De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Biskop Bast i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

De amerikanske Metodister og Anton Bast.

"Fattigpræsten" tages under Armene, og Sagen vendes paa Hovedet.
En mærkelig Erklæring.

Netop i disse Dage, hvor der gøres store Anstrengelser for at faa "Fattigpræsten" Anton Bast benaadet for Afsoningen af de 8 Maaneders Fængsel, han idømtes for svigagtigt Forhold, føres der i Amerika en voldsom Kampagne, der har til Formaal at rense Bast og rimeligvis at forberede hans Ankomst til Staterne.

I det store amerikanske Metodistblad "The Christian Advocate" er i disse Dage offentliggjort en Redegørelse af hele den omfattende Retssag.

Redegørelsen er naturligvis stærkt farvet, og den, der ikke kender Sagen, faar det Indtryk, at Bast er et lille, hvidt Lam, som den danske Retfærdighed har handlet ilde med. Man kalder Dommen en teknisk Sejr for Domstolen, men en moralsk Sejr for Bast.

I denne mærkelige Redegørelse findes der ogsaa en Erklæring fra de to Biskopper Nuelsen og Blake, hvori Sagen er vendt fuldstændig paa Hovedet.

Erklæringen lyder saaledes:

Biskop Bast er frikendt paa alle de Punkter, som vedrører Uorden i Finanserne. Han er dømt skyldig og har faaet tre Maaneders Fængsel for i 1916 rent teknisk at have overtraadt Loven, idet han da har anmodet Folk om at købe "Fyrtaarnet" og hjælpe Centralmissionen. "Fyrtaarnet" - et Ugeblad - var nemlig Biskop Basts private Foretagende, og Overskudet tilfaldt derfor ham, men dette Overskud anvendte han saa selv til Centralmissionen. Dommen er en teknisk Sejr for Anklagerne, men anses iøvrigt for at være absolut uretfærdig. I Betragtning af alle de Anklager, man havde rettet imod Biskoppen, maa vi absolut betragte Udfaldet som en moralsk Sejr for Biskop Bast. Kirken har al mulig Grund til at nære den dybeste Tiilld til Biskop Basts kristelige Karakter og moralske Ære.

(underskrevet Nuelsen og Blake).

I hvor høj Grad denne Erklæring er misvisende fremgaar af den Kendsgerning, at Bast er idømt 3 Maaneders Fængsel som skyldig i svigagtigt Forhold ved at vildlede Almenheden og Centralmissionen til under urigtigt Foregivende at købe "Fyrtaarnet", hvorved han har haft en Fortjeneste paa 182,000 Kr.

De to Biskopper vil fremstille Sagen, som om Hr. Bast er dømt for en ren Formalitet, at han og ikke Centralmissionen ejede Bladet, men at alle de Indkomne Midler er tildelt Centralmissionen og de Fattige. Dersom det sidste havde været Tilfældet vilde Hr. Bast ikke være bleven dømt. Han er dømt paa den Realitet, at han tilvendte sig selv 182,000 Kr., som Giverne havde bestemt for de Fattige, og som Biskop Bast i Skrift og Tale havde indbildt Offentligheden vilde komme de Fattige til Gode.

De to Metodist-Biskopper har ved deres Erklæring vundet en glimrende teknisk Sejre. Til større fuldkommenhed kan Hykleriets Teknik næppe drives. Det er kun vanskeligt at se, at der i denne Teknik levnes Plads for "kristelig Karakter og moralsk Ære."

(Social-Demokraten 16. april 1926).

Biskop Bast benaades ikke

Justitsminister Steincke har afslaaet Benaadningsansøgningen og begrunder Afslaget.
Rejsen til Amerika.

Iaftes forelaa Justitsministerens  Svar paa Biskop Basts Benaadningsansøning. Det blev et Afslag. Paa et Ministermøde igaar var Bestemmelsen enstemmig bleven tiltraadt. 

Benaadningsansøgningens Motivering.

Efter en Betænkningstid besluttede Biskoppen sig til ikke at appellere Dommen til Højesteret, og den 25. Marts indsendte hans Forsvarer. Overretsagfører Wreschner, Benaadningsansøgningen, hvori der hl. a. stod anført, at Biskoppen led af Sukkersyge. Endvidere stod der i Ansøgningen, at Biskoppen havde til Hensigt at forlade Landet og tage fast Ophold i Amerika.

Biskoppens Forbehold.

Benaadningsansøgningen blev visse Maader svækket af et Brev som Biskoppen den 2. April sendte Vicepolitidirektøren. lian tog heri Forbehold overfor Erklæringen om at han vilde forlade Landet. Som Biskop kunde han ikke selv tage Bestemmelse om, hvor han skulde virke. Forøvrigt var det hans Hensigt at rejse til Amerika og blive der saa længe Forholdene tillod det. Men af og til maatte han tage Rejser her til Landet, dele for at afvikle sine Forhold, dels for at foretage fornødne Visitatsrejser.

Endelig anførte han, gt han efter hans Mening kun var bleven dømt for nogle Artikler og Notitser i Fyrtaarnet, og disse var alle skrevne i god Tro.

Som bekendt indstillede Nævningerne ikke, som det ellers saa ofte sker, Biskoppen til Benaadning. Benaadningsansøgningen har heller ikke været støttet af Statsadvokaten, der tvært imod har udtalt sig stærkt imod det.

Politidirektøren anbefalede Benaadningen paa Betingelse.

Derimod har Politidirektøren anbefalet Benaadningen med den Indskrænkning, at Biskoppen forpligtede sig til at forlade Landet for bestandig. Ansøgningen er endvidere bleven anbefalet af Medlemmerne af Centralmissionens Repræsentantskab, af Præsterne indenfor den metodistiske Menighed og af Østre Landsret, hvilken sidste ikke nærmere har begrundet Tilslutningen men kun har skrevet "efter samtlige foreliggende Omstændigheder".

Justitsministerens Motivering for Afslaget.

Justitsministeren har motiveret Afslaget paa følgende Maade:

Biskoppens Forslag om at være damt for nogle Artikler og Notitser, der er skrevet i god Tro, kan ikke anses for at være rigtig. Han er bleven kendt skyldig i Svig og Retten har lagt denne Kendelse til Grund for sin Dom.

Endvidere hedder det i Afslaget, at der ikke bør ses gennem Fingre med Misbrug af Velgørenhed. En Benaadning vilde i vide Kredse af Befolkningen blive opfattet som en Svækkelse af den afsagte Dom.

Endelig havde forskellige offentlig, fremsatte Udtalelser af Personligheder indenfor den metodistiske Menighed været af en saadan Art at de kunde befrygtes at støtte den nævnte fejlagtige Udtydning af en eventuel Benaadnings Begrundelse.

Med Hensyn til Biskoppens Sygdom, kunde denne godt behandles paa Vestre Fængsel eller paa dettes Sygehus, hvilket Overlægen for Københavns Politi havde meddelt i en Erklæring.

Generalsekretæren om Benaadningsafslaget.

Generalsekretæren i den metodistiske Menighed, Pastor Rasmussen har iaftes udtalt til et herværende Blad, at den trufne Afgørelse ikke havde nogensomhelst Indflydelse indenfor Menigheden.

Det havde været Biskoppens Hensigt at tage Orlov og rejse til Amerika, for at deltage i Biskoppernes Møde den 15. Maj. Mødet var dog ikke af afgørende Betydning for Biskoppen, den endelige Beslutning med Hensyn til hans Person træffes føret ved Generalkonferencen i 1928.

En Samtale med Kirkeministeren

Biskop Bast er af den danske Stat anerkendt som Præst og kan som saadan foretage Vielser. For at faa Spørgsmaalet klaret, om han vedblivende, som Sagen har udviklet sig, vil beholde denne Anerkendelse, havde vi til Morgen en Samtal med Kirkeminister Dahl.

- Selvfølgelig kan han ikke beholde Anerkendelsen, svarede Ministeren. Han kan ikke efter det skete foretage kirkelige Handlinger, som har borgerlig Betydning. Men naturligvis staar det ham frit for at præke og udføre andre kirkelige Handlinger.

- Er der tilgaaet Biskop Bast en Meddelelse herom?

- Nej, men det vil ske med det første.

(B. T. 24. april 1926).

Den 18. maj 1926 skulle Bast starte afsoningen, men mødte op med en erklæring på politigården hvori han begærede sagen genoptaget ved en ny nævningeret til Højesteret. Han erklærede sig uskyldig. Dermed blev afsoningen udsat til Højesteret afviste en ny sag den 21. maj. Få dage efter blev han indsat, og erklærede sig syg. Fængselslægen overlæge Friis-Møller fandt dog ikke hans tilstand så alvorlig at Bast skulle afsone på sygeafdelingen. Dette faldt i øvrigt i tråd med hvad Basts egen læge havde udtalt. Han blev derefter ført til en almindelig fængselscelle.

I slutningen af maj havde et medlem af Metodistkirken, læge Kyed-Nielsen indgivet en klage til kirken over Basts private forhold til afgørelse på præstekonventet i USA. 

I juni 1926 behandledes sager mod biskop Basts brodersønner. Sofus Bast havde tidligere været straffet med forbedringshus og tugthus. Denne gang havde han stjålet for over 2.000 kr. cykler. Aage Peter Bast var blevet løsladt af tugthuset, men så tiltalt i en anden. Han stod i protokollen over mistænkelige personer.

Den 28. juni 1926 havde metodistbiskoppen Blake fået lov til at afholde en konference i Vestre Fængsel hvor også biskop Waldorff fra Kansas City var mødt op. En anmodning med ca. 250 underskrifter om løsladelse. Anmodningen fik ikke megen opbakning fra aviserne uanset partifarve. Det blev afvist af justitsminister Steincke. Han blev løslast efter 3 måneders afsoning den 21. august 1926.

I december 1926 fik den afskedigede metodistpræst Ingerslew ved dom tildelt 40.000 kr. i erstatning fra metodistmenigheden. Menigheden havde afskediget ham som følge af kritik af Bast.

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Husarrekrut Stuhr løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Søg på Rekrutsagen og Stuhr på Jægersborg Kaserne og den opstandelse sagen vakte i 1876.

Husarrekrutten A. P. Stuhr, der for en Del Aar siden blev idømt 150 Rottingslag og 6 Gange 5 Dages Fængel paa Vand og Brød i mørk Arrest og dernæst til Tugthusstraf paa Kongens Naade, bliver, i Følge hvad der fra flere Sider meddeles, efter Krigsministerens Indstilling til Kongen løsladt af Horsens Tugthus, hvor han har været fængslet 8-9 Aar. En større Del af Straffetiden har han som  sindsforvirret tilbragt paa St. Hans Hospital ved Roskilde. - Stuhrs Historie er, i F. Vejle A. Fkbl., i Korthed følgende: Umiddelbart efter at være indkaldt som Husarrekrut med Ophold paa Jægersborg erklærede han en Aften, - vistnok den første - da Rekrutterne skulde til Ro, at han ikke vilde i Seng, en Underofficer tilkaldtes og en uhyggelig Scene paafulgte, under hvilken Stuhr slog sin Foresatte. Han skulde nu have 150 Rottingslag, paa 2 Dage; men under Ekskutionen sprang Stuhr ind paa Livet af sin Ritmester og øvede Vold imod ham. Saa blev han dømt til Tugthusstraf paa ubestemt Tid, og det unge Menneskes Fremtid var dermed spoleret. Nu har han, som sagt, hensiddet det meste af en halv Snes Aar i Horsens Tugthus og har formodenlig faaet koldt Vand i Blodet. Men man ser deraf, at liden Tue tidt kan vælte et stort Læs; Stuhr, der, indtil han trak i Trøjen, var en ordenlig Fyr, havde næppe tænkt, hvilken sørgelig Ende hans Militærtjeneste skulde tage, og hvilken afgjørende Indflydelse, den skal faa paa hele hans Liv. Rottingslagene og Tugthusopholdet skulde forøvrigt have efterladt saa varige Mærker, at det før saa sunde og raske unge Menneske nu er ældet betydeligt og dertil meget svagelig.

(Skive Folkeblad 21. maj 1884).

Horsens Tugthus 1884: Fængselsinspektør Ferdinand Anthon Mazanti. (Efterskrift til Politivennen)

Fængselsinspektør Ferdinand Anthon Mazanti (1824-1900) var uddannet jurist. I 1847 fuldmægtig på Tyrsting-Vrads Herredskontor i Brædstrup. Han blev Ridder af Dannebrog i 1856. Da straffeanstalten i Horsens blev åbnet i 1853 blev Mazanti fra 1. april samme år udnævnt til kasserer og økonomiskriver. 1859-1885 var Mazanti fængselsinspektør. Han var dog under kommissionsbehandlingen 1883-1884 suspenderet og erstattet af den tidligere inspektør Bruun.

Udover at være fængselsinspektør, var han også forpagter af anstaltens jord hvor han drev landbrug. Mazanti skelnede ikke mellem egen kasse og fængslet når det gjaldt vedligeholdelsesarbejde med bygninger og redskaber. 

Modsat de andre tiltalte i sagen beordrede justitsministeren at Mazanti kun skulle tiltales for embedsforsømmelse, ikke som de andre for tyveri, hæleri eller meddelagtighed. Han fik desuden beskikket en særlig forsvarer (kammerassessor Poulsen), modsat resten som blev forsvaret af prokurator Bjerregaard. 

Bemærkninger i Anledning af Dommen i Horsens Tughussag.

Af en Jurist.

I

- - -

Det som ved Gjennemlæsningen af Dommen strax trænger frem og vækker Uviljen, er en Fornemmelse af, at Sagens virkelige Sammenhæng ikke er bleven fuldstændigt og alsidigt oplyst, idet Forhøret ikke synes at have formaaet ganske at klare den faktiske og psykologiske Sandhed, navnlig med Hensyn til de mange Detaljers Oprindelse og gjensidige indre Udvikling, og det, at det juridiske Ansvar er kommen til at hvile saa tungt paa de lavest stillede, men derefter bliver mindre og mindre opefter, indtil det tilsidst svinder aldeles bort. Den umiddelbare Retssans mener, at det snarere burde vare omvendt.

- - -

Vi skal derfor indskrænke os til det, som maa synes mest overraskende, navnlig til Inspektørens Forhold sammenholdt med Opsynsbetjent Poulsens og Følgerne for dem begge.

Inspektøren blev ansat ved Anstalten i 1853 og udnævnt til Inspektør i 1861. Poulsen blev antaget i Anstaltens Tjeneste i 1860, og har saaledes i over 22 Aar fungeret sammen med Inspektøren under dennes Tilsyn og maa have været nøje inde i den i Anstalten saa almindeligt og - efter Forhørsdommerens mærkværdige Attest udenfor Protokollen - saa længe brugte Praxis med at bedrage. I Overensstemmelse med den bestaaende "Ordning" har Inspektøren "i Aarenes Løb faaet ikke ubetydeligt Arbejde udført i Anstalten ... har ladet forfærdige Møbler og andre Gjenstande ... stadig ladet Reparationer (hvorledes er det gaaet med Nyanskaffelser? Og hvor er Grænsen imellem disse og Vedligeholdelse?) af Vogne og Avlsredskaber og Hestebeslag udføre i Anstalten". Af "Aarenes Løb" - formodenlig lige fra 1861 altsaa over 20 Aar - synes Forhørene nærmest kun at have beskjæftiget sig med de "sidste 4½ Aar", hvori Poulsen har haft Tilsyn med disse Arbejder. Hvorledes det er gaaet tidligere, eller vel rettere, at det i en Række af Aar er gaaet paa samme Maade under Povlsens Formand, af hvem han formodentlig ligefrem har arvet den gjældende Praxis at bruge Anstaltens Materialer, ses ikke at være oplyst, skjønt det er et for Poulsen i høj Grad formildende Moment. Poulsen forklarer, at han i den angivne Tid "kun undtagelsesvis har haft Materiale tilhørende Inspektøren til Brug, men sædvanlig til Vedligeholdelse af tiltaltes (Inspektørens) Vogne og Avlsredskaber, Havebænke, Hønse- og Svinehuse, Svinetrug m.m. (Nyanstaffelser?) har benyttet Anstaltens Materiale", og han har "forment, at han derved har handlet baade med Tiltaltes Vidende og overensstemmende med hans Ønske." Dette er en aabenhjærtig Forklaring, som bortset fra, at Poulsen kun har haft Tilsynet med Arbejderne, synes at gjengive saavel den faktiske som den psykologiske Sammenhæng. Men senere kræves det, vistnok til Poulsens Overraskelse, at han skal godtgiøre Rigtigheden af sin Formening. Hr. Inspektøren siger nemlig, uden at Dommeren synes alvorligt nok at have foreholdt ham det aldeles urimelige deri, at han ikke har nogen Anelse om, at Poulsen i 4½ Aar vedvarende har stjaalet i et betydeligt Omfang af Anstaltens Materiale til hans, Inspektørens, Fordel; han aner ikke, at der til de ikke ubetydelige omfangsrige Arbejder som han har faaet udført i Anstalten, er brugt noget af Anstaltens Materialbeholdning, han aner det ikke, uagtet denne, som han dog selv har under Tilsyn og formentlig lader holde Inventarieliste over, forsvinder i samme Grad, som hans egen (og mange fleres) private Ejendom forøges, og Forhøret fremhæver omhyggeligt, at "det er sket uden hans Vidende og meget imod hans Vilje." Poulsen, formodentlig afskediget og arresteret, maa nu frem igjen og stilles lige overfor Inspektøren. Hans overordnede, som ikke er afskediget og ikke arresteret, og han kan aabenbart ikke forstaa Inspektørens Paastand, at det vitterlige, den gamle Praxis paa Anstalten, er foregaaet uden hans Vidende, i ethvert Fald forsaavidt Inspektøren selv "stadig" har haft Fordel deraf; men saa spørger Arrestanten skarpt: Om Hr Inspektøren da ligefrem har befalet ham at "benytte Anstaltens Materiale" - nej, det tør han ikke paastaa - og dernæst anklagende mod ham selv, om han da "nogensinde har gjort Inspektøren bekjendt med at det skete" - nej, det tør han heller ikke sige. Dog er der noget inde i Poulsen, som siger ham, at Inspektøren selvfølge har "maattet indse," at det var Anstaltens Materiale, han benyttede, og han tillader sig derfor, uagtet Inspektøren formodentlig er nærværende (Arrestanten staaende, Inspektøren siddende), at svare: Hvor skulde jeg ellers tage Materialet fra? Og desuden har Inspektøren jo ved Lejligheder yttret Misfornøjelse, naar jeg kom med Regninger, som han skulde betale! - Om dette strængt nok er foreholdt Inspektøren, og hvad han har svaret hertil, er ikke godt at vide, men Poulsen hjælper det i ethvert Fald ikke - han maa under Dommen betragtes som den, der er i den Grad demoraliseret, at han endog stjæler til Fordel for andre imod deres Vidende og Vilje.

Hvad Hr. Inspektøren angaar, saa bliver han nu under Forhøret skarpsindigere. Han erklærer, imødekommende gjort bekjendt med, at Benægtelse paa dette faktiske Punkt ikke kan nytte, at han nu "efter denne Forklaring vel vil antage, at der til hans Arbejde undertiden (det strider imod Præmissernes tidligere: i Aarenes Løb ikke ubetydeligt) er forbrugt af Anstaltens Materiale;" men ligesom han først opdager noget nu efter Forklaringen, saaledes vil han kun antage det, og i det Hele taget kommer det ikke ham ved, for han ved ikke noget af det, og Poulsen maa have Ansvaret. Kun paa et eneste Punkt af det store Forbrug har Forhørsdommeren formaaet at faa ham til at erkjende - og det bliver ligefrem et yderligt Bevis paa hans Oprigtighed - , at det er med hans Vidende og Vilje, at der er forbrugt af Anstaltens Materiale til hans Fordel; men dette Punkt er rigtignok betydningsløst. Han erkjender, at det er med hans Vidende og Vilje: "at nogle gamle værdiløse Bræder en Gang er anvendt til et Hønsehus". Da imidlertid Bræderne karakteriseres som "værdiløse", kan han gjøre det uden Fare; thi værdiløse Ting er ikke Objekt for Bedrageri. Men er det bevist, at Bræderne er saa værdiløse? For Hønsehuset synes de dog at have haft nogen Værdi, og der er mange, som er straffede for Tyveri og Bedrageri for rene Ubetydeligheder af faa Skillings Værdi.

Det er ukorrekt i Opfattelsen og ulogisk i Fremstillingen, naar Dommen siger - hvad der iøvrigt maa være en Følge af den Maade, hvorpaa Forhøret er holdt - , at Poulsen ikkun "har haft Tilsynet" med Arbejderne, og dog lader ham have hele Ansvaret for Anskaffelsen af Materialerne: Det er for Inspektørens vedkommende ham, der "har anskaffet". Ham der "har benyttet Anstaltens". Forholdet er jo i Virkeligheden det, at det er de Fanger, som Inspektøren selv beordrer dertil, der udfører Arbejderne af de Materialer, som forefindes, ganske vist under Poulsens direkte Tilsyn, men under Inspektørens Overtilsyn og paa hans Ansvar, og Poulsen kan med Føje sige: "Hvad kommer det mig ved, hvor Fangerne tager Materialet fra til Inspektørens Arbejder, Inspektøren maa jo vide, at der skal Materiale til, og naar han lader det gaa, at de bruger Anstaltens, saa hverken tør eller kan jeg blande mig deri". Det er netop ogsaa i god Overensstemmelse hermed, at Poulsen, som det i Dommen siges kun "ved nogle Lejligheder efter særlig Paalæg af tiltalte (Inspektøren) har anskaffet det fornødne Træmateriale", saavel som at han "for tiltaltes Regning har anskaffet Træ og Jærn, naar det var af det Slags, som Anstalten ikke havde i Beholdning", men "ellers" - ikke selv "har benyttet" - men ladet Fangerne uden Indsigelse fra hans Side benytte Anstaltens Materiale. Det ses ogsaa af Domspræmisserne for Poulsen Nr. 17), at Forudsætningen ved de private Arbejder er, at "de paagjældende Bestillere selv tillægge det fornødne Materiale", eller for hver Gang (og det skete "sædvanligvis") overdrog tiltalte (Poulsen) at anskaffe det for dem. Kun ved Inspektørens Arbejder er Forudsætningen en anden, idet Poulsen der uden en saadan Overdragelse skal anskaffe Materialerne. Som Følge heraf bliver det formentlig ogsaa ukorrekt, naar Dommen resumerer Forholdet mellem Poulsen og Inspektøren saaledes: "om det herefter end ikke kan betvivles, at Poulsen ved forskjellige Lejligheder til tiltaltes (Inspektørens) Privatarbejder har benyttet Materiale, Anstalten tilhørende" - det er det faktiske - "kan det ikke anses oplyst, at saadant er sket med tiltaltes Vidende og Vilje" - det er det psykologiske.

