Redning ved Vordingborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags i forrige Uge om Eftermiddagen Mellem Kl. l og 2, mærkede ifølge "Vordingborg Av." nogle ved Kallehave Færgebro værende Folk, at en Mandsperson begav sig ud paa Isen fra Koster Færgegaard for at gaae over til Kallehave, mellem hvilke tvende Færgesteder der er iset en Rende til Seilads for den daglige Færgefart. Det var langs med denne Rende, maaskee 7-8 Fod fjernet fra Siden af den, at Fodgængeren saaes, og det gav strax Anledning til Tvivl hos de tilstedeværende, som fra Kallehave Færgebro iagttog ham. om han kunde naae ovet, da Isen, i den Side-Afstand fra den aabne Rende, paa hvilken han bevægede sig, var meget svækket ved Gjennemskjæringen. 

Tilskuerne ventede dog ikke ledige paa Resultatet, men Færgekarl Peder Bendsen, som var blandt dem, det iagttog ham, satte strax Færgebaaden istand og begav sig tilligemed 3 eller i andre Tilstedeværende i denne ud i Renden, hvor de da strax saae, at deres Frygt havde bekræftet sig, idet Vandringsmanden var forsvunden, hvorimod de omtrent midt imellem Koster og Kallehave bemærkede Hovedet og Armene af et Menneske, som bevægede sig over Isen, medens det øvrige Legeme var under Isen. Det var en kritisk Stilling for den Ulykkelige, som under kraftige Raab og Opmuntringer fra de tililende Redningsmænd ikkun ved idelig Bevægelse med Benene var istand til at holde sig oppe, med Armene rigtignok støttede paa den ham omgivende Iis, der imidlertid hvert Øieblik brast itu. Baaden var vel nu i Renden og omtrent lige for den Forulykkede, men den kunde først ved at hugge sig 7-8 Fod gjennem Isen paatværs af Renden naae Manden, og det var mere end tvivlsomt, om Stakkelen kunne holde sig saa længe, til det skete. Den flinke Færgekarl Peder Bendsen sprang da ud paa Isen, og idet han klyngede sig fast til Baaden med den ene Haand, brugte han den anden til saagodtsom at hugge Isen bort under Fødderne af sig, for at bane Vei for Baaden, efterat denne var dreiet af fra den isede Hovedrende. Med en Ro og Sindighed, som gjorde denne behjertede unge Mand den største Ære, ledede han dette ingenlunde farefrie Forsøg, idet han afrettende med høi og kraftig Stemme commanderede sine Medhiælpere og opmuntrede den Stakkel, der endnu laa i Vandet og ved paa Isen med ikkun Hovedet og Armene oppe. Og endelig lykkedes deres kraftige Anstrengelser; de naaede hen til Stedet og fik den Forulykkede, Hattemagersvend August Giere, 28 Aar gammel og født i Kjøbenhavn, trukken op i Baaden, medens der endnu var Liv i ham, og her fortsattes den Kiærlighedsgjerning, der allerede var viist ham, idet Peder Bendsen nemlig trak sine egne Beenklæder af, hvilke han byttede med den næsten Omkomne; de Andre i Baaden fulgte Exemplet, og hver især skilte sig ved et af deres varme, tørre Klædningsstykker, som de iførte det næsten bevidstløse Menneske, idet de skilte ham ved det vaade, frosne Tøi. Disse kjærlige Bestræbelse efterfulgtes af en omhyggelig Pleie, som Giæstgiveren i Kallehave Færgegaard, Jens Hansen, ved hensigtsmæssig og kjærlig Behandling i høi Grad lod ham tilflyde, hvilket da ogsaa havde de glædelige Følger, at det stakkels Menneske allerede om Aftenen kom til sig selv. Han forblev derpaa under Gjæstgiver Hansens udmærkede og uegennyttige Forplejning til Torsdag, da han var fuldkommen restitueret.

Det skal iøvrigt ikke være første Gang, at Færgekarl Peder Bendsen (af Taarbæk) har havt Lejlighed til at vise, at han er en behjertet, rask og energisk ung Mand, som med Tilsidesættelse af Fare for eget Liv og Helbred har frelst Medmenneskers Liv, eg det er derfor her en dobbelt Pligt at fremhæve hans bestemte og modige Optræden i dette Tilfælde, hvor han ligefrem har frelst et Menneskeliv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Efter Bombardementet, Slut October 1807. (Efterskrift til Politivennen)

Indtil i Gaar var der, som man officiel veed, deserteret 1017 Marinere.

Udtog af en Skrivelse fra Vordingborg af 15 October. Den 14de seilede en Valerbaad, ført af Skipper Jens Nielsen, forbi Kallehauge, forsynet med et fra Kjøbenhavn tilsendt Pas. De derværende Engelske skjøde paa ham med den Canon, der laae paa Færgebroen, og dræbte hans bedste Mand, hvorved dennes efterladte Enke, som desuden er yderst fattig, er bleven sat i en sørgelig Forfatning. De samme Aften paa Billiarden her i Byen indsamlede 7 Rdlr, ere afsendte til denne ulykkelige Kone, som boer her i Kjøbenhavn.... - Vore Fiender have ellers opført sig taalelig godt her, paa enkelte Skurke nær. I Særdeleshed udmærkede følgende Officierer sig som veltænkende og gode Mennesker: Capit. Kremthon, Lieuten. Reed, Lieuten. Barthlin af Dragonerne, Lieuten. Jasper af Artilleriet. - Til liden Ære for det andet Kjøn have adskillige forelsket sig i de Engelske Jægere og Cavallerister, og efter deres Afreise fældet veemodige Taarer. Et Rygte siger, at en Officier jagede to hvoriblandt een givt Kone, fra dem paa Veien til Nestved. Disse Qvinder havde besluttet at følge med Fienderrne til Engelland. Fra Nestved skulle fire Fruentimmere virkelig være fulgte med dem. Een af dem i det mindste var klædt som Jomfru. 

I Søndags Morges forlode de sidste Engelske Tropper Frederiksbergby. Hos en Gjestgiver i Alleen havde endeel Soldater Natten i Forveien sat Ild paa en Vogn; men deres Officier sad just oppe og spillede Kort, hvorved da Ulykken blev forebygget. Gjerningsmanden kunde ikke opdages; da ingen af de Indqvarterede vllde udlægge ham, fik de alle Tamp.

Da de Engelske droge herfra, fulgte adskillige Danske Fruentimmer med dem, som de havde sluttet Marriage med.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 3, 20 October 1807 )

General-Major Evald er nu ankommen i Sjælland med omtrent 6 til 7000 Mand. Han var i Spidsen for de landede Tropper og beviste altsaa, at han ikke frygtede de Engelske Canoner. Et Engelsk Krigsfartøi blev skudt i Sænk.

Alle de Danske Fruentimmer, der enten havde sluttet Marriage eller stiftet andre Forbindelser med de Engelske Soldater, og af denne Aarsag vare gaaede ombord med dem, ere blevne skuffede i deres Haab. Engellænderne have sendt dem alle i Land igjen.

En Bonde i Ballerup var Løverdagen den 17 October beordret at kjøre en fiendtlig Officier til Kjøbenhavn fra hans Qvarteer, 6 Mile fra Byen. Da de vare komne et kort Stykkevei fremad, bemærkede de noget stikke frem i det Krat, de passerede forbi. De undersøgte dette nærmere, og greb en Hannoveransk Deserteur, som her havde skjult sig. Officieren, en Engellænder, slog et Toug om Livet paa Deserteuren, og bandt Touget fast ved Vognen. Saaledes maatte Hannoveraneren følge med den hele Vei til Byen, og hverken hans Bønner eller Taarer, eller Bondens Tilbud at give ham Plads paa det forreste Sæde ved Siden af sig, kunde bevæge den haardhjertede Officier til at afstaae fra denne umenneskelige Haardhed.

Under d. 23 d. M. har General Peymann ladet bekjendtgjøre, at det i Capitulationen hævede Beslag nu, efterat denne er udløben, igjen skal indføres, og at alle og enhver strax have at anmelde de sig her i Staden og i Sjelland befindende Engelske Eiendomme for hvert Steds Politiemester, under den i Placaten af 16de Augusti bestemte Straf.

Under d. 21 d. M. har det Danske Cancellie tilskrevet alle Amtmænd i Sjelland, at denne Provinds nu, efterat de i Capitulationen ansatte 6 Uger ere udløbne, er i Krigstilstand mod England, ligesom Kongens øvrige Stater.

Paa Assistencekirkegaarden have de Engelske opført sig som sande Cannibaler. De have afbrækket alt hvad der var af Messing, saasom Bogstaverne paa Epitaphierne, Vaserme, Urnerne etc.; Grosserer Tuteins, Ribers og Holmblads Gravmæler have de især holdt et skjendigt Huus med. End ikke de Døde i Gravene have disse Røvere skaanet. Hvælvingen af Tuteins Grav er opbrudt, og her sees nu tre Ligkister, blandt hvilke een, hvoraf endog Laaget er borttaget. Også Marmorziraterne have de sønderslaaet. - Paa Petri Kirkegaard sammesteds have de jordet en ung Officier. Paa en Pyramide med en Vase læses følgende Indskrivt: "Johan August von Reinhold, Lieutenant im 4ten Linien-Bataillon, der Teutschen Legion, Seiner Majestät des Königs des vereinigten Reichs Grossbrittanien und Irland, gebohren in Burgvedal bey Hannover den 28ten Junii 1792, gestorben zu Blegdammen der Vorstadt von Copenhagen den 22ten September 1807." Paa den anden Side læses: "Ein Krankenlaget von wenig Tagen brachte Ihm vom blühenden Jünglinge auf die Baare. Der Stolz, die Hoffnung und Freude seiner Eltern, geliebt von allen Denen die ihm kannten, starb er in den Armen seines un Ihm zagenden Vaters."

Stockholm d. 16 Oct. Siden det Skridt Engelland saa uretfærdigen har gjort mod Danmarks Neutralitet, har ogsaa vor Handel lidt meget, og man veed at flere hertil bestemte og her fra afgaaende ladninger ere faldne i Fiendens Hænder. Der er saaledes næsten slet intet Liv i vor Handel, og dens Død befordres end mere ved Udeblivelsen af de fremmede Poster.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 4, 24 October 1807 )

Fattigvæsenet angaaende.

Det vil være overflødigt, at fremstille for Publikum den Forstyrrelse, som St. Hans Hospital ved dets Lemmers Bortflyting i de forbigangne Uroligheder have lidt og det Tab som derved er foraarsaget, saavel det første som sidste, er af flere offentligen blevet omtalt. Fattigvæsenets Direction har nu ladet Hospitalet istandsætte saavidt, at den største Deel af Lemmerne igien kan indlægges; man kan til sammes fri Transport fra Friderichsborg hertil henvende sig til det Kongelige Rentekammer om den fornødne Kiørsel af de nærliggende Amters Bønder, men da en saadan Kiørsel efter deres Skiøder ikke kan paalægges dem, med mindre de erholde Totrediedeel af den Betaling, som er tilstaaet Hillerøds Vognmænd pr. Miil, saa vilde denne Betaling endnu forøge Hospitalets Tab med en Sum af 6 til 700 Rd., dersom ikke Hovedstadens Beboere og andre saavel udenfor Kiøbenhavn, som i om omkring Friderichsborg, der have Heste og Vogne, efter den i flere Tilfælde udviste Tilbøielighed til at understøtte Stadens og Landets Fattigforsørgelse, vilde være Hospitalet behielpelige til Lemmernes fri Transportering. Enhver som dertil vilde bidrage, efter Direktionens Ønske og ærbødige Begiering, behager ved Fattigvæsenets Hoved Contoir i Wartou hos Inspecteur Ament i Friderichsborg at lade sig antegne, og sammesteds at lade sig underrette om, paa hvilken Dag og til hvilken Tid Lemmernes Transport fra Friderichsborg hertil kan iværksættes; foreløbigen er Onsdagen den 4 Nov. bestemt til disse Lemmers Transport. Anmeldelserne maatte skee paa de ommeldte Steder inden Løverdag Aften den 31 Oktober næstkommende.

(Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. oktober 1807)

Af 6 paa Ebeltofts Rhed liggende Skibe bleve ved et Angreb 4 opbrændte og 2 slæbte Fienden med sig. Man siger, at et armeret Skib Dagen forud havde bragt de Engelske krigsskibe den Ordre fra Admiral Gambier: at opbrænde alle de Skibe, som de finde paa vore Kyster! - Langs den Jydske Kyst ligger og endeel Krigsskibe, hvis Hensigt sikkert er, at løbe i Landd, naar Leilighed gives, for at faae Proviant.

De Engelske have nu ogsaa begyndt at nærme sig Faaborg fra de Brigger, som ere stationerede imellem Als og Ærøe. Onsdagen d. 30 Sept. kom Kjøbmændene Plouges og Hempels Galease, ført af Skipper Winning, hjem fra Kjøbenhavn, forsynet med Engelsk Pas. Da der var en Storm med Regn og Tykning, ændsede Skipperen ikke de Engelske Skud, men løb lige ind til Byen. Strax kom 2 bevæbnede Chalouper fuld med Mandskab g forfulgte ham paa et godt Bøsseskud indtil Skibbroen; men da de fik Husarerne, 20 Mand af Landeværnet og Byens Borgere at see under Gevær og hørte Trommerne gaae, vendte de om og seilede ud efter en anden af Plougs Galeaser, som førtes af Skipper Knud Mogensen og kom bag efter hiin ligeledes med Engelsk Pas fra Kjøbenhavn. Denne toge de og bragt Skib og Folk ud til Cutterbriggen, holdt ham fast i 2 Dage, tog en Læst Steenkul fra ham, som de betalte med 3 Guineer, og lode ham derpaa afseile. Den 2den d. M. gik den ene Brig til Ankers i Dyreborg Gab, og laae der endnu i Løverdags.

Den 28de Sept. ankrede en Cutterbrig saa nær Sønden for Lyøe, at man ganske tydelig kunne see mandskabet paa den. Mod Aften kom en meget større og ankrede tæt ved den forrige. Søen var oplyst af en stor Laterne, som brændte fra Toppen af det største Skib. Om Formiddagen, da Øens Beboere haabede, at afvigte Nats Storm havde drevet disse ubudne Gjæster fra Landet, kom endnu en mindre til og ankrede ved de andre. Ved Middagstid saaes 2 Barkasser i Søen. rygtet om Fiendens Ankomst samlede Alle i Vaaben, som bestod af Bøsser og Forke. 2 Barkasser nærmede sig virkelig ogsaa Landet; men uagtet en Lieutenant gjentagne Gange raabte Ordet "Fred" og forlangte Proviant for Betaling, og uagtet denne lille eenlige Øe daglig seer sig omringet af en overlegen Magt, blev det dem standhaftig afslaaet, hvorpaa de igjen søgte rum Søe.

Den 14de passerede igjennem Aalborg ad Randers til en Transport Engelske Krigsfanger, bestaaende af 1 Søofficier, en Skipper, en Styrmand og 12 Matroser, som vare strandede paa Lessøe.

I Onsdags indbragtes to Engelske Sømænd som Krigsfanger. De vare tagne i en Baad paa Søen. 

Det i disse Dage anholdte Engelske Coffardieskib, som var ladet med Tømmer, Tælle etc., er henlagt der, hvor forhen vore Orlogsskibe laae.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Efter Bombardementet, Midt October 1807. (Efterskrift til Politivennen)

I dette nummer forsvarer en skribent under titlen "Om Kjøbenhavns Capitulation" beskyldninger fra en "Kielsk Politicus" der kritiserer at man ikke ødelagde flåden og at kapitulationsaftalen i det hele taget er uforenelig med forfatningen og hoffet. Den forsvarer kapitulationen med den håbløse situation hvor 1/5 af byen var lagt i ruiner. Desuden ville 65 brændende krigsskibe udgøre en livsfare, at Københavns 100.000 civile var i fare. Artiklen er interessant idet det senere skulle vise sig at den kielske politiker var mere i overensstemmelse med Frederik 6. end med Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Lige fra Kjøbenhavn tiil Frederiksberg og Fredensborg have de Engelske deres Poster ude. De staae saa nær, at de kunne raabe til hinanden; for det meste bestaae disse Tropper af Jægere. I Sorgenfrie ligge mange Engelske Tropper, og i Lunden have de opreist mange Sæder. Her koges og bages hele Dagen. Omkring Hirschholm og i de tilgrændsende Landsbyer ligge Husarer. Træerne i den smukke Dal ved Lundehuset ere fældede.

Da Hr. Lieutenant Høst ved Marinerne nyligen havde Vagt uden for Vesterports Ravelin, rømte to Marinere bort i det samme han var gaaet lidt til Side. Da han kom tilbage og savnede disse to Mand, lod han sætte efter dem; men paa samme Tid fik han Øie paa en Engelsk Hværver, som var i Færd med at hverve en tredie af hans Mandskab. Lieutenanten tog strax fat i Karlen, men denne greb til sin Bajonnet, stak efter ham, og rammede heldigviis kun Knappen, hvorved Bajonenetten gled ned imellem Armene. Lieuten. Høst, som ikke fik Tid til at trække sin Sabel, tog Hververen i Brystet og kastede ham omkuld. Adskillige Folk, som havde været Vidne dertil, vilde have Karlen arresteret, men i det samme kom to Engelske Officierer tilgaaende, og efterat de havde ladet deres og Hververens Navn tegne, udbade sig Lieutenantens og hans Obersts Navn, forsikkrende at Karlen nok skulde blive straffet. Kort derefter blev Lieutenant Høst afhentet i en Equipage fra de Engelske og bragt for en Krigsret paa Ladegaarden. Han har nu to Gange mødt for denne Ret, og forsikkrer at den strængeste Subordination iagttages der. Karlen har ikke Tilladelse at tale, men hans Officier er hans Defensor, hvilket altid er Brug i Engelland.

De Engelske Tropper have, som forhen meldt, Fruentimmere med sig, der vaske deres Linned. Hvert hundrede Mand har saadanne sex vaskekoner. Endeel af dem have været med de Engelske i Ægypten, Holland, etc., og vide lige saa godt at fortælle Krigsbedrivter som Soldaterne.

De Engelske ved Charlottenlund have i disse Dage ladet der sælge ved offentlig Auction endeel Sager, som de ikke ville føre med sig til Engelland. De bleve solgte for Skamkjøb. Ting, som vare ganske ny og koste 2 Rdlr, ere blevne tilslaaede for 12 sk. De have sammesteds et stort Forraad Brænde og Hø, som nok ligeledes vil blive solgt ved Auction.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 104, 10 October 1807)

Store Viibenshus, dette forhen af Københavnerne saameget søgte Forfriskningssted, ligner nu snarere en Hestestald, end en Vaaning for menneskelige Skabninger. I nogle af de udslagne Vinduesruder er stoppet Hø, for andre hænger der halve Døre; Ejermanden selv boer der ikke mere, og kun en Skænkepige er tilstede for at opvarte de engelske Husarer her ligge og en og anden enkelt Forbirejsende. Som Vibenshus har lidt saaledes og de fleste Lyst- og Landsteder paa Frederiksberg i Falkoneralleen; istedet for pyntelige Damer man her var vandt at skue, seer man nu ikke andet end Vester, Strømper, Skjorter ophængte til Tørring, og i den forhen saa skjønne Bredgaade møder man nu en ubehagelig Røg af de eng. Fruentimmer til Kogning og Vaskning.

I Charlottenlunds Skov holde Dag og Nat omtr. 600 Bøndervogne for at udskibe Levnetsmidler fra de Engelske Skibe til Landarmeen. Tiden de holde paa er ubestemt, nogle i 12, andre i 14 Dage, og de som knurre og modsætte sig, maae undertiden bie der i hele 3 Uger. Naar de faae Tilladelse at vende hjem igjen, faae de Pas og Anvisning paa 2 Rd., for hver 24 Timer de have gjort Tjeneste med Vogn og Heste.

Brønshøj Kirke er fuld op til Hvelvingerne af Hø og Foder. 

Ikke faa Læredrenge her af Kbhvn saavelsom andre Drenge savnes, og nogle vides bestemt antagne af de Engelske. Man maae i den Henseende beklage, at de engelske Soldater, som indlades, aldeles ikke holde sig Plakaten efterretlige, at gaae i Hold af 12 Mand med en Underoffiser. De vandre endog enkelte om, nogle med Marinere under Armen, og andre hverve Drenge lige for Folkes Øjne.

(Dagen, 13. oktober 1807)

Fra Vordingborgkanten d. 10 Oct. Længe have vi været fri for Engelskmændene; men for 8 Dage siden have vi faaet nok af dem. De bestaae af Jægere og Husarer, som holde Vagt langs med Strandkanten fra Kallehaven til Corsaer. Præstøe har stærk Indqvartering. Hver Mand maa leveres 1 Pd. Smør og 1 Pd. Kjød hver Dag. (Tilforn maatte leveres 1 Pd. Smør). Til hver Hest maa daglig leveres 1 Lispd. Hø og 1 Skjæppe Havre.

En Dreng paa 13 eller 14 Aar, hvis Fader er Professionist her i Staden, og som er bestemt til sammes Haandværk, lod sig overtale af et voxent Menneske, der allerede havde taget Tjeneste hos de Engelske, til ligeledes at gaae i Tjeneste hos denne Nation som Piber. I dette Forsæt gik han till en her i Forstaden Indqvarteret Major ved den Tydske Legion. Denne betragtede ham nogle Øieblik opmærksomt, gav ham derpaa nogle Penge, og afviste ham med følgende Formaning: "Min Søn! bliv i dit Fædreland og fortjen dit Brød paa en redelig Maade; du vilde maaskee i Tiden fortryde dette Skridt. Skynd dig hjem, og lad dine Forældre ikke være i Angst og Bekymring for dig!"

Man forsikkrer, at vore Capere i Nordsøen have i disse Dage taget en Engelsk Kutter og 14 Transportskibe, som vare ladede med Provision til Flaaden.

Kongens Livjægerecorps er blevet forøget med endeel recruter, og Corpset exercerer nu tre Gange om Ugen. 

Universitetet har ved Bombardementet liidt et betydeligt Tab ved at miste Professor Schiellerups Samling af anatomiske Apparater. Professoren var uheldigviis just paa Landet. - Endnu har Universitetet ingen fuldkommen Vished om sin Skjebne i Fremtiden; det Hele vil beroe paa dets Bønders Skjebne under de Engelske Ophold her i Landet. Adskillige af Forvalterne paa Universitetsgodserne ere allerede udeblevne med Betaling, fordi de hidtil ikke have været istand til at faae Landgilde betalte af Bønderne.

Den skjønne Classenske Have er skrækkelig ødelagt. Veien forbi samme staaer under Vand.

I Gaar ankom en Engelsk Minister, Lord Marv, som skal underhandle med vort Hof. En Coureer blev derpaa afsendt til Holsteen.

Dette nummer gengiver den engelske konges erklæring om krig med Danmark. Samt en række citater fra engelske aviser.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

Hs. Majestæt Kongen har sine Værelser hos Gouverneuren i Rendsborg. Alle Kongelige Betjente i Colegierne fra Hovedstaden, som nnu opholde sig i hiin Fæstning, spise ved et table d'hote, og det for en meget taalelig Priis.

Man vil nu vide, at den Canonade, som hørtes for nogle Dage siden i Sydkanten, er bleven foranlediget af en Uenighed, som var opkommen imellem de Engelske og Hannoveranske Tropper i Egnen ved Kjøge.

Da den 14 d. M. en Bataillon Engelske Tropper marcherede forbi Østerport, for at blive indskibet, kastede en forhen deserteret og af de Engelske hvervet dansk Underofficier sit Gevær og sin Hat paa engang bort, og løb saa hastigt han kunde til Porten. Vel skjød og satte man strax efter ham, men han naaede lykkelig Staden, i det han raabte høit: Nun bin ich meine Seele wieder da! Jeg vil dog heller tjene Kongen af Dannemark end Kongen af Engelland.

Paa Toldboden vrimler det i denne Tid af Engelske som indskibe sig. Transportskibene ligge saa nær op til Broen, at Hestene kunne gaae lige ned i Fartøiet. Der er posteret saavel engelsk som dansk Vagt. Skjøtprammen Hvalfisken, som laae sjunken, have de Engelske kappet Masterne af, og den skjles nu af Vandet. Paa hver Hjørne af de Gader, der støde til toldboden, er posteret Vagt af Ryttere og Fodfolk.

Kort over Sverrig blive stærkt søgte af de Engelske. Aldrig er der blevet afsat saa mange Landkort i Kjøbenhavn som under de Engelskes Ophold her. Især søgtes Videnskabers Selskabets Kort meget af dem.

Det saa høistvigtige Søekort Archiv samt dets Kobberpresse og Papir er i Tide bleven transporteret fra Holmen og bragt i Sikkerhed. Det ville ellers under de Engelskes Domineren over Holmene, ikke have undgaaet Ødelæggelse.

Vordingborg d. 12 October. De første Engelske Tropper, der ankom her, vare Engelske Jægere, under Lieuten Baron v. Decken. Strax ved sin Ankomst lod han ved opslaaede Placater og Trommeslag bekjendtgjøre, at, efter Tappenstregen, kunde ingen af Byens Indbyggere følge sammen to og to, uden at blive anraabt af Vagten, som da havde Befaling, at føre dem til deres Bestemmelsessted, og at der dernæst ikke maatte skjenkes efter at der var tændt Lys. I dette Øieblik indqvarteres her 108 Jægere, 4 Over- og 4 Underofficierer, en regimentsfeldskjær, 31 Dragoner, med en Lieutenant og 3 Vagtmestere, samt 16 Artillerister, hvike i Gaar marcherede med deres medbragte Krudtvogne og en Canon til Nestved. Omtrent lige saa mange ere indqvarteerede i og omkring Kallehauge, hvorfra man hører, at der begaaes adskillige Uordener og Voldsomheder. Saaledes er et Pigebarn paa 13 Aar blevet voldtaget af Engelske Jægere (Rifle-men), og baaret i Sengeklæder omkring i Qvartererne, paa det hun, om mueligt, kunne gjenkjende Gjerningsmanden, som endnu ikke er opdaget. Om Barnets Liv haves ei mindste Haab.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)

Ved den engelske Armees Tilbagerykning gjennem Roskilde i de seneste Dage af deres Ophold udi Sjælland, tildrog sig følgende paa St. Jørgensbjerg: Den 16de Oktbr. 1807 havde en engelsk Doktor sat over fra Roeskilde Fjord til Skoven Bognæs, Lindholms Gods, for at skyde Vildt. Morgenen derpaa, d. 17de Oktbr., kom paa St. Jørgens Bjerg en eng. Kaptajn af de 43 lette Infanteriregiment tilligemed en Doktor, tvende bevæbnede Soldater og en Dreng, og forlangte af Stedets Fiskere, at sætte dem med en Baad over til Bognæs Skov, for at gjøre et nyt Bytte. Stedets Skolelærer Giemsøe, som just da stod paa Skibsbroen, tolkede deres Fordringer for Fiskerne, da han talede tydsk med Doktoren; men Stedets Fiskere nægtede aldeles at føre dem over; hverken Løfter eller Trudsler kunde bringe dem dertil. Da de ikke kunde faae det med det Gode, vilde de benytte dem af Krigens Ret og tage en Baad med Magt; men alle Baadene laae for Anker langt ude og alle Jollerne vare tillaasede, een undtagen, som de ved en Jagt fik løs, og satte ud med en Baad; men trende af Stedets Fiskere, Andreas Mortensen, Lars Mathiesen Wendelboe og Kristian Risøe, satte sig strax i en Baad, roede uforfærdede mod Engelskmændene, som vare ifærd med at tage Ankeret op, og naaede dem forinden. De Engelske lagde an med 4 Geværer mod dem, men dette skrækkede ej disse raske Sømænd, der roede mod Baade, som Engelskmændene stod i, lagde mod samme og nødte dem, efter en kort Vending, at gaae tilbage med uforrettet Sag, uden at have gjort noget Bytte. Engelskmændene købte nu Vildænder af Fiskerne, formodentlig for at vise, de dog havde gjort en Fangst; ja, de bade endog Fiskerne ej at ro strax til Land, for ikke at gjøre opsigt blandt det paa Skibsbroen tilstimlede Folk.

(Omhandlende: 16.-17. oktober). Dagen 22. januar 1808.)

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

Det haarde Leie.

I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg. Dette uheld skal om formiddagen være opdaget af nogle personer som skønt der mellem det opskyllede vrag og gods fandtes 2 mennesker, først om eftermiddagen kl. 1 (muligvis af gyldige grunde) anmeldte samme for øvrigheden. Hvilken derpå med dens velkendte skyndsomhed satte sig i bevægelse og med største iver søgte at bjerge det ilanddrevne brænde. De 2 fundne mennesker lod man derimod ligge urørt i grus og snavs ved stranden indtil om eftermiddagen kl. 6 da de efter al sandsynlighed var døde,. Men så blev disse omhyggeligt lagt på en vogn, kørt til byen og slænget ind i et sprøjtehus hvor indsenderen dagen efter så dem ligge i samme tilstand i hvilken de blev fundet ved havet. Dog med undtagelse af en guldring som var taget af kaptajnens finger, formodentlig for at rotterne i sprøjtehuset ikke skulle bide den af.

Det nævnte sprøjtehus er særdeles ubekvemt til sådanne, muligvis skindødes redning. For for det første ligger de blot indenfor døren på den bare jord med hovedet så nær ved tærsklen at de gennem åbningen derved og fra den udfaldne væg kan få frisk luft. For det andet ligger benene betydeligt højere end hovedet. Vandet har altså frit løb. Og for det tredje er lejet så hårdt at man absolut må være virkelig død hvis man skal ligge der længe.

At disse ulykkelige mennesker efter at have lidt mere end alle byfogeder og forstrandsejere, ikke er meddelt et bedre lokale til ligstue, synes at være et barbarisk handlet in specie da det ilanddrevne brænde og vrag er mere end tilstrækkeligt til at afholde bjergeløn, begravelse og embedsmandens sportler.

Når altså dette er tilfældet, hvorfor sørger da ikke stedets øvrighed for at disse efter alle mulig kendetegn agtværdige mænd nyder den samme gode medfart som de ville have vederfaret dersom de i deres hjem havde forladt jordelivet? Hvis byen (fx) med alle dens øvrige uheld og dårlige tilstand i den tid de døde mennesker hvis antal nu er steget til 3, ligger på sprøjtehusets bare jord var blevet hjemsøgt af ildebrand, ville man have handlet særdeles skånsomt hvis ligene var blevet slænget ud i rendestenen, da man i modsat fald for at komme til sprøjterne måtte have trådt disse aldeles til - intet.

Indsenderen kan heller ikke lade ubemærket at da den arme by Vordingborg har så mange, ja! flere små vognmænd end der kan leve, synes det ham at disse burde have været forundt den fortjeneste som hr. proprietær Hastrup får ved bjergningen af brændet og vraget. Dels fordi det er på byens grund tabet er sket, dels på grund af at byens indbyggere kunne trænge til alle de indtægter det er muligt at forskaffe disse. Og endelig fordi at Vordingborgs vognmænd efter alle rimelige slutninger havde gjort dette billigere end hr. Hastrup, og altså i følge anordningernes bud burde foretrækkes.

Efter rygtet skal den afsjælede skipper hedde P. Marcher fra Christianshavn og havde indtaget brænde ved Karrebæk.

J. Rasmussen, cand. juris.

(Politivennen nr. 746, Løverdagen den 17de April 1830, s. 245-248)

"I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg." (J. P. Møller: Kysten ved Vordingborg med Gåsetårnet en tidlig morgen, 1848. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1829 og 1830 optræder en skibsfører Chr. Marcher, Hummergade 239. Men fra 1831 optræder han ikke længere. Hummergade lå ikke på Christianshavn, så om det bare er et hændeligt sammentræf, kan ikke verificeres.

Svar paa Ønsket til Fattigcommissionen i Vordingborg.

I anledning af ønsket til Fattigkommissionen i Vordingborg har undertegnede som medlem af nævnte kommission den fornøjelse af kunne meddele at da kommissionen indgik til det kongelige danske kancelli med forslag til en fattig- og arbejdsanstalts oprettelse her i byen, var den årlige fattigskat i et tidsrum af 3 år, middeltal 1718 rigsbankdaler, 24 skilling sedler og tegn, 41 tønder, 2 skæpper rug og 21 tønder byg, derimod de fattiges antal cirka 51.

Siden anstaltens oprettelse er repartitionen nedsat i et lignende tidsrum til middeltal 1098 rigsbankdaler, 16 skilling, 80 tønder 1 skæppe rug og 7 tønder byg. hvorimod de fattiges antal dels i og dels uden for anstalten er forøget til 70. Dog bør dette resultat ikke søges i indretningens tilværelse alene, men til dels i tiderne i forandring. 

At give en fuldstændig detaljeret beretning om anstaltens værd og nytte såvel i moralsk som  økonomisk henseende ser undertegnede sig ikke i stand til. Dels fordi dens specielle bestyrelse ikke er mig overdraget, dels fordi meget beror på tilfælde hvor arbejdet forrettes af gamle svage mennesker og børn der ikke altid er de samme så at det som i et år bringer fordel, kan et andet år bringe tab. Imidlertid yder indretningen under alle omstændigheder altid den nytte at de gamle, svage fattige ikke er udsat for at lide nød, men nyder fuldstændig forsørgelse, at børnene ikke er overladt deres egen skæbne, men så passende opdragelse og undervisning sat at betleri ikke finder sted.

Skulle foranførte resultat i forbindelse med den nævnte forsørgelsesmåde ikke være tilstrækkelig nok til at bestemme indsenderen eller vedkommende til oprettelsen af en lignende indretning, men man meget mere ønsker at få en detaljeret underretning om dens egentlige besparelse, bedes den ærede indsender at ville opgive sit navn og adresse, da muligvis kommissionen så vil underrette ham om det ønskede, og overlade det til eget forgodtbefindende at lade samme offentliggøre hvis den findes interessant nok.

H. Søtoft
Kaptajn og bager.

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717)

Ønske til Fattig-Commissionen i Vordingborg.

Indsenderen har dels af rejsende og dels af Vordingborgs egne indbyggere hørt adskilligt fortælle om den gode fod hvorpå fattigvæsenet i Vordingborg skal være indrettet. I fattighuset selv skal fx være anlagt en fabrik som ved kommissionens årvågenhed skal indbringe en ikke ubetydelig sum. Det må rimeligvis gøre udgifterne til fattigvæsenet mindre trykkende for bidragsyderne og foruden det at fattiglemmerne på denne måde må gøre noget gengæld for den understøttelse de nyder, har vedvarende virksomhed sikkert en god indflydelse på deres sundhed.

Det var derfor ønskeligt at de regler som tjener til grundlag for en sådan fattiganstalt, måden hvorpå fabrikken drives, samt endelig hvad Vordingborg bys fattigskat nu er, og hvad den ville være, hvis anstalten ikke bestyredes efter dens nuværende plan, kom til almindelig kundskab, da denne sjældne bestyrelse muligvis med fordel kunne efterlignes i andre købstæder.

Hr. pastor Boesen og hr. kaptajn Søtoft eller en anden med anstaltens planer og bestyrelse bekendt person anmodes derfor om i et offentligt blad eller i et særegent skrift at fremkomme med det ønskede.

J.....

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 660-662)

Redacteurens Anmærkning.

Kaptajn og bager Søtoft besvarede spørgsmålet i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717

Ønsker Vordingborg betræffende.

Den rejsende der besøger Vordingborg, vil næppe forlade denne lille by uden at erkende at kun dens beliggenhed og mærkværdige tårn giver den adkomst til idelig besøg af dem der elsker naturen og levninger fra Middelalderen. At der imidlertid såvel af byens indbyggere som af de rejsende savnes adskilligt der gør byen mindre behagelig, er iøjnefaldende, og indsenderen tillader sig at gøre opmærksom på følgende mangler:

1. Brolægningen gennem byens eneste lange gade burde snarest tilendebringes så den ikke skal stå for meget tilbage for den i Præstø og Køge, og dernæst må vel også tænkes på torvet der om efter- og foråret skal være helt mådeligt at passere.
2. Byens mange stråtage burde vel også efterhånden forsvinde så den ikke for en del beholder udseende af en landsby.
3. Den såkaldte Hans Madsens Bro trænger i højeste grad til istandsættelse.
4. Den del af byen der kaldes Klembæk, især Ridderstræde behøver at befris for nælder og urenlighed.
5. Der burde bestemmes torvedage for bønderne så byens indbyggere kan vide når de sandsynligvis måtte kunne få fødemidler. For tiden ved de kun tilfældigt når sådanne kan fås, og som oftest må de sælgende drage fra dør til dør for at kunne byde deres varer til salg.
6. Om der blev sat takst for adskilligt, ville det vist også bidrage til indbyggernes bekvemmelighed i en by hvor huslejen allerede er overdreven dyr og fødemidlerne ikke er mindre kostbare.
7. Latinskolen fortjente en mindre brøstfældig skolebygning.
8. Det var ønskeligt om man kunne sende breve direkte til Næstved og Korsør. For for tiden går brevene en lang omvej der ofte gør brevveksling unyttig.
9. Højst ubehageligt er det at man når Nyrådsporten er lukket, næsten på alle fire må krybe gennem et lille, ved siden anbragt hul, i hvis midte ydermere løber en rendesten der i fugtigt vejrlig gør passagen mere end besværlig. Er hensigten med den dårlige indgang at hindre toldsvig, da opnås den ikke. For ad mangfoldige andre veje giver byens beliggenhed lejlighed til at overtræde toldanordningerne.
10. På Færgegårdsvejen, indbyggernes sædvanlige spadserevej, savnes en del træer, og det ville være behageligt om andre blev sat i de manglendes sted.
11. I skovene der ligger ved byen savnes til dels eller helt bænke der dog med ringe omkostning og meget simpelt kunne anbringes af skovenes ejere til stor bekvemmelighed for de lystvandrende og de der tager del i skovballerne.
12. Den gamle mur ved Færgegårdsvejen fortjener, hvis den ikke i et uvejr skal styrte ud, en udbedring forneden.
13. I det gamle tårns øverste stokværk savnes den ellevte luge der er tilmuret. I alle lugerne er ruderne slået itu og ikke alle luger kan lukkes. Om der fandtes en bænk eller nogle stole samt en kikkert kunne fås sammen med tårnnøglen ville det vist glæde mange og med fornøjelse betales mere for adgangen til en så skøn udsigt. Tårnet burde fremdeles befris fra en del grus og urenlighed, taget efterses, døren mod sydøst gennem hvilken byens pøbel ved at krybe op ad muren slipper ind kunne lukkes, og ruder i samme anbringes til fornøden belysning, murens mangfoldige huller udfyldes, levninger af tilbygninger borttages, og den vestlige side oppudses uden at det oprindelige udseende forandredes. Fremdeles burde vel hullet hvor solskiven har været, udfyldes. Ved en sådan ubetydelig reparation der snart ville genvindes dersom betalingen erlagdes efter før i dette blad gjorte forslag, turde man vente at tårnets tilværelse sikredes for fremtiden.
14. Byens postvogne der tildels ligner de såkaldte kaffemøller, forårsager den rejsende en ubehagelig træk om fødderne der ville blive forhindret hvis de lidt mere lignede de vogne der fås i København, Roskilde, Køge osv.
15. Hvis kirkegården blev forskønnet lidt mere som den i Præstø ville det være til pryd for byen. Den stejle opgang til samme fra Kirkeskoven er ubehagelig især for gamle folk der fra Færgegårdsvejen går til kirke.

(Politivennen nr. 659, Løverdagen den 16de August 1828, s. 529-533)

"Den rejsende der besøger Vordingborg, vil næppe forlade denne lille by uden at erkende at kun dens beliggenhed og mærkværdige tårn giver den adkomst til idelig besøg af dem der elsker naturen og levninger fra Middelalderen." (Heinrich Grosch: Prospekt af Vordingborg, 1810. Statens Museum for Kunst.)

Venskabelig Anmodning til Herr' Gjæstgiver Mildenstein i Vordingborg.

Da indsenderne i indeværende måned på en rejse til Vordingborg indlogerede sig hos hr. gæstgiver Mildenstein hvor de opholdt sig fra mandag aften kl. 12 til torsdag morgen kl. 8, i hvilken tid de først benyttede et kammer hvori der var en seng, for størstedelen opfyldt med halm. Og der fandtes der hverken kam, kammerpotte eller børste som tre uundværlige fornødenheder i et sovekammer. Man nød 6 kopper te, en gang middagsmad (bestående af 2 retter), 1 flaske gammel vin, 1 flaske øl og 2 snapse, hvorfor hr. Mildenstein afkrævede os 4 rigsbankdaler, 4 mark 8 skilling, en betaling der uden tvivl overstiger den befalede takst, i særdeleshed da han alene for sengen krævede 44 mark for hver nat. Som en følge heraf, ser rejsende der på stedet sig nødsagede til at aftale forud.

Overbevist om at vi ikke er de eneste som anker over hr. Mildensteins forhøjede priser, håber vi for eftertiden at hr. Mildenstein ved mere moderate priser vil bestræbe sig for såvel at genvinde rejsendes som de der på stedet boendes fuldkomne tilfredshed.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 464-465)

Redacteurens Anmærkning.

I folketællingen for 1850 optræder en forhenværende Jacob Mildenstein, født 1786 og Andrea Mildenstein, født 1820 (ugift) som boende hos August Skaarup på torvet i Vordingborg.

Mildenstein svarede i Politivennen nr. 658, 9. august 1828, s. 523-525 med et regnskab som han anså for rimelige priser. Ligeledes nægtede han at sengene ikke var fyldt med halm. Mildenstein modgås herefter i Politivennen nr. 661, 30. august 1828, s. 561-564. Gensvaret kom i nr. 664, 20 september 1828, s. 612-616 hvor klagerne underskriver sig som J. J. Berg og J. S. Dethmer junior. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog. 

Ønsker fra Vordingborg.

1) Ønskeligt var det at der blev holdt streng kontrol med den ny brolægning der ikke synes at blive den varigste. Kun bekendte duelige folk burde antages til et værk der koster byen så betydelig en kapital. Stenen synes for små, de nedstampes ikke tilstrækkeligt, arbejdet går yderst langsomt fra hånden og liger ikke det der findes ved indkørslen i byen fra Københavnsvejen.

2) At det passagehul der findes ved Nyrådsbommen måtte gøres lidt højere så man ikke når bommen om natten er lukket, skal nødes til næsten at krybe på alle fire for at slippe ind i byen.

3) At der ved brønden på Færgegårdsvejen anbragtes de ved en sådan fornødne redskaber. For mange nødes til derfra at hente deres vand, og besværligt er det at medtage reb hver gang der skal hentes en spand vand.

4) At når bygninger repareres, det ikke overset at vedkommende om natten ved udestående kalkballer og kalkdynger gør passagen på fortovet højst farlig, især i mørke nætter for den der ikke ved eller kan se at sådan uorden finder sted.

5) At de mere formuende borgere der er i besiddelse af bygninger med stråtag, især når disse huse ligger i den bedre del af byen, nødtes til at lade dem teglhænge.

6) At tårnet, Gåsen, blev en nøjere undersøgelse underkastet. For den egentlige grund er nok næppe endnu fundet.

7. At enhver der ønskede at bese tårnet, betalte en ringe afgift, fx 8 skilling der anvendt til byens fattige vistnok i sommermånederne ville yde en ikke ubetydelig sum hvorved tiggeriet for en del kunne indskrænkes.

8) At gaden i Bakkebølle By der yder en halsbrækkende passage, blev efterset inden vinteren.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5641-5643).

Ønske imod etslags Betleri, der ej er forbudet ved Lov.

(Efter indsendt.)

I denne tid da der gøres så mange ypperlige indretninger om fattigvæsnet, for om muligt efterhånden at fjerne alt tiggeri, var det at ønske at den såkaldte gang med bøssen af de unge studerende i Vordingborgs latinskole også måtte afskaffes. For ikke alene at tale om hvor omfindtligt det må være for disse voksne unge mennesker 4 gange årligt at gå for hver mands dør, men de udsætter sig endog for ubehageligheder og grovheder af den nedre borgerklasse der ikke sjældent hånligt bortviser dem. Sådan en uskik tør man ikke alene ønske, men også håbe de ansvarlige ville råde bod på ved at lade borgerne btale en årlig kontingent til skoleklassen der vist ville langt overstige den på den gamle måde indsamlede pengesum da der kvartalsvis indsamles kun 3 til 4 rigsdaler, altså årligt 12 til 16 rigsdaler. Og ingen tvivl kan være om at enhver ærekær blandt disse studerende jo endog hellere ville undvære den del deraf der tilkom ham, end nedværdige sig til et for ham i vore tider så upassende tiggeri.

Om sådant finder sted ved andre offentlige latinskoler, ved indsenderen ikke. I så fald ønsker han også det der må blive afskaffet.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5230-5232)

Tildragelse ved Gaabense Færge.

Lørdag den 4.juni, morgenen kl. 8, ankom søværts til Vordingborg Færgegård to rejsende som straks afsendte et bud til vognmandslauget i Vordingborg for der at bestille et forspand heste til deres videre befordring. Efter forløb af 2 174 time, nemlig kl. 10.15 ankom vognmand Peder Mortensens karl med forspandet. Da de rejsende spurgte karlen om det nu er tid at komme? svarede denne i en fræk tone: Det er min S.... tid endnu. Og tilføjede som årsag at forspandet ikke var bestilt skriftligt - en omgangsmåde som de rejsende ikke kender og om hvis tilværelse de af gode grunde meget tvivler. Den brave færgemand i hvis og færgefolkenes overværelse dette passerede, misbilligede ikke alene karlens opførsel, man endog formanede ham til at vise de rejsende den dem skyldige høflighed, og udlod han sig tillige med at en lignende omgangsmåde og opførsel af vognmandskarlene imod de rejsende næsten altid var tilfældet.

Man offentliggør denne tildragelse fordi man er overbevist om at høje vedkommende vil gøre sig en fortjeneste af at træffe foranstaltninger til de rejsendes beskyttelse mod lignende tildragelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4351-4352)

Uorden af Færgefolkene ved Vordingborg Færgested

Hvor prisværdigt regeringens hensigt for det offentlige vel og hastige befordring såvel til lands som over færgesteder end er, så kunne 4 styrmænd fra Lolland og Falster som af stor nødvendighed for hastig befordrings skyld havde taget ekstrapost for at komme til deres bestemmelse, nok ønske nogen forbedring. De kom til Gåbense den 24. forrige måned og forlangte færgebåden at føre dem til Vordingborg, som straks blev den akkorderet for 2 rigsdaler. De fortsatte deres rejse gennem den daværende drivis, til de kom til åbent vand. Der mødtes de med  færgefolkene fra Vordingborg færgested. Samtlige måtte stige fra Gåbense færgebåd til sidstnævnte. De gjorde sig håb om hastig befordring, da vejret var godt og rent åbent vand. Men til uheld for dem måtte de under mange grovheder og skældsord fra Vordingborg færgefolk være tilfreds med at blive sat i land på Masnedø. Var det ikke tilfreds med med denne overfart, så ville de vende om og sætte dem af på den drivende isflage og sejle fra dem. Da ingen bønner hjalp, om at føre dem til det aftalte sted, bad de om befordring over øen, men forgæves. De måtte selv betale 4 mark 8 skilling og foruden dette lide nogle timers ophold så de kom for sent til bestemmelsesstedet.

Man er vis på at dette ikke er færgemændenes egen skyld, men en selvrådig egennyttighed af deres folk, som de bedes straffe.

Peder Vilhelmsen
Styrmand

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 258, 2. april 1803, s. 4121-4123)

Slet Traktement dyrt betalt.

I slutningen af forrige måned om et selskab af 4 personer med den lollandske post til Vordingborgs Færgegård kl. 12 om middagen. Vi begærede noget at spise, hvilken konen lovede når vi ville være fornøjede med æggesøbe og smørrebrød. Men i dets sted fik vi noget som kaldes ølost som syntes adskilt med eddike, og brød ikke var spiseligt. Vi forlangte da opsat mælk og den fik vi i en skiden jydepotte. For denne beværtning blev forlangt 4 mark som vi tror alt for overdrevent. Imidlertid betalte vi det bestemte og fik som var det værst, grovheder af konen i stedet for tak for vores penge. 

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s. 1135-1136)