Til Arbejderne
Idet jeg griber Pennen er det for igennem vort Organ "Social-Demokraten" at bringe Arbejderne min Hilsen og Tak for den Støtte, der er bleven ydet min Familie og mig, saavel i moralsk som i pekuniær Henseende. Der er maaske Mange iblandt Eder, der gyser ved Tanken om, hvor forfærdeligt det maa være at sidde saa lang Tid indelukket bag Fængslets Mure. Jeg kan imidlertid forsikre Eder, at jeg for mit Vedkommende bestandig har levet i bedste Velgaaende og været ved godt Mod; men hvorledes skulde jeg ogsaa have Grund til at være forsagt? Arbejderne har sørget for min Familie, som om det ogsaa var deres Familie; de har sørget for mig som for en Broder. At Arbejderne har flottet mig paa denne Maade, er mig især meget glædeligt, da jeg derigennem har faaet Bevis for, i at Arbejderne stræber efter at danne et fast og broderligt Arbejderparti, som er af den største Nødvendighed, hvis Arbejderne skal komme til deres Ret; det er mig ogsaa glædeligt af en anden Grund. Politiinspektør Hertz gjorde sig nemlig i et Retsmøde megen Umage med at faa mig til at tro, at Arbejderne ikke bekymrede sig det Mindste om mig; hvis Hensigten, som jeg har Grund til at tro, har været den, at svække min Interesse for Arbejderbevægelsen, saa er han bleven skuffet; ti jeg kan forsikre ham, at jeg endyderlig er bleven styrket i min Overbevisning om, at Socialismens Gennemførelse er det Maal Arbejderne bør stræbe efter, naar de vil være fuldt betrygget, at faa deres Arbejdsprovenu ubeskaaret. De er nu for oplyste til, at de vedblivende skulde lade sig nøje med at gnave de Ben, som Storborgerne tilkaster dem, og for stolte til at modtage Almisser i Form af Legater og lignende Understøttelser, som de med lidt Eftertanke godt kan indse, at de ved deres Arbejdes Sved selv har tilvejebragt, og de kan derfor ikke være tjent med at modtage det som Gave eller Almisse. Arbejdene vil ikke vedblivende, foruden at betale direkte og indirekte Skat til Stat og Kommune, endyderlig betale Skat til Mestre og Fabriksherrer, hvorved de stadig staar Fare for deres Eksistens. De vil drive Arbejdet i Fællesskab og vælge deres Bestyrelse og Forretningsmænd af deres egen Midte. Arbejderne forlanger tillige, at alt Arbejde for Staten eller det Offenlige tilstilles dem direkte og ikke igennem Entreprenører. Men det er ikke alene Haandværkere og Fabrikarbejdere, dette gælder; ogsaa Landarbejderne, og ikke mindst disse gælder det at tilkæmpe sig deres Ret, som efterhaanden er bleven dem fraranet, ti de maa kunne indse, at Godsejere og Gaardmænd ikke paa den rette Maade anvender deres store Rigdomme, og de har saa let ved at indse dette ved deres destoværre altfor lange Erfaring, der i fuldt Maal har vist dem, at de ved al deres Slid og Slæb fra Morgen til Aften, dog ikke har kunnet opnaa at faa det daglige Brød, og med alt dette staar de nu desuden Fare for ved nye og flere Saa- og Høstmaskiners Indførelse at blive kastet bort som et Stykke, man ingen Brug har for. Maskinerne, hvis Bestemmelse det er at lette Menneskene Arbejdet, bliver af den moderne Civilisation benyttet som Middel til at holde Arbejderne i evigvarende Trældom. Det er derfor nødvendigt, hvis Arbejderne ikke fremdeles vil betragtes som en Vare, der staar i Kurs efter dets større og mindre Mængde, at de slutter sig sammen til Kamp, saa at der af Enkelte ophobede Arbejde (Kapitalen) omsider kan komme tilbage til dets retmæssige Ejermænd. Jeg haaber, at de Operationer, som de danske Magthavere har foretaget sig for at knuse den begyndte Arbejderbevægelse kun vil have til Følge, at Arbejderne ruster sig endnu stærkere til Kamp.
