Brudstykke af en fremmed Reisendes Bemærkninger over Kjøbenhavn.

Da det er meget sjældent at danskerne roses for opfindelser og nyttig industri, griber man desto hellere lejligheden til at meddele en udlændings bemærkninger over et par danske borgere der har udmærket sig i så henseende.

Den udlænding som efter 52 års forløb atter besøgte København, har efter sin hjemkomst til sit fædreland i et brev til en ven her i staden, fremsat adskillige bemærkninger om de forandringer og forbedringer han havde fundet på sin sidste rejse her i landet.

Et brudstykke af dette brev vil man her levere, i tro oversættelse:

"Under mit første ophold i København fandt jeg at øl ikke blev solgt på andre steder end hos spækhøkere og de såkaldte øltappere i potte- og glasvis. Som en følge heraf var øllet som oftest dovent. Udsalgsstederne (Bierschenken) og behandlingsmåden kun lidt indbydende. Under mit sidste ophold derimod fandt jeg mange, muligt endog for mange, øludsalgssteder.For det meste i alle gader, hvor man får godt afproppet øl af forskellige sorter tilforskellige priser. Hos disse hersker vel mere og mindre orden og renlighed. Men dog overgås de alle deri af det som findes i gården nr. 7 på Vestergade som tilhører hr. brygger og ølhandler Jensen, der var den første der begyndte på at sælge godt afproppet øl i flaskevis. Hans udsalgssted er bekvemt indrettet og højst propert, og hans øllager der grænser tæt til samme, fri for fugtighed og al øllugt samt i det hele såvel indrettet at jeg på mine mange og idelige rejser ikke har set noget der kunne sættes ved siden af samme. Ved det meget nyttige apparat han har opfundet, bevirkes at gæres (Braus) som stiger op af fustagerne, samles i et i apparatet værende rum hvorfra det øl, som skilles fra gæren, igen flyder ned i fustagen uden at det mindste går til spilde. Således ser man i hans lager træerne rene og tørre uden at være tilsølede af gær og øl, så at jeg har set et lager af 32 fustager øl, hvis gulv var så aldeles tørt at man ikke sporede en eneste dråbe der var spildt, eller som kunne give mindste øllugt fra sig.

Foruden de fordele som denne nyttige opfindelse har til følge, nemlig med hensyn til renligheden, afgiver den endnu større ved den besparelse som apparatets brug bevirker, da man regner at der på enhver fustage tabes fra 1 til 2 potter øl under gæringen. Tager man nu hensyn til den mængde større og mindre fustager øl der årligt udleveres til salg til Københavns samtlige bryggerier så indser man let hvilken betydelig sum dette apparat når det indføres overalt, kan bespare, og at opfindelsen af samme ikke bør anses for uvigtig så man an undre sig over at man endnu ikke i offentlige blade har set dette apparat omtalt eller anprist *). Ligesom hr. Jensen var den første der begyndte at sælge afproppet øl, således har man også efter at han selv havde begyndt at brygge, ham at takke for at man nu kan få godt og velsmagende øl af forskellige sorter. For kappelysten, denne moder til så meget godt, ansporede hans kolleger til at bestræbe sig for bedre øl end før, i håb om ligesom han at få større afsætning.

En anden man der også har gjort sig fortjent ved en gavnlig industri, noget der især var mig påfaldende da jeg derved har lidt et betydeligt skær i den afsætning af pap jeg før havde til Danmark, er hr. bogbindermester og papirfabrikant Lappé.

Som bekendt blev de fleste, ja næsten alle pap før sidste krig bestilt fra Holland. Samfærdslen med dette land under krigen højst vanskelig for ikke at sige umulig,og man følte da savnet af pap til bogbinderarbejde, farvere og flere i høj grad. Man kunne ikke få hollandsk pap, og man måtte da hjælpe sig med at sammenklæbe flere lag karduspapir, hvilket tog lang tid uden derfor at erstatte savnet af fremmede pap. 

For nu at afhjælpe dette så følelige savn af denne nødvendighedsartikel forhandlede denne mand sig til papirsaffald og papstrimler hvoraf han forfærdigede pap og gjorde således denne fremmede artikel helt overflødig, og det endog efter at krigen var endt, og søfarten igen fri. Hans pap har endog den fordel fremfor de hollandske at de er mere glatte end disse. Ved denne agtværdige mands opfindsomhed forarbejdes der nu i Danmark en artikel for hvilken der før gik betydelige summer ud af landet."

Indsenderen der er bosat i København, men som først af ovennævnte skrivelse om denne hr. Jensens opfindelse og sammes nytte, ilede med at tage hans øllager og det beskrevne apparat i øjesyn, og fandt da at begge dele på det nøjagtigste svarede til vores udlændings beskrivelse. Hr. Jensen der med megen velvilje vist mig som en ham ubekendt person til rette og gjorde mig bekendt med apparatets indretning og brug, lovede tillige at han med lige velvilje ville vejlede enhver der måtte ønske at tage samme i øjesyn. 

Ligeledes har indsenderen af sagkyndige fået vished om at brevskriverens ytringer om hr. Lappé er rigtige og velbegrundede.

Indsenderen der har anset det for sin pligt at bringe disse driftige og fædrelandselskende borgeres gavnvirkende dåd til offentlig kundskab, kan ikke tilbageholde det ønske at vedkommende kollegium efter indhente de pålidelige beretninger fra sagkyndige mænd, ville bevirke at førnævnte agtværdige danske mænd blev hædret eller belønnet på en måde der kunne anspore flere til at befordre nyttige opfindelser og gavnlig industri i vores så elskede Danmark.

*) Heri fejler beskriveren. For i Dagen nr. 288 for forrige år findes underretning om og en slags beskrivelse af dette apparat.

(Politivennen nr. 523. Løverdagen den 7de Januar 1826, s. 1-7)

Redacteurens Anmærkninger

Vestergade 7 skiftede i 1859 nummer til Vestergade 2.Hr. Jensens ølhandel er revet ned. Det nuværende hus Obels Gaard ved Gammeltorv er fra 1923.

Hr. Jensen er formentlig Lars Jensen der havde et bryggeri i Vestergade 2. Nørre Kvarter med Vestergade og Nørregade var traditionelt bryggernes gader fordi man anså vandet under det for at være af det bedre i København. I slutningen af 1700-tallet var der omkring 28 bryggerier alene i Nørregade. På artiklens tidspunkt var dette dog faldet drastisk. Nørre Kvarter havde kun 8 bryggerier tilbage.

Ønske angaaende det casserede stæmplede Papiir.

Det er en meget god foranstaltning at man uden videre betaling kan få et ark beskrevet stemplet papir hvori der kan være indløbet en fejl, ombyttet med et nyt ark af samme slags. Men det er nok næppe rigtigt at sådant beskrevet papir ikke tilintetgøres, men ofte kommer ud blandt folk som kræmmerhus eller omslag for en eller anden husholdningsartikel. Anmelderen har således i en urtebod set en hel pakke af sådant papir der indeholdt vekselobligationer, reverser, beviser for lejede sengeklæder, kontrakter osv., og da man som oftest når man kontraherer med en mand ikke ønsker at det skal være bekendt for 3. mand, meget mindre for publikum, så var det vist ønskeligt om vedkommende ville give slip på en så ubetydelig fordel som salget af det kasserede papir kan indbringe, eller i det mindste sørge for at det på samme skrevne gjordes aldeles ulæseligt.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9499-9500, fejlagtigt angivet til 9599-9400)

Ønske til Papirs bedre Besparelse (Efter indsendt)

I en tid hvor papiret stiger så overordentlig i pris, og en del af materialerne til det vi selv kunne forfærdige deraf, så højligen behøves til forbinding og optrævlet linned, turde vel dette forslag til nogen besparelse i denne henseende ikke komme i utide. At nemlig vores bogtrykkere og boghandlere ville enes om at spilde mindre ved at afskaffe de brede margener og sætte skriften mere sammen. Derved ville man næsten på et ark kunne rumme så meget som nu på fire, og prisen på arbejdet selv måtte da også forholdsmæssig forhøjes. Måske tabte trykken noget i skønhed. Men hvad ville dette betyde mod det gavnlige øjemed!

København den 6. juni 1808

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8480-8481)

Redacteurens Anmærkning

Forslaget vandt ikke gehør hos Politivennens redaktør, Seidelin. Politivennen vedblev med samme margen og skrifttype.

Bøn til Damerne, ej at bortkaste nyttige linnede Klude

(Efter indsendt)

I en tid hvor man tænker, taler og skriver så meget om husholdning, sparsommelighed og fabriksflid, hvilket også lettere lader sig tænke end iværksætte, vover jeg en bøn til det ædle kvindekøn, som jeg ønsker ikke måtte misforstås! Den prisværdige indretning at ingen fejebunke må findes på gaden, har dog forårsaget at et mindre antal klude samles, og derved tillige at vores papirfabrikker vil mangle disse. Eftertænker man hvor nødvendigt papiret er og til hvilken pris det er steget, da vil ingen ædel dame fortryde på at jeg beder Dem at samle de ubrugelig klude til et så nyttigt brug: Ved klæders og anden syning spildes ellers snesevis af klude, som nu er af betydelig værdi.

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8273-8274)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 11. juni 1807 var kludesamlere mistænkt for at være tyve: 

Med Fornøielse læses i de fyenske Aviser en Kundgiørelse fra Herredsfogden Knutzen i Lunde-Skam og Skouby Herreder, at, da de saakaldte Kludesamlere og Kludehandlere volde meget Uvæsen, og ofte ere Stiftere af eller Deeltagere i Tyvekomplotter, have dette Fogeddømmes Sognekommissioner vedtaget, at en eller 2 Fattige i hvert Sogn skulle befatte sig med denne Næringsgreen, hvorimod hver Kommission paaseer, at Udførelsen skeer til en indenlandsk Fabrrik. Andre taales derimod ej, i hvad Attest de end have, naar det ej er Hr. Knutzens egen. - Det var at ønske, at dette Exempel overalt efterlignedes. Da vore Fabriker høilig behøve gode Klude.

I Anledning af den i No. 115 indrykkede Opfordring til Hr. Brummer.

Uagtet jeg holder mig overbevist om at hr. Brummer der ikke vel kan andet, svarer på opfordringen, og uagtet det altså er muligt at hans svar kan støde sammen med denne min erindring i Deres blad, og måske da et og det samme siges to gange, har jeg dog ikke villet undlade at tilsende Dem følgende notabene:

1) er det ikke afgjort at det princip der i opfordringen fremsættes, som det regeringen blot af prisværdig omsorg for oplysningen har gjort en undtagelse fra, hvad angår til trykte skrifters og papirers indførsel dette princip: At indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførelsen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv, er det lovgivren i toldforordningen 97 har haft for øje. Indledningen giver endog ikke utydelige vink på det modsatte.

2) Er papir en af de ting der lige såvel kaldes fabrikata som rå materialer. En bogtrykker kalder det med det sidste navn, en papirmøller derimod med det første. Jeg anfører dette blot for at gøre opmærksom på at man i opfordringen gør en urigtig applikation af hint princip på papiret som vare. Da jeg forresten i overensstemmelse med det ovenfor sagte ikke tror at lovgiveren ved tolden på papiret har villet ophjælpe fabrikationen af denne vare, hvorfor over 100.000 rigsdaler årligt udgår af landet. Denne fabrikation er hos os så langt tilbage at den ikke ved så små midler kan trækkes frem.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1845-1847)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om artiklen i nr. 115.

Spørgsmaal med Hensyn til Trykkeforordningen af 27. Sept. 99.

I henseende til en rejsebeskrivelse i Schweitz på hvis titelblad man finder nederst: Friderich Brummer, og ellers ikke noget sted forlæggeren eller bogtrykkeren nævnes, spørges hr. universitetsboghandler Brummer om nogen kancelliresolution eller deslige måtte have dispenseret ham for forordningens bydende i 165 der foruden forfatterens navn kræver forlæggerens og bogtrykkerens fulde nævnelse. Da særsynet af dette skrift (hvoraf anmelderen har set et eksemplar i den Classenske Bogsamling) kan opvække den tanke at andre også på ansøgning kunne få dispensation fra forlæggers og bogtrykkers nævnelse, ja måske (som er et så almindeligt ønske, ja næsten et almindeligt håb) fra selve forfatterens nævnelse, så opfordres hr. Brummer til behageligst at besvare spørgsmålet. Og skal hans svar med taknemmelighed blive indrykket ikke alene i Politivennen, men også i lærde efterretninger. 

Man ville ikke stille dette spørgsmål hvis man i mindste måde troede at hr. Brummer lod trykke bøger i Leipzig, og på titelbladet sætter Kopenhagen. En sådan handlemåde ville ikke alene have til følge at sætte Københavns bogtrykkere i et ufordelagtigt lys hos regeringen, men endog at formindske kongens toldintrader og altså ilde at lønne den lovgiver der ved at lægge told på papir, men ikke på trykte skrifter, blot af prisværdig agtelse for oplysning har handlet tværtimod den grundsætning at indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførslen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1838-1840)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 116.

Om det stemplede Papirs Kontors Beliggenhed og Aabningstid.

Det er en genstand som hos os er forsømt eller agtet uværdig til opmærksomhed, men som ikke desto mindre er temmelig vigtig: at rådstuer, børser, posthuse, rettergangshuse, vejerboder, banker, oppebørselskontorer og med et ord alle kontorer for anstalter og indretninger der angår det offentlige i en stad, og af alle må søges, bør (i det mindste når staden har en størrelse) ligge midt i staden. Denne beliggenhed påbydes af den ret alle en stads beboere har til at fordre den mest mulige lighed i bekvemmeligheder og besværligheder. Den er vigtig for alle husejere. Den letter forretnignernes gang og sparer tiden, den vigtigste af alle ejendomme.

Det stemplede papirs kontor ligger derfor unægtelig på et meget urigtigt sted i Krystalgade. En gade der næppe kendes af navn der kun er nogle hundrede skridt fra Nørrevold og altså i en udkant af byen. 

Kongen har gjort det stemplede papir til en så stor nødvendighed for alle dem der handler, sælger, køber osv. at kongen sikkert på forestilling fra vedkommende kollegium vil finde rimeligt at holde et kontor til dets udsalg på Østergade, Amagertorv eller Højbro Plads hvor det bestandigt kan forblive uden nogen sinde mere at blive flyttet.

At den mand som kongen betroede dette udsalg, straks skulle skaffe sig bolig på et af disse dyre steder er jeg langt fra at ville kræve. Men lige så lidt tror jeg det passende hvis denne mand slæber kontoret med sig ud på Vesterbro, i Toldbodgade, på Christianshavn eller hvad for et andet afsidesliggende sted hans bolig ved embeders erholdelse måtte befinde sig på. Holdt kongen derimod som foreslået et kontor i stadens midte, så kunne manden bo hvor han ville, publikum var tjente og alle ulejligheder fra beliggenhedens side var fjernet.

Men ikke alene en beliggenhed midt i staden er nødvendig for dette kontor. Også åbningstiden bør være sådan at den er bekvem for alle. Dette finder for nærværende ikke sted. For ikke alene lukkes kontoret sent op om morgenen og tidlig i om aftenen (jeg mener tidlig og silde for forretningsfolk), men om middagen er kontoret lukket i et par de vigtigste timer, netop i børstimerne som er de hvorpå det allermeste af hvad der behøves stemplet papir til afgøres og sluttes.

Fra lørdag aften tidlig til sent mandag morgen, et betydeligt mellemrum af tid, er kontoret helt lukket.

Hvor ofte kan ikke et køb, en kontrakt være sluttet lørdag eftermiddag når det allerede er for sent, fra en ende af byen at sende hen i den anden efter stemplet papir, søndagen går bort, en af parterne betænker sig, og handelen finder ikke sted.

Hvor ofte kan det ikke hænde sig, og at det er hændt flere end en gang, kan bevises, at kreditorer, som kunstnere, handlende, håndværkere, først om lørdag aften eller søndag morgen får at vide at deres debitor samme dag har i sinde at liste sig ud af byen. De skriver hurtigt deres regning og iler hen for i det mindste at få den underskrevet som rigtig af debitor. Denne dør eller gør opbud. Kreditoren konkurrerer i boet, men bliver mulkteret som den der har sveget kongen i hans stempelintrader.

Hvor fortrædeligt er det ikke for den som skal rejse, at se sig opholdt eller en vigtig forhandling spildt fordi kontoret til det stemplede papir er lukket!

Når staden i sin midte har fået sit stemplede papirskontor, så bør også dets personale være sådan at det kan være åbnet fra om morgenen kl. 6 til om aftenen kl. 10.

(Politivennen, Hæfte 8, nr. 101, den 29 Marts 1800, s.1610-1614)

Redacteurens Anmærkning

Det var til visse slags dokumenter ved Forordning af 3. april 1771, Forordning af 27. november 1775 mm. påbudt at bruge stemplet papir. Det var forsynet med et særligt påtrykt stempel eller mærke som repræsenterede en afgift til staten). Det gjaldt fx stævninger, pant, visse handler, bevillinger osv.