En Reise fra Kjøbenhavn til Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift indeholder "Aalborgposten" for i Tirsdags et indsendt Stykke, der er underskrevet "Samtlige Passagerer til Aalborg", og hvoraf vi give følgende Uddrag: Fredagen den 5te April mødte vi paa Kvæsthuusbroen i Kjøbenhavn, for ifølge Bestemmelsen Kl. 5 at afgaae med Dampskibet "Uffe" til Aalborg. Afgangen skete imidlertid først, da Klokken var over 7, altsaa 2 Timer senere, end den skulde have fundet Sted; men en saadan Forsinkelse hører jo nu for Tiden ikke til Sjældenhederne. Alt gik meget heldigt, indtil vi vare omtrent 1 Miil fra Indløbet til Hals, - der støtte Dampskibet paa Grund. Capitainen erklærede da, at han ikke kunde gaae til Aalborg, og at han derfor havde signaliseret efter Baad, der skulde føre os til Hals. Denne ankom da ogsaa, men da man i Land ingen Anelse havde om, at der skulde Passagerer ombord i den, var det kun en almindelig Rojolle, hvori der var reist Master og paasat Seil. Da de til Aalborg bestemte 8 Passagerer med samt deres Reisegods vare komne ned i den, fortsatte Dampskibet, der imidlertid var blevet flot, strax sin Fart til Frederikshavn. Nu begyndte vore Gjenvordigheder; Thi Søfolkene maatte, paa Grund af Baadens Overfyldning og Stormens tiltagende Voldsomhed, nedtage Seilene og tage fat paa Aarerne, men trods deres Anstrengelser varede det ikke længe, førend vi vare drevne en Miil ud af vor Cours. Vi havde næsten opgivet Haabet om nogensinde at naae Land, da vi til vor Glæde opdagede, at den store Lodsbaad fra Hals ilede os til Hjælp. Efter megen Anstrengelse naaede den os, i efterat vi omtrent i 2½ Time havde drevet og hugget paa Revlerne, og efter flere livsfarlige Forsøg lykkedes det os ogsaa at komme ombord i den. Der maatte vi lade os nedstuve under Dækket i de meest ubekvemme Stillinger og kunde hverken see Sol eller Maane. Hvert Øieblik bleve vi kastede fra den ene Side af Baaden til den anden, thi der maatte hyppigt vendes, og Baaden krængede naturligviis voldsomt - Masterne sloge saaledes undertiden heelt ned i Vandet. Søfolkene maatte efter flere frugtesløse Forsøg opgive det som en Umulighed i den orkanagtige Storm at naa til Hals igjennem det  egentlige Fjorddyb; vi maatte derfor gjøre en i Omvei paa omtrent 2 Miil for at forsøge Indseilingen ad Veidybet omkring Muldbjergene. Ved vore Søfolks Udholdenhed lykkedes det os ogsaa ad denne Vei at naae Broen ved Hals Kl. 3 om Eftermiddagen, efterat vi ialt havde været omtrent 6½ Time underveis. Naturligviis vare vi dyngvaade og i det Hele taget meget forkomne, ligesom vort Reisetøi tildeels er ødelagt; thi Vandet er trængt igiennem Kufferter, Hattefutteraler etc. Fra Hals bleve vi i aabne Vogne befordrede til Aalborg, hvortil vi ankom Kl. 9 om Aftenen.

De 6 brave Lodser fra Hals bringe vi vor hjerteligste Tak, fordi de ved deres Udholdenhed og Conduite have frelst vort Liv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1867).

Skibsforbindelse Flensborg-Faaborg. (Efterskrift til Politivennen)

Efter megen Anstrængelse fra Handelsstandens Side - hedder det i Faaborg Av., - var det endelig lykkes at faae en Dampskibsforbindelse bragt istand imellem Faaborg og Flensborg. Glæden herover var almindelig, men den var ogsaa kort. 3 Gange anløb Dampskibet "Diana" Faaborg paa Rejsen til Flensborg og lige saa ofte paa Reisen fra Flensborg til Korsør, men saa maatte denne Fart opgives. "Grunden hertil er ikke at Farten lønnede sig for slet, nei, det er Toldvæsenet, der lægger uoverstigelige Hindringer i Veien for Skibets hurtige Clarering. Nu skulde man troe, at Toldvæsenet burde fremme Alt, hvad der kunde bidrage til at forøge Toldindtægterne, og altsaa lette Samfærdselen saa meget som muligt. Men naar enkelte særligt begunstigede Pladse paa Kysterne undtages, kan man ialmindelighed, og Byerne isærdeleshed, ingenlunde glade sig over Forekommenhed fra Toldbestyrelsens Side. Toldvæsenet synes altid at have havt en afgjort Modbydelighed for Alt, hvad der har Lighed med en simpel Forretningsgang, en Paastand, der kan finde sit Beviis i en nylig udgaaet Bekjendtgjørelse angaaende endeel unyttigt Skriveri, som nu er ophævet ved Kjøbenhavns Toldsted. Der kan ikke indvendes, at vidtløftige Forholdsregler ere nødvendige for at forebygge Smugleri; thi dette kan meget godt forhindres uden at Toldvæsenet har nødig at tage sin Tilflugt til Foranstaltninger, der ere lige saa ubehagelige for de Reisende og Toldembedsmændene, som de ere kostbare og tidsspildende for Skibet, navnlig ved at lade Toldofficianter gjennemgaae hele Skibet og notere Alt, hvad der findes, lige til Forraadet i Hovmesterens Spiiskammer og Indholdet af de Reisendes Vadsække. Dersom man ved Skibets Ankomst hertil beordrede en Toldembedsmand ombord og lod ham følge Skibet til Svendborg, hvor han afløstes af en Collega, vilde man sikkert kunne forhindre Smugleri og undgaae at opholde Dampbaaden saa længe, at den ikke med Fordeel kan anløbe Byen."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1865).

Annonce i Sydfyenske Tidende, 15. april 1865.

Fra maj 1865 anløb Koch & Hendersons dampskib "Diana" Faaborg på ruten mellem Korsør og Flensborg. Skibet anløb også Sønderborg og Svendborg. I april indrykkede Koch & Henderson en annonce (se fx Korsør Avis 26. april 1865) hvori der bl.a. stod: "Paa Grund af de Vanskeligheder, de forandrede Toldforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne medføre i Henseende til Skibets og Godsets Klarering, see vi os nødsagede til at lade Dampskibet "Diana" ophøre at anløbe Ohnsevig paa Kieler-Touren og Faaborg paa Flensborg-Touren." Dampskibet Flora sejlede i en kort periode Korsør, Svendbog, Faaborg, Assens og Haderslev.

Cornelius Peter August Koch (1816-1892) var ekspeditør kendt fra flere firmaer, fx Koch & Bird i Flensborg, samt som nævnt agent for engelske James Henderson & Son som satte skibe i fart mellem København og Flensborg. Det nævnte rederi var med Henderson jun. "Diana" var blevet købt 1856 til fart Korsør-Flensborg-Kiel. Skibet blev bl.a. brugt af H. C. Andersen i juni 1858 og juli 1862. Firmaet indgik 1866 i D. F. D. S. med fire skibe: Skruedampskibene "Arcturus" og "Aurora" og hjuldampskibene "Vesta" og "Diana".

Søtræfningen ved Helgoland 9de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag bringer forskellige artikler fra tyske aviser om Slaget ved Helgoland 9. maj 1864.

Først et uddrag af en artikel om et øjenvidne - en officer fra "Adler".Oprindeligt fra Spenerschen Zeitung. De tre preussiske skibe var mindre end de to østrigske. "Adler" var armeret med to 68 og to 32 pundskanoner, de to sidstnævnte stammede fra det danske skib Gefion der i 1849 blev erobret i Eckernförde. Bemærk at det er skrevet dagen efter slaget og der forekommer forkerte oplysninger om de danske skibe, fx at Niels Juel skulle være sunket:

Søslaget ved Helgoland

Klokken 10.15 om formiddagen gik vi under damp og var allerede ved det inderste fyrskib, ikke langt fra Cuxhaven, da kommandanten klokken 10.45 gav tegn til at følge hans bevægelser. En båd med østrigsk flag og en lille damper, der kom fra Cuxhaven, var ved hans side. Han så ud til at have modtaget nyheder, for vi vendte om og gik mod havet igen. Nu stod det ret klart for os hver især, hvad vi stod over for, og i min rolle som styrmand havde jeg forberedt alt nøje for ikke at forvirre besætningen unødigt, når signalet "Klar til kamp" blev givet.

Tiden gik med spøg og underholdning, indtil vagthavende officer meldte, at de netop havde passeret Elbens yderste fyrskib (12.45 minutter om eftermiddagen), og at 3 fregatter, sandsynligvis danskere, var i sigte øst for Helgoland. Jeg gik nu på dækket og bemærkede i den angivne retning, cirka 15 sømil væk, tre store skibe, der lå mod vest, og hvis nederste dæk endnu ikke var over horisonten. Flagene kunne ikke engang skelnes. En anden fregat, som lå under Helgoland nordvest for os, vakte længe bekymring. Hvis dette også havde været en dansker og ikke den hjemvendte engelske fregat "Aurora", kunne det sagtens være sket for os.

Kort efter klokken 1 lød kamptrommeslag, og vi ​​drog nordpå i kamprækkefølge, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nu satte dansken også kursen mod os, på den modsatte kurs, altså sydpå. Da begge linjer nu nærmede sig hastigt, og de første skibe lå omkring 2000 skridt over for hinanden og dampede forbi hinanden, blev det første skud affyret fra "Schwarzenberg" ved 2-tiden om eftermiddagen, som blev returneret af danskerne og blev straks et vedvarende skud for alle skibene. I øjeblikket kunne vi kun se sprængninger og krudtrøg og den flimrende ild fra bomberne, der bragede i luften, hvis stykker ramte ved siden af ​​os med uhyggelige fløjter og fik vandet til at sprøjte højt oppe. Efter cirka en time ændrede danskerne kursen mere mod vest og tog dermed kontrol over Elben, styrede derefter nordpå og vi sydpå, så begge eskadriller var i samme position i kamplinien i omvendt rækkefølge som i begyndelsen.

Denne gang gik "Schwarzenberg" og "Radetzky" imidlertid inden for 600 skridt fra fjenden, et foretagende, der måtte være bekymrende i betragtning af, den korte tid en ung besætning havde været i tjeneste. Klokken 02.45 brød formasten på "Schwarzenberg" pludselig i brand. Ilden var startet i forsejlets stævn og havde snart fået fat i hele forrigningen; Der steg røg fra hele fordækket. Helt sikkert en forfærdelig situation, som vi befandt os i.

Schwarzenberg" holdt sig nu tilbage for vinden, så røg og flammer kunne blæse fremad, hvilket potentielt kunne redde hele skibet. De blodrøde flammer, som igen og igen bredte sig hist og her, fremlagde et frygteligt smukt syn i det klare, men bleggule sollys; - og kanonerne stoppede ikke. - Resten af ​​eskadronen fulgte hurtigt efter i retning af Helgoland; Klokken 04.00 (altså efter 2 timers kamp) blev det sidste skud affyret, og alt blev dødstille. Få minutter senere kollapsede hele den brændende fortop og forårsagede frygtelig kaos blandt besætningen. 05.15 blev vi ankret tæt bag klitten og øst for den. Kun "Schwarzenberg" måtte kæmpe under damp, hele tiden manøvrere, så vinden kunne blæse enten fra siden eller bagfra. Nu skyndte alle i bådene at hjælpe med sprøjter, og vores læger gik ombord på "Schwarzenberg" og "Radetzky" for at hjælpe der. Forfærdelige beskrivelser, de gav os bagefter. Indtil efter klokken 10 om aftenen sejlede "Schwarzenberg" rundt med dens nederste mast stadig ulmende, fordi det var umuligt at slukke den i højden. Først da var det muligt at kappe den overbord. Dette blev efterfulgt af buldermørke. Med tiden var hele eskadronen atter under damp; Klokken 4½ om morgenen, i dag, ankrede vi i Cuxhaven. "Schwarzenberg" ligner mere et vrag end noget andet. Bovspryd, reb osv. hænger og slapper rundt på stævnen. Fregatten havde 31 døde, 43 alvorligt sårede og omkring 50 lettere sårede. "Radetzky" havde 5 døde, 8 alvorligt sårede og flere lettere sårede. Vi har ikke noget at klage over, hvilket især skyldes, at danskerne fra start bombarderede østrigerne med velrettet, koncentreret ild; Først da danskerne drejede nordpå, fik vi fuld udsyn med bådene. Bådene var så heldige at sejle i smult vande, klarede sig meget godt og gjorde et godt stykke arbejde med deres riflede kanoner. - Danskeren må også være blevet elendigt skudt ned, han forlod straks slagmarken i nordlig retning i stor hast og efter cirka 1½ time var der ingen spor af ham mere. Det siges at være iagttaget fra Helgoland, at et af skibene senere blev taget på slæb; vi holdt op med at lede, fordi vi havde for meget med os selv at gøre. (Niels Juel siges allerede at være sunket.) Danskerne skød udmærket disse skibe specielt til denne eventualitet, desværre nok nok, med udenlandsk støtte.

Das Seegefecht bei Helgoland.

Vormittags 10 Uhr 15 Minuten gingen wir unter Dampf und waren bereits beim innersten Feuerschiff, nicht mehr weit von Cuxhaven, als 10 Uhr 45 Minuten der Commandant Signal machte, seinen Bewegungen zu folgen. Ein Boot mit österreichischer Flagge und ein kleiner Dampfer, aus Cuxhaven kommend, waren bei ihm langs Seit gewesen. Er schien Nachrichten erhalten zu haben, denn wir kehrten um und steurten wieder seewärts. Jetzt war einem Jedem von uns ziemlich klar, was uns bevorstand und unter der Hand liess ich in meiner Funktion als erster Offizier Alles sachte vorbereiten, um beim Signal "Klar zum Gefächt" die Mannschaften nicht unnüss zu verwirren. 

Die Zeit verging mit Scherz und Unterhaltung bis und der wachthabende Offizier melden liess, dass man so eben (12 Uhr 45 Minuten Nachmittags) das äusserste Feuerschiff der Elbe passirte und östlich von Helgoland 3 Fregatten, wahrscheinlich Dänen, in sicht seien. Ich ging nun auf Deck und bemerkte in der angegebenen Richtung, ungefähr in 15 Seemeilen Entfernung, drei grosse Schiffe, die westlich lagen und deren Unterschiffe noch nicht über dem Horizont waren. Die Flaggen waren noch gar nicht zu unterscheiden. Eine andere Fregatte, die unter Helgoland in nordwestlicher Richtung sich von uns befand, stösste und längere Zeit Besorgniss ein. Wäre diess auch ein Däne gewesen, und nicht die zurückgekommene englische Fregatte "Aurora", so hätte es leicht um uns geschehen sein können. 

Bald nach 1 Uhr wirbelte die Trommel bei uns zum Gefecht, wir steuerten in Schlachtordnung nördlich, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nun hielt auch der Däne auf uns ab, den entgegengesetzten Curs, also südlich steuernd. Als beide Linien sich nun rasch näherten, und die ersten Schiffe sich auf etwa 2000 Schritte gegenüber befanden und an einander vorüberdampften, fiel der erste Schuss von "Schwarzenberg" um 2 Uhr Nachmittags, der von den Dänen erwidert und sofort zum anhaltenden Geschützsener sämmtlicher Schiffe wurde. Momentan sah man nur Blotz und Pulverdampf und das züngelnde Feuer der in der Luft platzenden Bomben, deren Stücke mit unheimlichen Gepfeise neben uns einschlugen und das Wasser hoch aufspritzen machten. Nach einer Stunde ungefähr änderten die Dänen ihren Curs mehr westlich und bekamen dadurch die Elbe in ihre Gewalt, steuerten dann nördlich und wir südlich, so dass beide Geschwader in umgekehrter Ordnung in Schlachtlinie wieder in derselben Lage sich befanden, wie Anfangs. 

"Schwarzenberg" und "Radetzky" gingen diessmal jedoch auf 600 Schritt an den Feind, ein Unternehmen, das bei einer noch so kurzen Zeit der Indienststellung einer jungen Mannschaft bedenklich sein musste. Um 2 Uhr 45 Minuten brannte plötzlich der Fockmast der "Schwarzenberg". Das Feuer war im Bug des Vormassegels ausgekommen und hatte bald die ganze vordere Takelage ergriffen; Rauch stieg vom ganzen Vorderdeck auf. Sicherlich eine schreckliche Lage, in die wir gerathen waren. 

Die "Schwarzenberg" hielt nun von dem Winde ab, damit Rauch und Flammen nach vorne schlagen konnten, um dadurch möglicherweise das ganze Schiff zu retten. Die blutrothe Lohe, die bald hier, bald dort sich immer wieder frisch verbreitete, bot einen furchtbar schönen Anblick in dem hellen, aber sahlgelben Sonnelicht dar; - und dabei hörte der Kanonendonner nicht auf. - Bald folgte das übrige Geschwader in der Richtung nach Helgoland; um 4 Uhr (also nach 2 Stunden Gefecht) fiel der letzte Schuss, und Alles war todtenstill. Einige Minuten nachher brach der ganze brennende Vortopp herunter und richtete unter der Mannschaft noch entsetzliches Unheil an. Um 5 Uhr 15 Minuten lagen wir dicht hinter der Düne, östlich davon vor Anker. Nur die "Schwarzenberg" musste sich unter Dampf herumquälen, immer so manöverirend, dass der Wind entweder von der Seite oder von hinten wehen usste. Jetzt eilte alles in Böten zu Hilfe mit Spritzen, und unsere Aerzte begaben sich an Bord der "Schwarzenberg" und "Radetzky", um dort zu helfen. Schreckliche Schilderungen, die sie uns nachher machten. Bis nach 10 Uhr in der Nacht lief "Schwarzenberg" mit noch immer glimmendem Untermast umher, weil er in seiner Höhe nicht zu löschen war, dann erst gelang es, ihn über Bord zu kappen. Darauf folgte Stockdunkelheit. Mit der Zeit war das ganze Geschwader wieder unter Dampf; um 4½ Uhr Morgens, also heute, kamen wir in Cuxhaven vor Anker. Die "Schwarzenberg" sieht mehr einem Wrack änhlich, als etwas anderem. Bugspriet, Tauwerk u. s. w. hångt und schlackert an dem Bug herum. Die Fregatte hat 31 Todte, 43 Schwerverwundete und ungefähr noch 50 leichter Verwundte. "Radetzky" hat 5 Todte, 8 Schwerverwundete, verschiedene leichter Verwundete. Wir haben nichts beklagen, was hauptsächlich darin seinen Grund hat, dass die Dänen die Oesterreicher von vorn herein durch ein wohlgezieltes concentrirtes Feuer beschossen; nurs als die Dänen nörclich sich wandten, bekamen wir mit den Booten seine ganze Lage. Die Boote hatten das Glück ganz stille See zu treffen, haben sich sehr gut gemacht, und mit ihren gezogenen Geschützen gut gewirkt. - Der Däne muss auch jämmerlich zusammengeschossen worden sein, er verliess sofort den Kampfplatz in grösster Eile in nördlicher Richtung un in circa 1½ Stunde war nichts mehr von ihm su sehen. Von Helgoland aus will man beobachtet haben, dass später eines der Schiffe in Schlepptau genommen worden ist; wir sahen nicht mehr hin, weil wir zuviel mit uns selbst zu thun hatten. (Der "Niels Juel" soll bereits gesunken sein.) Die Dänen haben ausgezeichnet geschossen, sie scheinen diese Schiffe eigens für diesen Fall, leider wahrscheinlich genug, mit fremder Unterstützung ausgerüstet zu haben. 

(Neues bayerisches Volksblatt. 18. maj 1864. Uddrag)

Fra O. Lütken: Die Nordsee-Escadre und das Seegefecht bei Helgoland am 9. Mai 1864. 1886

Først flere dage efter fulgte mere pålidelige efterretninger fra slaget. 

Altona, 11. maj. Efter forgæves at have ventet til omkring klokken 12 i går aftes på alle transportmidler og mandskab med de østrigere, der blev såret i det nylige søslag med danskerne, der skulle ankomme hertil på den preussiske rådgivende damper "Adler", fandt vi endelig ud af, at skibet først kunne nå at ankomme her til morgen kunne nå. Klokken 5½ om morgenen lagde dampbåden til ved den lokale anløbsbro. Den havde 50 meget alvorligt sårede og nogle grueligt forbrændte østrigere ombord, samt 3 mænd, der var døde på rejsen fra Cuxhaven hertil. De resterende sårede, der er registreret her, for hvem alle nødvendige foranstaltninger allerede var truffet for indlæggelse på det lokale østrigske felthospital, er midlertidigt landet i Cuxhaven og blevet indkvarteret på midlertidige hospitaler. Transporten, hvortil alle østrigske, saksiske og hannoveranske læger og alt her stationeret lægepersonale var kommanderet, blev udført med største omhu og tog derfor godt tre timer. Der er ingen officerer blandt de sårede, der ankom hertil, men kun en kadet, hvis ben er blevet amputeret. På grund af forsinkelsen af ​​skibets ankomst med hele 7 timer havde de sårede lidt frygteligt. "Adler" har en rustning på 2 68pf. og 2 32pf kanoner. De to sidstnævnte kanoner er fra fregatten "Gefion". De to preussiske andre kanonbåde, der var involveret i slaget, er hver bevæbnet med 1 24pf. og 1 68pf kanoner. De mange sår og lemlæstelser blandt besætningen på fregatten "Schwarzenberg" skyldes mindre de danske granater, end at østrigerne for at kunne skyde hurtigere havde taget den risiko at placere et større antal armerede bomber i deres batterier, hvoraf flere brød i brand og sprang i luften i skibet. Mange mistede også livet på grund af den uheldige omstændighed, at mandskabet på formasten havde travlt med at arbejde på rigningen i det øjeblik, først et sejl og derefter hele rigningen af ​​formasten brød i brand på grund af en dansk granat.

Altona, 11. Mai. Nachdem man gestern Abend vergeblich bis gegen 12 Uhre mit allen Transportmitteln und Mannschaften die bei dem jüngsten Seegefecht mit den Dänen verwundeteten Oesterreicher erwartet hatte, die mit dem preussischen Avisodampfer "Adler" hier eintreffen sollten, erfuhr man endlich, dass das Schiff erst heute Morgen hier anlangen könne. Gegen 5½ Uhr Morgens legte denn auch das Dampfschiff bei der hiesigen Landungsbrücke an. Dasselbe hatte 50 sehr schwer verwundete und zum Theil grässlich verbrannte Oesterreicher am Bord, sowie 3 Mann, welche auf der Reise von Cuxhaven auf hier gestorben waren. Die übrigen hier angemeldeten Bewundeten für deren Aufnahme im hiesigen österreichischen Feldhospital schon alle nöthigen Anstalten getroffen waren, sind vorläufig in Cuxhaven gelandet und in fort provisorisch eingerichtete Spitäler unterbracht. Der Transport, wozu alle hier stationirten österreichischen, sächsischen und hannöverschen Aerzte und alle Sanitätsmannschaft commandirt war, wurde mit der grössten Sorgfalt ausgeübt und nahm daher reichlich dreit Stunden in Anspruch. Unter den hier angekommenen Verwundeten sind keine Offiziere, sondern nur ein Cadet, dem ein Bein amputirt ist. Durch die Verzögerung der Ankunft des Schiffes um volle 7 Stunden hatten die Verwundeten schrecklich leiden müssen. Der "Adler" hat eine Armirung vom 2 68pf. u. 2 32pf Kanonen. Letztere beiden Geschütze sind von der Fregatte "Gefion". Die beiden mit im Gefecht gewesenen preussischen Kanonenboote sind jedes mit 1 gezogenen 24pf. und 1 68pf. Kanonen armirt. Die vielen Verwundungen und Vestümmelungen unter der Mannschaft der Fregatte "Schwarzenberg" sind weinger der dänischen Geschossen als dem Unstande zuzuschreiben, dass die Oesterreicher, um schneller feuern zu könnnen, es risikirt hatten, eine grössere Anzahl gefülter Bomben bei sich in den Batterien zu placiren, von denen mehrere Feuer fingen und im Schiffe platzten. So auch sind viele Leute durch den unglücklichen Umstand ums Leben gekommen, dass die Mannschaft am Fockmastd gerade in dem Augenblicke eben mit Klarund der Takelage zu thun hatte, als durch eine däniche Granate zuerst ein Segel und darauf die ganze Takelage ds Fockmastes im Brand gerieth.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 18. mej 1864)

Fra krigsskuepladsen. Et brev fra Cuxhaven dateret den 11. i år beskriver begravelsen, der fandt sted den dag, hvor de tapre mænd, der faldt på havet. De blev begravet på Sankt Martins kirkegård i Ritzebüttel. Der var 36 sømænd og marinesoldater og 2 kadetter. En officer var allerede blevet begravet på samme kirkegård dagen før. Et næsten uoverskueligt følge havde sluttet sig til begravelsesoptoget, der gik fra Cuxhaven fra Ritzebüttel ved 4-tiden om eftermiddagen, forud for en katolsk skibspræst og en afdeling af marinesoldater og søfolk. Alle embedsmænd i Ritzebüttel-kontorets retsvæsen og administration, kommandanten og alle officerer på lods-, vagt- og signalskibene, de protestantiske præster i officiel dragt og hanseaternes garnison i Ritzebüttel og Cuxhaven for at beskytte kysten gav de faldne æreseskorte, mens hele borgervæbningens vagtgruppe foran og på kirkegården og modtog begravelsesoptogene med militær hæder og førte dem til graven. Alle kisterne var behørigt pyntet med kranse, og unge piger med kranse til at dekorere de faldnes store fællesgrav fulgte umiddelbart efter optoget af ligvogne. I miles omkreds, især fra nabolandet Hannover, ilede folk i vogne og til fods for at vise deres sidste ære til de modige mennesker, der forsvarede tysk lov med deres blod og ofrede deres liv for at beskytte tyske søfolk mod dansk sørøveri for at ledsage dem til deres sidste hvilested .

Vom Kriegsschauplatz. Ein Schreiben aus Cuxhaven vom 11. d. schildert das an diesem Tage stattgefundene Begräbniss der in dem Seetreffen gefallenen Braven. Sie wurden auf dem St. Martins-Kirchhofe in Ritzebüttel beigesetzt. Es waren 36 Matrosen und Seesoldaten und 2 Cadetten. Ein Offizier war bereits am vorhergehenden Tage auf demselben Kirchhofe beerdigt. Ein fast unabsehbares Gefolge hatte sich dem Leichenzuge angeschlossen, der unter Vortritt eines katholoschen Schiffsgeistlichen und einer Abtheiliung Seesoldaten und Matrosen sich von Cuxhaven aus Ritzebüttel Nachmittags 4 Uhr in Bewegung setzte. Sämmtliche Beamten der Justitz und Verwaltung des Amtes Ritzebüttel, der Commandeur und sämmtliche Offiziere des Lootsen-, Wacht- und Signalschiffe, die evangelischen Geistlichen in Amtstracht und die zum Küstenschutze in Ritzebüttel und Cuxhaven garnisonirenden Hanseaten gaben den gefallenen Braven des Ehrengeleite, während die gesammte Bürgerwehr des Amtes vor und auf dem Kirchhofe sich aufgestellt hatte und mit militärischen Ehren die Leichenzüge empfing und zur Gruft geleitete. Alle Särge waren mit Kränzen sinnig geschmückt, und junge Mädchen mit Kränzen, das gemeinsame grosse Grab der Gefallenen damit zu schmücken, folgten unmittelbar hinter dem Zuge der Leichenwagen. Meilenweit, namentlich aus dem benachbarten Hannover'schen waren Leute zu Wagen und zu Fuss herbeigeeilt, um den Tapferen die mit ihrem Blute deutsches Recht vertheidigt, und ihre Leben eingesetzt, um deutsche Seefahrer gegen dänischen Seeräuberei zu schützen, die letzte Ehre zu erweisen und sie zu ihrer Ruhestätte zu begleiten.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 20. maj 1864)

En gennemgang af slaget kan findes i Militär-Zeitung. 17. 1. juni 1864. Den øverstkommanderende på den østrigsk-preussiske flådeafdeling, kontraadmiral Wilhelm von Tegetthoff gav sin fremstilling af slaget som både findes på tysk og på dansk, i forskellige versioner. Se fx Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 20. maj 1864. Et portræt af Tegetthoff stod i Neue Militär-Zeitung 24, 19. april 1871. Herunder også hans optræden under slaget ved Helgoland. 

En østrigsk søkadet på "Schwarzenberg" gav nedenstående skildring af sine oplevelser før og under slaget:

Søtræfningen ved Helgoland.

* Fra et brev fra en østrigsk midtskibsmand *) til hans forældre, dateret "Cuxhaven, i maj, om bord på Sr. Maj. Fregat Schwarzenberg" og venligt delt med os, finder vi følgende beskrivelse af rejsen fra Brest til Helgoland og den søslag nær sidstnævnte ø:

Efter afslutningen af ​​slaget med danskerne ved Helgoland den 9. i år. M. I aften udkæmpet fra 1 3/4 til 3 3/4 kl. skynder jeg mig straks at give jer nyheder derom. Så indtil videre er jeg rask og har ikke lidt andre skader udover nogle få læsioner, som jeg fik da jeg faldt på grund af kugler eller granater, der fløj forbi. Da I nu ved at jeg er rask, vil jeg nu fortsætte min rejsebeskrivelse fra Brest.

Den 16. eller 17. april ankom vi til Brest. Vi blev der til den 22., fordi vi ville give resten af ​​eskadronen tid til at følge med. På afstand ligner Brest en af ​​vore fabriksbyer i Øvre Schlesien, fordi flådearsenalerne udgør næsten en hel del af byen; de strækker sig næsten en halv tysk mil ind i landet, langs en halvt naturlig, halvt kunstig kanal. Resten af ​​byen er ujævn, men meget smuk, og livet er billigt. Et teater fra Louis XIV's tid er bemærkelsesværdigt, men det er i øjeblikket ikke meget værd. Den 22. april modtog vi ordre om at gå om bord til England. Klokken 1 den 26. ankom vi til Deal, hvor vi ankrede på reden og indtog kul og friske proviant, mens vores kommandant tog til London til en samtale med vores ambassadør, grev Appony, hvortil han var inviteret. Næste dag kom han tilbage og gav os ordre til straks at gå til Rexel, hvorfra vi skulle gå til Cuxhaven, forstærket af de preussiske kanonbåde.

Efterladt blev kanonbåden "Seehund", som var ankommet til Ramsgate ved Themsens udmunding under lavvandet, og vi drog ud ved 7-tiden om aftenen den 30. og ankom til Newdiep om eftermiddagen den 1. maj. Der forenede vi os med de tre preussiske skibe "Blitz", "Basilisk" og "Adler", tog nye kulforsyninger ind og fortsatte d. 3. Under rejsen til Cuxhaven skulle vi være forberedt på at støde på den danske flåde hver dag. Men uforstyrret eller rettere med utilfredstillet kampgejst gik vi 4. aften ind i Cuxhaven til befolkningens jubel; Men vi skulle ikke hvile længe, ​​for dagen efter meldte et telegram fra Helgoland at danskerne var mellem øen og udmundingen af ​​Elben. Kedlerne blev straks opvarmet og den 6. aften tog vi ud for at møde fjenden. Næste morgen meldte udkiggen om en fregat. Straks blev der telegraferet "generel jagt", alle kedler blev fyret op, sejlene sat og nu tog vi afsted på Lütkows vilde jagt. "Schwarzenberg", en fremragende løber, var hurtigt foran de andre skibe, og ved 11-tiden ved middagstid var det fremmede skib så tæt på os at vi kunne genkende skibet som den engelske fregat "Aurora" som vi allerede havde set i Deal. Nu vendte vi selvfølgelig om og efter vi var genforenet med de andre skibe, satte vi kursen mod Helgoland. Vi ankom der den næste dag; Adler blev beordret til havnen for at undersøge om der var dukket danske skibe op der; Blitz gik med samme kommando til Elbens udmunding, Basilisk til Weser. Det varede ikke længe ​​før alle tre vendte tilbage med nyheden om at danskerne var taget til Vesterhavet. Vi tog straks afsted igen og ankrede ud for Cuxhaven om aftenen. Dagen efter da vi skulle til at sejle ind, blev vi forhindret i det af den østrigske konsul som kom os i møde med nyheden om at danskere var blevet set. Vi vendte straks om igen og gik ud. Klokken 11 (jeg var på vagt) så jeg tre røgskyer i horisonten som de straks fulgte som svar på min melding. Allerede klokken 12½ kunne man skelne det danske flag med teleskopet. Nu gik jeg ned til vores sædvanlige opholdssted (contracarré), spiste min frokost med stor appetit, og så, bevæbnet med sabel, dolk og cigarer for at ryge under kampen, gik jeg til batteriet hvor jeg mødte et tordnende hurra fra min sektion (8 kanoner, to 30-punds og seks 60-punds granatkanoner). Jeg gjorde straks alt klar til kamp. De danske fregatter kom tættere og tættere på med kurs vest-syd-vest, mens vi holdt nord-vest. Da vi havde nærmet os en afstand af 15 kabler (1½ sømil, 3/8 tyske mil), gav vores kommandant ordre om at skyde, og vores første salve som begyndte engagementet, lød 3 minutter før kl. Så tændte jeg en cigar, så jeg altid kunne have nok spyt i munden på grund af den kvælende pistolrøg. Da vi var inden for 11 kabler af en, fik jeg tilladelse til at skyde og sendte straks nogle fjendtlige jernbudbringere ind i danskerne. De besvarede ilden, men deres kugler nåede os ikke. Dette fortsatte i omkring 30 minutter, indtil vores kommandant kedede sig af skydningen og besluttede at rykke tættere på. Så vi nærmede os gradvist inden for 1½ kabler (150 klasters), og nu begyndte en morderisk ild. Da jeg var tættest på midten af ​​skibet, var min sektion højst sandsynligt målet for kuglerne; ikke så mærkeligt at ud af 54 mand der betjente fire kanoner, var kun var 15 eller 20 overlevende tilbage, mens de andre lå lemlæstet rundt uden hoveder, hænder eller fødder. Nu måtte jeg selv give en hånd med, dels for at få de sårede af vejen, dels for selv at betjene kanonerne.

Sveden løb ned af min pande på grund af den frygtelige varme og arbejde; Jeg troede jeg var ved at blive kvalt, og min hals føltes tør, selvom jeg tyggede den ene cigar efter den anden. Til sidst, efter to timer, som varede fem minutter, stoppede vores skydning fordi folk skulle slukke masten, som stod i flammer. Først nu havde jeg mod nok til at se på hele det forfærdelige billede. Men det var også virkelig forfærdeligt. Gulvet var fingertykt dækket af koaguleret blod, forskellige arme, ben, hænder uden ejere lå rundt, plus de forfærdelige smertehyl fra de sårede, som var ret øredøvende. Jeg var fuldstændig dækket af knogler, hjerner og blod, våbenrøgen havde sværtet os alle så meget, at vi var fuldstændig uigenkendelige. Men selv nu var der ingen ro! Nu skulle de sårede fjernes og ilden slukkes. Det første var hurtigt overstået, det andet knap så hurtigt. Men først lykønskede de hinanden, og så var det jeg fandt ud af, at auditoren [Hauptmann] var faldet af skibet og allerede var død, og en kadet havde mistet benet.

Jeg var lige ved at glemme at beskrive afslutningen på kampen. Da vi sejlede ud af kampformationen for at slukke ilden, tog danskerne af sted. Vi sendte et par skud mere efter dem, men de gjorde ingen skade fordi de var for langt væk. Først da så vi at danskerne var stoppet, havde sat slæbetove ud og hurtigt fjernet dem med Nils Juel på slæb. Nu ankrede de andre skibe under Helgoland, men vi sejlede væk et par sømil for ikke at skade andre skibe, hvis vi skulle ryge i luften.

Så vi slukkede, arbejdede osv. så hurtigt som muligt, og endelig ved 11-tiden den nat var ilden slukket, og vi var allerede genforenet med de andre skibe som vi satte kursen mod Cuxhaven med. Vi ankom kl 3 om natten. Dagen efter blev auditør Kleinert begravet og dagen efter begravede vi med hele befolkningens kondolencer vores 34 døde, samt de 5 faldne soldater fra "Radetzky", hvoriblandt en kadet. De viste deres taknemmelighed ved at indlægge alle de alvorligt sårede på Hamborgs hospital og derefter indsamledes på 5-6 timer 55.000 mark i sølv, dels til de sårede, dels til forældrene til de tilbageværende. Beboerne i Cuxhaven og omegn tilbød også at tage sig af de lettere sårede, hvilket vi naturligvis tog imod med taknemmelighed. Generelt er folk her så imødekommende og tager så venligt imod os under vores besøg på land, at vi ikke ved, hvordan vi kan takke dem nok.

Under pinsefesten ankom flere dampere fra Hamborg hertil med besøgende som alle kun blev tiltrukket af fregatten "Schwarzenberg". Hele fregatten var hele dagen fuld af fremmede, så vi kadetter og officerer havde nok at lave fra morgen til aften for at vise dem skibet og dets inventar, samt de huller, som kugler og granater havde ramt os til at vise.

Das Seegefecht bei Helgoland.

* Einem aus "Cuxhaven, im Mai, am Bord Sr. Maj. Fregatte Schwarzenberg" datirten, uns gütigst mitgetheilten Briefe eines österreichischen Seekadeten *) an seine Eltern enthehmen wir nachstehende Schilderun der Seefahrt von Brest nach Helgoland und des Seegefechts bei der letztgenannten Insel:

Nach beendigung des Gefechts, das wir den Dänen bei Helgoland am 9. d. M. Nachm. von 1 3/4 bis 3 3/4 Uhr geliefert haben, beeile ich mich sogleich Nachrichen darüber zu geben. Fürs erste also bin ich gesund und habe ausser einigen Contusionen, welche ich beim Biederstürzen, durch das Vorbeifliegen von Kugeln oder Granaten verursacht, erhalten habe, keine weiteren Verwundungen erlitten. Da Ihr nun wisst, dass ich gesund bin, so werde ich jetzt meine Reisebeschreibung von Brest aus weiter fortsetzen. 

Also am 16. oder 17. April liefen wir in Brest ein. Dort blieben wir bis zum 22sten, weil wir der übrigen Eskadre Zeit geben wollten, nachzukommen. Brest steht von weitem aus wie eine unserer Fabriksstädte in Oberschlesien, denn die Marine-Arsenale bilden fast einen ganzen Stadttheil; sie erstrecken sich fast eine halbe deutsche Meile weit ins Land hinein, längs einem halb natürlichen, halb künsdtlichen Kanal. Die ubrige Stadt ist uneben, aber sehr hübsch und das Leben ist billig. Bemerkenswerth ist ein Theater aus der Zeit Ludwig XIV., das aber genewårtig nicht viel werth ist. Am 22. April erhelten wir Befehl, uns nach England einzuschiffen. Am 26sten früh 1 Uhr kamen wir in Deal an, wo wir auf der offenen Rhede ankerten und Kohlen und frische Lebensmittel einnahmen, während unser Kommodore sich nach London zu einer Unterredung mit unserem Gesandten, Grafen Appony, begab, zu welcher er eingeladen war. Den nächsten Tag kam er wieder und überbrachte uns den Befehl, augenblicklich nach Rexel zu gehen, von wo wir, durch die preussischen Kanonenboote verstärkt, nach Cuxhaven abgehen sollten. 

Mit Zurücklassung des Kanonenbootes "Seehund", das während der Ebbe bei Ramsgate an der Themsemündung aufgefahren war, liefen wir am 30sten 7 Uhr Abends aus und kamen am 1. Mai Nachmittags in Newdiep an. Dort vereinigten wir uns mit den dret preussischen Schiffen "Blitz", "Basilisk" und "Adler", nahmen neue Kohlenvorräthe ein und am 3ten ging es weiter. Während der Fahrt nach Cuxhaven mussten wir täglich gewärtig sein, auf die dänische Flotte zu stossen. Aber ungestört, oder vielmehr mit unbefriedigter Kampflust, liefen wir am 4ten Abends unter dem Jubel der Bevölkerung in Cuxhaven ein; aber wir sollten nicht lange Ruhe haben, denne schon den nächsten Tag meldelte ein Telegramm aus Helgoland, die Dänen zeigten sich zwischen der Insel und der Elbemündung. Sogleich wurde geheizt und am 6ten Abens liefen wir aus, dem Feinde entgegen. Am nächsten Morgen bereits meldete der Ausluger ene Fregatte. Sogleich wurde "allgemeine Jagd" telegraphirt, alle Kessel erhielten Feuerung, die Segel wurden gesetzt und nun gings wir Lütkow's wilde Jagd. Der "Schwarzenberg", ein ausgezeichneter Läufer, war den anderen Schiffen bald voraus und bereits um 11 Uhr Mittags war uns das fremde Schiff zo nahe, dass wir es als dit englische Fregatte "Aurora" erkennen konnten, welche wir schon in Deal gesehen hatten. Nun wurde natürlich Kehrt gemacht, und nachdem wir unswieder mit den anderen Schiffen vereinigt hatten, steuerten wir gegen Helgoland. Während des nächsten Tages blieben wir dort; der Adler wurde nach dem Hafen beordert, um zu erforschen, ob sich etwa dort dänische Schiffe gezeigt hätten; der Blitz ging mit demselben Befehl nach der Elbemündung, der Basilisk nach der Weser. Nich lange dauerte es, so kehrten alle drei mit der Nachricht zurück, die Dänen seien nach der Nordsee gegangen. Sogleich setzten wir und also wieder in Bewegung und ankerten Abends vor Cuxhaven. Am nächsten Tage im Begriff, einzulaufen, wurden wir durch den österr. Konsul daran verhindert, der uns mit der Nachricht entgegen gefahren kam, dass Dänen gesehen worden seien. Sogleich wendeten wir wieder und steuerten hinaus. Um 11 Uhr (ich war gerade auf Wache) erblickte ich am Horizont drei Rauchwolken, nach welchen man auf meine Meldung sogleich Kurs nahm. Um 12½ Uhr konnte man mit dem Fernrohr bereits die dåanische Flagge unterscheiden. Jetzt begab ich mich hinunter zu unserem gewöhnlichen Aufendhaltsort (contracarré), verzehrte mein Mittagessen mit grossem Appetit und ging dann bewaffnet mit Säbel, Dolch und - Cigarren, um während des Gefechtes zu rauchen, in die Batterie, wo ich con einem furchbaren Hurrah meiner Sektion (von 8 Kanonen, zwei 30fündigen und sechs 60pfündigen Granatgeschützen) empfangen wurde. Sogleich liess ich Alles klar zum Gefecht machen. Die dänischen Fregatten kamen, in der Richtung nach West-Süd-West steuernd, immer näher, während wir Nord-West hielten. Als wir auf eine Entfernung von 15 Kabeln (1½ Seemeile, 3/8 deutsche Meilen) herangekommen waren, gab unser Kommandant den Befehl zum Feuern, und unser erster Schutz, welcher das Gefecht begann, ertönte 3 Minuten vor 2 Uhr. Da zündete ich mir eine Cigarre an, um bei dem ertickenden Pulverdampf immer genug Speichel im Munde zu haben. Als wir und bis auf 11 Kabeln eineiner genähert hatten, erhielt ich die Erlaubniss zum Feuern und sogleich sandte ich den Dänen einige eiserne Feindschaftsboten in den Leib. Sie erwiderten das Feuer zwar, jedoch reichten ihre Kugeln nicht bis zu uns. So ging es ungefähr 30 Minuten fort, bis das Feuern unserem Kommandanten zu langweilig wurde und er beschloss, näher zu gehen. Wir näherten uns also nach und nach bis auf 1½ Kabeln (150 Klaster) und jetzt begann ein mörderisches Feuer. da ich der Mitte des Schiffes am nächsten war, so war meine Sektion am meisten der Zielpunkt der Kugeln; kein Wunder also, dass von 54 Mann, welche 4 Kanonen bedienten, nur 15 oder 20 gesunde übrig blieben, währen die anderen verstümmelt, ohne Köpfe, Hände oder Füsse umherlagen. Nun musste ich selbst Hand anlegen, tehils um die Verwundeten bei Seite zu schaffen, theils um selbst die Kanonen zu bedienen.

Der Schweiss lief mir von der Stirn von der furchtbaren Hitze und Arbeit; ich glaubte zu ersticken, und meine Gurgel war wie ausgetrocknet, obgleich ich eine Cigarre nach der andere zerkaute. Endlich nach zwei Stunden, welche mir wir fünf Minuten vergingen, hörte unser Schiessen auf, da die Leute beim Löschen des Eckmastes, welcher lichterloh brannte, nöthig waren. Nun erst hatte ich genug Mutze, das ganze grauenvolle Bild anzusehen. Es war aber auch wirklich schaudervoll. Der Boden war fingerdich mit geronnenem Blute bedeckt, verschiedene Arme, Beine, Hände ohne Eigenthümer lagen herum, dazu das furchtbare Schmerzgeheul der Verwundeten, das ordentlich betäubend war; ich war ganz mit Knochensplittern, Gehirn und Blut bedeckt, der Pulverdampf hatte uns alle so geschwärzt, dass wir ganz unkenntlich waren. Aber auch jetzt noch keine Ruhe! Jetzt mussten erst die Verwundeten weggeschaffen und das Feuer gelöscht werden. Das erste war schnell beendet, nicht so schnell das zweite. Zuerst aber beglückwünschte man sich, und dabei erfuhr ich erst, dass den Auditor vom Bord gefallen und bereits todt sei, und ein Kadet das Bein verloren habe.

Bald hätte ich vergessen, das Ende des Kampfes zu beschreiben. Als wir aus der Schlachtordnung hinausführen, um das Feuer zu löschen, fuhren die Dänen ab; wir schickten ihnen zwar noch einige Schüsse nach, die aber der zu grossen Entfernung wegen keinen Schaden thaten. Da erst sahen wir, dass die Dänen hielten, Schlepptaue ausbrachten und scih mit Nils Juel im Schlepp schnell entfernten. Nun ankerten die anderen Schiffe unter Helgoland, wir aber fuhren auf einige Seemeilen weg, damit wir nicht, wenn wir etwa in die Luft gingen, andere Schiffe beschädigten.

Wir löschten also, klappten etc. so schnell als möglich, und endlich in der Nacht um 11 Uhr war der Brand gelöscht und wir hatten uns schon wieder mit den anderen Schiffen vereinigt, mit welchen wir nach Cuxhaven steuerten; früh 3 Uhr liefen wir dort ein. Den nächsten Tag wurde Auditor Kleinert und den Tag darauf unter den Beileidsbezeigung der ganzen Bevölkerung unsere 34 Todten, sowie die 5 Gefallenen vom "Radetzky", unter denen ein Kadet, begrabe, Die hiesigen Einwohner haben sich überhaupt für den kleinen Dienst, den wir ihnen erwiesen haben, sehr dankbar bewiesen, indem sie nämlich alle Schwerverwundeten in das Hamburger Spital aufnahmen, dann in 5-6 Stunden 55,000 Mark Silber, theils für die Verwundeten, theils für die Eltern der Gebliebenen sammelten. Auch ahtten sich die Bewohner von Cuxhaven und Umgegend erboten, die Leichtverwundeten bei sich zu pflegen, was von uns natürlich mit Dankbarkeit angenommen wurde. Ueberhaupt sind die Leute hier so gefällig und nehmen uns bei unseren Besuchen an Land so freundlich auf, dass wir nicht wissen, wie wir ihnen genug danken können.

Während der Pfingstfeier sind mehrere Dampfer aus Hamburg mit Besuchern hier angekommen, welche alle nur durch die Fregatte "Schwarzenberg" angezogen worden waren. Die ganze Fregatte war die gedächten Tege hindurch immer mit Fremden angefüllt, so dass wir Kadetten, sowie die Offiziere von Früh bis Abends genug zu thun hatten, um ihnen das Schiff mit seiner Einrichtung, sowie die Löcher, die uns Kugeln und Granaten gechlagen hatten, zu zeigen.

*) Der Schreiber ist in Breslau geboren.

(Mnemosyne. 1. juni 1864).

Blandt de lettere sårede angives i Wilhelm Heuer Hoffmann: "Der schleswig-holsteinische Befreiungskrieg im Jahre 1864" See-Kadet Richard Schönberger und 22 Mann, hvilket måske kunne være brevskriveren. Han blev for sin tapre indsats i slaget tildelt tapperhedsmedalje i guld og forfremmet til Linienschiffsfähnrich. Han var søn af købmand F. A. Schönberger.

(Altona, 10. maj) - - Årsdagen for søslaget nær Helgoland blev fejret af officererne fra den østrigske brigade Ritter v. Kalif fejrede på en solrig måde. Den dag rejste mere end 80 officerer med brigadegeneralen i spidsen til Cuxhaven på en særligt lejet damper med regimentsmusik fra 35. infanteriregiment, hvor 50 modige marinesoldater nød evig hvile. Der blev afholdt en højtidelig begravelsesmesse, hvori også deltog en paradebataljon af Hamborgs Borgermilitær, flere civile myndigheder og næsten alle beboere i Hamburg Ritzbüttel-distriktet. Cuxhaven og Ritzebüttel var udsmykket med de smukkeste flagdekorationer; Triumfporte og bannere rejst med meningsfulde ordsprog: "Helgolands helte", og individuelle kanonsalutter, der lød langvejs fra, viste søfolkene på åbent hav, at Tyskland mindes sine haves forsvarer med taknemmelighed.

(Altona, 10. Mai.) - - Der Jahrestag des Seegefechtes bei Helgoland wurde ovon den Offizieren der österreichischen Brigade Ritter v. Kalif auf eine solenne Weise gefeiert. Mehr als 80 Offiziere, der Herr Brigade-General an der Spitze, fuhren an diesem Tage, mit der Regiments-Musik des 35. Infanterie-Regiments, auf ainem eigens gemietheten Dampfer nach Cuxhaven, allwo 50 tapfere Seesoldaten der ewigen Ruhe geniessen. Ein feierliches Todtenamt wurde gehalten, an dem sich auch ein en Parade ausgerücktes Bataillon Hamburger Bürger-Militåar, mehere Zivil-Autoritäten und fast alle Bewohner des Hamburger-Amtes Ritzbüttel betheiligten. Cuxhaven und Ritzebüttel prangten im schönsten Flaggenscmucke; Triumppforten und Transparente, mit sinnreichen Sprüchen: "den Helden von Helgoland" errichtet, und einzelne weithin tönende Kanonensalutschüsse zeigten den Seglern auf hoher See an, dass sich Deutschland der Vertheidiger seiner Meere mit Dankbarkeit erinnert.

(Militär-Zeitung. 17. maj 1865).

Mindesmærke over de faldne østrigere indviet 18. august 1865 i Cuxhaven. Ophavsret: Von Ra Boe / Wikipedia, CC BY-SA 3.0 de.

Den 17. maj 1864 ankom Niels Juel og Nordsøeskadren til København hvor den fik en heltemodtagelse. Ankomsten antydede at eskadrens mål med at forhindre tyske skibe i at forlade Cuxhaven var opgivet. Hvilket havde været den østrigsk-preussiske flådes formål.

Korvettenkapitän og kommandant Klatt, Capitänlieutenant Jung og Assistenzarzt dr. Köster blev 19. juli 1864 tildelt forskellige ordner og udmærkelser af den preussiske konge. Det samme gjaldt de to dampkanonbådes officerer.

I juli 1864 var resten af den østrigske flåde ankommet, og den 20. juli 1864 angreb de kaptajnløjtnant Hammers flotille ved Vesterhavsøerne. Om denne begivenhed, se indslag her på bloggen.

"Radetzky" eksploderede i februar 1869 ud for Fort Wellington på øen Lissa. Af besætningen reddedes 1 officer (Barth), 1 kvartermester (Kraus), 1 fyrbøder og 19 matroser.

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Prinds Oscar paa Besøg. (Efterskrift til Politivennen).

Prins Oscar af Sverige-Norge (den senere Oscar 2. (1829-1907), konge af Sverige 1872-1907, konge af Norge 1872-1905) foretog i sommeren 1856 en større Europarejse. Formålet var bl.a. at advare Napoleon 3. mod russiske ambitioner i Norden. Oscar 1. var rasende på Preussen/Østrig som havde afsluttet Krim-krigen uden at knuse Rusland, og derfor syntes han godt om skandinavismens anti-tyskhed. Frederik 7.s ønske var at Sverige skulle bakke op om en løsning af problemet Slesvig-Holsten. Prins Oscar kom til Danmark over England, og meningen var at han skulle tage ophold på Christiansborg. Det personlige forhold mellem Frederik 7. og Oscar 1. var godt i sommeren 1856.

Skandinavismen (tanken om et forenet Skandinavien) havde på samme tidspunkt nået et højdepunkt med studenterforsamlingen i Stockholm 15. juni 1856. Og der blev flirtet med muligheden for en fælles monark.

Dampskibet "Slesvig" er i Søndags løbet paa Grund udenfor Korsørs Havn. I en Skrivelse, vi herom have modtaget fra Korsør, dat. den 3die August, hedder det: Dampskibet "Slesvig", som var afsendt for at overføre HS. Kgl. Høihed Prinds Oscar af Sverrig fra Kiel til Korsør, er ved Ankomsten hertil idag, Søndag Morgen Kl. 4, i en liden Afstand fra venstre Indløb til Havnen, løbet fast eller strandet paa en Steengrund, saa at HS. Kgl. Høihed med Suite maatte forlade det og landsættes i en Skibsbaad. Skibet førtes af Capitainlieutenant, Ridder Frølich. Det er intet Under, at hver Mand i de ved Havnen, paa Banegaarden og ved Kysten forsamlede Folkeklynger hensattes i en meget uhyggelig Stemning ved det uventet indløbne Budskab om og Skue af, at Skibet var sat paa Grund tæt udenfor Byen. Harme, ugunstige, ja bittre Domme yttrede sig lydeligt og almindeligt over denne beklagelige, næsten ubegribelige Hændelse. Ubegribelige siger jeg; thi mange Dampskibe gaae sagligt og ofte i meget haardt Veir ind og ud fra vor Havn uden Uheld; Strandingen skete i det skjønneste Magsveir under en let nordlig Brise; fra Kiel var medtaget en med dette saa simple Farvand saakaldt bekjendt Mand, - Indsejlingen er tydeligt betegnet ved Vager eller Sømærker, og "Slesvig" havde paa hele Reisen havt det foran gaaende Dampskib "Jylland" til Veiviser, indtil begge Skibe nærmede sig Havnen. "Slesvig" forcerede nu Farten indenfor Sømærkerne for at komme foran og først i Havn med dets ophøiede Passageer og løb da fast paa en, alle Søfarende velbekjendt Steengrund, hvor det nu staaer paa 4 a 5 Fods Vand og er udsat for Tilintetgjørelse eller Ruin, saafremt Vinden gaaer til Vest. Man lægger Capitainen tillast, at han for seent signaliserede Lodsen om at komme ombord, da han forlod sin Veiviser, "Jylland". Dette Uheld er saa meget mere beklageligt, som der paa "Slesvigs" Udbedring og elegante Udstyr for nylig er anvendt en betydelig Sum, og dette Skib som bekjendt skulde have været benyttet til HS. Majestæt Kongens forestaaende Reise. Dampskibet "Jylland" gik strax, efter at have i Havnen landsat sine Passagerer, ud for om muligt at bugsere "Slesvig" af Grunden, og et Seilfartøi udsendtes for at indtage Ballasten m. m. for at lette det; men enhver anvendt Kraftanstrengelse har endnu til i Eftermiddag Kl. 5 været frugtesløse. (Flvp.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 6. august 1856).

Dampskibet Slesvig, dog ikke i 1856, men i 1862 ved prins Oscars storebror, Carl 15.s ankomst til Helsingør. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Hjuldampskibet Slesvig (1848-1893) var kongeskib fra 1855. Fra 1884 transportskib. 

Om Dampskibet "Slesvigs" Uheld ved Korsør indeholder "Aalb. Av." følgende: Kapitainlieuten. Frølich var afsendt til Kiel med Hs. M. Kongens Dampskib "Slesvig" for at afhente den svensk-norske Prinds Oscar. Samtidig afgik fra Kiel Kapit. Wrisberg med "Jylland". Skibene gik, hedder det, herop saaledes, at "Slesvig" gik i "Jyllands" Kjølvand. Men tæt oppe her ved Byen ud for "Badstuen" vilde "Slesvig" nok skyde Gjenvei herind til Byen og kom da med hele sin Fart paa Grund. Prindsen maatte sættes iland i en Baad og den stødte ogsaa paa Grund, men ankom dog i Korsør Havn omtrent Kl. 6 Morgen. Her maatte den lægge til ved "Skirner", hvilket Sammes Fører, Hr. Garde, ikke var forberedt paa, men sov. En Matros hjalp imidlertid Prindsen op. Paa Landet stod Generallieuten. Bülow med Følge for at tage mod Prindsen, hvorpaa han under Salut fra Fæstningen (hvilket, mærkeligt nok! ikke var Tilfældet, da Hds. Maj. Enkedronningen forleden vendte hjem) kom til Banegaarden; men den var lukket, og da man endelig førte Prindsen til den festligt smykkede Ventesalon var - Nøglen bleven borte! Prindsen, der nok ogsaa i Frankrig har havt Fataliteter tillands, har saaledes her faaet dem baade tillands og tilvands, hvilket Sidste især maa interessere Hs. K. Høihed, der selv er Admiral. Hvad "Slesvig" angaaer, skal der nylig være kostet 50,000 (?) Rd. eller saa omtrent paa dets Istandsættelse og Dekorering, efter at HS. M. Kongen har overtaget det til Privatbrug. Skibet laa langt indenfor Kostene paa den blinde Revle. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvilken uhyggelig Stemning dette nye Uheld for Søetaten har udbredt her, især da det er forbundet med en Blottelse ligeoverfor Nabolandets søkyndige Prinds og med et Afbræk i vor egen Konges Lystreise den 4. til Bornholm.

(Ribe Stifts-Tidende 9. august 1856).

"Slesvig" ankom til København den 6. august om eftermiddagen til København, ført af kaptajnløjtnant Frølich. Den 8. afsejlede det til Helsingør hvor det skulle overføre prins Oscar til Ystad eller Stockholm i Sverige. Efter rejsen skulle det muligvis i dok til reparation.

Dampskibet "Slesvig" havde den 2. august 1856 fået besked på at afhente ham i Kiel for at sejle ham til Korsør, hvorfra han skulle tage jernbanen til Roskilde og videre til Frederiksborg hvor Frederik 7. ville opholde sig. Han ankom den 3. august til Frederiksborg. Kongen og grevinde Danner forlod den 5. august Frederiksborg med henblik på afrejse med "Slesvig" til Bornholm fra Skodsborg, efter taffelet med prins Oscar på Frederiksborg Slot.

Efter lykkelig og vel at have ført HS. kongl. Høihed Prinds Oscar til Stockholm, hvor der formodenlig ingen store Stene ligge i Veien, er Hr. Kapitainlieutenant Frølich ankommen til Kjøbenhavn med Dampskibet "Slesvig". Den almindelige Forundring over, at Damperen atter blev betroet til Kapitainlieulenanten har tabt sig, da man hørte, at den svenske Prinds havde bedet om, at Hr. Frølich maatte føre ham videre til Sverrige. Det var et særdeles Galanteri af HS. kongl. Høihed, og da ogsaa den Maade, hvorpaa dette kunne ske, thi efter Alt, hvad man hører, har Kapitainlieutenanten prostitueret sig i den Grad ved Korsøer, at han aldrig mere burde have noget Skib at føre. Naar han ikke selv kjendte Farvandet - skjøndt der rigtignok er en stor Skam, at en Søofficer ikke er bekjendt med sit eget Vands Farvande - burde han da idetmindste have sørget for at faae en Mand med sig, der kjendte der, og ikke en, hvis hele Bekjendtskab til Korsøer Farvande efter Sigende indskrænker sig til, at han engang har været der og solgt Æbler og Pærer. (Kold. Av)

(Ribe Stifts-Tidende 21. august 1856).

Dampskibet Slesvig blev bygget i Glasgow og blev benyttet af søværnet 1848-1850. Derefter købt af postvæsnet. I 1855 blev det på orlogsværftet indrettet som kongeskib. Det blev benyttet af kongen i 1856 under kaptajn Frølich, 1857 under kaptajn Møller, 1858 kaptajn P. C. Albeck, 1859 kaptajn Købke. 24. februar 1860 udbrød brand i skibet og måtte repareres. Herefter blev det benyttet i årene 1860-1863 af kongen. Det fragtede i 1863 Frederik 7.'s lig fra Holdnæs til København. Christian 9. benyttede skibet i 1863 og årene derefter.

Affæren med grundstødningen ved Korsør har ikke kunnet bekræftes af andre kilder som findes på internettet.

I september 1856 kom prins Oscars storebror, kronprins Karl til København hvor han ikke blot blev hyldet af kongeparret, men også af københavnske studenter ledet af Carl Ploug som fik at vide at Karl regnede med at blive adopteret af Frederik 7., hvilket efterlod prins Christian med Holsten og Lauenborg som erstatning for den danske krone. Forholdet mellem kronprins Karl og prins Oscar var ikke det bedste.

(Se Glenthøj og Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. Gad 2021).

Bellevue (Efterskrift til Politivennen)

I søndags forefaldt et optrin på beværtningsstedet Bellevue ved Strandvejen, der fortjener at komme til almindelig kundskab. Værten på Bellevue, en hr. Bagge, er ved siden af andre solide og glimrende egenskaber, også i besiddelse af en talisman, der gør ham uimodståelig i alle de sager, der afgøres ved stokkeprygl. En bevisførelse hvori han har sin force. Denne talisman består i et politiskilt som er betroet denne sin gæsters ærbødige vært i egenskab af politikommissær eller lignende. De gentile gæster får ikke denne hr. Bagges dekoration at se. Det glædestrålende åsyn han viser dem, er langt fra at lade formode hvad han skjuler under sin vest. Men hvem kan indestå for, at det ikke engang midt under de champagnedrikkende gæsters jubel skulle lade sig se som et medusahoved? Hvilken magt det giver ham og hvorledes han anvender den derpå, afgav det optrin et advarende eksempel. 

Det var i middagsstunden. Alle værelser og den duftende have var opfyldte af glade gæster, hvis nydelser var en nydelse for hr. Bagge selv. Han syntes at være den gladeste blandt de glade. Man hørte kun latter og spøgefuld tale mellem klirren af knive og gafler og glassenes hulde kling-klang, da med et tonerne af en cylinderlire ville lade sig høre. Det var en omrejsende italiensk virtuos der var kommet inden for Bellevueværtens enemærker i den hensigt at byde hans gæster til afveksling en musikalsk nydelse. Men enhver sådan afveksling må være en vederstyggelighed i værten Bagges øjne. Han har vel gjort sig til princip at forebygge at hans gæster besværes med uvedkommende udgifter i hans hus. Den rejsende musikant blev derfor vist ud af hotellet. Men på en måde der vist aldrig vil udviskes af hans hukommelse, om også sporene deraf forsvinder af hans legeme. 

Da han som italiener ikke forstod den ivrige kommando og skælden, hvormed hr. Bagge ledsagede ham, tøvede han noget i den yderste gård med en forundret spørgende mine, og gjorde endog nogle beskedne forestillinger der imidlertid kom ham dyrt til at stå. For efter en ny stigende strøm af skældsord besvarede Bellevueværtens stærke arm disse forestillinger med et par drøje stokkeslag over den del af virtuosens ryg og skuldre, der ikke var beskyttet af instrumentet som han bar på ryggen. Men da fornægtede italienerens blod ikke sin oprindelse. For da han i det samme i vognskuret fik øje på et mægtigt slagtræ, sprang han til for at gribe det som et gengældelsesvåben, men snublede og faldt under vægten af sit andet instrument. Således fik denne kamp nogen lighed med det berømte slag på Anholt, mens hr. Bagge triumferede i den tililende mængdes påsyn. Da Italieneren endelig kom på benene og endnu gjorde mine til at sætte sig til modværge, da var det at hr. Bagge pludselig fremtrak sit forstenende politiskilt, hvis betydning formodentlig ikke har været mere forståelig for Italieneren end skældsordene. Men dog, da han så sig forladt og uden håb om nogen bistand, bragte han til at fortrække så godt han kunne. 

Hos tilskuerne må derimod hr. Bagge med sit skilt vel have gjort regning på at fremkalde tilstrækkelig overbevisning om hans berettigelse til på sådan måde at behandle et aldeles sageløst menneske. Det vil da vel også være blevet indlysende for mange, at denne gæstvenlige mand er i besiddelse af middel, der kan anvendes som sidste argument på en frygtelig måde. Os forekommer det at det er to temmelig modstridende bestallinger; at være politibetjent og gæstgiver tillige - i det mindste vil enhver kunne tilskrive sig selv følgerne af at indtage forfriskninger hos en sådan mand.
v. B.

Hotel Gl. Bellevue, 1865. Set fra dampskibsbroen. Public domain - Københavns Museum.

Traktør J. Bagge var distriktskommissær i Kystpolitiet, Københavns nordre hoveddistrikt, 2. distrikt. Bellevue blev opført i 18723 som en lille ejendom på Christiansholms jorders nordøstlige hjørne. I 1734 blev den købt af en restauratør. I 1819 havde ejeren af Bellevue Kro og Gl. Bellevue Johan Bagge anlagt en anløbsbro hvor dampskibet Caledonia sejlede i rutefart til København hver søndag. Han fik også bygget badehuse 1824. Restaurationen blev i Bagge-familien indtil 1874. Kroen lå nogenlunde hvor Bellevueteatret ligger i dag.

(Kjøbenhavnsposten, 25. juni 1847).

Når dampskibene går til Bellevue søndag eftermiddag samler sig i Kvæsthusgade og omegn i almindelighed et langt større antal passagerer end dampskibet kan rumme, og i det øjeblik dette ligger til bliver der en frygtelig trængsel, idet ingen gerne vil blive tilbage. Det er meget uhyggeligt at være vidne til den råhed og brutalitet, som her får anledning til at vise sig, at høre disse skrig og denne råben af dem der blive trykkede, stødte eller står i fare for at falde i vandet; at desuden en del hatte bliver fordærvede, nogle parasoller brækkede og kjoler sønderrevne, samt en del skældsord og stokkeslag uddelt, falder af sig selv. 

Det par politibetjente, som er nærværende, kan ingen nytte gøre, da massen af mennesker
er for stor, men for deres samvittigheds skyld uddeler de dog almindeligvis nogle af deres sædvanlige meget fattelige bevisgrunde, der dog kun kommer de bageste af sværmen til gode og ingenlunde bidrager til at frembringe større orden.

Man må virkelig undre sig over den mangel på omsorg for deres medmenneskers liv og sikkerhed, entreprenørerne eller førerne af disse dampskibe viser ved ikke inden afgangstiden at uddele billetter, hvorved hele denne ulempe ville være afhjulpet. Sker dette ikke, bør vedkommende drages til ansvar for ethvert uheld, som måtte indtræffe. For det er virkelig forbundet med livsfare, at man må gå ombord i dampskibet på et smalt bræt uden gelænder, og det er næsten umuligt for de forreste, som hele massen trykker på, at undgå at falde i vandet.

I fjor sommer var det samme tilfældet og det er er yderligere bevis på den sløvhed, som her hersker, såvel hos den ene som hos den anden, at der ikke forlængst er rådet bod på en ubehagelighed der er så let at afhjælpe. C. P.

(Kjøbenhavnsposten, den 7. juli 1847)

Eskildsen forlagde Nøglen til Bommen. (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Iris", hedder det i "Aalb. Av.", som kun under Besværligheder og Ophold fra Havnecapitain Eskildsens Side kunde naae at komme indenfor Kjøbenhavns Bom, har, da det forlod Dokken for igaar at afgaae hertil, atter mattet døie Ubehageligheder af Lodsoldermand Eskildsen, der vægrede sig ved at afgive en af Dampskibets Capitain forlangt Lods for at Skibet uden Risico kunde bringes forbi flere vanskelige Grunde, som befinde sig i Farvandet fra Qvæsthuusgaden til Toldboden. Tildeels herved som og ved at en større Brig var halet for Bommen forsinkedes ogsaa Skibets Afgang, saa at det først henved Kl. 7 kunde forlade Kjøbenhavn. At en enkelt Embedsmand, som en Proteus i forskiellige Skikkelser, snart som Færgemand, snart som Lodsoldermand og snart som Havnecapitain, skal kunne volde Skibsfarten og de Reisende saa mange Besværligheder, som oftere har foranlediget Anke rettet imod Hr. Eskildsen, er vistnok mere end mærkeligt og vil forhaabentlig engang lade indtræde en Forandring i disse ubehagelig Forhold. - "Iris" gjorde, som anført, sin Reise herover i 13 Timer, en af de hurtigste Toure, det endnu har tilbagelagt. I Dokken tiltrak Skibets suffisante Bygning og smukke Construction sig i den Grad almindelig Opmærksomhed, at en Model deraf blev tagen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. april 1843)

Dampskibsfarten er nu atter begyndt ved "Christian den Ottendes" Ankomst hertil igaar. Det er altsaa vel nu paa Tiden igjen at forhøre sig, om Dampskibene have erholdt Tilladelse til at lægge indenfor Toldbodbommen for at landsætte Passagerer. Dette spørgsmaal, som allerede forrige Sommer var reist - i det mindste ved den saa meget yndede "Brevvexling" - mellem Collegierne, er neppe rykket sin endelige Afgjørelse nærmere. Den langsommmelige Tid og det enorme Hovedbrud, som Løsningen af et saa simpelt Problem foraarsager vore Regjeringsmænd, er særdeles characteristisk for den Gang og Maade, hvorpaa vor hele Statsmaskine driver sine Maneuvrer, som i visse TIlfælde ikke synes langtfra at ligne en i det mindste tilsyneladende Gaaen i Staa. Qvæstionen, om en Bom skal lukkes op for nogle Dampskibe, om der i Kjøbenhavns Havn kan finde den samme Fart Sted som i andre Søhavne, synes fast at indeholde ligesaa mange Forviklinger og forvolde et lige saa vanskeligt Dilemma mellem vore Collegier, som Spørgsmaalet om Visitationsretten mellem Europas mægtigste Cabinetter. Dersom Knuden ikke overhugges, frygte vi meget for, at Bommen vil holde sig lukket for Dampskibene endnu i den forestaaende Sommer. Til at undersøge, hvorvidt alle optænkelige Forholde, f. Ex. den Omstændighed, at Sandbaade og Fiskerqvaser maae have Ild inden Borde, naar der lægges an ved Skibsbroen i Ribe, skjøndt en saadan Frihed ellers er forbudt i Kongens "Riger og Lande", bør tillægges nogen Indflydelse paa det kjøbenhavnske Dampskibsspørgsmaal, udfordres sikkerligen lang TId og meget Papir, naar hele vort Alphabet af Collegier skal høres. Det vilde neppe være af Veien, om Borgerrepræsentationen forsøgte at fremskynde enten et Ja eller Nei, ligesom det vel heller ikke vilde være uden Interesse, om Borgerrepræsentanterne kunde sætte sig i frugtbar Forhandling med Toldkammeret om Anlæggelsen af en ny og anstændig Landingsbro ved Toldboden, da den Admonition, som Admiralitetet til denne Sags Fremme har gjort til et Slags ceterum censeo, en Art staaende Finale i sin Correspondence med Toldkammeret, ikke synes at have fundet det villigste Øre hos dette Collegium, der ikke sjelden lader Folk troe, at det glemmer sin Stilling som Handelscollegium over lutter fiskalske Interesser. 

(Kjøbenhavnsposten 6. marts 1843)

Kjøbenhavnsposten behøvede ikke vente længe. Den 5. april 1843 kunne bladet meddele at dampskibene nu endelig kunne sejle ind gennem bommen og lægge til bolværkerne ved Toldboden og Nyhavns Havnekontor. Under forudsætning af at de udover de generelle regler, også blev fortøjet med jernkæder, fuld vagt om dagen og halv vagt om natten, at de kun måtte losse de rejsendes gods og holde en vis afstand til sejlskibene. Nogen landingsbro ved Toldboden blev det dog ikke til. 

Jerndampskibet "Caroline Amalie". (Efterskrift til Politivennen)

Om Befordringen med dette Dampskib, hedder det i "Loll. Falst. Stitstidende", (efterat Skibet selv er roest): I Kahytten er der qvalmt, og - hvad der paa et Skib er af største Vigtighed for Passagererne, især for de søsyge - Opvartningen er høist maadelig, ja, saalænge Table d'Hote varer, gives der paa 2den Plads saa godt som ingen Opvartning, idet denne til samme Tid findes ganske concentreret paa 1ste Plads. En stakkels Kone hørte vi lange forgjæves sukke efter et Glas Vand til sit syge Barn, indtil endelig en barmhjertig og behjertet Passageer tog Mod til sig og hentede hende den ønskede Drik fra 1ste Classe, hvilken Overskriden af Grændsen mellem 1ste og 2den Plads rigtignok kunde blive ham kostbar, eftersom Reglementet herfor bestemmer Erlæggelse af Prisen for 1ste Plads. Opvarterne forekom os tvære og ingenlunde artige. Forlangte man Middagsmad, hed det, at man maatte vente til Table d'Hote var hævet, og da dette først hævedes omtrent Kl. 6, havde flere Passagerer, der nu nærmede sig Reisens Maal, opgivet Middagsmaden, hvorimod de ønskede Kaffe eller Thee; men atter fik man det Svar, at man maatte give Tid til Kaffeen var serveret paa 1ste Plads. Var man nu endelig saa heldig eller rettere: uheldig - at saae en Kop Thee eller Kaffe, da var Drikken af saadan Beskaffenhed, at kun de, der mere bekymrede sig om at faae Noget at drikke, end om hvad de drak, benyttede sig af det der bødes dem: Theen havde Afsmag og Kaffeen var saa tynd, som man kunde vente det, efwrat 1ste Kahyts Passagerer havde taget al Kraften deraf. Hvad Betalingen for 2den Plads angaaer, da skulle vi Intet have at bemærke, dersom Opvartningen var god; men i Forhold til den slette Opvartning forekommer os en Betalingen at være for høi. Hvorvidt de her anførte Klager stedse ere gjældende, kunne vi ikke afgjøre, da vor Erfaring kun strækker sig til een Reise; muligt var ogfaa paa denne Reise de Reisendes Antal usædvanlig stort, dog vil denne Omstændighed ikke kunne undskylde Opvartningens Maadelighed, da det kun synes at være en ligefrem Pligt at ansætte et saa stort Antal Opvartere som nødvendigt for at gjøre deres Tjeneste upaaklagelig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1842).

Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at der med Hensyn til Landsætningen fra Dampskibene er draget overordentlig slet Omsorg for de Reisendes Tarv, og at man uden Tvivl skal lede længe efter at finde et Sted, hvor Landsætningen medtager en saa forholdsmæssig lang Tid som her, hvilket i Særdeleshed bliver mest byrdefuldt for de Reisende, naar de ere mange ombord og de tillige have havt haardt Veir paa Søen, og altsaa have god Grund til at længes efter at komme i Land. Det har derfor med Føie været sat under Ventilation om at bygge et Brohoved ud ved Toldboden, ved hvilket man kunde lægge til og Passagerne saaledes komme directe i Land, uden at behøve at tage tiltakke med den monopoliserede Havnecapitains monopoliserede Fartøier, hvis Utilstrækkelighed for at opfylde Tidens Fordringer netop bliver dobbelt følt i de Tilfælde, hvor Dampskibene paa Grund af det Virvar, hvori Skibene almindeligt ligge udenfor Bommen, nødsages til at ankre op et langt Stykke fra Land. I Anledning af Opførelsen af det projecterede Brohoved har man viist Havnecapitainen den Ære at afæske ham hans Betænkning angaaende samme. Om det end ikke undrer os, at denne Betænkning er bleven til en lang Række af Betænkeligheder ved Udførelsen af Projectet, saa at det ikke er Hr. Eskildsens Skyld, hvis Sagen ikke bliver fuldstændig discuteret, i det mindste fra den ene Side, saa vilde det dog være os meget paafaldende, om an vilde lade sig afholde, vi ville ikke sige fra Realisationen af en Idee, som Tidens og det reisende Publicums retmæssige Fordringer, andre civiliserede Landes Exempler og Omsorg for Byens og Handelens Tarv gjøre lige trængende nødvendig, men blot fra snarest muligt at paaskynde Udførelsen med al den Iver, som det er muligt at opdrive hertillands.  

(Kjøbenhavnsposten, den 22. juni 1842)

Dampskibet "Harlequin". (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Harlequins" Lystfart den 12te til Løgstør havde udbredt det muntreste Liv over Fjord, By og Omegn, hvor Dampskibs-Themaet fortiden beskæftiger Opmærksomheden, hedder det i "Aalb. Av.": Med 200 Passagerer ombord, under Kanonsalutter fra Skib og Land, klingrende Musik ombord og den talrige Tilskuermængdes Hurraraab og ledsagende Hilsener forlod Dampskibet om Morgenen Kl. 7 Havnen og bevægede sig ud af Fjorden til Løgstør, som man, paa Grund af den stærke Blæst og Strøm først naaede KI. 12 og hvor den uvante Dampsøile modtoges med Kanonsalut og vedvarende Hurraraab. Ligesom Seiiadsen paa Fjorden frembyder flere ret smukke partier, saaledes var det ogsaa interessant at see de mange nysgjerrige Grupper, der paa begge Fjordbredder dannede sig og i Baade flokkedes nær og fjern sra kor at tage det nye skuespil i Øiesyn. Løgstør, hvorhen Folk rundt om fra Egnen, ved et Extrablad til Avisen i Fredags underrettedes om Dampskibets Komme, vare hidstrømmede, var ved Dampskibets Ankomst overfyldt med Giæster, der gave den lille venlige By et muntert, broget Syn. Kl. 4 3/4 begav man sig atter paa Retouren der var begunstiget af det skjønneste Veir, og paa hvilken den ved Sang og Dands og den oprømte Stemning vedligeholdte Munterhed kun afbrødes ved en ubehagelig Begivenhed, der indtraf ud for Nibe, idet en af de mange Baade, der paa hele Retouren ligesom besaaede Fjorden - og hvoraf mange i deres Tilnærmelser iagttoge den største Uforsigtighed og foranledigede flere Standsninger i Dampskibets Fart - kom, uagtet man ved Signal havde varslet den, for tæt ind under Forstavnen og øieblikkelig seiledes isænk med de i Baaden værende 5 Personer: 2 Karle, 2 Piger og 1 Dreng. Lykkeligviis var den ene af Baadens Passagerer (Skytten fra Lundbæk) saa heldig at redde sig og den ene Pige, ligesom ogsaa den anden Pige, skjøndt i en forslaaet Tilstand frelstes ved den fra Dampskibet udsendte Baad og de 2 andre Passagerer reddedes fra selve Dampskibet, hvis Anker de havde omklamret og derved søgt øieblikkelig Frelse. Fra flere Puncter i Fjorden havde man forøvrigt ved Signal-Salut Hurraraab tilljendegivet sin Glæde over at see et Dampskib paa disse Farvande. Paa den lille Ø Egholm havde en Bonde heist det brittiske Flag, ledsaget af Salutskud, der fra Dampskibet besvaredes med tredobbelt Hurraraab. Henimod Kl. 9 ankom Dampskibet atter hertil og modtoges af en umaadelig Menneskemængde med levende Velkomsthilsener. Deeltagerne forlode Dampskibet med den ved Fartens Behageligheder følte almindelige Tilfredsstillelse og det af Enhver deelte Ønske, at snart en Dampsøile "ei blot til Lyst" maa bebude sin stadige Nærværelse paa vor skjønne Liimsjord. - Kl. 2 afgik Dampskibet atter til Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1842).

"Harlequin" kom bl.a. også til Roskilde, som det fremgår af Roeskilde Avis og Avertissementstidende 20. august 1844.

Roeskilde, d. 27 Aug. Saa have vi da atter seet Issefjords Vande pidskes af en sprudende Drage, dog det var ikke hiint glubende Uhyre, hiin Mørkhedens Aand, som for Aarhundreder siden fordrede Menneskeliv som Told af de forbiseilende Skibe, og bortskræmmedes af Pave Lucii Billede, men en fredelig Elementernes Bekæmper, en Datter af Kunsten og Kulturens lyse Aand, hvis Ankomst bebuder de vaagnende Roskildensere en ny Epoche.

Sidstafvigte i Løverdag lod nemlig "Harlequin" den dampende Søile første Gang bølge sig mellem Roskildefjordens Bredder, satte allerede tidlig paa Eftermiddagen alle Seeredskaber i Virksomhed, og hilsedes af de Omboende med Jubel og Salutskud. Paa vor Skibsbro havde samlet sig en betydelig Menneskemasse fra Byen og Omegn, der i flere Timer med spændt Opmærksomhed søgte at opdage Dampskibet, der endelig lod sig melde ved den opstigende Røg, og ved Mørkets Anbrud forkyndte sin Nærmelse ved Raketter og Kanonskud. Omtrent Kl. 9 løb det op til Broen, hilset af 9 Kanonskud, og følgende Velkomstsang af Roskilde Borgere efter en af Organist Hansen componeret Melodi:

Velkommen, dampende Snække -
Du første i Issefjord!
Velkommen, alle I kjække
Og bolde Brødre ombord!
Velkommen toner fra Bunden
Af Hroars Kildespring,
Det toner fra Herthalunden
Og Kysterne trindt omkring!

Og Spiret hilser fraoven
Fra Domkirkens høie Tag,
Det lyser Fred over Boven
Og over det Danske Flag.
Thi kaster kun rolig Anker
I Bugtens stille Sand,
Og stig med venlige Tanker,
O danske Brødre, iland!

Fra Dronning Margrethes Dage
Var Svækkerne her kun faae:
O, maatte du, rygende Drage,
Nyt Liv paa Issefjord spaae!
O maatte igjen du vække
Hvad her i Sekler sov.
Den gamle Flade bedække
Ret med en svømmende Skov!

Hurra for det Ny og Gamle,
Som rækker hinanden Haand!
For Alt, som monne os samle
Til levende Folkeaand!
Hurra for Dampen paa Landet,
Som ti Miil gjør til to !
Hurra for Dampen paa Vandet
Som bygger en Verdensbro ! ! !

Denne Sang, der vistnok vilde være bleven bedre udført, hvis Dampskibet var kommen til den antydede Tid ved høilys Dag, eller hvis passende Belysning havde været tilvejebragt, sluttedes med et levende Hurra, hvorpaa Massen strømmede op paa det uvante Skib, for at tage det i Øiesyn. Kun faae Passagerer medfulgte hertil. Mange vare afskrækkede ved det daarlige Veir, hvormed Dagen begyndte, og de fleste Medrejsende aftraadte ved Anløbsstederne.

Den næste Dag gjorde Dampskibet med gunstigt Veir en Lysttour til Frederiksværk. Under Kanontorden stødte det fra Land med over 100 Passagerer, der i hastig Fart nøde det dejlige Skue af Fjordens mange skov- og engkrandsede Bugtninger. - Flere Steder hilsedes de ved Flagning og Salutstud.

Hjemreisen gik ei saa heldig som Udrejsen, idet Capitainens egensindige Opposition mod Lodsen bragte Skibet paa Grund i den smalle Rende ved Østskov. Han erklærede sig selv skyldig, og bød de Passagerer, der strax ønskede al reise hjem, at tage Befordring paa hans Regning, hvilken Opfordring efterfulgtes af de Fleste, der over Land ankom hertil Kl. 2 om Natten.

Skibet stødte paa Grund omtrent Kl. 3, og kom løs igjen ved Hjælp af een Baad Kl. 11. Menneskemassen, som havde samlet sig paa Broen, for at modtage det, adskiltes endelig af Mørket, Regnen og Rygtet om Skibets Uheld, der iagttoges ved Mørkets Anbrud. Skibet blev liggende for Anker om Natten, fortsatte Reisen om Morgenen, og ankom hertil Kl. 5 1/4, med de tilbageblevne Passagerer, hvorpaa det efter en Times Forløb under Kanonsalut og Hurraraab atter stødte fra Land og retournerede til Kjøbenhavn. Vi ville haabe, at hiint Uheld, der iøvrigt løb af uden videre Skade, ikke maa blive betragtet som et slet Varsel for Damskibsfarten, eller Skibsfarten overhovedet, paa vor Fjord; men at det i det Høieste maa virke hen til at formindske vedkommende Skibsføreres utidige Selvraadigded. "Harlequin", (der skal være det mindste af vore i Fart værende Dampskibe) stikker kun 5 Fod, og ved Havnecommissionens, fornemmelig dens virksomme Medlem, Malermester, Dannebrogsmand Ehlers Omsorg ere Grundene i vor Fjord saa vidt opmuddrede, at Skibe, der stikke over 10 Fod, kunne løbe op til vor Havn, og til sine Tider have vi ikke sjeldent glædet os ved Synet af saadanne. I den senere Tid blive de dog sjeldnere, og der er Tale om en yderligere Opmuddring paa et Par Fod. Dog det er ikke alene Indløbets Grundethed og Sneverhed, der forhindre Skibsfarten, ogsaa de mange Bugtninger gjøre den i høi Grad afhængig af Vind og Veir; et Dampskib, eller i del mindste en Dampbaad som de jydske, vil altsaa være af uberegnelig Nytte i vore Farvande; der har i længere Tid været Tale om Anskaffelsen af et Saadant; Communalbestyrelsen har, eller vil, som vi haabe, tage Sagen under snarlig Overvejelse, og den vil vistnok forstaae, at varetage det Almindeliges Fordeel, at see bort fra mulige privat-locale Interesser, og give Sagen den størstmulige Paaskyndelse! De uheldspaaende, som Mange sige, Jernbaner nærme sig med stærke Skridt, det maa være Roeskilde om at gjøre at hævde sin Existens, og dette vil ene kunne lade sig gjøre ved en samvirkende Forening af de dampende Kræfter paa Land og Vand.

Gid vi da snart maa gjensee støre Dampskibe, og gid snart Eet til Alles Nytte og Fornøielse maa vælge Issefjord til sin Station !

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende Tirsdagen 27. august 1844).

Af mangel på billeder af "Harlequin" her dampskibet "Horatio" ved Sankt Annæ Plads. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sommerfarten med "Harlequin" og senere dampskibet "Iris" blev en succes. "Harlequin" var bygget 1837 hos sibsbygmester Thomas Adamson, Dundee i Skotland. Det kunne sejle 10 knob. Rederiet Joh. Fr. Lund ejede "Harlequin" i 1842. Det blev 1845 solgt til Dampskibs Interessentskabet i Kjøbenhavn og omdøbt til "Sjælland", 1848 blev den købt af grosserer David S. Jacobsen, ombygget om omdøbt til "Victoria". Ved udbruddet af Treårskrigen lå det til reparation i Rostock, og måtte sniges ud af Tyskland til Danmark. Skibet blev formentlig lagt op i 1855.