Det haarde Leie.

I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg. Dette uheld skal om formiddagen være opdaget af nogle personer som skønt der mellem det opskyllede vrag og gods fandtes 2 mennesker, først om eftermiddagen kl. 1 (muligvis af gyldige grunde) anmeldte samme for øvrigheden. Hvilken derpå med dens velkendte skyndsomhed satte sig i bevægelse og med største iver søgte at bjerge det ilanddrevne brænde. De 2 fundne mennesker lod man derimod ligge urørt i grus og snavs ved stranden indtil om eftermiddagen kl. 6 da de efter al sandsynlighed var døde,. Men så blev disse omhyggeligt lagt på en vogn, kørt til byen og slænget ind i et sprøjtehus hvor indsenderen dagen efter så dem ligge i samme tilstand i hvilken de blev fundet ved havet. Dog med undtagelse af en guldring som var taget af kaptajnens finger, formodentlig for at rotterne i sprøjtehuset ikke skulle bide den af.

Det nævnte sprøjtehus er særdeles ubekvemt til sådanne, muligvis skindødes redning. For for det første ligger de blot indenfor døren på den bare jord med hovedet så nær ved tærsklen at de gennem åbningen derved og fra den udfaldne væg kan få frisk luft. For det andet ligger benene betydeligt højere end hovedet. Vandet har altså frit løb. Og for det tredje er lejet så hårdt at man absolut må være virkelig død hvis man skal ligge der længe.

At disse ulykkelige mennesker efter at have lidt mere end alle byfogeder og forstrandsejere, ikke er meddelt et bedre lokale til ligstue, synes at være et barbarisk handlet in specie da det ilanddrevne brænde og vrag er mere end tilstrækkeligt til at afholde bjergeløn, begravelse og embedsmandens sportler.

Når altså dette er tilfældet, hvorfor sørger da ikke stedets øvrighed for at disse efter alle mulig kendetegn agtværdige mænd nyder den samme gode medfart som de ville have vederfaret dersom de i deres hjem havde forladt jordelivet? Hvis byen (fx) med alle dens øvrige uheld og dårlige tilstand i den tid de døde mennesker hvis antal nu er steget til 3, ligger på sprøjtehusets bare jord var blevet hjemsøgt af ildebrand, ville man have handlet særdeles skånsomt hvis ligene var blevet slænget ud i rendestenen, da man i modsat fald for at komme til sprøjterne måtte have trådt disse aldeles til - intet.

Indsenderen kan heller ikke lade ubemærket at da den arme by Vordingborg har så mange, ja! flere små vognmænd end der kan leve, synes det ham at disse burde have været forundt den fortjeneste som hr. proprietær Hastrup får ved bjergningen af brændet og vraget. Dels fordi det er på byens grund tabet er sket, dels på grund af at byens indbyggere kunne trænge til alle de indtægter det er muligt at forskaffe disse. Og endelig fordi at Vordingborgs vognmænd efter alle rimelige slutninger havde gjort dette billigere end hr. Hastrup, og altså i følge anordningernes bud burde foretrækkes.

Efter rygtet skal den afsjælede skipper hedde P. Marcher fra Christianshavn og havde indtaget brænde ved Karrebæk.

J. Rasmussen, cand. juris.

(Politivennen nr. 746, Løverdagen den 17de April 1830, s. 245-248)

"I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg." (J. P. Møller: Kysten ved Vordingborg med Gåsetårnet en tidlig morgen, 1848. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1829 og 1830 optræder en skibsfører Chr. Marcher, Hummergade 239. Men fra 1831 optræder han ikke længere. Hummergade lå ikke på Christianshavn, så om det bare er et hændeligt sammentræf, kan ikke verificeres.