05 december 2022

Læseforening i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives der til os: Søndagen den 20de Februar havde nogle Arbejdere indbudt Haderslev Arbejdere til et Møde for at stifte en Læseforening. Efter at Mødets Anmælder havde aabnet Mødet, gaves Ordet til Skræder Palm, der i faa og velvalgte Ord udviklede de Principer, hvorefter Foreningen vil virke. Han henviste til Danmark og Tyskland, hvor Arbejderne er vaagnet til Bevidsthed om, at deres aandelige og materielle Vel er afhængig af, at de slutter sig sammen. Her i Nordslesvig, sagde Taleren, skulde man tro, at Arbejderne ingen Trang følte til at slutte sig sammen, men det er ikke Tilfældet. Grunden til, at her ingen Forening for har været, er, at vi ikke har haft et Lokale; men nu, da vi har et, vil vi ikke staa med Hænderne i Skødet uden at slutte os sammen. Taleren udviklede Foreningens Formaal, hvilket skulde være igennem Foredrag og Diskussioner samt ved frisindede Blade og Skrifter at gøre Arbejderne bekendt med deres Stilling i Samfundet, og hvad Plads de bør indtage i dette. Arbejderne mangler Kundskab, og Kundskab er den Magt, der skal haoe Arbejderne. Det er dette, denne Forening skal have til Formaal. Det skal højt og lydeligt udtales, sagde Taleren, at denne Forening skal ved alle lovlige Midler kæmpe for Arbejdernes Rettigheder, samt gøre dem bekendt med de socialdemokratiske Principer; ti Socialismen er misforstaaet af Massen af Folket. De kender ikke disse Principer uden af de herværende Blade, og de er jo fjendtlige mod Arbejderne. Efter at Lovene var vedtagne og de fleste af de Tilstedeværende havde indtegnet sig som Medlemmer, fik Palm igen Ordet og opfordrede alle de Tilstedeværende til af alle Kræfter at agitere blandt deres Venner, Kolleger og Bekendte. Lad os Arbejdere være de Første, der rækker Haanden til Forsoning, ti en Arbejders Fædreland er hele Jorden.

Derefter sluttedes Mødet, som havde den Ære at være overværet af Haderslev Overpoliti, og nu, da Arbejderne har faaet stiftet en Forening, er der vist ingen Tvivl om, at den vil trives.

Ergo.

(Social-Demokraten 23. februar 1876)


August Palm oplyste den 19. november 1875 at man havde fået godkendt en læseforening, men at den ikke kunne finde noget lokale. Som nævnt i artiklen ovenfor lykkedes det den 20. februar 1876 at danne "Haderslebener Leseverein" med 18 medlemmer. Foreningen mødtes hos gæstgiver Juhl i Gåskærgade med August Palm som formand. Medlemstallet i juni måned var ca. 40. Et  møde den 7. maj 1876 med "et hyggeligt samvær" med damer blev forbudt af politimesteren. Efter den 7. oktober 1876 hørte man ikke mere til foreningen. (Haderslev bys historie 1864-1920, bind 2, side 142-143). Avisen Dannevirke var fjendtligt mod arbejderbevægelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar