De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)

Vridsløselille. (Efterskrift til Politivennen)

Misligheder i Vridsløselille straffeanstalt. I Anledning af nogle Misligheder, som skulde være foregaaede i Vridsløselille Straffeanstalt, har der ved Kjobenhavns Amts søndre Birk været foretaget en Undersøgelse, efter hvilken der af der Offentlige blev beordret anlagt en Justitssag, i hvilken Birkets Extraret iforgaars har afsagt Dom. Oprindelsen til Sagen skyldes Sophie Dorette M., som efter ifjor at være bleven separeret fra sin Mand, Overbetjent M. ved Økonomien i den nævnte Anstalt, synes at have forfulgt ham med et uudslukkeligt Had. Hun har i en længere Aarrække boet i Fængslet, indtil hun paa Direktørens Forlangende maatte flytte bort derfra, og hun har saaledes havt rig Leilighed til at iagttage Alt, hvad der foregik indenfor Anstaltens Mure, saa at det af hende Angivne utvivlsomt er Alt, hvad hun i saa Henseende har kunnet samle. Den af hende gjorte Angivelse gik i det Væsentlige ud paa Følgende: Hendes Mand skulde Tid efter anden have tilvendt sig følgende Gjenstande, som tilhørte Straffeanstalten: 8 Par Lagener, af hvilke hun maatte bortskære Mærkerne, en Sæk, noget Tvistlærred, 2 Lærreds Grynposer, 2 nye Haandklæder, 2 Pund Traad, ca. 80 Alen Paklærred, Lagener og Tæpper, hvoraf der skulde været syet Undertøi saavel til hendes som til Gasmesterens Børn, en Sæk med Kohaar, en Sæk med Hø, 3 Alen ubleget Lærred, grov ubleget Traad, Seilgarn, et Mavebælte, en Blikkasse, et Slag af en Vægterkappe, et Par Spande Klister, flere Madratser, ca. 300 Alen Bændler i Stumper paa 2-4 Alen. Sy og Stoppenaale, Ærter, The, Sukker, Smør, Ost, Sild, Gryn og Brændevin. Hun forklarede yderligere, at hun hver Gang havde maattet brænde det Papir, hvori Fødemidlerne vare hjembragte enten af Manden eller af to af Anstaltens Tjenestekarle. Iøvrigt erklærede hun sig i Et og Alt medskyldig i de hendes Mand paasigtede Forbrydelser. Som Bevis for sin Sigtelses Rigtighed udleverede hun samtidig en Sæk med Anstaltens Mærke, 2 Poser og 6 Lagener, alle med et i den ene Ende tiløget Stykke. Om Gasmesteren udsagde hun, at han af hendes Mand havde modtaget 34 Alen Paklærred til eget Brug, samt at han havde tilvendt sig paa Anstalten ca. 40 Stkr. Spegesild og et Fad med Smør, samt at han havde overladt til Andre flere Sække af de Kokes, som ere forbeholdte Anstalten, og nogle Sække tyk læsket Kalk, samt endelig, at han havde ladet nogle af sine egne og nogle af hendes Børn, der vare i Huset hos ham, gaa med Klædnings stykker, som vare forfærdigede af Anstaltens Tøi. To af Anstaltens Tjenestekarle sigtede hun endelig for at have deltaget i de af hendes Mand og Gasmesteren begaaede Misligheder. Hvad de hendes Mand paasigtede Misligheder angaaer, er der mod hans stadige Benægtelse under den Række Forhær, som have været optagne, ikke bevist, at han har tilvendt sig Fødemidler fra Anstalten, og de Folk, ved hvem han skulde have ladet dem hjembringe, have bevidnet, at de vare kjøbte hos Høkere. Han vil kun en Gang have laant og senere tilbageleveret nogle Gryn og nogle Ærter til sine Duer af Anstaltens Forvalter . og denne har ogsaa indrømmet Muligheden heraf. De forefundne Poser har han laant til at indkjøbe Varer i og glemt at tilbagelevere dem. Mavebeltet har han i en Sygdom laant af Anslalten og derefter ladet et af sine Børn benytte det. Hverken Blikdaaser, Vægterkapper eller Kohaar findes i Anstalten. Klisteret tog han med Direktørens Tilladelse for dermed at tapetsere sine Værelser; en lignende Tilladelse har han faaet til Afbenyttelse af Madratser; Bændelstumperne vare aldeles værdiløse. Sækkens Udseende godtgjorde tydelig, at den var kasseret. At hans Børn have benyttet Tøi, om var syet af Anstaltens Tøi, har han beneglet. Lagenerne har han i to Gange faaet udleveret med Samtykke af vedkommende Forvalter, hvilket denne ogsaa ligefrem har bekræftet, skjøndt han med mindre Sikkerhed kan erindre, at det er skeet mere end en Gang. Derimod vedgik han, at han for omtrent to Aar siden, da hans Kone havde anmodet ham om noget gammelt Paklærred til den Kone, som sælger Brød paa Anstalten , afskar Emballagen om noget til Anstalten ankommet Tvistlærred og sendte dette Paklærred, c. 20 Alen, hjem. Omtrent 34 Alen andet Paklærred havde han, som dengang ansaa sig for berettiget til at tage det, overladt til Gasmesteren, men denne Forseelse var i sin Tid afgjort med en Irettesættelse af Direktøren. Af Ting, der ikke vare kasserede eller kassable og saaledes uden Værdi, var Paklærredet saaledes den eneste Gjenstand, hvormed han bevislig havde øvet en saadan Mislighed, at han kunde straffes, og da Forseelsen nærmest maatte henføres under Straffelovens § 141, dømtes han til simpelt Fængsel i 7 Dage.

Mod Gasmesteren vidnede navnlig flere af "Udgangsfangerne". Saaledes forklarede Fangen Hans Hansen, at han i forrige Vinter efter den Tiltaltes Ordre havde fyldt 4 Sække med de store Kokes og hensat disse udenfor, men at de næste Morgen vare borte, at han ligeledes efter Ordre havde udbragt store Kokes fra Gasværket og lagt endel af de smaa afharpede kokes, hvis Salg til Andre er tilladt, ovenpaa, saa at det saa ud, som om hele Bunken bestod af det sidste Slags; denne Angivelse er ogsaa gjentagen af en anden Udgangsfange, ligesom en Pige, der har tjent forskjellige af de ved Anstalten Ansatte, har bevidnet, at hun oftere til sin Husbond har hentet store Kokes fra Gasværket. Men imod den Tiltaltes Benegtetse kunde han dog ikke ansees for overbevist om at have begaaet nogen Mislighed. Efter hvad Anstaltens Bogholder har forklaret, fremkommer der vel ved Gasværket to Slags Kokes, nemlig dels rigtige Kokes, som udvindes af det Kul, der fyldes i Retorterne, hvilke stedse ere store, og som ikke maa afhændes, dets det Produkt, der gaaer under Benævnelsen "Kokesaffald", som alene erholdes af Kul, der bruges til Opfyring under Retorterne, hvilke ere mindre end de førstnævnte og stærkt blandede med Smul og Slakker, som dog afharpes, hvorefter de i saadan renset Tilstand afhændes mod Betaling. Da der mellem disse jævnlig forefindes større Stykker, kunde den Sigtelse, som var fremkommen fra de nævnte Individer, og som alene grundede sig paa det usikre Skjøn over, hvor vidt de nævnte Kokes hørte til de større eller til de mindre, ikke ansees som tilstrækkeligt Bevis. Af Tøi og Lærred negter han bestemt at have forbrugt af Anstaltens undtagen til dennes eget Brug, og der er ikke heller fremkommet Noget til Bestyrkelse for Sigtelsen. Smørret havde han kjøbt i Kroen nærved. Derimod indrømmede han, at han til en i Nærheden boende Jordbruger havde overladt 9 Læs af den til Gassens Rensning brugte Kalk og paa det sidste Læs givet ham en Tilgift af nogle Sække bedre Kalk, men herom forklarede ham, at den urene Kalk har han Tilladelse til at disponere over, samt at den saakaldte rene Kalk dog havde været brugt en Gang og derfor egentlig ogsaa burde have været kasseret, at de nævnte Sække Kalk kun bleve overladte Kjøberen, for at Rensehuset kunde blive tomt paa en Gang, samt at han ingen Fordel havde gjort sig heraf, da han ialt kun fik en Ducør af 1 Rd. pr. Læs. Om end dette Forhold ikke kunde kaldes Bedrageri, og skjøndt der heller ikke kunde siges at være tilføiet Anstalten Tab herved, maatte det dog i Henhold til Straffelovens § 141 ansees som en strafbar Mislighed, og han dømtes derfor ligeledes til 7 Dages simpelt Fængsel.

Imod Karlene, som, efter hvad der er oplyst, have handlet efter de Tiltaltes Ordrer ved at hjembære Lærred for den Førstnævnte og udbære renset og urenset Kalk, skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at gjøre Ansvar gjældende.

Hvad endelig den Førstnævntes Kone angik, havde hun vel selv vedgaaet at have benyttet de hende af hendes Mand ifølge hendes Forklaring ulovlig tilsendte Gjenstande til sin Fordel, og hun vilde saaledes ved efterfølgende Handlinger selv have gjort sig delagtig i, hvad han havde forbrudt, og derfor ogsaa, saafremt hendes Mand var bleven overbevist om at have begaaet noget Bedrageri, have været at dømme efter Reglerne i Straffelovens § 253 jfr. 55 og 56, men efter Sagens Udfald for hendes Mands Vedkommende blev hun i Henhold til den sidstnævnte Paragrafs Bestemmelse fritagen for al Straf, men dog ligesom begge Karlene tilpligtet at udrede hver 1/5 af Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 8. december 1867)

Gammelholm (Bremerholm). (Efterskrift til Politivennen)

Erindringer om Gammelholm. Gammelholms sidste Time er nu snart slaaet, og et nyt pragtfuldt kvarter er ifærd med at reise sig paa Holmens Ruiner, medens Værftet selv lidt efter lidt gaaer i Glemmebogen. Vi ville derfor gribe Lejligheden til at opfriske Mindet herom til Trøst for dem, der tro at havde tabt Noget ved Holmens Nedlæggelse, og til Glæde for dem, der ikke lukke Døren for en gammel Ven, men paa den anden Side gjerne se Byens Forskjønnelse. Den første Gang, vi se Gammelholm dukke op i Historien, er det under Navnet "Bremerholm". Som Navnet antyder, var det en af Strømmen indesluttet Ø, der i skjøn Enighed laa ved Siden af Slotsholmen og udenfor Byens Volde, der dengang i en Cirkel drog sig om Staden og havde en Bastion just der, hvor Holmens Kirke nu staaer. Men Byens Borgere saa meget skævt til denne Ø; thi den beboedes dengang af udenlandske bremiske Kjøbmænd, hvis store Privilegier nok kunde opvække Misfornøielse hos Kjøbenhavnerne; Bremerne havde her deres Kirke og Kirkegaard, hvilke vi senere skulle møde, og havde iøvrigt indrettet sig som en lille Stat i Staten. Da var det, at den danske Flaade for første Gang i Grevens Feide førte Kanoner ombord, og dette medførte en solidere Bygning af Orlogsskibene. For at opnaa dette indkaldte Christian den Tredie duelige Haandværkere og udvalgte Bremerholm som den Plads, der var bekvemmest til Skibsbygning. At Bygninger, Værksteder osv. nu fremstod paa Øen, og at Driften udvidedes Aar for Aar, er en Selvfølge, men, ligesom Træet skyder nye Skud, medens andre raadne og maa kappes af, saaledes maatte ogsaa her den ene Bygning, som var bleven forældet i Anlæg osv., vige for en ny og bedre, og da det saaledes er aldeles umuligt at følge hver enkelt Bygnings Historie hen i Tiden, hvilket ogsaa vilde blive et trættende Arbeide, ville vi hellere betragte Gammelholm (som den senere kaldtes), da den var i sin mest udviklede Skikkelse, førend Holmens Kanal blev opfyldt, og Stadens nye Gaderækker kom til at gjennemskære den.

Hovedindkjørselen til Værftet var indtil Aaret 1795 gjennem en Port, som saaes midt paa den gamle Admiralitetsbygning, ved Holmens Kanal, og som laa ligeoverfor den nuværende Kjælderdør til Stedet Nr. 22 i Størregade. Da Admiralitetsbygningen nedbrændte i Kjøbenhavns store Ildebrand 1795, bleve Murene indtil første Sals Bjelker staaende, og Vinduesaabningerne i Stueetagen tilmurede, medens Adgangen til Gammelholm blev ad den samme Port som hidtil. Disse Ydermure mod Gaden bleve for nogle og fyrretyve Aar siden udbedrede og formerede til en Ringmur med en port, som kom til at ligge ligeoverfor den daværende Ulkegade (nu Holmensgade) og herefter blev Adgang til Værftet. Indenfor denne Port til Høire laa Gammelholms Hovedvagt, en med Kolouner forsiret Bygning paa to Etager med Kjælder. Dette Hus hed i Menigmands Mund "Holmens Laage", fordi den kombinerede Rets-Lokaler, Hvervings-kontoret og Vagtlokaler før Infanteri og Husarer vare her; desforuden havde Justits-Sergeanten og Kvartermestrene, Øserne og Vægterne (Lygtetændere) her deres Opholdssted. Nogle af disse Vagtlokaler og mange Arresters vinduer vendte ud mod Holmens Kirkes "Urtegaard"; herved kunde Mandskabets høirøstede Tale og Sang især paa Helligdage virke forstyrrende; men dette Onde hævedes senere ved udvendige Skærme for de omtalte Vinduer. Foruden de berygtede Kjælderarrester var der lyse og mørke rummelige Celler i Stue- og Sals-Etagen, hvilke i Lighed med de civile Arrester i den senere Tid bleve opvarmede om Vinteren. Bygningen, hvis Befolkning stod under Overekvipagemesteren, var stærk, velbevogtet og anerkjendt som særdeles tjenlig til varetægtsfængsel, hvorfor den ogsaa efter Børnehusets Brand i Aaret 1817 benyttedes til Fængsel for de farligste Forbrydere fra denne Straffeanstalt, ligesom ogsaa enkelte andre Fanger, der vare under Tiltale ved Landsoverretten, sattes i Varetægt her. Naar en saadan Ulykkelig kjendtes skyldig i at have overtraadt den strenge Fængselsdisciplin, der overholdtes af Holmens Ekvipagemester, fik han uden foregaaende Dom sin Straf i Arresten. - Paa den venstre Side af Gammelholms Port var Ringmurens hele Længde optagen af et halvtags Skur med Staldindretninger til Husarernes Heste; denne Vagt oprettedes 1819 i "Jødefeiden" og stod her mange Aar efter under Navnet "Jødevagten". 

Over Holmens Kanal, som adskilte Værftet fra Byen, førte en fast Pælebro, hvorved Opsynsbetjenten havde sit Lokale. Ligefor Broen laa et temmelig stort, brolagt Terræn, som brugtes til Paradeplads for Søetatens Personale og begrændsedes længst tilbage fra Broen af Admiralitets bygningen (Marineministeriet). - Denne Bygnings Ydre var for endel Aar siden saaledes, som den oprindelig var opført, forsiret med 2 siddende allegoriske Figurer paa det fremspringende Midterparti. Da Bygningen senere skulde repareres, fandt Vedkommende, at disse Figurer dels betyngede Bygningen og dels vilde koste for Meget at vedligeholde, og de bleve derfor vedtagne og solgte. - Bag Marineministeriet laa Ekvipagemesterens Bolig, der var paa to Etager og Kjælder. For faa Aar siden blev Taget omlagt i Ordets videste Betydning, det vil sige, lagt i modsat Retning og forsynet med spidsgavle, hvorved Huset blev en Lofts Etage høiere end forhen. Denne Bygning afgav et ret behageligt Hjem, som i Forening med den smukke skyggefulde Have med Havestuehus var et lille Paradis, enligt og roligt. Til Venstre for den nysnævnte Plads saa man Hovedmagasinet, omtrent ligeløbende med Holmens kanal. I Aaret 1795 afbrændte ved Kjøbenhavns Ildebrand en stor Del af Magasinet, men det opførtes igjen af Nyt i de nærmest følgende Aar, og da Englænderne tolv Aar efter bemægtigede sig Orlogsflaaden, tømtes Hovedmagasinsbygningerne aldeles. Saaledes paatog Skæbnen sig i Løbet af kort Tid at opgjøre Magasinsregnskabet to Gange. Bygningen strakte sin ene Fløi imod Holmens Bro, den anden mod Kongens Nytorv, og her bag Theatret var i ældre Tid en Matrosskildvagt posteret. Men Matroserne vilde nødig paa Post her i "Havkrogen", thi i deres Fantasi vidste de meget vel, at det var Stedet, hvor Nisser drev deres Spil, og de paa Holmen Henrettedes Aander lod sig se især ved Midnatstide, - et Udsagn, som mindre Overtroiske udlagde derhen, at Katte især havde deres Tumleplads her. - Imellem Magasinets to Længer laa "Pavillonbygningen", hvis underste Etage helt igjennem var hvælvet. Her skal der i sin Tid have været Kirke for de Forbrydere, der vare dømte til at arbeide i "Bremerholms Jern", og til hvilke vi senere skulle komme tilbage. Da disse Forbrydere bleve henviste til Fæstningsarbeide, blev den fordums Kirke anvendt til Søetatens Arkiv, som nu er flyttet til Proviantgaarden; de andre to Etager benyttedes til Opbevaring af Instrumenter og Skibsmodeller, hvoraf de fleste nu befinde sig paa Nyholm. Et let Taarn, som var forsiret med en Neptunfigur, og med hvis Klokke der ringedes i endel Aar, naar Værftets Folk skulde gaa til eller fra Arbeide, smykkede Bygningen. Dette Spir blev senere nedtaget for at bespare Omkostningerne ved dets Reparation, og Pavillonen er i sin forandrede Skikkelse den nuværende Studenterforening, men dennes Hovedfacade, der, prydet med to Søiler, vender mod Christiansborg Slot, var før kun en Brandgavl op til den høire Fløi af Hovedmagasinet. (Forts.).

(Dags-Telegraphen 28. februar 1866)

Udsigten svarer i nutiden til at stå ved Danske Bank ved Holmens Kanal og kigge over Nationalbankens have (mod venstre) og Holmens Kirkes kirkegård (til højre). Kanalen lå hvor nu gaden Holmens Kanal ligger. Trunken lå i dette område. Th. ses hovedvagten med vagtmandskab. Tv. for broen opsigtsbetjentens vagthus Midt: Sejlvaskehuset. Børsen i baggrunden. Foto: Kbhbilleder.dk.

Erindringer om Gammelholm. (Fortsat ) Paa en trekantet Plads, indesluttet af Admiralitetsbygningen, Hovedmagasinet og Pavillonen, var "Jernhaven", hvor Hovedmagasinets kasserede Jern henlagdes. Her i Nærheden saaes et Arbeidsskur, som anvendtes til Pælebukkeriet, men senere blev Bødkerværksted. I den ene Ende af dette Skur var der et Aflukke, hvor der paa en Pæl hang en Madrats. Dette er den bekjendte "Blaa Bod", hvor der tildeltes de Menige korporlige Straffe, idet den Skyldige ved et Reb om Hænderne opklyngedes saaledes, at han næsten stod paa Gulvet og hans Ryg og Skuldermuskler strammedes; Afstraffelsen skete dels efter Rettens Dom, dels ogsaa efter Skjøn. Straffen uden Dom er at betragte som en Levning af den fra de ældste Tider paa Holmen bekjendte Standret og havde vel ikke videre legale Følger for den Straffedes Fremtid; men den var dog en Rædsel for Mandskabet, der vel ikke uden Grund troede, at Lidenskab ved denne Vilkaarlighed let kunde gjøre sig gjældende og derved bevirke, at Straffen blev haardere, end Rettens Dom vilde have dikteret den for Forbrydelsen. Ogsaa Mandskabets Æresfølelse krænkedes, naar det fik Straffen efter Skjøn; thi denne "Lussing efter Behag", dikteret af en Enkelt og anvendt paa en voxen Mand, forekom med Rette de Menige høist nedværdigende. Men alt Sligt er jo nu afskaffet. Da Kong Frederik den Syvende engang traadte ind i Dreierværkstedet paa Nyholm, opdagede han endel tykke og tynde Tovstumper, som hang paa Væggen. Da disse meget lignede de Tampe, hvormed "Hans Majestæts Menige" i Søetaten blive afstraffede, udbrød Kongen: "Her kan man se, at der ikke lægges Fingre imellem!" Orlogsværftets Chef, der havde afskaffet al arbitrær Straf paa Værftet, forklarede Kongen, at Straf nu kun tildeltes efter Rettens Dom, og bemærkede senere, at de ophængte Tovstumper kun vare nødvendige Prøver ved Fabrikationen af Blokværk. Imellem Hovedmagasinet og Reberbanen (som senere vil blive omtalt) strakte der sig en stor Græsplæne, som tilvenstre gik helt ned til den Port, som hidtil var imellem Højskolebygningen og en privat Bygning (Harsdorffs Gaard) paa Kongens Nytorv. Gjennem denne Port var der i Indkjørsel fra Byen til Holmen, og den havde det ubehagelige Navn "de Uærliges Port", formodentlig fremkaldt derved, at de Forbrydere, som vare dømte til at arbeide i "Bremerholms Jern", førtes her igjennem, ligesom ogsaa Stedet, hvor Dødsstraffe fuldbyrdedes, var her indenfor. Disse Fanger vare rigtignok for største Delen Forbrydere, men Historien viser os ogsaa, at Bønderkarle, som ikke føiede sig efter Herremandens Villie, maatte trælle her et Aar. Natteopholdet var i en massiv hvælvet Bygning, der var forsonet med Jerndøre og Luger og førte Navne "Trunken". Siden, da Forbryderne ikke mere idømtes "Bremerholms Jern", blev Trunken Opholdssted for de saakaldte "Skubkarregaster". De Menige i Søetaten, som under Tiltale ikke kunde udrede Sagens Omkostninger, havde solgt deres Mundering m. V., maatte lide Vand og Brøds Straf og desuden være lænkede til en Trillebør for med dette Redskab at udføre forskjelligt Arbeide. Men disse Gasters Udseende var saa udtæret og deres Klædedragt saa ussel, at Holmens Folk paa de Tider sammenlignede en lazzaronagtig Person med en Skubkarregast. Den 30te November 1792 ophævedes denne Straf i Søetaten, hvorefter den Gjæld, som man paa denne Maade førhen havde aftjent, betaltes med maanedlige Afdrag af Gagen. Efter den Tid indtil vore Dage blev Trunken af Hovedmagasinet anvendt til Opbevaring af Beg og Tjære. Ved Siden deraf laa der en toetages Bygning, hvori der tidligere var Skole for 150 Holmens Drenge. Da Skolerne forflyttedes til Nyboder, blev Søkortarkivet indrettet her. Da dette fik Plads i Byen, blev Bygningen anvendt til Kontorer og Magasin for Kompasser. Bag denne og den forrige Bygning var Kalkhuset, en Plads til Kalks Tilberedning, Malerskuret og en lille Have. Begive vi os tilbage til den omtalte Paradeplads, da vilde vi i fordums Tid tilhøjre have bemærket et langt toetages Hus; heri var der nærmest Holmens Kirke Veierbod, Sprøitehus, Spigerbod, Hovedmagasinskontor, Kommandokontor og Kleinsmedie. Alt i nederste Etage; foroven var der ogsaa Kleinsmedie samt en lang Sal, "det store Seilloft" kaldet, som foruden til det i Navnet antydede Brug anvendtes ved Holmens faa Festiviteter. Da samtlige spredte Søetatens Drengeskoler skulde samles under Et i paa deres nuværende Plads i Nyboder, blev denne Sal 1816 foreløbig anvendt til Skole-lokale for alle Nyboders skolepligtige Drenge, rigtignok en betydelig Samling Almuesbørn i et eneste Lokale, men Alt gik dog godt og ordentlig til. Loftet ovenover benyttedes til Fodermagasin i nogle Aar indtil 1848. Resten af Bygningen var indrettet til Grovsmedie, som indtog Husets hele Høide til Tagrygningen. Ved Enden heraf og i Forbindelse hermed stod Ankersmedien, hvori Hamrene, der vare af den gamle Konstruktion, bevægedes ved en Dampmaskine, der vistnok var den ældste i Kjøbenhavn og stod i "Cylinderhuset". Ligeoverfor denne Smedie fandtes "Kulhaven", en brolagt Plads, omgiven med Træer, hvor Stenkullene henlagdes. Kom man forbi Ankersmedien, forefandt man atter et temmelig stort Torv, som tilhøire var omgivet af Bradbænksbygningen, hvori der tillige senere blev Pælebukkerværksted og Seilmagasin; tilvenstre laa den tidligere omtalte Skole, og den sidste Begrændsning gjordes af Bødkerværkstedet, som imidlertid siden blev forandret til Seildugsvæveri. Seilmagerværkstedet var i øverste Etage. (Fortsættes).

(Dags-Telegraphen 4. marts 1866).

Udsnit af kort over København fra 1858 der viser Gammelholm. Intet er genkendeligt på et nutidigt kort, Nutidens gade Holmens Kanal-Havnegade forløber nogenlunde hvor kanalen vest for Gammelholm lå. Den fortsatte i nord gennem det nuværende Kgl. Teater mens den østlige kanal tilnærmelsesvis fulgte Tordenskjoldsgade/Peder Skramsgade. Kbhbilleder.

Erindringer om Gammelholm. (Fortsat). Bag Bødkerværkstedet laa Gammeldok, hvis Udførelse efter en derover forfattet Tegning blev approberet af Christian den Femte ved en Resolution af 16de April 1681, for at Dokken derefter endnu samme Aar kunde blive færdig, hvilket imidlertid ikke opnaaedes; og det er tvivlsomt, om denne Dok nogensinde har været brugt efter sin Bestemmelse, da man ingen paalidelige Efterretninger har derom. At kunne bringe et saa omfattende Arbeide istand til det tiltænkte Brug i saa kort Tid, var umuligt, især med de Tiders faa og ufuldkomne mekaniske Hjælpemidler, dels ogsaa af Mangel paa Mænd til at forestaa og bestyre et saadant Arbeide. - Siden brugtes dette Anlæg som Havn for mindre Skibe og Pramme, men er nu opfyldt og bebygget.

Vi ville nu atter begive os til Gammelholms Bro for derfra at gaa om det høire Hjørne af Veierboden og forbi samme. Til venstre i den Gade, som her var dannet, og som løb parallelt med Bolværket ligeoverfor Børsen, laa Overekvipagemesterboligen, hvori der var 2 smukke Trappegange og nogle og tyve værelser, hvoraf enkelte endog egepanelede og alle vel vedligeholdte. Forresten bestod Bygningen af Egebindingsværk og Mur, var gammel og kjendelig skæv indvendig. Taget var det eneste paa værftet, som var tækket med sorte glaserede Tagsten; og paa Bygningens Længde opsattes der med værftspladsen for ca. 25 Aar siden "Borner", runde Stakitpæle af Egetræ, forbundne med Jernkjæder, ligesom omkring Christiansborg Slot i Christian den Sjettes Tid, men der vare Bornerne af Marmor. Indenfor de omtalte Borner vare Blomsterpartier anbragte. Stedet, hvortil en med Plankeværk omgiven net lille Have med Lysthus, skyggefulde Træer, Mistbænke osv. hørte, havde desuden betydelige Udenomsleiligheder, og der produceredes her i sin Tid en betydelig Mængde Mælk, da Køerne, som om Sommeren græssede paa Nyholms frodige Marker, hvilke aarlig gjødedes ved det fra Havnen og Flaadeleiet oplagte Mudder og derfor i Beskaffenhed meget lignede Markerne i Marskegnene, ydede rigelig og udmærket Mælk, idet det fortrinlige Kvæg gik i "Græsset over Knæ".

De Bygninger og Indretninger, som laa paa høire Side af den nysnævnte Gade ligeoverfor Overekvipagemesterboligen, skulle vi nu beskrive. Yderst tilhøire ved Bolværket, ligeoverfor Holmens Kirkes Kapel paa den ene i Side og med Gavlen mod Børsen paa den anden Side laa vaskehuset, en temmelig høi Bygning, hvori Hovedmagasinet lod Flaadens vask besørge. ved Siden heraf var "Spaane-haven" med en Port mod Gaden; den strakte sig ned til Bolværket, hvor den ogsaa havde en Port. "Haven" bestod af et Gaardsrum, en Bygning ("Spildhuset") og nogle Brædeskure, hvori ikke alene egentlige Spaaner henlades, men ogsaa "uegentlige", som kasseret Fløiel, Silke, Linned, Flagdug, Munderingssager, nyt og brugt Tovværk, kort sagt mange værdifulde Sager, som skulde sælges ved Auktion, ja i ældre Tider indleveredes ogsaa gammelt Kobber, Messing og andre Metaller her, men dette afleveredes senere efter vægt til Hovedmagasinet. I vore Dage var der istedenfor denne Spaanehave indrettet et "Magasin for kasseret Gods", hvorved ordentligt Regnskab kunde holdes for Modtagelsen eller afgangen, som kunde ske enten derved, at Godset herfra anvendtes paa Holmen, eller ved Salg; men dette Magasin er nu naturligvis forflyttet til Nyholm. I Spaanehaven paa Gammelholm var der endvidere i Skurene nogle smaa Celler, hvor menige Holmens Pensionister vare beskæftigede med at forfærdige Trækiler, Spigerpropper o. a. Ting. som anvendes ved Skibsbyggeriet; tillige hjalp de til med at ophugge Flaadens kasserede Skibe, hvoraf der i Tiden før 1807 sædvanlig ophuggedes et hvert Aar. ved Siden af Spaanehaven laa Stalden, Vognskuret og Staldgaarden for Holmens Arbejdsheste og vegne; for omtrent fyrgetyve Aar siden blev der endvidere op til denne Hestestald opført en ny grundmuret Bygning, hvori der var Vognskur, Foderloft og Stald til 20 Køer. - Dernæst saaes "Delehaven", en Indhegning, hvori Fyrretømmer, Bræder, Brænde m. M. henlagdes; den har sin bedrøvelige Ihukommelse derved, at det var her, at den Ild opkom 1795, som lagde ca. 40 Gader og St. Nikolai Kirke i Aske i de tre Døgn, hvori den rasede, "og gjorde mange Mennesker husvilde og ulykkelige". De anstillede Undersøgelser for at udfinde Aarsagen til Ildens Opkomst, førte til Intet. Men allarmeret var man bleven ved denne store Ulykke, og "Delehaven" blev forflyttet til Nyholm; den anlagdes paa en opfyldt Plads omgiven med vand paa den yderste Grændse af Frederiksholmen mod "Kvintusgraven", hvor den er endnu. Hvor Delehaven havde været, reistes Gammelholms Plan, en let Bygning, hvis Spær vare dannede af Planker og gik ligened til Jorden i et Fodstykke; herunder bleve Sparterne til de Skibe, der byggedes paa dette Værft, samlede. Men Planet nedtoges 1816 og anvendtes til Gymnastikhus for Søetatens Drengeskoler i Nyboder. - Tæt ved Planbygningen var der en Bedding, hvor Brigger og andre saadanne Skibe bleve byggede, og hvor der ogsaa opslæbtes den sidste flydende Rest af de Skibe, som vare under Ophugning, for at denne lettere kunde foregaa paa Land. (Sluttes).

(Dags-Telegraphen 5. marts 1866).

Navigationsskolen paa Gammelholm i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende nr. 303, 16. juli 1865. Billedet viser en af de første bygninger som blev bygget på Gammelholm, Havnegade 23, tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl (1828-1908) der også stod for den samlede bebyggelsesplan for kvarteret. I sit ydre kopieret efter en italiensk renæssancebygning, indvendigt udstyret med centralvarme. Skolen flyttede i 1891.

Erindringer om Gammelholm. (Sluttet.) Langs Gammeldok og ned til den saakaldte "Uærlige Port" ligger Reberbanen, som er en over 1100 Fod lang grundmuret Bygning, hvori i ældre Tid det fornødne Rebslagerarbeide og paa Loftet Takkelagen til Flaaden forfærdigedes. Ved Banens ene Ende ved Strømmen laa Hampmagasinet og ved den anden mod Kongens Nytorv Garnmagasinet, som tidligere har været Kapel for Bremerne. Udenfor laa et grundmuret Hus "Drøien", forsynet med Ildsted og Kjedler til Tjærekogning, hvori det spundne Hampegarn blev trukket igjennem den kogende Tjære for siden at "slaaes" til forskjellige Tovsorter. Reberbanen selv blev i Aarenes Løb forandret; Takkelloftet flyttedes til Nyholm, en Fabriketage blev paasat, indrettet til Spindeloft og ovenover til Seilgarnsloft. Omkostningerne ved den nu beskrevne Bygning og ved alle de til Rebslageriet anskaffede Maskiner kunne anslaaes til 250,000 Rd. Den forholdsvis lille Arbejdskraft, der daglig anvendtes, i Forbindelse med den kostbare Bestyrelse og de mange Tilsynsmænd m. v. maa have gjort Holmens Rebslageri til en dyr Anstalt. Det var saaledes en fornuftig Bestemmelse at nedlægge den, og at det til Flaaden fornødne Tovværk anskaffes hos Private, tilmed da Forbruget herefter vil blive betydelig mindre ved Indførelsen af Jerntove og Kjættinger.

Medens alle de hidtil nævnte Bygninger og Grunde nu ere overdragne til Finantsministeriet, er det, som det endnu staaer tilbage at omtale, i Søetatens Værge. Langs Reberbanens anden (nordre) Side lader en Kanal, hinsides hvilken Baadeværftet ligger, hvor Flaadens og Holmens Barkasser, Pramme og Arbeidsfartøier bygges og repareres. Da Baadene selv opbevares under Tag i smuk Orden, medens de fornødne Master, Aarer osv. dertil ligge ordnede til hvert enkelt Fartøi for sig, saa ere rummelige Lofter nødvendige; og da disse ikke haves paa Nyholm og ere meget bekostelige at anskaffe, er dette vistnok Grunden til, at Baadeværftet endnu ligger paa sin gamle Plads. Herfra kunne vi ved Færgen komme over til Dokken paa Chriftianshavn; men vor Vei fører os over Baadeværftets Kanal ad en Pælebro, og imellem denne Kanal, Baadeværftet og Strømmen se vi de ærværdige Levninger af en Fregatbedding, som i 50 Aar ikke har været i Brug efter sin Bestemmelse, thi efterat Fregatten "Fylla" var løben af Stabelen her 1816, ere vel mindre Skibe (f. Ex. Korvetten "Galathea" 1833) byggede her, men sædvanligst har man dog kun repareret Skibe paa denne Bedding. Atter en Pælebro forbinder denne Plads med "Smaløen" , der vender sin ene Side mod Strømmen ud til den militære Svømmeanstalt, sin anden mod et Vandbasin, der kaldes Mastegraven, fordi Mastetræerne opbevares her nedsænkede i vandet. Hinsides denne ligger Botanisk Have, Mønten og Masteværftet. Syv Skæpper Land af Gammelholm benyttedes her fordum til "Seilhaven", hvor Seilene tørredes; men da dette kunde ske paa anden Maade, blev Seilhaven forandret til Blomster- og Frugthave, der benyttedes af Overekvipagen, indtil endelig Jordstykket ved Professor J. F. Schows Medvirkning indlemmedes i Botanisk Have. Masteværftet endelig, der bestaaer af tre Skure til Masternes Forfærdigelse, et Kontor, nogle Haver osv., indesluttes mod Nyhavns Gade af en Mur med Indgang til Holmen; herved er der ogsaa en Vagt, som i Almindelighed kaldes "Frossenborg". Nogle Skure med egen Udgang til Nyhavn udleies til Private.

Naar vi saaledes have beskrevet Gammelholm, have vi ikke truffet paa nogen Bygning, der udmærkede sig ved arkitektonisk Skjønhed; de faa Prydelser, som de grundmurede Bygninger havde faaet i Taarne, Figurer, Frontespirer bleve, som vi ved flere Tilfælde have seet, ved senere Reparationer vedtagne; forresten kunde Bindingsværkshusene og Brædeskurene kun give Værftet et tarveligt og trist Udseende. Skjønheden vandt heller ikke ved de mange Udbygninger, som opførtes i Tidernes Løb, men paa den anden Side afgav disse Tilbygninger Rum, hvori Materiale eller det, man havde under Arbeide, var nær ved Haanden, og hvor Arbejderne i Hviletiden under Maaltiderne kunde finde en mere hyggelig Plads; i Ankersmedien f. Ex. var ogsaa Dampmaskinen i et saadant Rum, "Cylinderhuset", hverved Kommunikationen ikke hindredes, hvortil da ogsaa kommer, at det kan tænkes, at disse Tilbygninger her have bidraget til at bortlede den dræbende Røg, som ellers er den daglige Gjæst i store Smedier. Forresten vare Indretningerne i de forskjellige Værksteder ofte høist uhensigtssvarende, da der f. Ex. om Vinteren manglede Opvarmning, som vilde have fremmet Arbeidet og havde virket gavnlig paa Arbeidernes Sundhed. Det bør sluttelig ikke lades ubemærket, at der alt for flere Aar siden nedsattes Kommissioner og foretoges Opmaalinger til Forberedelse af Gammelholms Fraflytning, og det paa en Tid, da Arbejdskraften her endnu var forholdsvis stor. Planen blev da ikke dengang iværksat, men i de senere Aar, da Holmen i Forhold til sin Størrelse ikkun beskæftigede et lidet Antal Arbejdere, og da ved den frie Forfatnings Indførelse Folkerepræsentationen ogsaa tog Søetatens Forhold i Betragtning, overbevistes man snart om, at dette Værft kunde undværes og Pladsen benyttes til Stadens Udvidelse. Denne er, som bekjendt, allerede godt i Gang og vil uden Tvivl i den nærmeste Fremtid være fuldendt som en væsentlig Prydelse for Staden og til Ære for dem, som have bidraget til Værkets Fremme. L.

(Dags-Telegraphen 6. marts 1866)

Kvistkammertyven Tofte (7): Overfald og Højesteretsdom. Horsens1863-1865. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Sluttet.)

Under Forhørerne blev han opfordret til at udtale, om han ikke angrede sin Gjerning, men han erklærede, at han snarere ansaae det "for en Velgjernlng at skaffe en Mand afveien, som aldrig gjorde Fangerne noget Godt", og at han ikke var istand til at føle Anger over det Skete.

Ved Høiesteretsdom af 20de April 1862 blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, men ved kongelig Naade blev Livsstraffen ham eftergivet, imod at han skulde straffes med 27 Slag Kat og derefter hensættes til Tugthuusarbeide under streng Bevogtning.

Den legemlige Revselse - der skal være ganske overordentlig smertelig - blev ham tildeelt i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvorefter han blev overført til Straffeanstalten ved Horsens.

Ved hans Ankomst hertil var en Opsigtsbetjent Berthelsen tilstede, der modtog ham med de Ord: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen paa Christianshavn", og derhos advarede ham mod at begynde paa Sligt igjen. Det er ikke usandsynligt, at denne Advarsel er bleven fremsat i en haanlig Tone, og at Berthelsen saaledes har baaret sig noget ubetænksomt ad. Tofte, der endnu ikke havde lært at være ydmyg i Sindet, blev ialtfald meget fornærmet over denne Hilsen og fattede strax Nag til Berthelsen, mod hvem han for øvrigt ikke havde at gjøre før i Slutningen af 1863, da Berthelsen blev sat til at have særlig Opsigt med ham.

Hans Beskjæftigelse var nu at sye Hægter og Maller paa Papir. Dette Arbeide maatte han passe i en eensom Celle, hvor han ikke saae andre Mennesker end Inspekteuren, Præsten, Haandværksmesteren og Betjenten, naar disse til regelmæssige Tider aflægge ham Besøg. Denne Eensomhed blev ham med hver Dag mere utaalelig. Idelig bad han om, at den strenge Bevogtning maatte ophøre, og Yttrede undertiden, at han hellere maatte have mistet Livet end føre et saa ynkeligt, afsondret Liv.

Den samme Fange, der nylig var saa glad og munter i sine Lidelseskammeraters Selskab var ikke istand til at udholde Eensomhedens Tryk. Man mærker Intet til, at han i sine eensomme Timer er kommen til Erkjendelse af sine Synder, og at det er Samvittighedsnaget, der var Skyld i hans Sjælstidelser. Nei, han var endnu det samme indholdsløse Menneske som tidligere, og det var kun det ydre Savn af at færdes blandt andre Mennesker, der var nærved at bringe ham til Fortvivlelse.

Da Berthelsen fik ham under sin specielle Opsigt, bleve Toftes Følelser imod ham ikke venligere. Han blev fornærmet over, at Berthelsen smækkede hans Celledør haardt i og talte i en efter hans Mening ubehagelig Tone til ham; det stødte ham saaledes, at Berthelsen gjorde Bemærkning om, at han var for længe om sit Toilette, idet han f. Ex. flere Gange yttrede: "Det er en Fandens Tid, Du bruger til at vaske Dig."

Da han Torsdagen den 21de Januar 1864 var paa Retiraden, og Berthelsen, gik udenfor og passede paa, kom Betjenten i Samtale med nogle Fanger, der stode i længere Afstand derfra, og hvis Stemmer derfor ikke kunde høres af Tofte. Denne fik da den Tanke, at Berthelsen gik og talte ned sig selv for at forhaane ham. Herover blev han meget opbragt, og da de begge kom op i Gangen, greb han et stort Leer-Vandkruus, løftede det op imod Betjenten og sagde: "Du er en Skurk og en Nidding! Jeg skal slaae Dig lige i Panden!"

Denne Undsigelse blev af Berthelsen meldt til Inspekteuren. Tofte kom i Forhør, og det var ham klart, at han ikke vilde kunne undgaae 27 Slag Kat - en Straf , for hvilken han var meget bange; hellere end at lide den endnu engang besluttede han at myrde Berthelsen. Fredag Eftermiddag bad han Inspekteuren, om han blot maatte være fri for legemlig Revselse - mørkt Fængsel eller Arbeidsberøvelse havde han nemlig langt mindre imod; men da Inspekteuren ikke vilde give ham noget saadant Løfte, blev han ved sin Beslutning, som han talte sig for at udføre enten samme Aften eller om Løverdagen, alt eftersom Leilighed gaves.

6 Uger iforveien havde han fundet en Kniv ude i Gaarden og stukket den til sig, thi uagtet han var "under streng Bevogtning", var det umuligt at passe paa alle hans Bevægelser. Endnu Mandagen den 18de Januar var han af Berthelsen bleven visiteret paa sin Person, men uden at man havde opdaget Kniven, som laa sammenlukket i hans Lomme; han havde nemlig selv stuket Haanden ved i Lommen og viist Berthelsen, at der kun var et Stykke graat Papir, hvorfor Berthelsen nøiedes med paa det Omhyggeligste at eftersee hans andre Lommer og hele hans øvrige Paaklædning. Han benyttede Fredag Aften til at slibe denne Kniv skarp paa Kakkelovnen i sin Celle og til at omvikle Skaftet og et lille Stykke af Bladet med Lærred oq Seglgarn, for at den ikke skulde kunne gaae i af sig selv.

Den næste Morgen Kl. 9½, da han havde været ude et spadsere i Gaarden under Berthelsens Opsigt, og denne netop var ifærd med at aabne Døren til hans Celle, tog han Mordvaabenet ud af sin Trøielomme, og medens han stod en halv Alen bagved Berthelsen, bibragte han ham et Stik i den høire Side af Halsen. I det Samme vendte den Angrebne sig om, og Tofte veg strax feigt tilbage, men lige efter faldt Berthelsen om paa Gulvet. Tofte havde beholdt Kniven i Haanden, og da han saae, at der endnu var Liv i Betjenten, vilde han stikke ham endnu en Gang, men den Ulykkelige bad for sig, hvorfor han lod det være. Derimod gik han hen til en anden Tugthuusfange, der stod paa Gangen, og sagde: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk. Gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv." Tofte var ikke i usædvanlig ophidset Stemning og lod sig uden Modstand lukke ind i Cellen.

Heller ikke i dette Tilfælde har han senere Yttret nogen Anger over det Skete. Medens det endnu var usikkert, om Berthelsen kunde overleve sit Saar, sagde han under Forhøret, at han ikke vidste, om han vilde fortryde Gjerningen, selv om Berthelsen skulde døe af Saaret.

Begge Mordforsøgene vise ham saaledes som en hævngjærrig, feig og hjerteløs Usling. Forinden hans Dom faldt i Underretten, var det, han tilstod Brandstiftelsen i Studiestræde. Han blev i denne Anledning i April 1864 ført herover, hvor Undersøgelsen blev foretaget med Hensyn til denne Forbrydelse, og boer han hensad som Arrestant, indtil han den 10de Januar 1865 anden Gang af Høiesteret blev dømt til Døden.

Ingen af de voterende Dommere fandt at burde indstille ham til at forskaanes for Livs straffen, og det vilde i Sandhed ogsaa have været en betænkelig Sag at benaade en Fange, der to Gange har lagt morderisk Haand paa sine Foresatte ved Straffeanstalten. Hs. Maj. Kongen har derfor ogsaa givet Befaling til, at Dommen skal fuldbyrdes.

Saaledes skal da denne Livsbane endes. Den viser os, hvor forfærdelig demoraliserende en Forbrydelse Tyveri er. Vore Forfædre havde ikke saa ganske Uret, da de straffede Tyveri med Døden som en ærelys Gjerning; thi den, der stjæler, taber al Agtelse for sig selv og undergraver derved sin hele moralske Existents. Det Menneske, der har drevet det vidt i at stjæle, vil derfor, som vi have seet med Kvistkammertyven, med Lethed kunne forfalde til andre langt frygteligere Forbrydelser. Forfængelighed, Dovenskab og Sandselighed have været Toftes Ulykke, og ingen bedre Følelse har været istand til at give hans Liv Indhold og holde ham oppe imod Fristelsens Magt. Til Slutning tilføie vi endnu et Par Ord om hans Ydre. Hans Hoved er usædvanlig bredt, Panden lav. Munden fyldig og andselig, Næsen bred og Øienlaagene posede. Udtrykket er mere sløvt og lumsk end egentlig barsk og stemmer ganske med det Billede, man danner sig af ham ved at læse om hans Snigmordsforsøg.

(Folkets Avis 21. februar 1865)

Det var udsigten til for anden gang i sit liv at blive afstraffet med kat at Tofte fandt på en skæbnesvanger plan for at undgå det. Her fra det nu nedlagte Fængselsmuseum på Vestre Fængsel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var de sidste overfald på Berthelsen som udløste dødsstraffen, se Departementstidende:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 10de Januar d. A., der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 31te October f. A., er Tugthuusfange Peter Ludvig eller Peter Ludvig Thorvald Tofte, der tiltaltes for attenteret Mord og for at have sat Ild paa et Sted, hvorved flere Mennesker omkom, tilfunden at have sit Liv forbrudt.

Efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation have de nærmere Omstændigheder ved denne Sag, ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, i det Væsentlige været følgende:

Efterat Tiltalte, der er født udenfor Ægteskab paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn den 18de Marts 1839, ifølge Criminal og Politirettens Dom af 7de Februar 1857 var straffet for første Gang begaaet Tyveri efter Fdgn. 11te April 1840 § 29 med 25 Rottingslag, blev han under en Sag, hvor under han overbevistes om at have gjort sig skyldig i en stor Mængde Tyverier, forstørstedelen forbundne med Indbrud, ved samme Rets Dom af 4de Januar 1859 anseet efter Fdgn. 11te April 1840 §§ 13 og 14 jvfr. § 18 1ste Led og § 80 med Tugthuusarbeide i 8 Aar. Den 8de næstester blev han afleveret til Straffeanstalten, men angav frivillig i Slutningen af samme Aar, at han, forinden hiin Dom overgik ham, havde gjort sig skyldig i en Mængde andre lignende Tyverier foruden dem, hvorfor han allerede var dømt, samt i 6 Brandstiftelser, alle forøvede i det Diemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde have Leilighed til at stjæle. For disse Forbrydelser blev han ved Criminal og Politirettens Dom af 21de Juli 1860 anseet, efter Fdgn. 26de Marts 1841 § 4 jvfr. § 13 og i Medfør af Fdgn. 11te April 1840 § 19 efter denne Forordnings §§ 13 og 14 jvfr. § 12 1ste Led og § 80, med Tugthuusarbeide paa Livstid. Medens han ifølge denne Dom hensad i Etraffeanstalten paa Christianshavn, forsøgte han den 11te November 1862 at myrde Lægen ved bemeldte Anstalt, ved at slaae ham i hovedet med en Hammer, og under den i denne Anledning mod ham anlagte Sag blev han ved Høiesterets Dom af 20de April 1863 dømt efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 til at have sit Liv forbrudt. Denne Straf blev imidlertid ved allerhøieste Reskript af 8de Mai 1863 eftergiven, mod at Tiltalte hensattes til Tugthuusarbeide paa Livstid under streng Bevogtning og at der tildeeltes ham en Revselse af 27 Slag Kat. Efterat denne Revselse var tildeelt ham, blev han den 24de Mai 1863 indsat i Tugthuset ved Horsens.

