Modehuset Fonnesbech 75 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Modehus gennem 75 Aar.

Firmaet A. Fonnesbech, Østergade 47, i Aaret 1847

Fra den lille beskedne Kælderbutik til det store, fine Modehus, som Københavnerne kender det fra dres Strøgrute, synes der at være et meget langt Spring. Og dog ere Springet vel egentlig ikke længere end selve Tidsudviklingen har maattet kræve det. Det forfinede Liv, Trangen til Luksus, den stigende Opfindsomhed paa Modevarernes Omraade har naturligt medført, at en Forretning som A. Fonnesbechs maatte vokse og udvide sig. Stagnation havde betydet, at andre og driftigere Forretningsledere havde slugt det.

Og dog havde den gamle Silke- og Kludekræmmer Anders Fonnesbech, da han den 26. Oktober 1847. altsaa i Dag for 75 Aar siden, aabnede sin blandede Manufakturhandel i Kælderen Østergade 47 næppe drømt om, at han skulle blive Grundlæggeren af et af de største Modehuse i sin By.

Vi vil lade Billedet tale. Bedre Forklaring kan ikke tænkes. Krigen 1848-50 var til at begynde med slem mod den lille Forretning, men dens Indehaver forstod alligevel at udnytte Konjunkturerne. Han blev i stor Stil Leverander af Uldtøj til Hæren. Det gode danske Uldtøj skabte i Virkeligheden Forretningens Position. Den udviklede sig Jævnt og støt, men det var dog først i 1864, da Indehaveren, ledet af Tidens overhaandtagende Luxustilbøjeligheder (!), gjorde Silkebaandsbandelen til en Specialitet. Naar man dengang skulde have et rigtig fint og smukt Livbaand, gik man til Fonnesbechs Baandhandel paa Østergade. Og Fonnesbechs havde altid, hvad man søgte. De fineste, franske Baand, med Blomster og Striber og Tærner, og alt hvad skønt var, fandtes i de Fonnesbechske Skuffer og Æsker.

Og Tiden gik. Sønnen, den unge Hr Anders, blev optaget i Forretningen, efter en fireaarig Uddannelse i Tyskland og Frankrig. Og ved Faderens Død i 1887 blev han Eneindehaver af Forretningen. I 1895 optoges en yngre Broder i Firmaet, men hans Død i 1918, omdannedes Forretningen til et Aktieselskab med Hr. A. Fonnesbech som Formand og Hr. I. P. Lund, der i 1899 var engageret som særlig konfektionskyndig, som administrerende Direktør.

Store og indgribende Forandringer havde Forretningen undergaaet i de mellemliggende Aar. Den lille Kælderbutik var for længst bleven for trang. Man forsøgte forskellige Udvidelser, men det stod hurtig Ledelsen klart, at skulde Forretningen have Lov til at udvikle sig, maatte der anderledes vidtgaaende Foranstaltninger til. Saa købtes Sideejendommen paa Østergade tiligemed den Petersen & Steenstrupske Ejendom i Lille Kongensgade, og i Sommeren 1896 byggedes det nuværende Forretningshus.

Men ogsaa det blev for lille, og i Aarenes Løb er Ejendommene Østergade 37-39 og Nikolajgade 2-4-6-8 indlemmet i Komplekset. Man venter nu kun paa gunstigere Byggetider, men den Tid er ikke fjærn, da et stort, moderne Modehus, der bærer A. Fonnesbechs Navn, vil rejse sig.

I Øjeblikket bekæftiges 5-600 Mennesker i Hovedforretningen paa Østergade, og ca. 200 Personer er ansat i Firmaets Filialer.

Næst efter den gamle Anders Fonnesbechs solide Dygtigbed er der ingen hvem dette smukke Resultat i højere Grad kan tilskrives end Grosserer A. Fonnesbech, der forener sunde Forretningsprinciper med moderne og vidtskuende Forretningssans.

(København 26. oktober 1922).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Facade, forretning Fonnesbech. Fonnesbeck huset udvendig. Variation. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et 75 Aars Handelsjubilæum.

Firmaet Fonnesbechs udvikling gennem Tiderne.

Anders Fonnesbech sen. Anders Fonnesbech jun.

Ikke i nogen anden europæisk Storby finder man hele det mondæne Handelskvarter koncentreret som paa "Strøget" i København. Østergade er Byens Hovedpulsaare. Om det er Københavnerne eller de mondæne Handelshuse, der har skabt Østergade, skal vi ikke her fordybe os i; en Kendsgerning er det, at her har fra Tidernes Morgen Byens Borgere kunnet tilfredsstille deres Behov for Klæder, Luksus og andre gode Ting, og det er derfor ganske naturligt, at Silke- og Klædekræmmer Anders Fonnesbech lagde sin Forretning paa Østergade. Det var i Kælderen Nr. 47, og Butiken aabnedes den 26de Oktober 1847, altsaa i dag for 75 Aar siden. Der ligger dog en hel Udvikling bag, inden Anders Fonnesbech naaede saa Vidt. Lange og trange Læreaar havde han gennemgaaet, en fin Svendeeksamen havde han faaet, og nu stod han med saa god en Uddannelse og saa gode Forudsætninger, som man vel kunde ønske det. Anders Fonnesbech viste da ogsaa snart, at han var en Mand, der forstod sig paa sit Kram. Første Aars Omsætning var 25,152 Rdl. en anselig Sum Penge i de Dage. Og selv Treaarskrigen udnyttede han til sin Fordel, idet han i større Maalestok solgte Uldtøj til Hæren, og saaledes blev Aarene 1848-50, der ellers virkede saa hæmmende paa Handelen herhjemme, til Gunst for det nye Fonnesbechske Handelshus. 

Forretningen var oprindelig blandet Manufakturhandel, men i 1863 optog man Silkehaand og delvis Silkevarer som Speciale, hvad der yderligere forøgede den jævne Fremgang, der hele Tiden havde fulgt Firmaet.

Anders Fonnesbech, der i de første Aar, han var Indehaver af Forretningen, havde været ene om det hele, fik hurtig en stor og trofast Kundekreds, og selv om Firmaet var blevet betydelig udvidet og havde faaet mange Ekspedienter, forlangte adskillige stadig af ekspederes af Chefen, saaledes flere af Datidens berømte Skuespillere og Skuespillerinder, bl. a. baade Fru Heiberg og gamle Phister.

Slægten Fonnesbech har altid haft Købmandsblod i Aarene, og ganske naturligt fulgte derfor Anders Fonnesbechs Søn - der ogsaa bar Slægtsnavnet Anders - i Faderens Fodspor, og efter et 4-aarigt Studieophold i Tyskland og Frankrig optoges han i Forretningen 1877, og 10 Aar senere blev han, da Faderen døde, Ene-Indehaver.

Lige som Forretningens Grundlægger har den nulevende Anders Fonnesbech altid vist sin Stand en levende Interesse, men ogsaa sit Personale har han været en god Chef og har bl. a. ydet Rekreationshjemmet Nebs Mølle megen Støtte. For sin kunstneriske og franske Interesser er Grosserer Fonnesbech almindelig kendt.

I 1895 optoges en yngre Broder, Johan Henrik Fonnesbech, som Associé i Forretningen. Han døde 1918. 

Efterhaanden skiftede Fonnesbechs Manufakturhandel Karacter. Som allerede nævnt, dannede man et Speciale i Silkehandel, saa udvidede man Specialet til at omfatte færdigsyede Dameklæder, senere kom Hattene med, og nu er A. Fonnesbech i Ordets mest absolute Forstand Damernes Forretning. Alt hvad der hører til en Dames Paaklædning, kan hun faa her, baade de helt enkle Ting og de elegante Toiletter; hele den den uden landske Modeverdens Raffinementer staar her til hendes Raadighed.

Det er klart, at Firmaet bestandig har maattet foretage Udvidelser; man købte Sideejendommen paa Østergade og den Petersen & Steenstrupske Ejendom i Lille Kongensgade, og i Sommeren 1896 byggedes det nuværende Forretningshus, der ved 50 Aars Jubilæet i 1897 beskæftigede henved 60 Personer og et lignende Antal j de forskellige Filialer, medens Hovedforretningen nu ved 75 Aars Jubilæet beskæftiger mellem 500 og 600 Personer og Filialerne ca. 200. 1 1899 engageredes Hr. J. P. Lund som særlig Konfektionskyndig, senere optoges han som Associé, og i 1918 omdannedes Forretningen til et Aktieselskab med Hr. A. Fonnesbech som Formand for Bestyrelsen og Hr. J. P. Lund som administrerende Direktør.

Den store elegante Forretning paa Østergade, hvis smukke og smagfulde Udstillingsvindue er alle Damers Fryd og Fristelse, er imidlertid ikke tilfreds mod sit nuværende Udseende. Firmaet har købt Ejendommene Østergade 37-39 og Nikolajgade 2, 4, 6 og 8, og saa snart Tiderne tillader det, skal hele Komplekset ombygges for at fremstaa i en ny og endnu mere fuldendt Form.

- - -

I Anledning af F'irmaet A. Fonnesbechs 75 Aars Jubilæum skænker Personalet og Filial-Indehaverne Forretningen en Mindetavle, der vil blive opsat i Hovedlokalet i Stuen. Mindetavlen er modelleret af Professor Utzon Franck og har en Bronce-Medailion med Dobbeltportræt af Grundlæggeren Anders Fonnesbech og den nuværende Indehaver, Sønnen af samme Navn. Inskriptionerne omhandler disse to Forretningsmænd og desuden den afdøde J. P. Fonnesbech. Mindetavlen vil blive afsløret idag til Formiddag ved en lille Højtidelighed, og Forretningen aabner derfor først Kl. 1.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1922).

Ukendt fotograf: Østergade 47 set fra Pilestræde. Ca. 1880. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Grosserer Anders Fonnesbech, 7.3.1852-14.10.1939, grosserer. I 1847 grundlagde faderen et manufakturfirma på Østergade, hvori også Anders Fonnesbech deltog. I 1882 blev han associé i firmaet og efter faderens død 1887 eneindehaver. I 1905 blev en yngre bror Johan optaget, han døde 1918, og 1919 omdannedes firmaet til et aktieselskab med F. som formand for bestyrelsen. Forretningen lukkede febr.uar1971.

Anders Fonnesbech. * 7 marts 1852 + 14 oktbr 1939. Gravsted på Vestre Kirkegård. 2022. Trods gravstedets størrelse er han begravet i en urne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Steen Møller & Comp., Østergade 75/10. 1856-1867. (Efterskrift til Politivennen).

I perioden 1855 eller 1856 til 1867 holdt et firma ved navn Steen Møller & Co(mp) til i Østergade 75 (senere Østergade 10). Det har ikke været muligt at finde uddybende oplysninger på internettet, men gennem årene bragte aviserne helsides og halvsides annoncer fra firmaet, hvorfra er plukket de nedenstående.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1856. Vinter eller forår 1855 flyttede Steen Møller til Østergade 75 med et etablissement i mode- og manufakturfag..

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1857, 2. udgave.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1859.

Efter 1859 var adresse Østergade 10. Bygningen eksisterer ikke længere. Den nuværende er opført i 1933, tegnet af arkitekt A. Skjøt-Pedersen. Omkring 1859 eksisterede et par år Brødr. Møller på adressen som solgte sørgeartikler. Det varede dog kun kort, og så dukkede det gamle navn op igen.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1862.

Firmaet lukkede i 1867.

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Vi må nu, gode ven for at finde genstande der fortjener vores opmærksomhed, gennemkrydse byen på kryds og tværs. Gå nu med mig gennem Dronningens Tværgade om i Store Kongensgade. Jeg beder dig, min gode ven, følg mit eksempel, tag hatten af. Du ser dog omkring og ved ikke af hvad grund. Den skal du straks få at vide. Her i den store gård har statsgældsafbetalisterne, jeg mener dem som afbetaler Danmarks statsgæld, og som du nok har hørt omtale, deres sammenkomst. Man kan ikke nok så meget ære dem der letter byrden for vores børn og børnebørn. Ser du der til venstre de store ordenskæder, stjerner og ordener hos hofjuveler Schrøder sådanne sager går os småfolks næser fordi. Det højeste en af os borgerlige kan slumpe til er det lille kors med Gud og kongen. Da vi imidlertid ikke er ærgerrige, vil vi lade de store bære deres kors, vi bærer dog selv et usynligt kors, desværre. 

Annonce fra Hofjuveler Schrøder. Adresseavisen 2. november 1877. 

Idet vi nu gør en tilbagegang ned ad Store Kongensgade og betræder de herlige asfaltfortorve udenfor de herrer grosserer Owens og vinhandler Petersens skønne gårde, føler du igen tørst. Vi står som Herkules på korsvejen. For begge har gode vine. Som elskere af dansk industri går vi imidlertid ned til Owens der har den fortjeneste af København at have gjort et vist material som ud på Amager, til en guldgrube. Vi vil derpå begive os op i den nordlige og vestlige del af København og gå op ad Gothersgade.

(Fortsættes)
(Politivennen nr. 1467. Fredagen, den 9 Februar 1844. Side 95-96). 

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Revue over Østergades Boutiker.

(I en skrivelse til en ven)

Indsendt

Du skriver til mig om at underrette dig om Østergade endnu er den samme gade som den var for 25 år siden da du rejste fra København, fordi du da måske ville have en brillant butik her når du om kort tid kommer hertil. Gode ven, hvis du kom hertil om aftenen og jeg førte dig lige til Østergade, ville du tro dig hensat i en af 1001 nats eventyr og næppe stole på dine egne øjne, således er alt her forvandlet i de sidste 25 år. Ja, ved lys må du se Østergade med dens kønne butikker, og jeg vil efter evne være din Cicerone. 

Ser du den butik der med de tre høje vinduer, det er dronningen for alle modebutikker, Modevareudsalg. Hvilke rige og skønne stoffer, med hvilken smag er de ikke ordnet. Prædikatet: hofdekoratør tilkommer i alle henseender den som forstår så godt og indbydende at fremlægge disse sager. Hvor mange kærlige øjekast tiltrækker ikke disse herlige stoffer sig af det smukke køn. Hvor mange ægtemænd ærgrer sig ikke over denne butik. For vil han have husfred, må han købe det sjal, det stykke silketøj osv. der om aftenen i den herlige belysning har gjort indtryk på hans hulde ægtemages øje. Her holdes også årligt et stort marked. Det vil sige, engang om året udsælges en stor mængde som det kaldes forældede varer til nedsatte priser. Allerede når morgenen frembryder, inden butikken åbnes, skulle du se en trængsel. Du skulle se hvorledes det smukke køns smukke ben anstrenger sig for ikke at komme for sent, for at få et skønt bånd, et stykke fransk sirts et par skilling billigere end sædvanlig. For den billige pris' skyld købes der nu et helt forråd af stoffer og tøj hvoraf halvdelen ofte ikke benyttes og hvorved denne økonomi bliver til ødselhed. 

Annonce for Hans Holm, Østergade 36. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1849.

Misundelse og nid ytrer godt nok at Holms nedsatte priser er lige med de fleste af Østergades sædvanlige priser for varer af samme kvalitet. Men om det også var tilfældet, så giver dog den tilføjelse "det er købt hos Hans Holm" det en højere værdi. Skade at denne købmands navn er så dansk, han burde forfranske det. 

F. A. Raphael jun. og sen, Østergade 52 (Forhuset, Müllers Gaard, 1640-1911). Nu Illums hovedindgang

Lige overfor ham bor en anden købmand, eller som det kaldes silke- og klædehandler Brandis. Da han har hoffets handel, burde det være hof-silke- og klædehandler. Denne berøring med hoffets personale har også indflydelse på varerne. Det vil sige, deres pris. For denne er næsten altid 25 procent højere end de andre handlendes. De herrer Bloch, Raphael jun. og sen., Worm, Seehausen og flere forstår at udstille deres smukke varer med megen elegance og med en smag hvorom man for 25 år siden ingen anelse havde. 

"Hr. Mørch er den eneste som har oplag af alle mulige ordensbånd. Rygtet siger rigtig nok at 300 procent tjenes på det." (Hr. Mørchs butik har i dag fået nye indehavere med et noget andet repertoire i dag, tilsyneladende dog stadig i samme prisklasse. Eget foto, 2016)

Ordsproget skinnet bedrager kan anvendes på hr. Volcks butik. Denne har ikke et brillant udseende, de udstillede varer blænder heller ikke øjet. Men en reel behandling, solide, udmærkede varer, såvel elegante som ordinære i et stort udvalg har skaffet denne købmand en handel som ikke står tilbage for de først nævnte silke- og klædehandleres. Hos Mørck kan du bemærke når ordener uddeles eller når de herrer ordensriddere skal indfinde sig ved høve. Hele rækker af kareter spærrer da Østergades passage. Du må vide at hr. Mørch er den eneste som har oplag af alle mulige ordensbånd. Rygtet siger rigtig nok at 300 procent tjenes på det. Men det skader intet, mange gav med glæde tidobbelt så meget for at turde bære en orden.

 "Hr. Mørch er den eneste som har oplag af alle mulige ordensbånd" (Annonce i Adresseavisen, 10. maj 1844)

Foruden Holm sælger flere andre handlende til visse tider en del af deres varer til nedsatte priser, og den ene søger da at overbyde den anden i en lav pris. Kunstgreb finder da også undertiden sted. En nu ophørt handlende solgte således et stort sortiment smukt sirts meget under den pris, hvorfor enhver handlende kunne sælge samme sirts. Men læg mærke til at man havde gjort et stykke sirts til to, nemlig overskåret det i længden, hvilket de købere der er forblændet af den billige pris, ikke bemærkede. Men ikke alene silke- og klædehandlere, også andre handlende råber i visen med varer til nedsatte priser. Hr. Prahl hvis butik med guldsmedearbejde hører til de skønneste, hvis ikke den skønneste staden kan opvise, har således et andet udsalgssted af guldsager det ikke mere er moderne, til nedsatte priser i samme hus. Denne hans annoncering har givet hans kolleger megen forargelse, og næsten alle stadens guldsmede har fulgt hans eksempel og averterer også guldsager til nedsatte priser. Dog må jeg underrette dig om at priserne desuagtet er lige så stive som ellers. 

Til Østergades mest brillante butikker hører også hr. hoffrisør Causses der har bevirket en hel revolution i frisørernes og parykmagernes rige. Når du står udenfor hans butiksvindue, tror du dig hensat i Paris. Du spørger uvilkårlig: "er københavnerne blevet franskmænd, siden sådanne varer finder afsætning?" Ja, Danmarks hovedstad står i denne henseende ikke mere tilbage for Frankrigs. Til en ung herre af den elegante verden kommer frisøren om morgenen, ordner og brænder hans hår, indgnider det med vellugtende pomader, ja forsøg bliver endog gjort på at forvandle rødt hår til brunt. For at få et mandigt udseende når man kun har dun på hagen, indgnides man med bjørnefedt, maskaraolie der skal bringe håret til at vokse. Desuagtet lykkes det ofte at anvendt møje magtet ikke får kendetegn på en mand, skægget frem. For hvor intet er, har kejseren mistet sin ret. 

"Engang om året udsælges en stor mængde som det kaldes forældede varer til nedsatte priser". Annonce for udsalg hos Levin og Weel, Adresseavisen 24. december 1844. Formentlig identisk med den omtalte modehandler Levin.

Ved siden af Causse bor Østergades første buntmager der forsyner stadens fornemste damer med hermelinsfor til deres kåber, muffer til deres små hvide hænder der ikke kan tåle den kolde lufts indvirken, sælhundeskindsstøvler til de nydelige fødder for at bevare dem mod frost. De unge herrer kan her få morgenhuer i alle mulige designer og i alle farver. En udstoppet tiger står som et attribut på buntmagerens metier i vinduet. Hos modehandler Glassing skulle stadens mest galante damer før have deres hatte. Nu er modehandler Levin på Østergade i vælten. Han opsætter selv hattene og gælder for et orakel i smagens rige. En anden modehandler Mülerts har gjort næsten hele sit hus' facade til et eneste vindue. Hos hofgipseren Antonetti ser du den hele græske og romerske mytologi, heriblandt de tre gratier in pure naturalibus. Vil du have dig et smukt ur, så må du gå til hofurmager og tidsmålings generalinspektør Jürgensen, hvor du igen finder et sidestykke til Paris' butikker. Støvler der sidder var de støbt, og hvori du kan få forlorne smalben, da du ved at dine ben er temmelig tykke over anklerne kan du få hos hofskomagermester Trane. 

"Hos hofgipseren Antonetti ser du den hele græske og romerske mytologi" (Adresseavisen 16. januar 1854 forkyndte at det var slut med Antonettis butik).

Hos tobaksfabrikant Lorck i hans havannabutik får man ægte havannacigarer. Som bekendt ruller negrene i Havanna cigarerne på deres bare korpus, det vil sige lår. Da disse negre imidlertid har slemme hudsygdomme, så påstår flere københavnske unge herrer, at en vis galant sygdom som jeg ikke vil nævne, hvoraf de bliver angrebne, skal have sit ophav fra disse cigarers rygning. 

Jeg kan opregne dig endnu en mængde udsalgssteder med skønne sager. Men jeg formoder at du har allerede nok at de allerede omtalte. Jeg ville gerne give dig en generaloverskuelse over Østergade, men tiden tillader mig det ikke. Jeg vil blot tilføje at den største passage på Østergade om hverdagene gerne finder sted i mørkningen når lygterne tændes. Man ser da stadens mest bekendte modeherrer spadsere i hobetal. Damerne skynder sig hjem enten fra et besøg fra et indkøb i en butik, eller fra en spadseretur. Tusinder lystne øjne betragter de af argandiske lamper oplyste udstillede skønne genstande. Hver anden og tredje kavaler træffer du med en brændende cigar i munden, det er modetone. Ligesom det også hører til bon ton at dampe damerne ligefrem i ansigtet. Galante damer strejfer på samme tid med indbydende blik til kavallererne fra den ene ende af gaden til den anden. Hvad der kunne ønskes ved denne bys hovedgade var at den havde samme bredde som Bredgade.

(Politivennen nr. 1464. Fredagen, den 19 Januar 1844. Side 33-40).

Redacteurens Anmærkninger

Ved hjælp af Kraks Vejvisere er det muligt at finde de nøjagtige matrikelnumre på butikkerne, hvorefter man via jævnførelsesregistret kan undersøge matriklens videre historie og nutidige adresse:

En enkelt bygning eksisterer stadig: M. W. Mørck, Østergade 56 (Opført 1771-79 for juvelerer Antoine Fistaine. Ombygget 1779 og 1829. Pilestræde 4: Før 1733. Ombygget 1790 og 1837-43. Østergade 44: Før 1717. Ombygget 1794). Se foto indsat i artiklen)

De fleste bygninger nedrevet: Silke- og klædehandler J. J. Brandes, Østergade 51 (56). F. A. Raphael jun. og sen., Østergade 52 (opført 1873). Guldsmed, juveler Samuel Prahl, Østergade 72 (16, opført 1853). Modehandlerinde A. Mühlertz, Østergade 68 (opført 1850). Hofurmager og generalinspektør over den offentlige tidsmåling G. U. Fr. Jürgensen, Østergade 77 (6, opført 1870). Tobaksfabrikør P. H. Lorck, Østergade 67 (26, 1901).

Brandis må have været en succesrig forretningsmand, for endnu i 1855 kunne man i Adresseavisen læse nedenstående annonce:

Hos J. J. Brandis, Ôstergade Nr. 51, er en Plads ledig for en velanbefalet Silke- og Klædekræmmersvend. Reflecterende behage at mælde sig snarest muligt.

Causses frisørsalon fik i 1851 en ny ejer C. Minet, som det fremgår af nedenstående annonce i Adresseavisen, 20. maj 1851.

Friseur-Salon.

Jeg Undertegnede tager mig den ærbødige Frihed at anbefale mig til de ærede Herskaber som med deres Søgning have beæret afdøde Hoffriseur Causse (hvis Enke nu har lukket sin Salon) med Tilføiende, at jeg selv har conditioneret som Svend hos Hr. Causse i flere Aar, og at Hr. Byron, der i de tre sidste Aar har bestyret Hr. Causses Salon, af mig er engageret, hvorfor jeg troer at kunne tilbyde de ærede Herrer og Damer, som ville skjenke mig Deres Tiltro, den samme omhyggelige og propre Behandling, som Dem er ydet fra Hr. Causses Salon. Damefrisering tilbydes smukt i og ude af Huset fra min Salon, Østergade Nr. 12.

Ærbødigst C. Minet.

Følgende har jeg ikke kunnet lokalisere: Hans Holm, Østergade 36, Bloch. L. C. G. Bloch, Østergade 35. G. J. Worm, Østergade 21. W. Seehausen, Østergade 35. Hoffrisør og parykmagermester B. Causse, Østergade 8. Modehandlerinde J. F. Glassing, Gammel Amagertorv 46. Hofgipser J. Antonetti, Hofgipser, Østergade 13. Kongelig hofskomagermester Trane, premierløjtnant ved det borgerlige artilleri Joh. A. Trane, Østergade 24, nuværende Købmagergade 8?

Udviklingen er gået stærkt, her er en bygning som ikke var opført på artiklens tilblivelsestidspunkt, og som nu er nedrevet igen før 1934: Ny Østergade 2. Stilen er imidlertid tidstypisk. Illustration fra København 24. november 1892.

Jule-Bazarens Mærkeligheder.

Ved at indtræde i denne bygning, imponerer det store, udstrakte rum den indtrædende, dog fængsles ikke øjet af noget særdeles skønt. For loftet er kun simpelt overstrøget, og til dels fuld af fugtighedsskjolde, og docereringerne på sidevæggene er yderst simpelt, i denne henseende tåler bazaren ingen sammenligning med den ringeste bygning i Københavns Tivoli. Hvad imidlertid de fremstillede genstande angår, så kan det ikke andet end glæde enhver dansk mand at se den mængde frembringelser af dansk industri og kunst. En guldsmedebutik afløser en modehandlers, denne igen en drejers, denne atter en possementsmagers, og således bestandigt den ene butik den anden. Man finder naturligvis der alt sammentrængt hvad man finder adspredt i Københavns gader. Skulle vi nævne hvad vi finder anbefalelsesværdigt her, så må vi først nævnebutiksjomfruerne som egentlig er sjælen i hele den herværende handel. De trækker ligesom magneten jernet den unge mandlige verden herind, der også sværmer om dem, som bien om blomsterne. Visselig har bazaren disse personer at talle for en del af sin indtægt. Her står en kavaler og købslår med en smuk modehandlerske om en damesilkehat eller en dukke for hvilken han egentlig ingen brug har, for han er løs og ledig, men modehandlerskens smukke øjne har tiltrukket ham, og handelen går for sig. Her står en officer ved en konditorbutik og fylder maven med brændte mandler, drikker en snaps af en med likør fyldt sukkersvane og konverserer den knipske konditorske.

Betragter vi de udstillede varer, så mener vi at burde nævne hr. Caspersens udsalgssted som det skønneste i hele bazaren. Det store basin med springvandet og guldfisken gør en ypperlig virkning, omgivet af de skønne blomster og træer. Hr. Rømers porcelænshandel interesserede os også meget med hensyn til det skønne danske porcelæn, der må overbevise den vantroende at vort fabrik her formår at levere lige så skønne sager som Frankrigs porcelænsfabrikker. Man vil måske indvende at prisen også er højere, men denne er virkelig ubetydelig højere så enhver patriotisk sindet mand ikke bør betænke sig på at give 8 skilling eller 1 mark mere for dansk end for et fransk fabrikat. Butikker med skønt drejerarbejde, alabast og terra cola, broderisager, guldsmede osv. udmærker sig ligeledes med deres udstillede varer.

Vi vil i det følgende nummer omtale disse genstande mere vidtløftigt.

(Politivennen nr. 1460, Fredag den 22 December 1843, side 815-817)

Redacteurens Anmærkning.

N. Rømer havde ifølge vejviseren butik i Store Kongensgade 243, hjørnet af Dronningens Tværgade. Her solgte han udover porcelæn tilsyneladende også hollandsk melange og cigarer.

Om Bazarbygnignen paa Byens smukkeste Torv.

Siden vor sidste indrykkelse er bazaren dygtig avanceret. Vi passerer den vej daglig i vore forretninger og hører med glæde folks ytringer om denne bazar som gør et så højst ubehageligt indtryk. Den meste grund til klage har unægtelig ejere og lejere på strøget fra Store Kongensgade til Thotts Palæ. Der hvor den russiske minister bor, ender bygningen, og han generes ikke. Ejendommen på det nævnte strøg er dyre på grund af beliggenheden, udsigten som en nu egenmægtig er betaget lejerne som bor der i dyre domme, har man på en diktatorisk måde berøvet dem, og dem der holder butik på den række, vil sikkert føle et alvorligt pengetab da synet er berøvet deres butikker. - At ikke en af den samlede kommunalforfatning udtalte et kraftigt nej er ubegribeligt. - På skydebanen lød det ret smukt, men der gjaldt det ikke - blot hen i vejret.

Flere blade har forlangt og med grund at alt fremmed arbejde tilbagevises. Vi ønsker det, men tvivler derpå, er endog bygmesteren en tysker. Skulle fremmed arbejde vise sig i drejerarbejde, ure, parfumerier, hatte, modesager, jernkram, guldsmedearbejde osv. da håber vi det snart rygtes og folk følgelig bliver derfra, gør deres indkøb hos danske folk, eller oppebier tiden som muligvis vil bringe en bazar i København for udenlandsk arbejde. - Vi beklager mængden af vore driftige fattigere håndværksfolk som dette bazarvæsen vil bringe en sørgelig vinter.

(Politivennen nr. 1456, Fredag den 24 November 1843, side 748-750)

Børsbygningens indvendige Forfald.

De som mindes Børsen en del år tilbage i tiden, korser sig med grund over dens nuværende forfatning. Mens den før var fuld af butikker med alle mulige slags varer, ser man den nu næsten ganske tom, og de fleste butikslejligheder taget i brug til pulterkamre, dens vægge og døre er skidne og lige så stygge som de er gamle. Mens alt her i byen i de sidste årtier har forynget og forskønnet sig, står børsbygningen forladt og tiggefærdig i sin gamle klædning, uagtet den dog efter det navn den bærer, vel burde og let kunne være en af byens skønneste prydelser. Det ville derfor sikkert finde taknemmelig påskønnelse hos almenheden om de ansvarlige ville antage sig dens forfaldne sager, for at den ikke længere skal stå til skamme. Unægtelig ville den kunne behøve en temmelig betydelig kalfatring indvendig, når den skulle have et smukt og til tiderne svarende udseende. Dog vil det formentlig ikke medføre noget tab for det offentlige. For da der er al sandsynlighed for at alle butikkerne i den øverste række om nogle år ville blive lukket, kommer jo denne del af bygningen slet ingen nytte til som er værd at tale om. Sætter man derimod bygningen i smuk og proper stand indvendig, indretter butikker som ikke står tilbage for de smukke butikslejligheder man nu har i byen, kan der vist gøres sikker regning på at hele bygningen bestandig kan holdes bortlejet og således indbringe en klækkelig sum selv om lejlighederne endog er billige.

(Politivennen nr. 1339, Løverdagen, den 28de August 1841. Side 556-557). 

Spørgsmaal om Boutiksdøres Lukning om Søn-og Helligdage.

Der var en tid da stadens porte lukkedes på helligdagene under gudstjenesten formodentlig for derved at bevirke at kirkerne skulle besøges hyppigere. Men da erfaring siden lærte at denne hensigt ikke opnåedes, og at folk som ikke yndede påtvungen gudstjeneste, i stedet for at søge ud i Guds frie natur, hvilket således var dem nægtet, besøgte og fordrev tiden på værtshuse, blev det tilladt at portene må holdes åbne alle søn- og helligdage, ligesom om de søgne.

En anden gammel skik, nemlig at handelsmænd skulle holde deres butiksdøre lukkede om søndagen, holdes endnu i hævd. Man har indset det nødvendige i at fattige arbejdsfolk der som oftest får deres ugeløn udbetalt om søndagen, ikke nægtedes at få livets første fornødenheder, og derfor ikke befalet at butikker og udsalgssteder aldeles lukkes, når indgangen blot blændes ved at dørene holdes lukket på klem. Men dette er meget vanskeligt at overholde, såsom en eller anden køber let glemmer at skyde døren til efter sig, og når dette bemærkes af den omkring gående patrulje, opkaldes straks vedkommende på politikammeret for at betale en mulkt. Man tillader sig derfor det spørgsmål: Skulle under vor tids tiltagne oplysning, gudstjenesten på søn- og helligdage ikke anses at være lige så andagtsfuld og hellig, hvis butiks- og kælderdøre stod i samme stilling under gudstjenesten som de står i den øvrige tid af helligdagene, da de allievel benyttes til ind- og udgang af købere? Besvaredes dette spørgsmål bekræftende og således blive taget i forønsket betragtning, ville mange borgere der ikke har en dobbelt indgang til sin butik derved undgå udgifter og ubehageligheder ligesom også de omkring gående patruljer i den henseende kunne være overflødige.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 4de Januar 1834, s. 5-7) 

Hold Hviledagen hellig!

Til forargelse for den sande kristen og imod lovens vilje ser man endnu bestandig hovedstadens fleste butikker at være åbne på søn- og helligdagene. Dette vil ikke alene sige at disses døre står på klem, som af mangel på anden indgang var nødvendigt, og derfor umuligt kan tilgives, men endogså ganske åbne, så snart blot politipatruljen er passeret og højmessen næppe er forbi. Dristigt i så henseende er adskillige af manufakturhandlerne som ved at åbne deres døre mellem højmesse og aftensang, udhænger nogle af deres vareartikler som skilt, både fra døre og salsvinduer, fx se Østergade nr. 73 kælderen og 74 første sal.

Indsenderen og vist nok flere med ham, tvivler ikke på at vores opmærksomme og udmærkede politi ved at bringe de i sin tid givne forbud i erindring, m. v., jo vil kunne bringe de ansvarlige til at holde hviledagen hellig, lige så godt som det den almindelige bededag kan lade sig gøre, for ellers vil vel interessen til sidst bringe det så vidt at man ikke kender forskel på søn-og søgnedage.

(Politivennen nr. 894, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 116-117)  

Slet Opførsel.

Da en vis hr. Sp- T********* oftere og især in specie morgenen den 15. i denne måned har tilsidesat den agtelse som skyldes en uskyldig ung pige der i families sted står i udsalgsbutik, hvorved han som gift mand så meget mere nedværdiger sig under sin agtede charge: så advares nævnte herre om i fremtiden at afholde sig fra sådan usømmelig adfærd hvis han ikke vil se sit navn offentligt nævnt.

(Politivennen nr. 760, Løverdagen den 24de Julii 1830, s. 468-469)

Marschandiser Unoder.

Det var ønskeligt at enhver i sit fag ville komme autoriteterne til hjælp hvad angår ordens opretholdelse på ethvert sted og især i hovedstaden som bør være mønster for andre steder. Men desværre er dette langt fra ikke tilfældet. Så mange hoveder, så mange sind, heriblandt en stor del som ikke alene undlader at gøre det gode, men finder fornøjelse i at gøre det modsatte når de derved blot får blot det fjerneste hån om at vinde. Man ler ad orden og gode skikke, ja endog trodser og handler lige imod love og befalinger givet af regenten og øvrigheden når man finder den allermindste lejlighed til det og tror sig unddraget fra vægten af den svøbe som altid bør svinges over dem som ikke selv besidder følelse for orden og lovenes efterlevelse.

Eksempler herpå er mange. Og her vil jeg blot henvise til Adelgade, Borgergade, på lille og store Købmagergade og flere steder i hovedstaden hvor nogle af d'herrer marskandisere ikke alene vansirer de bygninger som de bor i ved at hænge alskens smudsige ting ud hvoraf man meget let kan få et godt klædemon ødelagt, men de opfylder endog fortovet med alle mulige skrammel således at disse til dels hindrer passagen.

Dersom såvel ovennævnte handlende som flere næringsdrivende der også fører samme uskik, ville vedblive at forøge samme i den grad som de i den senere tid har begyndt, så vil vist mange af hovedstadens gader få et helt underligt udseende der just ikke vil være anbefalelsesværdigt, og hele fortovene til sidst spærres for fodgængere og tjene til oplagspladser for mange slags produkter. At disse lovovertrædere muligvis undskylder sig med at de ikke kender lovenes bestemmelse, kunne man for et øjeblik låne øre til, især når lovbestemmelserne var noget gamle. Men da det som herimod er anordnet såvel ved kabinetsresolutionen af 15. oktober 1771 som plakaten af 14. februar 1810, så viseligt er gentaget ved plakaten af 22. september 1815, så gælder en sådan undskyldning intet, og så meget desto mindre som enhver er pligtig at kende og adlyde lovens bestemmelse.
 
Hertil kommer at der i alle samtlige marskandisere meddelte borgerbrev og borgerattester udtrykkeligt er anført at de ikke må udhænge deres varer uden på de huse hvor de bor, naturligvis af den gode grund for derved at forebygge den vansir og ulempe som i almindelighed afstedkommes ved det, og nu på forannævnte steder som meldt forvolder ulempe og er til betydelig vansir i en hovedstad når kun dens prydelser stemmer overens med lovene vedligeholdes.

Da anmelderen længe med væmmelse har set denne uskik der næsten hver dag synes at tiltage, så har man for at få dette onde fjernes ikke villet undlade at gælde de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8005-8008)

(Sidetallet springer fra 7099 til 8000, dvs. siderne 7100-7999 mangler)

En Uskik hos nogle Handlende.

Nogle af vore detailhandlere følger den uskik at forlange en tredie eller fjerdedel mere for deres varer end de kan eller vil sælge dem for. For de lader sig ofte betydeligt afprutte når de mærker at køberne ikke vil give mere. Det er virkelig at forundre sig over at nogen reel handlende vil nedlade sig til sådant som kun før var omløbende bissekræmmere og sjakkerjøder egent. For både kan derved mange tro og skikkelige tjenestetyende blive mistænkt for uredelighed når husbonden eller madmoderen ved at købe eller ved at andre at lade købe ad samme varer får disse til lavere priser, og tillige bidrager denne fremgangsmåde til at skaffe sælgeren en utilbørlig fordel på sine varer, og således at berige sig på sine medborgeres bekostning. Det var vist derfor ønskeligt at man i almindelighed havde bestemte priser på enhver varesort efter dens bonitet og beskaffenhed og forsagede al prutten og kniben. At dette ret vel og til fordel for køber og sølger lader sig gøre, ser man eksempel på i hr. Jonquieres udsalg af adskillige fabriksvarer i Dronningens Tværgade.

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6204-6205).

Hvorfore patrouillerer Politiet om Søn- og Helligdagene.

Så længe anmelderen kan mindes, kan han erindre at have set politiets betjente, i følgeskab med vægtere patruljere gennem stadens gader på søn- og helligdage under gudstjenesten. Han har spurgt adskillige om årsagen hertil og af nogle fået som svar: at sådant skete for at forebygge uorden på gaderne, og af andre: at det var fordi alle handelsbutikker og udsalgssteder skal være lukket på disse dage.

Hvad nu den første årsag angår, så synes sådan patruljering ikke just at være nødvendigt. For erfaring har vist at der hersker mere orden og stilhed på vores gader om søndagen end på andre dage i ugen hvor man så ofte støder på slagtere og dragere der uden hensyn til fortovsretten bemestrer sig fortovet, og på kørekarle der med strygende fart jager gennem gaderne som var det på en landevej, og således gør passagen for fodgængere usikker. Samt andet lignende som man ikke mærker til om søndagene.

"I de fleste butikker drives der ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt." (Kræmmerbod ved Helligåndskirken omkring 1810).

Hvad den anden årsag angår, at patruljen skal påse at alle handels- og udsalgssteder er lukket, så synes hensigten hermed kun halvt at opnås. For det er alt for velkendt til at være nogen hemmelighed at der i de fleste butikker drives ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt. Og ordsproget: man lukker lågen og lader porten stå åben, synes derfor at kunne være anvendelig på de fleste af vores på skrømt lukkede udsalgssteder.

Skal altså patruljeringen være mere end en ceremoni og blive til virkelighed, så måtte der påses at butiksdørene ikke alene var tillukket, men låste, og at ingen handel indenfor disse fandt sted fra kl. 9 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen. Dette ville have det gode til følge at handelsbetjentene, det være en svend eller lærling, dog engang imellem kunne få lejlighed til at besøge Guds hus. Det er nu sjældent eller aldrig tilfældet. For får nu et sådant ungt menneske en sjælden gang frihed til at gå ud, så sker dette efter gudstjenesten om eftermiddagen. Han kan da komme allevegne undtagen i kirken.

Indsenderen er af den overbevisning at handelsbetjenten lige så lidt bør være slave af sine forretninger som håndværkeren og arbejdsmanden. Vel kan der indvendes mod det at det er nødvendigt at nogle udsalgssteder bør være åbne om helligdagene, såsom den arbejdende klasse ikke får sin ugeløn før om lørdag aften, ja endog søndag morgen. Men når der dog bliver tid til at købe kød hos slagterne og urter hos grøntkonerne, hvilket dog må ske inden for den foreskrevne tid, så kan lige så vel de ting som fås i butikkerne købes til samme tid, og således bortfalder da den vel eneste rimelige grund for at butikkerne skulle være åbne eller handel undere gudstjeneste finde sted. 

Indsenderen håber (hvis han ikke ved uimodsigelige grunde bliver overbevist om nødvendigheden af søndagshandlen) at høje vedkommende vil tage sagen i overvejelse. I nærværende tider da der er gjort og gøres så meget for ungdommens dannelse, synes det meget gavnligt om der blev tænkt på de unge mennesker der efter at være konfirmeret sættes i lære hos detailhandlere. For her er de ligesom bandlyste fra al religion. Og det lille de som børn har fattet, bliver snart glemt da de efter indtrædelsen i handelsfaget næsten aldrig hører et religiøst foredrag, men er fordømt til at stå hjemme i 14 dage. Ja på mange steder i 4 uger før de får tilladelse til at gå ud. Og denne frihed tillades dem da som sagt først efter gudstjenesten er forbi. At lukke døre og dog drive handel indenfor kan vel ikke kaldes andet end skinhellighed. Og denne er vel en af de største laster folk kan forfalde til, og kan hos flertallet udvirke en handlemåde som man ikke må ønske almindelig blandt danske borgere.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6149-6153).

Redacteurens Anmærkning

Butikker i moderne forstand fandtes ikke på Politivennens tid. Det eneste som indikerede at der var salg, var et skilt på facaden (dem klagedes der i øvrigt ofte over i Politivennen) og at der var hængt varer udenfor. Eller at salget foregik fra boder på torvene, fx urtekræmmerboderne langs Helligåndskirkens mur, slagterboderne på Gråbrødretorv. Men ellers var sædvanen at salg foregik fra kældre (fx høkerne), i stueetagerne til bagergårdene. Det var først efter Politivennen holdt op med at udkomme at reklame blev mere udbredt.

Overtrædelse af helligdagslukningen bliver kun værre, hvis man skal tro klagerne i Politivennen.