Til Politidirektør Crone Mandagen den 21de Februar om Aftenen kom jeg ganske rolig gaaende i Springgade, da jeg pludselig fil et voldsomt Stød i Ryggen. Idet jeg vendte mig om, faldt mine Øjne paa en uniformeret Politibetjent, og da jeg spurgte ham om Grunden til hans Overfald, modtog jeg som Svar et endnu værre Stød, saa jeg tørnede ud i Rendestenen, hvorefter Betjenten greb fat i min ene Arm og transporterede mig paa den Maade, trods min Protest, og trods mit Udsagn til ham om, at jeg nok skulde følge ham, til Stationen. Paa Vejen traf jeg en Bekendt, som jeg kort før Overfaldet havde talt med, og jeg bad ham da at følge med, for at bevidne Betjentens Myndighedsmisbrug, hvilket han var villig til. Ankommen til Stationen blev jeg ført ind til den vagthavende Overbetjent (?), som oplyste mig om, at jeg skulde have overfaldet en Dame, hvorefter han noterede mit og mit Vidnes Navn til Opkaldelse i Politiretten. Jeg har imidlertid til Date ikke modtaget nogen Stævning, hvilket vel er begrundet i, at man er kommen under Vejr med, at man har forledet sig, men for at Sagen ikke skal blive begravet i Glemsel, har jeg meddelt den her.
Jeg henstiller ovenstaaende Linier til Hr. Politidirektørens rolige Overvejelse Det kunde vel snart være paa Tiden ved en eklatant Afstraffelse at sætte en Stopper for Politibetjentenes Myndighedsmisbrug.
Samtidig vil jeg henlede Politidirektørens Ormærksomhed paa den vel "frie Tone", der hersker i hvert Fald paa Stationen i Pilestræde. Det første Værelse, man kommer ind i, synes at agere "Værtshus"; et stort rundt Bord midt i Værelset er kredset af Betjente, der cnveksiende med Klinken og Drikken lader Vittigheder regne ned over "Anholdte". (Jeg skal ikke undlade at bemærke, at der naturligvis findes nogle hæderlige Undtagelser.) En saadan "Friskfyragtighed" f. Eks., som den af mig omtalte Betjent udøste mod mig paa Stationen, kan det ganske vist ikke falde mig ind at tage Notits af, eller at anke over, dertil har jeg for ringe Agtelse for den københavnske Politiinstitution, men jeg maa dog fremhæve, at den er lidet skikket til hos "svage Sjæle" at bevare den nødvendige Agtelse for politiet.
Frederiksberg, den 26de Febr. 1876.
* * *
Undertegnede erklærer herved at have været Øjenvidne til, at Hr. J. F Møller Mandagen den 21de Februar om Aftenen blev overfaldet af en uniformeret Politibetjent, samt at vedkommende Betjent tog fat i M.s ene Arm, og, endskjøndt M. erklærede sig villig til at følge med, dog vedblev paa den Maade at transportere ham.
(Social-Demokraten 1. marts 1876).
Fra den offenlige Politiret Den 21de f. M. om Aftenen Kl. 10½ indfandt en ung Pige sig paa Politistationen i Pilestræde og anmodede om, at en Betjent maatte følge med hen i Springgade, da han og hendes Moder, en i nævnt Gade boende Enke, paa Vejen til deres Hjem vare blevne forulempede af tvende Personer. Politibetjent Nr. 93, Poulsen, blev beordret til at følge med Pigen for at undersøge det Paaklagede og vendte kort efter tilbage med 2 Personer, der vare paaviste ham som de Paagjældende. Disse navngav sig Faktor J. F. Møller og Typograf A. Nielsen, og Møller indrømmede, at han muligen kunde være kommen til at støde til de to Fruentimmer, men dette var da ikke sket med Forsæt. Med denne Erklæring vilde Sagen uden Tvivl være stillet i Bero, hvis der ikke i "Socialdemokraten, Nr. 51" for Onsdagen den 1ste d. M. var blevet indrykket et Inserat med Overskrift: Til Politidirektør Crone og undertegnet af ovennævnte Faktor J. F. Møller, i hvilket den paagjældende Politibetjent sigtedes for Myndighedsmisbrug. I Anledning heraf affordredes der Politibetjent Poulsen Forklaring, ifølge hvilken han havde fulgt Enken og hendes Datter til Springgade, hvor de paaviste Møller og Nielsen, der, lod som om de vare berusede, og dinglede fra Fortouget ud paa Gaden. Enken betegnede Møller som den Værste, hvorfor Betjenten efter en kort Ordvexel bad ham om at gaa, men fik til Svar: "Det haster vel ikke", og da Betjenten forgjæves gjentog Opfordringen og Møller derhos negtede at følge med til Stationen, tog Betjenten ham ved Armen og førte ham derhen. Det oplystes yderligere, at den Fornærmelse, Enken og hendes Datter havde været udsatte for, bestod i, at Møller, medens de stod paa Hjørnet af Møntergade og Springgade i Samtale med en tredie Person, en Snedkersvend, kom gaaende over Gaden lige imod den unge Pige, som om han vilde tiltale hende; hun gik derfor om paa den anden Side af Moderen, men Møller vedblev at gaa bagefter hende, hvorfor Snedkersvenden spurgte, om han vilde tale med Nogen. Hertil svarede Møller, at han i alt Fald ikke vilde tale med ham, og gik i det samme tæt ind paa ham, samtidigt med, at Nielsen med sin Pande berørte Snedkersvendens Pande, uden dog at støde haardt til. Kort efter kom Datterens Forlovede til og spurgte, hvad der var paafærde, men fik til Svar af Møller: "Hvis De ogsaa er kradsbørstig, kan De faa Noget med". Angaaende Betjentens Opførsel afgive de under Sagen afhørte Vidner den Forklaring, at han var rolig og høflig, og det var navnlig ikke iagttaget, at han havde overfaldet nogen af de Sigtede eller stødt nogen af dem i Ryggen. Møller negtede i Retten at være gaaet efter Datteren, men paastod, at han kun havde set sig om efter hende og Moderen, hvilket havde foranlediget et Skænderi med den omtalte Snedkersvend. Bamle Møller og Nielsen negtede at have været berusede ved den omhandlede Lejlighed. Da der efter de fremkomne Oplysninger ikke forelaa mindste Bevis for Myndighedsmisbrug fra Betjentens Side, blev Sagen, forsaavidt den var rettet imod Betjent Poulsen, hævet. Møller og Nielsen skjønnedes derimod ikke at kunne undgaa Ansvar for den af dem udviste Adfærd, og de vedtog derfor i Mindelighed at betale hver især en Bøde af 5 Kr.
(Fædrelandet 14. marts 1876. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. marts 1876).
Fra den offenlige Politirets Mandagsmøde. Herved finder jeg mig foranlediget til at erklære, hvad jeg ogsaa har erklæret i Retten, at jeg ikke har overfaldet nogle Damer i Springgade; det er tvertimod mig, der er bleven tilraabt af en Herre, der stod i Samtale med to Damer, og da jeg derpaa lod ham vide, at jeg ønskede at gaa i Fred paa Gaden, løb den ene Dame hen paa Stationen og hentede Politibetjent Nr. 93, Poulsen, som da, efter at jeg var gaaet ned ad Gaden, kom efter mig og opførte sig imod mig paa den Maade, som jeg har omtalt her i Bladet.
Begrundet paa, at jeg ingen Vidner havde, maatte jeg selvfølgelig finde mig i den Afgjørelse, Modvidneførselen krævede. Det Vidne, jeg troede at have i Hr. Nielsen, blev nemlig i Politiretten forvandlet til et temmelig luftigt Vidne, idet han der mødte som min "Medtiltalte", anklaget for saakaldet "Gadeuorden".
Med Hensyn til Hentydningen i Storborgerbladene om, at Sagen vilde være bortfaldet, hvis der ikke havde staaet et Inserat i "Social-Demokraten", da finder jeg den at være lige saa unyttig, som den er betegnende.
Gud holde sin beskærmende Haand over alle Molboavtoriteter og give dem en salig Ende! Amen!
J. F. Møller.
(Social-Demokraten 15. marts 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar