, sende sin inspektør op for at bede parret flytte. Hr. Fleron svarede imidlertid at både han og hans hustru opførte sig fuldstændig dadelfri og ikke generede nogen som helst. Derfor ville han ikke flytte før værten udtrykkelig forlangte det. Og det ville Anders Jensen ikke, for i mellemtiden havde alle de andre damer bedt om ikke Lona Barrison nok måtte blive.

(Horsens Folkeblad, 22. juli 1901).

Politidirektøren og Lona Barrison.

Vor artikel om, at det ville blive Lona Barrison forment at optræde i Arenateatret, har vakt en berettiget opsigt. Man vil nemlig med god grund spørge om, hvorfor politidirektøren i vinter gav tilladelse til fruens optræden i Cirkus Varieté, men nægter Thor Jensen tilladelse til at lade hende optræde i Arenateatret.

Var Lona Barrison ufarlig i vinter hos direktør Rasmussen, må hun vel også være det i sommer hos direktør Thor Jensen. Med mindre man da vil gå ud fra, at Cirkus Varieté har et større privilegium end Arenateatret.

Denne sidste antagelse er imidlertid ganske urimelig alene af den grund, at Arenateatret som liggende på Tivolis grund snarere må siges at være begunstiget fremfor nogen anden varieté heri byen. Under Christian den ottende har Tivoli fået sit privilegium, der giver etablissementet ret til varietéforestillinger, hvis frihed kun begrænses af det almindelige hensyn til "orden, sikkerhed og velanstændighed". Det hedder netop herom i et af privilegiets punkter, at Tivoli i den henseende har at "forholde sig efter de specielle forskrifter, som politiet eller andre vedkommende autoriteter måtte træffe".

Direktør Thor Jensen må begribeligvis have haft ret til at gå ud fra, at når politiet ikke i vinter
lagde nogen hindring i vejen for Lona Barrisons optræden, kunne han ganske rolig engagere fruen. Der havde jo ikke været tilkendegivet det allermindste fra politiets side om, at hendes optræden var til fare for "orden, sikkerhed og velanstændighed".

Men heri har hr. Thor Jensen altså taget fejl. Da det kunne have sin interesse at erfare, hvorpå politiet ville støtte et forbud mod Lona Barrisons optræden, henvendte vi os i går til 1. politiinspektør, hr. Theodor Petersen, som med beredvillighed gav svar på vore spørgsmål.

Hr. Th. Petersen erklærede, at Lona Barrison under sin optræden i Cirkus havde overtrådt sømmelighedens hensyn. Ved den generalprøve, fruen aflagde for politiets repræsentant og for censor, prof. Vilhelm Møller, var der intet at sige til den scene, hvori fruen i sit boudoir modtager den gamle libertiner, der vil gøre hende sin opvartning. Og i den form blev det tilladt Lona Barrison at spille boudoirscenen. Men grænsen var blevet overskredet, idet bl. a. den gamle kavaler havde lagt enkelte uartige ting ind i sit stumme spil.

Det var allerede den gang blevet besluttet, at Lona Barrison ikke oftere skulle have lov til at optræde i København. Følgelig var et forbud mod hendes optræden i Arenateatret 
alene af den grund i sin orden.

Dette er hr. Th. Petersens mening, og vi behøver naturligvis ikke at tilføje, at det også er Politidirektørens, og at denne er forbudets fader. Hr. Eugen Petersen har jo altid været lydhør overfor missionens tale om verdens dårlighed.

Men det forekommer os, at politiets optræden mod Thor Jensen på ingen måde kan forsvares af den grund. Man lod jo Lona Barrison uanfægtet spille videre i vinter, selv efter at politiet eller "Kristeligt Dagblad" havde opdaget de af hr. Th. Petersen nævnte "overskridelser". Hvorfor gjorde man ikke den gang Lona Barrison opmærksom på, hvad politiets velanstændighed fordrede? Nu er forbuddet jo kun for smed at rette bager. Og det så meget mere, som Lona Barrisons ægtefælle, hr. W. Fleron, der i går formiddag ankom her til byen, overfor Tivolis direktion har erklæret, at hans hustru ved sin optræden i Arenateatret kun ville vise sig i lang kjole og i øvrigt underkaste sig en ny prøve for politiet, der da havde den ønskeligste anledning til at gøre forestillinger, hvis der var et og andet, som mishagede. Denne erklæring, ledsaget af en motivering, sendte Tivolis direktion i går til politidirektøren med anmodning om, at forbuddet måtte blive hævet.

Men politiinspektør Th. Petersens udtalelser i går overfor os viser, at forbuddet nok alligevel skal opretholdes. Kuløren på denne moralske suppe er dog den omstændighed, at politiet har ansat to betjente til at "holde orden" i Arenateatret, og at disse betjente skal betales med 4 kr. hver pr. aften. Dette er noget ganske nyt i Arenateatrets historie og foranlediget ved, at Lona Barrison skulle have optrådt.

Man ville måske kunne have forstået dette, dersom politidirektøren havde givet tilladelsen til Lona Barrisons optræden og gav de to betjente fuldmagt til at passe på, at velanstændigheden ikke blev overskredet. Men dette kan jo ikke være betjentenes opgave. Det er "ordenen" blandt publikum, de skal våge over. Men da der ikke tidligere har været anledning til at holde orden blandt publikum og sikkert heller ikke nu er nogen anledning dertil, så bliver de 8 kr. at opfatte som en daglig bøde, der idømmes Thor Jensen, fordi han i god tro og ganske i overensstemmelse med, hvad der tidligere har været tilladt, har engageret Lona Barrison. Dette er unægteligt en småtskåren hævn, politidirektøren tager over en ganske uskyldig mand, og politiets optræden får et stærkt præg af vilkårlighed, der burde give anledning til stærkt at begrænse politidirektørens myndighed overfor borgerne. Ingen kan jo nemlig vide sig sikker mod at blive presset for penge, hvis en handling, som den hr. Thor Jensen i god tro har foretaget, kan medføre dette resultat.

(Social-Demokraten, 2. august 1901).

Social-Demokraten fulgte den 4. august op med en yderligere artikel hvor argumenterne blev gentaget og et par nye oplysninger kom frem.

Forbud mod Lona Barrison,

Hos Politidirektøren.

Sangerinden Lona Barrison, der i vinter optrådte i Cirkus Varieté, var af Arenateatrets direktion blevet engageret til nogle dages optræden her i byen. Onsdag eftermiddag modtog Tivolis direktion imidlertid en skrivelse fra politidirektør Eugen Petersen, i hvilken politidirektøren nedlade forbud mos Lona Barrisons optræden Arenateatret. I anledning af dette forbud havde vi  i går en samtale med politidirektøren, der bl. a. udtalte:

Så længe Barrison-truppen optrådte samlet i udlandets byer, var jeg bestemt imod, at den måtte optræde på nogen af vore varieteer, dens demoraliserende egenskaber syntes mig af alt hvad der bliv skrevet om den og forskellige fotografier af truppens enkelte numre, ganske klare.

Så opløstes truppen imidlertid, og da direktøren for Cirkus Variéte ansøgte om tilladelse for Lona Barrison til at optræde i etablissementet, gav jeg denne tiladelse, idet sangerinden dog kun fik lov til at vise sig i et enkelt nummer. Da jeg havde set Lona Barrison i Cirkus Varieté, var jeg på det rene med, at hun egentlig helst slet ikke burde være kommet her. Særlig forekom det mig, at den hende ledsagende herre var meget uappetitlig i sin optræden.

Tilladelsen var jo imidlertid givet, og jeg ville ikke tage den tilbage; men allerede den gang besluttede jeg, at Lona Barrison ikke mere ville få lov til at optræde i København. Da hun senere under sin optræden i Cirkus Variété androg om tilladelse til at vise sig i nye numre, blev dette nægtet hende.

I øvrigt må jeg tilføje - indskyder politidirektøren - , at havde det været mig bekendt, da jeg gav tilladelsen til Lona Barrisons optræden i Cirkus Variete, at politiet i Berlin for 3/4 år siden havde nægtet hende tilladelse til at optræde der, så havde jeg ikke tilladt hendes optræden i København.

Da vi nu fik meddelelse om, at Arenateatrets direktion agtede at lade Lona Barrison optræde ved en række forestillinger, så nedlagde jeg i henhold til min i vinter fattede beslutning forbud hos  Tivolidirektionen, under hvilken Arenateatret sorterer, mod hendes optræden. I øvrigt har sangerinden, sidst, hun optrådte i Cirkus Variete, gjort forsøg på at få tilladelse til at optræde i Stockholm; men det blev hende nægtet, bl.a. fordi vedkommende stockholmske myndigheder havde erfaret, at hun ikke mere ville få lov til at optræde i København.

Da der hos de fleste mennesker hersker den opfattelse, at Tivolidirektionen har friere hænder angående sine artister end de øvrige forlystelsesetablissementer, spurgte vi politidirektøren, om han ikke med et par ord ville klare dette spørgsmål for os og vore Læsere.

Tivoli har, udtalte politidirektøren, ikke nogen som helst ret fremfor de øvrige forlystelsesetablissementer i forholdet til sine artister. Når etablissementet fx er fritaget for at præsentere de optrædende artister for 1. politiinspektør på Råd- og Domhuset, således som det er påbudt Varieteerne at gøre, så er det kun en velvilje, vi viser Tivolidirektionen. Den dag, da politiet finder, at Tivolis direktion ikke selv holder den fornødne kontrol med sine artister eller med de artister, der engageres til lokaler, som sorterer under etablissementet, vil politiet benytte sin ret og skride ind, således som det nu er sket ved forbuddet mod Lona Barrisons optræden.
C. U.

(Dagens Nyheder, 2. august 1901).
 

Lona Barrison

fortsætter vedblivende sine bestræbelser for at komme til at optræde. Forleden indgav Cirkus Krembser til politidirektøren en ansøgning om at Lona måtte optræde som en slags - skolerytterske. Politiet svarede at det havde man intet imod, når blot hun optrådte anstændigt

"Gudbevares", sagde fru Krembser "det er en selvfølge". Og efter denne forsikring blev der til i går fastsat en prøve ved hvilken politiinspektør Theodor Petersen var til stede. Ind i manegen red så fru Lona i yppigt trikot a la chevalier!! Meget hurtigt forlod hr. Theodor Petersen sit dommersæde med en utvivlsomt meget velbegrundet fornemmelse af at det var en noget ejendommelig måde at efterkomme politiets henstilling på. Det blev herefter kort og godt nægtet den uheldige fru Lona at optræde.

- Efter hvad vi erfarer, har justitsminister Alberti sendt fru Lonas andragende til Københavns politidirektør der i torsdags tilbagesendte det med en motivering af forbuddet. En af de nærmeste dage vil den justitsministerielle kendelse falde. 

Var det ikke snart på tide at man kunne blive fri for den celebre Lona Barrisons demonstrative påtrængenhed?

(Kalundborg Avis, 19. august 1901).

Cirkus Krembser optrådte en enkelt gang i Cirkusbygningen i året 1901.

Lona Barrison. Folies-Bergeres. August Guillaume. Biblioteque Nationale de France. No copyright. I Paris udførte Lona et afklædningsnummer (mandetøj!), forlod scenen i sit undertøj, for at komme tilbage på en lippizaner-hest. Hesten udførte ridekunster, mens Lona sang om "den ægteskabelige ridekunst": Den gør lidt ondt første gang, den er svær anden gang, men så ... hvis hesten altså er hård. Nummeret vakte begejstring i Frankring, men i New York, efteråret 1896 blev det en fiasko. Sidste udførelse var i Graz i Østrig i marts 1897. 

"Et martyrium i nutiden".

Med en passende blanding af indignation mod foruretteren og medlidenhed med den forurettede vil man i Aarhus have erfaret den skæbne, der nu igen er overgået den arme, hårdt prøvede Lona Barrison. Endnu inden udbyttet af denne dames og hendes gemals direkte henvendelse til vor højsindede og retfærdighedsfølsomme justitsminister Alberti forelå, har påny et af skæbnens tunge slag ramt hendes lille, velskabte person. Skæbnen var repræsenteret af Københavns Politi, in casu politiinspektør Th. Petersen, der uden barmhjertighed forbød fruen at optræde som skolerytterske i Cirkus Krembser.

De kender naturligvis allerede den lille, stærkt dramatiske situation: Th. Petersen kommer cyklende ud til cirkus for på opfordring at se en prøve på fru Barrisons kvalifikationer som skolerytterske, før der meddeltes hende tilladelse til at optræde. På forhånd havde man lovet politiet, at alt skulle gå så nydeligt og decent til, som blot tænkeligt, lang ridedragt, damesaddel osv. Så det må jo nok have været en lille overraskelse fra politiinspektøren, da den skønne kom ind i manegen, ridende på mandfolkevis, i en slags jockeydragt!

Oprigtig talt: man forstår, at hr Theodor Petersen nøjedes med en grumme fransk visit i den ham ventende cirkusloge. Han nåede nok kun midtvejs på trappen; - så havde han fået nok og udtalte sit kategoriske forbud mod den optræden, med den ikke helt urimelige tilføjelse, at dette jo i grunden var at gøre nar af politiet. Det var på det ganske sikkert også.

Imidlertid, man måtte kende københavnerne og den københavnske presse dårligt om man troede, der ved denne lejlighed var sympati for politiet. Tværtimod! Skulle man tro bladene, dvs. det store flertal af dem, var der påny øvet en himmelkrigende uret mod en stakkels, forfulgt uskyldighed. I harmfnysende artikler drager man til felts mod det reaktionære politi, med forblommede trusler om, at man jo nu heldigvis har frisindede autoriteter over dette politi. Før man ser sig for, bliver "forfølgelsen" imod hende måske til et politisk nummer, selv om hun vel næppe får held til at fremkalde en revolution, som i sin tid danserinden Taglioni i München, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder.

*   *   *

Det store københavnske varietepublikum, der har så villige talerør i en hel række af de københavnske galleriblade, stiller sig selvfølgelig på den uskyldig forfulgtes side. Når hun for et halvt år siden kunne få lov at optræde i Cirkus Variete, ræsonnerer man, hvorfor da nu forbyde hendes optræden andetsteds ? Der er tilsyneladende en vis logik i dette ræsonnement, som kun glemmer at tilføje, at netop hvad Lona Barrison den gang præsterede, er årsagen til det nuværende forbud. Thi ved den dengang afholdte forudgående prøve havde man kun vist censor og politi en stærkt afdæmpet del af fruens berømte afklædningsscene. Logik er imidlertid ikke det københavnske varietepublikums stærke side. Ellers ville man ikke nu så højrøstet forlange at se hende påny, på brædderne eller i manegen, al den stund man faktisk var led og ked af damernes lidt falmede yndigheder, medens de forevistes i cirkus. Vi har vist i det hele taget fået Lona Barrison nok.

Så vel hun som hendes stærkt om sig værende impressario-gemal er vist ogsaa ganske på det rene med denne kendsgerning. Deres sidste forsøg har sikker fået nøjagtig det udfald, ægteparret ventede og Taglioni Munchen, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder, håbede: København var presset, der lod sig ikke "gøre" mere her på pladsen. Men en tilpas reklame kunne man endnu på falderebet tage med, i fald et politiforbud lod sig udvirke. For at opnå det, var man ikke kræsen i midlerne. Hvilken skuffelse, om hr. Theodor Petersen forgangen dag havde været lidt mere oplagt til at lade sig gøre til grin - om han smilende havde ladet prøvenummeret i cirkus passere, måske med en lille, overlegen bemærkning om, at fru Barrison så vist ikke længer kunne gøre fortræd, enten hun nu viste sig i lang kjole eller i jockeydragt.

Så overlegen var politiinspektøren nu ikke - heldigvis, siger utvivlsomt hr. og fru Barrison, mens de officielt græder deres krokodilletårer over den skændige forfølgelse, der "ødelægger Lonas erhverv", hvilken opbyggelige passiar pligtskyldigst refereres i de dertil indrettede blade, der lader, som om de tror det.

I virkeligheden er "martyriet" lige så let gennemskueligt som fru Lona Barrisons toiletter. Politiforbuddet, der bjerger hende fra endnu en fiasko i København, er den bedste reklame, hun kan få til den næste storstad, hvor det dog muligt kan skaffe hende en succes. Eksemplet på slig reklames magt har vi jo lige ved hånden: vor mest omtalte varietedames sejrsgang gennem Europa, inklusive Nordre Birk - København undtaget.

*   *   *

Således forholder det sig altså med dette som på bestilling leverede martyrium: den gamle, durkdrevne socialistfører Fleron har opnået netop, hvad han ville, og har dertil fået venlig bistand af det københavnske politi. Den hele historie var ikke værd at beskæftige sig med - så lidet appetitligt som ægteparret Barrison er - hvis den ikke så klart og så pinligt belyste visse hovestadsfænomener som man fra gammel tid har et godt øje til ude i provinserne. Nu og da begynder man at forstå, hvad der i grunden menes med de jævnlige udfald mod "Københavneriet". Affæren Barrison er et sådant typisk stykke københavneri.

Den oppositionslyst og uafhængighedstrang, som er københavnerne iboende, kan være ypperlige, både sunde og styrkende egenskaber. Men de udarter rigtignok lovlig tit til, skal vi sige principmæssig gøren vrøvl. Ser det københavnske gadepublikum en konflikt mellem politiet og en Lona Barrison, går "den offentlige mening" øjeblikkelig og uden fjerneste overvejelse imod politiet. Autoritelerne skal nemlig have uret. Det er en trossag, ved hvilken der ikke kan rokkes.

Føj hertil den mere og mere udprægede københavnske forkærlighed for de lidt anløbne celebriteter, for det "vildt", der har den lille, behørige "tanke". Man skal hverken være snerpet eller pietistisk; alligevel har man nok lov at finde, at det er nogle løjerlige genstande, det københavnske publikum til tider vælger sig for sin begejstring. Og her er det ikke blot den tankeløse hob, der har ansvaret. Store ånder er jo gået i spidsen. Hvem vil helt kunne benægte slægtskabet mellem Drachmanns Edith -forherligelse - med sidekomplimenter til Lona, den rent ud fjottede og hysteriske Dagmar Hansen-forgudelse, der endnu behersker store dele af det københavnske bourgeoisi? - og så de sidste dages forsøg på at lægge martyrglorien på en Lona Barrisons pande? I ramme alvor bebrejder man politiet dets "ugalante" optræden mod disse galante damer dets "mangel på ridderlighed". Og folkesnakken, der er utrolig naiv, kolporterer villig de usandsynligste legender til bestyrkelse af den snart hævdvundne tradition for samme damers fremragende fortrinlighed.

Med al agtelse for deres artistiske dygtighed, der ikke interesserer os, og deres menneskelige egenskaber, om hvilke vi gerne tror det bedste, må vi bekende fremdeles at stå udenforstående til hele denne nykøbenhavnske smagsretning der i de damer som de her omtalte, ser nationale heltinder, veritable martyrer, moderne Jeanne d'Arc'er.

Men måske er det vor dumhed, at vi ikke kan se og ikke kan tro, at det just er den slags "fromme, stærke kvinder" der er "Danmarks mål".

Invitus.

(Aarhuus Stifts-Tidende 21. august 1901). 

10 december 2022

Lona Barrison og Cirkus-artisterne. (Efterskrift til Politivennen)

En protest!

Fra Lona Barrison har vi i morges modtaget følgende lille billet:

København, 26. april

Til

Redaktionen af "København"

På given foranledning bedes medfølgende berigtigelse optaget in extenso i næste nummer af Deres ærede blad. 

Med højagtelse

Lona Barrison Fleron.

Erklæringen som fruen ønsker indrykket, har følgende ordlyd:

København, den 26. april 1901.

Til

Fru Barrison Fleron!

Vi undertegnede artister i Cirkus Varieté tillader os herved at bestride sandheden af den i bladet "København" af 24. april d. å. bragte notits at de i Cirkus Varieté for tiden optrædende artister kun modtog direktør Rasmussens indbydelse til en skovtur på den betingelse at fru Lona Barrison ikke deltog i nævnte udflugt. Tværtimod, fruens selskab ville have været os kært.

Med kollegial hilsen

(Underskrifter)

Det gør os oprigtig ondt for fru Lona, at hun i anledning af vor "notits" har pådraget sig den ubehagelighed at skulle offentliggøre en erklæring der ender med en utvetydig spydighed mod hende.

Ifølge pålidelige oplysninger vi har indhentet, deltager fruen ikke i sine kollegers fællesfornøjelser fordi hun føler sig for "fin" til at omgås dem. Denne opfattelse er i hvert fald den fremherskende blandt artisterne, og den giver sig udtryk i hin spydige bemærkning om at man tværtimod gerne havde ønsket Lonas selskab.

Stakkels Lona.

Frejlif.

(København, 27. marts 1901).

Fra Kunstens Overdrev. (Efterskrift til Politivennen)

Cirkus Variete. - Boer-sympatier. - Lona Barrison.

København, 3. marts.

Parket, loger og etager er fyldt af et forventningsfuldt publikum; man ser alle de ansigter, der kendes fra teatrenes premierer, for for første gang siden den lille Abelone Bareisen for ca. 15 år siden spillede tambourmajor i "Tommeliden" på Kasino, skal Lona Barrison, der i mellemtiden er bleven verdens mest omtalte artistinde, vise sig som sådan for sine bysbørn.

Men der er et langt variete-program at gennemgå, inden turen kommer til Lona. Der er fx en mimiker, der fremstiller alverdens berømtheder. Konger og kejsere modtages i reglen med respektfuld bifald, Waldersee og Roberts med hyssen og piben, men "den tapre boergeneral Christian Dewet, englændernes skræk" med stormende bifald, som stiger til orkan, da "præsident Krüger, den hårdtpøvede" viser sig.

Senere får det boervenlige publikum ny lejlighed til at vise sin sympati.

Der optræder en hollandsk dame-sextet kyske bondepigedragter og med friske, klare stemmer. De slutter med boernes nationalsang, der selvfølgelig synges i originalsproget; den djærve, klangfulde melodi tager publikum med storm, og sangen forlanges gentagende gange da capo under stigende bifald. Den har forøvrigt længe været godt kendt her i København, og den vil snart være lige så populær som Marseillaisen under den fransk-tyske krig.

Så følger gymnastikere, sangere og sangerinder i broget forvirring; en hel familie danser på linje oppe under kuplen, og en "håndlænkekonge" viser, at han kan sprænge alle lænker, som sættes på ham. 

Og så kommer endelig Lona Barrison. Lille og fin af skikkelse og med store naive øjne i det næsten barnlige ansigt, skulle man forsværge, at det er hende, der i de senere år har givet anledning til tusinder af forargede bladnotitser i hele verden og til den voldsomme krig som de tyske artister for et par siden satte i gang mod hende, indtil domstolene ved en klækkelig mulkt satte en stopper for "Der Artist"s angreb på hende.

Hun spiller en pariserscene med en affældig baron, for hvem hun foredrager forskellige sange af fremmed oprindelse. Teksten forstår man ikke - den er censor for øvrigt gået god for - , men foredraget er ganske virtuosmæssigt og originalt ved sin pointerede sikkerhed og pikant uden at være råt.

Hun viser sig efterhånden i forskellige kostumer, som egentlig ikke overskrider hvad man er vant til i den genre. Men til sidst træder hun frem i - badedragt og nu begynder publikum at blive lidt usikkert. Kan det virkelig også gå? Man rives dog snart ud af enhver tvivl i så henseende. I en loge troner nemlig i ensom majestæt selve politiinspektøren, forsynet med en drabelig kikkert, som stadig er rettet mod scenen.

Og han fortrækker ikke en mine. For øvrigt har han for en måneds tid siden sammen med censor prof. Vilh. Møller, godkendt Lonas kostumer ved en forestilling, hun måtte give for de to herrer alene.

Adskillige fremkaldelser og mange kostbare blomster fastslog Lona Barrisons succes. Og hendes mand, den tidligere redaktør af "Herolden", hr. Wm. Fleron, gned sig fornøjet i hænderne; han skal nemlig have en trediedel af entreindtægten hver aften, og det bliver antagelig en god skilling i månedens løb

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 4. marts 1901).

Lona Barrison. Gustav Liersch & Co. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

Indbudt til Kunstnerkarneval.

Til det af unge kunstnere natten til i lørdags arrangerede karneval i Larsens Lokaler havde Lone Barrison fået adgang. At denne varietedame hvis offentlige optræden i Tyskland er forbudt af hensyn til sømmelighed og moral, med stor frihed og ugenerthed bevægede sig blandt damer og herrer af Københavns såkaldte "gode selskab", noterer selvfølgelig "Politiken" med oprigtig glæde og tilfredshed.

(Viborg Stiftstidende, 19. marts 1901).