Kirkebetjent begaar Overgreb mod Smaapiger i St. Jacobskirken. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Sigtelse mod en kirkefunktionær.

Lokket Smaapiger ind i St. Jacobskirkens Menighedshus og mishandlet dem.

Reservebetjent Hans Larsen anholdt.

Opdagelsespolitiet har i Morges anholdt en i de religiøse Kredse ude paa Østerbro meget kendt Mand, Reservekirkebetjent ved St. Jacobskirken, Hans Marius Larsen, i Henhold til nogle højst graverende og alvorlige Sigtelser, der i de sidste Dage har verseret i Kvarteret derude om Kirken, og som nu endelig har fortættet sig til en direkte Anmeldelse til Øvrigheden.

Larsen, der er 30 Aar gammel, gift og selv har to smaa Piger i 7-8 Aars Alderen, er Vicevært for Ejendommen Østerbrogade Nr. 114, hvor han selv boer i Sidehuset. Men ved Siden heraf beklæder han Stillingen som Hjælper hos St. Jacobskirkens Kirkebetjent, har bl. a. Forpligtelse til at besørge Ringningen med Kirkeklokkerne de 3 af Ugens Dage, til at passe Fyret og sammen med sin Hustru besørge Renholdelsen af Menighedshuset, der, som bekendt, ligger umiddelbart ved Siden af Kirken.

Hvor meget eller hvor lidt ler ligger i de mod Larsen fremsatte Sigtelser er det i Øjeblikket vanskeligt at sige. Men Sigtelserne gaar ud paa, at han skal have lokket et Par Smaapiger paa en halv Snes Aar ind i Menighedshuset, hvortil han i Følge sin Stilling har Nøglen, og her skal have mishandlet Børnene paa den uhyggeligste Maade. Og at Politiet i hvert Fald ikke afviser Sigtelserne som helt ugrundede, turde fremgaa deraf, at Larsen, som sagt. i Morges er bleven anholdt i sit Hjem, og at han antagelig allerede i Formiddag vil blive fremstillet til Fængsling i Dommervagten.

Anholdelsen, om hvilken Rygtet som en Lyn har bredt sig indenfor Menigheden, har naturligvis her vakt den pinligste Opsigt.

Forbryderen tilstaar.

Umiddelbart for Redaktionens Slutning erfarer vi, at den Anholdte i et Forhør paa Domhuset. hvorhen han var fort. har aflagt Tilstaaelse om det væsentligste i de mod ham rettede Sigtelser, nemlig, at han har benyttet sin uhindrede Adgang til Menighedshuset til at lokke de smaa Piger med sig derind og i selve Menighedshuset har opført sig forbryderisk overfor Børnene.

(Aftenbladet (København) 13 februar 1924)

Den uterlige Kirkebetjent løsladt.

En hensynsfuld Dommer og en afskyelig Forbryder.

Man erindrer den ækle Sag med Kirkebetjent Larsen ved Sct. Jacobskirken, der har lokket Smaapiger ind i Menighedshuset og der havde forbrudt sig mod dem paa det frygteligste.

Kirkebetjenten nægtede til at begynde med; men da Beviserne var for overvældende, tilstod han og begyndte at spille angerfuld.

Om det er dette, der har gjort Indtryk paa Dommeren, Hr. Scharling, skal vi lade være usagt; men der skete i Gaar det ret opsigtsvækkende, at da Politiassessor Krenckel fremstillede Kirkebetjenten i et afsluttende Forhør, løslod Dommeren ham til Dommen falder.

Vi har i al Almindelighed ikke noget imod, at der i Retten vises Mildhed og Skaansel. Men her er sandelig Mildheden ikke paa sin Plads.

(Folkets Avis - København 7. marts 1924).

Larsen blev idømt 4 års forbedringshus.

