26 juni 2016

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 


Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  


Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar