Nu gaar Bogsæsonen ind --. (Efterskrift til Politivennen).

En Samtale om Bøger og Mennesker.

Stadsbibliotekar J. Aarsbo i sit Kontor i Nikolaj Kirkebygning.

- En Gang troede vi, at Radioen vilde hæmme Iæselysten, siger Stadsbibliotekar J. Aarsbo. - men vi tog fejl. Boglaanene viser ingen Nedgang, og vi faar tidt Besøg af Folk, som har hørt en Radiooplæsning af den og den Forfatter og nu gerne vil læse noget mere af ham. Nej, Jeg ser ikke, at Radioen skader Bibliotekerne.

- Hvor mange Laanere har Kommunens Biblioteker?

- Der staar udmeldt 70 Tusind og Udlaanene var sidste Aar 1,900,000 ... Bindenes Antal er 280,000. Det er omtrent en Bog til hveranden Indbygger. For 15 Aar siden, da jeg begyndte ber, havde vi kun 40,000 Bind ialt

- Hvem er de bedste Læsere?

- Det er ikke nemt at svare paa. Kommunebibliotekerne søges af Folk i alle Samfundslag. Men blandt Arbejderne har vi mange af vore mest interesserede og dygtigste Læsere. Der er jo en vældig Opdrift i Arbejderne

De Indfødte og de Indvandrede

- Hvad læses mest?

- Folk søger fortrinsvis Skønliteratur. Men man maa sige, at Udlaanet af Fagliteratur er meget stort, det andrager ca. 600,000 Bind eller 33 pCt. af det samlede Bogudlaan. Vi har en Mængde populærvidenskabelig Literatur, som ikke kan faas paa Statens Biblioteker, jeg vil eksempelvis nævne geografiske Værker, Rejseskildringer og den Slags. De Bøger er nu gerne udenlandske. Paa dansk findes der næsten ingen moderne populær geografisk Literatur. Svenskerne er mere med.

- Hvilke skønliterære Forfattere læses mest?

- Andersen-Nexø, Jeppe Aakjær, Thomas Olesen Løkken, Johs. V. Jensen, Bergstedt, Gyrithe Lemcke, Maric Bregendahl, Sigrid Undset og Selma Lagerløf. Af "Pelle Erobreren" har vi 150 Eksemplarer, og de cirkuler stadig.

- Thomas Olesen Løkken og Marie Bregendahl? Københavnerne interesserer sig altsaa for Hjemstavnsliteratur?

- Nej, det er skam ikke de indfødte Københavnere, der læser Hjemstavnsforfatterne, - det er de indvandrede. Tænk, hvor mange Jyder, der er i København ... De er forresten ogsaa stærkt interesserede i Topografi og Lokalhistorie. Vi maa købe alle Amternes historiske Aarbøger.

Bibliotekerne og Boghandlerne.

- Der er dem, der paastaar, at Bibliotekerne skader Boghandlerne.

Jeg tror ikke, Bogsalget lider noget Afbræk ved Bibliotekernes Virksomhed. De, der vil læse det nyeste, kan ikke vente, og har altsaa ingen Fordel af Bibliotekerne, - der gaar nemlig gerne en 2-3 Maaneder, inden vi kan udlaane de nye Bøger. Og det Antal Eksemplarer vi køber, er alt for ringe til at kunne tilfredsstille Efterspørgslen. Hvad tror De, at de 100 Eksemplarer, vi har af "Kirsten Lavransdatter" forslaar? Hele Kvindeverdenen vil læse den Bog ...

- Forfatternes 5 Øre spøger stadig!

- Ja - Forfatterne overser, at Bibliotekterne ikke har nogen Indtægt ved Bogudlaanet, og slutter, at naar Restaurationsmusik kan lægge Penge i Restauratørernes Lommer, saa maa Bogudlaanet ogaa kunne være indtægtsgivende. Men Bibliotekerne her er jo ikke Lejebiblioteker. Forfatterne maatte hellere slutte fra Forholdet med Kunstnerne, der har solgt Billeder til Gallerierne, - de maa jo nøjes med den Betaling, de en Gang har faaet. Og Kunstmuseet tager dog Entre.

Indførelsen af 5 Øresafgiften vilde bare betyde, at de Forfattere, der tjener godt i Forvejen, vilde faa flere 5-Ører, mens de, der hverken sælges eller udlaanes i større Grad, ikke vil de vinde noget videre. Maaske kunde man tænke sig en kollektiv Fordeling. Men vil de, der tjener godt, være glade for at afstaa noget til dem, der har smaa Indtægter. Forfatterne er vist ikke anderledes paa det Punkt end andre Mennesker. Forresten er der mange Forfattere, der er glade for Bibliotekerne. Vi bliver tidt ringet op af Skribenter, som spørger os, hvorfor vi ikke har skaffet deres Bøger ... Og efter vor Mening er Bibliotekerne i Virkeligheden rene Reklameanstalter for Literaturen. Her lærer Folk Bøger at kende og faar Lyst til at danne private Bogsamlinger.

Storbyen er en Heksekedel.

- Er Aaandskulturen i Tilbagegang eller hvad?

- Man kan ikke sige, at det moderne Liv gaar i Dybden. Storbyen er en Heksekedel, der tvinger Folk til at hvirvle rundt ... Man spreder sig for meget. Men ikke desto mindre er der mange Mennesker, der har opdaget, at virkelig Uddannelse kræver Fordybelse. Og vil man danne sig nogen rigtig Mening om Kulturens Stade i Øjeblikket, saa maa man ikke glemme at tage i Betragtning, at helt nye Folk er kommet med, Samfundslag, som tidligere var helt udenfor det kulturelle Liv. Det giver sine Udslag. Forresten maa vi sige, at da de aandelige Værdier ikke kan vejes, bliver det altid noget af en Smagssag, om det Hele er værre eller bedre ...

Men, siger Stadsbibliotekaren til Slut, - De har jo helt glemt at spørge om Læsesalene! De besøges i Aarets Løb af 420,000 Mennesker, der læser Faglitteratur, Tidsskrifter og Blade ...

Steen.

(Aftenbladet (København), 23. november 1929).

Henrik Julius Lehmann 1869-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Henrik Julius Lehmann var student 1887 fra Metropolitanskolen. 1893 cand.jur. og var derefter fuldmægtig ved Amager birk og ved Thisted amt.  Lehmann var medlem af Statens bogsamlingskomité 1910–1920 og var som medlem af biblioteksrådet fra 1920 med til at forberede og udforme de rammer for biblioteksvæsenets ordning som fastlagdes ved loven af 5. marts 1920. 1919 tog han initiativet til sammenslutning af foreningerne Danmarks folkebogsamlinger og Dansk biblioteksforening til Danmarks Biblioteksforening. 

Han var 1914–1919 formand for Centralforeningen for ministeriernes embedsmænd og assistenter.  Som foreningens repræsentant i lønningskommissionen af 1917 fik han udvirket at lønningsloven af 1919 på adskillige punkter imødekom de ministerielle tjenestemænds ønsker. Organisationen udgjorde sammen med Den danske dommerforening og Universitetsforeningen Danske stats-embedsmænds samråd (den højere embedsstand).

1919-1925 var han amtmand over Thisted amt efter Bache som blev forflyttet til Aalborg. 

Amtmands-Udnævnelser.

Amtmand Henrik Lehmann.

Kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Lehmann, der er udnævnt til Amtmand over Thisted Amt, er født i Kjøbenhavn den 30te August 1869 som Søn af Sundhedskollegiets Dekanus, Dr. med. Julius Lehmann og Hustru, født Behrens. I 1887 blev han Student fra Metropolitanskolen og i 1893 juridisk Kandidat, hvorefter han i fire Aar var Fuldmægtig ved Amager Birk, med et Aars Mellemrum, da han var Fuldmægtig ved Thisted Amt, hvortil han nu altsaa vender tilbage som Amtmand.

Sin Løbebane i Kultusministeriet begyndte Lehmann som Assistent i 1896 han avancerede til Fuldmægtig i 1909 og har siden 1912 været Kontorchef, deraf fra 1916 i Undervisningsministeriet. Af de mere betydende Hverv, som han har beklædt eller endnu beklæder, skal anføres, at han siden 1907 har været juridisk Sekretær ved Sundhedsstyrelsen, Medlem af Dansk skolehygiejnisk Forenings Repræsentantskab og af Statens Bogsamlingskomité. I 1917 udnævntes han til Medlem af Døvstummekommissionen og af Lønningskommissionen, og i længere Tid har han beklædt Posten som Formand i Hovedbestyrelsen for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og Assistenter.

Den nye Amtmand, der er usædvanlig stærkt interesseret i sociale Forhold, bar udfoldet en ikke ringe faglitterær Virksomhed. Han har saaledes udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter samt en meget benyttet Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole og er siden 1910 Medudgiver af Gejstlig Reskriptsamling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1919).

Lehmann var som amtmand formand i direktionen for Thisted-Fjerritslev-jernbanen 1919–25 og fra 1921 formand i tilsynsrådet for Sparekassen for Thisted Amt. I forbindelse med kommunedelingen i 1923 af Hunstrup-Østerlid blev der i Thisted Amts Tidende gjort protester fra beboere i Østerlid mod Lehmann og Amtsrådet for ikke at blive hørt, samt overdragelsesbeløbet. Uenigheden gik bl. a. på fortolkninger i håndbøgerne samt om hvilken udgave man skulle have brugt.

Foto fra Thisted Amts Tidende 11. august 1924 i anledning af Thisted købstads 400 årsjubilæum.

Amtmand Lehmann.

Som meddelt i Lørdags, er Amtmanden over Thisted Amt Henrik Lehmann afgaaet ved Døden paa Rigshospitalet, kun 56 Aar gammel.

Han blev efter hvad "Nationaltid." meddeler, for et Par Maaneder siden generet af konstante Feberanfald og søgte saa til Professor Faber paa Rigshospitalet. Efter en tidligere Observationstid viste det sig, at Patienten led af en ikke særlig hyppig, men farlig Blodsygdom, Septikæmi, og efter tre Ugers Sygeleje bukkede han under for den.

Henrik Lehmann var født i København som Søn af Dekanus for Sundhedsskollegiet, Dr. med. Julius Lehmann og hans Hustru, født Behrens, og en Søster til ham er Fru Retspræsident Friis, Viborg. Efter Artium fra Metropolitanskolen blev han juridisk Kandidat, Fuldmægtig først ved Amager Birk og senere ved Thisted Amt, og fra 1896 ansat i Kultusministeriet, hvor han var Kontorchef, da han 1919 udnævntes til Amtmand over Thisted Amt.

Lehmann, der var af et repræsentativt Ydre og ogsaa satte Pris paa Formernes Overholdelse, var en særdeles dygtig, flittig og meget anvendt Embedsmand, der i sin Ministerietid beskæftigede sig indgaaende og personlig Interesseret med Sagerne. De forskellige Hverv, der i denne Forbindelse tilfaldt ham, varetog han godt. 

Ikke mindst Arbejde gjorde han i Statens Bogsamlingskomité, ligesom han i det hele taget var en Autoritet vedrørende Skolesager, har udgivet flere Skolelove og forrige Aar afsluttet den særdeles brugbare "Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole". I Organisationsarbejdet indenfor Embedsstanden trak Lehmann i mange Aar den største Del af Læsset. Han var de ministerielle Embedsmænds Repræsentant i den store Lønningskommission, og han var den egentlige Fader til den store Sammenslutning, der kaldes "Embedsmændenes Samraad".

Amtmand Lehmann var gift med Gerta, født Klug, Datter af Borgmester, Dr. juris Heinrich Klug i Lybæk. Fruen overlever sin Mand sammen med tre halvvoksne Børn.

(Viborg Stifts-Tidende 30. november 1925).

Amtmand Lehmann død

Efter længere Tids Sygdom er Amtmand Henrik Lehmann, Thisted, i Gaar død paa Rigshospitalet.

Amtmand Lehmann var Søn af den i sin Tid meget kendte Læge og Videnskabsmand Julius Lehmann.

Efter at være blevet Kandidat i 1893 var han Fuldmægtig I Provinsen i nogle Aar, kom saa ind i Kultusministeriet og blev 1912 Kontorchef her.

Det var især Skolesagerne, som lagde Beslag paa Lehmanns Arbejdsevne, og han blev efterhaanden en Autoritet i alle Spørgsmaal vedrørende Folkeskolevæsenet.

Hans "Haandbog i Lovgivningen om  den danske Folkeskole" er et fortrinligt tilrettelagt og meget benyttet Værk. Desuden har han udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter. Ogsaa for de statsunderstøttede offentlige Biblioteker nærede han levende Interesse, og han gjorde som Medlem af Statens Bogsamlingskomité 1910-20 og i Biblioteksraadet 1920 et stort Arbejde.

En særlig betydningsfuld Indsats ydede han som Formand 1914-19 for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og som disses Repræsentant i Lønningskommissionen af 1917. Naar de ministerielle Tjenestemænd har opnaaet betydelige Lønforbedringer og nu staar samlede i en fast Organisation, der sammen med Dommerforeningen og Universitetsforeningen har dannet et fælles "Samraad", omfattende hele den højere Embedsstand, skyldes det i høj Grad Lehmanns Initiativ og Forhandlingsevne. Ogsaa for det fællesnordiske Arbejde interesserede han sig meget.

Fra 1919 var han Amtmand over Thisted Amt, hvor han var kendt fra sine Fuldmægtigdage. Her gjorde han fortrinlig Fyldest paa Grund af sine repræsentative Egenskaber, store Dygtighed og gamle Kendskab  til Egnen.

Amtmand Lehmann efterlader sig Enke, født Klug, og et Par Børn.

(København 29. november 1925).

Mindetale over Amtmand Lehmann.

Ved Begyndelsen af Amtsskoleraadets Møde i Dag udtalte den konstituerede Amtsmand de Jonquires:

Det var en trist Meddelelse, vi modtog i Lørdags om, at Amtmand Lehmann var afgaaet ved Døden. Vel vidste vi, at han var syg og farlig syg, men derfor var det dog en trist Meddelelse, trist for dem, som arbejdede sammen med ham, og for mig, som har kendt ham i mange Aar og har nydt godt af hans smukke Personlighed. Amtmand Lehmann blev ikke nogen gammel Mand, men naaede dog at sætte sig Spor i det offentlige Liv, jeg tænker her paa den fremragende Indsigt, han naaede paa Skolevæsenets Omraade, og jeg tænker paa det store, frivillige Arbejde, som Amtmand Lehmann under sin Embedsgerning nedlagde i de særlig til Skolevæsenet knyttede Led af Arbejdet. Naar han naaede saa fortrinlige Resultater, skyldes det ikke blot, at han var i Besiddelse af stor Arbejdskraft, men ogsaa, at han havde en varm Interesse for alle de Forhold, han beskæftigede sig med, men det skyldes ikke mindst, at han havde Egenskaber, som gjorde, at Medlemmerne fik Tillid til ham ved hans udprægede Finhed og Redelighed i Tankegangen og hans sjældent stilfulde Fremtræden. Det tilkommer ikke mig at udtale mig om hans Gerning i Amtsraadet, men er der noget som, at man bedst kan bedømme et Menneske efter hans Omdømme blandt dem, som staar ham nærmest i hans daglige Liv, hvis det er saadan og hvis jeg som ny Mand maa have Lov at dømme Amtmand Lehmann efter de varme Udtalelser, som jeg har hørt )remsat om ham paa Amtskontoret og efter den Hengivenhed og Højagtelse, han var omgivet af paa Amtskontoret, saa vil jeg sige, at Amtmand Lehmann med Hæder og Ære kan tage det Omdømme, han har skabt sig, med sig i sin Grav. Jeg tror, at det er i Overensstemmelse med Raadet, naar jeg udtaler en Beklagelse over, at Amtsmand Lehmann saa tidligt døde. (Medlemmerne rejser sig.)

Amtsraadsmedlem Sloth: Det var ret vemodigt i Lørdags at modtage Budskabet om, at Amtmand Lehmann var død, vi havde haabet, at han maatte overvinde den svære Sygdom. Han har i den Tid. i hvilken han var Amtmand i Thisted Amt gjort et betydeligt Arbejde for, hvad han ansaa for nyttigt, og det var ikke blot i Skolesager, Amtmanden var jo Autoritet paa det Omraade, men ogsaa ved Amtsraadets Sager, han sparede sig aldrig for at faa det bedst mulige Resultat af Forhandlingerne. Og selv om Sagen fik et Resultat, som Amtmanden ikke syntes om, saa bøjede han sig altid loyalt for Resultatet. Amtmand Lehmann har en Gang sagt, at af de Pligter, han havde som Amtmand, var Møderne her ham de kæreste. Vi skylder ham Tak for den rolige og saglige Maade, han ledede Forhandlingerne paa. Vi vil mindes ham som den fine og ridderlige Personlighed, han var, og vi vil udtale et Ære være hans Minde. 

(Medlemmerne rejser sig.)

(Thisted Amtsavis 30. november 1925)

Thisted Byraad

Mindetale.

Borgmesteren indledede Byraadsmødet med bl. a. at udtale: Siden Byraadets sidste Møde er der kommen Meddelelse om, at Hr. Amtmand Lehmann er afgaaet ved Døden. Selv om man altid under en Sygdom er forberedt paa et saadant Udfald, saa gør det altid et særligt Indtryk, naar en Mand som her kaldes bort mens han staar midt i sin Manddoms Gerning. Den Gang Amtmand Lehmann kom her til Thisted var det med Haabet om at kunne sætte sig ind i denne Kgns og Befolkningens Ejendommeligheder for derefter at kunne udrette det bedst mulige baade for By og Land. Selv om Amtmand Lehmanns Forslag og Tanker ikke altid har vunden udelt Tilslutning, saa maa det erkendes, at han har været ridderlig og nobel saavel under Forhandlingerne som udenfor disse. Naar nu Amtmand Lehmann er gaaet ud paa den store, tavse Rejse, sænker vi alle Kaarden og idet jeg ikke tvivler om, at hans Virke var præget af Retsind og Ønsket om at øve Retfærdighed, udtaler jeg: Ære være hans Minde (Medlemmerne rejser sig).

- For lukkede Døre vedtog Byraadet iaftes ved Amtmandens Jordefærd i København at lade sig repræsentere af Borgmester Bjerregaard.

(Thisted Amtsavis 2. december 1925).

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

Under stor Deltagelse jordedes i Dag Amtmand Lehmann, Thisted, fra Holmens Kirke i København. Der var til Baaren sendt et Væld af Kranse, deriblandt signerede fra Kongen og Dronningen, Thisted Amtsraad, Danmarks Hypotekforening, Dansk Lokomotivforbunds Afdeling i Thisted Amt, Personalet paa Thisted Amtskontor, Provsterne i Thisted Amt, Thisted Plantage, Thisted Bank (Den danske Landmandsbanks Thisted-Afdeling), Thisted Amts kommunale Hjælpekassers Forening, Samtlige Ministerier, Thisted Amts og Morsø Sogneraadsforeninger, Det nordiske administrative Forbunds danske, norske og svenske Afdelinger, Thisted Amts Tidende, Danske Statsembedsmænds Samraad, Sundhedsstyrelsen, Thisted Byraad, Statens Biblioteksraad, Hjørring Amtsraad, Nykøbing Byraad, Sparekassen for Thisted Amt, Thisted-Fjerritslev Jernbane, Sagførerne i Thisted og Ministerialembedsmandsforeningen. 

I det talrige Følge Bemærkedes bl. a. Stiftamtmændene Ammentorp og Grøn, Indenrigsminister Hauge, Departementscheferne Graae, Martensen-Larsen og Hollbøll, Admiral Carstensen, Kommandør Cold, Kaptajn von Pontoppidan, Retsformand Oldenburg, Generaldir. Michael Koefoed og Afdelingschef Valeur i Udenrigsministeriet, samt fra Thisted Amtsraad: konst. Amtmand de Jonquieres, Fuldmægtig Andersen, Amtsraadsmedlemmerne Carl Madsen og Sloth. 

Efter Salmen "Jeg lever og ved" talte Provst Fenger ud fra Pauli Ord i 1. Korinthierbrev om Tro, Haab og Kærlighed. I sin korte, men gribende Tale nævnede Provsten, hvorledes Afdøde havde elsket sin Gerning og set sin Fremtid lykkeligt i Møde. Men ligesom en Skygge kan komme paa en dejlig, solrig Sommerdag, havde her Sygdom ført til Døden. Provsten sluttede sin Tale med Bøn for de Efterladte.

Operasanger Linke sang "Lær mig Nattens Stjerne", hvorefter "Altid frejdig" blev blev sunget.

Kisten, der var smykket med broncefarvede Crysanthemer, bares ud - efter Afdødes Ønske - af hans Sønner og nogle af hans nærmeste Venner.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor "Dejlig er Jorden" blev afsunget

Amtmand Lehmann og Mindesmærket for J. P. Jacobsen.

Om Amtmand Lehmann, hvis Begravelse fandt Sted i Dag i København, skriver Magister Bøwing-Petersen, der som bekendt var Hovedtaler ved Afsløringen af Mindestenen over I. P. Jacobsen, følgende i Polit.:

Nu ved Amtmand Lehmann Død saa kort efter Afsløringen af J. P. Jacobsen-Monumentet i Thisted bør det fremdrages og mindes med Tak, at han mere end nogen anden har Æren for dette Monuments Tilblivelse. Fra den Dag, han som Amtmand drog ind i J. P. Jacobsens Fødeby, var det ham en Hjertesag, at den skulde sone sin Fortids Uvilje mod sin berømte Søn. At dette skete, blev hans sidste store Glæde, inden Døden altfor tidligt bortrev ham. 

Den, der skriver disse Linjer, véd, hvor ihærdigt Amtmand Lehmann gennem Aarene virkede for at gennemføre sin Tanke - ved Samarbejde med Dansk Forfatterforening, med Kunstnere og Arkitekter og først og sidst med de Mænd fra Thisted og Thy, hvis Støtte han turde paaregne. Ved selve Afsløringsfesten i dette Efteraar lød hans Stemme kraftig og klar ud over den solblanke Skovplænes Tilhørermængde, og ingen kunde ane, at denne højst ranke Skikkelse allerede da bar Dødens Kim i sig.

Men naar den nuværende Generation af Thistedboer fremtidig glæder sig over den smukke Sandstenssøjle, som pryder deres Skove, vil de ikke blot mindes Digteren, for hvem den er rejst, men tillige ham, der fik den rejst - fik Thisted til at bringe sit skyldige Sonoffer.

(Thisted Amts Tidende 4. december 1925).

Carl Stenders Kunstforlags negativsamling (1888-1963): Thisted. Mindesøjle for J. P. Jacobsen. Efter tegning af arkitekt Fr. Kiørboe med relief af billedhugger Jens Lund. 1888-1963. Det kongelige Bibliotek.

Som oversætter af Darwin "Arternes oprindelse", fritænker og del af Det moderne gennembrud var J. P. Jacobsen formentlig ikke vellidt i Indre Mission i Thisted hvor den stod stærkt. Senere er der opkaldt en gade efter ham, ligesom Thisted Museum har en samling og hans barndomshjem er ligeledes bevaret. 

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

(Supplerende Referat)

Fredag Eftermiddag Kl. 2 begravedes fra Holmens Kirke i København Amtmand Henrik Lehmann under meget stor Deltagelse.

Til Baaren var sendt en Mængde pragtfulde Kranse og Blomsterdekorationer, som laa i en lang Række lige fra Indgangsdøren helt op til Kisten oppe i Koret. Foruden de i Gaar nævnte saas i det talrige Følge Departementscheferne Aagesen og Vedel, Amtmændene Saxild, Holbæk, og Lundbye, Sønderborg, Viceadmiral Konow, Kommandørerne Harttung og Topsøe Jensen, Oberstløjtnant Carstensen, Retspræsident Friis, Professor Frantz Dahl, Politimestrene Kampmann, Thisted. d'Auchamp, Hurup, og Kold, Nykøbing M., Borgmester Bjerregaard, Redaktør Aaberg og Amtsfuldmægtig Ehlern, Thisted, Hovedbogholder Eyber, Rigshospitalet, Stabslæge Norrie, o. m. fl.

Efter Salmen "Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst" talte Provst Fenger:

Hernede ser vi kun Tingene i Spejl og som Brudstykker, og meget af det, vi oplever, synes derfor gaadefuldt og dunkelt, først hisset vil vi komme til at forstaa. hvorfor alt hernede artede sig som det gjorde.

Saa blev da Henrik Lehmann revet ud af den Gerning, som havde hele hans Kærlighed, den Virksomhed, hvortil han følte sig saa stærkt kaldet. Vi mindes her Pauli Ord: Hvorfor, Herre, hvorfor? Han stod, før Sygdommen kom, midt i sin Lykke. Ganske kort forinden havde han og Hustru fejret deres Sølvbryllup, hvor deres Hjerter svulmede af Glæde. Han selv følte sig lykkelig i sin Gerning. Han har selv udtalt: Hvor Gud har skænket mig megen Lykke. Han levede i et lykkeligt Ægteskab med sin Hustru, som var hans Ungdoms Kærlighed, og han saa Børnene, som han elskede af hele sit Hjerte, vokse op omkring sig og udvikles til dygtige Mennesker.

Og saa kom med et som en mørk Sky paa en skyfri Himmel denne Sygdom umiddelbart efter Sølvbryllupet og Fødselsdagen. Han har sikkert dengang spurgt: Hvorfor, Herre, hvorfor?, og det samme Spørgsmaal er bleven stillet af hans Hustru og Børn og hele hans Slægt. Lægerne udfoldede forgæves deres Kunst. Som med et Slag var hele den Lykke, der var ham betroet, bortvejret, og Døden endte brat denne smukke Livsbane, just som den befandt sig i sin Zenit.

Atter maa jeg gentage: Hernede ser vi kun Tingene i spredte og dunkle Træk, og vi fremstammer derfor vort: Hvorfor? Men engang hisset skal vi lære at forstaa, at det var Guds Visdom og Kærlighed, som var bagved det hele.

Jeg har kendt Henrik Lehmann fra hans Ungdom, kendt ham som den ældste Søn i Barndomshjemmet hos hans dygtige og gode Fader, højt skattet og elsket af begge Forældrene. Der var fra hans Ungdom noget ejendommeligt værdigt over ham. Aldrig var der noget ukorrekt eller stødende over hans Færd. Han var i Besiddelse af en medfødt Takt, som var ham en sikker Ledetraad. Ved Siden deraf var han samvittighedsfuld og pligtopfyldende til det yderste, og dette i Forening med hans gode Evner medførte, at hans Slægt og Venner altid vidste, hvor de havde ham, vidste, at han var en Mand, paa hvem de helt ud kunde stole. Det viste sig da pgsaa allerede i hans Ungdom at han var i Stand til at arbejde, ikke albue sig frem.

Jeg mindes ogsaa endnu den Sommerdag, da han og hans Ungdoms Kærlighed lagde Hænderne sammen og gik ind til 25 lykkelige Aar. Han omfattede sin Gerning oppe i Ministeriet med hele sin Kraft og satte en Ære i at gøre sin Pligt, idet han følte, at det var den højeste, hvem han havde at staa til Regnskab. Den samme Samvittighedsfuldhed fulgte ham ved Udarbejdelsen af hans Bøger.

Og saa tænker jeg paa den Stund, da den høje Embedsstilling blev ham betroet. Det kan godt være, at Gerningen til at begynde med var ham noget fremmed, men naar et Menneske, der er udrustet med gode Evner samtidig udfolder hele sin Flid, saa vil det ogsaa lykkes ham at gøre Fyldest. Det kan ogsaa være, at man oppe i Thisted Amt fra Begyndelsen fandt ham noget for korrekt og tilbageholden, men man har sikkert lært at forstaa, at han søgte ikke sit eget, men at det var ham om at gøre at yde sit bedste for den Befolkning, han var sat til at virke iblandt. Der foreligger da ogsaa mange Vidnesbyrd om, at man lærte at paaskønne hans Virksomhed, at man skænkede ham Tillid og Venskab. Og man gjorde derhos den Erfaring, at der bag det noget afmaalte Ydre fandtes et varmt bankende Hjærte, som man aldrig forgæves paakaldte. Jeg tror næppe, der er nogen af Amtets Beboere, som ikke da Dødsbudskabet kom, følte et Stik i Hjærtet i Forening med en Følelse af, at de vilde komme til at savne ham.

I, hans Hustru og hans Børn, havde i ham en trofast Ægtefælle og Fader, som I dybt vil føle Savnet af. Jeg har besøgt ham paa hans Dødsleje og jeg fik en stærk Følelse af, at han var klar over, hvor det bar hen. I Børn havde ingen bedre Ven end Eders Fader. Han følte dybt Savnet af Jer, da I havde forladt Hjemmet, og I og Eders Moder har sikkert fremfor alle andre lært, at Henrik Lehmann var mere end en værdig og korrekt Embedsmand, han var en Mand med et varmt bankende kærligt Hjærte, en Mand, der var trofast mod sit Hjem og dets gamle Traditioner, trofast mod Hustru og Børn.

I Forholdet til sin Gud var han en sanddru og ydmyg Mand, der kendte sin egen Ringhed. Han vidste godt, hvor langt han var fjærnet fra Idealet. Men han slap aldrig sin Kristentro, og han takkede Herren af hele sit Hjærte for den Lykke, han havde nydt herneden.

I Verden ser vi kun i Spejl og gaadefuld Tale, men det gælder for Jer som for os alle at forblive faste i Troen, aldrig at opgivet Haabet om, at vi om en liden Stund hisset skal samles igen med dem, vi elskede hernede, og intet Øjeblik at slippe Kærligheden til Herren histoppe og til hverandre indbyrdes.

Og saa vil jeg slutte med at sige: Gud velsigne og glæde ham, Herren lade Mødet mellem den Afdøde og hans Forældre hist oppe blive lykkeligt. Han lære Jer, hans Efterlevende at bære Skilsmissens Smerte, han lære os alle at bevare Troen, Haabet og Kærligheden, i Forvisning om, at ikke alt er forbi med Livet herneden, men at vi, naar vi har naaet vort Maal herneden, engang skal naa at komme hjem.

Fhv. kgl. Operasanger Lincke sang: Lær mig Nattens Stjerne, hvorefter Kisten under Sangen "Dejlig er Jorden" af den Afdødes Sønner, Svigersøn og yngre Slægtninge blev baaren ud af Kirken.

Begravelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor Provst Fenger forrettede Jordpaakastelsen. Han fremsagde ved Graven, efter Afdødes Ønske, følgende Salmevers:

Fred til Bod for bittert Savn
Gud os gav i Jesu Navn,
Fred os købte med sit Blod,
Fred os Jesus efterlod,
Kristendommen er i en Sum
Fredens Evangelium.
Fred er Kirken Velkomstord,

Og, Farvel paa denne Jord,
I vor Daab den til os lød,
Skal genlyde i vor Død,
Fred med Eder - Herren Fred
Nu og i al Evighed.

En Broder til Afdøde, Speditør Lehmann takkede paa Familjens Vegne for den store Deltagelse.

(Thisted Amts Tidende 5. december 1925).

Provst Fenger tilhørte Indre Mission. Han er omtalt flere steder på denne blog. 

Amtmand Henrik Lehmann 30 aug. 1869 - 28 nov. 1925. Anita Lehmann. 29 juni 1876 - 17 febr. 1972. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

Bibliotekernes decimalklassedeling. Et strejftog i ændret Verdenssyn. (Efterskrift til Politivennen)

Bibliotekerne har opstillet (fag)bøger efter et tal-system, kaldet decimalklassedelingen. Den danske version er fra 1915. Ideerne bag systemet blev udtænkt i 1870'erne af den amerikanske biblioteket Melvil Dewey (1851-1831). Det har rødder i 1800-tallets viktorianske verdenssyn: Vesten var verdens centrum, og Vestens daværende religiøse og ideologiske verdenssyn blev lagt i systemet.

Systemet blev i begyndelsen af 1900-tallet introduceret i Danmark og tilpasset danske forhold. Mens tal og decimaler blev væsentligt ændret, fastholdt man det viktorianske verdenssyn. Der blev ikke stillet spørgsmåltegn ved dette gennem de efterfølgende revisioner. Da senere revisioner kom til, fik den oprindelige udgave betegnelsen DK1, og revisionerne DK2, DK3 og DK4 (1954). Og det nuværende DK5 (fra 1969) der blev til under kraftig påvirkning af det såkaldte ungdomsoprør. 

Et afgørende brud med det viktorianske verdenssyn skete først med DK5. DK5 er blevet revideret adskillige gange, men man har fastholdt betegnelsen DK5, idet nye revisioner ikke fik nye numre. DK5 er den udgave der har gennemgået langt, langt de største og mest omfattende revisioner.

Da verdenssynet er emnet for denne artikel, gennemgår den fortrinsvis overgangen fra DK4 til DK5, idet verdenssynet i decimalklassesystemet ikke ændrede sig væsentligt fra DK1 til og med DK4. Artiklen redegør også for at samfundet har ændret sig så meget siden DK4 at de daværende opstillingstal for nutidens lånere må forekomme aldeles uforståelige og ulogiske.

Kort tid efter DK5 begyndte man at omklassificere bøgerne, men processen er langt fra gennemført, og mange bøger blev stående under det decimalklassetal hvor de hele tiden havde stået. Det gjorde det mere og mere besværligt at fremfinde bøger om et bestemt emne, og medvirkede i høj grad til at de ældre bøger døde fordi ingen længere kunne huske hvorfor de blev placeret som de gjorde.

Omkring 2010 kunne man stadig i Københavns Bibliotekers magasiner opleve en en historisk strejftur gennem en slags historiske kirkegård af forlængst glemte bøger: Nemlig de ældre titler var stadig opstillet efter DK4. Bøgerne fandtes naturligvis stadig, men skulle de have en chance for et nyt liv, var en omklassificering til DK5 nødvendig. 

Mange bøger blev derfor omklassificeret til DK5 og de gamle grupper tømt og nedlagt. Folkebibliotekerne skal trods alt betjene levende brugere, ikke oplære brugerne i hvilke historiske årsager der findes til denne eller hin nu nedlagte historiske DK4-gruppe. 

Det er dette strejftog jeg gerne vil tage læserne med på. For en bibliotekar der var med til dette arbejde, gav det nemlig en enestående chance for at se helt konkret hvordan man så på og bladre i forskellige bøger før DK5. Det er disse erfaringer som jeg gerne vil give videre i denne korte introduktion af bibliotekshistoriske årsager for de som interesserer sig for bibliotekernes historie. 

Verdenskortet

Verdensdelene ligger hvor de har gjort i århundreder. Det har lande til gengæld ikke gjort. 

DK4 havde to hovednumre som ikke længere eksisterer: 08-09 Lokale Samlinger. Af den meget lange note til disse grupper fremgår det at her stillede man de lokale samlinger om en by, til nød omegnen. De to grupper kunne underdeles efter DK4-systemet, fx efter håndværkere, og i København. Nedlæggelsen skete ikke så meget pga. et ændret verdenssyn, men som følge af de talrige ændringer i lokalsystemets struktur: Kommuner og amter er som bekendt blevet færre og færre og fx regioner oprettet.

Disse omvætninger tog især fart ved omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund i 1950'erne. 

DK4 var inddelt efter amter, ordnet alfabetisk. Mange lokalhistoriske årbøger var ordnet på denne måde. Kendte man denne inddeling, gav det mening med en opstilling der fx hed Hjørring Amt. Men med drastiske reduktion af fx amter, blev brugerne af systemet konfronteret med betegnelser som overhovedet ikke gav mening med mindre man var bekendt med den historiske betegnelse. 

DK5 ændrede det til placering i gruppe 46 Geografi, og blev fremtidssikret mod yderligere sammenlægninger af kommuner og nye administrative inddelinger. Dette ændrede ikke ved at det skabte rod med de fysiske eksemplarer således at fx lokalhistoriske årbøger kunne stå 2-3 forskellige steder i systemet hvis man ikke rettede opstillingen. Fx blev Hjørring Amt ændret til Vendsyssel. Lokalårbogen - der i øvrigt hed - Vendsysselbogen, men var opstillet i 46.4 Hjørring Amt - måtte rettes til 46.4 Vendsyssel. Et andet eksempel er lokalårbogen “Fra Frederiksborg amt”. Den udkom fra 1906, og er klassificeret i 46.4 Frederiksborg Amt - der nu hører under Region Hovedstaden. Og hvem ved hvor det hører til om 10 år?

Geografi afspejlede sig også indenfor fx 18 Filosofiske systemer. Det var før DK5 afskaffede gruppen en meget stor gruppe. I 1986 omfattede arealet alene i Københavns Hovedbiblioteks udlån 3 fag, udover det i kælderen. Gruppen indeholdt filosoffers værker, selvom der i noten til DK4 stod at den mere handlede om filosofiske retninger. Gruppe 18 var underdelt geografisk, fx 18.6 Danmark. Hvorfor fx Søren Kierkegaards værker stod her. I dag står de placeret i gruppe 10 Filosofi, og Kierkegaard i fx 04.6 og 10.96.

Få andre områder end indenfor historie afspejlede DK4 den vestlige kolonialistiske verdensopfattelse. Et eksempel er 98.3 Afrika. Her blev der overhovedet ikke taget hensyn til disse landes lange historie, men udelukkende som kolonier. DK4 opdelte kontinentet på nedenstående måde som reelt totalt negligerede at Afrika havde sin egen historie før kolonitiden og handelen med slavegjorte:

98.33 Negrenes historie i alm. 
98.35 Negerslaveriets historie i alm. 
98.41 Nordafrika. 
98.42 Ægypten. 
98.43 Abessinien. 
98.467 Liberia. 
98.487 Den sydafrikanske union.

Religion

DK5 har ført den vestlige verdens opfattelse af religion videre. Kristendommen har fået tildelt grupperne 20-28. Det har betydet at fx 25 Mission og 26 Kirkens institutioner og arbejde som engang spillede en stor rolle, nu om stunder nærmest er døde. Heroverfor blev katolicismen nærmest reduceret til en sekt (28.2).  

Til alt andet end kristendom reserverede decimalklassesystemet kun en gruppe: 29. Fx 29.7 islam. I DK4 kaldtes islam Muhammedanisme. En betegnelse som fx Fremskridtspartiets grundlægger, Mogens Glistrup, yndede at bruge. 

Psykologi, sociologi og politik.

Siden DK4 er der sket en nærmest eksplosiv udvikling i litteraturen inden for disse tre. I DK4 havde 13 Psykologi 1 decimal. 13.4 eksisterede ikke. I DK5 er der nu 7 grupper med 21 undergrupper.

I DK4 havde 30 Samfundskundskab i alm.  1 decimal. I DK5 har gruppen ikke alene skiftet navn til Samfundsvidenskaberne i alm., men er især siden 1990’erne efter adskillige revisioner vokset til en af største grupper i DK5. Ikke bare med undergrupper, men også med litteratur.

I DK5 hedder 32 politik. I DK4 hed 32 Statsformer og statsforhold. Politik var en undergruppe i 32: 32.19 Politisk teknik og propaganda. Indtil 1991 stod endvidere kvinderne i 32.5 kvindens stilling i samfundet. Nu er kvinder placeret 30.172 sideordnet med mændene. I noten til 32.5 hed det dengang: “Her sættes også spørgsmål som kvindevalgretten, kvindens retsstilling, kvinders adgang til embeder i alm., medens f.eks. problemet “kvindelige præster” sættes i 26.2”.

Da den viktorianske verdensopfattelse gjaldt som den overordnede, og underforståelige, blev det som senere tider betegnede som politiske ideologier, fx socialisme, kommunisme og syndikalisme i DK4 sat under økonomi (33.5). De er i DK5 placeret sammen med andre politiske ideologier i 32.16.

Andre ændringer i hurtig rækkefølge

DK4's 59 Antropologi og etnografi indeholdt bøger med et racesyn som næppe mange officielt deler i dag: 59.9 hed fx Racebiologi. Eugenik. Og i noten stod der "Børnebegrænsning …. degeneration, eugenik (raceforbedring, racehygiejne), racebiologi (menneskeracer)”. Dette var i øvrigt også i overensstemmelse med bl.a. K. K. Steinckes værker fra 1930'erne. Eugenikken er som bekendt blevet (mis)brugt til lidt af hvert, bl.a. som ideologisk begrundelse for nazisternes masseudryddelser.

Af "gammeldags" betegnelser kan fx nævnes 61.64 Nervesygdomme og 61.643 Sindssyge.

DK4 er fra en tid uden radio og tv, og blev helt til 1969 placeret i 37.8 som uddannelsesinstitutioner. DR blev opfattet som en slags folkehøjskole, blot “i æteren”. I moderne tid blev gruppen som mere naturligt forekommer i dag overført til 07 hvor i forvejen aviser stod.

Jeg tillader mig at tage en del af æren for at have ændret indholdet i 37 og 38 i takt med børneinstitutionernes eksplosive vækst i 1960’erne. Vuggestuer stod i DK4 under forsorg (38). I dag er de flyttet sammen med daginstitutioner i 37.

DK5 har måttet indrette et helt nyt og meget stort afsnit i gruppe 19. I DK4 hed gruppen ganske kort Videnskabens historie i alm. 

Der kunne nævnes mange ændre, men det har ikke været hensigten, blot at gøre opmærksom på det skiftende verdenssyn og -opfattelse.

Tidligere tiders 3 registerbind til DK5, blandt bibliotekard kaldet tante grøn, tante gul og tante lilla, er erstattet af online DK5. Principperne bag er imidlertid de samme som har eksisteret siden decimalklassesystemets start.

Slutnote

I nyere tid er fænomener som kolonialisme, racisme, køn og andet blevet belyst, også historisk set. Der er sket holdningsskift og afstandtagen fra tidligere tiders verdenssyn. DK5-systemet er "konservativt" i den forstand at det tager tid før disse ændringer slår igennem. Formålet med dette indslag er at vise ældre og nu forsvundne grupper. 

Hver generation af bibliotekarer bør sagligt følge med i hvordan verdenssynet ændrer sig, i hvert fald i det omfang DK stadig skal formidle bøger til brugerne. Som vist ovenfor har DK5 i høj grad forsøgt inden for decimalklassedelingens rammer at gøre op med victoriatidens kolonialistiske “den hvide mands byrde” og give en nøgle til systematisk fremfinding af bøger om bestemte emner. Dette er i høj grad blevet lettet ved indførelse af edb, bl.a. gennem emneord. 

Men den ultimative fremsøgning vil først finde sted når det forhåbentligt engang vil blive muligt at fuldtekstsøge. Således som det også i begrænset omfang nu er muligt gennem forskellige engelsksprogede databaser.

Charles Ammi Cutter (1837-1903). Historien om et system der skabte en skjult fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Af Politivennen Live Bloggings nuværende Redacteur.

Et system udtænkt af den i Danmark ret ukendte amerikanske bibliotekar fra 1800-tallet Charles A. Cutter fik uoverskuelige konsekvenser i form af en skjult fabrik, hundredvis af arbejdstimer, hvert år på Københavns Kommunes Biblioteker, langt op i nyere tid

Charles Ammi Cutter (1837-1903) er til gengæld en kendt person i amerikansk biblioteksvidenskab. Hans tante var ansat ved Boston Bibliotek. Han var 1857-1859 assisterende bibliotekar ved Harvard Divinity School. Det var her han udtænkte et katalogsystem. Efter at have afsluttet studierne i 1860, gjorde han lynkarriere som fuldtidsbibliotekar. Og indførte bl.a. kort i stedet for kataloger.

1868-1893 var Cutter overbibliotekar ved Boston Athenæum Bibliotek. Her udviklede Cutter sit  system under betegnelsen Cutter Expansive Classification. En alfabetisk-numerisk metodologi med forkortelser på forfatternavne og unikke numre, kaldet “Cutter-numre”. Det var i en tid hvor trykketeknikken ikke var så fremskreden, og trykning var dyrt. Dengang gav det mening at trykke færrest mulige karakterer til hvert værk. Kort fortalt brugte systemet 1 eller 2 initialbogstaver og arabertal, som skal opfattes som en decimal. 

Et eksempel på Cutters numre, her fra Københavns Biblioteker. Cutters minimalisme sparede på kort sigt biblioteksvæsnet et beskedent beløb til udgifter til bogtryk, men på langt sigt gav det anledning til en klækkelig efterregning. Selv garvede bibliotekarer og andet bibliotekspersonale kunne ikke gennemskue den kryptiske indskrift. Som et kuriosum, bemærk i øvrigt Københavns gamle (til højre) og nye (til venstre) byvåben nederst på bogryggen.

Library of Congress brugte systemet en overgang. Men Cutter havde det ikke så godt med opkomlingen Dewey (1859-1952), som eftertiden til gengæld kender meget bedre til. Det er ham der opfandt det decimalklassenummersystem som bibliotekerne stadig bruger en variant af. Cutter opsagde i vrede sin stilling i 1893, hvorefter han fik mulighed for at udvikle sit system fra bunden i Massachusetts. På et biblioteksmøde i London juli 1897 præsenterede han sjovt nok sit system samtidig med at Dewey præsenterede sit system. Cutter døde (1903) før han kunne fuldende det.

Herefter blev Cutters system stort set sat på pension. Men af en eller anden grund gik det i Københavns Biblioteker ikke i glemmebogen. Tværtimod var man her så begejstrede for hans system at det fik lov til at udfolde sig til langt op i 1960'erne. Forklaringen findes formentlig gemt i beretningerne. Og så længe udvekslingen af kataloginformationer mellem danske biblioteker ikke var så stor, gjorde det heller ikke så meget. Faktisk kunne man på de fleste andre kommuners biblioteker finde lokale specialiteter i lighed med Cutters. 

Cutters system bliver et problem.

Allerede fra midten af 1900-tallet var man imidlertid ved at udvikle en fælles national katalog af kort. Udviklingen pegede i retning af et fælles, centralt system for hele Danmark. Men nogen afgørende betydning fik det ikke for Cutters system i København. Det var først i 1960'erne hvor bibliotekerne havde vokset sig store, og udvekslingen af bøger mellem kommunerne for alvor tog fart, at det begyndte at gå op for de fleste at det ikke længere var særlig rentabelt med lokale særheder som fx Cutters numre. 

Biblioteker af Københavns Hovedbiblioteks størrelse er som en supertanker der skal skifte kurs: Det kan ikke gå ske sådan lige med et snuptag. Kursændringer koster tid og penge, mange penge. For rygsignaturernes vedkommende tog kursændringen omkring et halvt århundrede, først helt op i 2010'erne skete der noget. I den mellemliggende periode skabte Cutters system et stadig voksende problem med uorden, rod og nå ja, tænders gnidsel. En skjult fabrik. 

Den elektroniske katalog.

Chancen for at løse problemet var der da Københavns Bibliotekers bogbestand blev elektronisk fra 1993, begyndelsen til nutidens elektroniske katalog. Her kunne man have rettet rygsignaturerne på bøgerne og tilpasset dem det elektroniske katalog. Men det skete ikke, og Cutters numre fik lov til at fortsætte. Efterhånden forsvandt det bibliotekspersonale som forstod at læse de forældede signaturer. Det blev stadig sværere at finde nogen som kunne oplære de yngre generationer af aflæse de kryptiske gamle rygsignaturer. Det gamle og egentlig for længst forældede og udrangerede system levede side om side med det nye.

Hvis nogen mente det af besparelseshensyn var en god ide ikke at gøre noget, så blev det set i bakspejlet en overordentlig kostbar beslutning. Et voksende antal, titusindvis af bøger blev sat forkert på plads og "forsvandt". Besparelsen gik fløjten ved de talrige forgæves eftersøgninger af "forsvundne" bøger - som ofte blev afskrevet som bortkommet.  

Hvordan kunne det nu gå til? Jo, kik på det nedenstående foto med eksemplarer fra bibliotekets virkelige liv anno 2016. De kan illustrere hvad miseren bestod i. Fotoet viser et udsnit af bøger, opstillet i biografier (99.4). Biografier er ordnet alfabetisk efter den person de handler om. På fotoet (der ikke er manipuleret) ser man skønsom blanding af Cutter-numre og nugældende decimalklassenumre. For alle andre end kyndige i Cutter-numre ser det ud som et syndigt roderi. Men læg især mærke til bogen nr. 5 fra venstre: "Breve fra Morten Nielsen". Bogen er skrevet af en af modstandskampens helte og stadig efterspurgt. Men bogen er opstillet forkert såvel efter Cutters system som efter decimalklassesystemet, og det skulle vise sig at blive fatalt for bogen - lidt dramatisk sagt: Eksemplarets død! Det vender jeg tilbage til i slutningen af artiklen.

Lidt af et puslespil: Rygsignaturen viser to forskellige systemer hvor decimalklassenummeret er anbragt dels for oven, dels for neden. Og en står endda forkert efter begge systemer: "Breve fra Morten Nielsen". Men misforståelsen er forståelig nok. Bogen er (forkert) sat på plads i 99.4 Breve. Hvorfor, læs resten af artiklen.

Cutters numre

Lad os kort kigge på hvad Cutters system egentlig gik ud på. Så kan vi altid glemme det igen når artiklen er læst. Cutters numre figurerede for det første ikke øverst på bogryggene som decimalklassenumrene gør i dag, men nederst. Det kunne fx være Eigil Knuth: Fire mand og solen (1937) som stod i gruppe 49. Det ville give følgende opstillingssignatur:

49

Kn 76

f

Personer med logisk sans kan regne ud at 49 er decimalklassemærket, Kn står for Knudsen, 76 må være et matematisk udregnet nummer og f første bogstav i titlen. Barnemad for biblioteksansatte i første halvdel af 1900-tallet. Men derefter kun læselige for historisk kyndige og interesserede bibliotekarer. Ingen kan bebrejde yngre bogopsættere for i god tro at sætte eksemplaret op, fx i klassemærke 76. Hvilket faktisk var tilfældet.

Problemet blev større i store grupper hvor der er alfabetisk opstilling, fx under geografi i 46.4, 37.5 (nu 37.414) og sidst, men ikke mindst biografier. Især i den sidste, 99.4 blev Cutters system en katastrofe. Tag etatsråd E. Collins nøgleværk "H. C. Andersen og det Collinske hus" (1929). Cutters angivelse er her

99.4

an35

co2

Sammen med forfatter og titelangivelsen øverst på bogryggen kom det til at sådan ud på hele bogryggen:

E.Collin

H.C. Andersen 

og det

collinske hus

99.4

an35

co2

Forvekslingsmulighederne er mange. Selv dygtige bogopsættere kunne måske forledes til at tro at bogen skulle opstilles i  99.4 under Collin, og ikke under Andersen, H. C. I tvivlstilfælde måtte bogopsætteren åbne bogen og tjekke boglommen i bagsmækken af bogen. Men i dette tilfælde gav den ingen hjælp. 

Brandes’ værk om Voltaire i 3 bind. Skal det opstilles i 99.4 under Brandes eller Voltaire? Eller måske i Voksenafdelingen (Vo), gruppe 65? Eller under skønlitteratur? Eller ….? Er der noget at sige til at yngre medarbejdere ser mindst 2 muligheder.

Når først et eksemplar af en bog er placeret forkert, kan det få skæbnesvangre følger. I heldigste tilfælde bliver det opdaget tilfældigt, og bogen sat rigtigt på plads. I værste tilfælde bliver bogen via katalogen eftersøgt, ikke fundet på sin rigtige plads, og derefter afskrevet som bortkommet i katalogen. 

Og det var ikke småting vi snakker om her: Da man endelig efter mange årtiers forløb begyndte systematisk at revidere hylderne, fx i biografier 99.4 afsløredes det at tusindvis og atter tusindvis af bind var blevet sat forkert på plads. Selv om de i 1993-94 var blevet registeret i den elektroniske katalog, var de pga. en forkert fysisk placering blev afskrevet af de medarbejdere som søgte efter reserveringer, da de ikke stod på den korrekte plads.

Den skjulte fabrik

Kort sagt er dette som nævnt fortællingen om en skjult fabrik af betydelige dimensioner: Bogopsættere som brugte tid på at sætte bøger op - i god tro - men ikke desto mindre forkert! Listeførere som forgæves ledte efter bøger og slettede dem. Bibliotekarer der skulle materialepleje. Og sidst, og værst, forventningsfulde lånere som enten blev skuffet over ikke at få hvad de var blevet lovet af katalogen. Og allerværst, bøger som de eftersøgte, men ikke kunne vide eksisterede - blot på en forkert placering. 

Som lovet, nu tilbage til mit eksempel, Morten Nielsens breve. Digteren Morten Nielsen er en af modstandsbevægelsens helte, og hans breve er stadig efterspurgt den dag i dag. Den korrekte opstilling på Morten Nielsens breve er under biografier (99.4) under Nielsen, Morten, f. 1922. Et opslag på bogen i 2014 viste at bogen dengang stod på 3 biblioteker: Sundby, Valby og Østerbro. Men fotoet fra samme periode dokumenterer at den også stod på Hovedbiblioteket - men på et forkert sted.

Hvorfor figurerede Hovedbibliotekets eksemplar ikke længere i katalogen? Det gjorde det ikke fordi eksemplaret var "bortkommet". En nærmere efterforskning viste endda at bogen havde haft et pænt udlån indtil 28. marts 2014. Herefter må den være sat forkert på plads, for den blev reserveret, men da den nu ikke længere kunne findes, var den blevet afskrevet som bortkommet. Man kan selv tænke sig den mængde tid der er gået med denne arbejdsproces, og gange det op med adskillige tusind.

I 2010'erne besluttede man definitivt at udslette de gamle numre og erstatte dem med de som svarede til den elektroniske katalog. Cutter-numre forsvandt og blev ændret til de stadig gældende decimalklassenumre - de som figurerer i katalogen. Det fjernede en gang for alle den skjulte fabrik, katalogen kom i overensstemmelse med bøgernes rent faktisk rygsignaturer. Kald det bare en solstrålehistorie.

Som en sidste krølle på halen er Morten Nielsens breve blevet digitaliseret og kan nu læses online på eReolen. Men kun en lille brøkdel af danske bøger findes her, mest skønlitteratur og biografier, samt en del faglitteratur. Så den dag i dag kan bibliotekets brugere nyde godt af operation "væk med Cutters numre".

Erik Nicolaisen Høy.