Efter Tiltaltes Forklaring fik han strax efterat være indsat i den nævnte Straffeanstalt Noget imod Opsynsbetjent Berthelsen, fordi denne lod ham høre, at han havde forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn, og yttrede, at en saadan Fyr som Tiltalte kunde han jo putte i Lommen. Da henimod Slutningen af Aaret det stadige Opsyn med Tiltalte blev overdraget Berthelsen, vaktes hans Uvillie mod denne paany, saameget mere som det forekom ham, at Berthelsen altid var utilfreds med hans Opførsel og navnlig lod ham høre, at han opholdt sig for længe paa Latrinet, og at det tog saa lang Tid naar han vaskede sig, samt i det hele var haard imod ham og bevogtede ham altfor nøie. Da Tiltalte saaledes den 18de Januar f. A. var bleven irettesat af Berthelsen, fordi han under sit Ophold paa Latrinet var staaet op paa dette for at see ud af Vinduet efter nogle andre Fanger hvilken Forseelse dog efter Tiltaltes Begjæring ikke blev meldt til Inspecteuren —, og han atter Torsdagen den 21de s. M., medens han opholdt sig paa Latrinet, hørte Berthelsen gaae udenfor og smaasnakke, hvilket efter Tiltaltes Formening betød, at Berthelsen var misfornøiet med ham, blev han efter sin Forklaring herover saa opbragt, at han, efterat være kommen ud paa Gangen, greb et der staaende Vandkruus af Leer, løftede det i Veiret og truede med at slaae Berthelsen i Hovedet dermed, idet han derhos udskjældte denne for en Skurk og Nidding; og fra dette Øieblik opstod den Tanke hos ham at ville myrde Berthelsen, uden at han dog fattede nogen Beslutning om, hvorledes eller hvornaar han vilde udføre dette. Det Passerede blev nu anmeldt for Inspecteuren, og da Tiltalte, efterat have været i Forhør, antog, at han vilde faae corporlig Straf og navnlig 27 Slag Kat, hvilken Straf han, som ovenmeldt, tidligere havde udstaaet og ansaae for en frygtelig og smertelig Straf, henvendte han sig den 22de Januar om Eftermiddagen til Inspecteuren for at blive fritagen for corporlig Straf; men da Inspecteuren svarede, at han ikke troede, at dette kunde undgaaes, fattede han af Vrede og af Trang til at hævne sig paa Berthelsen, fordi denne ved fin Anmeldelse havde bevirket, at han havde en saadan Straf ivente, den faste Beslutning at udføre Mordet enten samme Aften eller den næste Morgen, ligesom Leilighed gaves. Efter sin Forklaring vilde han der imod neppe have udført noget Forsøg paa Mord, hvis han havde kunnet vente en anden Straf, saasom mørkt Fængsel eller Berøvelse af Arbeide.

Til Udførelsen af sit Forsæt bestemte han at benytte en Kniv, som han havde fundet omtrent 6 Uger tidligere paa Vaskebordet ved Latrinet, og som han derefter, for at kunne benytte den til sin Mad, havde forstaaet at unddrage Opsynets Opmærksomhed, idet han navnlig, da han engang blev visiteret paa Kroppen, havde skjult den i en lille Lomme, som han selv havde syet i sine Buyer. Da Kniven ikke var skarp nok, sleb han den om Aftenen den 22de Januar paa Kakkelovnen i sin Celle, og for at ikke Bladet der var 2 3/4 Tomme langt og 1/2 Tomme bredt og dannet til at falde ind i Skaftet skulde gaae i, naar han brugte Kniven mod Berthelsen, omsvøbte han Skaftet og et lille Stykke af Bladet med et Stykke Lærred og noget Seilgarn. Efterat han derpaa den næste Dags Formiddag havde havt Gaardtour under Berthelsens Opsigt og denne var ifærd med at lukke ham ind igjen i hans Celle, fandt han Leiligheden gunstig til at udføre sit Forsæt, medens han stod omtrent ½ Alen bagved Berthelsen og denne havde begge begge fine Hænder beskjæftigede med at lukke Døren op. Han omfattede derfor Kniven, som han havde skjult i sin Trøielomme, med den høire Haand og bibragte med al fin Kraft Berthelsen et Stil med Kniven i halsen eller Nakken. Berthelsen segnede nu om paa Gulvet, og da Tiltalte saae, at der endnu var Liv i ham, var det hans Hensigt at bibringe ham endnu et Stik, men da Berthelsen bad for sig, opgav han dette Forsæt og gik hen i Enden af Gangen, hvor han saae en Fange opholde sig, og sagde til denne, at han skulde gaae hen og hjælpe Betjenten op, hvilket han ikke selv vilde gjøre, fordi han, som omforklaret, ikke kunde lide Berthelsen. Fangen løb strax hen til Berthelsen, men da han ikke ene var istand til at løfte denne op, kaldte Tiltalte paa en anden Fange, der opholdt sig i en tilstødende Gang. Efter begge disse Fangers Udsagn var Tiltalte i en meget hidsig og oprørt Sindsstemning, og efter den sidstnævnte Fanges Udsagn kaldte han paa denne med følgende Ord: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk; gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv!" Flere Personer vare imidlertid komne tilstede, og til en af dem afleverede Tiltalte fin Kniv, hvorpaa han uden Modstand lod sig lukke ind i Cellen.

Berthelsen blev strax bragt paa Sygestuen, og ved den af vedkommende Læge anstillede Undersøgelse fandtes der paa høire Side af Nakken i den nederste Rand af den behaarede Deel af Hovedet et noget lappet Saar med skarpt afskaarne Rande af en Tommes Længde og gaaende igjennem Integumenterne og underliggende Cellevæv i en Dybde af c. 34 Tomme, hvorhos Følelse og Bevægelse i venstre Over- og underextremitet efter Berthelsens Sigende var noget generet; der antoges imidlertid ikke at være nogen Fare for Livet, men Saadant kunde dog ikke da med Bestemthed afgjøres, navnlig paa Grund af at den voldsomme Skræk, han havde havt, i Forbindelse med den heist sandsynlige Overskjæring af een eller flere Nervegrene kunde lade befrygte Stivkrampe. Da Berthelsen den 2den Februar kunde underkastes Forhør, følte han endnu Smerter og led af Søvnløshed om Natten, men havde dog Haab om at komme sig, og den 28de Juni har han for Retten erklæret, at han atter befandt sig vel og ikke havde anden Meen af Saaret end en Svækkelse i Fødderne, der efter hans Formening hidrørte fra Blodtabet.

Den af Berthelsen afgivne Forklaring stemmer i alt Væsentligt med Tiltaltes foranførte Tilstaaelse, idet han dog bestemt har nægtet at have behandlet Tiltalte paa nogen utilbørlig eller krænkende Maade. Hvad navnlig angaaer den første Anledning til Tiltaltes Vrede mod ham, har han forklaret, at han, da Tiltalte blev indsat i Tugthuset, efter sin Pligt spurgte ham om hans Navn og om, for hvilken Forbrydelse han var indsat, og da yttrede: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn," idet han i Forbindelse hermed advarede Tiltalte mod at begynde paa lignende Ting i Fremtiden, foreholdt ham Reglementerne og Instruxen, og gjorde ham bekjendt med at han, naar han opførte sig godt, vilde blive behandlet godt, men at han, naar han ikke opførte sig vel, vilde gjøre sig Livet surere end nødvendigt. Ligeledes har han formanet Tiltalte til ikke at tilbringe saa lang Tid paa Latrinet og ved Vaskningen, og hertil havde han saameget mere Grund, som Tiltalte havde villet benytte sit Ophold paa Latrinet til at sætte sig i Forbindelse med andre Fanger. Naar Tiltalte endelig havde følt sig forbittret over at høre ham tale udenfor Latrinet den 21de Januar, og troet, at han da gik og talte med sig selv om Tiltalte, da var dette urigtigt, idet han talte til to andre Fanger i Nærheden.

I det første Forhør erklærede Tiltalte, at han ikke ret vidste, om han fortrød sit Attentat, selv om Berthelsen skulde døe af det ham bibragte Stik, men han troede dog, at han nu vilde fortryde det, efterat han havde hørt, at Berthelsen havde Kone og Børn og sad i smaa Kaar. I Overensstemmelse hermed bemærkede Dommeren og Retsvidnerne til Protokollen, at Tiltalte havde afgivet sin Forklaring med fuldkommen Ro og Sikkerhed uden at vise Spor til Anger. I det næste Forhør erklærede Tiltalte dog, at det var ham en Tilfredsstillelse at høre, at Berthelsen var ilive, og tilføiede, at han vilde ønske, at han ikke havde været uhøflig eller truet Berthelsen om Torsdagen, da det Passerede saa ikke vilde være skeet. Da han spurgtes om, hvorfor han ikke havde henvendt sig til Inspecteuren med sin Klage over Opsynsbetjenten, svarede han, at han nu først indsaac, at han ikke var gaaet den rigtige Vei i saa Henseende. Iøvrigt bemærkede han, at han Intet har havt at klage over med Hensyn til sit Ophold i Anstalten; kun fandt han det strengt at skulle hensidde i saadan Eensomhed, som Tilfældet var med ham, og skjøndt det ikke var for at miste Livet, at han havde forsøgt at dræbe Betjenten, havde han dog Intet tilovers for Livet, da det var en haard og næsten uudholdelig Tilstand, hvorunder han levede. Med Hensyn til hans Opførsel i Straffeanstalten har dennes Inspecteur erklæret, at Tiltalte stille og flittig har udført det ham paalagte Arbeide og i det Hele opført sig upaaklageligt, ligesom ogsaa den Haandværksmester, under hvem han arbeidede, har givet ham et godt Vidnesbyrd for Høflighed og Flid. Præsten ved Anstalten har derhos erklæret, at han under Tiltaltes Hensidden i Enkeltcelle stadig besøgte og underviste ham, og at det var kjendeligt, at han med Taknemmelighed modtog Præstens Besøg og Underviisning, om end fornemmelig fordi han derved fandt nogen Lindring i Eensomheden, som efterhaanden blev ham mere og mere utaalelig og som han stedse klagede over. Præsten har derhos tilføiet, at der ikke har vist sig Spor hos Tiltalte til Sindsforvirring og heller ikke til Livslede, uden forsaavidt han en enkelt Gang har yttret, at han vilde foretrække efter sit første Mordforsøg at have mistet Livet fremfor nu at føre et saa ynkeligt afsondret Liv, og at han iøvrigt ganske vist har havt svære Sindslidelser, hvortil Grunden vel nok kan søges i en i hans bedre Timer følt Anger over et forbryderisk, forspildt Ungdomsliv, men dog uden Tvivl fornemmelig i den for ham utaalelige eensomme Stilling.

Efterat Tiltalte var bleven actioneret for dette Mordforsøg, afgav han den 29de Februar f. A., da han blev fremstillet i Extraretten, i Overensstemmelse med hvad han allerede forinden havde betroet sin Defensor under en Samtale med denne, Tilstaaelse om for flere Aar siden at have begaaet en anden Forbrydelse, for hvilken han derfor ved en Extensionsordre endvidere er bleven tiltalt, nemlig at have anstiftet en den 24de Januar 1858 om Eftermiddagen omtrent Kl. 54 i Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde i Kjøbenhavn udbrudt Ildebrand, ved hvilken to voxne Personer og to Børn indebrændte, medens en Mand, der sprang ud ad et Vindue i det brændende Huus med et Barn i Armene, vel frelste Barnet, men forslog sig saaledes i Faldet, at han strax efterat være bragt paa Hospitalet døde. Tiltalte har herom nærmere forklaret, at da den anførte Dag, i Løbet af hvilken han havde forsøgt eller begaaet flere Tyverier, hans Vei hen paa Eftermiddagen eller i Skumringen faldt igjennem Studiestræde, gik han ind i bemeldte Eiendom for at stjæle. Efterat være kommen over Gaarden og ind i Baghuset gjennem en mørk Gang, gik han op ad Trappen og aabnede med en medbragt Nøgle en Dør, hvorigjennem han kom ind i et Snedkerværksted, og her undersøgte han de Gjemmer og Skuffer, som fandtes i Værkstedet, uden dog, saavidt han erindrer, at tilvende sig Noget undtagen muligviis et Stemmejern. Da han vilde gaae, opstod pludselig den Tanke hos ham, at han vilde sætte Ild paa Værkstedet, uden at det imidlertid har kunnet oplyses, hvilken Hensigt han derved har havt for Øie, idet han navnlig, efter først at have udsagt, at han havde til Hensigt at begaae Tyveri og antog at kunne udføre dette med større Sikkerhed under den ved Branden opstaaede Forvirring, senere vedholdende har paastaaet, at dette ikke var Tilfældet og at han ikke selv kan forklare sig, hvad der bevægede ham til at anstifte Branden. Forinden han gik op i Baghuset havde han nok bemærket, at der boede Folk baade ovenover og ved Siden af Snedkerværkstedet, men han tænkte dog ikke paa, hvor vidt Ilden kunde udbrede sig, eller hvad Skade der ved den kunde bevirkes paa Huset eller dets Beboere, og navnlig ikke paa, om der kunde opstaae Fare for disses Liv. Han tændte derpaa strax ved hjælp af en Svovlstik, som han havde hos sig, Ild i nogle Spaaner, der laae paa Gulvet, og efterat have seet Ilden blusse op, lukkede han Døren i og forlod skyndsomt Stedet. Efter Eagens Oplysninger blev Ilden strax bemærket og Anskrig gjort, og navnlig bleve ogsaa Beboerne af to ovenover Snedkerværkstedet værende Loftsleiligheder allarmerede; men da Ilden greb om sig med overordentlig Hurtighed og navnlig, efterat Døren til Værkstedet var bleven sprængt, angreb en smal Trappe eller Stige, der maa antages at have været den eneste Adgang til Loftsleilighederne, blev saaledes enhver Udvei til Frelse afskaaren disse Beboere. Tiltalte har iøvrigt udsagt, at han først nogle Dage senere, da han erfarede, at flere Mennesker vare omkomne ved den om handlede Leilighed, og navnlig da han blev Vidne til at Ligene bleve jordfæstede, følte sand Anger og Fortrydelse over sin Gjerning, og at denne Fortrydelse senere stadig har fulgt ham saa levende, at han ikke har havt Ro eller Fred i sit Sind og bestandig af sin Samvittighed er bleven mindet om denne Brøde, men at han dog af Frygt for at miste Livet ikke tidligere havde funnet overvinde sig til at aabenbare den, navnlig ikke dengang han tilstod de øvrige Brandstiftelser, og at det allene var Overbeviisningen om, at han ikke vilde kunne undgaae Livsstraf for sit Mordforsøg mod Berthelsen, der havde bevæget ham til nu at tilstaae, idet han ikke ventede at finde Naade for Gud, naar han ikke aabenbarede denne Forbrydelse. Efterat være over. ført til Kjøbenhavn, har Tiltalte i Studiestræde paaviist det Sted, som han fatte Ild i, og gjenkjendt den i Baghusets Stueetage værende Gang, hvor imod Localiteterne foroven ere efter Branden ved Ombygning blevne aldeles forandrede. Den omhandlede Ildebrand gav i sin Tid Anledning til at Snedker R. J. Jørgensen blev tiltalt for Brandstiftelse og Assurancesvig;. ved Høiesterets Dom af 20de October 1859 blev han imidlertid vel kun frifunden for videre Tiltale med Hensyn til den sidstnævnte Sigtelse, men aldeles frifunden med Hensyn til Brandstiftelsen.

Da Tiltalte saaledes forsætlig og efter foregaaende Overlæg havde udført det omhandlede Mordattentat, maatte Høiesteret billige, at han ved begge de foregaaende Instantser efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 var dømt til at have fit Liv forbrudt. Hvad dernæst Brandstiftelsen angaaer, maatte Høiesteret ligeledes billige, at Fdgn. 26de Marts 1841 § 1 iffe var bragt til Anvendelse, idet det efter Sagens Omstændigheder i det hele og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt af Dagen, paa hvilket Brandstiftelsen fandt Sted, ikke turde statueres, at Tiltalte i Gjerningsøieblikket havde "maattet indsee, at han udsatte Andres Liv for aabenbar Fare." Idet Tiltaltes Forhold i denne Henseende altsaa kun blev at henføre under den citerede Forordnings § 4, maatte den Straf, han derfor havde forskyldt, i hvert Fald absorberes ved den ham idømte Livsstraf.

Ingen af de voterende Tilforordnede i Høiesteret fandt Anledning til at indstille Domfældte til Hans Majestæts Naade, og efterat den af Justitsministeriet i Sagen nedlagte allerunderdanigste Forestilling er bleven foredraget i det Geheime Statsraad, har Hans Majestæt under 10de Februar allerheist resolveret, at den idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde.

(Departementstidenden 18. februar 1865.)

(Se også Departementstidenden den 30. maj 1863).

Om Tofte i øvrigt, se særskilt indslag.

En hjemmeside skriver flere detaljer om dødsdommen:

Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.

Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disci­plinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Ind­hold.

Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henret­telsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.

Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.

Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).

Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).

Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)