Det er vistnok unegteligt, at der i Almindelighed i vore Kirker heri Hovedstaden under Gudstjenesten af Menigheden iagttages en ønskelig Ro og Orden, saa at Andagten ikke forstyrres. Enhver, der kommer tilstede, føler dog med sig selv, at er der noget Sted, hvor Stilhed kan fordres, da maa det være i Guds Huus. Men desto beklageligere er det, at de, af hvem Andagten forstyrres, og som tilveiebringe Uro, næsten alene er Kirkens egne Betjente, hvem dog netop Tilsynet i denne Henseende paaligger, og det er saa meget mere forargeligt, som Tilladelsen for dem til at forstyrre Kirkens Fred er autoriseret. Vi sigte her til den gamle Uskik, at blive afkrævet Tavlepenge under Prædiken. Dette er en gammel Klage, men desværre er den ikke endnu afhjulpen, og det skulde glæde os, om disse Linier kunde yde et lidet Bidrag til at en saadan Forandring kunde indføres, at de, der søge det ene Fornødne, kunne nyede det uforstyrret i fuld Hengivelse, og uden at Sindet hendrages i andre Ting.
Men er det muligt, saaledes som Forholdene nu ere? Enhver, der har været i en af vore Kirker heri Byen, vil vistnok besvare dette Spørgsmaal benegtende, og enhver der ikke har været der, beder jeg at gaae en Søndag til Gudstjeneste til Exempel i Holmens Kirke, og Svaret vil upaatvivlelig blive ligedan.
Den første Forstyrrelse skeer her derved, at Menigheden,da den ikke tillades at komme ind i Stolene, førend Præsten har besteget Prædikestolen, men maae blive staaende paa Gulvet, indtil han begynder at tale (thi da først begynder Betjentene at aabne Stolene), paa eengang strømmer ind i Stolene. Ved den derved frembragte Uro gaaer alt en Deel af Talen tabt. Er man nu vel kommen ind i en Stol, og endelig saa megen Stilhed er bragt tilveie, at man kan begynde at høre Præsten tale, begynder Kirkens Betjente med en Skare - jeg troer i Almindelighed 5 - af Drenge med jernbeslagne Sko at indkræve Tavlepenge. Ikke nok med den Forstyrrelse det giver, at blive 6 Gange i Rad holdt en Tavle for Næsen, nødes man undertiden tillige til at række Tavlerne fra den Ene til den Anden, da nogle ere saa besynderligt ivrige efter at blive af med deres Kobberskillinger, som om det ene Fornødne mere bestod heri, end i at høre efter og lægge sig paa Sinde, hvad der blev talt. Ved saaledes aldeles pludselig at blive reven ud af sin Andagt for en saadan triviel Sags Skyld, kan man let blive ærgerlig i Sindet, og den andægtige Stemning i det mindste for Øieblikket forjages; men man bburde vistnok snarere gjøre Alt for at vedligeholde den, end tillade at endog kun en Skygge af Adspredelse kom tilstede.
Naar man nu endelig ere bleven disse i Almindelighed lidet velkomne Forstyrrere qvit, kan man dog under den største Deel af Talen vedblive at høre dem trampe omkring paa Gangene og smække Dørene i Pulpituret op og i, saa at man ofte maa forundre sig over, at de Besøgende ikke paabyde Rolighed.
Det er dog vistnok Hensigten med at give Tavlepenge i Kirken, at de skulle gives med et godt Hjerte, men vistnok aldrig den, at Kirkegængernes Andagt derved skulde forstyrres; thi hvad der skal gives med Opoffrelsen af denne, gives i Almindelighed ikke af et godt Hjerte. Menigheden giver dem i Almindelighed uden at vide til hvem eller til hvad, fordi det nu engang er Skik, og fordi det synes, at de ikke godt kunne undlade det "for Folkets Skyld", hvorfor de ogsaa yde saa lidt som muligt. Men hvorledes er det hverken en velvillig eller en frivillig Gave, og som saadan heller ikke nogen god Gave.
Ja! hvad er nu herved at gjøre? Vil man maaskee spørge; i Tavlepengene have Flere Andeel, og lod man dem ophøre, vilde disse forurettes. Men saa spørger jeg, er det bedre at Mange forurettes end Faa, og er det rigtigt at Manges aandelige Nydelse og andægtige Opmærksomhed forstyrres for nogle Faas timelige Fordeels Skyld? Hvad er vigtigst, at Faa erholde en lille timelig Fordeel eller at Mange forstyrres i deres Hengivelse til det, som er det ene Fornødne for Livet hisset? Men overalt denne Skik, som i sig selv er smuk, behøvede jo slet ikke at afskaffes, naar den blot skete paa en Maade, som ikke forstyrrede den fornødne Ro i Kirken. Og dette kunde paa den simpleste Maade skee derved, at Bøsserne hensattes ved Kirkens Døre, saa at de Tilstedeværende efter Gudstjenesten kunde offre deri efter Behag, thi da vilde det være en frivillig Gave, og som saadan have sin Betydning. De, hvem Indtægten af Kirkens Tavler tilfalde, vilde vistnok ikke lide ved denne Forandring da utvivlsomt Menigheden med Glæde vilde offre lige saa meget, ja mere, i den enkelte Bøsse, end nu i alle 6 Tavler tilsammen, om ikke af andre Grunde, saa af Glæde over at den ikke blev forstyrret under Gudstjenesten. Er det ikke en sand Fornøielse at see med hvilken Beredvillighed, de, der gaae i Slotskirken, i hvilken ingen Tavler ombæres, efter endt Gudstjeneste lægge i de i Forhallen fremsatte Bøsser? Og hvorfor skulde ikke ogsaa det Samme skee i de andre Kirker- - Hvad her er anket over gjælder vel nærmest Hovedstaden; thi, saavist mig bekjendt, ombæres Tavlerne i Landsbykirkerne under Psalmesangen. Hvis det vilde have for store Vanskeligheder at faae Sagen ordnet paa den her foreslaaede Maade, saa var det dog i ethvert Fald ikke formeget forlangt, om den ordnedes paa samme Maade som i sidstnævnte Kirker, nemlig at det paalagdes Kirkens Betjente her i Byen at ombære Tavlerne før Prædikenen, medens Psalmerne blev afsjungne; thi derved vilde der i alt Fald Noget være vundet.
Skulde Autoritererne vise en saa besynderlig Haardnakkethed, at de i ingen Henseende ville gaae ind paa Forandringen eller Afskaffelsen af den heromhandlede Anke, da staaer det dog i ethvert Fald Menigheden frit for i Realiteten at afskaffe den, nemlig paa den simple Maade ved ikke at give Noget.
W.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1851, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar