(Aarhus Amtstidendes specielle Korrespondent.)
Vi Mænd nære selvfølgelig alle den største Beundring for vore Kvinder, vi se i dem Væsener af en bedre Natur, end den, vi ere skabte med, og ville helst altid bare dem paa Hænderne - men vor Tid er jo Realismens Tidsalder, vi skulle baade se for og bag, og det vil da ved nærmere Eftersyn vise sig, at Kvinderne ere ligesaa skrøbelige som vi og have maaske mere ondt end vi ved at staa mod Fristelser, ja, man vil endogsaa vide, at en Kvinde, naar hun falder, falder dybere end Manden. I alt Fald foretrække de kjøbenhavnske Forhørsdommere mandlige Arrestanter; der er intet Hold paa de kvindelige, de falde strax hen i Taarer, men vise sig selv i de alvorligste Øjeblikke blottede for Alvor; efter en som det skulde synes, sønderknusende Tilstaaelse af en alvorlig Forbrydelse, kan det mindste, der falder dem i Øjnene, bringe dem til at glemme Situationens Alvor. En ung Pige, der efter flere Nægtelser i tidligere Forhør endelig tilstod at have begaaet Tyveri, brast kort efter ud i Latter og paa Dommerens Tiltale erklærede hun, at hun maatte le, fordi en af Rettens Funktionærer var bleven "saa grinagtig klippet." De ere fulde af Løgn; det er de mandlige Arrestanter vel ogsaa, men medens man ofte maa beundre disses Aandrighed i Retning af Opstndelsesevne, ere de kvindelige Arrestanters Løgne som oftest dumme og meningsløse; endelig trodser de kvindelige Arrestanters Forfængelighed al Beskrivelse; en Stump Spejl, som de ikke have Lejlighed til at nyde i Arrestlokalerne, kan, naar de træffer det i Forhørslokalet eller Venteværelserne, bringe dem i fuldstændig Extase og lade dem glemme alt for at beskue deres Yndigheder. Tilvejebringelsen af Pandekrøller under deres ørkesløse Ophold i Arresten er en af deres største Specialiteter - den bekjendte Madam H., som under den Sag, der for nogle Aar siden omtaltes saa meget under Navnet M. M., var overbevist om at have overladt sine Smaapiger, saa snart de vare 12 a 13 Aar til gamle Vellystninge og som var fuldt bekjendt med, at der forestod hende en Straf paa mange Aars Tugthus, mødte næsten daglig til lange Forhør; man syntes, at hendes Udseende forandrede sig, og det viste sig da ved nærmere Undersøgelse, at hun i Arresten beskjæftigede sig med at skrabe saa meget Sværte, som mulig af Kakkelovnen, hvormed hun da, formentlig for at gjøre større Indtryk paa Retten, sværtede sine Øjenbryn og sit Forhaar. Alt dette bevirker, at man har ondt ved at faa nogen egentlig Sympati eller maaske rettere Medlidenhed far de kvindelige Arrestanter; mulig forholder det sig anderledes i Provinserne end i Kjøbenhavn, hvor der er saa mange løse Fugle, hvis Vej er fra Koderne til Arresten og fra Arresten til Gaderne, og som derfor saa et nøje Kjendskab til Betjentene, Dommerne og Funktionærerne og komme til at betragte Arresten og Forhørslokalerne som et andet Hjem, eller som en Scene, hvor de altid spille den samme Tragedie eller for manges Vedkommende den samme Komedie - men der kan naturligvis ogsaa her gives Undtagelser, gives Kvinder, der ved ulykkelige Omstændigheders tvingende Magt ere drevne ind paa Forbryderbanen, og hvis Forhold under deres Arrestation er saaledes, at man kun kan nære den dybeste Medlidenhed med dem.
De kjøbenhavnske Arrestantinder bevarer, saalænge deres Sag staar paa, det vil sige indtil den endelig er paadømt, under Laas og Lukke i Arresten paa Nytorv, hvorfra en lukket Gang, populært kaldet "Sukkenes Gang", over en af de store Porte til Hestemøllestræde ad et Utal af Gange og Trapper fører op til Kriminalkamrene. Falder Dommen og den lyder paa Fængsel, hvad enten det nu bliver simpelt Fængsel, Fængsel paa sædvanlig Fangekost eller Vand og Brød, forblive de i de samme Lokaler; lyder Dommen derimod paa Forbedringshus og Tugthus kjøres Vedkommende, der nu ikke er "Arrestantinde" men "Fange", i Droske ud til den kvindelige Straffeanstalt paa Kristianshavn, og det er derhen jeg i Dag stal føre "Amtstidende"s Læsere, heldigvis kun til Beskuelse.
Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Fugleperspektiv ud over torvet, set mod kanalen langs Torvegade med Kvindefængslets administrationsbygning til højre. 1895-1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Foreløbig maa her nu bemærkes, at der ofte, naar der tales og dømmes om "Fængslet paa Kristianshavn", selv af vel bevandrede Kjøbenhavnere sker en Forvexling, der ikke er til Gavn for det Fængsel, vi her skulle beskjæftige os med. Det paa den gamle Veterinærskoles Grund i Aarene 1862-64 opførte Fængsel, der indtil 1870 benyttedes som Kvindefængsel, medens det nuværende Kvindefængsel indtil da kun var Mandsfængsel, er nemlig udlejet til Kjøbenhavns Kommune eller om man vil til Politiet, og det bruges som Arresthus for de mandlige kjøbenhavnske Arrestanter, hvoraf kun en forsvindende Del faa Plads paa Nytorv. Dette Fængsel, der slet ikke vedrører det nuværende Kvindefængsel, afset fra at det ligger paa den modsatte Side af Gaden, er slet indrettet og daarligt omtalt. Det adskiller sig i høj Grad fra det nuværende Kvindefængsel, ved hvis hele Indretning, der er vist den største Humanitet, og hvor der, navnlig siden den nuværende Fængselsinspektør tiltraadte sin Stilling, er gjort Alt for ved Siden af den Orden og Nøjagtighed, en saadan Institution kræver, at gjøre Livet saa udholdeligt som muligt for de stakkels Væsener, der her tvinges til at tilbringe adskillige Aar af deres Liv. Her findes altsaa kun Kvinder, nemlig Kvinder, der dømmes enten til Forbedringshus eller Tugthus; medens man for de mandlige Forbryderes Vedkommende har gjennemført Sondringen mellem disse Straffearter saaledes, at Forbedringshusfanger sendes til Vridsløselille og Tugthusfanger til Horsens, findes begge Straffearter paa Kristianshavn.
De Forbrydere, vi her komme til at se, ere enten Kvinder, der have gjort sig skyldige i meget alvorlige Forbrydelser som Mord, Brandstiftelse og lignende, eller Kvinder, der gjentagne Gange forgjæves er straffede med de mindre Straffe og fremture i deres forbryderiske Vandel, og man kan efter vor nugjældende Lovgivning komme i Forbedringshuset for en højst ubetydelig Forseelse, saaledes er der paa Kristianshavn i det sidste Aar indsat 22 Fanger for Ejendomsindgreb, - navnlig Tyveri - , Bedrageri og Falsk, hvor det ulovligt Erhvervede i hvert enkelt Tilfælde ikke har haft en Værdi af 10 Kr. - tilsammen have disse 22 besveget deres Medmennesker for en samlet Sum af 94 Kr. 89 Øre, og Lønnen derfor er tilsammen 21 Aars Fængsel. Her er Retfærdigheden virkelig haard og tillige i højeste Grad kostbar for Staten, og der synes al Anledning til at søge de paagjældende Straffebestemmelser forandrede i Lighed med den svenske Lovgivnings, hvor Ejendomsindgreb under 10 Kr.s Værdi aldrig kunne medføre Straf af Strafarbejde. Ogsaa for en anden Gruppe af Forbrydere er Straffen utvivlsomt for haard, nemlig de stakkels svenske Piger, der ikke kunne modstaa Længslen efter de danske Kjærester eller Madgryder - er en saadan Pige en Gang bleven udvist af Riget med Tilhold om ikke oftere at komme til Danmark, og hun overtræder dette Tilhold et Par Gange, se vi hende snart i Forbedringshuset, selv om hun ikke har gjort sig skyldig i nogetsomhelst andet ulovligt.
Tidligere var det en let Sag at faa Adgang til Straffeanstalterne, men paa Grund af nogle Referater om et Besøg paa Horsens Tugthus, som Autoriterne ikke fandt heldige, kræves nu en forudgaaende Tilladelse fra Fængselsbestyrelsen; en saadan var imidlertid erhvervet, og vi begave os i Gaar ud paa Kristianshavn, hvor Forhuset til Kvindefængslet optager saa godt som hele den ene Side af Torvet. Forhuset benyttes kun til Kontorer og Boliger for Funktionærer og har et ganske almindeligt borgerligt Udseende; skjønt Indgangen til Fængslet er igjennem dette, er der intet, der røber Bygningens sørgelige Bestemmelse; der er ingen uhyggelig Fængselsport, ingen Skildvagter med dragne Sabler; gjennem en almindelig kjøbenhavnsk Gadedør kommer man ind i Gangen, hvor en uniformeret Portner viser En til Rette; han førte os til Inspektørens Kontor, og der modtoges vi med den største Imødekommenhed og Velvillie af Hr. Inspektør From, en Embedsmand, der ret synes at udfylde sin Plads paa heldigste Maade. Fra sin tidligste Ungdom har han arbejdet for Fængselsvæsenet og har i en Aarrække beklædt en betroet Stilling i Fængselskontoret. Ved Rejser i Udlandet lige til Amerika har han sat sig ind i de forskjellige Staters Straffemetoder og Straffeanstalter og blev ved Justitsraad Bruuns Død dennes Eftermand; han er nu en ældre Mand, men med et lille, elastisk Legeme og venlige men bestemte Træk.
Johan Grove (1859-1917) politiker, jurist, borgmester, by- og herredsfoged: Nancy Jensine (g. Busch) (26.1.1851-30.8.1927). Omfattende levnedsbeskrivelser og 222 fotografier fra 1890-1899, overvejende fra 1896-1899, samlede af borgmester, cand. jur. Johan Grove, bogholder ved Christianshavns Tugt- og Forbedringshus 1895-1905. 1890-1898. Det kongelige Bibliotek.
Kontorerne fylder Stueetagen; der er Kontorer for Bogholderen, kassereren og Assistenten og endelig Inspektørens Kontorer, af hvilket det største er et Slags Fælleskontor og Anstaltens officielle Modtagelsesværelse. Det er prydet med Buster af vor nuværende Konge og flere af de afdøde Konger og med en Kopi af et Oliemaleri af Lægen og Digteren Tode, der i Slutningen af forrige Aarhundrede var Anstaltens Læge, og hvis humane Interesse for Fangerne har sat sig uforglemmelige Vidnesbyrd. Paa det store med grønt Klæde betrukne Bord ligger der mægtige Albummer. Indeholdende Fotografier af alle de Forbrydere, der i de senere Aar har været Anstaltens Gjæster, ordnede dels kronologisk, dels efter Forbrydelsernes Beskaffenhed. En anden Bog indeholder kortfattede Skildringer af Fangernes Levnet og deres Forbrydelser, ret udført med Kjærlighed, hvilket viser sig saa vel ved disse Skildringers ydre Form, som ved den Omhu, hvormed der er givet Oplysning, selv om de største Ubetydeligheder, der kan antages at bidrage til Belysning af vedkommende Fanges Personlighed.
Inspektøren gav os forskjellige Oplysninger angaaende Fængslet og dets Beboere og fremhævede navnlig Adskillelsen mellem Fællesfangerne, der arbejder og opholder sig i større Værelser i Fællesskab med andre og kun om Natten har deres særskilte lille Sovecelle, og Cellefangerne, der altid - Nat og Dag - er isolerede og ikke faar Lejlighed til at se og tale med andre end Funktionærerne og Opsynet. Baade Fællessangerne og Cellefangerne er atter, hver for sig, delte i en Mængde Underafdelinger ligesom Klasser i en Skole. Den første, de kommer ind i ved Indtrædelsen i Fængslet, er den strængeste; der gives ingen Lempelser i Reglementet, selv Fællesfanger maa under Straf ikke tale med hverandre, men efterhaanden rykker de op til blidere Behandling, de faar Lov at kjøbe lidt Snustobak, til at anskaffe sig det saa meget eftertragtede Spejl og en Almanak, ligesom Fællesfangerne i de højere Klasser kan faa Tilladelse til at understøtte deres nærmeste Slægtninge med en Del af deres Arbejdsfortjeneste. Denne udgjør daglig: I 1ste Klasse 0, i 2den 4 Øre, i 3die 6 Øre, i 4de 8 Øre, i 5te 12 Øre og i Overgangsstadiet ca. 20 Øre. Anstalten, der har Plads til 300 Fanger, er for Tiden kun belagt med 136, deraf 52 Fællesfanger og 84 Cellefanger.
Vi begiver os nu ind i Fængslet og det første, der forbavser en, er den fuldstændige Mangel paa Arrestluft, den grimme, bitter-søde, tykke Lugt, der ellers ruger over Arresterne og forfølger Arrestanterne, hvor de gaar og staar, er her ikke at mærke; ad luftige om ikke meget lyse Gang, kommer vi først til Køkkenet, hvor Kommandoen føres af en kvindelig Betjent, assisteret af et Par Fanger, af hvilke vi saaledes her ser de første. Det er et Par gamle Fællesfanger, der synes glade og tilfredse med deres Stilling, de er iført den ikke meget afstikkende Fangedragt: mørk Kjole, hvidt Forklæde og en lille blaa Lærredshue. Inspektøren retter nogle venlige Spørgsmaal til dem, idet han nævner deres Numer - Navne kjendes ikke, saa snart en Fange træder indenfor Fængslets Mure er Navnet dødt og borte - og de svarer friskt og frejdigt.
Selve Køkkenet er ganske enkel. Anretningerne er jo ikke meget mangeartede. Pladsen optoges mest af 2 store Kogegryder; i den ene koges Dagens Ret til Fangerne: Rumfordsuppe med Hestekjød, der ganske vist ikke dufter og vel heller ikke smager meget delikat, men tilberedes med den største Renlighed og utvivlsomt af sunde og nærende Stoffer. Den anden Gryde Indeholder gule Ærter til Opsynet. Paa Bordet staa Mængder af store hvide Krukker, hvori hver Fange faar sin Mad serveret. I Forraadskammeret er en Fange beskjæftiget med at fordele godt udseende Svinefedt paa en Masse hvide Brikker; hver Fange faar om Morgenen en Smule Fedt til at smøre paa Brødet, om Aftenen et Stykke Ost, ellers foruden Middagsmaden, afset fra særlig Ordination af Lægen, intet andet end Rugbrød, dog faa Fangerne hver Morgen en Skaal varmt Øl, om Aftenen varm Mælk. En af de nærmeste Dage skal der serveres Blodbudding. 2 store Spande med Blodmel, som Anstalten selv præparerer, staa parate; Kosten til hver Fange koster ca. 130 Kr. aarlig.
I Nærheden af Køkkenet findes Vaskeriet med hvad der til hører og Badestuen; denne er meget godt udstyret; der findes 6 eller 8 Badekar, hvert Kar med store, hvide Omhæng, og den er i det Hele saaledes indrettet, at den maa siges i alle Retninger at staa langt over Badeværelserne paa de offentlige Anstalter heri Byen f. Ex. paa Johannes Stiftelsen, hvor man putter en 7 a 8 Menesker ad Gangen ned i et Kar. Fangerne faa et varmt Bad hver Maaned, om Sommeren dog hyppigere. Anstaltens store Dampkjedel findes ligeledes her, den paases hovedsagelig af en Fange, der blev rost as Inspektøren, fordi hun havde alt t en saa pæn Stand og havde Sans for at pynte Vinduerne med lidt Grønt i Urtepotter.
Fra den materielle Forplejning gaa vi til den aandelige, til, hvad man kan kalde, Anstaltens kultusministerielle Afdeling, til Kirken og Skolen. Kirken er et stort, lyst og højt Værelse, hvis ene Væg højt oppe optages af Prædikestolen og et til begge Sider af denne værende Galleri, hvor Opsynet har Plads og hvorfra Tilhørerne nøje kunne kontrolleres. Under Prædikestolen findes Alteret og fra Gulvet hæve Tilhørerpladserne sig amfiteotralsk op mod den Prædikestolen modsatte Væg. Kirkegangen er som Regel tvungen, det vil sige Fangerne skulle i Kirke, hvilket de iøvrigt hellere end gjerne ville, afset fra alt andet, som Adspredelse, men Cellefangerne maa jo hverken se eller ses af deres Medfanger, derfor ere de nederste Rækker af Tilhørerpladserne indrettede med Stole, lukkede saavel til Siderne som for oven, og hvori kun en Fange kan faa Plads; naar der ringes til Kirke, begive Cellefangerne sig derhen med 15 Skridts Afstand mellem hver enkelt og lukkes hver for sig ind i en Stol, hvorfra de kun kan se Præsten og Funktionærerne; er der Altergang anbringes Altergjæsterne i den nederste Stolerække paa Gulvet og Præsten rækker dem Brødet og Vinen, medens de knæle paa den i Stolen anbragte Skammel; bagved Cellefangerne sidde Fællesfangerne imellem hverandre, dog hver Klasse for sig, i aabne Stole. Kirken er i det hele net og hyggelig, den nye Inspektør har gjort meget i den Retning, navulig har man ved Lysekroner og talrige Lysestager gjort det muligt ved Juletid og lignende kirkelige Højtider at lade Kirken fremtræde med festlig Glans for at lidt Festglæde kan liste sig ind i de stakkels Tilhøreres Hjærter.
Mærkeligt nok er der i Nærheden af denne Kirke en anden, en katolsk, forsynet med Skriftestol, Madonnabilleder og alt andet Tilbehør; der er saa godt som altid Katoliker mellem Fangerne for Tiden, og den katolske Præst kommer da og holder Skriftemaal og Gudstjeneste for disse.
Skolen er ligesom en mindre Udgave af Kirken, saaledes at Lærerens eller rettere Lærerindens Katheder er anbragt ligesom Prædikestolen i Kirken og Fangernes Pladser hæve sig amfitheatralsk paa den modsatte Side; Væggene ere behængte med Kort og Billeder, og de almindelige Skolekundskaber søges her indpodede i Fangerne, der jo ofte ere meget forsømte, og derfor skulle søge Skolen, for Cellefangernes Vedkommende i Reglen indtil det 40de Aar, for Fællesfanger indtil det 30te Aar. Dog gives der ikke fællesfanger Undervisning før de rykke op i 4de Klasse, med mindre de ere under 18 Aar. De, der ønske det, navnlig af Hensyn til en paatænkt Udvandring til Amerika, undervises tillige i engelsk, for Tiden deltage 7 i en saadan Undervisning, men den falder vanskelig for de fleste, hvis Tunger ikke ere anlagte til den engelske Udtale, navnlig de vanskelige Hvislelyde. Vi overværede senere en Samtale herom mellem Inspektøren og en Fange: "Naa 35", eller 47 eller hvad det nu var, sagde Inspektøren, "Du har bedt om at blive fri for Engelsk". "Ja", sagde hun, "jeg kan ikke faa min Mund til at tale saadan". "Nej, det kan vel være svært nok". - Fangen var en ældre Husmandskone, der sammen med sin Mand havde gjort sig skyldig i Brandstiftelse. - "Men naar det er Din Mening, at Du vil til Amerika, var det jo bedst for Dig, om Du kunde Sproget". "Ja ganske vist", sagde Fangen, "men min Mand lærer det saa godt i Horsens Tugthus og saa kan jeg jo bagefter lære det af ham". "Aa ja! nu kan vi jo tale om det; naar skal Du forresten ud?" "Om 3 Aar, Hr. Direktør!" "Naa!" endte saa Inspektørens Samtale, saa har vi Tid nok tll at tale om det".
Vi besaa derefter flere af Fællesfangernes Arbejdssale, store rummelige Værelser, der med Lethed kunde have dobbelt saa stor Besætning, som de i Øjeblikket havde; overalt, hvor vi kom, rejste Fangerne sig med den største Præcision, øjensynligt glade over Besøget, og højst smigrede ved de Bemærkninger. Inspektøren henvendte til dem. Fredelige og skikkelige saa de ud alle sammen, men der var alligevel Træk i de flestes Ansigter, særlig om Munden, som skilte dem fra andre Kvinder, jeg tror, at man vilde have mærket noget abnormt hos dem, selv om man ikke havde set dem i de Dragter og paa det Sted, men naturligvis var der Undtagelser. En gammel Morderske, der havde dræbt sin Mand, og nu stod og lavede Børster, saa ud som en fredelig gammel Arbejdskone, som ikke kunde gjøre en Kat Fortræd. Alle arbejdede de; nogle lavede Papirsposer, andre strikkede paa Strikkemaskiner, syede paa Symaskiner, lavede Fiskenæt osv. Et Sted hos de mest privilegerede saa vi en Fange staa og flette en Haarpisk; forbavset spurgte vi Inspektøren, hvad det var for et Arbejde; jo, det var en Fange, der havde udstaaet sin Straf og Dagen efter skulde ud, og saa skulde hun selvfølgelig have al sin Stads, deriblandt sit falske Haar, paa. Saaledes arbejde de fra om Sommeren Kl. 5 Morgen, om Vinteren Kl. 6, til Aften tll. 8.
Selvfølgelig er der Ophold i Spisetiderne og til Udgangsturene; Cellefangerne faa 2 Gange daglig Tilladelse til at være ½ Time ad Gangen i fri Luft, Fællesfangerne, der jo have langt mere Motion end Cellefangerne, kun 1 Gang daglig. Cellefangerne spadsere da i smaa lukkede Gaarde under Opsyn af en kvindelig Betjent, der fra et taarnagtigt Vagthus kan holde Øje med 4 Fanger ad Gangen; disse smaa Gaarde har Inspektøren bestræbt sig for at gjøre saa tiltalende som muligt. Grønt og Blomster ser man alle Vegne, og der var noget rørende i den Maade, hvorpaa han beklagede sig over, at Nattefrosten nu ødelagde hans kjære Blomster. Nætterne tilbringe Fællesfangerne, som tidligere nævnt, i særkilte smaa til midt paa Væggen oliemalede Celler; de se næsten indbydende ud med smaa rene hvide Senge og en i Væggen, for at undgaa Hængningsforsøg, løst anbragt Klædeholder. Paa Gangen udenfor Cellerne er der lange Vaskeborde med hvide Fajancevandfade og andre Toiletgjenstande, alt er pænt og net og rent, renere end i Stadens Hospitaler. Om Natten vaager saa et kvindeligt Opsyn paa hver Gang; kvindelige Opsyn sidde ogsaa paa de Arbejdsstuer, hvor de lavere Klasser af Fangerne have Ophold og hvor der ikke maa tales, i de højere Klasser ere Fangerne overladte til dem selv, men Opsynet færdes uafbrudt paa Gangen udenfor Stuerne. Opsynspladserne, der ere meget efterspurgte - de lønnes med fri Station og fra 25 til 35 Kr. maanedlig - synes at være besatte med dannede Kvinder; de bære en klædelig Uniform, sort Cachemirs Kjole med gule blanke Knapper og et forgyldt Belte om Livet, hvori hænge deres eneste Vaaben, et stort Nøgleknippe. I den kolde Aarstid have de desuden mørkeblaa Klædes Ydertrøjer, ligeledes med gule Knapper, og til Brug ved Tjenesten i Gaardene store Klædeskapper. Hele Opsynspersonalet, deri medregnet Overopsynsdamen, Sygeplejersken og Kogekonen, ere enten Enker eller ugifte Kvinder.
Cellefangerne ere fordelte paa 2 Steder i det vidtløftige Bygningskomplex, nemlig i "Nye Celle" og "Gamle Celle", Cellerne i den første Bygning ere langt rummeligere og mere bekvemt udstyrede, men selv de i "Gamle Celle" ere større og lysere end en almindelig Arrest. Ad et lille Kighul i Dørene kan man overse hele Cellen og overalt, hvor vi saa ind, var der Flid og Travlhed og der var ingen Jammer eller Elendighed at skue. Fangerne saa raske ud. Ansigtstrækkene vare vel nok blevne lidt stramme, men navnlig det sky Blik, man ellers ser hos Arrestanter, bemærkedes ikke. Cellerne vare renlige til det yderste, der var næppe et Støvgran at sinde; ved et Træbord, der er gjort fast i Væggen nærmest Vinduet, sidder Fangen og arbejder; Sengen, der om Natten hænges op i 2 Kroge, hver paa sin Væg, er rullet sammen i det ene Hjørne; paa en Hylde i det andet Hjørne findes Madkarrene, Testamente og Salmebog og hos Fangerne af de højere Klasser ogsaa andre Boger, som de kunne laane i Anstaltens Bibliotek; i hver Celle findes endelig en Vandhane med tilhørende Kumme og et Ringeapparat.
For Sygdomstilfælde haves der 2 særskilte Sygeafdelinger, en for Cellefangerne bestaaende af en Række Sygeceller, og en for Fællessangerne: en stor luftig Sygestue med Rækker af pæne hvide Senge. Sygestuen stod tom, derimod vare flere af Cellerne belagte, vi saa ind af Kighullerne, at de stakkels syge laa fredeligt i deres Senge, nogle læste, andre sov; de tilses daglig af Lægen og af et kvindeligt Opsyn, der er uddannet som Sygeplejerske, med Assistance af nogle Fællesfanger, der tillige forestaa Madlavningen i det særlige Sygekøkken. Til Afbenyttelse for de dertil trængende er der en Sygegymnastik-Stue med alle mulige Apparater.
En Invalidestue, bestemt til at optage gamle Fanger, der ikke kunne taale at arbejde, stod for Tiden tom.
Hoffotograf, filminstruktøt Lars Peter Elfelt, f. Petersen (1866-1931): Celle i kvindefængslet: mor med spædbarn og fangevogter. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I Nærheden af Sygeafdelingen findes Børnestuerne; man er nemlig saa human at lade unge Mødre, der enten har nyfødte Børn ved Indlæggelsen eller føde Børn paa Anstalten, beholde disse til de er 1 Aar gamle. Vi var inde i en saadan Børnestue, et stort, rummeligt Værelse. I en Trævugge laa et lille 14 Dage gammelt Barn og sov; Moderen, en ung kjøbenhavnsk Pige, sad og strikkede og syntes vel fornøjet - Reglementet giver mange Læmpelser for de diegivende Mødre, deres Kost er bedre og rigeligere og det Arbejde, der fordres af dem, mindre; men naar Barnet har fyldt Aaret, kommer den bitre Svie, saa sendes Barnet som Regel til en eller anden Fattiganstalt og Moderen sidder trøstesløs tilbage.
Endelig bliver der forevist os forskjellige til Administrationen hørende Lokaler, en Slags Foredragssal, hvor Inspektøren og de højere Funktionærer af og til samles med Opsynet, og hvor der enten oplæses noget eller holdes Foredrag; nogle Gange i sidste Sommer har Inspektøren saaledes fortalt om sine Oplevelser paa en Rejse til Amerika.
Endvidere en stor Arkivsal, hvor Masser af Dokumenter vedrørende den her omhandlede Straffeanstalt og de nedlagte Straffe anstalter som Stokhuset, Møens Tugthus o. fl., staa ordnede i pyntelige Pakker og fremkaldt Lyst til at gjøre nærmere Bekjendtskab med deres Indhold, og et Slags Museum Inspektøren har samlet, og det er ikke det mindst interessante Lokale i Anstalten. Her findes Exemplarer af mange forskjellige Arbejdsredskaber, der have været benyttede i Fængslet fra de ældste Tider, Væve, Rokke og deslige. Skabe med Straffeapparater, hvormed Fangerne i gamle Dage pintes, kan man vel sige, Piske, Stokke, syvstrengede Katte, Halsjern og Fodjern og mange andre rædselsfulde Indretninger, blandt hvilke man særlig lægger Mærke til en tyk Jernring paa en lang Stang. Ringen er forsynet med en Fjeder, saaledes at den springer op, naar den kommer i Berøring med et fast Legeme og derefter atter lukker sig; naar nu en Fange blev balstyrig, søgte man at ramme hans Ben med Ringen, hvorefter Benet omsluttedes af denne, og man kunde da tumle med ham, som man vilde.
Ogsaa sørgelige Kuriosa findes her, saaledes et 3 Tommers Søm og en stor lang Metalnaal, der var fundet i Maven paa en Fange efter hendes Død; senere oplystes det, at hun havde slugt disse Gjenstande, medens hun sad arresteret i et jysk Fængsel, men det mærkedes ikke paa hende, i tre Fjerdingaar hensad hun i Straffeanstalten indtil hun døde af Blodforgiftning. Man foreviste os her endvidere en Samling konfiskerede Breve; Fangerne have Lov til af og til at skrive, i de første 3 Maaneder dog kun 1 Gang, derefter 1 Brev hver anden Maaned og derefter gradvis flere og flere, indtil de tilsidst maa skrive hver Maaned. Ere saadanne Breve alt for utilbørlige, enten altfor løgnagtigt skildrende Forholdene i Fængslet, eller svinske og usædelige eller i det Hele ikke passende til det Sted, hvorfra de udsendes og den Tone, der bør herske, tilbageholdes de og der kan stundom tillige falde lidt Straf af.
Adskillige af disse Breve vare højst ejendommelig og sørgeligt visende, hvorledes den kvindelige Letsindighed kan bevares selv under de alvorligste Forhold. En Fange havde faaet Lyst til at imponere Opsynet og fine Medfanger med at vise dem, at en dannet Mand kunde nære Kjærlighed til hende, og hun skrev da et Brev til sig selv, underskrevet med et romantisk Navn, hvori den fungerende Brevskriver, der angaves at være "Balletdanser" formodentlig i Fangens Øjne en højst attraaværdig Stilling, erklærede hende sin dybe Kjærlighed og de mest romantiske Udtryk anholdt om hendes Haand. Hun havde ment, at dette Brev nok kunde blive besørget til hende selv, men det blev selvfølgelig konfiskeret og hun fik mulig lidt mørkt Fængsel i Tilgift.
Straffeanstaltens Bestyrelse - Direktør og Inspektør - har Straffemyndighed for Forseelser, begaaede i Fængslet: for slet Disciplin, Dovenskab, ilde Behandling af Anstaltens Inventarium og desl., men denne Straffemyndighed bruges meget humant og bestaar i Reglen kun i Idømmelsen af et Par Dages mørkt Fængsel, Indskrænkning i Kosten og lignende Smaastraffe. Korporlig Revselse er ikke bleven anvendt siden 1873, altsaa hverken i den forrige eller i den nuværende Inspektørs Funktionstid og Disciplinen er god uden det. Tidligere har det ikke altid været saaledes; i 1868 hændte den Mærkelighed, at en Fange blev besvangret i Fængslet, fødte sit Barn i Fængslet og dræbte det sammesteds, uden at dette blev opdaget før længere Tid efter. Sligt kunde nu ikke ske. Fangerne selv er overordentlig ængstelige for at overtræde Reglementet, ikke saa meget for Straffens Skyld, som for den Skade, enhver Straf tilføjer dem med Hensyn til deres Oprykning i en højere Klasse.
- Ad vildsomme Veje vendte vi tilbage til vort Udgangspunkt, Kontoret, hvor vi bragte Inspektøren en varm Tak for hans elskværdige Imødekommen og vi forlod Fængselet fuldt forvissede om, at de ulykkelige Kvinder derude i alle Henseender have det saa godt, som den menneskelige Retfærdighed tillader, og at en god, human Aand hviler over Straffeanstalten paa Kristianshavn - maatte det samme kunne siges om vore andre Straffeanstalter og Arrester!
(Aarhus Amtstidende 29. oktober 1894).