Historien leverer os Eksempler nok, der viser, at Magthaverne til alle Tider har fundet villige Redskaber til at udfore Voldsomheder og gruopvækkende Mishandlinger mod Mænd, som er fremtraadt med nye Reformer til Hjælp for de Undertrykte. Fanatiske og havesyge Præster har til alle Tider været villige til at anbefale Torturen og udslynge Gejsthedens Banstraale mod de Partier, som kæmpede for Friheden; men det vigtigste Redskab, som Magthaverne har havt, er Politiet. Der er derfor altid i kritiske Tilfælde bleven sørget for at besætte Ledelsen af denne Institution med en Person, som forstod at benytte den til Værn for deres Magt og Storhed. Egennytte, Partiaand og Samvittighedsløshed hos en Politichef har altid været ret farligt for Folket, og langt skadeligere end hos selve Regeringen i et i Land, efterdi denne kun kan skade i det Hele, hvorimod hin ved Hjælp as sine utallige smaa Kanaler kan undergrave, udsuge, undertrykke og tyrannisk mishandle de enkelte Dele, og dette saa meget sikrere og ustraffet, da hans Operationer for det Meste kun er ham og hans Kreaturer bekendt og da han har tusinde Paaskud og Midler til at skjule, besmykke og undskylde dem med. Han kan under Paaskud af at tjene Statens Vel forfølge sin personlige Interesse, være Blodigel, Arrestforvarer, Dommer og Bøddel på én Gang.
Det er ikke nødvendigt, at jeg her gentager, hvad der saa ofte er bleven omtalt, om det danske Politics Operationer mod Arbejderbevægelsen, - det er nok, naar jeg bemærker, at der er gjort alt Muligt for at holde Arbejdende i en politisk umyndig Tilstand, og vor meget ivrige Politidirektør har endogsaa tilladt sig ulovlige Midler i den Retning, idet han den 4de Maj 1872 udstedte et med Grundlovens § 88 aldeles uoverensstemmende Forbud imod Internationales fremtidige Møder, men da Politiet indtil den Tid ikke havde fundet noget, som gav dem Ret til at anholde vore tre Førere, saa maatte det jo tage sin Tilflugt til et saadant Forbud, da det jo kunde tænke, at hvis de udstedte et Forbud overensstemmende med Grundlovens Bud, det da vilde være blevet respekteret af de tre Førere. At disse tre Mænd er blevet dømt til Forbedringshuset, fordi de ikke har følt sig forpligtet til at respektere et Forbud af ovennævnte Art, kan kun vække Tvivl hos Arbejderne om Domstolenes Retfærdighed, tilmed da det ser ud, som om Politidirektøren har Lov til at handle, som han finder for godt. Naar jeg siger, at de tre Mænd er bleven dømt for dette alene, saa gaar jeg ud fra, at hvis de tidligere havde foretaget sig Noget, som stred imod Loven, saa maatte det være Politidirektørens Pligt ogsaa tidligere at drage dem til Ansvar.
Vi ved nok, at det er bleven sagt, at de 3 Mænd har gjort Tilstaaelser; men vi ved ikke, hvorledes det hænger sammen med disse Tilstaaelser. Jeg skal derfor tillade mig her at give enkelte Oplysninger om min egen Sags Behandling i Retten, for derved at give Arbejderne et lille Indblik i vore Retsforhold. At Politidirektøren advarede mig imod at sammenkalde Arbejderne paa Slotspladsen, kunde jeg selvfølgelig ikke respektere, da han ogsaa tidligere havde truet mig med, at han vilde anlægge Sag imod mig. for Udtalelser i Adressen til Kongen, hvilken Trudsel det har vist sig, var tom og intetsigende. Jeg kunde derfor af hans sidste Advarsel ikke slutte mig til Andet, end at den blev givet mig som Forsøg paa at afholde mig fra at gøre min Pligt mod de Mange, som havde vedtaget Adressen. At Forhørsdommeren ogsaa straks frikendte mig for Ansvar herfor, bestyrker mig i, at jeg har draget den rette Slutning.
Flere Gange blev jeg forhørt paa Kryds og Tvers, snart ved opfarende Heftighed, snart ved smigrende Venlighed, snart med Fraaden imellem Tænderne, snart med Smil paa Læberne, for at saa at vide, om det ikke var min Hensigt med Mødet paa Slotspladsen al ville true Kongen. Da jeg imidlertid ikke kunne erkende at dette havde varet min Hensigt, men at min Hensigt derimod var den, at overlevere Adressen til Kongen, støttet ved en talrig Arbejderforsamling, for derved at vise ham, hvormange det var, der udtalte de Ønsker og de Meninger, som Adressen indeholdt, da jeg havde Grund til at tro, at Kongen havde faaet et forvrænget Referat af Mødet paa Nørresalled - blev det mig af Forhørsdommeren (Vallich) betydet, at der paa Politikammeret fandtes saadanne Sager, der kunde give Oplysning om, hvad min egenlige Hensigt havde været. Han (Vallich) vilde dog helst uudgaa at drage disse Ting ind i Sagen og meget hellere slutte Sagen uden disse Oplysninger (formodenlig for at faa mere Ære deraf). Han vilde derfor anbefale mig, hellere straks at erkende min virkelige Hensigt, og hvis jeg var bange for Ordet true, saa kunne vi jo benytte Ordet imponere, da dette maaske ogsaa var mere rigtig! Jeg fastholdt min Forklaring. Der skulde dog nu først benyttes et andet Middel, førend de omtalte Sager fra Politikammeret kom frem. Politiinspektør Hertz maatte møde i Retten, for at give en Forklaring i mit Paahør, hvilken Forklaring væsenlig drejede sig om Mødet paa Nørrefælled. Han tillod sig imidlertid at afbryde sig selv flere Gange, ved at henvende sig til mig med: er det ikke Pihl! Og naar jeg da ikke kunne bekræfte det, tiltalte han mig med stort Rabalder paa følgende smukke Maade: - De lyver, det kan ikke nytte Dem at De kommer med Deres Humbug for her bliver De klædt helt af. (Henvendende sig til Forhørsdommeren): Pihl har erhvervet sine Kundskaber og sin Dannelse ved at vagabondere i fremmede Lande. Hvis Inspektøren for Politispioneme, som Komparent i Retten ikke har mere Ret end enhver anden, saa kan denne Opførsel af Hertz vistnok ikke betragtes anderledes end meget usømmelig og som en Krænkelse af Rettens Værdighed. Det kan være, at Hertz som Væversvend har vagabonderet, og han af den Grund tror at kunne sige det samme om mig. Alt dette kunde dog ikke bringe mig til at frafalde min tidligere givne Forklaring, hvorfor Dommeren med megen Eftertryk henvendte sig til Hertz: ja, vil De saa ikke skaffe mig alle de Oplysninger om Pihl, som det er Dem muligt. Hertz: jo jeg skal nok skaffe Dem disse Oplysninger, der viste sig kun at bestaa af Referater af Udtalelser paa forskellige Møder, som jeg havde holdt eller været med til. Hvorledes der af disse er bleven draget den Slutning, at jeg havde til Hensigt at true Kongen, kan jeg ikke forstaa, for jeg har ikke erkendt det.
Borgere og Borgerinder !
Jeg forstaar ikke med smukke Ord at takke Eder for den Opofrelse, I har vist mod mig; men jeg tror at takke Eder bedre ved i Gerningen at vise mig Eders Tillid værdig, og skal jeg bestandig, saavidt mine Evner naar, staa til Eders Disposition. Jeg tillader mig paa det Indstændigste at opfordre Eder til at støtte vort Organ "Socialisten". Vil I støtte vor egen Sag, vil I støtte de 3 Mænd, vil I støtte mig, saa støt Bladet. Jeg har Grund til at antage, at der vil blive brugt alle Kneb, for at undergrave Bladets Eksistents. Asses-Vallich henvendte sig til Hertz med Forespørgsel om der nu ikke var andet end Bladet tilbage og hvem dets Hovedredaktør var. Hertz gav herpaa til Svar, at nu var der kun det forbandede Blad tilbage og Hovedredaktøren var Vilhelm Rasmussen, der naturligvis endte paa Ladegaardenl!! Kammerater, lad disse Ord befordre Bladets Mangfoldiggørelse.
(Social-Demokraten 1. oktober 1874).
Snedkersvend Sophus Pihl, der forleden blev advaret om at ophøre med det af ham drevne Værtshuushold, hvortil han ikke har kunnet erholde Borgerskab, har vedvarende over Indgangen til sin Bopæl i Tordenskioldsgade Nr. 31 i Kjælderen, stort Skilt, hvorpaa staaer anført: "Frokoststue, Café og Billard. Sophus Pihl.", ligesom der ogsaa er anbragt en rød Løgte med Navnet "Pihl". Den 7de om Aftenen var der meget oplyst i Lokalet, hvor der var endeel Personer samlede, og da Politiet anstillede nærmere Undersøgelse, viste det sig, at nogle af de Tilstedeværende vare blevne beværtede med Toddy, som de hver betalte med 1 Mk. Pihl erkiendte ogsaa, da han senere mødte i Retten, at han havde fortsat sit Værtshuushold efter sit sidste Møde i Retten og vedtog at bøde 15 Rd. herfor, saaledes, at denne Afgøsrelse i Gjentagelsestilfælde skal have Lukning som en Dom for 1ste Gang forøvet ulovligt Værtshuushold og Brændevinsudskjænkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1874).
Til mine ærede Venner og Meningsfæller!
Jeg kan ikke undlade at bekendtgøre for mine mange Venner og Meningsfæller, hvilke Efterstræbelser jeg er udsat for fra Politiets Side, fordi jeg ved egen Hjælp søger at danne mig en Næringsvej. At Magistraten har nægtet mig Bevilling som Værtshusholder, er vist nok allerede bekendt nok, men da jeg har indgivet Ansøgning til Indenrigsministenet desangaaende, saa skal jeg foreløbig ikke omtale dette, men vente, at Svar fra Ministeriet foreligget; hvad jeg derimod nu vil bekendtgøre, er, at jeg igaar blev tilsagt at møde ved Politidirektørens Protokol, og her blev det mig betydet at tage mit Skilt ned, hvorpaa staar skrevet: "Frokoststue, Kafe og Billard. Sophus Pihl", inden Aften, da det i modsat Fald vilde blive taget ned af Politiet paa min Bekostning; [det] maa jeg naturligvis finde mig og være glad til, at de ikke tillige tager mine Ruder ud og mine Rullegardiner ned hvorpaa der staar skrevet omtrent det Samme som paa Skiltet. Vicepolitidirektøren bemærkede ved denne Lejlighed, at han ikke kunde begribe, at jeg ville udsætte mig for en Sag, som jeg aldeles kunde have undgaaet. Jeg kan her ikke forstaa Andet, end at Vicepolitidirektørens Mening var den, at jeg kunde have undgaaet Politiets Efterstræbelser naar jeg havde modtaget Avtoriteterne om Penge og Tilbud enten til at rejse [] eller til at ernære mig paa den af dem angivne Maade; men da jeg er af den Formening, at Autoriteternes Myndighed ikke strækker saa vidt, at de har Ret til at benytte de dem anbetroede Penge til at sende politiske Modstandere ud af Landet med eller paa anden Made købe dem, saa kunde det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en saadan Rundhaandethed. Men jeg har nu begyndt at føle, hvor vanskeligt det er at bane sig en selvstændig Næringsvej, naar man ikke hylder de samme Principer som Avtoriteterne.
Jeg taber imidlertid aldrig Modet og jeg skal vise Avtoriteterne, at jeg har Mod til at kæmpe for min Eksistens som jeg har havt Mod til at kæmpe for min Overbevisning.
(Social-Demokraten 11. november 1874)
Sophus Pihl blev dagen efter tilsagt til politidirektørens protokol hvor han blev bedt om at fjerne rullegardiner og al påskrift som tydede på værtshushold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar