Mordet i Pilestræde 61. (Efterskrift til Politivennen)

Et Mord?

Byen opskræmmedes i Aftes ved et Rygte om, at der var begaaet et Mord i Pilestræde.

Vi sendte øjeblikkelig en Medarbejder afsted for at undersøge Rygtets Paalidelighed.

Og han kom til det Resultat, at der efter al Sandsynlighed virkelig i Gaar Nat har udspillet sig et Morddrama her i København.

Vor Reporter beretter

Huset

Rygterne koncentrerede sig om en  lille skummel Ejendom Pilestræde, Huset Nr. 61.

Dette ejedes at en forhenværende Landmand, Lars Hansen, en halvgammel Mand, hvis eneste Selskab var en Puddelhund.

Han plejede at spise sin Mad paa Restavrationer, men hans Morgenkaffe bragtes ham at en ung Kone i Nabolaget.

Da hun i Gaar Morges som sædvanlig indfandt sig med Kaffen og ringede paa, kom Lars Hansen ikke ud og lukkede op.

Hun blev lidt underlig ved det, men tænkte, at han havde sovet over sig og gik igen.

Hen paa Eftermiddagen lagde man inde fra Gaarden Mærke til, at hans Lampe stod og brændte, mens Hansen stadig ikke viste sig.

Dette fandt Naboerne saa mistænkeligt, at de sendte Bud til Politiet; en Betjent indfandt sig hurtigt og gjorde Forsøg paa at komme ind, men al hans Ringen og Dundren paa Døren var forgæves.

Da Laasen var dirkefri, maatte man entre Lejligheden ved Hjælp af en Stige, som sattes op til

Køkkenvinduet.

Liget

Da Betjenten, ledsaget af en Smedemester, som bor der i Ejendommen, var kommen ind i Lejligheden, modtoges de i Soveværelset af Puddelen, som var lukket inde dér.

Inde i en af Stuerne fandt de Hansen som Lig.

Han laa fuldt paaklædt, med Hovedet op mod en Væg, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Baghovedet var knust og blodigt.

Er Hansen Myrdet?

Sandsynligheden taler i høj Grad for, at her foreligger et Mord.

Det synes utænkeligt, at Hansen kan være kommen af Dage ved et Ulykkestilfælde. Selv om han havde faset et apoplektisk Anfald og var falden om paa Gulvet, kunde han næppe have forslaaet sig i den Grad, at Hovedet knustes.

Af mistænkelige Omstændigheder kan nævnes, at der rundt om i Værelset, navnlig paa Møblerne, fandtes Blodpletter, og at der paa Bordet stod to tømte Toddyglas.

Dette sidste giver Vished for, at Hansen har haft en Fremmed oppe hos sig og drukket med ham.

Men paa den anden Side har man endnu ikke savnet Penge eller Værdigenstande. Den afdøde havde sit Guldur paa sig Hans Portemonnæ derimod fandtes paa Gulvet, den indeholdt kun en Sølvmønt og et Par Lotterisedler. Tilsyneladende var ingen Gemmer opbrudte.

Det hele saa overordentlig mystisk ud.

Politiet

Paa Politistationen i Pilestræde havde manu endnu ikke kunnet danne sig nogen bestemt Mening om, hvorvidt Hansen var bleven myrdet eller ej. I alle Tilfælde syntes der ikke at foreligge noget Rovmord, men der er jo den Mulighed, at den eventuelle Morder kan være skræmmet af Støj paa Trappen eller lignende og derfor har skyndt sig at slippe ud, saa snart Mordet var begaaet.

Ved Forhør af Husets øvrige Beboere var der ikke fremkommet noget, som kunde give Oplysning i den uhyggelige Sag. Ingen af dem har i Forgaars Aftes eller Nat mødt nogen mistænkelig Person paa Trappen.

Der fæstedes ikke videre Tiltro til en Meddelelse om, at en yngre Person i Gaar gentagne Gange skal have staae og kigget op ad Huset med temmelig underlige Manerer.

Foreløbig var der ikke andet at gøre eud at køre Liget ud til Johannesstiftelsen, hvor Ligsynet Formiddags skulde finde Sted.

Politiet aflaasede derpaa Hansens Lejlighed og satte et Segl paa Døren.

Efterskrift

Ved Ligsynet, der fandt Sted i Formiddags, udtalte Reservelæge Dethlefsen til Politiassistenten, at der næppe var nogen Tvivl om, at Lars Hansen var bleven myrdet. Derom vidner navnlig den Omstændighed, at der i Ligets Haand fandtes flere Huller.

Den retslige Sektion vil finde Sted i Morgen eller i Overmorgen under Professor Gaedeckens Ledelse.

(København 7. januar 1893).

OBS: Dette er ikke ejendommen hvori mordet fandt sted, men Pilestræde 51, altså 5 numre væk. 1898 Men måske giver det i mangel af bedre et indtryk af karakteren af kvarteret. Fotograf Fritz Theodor Benzen: Gårdinteriør fra Pilestræde 51 set mod porten i forhuset. Nedslidt bindingsværk mod brolagt gårdsplads med henstillede tønder, trækvogn mv. Københavns Museum. Public Domain.

Mordet i Pilestræde

Det Billede, København alt i Dag ser sig i Stand til at bringe af den i Pilestræde Nr. 61 myrdede Lars Hansen, er et Portræt, der er taget for halvandet Aars Tid siden.

Det ligner ham paa en Prik; Apoplektikeren med det glatragede, skarptskaarne Ansigt, tynde Haar og Panderynker, der taler om tunge Livsdage. Han synes med tilkæmpet Ro at ville skjule det mystiske Hang i sit Væsen - det, der rimeligvis har voldet ham hans voldsomme Død.

Ti der kan vel næppe nu være Tvivl om, at han er falden for en af sine unge Venners Haand. Han, der selv boede i dette mørke Kvarter af Pilestræde, hvor de offentlige Fruentimmer i Skumringen færdes langs de skidne Husrækker, og hvor talrige Kipper giver Tilholdssted for Kvarterets Sutenører, - han saas aldrig i Kvinders Nærhed.

Men naar han vendte hjem fra sine Aftenture, fulgte snart én, snart en anden Ungersvend i hans Fodspor op ad den krinkelkrogede Trappe. Om Sommerenofte Soldater, om Vinteren Gadernes tilfældige. Med dem drak han for omhyggeligt nedrullede Gardiner i sin lille Stue, udstyret med en fruentimmeragtig Smag for bløde Polstre og intetsigende Nips.

Det er i en saadan uhyggelig téte-A tete, at han er bleven myrdet. Der stiller sig her to Spørgsmaal:

-  Er Morderen en ung Mand, der, ukendt med den myrdedes Tilbøjeligheder, først har tømt et Glas med H og derpaa, efter en opstaaet Kontrovers, slaaet den gamle Apoplektiker ned?

- Eller har det været en Slyngel, der vilde benytte sig af Omstændighederne til at afpresse Ofret Penge og har brugt Magt, hvor Ord og Trusler intet nyttede?

En nøje Ransagen af hans Gemmer har ladet vente paa sig, da alle Nøgler i Lejligheden var sporløst forsvundne. Først senere vil det altsaa kunne konstateres, hvorvidt der foreligger et Drab eller et Rovmord.

Saa meget véd man dog i hvert Fald af Toddyglassene og at hans Yttringer til sin Husbestyrerinde Dagen før Mordet opdagedes, at han ventede - og fik Selskab.

- "Jeg vil lægge mig lidt, jeg er træt", sagde han til hende i Torsdags Middags. Siden saa' ingen noget til ham. Men man hørte, at der opholdt sig nogen hos ham ud paa Natten. Han har da søgt denne Udflugt, fordi han ikke - som ellers - viste sig senere paa Aftenen og har saaledes villet bortlede Husboernes Opmærksomhed.

Efter alt at dømme - det har været en ny Bekendt, og det er netop denne Omstændighed, der vil skaffe Politiet megen Fortrædelighed.

Rundt om, i Album, paa Bord og Piedestal, stod en Mængde Portrætter af unge Mennesker, dels i, dels uden Uniform. De er selvfølgelig taget i Behold af Politiet, og en omhyggelig Undersøgelse vil blive foranstaltet mellem Originalerne.

Men det er jo næppe rimeligt, naar man dømmer efter H.'s Hemmelighedsfuldhed Mordaftenen, at Morderen er blandt disse gamle Forbindelser, der havde deres vante Gang i Nr. 61.

- At Politiets Erklæring, som vi nedenfor optrykker, ses, at der endnu er den Version tilbage: Lars Lansen var ikke hjemme mellem Kl. 6 - 10 i Torsdags. - Han har da givet sin Husholderske fejl Underretning for yderligere at desorientere alle Vidner og senere listet sig sagte op ad Trapperne i Selskab med Morderen.

- - I Løbet at Gaarsdagen kom Politiet ved energiske Undersøgelser til den bestemte Overbevisning, at Hansen er myrdet. Og det synes, som om man tillige er paa Spor efter Morderen.

. . . Mistanken er rettet mod en nogle og tyveaarig Mand, der Fredag Formiddag stod paa Trappen og kiggede ind gennem et Gangvindue til Hansens Lejlighed. Da der kom nogen, blev han angst og skyndte sig afsted. Da Betjentene om Eftermiddagen kom ud fra Lejligheden, kom Personen og udspurgte dem om den Myrdede. Siden har man ikke set ham.

Den Mistænkte skildres som en temmelig lille Mand med mørkt Skæg. Han var klædt i en mørkeblaa Vinterfrakke og bar sort Hat.

Politiets Henvendelse:

I Gaar Aftes er Husejer Lars Hansen fanden død i sin Bolig, Pilestræde 61, 1. S. under mistænkelige Omstændigheder. Da det er af stor Vigtighed for Undersøgelserne at faa oplyst, hvem han i de sidste Dage er set i Selskab med, særlig i Torsdags Aftes mellem Kl. 6 - 10, anmodes enhver, der maatte kunne give Oplysning i saa Henseende, at henvende sig til 2den Politiinspektør paa Politikamret, der efter Omstændighederne vil udbetale Vedkommende en passende Dusør.

Catch

(København 8. januar 1893).

Mordet blev (som ofte var skik) foreviget i en skillingsvise. På forsiden er med blyantskrift fejlagtigt angivet året 1892. Mordet skete i 1893. (Statsbiblioteket)

Af Lars Hansens Livshistorie.

En Don Juan - De fikse Kammerjomfruer - En højbaaren Elskerinde. - Kvindehader. - En forsmaaet Hustru. - For Pengenes Skyld. - Var han Ægtemand!

Det, der særlig ger denne mystiske Mordaffære interessant og spændende; der lader Sagen tage Fart som et Drama, i hvis dybe Mørke Fantasien skimter uhyggelige Silhuetter af lyssky Banditer og perverse Forbrydere; der med utaalmodig Forventning lader os søge den ukendte Morders Spor og hans dunkle Motiver - er selvfølgelig den Omstændighed, at man véd, hvilken ulykkelig Tilbøjelighed der lod den gamle, formuende Lars Hansen kaste sig i Armene paa barn aldeles fremmede Folk.

- Hvor dæmonisk en Magt over den gamle og apoplektiske Mand har ikke denne Forvildelse haft, der lod den eu Gang af Kvinderne saa feterede unge Fyr, forladt af Familjen og de Nærmeste, havne i sin ensomme Bolig i en gammel Rønne i et mørkt og afsides Kvarter! Her i denne Hule, hvor han, alene med sin Hund, lod sit Blik glide rundt fra Billede til Billede af de unge, ukendte Mænd, der for en kortvarig Stund skabte Lys i den gamles Stue!

... I disse Timer har han tænkt paa sine Ungdomsdage,hvor han som en køn og afholdt Tjener fartede rundt paa Herregaardene i gode og vellønnede Pladser. Hans Familje beskriver ham fra den Tid som en ren Don Juan. Han var de smaa, fikse Kammerjomfruers fortrolige Ven, og Kærligheden skænkede ham af sin Drue til bredfyldt Maal.

Han var dog kræsen i sin Smag. Ingen lærer hurtigere end disse Alkovernes Terner de Raffinements, der i Længden er saa farlige for den sunde Elskov. Og Grunden til hans seiere Uvilje mod Kvindekønnet tør sikkert ikke mindst søges heri, hvor den unge, kraftige Bondekarl havde saa let ved at vinde saa kultiverede Forbindelser.

*

Til Slut skulde dog en lille, ejendommelig Episode øve en mægtig og farlig Virkning paa hans i Forvejen blaserede Sind.

Rygterne herom samler sig omtrent saaledes

- Paa en stor Gaard, hvor han i sin Ungdom tjente, vedligeholdt han et Forhold til Herskabets Stuepige. Men der var ogsaa andre Øjne end den lille Jomfrus, der havde fæstet deres Glød paa Lars Tjeners Skikkelse. Ingen ringere tilbad ham end selve Godsets ældre, korpulente Frue!

For hende havde imidlertid Lars Hansen en afgjort Modbydelighed. Og selv ved alle Løfter om at vinde langt frem var han ikke at bevæge til at tilstaa Fruen sin Gunst.

Hun benyttede sig da af et Fif.

Ti en skønne Nat, hvor den lille Stuepige uden hans Vidende var borte i andre Ærinder, spillede Fruen selv sin egen Tjenerinde. Hvorledes - maa vi overlade Læserne selv at kombinere.

Lars følte over denne Overraskelse saa megen Væmmelse, at han forlod sin Plads.

Efter alles samstemmende Udsagn slog han nu i lang Tid alle erotiske Æventyr ud af Hovedet.

Først lang Tid senere stod han i Begreb med at indgaa et Ægteskab paa Sydfyn med en Enke efter en Bager. Vielsen var ordnet, Dagen berammet. Da grebes han pludselig af en decideret Afsky for sin tilkommende og forlod hendes Fødehjem og Slægt over Hals og Hoved

*

- Nogle vil nu maaske mene, at det har vist sig, at denne Aversion for Kvinder atter maa være forsvunden, saasom han senere indgik Ægteskab. Men, som bekendt, havde hans Kone, hvis Bekendtskab han søgte i Avisen, en Medgift efter sin forrige Mand, en Tømrersvend, der var vendt hjem fra Amerika, paa 16,000 Daler. - Kan det ikke være disse, der har lokket ham? Han fik ingen Børn, og hvem løfter Fligen for dette Samliv?

I hvert Fald levede de som Hund og Kat, og Familjen trak sig efterhaanden tilbage, saa meget mere som den straks efter Hansens Skilsmisse opdagede hans nye Besynderligheder og ikke skøttede om at træffe hans Venner i Lejligheden.

Saa levede han da videre, et ensomt og glædeløst Liv, hvor han mere og mere lagde Vind paa at spare Penge sammen.

Indtil nu Morderhaanden har slaaet ham til Jorden.

(København 10. januar 1893).

Tegning fra København 11. januar 1893.

Politiet foretog "talrige anholdelser". Bl.a. af den "mystiske person", smedesvend Jens Eriksen som sneg sig rundt i ejendommen, og som under forhøret tilstod at have kendt Lars Hansen. Han blev løsladt, men allerede dagen efter anholdt igen - og løsladt igen. Til gengæld fandt man ud af at smedesvenden havde 1.700 kr som han havde erhvervet på kriminel vis. 

Også en blikkenslager fra Vesterbro der var rejst til Hull i England, efterladende sig kone og børn, indgik i  efterforskningen. Efter den 20. januar 1893 synes det som om politiet afsluttede efterforskningen med henblik på at arkivere den som uafklaret. I 1902 døde blikkenslageren i USA uden nogensinde at komme til Danmark. I 1902 blev det oplyst at han havde sendt et anonymt brev den 10. januar fra Hull, hvori røbedes kendskab til mordet, selv om dette på brevskrivningstidspunktet var offentlig kendt. Brevet opfordrede politiet til at afslutte sagen, da Lars Hansen var død som følge af et slagsmål han selv havde givet anledning til, og at brevskriveren forlængst var udenfor politiets rækkeevne. De videre undersøgelser kunne dog ikke fastlægge hvem brevskriveren var.

Mordet i pilestræde.

(Af en gammel Politimand)

Det er meget længe siden Kjøbenhavns Politi har havt en saa vanskelig Sag til Behandling som Mordet i Pilestræde. Efter hele Lars Hansens Levesæt stod det strax klart, at det vilde falde overordentlig vanskeligt at faa opklaret, hvorledes han er kommen af Dage. Hans Omgang var en saadan, at Politiet og Retten ikke kunde vente at faa Oplysninger fra denne Side uden at man beroligede alle mulige Vidner med, at der skulde blive seet igjennem Fingre med mulige Uregelmæssigheder i deres Levemaade, som maatte komme for Dagen. I Stedet for benyttede man Leiligheden til at starte en Sædelighedssag. Dermed er hele Sagen forkludret, og Muligheden for at finde Morderen udelukket, med mindre Lykken her, som saa ofte skulde komme Forstanden til Hjælp.

Med et Par Ord skal jeg omtale denne mærkelige Mordsag, der er blevet behandlet med meget ringe Dygtighed af vort Politi; det samme som i sin Tid trak paa Skulderen, fordi Frederiksberg Politi ikke kunde finde Lampeveismorderen. Ligheden imellem de ved Lampeveismordet og Mordet i Pilestræde begaaede Feil er ganske slaaende. Liget af den dræbte Snedker Sørensen fandtes, som det vil erindres, i Sneen ved Lampeveien. Politiet sattes strax i Kundskab om Fundet af de 4 Fortarbeidere som gjorde det.

Et blot nogenlunde snedigt Politi vilde strax have benyttet sig af den Fordel som et saa udmærket Spormateriale som Sne frembyder, men Frederiksberg Politi havde ikke saa megen Omtanke. Alverden fik Lov at stimle sammen om Mordstedet, hvorved ethvert Spor udslettedes.

Men nu Mordet i Pilestræde. Det opdagedes Kl. 4-5 om Eftermiddagen Torsdag den 9. Januar, da en Betjent, der var tilkaldt af Husbeboerne, gjennem et Vindue trængte ind i den Myrdedes Leilighed. Naturligvis trængte nysgjerrige Husbeboere med ind i Lejligheden, i Stedet for at de burde have været vist tilbage. Alt burde have staaet urørt indtil en dygtig Opdagelsesbetjent kom tilstede.

Dette skete aldeles ikke. Hen paa Aftenen kom Politiassistent With op i den Myrdedes Leilighed sammen med en Læge. Denne foretog det sædvanlige Lægesyn, hvorved det "konstateredes at Døden var indtraadt" ; derefter førtes Liget saa vidt jeg har kunnet forstaae af Meddelelser i Bladene, til St. Johannes Stiftelses Lighus, medens Lejligheden afsøgtes af nysgjerrige Privatfolk og næsvise Reportere. Naturligvis burde Liget være bleven liggende som det fandtes, og ikke eet uvedkommende Menneske burde have havt Adgang til Lejligheden, før Opdagelsespolitiet kom. Som det nu var udslettedes Sporene i Lejligheden i Pilestræde af Nysgjerrige, der strømmede til, ligesom det skete i Sneen paa Lampeveien ved Vintermorgen.

Men hvorfor kom Opdagelsespolitiet ikke tilstede og forhindrede at Sporene udslettedes? vil man spørge. Svaret lyder ganske simpelt: Fordi det ikke vidste noget om Mordet. Først om Aftenen Kl. 9-10 telefonerede Politiassistent With Sagen til Politiinspektør Carsten Petersen i dennes Hjem. Paa Politikammeret fik man om Aftenen ikke Spor af Melding om Sagen. Efter hvad der fortælles kom Souschefen for Opdagelsespolitiet Hr. Rudolph Petersen paa Kammeret Fredag Morgen uden at have hørt det Mindste om Mordet ; han havde tilbragt Torsdag Aften i et Theater. Han skal ikke have været rigtig tilfreds med de trufne Dispositioner.

Først Fredag Middag Kl. 12-1 foretog Chefen af Opdagelsespolitiet Carsten Petersen, Rudolph Petersen og Klein den Undersøgelse paa Gjerningsstedet, som burde have været foretaget umiddelbart efter Mordets Opdagelse. Nu førte Undersøgelserne naturligvis ikke til noget Resultat.

Saa sattes Opdagelsespolitiets Personale i Virksomhed for at finde Morderen. Det vil sige, der blev givet allerhøist en halv Snes Opdagere det særlige Hverv at søge Mordet opklaret, medens de øvrige Betjente fik Anmodning om at have et Øie med, hvad muligt Mistænkeligt, denne Sag vedrørende, de maatte træffe paa under Efterforskningerne af de dem særlig betroede vigtige Hverv. En saadan Opfordring bryder disse sig imidlertid ikke en Døit om: de siger ganske simpelt: Hvad rager den Sag os? og saa gaaer de deres skjæve Gang efter de dem særlig anbetroede vigtige sager.

Om Lørdagen efter Mordet var man uden Gnist af Spor efter Morderen; Fredagens Undersøgelser havde været absolut resultatløse, og siden har man overhovedet intet Spor fundet. "En anseet Forretningsmand" og to Opvartere meddelte ganske vist hver for sig et Signalement som det syntes paa en og samme Person, der i den senere Tid havde været set sammen med den Myrdede. Men denne Mand er ikke fundet, og Angivelserne synes ogsaa noget vaklende.

Som Sagerne stod tog de snedigste Herrer i Opdagelsespolitiet strax om Fredagen det Parti at erklære, at Lars Hansen var død ved et Ulykkestilfælde. Havde Politiets Spidser taget samme Standpunkt og fastholdt det, vilde man have kunnet undgaa den Ydmygelse, der ligger i ikke at kunne opklare et Mord; dette vilde allerede have været ganske behageligt. Men der vilde have været en anden Fordel ved at proklamere Mordet som et Ulykkes-Tilfælde, nemlig den, at Morderen saa vilde have følt sig tryg og hans Paagribelse vilde være bleven lettet. Det Mordstaahei, som Bladene nu anstillede med Politiets Billigelse, skulde nok faa den Skyldige til at være forsigtig.

I 8 Dage arbejdede Opdagelsespolitiet med sagen. Det eneste Nævneværdige der blev udrettet var, at en ung Mand der havde vist sig under mistænkelige Omstændigheder i Ejendommen i Pilestræde, blev funden og anholdt. Det var et flinkt Stykke Arbejde af den vedkommende Opdagelsesbetjent, der iøvrigt er bekendt for sin Flid og sin Sporsands; to ret sjældne Egenskaber hos Opdagelsespolitiets Personale.

Ottende Dagen efter Mordets Opdagelse overgaves Sagen til 4. Kriminalkammer, Assessor Thiele, der strax debuterede med at foretage en Anholdelse. Grunden til denne var som det synes meget plausibel; urigtig Forklaring og en forbavsende stor Pengesum l den Anholdtes Besiddelse. Men Assessor Thiele nøiedes ikke med det; han fik en Sædelighedssag sat i Forbindelse med Mordsagen. Dermed maatte alt Haab om at finde Morderen betragtes som opgivet.

Som strax sagt, det var en meget vanskelig Opgave, der stilledes Politiet og Retten ved Mordet i Pilestræde, den er blevet yderligere vanskeliggjort ved den Maade, paa hvilken den er grebet an.

Assessor Thiele maa ikke betragte det som "Resultater", om han faaer nogle Opvartere dømte til Fængsel som Sædelighedsforbrydelse i en Sag, hvor hans Opgave var at finde en Morder.

(Dagens Nyheder 24. januar 1893).

Skifteretten opgjorde i slutningen af januar 1893 Lars Hansens bo til 70.000 kr.

Mordet i Pilestræde.

Politiet i Kjøbenhavn er nu kommet til det Resultat, at Lars Hansen ikke er myrdet. Efter hvad "Polit." meddeler opstiller man følgende Hypotese.

For det første er der ikke Tale om noget Rovmord, i alt Fald er der ikke noget sikkert Holdepunkt for at antage et saadant. Vel havde Lars Hansen hævet en Del Penge i December og i Begyndelsen af Januar; men det er ved de under Sagens Gang anstillede Undersøgelser godtgjort, at hans Vaner ingenlunde udelukkede et til Tider ret betydeligt Pengeforbrug. Hvorledes han brugte sine Penge, kan vi ikke her forklare nærmere; men den Forklaring, der hører til, er meget solid.

Dernæst er han ikke i egentlig Forstand "myrdet". Det, der er foregaaet i Pilestræde Nr. 61 hin Torsdag Aften, kan forklares som følger:

Lars Hansen er kommet hjem med en fremmed Mandsperson, som han har truffet paa Gaden, og som ikke kendte hans Vaner. Lars Hansen har beværtet sin Gjæst, først med Mad og siden med Toddy. For at være uforstyrret har Lars Hansen selv lukket Hunden "Svend" ind i Soveværelset.

Efter Toddyen har Gjæsten lavet sig til at gaa, men er blevet budt til Sæde i Sofaen; og her har den noget uhyggelige Vært overrasket sin Gjæst paa en Maade, som denne i forklarlig Hæslighed har besvaret med et Slag af sin blyknappede Stok.

Slaget har ramt Lars Hansen i Hovedet og knust en Aare; Blodet er sprøjtet op paa Skilderiet over Sofaen, og Lars Hansen har udstødt et Skrig. Saa har Hunden givet sig til at gjø, og Lars Hansen er gaaet mod Sovekammerdøren for at lukke den ud.

Nu er Gjæsten bleven forstrækket og har tildelt Lars Hansen endnu et Slag eller to i Hovedet - der var Mærker af tre Slag - ; og Lars Hansen er tumlet om ved Enden af Sofaen, nærmest Sovekammerdøren, hvor man fandt Blodpølen, og Gjæsten har taget Flugten ud ad Døren.

Efter en Stunds Forløb er Hansen kommet paa Benene; noget fortumlet af Slagene har han samlet sig frem mod Yderdøren. Haanden har har holdt mod Saaret i Hovedet, indtil han, for at se ud eller forvisse sig om, at Døren var lukket, har lagt Haanden paa Dørgrebet, hvor Mærket af de blodige Fingre fandtes. Han har ikke tilkaldt Hjælp - fordi han ikke har villet røbe Aarsagen til Sammenstødet med Gjæsten.

Idet Lars Hansen vender tilbage til Stuen, ser han, at hans Fingre er blodige, og han tørrer dem i Servietten. Saa gjør Blodtabet eller en indtrædende Hjærnerystelse sin Virkning; han bliver svimmel, samler sig frem - ind i den næste Stue, hvor han falder ved Døren, forbløder sig eller dør af Hjærnerystelsen.

Alle de Spor af Blod o. a. der er funden i Lejligheden, er forklaret tilstrækkeligt ved disse Gætninger - kun Portemonnæen ved Siden af Lige kunde tale derimod ; men den kan være falden ud af Lommen eller uvilkaarlig være taget ud af den boende selv.

Altsaa er Forklaringens Rigtighed sandsynlig, siger vedkommende Politimand.

Men endnu mere: Blodsporene paa Servietten og paa Dørhaandtaget kan næppe forklares under Synspunktet: Mord.

Morderen tørrer ikke først sine Fingre i Servietten og gaar derefter til Dørgrebet og sætter Blodpletter paa det. Omvendt gaar han ikke tilbage efter at have lukket Døren op og tørrer Blodet af sig. Og hvorfor skulde han just have faaet Blod indvendig i Haanden, da han dog har slaaet med et eller andet Instrument?

Dette er som sagt erfarne Politimænds Betragtninger, og den obducerende Læge bestrider ingenlunde deres Rimelighed. Tværtimod. De paa Liget fundne ret overfladiske Saar var ikke i sig selv dødelige; de mere bestyrker end imodsiger Politi-Hypotesen.

(Aarhus Amtstidende 31. januar 1893).

Lars Hansens lig lå i mellemtiden på St. Johannesstiftelsen indtil den 7. februar, hvorefter det blev udleveret til familien, hans søster fru Knöchel i Gothergade. Det blev kørt til Vestre Kirkegård hvor det blev begravet fra Nordre Kapel den 10 februar 1893 med deltagelse af et halvt hundrede mennesker, de fleste nysgerrige. Husbeboerne i Pilestræde lagde en krans for at udtrykke deres respekt for ham som human vært. 

Sagen afsluttedes ved retten i slutningen af juni 1893. Man havde ikke fundet nogen morder, til gengæld ville der blive rejst tiltale mod ikke så få af Lars Hansens venner for sædelighedsforbrydelse.

I september 1897 livede sagen op igen i forbindelse med nogle tyverier begået af en kaptajn Bech. Beboere i nærheden mente efter forevisning af et foto bestemt at genkende ham. Midt i november blev det imidlertid klart at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet. 

I forbindelse med en sædelighedsskandale fremkom 1906 rygter om at politiet godt vidste at det var en søn af en bekendt embedsmand på Frederiksberg som levede som alfons. Han var da forsvundet. Dette er vist hverken blevet be- eller afkræftet.

Københavns Museum har en støbt ornamenteret jernovn på 31 cm. med høje fødder. Fyrhullet er anbragt på retsiden. Den har stået i ejendommen Pilestræde 61, hvor husejer Lars Hansen er blevet myrdet netop i den stue, hvor ovnen stod. Huset er nedrevet.

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder Bagermester J. E. Nielsen, Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Mad7moderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den lade Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).

Ildebrand i Hattemagerværksted. (Efterskrift til Politivennen)

I Eftermiddages udbrød pludselig en heftig Ildløs i et Hattemagerværksted i et Sidehuus i Pilestræde. Den hele gamle af Bindesværk opførte Bygning stod allerede omspændt af Luerne inden de tililende Sprøiter kunde anvendes, og strax da Ilden pludseligt udbredte sig i de tætsammenbyggede Trapper og Gange mellem Sidehuset og Forhuset, maatte flere Mennesker fra Taget redde sig igjennem Nabohusets tilstødende Vinduer, ligesom ogsaa et spædt Barn kun med Fare blev reddet ud af Husets øverste Etage. Den Confussion, som almindeligviis betager mange Mennesker ved en saadan Leilighed, gjorde sig i Begyndelsen ogsaa gjeldende her og bidrag vel til at forøge Forvirringen. Men da, omtrent en Time efter Ildens Udbrud, et tilstrækkeligt Antal Sprøiter vare satte i Gang, blev saavel den videre Udbredelse til Nabobygningerne hindret som den brændende Bygning selv snart slukket. Naar enhver saadan Leilighed giver Anledning til at iagttage, at vort Brandcorps med Hensyn til flere dermed forbundne Forholdsregler endnu lader adskilligt tilbage at ønske, maa det dog med Erkjendtlighed paaskjønnes, at ingensomhelst Fare skyes, især af det herfor mest udsatte underordnede Personale, hvoraf mange ved saadanne Leiligheder med en beundringsværdig Rolighed og Uforsagthed udsætte Liv og Lemmer. Vi hentyde kun paa denne Pligtopfyldelse ved Tanken om, at, medens Statens Pensionsliste bugner af en Masse af kgl. Embedsmænd, ofte endnu i deres rørigste Alder og uden videre Fortjenester af Almeenheden, end at de endeel Aar igjennem have udfyldt en magelig, ikke sjelden aldeles overflødig Plads i Statsværkets Maskineri, - erholde saadanne Mennesker, som for at redde deres Medborgeres Liv og Eiendom sætter Lemmer og Helbred, saagodtsom aldeles ingen Godtgjørelse, ligesaalidt som der, om de endog tilsætte Livet i den samme Tjeneste, sørges paa nogensomhelst tilstrækkelig Maade for deres efterladte Enker og Børn. Men det er kun een af Samfundets mange sædvanlige Abnormiteter, som man nu vel eengang for alle maa opgive Haabet om at see afhjulpne fra Statsmagtens Side, der saalænge har havt dem for Øie; men som netop derfor Borgerne i deres egen retfærdige Paaskjønnelse burde være saa meget mere betænkte paa at afhjelpe. 

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)

Det drejer sig om ejendommen ejet af hattemager D. F. Marx, Pilestræde 126. Han opførte huset i 1844, og er nutidens Pilestræde 50. Det fremgår af Kjøbenhavnsposten den 10. august 1843 hvori berettedes om en tragisk skæbne for en af beboerne i ejendommen der var så fattig at han ikke havde haft råd en forsikring:

 ... ved den i Tirsdags stedfundne Ildebrand i Hattemager Marx' Sted i Pilestræde, hvor en i Kjælderen boende, højst agtværdig Familiefader, Skomagermester Berg, har havt den tunge Skjæbne at miste saagodtsom alt hvad han eiede. Vi behøve for godgjørende Medborgere, der have Villie og Evne til at hjelpe, vist kun at tilføje, at denne Mand er Ægtefælle og Fader til fire Børn, hvoraf det Ældste er sex Aar, og at han, der stedse ved utrættelig Flid har stræbt at ernære sin talrige Familie, nu pludselig er bleven blottet for Alt og sat ud af Stand til at fortsætte sin Virksomhed som hidtil. Tre veltænkende Mænd have forenet sig til at modtage den Understøttelse, hvortil der i et saadant Tilfælde her endnu aldrig har været opfordret forgjæves: nemlig DHrr. Konst- og Papirhandler Meyer, Pilestræde Nr. 80, Urtekræmmer Mogensen, Hjørnet af Pilestræde og Møntergade Nr. 128, og Pastor Øllgaard, Kronprindsensgade Nr. 35.

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Anden Skrivelse

(Fortsat.)

Finder du ikke også at Gothersgade har forvandlet sig, den har butik på butik. Du er jo musikalsk, her i Lohses Musikhandel, den første i København, kan du få alt hvad en musikelsker og dyrker kan ønske sig. Men stop, nu falder det mig ind, for humle, på hvilket instrument du er sand virtuos, haves her ingen musik. Forstår du imidlertid ikke synderligt at spille nutidens yndlingsinstrumenter, guitar og fortepiano, så kan du dog spille - kort. Her i denne lave butik hos Holmblad ser du udstillet dette vigtige middel til at dræbe tiden i særdeleshed i høje kredse. Forfinelse hersker også her, ser du fx de skønne kort er sandt kunstarbejde, de er endog forgyldte på snittet. Hvilke pengebunker vil de ikke sætte i cirkulation på spillebordene. Den fattige bebrejdes at han forsøger sin lykke i lotteriet, hvor han dog kan slippe med en mark, den rige og fremme som sætter hundreder på et kort, dadles ikke, det hører til bon ton. 

Lohse tog sig også af pianofortestemning. Annonce fra Adresseavisen 8. juni 1852. 

Gå nu med mig om i Grønnegade, den omvej lønner sig ved synet af det jeg vil vise dig. Hvad synes du om det tapetpapir som hænger der i vinduerne hos Franckel. Værelser hvis vægge er bedækket med sådanne papirer kan kaldes klassiske. Emnerne til de fremstilede scener er taget af Virgils Æneide, Cervantes' Don Quixotte. Der ser du fx Don Quixotte fægte med vejrmøllerne. Der angriber han en flok får i den tanke at det er den fjendtlige hær. Her ser du ridderens tro våbendrager, den svinepoliske Sancho Pancha (en ægte kopi af en sjællandsk bonde). Fire håndfaste karle leger himmelspjæt med ham, det vil sige, de smider ham ved hjælp af et lagen op i vejret, griber igen i det, og fortsætter denne leg, der morer dem, men ængster Sancho Pancha, indtil de ikke kan orke mere. Tapeter der ligner silke- og fløjlsstoffer, med forgyldning og forsølvning fængsler også her øjet. Skade at alle disse skønne sager er franske produktioner, den danske egenkærlighed såres ved at se hvorvidt vi danske står tilbage for udlandet i denne henseende. 

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at gøre dig opmærksom på en kælder her i nærheden. Over nedgangen står på et skilt skomagermester Jungdahl, men i vinduerne hænger indbydelser fra Fru Fortuna, nemlig lotterisedler. På en seddel til 1 mark udstedes 4 aktier til 6 skilling, altså med 50 procent. Som du kan se her gennem vinduet har denne mand et helt kontorhold. Folk trænges om at få 1/4 lod i en marks seddel. Jeg kan imidlertid underrette dig om at hele byen vrimler af sådanne ekstrakollektører.

Vi går nu op ad Store Grønnegade. Gode ben, vil du barberes, så bor der i Kristen Bernikows Gade lige for os barber Christensen, et mønster for alle barberer. De kender vl nok den anekdote om en af fortidens barberer. Han spyttede nemlig på sæben og gned derpå kunden i ansigtet. På dennes anke om det, svarede barberen "jeg har netop behandlet Dem galant, en simplere kunde havde jeg først spyttet i ansiget og derpå gnedet med sæben." Her finder du derimod en barber som er gået frem med tiden, du kan nemlig her få dit eget håndklæde, din egen sæbe, kniv når du abonnerer i månedsvis. 

"I Sværtegade bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer." (Pilestræde 40 C, Sværtegade 3 er fra 1730 og opført af murermester Gotfrid Schuster. Ombygget 1791. Eget foto, 2016)

Nu er vi i Sværtegade og der bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer. Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Jeg be'r om forladelse, jeg ville have sagt agent Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel. Om det er hans varer eller hans veltalende svende der er skyld i det, ved vi ikke. 

"Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel." (Hjørnet af Pilestræde 35 og Kronprinsensgade 16. Eget foto, 2016).

På hjørnet af Antonigade kan du få kam til dit hår. Du må ikke antage det for en skose til din kone som imellem os sagt rigtig nok besidder lidt Xantippeblod, nej langt fra. Meningen er, her bor stadens mest brillante kammager Cathala. Skulle man tro at et fem alen højt vindue der indtager hele husets front, kan opfyldes med lutter kamme. Det er tilfældet. Taler man om kamme, tænker man uvilkårligt på håret. Du trænger til at klippes og friseres, følg med her om i Klareboderne til frisør Ebbesen. En dygtigere hårkunstner end ham, finder du ikke i København. Han vil snart omskabe dig til en dansk løve (som du ved et pariserudtryk på en herre efter den højeste mode). En smuk frisure bidrager meget til at blive introduceret i et galant hus her i byen. Derfor væk med det nedhængende naturhår. Mens du sidder her under frisørens skabende hånd, vil jeg slutte denne min anden skrivelse. Med næste post mere.

Efterskrift.
Ove Thomsen har i Fyens Avis og efter dette blad Dannevirke taget notits af en ytring i min første skrivelse til dig hvor jeg taler om at negrene i Havana ruller de såkaldte havannacigarer på deres bare korpus og da de ofte er udsatte for hudsygdomme, har vore unge herrer undertiden givet rygningen af disse cigarer skylden for en vis galant sygdom. Hrr. O. Thomsen tilføjer omtrent følgende ord: "Gid underretningen herom måtte sætte en skranke for den overdrevne brug af cigarer." Du ved, kære ven, at jeg er hader af røgtobak, jeg tilføjer derfor et amen til dette ønske hvis opfyldelse ville forhindre at store summer gik op i røg eller ud af landet.

 (Politivennen nr. 1468. Fredagen, den 16 Februar 1844. Side 97-102). 

"De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere" (Collin holdt til i denne bygning, nu Købmagergade 32. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.

Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).