De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Et Besøg i Fredericias Arrester. (Efterskrift til Politivennen)

Som det blev bemærket i Gaarsavisen tog Pio i Søndagsaftes pludselig en anden Bestemmelse, og i Stedet for at afrejse med Dampskibet til Kallundborg, kørte han med Nattoget til Frederits. Grunden til denne forandrede Rejserute er temmelig interessant og vil blive indlysende af det Følgende.

Klokken tolv Middag indfandt han sig paa Raadhuset i Frederits ledsaget af to derboende Meningsfæller for at faa Borgmester og Byfoged Jørgensen i Tale, og da dette omsider var opnaaet, anmodede han Bygfogden om Tilladelse til at tale med Malersvend Kristensen, som nu i over et halvt Aar har siddet arresteret i Frederits som mistænkt for forskellige Forbrydelser. Med denne Sag forholder det sig saaledes:

I afvigte Vinter søgte en Skuespillertrup at trække Hus ved Hjælp af en ynkelig Smæde-Digtning, kaldet "Kongen paa Baagø," hvori bl. A. Folketingsmand Berg karrikeredes. I Frederits vakte denne "dannede" Forlystelse imidlertid en meget stærk Uvilje hos Enkelte, og den ovennævnte Maler Kristensen deltog ivrig i Udpibningen. Han blev paa Grund heraf indstævnet af Byfogden, og efter at de begge to var kommet op at skændes paa det Kraftigste, endte det med, at Byfogden idømte ham en Bøde paa 20 Kroner. Forbitret herover skrev Kristensen flere Artikler mod Byfogden i et derværende Venstreblad og appellerede samtidig Dommen. Faa Dage efter blev han arresteret som beskyldt for Assurancesvig, der skulde være begaaet for fire Aar siden, da hans Hus og Indbo brændte, hvilket sidste var  assurreret for mellem 4 og 500 Daler. Han har nu siddet arresteret siden, hans Kone har ligeledes af og til været arresteret og derpaa løsladt igen, men samtidig med at det syntes, at Politiet ikke formaaede at fremkomme med nogetsomhelst gyldigt Bevis for den paagældende Forbrydelse, begyndte der i Byen at gaa uhyggelige Rygter om den Behandling, som den Vedkommende blev underkastet i Arresten; man paastod navnlig med Bestemthed, at han sultede, og følgende Historie giver dette en forfærdelig Bekræftigelse.

Hans Kone, som undertiden var arresteret i Nærheden af ham, blev hemmelig opfordret til at skaffe ham lidt Brød, hvormed han kunde stille sin Sult. Hun indviklede da nogle Stykker i lidt Papir og gemte dem, naar hun gik ned, i Latrinen, hvor de derefter blev liggende til næste Dag, for han kunde tage dem!

Det var denne Beretning, i Forbindelse med mange flere Enkeltheder af lignende Art, der bestemte Pio til at gæste Hr. Byfoged og Borgmester Jørgensen.

Anmodningen om at maatte tale med Arrestanten, der hidtil har været hermetisk aflukket fra Omverdenen, lod aldeles ikke til at falde i Hr. Byfogdens Smag, og han spurgte temmelig hastig om Navnet. Da Svaret lød: "Redaktør Pio fra København", lod det til, at dette endnu mindre behagede ham, -- efter Minerne at dømme, - men han blev imidlertid meget høflig og erklærede, at der "naturligvis" ikke kunde være det Mindste til Hinder derfor. Han vilde endog være meget glad, hvis Pio kunde have den Indflydelse paa Arrestanten, at han herefter sagde Sandhed, da han efter Byfogdens Mening var en "forstokket Løgner, der ikke vilde gaa til Bekendelse".

Efter disse Repliker gik Byfogden og Pio ind til Arrestforvareren, medens de to Ledsagere blev udenfor. Da Arrestforvareren imidlertid ikke var hjemme i Øjeblikket, tog Begge Plads saalænge, og Byfoged Jørgensen søgte nu ved en længere Udvikling at fremstille sin Adfærd fra den lyseste Side. Arrestanten var, sagde han, en forstokket Forbryder, der alt tidligere - d. e. for en 15 a 16 Aar siden, - havde været straffet; han var mistænkt for at have selv stukket Ild paa sit Hus, endvidere fandtes han i Besiddelse af en hel Del Tapeter, som han erklærede at have købt af en Handelsrejsende, men denne Handelsrejsende havde det ikke været muligt at finde; om en Knibtang, som han ligeledes besad, havde tre Mand, - og deriblandt en Svend fra København, - beediget, at den - lignede (!) en anden, der var blevet borte for en Mand i Frederits osv. Kristensen havde, maatte han dog indrømme, stedse under sit Ophold der i Byen været uberygtet, og det var denne Historie med "Kongen paa Baagø", der "havde henledet Opmærksomheden paa ham". Forøvrigt kunde han ikke begribe, at Pio, der lod til at være "en fornuftig og besindig Mand" vilde kompromittere sin Sag ved at have Noget med en saadan Forbryder at bestille, der endogsaa, efter hvad Byfogden havde udfrittet ved Arrestforvarerens Hjælp, ønskede Socialismen Pokker i Vold. Han sluttede med nogle interessante Bemærkninger om Pariser Kommunen. Pio svarede, at der her slet ikke var Tale om, hvorvidt Manden var eller havde været en Forbryder. Her var derimod Tale om, at en Mand i Anledning af sin Optræden i et politisk Teaterstykke var blevet underkastet en Række Anklager, af hvilke ingen, eller dog kun en ganske uvæsenlig, efter Byfogdens eget Udsagn, til Dato var blevet bevist. Det var kun naturligt, at Folkemeningen kom i Bevægelse ved enhver lang, resultatløs Arrestation, og hertil kom i dette Tilfælde den særegne Omstændighed, at der i Byen havde udbredt sig Rygter om slet Behandling, som skulde være blevet Arrestanten til Del. Han vilde for sit Vedkommende henstille til Byfogden at give lidt efter for Stemningen og tilstede Fangen de Friheder med Hensyn til Anskaffelsen af Mad og Drikke, som Arrestreglementet hjemlede og som jo efter 6 Maaneders streng Arrest vistnok maatte være en Nødvendighed for Fangens Sundhed. Byfogdens Svar var meget mærkeligt. "De maa erindre," sagde han, "at vi her i Landet ikke har Jury-Institutionen, hvor det er tilladt at dømme efter de foreliggende mer eller mindre fuldstændige Beviser. Vi har her i Landet den saakaldte "pinlige Procesmaade", hvor der udfordres Vedkommendes egen Tilstaaelse, og det er derfor absolut nødvendigt at anvende Pinsler, naar Vedkommende er forstokket og ikke vil tilstaa. Kristensen kan faa Ende paa Sagen saa snart han har Lyst: han behøver blot at tilstaa, at han har gjort det, hvorfor han beskyldes; men, saalænge han ikke vil "sige Sandhed", er jeg nødt til at bruge alle de Midler, der staar i min Magt. Hvis vi skulde give Fangerne tilstrækkelig Kost og andre Bekvemmeligheder, saa vilde vi ikke faa nogen overbevist, for de to Vidner, der ellers udfordres, er jo næsten umulige at skaffe." (Sluttes.)

(Social-Demokraten 2. september 1875).

Christen Berg var knyttet til Baagø.

August Prytz (1833-1885): Borgmester, cand. jur. Julius Christian Jørgensen (1816-1884). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Julius Christian Jørgensen var borgmester i Fredericia 1862-1884. 

(Sluttet)

Det kunde ikke godt være andet, end at en saadan ligefrem Erklæring om, at "den pinlige Procesmaade" endnu i sin fulde Udstrækning hersker her i Landet, at, med andre Ord, Torturens Princip endnu er anerkendt af vore Domstole, maatte gøre et stærkt Indtryk paa enhver Tilhører. Ligeoverfor en saadan "aabenhjertighed" Tilfredshed med det Bestaaende indsaa Pio, at det vilde være fuldstændig spildt Arbejde, at gaa ind paa en Diskussion om, hvor umuligt det under en saadan Sagernes Tilstand vilde være for den uskyldigt Anklagede at slippe fri, eftersom "Pinslerne" jo maatte antages at have samme Virkning paa ham som paa den Skyldige og saaledes vilde tvinge ham til i Fortvivlelse at bekende Forbrydelser, som han slet ikke havde begaaet. Pio indskrænkede sig derfor til at bemærke, at Hr. Jørgensens Ytringer, - om hvis Tilforladelighed han, saavidt vor Retspraksis angik, ikke nærede Spor af Tvivl, - dog ikke syntes at staa i den bedste Samklang med det gamle Arrestreglement fra Absolutismens Dage, idet der heri udtrykkelig fremhæves, at Varetægtsarrestanten ikke skal være større Ubekvemmelighed underkastet end den, der er en nødvendig Følge af Frihedens Berøvelse. Saalænge en Fange ikke var juridisk overbevist, beroede en Øvrighedspersons Mening om hans Skyldighed jo ogsaa kun paa et Skøn, og det maatte efter hans Mening være en højst ubehagelig Bestilling at være Byfoged, hvis denne Embedsmand skulde gaa omkring med den Bevidsthed, at en Medskabning, som han sultede eller paa anden Maade pinte, sad i sin Celle og forbandede ham. Byfogden indrømmede, at denne Sag havde skaffet ham mange ubehagelige Timer, og at Tanken om Kristensen havde forstyrret hans Sommerfornøjelser. Den eneste Udvej han vidste var imidlertid den, at Overretten, naar en vis Undersøgelsestid var hengaaet, f. Eks. tre Maaneder, tog Sagen for og afgjorde, hvorvidt der var Anledning til en fortsat Arrestation.

Dette var det væsenlige Indhold af Samtalen. Arrestforvareren kom nu, og Pio blev af ham ført til Kristensens Celle. Denne var lys og ren, men der saas ikke en eneste Ting, hvormed Fangen kunde antages at beskæftige sig i de lange  Fængselstimer. Pio nævnede sit Navn og sagde ham, at Grunden til Besøget var de Rygter, der var gaaet om hans slette Behandling. Han spurgte ham, om hans Kost var tilstrækkelig. Han svarede, at han efterhaanden var blevet vant til at nøjes med den, - (Appetiten aftager selvfølgelig efterhaanden ved Manglen paa Beskæftigelse,) - men at han var blevet sultet forfærdeligt tidligere. Pio spurgte ham, om det var sandt, at han i Arresten havde stjaalet en Høne. Han svarede, at han havde gjort det og ladet tilføre Protokollen, at det var sket, fordi han ønskede at give Byfogden en virkelig Grund til at idømme ham en Straf, da han indsaa, at denne ikke vilde slippe ham efter den lange Arrest, medmindre han kunde faa ham dømt, og han vidste med sig selv, at de Anklager, som Byfogden havde rejst imod ham, var umulige at bevise, eftersom de var falske. (Denne Forklaring af Høne-Tyveriet havde forresten Byfogden allerede givet mig.) Den eneste Uredelighed, som han virkelig var sig bevidst at have begaaet, og som han ogsaa havde tilstaaet, var, at han havde beholdt en lille Kalender af Alabast, som han et Sted, hvor han arbejdede, kom til at rive ned i sin Limpotte, og som han derfor frygtede at saa Ubehageligheder for. Hans tidligere Forklaringer i Assurancesagen havde ikke været aldeles ens altid, for det Første, fordi det var fire Aar siden, at Ildebranden fandt Sted, og det vilde altsaa være formeget at forlange, som Byfogden havde gjort, at han skulde give en nøjagtig Fortegnelse over de Møbler, han den Gang havde besiddet; og for det Andet, fordi disse Forklaringer var blevet ham afpint og aftvunget. Arrestforvareren truede ham nu med, at han nok skulde fortælle Pio "noget Andet" om ham, der kunde vise, hvor "ondskabsfuld" han var, hvilken Bemærkning Pio afbrød ved at svare, at det jo var meget forklarligt, at en Mand efter 6 Maaneders strængt Fængsel ikke saa sin Behandling i det blideste Lys.

Efter at have sagt Farvel til Fangen, fik Pio først en lang hoved- og haleløs "Forklaring" af Arrestforvareren og derpaa en ny Samtale med Byfogden, hvori denne fortalte, at han under alle Omstændigheder vilde dømme Kristensen til Forbedringshuset; ved Overretten var der derimod ganske vist en Mulighed for, at han kunde slippe med Vand og Brød. Endvidere berettede han paany, at Kristensen var et meget forhærdet Eksemplar af en Forbryder, og at han havde levet sammen med sin Kone "som Hund og Kat", noget som baade denne og Andre imidlertid paa det Bestemteste benægter. - Pio tog nu Afsted og bad Byfogden undskylde den foraarsagede Ulejlighed.

* * *

Vi skal kun knytte ganske faa Bemærkninger til denne Fremstilling. Det Væsenlige ved den er aabenbart den juridiske Embedsmands halv naive, halv kyniske Forsvar for vor "pinlige" Rettergangs Nødvendighed; der kastes herved et temmelig klart Lys over Forholdene ved Socialist-Processen. Hvad derimod Kristensens Behandling angaar, da kan vi selvfølgelig aldeles ikke have nogen Mening om dennes Lovlighed og Ulovlighed, saalænge det Udsagn af en fungerende Dommer staar imodsagt, at vor Rettergang anerkender "Pinsler" under Varetægtsarresten som "lovlige" Midler til at "udforske Sandheden". Kun vilde det være os kært, hvis en kompetent Avtoritet vilde underrette os om, hvorvidt vort reaktionære Regimente tilsigter en Genindførelse af Tommeskuer, Stokhusret, spanske Støvler o. L. Det vilde jo være passende Sidestykker til "Helligdagsanordningen" og i endnu højere Grad end denne bidrage til at fremkalde den saa meget efterspurgte Kærlighed til "Konge og Fædreland"!

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Episoden blev omtalt i 1924 ved en tale fra jubilæumsfesten hvoraf bringes den del der omtaler ovennævnte sag:

Hyby Lund.

P. Nielsens Tale ved Jubilæumsfesten.

(Fortsat.)

Da jeg i Følge med C. Jacobsen kom tilbage til Fredericia i Juni 1874 fandt vi Forholdene meget trykkende. Vi forsøgte at samle de spredte Kræfter, men den bedste blandt Sangerne gik paa Gravens Rand. I Januar 1875 døde han, og Nielsen tolkede ham et gribende Farvel i "Socialisten". Vi fik dog alligevel Sangkoret samlet og der begyndte saa smaat at spores et vaagnende Liv. Da Nielsen var saa heldig at faa en bedre Bolig i Købmagergade blev Forholdene for ham mere tilfredsstillende, og da Pio, Brix og Geleff løslodes af Fængslet kom de  Liv og Fart i Arbejderbevægelsen og ikke mindst her i Byen. Venstre var ogsaa den Gang beæret med Hejrefanatikernes uforsonlige Had, som særlig rettedes mod Christen Berg. Da de ikke kunde komme denne Politiker til Livs paa anden Maade fik de et Smædestykke makket sammen, kaldet Kongen paa Baagø, hvori Berg sjofledes. Teaterdirektør Levy med Selskab rejste rundt i Landet og opførte dette Makværk paa Teatrene til stor Moro for det forbenede Højrefolk. Da Stykket skulde opføres i det daværende gamle Teater mødte vi unge Cigarmagere med Fløjterne parate og Malersvend Christensen sluttede sig til os. Paa Staapladserne bagerst i Salen havde vi vort Stade og i vor Nærhed ved Siden af Døren var Politibetjent Meng posteret. Alle Siddepladser var tæt besat, selvfølgelig med Blomsten af Byens Befolkning og med selveste Borgmester Jørgensen paa forreste Række. Da Tæppet gik op kom Hr. Levy frem, iklædt Vadmelsdragt, rød strikket Hue paa Hovedet og Træsko med blanke Kramper paa Fødderne samt en Merskumspibe i Munden. Dette Postyr skulde karikere Christen Berg. Fra alle Bænkerader lød vilde Jubelhyl og Klapsalver, men saa kom vore Fløjter frem, skingrende og gennemtrængende. Maleren, der førte an, var den ihærdigste blandt os. Merg raabte: "I maa ikke pibe. Christensen svarede: "Saalænge de andre klapper, saa længe piber vi". Saa rejser Borgmesteren sig i al sin Værdighed, vender sig om og raaber: "Meng! Hvem er det, der piber?" "Det er Malersvend Christensen, Hr. Borgmester. "Godt, notér ham", befalede Borgmesteren. Da der vedblivende veksledes med Klappen og Piben maatte Tæppet gaa ned og der blev ingen Forestilling den Gang. Efterspillet af denne Affære blev en Retsskandale af Rang, hvorom mulig senere kan fortælles. Blot skal her anføres, at Christensen arresteredes og holdtes fængslet i 9 Maaneder og underkastedes Tortur med Prygl og Sult. Da Retsskandalen rygtedes ud over Landet kom Pio hertil for at undersøge Sagen og i et Par Artikler i "Social-Demokraten bragte han den frem for Offentligheden....

(Fredericia Social-Demokrat 26. august 1924. Uddrag).

Sophus Pihl efter Løsladelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Arbejderne

Idet jeg griber Pennen er det for igennem vort Organ "Social-Demokraten" at bringe Arbejderne min Hilsen og Tak for den Støtte, der er bleven ydet min Familie og mig, saavel i moralsk som i pekuniær Henseende. Der er maaske Mange iblandt Eder, der gyser ved Tanken om, hvor forfærdeligt det maa være at sidde saa lang Tid indelukket bag Fængslets Mure. Jeg kan imidlertid forsikre Eder, at jeg for mit Vedkommende bestandig har levet i bedste Velgaaende og været ved godt Mod; men hvorledes skulde jeg ogsaa have Grund til at være forsagt? Arbejderne har sørget for min Familie, som om det ogsaa var deres Familie; de har sørget for mig som for en Broder. At Arbejderne har flottet mig paa denne Maade, er mig især meget glædeligt, da jeg derigennem har faaet Bevis for, i at Arbejderne stræber efter at danne et fast og broderligt Arbejderparti, som er af den største Nødvendighed, hvis Arbejderne skal komme til deres Ret; det er mig ogsaa glædeligt af en anden Grund. Politiinspektør Hertz gjorde sig nemlig i et Retsmøde megen Umage med at faa mig til at tro, at Arbejderne ikke bekymrede sig det Mindste om mig; hvis Hensigten, som jeg har Grund til at tro, har været den, at svække min Interesse for Arbejderbevægelsen, saa er han bleven skuffet; ti jeg kan forsikre ham, at jeg endyderlig er bleven styrket i min Overbevisning om, at Socialismens Gennemførelse er det Maal Arbejderne bør stræbe efter, naar de vil være fuldt betrygget, at faa deres Arbejdsprovenu ubeskaaret. De er nu for oplyste til, at de vedblivende skulde lade sig nøje med at gnave de Ben, som Storborgerne tilkaster dem, og for stolte til at modtage Almisser i Form af Legater og lignende Understøttelser, som de med lidt Eftertanke godt kan indse, at de ved deres Arbejdes Sved selv har tilvejebragt, og de kan derfor ikke være tjent med at modtage det som Gave eller Almisse. Arbejdene vil ikke vedblivende, foruden at betale direkte og indirekte Skat til Stat og Kommune, endyderlig betale Skat til Mestre og Fabriksherrer, hvorved de stadig staar Fare for deres Eksistens. De vil drive Arbejdet i Fællesskab og vælge deres Bestyrelse og Forretningsmænd af deres egen Midte. Arbejderne forlanger tillige, at alt Arbejde for Staten eller det Offenlige tilstilles dem direkte og ikke igennem Entreprenører. Men det er ikke alene Haandværkere og Fabrikarbejdere, dette gælder; ogsaa Landarbejderne, og ikke mindst disse gælder det at tilkæmpe sig deres Ret, som efterhaanden er bleven dem fraranet, ti de maa kunne indse, at Godsejere og Gaardmænd ikke paa den rette Maade anvender deres store Rigdomme, og de har saa let ved at indse dette ved deres destoværre altfor lange Erfaring, der i fuldt Maal har vist dem, at de ved al deres Slid og Slæb fra Morgen til Aften, dog ikke har kunnet opnaa at faa det daglige Brød, og med alt dette staar de nu desuden Fare for ved nye og flere Saa- og Høstmaskiners Indførelse at blive kastet bort som et Stykke, man ingen Brug har for. Maskinerne, hvis Bestemmelse det er at lette Menneskene Arbejdet, bliver af den moderne Civilisation benyttet som Middel til at holde Arbejderne i evigvarende Trældom. Det er derfor nødvendigt, hvis Arbejderne ikke fremdeles vil betragtes som en Vare, der staar i Kurs efter dets større og mindre Mængde, at de slutter sig sammen til Kamp, saa at der af Enkelte ophobede Arbejde (Kapitalen) omsider kan komme tilbage til dets retmæssige Ejermænd. Jeg haaber, at de Operationer, som de danske Magthavere har foretaget sig for at knuse den begyndte Arbejderbevægelse kun vil have til Følge, at Arbejderne ruster sig endnu stærkere til Kamp.

Historien leverer os Eksempler nok, der viser, at Magthaverne til alle Tider har fundet villige Redskaber til at udfore Voldsomheder og gruopvækkende Mishandlinger mod Mænd, som er fremtraadt med nye Reformer til Hjælp for de Undertrykte. Fanatiske og havesyge Præster har til alle Tider været villige til at anbefale Torturen og udslynge Gejsthedens Banstraale mod de Partier, som kæmpede for Friheden; men det vigtigste Redskab, som Magthaverne har havt, er Politiet. Der er derfor altid i kritiske Tilfælde bleven sørget for at besætte Ledelsen af denne Institution med en Person, som forstod at benytte den til Værn for deres Magt og Storhed. Egennytte, Partiaand og Samvittighedsløshed hos en Politichef har altid været ret farligt for Folket, og langt skadeligere end hos selve Regeringen i et i Land, efterdi denne kun kan skade i det Hele, hvorimod hin ved Hjælp as sine utallige smaa Kanaler kan undergrave, udsuge, undertrykke og tyrannisk mishandle de enkelte Dele, og dette saa meget sikrere og ustraffet, da hans Operationer for det Meste kun er ham og hans Kreaturer bekendt og da han har tusinde Paaskud og Midler til at skjule, besmykke og undskylde dem med. Han kan under Paaskud af at tjene Statens Vel forfølge sin personlige Interesse, være Blodigel, Arrestforvarer, Dommer og Bøddel på én Gang.

Det er ikke nødvendigt, at jeg her gentager, hvad der saa ofte er bleven omtalt, om det danske Politics Operationer mod Arbejderbevægelsen, - det er nok, naar jeg bemærker, at der er gjort alt Muligt for at holde Arbejdende i en politisk umyndig Tilstand, og vor meget ivrige Politidirektør har endogsaa tilladt sig ulovlige Midler i den Retning, idet han den 4de Maj 1872 udstedte et med Grundlovens § 88 aldeles uoverensstemmende Forbud imod Internationales fremtidige Møder, men da Politiet indtil den Tid ikke havde fundet noget, som gav dem Ret til at anholde vore tre Førere, saa maatte det jo tage sin Tilflugt til et saadant Forbud, da det jo kunde tænke, at hvis de udstedte et Forbud overensstemmende med Grundlovens Bud, det da vilde være blevet respekteret af de tre Førere. At disse tre Mænd er blevet dømt til Forbedringshuset, fordi de ikke har følt sig forpligtet til at respektere et Forbud af ovennævnte Art, kan kun vække Tvivl hos Arbejderne om Domstolenes Retfærdighed, tilmed da det ser ud, som om Politidirektøren har Lov til at handle, som han finder for godt. Naar jeg siger, at de tre Mænd er bleven dømt for dette alene, saa gaar jeg ud fra, at hvis de tidligere havde foretaget sig Noget, som stred imod Loven, saa maatte det være Politidirektørens Pligt ogsaa tidligere at drage dem til Ansvar.

Vi ved nok, at det er bleven sagt, at de 3 Mænd har gjort Tilstaaelser; men vi ved ikke, hvorledes det hænger sammen med disse Tilstaaelser. Jeg skal derfor tillade mig her at give enkelte Oplysninger om min egen Sags Behandling i Retten, for derved at give Arbejderne et lille Indblik i vore Retsforhold. At Politidirektøren advarede mig imod at sammenkalde Arbejderne paa Slotspladsen, kunde jeg selvfølgelig ikke respektere, da han ogsaa tidligere havde truet mig med, at han vilde anlægge Sag imod mig. for Udtalelser i Adressen til Kongen, hvilken Trudsel det har vist sig, var tom og intetsigende. Jeg kunde derfor af hans sidste Advarsel ikke slutte mig til Andet, end at den blev givet mig som Forsøg paa at afholde mig fra at gøre min Pligt mod de Mange, som havde vedtaget Adressen. At Forhørsdommeren ogsaa straks frikendte mig for Ansvar herfor, bestyrker mig i, at jeg har draget den rette Slutning.

Flere Gange blev jeg forhørt paa Kryds og Tvers, snart ved opfarende Heftighed, snart ved smigrende Venlighed, snart med Fraaden imellem Tænderne, snart med Smil paa Læberne, for at saa at vide, om det ikke var min Hensigt med Mødet paa Slotspladsen al ville true Kongen. Da jeg imidlertid ikke kunne erkende at dette havde varet min Hensigt, men at min Hensigt derimod var den, at overlevere Adressen til Kongen, støttet ved en talrig Arbejderforsamling, for derved at vise ham, hvormange det var, der udtalte de Ønsker og de Meninger, som Adressen indeholdt, da jeg havde Grund til at tro, at Kongen havde faaet et forvrænget Referat af Mødet paa Nørresalled - blev det mig af Forhørsdommeren (Vallich) betydet, at der paa Politikammeret fandtes saadanne Sager, der kunde give Oplysning om, hvad min egenlige Hensigt havde været. Han (Vallich) vilde dog helst uudgaa at drage disse Ting ind i Sagen og meget hellere slutte Sagen uden disse Oplysninger (formodenlig for at faa mere Ære deraf). Han vilde derfor anbefale mig, hellere straks at erkende min virkelige Hensigt, og hvis jeg var bange for Ordet true, saa kunne vi jo benytte Ordet imponere, da dette maaske ogsaa var mere rigtig! Jeg fastholdt min Forklaring. Der skulde dog nu først benyttes et andet Middel, førend de omtalte Sager fra Politikammeret kom frem. Politiinspektør Hertz maatte møde i Retten, for at give en Forklaring i mit Paahør, hvilken Forklaring væsenlig drejede sig om Mødet paa Nørrefælled. Han tillod sig imidlertid at afbryde sig selv flere Gange, ved at henvende sig til mig med: er det ikke Pihl! Og naar jeg da ikke kunne bekræfte det, tiltalte han mig med stort Rabalder paa følgende smukke Maade: - De lyver, det kan ikke nytte Dem at De kommer med Deres Humbug for her bliver De klædt helt af. (Henvendende sig til Forhørsdommeren): Pihl har erhvervet sine Kundskaber og sin Dannelse ved at vagabondere i fremmede Lande. Hvis Inspektøren for Politispioneme, som Komparent i Retten ikke har mere Ret end enhver anden, saa kan denne Opførsel af Hertz vistnok ikke betragtes anderledes end meget usømmelig og som en Krænkelse af Rettens Værdighed. Det kan være, at Hertz som Væversvend har vagabonderet, og han af den Grund tror at kunne sige det samme om mig. Alt dette kunde dog ikke bringe mig til at frafalde min tidligere givne Forklaring, hvorfor Dommeren med megen Eftertryk henvendte sig til Hertz: ja, vil De saa ikke skaffe mig alle de Oplysninger om Pihl, som det er Dem muligt. Hertz: jo jeg skal nok skaffe Dem disse Oplysninger, der viste sig kun at bestaa af Referater af Udtalelser paa forskellige Møder, som jeg havde holdt eller været med til. Hvorledes der af disse er bleven draget den Slutning, at jeg havde til Hensigt at true Kongen, kan jeg ikke forstaa, for jeg har ikke erkendt det.

Borgere og Borgerinder !

Jeg forstaar ikke med smukke Ord at takke Eder for den Opofrelse, I har vist mod mig; men jeg tror at takke Eder bedre ved i Gerningen at vise mig Eders Tillid værdig, og skal jeg bestandig, saavidt mine Evner naar, staa til Eders Disposition. Jeg tillader mig paa det Indstændigste at opfordre Eder til at støtte vort Organ "Socialisten". Vil I støtte vor egen Sag, vil I støtte de 3 Mænd, vil I støtte mig, saa støt Bladet. Jeg har Grund til at antage, at der vil blive brugt alle Kneb, for at undergrave Bladets Eksistents. Asses-Vallich henvendte sig til Hertz med Forespørgsel om der nu ikke var andet end Bladet tilbage og hvem dets Hovedredaktør var. Hertz gav herpaa til Svar, at nu var der kun det forbandede Blad tilbage og Hovedredaktøren var Vilhelm Rasmussen, der naturligvis endte paa Ladegaardenl!! Kammerater, lad disse Ord befordre Bladets Mangfoldiggørelse.

Med socialistisk Hilsen.

Sophus Pihl.

Civilarresten i København, den 18de Marts 1874.

(Social-Demokraten 1. oktober 1874).

Snedkersvend Sophus Pihl, der forleden blev advaret om at ophøre med det af ham drevne Værtshuushold, hvortil han ikke har kunnet erholde Borgerskab, har vedvarende over Indgangen til sin Bopæl i Tordenskioldsgade Nr. 31 i Kjælderen, stort Skilt, hvorpaa staaer anført: "Frokoststue, Café og Billard. Sophus Pihl.", ligesom der ogsaa er anbragt en rød Løgte med Navnet "Pihl". Den 7de om Aftenen var der meget oplyst i Lokalet, hvor der var endeel Personer samlede, og da Politiet anstillede nærmere Undersøgelse, viste det sig, at nogle af de Tilstedeværende vare blevne beværtede med Toddy, som de hver betalte med 1 Mk. Pihl erkiendte ogsaa, da han senere mødte i Retten, at han havde fortsat sit Værtshuushold efter sit sidste Møde i Retten og vedtog at bøde 15 Rd. herfor, saaledes, at denne Afgøsrelse i Gjentagelsestilfælde skal have Lukning som en Dom for 1ste Gang forøvet ulovligt Værtshuushold og Brændevinsudskjænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1874).

Til mine ærede Venner og Meningsfæller!

Jeg kan ikke undlade at bekendtgøre for mine mange Venner og Meningsfæller, hvilke Efterstræbelser jeg er udsat for fra Politiets Side, fordi jeg ved egen Hjælp søger at danne mig en Næringsvej. At Magistraten har nægtet mig Bevilling som Værtshusholder, er vist nok allerede bekendt nok, men da jeg har indgivet Ansøgning til Indenrigsministenet desangaaende, saa skal jeg foreløbig ikke omtale dette, men vente, at Svar fra Ministeriet foreligget; hvad jeg derimod nu vil bekendtgøre, er, at jeg igaar blev tilsagt at møde ved Politidirektørens Protokol, og her blev det mig betydet at tage mit Skilt ned, hvorpaa staar skrevet: "Frokoststue, Kafe og Billard. Sophus Pihl", inden Aften, da det i modsat Fald vilde blive taget ned af Politiet paa min Bekostning; [det] maa jeg naturligvis finde mig og være glad til, at de ikke tillige tager mine Ruder ud og mine Rullegardiner ned hvorpaa der staar skrevet omtrent det Samme som paa Skiltet. Vicepolitidirektøren bemærkede ved denne Lejlighed, at han ikke kunde begribe, at jeg ville udsætte mig for en Sag, som jeg aldeles kunde have undgaaet. Jeg kan her ikke forstaa Andet, end at Vicepolitidirektørens Mening var den, at jeg kunde have undgaaet Politiets Efterstræbelser naar jeg havde modtaget Avtoriteterne om Penge og Tilbud enten til at rejse [] eller til at ernære mig paa den af dem angivne Maade; men da jeg er af den Formening, at Autoriteternes Myndighed ikke strækker saa vidt, at de har Ret til at benytte de dem anbetroede Penge til at sende politiske Modstandere ud af Landet med eller paa anden Made købe dem, saa kunde det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en saadan Rundhaandethed. Men jeg har nu begyndt at føle, hvor vanskeligt det er at bane sig en selvstændig Næringsvej, naar man ikke hylder de samme Principer som Avtoriteterne.

Jeg taber imidlertid aldrig Modet og jeg skal vise Avtoriteterne, at jeg har Mod til at kæmpe for min Eksistens som jeg har havt Mod til at kæmpe for min Overbevisning.

Med socialistisk Hilsen

Sophus Pihl

Tordenskjoldsgade 31

(Social-Demokraten 11. november 1874)

Sophus Pihl blev dagen efter tilsagt til politidirektørens protokol hvor han blev bedt om at fjerne rullegardiner og al påskrift som tydede på værtshushold.

Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab. (Efterskrift til Politivennen).

Som imorges meddeelt, er der under 13de Februar udkommet en kongelig Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab, der skal træde i Kraft for de Straffefangers Vedkommende, som indsættes eller overføres til saadant Arbeide efter 1ste April, hvorhos Justitsministeriet er blevet bemyndiget, efter Fængselsbestyrelsens nærmere Indstilling, at bringe de paagjældende Forskrifter med de nødvendige Ændringer til Anvendelse ogsaa paa Tugthuusfanger, der ere indfatte i Straffeanstalten for den nævnte Dag.

Vi skulle her meddele nogle af de vigtigste Bestemmelser i den kongelige Anordning. Med Hensyn til Tugthuusstraffen bestemmes, at Strafarbejdet skal udstaaes ved Arbeide om Dagen i Fællesskab efter nærmere givne Bestemmelser. Natten tilbringes i Enkeltcelle; dog skal Bestyrelsen, naar den finder det nødvendigt, være bemyndiget til at give ældre og svagelige Fanger natligt Ophold paa fælles Soverum. Dagsordenen og Arbeidstiden for Fangerne skal være saaledes: Der opmønstres om Morgenen fra 1ste April til 30te Septbr. Kl. 4 3/4 og den øvrige Deel af Aaret Kl. 5 3/4. En halv Time derefter begynder Arbeidstiden, som vedvarer til Kl. 8 Aften med Afbrydelse foruden af den Tid som medgaaer til Gaardtour og Underviisning, ogsaa af de til Afholdelsen af de forskjellige Maaltider fastsatte Tider, som ere: fra Kl. 7½ til 8 Form. Frokost, fra 12-1 Middagsmad og fra 5-5½, Efterm. Aftensmad. Fra Kl. 8 Aften gives der Frihed til Kl. 8½, da der afmønstres. Frihed for Arbeide er der, hele Dagen: alle Søn- og Helligdage, samt fra Kl. 5 Eftermiddag: Kongens Fødselsdag, Dagene for saavel de tre store Høitider som Nytaarsdag og Almindelig Bededag. Endelig ophører Arbeidet hver Løverdag Kl. 5 Efterm., men Tiden til Kl. 8 benyttes til Reengjøring og til Eftersyn af Maskiner og Arbejdsredskaber samt til at aflevere det smudsige og til at modtage det rene Linned. Een Gang daglig skal der gives Fangerne - hver Arbeidssal for sig - ½ Times Ophold i den fri Luft, Fangerne i Enkeltcelle derimod to Gange daglig i ligesaa lang Tid. Gaardtouren for Fangerne i Enkeltcelle kan skee i Fællesskab, medmindre de hensidde under Straf, i hvilket Tilfælde de ogsaa da skulle afsondres.

Fangerne skulle i Arbeidstiden stedse være beskjæftigede. Udenfor Arbeidstiden skal det, naar der iøvrigt ikke er noget til Hinder derfor, være Fangerne tilladt at sysselsætte sig med deres daglige Beskjæfligelse, dog ikke om Søn- og Helligdagene, forinden Gudstjenesten er afholdt. Som Opmuntring til Flid skal der gives Fangerne, naar de svare det Pligtarbeide, der er foresat dem, en Arbejdsfortjeneste, hvoraf det Halve kan benyttes til Forøgelse eller Forbedring af Kosten, det andet Halve skal oplægges. Straffes en Fange med Fratagelse af Arbeidet, skal han altid hensættes i Enkeltcelle. Hver Søn- og Helligdag skal der gives Fangerne Leilighed til at deeltage i den fælles Gudstjeneste. Paa hver Arbeidssal skal der Morgen og Aften umiddelbart for og efter Arbeidet oplæses en Bøn for de derværende Fanger. Enhver Fange skal være forsynet med den almindelige Psalmebog og det Nye Testamente. I Underviisningen paa det Trin af Straffen, hvor den gives, skal enhver Fange ordentligviis deeltage, saalænge han ikke har fyldt 30 Aar. Over denne Alder bør der imidlertid ikke formenes Fangen Adgang til Skolen, saalænge han ikke viser Mangel paa Flid. Unge Mennesker under 18 Aar skal der strax ved Indsættelsen gives en Times daglig Underviisning, indtil de have naaet 20 Aars Alderen.

Strafarbejdet skal fuldbyrdes efter det fremadskridende System gjennem nedenstaaende 3 Stadier: I. Forberedelsesstadiet, II. Tvangsstadiet. III. Overgangsstadiet. Hertil slutter sig efter Omstændighederne som et 4de Stadium en begrændset og betinget Benaadnings-Tilstand. Forøvrigt bliver til nærmere fastsatte Tider Fangens hele Forhold at bedømme, idet der for hans Opførsel og for hans Flid saavel ved Arbeidet som ved Underviisningen gives ham for hver især en af følgende 4 Characterer: særdeles god, god middelmaadig og slet, som regnes henholdsviis lige, med 3, 2, 1 og -3 Points.

Opholdet paa Forberedelsesstadiet er bestemt og varer 3 Maaneder. Ved Afleveringen til Straffeanstalten hensættes Fangen i en Modtagelsescelle, hvor han forbliver i 3 Dage. Under dette Ophold iføres han Fangedragten osv. Det overlades til Fangen selv, efterat han er bleven gjort bekjendt med Straffen, han skal undergaae, at bestemme, om han vil tilbringe den første Deel af Straffen paa en fælles Arbeidsstue eller i en Enkeltcelle. Vælger Fangen Fællesskab, afgives han til den herfor bestemte Arbeidsstue, hvor der stedse saavel i Arbeidstiden som i Hviletiden skal være en Opsynsbetjent tilstede, og hvor der ikke maa findes Nogetsomhelst udenfor der Reglementerede. I Arbeidstiden forbliver Fangen paa den ham anviste Plads, som han ikke uden Betjentens Tilladelse tør forlade. To Gange om Dagen, Morgen og Aften for og efter Arbeidstiden, opstilles Stuens Fanger til Mønstring, hvorefter Bønnen læses. Arbeidet skal bestaae i Værkplukning eller et andet lignende, let og simpelt Haandarbeide, og der foresættes ikke noget Pligtarbeide, men der tilstaaes heller ikke nogen Arbeidsfortjeneste; Kirkegangen er tvungen, og der meddeles ingen Underviisning. Foruden Psalmebogen og det Nye Testamente gives der fra Bogsamlingen kun gudelige Skrifter efter Præstens Anviisning. Under Gaardtouren skulle Fangerne gaae en efter en i Række, en Bestemmelse, som ogsaa skal følges, naar de føres til og fra Gaarden, Kirken og Sovecellerne. Til andre end de nævnte Steder maa Fangen ikke udtages af Afdelingen uden Inspecteurens udtrykkelige Tilladelse, hvorfor enhver Uddeling af Maden, Klædningsstykker, Arbeidsmateriale m. v. skal foretages paa selve Afdelingen.

Brud paa Disciplinen vil i ethvert Tilfælde kunne medføre, at Fangen hensættes i Enkeltcelle, hvor han efter Forseelsens Beskaffenhed vil kunne forblive den resterende Deel af den for Opholdet paa dette Stadium bestemte Tid. Vælger Fangen at være afsondret, og der ikke ifølge hans legemlige eller sjælelige Tilstand er Noget tilhinder derfor, hensættes han i en Enkeltcelle, hvor han forbliver Dag og Nat, og er forøvrigt de ovenfor givne Bestemmelser underkastet med de af hans Ophold i Enkeltcelle flydende Lempelser. En Fange, som paa dette Trin af Straffen indlægges paa Sygehuset, holdes der afsondret i en Sygecelle. Ved Slutningen af hver Maaned efter Fangens Indsættelse gives der ham 2 Charakterer, en for hans Opførsel overhovedet og en for hans Flid ved Arbeidet. Som ovenfor anført, er Opholdet bestemt til 3 Maaneder uafhængig af hans Forhold, hvorimod Charakteren herfor bestemmer, til hvilken Klasse af det næste Stadium han skal overgaae. Har han nemlig opnaaet 12 Points (gjennemsnitlig Charakteren "god"), gaaer han strax over til Tvangsstadiets 2den Klasse; i modsat Tilfælde maa han begynde med Tvangsstadiets nederste Klasse. For den Tid, en Fange har været Indlagt paa Sygehuset, gives der ham derimod kun een Charakteer, nemlig for hans Opførsel, og regnes i dette Tilfælde Charakteren til det dobbelte Antal Points. Paa dette Stadium er det saavel Inspecteurens som Præstens Pligt hyppig at tilsee Fangen, navnlig for tilfulde at gjøre ham bekjendt med Systemet og vise ham, hvorledes hans Skjæbne i Straffeanstalten er lagt i hans egen Haand.

Paa Tvangsstadiet er der atter 5 Klasser: 1ste, 2den, 3die, 4de og 5te. Fangerne i de forskjellige Klasser, der indbyrdes holdes afsondrede, skulle arbeide paa Arbeidsstuer for aflaasede Døre. For at oprykke i en højere Klasse skal Fangen have erhvervet et vist Antal Points, forskjelligt for de forskjellige Klasser, hvorhos der er bestemt en mindste Tid for Opholdet i hver Klasse, som Fangen ikke kan forkorte. Opnaaer Fangen imidlertid forinden denne mindste Tid flere Points end nødvendigt til Oprykningen, skal det overflyvende Antal føres ham tilgode for den næste Klasse. Er der ved flere Domme idømt en Fange Straffe, som skulle udstaaes umiddelbart efter hinanden, blive disse Straffe, hvis de ere idømte den Paagjældende før hans Indsættelse i Straffeanstalten og tilsammen ikke overstige 16 Aar, at sammenlægge. Hvis derimod den Paagjældende allerede har begyndt at udstaae den ene Straf paa den Tid, da en ny Straf paalægges ham, eller hvis de sammenlagte Straffe beløbe sig til mere end 16 Aar, eller hvis den Paagjældeude skal udstaae Strafarbejde paa Livstid, fastsættes det for hvert enkelt Tilfælde af Justitsministeriet, hvorvidt og efter hvilke nærmere Regler Oprykning i de forskjellige Stadier og Klasser kan finde Sted.

I de første 3 Klasser gives 2 Charakterer - een for Opførsel og een for Flid ved Arbeidet - og i 4de og 5te Klasse 3, nemlig yderligere een for Flid i Skolen. I Sygdomstilfælde gives der Fangen kun een Charakteer (nemlig for Opførsel), der ligesom i Forberedelsesklassen regnes til det dobbelte eller tredobbelte Antal Points, alt efter den Klasse, hvori han befinder sig. Fangen, der er syg, kan, naar han er i 4de Klasse, indlægges paa de fælles Sygestuer, hvorimod han, inden han naaer 4de Klasse, holdes isoleret ligesom i Forberedelsesklassen. Kirkegangen er tvungen, ligeledes Undervisningen, naar den gives. Underviisning gives ei før i 4de Klasse, medmindre Fangen, som alt sagt, er under 18 Aar. Der tilstedes Adgang til Bogsamlingen efter de i det Følgende nærmere givne Regler. Til Brevskrivning skal Inspecteurens særlige Tilladelse indhentes. For udviist slet Forhold skal Inspecteuren være bemyndiget til at nedsætte Fangen i en lavere Klasse, lige indtil den nederste, og fortaber Fangen ved en saadan Nedsættelse det erhvervede Overskud af Points. Nedsættes Fangen til en Klasse, lavere end den nærmest foregaaende, har Inspecteuren derhos at bestemme, om den Paagjældende skal gjennemgaae enhver af de mellemliggende Klasser, eller han kan flyttes tilbage umiddelbart ttl den Klasse, hvorfra han blev nedsat. En Fange, som saaledes straffes med Nedsættelse, kan ikke rykke op i en høiere Klasse, medmindre hun i een Maaned har opnaaet Charakteren "særdeles god" eller i to paa hinanden følgende Maaneder tilsammen Charakteren "god". Iøvrigt er der sat nærmere Bestemmelser for de enkelte Klasser.

For Overgangsstadiet bestemmes der: I Stedet for den paa de foregaaende Stadier baarne særegne Dragt, tillades det her Fangerne at bære en Dragt, der mere nærmer sig til den frie Arbejders. Fangerne skulle ikke arbeide inden Laas og Lukke, og der skal saavidt muligt anvises dem en Beskjæftigelse som den, hvorved de tilsigte i Fremtiden at fortjene deres Brød. Der skal tilstaaes dem en vis nærmere bestemt Deel i Fortjenesten, afpasset efter hvad der gives den frie Arbeider, og for Halvdelen heraf skulle de kunne ikke alene forøge deres Kost, men ogsaa - dog med Inspecteurens særlige Tilladelse - anskaffe nyttige Gjenstande, men det skal derhos være deres Pligt at føre Bog over deres Indtægter og Udgifter. Arbejdstiden er kun til Kl. 7 Aften. Tvungen Kirkegang skal ikke finde Sted. To Gange ugentlig skal der gives Underviisning, og Adgangen til Bogsamlingen er fri. I Sygdomstilfælde skulle de henlægges paa en særskilt for dette Stadium bestemt Sygestue. Der skal ikke gives Fangen særlig Charakteer for hans Forhold, men Bestyrelsen skal ligefuldt have sin Opmærksomhed henvendt paa, hvorledes han benytter den større Frihed, der er skjænket ham. Det skal saaledes nedskrives, naar han paadrager sig en Irettesættelse, og da tillige af hvilken Aarsag.

Hver tredie Maaned skal han i de ugentlige Forsamlinger af Anstaltens Functionairer gjøres til Gjenstand for særlig Omtale, ved hvilken Leilihed det skal tilføres Protocollen, hvad der har været bemærket om hans Forhold. Skulde han begaae en strafværdig Forseelse eller i det Hele laget give Anledning til Mistillid, skal han i ethvert Tilfælde føres tilbage paa Tvangsstadiet, hvilket paa de maanedlige Indberetninger tilmelde Ministeriet, og han kan ikke igjen rykke op til Overgangsstadiet uden Ministeriets særlige Tilladelse. Paa følgende Betingelser skal Bestyrelsen kunne gjøre Indstilling til Justitsminitseriet om for en Fange at udvirke den betingede og nærmere begrændsede Benaadning: a) naar Fangen har opholdt sig paa Overgangsstadiet i Overeensstemmelse med Reglerne i § 14; b) naar Bestyrelsen i bet Hele taget nærer Haab om, at den Paagjældende, efter hans hele Forhold at dømme, fremtidig vil føre et ustraffeligt Levnet; c) naar der er sikkret ham et redeligt Livserhverv eller en Stilling i Samfundet.

Angaaende den betingede Benaadning findes der i Anordningen følgende Bestemmelser: Naar Fangen betingelsesviis benaades efter den i § 15 omtalte Indstilling, løslades han af Straffeanstalten og afgives til Politimesteren paa det Sted, hvor der forud er sikkret ham et Erhverv. Ved Løsladelsen skal Bestyrelsen være bemyndiget til at lade ham tilflyde indtil 2/3 af hans oplagte Overarbeidsfortjeneste, og skal den give vedkommende Politimyndighed en skriftlig Meddelelse om de Klædningsstykker og øvrige Effecter, han ved Løsladelsen er i Besiddelse af, samt om hans Personalia, hans Signalement og om, hvorledes hans Forhold og Sundhedstilstand i Straffeanstalten har været. Derhos skal den Deel af Overarbeidsfortjenesten, der gives ham, tilsendes Politimesteren, der selv udbetaler Fangen det Hele eller saa Meget, han efter Omstændighederne finder hensigtsmæssigt. Bestyrelsen skal foreholde ham de Betingelser, hvorunder han er benaadet, og medgive ham et Fripas, som indeholder disse Betingelser, der ere følgende: at han fører et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet; at han nøjagtig følger de Paalæg, som Politiet maatte foreskrive ham, og at han i modsat Tilfælde uden nogen videre Dom atter vil blive indsat i Straffeanstalten for der at udstaae den resterende Deel af den domsbestemte Straffetid. Den fuldstændige Frihed indtræder altsaa ikke, forinden den domsbestemte Straffetid er udløben, eller for Livsfangers Vedkommende en endelig Benaadning er erhvervet. Indtil da er den betingelsesviis Løsladte ikke unddraget Straffeanstaltens, om end fjernere, Tilsyn og udgaaer derfor heller ikke af Stamlisterne, hvori de Meddelelser indføres, som vedkommende Politimyndighed ordentligviis hver tredie Maaned vil have at give Anstaltens Bestyrelse. Hvis han med Politiets Tilladelse fraflytter Jurisdictionen, skal dette strax tilmeldes Bestyrelsen. 

Den betingelsesviis Løsladte har ikke nogetsomhelst Krav paa Underhold fra Straffeanstalten, men maa selv i enhver Retning sørge derfor. Paa den anden Side er han heller ikke mere underkastet de for Straffeanstalten gjældende Bestemmelser, men kun de almindelige borgerlige Love og de for den betingede Benaadning stillede Betingelser. Overtræder han de særlige Paalæg, som maatte gives ham af den Politimester, under hvis Tilsyn han er stillet, eller er hans Forhold overhovedet saaledes, at han ikke opfylder den første af de i ovennævnte Fripas givne Bestemmelser, om at føre et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet, vil Politiet derom have at sætte Bestyrelsen i Kundskab, og han vil da efter dennes Indstilling til Ministeriet og efter dettes Resolution kunne føres tilbage til Straffeanstalten for der at afsone Resten af den Straffetid, som betingelsesviis var eftergivet ham. Begaaer han strafbare Handlinger, skal han, naar Straffen herfor ikke naaer op til Strafarbejde, først afsone denne Straf og umiddelbart derefter afgives til Straffeanstalten, hvorimod han, hvis Straffen er Strafarbejde, først skal afsone Resten af den første Dom, forinden han overgaaer til den nye Straf. Naar den fuldstændige Frihed indtræder, skal den tilbageholdte Deel af Overarbeidsfortjenesten Indbetales, og hvis den Paagjældeude forinden afgaaer ved Døden, afgives den til vedkommende Skifteret til Indtægt for hans Bo.

Under Forsæde af Inspecteuren skal der ugentlig afholdes en Forsamling, bestaaende foruden af ham af Præsten, Lægen, Assistenten, Læreren (Inspectricen og Lærerinden for de kvindelige Straffefangers Vedkommende), Bogholderen, Forvalteren og Overbetjenten, (Overopsynskonen). Forhandlingerne, der føres til Protocol, skulle tjene til at fremme Kjendskabet til hver enkelt Fange lige fra hans Indtrædelse i Straffeanstalten til hans Løsladelse, hvorfor ethvert af Forsamlingens Medlemmer er pligtig til at yde, hvad der kan bidrage hertil. Skulde Nogen have Oplysninger at meddele af særlig Vigtighed, er det en Selvfølge, at han strax melder det til Inspecteuren. Characteren for Fliden ved Arbeidet og i Skolen bestemmes henholdsvis af Bogholderen efter Samraad med de vedkommende Mestre og af Præsten efter samraad med Læreren (Lærerinden). Charakteren for Fangens Opførsel i det Hele taget gives af Inspecteuren efter Samraad med alle Forsamlingens Medlemmer. I Tilfælde af Stemmelighed gjør Inspecteurens Stemme Udslaget. Ethvert Medlem kan fordre sin afvigende Mening tilført Protocollen, der bliver at forelægge den, der paa Ministeriets Vegne efterseer Straffeanstalten. Inspecteuren er pligtig til at føre en Protocol, hvori enhver Fange har sit Folium, og hvori han indfører Alt, hvad der vedkommer Fangen, saa at man deraf altid kan faae et fuldstændigt Billede af Fangens hele Liv i Straffeanstalten. 

De til Tugthuusarbeide dømte Mandsfanger afgives til Viborg Straffeanstalt, hvorfra de, naar de have afsonet 2den Klasse paa Tvangsstadiet, afgives til Horsens Straffeanstalt. Dog undtages herfra Fanger, som kun ere dømte til 2 og 3 Aars Arbeide, der afsone hele Straffetiden i Viborg.

Anordningens andet Hovedafsnit omhandler Forbedringshuusstraf i Fællesskab. For de Forbedringshuusfangers Vedkommende, som efter Justitsministeriets Bestemmelse skulle udstaae Straffen enten for det Hele eller for en Deel ved Arbeide paa Fællesstuer, gjælde de det Foregaaende omtalte Regler, dog med forskjellige Lempelser og yderligere Bestemmelser, hvorefter navnlig Tiden for det mindste Ophold i Klasserne bliver at forkorte. Fanger, som endnu ikke have fyldt det 40de Aar, og som ikke tidligere have udstaaet Strafarbeide, skal der strax ved Indsættelsen meddeles Underviisning i Lighed med de unge Straffefanger under 18 Aar. Dog skal det ikke formenes Fanger over det 40de Aar at deeltage i Underviisningen, naar de selv ønske det, og saalænge de ikke vise Ulyst dertil. Forbedringshuusarbeide i Fællesskab afsones for Mandsfangernes Vedkommende udelukkende enten i Vridsløselille eller i Viborg Straffeanstalter, alt efter Justitsministeriets nærmere Bestemmelse. De til Viborg Straffeanstalt afgivne Forbedringshuusfanger blive strax efter Modtagelsen at undergive en nøjagtig Undersøgelse af Anstaltens Inspecteur og Læge til Afgjørelse af, hvorvidt den Paagjældende uden Ulempe kan underkastes Cellestraf. Sagen forelægges derefter Justitsministeriet, og indtil dettes Resolution afgives, forbliver den Paagjældende i Celle, medmindre Fængslets Inspecteur efter Udfaldet af den anstillede Undersøgelse finder det uundgaactig fornødent strax at afgive den Paagjældende til Fællesarbeide.

Justitsministeren er bemyndiget til at indrømme saadanne Lempelser i Anordningens Bestemmelser, som efter særlige Forhold og Omstændigheder maatte ansees for ønskelige, og som ikke ere i Strid med dens Grundsætninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)

Vridsløselille. (Efterskrift til Politivennen)

Misligheder i Vridsløselille straffeanstalt. I Anledning af nogle Misligheder, som skulde være foregaaede i Vridsløselille Straffeanstalt, har der ved Kjobenhavns Amts søndre Birk været foretaget en Undersøgelse, efter hvilken der af der Offentlige blev beordret anlagt en Justitssag, i hvilken Birkets Extraret iforgaars har afsagt Dom. Oprindelsen til Sagen skyldes Sophie Dorette M., som efter ifjor at være bleven separeret fra sin Mand, Overbetjent M. ved Økonomien i den nævnte Anstalt, synes at have forfulgt ham med et uudslukkeligt Had. Hun har i en længere Aarrække boet i Fængslet, indtil hun paa Direktørens Forlangende maatte flytte bort derfra, og hun har saaledes havt rig Leilighed til at iagttage Alt, hvad der foregik indenfor Anstaltens Mure, saa at det af hende Angivne utvivlsomt er Alt, hvad hun i saa Henseende har kunnet samle. Den af hende gjorte Angivelse gik i det Væsentlige ud paa Følgende: Hendes Mand skulde Tid efter anden have tilvendt sig følgende Gjenstande, som tilhørte Straffeanstalten: 8 Par Lagener, af hvilke hun maatte bortskære Mærkerne, en Sæk, noget Tvistlærred, 2 Lærreds Grynposer, 2 nye Haandklæder, 2 Pund Traad, ca. 80 Alen Paklærred, Lagener og Tæpper, hvoraf der skulde været syet Undertøi saavel til hendes som til Gasmesterens Børn, en Sæk med Kohaar, en Sæk med Hø, 3 Alen ubleget Lærred, grov ubleget Traad, Seilgarn, et Mavebælte, en Blikkasse, et Slag af en Vægterkappe, et Par Spande Klister, flere Madratser, ca. 300 Alen Bændler i Stumper paa 2-4 Alen. Sy og Stoppenaale, Ærter, The, Sukker, Smør, Ost, Sild, Gryn og Brændevin. Hun forklarede yderligere, at hun hver Gang havde maattet brænde det Papir, hvori Fødemidlerne vare hjembragte enten af Manden eller af to af Anstaltens Tjenestekarle. Iøvrigt erklærede hun sig i Et og Alt medskyldig i de hendes Mand paasigtede Forbrydelser. Som Bevis for sin Sigtelses Rigtighed udleverede hun samtidig en Sæk med Anstaltens Mærke, 2 Poser og 6 Lagener, alle med et i den ene Ende tiløget Stykke. Om Gasmesteren udsagde hun, at han af hendes Mand havde modtaget 34 Alen Paklærred til eget Brug, samt at han havde tilvendt sig paa Anstalten ca. 40 Stkr. Spegesild og et Fad med Smør, samt at han havde overladt til Andre flere Sække af de Kokes, som ere forbeholdte Anstalten, og nogle Sække tyk læsket Kalk, samt endelig, at han havde ladet nogle af sine egne og nogle af hendes Børn, der vare i Huset hos ham, gaa med Klædnings stykker, som vare forfærdigede af Anstaltens Tøi. To af Anstaltens Tjenestekarle sigtede hun endelig for at have deltaget i de af hendes Mand og Gasmesteren begaaede Misligheder. Hvad de hendes Mand paasigtede Misligheder angaaer, er der mod hans stadige Benægtelse under den Række Forhær, som have været optagne, ikke bevist, at han har tilvendt sig Fødemidler fra Anstalten, og de Folk, ved hvem han skulde have ladet dem hjembringe, have bevidnet, at de vare kjøbte hos Høkere. Han vil kun en Gang have laant og senere tilbageleveret nogle Gryn og nogle Ærter til sine Duer af Anstaltens Forvalter . og denne har ogsaa indrømmet Muligheden heraf. De forefundne Poser har han laant til at indkjøbe Varer i og glemt at tilbagelevere dem. Mavebeltet har han i en Sygdom laant af Anslalten og derefter ladet et af sine Børn benytte det. Hverken Blikdaaser, Vægterkapper eller Kohaar findes i Anstalten. Klisteret tog han med Direktørens Tilladelse for dermed at tapetsere sine Værelser; en lignende Tilladelse har han faaet til Afbenyttelse af Madratser; Bændelstumperne vare aldeles værdiløse. Sækkens Udseende godtgjorde tydelig, at den var kasseret. At hans Børn have benyttet Tøi, om var syet af Anstaltens Tøi, har han beneglet. Lagenerne har han i to Gange faaet udleveret med Samtykke af vedkommende Forvalter, hvilket denne ogsaa ligefrem har bekræftet, skjøndt han med mindre Sikkerhed kan erindre, at det er skeet mere end en Gang. Derimod vedgik han, at han for omtrent to Aar siden, da hans Kone havde anmodet ham om noget gammelt Paklærred til den Kone, som sælger Brød paa Anstalten , afskar Emballagen om noget til Anstalten ankommet Tvistlærred og sendte dette Paklærred, c. 20 Alen, hjem. Omtrent 34 Alen andet Paklærred havde han, som dengang ansaa sig for berettiget til at tage det, overladt til Gasmesteren, men denne Forseelse var i sin Tid afgjort med en Irettesættelse af Direktøren. Af Ting, der ikke vare kasserede eller kassable og saaledes uden Værdi, var Paklærredet saaledes den eneste Gjenstand, hvormed han bevislig havde øvet en saadan Mislighed, at han kunde straffes, og da Forseelsen nærmest maatte henføres under Straffelovens § 141, dømtes han til simpelt Fængsel i 7 Dage.

Mod Gasmesteren vidnede navnlig flere af "Udgangsfangerne". Saaledes forklarede Fangen Hans Hansen, at han i forrige Vinter efter den Tiltaltes Ordre havde fyldt 4 Sække med de store Kokes og hensat disse udenfor, men at de næste Morgen vare borte, at han ligeledes efter Ordre havde udbragt store Kokes fra Gasværket og lagt endel af de smaa afharpede kokes, hvis Salg til Andre er tilladt, ovenpaa, saa at det saa ud, som om hele Bunken bestod af det sidste Slags; denne Angivelse er ogsaa gjentagen af en anden Udgangsfange, ligesom en Pige, der har tjent forskjellige af de ved Anstalten Ansatte, har bevidnet, at hun oftere til sin Husbond har hentet store Kokes fra Gasværket. Men imod den Tiltaltes Benegtetse kunde han dog ikke ansees for overbevist om at have begaaet nogen Mislighed. Efter hvad Anstaltens Bogholder har forklaret, fremkommer der vel ved Gasværket to Slags Kokes, nemlig dels rigtige Kokes, som udvindes af det Kul, der fyldes i Retorterne, hvilke stedse ere store, og som ikke maa afhændes, dets det Produkt, der gaaer under Benævnelsen "Kokesaffald", som alene erholdes af Kul, der bruges til Opfyring under Retorterne, hvilke ere mindre end de førstnævnte og stærkt blandede med Smul og Slakker, som dog afharpes, hvorefter de i saadan renset Tilstand afhændes mod Betaling. Da der mellem disse jævnlig forefindes større Stykker, kunde den Sigtelse, som var fremkommen fra de nævnte Individer, og som alene grundede sig paa det usikre Skjøn over, hvor vidt de nævnte Kokes hørte til de større eller til de mindre, ikke ansees som tilstrækkeligt Bevis. Af Tøi og Lærred negter han bestemt at have forbrugt af Anstaltens undtagen til dennes eget Brug, og der er ikke heller fremkommet Noget til Bestyrkelse for Sigtelsen. Smørret havde han kjøbt i Kroen nærved. Derimod indrømmede han, at han til en i Nærheden boende Jordbruger havde overladt 9 Læs af den til Gassens Rensning brugte Kalk og paa det sidste Læs givet ham en Tilgift af nogle Sække bedre Kalk, men herom forklarede ham, at den urene Kalk har han Tilladelse til at disponere over, samt at den saakaldte rene Kalk dog havde været brugt en Gang og derfor egentlig ogsaa burde have været kasseret, at de nævnte Sække Kalk kun bleve overladte Kjøberen, for at Rensehuset kunde blive tomt paa en Gang, samt at han ingen Fordel havde gjort sig heraf, da han ialt kun fik en Ducør af 1 Rd. pr. Læs. Om end dette Forhold ikke kunde kaldes Bedrageri, og skjøndt der heller ikke kunde siges at være tilføiet Anstalten Tab herved, maatte det dog i Henhold til Straffelovens § 141 ansees som en strafbar Mislighed, og han dømtes derfor ligeledes til 7 Dages simpelt Fængsel.

Imod Karlene, som, efter hvad der er oplyst, have handlet efter de Tiltaltes Ordrer ved at hjembære Lærred for den Førstnævnte og udbære renset og urenset Kalk, skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at gjøre Ansvar gjældende.

Hvad endelig den Førstnævntes Kone angik, havde hun vel selv vedgaaet at have benyttet de hende af hendes Mand ifølge hendes Forklaring ulovlig tilsendte Gjenstande til sin Fordel, og hun vilde saaledes ved efterfølgende Handlinger selv have gjort sig delagtig i, hvad han havde forbrudt, og derfor ogsaa, saafremt hendes Mand var bleven overbevist om at have begaaet noget Bedrageri, have været at dømme efter Reglerne i Straffelovens § 253 jfr. 55 og 56, men efter Sagens Udfald for hendes Mands Vedkommende blev hun i Henhold til den sidstnævnte Paragrafs Bestemmelse fritagen for al Straf, men dog ligesom begge Karlene tilpligtet at udrede hver 1/5 af Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 8. december 1867)