Det faktiske burde for Inspektørens vedkommende være refereret saaledes: Det er oplyst (det formildende negative Udtryk: "det kan ikke betvivles" er mulig brugt for at antyde, at Dommeren ikke har formaaet Inspektøren til at indrømme men kun til at antage), at der ved forskjellige Lejligheder til tiltaltes Privatarbejder er bleven benyttet Materiale, Anstalten tilhørende. Poulsens Navn behøver ikke at nævnes i denne Forbindelse; men vil man nævne ham, burde der staa: under Poulsens Tilsyn. Den med Hensyn til Bedrageriets Omfang vage og indholdsløse Betegnelse, hvormed der ikke kan forbindes nogen Forestilling: Anstaltens Materiale benyttet ved forskjellige Lejligheder - er en Følge af mangelfuld- Oplysninger. Med Hensyn til Fangerne og Opsynsbetjentene er det lykkedes bedre at oplyse Omfanget. Mange Steder er Besvigelsernes Værdi angivet i Kr, mange Steder Antallet af Gange anført: 1 Gang, 2 eller flere Gange om Ugen, og i Nødsfald siges, f. Ex. om Niels Laursen: "Værdien andrager et betydeligt Beløb", eller f. Ex om Ekman: "i betydeligt Omfang". Det synes, at det maa have været muligt ogsaa for Inspektørens vedkommende ved hensigtssvarende Undersøgelser at have faaet noget bestemtere oplyst om Omfanget af hans Materialeforbrug, eftersom Gjenstandene, hvortil Materialet er brugt, f. Ex. Vogne, Bænke, Huse, dog vel i det væsentlige endnu er til paa Anstalten.

- - -

Spørgsmaalet for Inspektørens vedkommende er, om han, som er tilsynshavende og ansvarshavende for hele Anstalten, som i en Række af Aar har beordret Fanger til at forfærdige Gjenstande, bygge Huse osv. for sig, som ikke har anskaffet det fornødne Materiale eller betalt Regninger derfor, om han ikke har kunnet sige sig selv, naar alt dette afleveredes fix og færdig til ham, at der dertil er anvendt en Del Materiale, og om han ikke vidste eller burde vide eller dog formoder at det "maatte" være Anstaltens, som var anvendt. Dommen mener nej, idet den siger, at det "ikke kan anses oplyst", at det ulovlige er sket med Inspektørens Vidende. 

- - -

Undersøgelsen og Examinationen skulde her have været rettet ikke imod Poulsen men imod Inspektøren. Der skal ikke spørges Poulsen, som kun har Tilsynet paa Inspektørens Vegne, om Inspektøren da nogensinde "har paalagt ham at benytte Anstaltens Materiale", men der skal spørges Inspektøren, om han da nogensinde har overdraget Poulsen at anskaffe Materialerne paa sin Regning og paalagt ham at benytte disse og at forbyde Fangerne, som udførte Arbejderne, at benytte Anstaltens; og der skal ikke bebrejdende spørges Poulsen, om han da "nogensinde har gjort Inspektøren bekjendt med, at det skete", men Inspektøren, om han nogensinde har gjort Poulsen bekjendt med c: paalagt ham, at det ikke maatte ske, idet det foreholdes ham, at han bør vide og ikke kan være ubekjendt med, at hans Ordrer om Arbejder? Udførelse ikke kan efterkommes uden Materiale. Ved en saadan Examination vilde der vistnok her, saa vel som paa andre Punkter, være fremkommet andre Resultater. Saadan som de nu foreligger, maa Poulsen bære Strafansvaret, idet det ser ud til, at han har ført Inespektøren bag Lyset og "tværtimod" hans Ordre har stjaalet af Anstaltens Materiale til sin egen Fornøjelse og til Inspektørens Fordel.

---

Inspektøren bliver fuldstændig frifunden paa dette Punkt og er saa blank, at han endog med Føje har tænkt og handlet, som han har, idet han end ikke sigtes for nogen Uagtsomhed.

(Morgenbladet (København) 6. april 1884. Uddrag)

(Artiklens del II stod i Morgenbladet (København) 16. april 1884.

Kommisionsdommen idømte den 29. februar 1884 inspektøren en bøde til statskassen på 500 kr. eller 2 måneders simpel fængsel. Mazanti ankede dommen til højesteret. Dommen faldt den 2. februar 1885:

Som i den indankede Dom udtalt, kan det vel ikke anses oplyst, at det har været med Tiltalte Mazantis Vidende og Villie, at der er blevet forbrugt af Straffeanstaltens Træ og Jern til de i Dommen først omtalte Reparationer, af hans Vogne og Avlsredskaber m.m., men det maa i alt Fald tilregnes ham som en grov Skjødesløshed i Embedsførelsen, at han ikke er bleven opmærksom paa og ikke har forebygget de saaledes til hans Fordel i flere Aar begaaede Ulovligheder i den Straffeanstalt, hvis Inspektør han var. Ligeledes er det vel med Føje, at Dommen ikke har forkastet Mazantis Forklaring angaaende de af ham for solgte Tagsten, modtagne 100 Kr., men hans Undladelse af at indbetale denne Sum til Anstaltens Kasserer maa dog betragtes som en grov Pligtforsømmelse. For sit i disse to Henseender udviste Forhold bliver han derfor at anse efter Straffelovens § 143.

Hvad de øvrige i Dommen omhandlede Sigtelser mod denne Tiltalte angaar, maa det i Henhold til de derfor anførte Grunde billiges, at der ikkun er paalagt ham Ansvar for hans Forhold med Hensyn til det i Dommen ommeldte Beløb af 106 Kr. 58 Øre, og at han herfor er dømt efter Straffelovens § 141.

Den Straf, Tiltalte Mazanti efter det Foranførte har forskyldt efter ovennævnte Straffebestemmelser, bliver at fastsætte til simpelt Fængsel i 3 Maaneder.

---

Thi kjendes for Ret:

Ferdinand Anton Mazanti bør hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder. Iøvrigt bør Kommissionens Dom, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Advokaterne Halkier, Klubien og Nellemann tillægges i Salarium for Højesteret hver 100 Kroner, hvoraf Tiltalte Mazanti udreder Halvdelen og de 4 andre Tiltalte hver en Ottendedel.

(Højesteretstidende 2. februar 1885. Nr. 177)

Straffen blev altså forhøjet til 3 måneders simpel fængsel. Han blev herefter afskediget. Under de følgende finanslovbehandlinger blev foreslået en nedsættelse af hans pension fra 2.606 kr. til 1.600 kr. Det blev dog afvist. Han døde 1900 og er begravet på Frederiksberg, enten ældre kirkegård eller Solbjerg Kirkegård. Udover Mazanti appellerede 8 andre dommene til Højesteret. 

Horsens Tugthus 1884: Fængselspræst Jacob Hansen Andresen. (Efterskrift til Politivennen)

Jacob Hansen Andresen (1842-1886) var født i Notmark Skov på Als. Han var søn af en skipper, gik i Odense Katedralskole 1852-1862 og derefter filosofisk eksamen i København 1863. Han deltog som frivillig i Årøs strejfkorps i Krigen 1864. Herefter studerede han teologi 1868-1871. Blev præst ved Horsens Tugthus 1876. I 1878 grundlagde han sammen med lærer ved Horsens Statsskole Emil Buchwald (1844-1927) Horsens Kvindeseminarium. 

I forbindelse med sin forflyttelse fik han den 24. februar af Horsens Tugthus' funktionærer (nogle af de straffede) overrakt en erindringsgave (et regulatørur, en hånddisk og kalk). Han døde 1886 efter længere tids sygdom.

Skandalen i Horsens Tugthus.

 - - -

Pastor Andresen stod i stærkt personligt Venskabsforhold og maaske ogsaa Afhængighedsforhold til en af Fangerne ved Navn Ekmann, der i særlig Grad havde deltaget i Tyverierne og Underslæbene. Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann nød "ubetinget Tillid" i Præstens Hus, og Venskabet var saa varmt, at da Ekmann en Gang blev vred paa Præsten og hans Kone og skældte dem ud samt gik fornærmet bort til sin Celle i Tugthuset, saa tog Præsten en Flaske Vin fra sin Kælder, opsøgte Ekmann og drak Forlig med ham. Om denne Ekmann er det andet Steds meddelt, at han, Præstens Kammerat, i 1863 ved en i samtlige Instanser for hans Vedkommende enslydende Dom blev dømt til at "have sit Liv forbrudt og henlægges paa Stejle og Hjul" (senere forandredes Dommen til livsvarigt Straffearbejde, og i 1882 benaadedes Ekmann helt) og Tiltalen lød paa, at han havde myrdet sin Hustru ved Gift - han gav hende efter en omhyggelig og vel forberedt Plan Arsenik i Portvin, - endvidere paa Hor og Overtrædelse af et Entholdelsesdekret.

Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann havde forskellige Møbler fyldte med Tyvekoster staaende i Præstens Hus, samt at han gjorde dennes Svigermoder og Hustru en Mængde Foræringer "af Hensyn til den Forplejning, han jævnlig nød i Huset". Hvor talrige disse Foræringer var, er naturligvis vanskeligt at have nogen Mening om, selv Præstefamiljen véd vel næppe, hvor meget af deres "usle Mammon", der skyldes Ekmann Tak for. Men om de Koster, som han sit Lov til at skjule i Præsteboligen, kan man derimod bedre gøre sig et Begreb, naar man erfarer, at han ved sin Løsladelse i 1882 medførte bl. a. saa meget Smedeværktøj og saa mange Møbler, at han etablerede sig som Smed i Horsens med en Beboelseslejlighed paa tre Værelser og et fuldstændigt udstyret Værksted. Genstandene hertil havde henstaaet paa Præstens Loft, og man generede sig saa lidt, at det blev bortkørt ved højlys Dag.

Denne Præst prædiker nu paa Statskirkens Vegne over det syvende Bud for Jyderne i Løgstør, og hans Kone stiller sit Eksempel op for Kvinderne dér paa Stedet.

Men naturligvis har Kommissionens Retfærdighed ikke aldeles ladet Præstens Hus gaa Ram forbi. Der var begået Hæleri i meget stor Udstrækning, dette var temmeligt klart, og Retfærdigheden fordrede Hævn og maatte gaa sin Gang - og saa holdt man sig til Provstens Pige. Denne havde flere Gange købt Uldtøj af Fangerne, og man idømte hende 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Det var selvfølgelig en formildende Omstændigheder for hende, at hendes Husbond og Sjælesørger stod i et endnu mere intimt og kammeratligt Forhold til Fangerne end hun selv. Fruens "store Tillid" til Fangerne tjente ogsaa til hendes Undskyldning. Naar denne Præstekone ikke alene købte, men ogsaa modtog Mængder af stjaalne Varer, og gjorde dette, som det hedder i Kommissionsdommen, i Tillid til, at vedkommende Fanger havde paa ærlig Maade erhvervet sig Genstandene, saa maatte Tjenestepigen vel ogsaa kunne gaa ud fra, at det forholdsvis lidt, som hun købte, var ikke "stjaalne Ting". Det, at Fangen Ekmann i Præstens Lejlighed kunde ophobe store Værdier, alle Slags Genstande, som Herskabet gemte under Paaskud af, at det var Fangens lovlige Ejendom, maatte vel yderligere bestyrke Pigen i den Tro, at en Tugthusfange var en Mand, der kunde samle Liggendefæ i Mængde paa ordenlig Maade og altsaa med Ret til at sælge det. Ogsaa dette var en formildende Omstændighed, saaledes at næsten alt talte til hendes Undskyldning.

Der er vel ingen Tvivl om, at Kommissionsdommerne har indset dette; men der skulde straffes, det fordrede Retfærdigheden, og da Præsten og hans Kone ikke maatte røres, var der kun den ulykkelige Tjenestepige tilbage. Det er nu saa heldigt, at den Mangel i Lovgivningen, som Wessels Dommere benyttede sig af til for Smed at rette Bager, ikke senere er afhjulpet, og saa idømte man Tjenestepigen de 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, som Herskabet havde gjort sig sig fortjent til. 

 * * *

(Social-Demokraten 6. marts 1884. Uddrag).

Ekmann blev idømt et års forbedringshusarbejde. Han appellerede ikke dommen og hans anmodning om at afsone i Vridsløselille blev afslået.

Pastor Andresen og Tugthussagen Fra Pastor Andresen, forhenværende Fængselspræst i Horsens, har "Berl. Tid." modtaget efterstaaende Skrivelse, som Bladet ikke har villet nægte Optagelse:

En fornøden Oplysning. Idet jeg fratræder min Stilling som Præst ved den herværende Straffeanstalt, troer jeg mig berettiget og forpligtet til at udtale Følgende:

Det er jo umuligt at modbevise Folk, der ere mistroiske, saa hvad jeg fremfører, gjælder kun dem, der have Vilje til at se velvilligt paa mig og mine. Hvad altsaa den meget omtalte Tugthussag angaar, maa jeg først hævde, at jeg ikke formaar at indse, at denne Sag har det allermindste at gjøre med Kampen mellem Højre og Venstre eller det nuværende Ministerium. Dernæst ere de fremkomne Udtalelser af den Art, at de vise, at Vedkommende ikke have Spor af Kjendskab til de Forhold, under hvilke Mislighederne ere begavede. Der tales saaledes om en Ringmur, men Sagen er, at de Fanger, med hvilke vi have haft at gjøre (dels i Følge det ældre System og dels ifølge den kongelige Anordning af 13de Februar 1873, der bestemmer, at Fangerne paa Overgangsstadiet for at prøves skulde have større Frihed) have haft Tilladelse til at færdes og arbejde udenfor Ringmuren. Hvad nu den særlige Fange Ekmann angaar, da havde han under sin lange Straffetid vundet almindelig Tillid, og da hans Forbrydelse ikke henhørte under Ejendomsovergreb, faldt det Ingen ind, at der i den Henseende var Noget hos ham at befrygte. Han var et flittigt og dygtigt gammelt Menneske, der gjerne vilde gjøre Nytte, hvor han kunde, og da jeg kom hertil, var han den første Fange, jeg traf uden Ledsagelse af Opsyn. Idet altsaa jeg ligesom Anstaltens øvrige Funktionærer ansaa ham for en redelig (!) Mand, tillod jeg ham at komme i mit Hus, hvor han jævnlig, hvad der dengang ikke ansaas for urigtigt, blev delagtig i, hvad der tilfældig kunne ydes ham, udenfor den tarvelige Kost, som Tugthuset giver; ligesaa ofte gjorde han os Tjenester ved at bringe Smaating istand, hvilket han som oftest (!) gjorde uopfordret. Vi betragtede ham altsaa som en gammel Ven (!!), og da han af Inspectionen uden Anmodning fra mig fik Lov til at flytte sine paa Anstalten lavede Meubler med Indhold over i Præsteboligen, fordi Anstalten ikke havde Plads (!!!) dertil, og vi paa et Kvistværelse kunde huse dem, fandt jeg ingen Anledning til at formene ham dette. Det Tøj han havde, bragte han ofte offentligt ud for at sole, saa at Alle og vi maatte antage det for at være hans lovlige Ejendom.

En enkelt Gang, da vi bleve mistænksomme, forespurgte jeg mig paa Fabrikanternes Kontor om det Tøj, som saaledes udførtes, blev betalt, hvortil der svaredes: Ja. Han gik hvert Aar med Haab om at blive benaadet til Kongens Fødselsdag. og da han trængte til mange Ting, byttede han nogle af de Varer, som vi ansaa for lovlige, med Ting, som min afdøde Svigermoder og min Hustru kjøbte til ham i Horsens eller forfærdigede hjemme. Det gik først op for os, da efter hans Benaadning en anden Fange rettede det Spørgsmaal til min Hustru, om han ikke, ligesom Ekmann havde gjort, skulde skaffe os et Stykke Tøj, at der var noget Galt paa færde. Jeg talte med de andre Funktionærer ved Anstalten derom, men disse troede, at det blot var en af de her sædvanlige Underfundigheder, forat Vedkommende kunde faa Fodfæste hos os. Ekmann vedblev efter sin Løsladelse at komme i vort Hus, og da min Hustru og jeg gik ham nærmere paa Livet, mærkede vi, at det var galt fat. Overfor mig vedblev han bestemt at paastaa, at han ingen Ulovligheder havde havt for, men min Hustru vilde han have til at lyve sig fra Sagen. Dog vare naturligvis baade hun og jeg, da hun meddelte mig Sagen, strax enige om, at derom kunde der ikke være Tale. Naar der insinueres, at jeg ikke er bleven afhørt, vil jeg oplyse, at jeg af egen Drift personligt var med ved ethvert Forhør, der angik vort Hus, ligesom jeg jo ikke kunde være uvidende om, hvad der foregik herhjemme.

Det har nu desværre vist sig, at Forhørsdommeren havde Ret, da kan yttrede, at Ekmann var en Skurk, der nu, fordi min Hustru ikke vilde tie, vilde gjøre os alt det Onde, han kunde, skjøndt jeg dengang gjorde Indsigelse mod dette Udtryk (den anden Fange, som har voldt os Ulykker, havde jeg udtrykkelig forbudt Adgang til mit Hus). Men skal da én Fejltagelse iblandt de mange Tugthusmennesker, imellem hvilke vi i de 8 Aar have levet, dømme os? Kunde der ikke være Anledning til ogsaa at undersøge, om vi dog ikke i al vor Skrøbelighed have udrettet noget Godt?

Jeg kan fra Februar 1883 fremlægge en Attest for min Virksomhed, hvis Udtryk Beskedenheden forbyder mig at nævne, og har jeg altsaa været en dygtig Fængselspræst, hævder jeg, at min Hustru har været en endnu bedre Præstekone. Jeg har tidt maattet undre mig over, hvorledes hun kunde opofre sig for Fanger, hvorledes hun til Natten kunde rede Leie til deres Familier, som kom i Besøg, og vi have, Gud ske Lov, iblandt de mange haarde Skuffelser dog adskillige lyse Punkter at se paa. - Naar det endelig insinueres, at jeg er bleven forflyttet, fordi man vilde have mig herfra, erklærer jeg, at der ikke fra Regeringen er kommet nogen Opfordring til mig om at søge herfra i jeg befandt mig indtil sidste Aar vel ved min Gjerning, men ligesom jeg enkeltvis tidligere, fordi Embedets Indtægter ere smaa, havde søgt om Befordring, saaledes søgte jeg ganske vist hyppigere, efter at den ulykkelige Tid her var indtruffen, om Forflyttelse. Hs. Maj. Kong Kristian den Niende har været saa naadig at udnævne mig til Sognepræst for Kornum og Løgsted, men da jeg var iblandt de bedst kvalificerede til Embedet, er der hverken fra Regeringens eller min Side flet noget Usædvanligt, og da min Hustru er mig mere værd end Kornum og Løgsted, vil man forstaa, at jeg fremkommer med denne Udtalelse.

Endnu tilføjer jeg, at jeg ikke indlader mig paa nogensomhelst Gendrivelse af de Bemærkninger, som denne Erklæring muligvis vil fremkalde.

Horsens Straffeanstalt, 11te Marts 1884.

 *

Denne Skrivelse behøver vi ikke at kommentere, navnlig naar man sammenholder den med de Oplysninger, der er fremkomne i nærværende Blad om Pastor Andresen. Red.

(Social-Demokraten 16. marts 1884).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Udenfor de tiltaltes Række nævnes der ganske vist en til, nemlig Præstens Hustru, om hvem det, i Lighed med, hvad der siges om Inspektøren, bemærkes, at hun "vil ikke have tænkt sig, at Tingene (de af hende modtagne) var stjaalne". Men hun burde som værende udenfor Aktionen slet ikke være omtalt i Dommen; thi det er en almindelig anerkjendt Humanitets og Retfærdighedsregel, at en selve Dommen uvedkommende Person ikke bliver nævnet, med mindre det er absolut nødvendigt for Sagens Forstaaelse, og da stedse kun betegnes som "en unævnt Tredjemand", og i dette Tilfælde opnaas der intet ved at meddele, at Fangen Ekmann har skjænket en Del af de stjaalne Koster til Præstens Hustru; thi med Hensyn til hans Gjerninger og Følgerne af dem er det ligegyldigt, om han skjænker de stjaalne Koster til den ene eller den anden, og Præmisserne vilde endog have vundet i Korthed og Klarhed, naar de 3 lange Punktummer, hvoraf det første begynder med: "Sine Koster har tiltalte afsat paa følgende Maade ..." og som nødvendig Fortsættelse kræver de 2 andre, havde været udeladt og der i Stedet derfor blot var sagt: "Sine Koster har tiltalte dels skjænket bort paa selve Anstalten dels gjemt der, indtil de efterhaanden afhentedes af tiltalte Nr. 36", under hvilket Nr. saa det nærmere for hendes vedkommende fremstilles. Naar Præstens Hustru nævnes, ligger det muligvis i, at Dommeren, dersom han er den samme som Forhørsdommeren, har haft en ganske naturlig Tilbøjelighed til under Præmissernes Affattelse at give Offentligheden en Forklaringsgrund til at hun ikke er bleven sat under Tiltale; men at hun nævnes, er forsaavidt uheldigt, som det nødvendigvis fremkalder en Sammenligning imellem hende og de to Kvinder under Nr. 34 og 35, hvoraf den ene "tjente i Præstens Hus", og den anden "havde Ophold sammesteds", og som begge har maattet vedgaa, at de indsaa, at de modtagne Gjenstande var stjaalne Ting, medens deres Madmoder, Præstens Hustru, som ikke har undset sig ved at modtage Foræringer af en af selve Anstaltens Fanger, ikke har kunnet eller, uagtet Forhørsdommerens, som man maa formode, alvorlige Forehold, villet indse det samme, og en Sammenligning mellem hende og Inspektøren paa den ene Side og alle de øvrige tiltalte paa den anden, idet hine to er de eneste, som er reddede ved deres Tanker og Hensigter. Det er ogsaa uheldigt, fordi man ledes til at spørge, hvorfor hun i ethvert Fald ikke er bleven sat under Tiltale med de øvrige, da hun dog vilde være bedre tjent med en Frifindelsesdom end dette, selv om hun, hvad hun formentlig maatte, var kommen til at deltage i Udredelsen af Aktionens Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april, og de dele af den der vedrører fængselsinspektøren er refereret andetsteds.

Jacob Hansen Andresen var præst i Løgstør 1884-1886. Han blev 44 år.

Horsens Tugthus 1884: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende. 

Finanslovens 3. behandling

(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).

- - -

Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.

(Nationaltidende 6. marts 1884).

Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.

Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.

Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.

 * * *

Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."

Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.

Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?

Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?

 * * *

Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.

En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.

 * * *

Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.

I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.

Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.

 * * *

Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.

(Social-Demokraten 9. marts 1884).

Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885. 

Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:

Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling, 

- - -

Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette. 

(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.

Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.