Lona Barrison på Marienlyst.
Lona Barrison og hendes mand, "Social-Demokraten"s gamle medarbejder, Fleron, kom for nogle dage siden hertil fra Paris, hvor de ejer en ejendom, og tog ind på Marienlyst Badehotel. Enkelte af badegæsterne var henrykt over at kunne få lejlighed til daglig at beundre den bekendte varietestjerne, og særlig damerne fulgte hende, hvor hun gik og stod.
En enkelt jødisk familie blev imidlertid forarget og truede med at flytte hvis hun ikke blev vist bort fra hotellet, og til sidst måtte hr. Anders Jensen der ikke selv turde overbringe ægteparret det budskab, sende sin inspektør op for at bede parret flytte. Hr. Fleron svarede imidlertid at både han og hans hustru opførte sig fuldstændig dadelfri og ikke generede nogen som helst. Derfor ville han ikke flytte før værten udtrykkelig forlangte det. Og det ville Anders Jensen ikke, for i mellemtiden havde alle de andre damer bedt om ikke Lona Barrison nok måtte blive.
(Horsens Folkeblad, 22. juli 1901).
Politidirektøren og Lona Barrison.
Vor artikel om, at det ville blive Lona Barrison forment at optræde i Arenateatret, har vakt en berettiget opsigt. Man vil nemlig med god grund spørge om, hvorfor politidirektøren i vinter gav tilladelse til fruens optræden i Cirkus Varieté, men nægter Thor Jensen tilladelse til at lade hende optræde i Arenateatret.
Var Lona Barrison ufarlig i vinter hos direktør Rasmussen, må hun vel også være det i sommer hos direktør Thor Jensen. Med mindre man da vil gå ud fra, at Cirkus Varieté har et større privilegium end Arenateatret.
Denne sidste antagelse er imidlertid ganske urimelig alene af den grund, at Arenateatret som liggende på Tivolis grund snarere må siges at være begunstiget fremfor nogen anden varieté heri byen. Under Christian den ottende har Tivoli fået sit privilegium, der giver etablissementet ret til varietéforestillinger, hvis frihed kun begrænses af det almindelige hensyn til "orden, sikkerhed og velanstændighed". Det hedder netop herom i et af privilegiets punkter, at Tivoli i den henseende har at "forholde sig efter de specielle forskrifter, som politiet eller andre vedkommende autoriteter måtte træffe".
Direktør Thor Jensen må begribeligvis have haft ret til at gå ud fra, at når politiet ikke i vinter
lagde nogen hindring i vejen for Lona Barrisons optræden, kunne han ganske rolig engagere fruen. Der havde jo ikke været tilkendegivet det allermindste fra politiets side om, at hendes optræden var til fare for "orden, sikkerhed og velanstændighed".
Men heri har hr. Thor Jensen altså taget fejl. Da det kunne have sin interesse at erfare, hvorpå politiet ville støtte et forbud mod Lona Barrisons optræden, henvendte vi os i går til 1. politiinspektør, hr. Theodor Petersen, som med beredvillighed gav svar på vore spørgsmål.
Hr. Th. Petersen erklærede, at Lona Barrison under sin optræden i Cirkus havde overtrådt sømmelighedens hensyn. Ved den generalprøve, fruen aflagde for politiets repræsentant og for censor, prof. Vilhelm Møller, var der intet at sige til den scene, hvori fruen i sit boudoir modtager den gamle libertiner, der vil gøre hende sin opvartning. Og i den form blev det tilladt Lona Barrison at spille boudoirscenen. Men grænsen var blevet overskredet, idet bl. a. den gamle kavaler havde lagt enkelte uartige ting ind i sit stumme spil.
Det var allerede den gang blevet besluttet, at Lona Barrison ikke oftere skulle have lov til at optræde i København. Følgelig var et forbud mod hendes optræden i Arenateatret
alene af den grund i sin orden.
Dette er hr. Th. Petersens mening, og vi behøver naturligvis ikke at tilføje, at det også er Politidirektørens, og at denne er forbudets fader. Hr. Eugen Petersen har jo altid været lydhør overfor missionens tale om verdens dårlighed.
Men det forekommer os, at politiets optræden mod Thor Jensen på ingen måde kan forsvares af den grund. Man lod jo Lona Barrison uanfægtet spille videre i vinter, selv efter at politiet eller "Kristeligt Dagblad" havde opdaget de af hr. Th. Petersen nævnte "overskridelser". Hvorfor gjorde man ikke den gang Lona Barrison opmærksom på, hvad politiets velanstændighed fordrede? Nu er forbuddet jo kun for smed at rette bager. Og det så meget mere, som Lona Barrisons ægtefælle, hr. W. Fleron, der i går formiddag ankom her til byen, overfor Tivolis direktion har erklæret, at hans hustru ved sin optræden i Arenateatret kun ville vise sig i lang kjole og i øvrigt underkaste sig en ny prøve for politiet, der da havde den ønskeligste anledning til at gøre forestillinger, hvis der var et og andet, som mishagede. Denne erklæring, ledsaget af en motivering, sendte Tivolis direktion i går til politidirektøren med anmodning om, at forbuddet måtte blive hævet.
Men politiinspektør Th. Petersens udtalelser i går overfor os viser, at forbuddet nok alligevel skal opretholdes. Kuløren på denne moralske suppe er dog den omstændighed, at politiet har ansat to betjente til at "holde orden" i Arenateatret, og at disse betjente skal betales med 4 kr. hver pr. aften. Dette er noget ganske nyt i Arenateatrets historie og foranlediget ved, at Lona Barrison skulle have optrådt.
Man ville måske kunne have forstået dette, dersom politidirektøren havde givet tilladelsen til Lona Barrisons optræden og gav de to betjente fuldmagt til at passe på, at velanstændigheden ikke blev overskredet. Men dette kan jo ikke være betjentenes opgave. Det er "ordenen" blandt publikum, de skal våge over. Men da der ikke tidligere har været anledning til at holde orden blandt publikum og sikkert heller ikke nu er nogen anledning dertil, så bliver de 8 kr. at opfatte som en daglig bøde, der idømmes Thor Jensen, fordi han i god tro og ganske i overensstemmelse med, hvad der tidligere har været tilladt, har engageret Lona Barrison. Dette er unægteligt en småtskåren hævn, politidirektøren tager over en ganske uskyldig mand, og politiets optræden får et stærkt præg af vilkårlighed, der burde give anledning til stærkt at begrænse politidirektørens myndighed overfor borgerne. Ingen kan jo nemlig vide sig sikker mod at blive presset for penge, hvis en handling, som den hr. Thor Jensen i god tro har foretaget, kan medføre dette resultat.
(Social-Demokraten, 2. august 1901).
Social-Demokraten fulgte den 4. august op med en yderligere artikel hvor argumenterne blev gentaget og et par nye oplysninger kom frem.
Forbud mod Lona Barrison,
Hos Politidirektøren.
Sangerinden Lona Barrison, der i vinter optrådte i Cirkus Varieté, var af Arenateatrets direktion blevet engageret til nogle dages optræden her i byen. Onsdag eftermiddag modtog Tivolis direktion imidlertid en skrivelse fra politidirektør Eugen Petersen, i hvilken politidirektøren nedlade forbud mos Lona Barrisons optræden Arenateatret. I anledning af dette forbud havde vi i går en samtale med politidirektøren, der bl. a. udtalte:
Så længe Barrison-truppen optrådte samlet i udlandets byer, var jeg bestemt imod, at den måtte optræde på nogen af vore varieteer, dens demoraliserende egenskaber syntes mig af alt hvad der bliv skrevet om den og forskellige fotografier af truppens enkelte numre, ganske klare.
Så opløstes truppen imidlertid, og da direktøren for Cirkus Variéte ansøgte om tilladelse for Lona Barrison til at optræde i etablissementet, gav jeg denne tiladelse, idet sangerinden dog kun fik lov til at vise sig i et enkelt nummer. Da jeg havde set Lona Barrison i Cirkus Varieté, var jeg på det rene med, at hun egentlig helst slet ikke burde være kommet her. Særlig forekom det mig, at den hende ledsagende herre var meget uappetitlig i sin optræden.
Tilladelsen var jo imidlertid givet, og jeg ville ikke tage den tilbage; men allerede den gang besluttede jeg, at Lona Barrison ikke mere ville få lov til at optræde i København. Da hun senere under sin optræden i Cirkus Variété androg om tilladelse til at vise sig i nye numre, blev dette nægtet hende.
I øvrigt må jeg tilføje - indskyder politidirektøren - , at havde det været mig bekendt, da jeg gav tilladelsen til Lona Barrisons optræden i Cirkus Variete, at politiet i Berlin for 3/4 år siden havde nægtet hende tilladelse til at optræde der, så havde jeg ikke tilladt hendes optræden i København.
Da vi nu fik meddelelse om, at Arenateatrets direktion agtede at lade Lona Barrison optræde ved en række forestillinger, så nedlagde jeg i henhold til min i vinter fattede beslutning forbud hos Tivolidirektionen, under hvilken Arenateatret sorterer, mod hendes optræden. I øvrigt har sangerinden, sidst, hun optrådte i Cirkus Variete, gjort forsøg på at få tilladelse til at optræde i Stockholm; men det blev hende nægtet, bl.a. fordi vedkommende stockholmske myndigheder havde erfaret, at hun ikke mere ville få lov til at optræde i København.
Da der hos de fleste mennesker hersker den opfattelse, at Tivolidirektionen har friere hænder angående sine artister end de øvrige forlystelsesetablissementer, spurgte vi politidirektøren, om han ikke med et par ord ville klare dette spørgsmål for os og vore Læsere.
Tivoli har, udtalte politidirektøren, ikke nogen som helst ret fremfor de øvrige forlystelsesetablissementer i forholdet til sine artister. Når etablissementet fx er fritaget for at præsentere de optrædende artister for 1. politiinspektør på Råd- og Domhuset, således som det er påbudt Varieteerne at gøre, så er det kun en velvilje, vi viser Tivolidirektionen. Den dag, da politiet finder, at Tivolis direktion ikke selv holder den fornødne kontrol med sine artister eller med de artister, der engageres til lokaler, som sorterer under etablissementet, vil politiet benytte sin ret og skride ind, således som det nu er sket ved forbuddet mod Lona Barrisons optræden.
C. U.
(Dagens Nyheder, 2. august 1901).
Lona Barrison
fortsætter vedblivende sine bestræbelser for at komme til at optræde. Forleden indgav Cirkus Krembser til politidirektøren en ansøgning om at Lona måtte optræde som en slags - skolerytterske. Politiet svarede at det havde man intet imod, når blot hun optrådte anstændigt
"Gudbevares", sagde fru Krembser "det er en selvfølge". Og efter denne forsikring blev der til i går fastsat en prøve ved hvilken politiinspektør Theodor Petersen var til stede. Ind i manegen red så fru Lona i yppigt trikot a la chevalier!! Meget hurtigt forlod hr. Theodor Petersen sit dommersæde med en utvivlsomt meget velbegrundet fornemmelse af at det var en noget ejendommelig måde at efterkomme politiets henstilling på. Det blev herefter kort og godt nægtet den uheldige fru Lona at optræde.
- Efter hvad vi erfarer, har justitsminister Alberti sendt fru Lonas andragende til Københavns politidirektør der i torsdags tilbagesendte det med en motivering af forbuddet. En af de nærmeste dage vil den justitsministerielle kendelse falde.
Var det ikke snart på tide at man kunne blive fri for den celebre Lona Barrisons demonstrative påtrængenhed?
(Kalundborg Avis, 19. august 1901).
Cirkus Krembser optrådte en enkelt gang i Cirkusbygningen i året 1901.
Lona Barrison. Folies-Bergeres. August Guillaume. Biblioteque Nationale de France. No copyright. I Paris udførte Lona et afklædningsnummer (mandetøj!), forlod scenen i sit undertøj, for at komme tilbage på en lippizaner-hest. Hesten udførte ridekunster, mens Lona sang om "den ægteskabelige ridekunst": Den gør lidt ondt første gang, den er svær anden gang, men så ... hvis hesten altså er hård. Nummeret vakte begejstring i Frankring, men i New York, efteråret 1896 blev det en fiasko. Sidste udførelse var i Graz i Østrig i marts 1897.
"Et martyrium i nutiden".
Med en passende blanding af indignation mod foruretteren og medlidenhed med den forurettede vil man i Aarhus have erfaret den skæbne, der nu igen er overgået den arme, hårdt prøvede Lona Barrison. Endnu inden udbyttet af denne dames og hendes gemals direkte henvendelse til vor højsindede og retfærdighedsfølsomme justitsminister Alberti forelå, har påny et af skæbnens tunge slag ramt hendes lille, velskabte person. Skæbnen var repræsenteret af Københavns Politi, in casu politiinspektør Th. Petersen, der uden barmhjertighed forbød fruen at optræde som skolerytterske i Cirkus Krembser.
De kender naturligvis allerede den lille, stærkt dramatiske situation: Th. Petersen kommer cyklende ud til cirkus for på opfordring at se en prøve på fru Barrisons kvalifikationer som skolerytterske, før der meddeltes hende tilladelse til at optræde. På forhånd havde man lovet politiet, at alt skulle gå så nydeligt og decent til, som blot tænkeligt, lang ridedragt, damesaddel osv. Så det må jo nok have været en lille overraskelse fra politiinspektøren, da den skønne kom ind i manegen, ridende på mandfolkevis, i en slags jockeydragt!
Oprigtig talt: man forstår, at hr Theodor Petersen nøjedes med en grumme fransk visit i den ham ventende cirkusloge. Han nåede nok kun midtvejs på trappen; - så havde han fået nok og udtalte sit kategoriske forbud mod den optræden, med den ikke helt urimelige tilføjelse, at dette jo i grunden var at gøre nar af politiet. Det var på det ganske sikkert også.
Imidlertid, man måtte kende københavnerne og den københavnske presse dårligt om man troede, der ved denne lejlighed var sympati for politiet. Tværtimod! Skulle man tro bladene, dvs. det store flertal af dem, var der påny øvet en himmelkrigende uret mod en stakkels, forfulgt uskyldighed. I harmfnysende artikler drager man til felts mod det reaktionære politi, med forblommede trusler om, at man jo nu heldigvis har frisindede autoriteter over dette politi. Før man ser sig for, bliver "forfølgelsen" imod hende måske til et politisk nummer, selv om hun vel næppe får held til at fremkalde en revolution, som i sin tid danserinden Taglioni i München, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder.
* * *
Det store københavnske varietepublikum, der har så villige talerør i en hel række af de københavnske galleriblade, stiller sig selvfølgelig på den uskyldig forfulgtes side. Når hun for et halvt år siden kunne få lov at optræde i Cirkus Variete, ræsonnerer man, hvorfor da nu forbyde hendes optræden andetsteds ? Der er tilsyneladende en vis logik i dette ræsonnement, som kun glemmer at tilføje, at netop hvad Lona Barrison den gang præsterede, er årsagen til det nuværende forbud. Thi ved den dengang afholdte forudgående prøve havde man kun vist censor og politi en stærkt afdæmpet del af fruens berømte afklædningsscene. Logik er imidlertid ikke det københavnske varietepublikums stærke side. Ellers ville man ikke nu så højrøstet forlange at se hende påny, på brædderne eller i manegen, al den stund man faktisk var led og ked af damernes lidt falmede yndigheder, medens de forevistes i cirkus. Vi har vist i det hele taget fået Lona Barrison nok.
Så vel hun som hendes stærkt om sig værende impressario-gemal er vist ogsaa ganske på det rene med denne kendsgerning. Deres sidste forsøg har sikker fået nøjagtig det udfald, ægteparret ventede og Taglioni i Munchen, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder, håbede: København var presset, der lod sig ikke "gøre" mere her på pladsen. Men en tilpas reklame kunne man endnu på falderebet tage med, i fald et politiforbud lod sig udvirke. For at opnå det, var man ikke kræsen i midlerne. Hvilken skuffelse, om hr. Theodor Petersen forgangen dag havde været lidt mere oplagt til at lade sig gøre til grin - om han smilende havde ladet prøvenummeret i cirkus passere, måske med en lille, overlegen bemærkning om, at fru Barrison så vist ikke længer kunne gøre fortræd, enten hun nu viste sig i lang kjole eller i jockeydragt.
Så overlegen var politiinspektøren nu ikke - heldigvis, siger utvivlsomt hr. og fru Barrison, mens de officielt græder deres krokodilletårer over den skændige forfølgelse, der "ødelægger Lonas erhverv", hvilken opbyggelige passiar pligtskyldigst refereres i de dertil indrettede blade, der lader, som om de tror det.
I virkeligheden er "martyriet" lige så let gennemskueligt som fru Lona Barrisons toiletter. Politiforbuddet, der bjerger hende fra endnu en fiasko i København, er den bedste reklame, hun kan få til den næste storstad, hvor det dog muligt kan skaffe hende en succes. Eksemplet på slig reklames magt har vi jo lige ved hånden: vor mest omtalte varietedames sejrsgang gennem Europa, inklusive Nordre Birk - København undtaget.
* * *
Således forholder det sig altså med dette som på bestilling leverede martyrium: den gamle, durkdrevne socialistfører Fleron har opnået netop, hvad han ville, og har dertil fået venlig bistand af det københavnske politi. Den hele historie var ikke værd at beskæftige sig med - så lidet appetitligt som ægteparret Barrison er - hvis den ikke så klart og så pinligt belyste visse hovestadsfænomener som man fra gammel tid har et godt øje til ude i provinserne. Nu og da begynder man at forstå, hvad der i grunden menes med de jævnlige udfald mod "Københavneriet". Affæren Barrison er et sådant typisk stykke københavneri.
Den oppositionslyst og uafhængighedstrang, som er københavnerne iboende, kan være ypperlige, både sunde og styrkende egenskaber. Men de udarter rigtignok lovlig tit til, skal vi sige principmæssig gøren vrøvl. Ser det københavnske gadepublikum en konflikt mellem politiet og en Lona Barrison, går "den offentlige mening" øjeblikkelig og uden fjerneste overvejelse imod politiet. Autoritelerne skal nemlig have uret. Det er en trossag, ved hvilken der ikke kan rokkes.
Føj hertil den mere og mere udprægede københavnske forkærlighed for de lidt anløbne celebriteter, for det "vildt", der har den lille, behørige "tanke". Man skal hverken være snerpet eller pietistisk; alligevel har man nok lov at finde, at det er nogle løjerlige genstande, det københavnske publikum til tider vælger sig for sin begejstring. Og her er det ikke blot den tankeløse hob, der har ansvaret. Store ånder er jo gået i spidsen. Hvem vil helt kunne benægte slægtskabet mellem Drachmanns Edith -forherligelse - med sidekomplimenter til Lona, den rent ud fjottede og hysteriske Dagmar Hansen-forgudelse, der endnu behersker store dele af det københavnske bourgeoisi? - og så de sidste dages forsøg på at lægge martyrglorien på en Lona Barrisons pande? I ramme alvor bebrejder man politiet dets "ugalante" optræden mod disse galante damer dets "mangel på ridderlighed". Og folkesnakken, der er utrolig naiv, kolporterer villig de usandsynligste legender til bestyrkelse af den snart hævdvundne tradition for samme damers fremragende fortrinlighed.
Med al agtelse for deres artistiske dygtighed, der ikke interesserer os, og deres menneskelige egenskaber, om hvilke vi gerne tror det bedste, må vi bekende fremdeles at stå udenforstående til hele denne nykøbenhavnske smagsretning der i de damer som de her omtalte, ser nationale heltinder, veritable martyrer, moderne Jeanne d'Arc'er.
Men måske er det vor dumhed, at vi ikke kan se og ikke kan tro, at det just er den slags "fromme, stærke kvinder" der er "Danmarks mål".
Invitus.
(Aarhuus Stifts-Tidende 21. august 1901).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar