Mere om Butiksvenlighed

(Efter Indsendt)

Der blev i Politivennen nr. 459 klaget over at krambodkarlen ikke sjældent byder købere en høflighed som går over i en anstødelig familiaritet, og der blev ved den lejlighed peget på et bestemt individ.

Det som her dadles hos mange københavnske kræmmersvende, er hverken mere eller mindre end hvad man vil finde overalt hos alle dem, som mangler opdragelse og dannelse. Og med den hensigt at vise at de har levemåde, og for at få deres naturlige forlegenhed eller lottevornhed undertrykt, griber de enten til en lapseagtig raskhed eller en tosset veltalenhed eller pralende grovhed.

En borgerdagligstue på Politivennens tid. Fruentimmeret sidder pænt ved sit sybord og kigger ud på det pulverisende gadeliv. Det er bestemt ikke rart at blive kaldt for Min Gode, Min Putte og deslige af krambodskarle! Bemærk iøvrigt gardinerne - det er vist hvad man kaldte røvballegardiner. (Eget foto, Nationalmuseets samlinger)

Af disse fejl er den sidste som oftest og den første meget ofte fornærmende for andre. Den anden i form af forulykket høflighed giver derimod egentlig blot den fejlende til pris for latter, uagtet den ikke sjældent falder de pågældende besværlig. Ligesom bondens kompliment når han for at kysse sin frues klædebon, løfter fligen af hendes kjortel op til munden. Men den er i grunden ikke mere meningsløs end alt det usle vås som gives og tages mellem unge herrer og damer i de fleste cirkler. Og den synes som meget mindre skadelig også meget mindre at egne sig til en klage, som var den en vigtig fejl. 

Er så yderligere den uheldige belevne en krambodkarl, altså et menneske som man kan blive borte fra når man vil, så bærer hans sleskhed spiren i sig selv til hans egen straf. Ligesom det netop også derfor, fordi ingen er  forpligtet til at købe hans varer, må være ham aldeles uhindret, om han vil sige min nådige frøken eller: min putte. En anden sag var det, hvis han var en offentlig person med hvem man absolut skulle have at bestille, fx postmester, kasserer og lignende. Går nu endelig sådan en klage ud på et enkelt betegnet individ, der har denne fejl tilfælles med sine jævnlige, så er den uædel og røber den lede bondestolthed. Slutningen af klagen i hint nummer, hvor der tales om damer, som krambodpersonen "næppe får den ære at kende" stadfæster til fulde dette.

(Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7346-7348)

Redacteurens Anmærkning.

Der henvises til Politivennen nr. 459, 7. februar 1807, s. 7295-7296.