Høiesteretsdom, betræffende Spørgsmaal om Embedsfortabelse for en Skolelærer og Kirkesanger paa Grund af Hang til Drukkenskab. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Skolelærer og Kirkesanger Bøttcher, der tiltaltes til Embedsfortabelse for Hang til Drukkenskab og derved given Forargelse, saavel i Kirken og Skolen som ogsaa i hans private Liv, baade ved den som Følge deraf nedsatte Provsterets og ved Aarhuus Stifts extraordinaire Landemødes Dom var bleven dømt til at være sit Embede forbrudt, blev Sagen derefter indanket for Høiesteret, hvor hine Domme, som alt tidligere der i Bladet refereret, bleve forandrede derhen, at den Paagjældende istedetfor Embedsfortabelse slap med en Mulkt. Hvad Sagens Realitet angaaer, da hedder det herom i Præmisserne til Høiesteretsdommen, at det efter de fremkomne Oplysninger vel maa antages, at Tiltalte i den senere Tid havde været noget hengiven til overdreven Nydelse af stærke Drikke, og at det navnlig af hans Udseende og Adfærd havde kunnet skjønnes, at han ikke var ædru. Men ligesom det dog ikke efter samtlige i Sagen foreliggende Forklaringer kunde statueres, at den nævnte Feil hos Tiltalte, forsaavidt den var bemærket i hans Færd udenfor hans Kaldsforretninger, havde viist sig i en saadan Grad, at det havde vakt særdeles Forargelse eller i noget enkelt Tilfælde fremkaldt Skandale, saaledes fattedes der Beviis for, at han i noget Tilfælde under Udførelsen af sin Bestilling som Skolelærer havde været beruset, og det kunde heller ikke ansees godtgjort, at han under Udførelsen af sine Kaldsforretninger som Kirkesanger havde befundet sig i saadan Tilstand, uden forsaavidt dette maatte kunne siges at have fundet Sted ved den i den indankede Dom omhandlede enkelte Leilighed, da Tiltalte under Gudstjenesten viste en anstødelig og forstyrrende Adfærd, der antoges at hidrøre fra Beruselse. Hvad dette Tilfælde angik, fandtes det imidlertid, efter hvad under Sagen var oplyst, i Forbindelse med enkelte Yttringer i en fremlagt Lægeerklæring, ikke aldeles tilstrækkelig Føie til at forkaste, hvad Tiltalte i sin Undskyldning havde paaberaabt sig, nemlig, at han paa den Tid var stærkt angreben af Koldfeber, og at han, ved som Middel derimed at have indtaget noget bittert Brændeviin, var bragt i en forvirret Tilstand. Paa Grund af Foranførte, og da det Dadelværdige, der i andre Henseender maatte have viist sig i Tiltaltes Embedsførelse, for hvilken han iøvrigt havde fordeelagtige Vidnesbyrd, ikke kunde antages at være af nogen væsentlig Betydning, fandtes han, som ommeldt, ikke qvalificeret til at fradømmes sin Bestilling, hvorimod han for den Overtrædelse af hans Embedspligt, hvori han ved uordentligt Levned i ovenanførte Henseende maatte antages at have gjort sig skyldig, ved Høiesteretsdommen af 1ste ds. blev anseet med en Mulkt af 50 Rd., foruden at han tilpligtedes at udrede samtlige Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1861)

Kirkeklokken i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

I Grenaa spiller den berømte Kirkeklokke endnu sin betydelige Rolle, om end ikke saa støiende som Stormklokken i Colding. Grenaa Avis indeholder i den Anledning følg. ledende Artikel:

"Nu, da Klokker-Embedet her ved Kirken er opslaaet ledigt og ventelig snart atter bliver besat, ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Latterlighed (!) ved Ringningen, som har fundet Sted i flere Aar, men dog endnu vistneppe er saa gammel, at den ikke ved en Smule Uleilighed skulde kunne rettes. Det er nemlig Ringningen Kl. 7 om Morgenen, som unægtelig burde finde Sted om Sommeren Kl. 5. Morgenklokkens Bestemmelse er at kalde Folk til klar Bevidsthed efter den natlige Dvale samt minde dem om Gud, deres Arbejdsplads (?), og hvad den sidste angaaer, da er Tiden for denne for de fleste Haandværksfolk om Sommeren Kl. 5 og ikke Kl. 7. Mange vilde vistnok være Vedkommende taknemmelige, hvis denne bedre og skjønnere Forandring blev Byen tildeel, og man vilde da være forskaanet for at høre den intetsigende Syv-Ringning, der kun har det hos sig, at den minder Arbejderne om Frokosten, hvilken de Fleste ialmindelighed gierne erindre uden Klokkesignal. Det kunde være interessant at erfare, paa hvilken Tid og hvilken Maade denne Ceremonie er bleven etableret. - Ved samme Lejlighed ville vi tillade os at forespørge, af hvilken virkelige Grund Klokkeringning paa Markedsdage er ligesom banlyst; thi neppe er Klokkeringning mere fornuftig anvendt end netop paa slige Dage, og vi formaae derfor ikke at indsee Grunden; den almindelige Mening: at Ringeren ikke har Tid, fordi han staaer paa Torvet og "sælger Aal", forekommer os at være temmelig uholdbar. (!)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1858)

Om det saakaldte Messefald. (Efterskrift til Politivennen)

Om det saakaldte Messefald.

En Henstilling til Cultusministeriet. 

