Nu gaar Bogsæsonen ind --. (Efterskrift til Politivennen).

En Samtale om Bøger og Mennesker.

Stadsbibliotekar J. Aarsbo i sit Kontor i Nikolaj Kirkebygning.

- En Gang troede vi, at Radioen vilde hæmme Iæselysten, siger Stadsbibliotekar J. Aarsbo. - men vi tog fejl. Boglaanene viser ingen Nedgang, og vi faar tidt Besøg af Folk, som har hørt en Radiooplæsning af den og den Forfatter og nu gerne vil læse noget mere af ham. Nej, Jeg ser ikke, at Radioen skader Bibliotekerne.

- Hvor mange Laanere har Kommunens Biblioteker?

- Der staar udmeldt 70 Tusind og Udlaanene var sidste Aar 1,900,000 ... Bindenes Antal er 280,000. Det er omtrent en Bog til hveranden Indbygger. For 15 Aar siden, da jeg begyndte ber, havde vi kun 40,000 Bind ialt

- Hvem er de bedste Læsere?

- Det er ikke nemt at svare paa. Kommunebibliotekerne søges af Folk i alle Samfundslag. Men blandt Arbejderne har vi mange af vore mest interesserede og dygtigste Læsere. Der er jo en vældig Opdrift i Arbejderne

De Indfødte og de Indvandrede

- Hvad læses mest?

- Folk søger fortrinsvis Skønliteratur. Men man maa sige, at Udlaanet af Fagliteratur er meget stort, det andrager ca. 600,000 Bind eller 33 pCt. af det samlede Bogudlaan. Vi har en Mængde populærvidenskabelig Literatur, som ikke kan faas paa Statens Biblioteker, jeg vil eksempelvis nævne geografiske Værker, Rejseskildringer og den Slags. De Bøger er nu gerne udenlandske. Paa dansk findes der næsten ingen moderne populær geografisk Literatur. Svenskerne er mere med.

- Hvilke skønliterære Forfattere læses mest?

- Andersen-Nexø, Jeppe Aakjær, Thomas Olesen Løkken, Johs. V. Jensen, Bergstedt, Gyrithe Lemcke, Maric Bregendahl, Sigrid Undset og Selma Lagerløf. Af "Pelle Erobreren" har vi 150 Eksemplarer, og de cirkuler stadig.

- Thomas Olesen Løkken og Marie Bregendahl? Københavnerne interesserer sig altsaa for Hjemstavnsliteratur?

- Nej, det er skam ikke de indfødte Københavnere, der læser Hjemstavnsforfatterne, - det er de indvandrede. Tænk, hvor mange Jyder, der er i København ... De er forresten ogsaa stærkt interesserede i Topografi og Lokalhistorie. Vi maa købe alle Amternes historiske Aarbøger.

Bibliotekerne og Boghandlerne.

- Der er dem, der paastaar, at Bibliotekerne skader Boghandlerne.

Jeg tror ikke, Bogsalget lider noget Afbræk ved Bibliotekernes Virksomhed. De, der vil læse det nyeste, kan ikke vente, og har altsaa ingen Fordel af Bibliotekerne, - der gaar nemlig gerne en 2-3 Maaneder, inden vi kan udlaane de nye Bøger. Og det Antal Eksemplarer vi køber, er alt for ringe til at kunne tilfredsstille Efterspørgslen. Hvad tror De, at de 100 Eksemplarer, vi har af "Kirsten Lavransdatter" forslaar? Hele Kvindeverdenen vil læse den Bog ...

- Forfatternes 5 Øre spøger stadig!

- Ja - Forfatterne overser, at Bibliotekterne ikke har nogen Indtægt ved Bogudlaanet, og slutter, at naar Restaurationsmusik kan lægge Penge i Restauratørernes Lommer, saa maa Bogudlaanet ogaa kunne være indtægtsgivende. Men Bibliotekerne her er jo ikke Lejebiblioteker. Forfatterne maatte hellere slutte fra Forholdet med Kunstnerne, der har solgt Billeder til Gallerierne, - de maa jo nøjes med den Betaling, de en Gang har faaet. Og Kunstmuseet tager dog Entre.

Indførelsen af 5 Øresafgiften vilde bare betyde, at de Forfattere, der tjener godt i Forvejen, vilde faa flere 5-Ører, mens de, der hverken sælges eller udlaanes i større Grad, ikke vil de vinde noget videre. Maaske kunde man tænke sig en kollektiv Fordeling. Men vil de, der tjener godt, være glade for at afstaa noget til dem, der har smaa Indtægter. Forfatterne er vist ikke anderledes paa det Punkt end andre Mennesker. Forresten er der mange Forfattere, der er glade for Bibliotekerne. Vi bliver tidt ringet op af Skribenter, som spørger os, hvorfor vi ikke har skaffet deres Bøger ... Og efter vor Mening er Bibliotekerne i Virkeligheden rene Reklameanstalter for Literaturen. Her lærer Folk Bøger at kende og faar Lyst til at danne private Bogsamlinger.

Storbyen er en Heksekedel.

- Er Aaandskulturen i Tilbagegang eller hvad?

- Man kan ikke sige, at det moderne Liv gaar i Dybden. Storbyen er en Heksekedel, der tvinger Folk til at hvirvle rundt ... Man spreder sig for meget. Men ikke desto mindre er der mange Mennesker, der har opdaget, at virkelig Uddannelse kræver Fordybelse. Og vil man danne sig nogen rigtig Mening om Kulturens Stade i Øjeblikket, saa maa man ikke glemme at tage i Betragtning, at helt nye Folk er kommet med, Samfundslag, som tidligere var helt udenfor det kulturelle Liv. Det giver sine Udslag. Forresten maa vi sige, at da de aandelige Værdier ikke kan vejes, bliver det altid noget af en Smagssag, om det Hele er værre eller bedre ...

Men, siger Stadsbibliotekaren til Slut, - De har jo helt glemt at spørge om Læsesalene! De besøges i Aarets Løb af 420,000 Mennesker, der læser Faglitteratur, Tidsskrifter og Blade ...

Steen.

(Aftenbladet (København), 23. november 1929).

Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

Bibliotekernes decimalklassedeling. Et strejftog i ændret Verdenssyn. (Efterskrift til Politivennen)

Bibliotekerne har opstillet (fag)bøger efter et tal-system, kaldet decimalklassedelingen. Den danske version er fra 1915. Ideerne bag systemet blev udtænkt i 1870'erne af den amerikanske biblioteket Melvil Dewey (1851-1831). Det har rødder i 1800-tallets viktorianske verdenssyn: Vesten var verdens centrum, og Vestens daværende religiøse og ideologiske verdenssyn blev lagt i systemet.

Systemet blev i begyndelsen af 1900-tallet introduceret i Danmark og tilpasset danske forhold. Mens tal og decimaler blev væsentligt ændret, fastholdt man det viktorianske verdenssyn. Der blev ikke stillet spørgsmåltegn ved dette gennem de efterfølgende revisioner. Da senere revisioner kom til, fik den oprindelige udgave betegnelsen DK1, og revisionerne DK2, DK3 og DK4 (1954). Og det nuværende DK5 (fra 1969) der blev til under kraftig påvirkning af det såkaldte ungdomsoprør. 

Et afgørende brud med det viktorianske verdenssyn skete først med DK5. DK5 er blevet revideret adskillige gange, men man har fastholdt betegnelsen DK5, idet nye revisioner ikke fik nye numre. DK5 er den udgave der har gennemgået langt, langt de største og mest omfattende revisioner.

Da verdenssynet er emnet for denne artikel, gennemgår den fortrinsvis overgangen fra DK4 til DK5, idet verdenssynet i decimalklassesystemet ikke ændrede sig væsentligt fra DK1 til og med DK4. Artiklen redegør også for at samfundet har ændret sig så meget siden DK4 at de daværende opstillingstal for nutidens lånere må forekomme aldeles uforståelige og ulogiske.

Kort tid efter DK5 begyndte man at omklassificere bøgerne, men processen er langt fra gennemført, og mange bøger blev stående under det decimalklassetal hvor de hele tiden havde stået. Det gjorde det mere og mere besværligt at fremfinde bøger om et bestemt emne, og medvirkede i høj grad til at de ældre bøger døde fordi ingen længere kunne huske hvorfor de blev placeret som de gjorde.

Omkring 2010 kunne man stadig i Københavns Bibliotekers magasiner opleve en en historisk strejftur gennem en slags historiske kirkegård af forlængst glemte bøger: Nemlig de ældre titler var stadig opstillet efter DK4. Bøgerne fandtes naturligvis stadig, men skulle de have en chance for et nyt liv, var en omklassificering til DK5 nødvendig. 

Mange bøger blev derfor omklassificeret til DK5 og de gamle grupper tømt og nedlagt. Folkebibliotekerne skal trods alt betjene levende brugere, ikke oplære brugerne i hvilke historiske årsager der findes til denne eller hin nu nedlagte historiske DK4-gruppe. 

Det er dette strejftog jeg gerne vil tage læserne med på. For en bibliotekar der var med til dette arbejde, gav det nemlig en enestående chance for at se helt konkret hvordan man så på og bladre i forskellige bøger før DK5. Det er disse erfaringer som jeg gerne vil give videre i denne korte introduktion af bibliotekshistoriske årsager for de som interesserer sig for bibliotekernes historie. 

Verdenskortet

Verdensdelene ligger hvor de har gjort i århundreder. Det har lande til gengæld ikke gjort. 

DK4 havde to hovednumre som ikke længere eksisterer: 08-09 Lokale Samlinger. Af den meget lange note til disse grupper fremgår det at her stillede man de lokale samlinger om en by, til nød omegnen. De to grupper kunne underdeles efter DK4-systemet, fx efter håndværkere, og i København. Nedlæggelsen skete ikke så meget pga. et ændret verdenssyn, men som følge af de talrige ændringer i lokalsystemets struktur: Kommuner og amter er som bekendt blevet færre og færre og fx regioner oprettet.

Disse omvætninger tog især fart ved omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund i 1950'erne. 

DK4 var inddelt efter amter, ordnet alfabetisk. Mange lokalhistoriske årbøger var ordnet på denne måde. Kendte man denne inddeling, gav det mening med en opstilling der fx hed Hjørring Amt. Men med drastiske reduktion af fx amter, blev brugerne af systemet konfronteret med betegnelser som overhovedet ikke gav mening med mindre man var bekendt med den historiske betegnelse. 

DK5 ændrede det til placering i gruppe 46 Geografi, og blev fremtidssikret mod yderligere sammenlægninger af kommuner og nye administrative inddelinger. Dette ændrede ikke ved at det skabte rod med de fysiske eksemplarer således at fx lokalhistoriske årbøger kunne stå 2-3 forskellige steder i systemet hvis man ikke rettede opstillingen. Fx blev Hjørring Amt ændret til Vendsyssel. Lokalårbogen - der i øvrigt hed - Vendsysselbogen, men var opstillet i 46.4 Hjørring Amt - måtte rettes til 46.4 Vendsyssel. Et andet eksempel er lokalårbogen “Fra Frederiksborg amt”. Den udkom fra 1906, og er klassificeret i 46.4 Frederiksborg Amt - der nu hører under Region Hovedstaden. Og hvem ved hvor det hører til om 10 år?

Geografi afspejlede sig også indenfor fx 18 Filosofiske systemer. Det var før DK5 afskaffede gruppen en meget stor gruppe. I 1986 omfattede arealet alene i Københavns Hovedbiblioteks udlån 3 fag, udover det i kælderen. Gruppen indeholdt filosoffers værker, selvom der i noten til DK4 stod at den mere handlede om filosofiske retninger. Gruppe 18 var underdelt geografisk, fx 18.6 Danmark. Hvorfor fx Søren Kierkegaards værker stod her. I dag står de placeret i gruppe 10 Filosofi, og Kierkegaard i fx 04.6 og 10.96.

Få andre områder end indenfor historie afspejlede DK4 den vestlige kolonialistiske verdensopfattelse. Et eksempel er 98.3 Afrika. Her blev der overhovedet ikke taget hensyn til disse landes lange historie, men udelukkende som kolonier. DK4 opdelte kontinentet på nedenstående måde som reelt totalt negligerede at Afrika havde sin egen historie før kolonitiden og handelen med slavegjorte:

98.33 Negrenes historie i alm. 
98.35 Negerslaveriets historie i alm. 
98.41 Nordafrika. 
98.42 Ægypten. 
98.43 Abessinien. 
98.467 Liberia. 
98.487 Den sydafrikanske union.

Religion

DK5 har ført den vestlige verdens opfattelse af religion videre. Kristendommen har fået tildelt grupperne 20-28. Det har betydet at fx 25 Mission og 26 Kirkens institutioner og arbejde som engang spillede en stor rolle, nu om stunder nærmest er døde. Heroverfor blev katolicismen nærmest reduceret til en sekt (28.2).  

Til alt andet end kristendom reserverede decimalklassesystemet kun en gruppe: 29. Fx 29.7 islam. I DK4 kaldtes islam Muhammedanisme. En betegnelse som fx Fremskridtspartiets grundlægger, Mogens Glistrup, yndede at bruge. 

Psykologi, sociologi og politik.

Siden DK4 er der sket en nærmest eksplosiv udvikling i litteraturen inden for disse tre. I DK4 havde 13 Psykologi 1 decimal. 13.4 eksisterede ikke. I DK5 er der nu 7 grupper med 21 undergrupper.

I DK4 havde 30 Samfundskundskab i alm.  1 decimal. I DK5 har gruppen ikke alene skiftet navn til Samfundsvidenskaberne i alm., men er især siden 1990’erne efter adskillige revisioner vokset til en af største grupper i DK5. Ikke bare med undergrupper, men også med litteratur.

