Den første kvindelige Konditorsvend. (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Inger Mortensen

Det var ligefrem lidt af en Mærkedag i Gaar i Københavns Konditorlavs Historie. Lavet udstedte nemlig sit første Svendebrev til en Kvinde

Den unge Dame, der nød denne Ære, er Frk. Inger Mortensen, Datter af Værkmester Mortensen, Hovedbrandstationen. Frøkenen er udlært hos Konditor Axel Axelsen, "Tivolikonditoriet", men som ogsaa har forretning i Frederiksberg Allé. Her har hun i fire Aar tumlet med de lækre Kager med det Resultut, at hun bestod sin Eksamen med fineste Karakter; "Meget duelig". Men naturligvis skulde man ogsaa synes, det maatte være et Fag, der særlig Iaa for for kvinder. Det er blot besynderligt, at Standen først nu faar et kvindeligt Medlem.

Den unge Pige er selvfølgelig meget glad over Resultatet - og det har slet ikke været drøjt at staa Læretiden igennem, erklærer hun. Baade Mester og Svende har været vældig flinke, og Konditorarbejdet er i sig selv baade interessant og morsomt. Lysten dertil hat jeg haft lige fra Barn.

Frk Mortensen trænger øjensynlig ikke til Ferie ovenpaa Eksamensanstrengelserne. I Morges Kl. 5 mødte hun som sædvanlig paa sin Arbejdsplads, og her bliver hun foreløblg,

Herude tog vor Fotograf lidt senere ovenstaaende Billede af den historiske kvindelige Svend.

(Aftenbladet (København 28. april 1928).

Erindring til en Conditor udenfor Vesterport.

Det er unægteligt at nævnte konditors lokale har noget meget indbydende hos sig, og at såvel varerne som opvartningen er upåklagelige. Men der er dog en omstændighed som når der ikke rådes bod på den, må afholde ethvert dannet menneske fra at frekventere nævnte lokale. Det traf sig tirsdag den 17. f. m. om aftenen da indsenderen var nærværende der, at nogle håndværkssvende eller karle som hverken efter deres påklædning eller talemåder egne sig for dette sted, kom derind og ikke udlod ved de meste gemene og smudsige udladelser som også ved en vis, fræk næsvished at lade se hvad sort de var. Indsenderen som havde ønske at nyde nogen mere forfriskning, blev der naturligvis ikke anden udvej for end hurtigt at gå bort. Man har imidlertid ikke villet undlade at give nævnte konditor dette velmente vink Muligvis vil han vide at sørge for sådanne lave personers fjernelse. For det er indlysende at ingen familie, ingen mand med mindsteæresfølelse, tør vove sig til et sted hvor man er udsat for et så ubehageligt møde og en så nedværdigende behandling.

(Politivennen  nr. 866, Løverdagen den 4de Julii 1832, s. 511-512.)

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 

Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  

Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

En Bemærkning ved Dampskibets Tilbagekomst.

Ved dampskibets tilbagekomst fredag den 5. maj så man et antal schweitzer-drenge gå i land på Toldboden for at træde i lære hos de herværende konditorer. Disse vil vist når der er her, efter selv at have fået borgerskab have tjent en anselig sum penge, ligesom deres forgængere vende tilbage til deres fædreland. Det kunne måske være gavnligt for det hele om det blev konditorerne forbudt at tage drenge andet steds fra. For da blev de betydelige prengesummer i landet som enhver tilbagevendende konditor fører ud med sig. Og for det enkelte: For da kunne en del af landets egne børn derved finde en næringsvej.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3709-3710)

Uordener.

Hvorfor har Kurtin, konditoren på Nytorv, vist så stor mangel på agt for den nation han har nedsat sig hos, at lade begge sine døre bemale med blot tysk opskrift. Der kan og der bør være den danske der ikke går ind af en billig fortørnelse over denne uhøflighed. Og med blot tyske kunder er hr. Kurtin nok ikke tjent.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2078-2079)