Den Tid nærmer sig, da Kirkens Anliggender skulle ordnes i Overeensstemmelse med den nye Statsforfatning. Paa en saadan Tid er det formeentligen Pligt for Enhver, der formaaer det, at belyse og fremhæve saavel det Gode, der bør bestaae, som det Uhensigtsmæssige og Forkastelige, der bør afskaffes; og det er visseligen ikke alene Geistligheden, hvem denne Pligt paahviler, men ogsaa Menighedens Lemmer, forsaavidtsom Kirken og Haandhævelsen af dens Værdighed er dem et stort og uundværligt Gode. Formaae disse Lægfolk end ikke at gaae saaledes tilbunds i Sagen, som den lærde Theolog og grundige Kirkehistoriker, saa kunne de dog alligevel fra deres Standpunkt yttre Anskuelser, give Vink og Hentydninger, som ikke ere at foragte, og som bære Vidnesbyrd om, hvorledes Et og Andet, Kirken vedkommende, betragtes og bedømmes i Folket. Det er under Indflydelsen af denne Overbeviisning, jeg skriver Nedenstaaende.

Vor Kirke har en Skik, som kaldes Messefald, og som bestaaer deri, at Præsten, naar Forfald indtræder, lader Kirkebetjenten besørge hele Gudstjenesten. Ved et saadant Messefald gaaer det da saaledes til: Efter Bønnen i Chorsdøren synges een eller to Psalmer, hvorpaa Kirkebetjenten fremtræder i Chorsdøren med en Bog i Haanten og oplæser en Prædiken. Dernæst synges atter en Psalme, Slutningsbønnen holdes, og Tjenesten er dermed endt. Jeg har bivaanet flere saadanne Messefald og fundet Fremgangsmaaden noget forskjellig. Etsteds messede saaledes Kirkebetjenten tillige Dagens Collect og Epistel, saavelsom Collecten efter Prædiken, knælende paa Alterets Knæfald. Man sagde mig, at dette turde denne Mand gjøre, fordi han var Academicus. Paa et andet Sted stillede Kirkebetjenten en Nodestol i Chorsdøren, fremtraadte bag ved denne i et Par store, smudsige Ridestøvler og dundrede løst i et Foredrag, som man ansaae for hans eget Arbeide, og som ogsaa bar kjendelige Spor deraf. Paa et tredie Sted kom en Person  slæbende med Brochmanns Huuspostil, hvis Vægt omsider pressede Sveddraaberne af ham under den lange og kjedsommelige Opremsning. Det vilde være uretfærdigt, om jeg ikke tilføiede, at jeg ogsaa har bivaanet Messefald, hvor Kirkebetienten baade med Anstand og Værdighed forrettede den ham uvante Tjeneste, og hvor Menigheden ikke ugjerne saae ham træde frem, hvilket let kan blive Tilfældet, naar han har Dannelse nok til at vælge en god Prædiken og Gaver til at oplæse den med Frihed og Værdighed, samt naar hans Liv og Vandel har været saaledes, at ingen forstyrrende Erindringer og Sammenligninger gjøre sig gjældende hos Menigheden, ved at see ham i denne Function. At iøvrigt Præstens Dygtighed eller Udygtighed samt det gode eller mindre gode Forhold, hvori han staaer til Menigheden, har Indflydelse i denne Henseende, er en Selvfølge. Saavidr jeg erindrer omtaler Harms et Tilfælde, hvor Menigheden ved Kirkebetjentens Død sang eller sagte: "Die Zierde unserer Kirche ist gefallen." Den Mand, hvem denne Lovtale gjaldt, har sikkert blandt Andet ogsaa forstaaet at holde Messefald.

Messefaldet er paa Grund af Omstændighederne en ubekjendt Skik for Kjøbenhavns og de større Kjøbstæders Beboere, og man maa jo staae i den Formening, at det aldrig benyttes udenfor Landsbymenighederne, i hvilke der kun er een Præst. Imidlertid vilde man slutte urigtigt, naar man antog dette som Regel. Der gives en Mellemklasse af Menigheder, nemlig de mindre Kjøbstæder, og i disse tyer man ikke sjelden til dette Hjælpemiddel, endskjøndt Byen har to Præster, fordi Staten har sat den ordinerede Catechet i et heelt forunderligt og bagvendt Forhold til Kirken, Sognepræsten og Menigheden. Da man i sin Tid nedlagde de residerende Capellanier, indsaae man, hvor nødvendigt det var, at der i en Kjøbstad burde være to Præster. Man ansatte derfor ordinerede Catecheter. Men disses egentlige Embedsgjerning skulde være Stoleunderviisningen, og for at denne ikke skulde lide ved Lærerens Virksomhed som Præst, fritog man Catecheten for enhver Forpligtelse i denne Retning. Desuagtet forpligtede man Menigheden til at give ham Løn for en saadan Virksomhed, nemlig Høitidsoffer; thi hvad er Offeret andet end Løn for det Arbeide, den offentlige Gudstieneste medfører? Enhver anden Embedsgjerning betales jo særskilt, og den Lærer, som ikke har noget at bestille i Kirken, nyder jo intet Høitidsoffer. Catecheten blev altsaa Præst uden Forpligtelse til at virke som Præst, men dog med Løn som Præst. Drives han nu ikke af et indre Kald til ogsaa at arbeide som Præst, eller er Forholdet imellem ham og Sognepræsten nedbrudt, da veed man neppe af, at der foruden Sognepræsten ogsaa er en anden ordineret Mand i Byen, og bliver kun mindet derom paa Offerdagene. I slige Menigheder er det altsaa en Selvfølge, at Messefaldet ikke hører til Sjeldenhederne, skiøndt det her er vanskeligst for Kirkebetjenten at røgte dette Hverv, fordi Fordrigerne ere større, og fordi her altid ffnres Enkelte, som kunne begrunde deres Dom om det Heldige eller mindre Heldige i hans Fremtræden.

Er da MessefaIdet hævdet ved den kirkelige Lovgivning? - Jeg veed det ikke og skal derfor hverken svare ja eller nei. Man siger, at det skal være paabudt i Jylland i de Pastorater, hvor een og samme Præst har 3 Kirker at besørge, saa at der stifteviis skal holdes Messefald i een af dem. Ligesaa naturlig og nødvendig som jeg anseer denne Bestemmelse for at være, ligesaa villigt erkjender jeg, at Messefaldet nu og da kan blive uundgaaeligt i ethvert Sogn, hvori der kun er een Præst. Hvor man derimod har to Præster, burde det vistnok aldrig bruges, med mindre det sjældne Uheld skulde indtræffe, at begge have uafvendelige Forhindringer, thi man bør sikkert holde paa, at Messefaldet kan betragtes som et Middel i den yderste Nød. Men er nu Messefaldet hist og her uundgaaeligt, saa maa der ogsaa i denne Uundgaaelighed ligge en Opfordring til at bortrydde enhver Hindring, som gjør det vanskeligt for Kirkebetjenten at stille sig godt ved denne Forretning. En saadan Hindring er fremfor alt det Sted, paa hvilket man har anviist ham Plads, nemlig Chorsdøren. Allerede det Særegne ved denne Plads vækker Adspredelse hos Menigheden. Man seer strax at der skal foregaae noget Aparte, og Ingen vil vel nægte, at det ogsaa maa virke ubehageligt paa den til en saadan Fremtræden uvante Mand at fremstille sig, synlig fra Top til Taa, i den ene Ende af Kirken, hvor han, saafremt Kirken hører til de større, vanskeligen kan høres. Hvor naturligt og hensigtsmæssigt vilde det ikke være, at han oplæste sin Tale fra det Sted, som er anviist Taleren og indrettet efter denne Bestemmelse? Prædikestolen er vistnok ikke et helligere Sted end Chorsdøren. Skal der strides om disse to Steders Rang, saa turde Overvægten snarest falde paa Chorsdøren, hvorfra flere hellige Handlinger forrettes, ja hvor endog Biskoppen tager Plads, naar han taler til Menigheden. Den barokke Fordom, at Prædikestolen kun bør betrædes af den, der idetmindste har begyndt at høre theologiske Forelæsninger, burde dog neppe gjøres gjældende længere; man har undertiden haardt nok bødet, fordi den er gjældende, naar et og andet ungt Blod fra Prædikestolen har gjort os bekjendt med sine umodne Anskuelser af Christendommen og Livet. Mon ikke de Ord, som en og anden høitbegavet Præst har givet en større Udbredelse ved Pressen, og som Menighederne have modtaget med Taknemlighed, ere langt værdigere til at gjentages fra Prædikestolen, om det endog skeer igjennem en Lægmands Mund, naar det blot skeer med Anstand og Værdighed? Den Fordomsfri vil sikkert svare "jo" til dette Spørgsmaal og desuden indrømme, at naar Kirkebetjenten findes værdig til at opbygge Menigheden ved sin Oplæsning, da kan man ogsaa uden Fare for Prædikestolens Anseelse lade ham læse fra dette Sted, der forskaffer ham de Bekvemmeligheder og Hjælpemidler, som hverken Præsten eller han kunne undvære, uden at føle sig uhyggeligen situerede. Man tænke sig blot Præsten, der ikke kan uudvære sit Papiir, stillet blank og bar i Chorsdøren. Mon han der vilde finde sig vel tilmode? 

Dernæst er det en Nødvendighed at give saadanne Forskrivter, som borge for, at Messefaldet vil blive Udført paa en passende Maade. Præsten og Kirkebetjenten bør saaledes enes om en vis bestemt Samling af Prædikener, som altid er tilstede hos sidstnævnte, for at benyttes i paakommende Tilfælde. Aanden i disse Prædikener bør naturligviis stemme nogenlunde overeens med Præstens religieuse Anskuelser, saa at Oplæsningen ikke skal nedbryde, hvad Prædiken har opbygget, ligesom ogsaa Kirkebetjenten bør holde sig til een og samme Forfatter, for at han ikke under de forskiellige Oplæsninger skal komme til at tale med to Tunger i een Mund. Korthed, samt et let og flydende Sprog, burde der efter min Mening tages meget Hensyn til.

Fremdeles er det en Selvfølge, at den Kirkebetjent, som mangler de fornødne Gaver til at kunne præstere en fuldkommen god Oplæsning, saavelsom den, der i sit Ydre eller i sit Forhold har noget Væsentligt imod sig, og endelig den, der ikke har Tænksomhed nok til at bortskjære, hvad der kun passer i Sjælesørgerens Mund, og til at indsee, at der her overdrages ham et Hverv, som har Krav paa hans udeelte Opmærksomhed og paa al den Forberedelse, som Tiden Tillader, bør det aldrig tillades at holde Messefald. Endnu mindre bør det tillades den, som har Hang til "at skabe sig" eller som begjærligen griber Lejligheden i det Haab derved at kunne vise, hvorledes Skjæbnen har fourettet ham, ved at sætte ham paa et for lavt Stade. Langt hellere aflyse eller afsige man Gudstjenesten, end at lade den besørges ved nogen af disse. Analuserer man de Forhold, hvori Kirkebetjenten kommer ved den omhandlede Forretning, saa vil man finde, at neppe nogen Handling fordrer sørre sand Ydmyghed i Forening med Iver for at gjøre sig Pligt og vogte sig for Udskeielser. Saare rigtigt vilde det derfor ogsaa være, at Ingen fik Ret til at holde Messefald uden den, som havde aflagt Prøve for høiere Vedkommende, og desangaaende erholdtd et hæderligt Vidnesbyrd. Et saadant Vidnesbyrg, udstedt af en paalidelig Autoritet, vilde maaske sige mere end Testimoniet fra et Seminarium, eller ialtfald lægge en betydelig Vægt til dette; thi det feiler nepppe, at den, der læser fuldkommen rigtigt op, han tænker ogsaa sundet og rigtigt, og at han formaaer dette, bevidnes ikke i Testimoniet. Den vordende Kirkebetjent vilde altsaa tragte efter at erholde et saadant Vidnesbyrd, og naar han havde erholdt det, var han langt forud for dem, som ikke kunde naae det; men disses Tal bilde ikke blive lille, saafremt Prøven blev, som den burde være.

Idet jeg nu henstiller disse Yttringer til høie Vedkommendes modnere Overveielse, kanjeg meget godt forestille mig, at Een og Anden vil trække paa Smilebaandet og tænke, om ikke sige: "Mange Ord om Ingenting," for ikke at bruge den bekjendte franske Floskel. Men for det første skal den, der mener det vel med vor Kirke, ikke - og mindst i nærværende Tid - bruge Ordet "Ingenting" naar Talen er om at hævde Kirkens Værdighed, ved at bortfjerne Alt, hvad der strider mod denne; og for det andet bør han kunne maale sig med mig i Erfaring og Kjendskab til de omhandlede Forhold, førend han gjentager hiint Ord. Lad ham derfor reise hist og her omkring i Menighederne og jevnligen bivaane den Handling, jeg har omtalt; lad ham stifte lidt nøiere Bekjendtskab med de Mænd, som administrere denne Handling, og lad ham fremfor alt medbringe et aabent Øie for det, der stemmer overeens med eller strider imod Kirkens Værdighed, saa vil jeg møde ham ved Hjemkomsten og med Rolighed underkaste ovenstaaende Linier hans yderligere Kjendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1851, 2. udgave)

Professor Jesper Brochmand (1585-1652), Københavns Universitet 1610-1638, var biskop over Sjælland 1638-1652. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift som i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien.

Eksempel på en gudstjeneste på Bornholm der er ramt af messefald, Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 4. juli 1851.

Forstyrrelse af Gudstjeneste. (Efterskrift til Politivennen)

Det er vistnok unegteligt, at der i Almindelighed i vore Kirker heri Hovedstaden under Gudstjenesten af Menigheden iagttages en ønskelig Ro og Orden, saa at Andagten ikke forstyrres. Enhver, der kommer tilstede, føler dog med sig selv, at er der noget Sted, hvor Stilhed kan fordres, da maa det være i Guds Huus. Men desto beklageligere er det, at de, af hvem Andagten forstyrres, og som tilveiebringe Uro, næsten alene er Kirkens egne Betjente, hvem dog netop Tilsynet i denne Henseende paaligger, og det er saa meget mere forargeligt, som Tilladelsen for dem til at forstyrre Kirkens Fred er autoriseret. Vi sigte her til den gamle Uskik, at blive afkrævet Tavlepenge under Prædiken. Dette er en gammel Klage, men desværre er den ikke endnu afhjulpen, og det skulde glæde os, om disse Linier kunde yde et lidet Bidrag til at en saadan Forandring kunde indføres, at de, der søge det ene Fornødne, kunne nyede det uforstyrret i fuld Hengivelse, og uden at Sindet hendrages i andre Ting.

Men er det muligt, saaledes som Forholdene nu ere? Enhver, der har været i en af vore Kirker heri Byen, vil vistnok besvare dette Spørgsmaal benegtende, og enhver der ikke har været der, beder jeg at gaae en Søndag til Gudstjeneste til Exempel i Holmens Kirke, og Svaret vil upaatvivlelig blive ligedan. 

Låsene sidder stadig på stolerækkerne i Holmens Kirke. Ifølge artiklen åbnede kirkebetjentene ikke før præsten var gået i gang med prædikenen hvilket man godt i dag kan forestille sig må have afstedkommet nogen uro. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den første Forstyrrelse skeer her derved, at Menigheden,da den ikke tillades at komme ind i Stolene, førend Præsten har besteget Prædikestolen, men maae blive staaende paa Gulvet, indtil han begynder at tale (thi da først begynder Betjentene at aabne Stolene), paa eengang strømmer ind i Stolene. Ved den derved frembragte Uro gaaer alt en Deel af Talen tabt. Er man nu vel kommen ind i en Stol, og endelig saa megen Stilhed er bragt tilveie, at man kan begynde at høre Præsten tale, begynder Kirkens Betjente med en Skare - jeg troer i Almindelighed 5 - af Drenge med jernbeslagne Sko at indkræve Tavlepenge. Ikke nok med den Forstyrrelse det giver, at blive 6 Gange i Rad holdt en Tavle for Næsen, nødes man undertiden tillige til at række Tavlerne fra den Ene til den Anden, da nogle ere saa besynderligt ivrige efter at blive af med deres Kobberskillinger, som om det ene Fornødne mere bestod heri, end i at høre efter og lægge sig paa Sinde, hvad der blev talt. Ved saaledes aldeles pludselig at blive reven ud af sin Andagt for en saadan triviel Sags Skyld, kan man let blive ærgerlig i Sindet, og den andægtige Stemning i det mindste for Øieblikket forjages; men man bburde vistnok snarere gjøre Alt for at vedligeholde den, end tillade at endog kun en Skygge af Adspredelse kom tilstede. 

Naar man nu endelig ere bleven disse i Almindelighed lidet velkomne Forstyrrere qvit, kan man dog under den største Deel af Talen vedblive at høre dem trampe omkring paa Gangene og smække Dørene i Pulpituret op og i, saa at man ofte maa forundre sig over, at de Besøgende ikke paabyde Rolighed.

Det er dog vistnok Hensigten med at give Tavlepenge i Kirken, at de skulle gives med et godt Hjerte, men vistnok aldrig den, at Kirkegængernes Andagt derved skulde forstyrres; thi hvad der skal gives med Opoffrelsen af denne, gives i Almindelighed ikke af et godt Hjerte. Menigheden giver dem i Almindelighed uden at vide til hvem eller til hvad, fordi det nu engang er Skik, og fordi det synes, at de ikke godt kunne undlade det "for Folkets Skyld", hvorfor de ogsaa yde saa lidt som muligt. Men hvorledes er det hverken en velvillig eller en frivillig Gave, og som saadan heller ikke nogen god Gave.

Ja! hvad er nu herved at gjøre? Vil man maaskee spørge; i Tavlepengene have Flere Andeel, og lod man dem ophøre, vilde disse forurettes. Men saa spørger jeg, er det bedre at Mange forurettes end Faa, og er det rigtigt at Manges aandelige Nydelse og andægtige Opmærksomhed forstyrres for nogle Faas timelige Fordeels Skyld? Hvad er vigtigst, at Faa erholde en lille timelig Fordeel eller at Mange forstyrres i deres Hengivelse til det, som er det ene Fornødne for Livet hisset? Men overalt denne Skik, som i sig selv er smuk, behøvede jo slet ikke at afskaffes, naar den blot skete paa en Maade, som ikke forstyrrede den fornødne Ro i Kirken. Og dette kunde paa den simpleste Maade skee derved, at Bøsserne hensattes ved Kirkens Døre, saa at de Tilstedeværende efter Gudstjenesten kunde offre deri efter Behag, thi da vilde det være en frivillig Gave, og som saadan have sin Betydning. De, hvem Indtægten af Kirkens Tavler tilfalde, vilde vistnok ikke lide ved denne Forandring da utvivlsomt Menigheden med Glæde vilde offre lige saa meget, ja mere, i den enkelte Bøsse, end nu i alle 6 Tavler tilsammen, om ikke af andre Grunde, saa af Glæde over at den ikke blev forstyrret under Gudstjenesten. Er det ikke en sand Fornøielse  at see med hvilken Beredvillighed, de, der gaae i Slotskirken, i hvilken ingen Tavler ombæres, efter endt Gudstjeneste lægge i de i Forhallen fremsatte Bøsser? Og hvorfor skulde ikke ogsaa det Samme skee i de andre Kirker- - Hvad her er anket over gjælder vel nærmest Hovedstaden; thi, saavist mig bekjendt, ombæres Tavlerne i Landsbykirkerne under Psalmesangen. Hvis det vilde have for store Vanskeligheder at faae Sagen ordnet paa den her foreslaaede Maade, saa var det dog i ethvert Fald ikke formeget forlangt, om den ordnedes paa samme Maade som i sidstnævnte Kirker, nemlig at det paalagdes Kirkens Betjente her i Byen at ombære Tavlerne før Prædikenen, medens Psalmerne blev afsjungne; thi derved vilde der i alt Fald Noget være vundet. 

Skulde Autoritererne vise en saa besynderlig Haardnakkethed, at de i ingen Henseende ville gaae ind paa Forandringen eller Afskaffelsen af den heromhandlede Anke, da staaer det dog i ethvert Fald Menigheden frit for i Realiteten at afskaffe den, nemlig paa den simple Maade ved ikke at give Noget.

W.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1851, 2. udgave).

Til Garnisons Kirkes Patronat! (Efterskrift til Politivennen)

Til Garnisons Kirkes Patronat! Det er neppe uvitterligt for de Kirkebesøgende af Garnisons Sogn, at der l Garnisonskirken, med Hensyn til Kirkens Betjente, har været en Deel tilbage at ønske. Vi ville ikke omtale det nærværende Øieblik, hvor der i Kirken, under Gudstjenesten, kun er een Kirkebetjent, nemlig Undergraveren, tilstede, da Overgraveren er død, og Klokkeren, formedelst Alderdomssvageligbed, ikke længere kan komme i Kirken; men vi ville udtale det Haab for Fremtiden: at der til Overgraver maatte blive udnævnt en Mand af noget yngre Aldre, og som er i Besiddelse af den Dannelse og den Takt, som hos en Kirkebetjent er saa ønskelig for Menigheden. Vi antage som afgjort, at Embedet vil blive at besætte i Henhold til Anordn, af 20de Marts 1814 § 53; og da der er os bekjendt, at det søges af en Mand, der i 25 Aar har været Skolelærer her i Sognet, til sine forskjellige Foresattes fuldkomne Tilfredshed, en Mand, som en stor Deel af Sognets yngre Medlemmer føle sig, fra deres Skoletid af, bundne til ved Agtelses- og Taknemligheds Baand, hvis hele Personlighed forekommer os i høi Grad passende for det Iedigværende Embede, og som, saavidt vides, fra Sognets Provst og Præster har erholdt de bedste Anbefalinger, og ønskes til deres Medhjælp ved Kirken, tillade vi os offentlig at frembære vort Ønske for det ærede Kirke-Patronat, som bestemmer Valget, og lægge vor bedste Anbefaling for denne Mand, til de mange Andre.

Med Hensyn til Undergraverens hele forhenværende Livsstilling, antage vi, at der ikke kan være Tale om Forurettelse eller Forbigaaelse, hvis den antydede Skolelærer ville blive ham foretrukken, og Undergraveren saaledes ikke kom til at rykke op; denne Sidste har nemlig, som bekjendt, kun circa 11 Aar været i offentlig Function, og det maae vistnok erkjendes for en stor Lykke for ham, at han, i sin Tid, kom i denne Stilling, der giver ham et saa rigeligt Udkomme, ved hvilken Leilighed han, af aldeles private Grunde, blev foretrukken for den Mand, der nu atter concurerer med ham. 

Flere af Garnisons Sogns Beboere og Kirkebesøgende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1850, 2. udgave).

Ønske ved Garnisons Kirke.

Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.

6-7

(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)

Redacteurens Anmærkning.

Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

Hvad Ret har Kirkebetjenten i Slotskirkerne til Offer? eller: hvad Taxt har han derfor?

Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads  nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"

Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) . 

Redacteurens Anmærkning

I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne.

I Politivennen nr. 871, 8. september 1832 s. 593-596 tilbagekaldte klageren efter et forlig ved Forligelseskommissionen.

Artiklen er et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.

Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.

Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt. 

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? 

Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?

Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over. 

* * * 

Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.

Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.

Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir

(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)

Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

Forargelig og skammelig Adfærd i en af Hovedstadens Kirker.

Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet. 

Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)

"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).

Redacteurens Anmærkning

Der blev fra mænds side filosoferet en del over fruentimmerne. Herefter følger to eksempler. Den 15. november 1843 leverede Kjøbenhavnsposten en sønderlemmende kritik af det københanske vielsessystem.

Nogle Bemærkninger i Anledning af det i Nyeste Morgenpost Nr. 58 for d. A. Indrykkede om "Kirke-Ufred paa en Høitidsdag"

Ganske vist havde hr. Timm der som bekendt er en åndelig taler, tiltrukket en talrig forsamling tilhørere til Trinitatis Kirke på anden juledag til aftensang. Men den uhyre tilhørerskare som skribenten i nyeste Morgenpost omtaler, må vel også for en stor dels vedkommende tilskrives den nysgerrighed og heftige ønske mange havde om at høre den kantate som var bebudet i anledning af julefesten i nævnte kirke, og som efter indsenderens mening rettere burde være afsunget efter end før prædiken. 

Indsenderen af dette indrømmer gerne at kirkebetjentene som i embeds medfør med iagttagelse af den største ro og orden ombærer indsamlingstavlerne, i en så stor trængsel let kan forulempe adskillige af tilhørerne, især dem der står nærmest stolene i kirkegangene. Men skribenten vil sikkert som indsenderen finde at især på sådant sted er det både forargeligt og højst upassende at et eller andet individ af den grund burde tillade sig sådanne udtryk mod disse, såsom: Bort med graveren! Eller "væk med tavlerne! Ligeledes at en sådan adfærd forårsager en langt større tummel og forstyrrelse af andagten, end den som den blotte ombæring af tavlerne frembringer.

"Det er både forargeligt og højst upassende at et eller andet individ af den grund burde tillade sig sådanne udtryk mod disse, såsom: Bort med graveren! Eller "væk med tavlerne!  (Trinitatis Kirke, eget foto, 2015)

For om muligt at se dette tavlebesøg under prædiken bandlyst af kirken foreslår skribenten i nævnte blad at sætte bækkener eller fast blokke ved døren, så de som ynder den stiftelse eller præst der skal have gavn af indtægten, måske endog mere frivilligt deri kunne yde deres bidrag. Så vidt indsenderen har hørt, skal man også engang for få år siden have gjort forsøg med det i en af stadens kirker. Men da hensigten med denne foranstaltning ikke blev opnået, og adskillige offentlige indretninger, der skulle nyde godt af disse bidrag, led et for stort tab ved det, måtte man igen ty til den gamle skik. Til slut bemærkes at da vores forfædre der nok næppe stod tilbage for os i andagt og gudsfrygt, altid uden nogen ophævelse har fundet sig i dette af anmelderen påankede tavlebesøg, så mener indsenderen at den nærværende slægt heller ikke vil misbillige en indretning der har et så gavnligt øjemed til følge, og som vedkommende for de indvendinger og forslag der hidtil er skrevet imod det, ikke heller endnu har fundet fornødent at afskaffe.

(Politivennen nr. 680, Løverdagen den 10de Januar 1829, s. 21-23)

Indsamlingsblokke i Frelser Kirke på Christianshavn. Det er formentlig sådanne faste blokke som skribenten hentyder til skal opsættes i Trinitatis Kirke. Sådanne blokke står også i Holmens Kirke og andre af Københavns kirker.

Redacteurens Anmærkning

Herman Andreas Timm var kateket ved Trinitatis Kirke 1826-1835. Han er før blevet belært i Politivennnen. Kateketerne udførte alskens præstearbejde og benyttede mest derse stilling til at avancere til et bedre lønnet embede. (M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år. 2011).

Der berettes også om forstyrrelser i Helligåndskirken i artiklen "Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke," Politivennen nr. 798, lørdag den 16. april 1831, s. 264-266, om vandren ud og ind af kirken, ombæren af tavler mm.

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678. Kirkemuren eksisterer ikke mere.

Selvgjort Klokkertaxt

I sidste uge henvendte anmelderens søster, en simpel tjenestepige, sig til klokkeren ved Frue menighed for at lade sig tegnes til altergang. Efter ringe evne gav hun klokkeren 8 rigsbankskilling i tegnepenge og foreviste han dertil hendes konfirmationsseddel.

Klokkeren der ikke ville lade sig nøje med de givne 8 skilling, indskærpede hende derefter at det ringeste nogen kunne give, var 1 mark, og da hun ikke havde så mange penge hos sig, beholdt han hendes konfirmationsseddel som en slags pant indtil hun betalte de resterende 8 skilling.

Man tillader sig at spørge:

1) Hvilken er den takstmæssige betaling for sådanne antegnelser?

2) Bør pigen hente sin konfirmationsseddel, eller synes det ikke rimeligt at klokkeren bør tilstille hende samme?

(Politivennen nr. 546. Løverdagen den 17de Juni 1826, s. 396-397)

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.

Hagemeister

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:

"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"

København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.

Hagemeister
Bagermester. 

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.