København, den 9. november 1849.
- Der har som bekendt oftere været ytret utilfredshed og fremført klager angående den mangel på påskønnelse, der fra autoriteternes side formentlig vistes mod de svenske og norske frivillige, som har gjort krigen med i den danske arme. Så længe disse klager drejede sig om ordenstegn, havde de vel ikke stort at betyde, men mere grund syntes der at være, da de fleste frivillige så pludselig efter den sidste våbenstilstand fik deres afsked, uden at den sympati som deres frivillige hengivelse for den danske sag vist nok i høj grad fortjente, syntes at være vist dem til slutning på nogen tilstrækkelig måde. Imidlertid kunne anskuelserne herom vel være delte; men derimod kan der ikke være nogen delt mening om, at det ville være mere end beklageligt dersom der skulle være tilstrækkelig og tydelig grund til klage over inhuman, uretfærdig og vilkårlig behandling, om også kun af en enkelt af disse frivillige.
Vi har set en sådan klage fra en svensk officer ved navn Johan Peter Strømer, som da han ikke her på nogen måde har kunnet opnå en retlig undersøgelse angående sit forhold og oprejsning for de ham formentlig tilføjede krænkelser og fornærmelser, nu er rejst til sit hjem, for der at offentliggøre den udførlige klage og fremstilling af den vilkårlige behandling han her har været genstand for. En sådan offentliggørelse forekommer os at være så meget mere beklagelig da den næppe kan vente nogen gendrivelse i den svenske presse og derfor kun kan bidrage til at svække den gode folkestemning for Danmark, der er så ønskelig i vore naboriger. For at bidrage vort til forebyggelse heraf og mulig forinden foranledige undersøgelser og notere Oplysninger desangående, skal vi i korthed fremstille de væsentligste punkter af bemeldte klage.
Hr. Strømer, som ankom hertil i sommeren 1848, fik dengang formedelst våbenstilstandens indtrædelse ikke lejlighed til at tage tjeneste. men havde den ære i en audiens hos hs. maj. kongen at modtage allerhøjstsammes opfordring til at vende tilbage i tilfælde af krigens genudbrud. Da dette skete, blev hr. St. ansat som sekondløjtnant på ældst gage ved 2. lette inf. bataljon, først i dennes 3. og derpå i 2. kompagni. Ved udfaldet fra Fredericia hørte dette kompagni til avantgarden, og straks i begynderen af slaget faldt kompagnichefen kapt. Fugl, i anmarch mod de foreliggende fjendtlige skanser. Løjtn. Strømer, som befandt sig i spidsen af kompagniet, opmuntrede imidlertid de brave menige til at følge sig og avancere videre, og det skete så rask at fjenden skyndsomt forlod forskansningerne, mens den forreste del af kompagniet under Strømer vedblev at rykke frem og allerede gjorde en del fanger.
Nu henvendte løjtn. Str. sig til kompagniets premierløjtnant, som imidlertid havde befundet sig i queuen af kompagniet, og spurgte ham om han vidste at kaptajnen var faldet, hvorpå han gav et bejaende svar. Løjt. Str. overgav da kommandoen til ham, med den opfordring at tage de af fjenden forladte skanser og det allerede åbnede blokhus i besiddelse. Men premierløjtnanten kommanderede i dets sted holdt og kort derpå, efter at løjt St. endnu engang havde opmuntret kompagniet til at avancere, befalede pr. løjtn. retræte, som snart blev til en skyndsom flugt, hvorved en betydelig del af mandskabet faldt for de fjendtlige kugler fra forskansningen, hvortil fjenden i denne mellemtid atter var vendt tilbage. Et yderligere tab fremkaldtes da forskansningen atter måtte stormes af reserven.
Dengang det omhandlede kompagnis pr. løjtn. var i begreb med at befale den tiltrådte retræte, opfordrede løjt. St. ham endnu engang til at beholde stillingen og de allerede vundne fordele. Og det har formodenlig været dette forhold, der havde til følge, at løjt. Str. i stedet for nogen anerkendelse af hans udviste adfærd ved kapt. Fugls død, nogle dage efter at han på egen begæring var blevet forsat til 3. forstærknings jægerkorps, fik sin afsked uden nogen angiven grund. Da han derefter henvendte sig til bataljonskommandøren om et bevis for sin adfærd i tjenesten og navnlig i slaget, blev dette ham nægtet, men ved senere at henvende sig til general Bülow opnåede han at få et sådant bevis, hvori han betegnes som en "modig og tapper Kriger".
Imidlertid havde et andet uheld allerede beredet hr. St. en endnu værre skæbne. Under eller efter slaget ved Fredericia havde hans oppasser, en menig fra Als, måske på en falsk efterretning om at han falden, absenteret sig med hans kappe og nogle andre effekter, og det var ham senere ikke muligt at opspørge disse indtil han omsider, efter at have fået sin afsked, erfarede at karlen befandt sig i sit hjem på Als. Da hr. St. nu tillige ved tilbagetoget fra Dybbøl til Als, i april d. å. havde mistet sin bagage, idet en sundevedsk bonde, som skulle køre den, ikke havde afleveret den ved overgangen, og det havde været ham umuligt senere at få bonden opsøgt og få sit tøj udleveret, så besluttede han efter våbenstilstandens indtræden, at rejse over til Als, for at komme i besiddelse af sine ved begge lejligheder tabte ejendele. På Als traf han vel karlen men ikke sine effekter, som denne foregav at have tabt, men tilbød sig at give en ringe erstatning for. Da Sundeved nu omsider var blevet besat af de neutrale tropper, besluttede hr. St. at begive sig der, over og opsøge den anden person, Chr. Nicolaisen i Dybbøl. Han fandt ham også her og skønt bonden i begyndelsen ville fragå sagen, blev han dog snart bragt til bekendelse ved de vidner og beviser hr. St. havde sikret sig. Bonden undskyldte sig med at sagerne var bortkomne, men tilbød sig at give en forholdsvis ringe erstatning som l. St. der ikke ønskede at opholde sig ved en retlig undersøgelse, som under den herskende tilstand kunne have trukket langt ud, også modtog.
Men ved sin tilbagekomst til Als forestod der hr. Str. endnu det værste han havde prøvet for sin ulejlighed i Danmark. General Meza, som allerede under hans første ophold på Als havde truet med at arrestere ham fordi han hos sin oppasser havde søgt at få sine bortførte effekter eller nogen erstatning derfor, lod ham nu ved tilbagekomsten fra Dybbøl fratage hans kårde og indsætte som arrestant på slottet i Sønderborg, hvor han blev holdt fangen fra d. 5. til d. 11. september, hvorhos generalen flere gange ved en auditør og et par officerer lod ham affordre de penge, han havde modtaget i erstatning for sine bortkomne effekter, imod at få sin frihed. Da han nægtede at efterkomme denne fordring, hvortil han anså generalen så meget mere uberettiget som Dybbøl ikke hørte under generalens kommando, og da hans begæring om retlig undersøgelse af sagen ikke blev taget til følge, blev slutningen at generalen omsider lod ham som en farlig forbryder med to soldater føre ombord på dampskibet "Slesvig" og som menig arrestant transportere her til København.
Naturligvis blev han her straks sat i frihed, men alle hans forsøg på at få oprejsning for den ham således vederfarede tort har været frugtesløse. Hans anklager er blevet tilbageviste, hans begæringer om retlig undersøgelse af hans hele fremfærd er forblevet upåagtede, og hans bestræbelser for at fremstille sin sag for hs. majestæt kongen er udtrykkelig mislykkede. Det synes ikke at være vanskeligt at forestille sig den bitterhed en sådan behandling må fremkalde hos en mand der ikke opnår anden løn eller anerkendelse for at have vovet sit liv og mistet sin ejendom for et andet folks sag, og som endog må antage at den nærmeste årsag dertil har været at han under den blodigste kamp i det mest farefulde øjeblik da hans chef var faldet og hans kampfæller ville retirere, har stillet sig i spidsen for dem og vedblevet at opfordre dem til at gå frem, mens en anden officer der efter ham overtog kommandoen, gav ordre til at retirere. Det var vel ønskeligt om denne sag måtte blive nøjere oplyst for at forebygge en grellere fremstilling heraf. Beviset for løjtnant Strømers adfærd i slaget ved Fredericia er i øvrigt allerede konstateret, da det i det omtalte afskedsbevis hedder at det er i følge den 2. lette infanteribataljons skriftlige erklæring at general Bülow "giver den af hans krigstjeneste afskedigede løjtnant Strømer det vidnesbyrd at han under slaget ved Fredericia den 6. dennes har vist sig som en modig og tapper kriger". Dette bevis er dateret Vejlby pr. Middelfart d. 26. Juli. - Af hvad grund havde man da allerede dengang ikke længer brug for en sådan kriger.
(Kjøbehavnsposten, 9. november 1849).
København, den 17. november 1849.
I Kjøbenhavnsposten for fredag den 9. ds. Nr. 262 findes offentliggjort indholdet af en klage som det ikke er lykkedes hr. Johan Peter Strømer, der under dette års felttog har tjent som løjtnant i den danske arme, at lade tilhændekomme rette vedkommende, og som af bladet er optaget for, blandt andet at foranledige nøjere oplysninger. Ved nu at meddele disse, tror jeg foreløbig at burde bemærke, at de norske og svenske frivillige vist nok meget vil frabede sig at hr. Strømer indblandes i nogen dem vedrørende sag, idet de af dem, der var ansatte ved 2. lette infanteri-bataljon, bestandig have desavoueret ham, og selv ytret tvivl om at han havde været officer i den svenske arme.
Efter at hr. Strømer på gentagen anmodning, af krigsministeriet var taget til tjeneste som sekondløjtnant i den danske arme, og allerede i København havde gjort sig bemærket ved sine store prætensioner, sin ubeskedne påstand om egen dygtighed, og usædvanlig store regning på hafte rejseomkostninger (c. 1200 rbd.), ankom han den 5. april d. å. til bataljonen netop da denne stod på forpost i det sundevedske. Da han under de daværende forhold ikke kunne for øjeblikket få nogen egentlig oppasser, blev det ham tilstået at benytte en tjenstgørende menigs hjælp i kantonnementet. I denne mands allerede pakkede tornyster opbevarede nu hr. Strømer nogle sager, men da soldaten naturligvis ikke kunne bære den således betyngede tornyster, blev denne lagt på en til lagens disposition værende vogn. Tornystret forkom, og da kompagniets officerer ydede bidrag for at erstatte soldaten hans derved lidte tab, nægtede hr. Strømer at deltage i dette bidrag på grund af at han angav at have haft 200 rbd. liggende i tornysteren.
Bataljonen rykkede nogle dage efter over til Als, hvor der snart efter indløb besværinger fra adskillige underofficerer over en særegen påtrængenhed, som hr. Strømer i sin adfærd viste imod dem, men som var af den natur at der ikke kunne gøres videre derved, og kun bevirkede at enhver fjernede sig fra ham, hvorimod det foranledigede, at han, efter mit til ham gjorte forslag, i juni måned, udgav ansøgning om at forsættes til 12. lette infanteri-bataljon, hvorved hans ubehagelige stilling i og til bataljonen kunne ophøre, hvilken ansøgning krigsministeriet ikke bevilgede.
Under bataljonens 10 ugers ophold på Als så officererne aldrig hr. Strømer i deres private sammenkomster, og i tjenesten, navnlig ved alarmeringer, var han hyppigt fraværende, mens han kun var genstand for idelige ufordelagtige rygter. Da bataljonen afgik til Fyn, og derefter den 5. juli beordrede til Baaring Vig for der at indskibes til Fredericia, henvendte chefen for 2. kompagni, kapt. v. Fugl sig til mig, med anmodning om at løjtnant Strømer ikke måtte få noget peloton, da han som alt oftere af kaptajnen var anmeldt, var aldeles udygtig til en sådan kommando. En dom som allerede hans forrige kompagnichef straks i den første tid efter hans ankomst havde afgivet om ham idet han havde vist ikke engang at kunne føre en patrulje.
Med hensyn til den ham af højere vedkommende givne ansættelse og hans stilling som fremmed officer, troede jeg imidlertid ikke at burde opfylde denne anmodning, og hr. Strømer tildeltes derfor et peloton. Under slaget den 6. juli da kaptajn Fugl faldt, var kompagniets ældste officer, premierløjtnant v. Irgens, på sin plads, hvorhos bemærkes at Hr. Strømer ikke, som i Københavnsposten anført, var forrest af kompagniet, da dette havde en kæde foran sig, under en anden officers kommando. Kompagniet var ved kaptajnens død noget frem foran de andre kompanier, og blev af en langt overlegen styrke truet i sin venstre flanke, stærkt udsat for at afskæres. Løjtnant Irgens befalede derfor det ene rigtige, at kompagniet skulle gå tilbage og allignere sig med de andre kompagnier. Denne befaling modsatte hr. Strømer sig. Løjtnant Irgens betydede ham at han skulle adlyde, og da han stadig vægrede sig derfor, truede han ham med at lade ham føre som arrestant til fæstningen. Kompagniet tiltrådte den højst nødvendige retræte, og fra det øjeblik af så man under slaget ikke hr. Strømer der først meldte sig da bataljonen stod i sin sidste stilling før indrykningen i Fredericia. Det oplystes dog snart hvad Hr. Strømer under slaget havde foretaget sig. Den faldne løjtnant v. Buchs lig havde han berøvet en ring som han, efter opfordring, 3 dage efter tilbageleverede og forklarede først at han ville beholde den som et minde om den afdøde, men da det blev ham betydet, at dette ikke var måden at erhverve sig minder på, især af folk, til hvem han aldeles ikke stod i noget særegent forhold, forklarede han derefter, at han ville have sendt ringen til den faldnes familie. Også af den faldne kaptajn Fugls efterladenskaber søgte han på slagpladsen at tilvende sig adskilligt, og hans hele adfærd er overhovedet af den natur at jeg, med hensyn til hans tidligere stilling, ikke vil nærmere omtale den.
For så vidt han ved fremstillingen i sin klage vil kaste skygge på løjtnant Irgens, og navnlig dennes mod, turde det for publikums skyld vel være nok at erfare at løjtnanten i en officiel rapport for f. å. fremhæves som "den der jævnlig eksponerede sig for at føre sit mandskab frem" og at den 2. lette bataljon anser ham for en af sin braveste og dygtigste officerer.
Imidlertid havde kompagniet indgivet klage over hr Strømers aldeles subordinationsstridige forhold og forlangt forhør og krigsret; men også her mente jeg at burde tage hensyn til at sagen angik en fremmed officer. mens hans forhold på den anden side heller ikke kunne hengå upåtalt. Derfor spurgte jeg ham om han ønskede forhør eller ville tage afsked, og pålagdes ham til om morgenen den 11. at indkomme med sin skriftlige melding om hans i så henseende tagne bestemmelse. Men da han udeblev og i det sted begav sig til overkommandoen indsendtes under 14. juli en forestilling til samme, hvori udtaltes at da løjtnant Strømer især under slaget havde vist et højst insubordineret forhold mod sin nærmeste foresatte ved ikke at ville adlyde dennes af højere hensyn givne befalinger, ligesom og i store andre henseender havde udvist et forhold, der aldeles ikke stemte med en officers point d'honneur, så indstilledes han af bataljonen til at fjernes fra armeen. Herefter forlangte overkommandoen bataljonens erklæring over hr. Strømer, og mulig jeg ved denne lejlighed, af for stor skånsomhed med hensyn til at han var fremmed, har affattet min erklæring i for megen favør af hr. Strømer, og derved har foranlediget den ham fra generalløjtnant v. Bülow givne attest. Bataljonens erklæring havde til følge at hr. Strømer, efter krigsministeriets befaling, "afgik fra armeen", uden at deri var udtalt nogen sædvanlig afsked fra den danske arme.
Under Fredericia slaget havde hr. Strømer atter haft uheld med sine effekter og fortæller derom en næsten fra begyndelsen til enden usandfærdig historie. Hans oppasser havde ikke absenteret sig, men var blevet såret; han var ikke fra Als, men fra Jylland; han blev ikke fundet af hr. Strømer i sit hjem på Als, men på Augustenborg lazaret; han foregav ikke at have tabt hr. Strømers kappe m. m. men forklarede at have, da han blev såret, overleveret den til en nærstående soldat; har tilbød ikke at give erstatning, men efter karlens forklaring tømte hr. Strømer lommerne på de udenfor den såredes seng liggende klædningsstykker, hvorimod han efter andre beretninger skal have afpresset denne nogle penge og desuden lod sig give løfte af en uvedkommende officiant på den såredes afregning.
Da bataljonen desuden havde bragt i erfaring, at hr. Strømer misbrugte det ham til hans befordring til København givne vognpas, idet han derpå gjorde rejser omkring i Fyn, i hvis sydvestlige del hans rygte er nok så bekendt, tilskrev jeg generalmajor de Meza desangående.
At de forholdsregler generalen har truffet med hensyn til hr. Strømer, hvis adfærd mod bonden i Sundeved jeg kun kender af mundtlige fortællinger "og som ligeså" meget afviger fra hr. Strømers klage som det punkt om oppasseren, har været fuldkommen begrundede, har jeg efter mit kendskab til den pågældende, aldrig betvivlet, men stedse antaget at ville blive den nødvendige slutning på den rolle han spillede ved armeen, ligesom hans forhold endnu er genstand for politiets undersøgelser. Disse oplysninger har jeg afgivet, fordi det var pligt mod mig selv og det officerkorps jeg har den ære at kommandere, et officerkorps i hvilket de første svenske officerer der kom til os, ønskede at indtræde som har bevaret den ædle Leyonhufvuds ære, og hvis egen ære den brave Silverstolpe i Sverige vil vide at hævde ligeover for hr. Strømer.
København den 15. novbr. 1849.
Hindenburg,
Oberstløjtnant og kommandør
for 2. lette Inf. Bat.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. november 1849, 2. udgave).
København, den 19. november 1849.
Vor hensigt med at omtale løjtnant Strømers klage er for så vidt opnået som hr. oberstløjtnant v. Hindenburg, kommandør for 2. lette inf. bataljon, har i Berl. Tid. for i lørdag meddelt en række af "oplysninger", hvori bemeldte hr. Strømer fremstilles som en så slet person og åbenbar forbryder at det må synes højst uforklarligt hvorledes hr. oberstløjtnanten ikke desto mindre af hensyn til en sådan persons svenske herkomst har troet på andre steder at kunne anbefale ham og ved sin erklæring forskaffe ham et hæderligt afstedsbevis. En sådan skånsomhed tror vi at både svenske og danske ville anse for særdeles ilde anvendt, ligesom den heller ikke kan bidrage til pålideligheden af de afskedsbeviser der overhovedet meddeles de fremmede krigere. En sådan skånsomhed vil vist heller ingen anse for genoprettet ved en senere desto mere skånselløs nedsættelse af den samme person, men dette synes hr. oberstløjtnanten ikke at have taget i betænkning.
Vi er ikke interesserede i at optræde som sagfører for løjt. Strømer, men i henhold til vor første artikel om hans klage må vi dog anse det for en pligt at fremkomme med nogle bemærkninger til hr. v. Hindenburgs oplysninger. Først må vi da bekende at have i vort korte referat af hr. Str.'s klage begået den fejl at sige at St.'s sidste oppasser hørte hjemme på Als, i stedet for at han kun opholdt sig på lazarettet i Augustenborg. Vi anså denne fejltagelse som hr. St. næste dag gjorde os opmærksom på, for så uvæsentlig at vi antog den ikke behøvede at rettes. Men da hr. v. H. fremhæver den som et bevis på at hr. St. farer med usandhed, så må vi bede bemærket at ligesom skylden i dette punkt ikke er hans, således må overhovedet ikke vor artikel forveksles med hr. St.'s klage som han har affattet i sit modersmål, og hvori han udførlig har fremstillet flere af de punkter, som ikke er berørte i vort referat, men som derimod findes omhandlede i hr. v. H.'s oplysninger; således fx årsagen til at l. St. ikke deltog i de andre officerers "private sammenkomster" på Als - hvilke han rigtignok betegner som en slags drikkegilder, osv. - Når hr. v. H. anfører at de andre norske og svenske frivillige bestandig har desavoueret l. St. og endog ytret tvivl om at han havde været officer i den svenske arme, så turde det dog synes besynderligt at hr. v. H. ikke har kendt urigtigheden af denne tvivl, eftersom hr. St. er forsynet med særdeles gode beviser for at have bestået officerseksamen i sit fædreland og med en hæderlig afsted som løjtnant ved Jemtelands Feltjægerregiment, hvilken på hans egen begæring er meddelt ham af kong Oscar i året 1847.
- Vi tror som sagt ikke at man forbedrer en overdreven skånsomhed ved en senere lige så stor uskånsomhed. - Hvad hr. St.s mulige fordringer på rejseomkostninger angår, skal vi uden i ringeste måde at ville forsvare dem, kun henstille om det dog ikke havde været rimeligt at tilføje at han efter opgivende kom hertil fra Rorlandene i nærheden af den russiske grænse ved Torneå- Elven? Hvem der har bedt ham om at komme, skal vi lade være usagt, men der må visselig være en meget stor forskel på at komme Danmark til hjælp fra Skåne og fra Norrbotten.
Et meget svagt punkt i hr. v. H.'s oplysninger forekommer os dernæst at være beretningen om det bortkomne tornyster. Løjt. St., som dog vel havde samme ret til at få en oppasser som andre officerer, fik ved ankomsten til bataljonen kun lejlighed til ar opbevare sine sager i en tjenstgørende menigs allerede pakkede tornyster! og da dette tornyster derved er blevet så tungt at soldaten ikke længer kan bære der, og det må lægges på en til lægens disposition værende vogn og derved bortkommer, så bebrejder man St. at han nægter at bidrage med de andre officerer til at erstatte soldaten det derved lidte tab, på grund af at han angiver at have haft 200 rbd i tornysteren. I ethvert fald var l. St. da vel ligeså godt den tabende som soldaten, og det besynderlige i hans vægring for at erstatte soldatens tab, synes mere end tilstrækkelig opvejet af den ligegyldighed eller mistro, hvormed hr. v. H. omtaler St.'s eget tab. Når soldaten ikke havde skullet bære Gevær, men derimod været givet l. St. som oppasser, ville dette tab vel have været undgået.
Eller var løjt. St. allerede dengang bekendt som ligplyndrer, røver og bedrager? Hvad disse beskyldninger angår, så er de af den natur at løjt. St. må søge at frigøre sig for dem på en anden måde om han formår det. Men når det kommer til retlig undersøgelse desangående synes Oberst. v. H. dog at behøve andre beviser end dem, han anfører i sine oplysninger. Efter den anklagedes udsagn havde han efter den af premierløjtnanten kommanderede retræte, hvorved kompagniet aldeles blev opløst, først sluttet sig til kapt. Schjønings afdeling. Efter skansernes indtagelse blev han af den faldne løjt. Buchs oppasser opfordret til at begive sig med ham hen at se Liget og da karlen havde sagt ham, at andre af den faldnes våbenfæller forgæves havde søgt at drage en ring af den afdødes finger, forsøgte St. det med held ved at væde fingeren, og tog derpå i karlens påsyn ringen til sig med det forsæt at tilstille den den person som ene havde adkomst dertil. Hvorvidt hr. St.'s bekendtskab til den faldne kunne berettige ham hertil, er ikke let al sige; men således fremstillet synes sagen dog ikke at kunne betegnes som plyndring.
Om kapt. Fugl siger han kun at han har ladet ham som såret bære fra valpladsen ved fire soldater, og først om aftenen erfaret, at et dødbringende skud derpå havde truffet kaptajnen i hovedet. Hvorvidt han kunne eller burde tidligere have indfundet sig ved bataljonen, må jo vistnok kommandør H. kunne bedømme; men i de offentlige beretninger hedder det rigtignok, at bataljonen efter den omtalte retræte var opløst, og hr. St. selv siger at han og mange andre forgæves søgte efter dens samling.
Subordinationsfejlen må jo anses for afgjort ved oberstl. Hs. senere erklæring om St.s forhold i slaget, og behøver altså ikke videre at omtales. Men angående den anden graverende Beskyldning om at St. i lazarettet på Als skulle have tømt lommerne på de udenfor den sårede (oppassers) seng liggende klædningsstykker, så har hr. v. H. selv meddelt en anden, noget mildere beretning, hvorimod den anklagede udsiger at karlen, som kun var såret i en finger og ikke var sengeliggende, i de to lazaretforvalteres og en sergents overværelse, frivillig har indladt sig på at give en erstatning for St.s forkomne ejendele. Hvorledes dermed er tilgået vil naturligvis kunne oplyses tilstrækkeligt, ligesom angående de øvrige positive beskyldninger. Men hvor hård og bestemt end anklagen er fra hr. v. Hindenburgs side, så tør man dog vel i retfærdighedens navn fordre at beviserne først blive ligeså bestemte, før dommen fældes. Skulle man endnu spørge om vor bevæggrund til en sådan fordring, så vil vi sige der behøves i alt fald ingen anden end det samme hensyn som bevægede hr. oberstl. v. H. til at udstede en fordelagtig erklæring om løjtn. Strømers adfærd i slaget - hensynet til at det er en fremmed officer.
(Kiøbenhavnsposten, 19. november 1849)
Den Berlingske Tidendes redaktion har nægtet at optage efterstående erklæring:
Da hr. oberstøjtnant v. Hindenburg i dette blads Nr. 273 har søgt at berøve mig al ære og agtelse ved at fremstille min adfærd her i Danmark som bedragerisk og forbryderisk, hvortil han ikke har taget i betænkning at benytte sig af ethvert ondt rygte om mig, som fjendskab og bagtalelse har udspredt, og da hr. oberstløjtnanten - som imod disse rygter ikke engang har villet anse hvad han måtte være bedre vidende om - således i modsætning til sine tidligere fordelagtige vidnesbyrd om mig, har vist at han lader sig lede af aldeles modsatte bevæggrunde -- så skal jeg som ikke ønsker noget højere end en retlig, på tilstrækkelig vidneførsel begrundet undersøgelse af min adfærd, bede det danske publikum udsætte sin dom over mig indtil udfaldet af en sådan undersøgelse er fremkommet. Jeg har aldrig anmodet hr. oberstløjtnant v. Hindenburg om nogen skånsomhed, hvortil han vel må anses ligeså ubeføjet som til en ærekrænkende dom bygget på usandfærdige og hadefuldt fordrejede udsagn. Jeg har aldrig fordret andet end streng retfærdighed og i dens navn protesterer jeg mod en sådan dom.
København den 20. november 1849.
Johan Peter Strømer,
f. d. officer i Jemtlands Kongl. Feltjæger
Regiment af den svenske Arme.
Hvis den Berl. Avis' red. tror at have gavnet autoriteterne ved at modsætte sig optagelsen af en sådan erklæring, så fejler den vist. Og nogen anden bevæggrund lader sig fra et almindeligt journalistisk standpunkt ikke tænke; tværtimod må vi i så henseende anse det som en ligefrem pligt for enhver redaktør at give plads for en sådan erklæring, når en mand angribes i hans blad så hårdt og bestemt som i dette tilfælde. Der er forhåbentlig ingen autoritet i Danmark der vil tiltræde eller vedkende sig den maxime at den anklagede (hvor hård og bestemt anklagen end er og fra hvem den end kommer) bør afskæres vejen til at forsvare sig og nægtes ret til at fordre at man ikke forinden fordømmer ham. Derfor tror vi at det er en slet tjeneste Berl. Tid.'s red. viser autoriteterne ved at give det udseende af at denne maxime dog undertiden bifaldes i Danmark. Og dobbelt slet er tjenesten i et tilfælde, hvor det gælder en fremmed, en mand af et folk hvis venskab det er af vigtighed for Danmark at bevare.
Hans brøde var så stor som den vil, så bør den først retlig bevises, og det bør aldrig i hans fædreland kunne siges at man i Danmark ikke har villet straffe en svensker, men ladet sig nøje med al vanære ham, uden at give ham lejlighed til at forsvare sig. Han er forblevet her for at forsvare sig, uagtet det stod ham frit for at rejse sin vej efter at beskyldningen mod ham var fremfort. Det tror vi er nok til at give ham adkomst til forsvar. Skulle man virkelig ville nægte ham det, og lade det bero ved hemmelige undersøgelser og offentlige autoritetserklæringer, så turde der let åbne sig vej for andre udtydninger af den egentlige grund til hans pludselige afskedigelse og det ham af "skånsomhed" meddelte bevis for hans forhold i slaget. Det turde da slet ikke ligge så fjernt at tvivle om at den retræte, som han modsatte sig, ikke kunne have været undgået osv. Men til at forebygge urigtige udtydninger er det ikke nok at afskære den anklagede ordet. Forsåvidt den Berl. Tid.'s red. har gjort dette, henstille vi denne vægring til bedømmelse såvel af den svenske som af den danske presse.
Kjøbenhavnsposten, 20. november 1849.
I anledning af en i Kjøbenhavnsposten nr. 262 for forrige år offentliggjort klage fra Johan Peter Strømer der under sidste års felttog har gjort tjeneste som sekondløjtnant ved 2. lette infanteri-bataljon, har denne bataljons-kommandør, Oberstløjtnant v. Hindenburg i Berlingske Tidende Nr. 273 meddelt en del oplysninger, der formentlig ville være tilstrækkelige til at stille hr. Strømers færd i det rette Lys; men da disse oplysninger indskrænker sig til den tid i hvilken hr. Strømer gjorde tjeneste ved bataljonen, og klagen tillige drejer sig om, hvad der er vederfaret ham under hans senere ophold på Als, turde det måske dog ikke være overflødigt at fuldstændiggøre dem ved et kort uddrag af de her på øen desangående optagne forhør.
Af oberstløjtnant v. Hindenburg er det oplyst, at hr. Strømers oppasser ikke havde absenteret sig under slaget ved Fredericia, men var blevet såret; at han ikke var fra Als, men fra Jylland, og at han ikke blev fundet af hr. Strømer i hans hjem, men på Augustenborg lazaret. Efter forhørets udvisende henvendte hr. Strømer sig her til en officiant, der var taktløs nok til at række ham hjælpsom hånd til at afpresse oppasseren penge i erstatning for Strømers bortkomne kappe. Oppasseren fremkaldtes og adspurgtes om han havde nogen penge. Da han benægtede dette blev hans lommer eftersøgte hvorved forefandtes 3 rbd. og nogle skillinger, som af hin officiant toges i forvaring. På Strømers derefter fremsatte fordring på en erstatning for kappen af 30 rbd. var oppasseren i førstningen aldeles ikke villig til at indlade sig, idet han undskyldte sig med at han havde været såret og måttet afgive kappen og hvad han i øvrigt havde at bære til en mand af 2. jægerkorps, for at kunne hjælpe en kammerat, der ligeledes var såret, hvis årsag han formente sig fri for ansvar for kappen; men da Strømer trængte ind på ham med forestillinger om at han ifald kan ikke affandt sig med ham, ikke alene skulle komme til at erstatte kappens fulde værdi, som han angav at være 100 rd. rigsgæld eller 50 rbd., men også ville blive draget til straffeansvar, indvilligede han dog til sidst i at erstatte Strømer 20 rbd. Hvor ugerne han imidlertid besluttede sig hertil, derom vidner blandt andet den omstændighed, at han efter at Strømer og hin officiant var trådt ind i et sideværelse, på spørgsmål af 2 personer, der havde været tilstede ved og kun fundet sig lidet opbyggede ved den nys beskrevne scene, om han da også virkelig følte sig skyldig til at erstatte kappen, intet svarede men gav sig til at græde. Ikke desto mindre underskrev han dog straks efter, da han atter kaldtes frem for Strømer og den oftnævnte officiant, en forskrivning til førstnævnte på 20 rbd., hvoraf 3 rbd. skulle betales straks. De ham fratagne 3 rbd. overleveredes som følge heraf til Strømer, hvorimod de tiloversblevne skillinger gaves oppasseren tilbage.
Uagtet foranførte kom til overkommandoens kundskab, og uagtet hr. Strømer der endnu bar dansk officersuniform, havde indfundet sig på Als uden at iagttage de for tilrejsende til øen gældende forskrifter, undlod man af hensyn til hans tidligere stilling, dog for denne gang at foretage noget alvorligt imod ham. Det varede imidlertid ikke længe, før han atter gjorde sig bemærket omtrent på samme måde, idet der nemlig kort efter indløb besværing over at han ved trusler havde afpresset en bondekarl fra Dybbøl, Chr. Nicolaisen, en sum af 60 rbd. Sammenhængen hermed er efter bemeldte Nicolaisens og hans broders til forhørsprotokollen afgivne forklaringer, hvis rigtighed efter deres opgivende vil kunne stadfæstes af flere vidner, følgende: Nicolaisen havde i begyndelsen af april under armeens fremrykning i det sundevedske, med sin vogn været stillet til disposition for 2. bataljons overlæge. Str. var kommet hen til denne vogn og havde lagt et tornyster af deri, sigende til Nicolaisen, om han ikke nok ville svare til den, hvortil Nicolaisen blot vil have svaret at han nok skulle se efter den uden at give noget løfte om at indestå for den. Da Str. ikke med et ord havde omtalt, at der skulle være penge eller andet af værdi i tornysteret, tog Nicolaisen ikke i betænkning at lade den blive på vognen, da der senere på dagen gjordes holdt ved en bondegård. Henimod aften, da Nicolaisen atter spændte hestene for sin vogn, savnedes imidlertid ikke blot tornystret, men også hans hestedækkener og hynderne til agestolene der ligeledes var efterladt på vognen. Disse sidste fandtes dog senere i et aflukke, hvor en del soldater havde lagt sig til at sove, hvorved de havde brugt dækkerne og hynderne til deres leje. Tornystret derimod var trods al søgen intet sted at finde.
Næste dag blev Nicolaisen afløst af en anden karl fra Dybbøl uden at han i mellemtiden havde set noget til Strømer, der var ham aldeles ubekendt. Efter at våbenstilstanden var afsluttet, ankom Str. en dag til Dybbøl, hvor han ved hjælp af den karl, der i foråret havde afløst Nicolaisen, opsøgte denne og affordrede ham erstatning for tornystret, hvori han nu foregav at der havde været 200 rbd. Dersom Nicolaisen godvillig ville betale ham halvdelen af disse penge, ville han lade sig nøje dermed, erklærede han. I andet fald skulle Nicolaisen komme til at udrede det hele. Nicolaisen mente imidlertid at tornystret var blevet borte uden hans skyld og tilligemed hans egne sager, og nægtede at give nogen erstatning derfor, så at Str., uagtet han brugte både skældsord og trusler, måtte gå tilbage til Sønderborg med uforrettet sag. Næste dag kom han igen til Dybbøl, men var ikke heldigere, Nicolaisen afviste endnu bestandig enhver fordring på erstatning for tornystret og de penge, der foregaves at have været deri, og først den 3. dag, da Str. påny overvældede ham med grovheder, truede ham med proces og skældte ham for tyv, samt erklærede at Nicolaisen skulle blive skilt ved sit gode navn og rygte dersom han ikke mindelig affandt sig med ham, lod denne der er et godmodigt, meget enfoldigt menneske, sig forskrække og betalte Strømer alle de rede penge, som han og hans bror da havde, til beløb 60 rbd. Strømer der havde erklæret at ville nøjes med hvad Nicolaisen og broder havde af rede penge, var efter at have fået disse 60 rbd., imidlertid endnu ikke tilfreds, men forlangte nu at Nicolaisen endnu skulle skaffe 40 rbd. til veje ved lån i byen. Noget Nicolaisen dog standhaftig afslog.
Imidlertid vedblev Str. i de følgende dage at vandre til Dybbøl i samme anledning uden dog at opnå mere, uagtet han til sidst nedsatte sin fordring til 20 rbd. Nicolaisen som allerede fortrød at have ladet sig bevæge til at betale noget, klagede nu sin nød på Als hvor Strømer opholdt sig, og har for et forhør nedlagt påstand om tilbagebetaling af de 60 rbd., som han mener med urette at være blevet skilt ved. Det må herved bemærkes at Sundeved endnu på denne tid var besat af oprørernes gendarmer og blottet for enhver lovlig øvrighed. Overkommandoen på Als kunne derfor så meget mindre forblive ligegyldig ved en besværing af ovenbetegnede natur imod en person der havde henhørt til den danske arme og endnu bar dennes uniform som der nu var indledet efterretning hertil om at Strømer havde tilbageholdt en ring, som han på valpladsen ved Fredericia havde draget af fingeren på en falden officers lig, og i Fyn var rejst om fra herregård til herreqård på et befordringspas der ved hans afskedigelse var givet ham til rejse til København.
Også måtte den omstændighed, at Strømer havde afleveret tornystret til en person som han - hvad der er notorisk - aldrig før havde set og end ikke vidste navnet på, nødvendig vække nogen tvivl, om tornystret virkelig havde indeholdt en så stor pengesum, som Str. påstod. Når man for at gøre en ende på den egenmægtige fremfærd af Strømer, hvorover nu 2. gang var indløben klage, og som ikke kunne tåles fortsat af en person der bar dansk officers uniform, valgte at sikre sig hans tilstedeblivelse indtil et dampskib afgik, i hvilken korte mellemtid han beboede et officersværelse på Sønderborg Slot, og dernæst at afsende ham med dette til København, hvorpå det befordringspas lød der var ham givet ved hans afskedigelse, da synes dette så lidet at fortjene navn af "inhuman behandling", at hr. Strømer vistnok kan siges at være kommet derfra for godt køb. Endnu fortjener at bemærkes at Strømer efter hans anholdelse, på derom gjorde forestillinger, og da Chr. Nicolaisen sagde ham i øjnene, at hans foregivende, at han - Nicolaisen - godvillig havde udbetalt pengene, var usandt, til sidst erklærede sig villig til at tilbagebetale Nicolaisen de 60 rbd., som en foræring, når han så måtte komme på fri fod, et løfte han dog ikke senere har opfyldt.
At Hr. Strømer i sit hjem vil søge at fremstille sit forhold i et for ham så gunstigt lys som muligt, selv om det kun kan ske ved at kaste ufortjent skygge på danske autoriteter, er meget muligt; men at han derved skulle "bidrage til at svække den gode folkestemning for Danmark der nu hersker i naborigerne", står næppe til at befrygte. Det er i så henseende en heldig omstændighed at en stor mængde af det til Slesvig bestemte svenske militær, just til den omhandlede tid opholdt sig i Sønderborg på gennemmarchen til Flensborg og Aabenraa, og en del af disse vil upåtvivleligt have lært denne sag at kende i sit sande lys; i det mindste har flere end en svensk officer i undertegnedes påhør udtalt deres uvilje over Strømers adfærd og derhos tillige yttret tvivl om, at Strømer nogensinde har været svensk officer, hvorfor han her i landet skal have udgivet sig.
Endnu tror jeg at burde tilføje at foranstående oplysninger allerede i slutningen af november måned f. å. har været meddelt redaktionen af den Berlingske Tidende til optagelse i bladet, og at dette ikke tidligere er sket, hidrører fra grunde, der indtil for få dage siden har været mig aldeles ubekendte.
Als, januar 1850
Lunn
Brigadeauditør.
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. februar 1850.
