Forholdene under den tyske okkupation af Jylland blev beskrevet i en artikel i Kjøbenhavnsposten med en del overraskende detaljer:
(Fra Jylland.) Overalt hvor man her kommer frem, hører man kun tale om tyskerne, om krigen, om rigsdagen. En fjendtlig okkupation medfører så mange nye forhold at den kan betragtes som en rejse af det hele under okkupationen levende folk til et fremmed land. Udskrivningerne svarer da til rejseomkostningerne, naturligvis med den forskel at de langt fra er så store, selv ikke for dem på hvem byrden har hvilet tungest. Den jyske bonde som ellers næppe kender den nærmeste omegn og altså endnu faktisk, om end ikke længere juridisk, er bundet til pletten, er herved pludselig rykket hen i en ny synskreds; han lært en del vendinger og udtryk af et fremmed sprog, som den daglige hårde nødvendighed tvang ham til at forstå. Tyskeren lod sig ikke afspise med det fiffige nix versteh, hvormed bonden søgte at blive hans påtrængende fordringer kvit, han gennemskuede den velanlagte plan og skreg med truende gebærder: er will nicht verstehen, hvorved Bonden omsider blev bragt til tilståelsen: nu versteh, med de videre praktiske følger af en sådan debat.
Det er for øvrigt langt fra at okkupationen har fremkaldt nogen forbitret stemning mod tyskerne. Man har efter at den første forstyrrelse var gået over, fundet sig ret godt til rette med dem. Bayrernes rovgerrighed beklages rigtig nok meget; deres forslugenhed forårsagede megen bekymring; på et øjeblik var alle forrådskamre tømt, hønsene spist, køerne malket, hvor de kom frem. De andre tyskere derimod stod under en bedre disciplin og var mere lækkersultne end slugne. Deres appetit gik derfor ikke ud over alt uden forskel, men kun over delikatesser som æg og deslige, som de overalt bemægtigede sig. Selv rådne (?) og halv udrugede æg blev nydt af dem i rå tilstand; de drillede ejerne med at nyde disse småting i deres påsyn, hvorhos de idelig forsikrede dem "schmeckt gut Vater."
Som man kan tænke gjorde forskellen mellem de forskellige stænder også her sin indflydelse gældende. De bondefødte soldater stillede sig ganske på lighedsfod med bønderne og man lærte snart at gøre sig forståelig for hinanden. Officererne søgte deres selskab i de højere klasser. Blandt disse bemærkede man en ganske forskellig tone, eftersom de var adelige eller borgerlige. De adelige kavalleriofficerer roses almindelig for deres artighed og generøsitet; blandt dem fandtes flere hertuger og fyrster, hvis ligefremme og fordringsløse væsen behagede alle. De pånødte deres værter betaling for alt, hvad de modtage, hvorved de fordelagtig adstilte sig fra deres borgerlige staldbrødre i infanteriet, hvis påtrængenhed og gnieragtighed var oprørende. Husarofficererne købte deres champagne for egen regning mens infanteriofficererne lod sig gratis beværte ved fuselsnaps og overhovedet ikke syntes at tænke på andet end spise og drikke. Was kriegen wir heute zu Mittag, var deres daglige morgenhilsen hvis forskellige besvarelse satte dem i henrykkelse eller nedslog dem. - Det danske køkken behagede dem alle. De rige talte om at købe godser i et så lykkeligt land, hvor man spiste og drak så godt og hvor der ingen demokrater var. De store herregårde henrykte dem.
Alle var de enige at forkaste denne krig, såvel royalister og demokrater. Officererne var uden undtagelse royalister, hvorimod en stor del af soldaterne og jægerne var demokrater. Våbenstilstandens forkyndelse fremkaldte en almindelig jubel. De var selv ikke mindre kede af krigen end jyderne.
Uagtet okkupationen har bragt betydelige pengesummer ind i landet, så må dens resultat dog betragtes som tab. Trods de store rekvisitioner, er kvægpriserne ikke steget, og var endog temmelig lave under hele okkupationen. Bonden ønsker derfor hast på krigen og spørger Enhver om han tænker vi kan få fred. En krigerisk valgkandidat kan være sikker på at falde igennem, hvis han rykkede ud med sin mening. Det hvorpå det kommer an for bonden, er frihed for den med krigen forbundne forstyrrelse i hans drift, en lavere folkeløn og høje priser på hans produkter. Han ønsker det sydlige marked på ny åbnet for Jylland; og dette håber han af freden.
Hans nuværende stilling er også ugunstig nok. Store skatter og en uhørt høj folkeløn i forbindelse med kornets og kreaturernes synken i prisen gør ham mismodig og lidet tilbøjelig til at anerkende værdien af det politiske fremskridt. Når det bare kunne hjælpe noget, hører man så tit bonden sige, når talen er om rigsdagen. Han vil ikke kunne vinde den nye tingenes orden kær, før han opnår en i økonomisk henseende så gunstig stilling som i 1847. Havde vort repræsentative systems indførelse faldet i det år, da havde overbevisningen om dets fortræffelighed let rofæstet sig, mens de nu indtrufne sørgelige begivenheder stemme til tvivl og mismod. Ser man bort fra fæstebondestanden da kan man vistnok med sandhed sige at landbefolkningens fornemste ønske for nærværende tid går ud på fredens genoprettelse, og at den er den jyske bondes eneste politiske interesse.
Kjøbenhavnsposten, 10. december 1849.
Den 21. december 1849 var der valg til rigsdagen. Det foregik ved at de stemmeberettigede valgte valgmænd ved håndsoprækning. I København var interessen for valget lille.
(Fra Jylland.) Overalt hvor man her kommer frem, hører man kun tale om tyskerne, om krigen, om rigsdagen. En fjendtlig okkupation medfører så mange nye forhold at den kan betragtes som en rejse af det hele under okkupationen levende folk til et fremmed land. Udskrivningerne svarer da til rejseomkostningerne, naturligvis med den forskel at de langt fra er så store, selv ikke for dem på hvem byrden har hvilet tungest. Den jyske bonde som ellers næppe kender den nærmeste omegn og altså endnu faktisk, om end ikke længere juridisk, er bundet til pletten, er herved pludselig rykket hen i en ny synskreds; han lært en del vendinger og udtryk af et fremmed sprog, som den daglige hårde nødvendighed tvang ham til at forstå. Tyskeren lod sig ikke afspise med det fiffige nix versteh, hvormed bonden søgte at blive hans påtrængende fordringer kvit, han gennemskuede den velanlagte plan og skreg med truende gebærder: er will nicht verstehen, hvorved Bonden omsider blev bragt til tilståelsen: nu versteh, med de videre praktiske følger af en sådan debat.
Det er for øvrigt langt fra at okkupationen har fremkaldt nogen forbitret stemning mod tyskerne. Man har efter at den første forstyrrelse var gået over, fundet sig ret godt til rette med dem. Bayrernes rovgerrighed beklages rigtig nok meget; deres forslugenhed forårsagede megen bekymring; på et øjeblik var alle forrådskamre tømt, hønsene spist, køerne malket, hvor de kom frem. De andre tyskere derimod stod under en bedre disciplin og var mere lækkersultne end slugne. Deres appetit gik derfor ikke ud over alt uden forskel, men kun over delikatesser som æg og deslige, som de overalt bemægtigede sig. Selv rådne (?) og halv udrugede æg blev nydt af dem i rå tilstand; de drillede ejerne med at nyde disse småting i deres påsyn, hvorhos de idelig forsikrede dem "schmeckt gut Vater."
Som man kan tænke gjorde forskellen mellem de forskellige stænder også her sin indflydelse gældende. De bondefødte soldater stillede sig ganske på lighedsfod med bønderne og man lærte snart at gøre sig forståelig for hinanden. Officererne søgte deres selskab i de højere klasser. Blandt disse bemærkede man en ganske forskellig tone, eftersom de var adelige eller borgerlige. De adelige kavalleriofficerer roses almindelig for deres artighed og generøsitet; blandt dem fandtes flere hertuger og fyrster, hvis ligefremme og fordringsløse væsen behagede alle. De pånødte deres værter betaling for alt, hvad de modtage, hvorved de fordelagtig adstilte sig fra deres borgerlige staldbrødre i infanteriet, hvis påtrængenhed og gnieragtighed var oprørende. Husarofficererne købte deres champagne for egen regning mens infanteriofficererne lod sig gratis beværte ved fuselsnaps og overhovedet ikke syntes at tænke på andet end spise og drikke. Was kriegen wir heute zu Mittag, var deres daglige morgenhilsen hvis forskellige besvarelse satte dem i henrykkelse eller nedslog dem. - Det danske køkken behagede dem alle. De rige talte om at købe godser i et så lykkeligt land, hvor man spiste og drak så godt og hvor der ingen demokrater var. De store herregårde henrykte dem.
Alle var de enige at forkaste denne krig, såvel royalister og demokrater. Officererne var uden undtagelse royalister, hvorimod en stor del af soldaterne og jægerne var demokrater. Våbenstilstandens forkyndelse fremkaldte en almindelig jubel. De var selv ikke mindre kede af krigen end jyderne.
Uagtet okkupationen har bragt betydelige pengesummer ind i landet, så må dens resultat dog betragtes som tab. Trods de store rekvisitioner, er kvægpriserne ikke steget, og var endog temmelig lave under hele okkupationen. Bonden ønsker derfor hast på krigen og spørger Enhver om han tænker vi kan få fred. En krigerisk valgkandidat kan være sikker på at falde igennem, hvis han rykkede ud med sin mening. Det hvorpå det kommer an for bonden, er frihed for den med krigen forbundne forstyrrelse i hans drift, en lavere folkeløn og høje priser på hans produkter. Han ønsker det sydlige marked på ny åbnet for Jylland; og dette håber han af freden.
Hans nuværende stilling er også ugunstig nok. Store skatter og en uhørt høj folkeløn i forbindelse med kornets og kreaturernes synken i prisen gør ham mismodig og lidet tilbøjelig til at anerkende værdien af det politiske fremskridt. Når det bare kunne hjælpe noget, hører man så tit bonden sige, når talen er om rigsdagen. Han vil ikke kunne vinde den nye tingenes orden kær, før han opnår en i økonomisk henseende så gunstig stilling som i 1847. Havde vort repræsentative systems indførelse faldet i det år, da havde overbevisningen om dets fortræffelighed let rofæstet sig, mens de nu indtrufne sørgelige begivenheder stemme til tvivl og mismod. Ser man bort fra fæstebondestanden da kan man vistnok med sandhed sige at landbefolkningens fornemste ønske for nærværende tid går ud på fredens genoprettelse, og at den er den jyske bondes eneste politiske interesse.
Kjøbenhavnsposten, 10. december 1849.
Den 21. december 1849 var der valg til rigsdagen. Det foregik ved at de stemmeberettigede valgte valgmænd ved håndsoprækning. I København var interessen for valget lille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar