Den første kvindelige Konditorsvend. (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Inger Mortensen

Det var ligefrem lidt af en Mærkedag i Gaar i Københavns Konditorlavs Historie. Lavet udstedte nemlig sit første Svendebrev til en Kvinde

Den unge Dame, der nød denne Ære, er Frk. Inger Mortensen, Datter af Værkmester Mortensen, Hovedbrandstationen. Frøkenen er udlært hos Konditor Axel Axelsen, "Tivolikonditoriet", men som ogsaa har forretning i Frederiksberg Allé. Her har hun i fire Aar tumlet med de lækre Kager med det Resultut, at hun bestod sin Eksamen med fineste Karakter; "Meget duelig". Men naturligvis skulde man ogsaa synes, det maatte være et Fag, der særlig Iaa for for kvinder. Det er blot besynderligt, at Standen først nu faar et kvindeligt Medlem.

Den unge Pige er selvfølgelig meget glad over Resultatet - og det har slet ikke været drøjt at staa Læretiden igennem, erklærer hun. Baade Mester og Svende har været vældig flinke, og Konditorarbejdet er i sig selv baade interessant og morsomt. Lysten dertil hat jeg haft lige fra Barn.

Frk Mortensen trænger øjensynlig ikke til Ferie ovenpaa Eksamensanstrengelserne. I Morges Kl. 5 mødte hun som sædvanlig paa sin Arbejdsplads, og her bliver hun foreløblg,

Herude tog vor Fotograf lidt senere ovenstaaende Billede af den historiske kvindelige Svend.

(Aftenbladet (København 28. april 1928).

Erindring til en Conditor udenfor Vesterport.

Det er unægteligt at nævnte konditors lokale har noget meget indbydende hos sig, og at såvel varerne som opvartningen er upåklagelige. Men der er dog en omstændighed som når der ikke rådes bod på den, må afholde ethvert dannet menneske fra at frekventere nævnte lokale. Det traf sig tirsdag den 17. f. m. om aftenen da indsenderen var nærværende der, at nogle håndværkssvende eller karle som hverken efter deres påklædning eller talemåder egne sig for dette sted, kom derind og ikke udlod ved de meste gemene og smudsige udladelser som også ved en vis, fræk næsvished at lade se hvad sort de var. Indsenderen som havde ønske at nyde nogen mere forfriskning, blev der naturligvis ikke anden udvej for end hurtigt at gå bort. Man har imidlertid ikke villet undlade at give nævnte konditor dette velmente vink Muligvis vil han vide at sørge for sådanne lave personers fjernelse. For det er indlysende at ingen familie, ingen mand med mindsteæresfølelse, tør vove sig til et sted hvor man er udsat for et så ubehageligt møde og en så nedværdigende behandling.

(Politivennen  nr. 866, Løverdagen den 4de Julii 1832, s. 511-512.)

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

En Bemærkning ved Dampskibets Tilbagekomst.

Ved dampskibets tilbagekomst fredag den 5. maj så man et antal schweitzer-drenge gå i land på Toldboden for at træde i lære hos de herværende konditorer. Disse vil vist når der er her, efter selv at have fået borgerskab have tjent en anselig sum penge, ligesom deres forgængere vende tilbage til deres fædreland. Det kunne måske være gavnligt for det hele om det blev konditorerne forbudt at tage drenge andet steds fra. For da blev de betydelige prengesummer i landet som enhver tilbagevendende konditor fører ud med sig. Og for det enkelte: For da kunne en del af landets egne børn derved finde en næringsvej.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3709-3710)

Uordener.

Hvorfor har Kurtin, konditoren på Nytorv, vist så stor mangel på agt for den nation han har nedsat sig hos, at lade begge sine døre bemale med blot tysk opskrift. Der kan og der bør være den danske der ikke går ind af en billig fortørnelse over denne uhøflighed. Og med blot tyske kunder er hr. Kurtin nok ikke tjent.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2078-2079)