I DK5 hedder 32 politik. I DK4 hed 32 Statsformer og statsforhold. Politik var en undergruppe i 32: 32.19 Politisk teknik og propaganda. Indtil 1991 stod endvidere kvinderne i 32.5 kvindens stilling i samfundet. Nu er kvinder placeret 30.172 sideordnet med mændene. I noten til 32.5 hed det dengang: “Her sættes også spørgsmål som kvindevalgretten, kvindens retsstilling, kvinders adgang til embeder i alm., medens f.eks. problemet “kvindelige præster” sættes i 26.2”.

Da den viktorianske verdensopfattelse gjaldt som den overordnede, og underforståelige, blev det som senere tider betegnede som politiske ideologier, fx socialisme, kommunisme og syndikalisme i DK4 sat under økonomi (33.5). De er i DK5 placeret sammen med andre politiske ideologier i 32.16.

Andre ændringer i hurtig rækkefølge

DK4's 59 Antropologi og etnografi indeholdt bøger med et racesyn som næppe mange officielt deler i dag: 59.9 hed fx Racebiologi. Eugenik. Og i noten stod der "Børnebegrænsning …. degeneration, eugenik (raceforbedring, racehygiejne), racebiologi (menneskeracer)”. Dette var i øvrigt også i overensstemmelse med bl.a. K. K. Steinckes værker fra 1930'erne. Eugenikken er som bekendt blevet (mis)brugt til lidt af hvert, bl.a. som ideologisk begrundelse for nazisternes masseudryddelser.

Af "gammeldags" betegnelser kan fx nævnes 61.64 Nervesygdomme og 61.643 Sindssyge.

DK4 er fra en tid uden radio og tv, og blev helt til 1969 placeret i 37.8 som uddannelsesinstitutioner. DR blev opfattet som en slags folkehøjskole, blot “i æteren”. I moderne tid blev gruppen som mere naturligt forekommer i dag overført til 07 hvor i forvejen aviser stod.

Jeg tillader mig at tage en del af æren for at have ændret indholdet i 37 og 38 i takt med børneinstitutionernes eksplosive vækst i 1960’erne. Vuggestuer stod i DK4 under forsorg (38). I dag er de flyttet sammen med daginstitutioner i 37.

DK5 har måttet indrette et helt nyt og meget stort afsnit i gruppe 19. I DK4 hed gruppen ganske kort Videnskabens historie i alm. 

Der kunne nævnes mange ændre, men det har ikke været hensigten, blot at gøre opmærksom på det skiftende verdenssyn og -opfattelse.

Tidligere tiders 3 registerbind til DK5, blandt bibliotekard kaldet tante grøn, tante gul og tante lilla, er erstattet af online DK5. Principperne bag er imidlertid de samme som har eksisteret siden decimalklassesystemets start.

Slutnote

I nyere tid er fænomener som kolonialisme, racisme, køn og andet blevet belyst, også historisk set. Der er sket holdningsskift og afstandtagen fra tidligere tiders verdenssyn. DK5-systemet er "konservativt" i den forstand at det tager tid før disse ændringer slår igennem. Formålet med dette indslag er at vise ældre og nu forsvundne grupper. 

Hver generation af bibliotekarer bør sagligt følge med i hvordan verdenssynet ændrer sig, i hvert fald i det omfang DK stadig skal formidle bøger til brugerne. Som vist ovenfor har DK5 i høj grad forsøgt inden for decimalklassedelingens rammer at gøre op med victoriatidens kolonialistiske “den hvide mands byrde” og give en nøgle til systematisk fremfinding af bøger om bestemte emner. Dette er i høj grad blevet lettet ved indførelse af edb, bl.a. gennem emneord. 

Men den ultimative fremsøgning vil først finde sted når det forhåbentligt engang vil blive muligt at fuldtekstsøge. Således som det også i begrænset omfang nu er muligt gennem forskellige engelsksprogede databaser.

Charles Ammi Cutter (1837-1903). Historien om et system der skabte en skjult fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Af Politivennen Live Bloggings nuværende Redacteur.

Et system udtænkt af den i Danmark ret ukendte amerikanske bibliotekar fra 1800-tallet Charles A. Cutter fik uoverskuelige konsekvenser i form af en skjult fabrik, hundredvis af arbejdstimer, hvert år på Københavns Kommunes Biblioteker, langt op i nyere tid

Charles Ammi Cutter (1837-1903) er til gengæld en kendt person i amerikansk biblioteksvidenskab. Hans tante var ansat ved Boston Bibliotek. Han var 1857-1859 assisterende bibliotekar ved Harvard Divinity School. Det var her han udtænkte et katalogsystem. Efter at have afsluttet studierne i 1860, gjorde han lynkarriere som fuldtidsbibliotekar. Og indførte bl.a. kort i stedet for kataloger.

1868-1893 var Cutter overbibliotekar ved Boston Athenæum Bibliotek. Her udviklede Cutter sit  system under betegnelsen Cutter Expansive Classification. En alfabetisk-numerisk metodologi med forkortelser på forfatternavne og unikke numre, kaldet “Cutter-numre”. Det var i en tid hvor trykketeknikken ikke var så fremskreden, og trykning var dyrt. Dengang gav det mening at trykke færrest mulige karakterer til hvert værk. Kort fortalt brugte systemet 1 eller 2 initialbogstaver og arabertal, som skal opfattes som en decimal. 

Et eksempel på Cutters numre, her fra Københavns Biblioteker. Cutters minimalisme sparede på kort sigt biblioteksvæsnet et beskedent beløb til udgifter til bogtryk, men på langt sigt gav det anledning til en klækkelig efterregning. Selv garvede bibliotekarer og andet bibliotekspersonale kunne ikke gennemskue den kryptiske indskrift. Som et kuriosum, bemærk i øvrigt Københavns gamle (til højre) og nye (til venstre) byvåben nederst på bogryggen.

Library of Congress brugte systemet en overgang. Men Cutter havde det ikke så godt med opkomlingen Dewey (1859-1952), som eftertiden til gengæld kender meget bedre til. Det er ham der opfandt det decimalklassenummersystem som bibliotekerne stadig bruger en variant af. Cutter opsagde i vrede sin stilling i 1893, hvorefter han fik mulighed for at udvikle sit system fra bunden i Massachusetts. På et biblioteksmøde i London juli 1897 præsenterede han sjovt nok sit system samtidig med at Dewey præsenterede sit system. Cutter døde (1903) før han kunne fuldende det.

Herefter blev Cutters system stort set sat på pension. Men af en eller anden grund gik det i Københavns Biblioteker ikke i glemmebogen. Tværtimod var man her så begejstrede for hans system at det fik lov til at udfolde sig til langt op i 1960'erne. Forklaringen findes formentlig gemt i beretningerne. Og så længe udvekslingen af kataloginformationer mellem danske biblioteker ikke var så stor, gjorde det heller ikke så meget. Faktisk kunne man på de fleste andre kommuners biblioteker finde lokale specialiteter i lighed med Cutters. 

Cutters system bliver et problem.

Allerede fra midten af 1900-tallet var man imidlertid ved at udvikle en fælles national katalog af kort. Udviklingen pegede i retning af et fælles, centralt system for hele Danmark. Men nogen afgørende betydning fik det ikke for Cutters system i København. Det var først i 1960'erne hvor bibliotekerne havde vokset sig store, og udvekslingen af bøger mellem kommunerne for alvor tog fart, at det begyndte at gå op for de fleste at det ikke længere var særlig rentabelt med lokale særheder som fx Cutters numre. 

Biblioteker af Københavns Hovedbiblioteks størrelse er som en supertanker der skal skifte kurs: Det kan ikke gå ske sådan lige med et snuptag. Kursændringer koster tid og penge, mange penge. For rygsignaturernes vedkommende tog kursændringen omkring et halvt århundrede, først helt op i 2010'erne skete der noget. I den mellemliggende periode skabte Cutters system et stadig voksende problem med uorden, rod og nå ja, tænders gnidsel. En skjult fabrik. 

Den elektroniske katalog.

Chancen for at løse problemet var der da Københavns Bibliotekers bogbestand blev elektronisk fra 1993, begyndelsen til nutidens elektroniske katalog. Her kunne man have rettet rygsignaturerne på bøgerne og tilpasset dem det elektroniske katalog. Men det skete ikke, og Cutters numre fik lov til at fortsætte. Efterhånden forsvandt det bibliotekspersonale som forstod at læse de forældede signaturer. Det blev stadig sværere at finde nogen som kunne oplære de yngre generationer af aflæse de kryptiske gamle rygsignaturer. Det gamle og egentlig for længst forældede og udrangerede system levede side om side med det nye.

Hvis nogen mente det af besparelseshensyn var en god ide ikke at gøre noget, så blev det set i bakspejlet en overordentlig kostbar beslutning. Et voksende antal, titusindvis af bøger blev sat forkert på plads og "forsvandt". Besparelsen gik fløjten ved de talrige forgæves eftersøgninger af "forsvundne" bøger - som ofte blev afskrevet som bortkommet.  

Hvordan kunne det nu gå til? Jo, kik på det nedenstående foto med eksemplarer fra bibliotekets virkelige liv anno 2016. De kan illustrere hvad miseren bestod i. Fotoet viser et udsnit af bøger, opstillet i biografier (99.4). Biografier er ordnet alfabetisk efter den person de handler om. På fotoet (der ikke er manipuleret) ser man skønsom blanding af Cutter-numre og nugældende decimalklassenumre. For alle andre end kyndige i Cutter-numre ser det ud som et syndigt roderi. Men læg især mærke til bogen nr. 5 fra venstre: "Breve fra Morten Nielsen". Bogen er skrevet af en af modstandskampens helte og stadig efterspurgt. Men bogen er opstillet forkert såvel efter Cutters system som efter decimalklassesystemet, og det skulle vise sig at blive fatalt for bogen - lidt dramatisk sagt: Eksemplarets død! Det vender jeg tilbage til i slutningen af artiklen.

Lidt af et puslespil: Rygsignaturen viser to forskellige systemer hvor decimalklassenummeret er anbragt dels for oven, dels for neden. Og en står endda forkert efter begge systemer: "Breve fra Morten Nielsen". Men misforståelsen er forståelig nok. Bogen er (forkert) sat på plads i 99.4 Breve. Hvorfor, læs resten af artiklen.

Cutters numre

Lad os kort kigge på hvad Cutters system egentlig gik ud på. Så kan vi altid glemme det igen når artiklen er læst. Cutters numre figurerede for det første ikke øverst på bogryggene som decimalklassenumrene gør i dag, men nederst. Det kunne fx være Eigil Knuth: Fire mand og solen (1937) som stod i gruppe 49. Det ville give følgende opstillingssignatur:

49

Kn 76

f

Personer med logisk sans kan regne ud at 49 er decimalklassemærket, Kn står for Knudsen, 76 må være et matematisk udregnet nummer og f første bogstav i titlen. Barnemad for biblioteksansatte i første halvdel af 1900-tallet. Men derefter kun læselige for historisk kyndige og interesserede bibliotekarer. Ingen kan bebrejde yngre bogopsættere for i god tro at sætte eksemplaret op, fx i klassemærke 76. Hvilket faktisk var tilfældet.

Problemet blev større i store grupper hvor der er alfabetisk opstilling, fx under geografi i 46.4, 37.5 (nu 37.414) og sidst, men ikke mindst biografier. Især i den sidste, 99.4 blev Cutters system en katastrofe. Tag etatsråd E. Collins nøgleværk "H. C. Andersen og det Collinske hus" (1929). Cutters angivelse er her

99.4

an35

co2

Sammen med forfatter og titelangivelsen øverst på bogryggen kom det til at sådan ud på hele bogryggen:

E.Collin

H.C. Andersen 

og det

collinske hus

99.4

an35

co2

Forvekslingsmulighederne er mange. Selv dygtige bogopsættere kunne måske forledes til at tro at bogen skulle opstilles i  99.4 under Collin, og ikke under Andersen, H. C. I tvivlstilfælde måtte bogopsætteren åbne bogen og tjekke boglommen i bagsmækken af bogen. Men i dette tilfælde gav den ingen hjælp. 

Brandes’ værk om Voltaire i 3 bind. Skal det opstilles i 99.4 under Brandes eller Voltaire? Eller måske i Voksenafdelingen (Vo), gruppe 65? Eller under skønlitteratur? Eller ….? Er der noget at sige til at yngre medarbejdere ser mindst 2 muligheder.

Når først et eksemplar af en bog er placeret forkert, kan det få skæbnesvangre følger. I heldigste tilfælde bliver det opdaget tilfældigt, og bogen sat rigtigt på plads. I værste tilfælde bliver bogen via katalogen eftersøgt, ikke fundet på sin rigtige plads, og derefter afskrevet som bortkommet i katalogen. 

Og det var ikke småting vi snakker om her: Da man endelig efter mange årtiers forløb begyndte systematisk at revidere hylderne, fx i biografier 99.4 afsløredes det at tusindvis og atter tusindvis af bind var blevet sat forkert på plads. Selv om de i 1993-94 var blevet registeret i den elektroniske katalog, var de pga. en forkert fysisk placering blev afskrevet af de medarbejdere som søgte efter reserveringer, da de ikke stod på den korrekte plads.

Den skjulte fabrik

Kort sagt er dette som nævnt fortællingen om en skjult fabrik af betydelige dimensioner: Bogopsættere som brugte tid på at sætte bøger op - i god tro - men ikke desto mindre forkert! Listeførere som forgæves ledte efter bøger og slettede dem. Bibliotekarer der skulle materialepleje. Og sidst, og værst, forventningsfulde lånere som enten blev skuffet over ikke at få hvad de var blevet lovet af katalogen. Og allerværst, bøger som de eftersøgte, men ikke kunne vide eksisterede - blot på en forkert placering. 

Som lovet, nu tilbage til mit eksempel, Morten Nielsens breve. Digteren Morten Nielsen er en af modstandsbevægelsens helte, og hans breve er stadig efterspurgt den dag i dag. Den korrekte opstilling på Morten Nielsens breve er under biografier (99.4) under Nielsen, Morten, f. 1922. Et opslag på bogen i 2014 viste at bogen dengang stod på 3 biblioteker: Sundby, Valby og Østerbro. Men fotoet fra samme periode dokumenterer at den også stod på Hovedbiblioteket - men på et forkert sted.

Hvorfor figurerede Hovedbibliotekets eksemplar ikke længere i katalogen? Det gjorde det ikke fordi eksemplaret var "bortkommet". En nærmere efterforskning viste endda at bogen havde haft et pænt udlån indtil 28. marts 2014. Herefter må den være sat forkert på plads, for den blev reserveret, men da den nu ikke længere kunne findes, var den blevet afskrevet som bortkommet. Man kan selv tænke sig den mængde tid der er gået med denne arbejdsproces, og gange det op med adskillige tusind.

I 2010'erne besluttede man definitivt at udslette de gamle numre og erstatte dem med de som svarede til den elektroniske katalog. Cutter-numre forsvandt og blev ændret til de stadig gældende decimalklassenumre - de som figurerer i katalogen. Det fjernede en gang for alle den skjulte fabrik, katalogen kom i overensstemmelse med bøgernes rent faktisk rygsignaturer. Kald det bare en solstrålehistorie.

Som en sidste krølle på halen er Morten Nielsens breve blevet digitaliseret og kan nu læses online på eReolen. Men kun en lille brøkdel af danske bøger findes her, mest skønlitteratur og biografier, samt en del faglitteratur. Så den dag i dag kan bibliotekets brugere nyde godt af operation "væk med Cutters numre".

Erik Nicolaisen Høy.

Oluf August Nielsen (1838-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Oluf Nielsen.

Det er ikke mange Maaneder siden, der her i Bladet stod en Meddelelse om den brave Vendelbo-Bonde med de mange historiske Interesser. Sognefoged A. P. Gaardbøl dødelige Afgang. Hans Virksomhed, og da særlig som historisk-topografisk Forfatter, var skildret af Kjøbenhavns Raadhus-Arkivar, Dr. phil. O. Nielsen.

Nu have Bladene meldt, at ogsaa han er bortkaldt; og han har godt Krav paa ved sin Død at mindes i et Blad som Jyllandsposten, da hans Interesser i videnskabelig Henseende fra første Færd af lige til det sidste for en stor Del drejede sig om Jylland, og dr særlig Vestjylland, selv om den betydeligste Del af hans Forfattervirksomhed kom til at bevæge sig paa kjøbenhavnske Enemærker.

Oluf August Nielsen var født 1838 paa Endrupholm ved Varde og var Søn af daværende Proprietær, senere Branddirektør A. C Nielsen. en i sin Tid i den Egn meget anset Mand. som i en Del Aar var Landstingsmand. I nogle Aar gik han i Ribe Latinskole, men her synes han ikke ret at have følt sig tilpas, saa han ingen rigtig Fremgang kunde gjøre. En af hans daværende Lærere, den bekjendte Historiker, Ribes Topograf, afdøde Overlærer Kinch, der senere kom til at sætte overordentlig stor Pris paa ham. har en Gang sagt til mig. at man egentlig i hans Skoletid tvivlede om. at han nogen Sinde blev til Noget, og mindst paa den videnskabelige Bane. Han blev da taget ud af Skolen og 1857 privat dimitteret.

1863 tog han Magisterkonferens i de nordiske Sprog, men allerede forinden havde han begyndt sin Forfattervirksomhed. som han fortsatte lige til sin Død. 1862 udgav han nemlig "Historiske Efterretninger om Skads Herred"; det var sin Fødeegn, han gjorde til Gjenstand for Beskrivelse, og ikke alene havde han til den i fuldt Maal benyttet sit Fjendskab fra Barndomsdagene, men ogsaa gjort Brug af Arkiverne, baade Gehejmearkivet i Kjøbenhavn og Stiftsarkivet i Ribe, - et Ungdomsarbejde, der gav gode Løfter for Fremtiden, hvilke han i rigt Maal indfriede.

Kort efter at have underkastet sig Magisterkonferensen blev han ansat som Assistent i Kongerigets Arkiv. 1867 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om det indtil da altfor lidet paaagtede Æmne "Sysselinddelingen i Danmark", i hvilket Værk han fremdrager adskillige nye Synspunkter. 1869 blev han udnævnt til Arkivar ved Kjøbenhavns Raadhus-Arkiv, i hvilken Stilling han vedblev at virke til sin Død. Her laa der en vid og for største Delen uopdyrket Mark for hans Virksomhed. Ganske vist havde Kjøbenhavn mange Gange været gjort til Gjenstand for Beskrivelser, større eller mindre, men alle mere eller mindre utilfredsstillende, fordi Forfatterne ikke vare gaaede til Bunds, idet der ikke var øst af de Kilder, en Topograf nødigst af Alt maa lade ubenyttede, de skrevne Aktstykker i Arkiverne. Det gjorde han, og ikke alene af Raadhus-Arkivet, men alle andre Steder fra fremdrog han det, der kom til at danne den egentlige Grundvold for hans Beskrivelse af Kjøbenhavn, nemlig det kolossale Værk "Kjøbenhavns Diplomatarium". Saa kom efterhaanden i Aarenes Løb "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra de ældste Tider indtil 1728 i ti Bind (det sidste udgivet 1892), hvortil slutter sig det i 1 884. Tohundredaaret efter Holbergs Fødsel, udgivne illustrerede Værk "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Som Grunden til. at han er standset ved Frederik den Fjerdes Død, eller rettere ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, angiver han selv, at "det mest Tiltrækkende for min Granskning har altid været at faa Noget ud af mangelfulde Kilder". Og han har ikke alene faaet Noget, men Meget ud af det. der forelaa fra Tiden for 1728, da saa mangfoldige Dokumenter, der kunde have kastet Lys over de svundne Dage, gik op i Luer. Mangt og Meget, som vist nok ellers vilde have været skjult for andre Forskere, har han fremdraget, og med al Anerkendelse af Carl Bruuns illustrerede Beskrivelse af Kjøbenhavn tør det vist nok paastaaes. at den næppe vilde være bleven til, hvad den er, en fortrinlig Bog, hvis ikke O. Nielsens Bøger havde foreligget som Forarbejder.

Da han opgav at føre Kjøbenhavns Beskrivelse længere ned mod Nutiden, tog han med Iver fat paa Jyllands Topografi: hans første Arbejde, det oven omtalte om Skads Herred, var i Aarenes Løb bleven efterfulgt af flere, der dels udkom særskilt, som Malt Herreds Beskrivelse, dels trykte i det desværre ikke længere existerende Tidsskrift Danske Samlinger for Historie. Topografi, Personal- og Literatur historie", blandt hvis Udgivere har var i en Del Aar. Nu var det hans Agt at levere Topografier af de Herreder i Ribe og Ringkjøbing Amter, han hidtil ikke havde haft under Behandling, og 1894 udkom Beskrivelse af Skodborg og Vandfuld. 1895 af Hjerm og Ginding Herreder; paa begge disse har jeg tidligere haft Lejlighed til her i Bladet at henlede Læsernes Opmærksomhed. De ere skrevne, som Alt, hvad han har leveret, med stor Grundighed og Nøjagtighed, saa de ville komme til at danne et godt Grundlag for den nye Udgave af Traps Danmarks Beskrivelse, til hvilken han havde tilsagt sin værdifulde Bistand; Ribe og Ringkjøbing Amter ville maaske, takket være hans Forarbejder, blive nogle af de grundigst bearbejdede i den nye "Trap"; endnu manglede der enkelte Herreder, som han ikke havde topograferet. da Døden afbrød hans Gjerning.

Desuden har han udgivet ikke faa andre Værker, saaledes flere Diplomatorier, Kong Valdemars Jordebog. "Samling af Adkomster. Indtægtsangivelser og kirkelige Vedtægter for Ribe Domkapitel og Bispetol, nedskrevet 1290-1518, kaldet Oldemoder (Aria IHtensis); i forskjellige Tidsskrifter. saaledes i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", har han leveret værdifulde Bidrag, og ligesom han var en meget benyttet Medarbejder af Brickas Biografisk Lexikon, især naturligvis angaaende de Personer, der stode i Forbindelse med Ribe Stift og med Kjøbenhavn ; endnu maa tilføjes, at han var i Bestyrelsen for "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie" og Medlem af dettes Skriftudvalg, samt Overbibliothekar ved Kjøbenhavns Kommunes Folkebibliotheker. 1893 blev han Ridder af Dannebrog.

Det er en stor og fortjenstfuld Virksomhed, han har øvet som Udgiver og som Forfatter; som ovenfor anført, udmærke hans Bøger sig ved Grundighed og Nøjagtighed: aldrig gik han paa Akkord med Fantasterier. Men der er tillige noget Tørt over dem og noget underlig Ubehjælpsomt i hans Stil. Det er ikke mig, der har hittet paa at sige det nu ved hans Død; men selv har han oftere i sine Skrifter hentydet til denne Mangel hos sig, og heller ikke i Samtale lagde han Skjul derpaa; beskeden og fordringsløs som han i høj Grad var, satte han maaske snarest sine Skrifter og sin Virksomhed for lavt; men altid var han rede til at lade dem, der ønskede Oplysninger hos ham, faa saadanne i rigt Maal af hans store Kundskabs Fylde. Ved personlig at lære ham at kjende. maatte man uvilkaarlig komme til at holde af ham; derfor ville Mange rundt om i Landet nu beklage hans forholdsvis tidlige Død.

Den, der saae ham uden at vide, hvem han var, vilde vistnok i Reglen gjætte paa, at man havde en brav jydsk Forpagter for sig; der var noget saa jævnt, saa ligefrem over hans hele Person, ja, der kan vel egentlig siges noget rigtig jydsk; og man skulde tænke, at han, der saae ud som Sundheden selv, maatte efter al menneskelig Beregning have et langt Liv liggende for sig. Men efter for et Par Aar siden at have været syg, blev han aldrig rigtig rask igjen, og 5. Januar gjorde en Lungebetændelse Ende paa hans virksomme Liv efter et kort Sygeleje. Han har to Gange været gift, og han efterlader sig en Enke og flere Børn.

Vilhelm Bang

(Jyllands-Posten 9. januar 1896).

Carl Peter Herman Most (1826-1900): Rådstuearkivar, dr. phil. Oluf August Nielsen (4. 4. 1838-5. 1. 1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

OLUF NIELSEN.

Af C. KLITGAARD.

Raadstuearkivar Oluf August Nielsen blev født den 24. April 1838 paa Endrupholm i Skadst Herred som Søn af Proprietær, Branddirektør August Carl Nicolaj Nielsen (1809—85) og Hustru Henriette Georgine Meyer (1813—98). Han ægtede 1. Gang den 10. August 1865 i Faaborg, Ribe Amt, Sofie Brünnich, født den 4. Maj 1845 i Assens, Datter af Toldassistent Christian Gregers Brünnich (1820—76) og Hustru Frederikke Rasmussen (1828—1902), død den 10. September 1878. 2. Gang blev han gift i København den 17. Oktober 1879 med Mathilde Margrethe Agathe Grüner, født den 10. Februar 1861 i Husum som Datter af Borgmester Hakon Harald Grüner (1815—1900) og Hustru Margaretha Agatha Mathilde Jacobsen (1835—95). Han døde den 5. Januar 1896 paa Frederiksberg, og hans Enke den 15. Februar 1934. Han er jordet paa Vestre Kirkegaard.

Oluf Nielsen blev Student 1857, privat dimitteret, og begyndte at studere Teologi, men opgav snart dette Studium for nordisk Oldhistorie og tog 1863 Magisterkonferens i nordisk Sprog, hvorefter han s. A. blev Assistent i Kongerigets Arkiv.

Allerede i Studieaarene havde Oluf Nielsen kastet sig over sin Hjemstavns historiske Forhold: Topografi, Stednavne, Personalhistorie m. v., og 1860 debuterede han paa sin historiske Forfatterbane med "Herregaarden Plovstrup“ ("Annaler for nord. Oldkyndighed“ 1860), hvorefter der i en lang Aarrække fulgte Publikationer som „Historiske Efterretninger“ om vestjyske Herreder: Skadst Herred (1862), Vester Horne H. (1866), Slavs H. (1868), Malt H. (1870), Gørding H. (1872), Skodborg og Vandfuld H. (1894) og Hjerm og Ginding H. (1895). Af disse Egnsbeskrivelser staar hans Arbejder fra Ungdomsaarene betydeligt over de senere, der i nogen Grad bærer Præg af at være Hastværksarbejde.

Efter at være blevet Arkivassistent fik Nielsen af Generalstaben overdraget at korrigere Stednavneformerne paa Stabens nye Kort, og 1864 blev han Medarbejder ved Udgivelsen af Registeret til Langebeks "Scriptores rerum Danicarum“ (1878), hvorved han i højere Grad end 14idtil førtes ind paa Studiet af Danmarks indre Historie i Middelalderen; Frugter af disse Studier var bl. a. hans Doktordisputats 1867 "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark“, "Ribe Oldemoder“ (1869), "Dueholms Diplomatarium“ (1872), "Kong Valdemar den Andens Jordebog“ (1873), "Codex Esromensis“ (1880—81), "Gamle jydske Tingsvidner“ (1882) (til Belysning af Sproget i Ribe Amt, før et fælles Skriftsprog havde fæstnet sig), "Olddanske Personnavne“ (1883) og „Harsyssels Diplomatarium“ ( 1893).

Sammen med Chr. Bruun og A. Petersen stiftede Oluf Nielsen 1865 Tidsskriftet „Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie“, ved hvilket han til dets Ophør 1879 var en flittig Medarbejder; endvidere var han 1879 Medstifter af "Universitetsjubilæets danske Samfund“ og s. A. af "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie“, i hvis Bestyrelse han sad til sin Død. Han var ogsaa 1877 Medstifter af "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie“, og for dette saavel som for "Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“, i hvilket han 1871 optoges som Medlem, samt for "Universitetsjubilæets danske Samfund“ er flere af hans Arbejder udgivet.

1. Januar 1869 blev Oluf Nielsen Arkivar ved Københavns Raadstuearkiv, og fra 1885 var han tillige Overbestyrer af Københavns Kommunes Folkebogsamlinger, et Arbejde, han omfattede med stor Interesse. Stillingen som Raadstuearkivar medførte, at Nielsen ogsaa kom ind paa et nyt litterært Arbejdsfelt; 1872—87 udgav han for Kommunalbestyrelsen den uundværlige Kildesamling "Kjøbenhavns Diplomatarium“ indtil 1728 (otte Bind og to Registerbind), og 1877—92 udgav han endvidere den vægtige og værdifulde "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse“ indtil 1730 (seks Bind), der endnu i en uoverskuelig Tid vil blive staaende som et Hovedværk. Beslægtet med disse Arbejder er hans "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid“ (1884), det lettest læste af hans Skrifter, "Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse“ (1875), "Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn“ (1896, i Forening med P. Købke) og flere. I en Diskussion med A. D. Jørgensen paaviste Nielsen, at det ældste "Havn“ var en agerdyrkende Landsby.

Oluf Nielsen var en overordentlig flittig Skribent og en stille, beskeden Forsker, der gerne stillede sin omfattende Viden til Raadighed for andre Historikere, men med en saa stor Produktion, som han i Aarenes Løb præsterede, fulgte naturligvis ogsaa, at den ikke altid kunde være af samme betydelige Lødighed, og at der til Tider savnes en egentlig Behandling af hans indsamlede Stof. Der kan i øvrigt tilføjes, at Nielsen almindeligvis — og med Rette — stillede sig skeptisk over for stedlige Traditioners og saakaldte Folkesagns Beretninger om tidligere Tiders Forhold. I nærværende Biografi er kun nævnt de vigtigste af hans Arbejder, men talrige  andre findes spredt i en Mængde forskellige Tidsskrifter.

Efterladte Samlinger i Nationalmuseet. — R. 1893. — For Tiden er et Mindesmærke for Oluf Nielsen, der rejses ved Endrupholm af "Historisk Samfund for Ribe Amt“, under Arbejde.

Af Oluf Nielsens tre Sønner, Kommunaldirektør August Nielsen (f. 1870), Stabslæge, Dr. phil. Kristian Brünnich Nielsen (1872—1942) og Arkivar ved Dansk Folkemindesamling Hakon Grüner-Nielsen (f. 1881), har førstnævnte, August K. N. Nielsen, 1887—94 fungeret som Assistent i Raadstuearkivet. 1896—98 var han konstitueret som Overbibliotekar ved Kommunens Folkebiblioteker og 1898—1905 Bibliotekar ved samme. 1914 blev han Chef for Magistratens 1. Afdelings Sekretariat og 1930 Direktør for Københavns Begravelsesvæsen (indtil 1940). Fra hans Haand foreligger bl. a. en Afhandling om Assistens Kirkegaards Historie til 1880 (1938), ligesom han 1904—37 redigerede den vigtige Samling af Bestemmelser vedrørende Københavns Kommune.

Litt.: Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1867, S. 205—08. A. Heise i Saml, til jydsk Hist, og Topogr., 3. Rk., I, 1896, S. 103 ff. Fortid og Nutid, II, 1919, S. 200—05. Fra Ribe Amt, VII, 1931, S. 650—66; VIII, 1932, S. 132—37. Hardsyssels Aarbog, XXVI, s. A., S. 86—98. J. Aarsbo: Bibliotekerne og Samfundet, 1935, S. 72 ff.

(Nogle Meddelelser fra Københavns Stadsarkiv (Raadstuearkivet) 1817-1942, s. 49-52)

O. A. Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavnere i Ramme. Lejebiblioteksstudier. (Efterskrift til Politivennen)

Lejebibliotekerne er ikke mere, hvad de en Gang var. Den moderne Læsetaske har gjort dem Konkurrencen vanskelig af den simple og gode Grund, at Publikum ikke selv gider hente, hvad det kan faa bragt lige ind ad Døren.

Kun et og andet Bibliotek trives endnu som et Minde om en svunden Tid. Vi beder Læseren ledsage os paa en lille Visit, hvilket han antagelig gør med Plasér 

Ti hvor kan en Læser ønske hellere at opholde sig end netop paa et Bibliotek?

Det et i den travle Tid. Den varme Sol, de grønne Træer bringer Budskab om, at Landliggertiden er inde. Og den landliggende Dameverden udsøger sig den aandelige Føde, der skal gøre Opholdet i Hængekøjen taaleligt i de Timer paa Dagen, da ingen kurgørende Løjtnanter, konverserende juridiske Kandidater eller kroketspillende Studiosi at alle Fakulteter er ved Haanden.

Det er ikke noget stort Rum, vi betræder. Foran os har vi en Disk, bag Disken de unge Damer og en meget ung Mand og bagved de to unge Damer og den meget unge Mand en dobbelt Række Reoler med en Gang imellem.

At de to Damer er den ene mørk og værdig, den anden lys og smilende. Den unge Mand hedder Frederik, han har ikke megen Krop og det er tvivlsomt, om han har Ho'de. Alligevel ser han overmaade selvtilfreds ud.

Damernes Opgave er at klatre op og ned ad Stiger, tilsmudse deres Hænder og tilfredsstille Kundernes unaturlige Videbegærlighed. Af og til maa de tillige falde paa Knæ for at søge efter Literaturens skjulte Skatte og de opnaar derved rimeligvis at udvikle deres Benmuskler i en Grad, som enhver Rekord-sættende Bicyklistinde maa misunde dem.

Da ingen af dem imidlertid er Elever i Paul Petersens Institut for Balletgymnastik og følgelig ikke deltager i den aarlige Præsentation, gaar Publikum desværre Glip af en Lejlighed til at over bevise sig om Resultaterne.

Forøvrigt er begge Damerne meget elskværdige og i Besiddelse af en fænomenal Utrættelighed,

Sidstnævnte Egenskab har de tilfælles med en lille Klike at kvindelige Stamgæster, en yndig Buket, af hvilken vi herved tilladet os at plukke nogle faa Blomster.

Der er først den ældre Dame, hvis Ansigt i Aarenes Løb er gleden ud i en ubestemmelig Fedme, paa hvis Overflade et Par udtryksløse Øjne og en flad Næse svømmer rundt.

Denne Dame tager straks efter sin Ankomst Plads i en Lænestol og bliver siddende der mindst en Time. Saa længe bruger hun nemlig til at faa afleveret det Nyhedsstof, hun paa sin Formiddagsvandring har faaet opsnuset, og til at indtage ny Ballast. Naar det er besørget, forsvinder hun med "Familien Katzenstein", "Den smukke Ludovica" eller et andet lignende skønliterært Værk, som hendes Hjærne, der ikke taaler altfor stærk Spænding, kan fordøje uden at sprænges.

Vi kommer dernæst til en anden Dame der ligeledes lægger Beslag paa de ekspederende unge Pigers Taalmodighed for længere Tidsrum ad Gangen. Hun er nemlig til Trods for sin relative Ungdom uhyre magelig og kan af den Grund ikke bekvemme sig til at afskrive Titlerne paa de Bøger, hun vil have, men foretrækker at diktere sine Ønsket mundtlig.

Naar hun sidder med en Katalog i Haanden, er det kun for en Forms Skyld. Hun læser ikke i den, men giver nøje Agt paa alt, hvad det foregaar i Lokalet og vil, naar hun kommer hjem, kunne levere en fuldkommen minutiøs Skildring af ethvert Toilette det under hendes Tilstedeværelse et passeret ud og ind gennem Døren.

Numer tre tilhører en mindre generende Klasse. Hun et gift og har en Hund. det hedder "Vaps". Naar der er Herrer i Stuen, er hun uhyre konversabel, hun spørger da mindst ti Gange i Minutet det kære Dyr, om den er en sød lille Vaps og benyttet Pavserne til med et henrykt Smil at fortælle, hvor mange Sofakvaster og Morgensko Vaps hr spist til Frokost. Undertiden serverer hun ogsaa med et uskyldigt Ansigt smaa ægteskabelige Indiskretioner.

Hun finder de Franske Forfattere frivole, men holder meget af dem; de engelske Avtores benytter hun til at læse sin Mand Søvn med, naar han er altfor vaagen.

Numer fire er den mest ondartede. Hun opvarter uden at genere sig med temmelig vovede Historier, men præker samtidig Moral for de unge Ekspeditricer, dersom hun har set dem i Selskab med et Væsen at det andet Køn paa Gaden.

Hun er øjeblikkeligt a jour med en hvilkensomhelst Forlovelse, der bliver deklareret, og hun føler det som en Nydelse, naar den gaaet over Styr.

Saa er der endelig den gamle Dame.

Den gamle Dame overlader ganske Valget af Bøger til de ekspederende Damers Smag.

- Har De ikke en god Bog til mig, lille Frøken ?

Frøknen bringer Bogen.

- Hvem er den Bog af, lille Frøken ?

- Den er af Werner.

- Af Werner! Han skal være helt god!

Hvorpaa hun tager et Par Briller frem, pudser dem, sætter dem paa Næsen, slaar op i Werner paa maa og faa, staver sig igennem tyve Linjer, slaar op et andet Sted, staver sig gennem nye tyve Linjer og bemærker.

- Jeg synes alligevel ikke rigtig om den.Kunde De ikke give mig en anden, lille Frøken?

Vi har hermed præsenteret de Dametyper. der synes os mest karakteristiske. Resten er unge Piger, der søger den moderne Literatur i Haab om at forøge deres Viden paa saadanne Omraader, hvor Livet endnu ikke har været deres Læremester, og ældre Fruer, der elsker Emilie Carlen men heller ikke gaar at Vejen for Philip Galen.

Herrerne er langt fra saa talrig repræsenteret. Der er en Skuespiller, som studeret Paul de Kock for at tilegne sig lidt Friskfyr væsen, der kan bøde paa hans legemlige Affældighed, og der er en midaldrende Herre, som udelukkende læser franske Romaner af umoralsk Indhold, til Trods for de betydelige Vanskeligheder, hans særdeles mangelfulde Sprogkundskaber lægger ham i Vejen, og uden at ræddes for Følgerne, da han af flere Grunde anser sig selv for uskadelig.

Og saa er der den forcerede unge Herre.

Den forcerede unge Herre kommer ind med en Mine, der røber, at han er sig sin Vellykkethed bevidst. For yderligere at faa den konstateret opsøger han straks efter sin Entré det i Vinduet ophængte Spejl og forvisser sig om sin Skilnings Ulastelighed.

Sikker paa sin Triumf giver han sig derpaa til at underholde Damerne med smaa behændig tilrettelagte Frivoliteter og lader sig kun afbryde i denne Underholdning, naar Bibliotekets Chef et Øjeblik viser sig for at overtyde sig om, at alt gaar sin rette Gang.

Den forcerede Herre læser ikke meget, men véd en Smule Besked med alt. For at motivere sin Nærværelse bortfører han af og til en Bog, som han dog ingensinde blader igennem men afleverer ubenyttet.

Skønt han nu og da sætter Damerne til Vægs med en flabet Bemærkning, kan de i Grunden godt lide ham og han ogsaa dem. Og han synes, der er noget rigtigt rart og hyggeligt ved det gamle Bibliotek.

Det er der ogsaa, navnlig om Vinteren, naar Skumringen falder paa, og Ilden knitrer lystigt i den store Kakkelovn.

Saa kan man ligefrem mærke, hvordan alle de store og smaa Poeter deroppe paa Hylderne gasser sig.

Og naar den lyse, unge Dame ad Stigen klatrer op til dem og lægger sin bløde Haand paa deres Ryg, kribler og krabler det i dem, som vilde de sprænge Indbindingen og krybe ud tor endnu en Gang at skrive Vers om Ungdom og Erotik

Vivi

(København 14. maj 1893).

Vesterbrogade 82, hjørnet af Værnedamsvej, udsmykket i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup. I stuen Café Osborne, i kælderen Jørgen Olsens Frokostkælder og ølhalle. Ved opgangen Værnedamsvej 2 skilt for lejebibliotek.. Det er dog næppe det som omtales i denne artikel. Public domain. Kbhbilleder.

Læsetasker var som navnet antyder en taske med bøger for medlemmer af en læsekreds. Læsetasker var en så stor succes at Indre Mission (Kristeligt Dagblad) så sig foranlediget til at advare mod "den usædelige litteratur ... Læsetaskernes uheldige Indflydelse er saa meget mere beklagelig, som det store, jævne Folk i Virkeligheden endnu har holdt sig fjærnt fra den "usædeligt dikterede Litteratur", der fortrinsvis dyrkes i de mere velstaaende Samfundssfærer, hvor man ofte finder en udpræget Degeneration..." (Her citeret fra Isefjordsposten 12. august 1903).

Det omtalte institut stammer fra 1878 og blev oprettet af Paul Petersen, pioner inden for kvindegymnastik. Instituttet eksisterer stadig, nu under navnet Paul Petersens Idrætinstitut.